Jeg er den yngste af fire piger fra Annexgården i Sem – og den mest forkælede påstår mine søstre. Jeg begyndte min skolegang i Grove, men kom efter 3. klasse til at gå i Skrødstrup Skole. Den 12. april 1964 blev jeg konfirmeret, og jeg sluttede min skolegang i Skrødstrup til sommerferien. På det tidspunkt havde Hem/Sem Kommune indgået skoleforbund med Mariager, dvs. at fortsat skolegang i 1. real eller 8. klasse skulle foregå på Mariager Skole. I 1962 var blevet bygget en helt ny skole. Min far og mor ønskede, at jeg skulle gå i skole på Randers Real-skole ligesom mine to ældre søstre, Karen og Birthe. Det betød, at mine forældre selv skulle betale skolepenge og buskort, men de foretrak Randers frem for Mariager. Jeg var selvfølgelig blevet spurgt, hvor jeg helst ville gå i skole, og da Karen og Birthe havde gået på Randers Realskole, ville jeg også gerne det.

Den 1. august 1964 startede jeg i 1.e. Det var en meget stor omvæltning at komme fra en skole med under 100 elever til en skole med flere hundrede elever. Alene det at skulle op 6.00 om morgenen for at kunne nå rutebilen kl. 6.40, så jeg kunne være på Realskolen kl. 8.00 var hårdt, især om vinteren. Birthe og jeg var de første, der skulle med, så hvis vi var lidt sent på den, kom chaufføren ind efter os – undtagen når det var Grønning selv, der kørte. Så måtte Far køre os til en senere rutebil i Enslev, hvorfra der var flere afgange. Da vi selv fik kørekort, fik vi lov til at låne bilen. Kl. 14.15 kørte rutebilen fra Randers, og vi var hjemme i Sem kl. ca. 15.15 eller lidt senere. Det kom an på, hvor mange steder chaufføren skulle snakke med købmændene, hvor der var af- og påstigning. Især ved købmanden i Dyrby kunne vi vente i lang tid, hvis der var kaffe på kanden. Der blev ikke holdt så nøje øje med klokken som i dag. Når vi kom hjem, fik vi eftermiddagskaffe, og så ellers i gang med lektierne med musikken fra Radio Luxembourg i baggrunden.

Hvis vi, når vi skulle skrive dansk stil, skulle bruge noget kildemateriale, benyttede vi biblioteket i Randers, for der var ingen skolebibliotek på Real-skolen – det foregik selvfølgelig efter skoletid. Så kørte vi med rutebilen kl. 17.15 og var først hjemme ved 18.30 tiden – og så kom vi senere i gang med lektierne. Det var en lang skoledag, men sådan var det for os, der boede på landet. Jeg tror egentlig ikke, vi tænkte så meget over det den gang. Min skoletid på Randers Real var en god tid. Jeg fik selvfølgelig mange nye venner, og jeg kom også med i Realskolens pigekor. Dengang var der et program i radioen, der hed Sangerdyst fra kyst til kyst. Det var en slags konkurrence mellem de forskellige skolekor i Danmark. Det sidste år, jeg var med, vandt vi A-rækken. Finalen foregik i Radiohuset i København. Det var en kæmpeoplevelse at være med. Min interesse for korsang blev vakt, og i dag synger jeg stadig i kor.

I foråret 1966 skulle jeg finde ud af, om jeg skulle fortsætte i 3. real eller forsøge at komme i gymnasiet på Randers Statsskole. Birthe gik på Stats-skolen, og det ville jeg også gerne. Mine karakterer var åbenbart gode nok, så jeg blev optaget. Et nyt afsnit i mit liv tog sin begyndelse. I de år, jeg gik i skole i Randers, spillede jeg stadigvæk håndbold i Skrødstrup sammen med mine gamle skolekammerater. Det kunne selvfølgelig mærkes, at vi var på vej i forskellige retninger. Jeg var stadigvæk skoletøs, mens mange af de andre var kommet ud at tjene og havde deres egne penge. Det var lidt mærkeligt, at vi havde gået i skole sammen i syv år, og så pludselig var vores fælles hverdag væk, vi havde ikke så meget til fælles mere.

Efter 2. real startede jeg i 1.g på Randers Statsskole. Birthe gik på det tidspunkt i 3. g, så vi fulgtes ad det første år. Det var som omtalt en stor omvæltning at starte på Randers Realskole, men det var en endnu større omvæltning at komme på Statsskolen – alene lektiemængden var et kapitel for sig! De elever fra Realskolen, der startede på den sproglige linie, kom i klasse samme med elever fra andre skoler i Randers, så der var kendte ansigter imellem. Kulturen på Statsskolen var meget forskellig fra Realens – alene bygningsstilen. Hvor der på Realen næsten var kæft, trit og retning, var der på Statsskolen en meget højere grad af frihed. Vi havde jo selv valgt at komme i gymnasiet, så det var op til os selv at gennemføre det. Fra første dag var det bare med at hænge i. Der var ikke tid til så meget andet. Jeg blev dog ved med at spille håndbold. Jeg så endnu mindre til mine gamle skolekammerater, da jeg mest gik i byen i Randers nu. På Statsskolen var der en elevforening, Valhal. Når der var fest, deltog jeg selvfølgelig. Også Nørreris og af og til Maxim besøgte vi. Jeg overnattede ved en af mine klassekammerater. En af ulemperne ved at bo på landet var, at man altid skulle finde et sted at overnatte.

Den 19. juni 1969 kom studentereksamen i hus. Det var en dejlig dag, og i den efterfølgende tid var der en stor mængde fester. Et nyt kapitel stod for døren. I løbet af 3. g havde jeg bestemt mig for at søge en elevplads på et apotek for at uddanne mig til apoteksassistent – i dag hedder det farmakonom. Jeg fik elevplads på Mariager Apotek. Det var en meget stor forandring at komme fra skoleverdenen og ud på arbejdsmarkedet. Samtidig flyttede jeg hjemmefra og ind på værelse i Mariager. Min kæreste boede også i Mariager. Vi begyndte kort efter at bygge hus i byen.

Uddannelse varede tre år med et skoleophold på apoteksassistentskolen i Hillerød – en måned ad gangen med afsluttende eksamen på skolen. Jeg fik lært at lave alle forskellige miksturer, tabletter, salver, cremer, øjendråber og en masse andre medikamenter, man kan købe på et apotek. Jeg var færdig med elevtiden i efteråret 1972, og fik tilbudt arbejde som udlært på apoteket. Frem til 31. december 1987 arbejdede på Mariager Apotek. Derefter besluttede jeg mig til at prøve noget andet.

I 1974 blev Peter født og i 1976 Christian. Min mand, Egon, er tømrer. Han begyndte som selvstændig i 1974. I 1986 startede han som halinspektør i Mariager Hallen. Jeg deltog selvfølgelig også i arbejdet, og det var en af grundene til, jeg holdt på apoteket. Jeg ville gerne arbejde nogle færre timer, og jeg var så heldig at få et ti timers job i Mariager Ungdomsskole på kontoret. Efter to år blev jobbet sparet væk. For første gang i mit liv havde jeg ikke noget arbejde ud over det i Hallen. Det var ikke spor sjovt, men jeg besluttede mig for at tage alle de nye kurser inden for EDB, så jeg kunne stå bedre rustet til at søge et nyt job. At være i hallen var ikke nok for mig. I 1993 vendte jeg tilbage til skoleverdenen som sekretær på Mariager Skole. Jeg føler, jeg er kommet på den rette hylde, og er utrolig glad for jobbet. Jeg har sideløbende taget den kommunale uddannelse KOMUNOM for at være bedre rustet til at arbejde i den kommunale verden. I 1995 stoppede Egon som halinspektør. Han er igen startet som selvstændig tømrermester.

I efteråret 1926 gik jeg til præst hos pastor Skærbæk i Hem. Den gang betød gå til præst, at man gik hele vejen fra Sem til Hem to gange om ugen. Den ene dag kom jeg sent hjem, for jeg gik til undervisning i orgelspil hos lærer Udengård. Jeg måtte vente hos præstegårdsforpagteren, til lærer Udengaard fik fri fra skole. Da jeg blev konfirmeret, mødte hele vores store, dejlige familie op, som de altid gør, når der kaldes til fest. Det var og er stadig dejligt. Det var ikke store gaver, man fik. Købmandens kone mødte op med et stykke stof til en kittel, som jeg selv skulle sy. Marie, B-Mari, fra Sem, som alle kaldte Faster, mødte op for at hjælpe i køkkenet. Der skulle laves suppe, flæskesteg og trifli. En dag i den følgende uge mødte byens unge op til kaffe og det store kage- bord, når der blev inviteret til ungdomsgilde.

