Tag: Brugsforening

Egtved Brugsforening gennem mere end 100 år

Dagligvarehandlen i Egtved har førhen været betjent af et par købmænd og af kroen i Egtved. Helt indtil andelsbevægelsen fik vind i sejlene omkring 1880. Da skød andelsmejerier og – slagterier op takket være fremsynede bønder overalt i Danmark, og snart fik man også den tanke, at omsætning af dagligvarer lige så godt kunne ske på samme andelsniveau. Det skete dog med en betydelig modstand fra flere sider. Både arbejderbevægelsen og socialisterne i byerne var imod brugsforeningerne , idet de ville have al produktion og handel overtaget af staten, og konservative kredse var også imod kooperationstankerne, fordi det ville svække den private handel. Her på egnen startede den første brugsforening i Balle allerede 1868, og i V. Nebel i 1874. Året efter blev den senere kendte andelsforkæmper Severin Jørgensen uddeler i byen og han organiserede fællesindkøb, som hurtigt udvidedes til det FDB, som alle kender i dag. Som sagt var der i starten ret stor modstand mod brugforeningstanken, sågar kunne det skille familier ad – om man tilsluttede sig eller – man gik ind for den private handel. I landbruget havde mange gennem højskolebevægelsen og i partiet Venstre fået kæmpet sig fri af Estrup og hans provisoriske love, og var nu blevet en folkelig drivkraft, der gav næring til de nye tider med andelstanken, som et bærende element. Herhjemme begyndte den første brugsforening i Thisted i 1868, og allerede i 1870 fik man i Ågård en sparekasse for Starup, V. Nebel, Egtved og Viuf sogne. I 1888 blev andelsmejeriet i Egtved bygget på Højvangs jord, samme år fik Egtved sin egen sparekasse, også med Højvangs ejer Rasmus Eriksen som kasserer i sit stuehus.

Næringsbeviset fra 1893, der gav ret til at handle i Egtved.

I Egtved havde man en ”vareuddelerforening” en kort tid, men d. 26 marts 1893 vedtog man i et møde i forsamlingshusetenstemmigt, at nedlægge denne forløber for en egentlig brugsforening og danne Egtved Brugsforening. Hele 106 underskrevne medlemmer tegnede sig solidarisk til den nye forretning i Søndergade, og det var fortrinsvis den sydligste del af sognet, der gik ind for foreningen, således tegnes den første bestyrelse af Knud Jensen, Bølling, Jørgen Hansen, Egtved Skov, Mads Ditlevsen, Svanbjerg, Rasmus Hartvigsen, Vinkelgård og møller Johan Johansen, Egtved.

Hjuler Terkel Jensen blev foreningens første uddeler, han skulle dog selv afholde et evt. svind og sørge for indpakningspapir og lys og varme i lokalerne. Huset blev siden købt i 1900 af Terkel Jensen, der som løn fik 6 3/4% af omsætningen, dog lidt mindre for markfrø, foderstoffer og kunstgødning.

Anders Simonsen kørte varerne hjem fra Kolding med hestevogn for 22 øre pr. 100 pund, men dette beløb faldt da Egtvedbanen åbnede, til kun 2½ øre pr. 100 pund. I 1900 købes Brugsen i Søndergade for 7.000 kr. – og da Terkel Jensen ikke kan få 5½% af omsætningen, som han krævede, ansættes J. Birk som uddeler, og Jensen startede sin egen købmandsforretning i Søndergade 4. Men det gik stadig fremad for brugsen i Egtved, allerede i 1904 er medlemstallet steget til 229, og uddeleren fik nu også 25 kr. om året til kundernes lange piber, men bajersk øl måtte ikke drikkes indenfor butiksdøren, og nu kan Birk godt få 6% af omsætningen som løn. Der er kommet telefon og elektrisk lys fra Egtved elværk, og i en hestegang kunne kunderne få knust de hårde foderkager til køerne. I 1928 blev der udbetalt hele 10 % i dividende (overskud) til medlemmene. Under 1. verdenskrig var der gentagne gange røre om regnskabet og uddelerens aflønning. Birk opsiger sin stilling, og H.J. Jensen fra Knudsbøl købmandshandel ansættes i stedet, men ikke med særligt held, da hans regnskab og gæld til Brugsen ikke kan holde for revision. Familie og beboere ved Knudsbøl dækker underskuddet, men det gav et knæk i tilliden og samarbejdet i foreningen. Omsætningen under krigen steg ellers på et år fra 67.295 kr. til 120.549 kr. Nu kom der så et dygtigt uddeler par fra Rugsted brugsforening til Egtved med Maren og Niels Hansen Nielsen, og dette samarbejde betød en væsentlig fremgang. Samtidig med at byen nu var blevet stationsby og vokset til at Søndergade havde fået forskellige butikker næsten på hele vejen op og byen fik et større opland, gav det mod på en større ombygning og udvidelse i butikken 1923 for 18.878 kr. Der blev bygget en hel etage ovenpå den gamle og omsætningen var steget til 222.404 kr. Medens byggeriet stod på havde man lejet Chr. Thomsens butik på den modsatte side af gaden.

