Far havde 2 forskellige motorcykler. En NSU og en DKV. Han kørte på arbejde på dem. Mor og Far kørte også til dørtræk i Karrebæksminde, hvor de så Morian køre ræs. Mor og far fik en plads lige i et sving, så de blev snavsede og oversprøjtet af at stå der. De havde haft det dejligt, og jeg husker at jeg en gang spurgte mor hvorfor hun dog gad det. Hun svarede at det var rart og godt ind i mellem kun at være de to sammen.

De tog også til fodbold. De kørte til Odense en gang på motorcykel for at se Næstved spille. Far var glad for sin motorcykel. Senere skiftede han motorcyklen ud med en bil. En Morris varevogn. Det var mere praktisk at have bil, når man havde så mange børn.

En gang vi havde været oppe i Hyllinge at besøge morfar og mormor, havde vi æbler med hjem og på vejen hjem, løb der en dreng over vejen i Tåstrup. Far bremsede og æbler og unger røg rundt i vognen. Ingen kom til skade hverken bil eller nogle af børnene. Vi kørte ellers på cykel til Hyllinge for at besøge mormor og morfar, og drengene blev altid klippet i Hyllinge, mens vi var hos morfar.

Morfar havde nogle dejlige stikkelsbær nede bag i haven store og saftige. Jeg husker også morfars brændestak. Den var rund og var helt sikkert Hyllinges flotteste stak, den stod altid snor lige. Der var ikke et stykke brænde der lå forkert.

Om vinteren var vi ovre på Hyllinge gadekær og løbe på isen, når vi besøgte morfar. Sammen med de andre børn fra Hyllinge. Mormor var ofte syg, hun var slidt op af at arbejde. Jeg husker at i køkkenet havde hun nogle hvide broderede stykker stof, syet med blå korssting og de hang ved komfuret og på vægen. De var altid sne hvide, strøget og stivede. De havde nogle stole med rødt plys på husker jeg, en divan og på vægen hang der et vægtæppe. De havde også en gyngestol, som jeg altid syntes var den bedste at sidde i.

Op af morfars hus voksede der vinranker som morfar omhyggeligt passede, og klippede ned hver år. Han blev altid kaldt Peter Svendsen i Hyllinge, hvad han også bliver kaldt i folketællingerne. Han havde et velplejet overskæg. Da han en dag havde barberet det af, kunne ingen i byen kende han igen.

Lars Peder Poulsens far, som også hed Lars Poulsen, kom fra gården matrikel 2, Bistrupgade 38. Hans far var Poul Larsen gift med Ane Marie Knudsdatter. Lars Peder Poulsens moder var Anne Marie Larsdatter, hun kom fra matrikel 10 a. Det er en af gårdene ude ved skoven, men de lå lidt anderledes dengang, så det er lidt svært at sige hvilken. Hendes forældre var Lars Larsen og Maren Pedersdatter.

De slog sig ned på Theaslyst, ude ved skoven, men det er før det hedder Theaslyst. De fik ca. 11 børn hvoraf en var Lars Peder Poulsen. Hjemmet var meget fattigt, korn og græs stod tyndt på marken. Kvægbesætningen var lille, de var altid de sidste til at anlægge nye metoder og de brugte ikke kunstgødning. De dyrkede heller ikke roer, der var ikke penge til det.

De fattige kår bevirkede at de ældste børn måtte arbejde hårdt. Lars husker at han allerede i 14-15 års alderen måtte pløje de tungeste jorde. Desuden gik han mellem sin far og karlen og mejede i høstens tid. De dyrkede også hør, men det var meget dyrt i forhold til de priser lærredet kunne sælges for. Hørren skulle ruskes, knevles, brydes, skættes, og hegles og ved disse behandlinger var der flere personer i involverede. Efter heglingen kom det største arbejde, at spinde det til garn. Hos Lars Poulsen var det hans moder og en pige. Det var væveren Hans Larsen på Møllevænget, der vævede det til lærred. Han boede i nr. 19, og hans vederlag har sikkert været meget beskedent. Det var kornet som hans far solgte, de fik lidt penge på, ved at køre til magasinet i Karrebæksminde med nogle tønder. Så havde man lidt penge til tøj og fodtøj til vinteren.

