Vi skrev juni 1943. Danmark havde i tre år været besat af Nazi-Tyskland, men der var stor forskel på at bo i vores sogn og i resten af verden. Vi havde beholdt både skole og forsamlingshus. Alt hos os var for småt for tyskerne. Krigen var noget, vi læste om i avisen eller hørte om i radioen. De fleste lyttede også til BBC’s danske nyhedsudsendelse fra London. Den var nok censureret, men ikke af tyskerne. Det var forbudt at lytte til BBC, og man kunne næsten ikke høre, hvad speakeren sagde på grund af de tyske støjsendere, men vi hørte rigeligt.

Angsten og uhyggen kom efterhånden også krybende ind hos os. Det var ikke meget, vi så til ”gæsterne”. En gang imellem mødte et par tyskere op hos en landmand for at proviantere – købe æg, korn eller kartofler, så kunne der hænde ting, som fik historierne til at flyve over hækkene – som da Carl Jensen i Edderup hev et lidt emsigt medlem af herrefolket, der var på vej op ad trappestigen ude i loen ”i bowser å r..”, så han faldt ned i hakkelses kassen – men egentlig var mange af de tyske soldater ”som wos”, så samlivet foregik uden de store helt skærmydsler.
Folk skuttede sig, da vi hørte, at Kristian Juul, og Ajs Finn fik et trusselsbrev med et projektil sendt med posten, eller da Hans Rasmussen i den politiløse tid fik stjålet sin bedste malkeko, der blev slagtet i et krat ved Hou.

Selvfølgelig døjede vi som alle andre med vareknaphed og erstatningsvarer, men kom vi til en større fest i bekneb for et kaffe- og sukkermærke, vidste alle, at der var hjælp at hente hos Jens Juul eller Chr. Søndergaard, der altid mod passende betaling kunne fiske et af de eftertragtede mærker frem fra det lille rum bagest i tegnebogen.

I det store og hele levede vi vores stilfærdige, cirkulære liv – vi fulgte årstiderne. Våren var næsten forbi, og sommeren stod for døren, så alle havde travlt i markerne, for ”de war rower ti” (roertid) – tid til at tønde roerne. Ingen kunne i sin vildeste fantasi forestille sig, at vi i vort fredelige sogn skulle komme til at opleve en snert af 2. Verdenskrig.

Kirsten Nielsen
En junimorgen i 1943 var jeg sammen med Geert Raj og Grethe Hermansen på vej til skole. Som altid gik vi smutvejen gennem Sem skoven, men den morgen blev vi, da vi kom til skoven mødte af en tysker til hest så vi måtte gå den lidt længere vej op forbi Sem Møgelhøj. Oppe ved ”Høwen” mødte vi tyskeren igen. Han red bag os hele vejen ned til skolen og forsøgte flere gange at komme til at tale med os. Det gjorde os urolige, for vi forstod ham ikke.

Nede ved skolen fik vi at vide, at tyskerne ville afholde en stor skydeøvelse. Den ville vare hele dagen. Det var selvfølgelig spændende, men som det udviklede sig, var de fleste af pigerne nok af den mening, at det kunne vi godt have undværet – jeg er ikke helt sikker på, om drengene var enige. Vi fik ikke lov at komme ud i frikvartererne. Det var for farligt. Først kl. 16.00, da øvelsen var forbi, måtte vi gå hjem.

Da vi gik ned ad Sembakken kom en mand gående imod os. Jeg blev glad og lettet, da jeg genkendte bedstefar. Han havde været så urolig, at han besluttede at gå os i møde for at følges med os hjem. Vel hjemme hørte jeg den forfærdelige historie om den tyske soldat, der var blevet kastet af hesten, og fordi han ikke kunne få foden ud af stigbøjlen, havde han fået så svære kvæstelser i hovedet, at han senere døde. Det chokerede de fleste, ikke mindst min bedstemor.

Sven Bach
Som 14-årig tjente jeg i 1943 hos Peter Svendsen i Annexgården i Sem. En dag i juni gik jeg sammen med Bay og tyndede roer på en mark, der lå lige op mod heden, da der kom en kortege af hestevogne med tyske soldater kørende ad markvejen, der gik langs Annexgaarden ud mod Den stur Hie.

Senere fik vi at vide, at tyskerne havde været inde på gården, hvor de havde forlangt at få serveret mad. Anna Svendsen, turde ikke sige nej. Hun satte datteren, Stinne, og pigen til at skrælle kartofler, hvorefter hun serverede brasede kartofler og spejlede æg. Da tyskerne havde spist, fortsatte de ud mod heden, hvor de skulle afholde en omfattende skydeøvelse.

Det kom helt bag på os, at de ikke tog hensyn til folk, der arbejdede i markerne. Pludselig kunne jeg høre projektiler, der kom susende forbi mig ind i skoven, hvor de ramte træerne med høje smæld. Da jeg løb hen til Bay og fortalte det, troede han mig ikke, så vi fortsatte med at tynde roer. Lidt senere kom endnu et par kugler susende. Jeg smed mig på jorden. Denne gang havde også Bay hørt smæld, så nu syntes han også, vi burde holde fri.

Vi fulgtes vi ad hjem til Sem – kravlende på alle fire i en ager rende. Vi var knap kommet hjem, før jeg blev sendt af sted igen – for bønderne i Sem holdt umådelig meget af deres heste – og Peter Svendsens heste græssede på en mark helt ude ved heden, tæt på det sted, hvor skydeøvelsen foregik. Det blev ikke nogen behagelig ridetur.
I Grove gik i flere år en hest rundt med et minde fra den dag – et ar i manken forårsaget af et tysk projektil, men det var dog bedre end Julius Møllers kalv, der måtte nødslagtes, fordi det fik et forben skudt i stykker. I øvrigt var vi ikke de eneste, der måtte flygte fra marken. Det skete flere andre steder i Edderup, Grove og Sem.

Erna Lund
Min søster Nora og jeg var blevet så store, at mor og fra mente, at det var tiden til, at vi avancerede – flyttede ud af deres soveværelse og op i gavlværelset på loftet. Værelset var som alle andre folks soveværelser og kamre lille og uopvarmet – men det var vores eget. Jeg var lige fyldt 6 år det forår. Nora fik mæslinger og måtte blive hjemme fra skole.

Vi sad i sengen og kiggede på fikserbilleder i de gamle indbundne årgange af Ude og Hjemme, da der lød råb og snakken ude på vejen. Vi kiggede ud ad vinduet. En lang kolonne af tyske soldater marcherede forbi, fire i hver række. De var på vej ud mod Hedely og heden. Vi havde aldrig set så mange soldater. Når jeg tænker tilbage, var det, som fortsatte de med at marchere hele dagen.

Viggo Hansen
Det var almindeligt, at folk efter skydeøvelserne gik ud i Sem Hede for at samle patroner op. De voksne, der gik på jagt, samlede patronerne for krudtets skyld. Under krigen var det vanskeligt at skaffe patroner, så mange jægere begyndte selv at genoplade deres patroner. Vi drenge samlede på de tomme patronhylstre, men det hændte dog, at vi fik en ladt patron med. Efter en skydeøvelse havde min bror, Kristian, og jeg fundet nogle patroner. Muligvis har vi tabt en af dem i brændekurven, for da mor næste dag intetanende fyrede op i komfuret, lød der et øredøvende brag – og pludselig stod alle komfurets låger åbne – men da var vi allerede langt oppe i haven. Vi kendte mor og vidste, at hun nok skulle bruge lidt tid til at få nerverne i ro, så det varede noget, inden vi vendte hjem den dag.

Peter Munk
En morgen i forsommeren 1943 chokerede Peter Munk ungerne i Grove skole ved at møde op i en flot, ny, lyseblå silkeskjorte. Selv de, der havde penge, kunne ikke købe silkeskjorter. Peter havde på en tur i heden sammen med andre drenge fundet en blå silkefaldskærm, og nu havde hans mor syet en skjorte. Vi var vel en anelse misundelige, for vi gik rundt i hjemmestrik eller vore fædres eller ældre brødres omsyede skjorter, ikke sjældent var der lapper på ærmerne – men Peter – han gik i silkeskjorte.

Det burde være nok, men en dag kom han så i skole og påstod, at han havde talt med en tysk soldat. Drengene måbede et øjeblik, så kom reaktionen – enstemmig. De æ løwn. Alle vidste, at der ikke fandtes den sjæl i Sem sogn, der talte tysk – it engång denen, måskie prajsten, men huen (hvordan) sku vi fo ham blant (blandet) in i de, – så… de var løwn!

Almindeligvis talte folk ikke med tyskerne. Man talte ikke sproget, og de fleste havde ikke større lyst – med mindre det drejede sig om en korn-, kartoffel- eller grisehandel. For enkeltes vedkommende ændrede det sig en smule, hvis de over en kop kaffe i køkkenet havde set en 14-15 årig dreng eller en 70-årig mand, grædende vise billeder af den familie, de ikke havde hørt fra længe, og som de formodede var blevet ”ausra-dirt” sammen med Lübeck, Hamburg eller Berlin. De ku’ jo ha’ wot (været) jen o wor ien (egne), hviskede vore mødre.

Men tilbage til Peter. Han gav sig ikke. Han havde talt med en tysk soldat. Drengene blev lidt usikre, for Peter var en af de dygtigste i skolen. Han kunne altid sit salmevers, havde ingen fejl i diktaten og behøvede ikke denens hjælp til regnestykkerne. Kunne det være rigtigt, at Peter havde talt med en tysk soldat? Ingen tænkte på at spørge efter, hvad samtalen drejede sig om. Men pludselig smældede det afgørende spørgsmål: Har hid (hed) han? Peters overbevisende svar kom prompte: Bim Bam Nissebein! Der sluttede diskussionen. ”Denen” stod på cementtrappen og kaldte ind til næste time. I det følgende frikvarter havde ingen lyst til at genoptage diskussionen. Jeg har senere spurgt nogle af ”drengene”, om Peter måske kunne have formuleret sig lidt upræcis dengang tilbage i 40ene – det er de ikke meget for at snakke om.

Anna Møller
Krigen kom til sognet en tidlig morgen i 1943, da en uendelig, lang firemandskolonne tyske soldaterne, svingede fra Skrødstrup vejen ind ad vejen langs Hedely ud mod Sem hede. Soldaterne, der kom fra hele Viborg området, skulle deltage i en stor militærøvelse. Ingen vidste hvor mange, men tallet 2500 blev nævnt. Da de første soldater nåede Hedely, gik de sidste endnu på bakken ved Skrødstrup Mølle – som Kren Juul ville have sagt: ”Der war manne”- og da de fortsatte ud i heden, kunne de ikke engang følge vejen. De trampede en bred sti gennem kornet. Folk skumlede, for i forvejen var udbyttet af de små, sandede marker ikke for stort.

Fra den lille bronzealderhøj, Ørnhøj, der ligger knap en kilometer vest for Hedely, var der den gang vidt udsyn over det store, sammenhængende hede areal, der strakte sig helt fra Edderup til Nørre Sem. I dag (2012) er størstedelen af heden beplantet med skov eller opdyrket, kun en mindre del henligger stadig som lynghede.
Tyskerne opstillede kanoner ved Ørnhøj og skød under øvelsen ind over heden mod Edderup. Granaterne slog ned i et område, der lå godt en kilometer nord for Grove. Heden blev flænset op, og mange år efter kunne man stadig se de flere meter dybe kratre i lyngen.

Lige vest for Hedely blev der stillet et stort feltkøkken. Men de mange tyskere, der i dagens løb strømmede ind og ud af Hedely, havde for længst fået øjnene op for danske mejeriprodukters kvalitet. De nøjedes ikke med at smage på returmælken fra mejeriet. De tømte spandene. Kun indholdet i den lille spand med kærnemælk forblev urørt. Enkelte smagte, men spyttede. Kærnemælken var for sur.