Det nye uddeler par, Maren og Niels Hansen Nielsen fra 1919 til 1951.

Den flotte nye ombyggede Brugsforening i Søndergade 1923.

Under krisen i trediverne voksede medlemmernes gæld voldsomt og var en overgang på 20 % af årsomsætningen, man søgte og fik bevilling til at handle med ikke-medlemmer, og det øgede omsætningen. Efterhånden var der en stor husholdning i det store hus, personalet bestod nu af fire komiser og to lærlinge, en chauffør, et par piger og familien Nielsen selv. Ca. 15 personer til spisning, hvor man sad ”efter rang” – var en lærling lidt kræsen, sagde uddeleren gerne: ”Vi må vist have fadet rundt en gang mere” – man blev nødt til at spise af det, der kom på bordet.

Butikken ved skiftet til sønnen Hans Nielsen som uddeler 1951. Den gamle uddeler Nielsen ville gerne trække sig tilbage i 1951, og anbefalede sin søn Hans Nielsen som sin efterfølger, han valgtes med et stort flertal af medlemmerne. Nu begyndte en ny tid med større og større omsætning, varerne forsynes med deklaration om indhold og holdbarhed og emballeringen bliver mere og mere opfindsom. Der tages også som noget nyt fat på annoncering, og i 1952 udgør udgiften til Egtvedposten for annoncer – 15 kroner. Efterhånden forsvinder kontrabogen også. Den har gennem årtier været regnskabet mellem forbruger og butik, hvor man som regel afregnede ved månedens udløb, og ved årsskiftet fik man dividende udbetalt. Dette overskud kunne være helt op til 10 % af omsætningen, men også noget mindre, alt efter hvor store investeringer foreningen havde foretaget. I 1961 blev forretningen indrettet til selvbetjening og kontanthandel. Nu fik man i stedet værdimærker til indklæbning, og og rabat blev udbetalt efter sådanne køb. Men allerede midt i halvfjerdserne blev man enige om at binde overskuddet som foreningskapital i stedet for at skulle forrente dyre lån til nødvendige udvidelser og investeringer.

Brugsen flyttes
Den stadige vækst i omsætningen, der 1963 er kommet op på 1,6 mil. kroner gør det påkrævet at flytte Brugsen til et mere hensigtsmæssigt areal, og da Asger Thomsen allerede har besluttet at flytte sin butik til den nye vej Aftensag, købte man areal af Laurids Bjerre mellem denne vej og Kirkevej i Egtved. Selvbetjeningsbutikker havde efterhånden vundet indpas i byerne og foreningen planlagde et byggeri med slagteafdeling og frugt og grøntafdeling, og da flere købmænd og slagtere havde opgivet deres forretninger var der behov for at øge også denne omsætning. Den gamle butik i Søndergade blev solgt til en møbelhandler (siden er der indrettet lejligheder) og året efter flytningen kan butikken meddele om en omsætning på 2.433.000 kroner og et medlemstal på 800. Ok tankanlægget ved den nye butik blev købt, da det viste sig at den kunne tjenes ind på blot et år.

Butiksdød
Det er også i denne periode, at de små brugser på landet må bukke under på stribe. I 1950 fra 1800 brugsforeninger til ca. 1200 ti år senere. Brugserne i Brakker, Øster Starup, Rugsted, Haraldskær, Kærbølling, Ravning, Gammelby, Limskov, Gødding og Vork bev lukket og det gav selvfølgelig en voldsom øget handel til Egtved. 1974 påbegyndes den første udvidelse på den nye Brugs i Egtved. Pris, 3,2 mil. Medlemmerne har hidtil heftet solidarisk, dvs, at ved en konkurs skulle alle medvirke ved en gældssanering, men nu bliver vedtægterne lavet om til begrænset ansvar, hvilket er en betydelig lettelse for det enkelte medlems forpligtelser. I 1970 afgår Peter Jensen, Vinkelgård som formand, og han afløses af Regnar Olesen, Vork, der beholder denne post helt til 1986, hvor Poul Egon Hansen vælges som ny formand.

Parkeringspladsen ved Brugsen efter udvidelsen, hvor der nu er kommet en bagerafdeling til.

Uddelerne skifter
Hans Nielsen havde siden 1951 sammen med sin kone Hilda bestridt uddelerhvervet på bedste måde, nu døde han pludselig alt for tidligt 1981, og man måtte ud og finde en ny. Valget faldt på Poul Erik Rasmussen, der sammen med sin kone Karin, de næste år også blev et populært uddeler par i byen. Han fik desværre også en ret kort tid i sit virke, da han ved et brutalt røveri bliver kvalt. Dette mord er aldrig blevet opklaret, den 57 årige uddeler blev d. 4/6 2002 fundet død på gulvet i sit kontor, og et beløb mellem 30 – og 40.000 kr. var røvet fra stedet. Efterfølgende er der rejst en mindesten ved Brugsen over den dræbte uddeler. Som ny uddeler ansættes Ole Kolding i 2002, han er ligesom den nye førstemand Henrik Nederby kommet fra Børkop.