På gården var der en ringe besætning af svin og kvæg, en griseso, 3-4 fedesvin og 7-8 malkekøer. De var så fattige at malkekvæget var holdt i en kummerlig foderstald med halm, hø og en ubetydelig smule kærne. Mælkeydelsen var ringe, sådan har det nok været hos en del af Bistrups husmænd. Lars Peder Poulsen fortæller at om sommeren var der ingen fritid, han stod op kl. 5-6 og gik så ned i stalden for at muge under hestene.
Han fortæller videre at på de 3 ugentlige skoledage kunne han ikke nå mere, og gik så ind og lavede en let omklædning, og spiste morgenmad (rugbrøds stumper med kogt mælk) og en kop kaffe med kandissukker. Desuden brugte han sukkerspyt til at få håret til at side pænt.

Påklædningen var en blåstribet lærredsbluse, inden for vesten, ingen trøje om sommeren, blå lærredsbukser og træsko. De var altid hele og rene det sørgede hans moder for. På de dage de gik i skole blev de vasket på hænder og i ansigtet, de andre dage blev de ikke vasket. Hans søstre blev vasket hver dag, sådan i dagens løb når hans moder havde tid. De skulle jo have hjælp med håret.
Der var aldrig tale om bad, hverken for børn over småbørnsstadiet eller for voksne. Mænd og kvinder vaskede aldrig deres krop, så længe de levede. Han fortæller at der dog var en undtagelse det var når man skulle på session. Drengene plaskede gerne i mergelgrave og tørvemoser på hede sommerdage.

På de dage han ikke gik i skole var der arbejde fra morgen kl. 5 til 8-9 om aftenen. Hans vigtigste arbejde var at passe kreaturerne, de skulle flyttes og vandes. I mellem det samlede han sten sammen eller huggede pindebrænde. Det var deres brændsel til vinteren, sammen med nogle læs tørv. Sidst i August til slutningen af Oktober gik køerne løse på marken, og han fortæller videre at det var gode dage for vejret var milt. Når det så regnede krøb de i ly under buskene i volden og stegte æbler. Men da han blev ældre slap han med at vogte kvæg, det blev de mindre søskende sat til. Han skulle lave en karls arbejde pløjning, harvning eller arbejdskørsel.

Turene til Magasinet i Karrebæksminde

Tærskningen foregik med plejl, så man nåede et stykke hen på Efteråret, før det første læs kom af sted, det gav kontanter til diverse fornødenheder. Næste sending måtte være i orden til december, når der var termin og således til hen af foråret hvor der var færdig tærsket.

Undertiden fik Lars Peder Poulsen lov til at komme med når hans far skulle til Karrebæksminde med korn. Det var en meget kold tur, for han sad på kornsækkene indpakket i et hestedækken. Overfrakke kendte han ikke til, og når kulden blev for slem og han græd af kulde, kommanderede hans far ham ned for at løbe så han kunne blive varm. Det havde også en dårlig side, for hans fjedersko var for små og klemte. Han gik normalt i træsko så hans pæne sko kunne holde i årevis.
Kornet blev efter at være afleveret på Magasinet lastet i sejlskibe. Efter aflæsningen, gik man på kroen, hvor kornhandleren betalte og gav en varm rødvinstoddy til Lars Poulsen, og en stærkere varm drik kaldet f and half; til hans far.

Hjemturen foregik i mørke, det var uhyggelig spændende, for de skulle igennem skovstrædetstykket af landevejen mellem Saltøskoven og Borgnakkeskov, her spøgede det nemlig. Der var nogle kæmpehøje med sørøvere og alskens trolderi. Der kunne også være rigtig levende røvere. Man hørte af og til om røveriske overfald på denne vejstrækning. Selv om Lars Poulsen frøs og var bange på turen ville han med næste gang også.

Lars fortæller om skolen

Lars fortæller at han, gik i skole i 3 dage om ugen fra kl. ca. 8 til 15. Klokkeslettet gik man ikke så nøje op i. og fortæller videre at det var læren der bestemte tid og lejlighed. De mødte altid længe før tid for ikke at komme for sent, for det var utænkelig at komme for sent. Disciplinen var skolens stærke side, det var en selvfølge og de følte de ikke som noget pres.