Jeg var den yngste af otte søskende. De andre var flyttet hjemmefra og havde fået deres eget, så jeg blev hjemme og hjalp, indtil jeg var 20 år. Mor var ikke rask og havde svært ved at klare arbejdet – og der var meget arbejde i en almindelig husholdning den gang. Når jeg lister ned i kælderen og fylder vaskemaskinen, tænker jeg undertiden på den tids treugers storvask. Den kunne vare op til tre dage. Vi havde kun brun sæbe, soda og knofedt. Tøjet var enten uld, bomuld eller hør. Alle de kunststoffer, der i dag gør alting lettere, kendte vi ikke. Undertiden var noget af tøjet allerede blevet kogt i gruekedelen dagen i forvejen, så vaskekonen, der kom for at hjælpe, havde noget at gå i gang med om morgenen. Når tøjet var skrubbet godt igennem på vaskebrættet, blev det skyllet flere gange – sidste gang med blånelse, så det blev skinnende hvidt. Derefter blev det hængt ud til tørre. Det kunne gå om sommeren, men om vinteren var det en streng omgang.

Mange år senere, da de hånddrevne og elektriske vaske maskinerne begyndte at dukke frem, var der mange koner, der korsede sig. Vaskemaskine! Aldrig i lywet. Huen sku’ tøwed da blyw ren o de’? Nej, a hår mit waskebræt! Landbokoner havde deres stolthed. Vasketøjet skulle være hvidt, hvad ville nabokonen ellers sige. Bagefter blev tøjet set efter. Vi stoppede strømper, lappede og syede stroppe og knapper i – lynlåse brugtes kun sjældent. Til sidst blev det meste af tøjet strøget eller rullet. Nå, ja, så var der jo lige rengøring og madlavning, – der skulle syltes, henkoges og laves saft af alle de dejlige frugter og bær, vi havde i haven, og et par gange om året blev der slagtet, så skulle kødet saltes eller henkoges, for vi købte nødigt det, vi selv kunne fremstille. Ind imellem havde vi piger også småjob. Vi skulle malke, hjælpe til med tørvegravning og i høsten. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har kedet mig. Da Mor ikke var helt rask, var det gerne Far, der måtte stige på cyklen og køre med til Randers, når jeg skulle have nyt tøj.

Da jeg blev 20 år, ville jeg gerne ud at prøve noget andet. Jeg fik plads hos slagter Strand på Mariagervej i Randers. Hver morgen gik fruen godt polstret i varmt tøj ned for at passe forretningen I det halve år jeg var der, passede jeg de to børn og huset. I 1940 blev Lindegården i Sem solgt. Både Far og Mor havde svært ved at klare det hårde arbejde. De så på hus i Havndal, men valgte at købe et hus i Mariager nær kirken. Vi var fire, der flyttede: Far, Mor, min storebror Viggo og mig. Det er det hus, jeg og min mand, Poul, endnu bor i. Efter mine forældres død, flyttede jeg nedenunder, og nogle lejere flyttede ind i overetagen.

Under krigen var der mange tyskere indkvarteret i Mariager, og jeg var ikke tryg ved dem. Jeg var en overgang husbestyrerinde for inspektøren på Sødisbakke, mens hans kone var indlagt på sygehuset. En aften, da jeg efter et besøg hos en veninde nede i Mariager var på vej hjem mod Sødisbakke, blev jeg passet op af en tysk soldat, der ville følge mig hjem. Han gik pænt på den anden side af gaden og gjorde mig ikke noget, men det var meget ubehageligt. Anderledes var det den aften, der var luftkamp over Mariager mellem engelske og tyske maskiner, da måtte vi sidde nede under kældertrappen og vente, indtil det hele var overstået.

Jeg kom til at arbejde på Sødisbakke i Mariager i 24 år. Jeg hjalp til med at passe patienterne. Mange af de gamle var sengeliggende, men de store drenge arbejdede på en landbrugsejendom, der lå neden for anstalten. Der dyrkede de mange af de grønsager, der blev brugt i institutionens køkken. Om sommeren blev der arrangeret busture til f.eks. Rebild Bakker eller Legoland for de patienter, der kunne gå, Når jeg havde aftenvagt, hændte det, at nogle af drengene smuttede ned i byen og hentede brød hos bageren, så skulle der laves kaffe, når de kom hjem. Det var råhygge.

I dag ville man ikke byde folk at sove på gulkalkede ottemandsstuer, hvor der slet ikke var plads til privatliv, men sådan var forholdene den gang, og det var der ikke mange, der satte spørgsmålstegn ved. De fleste patienter var glade og omgængelige. De fik lommepenge hver måned, men det var svært for dem at få pengene til at slå til – især hvis man som Bitte Nør var blevet storryger. En dag, mens jeg var husbestyrerinde hos direktøren, stod Bitte Nør neden for trappen med en buket blomster og sagde:

Do må sejed te ham! Hvad for noget? Do må sej te ham, at a ska ha’ nå’d tobak. Kom Bitte Nør til at gå bag en person på gaden der røg, kunne man undertiden høre ham hvisle. Smid’en! Smid’en no for F….!

Da en anden patient, han diskuterede med, lidt ufint sluttede diskussionen med ordene: Do æ it rajdi klog! svarede Bitte Nør: De æ a glå ve, for hejs ku a it vær her!

Bitte Nør var meget afholdt og kendt af alle i Mariager og omegn. Han stod gerne uden for Sødisbakke ved vejen og hilste venligt på alle, der kom forbi.

I 1981 gik jeg på pension – tre år før min mand, Poul, som jeg var blevet gift med i Mariager Kirke den femte november 1944. I vores fritid har vi beskæftiget os meget med biavl. Vi havde en overgang 40 stader, hvoraf de ti stader stod i haven nær huset. Det er derfor, vi har en havehæk, der er to m høj. Det var et stort arbejde at slynge, røre og hælde honningen på dåser, men så var vi også i gode honningår også i stand til at sælge mellem tre – fire tusinde dåser honning. Det blev til en velkommen ekstraindtægt, der bl.a. finansierede en rejse til Tenerife. Vi indstillede helt biavlen, da vi gik på pension, fordi det p.g.a. skattereglerne ikke længere kunne betale sig.

Jeg blev konfirmeret i 1933 i Hem Kirke. Der var både forårs- og efterårs-konfirmation den gang. De fleste af mine kammerater kom ud at tjene lige efter konfirmationen. Jeg blev hjemme på Vestergaard, til jeg var 17 år. Jeg hjalp til med alt arbejde både ude og inde uden at få egentlig løn, men jeg manglede ikke noget. Om efteråret, når tyttebærrene var modne, kørte Far mig ud i Heden, hvor vi havde et stykke jord. Der gik jeg hele dagen i fred og ro og plukkede bær. Jeg havde madpakke med, så det var den rene råhygge. Jeg gik og passede mig selv. Der var kun en ting, der kunne irritere. Det var Assenskonerne, der som en sværm kom og plukkede, hvor det passede dem – også i vores hende – og kun de store bær. Når jeg kom hjem, blev bærrene lagt op på et bord, der var stillet skråt. Når de rullede ned ad bordet, var det nemmere at rense dem for blade og dårlige bær. Det beløb, de indbragte, var mine lommepenge. Det kan lyde mærkeligt, men noget af det, jeg husker med glæde, er storvasken. Det var hårdt. Alt det vand, der skulle slæbes til og fra. Efter en hel dag ved vaskebrættet havde vi rene negle og ømme rygge, men så kom belønningen. Mor mente, vi havde fortjent – en fem øres flødebolle fra købmanden. Til sammenligning kostede en pakke med ti cigaretter 40 øre.

I 1937, da jeg var 17 år, flyttede jeg til Enslev hos Anker Holm i min første plads. Jeg fik 45 kr. om måneden, og så skulle jeg kun være pige i huset hjælpe til i haven og vaske mælkespandene. Der var seks voksne og to børn på gården. Det var et godt sted at være. Jeg havde fri hver anden søndag, når jeg havde ryddet op efter middagen. Gården var ret moderne. Vi havde malkemaskine. De fleste andre steder malkede man med hånden. Lige før besættelsen i 1940 flyttede jeg ned til grosserer og cigar-handler Hvims i Hadsund. Der var ansat en cigarruller, så de to kommiser kunne sælge de flotteste, håndrullede cigarer i forretningen.

Jeg husker tydeligt det hus, der var lige efter besættelsen, den 9. april 1940. Alle styrtede rundt for at købe rullegardiner. Tyskerne havde givet ordre til, at hele byen skulle mørkelægges – have sorte papirrullegardiner for ruderne – og som om det ikke var nok, blev der efterhånden indført rationering på næsten alt. Jeg havde fri hver anden søndag hele dagen, men jeg var utryg ved at cykle den lange vej over Trudsholm og Kastbjerg hjem til Sem på grusvejene.

Jeg kom til at tjene på Afholdshotellet i Assens i 1942. Der var kun to udlejningsværelser, så det meste af arbejdet bestod i at servere for de faste pensionærer og til festerne. Der kom ekstra liv på Afholdshotellet, når der var danseskole, eller når rejsebiografen kom og spillede film i festsalen.