Der bliver givet sponsorstøtte på 10 øre af hver solgt liter benzin til sporten i Egtved. Poul Egon Hansen havde overtaget formandsposten efter Regnar Olesen i 1986, men han dør uventet i 2012, hvorefter Bjarne Neermann bliver den 9. formand i foreningen.

Ilse Ladefoged i Brugsen.

Hans Nielsens enke Hilda blev i mange år ved med at være et stort aktiv i butikken, og mange husker hende som et pligtopfyldende menneske som havde en stor andel i Brugsens fremgang igennem årene.

Og ved 100 års jubilæet festede hele byen og omegnen. Med et ekstranummer i Egtvedposten og ved en stor fest i forsamlingshuset. Nu skiftede butikken navn til SuperBrugsen, som er en lidt større udgave med bl.a. slagterafdeling og et butiksareal over 300 kvm. Der er siden 1988 været drevet bageri sammen med Brugsen, men i 2005 overgår dette til en privat bager efter uoverensstemmelse med den ansatte bager.

Større konkurrence i Egtved
I de seneste år er der kommet ret så meget konkurrence på dagligvareområdet, og SuperBrugsen er slet ikke ene om handlen længere. På Aftensang kom der allerede en Bonusforretning i 1983, den er senere overtaget af Fakta, som en overgang konkurrerer voldsomt med prisen på mælk, det hævdes at denne blev solgt under markedsprisen. Regnar Olesen siger til VAF, at det koster 2.500 om ugen at sælge under indkøbsprisen i Brugsen.

Få år senere åbnede ABC Lavpris endnu et supermarked på Aftensang, og de har her formået at tiltrække kunder fra et stort opland. Starten på ABC Lavpris kæden var i 1981, hvor fætrene Esper og Henning Tobiasen gik i kompagniskab. I fællesskab købte de et minimarked i Videbæk, som bar navnet ABC-Super (Senere er navnet ændret til ABC Lavpris). Personalet bestod, ud over de to købmænd, af 2 lærlinge og 1 kassedame på halvtid, og første års budget lød på en omsætning på 10 mio. kr.I dag består ABCLavpris af 13 store lavpris supermarkeder med en årlig omsætning på ca.975 mill. kr. De beskæftiger ca.475 medarbejdere fordelt på 13 butikker, med hovedkontor og centrallager i Tarm. Kæden er stadig 100% ejetaf de 2 Tobiasen familier.

SuperBrugsens nye facade efter ombygning og ændret parkering, som har kostet et to cifferet millionbeløb, og nederst travlhed i bagerafdelingen.

Ledelsesberetning 2013
SuperBrugsen i Egtved er stadig en selvstændig Brugsforening og er medlem af SuperBrugsens kædeforening. Foreningens resultatopgørelse for 2013 udviser et underskud på kr. 1.018.455 og foreningens balance 31.12 2013 udviser en egenkapital på kr. 14.517.175. 2013 blev et år i ombygningens tegn, og blev afsluttet i foråret 2013 og fremstår nu som en moderne og spændende dagligvare butik. Byggeriet har naturligvis en afsmittende effekt på slutresultatet i negativ retning, men dette var forventet. Butikken ser fremtiden i møde og håber ombygningen kan have en positiv betydning. Nettoomsætningen blev på 45.605.162 kr. Det er bestyrelsens vurdering er fortsat at styrke en god udvikling, være synlig i lokalsamfundet og være den centrale butik med det største sortiment.

Brugsen set fra Kirkevej efter ombygningen.

Der har været mange ansat i Brugsen gennem tiderne – her et gruppebillede fra 90erne.

Med de nye tider har man fx sagt endegyldigt farvel til den gamle kontrabog – ligesom så meget andet i den gamle brugsforening, men endnu lever andelstanken og dens principper i den gamle veltjente SuperBrugs i Egtved.

Kilde: bl.a. Houbaks jubilæumsskrift 1893 1993

9. juni 2014
Bellinge Brugsforening omkring 1960

Jeg, Ellen Hansen, tidligere Tukjær, kom i Brugsen i august 1957, var udlært tre år senere og blev der til maj 1961 og var tilbage en kort tid i slutningen af 1964.
I 1957 havde jeg en kusine, som var i Brugsen. Igennem hende fik jeg at vide, at de kunne bruge en lærling. Jeg kontaktede uddeler Olaf Bech og fik lærepladsen.
Lærepladsen blev med kost og logi. Lønnen var det første år ca. 125 kr. om måneden, når kost og logi var betalt. Af dette beløb skulle der betales skat. Det var inden kildeskatten blev indført. Mit værelse var uden varme, og badeværelse fandtes der heller ikke, så det var et fad vand med op på værelset og så etagevask. Om aftenen var jeg velkommen til at være i uddelerens stue. Uddeler Bech var blevet alene nogle år tidligere og havde ansat en husbestyrerinde til at tage sig af den daglige husførelse. Bech havde to børn, en voksen søn, Preben, og en ukonfirmeret datter, Elsebeth.
Maden, vi fik, var almindelig god dansk og veltillavet. Om lørdagen fik vi som regel øllebrød og pandekager.
Om vinteren var det som lærling mit arbejde at tænde op i kakkelovnen i butikken. Den kunne godt drille, så det var tit middag, inden der var bare lidt varme. Vi var heller ikke så forvænte med varme, som vi er blevet til gennem årene.