Når læren kom ind rejste de sig op og stod stille, mens lærer Schøndorph gik tavs nogle minutter frem og tilbage foran de lange skoleborde. Så gik han op på forhøjningen ved katederet og læste fadervor, hvorefter de satte sig ned, og lektiehøringen begyndte. Lektier det var altid lærebog og bibelhistorie, remset ordret op. I de ældste klasser havde de en gang om ugen katekisation over noget udspekuleret teologi, som de ikke forstod, men lærte uden ad ved at indterpe det i kor da de ikke havde nogen lærebog om de.
Lektiehøringen var en alvorlig sag og den gik aldrig uden en lussing her og der. Det skete også at spanskrøret kom i brug. Schøndorph var meget hidsig, men fortrød altid når skolen var overstået.

Lars Poulsen fortæller at læreren var god til at fortælle bibelhistorie, og derfor lyttede de med spænding til historien. Efter et frikvarter af ubestemt længde havde de skrivning, så sad læreren ved katedret og læste Berlingske Tidende og røg en lang pibe. Det var gode timer husker Lars Poulsen, de sad stille og skrev skønskrift.
Efter Skrivning gik de over til regning, mens læreren fortsatte avislæsningen. Hans indsats bestod i at sige om stykkerne var rigtige eller forkerte. Børnene rejste sig og nævnte de resultater de havde nået frem til, hvorefter han sagde om det var rigtig eller forkert. Han forklarede aldrig hvordan de skulle nå frem til dette resultat. Det måtte de selv finde ud af.

De havde en times frikvarter til middag. Man legede ude på vejen eller blev i klassen. Skolegården der måtte man ikke lege for det lå lige ved lærerens private lejlighed. På gymnastikpladsen stod der hesteomgangen til lærerens tærskemaskine så der kunne man ikke gøre gymnastik. Der var et wc, og der var en regel om at pigerne skulle først, men varede det for længe med dem, brød drengene ind og smed dem ud. Om eftermiddagen var læsning, retskrivning og historie eller geografi. Sang og gymnastik kendte de ikke til.
Historietimerne var lige så spændende som bibelhistorie, læreren var meget god til at fortælle historie. I Geografi havde de to vægkort , et Europa og et Danmarkskort. De lærte om baronier og grevskaber, ikke noget om natur, folkeliv osv. Ligeså lærte man ikke om fremmede verdensdele.

For drengenes vedkommende kunne de nu og da blive kaldt ud både formiddag og eftermiddag i lærerens landbrug. Enten i marken eller i stalden, ved tærskningen var der brug for alle drengene. Pigerne fik lov til at blive i skolestuen og skrev og regnede. De skulle kun feje skolestuen om lørdagen. Skolen var delt op i 2 klasser “den store og den lille” med 3 ½ års skolegang i hver.

Lærer Schøndorph

Han var født i Sønderjylland, havde taget eksamen på Tønder Seminarium. Han var en “fordreven” Slesviger. Lars Poulsen fortæller at han på mange måder var en dygtig lærer, men at han havde den ulyksalige ide at dem der ikke kunne lære, skulle!.

Den manglende evne til at lære kunne bringe ham til raseri, og så brugte han spanskrøret. Han fortrød altid bagefter, og havde derfor mange triste eftermiddage, efter endt skole.

Efter en tid kom han på fjendtlig fod med næsten alle i skoledistriktet. Han havde kontroverser med forældrene, og han blev uvenner med skovrideren om jagtretten, fordi han satte slyngesnare op. Desuden lagde han sig ud med den gamle præst Pastor Mackeprang. Præsten var lidt distræt, og begik fejl under gudstjenesten. Han glemte sommetider nogle af bønnerne i Fadervor og lignende.

Der blev lagt sag an mod læreren mange gange og læreren selv lagde også sag an. Man må sige at han var en modig mand. I 1890 blev han afskediget fra sit embede “på grund af ufordragelighed” og med pension.

Han lå ikke uvirksom hen fordi han havde fået pension, nej han havde en del penge og købte sig en proprietærgård. Noget tid efter brænde gården og han blev sat i fængsel. Der sad han et par år. Hvorefter han blev frikendt ved højesteret. Retten udtalte misbilligelse ved den behandling han havde fået.

Lærer Schøndorph fik arbejde på et sagførerkontor, senere blev han pengeudlåner i København og førte en del processer og blev ofte omtalt i bladene. Han blev en gammel mand og døde i København i 1921.

Lars Poulsen fortæller at han syntes han var en stærk mand, en personlighed der, gav ham Danmarkshistorien i sammenhæng og bibelhistorie levende fortalt. Når han så havde fået Ill. Tidende viste han dem billederne og forklarede om disse.