Det skulle vise sig, at soldaterne også havde fået smag for det danske landkøkken. De beordrede Dorthea til at brase kartofler, spejle og koge æg. Hun forsøgte efter bedste evne at holde rede på, hvor mange blødkogte, hårdkogte eller spejlede æg, der blev bestilt. Og da hendes egne høns måtte give op, blev der sendt ilbud til Christiane Lund i nabogården, der måtte levere æg, så længe lageret rakte. Madlavningen fik i øvrigt et lille efterspil. Da Christiane en tid efter tog rutebilen til Randers, kom hun til at sidde på samme sæde som lærerfruen fra Hem. Det senere landstingsmedlem, fru Grethe Mølbak Frederiksen. I kraftige vendinger bebrejdede ”fruen” Christiane leverancerne til besættelsesmagten. I Sem tog vi det nu meget roligt. Ikke alle havde fru Frederiksens store ego *), og desuden var det den almindelige mening, at det var let for hende, der aldrig selv ville få besøg af truende, sultne tyskere, at bebrejde andre.

*) Grethe Mølbak Frederiksen, fik tilnavnet, ”Landstingets eneste mandfolk”, da hun i 1953 stemte imod Landstingets nedlæggelse.

Måske var det ved den lejlighed følgende lille historie fløj over hækkene. På en tur til Randers med lillebilchauffør, Svend Domino fra Skrødstrup, ønskede fruen at foretage et mindre indkøb i Karl Kocks manufakturforretning i Sct. Mortensgade, hvor al parkering var forbudt. Svend Domino, der havde fået øje på en patruljerende gadebetjent, protesterede, men blev beordret til at parkere, for fruens tid var knap. Betjenten var så uforsigtig at gribe ind. Smilende med hånden ved kasketten gjorde han chauffør og passager opmærksom på, at parkering ikke var tilladt. Reaktionen var overvældende. Fruens lidt stramme ansigt viste sig i den nedrullede rude: Ved De, hvem jeg er? Betjenten stivnede, og det utænkelige skete. Ordensmagten veg for den lovgivende magt – betjenten listede stilfærdigt videre på sin rute uden yderlige kommentarer.

Der er især en begivenhed, som alle i sognet nævner, når talen falder på militærøvelsen. Den udspandt sig ved Hedely sidst på eftermiddagen. En ung tysk soldat kom ridende. Hesten blev sky og løb løbsk. Soldaten faldt af, men fik ikke foden ud af stigbøjlen. Han blev slæbt efter hesten og fik voldsomme skader i hovedet. Der var den gang kun få, der havde telefon. Der gik bud til centralen i Skrødstrup, men da Kirstine hørte, at patienten var en tysker, nægtede hun at hjælpe. Sendebuddet fortsatte til Mariager, Derfra ringede man til Randers Centralsygehus. Der havde man ingen ledige ambulancer. Den ambulance, der endelig langt om længe dukkede op, kom fra Viborg. Soldaten døde. Folk, der havde hørt soldatens angst- og smerteskrig var dybt rystede – og skrigene kunne høres helt over til Sembygaard.
På Hedely havde man indtil for få år siden et meget håndgribeligt minde om begivenheden. Da soldaten blev bragt ind i spisestuen, havde han endnu støvler på. I sin smerte sparkede han så hårdt, at sporene efterlod mærker i stuegulvet.

Hans Lindskov
Ingen kunne huske, at der nogensinde havde været andre mælkekuske i Grove end Hans Lindskov. Hver dag året rundt – også hin morgen i 1943 – stod han op kl. fem, fodrede dyr og spiste morgenmad, inden han spændte hestene for den store, tunge gummivogn og kørte rundt i Grove for at hentede bøndernes mælk. Den skulle leveres på Havndal Andelsmejeri inden kl. syv. Mens han ventede på returmælken, kunne han hos byens handlende nå at ordne ærinder for folk. Hans var en venlig mand, så det hændte undertiden, han på hjemvejen – til irritation for de der ventede på returmælken – blev inviteret ind til en lille kop formiddagskaffe. Det kunne også hænde han fik en hyggesnak, når han afleverede den flettede kurv med de 2 liter mælk hos denen i Grove – og netop den dag var der jo noget at snakke om. Passiaren endte dog brat, da et projektil kom svirpende mellem Hans og denen inden den med et smæld endte sin bane i et stort lindetræ, der stod foran skolestuen. ”Denen” retirerede hurtigt til skolestuen, hvor han befandt sig sammen med børnene det meste af dagen til hen ad kl. 16.00, hvor skyderiet stilnede af. Hans fortsatte sin mælketur rundt i Grove, hvor han den og de følgende dage måtte lægge øre til de mange dramatiske beretninger om folks oplevelser under øvelsen.

Agnes og Karl Jensen gik om morgenen op på bakken lige syd for skolen for sammen med Karen Vase at tynde roer. Det varede kun til hen midt på formiddagen. Da et par projektiler kom hvislende forbi dem, blev de enige om at det nok var tid til en kop fredelig erstatningskaffe hjemme i køkkenet.

Christen Borresen, Agnes’ bror, boede i Edderup. Børnene Inga og Anders sad og legede i spisestuen, indtil de ved frokosttid blevet kaldt ud i køkkenet for at spise. Kort efter hørte de et smeld. Et projektil havde splintret vinduet og boret sig ind i væggen, hvor de lige havde siddet og leget.

Hans Rasmussen i Semmøgelbo, Hans Lindskovs svoger, satte som han plejede, når han kom hjem fra dagens mælketur, hestene på græs på marken op mod Semmøgelhøj. Da han hentede dem hjem om aftenen, blødte den ene hest. En tysk kugle havde strejfet den, så den resten af livet gik med en fin lys skilning på tværs i manken.

Julius Møller, Hans Rasmussens svigersøn, der boede lige øst for skolen, hørte et smæld, da en kugle pløjede sig gennem bliktaget på hønsehuset. Da han senere på dagen så til sine kalve, der græssede på marken lige øst for gården, var en kalv blevet såret så voldsomt i forbenet, at den måtte nødslagtes.

Også i Sem gik historierne over hækkene i de følgende dage. Hos Marius Thomsen, der boede i et af de små statshusmandsbrug yderst mod heden, indfandt sig hin morgen en tysker. Han bad Marius om ikke at lukke køerne ud på marken. Det skulle vise sig at være et godt råd, for i løbet af dagen hørte familien adskillige projektiler, der smældede ind i staldens kampestensvæg, som køerne stod og hyggede sig bag. Jo, krigen var endelig kommet til sognet, ”men de ku’ wi no got ha unwår” (undværet).

Karen Elise Pedersen. Det er lidt usikkert, men måske var det samme morgen bedstefar, Christen Pedersen, på Sembygård gik tidligt hjemmefra for at røgte de køer og kalve, der gik ude i Sem hede. Han bemærkede godt nok, at tyskerne havde sat skilte op ved vejene, der betød, at der den dag ville blive afholdt skydeøvelse i heden, men øvelse eller ej. Dyrene kunne ikke undvære vand, så Christen fortsatte. Hjemme på Sembygaard undrede man sig, da han ikke kom hjem til sædvanlig tid. Forklaringen kom med posten, der svingede ind i gården ved middagstid. Han fortalte, at der blev skudt med skarpt i heden. Det havde Christen allerede opdaget. Da tyskerne begyndte at skyde, var han krøbet i ly i halmen i den staklade, han havde opført i heden. Her lå han og kunne høre hørte smældet, hver gang et projektil pløjede gennem ladens bliktag. Det blev noget over middag, inden Christen kom listende hjem ad vejen forbi Hedely mod Sembygaard, hvor stemningen straks steg adskillige grader, da han igen stod uskadt på gårdspladsen.

Det var vores afholdte præst, Henry Nørgaard, Hem, der under studier på sit kontor fandt ud af, at vort sogn i 1800-tallet havde haft fint besøg af ikke blot en, men to af Danmarks største digtere. H. C. Andersen lige efter den skæbnesvangre krig i 1864 og B. S. Ingemann, den daværende præsts svoger, ca. 1800.

B. S Ingemann sad i folkestuen og hørte karlene og pigerne fortælle historier og sagn – blandt andet sagnet om, hvordan Mariager fik sit navn.
NB. Vi ved godt, at der er andre, som påstår noget andet, men vælger at tro, at det er, fordi de ikke ved bedre.

På en herregård i Jylland boede der en ærbar og dejlig jomfru ved navn Maria. Til hende kom to drabelige riddere, Hem og Sem, og bejlede, og da hun ikke kunne vælge den ene frem for den anden, blev de enige om at udkæmpe en tvekamp for at afgøre, hvem hun skulle have. I denne kamp dræbte de imidlertid hinanden, og det tog jomfruen sig så nær, at hun gik ned og druknede sig ved stranden. Alt hendes gods tilfaldt da kirken. Det sted, hvor hun blev begravet, blev efter hende kaldt Mariæ ager. Men de to riddere blev begravet i indviet jord, som endnu efter dem hedder Hem Kirke og Sem kirke
J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn,(Bd. 1 s. 138)

Hr. Hem og Hr. Sem.

1. To Riddere droge fra Ledding, og det var Hr. Hem, ved Siden red paa sin Abildgraa den unge Ridder Sem.

2. Hr. Sem reed paa sin Abildgraa, hr. Hem paa Vallakken sad: “hvor drager I hen, unge Ridder Sem?” “jeg vil mig ride til Stad.

3. “Jeg rider mig til den liden Stad hist ved hiin salte Søe, der fanger jeg mig en Jomfrue skjøn, alt til min Fæstemøe.”

4. “Og vil I fæste en Jomfrue skjøn i Bye ved den salten Søe, saa kan vi jo ride baade did: der vil jeg og fæste en Møe.”

5. Og fritted unge Ridder Sem: “hvad er den Pigelils Navn?” “Maria hedder den Lillievand, hun sove skal i min Favn.”

6. “Maria hedder den Lillievand?” hr. Sem blev sort som Jord; det siger jeg Eder for Sanden, I hende ret aldrig faar.

7. Det siger jeg Eder for Sanden, Maria I aldrig faaer; thi hende er det, jeg fæste vil; hun er saa væn en Maard,”

8. Og meldte sig Ridder Hem saa snild: hans Ganger den var saa rap – “hvo først når Møllen, først malet faaer, thi vil vi ride om Kap.”

9. Og sporede han sin Vallak snel, hr. Sem spored Abildgraa, og rede de over Steen og Stub, af flint sprang de Funker små.

10. Saa fore de over Stub og Steen, af Flint sprang de Funker smaa; men der de kom til Borgeled, da styrted Abildgraa.

11. Og da de kom til Borgeled, hr. Hem ville oversætt; men Vallakken løb en Staver i Liv, og det gik ej så let.

12. Paa Jorden laae de Bejlere to, baade med Quide og Harm; hr. Hem havde brudt et Sidebeen, og unge Hr. Sem en Arm.

13. Ved Borgeled stod den liden Smaadreng, han kynded paa Stand den Mød; paa Borgen bar man de Riddersmænd, og lagde paa Hynde blød.

14. Det var den unge Ridder Hr. Sem, han meldte med sørgelig Snilde: “I brød jer Sidebeen, jeg min Arm, det Varsel huer mig ilde.

15. I brød jer Sidebeen, jeg min Arm, alt for den væne Maard, og aner mig, Enden bliver paa Leeg, at Ingen af os hende faaer.”

16. Og det var Maria den Lilievand, randt Taarer paa Rosenkind; hun pleied dem baade med Linned og Urt, og gik baade ud og ind.

17. Hun pleied dem baade med Urter og Liin, og gik baade ud og ind; og meer og meer stod de Ridderes Hu alt til den Jomfru fiin.

18. Og i sit Hjerte den Rosenblom bar unge Hr. Sem saa huld, men hver gang hun paa Hr. Hem mon see, hun havde baade Angest og Kuld.

19. De Dage ginge, de Uger gik, der gik vel Maaneder trende, og lægt blev Sideben, lægt blev Arm; men Saaret i Hjertet mon brænde.