Dagligdagen i Brugsen
Hverdagen i butikken var meget anderledes, end den vi kender i dag. Varesortimentet ligeså. Mange varer fik vi hjem i løs vægt, og vejede så af, når vi ekspederede kunderne. Hvedemel blev dog leveret i 1, 2 og 5 kilos poser, hvorimod sukker kom hjem i store sække, hvis jeg husker rigtigt 100 kilos. Om sommeren i syltetiden, vejede vi om mandagen tit 500 kilo sukker af i forskellige størrelser poser, så vi blot kunne tage det fra hylderne. Det værste, vi havde at veje af, var sæbespåner. 15 kilo blev vejet af i 1½ kilos poser. Vi nyste i flere timer efter. Afvejningen af diverse varer fandt sted på balancevægte med lodder. Den i butikken var af messing, lodderne også. Vægten skulle pudses efter behov, med ikke lodderne, for så blev de for lette, sagde vægtkontrollen. Noget af det, vi også fik hjem i løs vægt, var sirup og sprit. Kunden kom så med glas eller flaske, som vi fyldte op. Sirup er som bekendt noget fedtet stads, så når tromlen var fuld, 100 liter, skulle spunsen sikres ekstra med en bred strop. Dette blev glemt engang, og siruppen løb ud på kældergulvet. Synderen var vores kommis, og med ordre fra Bech, fik han selv lov at tørre det op. Vedkommende kommis var fedtet fra top til tå, da han var færdig med rengøringen. Der var aldrig senere nogen, der glemte den ekstra sikring af spunsen. Bech var en god og reel læremester.

Køle- og frysevarer havde vi ikke noget af. Jeg tror ikke, det var almindeligt på det tidspunkt. Kød, pålæg og salater købte man hos slagteren. Grøntsager dyrkede man selv eller købte dem hos gartneren. Sortimentet af vin var kun en brøkdel af, hvad vi ser i nutidens supermarkeder. Det var kun ved særlige lejligheder, så som runde fødselsdage, bryllupper og lignende, at man købte vin, måske en flaske kirsebærvin til gave. Aalborg snapsen var også på hylderne. Den var mere brugt på det tidspunkt. Øl og vand blev leveret fra depoter af de forskellige bryggerier. Den gang var kasser af træ og med 50 flasker i hver, så det var tungt at bære en hel kasse op fra kælderen. Hvidtøl fandtes den gang i 75 cl flasker.

Udvidet varesortiment
Ud over almindelige kolonialvarer havde vi manufaktur, hønsefoder, cement, kul, hønsenet, hegnstråd, tækketråd, søm og skruer, vinduesglas, lægter og forskallingsbrædder. I trævarer havde vi kun det mest gængse på lager, men kunne så, hvis der var et bestemt ønske fra kunden, bestille hjem fra Tectum i Odense. Det blev så leveret hos kunden af vor fragtmand, Chr. Christensen fra Verninge. Dengang blev træ solgt i tommer og alen. Jeg fik også lært at skære vinduesglas efter mål. Der var mange ting for en ung pige at lære, men jeg havde en god læremester i Bech.
Betjeningen af kunderne foregik fra disk. Nogle betalte kontant, andre havde kontrabog, som de så betalte en gang om ugen eller måneden. Sammentælling skete i starten af min læretid med papir og blyant, senere fik vi regnemaskine. Hvis ikke kunden havde en kurv med til varerne, måtte vi pakke dem ind i brunt papir og lukke pakken med snor eller brunt klisterpapir. Bæreposen og tapen var ikke kendt endnu.
Hver uge havde vi to vareture, enten kom kunden og bestilte varerne, eller vi ringede og fik ordren. På vareturene fik vi fra kunder, som havde høns, æg med tilbage. Hver kunde havde en æggekasse. Kasserne blev så afhentet i Brugsen af Danæg, og en afregning fandt sted.
Hver lørdag, når vi kl. 14 havde lukket, skulle butikken gøres ren. Disken blev bonet og gulvet fejet over med savsmuld med olie i.
Til jul blev der lagt julepapir på hylderne og vinduerne julepyntet. En uge før juleaften startede vi med at holde åbent fra kl. 8 til kl. 20, om søndagen dog kun fra kl. 16 til kl. 20. Tiden op mod jul husker jeg som en spændende og hyggelig tid. Kunderne var ikke så stressede og forjagede, som vi alle vel er blevet med tiden på trods af, at arbejdstiden den gang var mindst otte timer længere om ugen. Ferierne var heller ikke så lange.
En lille sjov oplevelse som lærling var, at en kunde ringede og spurgte Bech, om der var en blandt personalet, som kunne engelsk. Da jeg var den eneste, blev jeg inviteret på middagsmad og eftermiddagskaffe for at være tolk mellem kunden og hendes amerikanske gæster.