Senere, da jeg blev ung pige i huset hos ingeniør Christensen på Dania, fik jeg næsten status af familiemedlem. De var, så længe de levede, vores meget gode venner. De havde en stor omgangskreds. Jeg fik lært at servere og dække bord, og jeg lærte at lave retter, man ikke lavede hjemme i Sem. Når de blev indbudt til fest hos deres venner, var det nærmere regelen end undtagelsen, at jeg blev bedt om at tage med. Jeg skulle tage mig af serveringen. Det syntes jeg ikke, der var noget mærkeligt i – den gang. I en kort periode under krigen havde vi fornøjelsen at have direktøren på Dania, Buch Hansen, boende i gæsteværelset. Han var konservativ folketingsmand. På grund af tyskerne var han så utryg ved at sove i direktørboligen om natten, at han i stedet foretrak at sove i ingeniør Christensens gæsteværelse. Det skulle vise sig at blive en indbringende forretning for mig. Buch Hansen var en meget korpulent herre. For at være velorienteret skulle han gerne op kl. 5.00 for at høre den tidlige Pressens Radioavis, som Radioavisen hed den gang. Han kunne ikke selv tænde for radioen nede i stuen, derfor bankede han på døren, når han gik forbi mit kammer, så jeg kunne løbe ned i stuen og tændte for radioen. Inden jeg igen smuttede ind i min lune seng, stak han mig gerne en femkroneseddel. Det skulle i øvrigt vise sig, at hans angst for tyskerne ikke var ubegrundet. Han blev senere interneret på Assens Skole. Allerede mens jeg arbejdede på Afholdshotellet, havde jeg lærte min mand, Gunnar, at kende. Han var lastvognschauffør på Dania – senere blev han afløser og til sidst fast privatchauffør for Buch Hansen. Han havde gjort det til en vane at komme ind og spise frokost hos mig i køkkenet, når han kunne se sit snit til det. Vi havde været kærester i flere år, så vi kendte hinanden godt – for godt – var der nogle, der mente, for jeg blev gravid som 27-årig. Jeg ville rejse, men fruen ville gerne, jeg blev i pladsen.

Et halvt år efter vi havde fået vores første søn, Preben, blev vi viet af sognefogeden i Falslev i hans dagligstue. Derefter flyttede vi ind i en lejlighed i Assens. Senere kom jeg til at arbejde hos familien Hedegaard i direktørvillaen på Dania. Her oplevede jeg Hedegaards temperament. Engang Fruen fik en blomst af en fremmed mand, blev han så vred, at han gav sig til at vælte spisestolene. Pigen for rundt og rejste dem op, indtil jeg bad hende holde op, for Buch Hansen væltede dem igen. Jeg fik brug for al min kunnen, for de havde stor selskabelighed. Jeg skulle både lave maden og servere. Var der over 10 gæster, blev kogekonen, Kirstine Bach, indkaldt til at lave maden, mens jeg serverede.

I 1974 flyttede vi fra Dania til Assens, hvor vi flyttede ind i huset, vi stadig bor i. Da vi havde boet her i to år, faldt jeg og brækkede lårbenet. Jeg blev indlagt på Hobro Sygehus. Efter tre måneder blev jeg overført til Randers Centralsygehus, fordi der var gået betændelse i såret. Jeg måtte ligge et halvt år lå på ryggen, og da jeg endelig kom hjem, blev jeg to gange om ugen kørt ud på sygehuset til genoptræning. Siden har jeg gået hjemme og passet huset – og Gunnar. Det har både han og jeg været glade for.

Jeg blev konfirmeret den 19. marts 1951. Der blev snestorm. Gæsterne nåede kun at smage hovedretten med sodavand og hvidtøl – men ikke desserten – inden de besluttede sig for at tage hjem.

Min første plads var hos Chr. Dreyer i Kondrup. Det var forfærdeligt. Jeg kunne sidde i mit værelsesvindue og se Sem Kirke. Jeg længtes hjem og græd hver aften. Til sidst lovede karlen at køre med mig hjem til Sem. Det var dejligt. Naboens karle havde fået nys om det, så da vi på vejen hjem kørte forbi roekulen, sprang de frem med et lagen over hovedet. Vi fløj ind i gården, smed cyklerne og sprang ind i gangen – karlen først, for jeg kom til at stikke det ene ben ned i den åbne kloak. Dagen efter fik vi en ordentlig omgang, fordi vi havde smidt cyklerne i gården. Det hjalp ikke meget på min hjemve. Et halvt år efter rejste jeg til Norup Mejeri, hvor jeg skulle passe huset og lave mad til familien og de tre mejerister. Halvanden time hver formiddag skulle jeg tappe mælk og sætte papkapsler på flaskerne.

Min mor, der var dygtig i et køkken, havde lært mig at lave mad. Det fik jeg god brug for det næste år, da jeg blev ansat som kokkepige på Gjerlev Alderdomshjem. Der var 17 ældre mennesker. Jeg havde god hjælp af nogle af de ældre damer. De mødte op i køkkenet om morgenen for at hjælpe til med at skrælle kartofler eller røre en kage. Mens jeg var i Gjerlev, mødte jeg Henning til et bal i Sem Forsamlingshus. Han var landmand og mødte op til den årlige revy – i gummistøvler. Det fortrød han, for han kom til at høre for det resten af livet.

I 1954 flyttede jeg til Randers til Børnegården på Vidarsvej. Sammen med 14 andre piger hjalp jeg til med rengøring og pasning af børnene. Der var både børnehave, vuggestue og fritidshjem. En dag følte jeg mig lidt mærkelig. Jeg bad min moster gå med mig til lægen. Jeg var sikker på, at det var al den dampkogte mad vi fik, der gjorde mig utilpas. Det var det ikke. Jeg var gravid. Katastrofe! Da Moster dagen efter inviterede mig ned for at tale om tingene, sad min mor i stuen. Hun var meget vred og sagde:

Do hår sat sån en skamplet po wos, at vi må fløt fra bøjen! Jeg, der var både bange, skuffet og vel også vred, svarede: De ska do it tenk på Mor. A blywer ve Moster til de’æ overstån.

Jeg fik imidlertid bud om at komme hjem til Sem den følgende søndag – sammen med Henning. Uden nogen længere indledning spurgte Far Henning:

Wæl do ha henner, eller wæl do it? Henning, der ikke lod sig slå ud, svarede: Do trower da wal it, a swigter henner, fordi hun æ grawid! Far: Så må do F….. hug’mæ sørg for brylluppet! Å de ska wær no!

Tonen kunne måske have været mere elegant, men det var ikke, fordi jeg havde dårlige forældre. De gav såmænd bare udtryk for den tids almindelige, negative holdning, til unge piger, der var kommet galt af sted, og den skam de følte. Når man ved, hvor mange piger, der var gravide ved vielsen, var det måske lidt dobbeltmoralsk.

For os var det ikke noget problem. Det blev indledningen til et godt ægteskab. Henning var en solid mand, der havde økonomien i orden. Kort efter købte han en ejendom ved Gjerlev på 10 tdl. for 40.000 kr. – kontant. Selv om Henning var flittig, var den tid forbi, da en så lille gård kunne brødføde en familie. Han tog arbejde på Skiftergården i Ø. Kondrup, mens han i sin fritid klarede arbejdet på vores egen ejendom. Jeg kan bl.a. huske, at han en efterårsaften gik bag hesten og pløjede. Det kunne han, fordi der var fuldmåne.

Økonomien blev ikke bedre, så ca. 1960 begyndte han at arbejde som murerarbejdsmand. Ejendommen blev solgt, og vi købte et hus i Gjerlev for 25.000 kr. Det er det hus, jeg stadig bor i. Få år efter begyndte jeg at arbejde som opvasker på Hotel Randers for at tjene til det sjove, som Henning sagde. Jeg rejste med Hadsund-Peter, så jeg kunne møde på arbejde kl. 18.00, og jeg fortsatte til kl. 24.00, så kunne jeg lige nå det sidste tog hjem. I 1975 skiftede jeg arbejde. Jeg flyttede til Randers Kloster, hvor jeg fra kl. 6.00 til kl. 16.00 gjorde rent og bragte maden ud til beboerne. Det var lidt hårdt bagefter at skulle hjem og ordne mit eget hus, lave mad og ordne tøj til mand og fem børn. Jeg holdt op med at arbejde i 1980, da jeg fik konstateret både ledde- og slidgigt. Kort tid efter fik jeg tilkendt invalidepension – ti år senere gik Henning på efterløn.

Den del af vores fritid, vi ikke brugte på campingture til f.eks. Mors eller Ribe, anvendte vi i haven. Vi var især interesserede i gammeldags pelargonier og fuchsiaer. Vi har haft stor fornøjelse af at holde ”åben have”. Undertiden mødte der 150 besøgende. Efter Hennings død i 2004 blev jeg boende i huset, som min søn, Kjeld, nu har overtaget.