20.Og beiled Hr. Hem, og beiled Hr. Sem; den Møe var heel angest og moed, hun havde Hr. Sem i Hjertet kjær, men Ingen hun det tilstod.

21. Og det var stolte Hr. Hem, han drog sit Sværd med Harm, “hvad ei skjøn Jomfruen raade vil, det raade vor egen Arm.”

22. Og det var unge Ridder Hr. Sem, tog Glavind udi Haand, og kæmped de for den Rosenblom, dem baade til møgen Vaand’.

23. Den første Gang de Skioldet hug, fornam de om Sværdene beed; den anden Gang de i Skioldet hug, det trilled paa Jorden ned.

24. Den tredje Gang, der de sammenfoer, de Sværde farvedes røde, og Hjelmen brast, og Panderne brast, og de slog hinanden til døde.

25. Og det var Maria den væne Møe, randt Taare paa Liliekind; saa eene hun ganged af Borgen ud, – men aldrig meer gik hun ind.

26. Saa ene hun ganged af Borgen ud, alt til den mørke Fjord; i Fjorden fandt de den Jomfrues Liig, og gjemte det dybt under Jord.

27. De lagde den Møe i Agerland, men ikke i christen Jord; og Mariager kaldes den Stad, lt ved hin mørke Fjord.

28. Og nær ved Byen to Kirker staae, de kaldes end Hem og Sem, og indenfor Kirkernes hvide Muur, der har man jordet dem.

29. Saa hvile de Kæmper bag hviden Muur, paa Ageren Møen tit gaaer, og hver gang de Klokker ringe til Lig, det klynker ved mørken Fjord.

B. S. Ingemann:Digte (2. udgave 1817, s. 23)

Som små hjalp vi børn Mor med at holde kirkegården pæn og nyrevet til hver søndag.
Vi lærte tidligt at ringe med kirkeklokken. Mor ringede solen op om morgenen, og Far ringede den ned om aftenen, hvis han da kom så tidligt hjem fra arbejde, at han kunne nå det, ellers var det et af os børn eller Mor.

Når der skulle være begravelse gravede Far graven med håndkraft. Om vinteren når jorden var frosset til, måtte han bruge en hakke, til han kom ned til den bløde jord. Gravens sider blev stivet af med brædder, så jorden ikke kunne skride. Når begravelsen var overstået, og følget var gået til kaffe i forsamlingshuset, skulle graven dækkes med jord. Vi havde en jomfru (en tyk pæl med en rund pind igennem) til at stampe jorden med, så den blev fast. Når graven var dækket, hjalp vi til med at dække den med blomster og kranse.

Om søndagen skulle der ringes til gudstjeneste. En time før blev der ringet første gang uden bedeslag. En halv time senere blev der ringet anden gang – også uden bedeslag. Tredje gang, lige inden gudstjenesten begyndte, sluttedes ringningen af med 3×3 små bedeslag. Det skulle der stor øvelse til, så det var næsten altid Far, der ringede sidste gang inden gudstjenesten. Præsten var pastor Nørgaard fra Hem. Kirkesangeren var de første mange år lærer Bach fra Grove Skole – senere blev det Villy Møller fra Hedely. Organisten var læreren i Skrødstrup, Henry Christiansen, og Far var kirketjener eller ringer og graver, som vi sagde i min barndom.

For at tjene lidt penge gik vi med aviser og ugeblade. Vi kunne heldigvis cykle det meste af året. Det hændte, at vi om vinteren ikke kunne cykle, så var det en lang gåtur rundt i Grove, Edderup og Nørre Sem, for aviser og blade skulle ud til tiden.

Under krigen og lang tid efter gik og cyklede folk, når de skulle i byen. Det var et vældigt fremskridt, da min far i slutningen af fyrrerne fik en røvskubber, som man respektløst kaldte de første knallerter. I virkeligheden var det bare en påspændt motor, der ved hjælp af nogle ruller trak cykelhjulet. Den kunne være spændt på både for- og baghjulet. Det var ikke helt ufarligt at køre på en røvskubber. Fjedrende forgaffel var endnu et ukendt begreb. Og var motoren monteret på forhjulet af en damecykel, der slet ikke var konstrueret til at køre 40 – 60 km i timen, var det direkte livsfarligt. Vi færdedes på hullede grusveje, hvor især damecykler havde let ved at slingre.

Mange i Sem havde geder. Vi havde to hvide geder. Om sommeren stod de hele dagen i vejgrøften langs vejen til Enslev og græssede, der var jo ingen særlig trafik. Om vinteren opholdt de sig i vort udhus, hvor de blev fodret med roer og hø, som vi havde hentet hos bønderne. Vi drak mælken. Den smagte dejligt.

Under krigen var det svært at købe tøj, selvom man havde tøjmærker – og det man kunne købe var dyrt og dårligt. Mor syede selv alt mit tøj – som regel af aflagt tøj. Det var af meget bedre kvalitet end det, man kunne købe.

Når køerne havde kælvet på gårdene, fik Mor undertiden noget af råmælken, så blev der bagt franskbrød. Det smagte dejligt.

Det var oftest Mor, der hjalp mig med lektierne, men en gang hun sad og syede, måtte far træde til. Mor blev mere og mere irriteret, da hun så, hvor uoplagt jeg var. Til sidst rejste hun sig og kom over på den anden side af bordet for at give mig en på hovedet. Jeg dukkede mig, så hun ramte Far, der forbavset udbrød: Hva’ F..! Wæl do slå!

Hver lørdag var det mit arbejde at gøre komfuret i stand. Først skulle det slibes rent med smergellærred. Bagefter skulle det smøres ind i ovnsværte, så det skinnede flot.

I 1947 sad jeg en aften ude på muren og ventede på Far og Mor. Vi skulle ud til Bedstefar og Bedstemor til aftenkaffe. Pludselig så jeg et ildskær oppe i et lille loftsvindue på Vestergaard, der lå lige på den anden side af vejen. Jeg løb ind til Far. Da han så ilden, løb han op gennem byen og kaldte folk til hjælp. Branden blev så voldsom, at malingen på vores yderdør begyndte at smelte. En overgang var der fare for, at branden skulle brede sig til vores hus, så man begyndte at kaste vand op på vores tag. Alle vores personlige papirer blev for en sikkerheds skyld stillet op i haven under en balje. Vi slap dog med skrækken. Vestergaard derimod brændte ned til grunden, og er ikke siden blevet bygget op.

Lige efter jul mødte min far Kren Juul *) oppe i byen. Vi havde undret os over, at han det år havde holdt en lille pause, da han kimede julen ind. Kren Juul forklarede, at hammeren var blevet slået tilbage fra klokken, så han havde tabt den ud af gluggen ned på kirkegården. Det lille ophold, som vi havde bemærket, var den tid det tog for Kren at løbe ned på kirkegården efter hammeren.

*) Graveren hed egentlig Kristian Andersen.

Møller – måske var det juleringningen, der havde givet ham tilnavnet Jul.

Far var et par gange uheldig med ild. Den ene gang ville han brænde det visne græs af i vejgrøften uden for Marens hus. Ilden løb fra ham og op ad Skrødstrupvejen.

Værre var det dog, da han og onkel Mads skulle brænde den gamle lyng af ude i Sem Hede. Det gjorde man, for at der kunne gro nye, fine lyngris frem, som kunne bruges til kreaturfoder. Ilden løb fra dem og blev til en meget stor hedebrand. Ilden blev først standset ved Trinderupvejen.

Det var ved den lejlighed Jelne Pier, der sad udenfor sit hus og kikkede ud over den brændende hede sagde: A gor F . . . pine’me it her fra! Til sidst blev varmen og røgen dog så voldsom, at Pier måtte flytte sig.

Far kunne godt lide at lave sjov. En gang fik nogle af familiens børn besked om at stille sig op på muren ved huset. De skulle lege bier. Far skulle give dem honning. Han havde lidt vand i munden, som han sprøjtede ud på dem.

En anden gang blev de folk, der sad i vores stue, noget forbavsede, da en ged pludselig kom gående ind med en jakke trukket omvendt på.

Anna og Jens Peter Svendsen, vores bedsteforældre, kom vi til at tilbringe en meget stor del af vores barndom sammen med. Især Karen og Anna havde et utroligt nært forhold til dem. Birthe kunne også finde på at pakke sin lille røde kuffert og drage af sted over til dem. Bente derimod, ville helst blive hjemme hos Far og Mor. Fordi de boede så tæt ved gården, kunne vi løbe over til Bedstefar og Bedstemor, når vi havde lyst, og det havde vi tit. Vi overnattede også hos dem op til flere gange om ugen. Vi elskede det.

Vores bedsteforældre var to vidt forskellige mennesker. Bedstemor, Anna, var altfavnende. Hun var alt for os. Hun fulgte os med stor interesse og opmærksomhed. Hun havde stor indsigt i vores liv, og så var hun en, man kunne betro sine små hemmeligheder til – vel at mærke uden at de kom videre. Bedstemor var meget ung af sind. Hun var meget udadvendt og havde lune. Hun var på bølgelængde med os altid. Vi var heldige. Vores far, Niels Jørgen, lignede hende utrolig meget.

Bedstemor var 10 år ældre end Bedstefar. Aldersforskellen mærkede vi aldrig tværtimod.

Bedstefar var af en anden støbning. Han var melankolsk til tider lidt tungsindig. Han elskede at gå sine egne veje. Han gik meget i skoven eller tog en tur ned i engene bag Sembygård. Det var ikke altid, han huskede at fortælle Bedstemor, hvor han gik hen, men vi har aldrig hørt hende skælde ud, når han endelig dukkede op efter disse turer. Derimod sang hun med sognets mest falske stemme: Very, very wellcome home, Mr Swendsen. Det var hendes ironiske hilsen til Bedstefar. Han kommenterede det aldrig.

Når vores bedsteforældre skulle på besøg, det være sig familie-, nabo- eller vennebesøg, var Karen og Anna altid med. Det bevirkede, at vi kom til at kende deres omgangskreds ganske godt.

Vi har besøgt lærer Bach og fru Bach flere gange, mest mens de boede i Havndal. Især husker vi deres køleskab. Det var meget spændende, for i det blev der gemt hvide vaniljeis og lyserøde jordbæris, og fru Bach gav os altid en af hver slags, når vi var med på besøg.

Bedstefar var dybt afhængig af Bedstemor i alle dagligdags ting. Han var vandt til, at hans tøj blev lagt frem til ham om morgenen, og at maden var øst op. Bedstemor forkælede ham ud over alle grænser, og det bevirkede, at han kunne være lost i visse uvante situationer.

Der er en episode, vi aldrig glemmer. Karen og Anna, Bedstemor og Bedstefar skulle på besøg hos faster Stinne i København. Vi skulle sejle fra Århus til København om natten, så vi havde bestilt en kahyt med fire køjer. Vi ville jo gerne være friske ved ankomsten til København.

Bedstefar gik tidligt til køjs. Bedstemor, Karen og Anna skulle lige have et slaw kort inden sengetid. Vi sad i salonen i umiddelbar nærhed af vores kahyt. Pludselig gik døren til salonen op, og der stod bedstefar i sine lange underhylere og sagde:

A ved it, Anna, men hur æ toilettet?

Der var to piger, som hellere havde siddet under bordet i den situation. Vi blev meget flove, men vi havde en god ferie hos faster i København.

Vores farbror, Bay, fra Hem, var en sommerdag på besøg i Sem. Han havde lånt sin karls knallert til turen. Vel ankommet, fik han – sikkert efter lang tids overtalelse – Bedstefar til at prøve en tur på knallerten. Bedstefar blev løbet i gang oppe ved skoven og kørte ind mod Sem. Lidt efter kom han tilbage, men han stoppede ikke. Han kørte bare videre op over den stur bak op te høwen. Farbror Bay stillede sig ud midt på vejen og kiggede efter ham. Hans eneste kommentar var: Han forswan sgu?