Handelsskole
I to vintre gik jeg på handelsskole i Glamsbjerg to gange om ugen. En dag kl. 14 til kl. 20, den anden dag fra kl. 18 til kl. 20. På handelsskolen lærte vi om diverse varers oprindelse og forarbejdning og dertil bogføring og regning. Fritiden Den smule fritid, der var, blev brugt på gymnastik og håndbold. Hvis der var 6-dagesløb i fjernsynet, var vi en flok unge mennesker, som stod nede foran Hedam Jørgensens butiksvinduer og så det. I to vintre var jeg med til at spille dilettant nede i forsamlingshuset sammen med andre unge mennesker fra Bellinge. Her fik jeg nogle gode venner. Vi morede os meget, når vi øvede dilletant, men vi var også meget sammen derudover. Især husker jeg sommeren 1960, hvor der var OL i Rom. Når der var håndbold, samledes vi hos Karen Aalunds forældre, hvor vi spiste masser af ristet franskbrød med ristede champignon. Karens kæreste var på et champignongartneri. Leif Henriksen var også en af ”holdet”.
I 1964 var jeg tilbage i Bellinge Brugs i fire måneder for at hjælpe Bech med noget regnskab.
Jeg husker min læretid i Bellinge Brugs som god og spændende, og hvor jeg fik lært en masse, som jeg har haft gavn af hele mit arbejdsliv. Jeg har arbejdet inden for faget, indtil jeg gik på efterløn.

10. maj 2012
Brændevinsdommen i Mern af 31. juli 1876

Brændevinsdommen i Mern mildner luften for hele Danmarks brugsforeningsbevægelse. I Danmark indføres i 1856 ”Den frie Næringslov”, en lov, der bryder med købstædernes eneret (som Præstøs) til at handle.

Mernboerne kan nu frit handle og er ikke bundet til at sælge deres varer til storkøbmændene i staden. ”2-milegrænsen” betød, indtil lovens endelige ikrafttræden 1870, at beboerne nok kunne købe grovere dagligvarer såsom bygmel, gryn, tyndt øl, 2-tommer søm og bondetræsko i Mern. Sko, læderstøvler, 5- og 7-tommer søm, kolonial, kaffe og tobak, vin og spiritus og andre dyre varer, skulle man rejse ind til storkøbmanden, Anton Pedersen, Præstø for at købe. Høkerforretninger, som handlede med de nævnte simplere dagligvarer, måtte nu gerne forhandle alle varer.

I Mern kunne tælles 3-4 høkere, dvs. en lille fattig butik i en snæver stue med en ikke butiksuddannet snedker- eller skrædderkone ved disken. Alle var de primitive underforhandlere for storkøbmanden, der leverede begrænsede dagligvarer ugentligt ud til landsbyerne.

Omkring 1870 åbnede ”Forbrugsforeningen” i Mern. Her over for det nuværende TV-hus, med daværende skolelærer, Jæger, som formand. Her kunne de fattige beboere få varer til langt rimeligere priser, end dem man måtte betale ved at rejse til købmandsgårdene i Præstø. Den første ”Mernbrugs” blev en sådan succes, at man kort efter startede Mern Husholdningsforening i en ældre bygning (det nuværende TV-hus) med snedkermester Marius Rasmussen som formand.

Forbrugsforeningen kørte indtil 1912, hvor uddeler Niels Andersen byggede ”Købmandsgården” og omdannede forretningen til privat købmandshandel. (Niels Andersen var i øvrigt danmarksmester i skydning og dansk deltager ved olympiaden i 1908. Derudover var han den første formand for Mern gymnastikforening af 1890.

Brændevinsdommen i Mern kom til at danne præcedens for hele den nye brugsforeningsbevægelse.
I Præstø Håndværker- og Borgerforening fornemmer man efter 1870 en handelstilbagegang på grund af disse nye ”landbrugser”. Medlemmerne klager til borgmesteren, der selv er købmand, og til politimester, Seir Malling Holm. Han indstævner straks uddeler Hemming Jensen, Mern, for at handle med brændevin uden næringsbevis. Et sådant bevis havde H. Jensen gentagne gange søgt Præstøs borgmester om, men denne ville ikke udstede det, fordi H. Jensen, uddeleren, ikke var rigtig købmand…
Den første dom taber Mern husholdningsforening (brugsen), men bestyrelsen appellerer til Højesteret, der imidlertid skønnede at:

“Forening nok, men ikke en privat købmand eller høker inden for læbæltet må handle med brændevin”

Det vil sige inden for 15-16 km fra købstaden, Præstø.

“Thi kendes for ret: Indstævnede Politimester og Borgmester S. M. Holm bør under mulkt a 2 kroner hver dag, han sidder denne dom overhørig, mod lovmæssig betaling, meddele Mern Husholdningsforening et sådant næringsbevis iflg. §… angående brændevinshandel på landet… etc.

Jo, det var en glad dag for Mern husholdningsforening (brugsen), men også for brugsforeningerne overalt i Danmark.

I 1896 brændte den gamle Mern husholdningsforening (brugsen). Den blev nyopført som den bygning, der i dag rummer Mern TV. Branden må have optaget beboerne meget, for én ”gjorde et par linjer” til en revyvise:

Mæhr brandværn er det bare sprøjt!
Det dur sku ik` en døjt,
det gamle Monstrom er opslidt
og med hjertet er det skidt!