Efter min konfirmation i Hem Kirke i 1980 holdt vi fest, som man altid har holdt konfirmationsfester i Sem. Jeg sad i mit bedste tøj mellem Far og Mor og hørte på taler om voksenlivet. Noget var dog anderledes. De voksne drak vin, og jeg sad og glædede mig til i muen – i morgen, hvor jeg skulle med mine kammerater til Randers for at holde blå mandag. Det blev en dejlig dag. Jeg var stur kål for egne penge, og den dag fik jeg min første gevesen – så tilpas tidligt, at den var dampet af, inden jeg steg af rutebilen i Sem. Dagen efter var alt som det plejede. Jeg fortsatte i Havndal Skole, til jeg i 1983 havde taget prøven efter 10. klasse.

Kommunen havde opsagt samarbejdet med skolerne i Randers, så jeg blev meldt ind på Hobro Gymnasium for at tage en HF-eksamen. Det var for at sige det mildt lidt bøwlet. Vi hørte jo til Århus Amt, så busforbindelserne fra Sem til Hobro var elendige. Undertiden måtte jeg og morgenen køre ned og stille min knallert ved farbror Geert i Mariager for at tage bussen mod Hobro – ellers havde jeg ikke nogen mulighed for at komme hjem – hvis jeg da ikke ville gå. Andre unge fra sognet, der valgte at tage deres uddannelse i Randers, flyttede der ud og boede i et lejet værelse, til de havde taget deres eksamen. Jeg nød at gå på gymnasiet, selv om min dansklærer, der var venstreorienteret kaldte mig ultra liberal. Det fik vi mange gode diskussioner ud af, for han respekterede andres meninger. Han syntes, at jeg var meget heldig, da jeg til eksamen i dansk kom op i digteren, Thomas Kingo. Det måtte lige vægre noget for mig

Da jeg i 1985 fik min eksamen, havde jeg allerede været på session, så i februar 1986 blev jeg indkaldt som værnepligtig til Flyvestation Ålborg. Som rekrut opdagede jeg, hvor meget god hygiejne betød for officererne i flyvevåbnet. På en tur til Vesterhavet fik vi ordrer til at tage et forfriskende havbad, selv om der var så hård frost, at der var is på vandet i grøfterne. Det var isnende. Da vi efter badet stod nøgne på stranden, var vi på udsatte steder krympet så meget, at vi kunne forveksles med unge piger. Heldigvis antog vi, efterhånden som vi igen fik varmen, normalstørrelsen for danske Jenser. Jeg blev uddannet som hundefører. Afdelingen virkede som flyvevåbnets militærpoliti. Sammen med hundene skulle vi tage os af adgangskontrol og bevogtningsopgaver på flyvestationen. Efter ni måneders værnepligt, underskrev jeg i 1986 en kontrakt, så jeg kunne fortsætte i flyvevåbnet som konstabel. Arbejdet var overkommelig. Over en fire ugers periode havde vi 13 vagter, så vi havde stor frihed. En stor del af fritiden tilbragte jeg hjemme i Sem, hvor jeg hjalp mine forældre med arbejdet på Mågård.

I 1990 startede jeg som fritidstelefonsælger på Gerni i Randers. Det er en dansk fabrik, der laver højtryksrensere, som anvendes til rengøring i virksomheder inden for landbrug, transport og industri. Fra kl. 9.00 til kl. 13.30 – og undertiden om aftenen – sad jeg i fire timer og forsøgte ud fra for eksempel adresselister på vognmænd eller andre at skaffe kunder til de faste sælgere, der kørte rundt og solgte firmaets produkter. Vi havde en halv times pause. Den var for egen regning. Jeg kørte den gang meget mellem Ålborg, Sem og Randers. Det var dyrt, men jeg klarede mig, for på det tidspunkt fandtes der en skatteregel- trekantskørsel, som – ja, tro det eller ej – tilgodeså folk, der som jeg arbejdede på mindst tre adresser. Da jeg ikke havde fået fornyet min kontrakt med flyvevåbenet, inden jeg var fyldt 25 år, måtte jeg se i øjnene, at jeg ville stå uden arbejde i 2001. Problemet løste sig, da jeg allerede i 1995 fik mulighed for at søge en fast stilling på Gerni. Jeg skulle rådgive de kunder, der henvendte sig, samt servicere sælgerne i marken. Jeg opsagde kontrakten med flyvevåbenet og fik min egen lejlighed i Randers. Jeg havde opdaget, at det var rart at have et sted, hvor man kunne være sig selv.

Jeg bliver aldrig bymenneske. Jeg trives bedst i naturen, og det er mit håb, at jeg også fremover må kunne fastholde en nær tilknytning til landbruget. Jeg fik mit jagttegn, da jeg var 16 år. Sammen med nogle kammerater har jeg lejet en jagt på 90 ha ved Hou. Jeg nyder lige så meget bukkejagtens stilhed og ro som samværet med de andre jægere under efterårsjagterne. Det er naturoplevelsen mere end byttet, der tiltaler mig – selv om jeg bestemt ikke går af vejen for en fasan- eller haresteg.

Jeg gik til præst hos pastor Nørgaard i Hem vinteren 1940 – det år tyskerne besatte Danmark. Vinteren var så streng, at smeltevandet ikke kunne synske i jorden, fordi den var bundfrossen. Grusvejene blev så glatte, at vi ikke kunne stå fast i vore gummistøvler. Det hjalp først, da jeg fik et par af Fars gamle sokker uden på støvlerne. Tirsdag og fredag, de to dage vi ikke gik i skole, startede vi hjemmefra så tidligt, at vi kunne nå at være i Hem Præstegård kl. 9.00. Jeg var den eneste pige fra Grove det år, så vejen til Skrødstrup måtte jeg gå alene. De fleste af skriftstederne og forklaringerne kendte vi allerede. Dem havde vi terpet i Grove Skole efter Den lille Katekismus, men vi lærte også mange salmevers.

Efter konfirmationen samledes familien hjemme til suppe, steg og citronfromage. Under middagen sang vi en hjemmelavet sang på melodien til: Vort modersmål er dejligt . . . Den var forfattet af Bedstefars bror, Slagte-Peter. Det var ham, der havde den poetiske åre i vores familie. En aften i den følgende uge mødte ”bøjen” op – alle de folk, der havde sendt telegrammer med to, fem eller ti kr. blev indbudt til spisning med efterfølgende kaffebord.

Derefter fulgte en munter tid med ungdomsgilder. Der er især et, jeg husker. Hos en familie i Skrødstrup, havde man for at gøre det hele lidt mere festligt malet dørkarmene med svenskrødt. For at strække malingen lidt, havde man fortyndet den med vand, derfor havde den svært ved at tørre. Vi lignede alle små socialdemokrater, da vi kom hjem. Af mine forældre havde jeg i konfirmationsgave fået en ny cykel. Gad vide, hvor min far havde skaffet den fra. Allerede i foråret 1941 havde rationeringen for længst sat sit præg på folks dagligdag.

Det næste år var som de foregående. Jeg skulle malke mine fire køer hver morgen og hjælpe til både ude og inde. Vi var mange til daglig: Familien på fem personer, to karle, Bedstefar, der mødte op hver morgen for at passe grise og Faster Mariane, der hjalp til både ude og inde. Hver dag skulle der skrælles en hel spand kartofler til middagen kl. 12.00. Resterne fik vi om aftenen som brasede kartofler suppleret med smørrebrød, hvortil vi drak hjemmelavet saft eller mælk Morgenmaden fik vi allerede kl. 7.00, når vi havde røgtet. Det var gerne øllebrød, kaffe, rugbrød og hjemmebagt franskbrød med ost. Om formiddagen fik de, der gik i marken og arbejdede, gerne en mellemmad og et glas hjemmelavet saft. Kaffen var et kapitel for sig. En gang imellem drog Mor som byens andre koner ud til et kafferisteri i Randers med en lille sæk byg. Når byggen var ristet, kaldtes den kaffe. For at hjælpe lidt på farven tilsatte man også kaffe erstatning – Richs eller Danmarks. Efter krigen var der folk, der ikke kunne lide ren kaffe – de havde vænnet sig til byggens ramme smag. Mel fik vi hjem i 50 kg sække, hvis vi altså kunne tiltuske os en sæk hos en møller. Mel var jo også rationeret. Vi bagte brød og boller flere gange om ugen, så der var brug for meget mel.