Vi piger var lidt beklemte ved situationen. Tænk, hvis Bedstefar aldrig mere kom tilbage. Efter en rum tid kom han til syne oppe på bakken trækkende med udyret ved sin side. Han satte sig aldrig mere op på en knallert – for resten heller aldrig på en traktor.

Vi er dybt taknemmelige over, at de to har været så stor en del af vores liv. De gav os så meget.

Bedstemor døde hjemme i Sem i oktober 1966. Hun blev 86 år.

Bedstefar døde på plejehjemmet i Mariager i april 1971. Han blev 82 år.

Som 14-årig tjente jeg i 1943 hos Peter Svendsen i Annexgården i Sem.

En dag gik Bay og jeg og tyndede roer på en mark, der lå lige op mod heden. Pludselig kom en kortege af hestevogne med tyske soldater ad den markvej, der gik langs Annexgaarden ud mod Den stur Hie. Senere fik vi at vide, at de havde været inde på gården, hvor de havde forlangt at få serveret mad. Anna Svendsen, turde ikke sige nej. Hun satte datteren, Stinne, og pigen til at skrælle kartofler, som hun brasede.

Da tyskerne havde spist, fortsatte de ud i heden, hvor skydeøvelsen begyndte. De tog ikke hensyn til, at folk arbejdede i markerne.

Pludselig kunne jeg høre nogle kugler, der kom susende forbi mig ind i skoven, hvor de ramte træerne med høje smæld. Jeg løb hen til Bay og fortalte det. Han troede mig ikke, så vi fortsatte med at tynde roer. Lidt senere kom endnu en kugle susende. Jeg smed mig på jorden. Denne gang havde Bay også hørt smældet, så syntes han også, det var tid at gå hjem. Det endte med, at vi fulgtes vi ad hjem til Sem – kravlende på alle fire.

Vi var ikke lige mere end kommet hjem, før jeg blev sendt af sted igen. Bønder holdt umådelig meget af deres heste, og Peter Svendsens heste gik og græssede på en mark helt ude ved heden, tæt på det sted, hvor skydeøvelsen foregik. Det var ikke nogen behagelig tur.

Vi var ikke de eneste, der måtte flygte fra marken. Det skete flere andre steder i Edderup, Grove og Sem.

I Grove Skole var børnene mødt om morgenen. En tysk officer til hest kom ridende og fortalte min far om skydeøvelsen. Børnene blev kaldt ind. Man regnede med, at de ville være i sikkerhed i skolestuen bag de to murstensvægge.

Lidt senere på dagen kom mælkekusken, Hans Lindskov, kørende gennem skolegården. Som så ofte før fik han og Far sig en lille snak. Det varede nøjagtig, til der kom en kugle susende lige mellem dem. Den endte med et smæld i den store lind, der stod lige udenfor skolestuen.

Da tabene blev gjort op til: En tysk soldat blev slæbt til døde, da han faldt af hesten. Et par kalve var blevet ramt og måtte nødslagtes og endelig var der en hest kunne nøjes med en bred skilning tværs gennem manken, hvor et projektil havde pløjet sig igennem.

Jeg er ikke født eller opvokset i Sem. Jeg kom der kun på besøg, mest hos mine bedsteforældre. Jeg husker ikke så meget fra dengang, jeg kom der som barn, det var jo mest samværet med mine kusiner, der betød noget. Lidt erindrer jeg dog, og lidt har min mor fortalt.

Bedstemor var født i Stangerum i 1880. Hendes forældre var året før kommet fra Fyn. Oldefar havde været forvalter på godset Ravnholt, hvor Olde-mor havde været mejerske. Oldemor havde to søstre, der også arbejdede på Ravnholt.

Min oldefars ældre bror havde været forvalter før Oldefar, men han var fulgt med sønnen fra Ravnholt til godset Villestrup på nordsiden af Maria-ger Fjord. Siden købte han selv en gård ved Havndal, Fuglsø. Det var få familiemedlemmer Bedstemor havde i nærheden. De fleste blev tilbage på Fyn, så der blev skrevet mange breve Når Bedstemor slagtede gæs op mod jul, blev de solgt. Var der en, der var gået lidt i stykker i skindet, kunne det hænde, at den blev sendt med toget fra Gjerlev station til hendes kusine i Odense. Når der kom brev fra kusinen, var det altid i en speciel konvolut. Hendes mand arbejdede i frøfirmaet Dähnfeldt. Det var ikke netop den slags kuverter min mor og hendes søs-kende ellers så.

Bedstemor havde også en ugift moster, som var husbestyrerinde hos en gårdmand i nærheden af Kolding. Da han døde, kom der fine kørefrakker, så Bedstefar kunne blive godt og varmt klædt på. Når der kom tøjpakker fra kusinen i Odense, var Mor og hendes søstre glade. Familien havde kun en pige, der var lidt ældre end Mor. Det var fint tøj, som kunne sys om, så det passede.

Da mine bedsteforældre blev gift i 1913, var Bedstemor næsten 33 år. Hun holdt altid fødselsdag for hele familien, for som hun sagde: Jæ blev sent gywt, så jæ nor it å fo sølbryllup, men hun nåede nu at få både sølv- og guldbryllup.

En af mine kusiner spurgte undrende Bedstemor, hvordan det kunne være, at der havde været bryllup den 12. marts 1913, og hendes far var blevet født allerede den 14. august det år.

Dengång sku’ vi it’ gå så længe, svarede Bedstemor.

Den lille ejendom, Hjørnebo, som de boede i, lå skråt over for Annexgården, som de havde købt i 1913. Før dem havde der boet en familie med 24 børn. Da Bedstefar og Bedstemor som nygifte kom til Sem, var der nogle, der sagde: Godt, hun æ så gammel, som hun æ, så kommr’ed val it så manne børn!

Der hørte hede til Annexgaarden. Her plukkede Bedstemor og hendes piger hver sommer tyttebær. Nogle år kunne der være ret mange. Der kom en opkøber fra Randers. Et år tjente Bedstemor så mange penge, at hun købte sig en symaskine.

Engang havde min bedstefar været ude for at slå lidt græs til kalvene. Han havde min moster til at sidde ovenpå græsset i trillebøren, da han kørte hjem. Ved aflæsningen krøb der en hugorm ud af græsset.

En anden gang, mens moster Stinne var lille og sad i barnevogn, havde en hugorm viklet sig ind i hjulene.

Når de kørte korn hjem, kunne de i det lille vindue i gavlen se, hvordan hugormene søgte efter et sted at komme ud.

I vinteren 1941-42 var der så streng frost, at vandet frøs i rørene i jorden, så der ikke kunne pumpes vand op. Der var en pumpe i et udhus, der havde tilhørt enten Hestehavegaard eller Sembro, to gårde, der ca. 1870 var blev revet ned og flyttet uden for byen. Der hentede min far vand sammen med Niels Jørgen.

Da Mor var barn, tjente der piger hos dem. De kom ofte fra Assens. Her var mange arbejderbørn. Deres fædre arbejdede på cementfabrikken. De kom ud at tjene i de omliggende landsbyer. Der var især mange drenge, der tjente på landet om sommeren som hjorddrenge. De gik i skole der, hvor de tjente. Der gik flere af dem i Grove Skole. I timerne sad de ofte og sov. De arbejdede hårdt på gårdene.

Pigerne fra Assens kom først ud at tjene, efter de var blevet konfirmerede.

Mange arbejdsmænd fra Sem, Grove og Edderup, arbejdede på cementfabrikken. Folk kom langvejs fra og sov i barakker på fabrikken. De var kun hjemme hos familien fra lørdag aften sent til søndag sidst på dagen.

Efter at mine bedsteforældre var blevet 67 år, spurgte Bedstemor engang min far, om han mente, at de kunne tillade sig at søge om aldersrente. Han svarede:

Det manglede da bare. Nu har I betalt skat hvert år – bl.a. også til det.

22. juni 1950 mageskiftede Bedstefar med Niels Jørgen. Niels Jørgen flyttede over i Annexgaarden, mens Bedstefar og Bedstemor flyttede ind i den lille ejendom, Hjørnebo. Den havde Niels Jørgen den 8. august 1936 købt af Jens Ulstrup. Hvor han kom fra, ved jeg ikke, men der er forbindelse med Ulstrupper i Assens.

Jens Ulstrup havde ingen børn, men de havde taget en plejesøn til sig – vist lidt af en bandit, sagde min mor – måske lidt af en eventyrer. Han rejste fra Sem, og i flere år så de ham ikke. Pludselig en dag mødte han op og fortalte Jens, at han var blevet gift og havde en lille dreng, som han havde fået døbt Jens Ulstrup. Den gamle blev så glad, at han gav plejesønnen 500 kr. Det var rigtig mange penge den gang. Sønnen lovede at komme tilbage med familien, men han kom aldrig. Der var folk i Sem, der sagde, at det kun var noget, han havde fortalt for at få penge.

Mor husker historien, og hvornår drengen skulle være blevet født. Da der var gået 50 år, så min mor en dag i avisen, at der et sted nær Hobro var en mand, der hed Jens Ulstrup. Han fyldte 50 år, så måske var det sandt alligevel. Hvem ved?

Jeg husker kun mine bedsteforældre som gamle mennesker, så det er begrænset, hvad de lavede. Skulle de have gæster, kom min mor altid cyklende og hjalp.

Bedstemor sad ofte på en spisestol ved bordet i køkkenet. Når hun skar et stykke af det hjemmebagte franskbrød, holdt hun altid brødet med venstre hånd mod brystet, mens hun skar mellemmaden af med højre hånd. Jeg har aldrig set hende selv lave mad, bage, sylte eller andet. Men i hendes spisekammer var der syltekrukker med asier og græskar. Det duftede så godt – bedre end min mors, syntes jeg dengang. Det er nok fordi, det var en anden opskrift.

Bedstefar var næsten aldrig inde i dagtimerne. Der var altid et eller andet, han gik og nussede med. Når man kom på besøg, var han der straks for at høre, hvordan det stod til derhjemme, og om vi havde det godt.

De havde ikke noget badeværelse. Der var et gammelt lokum med indgang fra baggangen eller nærmere gangen mellem beboelsen og stalden. De vaskede sig ved køkkenvasken i det varme vand, de havde i grisen på komfuret.

Ude foran huset mod vejen havde de en lille have, og bag ved huset var der en urtehave med bærbuske. Det kunne hænde, at jeg, når jeg som halvstor pige kom på besøg, skulle cykle til Øster Tørslev med bær til Bedstefars bror og svigerinde. Der var et hønsehus med brombærbuske bagved. Det var her mine kusiner og jeg legede købmandsforretning – jeg husker ikke, om der var høns i huset.

De havde to stuer og et soveværelse. Alle tre rum var forholdsvis store. I soveværelset var der foruden deres senge, natborde, en kommode med et ur, som Bedstefar altid skulle trække op, inden han gik i seng, et stort klædeskab og en seng, næsten som dem, vi i dag kalder en ¾ seng. Her sov vi al-tid, når vi var på ferie et par dage.

I dagligstuen var der et chatol, et spisebord med stole, et tobaksbord med en bagplade af broderet stof, her hang Bedstefars lange piber. Tobakken var i skuffen. Der var også et lille skab, hvorpå diverse billeder stod, en stol, en sofa og en kakkelovn i hjørnet. På væggen over sofaen var gamle billeder bl. a. et af mine oldeforældre fra Fyn, da de blev forlovede.

Om den anden stue husker jeg ikke så meget, der kom vi ikke så tit, men der stod et mærkeligt, smalt skab. Der var vist porcelæn i og på toppladen pyntegenstande. Der var et flot møbel – vist en buffet med glaslåger – her var der også porcelæn. Der var også et ovalt sofabord og tre lænestole med plysbetræk. Derforuden var der blomstersøjler. For mig at se, havde de et pænt hjem.