Han var heller ikke sen til at dele ud af sin rige frugthave, selv om hans skæbne blev trist.

Tilføjelse af skriveren

Den brand som Lars Poulsen taler om, var en brand på Lille Ladegård ved Sorø, den gård som Schøndorph købte. Gården brændte i 1891 og han sad 22 måneder i varetægtsfængsel, og fik derefter en dom på 2×5 dage på vand og brød. Tiltalt for brandstiftelse, assurancesvig, og falsk forklaring.
Han blev gift med Marie Eleonora Lund den 7 jul. 1870. De fik 6 børn inden Marie Lund dør 58 år gammel den 18. maj 1908. Mathias dør i København i en alder af 79 år den 18. aug. 1921.

Bendt fortæller at han kan huske Marius og Line, han var vejmand og de havde en søn der hed Arne. De boede oppe i Bistrupgade 4, Line havde en mor der hed Stine. Hun boede lige ved siden af i Bistrupvej 5, som dengang var et dobbelthus. I den anden ende af huset boede Peter Olsen, og for øvrigt købte Otto Pedersen huset en gang i 40erne.

Overfor på Bistrupvej 2 boede Jutta, Hendes mand var uddeler i Brugsen, og hed Hans Peter Olsen. Han var ølkusk og mødte sin kone i Karrebæk, hvor hendes far var fisker. Hun havde en Søn, Lars Valentin Villy Olsen, der senere blev gift med Anna og de boede ude på Bistrupvej 20. Han var uddeler i Spjellerup Brugs.

Ved siden af boede Otto Pedersen med sit Tømmerværksted, Bistrupvej 4, indtil han flyttede ned i savværket.

Der vor vejen blev rettet ud, oppe på bakken ved Bistrupvej 4 og 5 boede Kristine og Karl, de var søskende. Førhen boede en Møllersvend som arbejde i Bistrup mølle, ude på Møllevænget.

Bent fortæller at i Bistrupgade 9 boede Emil Jakobsen, Han var sygekasseformand en lang årrække, man skulle dengang have nogle sygesedler når man skulle til lægen. Men at de flyttede, da Karen Margrethe deres datter var lige omkring 6 år, har aldrig gået i Bistrup skole, hun kom til at gå i Hyllinge skole.

I Bistrupgade 16 boede et ældre Ægtepar, Hans Peter Olsen og Fanny M. Olsen og fortæller at han lige så tydelig kan se dem for sig.

På vadestedsgården boede Hansen og husker at det var ham der lærte ham at sige “Kunstgødning”.

Nede i den anden ende boede Anna Øksnebjerg og hendes mand, de boede i det hus, man senere kaldte Martasminde eller Gavehuset, Bistrupgade 60.   Bent fortæller videre at til nytår gik de altid derop, for Anna gav sodavand til alle børnene og fortæller videre at hr. Øksnebjerg var skovarbejder i Saltø skov og at de havde skovelever på kost. Når så Slagteren kom købte Anna et helt kohoved og så lavede hun Frikasse’ af det til Eleverne.

Længere henne boede den gnavne Julius, han var altid sjov at drille for børnene. Dette er Bistrupgade 54, det hørte til Merritzhøj, Bistrupgade 35. På Merritshøj boede Niels Christoffersen. Hans kone cyklede meget, dengang var en bil ikke hver mands eje. Bent husker at når fru Christoffersen kom cyklene så det lidt pudsigt ud. Hun trådte en hel masse gange og så rejste hun sig og så trådte hun igen og rejste sig. Årsagen var at sadlen sad skråt nedad så hun gled ned hele tiden. Han fortæller videre at Niels Christoffersen var meget syg til sidst og kunne næsten ikke tale. Han havde et eller andet med halsen.

I nr. 52 boede Sofie “Hans Lauesen” Idas bedstemoder.

Så falder talen på Viggo Petersen og hans Skolebillede, og Bent undrer sig over at det er Lærer Høgsvig der er på Billedet, for Viggo har fortalt at han havde Niels Sørensen som lærer. Men vi bliver enige om, at skolen må have skiftet lærer midt i Viggos skoletid.

Bent fortæller, at Viggo har fortalt at skolelæren selv drev jorden og han havde køer. Viggo spiste frokost hjemme, og når der var et eller andet de skulle have efter frokost, som han ikke havde læst på, trak han pælene op på køerne og sagde til Niels Sørensen at hans køer gik løse. Så blev de sendt ud for at fange køer og så gik den tid jo.