Efteråret og vinteren 1942-43 tilbragte jeg sammen med 90 andre unge – piger og karle på Jebjerg Ungdomsskole på Salling. Jeg fik opfrisket mine skolekundskaber, gik til madlavning, syning, folkedans og gymnastik. Alt var anderledes og spændende både samværet med de nye kammerater – hvis hjem jeg besøgte – og udflugterne til Jenle og Fur. Jeg var så optaget, at jeg hverken skrev eller tog hjem før til jul, hvor jeg kunne fortælle, at jeg havde været Luciabrud på skolen. Mor påstod, at hun troede, jeg var død, men for en sikkerheds skyld sendte hun dog en pakke med lækkert hjemmebag. Det gav hygge på værelserne om aftenen. Opholdet på Jebjerg Ungdomsskole blev et af mit livs store oplevelser – og det modnede mig. Da jeg kom hjem, var jeg blevet 17 år. Jeg ville ud og se verden. Jeg fandt selv en plads hos en lægefamilie i Randers. Det var nu ingen succes. En af de første dage mødte jeg naboen nede i gården. Han spurgte: Er du den nye pige? Her bliver du ikke længe!

Og han fik ret. Nytårsaften sagde jeg stop. Mens de andre morede sig, fik jeg lov til at sidde alene på mit værelse og gnave andeskroget. Mor var så vred, at hun ville klage. Jeg ville bare væk. Jeg næsten flygtede ud til fiske-handler Møller i Vorup, hvor jeg tjente fra 1944-45. Det var en pragtfuld plads. Jeg blev næsten medlem af familien. Fruen stod i forretningen inde i Randers, Møller, der ikke var helt rask, passede sin plantage sammen med en medhjælper, og jeg tog mig af huset. Jeg lærte at koge hummer, servere duer og vildt i flødesovs og meget andet spændende. Det var noget anderledes end hjemme i Sem. Når jeg skulle hjem i weekenden, foregik det på min konfirmationscykel. Dækkene var ikke nye længere, og vejene ikke asfalterede, så det hændte ikke så sjældent, at jeg måtte foretage den sidste del af turen gennem Randers trækkende med fladt dæk.

Det værste var dog befrielsesaftenen, den 4. maj 1945. Jeg havde vasket storvask, så jeg var gået tidligt i seng. Jeg var så træt, at jeg intet hørte, og ingen tænkte i glædesrusen på at vække mig. Men de følgende aftener var jeg med til at feste og synge frihedssange i gaderne.

Da jeg kom hjem til november, begyndte jeg at cykle til Havndal, hvor jeg hver dag kl. 9.00 skulle møde hos Katrine Molberg i Klattrupgade for at lære at sy. Det var nu nemmere sagt end gjort. Man kunne jo ikke få noget stof – men jeg lærte at anvende rester og vende brugt tøj. Jeg arbejdede gratis, for jeg skulle jo lære at sy.

Der skete ikke meget i Sem, men på morgenturen til Havndal oplevede jeg bl.a. at se en ung mand, der kulsort og småbandende stod og forsøgte at få ild i sin lastvogns gasgenerator. Da jeg senere så ham til et bal på Havndal Kro renvasket og i jakkesæt, havde jeg fundet min mand, Carlo Møller – men det blev en lang forlovelse. Carlo købte i 1947 1 tdl. jord i udkanten af Havndal for 1.347 kr. og begyndte i 1948 at bygge et funkishus med to garager under huset. Da vi blev gift, var det almindeligt, at man fyrede i kakkelovn og komfur med tørv og brunkul, hvis man da ikke havde gaskomfur. Du ska’ da ikke have gaskomfur, sagde installatør Lykkemark. El-komfurerne var ved at komme frem. Sådan et fik jeg – efter at have ventet i to måneder, hvor jeg lavede mad på en elektrisk kogeplade – på gulvet.

I 1965 var vognmandsforretningen udvidet så meget, at det var nødvendigt, at vi byggede et nyt parcelhus på grunden til en gift chauffør. I et par værelser i kælderen boede unge chauffører. En overgang havde jeg fire på kost. Vi kørte med alt muligt: Vi bragte foder m.m. fra Lokalforeningen ud til bønderne, kørte for Saltfabrikken og Juncher på Overgaard, når han skulle have korn på Munkemølle. Jeg kendte stort set alle speditører i landet, for det var mig, der skulle sørge for, at der altid var last med tilbage, når vi kørte langtur.

I efteråret 1969 blev Carlo pludselig syg. En dag han kom hjem fra en fest, kunne han ikke åbne det ene øje. Det skyldtes en sjælden – den gang uhelbredelig – sygdom, der gav indvendige lammelser. Til sidst måtte jeg hver dag besøge ham på Kommunehospitalet i Århus, hvor han lå i respirator. Det var en svær tid, for samtidig skulle jeg sørge for familie og forretning. Efter Carlos død i 1970 flyttede jeg over i det parcelhus, vi i 1965 havde opført som bolig til den gifte chauffør. Samtidig begyndte jeg at arbejde som sygehjælper på Randers Centralsygehus. Et arbejde jeg havde i 16 år, til jeg i 1987 gik på efterløn. Da jeg ikke kunne finde mig i at sidde stille, blev jeg besøgsven for Røde Kors. Det var jeg indtil 2001. Jeg deltog også i ”Gryden” på alderdomshjemmet i Havndal. Det var vores arbejde at arrangere aktiviteter og underholdning for de ældre i Havndalområdet – en gang om måneden. Det har undertiden betydet, at jeg måtte påtage mig at lave mad til 50 personer. Ellers er det i Nørkleklubben, jeg har brugt meget af min tid – 1 mand og 4000 kvinder fordelt over hele landet. Vi strikker trøjer, huer og tæpper til børn i Hviderusland. Der er indtil nu sendt 20 tons af sted fra lageret i Kliplev, hvorfra arbejdet organiseres. Efter et spændende og travlt liv kan det være svært at bevare tålmodigheden, når havearbejdet, selv om jeg fik en ny hofte i februar 2005, stadig må foregå i etaper og med stok i hånden – men jeg må jo se at få det lært.

Jeg var 8 år, da vi i 1944 flyttede fra Kærby, hvor vi havde boet til leje. Vi flyttede til et hus i Sem, som min far købte for 4.000 kr. Det var mange pen-ge. Far måtte tage et lån i banken, som han betalte af på i mange år.
Far påtog sig alt det arbejde, der var at få. Efterhånden arbejdede han fast i Skrødstrup Skoven hver vinter. Om sommeren arbejdede han hos en murer. Efter ca. 4 år fik Far og Mor stillingen som ringer og graver ved Sem Kirke. Et arbejde de bestred til Fars død i 1981.

Jeg var meget spændt på, hvordan det ville være at gå i skole i Grove. I Kærby havde jeg kun 50 meter hen til skolen. Fra Sem var der jo meget længere til Grove Skole, og cykler havde vi ikke under krigen. Vi måtte gå den lange vej op gennem Sem Skoven for at komme i skole. Om vinteren, når der var meget sne, kunne det godt være en hård tur. Jeg var glad for at gå i skole og havde det godt med mine skolekammerater.

En gang om ugen kom bageren. Jeg tror det var om onsdagen. Han kom altid i det store spisefrikvarter, så hvis vi havde lidt penge, kunne vi købe wienerbrød eller kager den dag. Det så vi meget frem til. Det var også en meget stor dag, når lærer Bach slyngede honning, så kom vi ind til fru Bach og fik en mellemmad med nyslynget honning. Det var guf.

Jeg syntes, det var spændende, når vi to og to blev sendt ud i skoledistriktet for at sælge de mærker, som forskellige organisationer sendte ud, så de kunne blive solgt gennem skolen: Dybbølmærket, Sommerblomsten, Kongenålen og Valdemarsflaget. De kostede gerne 10 øre pr. stk. Pengene brugte organisationerne i deres daglige hjælpearbejde.

I sommerhalvåret havde jeg forskellige pligter. Bl.a. skulle jeg, når min far gravede tørv for Laurids Pedersen, køre dem ud på græsarealet på en slæde af træ med en hest som trækkraft. Der skulle de ligge, til de blev halvtørre. Derefter skulle jeg rejse dem på højkant, så de kunne blive helt tørre. Jeg mener, at jeg fik 25 øre pr. 1.000 tørv. På en god dag kunne jeg tjene 5 kr. ved at rejse 20.000 tørv. Så var ryggen også godt øm, og jeg sov godt om natten.

Da Far og Mor overtog kirkearbejdet som ringer og graver efter Maren og Kræn Juul, skulle vi børn om sommeren hjælpe med at skuffe og rive gangene og de tomme gravsteder. Det skulle gøres en gang om ugen. Det var især træls i oktober måned, når alle bladene faldt af træerne, for dem var der mange af, og det var tit koldt og blæsende. Ligusterhækkene om gravene skulle være veltrimmede, så de blev som andre hække klippet med håndsaks mindst to gange om året.
Om efteråret var det skik og brug, at gravene blev dækket med gran. Det ordnede de fleste selv, men havde man ikke tid eller lyst, påtog Far sig det mod betaling. Når der skulle være begravelse, skulle jeg hjælpe Far med at grave og senere dække graven. Det kunne godt være et hårdt arbejde især om vinteren, når der var frost i jorden. Jeg har været med til at grave en grav, hvor de 6 bærere skulle kunne bære kisten helt ned i graven. Det var et stort arbejde. Vi børn lærte også at ringe med kirkeklokken, så vi kunne påtage os at ringe solen op om morgenen og ned om aftenen, hvis Far var forhindret.
Jeg hjalp også min far, når der skulle kimes til jul, påske og pinse. Vi gik helt op i kirketårnet til klokken. Kimingen, der varede en stiv klokketime, foregik på følgende måde. Far slog med knevlen på klokkens indvendige side med den ene hånd, og med den anden hånd slog han med en hammer på klokkens udvendige side – i ti minutter. Derefter skulle jeg ringe med klokken – i 10 minutter. Det gentog sig 3 gange. Sidste gang blev afsluttet med 3 gange 3 små bedeslag. Vi havde fornøjelse af kimingen længe efter – for rigtige mænd brugte ikke høreværn.