Kildeangivelse: Brugsforeningerne 1866 – 1896 ved Preben Dollerup

27. september 2009
Bistrup brugsforening

Bistrup brugs er formentlig bygget i 1887- 1888, det er her den første brugsuddeler er opført i personer, der har aktier i brugsen. Han hedder Jens Kristiansen 36 år og er født i Vallensved sogn han er gift med Marie Sofie Kristiansen 31år, hun kommer fra Karrebæk sogn.

Man oprettede brugsen for at i fællesskab at indkøbe vare til salg, med større eller mindre fortjeneste, blandt brugsens medlemmer. Varerne blev forhandlet til dagspris og overskuddet fordeles blandt medlemmer i forhold til det de købte i brugsen. Jens Peter Kristiansen havde 3 børn i 1890:
Peter Emil Kristiansen 10 år
Eline Johanne Kristiansen 3år
Anne Martha Kristiansen under 1 år.
De har et tyende Georgine Marie Jakobsen 12 år.

Jens Peter Kristiansen er uddeler fra 1888- til 1896, hvorefter Jens Peter Hansen overtager brugsen. Han kommer fra Gumperup hvor hans far var husmand Hans Jensen. Hans kone hedder Christiane Frederikke Hansen, livet er åbenbart svært for Hans Peter Jensen, så i 1903 dør han for egen hånd og hans hustru må føre brugsen videre alene. Hun har samtidig 4 børn at tage vare på:
Hans Peter Hansen født 28-2 1894
Valdemar Fredrik Hansen født 12-7 1898
Ana Dortea Margrete Hansen født 6-9 1899
Marie Sofie Hansen født 12-10 1901
Den eneste hjælp hun har er Tjenestepige Ana Charlotte Jørgensen født 26-12 1888.

I 1905 ser bestyrelsen således ud:
Formand var H. B. Jensen.
Resten af bestyrelsen var:
Handelsmand N. Andersen.
Staldkarl Chr. Sørensen.
Tømrer Hans Nicolaj Jensen
Slagter Ole Olsen

Et sted mellem 1913 og 1916 kommer der ny uddeler Hans Peder Olsen fra Køng sogn, født 22 Marts 1882 og hustru Jutta Sofie Olsen der kommer fra Karrebæk, født 13 august 1882. Hans Peder Olsen var ølkusk og kom på dette tidspunkt fra Næstved og hans forældre var husmand Lars Olsen og Ane Larsen fra Køng sogn. Han bliver gift med Jutta Sofie Olsen fra Karrebæk. Hendes fader var Fisker Peder Vallentin Olsen og moderen Alvilda Jensen, den 19 november 1913.
Hans Peder Olsen er brugsuddeler i en lang årrække, i 1917 får de et barn Lars Vallentin Villy Olsen, født 5 december.
Han bliver konfirmeret i 1936 den 20 marts og der er hans fader stadig brugsuddeler og begge hans forældre er 54 år gamle. I 1938 har brugsen 50 års jubilæum og nu hedder uddeleren Valdemar Pedersen gift med Gerda Petersen og på dette tidspunkt har de sønnen Ole.

50 års jubilæum

Personer fra venstre:
1: Øksenebjerg
2: Karl Nielsen
3: Maurus Petersen
4: Hans P. Jensen, formand
5: Marius Nielsen
6: Hans Larsen
7: Gerda Pedersen, gift med Valdemar Pedersen (8)
8: Valdemar Pedersen, uddeler med sønnen Ole
9: Else Teglman, medhjælp i brugsen

Bistrup brugsforenings bestyrelse med koner

Stående bagerste række, fra venstre:
1: Fru ?
2: Valdemar Pedersen, uddeler
3: Øksnebjerg
4: Karl Nielsen
5: Fru Øksnebjerg, gift med Øksnebjerg (3)
6: Hans P. Jensen, formand
7: Kathrine Pedersen, gift med Marius Pedersen (9)
8: ?
9: Maurus Pedersen
10: Marius Nielsen
11: Hans Larsen
Siddende forrest fra venstre:
1: Gerda Petersen, gift med Valdemar Pedersen (2), med sønnen Ole
2: ?
3: Sofie Larsen gift med Hans Larsen (11)
4: Else teglmand, medhjælp.

Valdemar Pedersen var brugsuddeler da jeg var barn, han havde af børn, Ole og Birgit.
Det var en lille butik der havde det meste inklusive de cowboybukser som os unger skulle bruge. Jeg husker især den store kaffemølle som duftede helt vidunderligt, når der var malet kaffe på den og man kom ind i butikken.
Til jul havde Gerda altid pyntet det ene vindue men et nisselandskab, med en kælkebakke, huse, grantræer alt hvad et nisselandskab behøvede. Desuden var der mange forskellige nisser, nogle kælkede, løb på ski osv. Vi unger elskede at stå at kikke på det og finde nye opdagelser i landskabet.
De havde næsten alt inklusiv foderstoffer, og hvis de ikke havde det, kunne man bestille det, så blev det hentet hjem. På et tidspunkt blev der også sat en benzinstander op, så man kunne købe benzin. Jo de fulgte med tiden.
Valdemar havde butikken lige til han døde og Gerda førte den videre til hun var en ældre dame, og ikke syntes at tiden og Bistrup havde brug for en butik mere og flyttede så til Grimstrup.