Mine bedsteforældre hørte nok ikke til de mest fattige. Der var penge til at blive fotograferet hos en fotograf i Randers. Det kan jo også bare være, fordi det er en familie, der har passer på tingene. Min bedstemor, min mor og jeg har været samplere: Breve, billeder, postkort, lejlighedssange, samleralbum til margarine-, Richs- og Danmarksbilleder, rationeringsmærker, legitimationskort, svinekort, servietter, glansbilleder, ja, alt tænkeligt.

En dag var jeg med mine kusiner, Karen og Anna, i skole i Grove. Vi havde fri i Mariager Skole, og jeg var taget til Sem. Vi gik gennem skoven til sko-len.

Jeg fik noget af et kulturchok. Så lille en skole, og der var kun grus og sand i skolegården, hvis man da kunne kalde det en skolegård. Og sikke skoleborde vi sad ved.

Bedstefars søster, Mathilde, var gift med Laurits Pedersen i Sem. Ved gavlen af Laurits Pedersens gård samledes de unge om aftenen efter arbejdstids ophør – måske helt frem til 1960.

En nu afdød mand fra Assens, Hans Laursen, tjente i sine unge år i Sem. Han fortalte, at der en aften, da de samledes oppe ved Laurits, var optræk til regn. Laurits var ikke færdig med at køre høsten ind, så de unge sagde til ham:

Si no aa blyw færdig med at spis, så hjælper vi aal mand mæ aa kyr ind!

Kornet kom ind, inden det begyndte at regne.

Bag ved forsamlingshuset i Sem lå der for mange år siden en smedje. Smeden kunne vist mere end at smede. Der går mange historier og rygter om ham. Smedjen blev jævnet med jorden i begyndelsen af tyverne.

Engang jeg var nede i engen, fandt jeg den sjældne plante, soldug.

Pladsen som hjorddreng, hyrdedreng, hos Laurids Pedersen blev anset for at være den hårdeste i sognet. Køerne stod tøjret på marken, kvierne i engen neden for Sem, og fårene i Sem Hede. Man skulle tidligt op, for at nå at flytte alle dyrene, inden man skulle i skole. Efter skoletid blev dyrene atter flyttet, og man skulle arbejde med i marken. Sent om eftermiddagen skulle køerne hentes ind til malkning, kvierne i engen vandes, og måske skulle køerne gennes ud eller flyttes en ekstra gang, inden man kunne gå til ro. Sådan var det på alle gårde, men afstanden mellem Toftegaards marker var længere end på egnens andre gårde, og man gik rundt. Fårene stod ude til omkring november måned, hvis de da kunne finde føde så længe. Alle ungdyrene slagtedes, mens avlsdyrene tilbragte vinteren i fårestien i stalden.

Under krigen blev det igen populært at holde får. Tøj kunne kun købes på mærker, så de der havde mulighed for at få uld klarede sig bedst. Gamle koner, der i deres ungdom havde lært at karte og spinde, kom pludselig i høj kurs. Maren Jensen i Sem arbejdede til tider i døgndrift for at klare efterspørgselen. Alle kvinder strikkede, og Mariane Andersen tjente mangen en god skilling ved at strikke ny fod i slidte hurser, strømper, for andre – og så var der de mange børn, der småbandende gik og gnubbede sig, fordi de måtte gå i hjemmestrikket undertøj.

Laurids Pedersen havde 30 td. land hede lige nord for Grove. Omkring 1921 solgte han 12 td. land til Jens Lindskov og seks td. land til Jens Peter Ham-mer, som de straks begyndte at opdyrke. Der blev fældet buske og træer, gravet rødder og sten op, og til sidst blev lyngen pløjet ned. Flere år efter kunne man samle rødder op på marken, men de var glimrende i kakkelovnen.

I 1990 blev 30 td. land af den opdyrkede jord i Sem Hede tilplantet. 10 td land ad gangen. Da de første 10 td. land med juletræer blev høstet, var prisen god, Konkurrencen gjorde hurtigt forretningen dårlig, så man slog over til pyntegrønt.

Jeg gik i skole i Grove hos lærer Jacobsen. Han var en meget flink mand og en af de første i sognet, der havde bil. Jeg var så heldig, at jeg, da jeg kom ud af skolen, blev inviteret med på nogle af de bilture, familien med mellemrum foretog til smukke steder i omegnen. Det var meget spændende, og det var jo ikke alle, der fik chancen for at deltage i en køretur til for eksempel Å Mølle med kaffe og brød. Jeg nød det.

Mens jeg gik i skole, kom vi hvert år på udflugt. Med rutebil og tog kørte vi til Himmelbjerget eller til Mariager, hvor vi sejlede fra havnen over på den anden side af fjorden til Høllet ved Stinesminde, hvor vi kunne lege og spise vores mad, inden vi igen skulle hjem.

Vi var mange børn hjemme. Det er måske grunden til, at børn og unge mennesker, der boede i Sem dengang, samledes hos os om aftenen. Vi spillede pind, kegler eller gik en tur op på Høwen for at plukke blåbær, hvis det var sensommer.

Lærer Udengaard var lærer ved Hem Skole. Han underviste i orgel-, klaver- og violinspil. En gang, han var i mit hjem, foreslog han, at jeg skulle lære at spille orgel. Det faldt i god jord, så derefter cyklede jeg en gang om ugen til Hem med mine noder for at blive undervist i orgelspil.

Hvert år blev der afholdt eksamen. Det var festligt, men man kunne godt få nerver på, for eleverne skulle spille for deres forældre og pastor Skærbæk, der var censor. Et år skulle jeg synge, mens en af de andre elever spillede til. Efter eksamen samledes vi alle, elever, forældre, lærer og censor om det hyggelige kaffebord.

Jeg var den yngste af os børn. Det kunne have sin fordel. I alle tilfælde kom min storebror, Anton, en dag og foreslog, at jeg skulle gå på danseskole i Sem Forsamlingshus. Han ville betale. Sådan gik det til, at jeg sammen med flere børn fra Sem og omegn i et par sæsoner lærte at føre mig med ynde og pli på dansegulvet hos danselærer, Hammer, fra Randers.

Det gamle forsamlingshus i Sem var meget lille, men beboerne havde stor fornøjelse af det til møder og fester – og dem var der flere af i årets løb.

Man gik ind i salen lige fra gaden. Til venstre for døren var der et lille køkken, hvor der kunne laves kaffe. Ved siden af var der et andet lille rum, hvor man kunne hænge sit overtøj. Det var meget trangt, så det kunne hænde, at man hørte et enkelt utilfreds grynt, når festen var slut, og folk moslede rundt for at finde deres overtøj. Som regel hjalp man dog hinanden, så man kom hjem i en frakke, der passede.

Det var altid et par af byens beboere, der stod for forsamlingshusets drift.

2. juledag var der altid juletræsfest for sognets børn. Salen var pyntet med gran fra Sem Skoven. Det store juletræ, der altid nåede loftet, stod smukt pyntet midt i salen.

Aftenen blev indledt med, at alle børnene gik med hinanden i hånden rundt om juletræet og sang julesalmer. Salmerne kunne vi uden ad, for vi havde jo lært dem som salmevers i skolen. Derefter legede vi sanglege rundt om træet. Det var altid læreren, der ledede sanglegene.

Den første afdeling af festen sluttede med, at alle børnene stillede op på række og fik udleveret godteposer, som forældrene havde betalt i forvejen. Der blev ro et stykke tid, mens vi gumlede og fik byttet et stykke lakrids, der var lidt for stærkt, med et stykke Kongen af Danmark, som vi holdt mere af.

Forældrene benyttede pausen til at få sig en tår kaffe og et stykke hjemmebagt kringle, lagkage eller en småkage. Det var her byens koner fik lejlighed til at brillere lidt, når de i al beskedenhed bød deres bedste småkager rundt til de andre familier – det var en ordning alle var glade for.

Nogle valgte at købe en kop kaffe og et stykke wienerbrød fra bager Juul i Mariager hos forsamlingshusets værtspar, Anne Kirstine og Chr. Navndrup.

Efter kaffen fik vi brug for alt det, vi havde lært på danseskolen, når der blev spillet op til dans. Det var gode fester, også selv om det først langt senere blev muligt at købe spiritus i forsamlingshuset.

Den gang var der rigtige vintre – og dårlig snerydning. Jeg kan huske, at mine brødre måtte bære et par af Peder Svendsens børn ned til forsamlingshuset, fordi der var så meget sne, at de ikke kunne komme igennem.

I februar måned blev der afholdt fastelavnsfest. Nogle drenge klædte sig ud i hjemmelavede uniformer. Der var både en konge, en prins og en kaptajn, der kommanderede de menige soldater. Uanset vejret traskede drengene rundt til alle gårde og huse i Sem og omegn.

Mens drengene stillede op og sang for beboerne, løb bajadsen rundt og klovnede med sin raslebøsse i hånden. Når soldaterne havde sunget, vankede der gerne en skilling til den fest, der blev holdt i forsamlingshuset om aftenen – og lidt godt til ganen. Hos os stillede Mor altid an med saftevand og hjemmelavede vafler til alle.

Om aftenen til festen i forsamlingshuset kunne de stolte forældre se kongen åbne ballet med sin dronning. Derefter dansede prinsen ud med sin dame, og til sidst dansede alle soldaterne og gæsterne ud.

Efter høst holdt man høstfest i forsamlingshuset. Salen og bordene var pyntede med aks og neg. Fra gårdene mødte familien og alle de, der havde hjulpet til i høsten, op. Hver familie havde sin egen madkurv med. Der blev sunget sange og undertiden læst lidt op, inden salen blev ryddet, og festen sluttede med dans.

Når der var bal i forsamlingshuset, strømmede unge fra hele egnen til – og sognefogeden fra Enslev mødte med sit klaver. Han spillede til dansen.

I stalden havde vi seks heste, 14 køer samt kvier og kalve. I de fire grisestier gik nogle grise, men det var ikke almindeligt at have mange grise den gang. Vi havde også fjerkræ – både høns og ænder.

Undertiden kiggede kreaturhandler Brask ind for at se, om der var et dyr til salg. Så blev der diskuteret og slået på næven mange gange, inden handelen var på plads, for Far var god til og holdt meget af at handle.

Han handlede mest med kreaturer og grise. Det var lidt besværligt. Han havde ingen bil, så skulle han til marked i Hobro eller Randers, måtte han cykle – og så var der al besværet med at få dyrene transporteret rundt til og fra marked. Mange gange blev de trukket – lastbiler var ikke almindelige.

Tid og arbejdskraft var ikke noget problem den gang. Vi kunne tjene mange penge ved at lave tingene selv, så det gjorde vi. Mor bagte selv det brød, der blev brugt i Lindegården. Dejen blev slået op i et stort, aflangt trækar. Vores store bilæggerovn blev, mens dejen hævede, fyldt op med lyngris, som blev brændt af – man ildede. Når lyngen var brændt, og asken var fejet ud, stillede Mor de mange brød ind i ovnen. De nybagte brød blev stillet på hylder i kælderen.

I den store gruekedel i bryggerset lavede Mor det hjemmebryggede øl. Det gjorde man også på flere andre gårde. Øllet, man bryggede, var ikke så stærkt, som øllet er nu.

Det var min storebror, Viggo, der fandt på det med bierne. Han ville lære noget om biavl – så pludselig havde vi syv bistader i haven. Viggo kom selv hjem og passede dem en gang imellem.

I gamle dage tog man voksen fra de tavler, bierne havde fyldt med honning, og lagde i et groft klæde. Når man vred klædet, strømmede honningen ud. Det var en meget omstændelig metode, så Far købte en slyngemaskine.

I maskinen var der fire plader, der lignede vandrette møllevinger. Når man havde skåret det tynde vokslag, bierne havde forseglet honningcellerne med, af, blev tavlerne anbragt på møllevingerne. Med et håndtag fik man dem til at hvirvle rundt, så honningen blev slynget ud. Derefter blev honningen rørt hver dag gennem længere tid, inden den blev fyldt i glas.