Til vores hus var der en meget stor have, hvor vi dyrkede kartofler og alle slags grønsager. Om efteråret, når afgrøderne var høstet, skulle jeg grave denne store have. Far sagde altid: Ledighed er roden til alt ondt. Jeg var selvfølgelig glad for hans omsorg, men når jeg gik i seng med værkende ryg, var jeg sikker på, at mindre kunne have gjort det.
Når vi havde tid til at lege, spillede vi pind eller Ejva og Bomba ( som vi kaldte Antonius ) over et hustag. Vi legede også en gang imellem røvere og soldater oppe i Sem Skoven. Om vinteren blev kælk og ski flittigt brugt, og om sommeren, når vejret var til det, badede vi nede i åen.
Jeg var tit på fisketur med Jens Juul langs Kastbjerg Å, hvor vi fiskede ørreder og skaller. Min fiskestang var ikke just moderne. Det var bare en pind med en snøre på. Nogle gange nåede vi helt ned til Kastbjerg Mølle.

Nogle år senere havde jeg en sjov og hyggelig oplevelse sammen med Jens Juul. Jeg havde fået kørekort til motorcykel, og Jens spurgte, om jeg ville køre en søndagstur med ham, så ville han betale for alt denne dag. Vi startede meget tidligt en søndag morgen og kørte rundt på må og få. Vi var bl.a. på Hjerl Hede, derfra fortsatte vi til Thisted. Vi var efterhånden blevet godt sultne, så Jens syntes, at vi skulle finde et godt sted at spise. Jeg tror, det blev en kro. Jens var en stor og stærk jyde med en god appetit. Vi bestemte os for koteletter. Jens bestilte 4 koteletter. Da tjeneren kom med maden, kikkede han lidt på os, så gik han og vendte senere tilbage med fire tallerkener. Jens, den sindige jyde, bad ham stille koteletterne på bordet – vi skulle nok spise det hele. Det gjorde vi, så vi gik ikke sultne fra bordet.
Mætte satte vi kursen mod Sem. Vi var hjemme sent på aftenen enige om, at det havde været en dejlig og oplevelsesrig dag.

I min barndom kom de fleste af os tidligt ud at tjene. Jeg kom ud, da jeg var blevet konfirmeret. Nogle kom endnu tidligere hjemmefra.
Min første plads var hos Søren Johansen på Holmgården, hvor jeg var fra maj til november. Lønnen var 900 kr. for hele sommeren. Derefter havde jeg forskellige pladser, inden jeg kom ind som soldat. Efter soldatertiden søgte jeg i 1958 ind til postvæsenet i København. Gammel Marens Thomas, der også arbejdede der, hjalp mig med at finde et værelse.

I 1967 flyttede vi fra København til Ballerup, hvor jeg bor sammen med min kone Gerda, som jeg blev gift med i 1959. Vi har 2 børn en datter og en søn. De er begge gift, datteren har 3 børn, sønnen har ingen. Jeg blev pensioneret i 1997 efter at have været ansat i postvæsenet 39½ år.

Der skulle såmænd ikke så meget til at glæde os, der havde oplevet 2. Verdenskrig med dens rationering og erstatningsvarer. Jeg blev i hvert fald meget glad for den cykel, jeg fik i konfirmationsgave i 1950. Det var en gammel cykel, som min farbror, der var smed i Blenstrup, havde repareret og nylakeret.

Jeg fik straks efter konfirmationen arbejde som karl på Holmgården. En aften jeg gik og malkede, skred jeg i grebningen og faldt op mellem to køer. Den ene ko, der blev forskrækket, gav et hop og landede på mit armbåndsur. Uret holdt, men det gjorde armen ikke. Min farbror, der var taxavogn-mand i Skrødstrup, kørte mig på Centralsygehuset i Randers, hvor jeg fik armen i gips. De næste to måneder gik jeg hjemme. Det skulle vise sig at være en økonomisk fordel. Jeg skulle have haft 900 kr. for hele sommeren, men det beløb, jeg fik udbetalt af forsikringen som sygemeldt, var større.

Wi fra Siem kendte ikke meget til livet uden for sognet. Det blev årsag til en lille munter episode, da jeg to måneder senere skulle møde på Centralsygehuset til kontrol. En tur til Randers var den gang en hel dagsrejse. Rutebilen kørte mod Randers tidligt om morgenen og returnerede først til Sem hen på eftermiddagen. For første gang var jeg alene på restaurant for at spise. Det gik fint, indtil tjeneren kom med regningen.

Der stod: Drikkepenge 5.00 kr. Jeg protesterede: A hår it fåt nåed å drik!

Det har siden været en god historie i vores familie, og tjeneren har sikkert også moret sig kostelig over den lille 14-årige herre fra landet.

Lige før jul rejste jeg op til Pi’ Raj i Sem. Der fik vi lært at bestille noget. Mens jeg gik og harvede, kom Pir’ ud for at se, hvordan det gik – for langsomt, syntes han og gav hestene et dask, så de satte i trav. Jeg havde svært ved at styre dem. Da jeg om aftenen klagede min nød til Far, sagde han: Do ska’ bare stik ham tømmen! Det gjorde jeg, næste gang det skete. Pir’ blev noget overrasket, men derefter fik jeg lov til at arbejde i mit eget tempo.

I 1952 kom jeg hen til Chr. Nielsen i Kastbjerg. Der tjente jeg i tre år – det ene år sammen med Svend Jensen fra Edderup. Den sidste plads, jeg var i, inden jeg skulle ind for at aftjene min værnepligt, var på en gård i Andi på Djursland. Jeg blev indkaldt til infanteriet. Vi mødte i Viborg, men blev straks overført til Nymindegab og efter rekruttiden sendt til Itzehoo, hvor vi indgik i Den danske Brigade. Det var noget for et krigsbarn – overflod af billige cigaretter og chokolade Da jeg kom hjem var det vanskeligt at finde pladser ved landbruget. En af mine fætre og Thomas Jensen fra Sem arbejdede ved postvæsenet. Fast ansættelse, månedsløn og pension. Det lød tillokkende. Da jeg skulle møde til en prøve i København, forsøgte jeg at finde den billigste transportmulighed. Det viste sig at være et skib, der fragtede gods og passagerer mellem Randers og København. Lige efter jul – om aftenen den 6. januar 1958 – entrede jeg forventningsfuld skibet i Randers Havn. Men heller ikke den gang havde meteorologerne tjek på vejret, der blev storm. Da vi den næste eftermiddag med ni timers forsinkelse lagde til kaj i København, var der af de 12 passagerer kun en ung pige og mig, der ikke var søsyge. Jeg kom ikke til testning den dag, men det fik heldigvis ingen betydning for min ansættelse.

Inden jeg begyndte at arbejde som brevbærer på Vesterbro, kørte jeg i en periode rundt som kassetømmer. Jeg måtte sande, at wi fra Siem måtte agte os, når vi drog udensogns. En dag kunne et postbud på H. C. Ørstedsvej ikke have hele posten med, da han drog ud om morgenen. Jeg blev lidt nervøs, da jeg fik ordre til at køre ud og aflevere den resterende del af posten til ham ude på ruten. Postmesteren beroligede mig og tegnede et kort, jeg kunne køre efter. Gad vide hvad der skete? Jeg endte i alle tilfælde ved Axeltorv og havde svært ved at finde derfra.

Da jeg i 1958 skulle til nytårsfest, manglede jeg en borddame. Jeg spurgte en af mine kollegers søster, Gerda. Det viste sig at være en god beslutning. Da vi blev gift i 1959, steg min løn fra 200 kr. til knap 900 kr. om måneden. Først da Gerda i 1959 blev gravid, fik vi mulighed for at få en ordentlig lejlighed. Den lå på Vesterbro. Jeg blev ansat som vicevært i ejendommen, og havde derfor fri bolig. Det var heldigt, for huslejen svarede næsten til det beløb, jeg hver måned fik udbetalt som postbud. Vi boede i lejligheden – hvor vore to børn, Marianne og Torben, blev født – til vi i 1967 fik mulighed for at flytte ind i et helt nyt boligkompleks i Ballerup. Huslejen var 675 kr. om måneden. Det var dyrt, men næsten samtidig blev loven om boligsikring gennemført. Det betød, at vi pludselig havde 200 kr. mere til os selv om måneden. Men det var alligevel nødvendigt at tage ekstraarbejde. Jeg begyndte i min fritid at køre vasketøj ud for et vaskeri i Danasgade. Bilen jeg benyttede, fik jeg lov til at køre hjem i om aftenen. Det hjalp på kørselsudgifterne. Jeg blev fastansat i postvæsenet i 1960 – da arbejdede jeg på Vesterbro.