Ida Sørensen overtog brugsen og drev den i nogle år, hvorefter den lukkede og blev solgt.

18. januar 2009
På ferie i Gyrstinge Brugs 1911

I 1911 var en dreng på 10 år på ferie i Gyrstinge Brugs. 72 år senere nedskrev han sine erindringer om det ophold, der havde gjort et stort indtryk på ham.

Hans søster, den 19-årige Martha var netop blevet gift med uddeleren, Christian Buchwald Mortensen. Han var 25 år. De var vokset op på hver sin gård i Nordrupvester Sogn.
I daglig tale blev de kaldt “Mortensen” og “Martha”. Hvorfor denne ene blev kaldt ved efternavn og den anden med fornavn, melder historien ikke noget om.
Det unge uddelerpar havde travle arbejdsdage. Brugsen åbnede kl. 06.00 om morgenen og lukkede ved 20-tiden om aftenen. Om lørdagen først kl. 22.00.

Udover butikken bestyrede de forsamlingssalen, sognets eneste mødested. Salen skulle holdes ren og pæn. Med til pligterne hørte også servering af øl, kaffe og smørebrød til bestyrelsen og festdeltagere.
Martha fortalte engang, at hun havde serveret smørebrød med sild kl. 2-3 om natten.

De var tilfredse, sagde hun med et smil.

Helt tilfreds var uddelerparret vist ikke selv. De kom til Gyrstinge 1. november 1910 og i 1912 sagde Christian Buchwald Mortensen op til 1. juli. Han havde fået stilling som uddeler i Hyllinge.

Alt i en bygning
Brugsbygningen grænsede op til præstegårdshaven. Den var inddelt i tre dele. I den ene ende var der butik og kælder. I midten beboelse med soveværelse, dagligstue, pæn stue, køkken og udhus.
I den tredje del var forsamlingssalen. Fra uddelerens lejlighed kunne man gå lige ind i salen.

Man kom ind i butikken gennem et bislag af træ. Det gav læ for vinden. På døren sad en klokke, som forkyndte, når der kom kunder i butikken.
På døren var der sømmet en trækasse fyldt med tobak. Kunderne kunne gratis stoppe piben. Lejlighedsvis røg der også en håndfuld tobak i lommen.
Den nye uddeler satte trækassen ind på disken, og så rakte tobakken lidt længere.

Tobakskassen fandtes dengang i stort set alle brugser. Den var et symbol på andelsbevægelsen. Alle var lige. Husmænd og gårdmænd, når blot de var med i bevægelsen.

I 1908 var der også en tobakskasse i Pedersborg Brugs. En gårdejer, som havde solgt sin gård og nu var blevet rentier, slog et slag eller tre hen i brugsen hver dag for at høre nyt om priser, hjembragte varer og de sidste historier fra sognet. Hver gang gik han med en bemærkning om, at han lige skulle have piben stoppet.

Disken
Disken gik hele vejen rundt. Kun i det ene hjørne kun man løfte en klap og gå bag disken. Det vovede ingen at gøre uden uddelerens tilladelse. Varerne – mel, sukker, gryn, sæbespåner og andet – var anbragt i skuffer under disken, og på hylder en gangbredde bag disken.

Kaffen kom fra en kæmpedåse og gjaldt for at være friskmalet, selvom leverandøren kun leverede kaffe to til tre gange om ugen. Men kunderne var tilfredse. De kendte ikke bedre, indtil brugsen fik en kaffemølle.

På disken stod vægte med to skåle. I den ene lagde man lodder og i den anden satte man posen med mel, sukker, kaffe og så videre.
At veje på en så primitiv vægt var en kunst. Beherskede uddeleren eller kommisen ikke den, gik der for meget til svind. Det gik ud over uddelerens pengepung. Lønnen var ikke stor.
En papirspose blev anbragt i den ene vægtskål og lodder i den anden. Derefter dykkede uddeleren ned i en af de mange skuffer og hældte forsigtig og langsomt den ønskede vare i posen, til vægtnålen begyndte at bevæge sig mod ligevægtsmærket. Stop i rette tid. Pakning af posen. Oppe i loftet hang en rulle sejlgarn i en metalbeholder. Uddeleren greb den nedhængende snor, slog snor om posen og bandt behændigt en råbåndsknude.

Kundens korte “farvel” besvarede uddeleren altid med “farvel, Hans Pedersen” eller hvad han nu hed. Det tilsagde god skik og brug.

Butiksdisken var fuld af skuffer. En skuffe tjente som kasse. Mønter og sedler lå hulter til bulter. Et kasseapparat fik Christian Buchwald først omkring 1920, hvor han var avanceret til brugsforeningsbestyrer i Høng. Det kostede brugt 6.000 kr.