Noget af honningen spiste vi selv, og noget blev givet væk, men af en god portion lavede Mor den dejligste mjød. Honningen blev kogt i en stor gryde sammen med vand. Væsken blev fyldt i en stor ballon, hvor den stod og gærede, til den kunne fyldes på flasker som færdig mjød. Det var en eftertragtet drik til festlige lejligheder – eller i utide til en kop kaffe.

I 1940 solgte mine forældre Lindegård og flyttede til Mariager, hvor de kom til at bo i det hus nær kirken. Min bror, Viggo, og jeg fulgte med.

Mens vi boede i Sem kørte Viggo taxa. Han håbede på, at det kunne fortsætte, når vi kom til Mariager, men sådan gik det ikke. Tyskerne okkuperede landet, og så var det slut. Han kunne hverken få dæk eller benzin.

Da man begyndte at montere gasgeneratorer på bilerne for at få dem ud at køre igen, ansøgte Villy om tilladelse til at montere en på bilen. Det kunne ikke lade sig gøre. Begrundelsen var, at han var ugift. Der var stor arbejdsløshed, så forsørgere – familiefædre stod forrest i køen. Villy måtte, som adskillige andre, klodse sin bil op i garagen.

Vores barnepiger var henholdsvis Manjane og Long-Kresjan. Mariane var også vaskekone på Annexgården. Fars største fornøjelse var at drille Manjane, vel at mærke uden at hun opdagede det. Det gjorde Aage Ranch også, når han spillede på harmonika i Sem Forsamlingshus og gav nummeret Hønsefødder og gulerødder og halsen af Manjane, så kunne Mariane gå tilfreds hjem til sit lille hus ved siden af forsamlingshuset. Aftenen var reddet.

Det bedste, hun vidste at nyde på de lange vaskedage, var en knaldtår drukket af underkoppen. Det kunne høres langt væk.

Long Krisjan fortalte en masse historier, men vi var vist en smule bange for ham, når han sad i sofaen og ville fange os. Når vi løb forbi ham, var det både lidt spændende og lidt uhyggeligt. Det skal lige føjes til her, at Manjane og Long Krisjan var bror og søster.

Apropos forsamlingshuset, så foregik der mange ting året igennem: Fastelavnsfest, høstfest, dilettant, præmiewhist, andespil (med levende ænder og gæs som præmie), juletræ og en masse baller og familiefester.

Fastelavnssøndag gik de unge drenge rundt og samlede penge ind til forsamlingshuset. Truppen var udklædt som konge, prins, soldater og ikke mindst en bajads, som gik med raslebøssen. Om aftenen til festen i forsamlingshuset blev der kåret en dronning og en prinsesse, der fik nogle flotte kroner på hovedet.

Ved høstfesten begyndte man med fællesspisning, dertil en masse øl og snaps – inden dansen – og slagsmålene. Når slagsmålene gik i gang, trådte Johannes fra Kjærby til og sagde: Træk dem lig’ hen under lampen, så ska’ A sa- sa- sa-sateme ta’ mæ orn dem! Johannes stammede og var svagtseen-de.

Når Bodil Jensen nir fra Høwen ved bankospillet råbte 99 i stedet for 66 , grinede hele salen. Så blev hun sur og ville ikke råbe op mere. Det skete flere gange, og det var lige sjovt hver gang.

Rasmus Kastberg kunne aldrig, når han var med i diletantkomedien aldrig huske sine replikker. Hwa sejer hun? sagde han. Han kunne ikke høre suf-fløren. Tit improviserede han, det gav stor forvirring hos medspillerne.

Til juletræsfesten var alle klædt fint på. Midt i salen stod et flot pyntet juletræ, der nåede helt til loftet. Vi dansede om juletræet, og bagefter fik vi en godtepose af julemanden, Anker Ranch. Herefter begyndte sanglegene, bl.a.: Og ræven rask over isen går, Bro-Bro-Brille, Tornerose osv. Manjane, som deltog hvert år, blev som barn på ny og fik derfor også sin slikpose.

Om sommeren mødtes ungdommen fra Sem, Grove og Edderup ved Bedstefars plantage og legede Genne grisen ud o bøjen. Om vinteren løb vi på skøjter på Sem sø og byggede snehuler ved sneskærmene på marken over for købmandsbutikken. Det var en tid, hvor somrene altid var varme og solrige, og vintrene var kolde og med masser af sne.

Nytårsaften var der løjer i Sem. Vi kørte landbrugsvogne gennem byen, stablede brænde op foran yderdøren hos Hans og Signe, der boede i huset ved kirken, skruede elpærerne i gårdlamperne løse, hejste Kræn Juuls lokumsspand op i flagstangen, mens. Agner Skjødt skød kinesere af udenfor sin nabos dør.

I Karen og Annas første skoleår var der ansat 13 forskellige vikarer i Grove Skole, bl.a. Fjeldstedvang og Bach fra Laurbjerg, de to var ikke tynget af pædagogiske evner. Da lærer Olsen blev ansat, kom der ro og styr på under-visningen.

Skoleåret startede 1. april og sluttede et år senere med en eksamen, overhøring med skolekommissionen som “censorer”. Det var lidt pinligt for os, fordi vores far (N. J. S.) var medlem af skolekommissionen.

En gang om ugen kom ostemanden, Marinus, kørende fra Assens til Grove skole. Udover ost og andre dagligvarer havde han også slik med. For de elever, der havde penge med til at købe slik for, var han populær, men ikke alle fra den fattige hedeegn, Edderup havde råd, og børn er som bekendt ofte ubarmhjertige overfor hinanden.

Far var i øvrigt også sognefoged gennem mange år. De hundetegn, vi piger har udleveret, er utallige. Ikke alle de tjenester, der hørte med til jobbet var lige så ubetydelige som udlevering af hundetegn. Far var af og til berørt af de skæbner, han fik kendskab til i jobbet som sognefoged.

Landevejsriddere blev altid henvist til Annexgaarden netop på grund af sognefogedembedet. Vi har smurt mange leverpostejruntenommer til de farende svende, der fik lov til at sove på halmloftet mod aflevering af tændstikker til far.

Også militæret nød vi godt af i forbindelse med en efterårsmanøvre. Specielt en gruppe husker vi: Gruppefører Louis og hans mænd blev taget til fange af fjenden, men de nød deres aftenkaffe med ostemadder i vores dagligstue. Louis var vi i øvrigt på julekort med i mange år efter hans fadæse.

Min morfar, Niels Thorsen Pedersen, boede i True før han flyttede til Sem. Han var gift og havde fem børn. Da hans kone døde lige før århundredeskiftet, stod han tilbage med børnene, der alle var ukonfirmerede.

Bedstemor var en af de piger, der, som det hed den gang, var kommet i ulykkelige omstændigheder. Som enlig mor havde hun ikke de store muligheder. Hun søgte, som så mange andre i hendes situation plads som husbestyrerinde, hvor hun kunne have sin derng hos sig. Den plads fandt hun hos Bedstefar. Hun faldt så godt til i pladsen, at hun i 1899 viet til Bedstefar i True Kirke.

Det har sikkert ikke altid været let. Kun 22 år gammel blev hun stedmor til en børneflok på fem, hvoraf den ældste kun var otte år yngre, end hun selv var. Sammen fik Bedstefar og Bedstemor syv børn.

I min barndom spillede afstand en stor rolle. Vi boede i Hornum nord for Hobro, så det blev kun til et enkelt eller to besøg i Sem om året. Det ene år kørte vi i en lejet lillebil til Sem den 7. juni. Det var Bedstefars fødselsdag. Det næste år besøgte vi dem den 6. juli. Det var Bedstemors fødselsdag. Vi skulle altid en tur op på Sem Møgelhøj for at spise blåbær, når Bedstemor fyldte år, men vi skulle passe på, for det kunne nemt give blå pletter på kjolerne.

Bedstefar havde aldrig fået en uddannelse, men han havde klaret sig fint som selvlært murer. Nu, hvor han var gammel, fik han vel sin aldersrente, som det hed.

Når jeg var på sommerferie, gik jeg om morgenen med Bedstefar ned i kæret, hvor de to geder gik på græs. Om aftenen skulle de hentes hjem og malkes. Nede i kæret ved Brækild – Bredkilde, stod også den hævert, som pumpede vand op til den vandbeholder ved kirken, som folk i Sem fik vand fra. Det var Bedstefars arbejde en gang imellem at gå ned og se efter, om alt fungerede , som det skulle.

Bedstemor var altid nervøs, når vi gik ned til Brækild, for man sagde, at der var kviksand. Vi fik strenge formaninger om aldrig at gå der ned alene. Det blev fortalt, at en hest engang var forsvundet i kilden.

Bedstemor var 20 år yngre end Bedstefar. Heldigvis havde hun sit gode humør. For hende som for de mange andre kvinder uden uddannelse var livet hårdt arbejde både i og uden for hjemmet. Hun passede Bedstefar og børnene herunder – moster Gerdas tre børn: Niels, Viola og Vilhelm og hun måtte arbejde i mosen med tørvene for en beskeden løn. Om sommeren lejede hun undertiden sammen med nogle af de andre koner i Sem et stykke af heden, hvor de plukkede tyttebær, der blev solgt til en opkøber. Pengene gav lidt luft i husholdningsregnskabet.

Det var Bedstemors arbejde at malke gederne. Mælken blev blandt andet brugt til at lave ost af – knapost. Den smagte dejlig.

Men økonomien var meget anstrengt i hjemmet, så vi fik mange kartofler og et stykke flæsk, når jeg boede hos dem i sommerferien.

Bedstemors liv var hårdt, men hun formåede alligevel at bevare sit gode humør, og huset var altid pænt og rent.

Når vi kom på besøg, havde Mor altid brød med til kaffen. En gang havde hun bagt en kasse med småkager. Da vi i den lejede lillebil drejede i svinget ved Alstrup ud mod Skrødstrup Skoven, gik døren op, og småkagekassen, som Mor sad med, fløj ud på jorden.

Da jeg i 1940 blev konfirmeret, fik jeg rigtig mange penge – hele 93,50 kr. Jeg ønskede mig en cykel, men den kostede 125 kr. Jeg var så heldig, at min far gav mig de sidste 32 kroner, så jeg kunne købe cyklen.

Der var ikke ret mange, der havde telefon den gang, så det var ikke så nemt at holde kontakt med familien – og Bedstefar var meget syg. Han havde knoglekræft i ansigtet. Det var meget smertefuldt, til sidst kunne han kun spise flydende kost.

Det blev besluttet, at jeg skulle køre til Sem på min nye cykel for at spørge nyt. Det var grunden til, at jeg som 14-årig var hos Bedstefar og Bedstemor i Sem den 26. august 1940, da Bedstefar døde.

Lægen kom om aftenen. Bedstemor var ved at barbere Bedstefar. Han kunne næsten ikke holde det ud for smerter, så da lægen sagde, at det var unødvendigt, indstillede Bedstemor barberingen. Efter at have undersøgt Bedstefar kom lægen ud og sagde:

Lille fru Thorsen, nu vågner Deres mand ikke mere.

Jeg sov ved siden af Bedstemor den nat. Vi kunne ligge og høre, hvordan Bedstefars åndedræt blev svagere og svagere – til sidst døde han.

Året efter flyttede Bedstemor til Mariager, hvor min Moster boede. Når vi besøgte Bedstemor, ville hun gerne have et spil Stindrakker. Blev hun træt af spillet, sagde hun gerne, at hun ikke ville spille med os, for vi feglede – snød. Sandheden var, at hun var den værste.

Den 21. februar 1960 døde Bedstemor i Mariager. Hun blev begravet på Sem Kirkegård.

Jeg havde en dejlig bedstemor. Hun havde et yndlingsudtryk: F . . . . . to. Men – – – det har Vorherre nok tilgivet hende. Hun bad sin aftenbøn hver aften.