I slutningen af 1990’erne skulle postvæsenet rationalisere og skære ned i medarbejderstaben. For at få ældre medarbejdere til selv at søge pension, fik man tilbudt et ekstra løntillæg på 16.000 kr. om året. Det var en god ordning, så – efter 39½ års ansættelse – gik jeg i juni 1997 på pension.

I 1989 var vi så heldige at få en kolonihave ikke langt fra vores lejlighed. Vi har haft stor fornøjelse af både blomster- og urtehaven. I årenes løb er huset blevet udbygget, så det i dag er dobbelt så stort, som det var, da vi overtog det. Det er vores hjem i sommerhalvåret. Vi bor stadig i den samme lejlighed i et dejligt kvarter med mange aktiviteter. Jeg har især været glad for whist- og skakklubben, som jeg i en årrække har været formand for. Mange af vore ferier har vi tilbragt i Tyskland. Det har ikke været muligt i år p.g.a. en lige overstået kemokur, der har tæret på kræfterne – men så har vi haven. Der befinder vi os godt – der er fred og ro og meget smukt at se på.

Lige efter min konfirmation fik jeg plads på Sembygård. Lønnen for det første år var 1.100 kr. I virkeligheden var lønnen noget højere, for jeg fik også to får, der blev græsset sammen med Chr. Pedersens egne. Man havde gerne fri hver tredje søndag fra kl. 7.00 – 17.00. Men ofte var det mig, der tog søndagsvagten. Jeg skulle jo alligevel passe mine egne får. De fik gerne to lam hver, som om efteråret kunne sælges for 125 kr. pr. stk. Jeg tjente også lidt på ulden. Den var jo i høj kurs under krigen p.g.a. tøjrationeringen. Det var heller ikke svært at få ekstraarbejde. Om foråret skulle forkarlen og jeg skære 7.000 tørv til Chr. Pedersen om dagen – resten, omkring 3000 stk., fik vi penge for. Senere på året kunne vi tynde og luge roer på akkord, så for den, der ville tjene ekstra penge, var der muligheder. Chr. Pedersen var så dejlig usnobbet. Han spiste altid ”sammel mæ folken” i folkestuen. Det kunne Line aldrig finde på. Christen kunne finde på at slikke sin tallerken, når Line hentede maden ud fra bordet, bare for at tirre hende. Datteren Anna, der var lærerinde i Voldby, kom ofte hjem om søndagen. En søndag, jeg havde vagten, sagde hun, at jeg godt kunne tage fri. Hun skulle nok fodre hestene. Hun glemte det, så da jeg mødte næste dag, måtte jeg stå skoleret for hendes bror, Søren. Når do for løn for’ed, trower do så, det æ mæ, der ska’ pas hejsten?

I efteråret 1946 kom jeg i lære som smed hos smedemester Østergaard i Mariager. Jeg fik 15 kr. om ugen, men ekstra, hvis der var overarbejde. Heldigvis kunne jeg bo gratis hjemme hos mine forældre. Jeg blev udlært som gammel grovsmed, det har jeg senere i livet haft stor glæde af. Da brygger Svendsen skulle have en ny kassevogn til at transportere sit øl på, var det mig, der smedede akslerne og samtlige hængsler og beslag, inden vognen blev monteret hos karetmageren. Når der var dyrskue, købte Østergaard gerne selvbindere hjem i kasser. De blev kørt over på dyrskuepladsen, hvor de blev samlet af to hold smede. Der var to mand på hvert hold. Hvert hold skulle samle to selvbindere, der som regel var solgt i forvejen, men først skulle leveres til kunden efter dyrskuet Det var hyggeligt, og vi fik en god forplejning, som blev leveret på pladsen af Østergaards datter. Kort efter jeg var blevet udlært som smed i efteråret 1950, blev jeg indkaldt til Prinsens Livregiment i Fredericia. Efter rekruttiden var jeg tre måneder i Vejle, inden vi blev overført til Itzeho, hvor vi var i et halvt år.

I kraft af min uddannelse kom jeg nok lidt let gennem soldatertiden. Jeg blev udtaget til at passe lejrens oliefyr – herunder kakkelovnene i barakkerne. Det skulle vise sig at være en loppetjans. Jeg skulle tænde op hver morgen kl. 7.00. Det betød, at jeg med lidt held ikke kunne nå at vaske mig og derfor desværre ikke kunne deltage i morgenmønstringen. Om aftenen gik jeg til træsløjd. En af officererne havde købt en flot gammel egetræsspisestue. Den skulle jeg sammen med en anden soldat rense, slibe og lakere. Det var et kæmpearbejde, men flot blev den. Selv lavede jeg den vinter et sofabord med kakler, det var meget moderne på den tid. Da der blev afholdt en prøve, vandt jeg 2. præmien – en sav, en høvl, en bugthøvl og et stemmejern, som jeg stadig bruger. Når vi var udstationeret eller på øvelse, sov vi i telte. Det gav også lidt ekstra arbejde. Jeg skulle lave skydeskiver og smede nye teltpløkke i stedet for dem, vi havde mistet. Det foregik som regel om lørdagen, så kunne jeg desværre heller ikke nå lørdagsmønstringen. Den 25. november 1951 blev jeg hjemsendt fra hæren og to dage senere startede jeg som maskinsmed på Dania. Det var for mig, der var udlært grovsmed, et helt nyt arbejde. Jeg skulle lære at reparere og vedligeholde maskiner. Det krævede lidt omstilling.

I 1952 blev jeg gift med Ebba. I 1954 søgte jeg og fik arbejde som maskinsmed ved Mariager Banen – privatbanen, der gik mellem Mariager og Viborg. Alle skinnebusser, motor- og transportvogne skulle skilles helt ad og renoveres, når de havde kørt 100.000 km., inden de igen fik lov til at køre på skinnerne. Selv om banen først indstillede driften i 1966, kunne vi godt forudse, at det ville ske, så jeg besluttede at søge nyt arbejde – helst et, der var lidt renere.

I foråret 1958 besluttede vi at bygge hus. Vi fik en arkitekt til at tegne huset og en tømrer fik 4.500 kr. for at lave døre og vinduer, men ellers stod jeg selv for resten af byggeriet. Det var et meget hårdt år. Huset kom til at stå os i 35.000 kr. Det var også den gang meget billigt. Huset måtte ikke bygges større end 85 m2, fordi vi havde fået et statsgaranteret lån. Vi sikrede os imidlertid, at vi kunne bygge til, hvis det blev nødvendigt. 1966 byggede vi til, så huset blev på 100 m2 og 100 m2 kælder. Nu var der plads til en familie med seks børn. Mens jeg gik og byggede, fik jeg chancen for at søge nyt arbejde. På Sødisbakke søgte man en mand, der bl.a. kunne tage sig af fyret. Jeg mente, det var lige et arbejde for mig Der var 168 ansøgere, men jeg fik stillingen. Det blev nogle gode år med ordnede forhold. Ud over det daglige arbejde fik vi 20.000 kr. om året for at stå til rådighed i vores fritid, hvis der blev problemer med fyret. Af sparehensyn blev den ordning sløjfet i 1990 af den nye chef. Man kunne tjene penge ved i stedet at tilkalde lokale smede. Kort tid efter ordningen var ophørt, gik fyret i stå. Den tilkaldte smed baksede, men kunne ikke få fyret i gang. Til sidst ringede han til mig. Kender man et fyr godt, ordnes den slags ofte let. Fyret kom hurtigt til at køre. Da jeg dagen efter mødte chefen, kom han med en undskyldende bemærkning. Hvortil jeg svarede: Jamen, det er jo også wan te, at a kommer hver daw og sijer godmuen! Han syntes åbenbart ikke, det var morsomt, for han snurrede rundt på hælen og forsvandt.

I mange år var min hobby mit arbejde. Da jeg i 1993 gik på efterløn, blev mit arbejde min hobby. Jeg har stadig stor fornøjelse af at stå i mit værksted og lave smukke og praktiske ting af jern, som folk kan bruge og synes om.