På diskknækket lå der indpakningspapir og brugsens litterære tilbud. Ikke bøger men kort med revyviser og sange som “Vi fødtes begge to i juni, min Frederik og jeg, og jordemoren sagde, vi var li´umulig, min mor..”, “Tjimdada, når den er gal, Ingeborg fra femte sal, vips ned af trappen i en røg af stegeos og fejemøj…”Jeg har tumlet mig i leg på Skamlingsbanken” og “Da jeg var barn på moders skød.”

Udskænkning i bagbutikken
Øllet hentede man i kælderen. Brændevinsankeret og petroleumstønden med standeren stod i bagbutikken. Ankeret var undertiden det mest benyttede. Dengang kostede en liter brændevin ikke meget. Vel omkring en halv krone. Der var tørstige sjæle på egnen.

Det lille anker kunne godt friste svage sjæle. Dog ikke i Gyrstinge. Værre gik det til Nordrupvester Brugs. Her fandt uddeleren en dag en arbejdsmand liggende under brændevinsankeret, mens de klare dråber rislede ned i hans mund.

Der kom mange i bagbutikken. Med en øl til 10-12 øre i hånden kunne man lige sidde en halv times tid om eftermiddagen og sludre. Derefter gik hver til sit.

Noget tyder dog på, at brændevinen gav problemer. I hvert fald afslører bestyrelsens beslutningsprotokol en vis bekymring over udskænkningen i butikken. På den halvårlige generalforsamling i april 1911 foreslog bestyrelsen en indskrænket udskænkning af spiritus i brugsforeningens butik. Den gik ikke. Generalforsamlingen vedtog, at brugsforeningen – læs uddeleren – skulle overtage ansvaret for mulige følger af udskænkningen og fritog bestyrelsen for ansvar.

I juni 1912 vedtog bestyrelsen at fortsætte med salg af 7½ % brændevin til 70 øre pr. liter. Den gik heller ikke. På et møde i august samme år blev prisen nedsat til 65 øre pr. liter.

Telefon
Der fandtes ikke mange telefoner i sognet dengang. Brugsen havde en telefon. Den fandtes i kontoret. Telefonapparatet var skruet fast i væggen. Man ringede op på et håndsving, fattede hørerøret og talte ind i en tragt. Telefoner af den type blev anvendt så sent som i 1940.

Alle andelshavere kunne få lov til at bruge telefonen. Mod betaling. Den blev fastsat af bestyrelsen. Der var en takst for opkald til Sjælland og en lidt højere for opkald til København. Ville folk, der ikke var andelshavere telefonere, måtte de betale en lidt højere takst.

I 1911 betalte medlemmerne 10 øre pr. samtale på Sjælland minus København. Ikke-medlemmer måtte slippe 15 øre pr. samtale. Prisen for en samtale til København var 25 øre pr. opkald for alle.

Lokalerne
Ifølge beslutningsprotokollen var der i forsamlingsdelen to klublokaler, en garderobe og en sal. Garderoben var udlejet for den formidable sum af 8 kr. for et helt år.

I klublokalerne blev der en overgang afholdt sognerådsmøder. I 1909 betalte Fremskridtsforeningen 3 kr. i leje for afholdelse af et politisk møde. Året før var lejen fastsat til 4 kr. pr. aften for udensogns og 1 kr. for indensogns.

I salen blev der årlige bal for medlemmerne holdt. Den blev også udlejet til gymnastikkerne. I marts 1911 fik de lov til at holde bal som en afslutning på vinterens arbejde, men uden udskænkning af spiritus. Kun medlemmer måtte deltage i ballet. Det var vist ikke en succes. I hvert fald vedtog bestyrelsen i december samme år, at nu skulle der betales 10 kr. i leje for hver balaften. Men baller med afholdsbeværtning og offentlig adgang nedsatte lejen til 5 kr.

5. november 2008
Uddeler Chresten Jørgensen

Chresten Jørgensen kom fra Ladby, han kom ud og tjene som 8 årig knægt. Han var den tjenstedreng, som altid var den første oppe og den sidste i seng om aftenen.

Skolegang havde han ikke meget af, og om sommeren slet ingen. Det var hårdt for en lille dreng, men da han altid havde været videbegærlig, så læste han flittigt i diverse bøger, når han havde mulighed for det. Han har været ansat som karl hos Knud Lund og daglejer hos gårdejer Hans Jacob Jensen.

Da han giftede sig, bosatte han sig i det hus, som han senere erhvervede sig til ejendom.

I 1904 skulle man have ny brugsuddeler i Fodby og Chresten Jørgensen blev opfordret til at søge stillingen, hvilken han gjorde og fik pladsen, han var uddeler i 26 år.

Brugsforeningen fik han drevet frem fra en beskeden omsætning til en anselig landbrugsforening, i 1930 trak han sig tilbage, for at flytte ind i sit hus ved brugsen, men desværre døde hans hustru kort tid efter indflytningen.

Foruden brugsen har han beklædt adskillige poster som regnskabsfører og revisor i en række foreninger og også som kommunal revisor.

Han fik 3 døtre, en er død, en anden

10. marts 2008