Engang under de hårde vintre i 1940’rene kneb det for mange at skaffe foder nok til dyrene og brændsel til kakkelovnen og komfuret.

Elsine Nielsen, der blev kaldt Murer-Sine, fordi hendes mand arbejdede som murer, klagede sin nød til min far. Hun manglede brændsel. Far ville gerne hjælpe hende.

Vi havde ikke halm nok til køerne, så vi måtte som egnens andre landmænd endnu engang ty til Den stur Hie, hvor vi kunne købe foder – nyslåede lyngris.

Køerne åd kun den fineste del af lyngrisene. De tykkeste kviste lå altid tilbage. Dem kom Murer-Sine og hentede. De gav hurtig ild til madlavningen på komfuret og en god varme i kakkelovnen i stuen.

Min farfar, Villum Andersen er født i Vive i 1862. Han var en lille, ilter og bredskuldret mand, med rødt hår. Det var nok hans udseende, der i Assens gav han øgenavnet: Den oversavede kæmpe.

Han blev allerede som barn vant til at omgås heste, idet hans far havde konsessionen på postvognkørselen fra Vive til Ålborg. Det var måske grunden til, at han, da han omkring 1884 flyttede til Assens, kom til at arbejde som herskabskusk for direktøren på cementfabrikken Dania.

Omkring 1888 blev han gift med Gjertrud Pedersen Raj. Umiddelbart efter brylluppet flyttede de sammen med hendes far, Peder Sørensen Raj, til en gård uden for Assens. Villum dyrkede jorden og drog rundt som hjemmeslagter og handelsmand på egnen.

Familien flyttede ind i Maagaard i Sem, da den blev til salg i 1903.

Knejten ska’ ha’ nåd å law, sagde Villum. Og det fik de.

I 1906 døde Gertrud pludselig, og Villum blev alene med de syv børn. Han arbejdede stadig som slagter og handelsmand.

Børnene passede gården sammen med Villums nye kone, Maren Gregersen. Hun døde i 1912. Forholdet mellem børnene og stedmoderen blev aldrig helt ideelt.

Villum fandt en lille niche. Han købte en tyr, der faldt i både landmændenes og køernes smag. Regnskabsbogen, der dækker årene fra 1903 – 11 viser, at tyren gennemsnitlig havde 18 hyrdetimer om måneden. Selv for en tyr ikke nogen dårlig præstation. Prisen for et besøg var overkommelig – ca. 1 kr.

Først da man omkring 1950 begyndte at inseminere, for at forbedre besætningerne, holdt man op med at holde tyre på gårdene.

Villum og hans svoger havde set mange eksempler på spiritussens forbandelse blandt arbejderne på Dania, så de var aktive i Afholdsforeningen. I Sem Sogn var der også folk, der havde et lidt betændt forhold til spiritus. Mange kæmpede imod, da Afholdsforeningen blev oprettet i 1898. Villum blev en af de aktive i foreningen, og han sørgede for, at alle hans børn fik nålen. De, der blev meldt ind i afholdsforeningen, gik som regel med foreningens emblem, en nål, på jakkens revers. Ved hans død besluttede foreningen at hædre ham ved at opstille en marmorsten, der endnu ses på graven på Sem kirkegård.

Af sin svoger, der var formand for landbrugsforeningen, lærte Villum meget nyt om landbrug. Det var almindeligt at fodre med halm og hø. Slap foderet op om vinteren, hentede man revling og lyng i heden. Det var helt nyt og lidt af en sensation, da Villum begyndte at dyrke roer. Det viste sig at være en god ide, så den blev hurtigt taget op af egnens andre landmænd.

Det var ikke altid rent vand, der blev hentet op fra brøndene, der undertiden havde deres plads midt i gården ved siden af møddingen så i 1908 var Villum med til at oprette vandværket i Sem. En hævert trak vand op fra engen til en beholder nær kirken. Systemet virkede med to hæverter indtil 1956, da der blev fundet frøer i vandet (Det havde der nu altid været, for den almindelige mening var, at kunne frøerne leve i vandet, så var det ikke forurenet). Men der var kommet nye tider. Kredslægen forlangte vandbeholderen flyttet mindst 300 m væk fra kirkegården. I 1978 blev systemet lavet om, da der blev boret en ny brønd ved Brækil – Bredkilde nede i Sem Mose.

I 1925 solgte Villum Andersen Maagaard til min far, Pi Raj. Han flyttede sammen med datteren, Mariane, op i det hus, han i 1905 havde købt til sin mor, Else Jensdatter. Det betød ikke, at han gik på aftægt. Hver dag mødte han op på Maagaard for at deltage i arbejdet.

Så sent som i 1938 – to år før sin død – passede han sit arbejde som hjemmeslagter. Efter en slagtning kunne Villum finde på at sige:

A væl ha howed å fædder mæ hjem!

Når konen protesterede fortsatte han: Jamen de’ æ da mi ien! – mine egne!

Vi boede i Alstrup og i Skrødstrup, indtil min far og mor den 6. marts 1930 købte et lille hus i Sem af Niels Peter Jensen for 3.850 kr. De følgende år arbejdede min far som fodermester på Sembygaard.

Jeg husker tydeligt min første skoledag i Grove Skole. Det var den 1. maj 1935. Jeg ved ikke, om madpakken var det vigtigste for mig, men jeg husker, at fru Bach kom ind i skolestuen. Jeg havde madpakken til at ligge foran mig, så hun forklarede mig, at den skulle ligge under bordet.

Til den første eksamen var der provstevisitats. Det var med provst Exner fra Hald. Det var også sidste gang, den daværende præst i Hem-Sem Sogn, pastor Skjærbæk var med til eksamen.

Der var kun to klasser i Grove. Om sommeren gik bitteklasse i skole tirsdag og fredag og sturklasse de fire andre dage fra kl. 9.00 til kl. 16.00. Om sommeren var det omvendt, da mødte de store fra kl. 7.00 til kl. 13.00. Man kom i sturklasse som 9-10-årig. Det er hændt, at et lyst hoved allerede som 8-årige kom i sturklasse Når vi skulle i skole, gik vi, som man altid har gjort, når man skulle fra Sem til Grove, ad skovvejen og Hulvejen, så vi kom ud lige ovenfor Hans Lindskovs ejendom, Skovly. Vejen forsvandt sammen med skolen. Det var en spadseretur, der tog tre kvarter. Jeg mindes aldrig at være kommet for sent. Det gjorde man ikke i Grove Skole. Der var god disciplin. Jeg tror ikke engang, vi hviskede i timen.

Når Bach kom ind, rejste vi os pænt op. Dagen begyndte med morgenandagt. Vi sang en salme og bad Fadervor og sluttede med: O, du som os vel-signed!

I bibelhistorie og almindelig historie blev vi først hørt. Derefter fortalte og gennemgik Bach det, vi skulle have for til næste gang. Danmarkshistorie var for mig et kedeligt fag.

I dansk skrev vi diktat. Bach dikterede. Det var med at skrive uden fejl, for vi blev flyttet om efter, hvor mange fejl vi havde.

I geografi terpede vi meget. Vi lærte de forskellige landes: Byer, floder og bjerge m. m. udenad. Og vi blev hørt.

Der var regning i den sidste time. Vi lærte både den lille og den store tabel. Bach kunne godt finde på at skrive hele den store tavle fuld af regneopgaver, som vi skulle regne med griffelen på vores lille skiffertavle. Efterhån-den som vi havde regnet opgaverne, fik vi fri. Det kunne godt give nerver.

Vi havde også en sangtime. Jeg tror, det var om torsdagen. Vi lærte mange gode sange, som vi kan huske endnu.

Om sommeren havde vi en gang imellem gymnastik ude på legepladsen. Der var på skolen både en buk og en plint.

Frikvartererne var dejlige, men de var sjældent lange.

Efter den sidste time pakkede vi vores taske og stod ud på gulvet ved vores plads og sang en lille sang f. eks: Timen hæves, nu der kræves kun en lille sang – – – eller Nu er timen til ende – så måtte vi gå hjem.

Hvert år var vi på udflugt. De små kom til Doktorparken i Randers.

Alt i alt havde vi en god lærer. Han gik helt og fuldt gik op i sin gerning.

Jeg gik ud af skolen sidst i marts 1940.

Om sommeren skulle jeg skynde mig hjem fra skole. Jeg kunne lige nå at spise den mad, min mor havde sat i ovnen til mig, inden jeg måtte løbe ned i engen, hvor mine forældre ejede to td. land tørvemose.

Min far begyndte at skære tørv, så snart frosten var af jorden. Vi skulle helst skære 10.000 tørv om dagen. Et lag gennem hele tørvegraven i en tørvs bredde kaldtes en bænk. Far stod i tørvegraven og skar klynerne ud i tørv. De blev lagt op på et bræt, som vi piger skulle køre ud på land til Mor. Hun stod og lagde dem ud enkeltvis til tørring. Det var et arbejde, der gav en øm ryg.

Det var ikke tilladt at stå på brættet, når vi kørte frem og tilbage fra tørvegraven til marken, for hesten skulle hvile sig. Når vandet var løbet af tørvene, skulle de rejses. Det vil sige, at man rejste dem på højkant – to og to lidt skævt for hinanden, så de kunne tørre bedst muligt. Til sidst blev tør-vene stakkede, sat op i skruer. Så var de klar til at blive solgt.

I den tid vi gravede tørv, tjente vi ingen penge, så det lettede på økonomien, når Far kunne begynde at sælge af tørvene.

Omkring Pinse skulle tørvegravningen til fremmede være færdig. Så kunne vi begynde forfra med at grave vore egne tørv.

Vi deltog alle i tørvegravningen efter skoletid det meste af sommeren.

Der var pauser i tørvegravningen. Vi tog os undertiden tid til at tage en tår hjemmelavet saftevand af den sodavandsflasken med patentprop, der altid stod i den lille grøft, der løb mellem Niels Jørgen Svendsens og vores eng. Der var et væld, så temperaturen var ens sommer og vinter. Far tillod en times pause fra kl. 12.00 til 13.00. Den holdt vi henne under læskærmen. Det var en træramme beklædt med gamle salpetersække. De var dengang imprægnerede med tjære. Blev pausen længere end en time, kunne Far godt blive lidt utilfreds.

Mange år efter krigen, da tørvegravningen for længst var sluttet, gik Far og rensede grøften op. Pludselig fandt han en flaske saftevand, der havde forputtet sig. Han tog den med hjem og drak den. Den smagte udmærket.

Om efteråret skulle vi ud i heden for at plukke tyttebær og blåbær, så der var ikke megen tid til at lege. Det gjorde ikke noget, hvis bærrene ikke var helt modne. Det blev de hurtigt, hvis de kom til at stå i mørke.

Når vi kom hjem fra heden blev bærrene blæst. Vi gik op i haven og hældte dem forsigtigt fra et fad ned på et klæde, så blæste vinden blade og andre urenheder bort.

Derefter rensede vi bærrene på et bord. Et lagen blev bredt ud på bordet og et par mursten lagt under det ene par ben. Når bærrene trillede ned over bordet, kunne vi fjerne de dårlige bær og de sidste urenheder.

Mor lavede selv syltetøj af nogle af bærrene. Det smagte himmelsk til de brasede kartofler med flæsk, der var daglig mad for mange. Resten af bær-rene blev solgt til en opkøber, der kom hver uge fra Randers. Det gav en ekstra skilling til budgettet, der undertiden var lidt stramt.

Om vinteren var det svært for min far at få arbejde. Nogle gange gik han til Assens i sne og kulde for at se, om der var kommet en kuldamper ind til Dania. Når den var losset, kunne han gå på sine trætte ben hjem igen. Undertiden var der ikke noget arbejde, så havde turen været forgæves.