Det tidsrum Bent Madsen fortæller om er i 1930-erne.

Peter Poulsen er født i København, og var døbt i Helligåndskirken.  Hans fader var Arbejdsmand Peter Poulsen og hustru Caroline Christiansen, han er født 20 april 1842.

Han bliver konfirmeret i 1856, og aftjener sin værnepligt da han er omkring 20 år, Efter sin værnepligt møder han Bent Christian Mogens Aarøe.

Kaptajn Aarøe havde været med i 3 års krigen, og var en mand der havde en glødende fædrelandskærlighed, og taler varmt om oprettelse af et Strejfkorps, hvis der bliver krig igen.

Der blev krig i 1864 og alle der havde mødt og talt med Aarøe meldte sig frivillig til hans kops.
Hans korps havde til opgave at rekognoscere og slå til bag fjendens linjer, og blev opfattet som en partisanbande. De havde fået stillet Postdampskibet “Jylland” til rådighed, hvorfra de kunne gå i land bag fjendens linjer.

Peter Poulsen meldte sig også sammen med 200 andre mænd. Nogle af de opgaver de nåede at lave inden våbenhvilen 12 maj var:
Ekspedition til Kalvø den 5 April.
Landgang ved Orøsund Færgegård natten mellem den 8 og 9 April.
Overfaldene ved Løjt Kirkeby den 10 April.
Strandvagten i Halk den 14 April.
Sønderballe og Hoptrup den 17 April.

Så bliver der våbenhvile, og efter den bliver Als taget og Aarøe må bruge skibet til at overføre tropper og materiel til Fyn fra Als. De når dog endnu et par landgange inden freden bryder ud. Landgang ved Grenå den 6 juli. Ved Palisgaard pynt den 8 juli. Ved Moesgaard syd for Århus den 11 juli.

I August måned Stiller de op til parade for sidste gang og bliver så sendt hjem. Peter Poulsen rejser til Amerika efter krigen og er der i 4 år.

Da han kommer hjem slår han sig ned i Bistrup, på Søndervej 34 som Rentier og husmand. Han gifter sig med Bodil Abrahamsen, hun er født 1844 i Bistrup. Hendes forældre var Abraham Jensen Husmand og hustru Sidse Pedersdatter.
De havde et stykke jord lige ved siden af Søndervej 34 matrikel 6c, Peter Poulsen overtog dette og slår det sammen med sin egen jord så det hele er under Søndervej 34.

De får ikke nogen børn, men har nogle Plejebørn Hansine Dorte Jørgensen, og Jens Peter Poulsen.

Bodil Poulsen født Abrahamsen dør i 14 august 1893, 49 år gammel.   Peter Poulsen gifter sig igen, den 9 Februar 1894 med Ellen Sofie Andersen. Hun er født i Vallensved den 9 Februar 1854, hendes forældre var Boelsmand Anders Pedersen og hustru Marie Kirstine Rasmusdatter. Hun boede med sine forældre på Bistrup Mark som Søndervej kaldes.

Peter Poulsen var en hjælpsom mand over for sine naboer, og da han bliver 80 år bliver han fejret af sine naboer.

Peter Poulsen dør som en 90 år gammel mand, den 13 juni 1932. Hvornår Ellen Sofie Poulsen født Andersen dør ved jeg ikke.

Rasmussen er født i Saltøby, den 8 september 1837. Hans forældre var Rasmus Rasmussen født i Gunderslev og Mette Marie Hansdatter født i Everdrup. De flytter fra Saltøby og til Bistrup hvor Rasmus Rasmussen vokser op og bliver konfirmeret.

Efter sin konfirmation i 1852, er han på en gård i Tåstrup, hos Hans Hansen og Anna Hansdatter. Han er nu blevet 14 år gammel. Han rejser til Enø 1 maj 1855. Her er han nogle år indtil 1 maj 1858, hvor han rejser til Ladby.

Han er nu blevet 21 år, og rejser til Bistrup i 1860 hvor han er hos Ludvig Lassen matrikel 9a. Man kan så følge ham til Fodbygård hvor han er i 1863. Her bliver han indkaldt, han er nu blevet 26 år.

Han bliver soldat i det 18de infanteri-regiment 6te compani menig nr. 168. Han bliver sendt til Sønderjylland og må kæmpe der. Han døde den 29 juni 1864, det foregik således.

Tyskerne er ved at indtage Als, det foregår kl. 02.00 om natten, den 29 juni, de har allerede indtaget Dybbøl og sejler over Als sund.
Danskerne på Als, åbner ild mod den indtrængende Tyske hær, men tyskerne kommer over alligevel. Danskerne har 12000 mand på Als  men Tyskerne har en stab på 24000 mand og 600 både klar til angreb.
Danskerne må trække sig tilbage over Als under en heftig kamp. De trækker sig tilbage til Kegnæs, hvorfra de bliver overført til Fyn.
Det bliver en drøj tur over Als da det regner, og løbegravene er fulde af vand og mudder. Kl. 3  den 1. juli om eftermiddagen var alle evakueret.

Danmark mistede 3148 mand på Als, tyskerne 372 mand.  Det siger lidt om at Tyskland og Østrig var større og bedre udrustet. Rasmus Rasmussen dør på Als og er begravet i en fællesgrav dernede som så mange andre unge mennesker fra Danmark.

Her fra Sognet er der i denne krig også død: Peter Christiansen Fodby 16de infanteri regiment 1ste compani underkorporal nr. 93 død den 16 April 1864, forældre Gårdmand Christian Petersen og hustru Lisbeth Rasmussen.
Præstens søn Thomas Heinrich Petersen Schmidt, død den 19 April på Augustenborg lazaret. Begravet på Fodby kirkegård. Søn af pastor Johan Petersen Schmidt og hustru Christiane Marie,  hendes far var skolelærer i Bistrup.

Valdemar Christian Petersen er født 3. mar 1888 af Inves Maria Natalie, med efternavnet Johansen, efter sine plejeforældre. Hun har ikke nogle forældre ifølge Stokholms dåbsbog.

Valdemar er vokset op i Bistrup sammen med 5 andre søskende:
– Aksel Marius Petersen, født 31. maj 1890
– Frederik Vilhelm Petersen, født 30. jul 1898
– Svend Georg Petersen, født 31. aug 1900
– Helga Natalie Petersen, født 5. jan 1901
– Tolvha Marie Petersen, født 23. jan 1905

Valdemars far var husbestyrer Peter Petersen. Valdemar bliver gift i 1913 den 13. juni med Maren Sofie Larsen, datter af husmand Peter Larsen fra Snesere torp, Sneslev sogn. Hendes moder var Maren Kirstine Petersen. Maren Sofie Larsen er født 24 september 1889.

Valdemar havde en vognmandsforretning på Møllevænget, der senere blev udvidet til også at omfatte markarbejde. Han var en kraftig mand med et livvidde på 1.50- 2.00 m. Han blev kaldt Striboldt, fordi han lignede en skuespiller der på dette tidspunkt hed sådan. Bendt Madsen fortæller at han endnu kan se ham for sig når han sad for bordenden med sine hunde og kaldte på Sofie og bad om at få 2 tynde stykker rugbrød.

Valdemar havde en bænk stående ude ved vejen lige i svinget, så han kunne sidde og se op mod Bistrup. Når man så kom forbi blev man indfanget af hans stok og blev sat på bænken ved siden af, til en sludder.
Han fortalte gerne alle drengene at når de blev store og fik kørekort blev de ansat hos ham, og fik så og så meget i løn. Samtidig fik han jo landsbyens nyheder.
Han havde mange ansatte, 16- 17 karle og når de fik løn blev der gerne spillet kort, hvorved de ansatte tabte lønnen igen, men de fik nu altid deres løn tilbage, det sørgede Sofie for og Valdemar havde haft det dejligt.

De havde nogle slagtegrise til privat brug, og de vejede ca. 200 kg stykket. Når de blev slagtet, var de meget ondskabsfulde. De slagtere der kom der var meget bange for dem. Desuden blev de altid så forfærdelige fulde når de slagtede ude hos Valdemar.

Alle børn elskede  at lege hos Valdemar og Sofie for der skete jo altid noget, enten på værkstedet eller i køkkenet. Til tider fik man lov til at kører med i en ladvogn eller på en traktor. Valdemar og Sofie fik af børn, Hedvig Petersen født 3. maj 1914 og Peter Viggo Petersen født 9. mar 1921.