Jeg kan huske, at min far en gang en sen aften tog sit gevær og gik ud i Sem Hede for at se, om han kunne skyde et dyr. Det var for at få lidt fersk kød til kartoflerne som afveksling fra det evindelige flæsk. Det blev der nu ikke noget af. Mens han stod derude, var der pludselig mange lys, der begyndte at glimte rundt omkring ham, og han kunne høre lyden af en flyvemaskine, der fløj meget lavt. Han blev bange. Med geværet under jakken kravlede han på alle fire hjem mod byen. Han gik aldrig i heden mere. Først efter krigen fandt han ud af, at det var frihedskæmpere, den berømte Hvidstengruppe, der havde modtaget våben fra England.

Kirken var ikke det sted, hvor folk i vort sogn kom mest, men en søndag besluttede Far og onkel Mads sig for at gå i kirke. De kom lidt sent. Pastor Nørgaard stod i døren til våbenhuset med sin pibe. Han kiggede ud på himlen og sagde henkastet:

“Nu kommer solen snart til at skinne over Sem!”

Far og Mads forstod hentydningen.

Efter at være blevet konfirmeret i Hem Kirke, kom jeg ud at tjene.

En årrække var jeg på Holmgården i Grove hos Axel Johansen. Der var ikke så meget, Johansen og jeg kunne blive enige om, men det hændte en enkelt gang. Det var i 1945, da tyskerne var på vej hjem. De manglede transportmidler bl.a. cykler. Folk gemte deres cykler alle vegne. Johansen og jeg hjalp hinanden med at få vore cykler gemt godt under høet på loftet.

Forholdene for tjenestefolk dengang ville ikke blive godtaget i dag. Karlenes værelser lå som regel i forbindelse med stalden. De kunne ikke varmes op, så mange gange måtte de om vinteren stå op og klæde sig på med is på vægge og vinduer. Det var ikke så sært, at hygiejnen ikke altid var helt i top, når de skulle stå og vaske sig ude bag hestene i koldt vand.

Det kunne hænde, at vi samledes i karlekammeret om aftenen. Så sad vi i sengen med dynen over benene og spillede kort på et bræt. Det var hygge-ligt, og vi holdt varmen.

Om sommeren badede vi i åen. Det kunne være en blandet fornøjelse. Det var almindeligt, at man måtte vifte græs og grene til side, men når en død kalv eller andet kom flydende i åen, kunne det blive for meget. Jeg måtte en gang skynde mig op, fordi en ko var gået i gang med at æde min kjole.

En dag sendte Johansen Henry Vase og min fætter, Christian, ned i engen for at vande køerne. Det varede meget længe, inden de kom hjem, så Johan-sen blev vred. Da de kom, undskyldte de sig med, at de ikke kunne komme til at vande køerne for tyren. Det troede Johansen ikke på, så næste dag ville han selv vande køerne. Det varede meget længe inden han kom hjem – først hen mod kl. 12.00. Mens han tog en ny skrå, mumlede han: Det var den tyreknot. Den stod og kikkede olmt på mig. Tyren havde jaget ham ud i tørvegraven. Der måtte han vente, indtil den besindede sig til at gå.

En eftermiddag sad jeg inde i folkestuen på Johansens plads og ordnede en kjole, som jeg skulle have på samme aften. Da jeg skulle pakke sammen, kunne jeg ikke finde nålen. Jeg gik i gang med at lave aftensmaden. Johansen havde for vane selv at rejse sig og tage maden, brødet og smørret, hvorefter han lod sig dumpe ned i stolen. Det gjorde han også denne aften. Idet han satte sig ned, så han direkte på mig. SÅ vidste jeg, hvor nålen var. Jeg kom til at le, så jeg måtte gå ud i køkkenet. Idet jeg gik forbi Johansen, hvislede han: Det ondskabsfulde kvindemenneske! Det hjalp bestemt ikke på min latter. Jeg blev i køkkenet, indtil der blev råbt på mere mælk. Jeg tog mig sammen og gik ind med mælken, men da jeg stod i døren og så Johansen, begyndte jeg at grine igen, så jeg måtte støtte mig til dørkarmen.

Det var nu ikke derfor, jeg rejste fra Holmgaarden til Edderup Østergaard. Jeg vendte senere tilbage. Du ruinerer mig, sagde Johansen, da jeg forlangte 175 kr. i løn om måneden – og fik det.

På Edderup Østergaard sagde Erik Ørfeldt til mig, som han sagde til alle andre, der blev ansat på ejendommen, at jeg gerne måtte sige DU til ham, når hans kone ikke var til stede. Fru Ørfeldt ville have, at vi sagde DE til hende.

En aften kom Christian og hentede mig. Vi skulle i biografen i Havndal. Fru Ørfeldt sagde, at jeg skulle tage gummistøvler på – på grund af vejret.

A hår ingen, sagde jeg.

Det har jeg, svarede fru Ørfeldt.

I skyndingen kom jeg til at sige. Må A lon din støvler?

Fru Ørfeldt reagerede ikke, men gav mig støvlerne.

Jeg var glad for at tjene på Edderup Østergaard. Der var andre, der ikke brød sig ikke så meget om det.

Hver onsdag tog fru Ørfeldt med Rutebilen fra Kastbjerg for at besøge sin familie i Randers. Når hun kom hjem, havde hun altid kager med til os alle.

Jeg fik derefter plads på Stadsgaard i Øster Tørslev, inden jeg den 13. november 1948 blev gift i Sem Kirke med Christian Nielsen fra Nebstrup. Den 18. december 1953 købte vi det hus i Norup, som vi stadig bor i.

Efter mors død boede Far alene i huset indtil 1986. Han solgte det til Jens Anker Hansen fra Nørre Sem og flyttede på plejehjem i Assens.

Da jeg var dreng, havde vi to spand heste. Når vi kom hjem fra marken om aftenen skulle krikkerne vandes. De tre gik, når de blev spændt fra, roligt hen til vandtruget og drak og derefter ind i stalden. Den ældste, en frederiksborger, havde lidt frihedstrang i sig. Hver aften tog den sig en rask løbetur ned ad bakken ind ad vejen til Pi Rajs gård, hvor den tog en omgang, inden den igen kom hjem og løb ind i stalden.

Vi havde altid mellem 18 – 20 køer. Mælken, der kunne være i 6 -7 spande, blev hver dag kørt til Kærbybro Mejeri. Konkurrence er jo altid et godt libe-ralt princip. I Sem konkurrerede vi i al fredsommelighed på mælkespande. Det var ikke helt ligegyldig, hvor mange mælkespande, der stod i indkørselen til gården om morgenen. Mange spande gav præstige, så det er ikke utænkeligt, at enkelte af spandene ikke var fyldt helt til randen.

Kælvekvierne havde vi gerne til at gå på markerne langs Enslevvejen. De blev kun malket et par gange om ugen. Det var en overgang mit job. Da køer den gang ikke var afhornede, kunne det være en blandet fornøjelse, hvis de ikke artede sig. Et år var en af vore tre kælvekvier lidt aggressiv. Den havde måske opdaget, at jeg var nervøs, når jeg skulle malke den. En dag satte den efter mig. Jeg løb langs hegnet. Kvien var den hurtigst. Jeg har mindet om episoden endnu – et ar på låret, hvor den fik fat med hornet og vippede mig op over hegnet. Da jeg kom hjem klagede jeg forståeligt nok min nød til Mor, der kort meddelte Far:

For ettertien molker do sjel di kyer! ! !

En gang om måneden kom kreaturhandler Vindstrup fra Randers for at handle dyr med min far. Han stak gerne hovedet ind og spurgte: Æ’d naad i daw! Det var der, hvis Far havde køer, der ikke gav nok mælk eller skulle have en ny ko ind i besætningen. Der blev også handlet, hvis nogle ungkreaturer eller kalve var tjenle – store nok til at blive solgt evt. til slagteriet Man havde ikke så mange grise den gang, men når de var tjenle, blev de leveret til Randers Svineslagteri.

Var der brug for en ny hest, klarede Far det selv. Han cyklede over mosen og tog rutebilen i Enslev, hvis han da ikke cyklede til markedet i Randers.

Man holdt mest høns for æggenes skyld. Så længe det var tilladt, blev de vasket i vand. Senere måtte man kun bruge et stykke fint sandpapir, men havde en høne moget reden til, hændte det dog, at man var nødt til at gribe til den gamle metode med kolde afvaskninger. På mange gårde, var det æggene, der blev solgt til Kærbybro Brugsforening, der betalte brugsbogen.

Når en høne ikke længere lagde æg, endte den gerne i suppegryden. Hanekyllingerne nåede sjældent at blive ret gamle, inden de endte på søn-dagsbordet – var der flere, end man selv kunne spise, blev de solgt til fremmede.

De gæs, vi havde, blev gerne slagtet ved juletid. Det var endnu ikke så moderne med mortensgås.

I 1938 havde vi en stor sorg i min familie. Min storebror, Jens Anker, var udlært tømrer. Han arbejdede på det tidspunkt i Skellerup. Han led voldsomt af mavesår og havde i lang tid gået og skrantet. Når han tog på arbejde, var han undertiden så forpint, at han måtte lægge sig lidt i grøften for at komme så meget til kræfter, at han kunne komme videre.

Til sidst blev det så slemt, at lægen anbefalede, at han skulle indlægges på sygehuset for at blive opereret. Tilfældet var så alvorligt, at man overvejede, at indlægge ham på et af de større sygehuse. Man valgte dog Hobro Sygehus, fordi familien så ville have lettere ved at besøge ham.

Jeg kan endnu tydeligt mindes den trykkede stemning i stuen, da jeg den 22. oktober ved 22 tiden kom hjem fra teknisk skole i Mariager. Min mor var et meget følsomt menneske og nært knyttet til Jens Anker. Da der blev ringet fra Hobro, at vi skulle komme, fordi han var blevet dårligere, brød hun helt sammen.

Vor nabos søn, Viggo Møller, kørte den gang taxa fra Sem. Det blev ham, der kørte os til Hobro Sygehus. Jeg skulle med, hvis Jens Anker behøvede en blodtransfusion. Den gang gik man ikke så meget op i blodtyper. Man gik ud fra, at når vi var brødre, var der ingen fare. Blodtransfusion kom slet ikke på tale, Jens Anker var så dårlig, at han døde den samme nat.

Jens Anker blev bragt hjem fra hospitalet i en kisten. Den kom til at stå en af stuerne indtil begravelsen. Alle, venner og bekendte af mine forældre og Jens Anker sendte blomster, så snart var stuen et stort blomsterflor.

På begravelsesdagen blev der holdt en højtidelighed i vort hjem. Man sagde den gang, at vedkommende blev sunget ud. Begravelsesfølget mødtes i gården og deltog i en kort højtidelighed. Kirkesangeren bad en bøn og ledede salmesangen, mens kisten blev båret ud af huset. Mine brødre, Axel, Bay og jeg bar sammen med tre andre kisten hele vejen op til kirken, fulgt af følget. Efter gudstjenesten blev kisten båret ud til familiegravstedet, hvor præsten foretog jordpåkastelsen.

Efter begravelsen var der, som det var almindeligt ved begravelser, afholdt en mindesammenkomst med spisning i Sem Forsamlingshus. Det var en meget hård dag for hele familien, men mest for min mor. Hun kom aldrig helt over det.

Jeg var i lære hos murer Andreas Larsen i Mariager. Hver dag deltog jeg i det praktiske arbejde, og fra oktober til maj gik jeg fire dage om ugen på teknisk skole i Mariager. Vi startede kl. 7.00 og var færdige kl. 10.00.

Jeg blev ikke udlært hos Andreas Larsen. Det skyldtes, at min ældre bror, Bay, der var udlært mejerist, fik arbejde på Låsby Mejeri. Der flyttede jeg også til. Senere kom jeg på Håndværkerskolen i Hadsten. Det var derfra, jeg fik mit svendebrev. Jeg arbejdede i årene fremover i Låsby, Silkeborg, Randers, inden jeg fik fast arbejde i et byggefirma i Århus, hvor jeg blev, til jeg blev pensioneret.