Jeg fik plads hos Niels Jørgen Svendsen i Annexgården i Sem lige efter min konfirmation i 1952, da jeg var 13 år. Han var vores nabo, så jeg havde ikke langt hjem. Min løn for hele sommeren var 600 kr. Jeg kom til at bo i et værelse, der lå lige ved siden af hestestalden – men med egen indgang. Det var ikke en selvfølge den gang. Værelset må have været koldt om vinteren. Det har krævet selvdisciplin at stå op om morgenen og vaske sig i koldt vand. Heldigvis var det mange steder muligt at smutte ind i køkkenet til pigen og få en sjat varm vand fra vandkedelen eller grisen, det lille rum bagest i komfuret. Men der var ingen tvivl om, at man var blevet vågen, når man mødte på arbejdet. Min mors familie stammede fra Mellerup, hvor de havde været knyttet til kredsen omkring valgmenigheden og friskolen.

Jeg kom til at tjene hos min farbror i Støvring. Lønnen var 2.500 kr. for hele året. Det var ikke nogen dårlig løn, men ting kostede. F.eks. måtte man betale mellem 300 – 500 kr. for et sæt tøj, så der var ikke plads til de store udskejelser.

Om sommeren spillede jeg på Støvrings håndboldhold. Der var den gang et ret stort mejeri i Støvring. Mejeristerne, der var i 30-erne, boede gratis på mejeriet og fik så god en løn, at de havde egen bil. Mens alle de andre hold kom asende på deres cykler til kampene, kunne Støvrings håndboldhold stige ud af bilen friske og udhvilede – klar til at spille. Det gav lidt status, men ikke i Gjerlev, der var kendt viden om for sit meget velspillende hold. Når vi spillede mod dem, fik vi bank.

De nye tider var så småt begyndt at slå igennem. Der blev færre arbejdspladser på landet, og forståelsen for, at viden og uddannelse var vejen frem, var stigende. Mine forældre var interesserede i, at jeg kom på skole. Valget faldt på Mellerup Ungdomsskole. Det var tæt på min familie. Opholdet varede fra november til april. Vi blev undervist i dansk, regning og orienteringsfag.

I to år – fra november 1956 – 1958 arbejdede jeg på Højstedgård i Stouby. Jeg blev meget forbavset, da jeg opdagede, at det var min farfar, der havde bygget og ejet gården i begyndelsen af det 20. århundrede. Ejeren var en ældre mand. Han havde ikke mod på at binde an med det nymodens. Vi gik stadig bag hestene i marken, kørte med kassevogn og høstede med binder, mens vi kunne se karlene fra de andre gårde køre rundt i markerne med traktorer og nye redskaber.

I min næste plads – hos Ahm i Gjerlev – oplevede jeg, hvordan det var at arbejde på et mere tidssvarende landbrug. Jeg kørte som de fleste af mine kammerater med en Ferguson traktor.

I fritiden spillede jeg på Gjerlevs fodboldhold. Klubben havde en flot bane med klubhus og omklædningsrum. Det var ikke almindeligt. Ingen på holdtet havde biler, så vi måtte ase på cykelen til Hald, Linde, Råby og Havndal, når vi skulle spille udekampe.

Om lørdagen mødtes jeg med mine venner til bal rundt om i forsamlingshusene. Det var foreningsballer, hvor kun medlemmer havde adgang, så folk var gerne medlem af en seks – syv forskellige foreninger. Det kostede ikke mange kroner. Man mødte op mellem kl. 20.00 og 22.00, og ballet sluttede som regel allerede kl. 24.00. Var orkesteret villig til at spille til overdans fra kl. 24.00 til kl. 1.00, stillede karlene op på en række og marcherede rundt i salen. Kassereren stillede sig op langs rækken og modtog de penge, den enkelte karl ville betale for overdansen. Det var sjældent folk var berusede, for man kunne ikke købe spiritus i forsamlingshusene. Lige da det var blevet renoveret, var der ofte bal i Sem Forsamlingshus. Jeg boede ikke hjemme, men var dog med et par gange. Pludselig ankom en taxa med folk fra Assens eller Dania. En af pigerne, der var beruset, sad i bilen og drak øl af flasken. Det var vi ikke vant til at se, og jeg brød mig bestemt ikke om det.

Fra Gjerlev flyttede jeg til Mellerup, hvor jeg arbejdede som karl hos min bedstemor, indtil jeg i 1959 blev indkaldt til flyvevåbenet. Bedstemor kunne der fortælles meget om. Det var blandt andet hende, der forfattede den tekst, der står på digteren Jacob Knudsens gravsten. Hun var søster til en anden dansk digter – Valdemar Rørdam. Efter de tre måneders grunduddannelse i Jonstruplejren blev vi overført til Flyvestation Skrydstrup. Jeg arbejdede i brand- og redningstjenesten. Hver gang et fly lettede eller landede, skulle vi være ved landingsbanen med en ambulance og slukningsmateriel. Og kunne hjulene ikke slås ud, var det os, der skulle sprøjte skum ud på landingsbanen. Det var ikke noget hårdt arbejde. Vi havde god tid, men vi levede så afsondret, at vi måtte køre i bil, når vi skulle op og spise i kantinen. Da jeg kom hjem fra militærtjeneste i foråret 1960, var der kun få ledige pladser, men jeg var heldig at få arbejde hos Chr. Andersen i Hem.

I vinteren 1960 – 61 var jeg elev på Ask Højskole. Der var to linjer: Forberedelseslinjen, hvor ”manden fra ploven” blev undervist, så han kunne søge optagelse på et seminarium. Tanken om at blive lærer som min storebror strejfede mig, men jeg valgte alligevel landbrugslinjen. Udsigterne til at få sin egen ejendom var ikke lyse – og jeg var vel heller ikke rigtig interesseret, så jeg søgte ind til politiet. Jeg bestod alle prøver, men efter en lægeundersøgelse blev jeg afvist.

Jeg vendte tilbage til landbruget. Denne gang til en plads i Dalbyover, hvor jeg tjente 1.000 kr. om måneden. Det var en god løn, men jeg var ikke længere glad for at arbejde i landbruget. I efteråret 1961 havde jeg heldet med mig, da jeg søgte ind hos toldvæsenet. Den 1. april startede jeg min uddannelse i Helsingør. Det var ellers normalt, at uddannelsen foregik i København. Jeg fik udbetalt 1.100 kr. om måneden, så nu det gik fremad. De næste 13 år var mit arbejde bl.a. at undersøge om passagerer og lastvognchauffører, der ankom med færgerne fra Sverige, nu også havde husket at fortolde de indkøbte varer – i farten kan man jo komme til at glemme. Efterhånden som de små, lokale toldkontorer blev nedlagt, kom vi til at arbejde rundt langs hele Sjællands nordkyst. Også selve arbejdet ændrede sig. Til sidst skulle jeg på arbejde hver fjerde nat. Det var meget anstrengende. Det var, mens jeg arbejdede i Helsingør, jeg mødte Lis, som jeg blev gift med i 1964. Et af de sidste år, jeg var på Sjælland, kom min kollega og jeg en aften til Hundested Havn. Der var livlig aktivitet ved en af fiskerbådene. Det viste sig, at tre familier havde været på en tur til Helgoland, hvor de i rigeligt mål havde forsynet sig med tobak og spiritus. Desværre havde de glemt, at det skulle fortoldes. Vi havde radio i bilen, men den kunne ikke nå hovedkontoret, og assistance skulle vi have. Mens min kollega kørte op i byen for at finde en mønttelefon og ringe efter hjælp, stod jeg på havnen og snakkede hyggeligt med de seks smuglere. Heldigvis havde vi ikke nævnt, hvad sådan en tur med told og bøder kunne løbe op. Det var en meget ubehagelig ventetid. Mere end en gang strejfede den tanke mig, at det kunne ende med, jeg fik mig en ufrivillig svømmetur i havnen. Jeg var lettet, da hjælpen endelig nåede frem et par timer senere.

Som de fleste andre jyder, der var ansat i politiet- og toldvæsenet, havde jeg efterhånden et stærkt ønske om at vende tilbage til Jylland. Jeg fik tilbud om ansættelse i Grenå og i Herning, men først, da der blev en stilling ledig i Horsens, slog jeg til. Min moster, der var stedkendt, vidste, at en mindre ejendom på grund af ejerens død ville blive sat til salg. Vi købte den, og satte vi den i stand. Det har siden været vores hjem. Den 1. januar 1976 blev jeg overført til momskontrollen, hvor jeg skulle kontrollere forskellige virksomheders bogføring og regnskab. Det var et dejligt roligt arbejde med faste arbejdstider og ordnede forhold. Der arbejdede jeg til jeg den 1. juli 2002 havde 40 års jubilæum. Tre måneder senere gik jeg på pension.

Søndag den 15. marts 1959 blev min tvillingsøster og jeg konfirmeret i Sem Kirke af pastor Nørgaard fra Hem. Der blev holdt en stor konfirmationsfest samme dag i Sem Forsamlingshus med mange inviterede gæster: Familie, venner, præsten og lærerne fra henholdsvis Skrødstrup og Grove Skoler. Det var den gang kotume på landet, at præst og degn blev inviteret med til alle store begivenheder i familien – gad vide om de ikke, inden enden tog, blev godt trætte af al den suppe, steg og is, der blev serveret til alle store fester? Anna og jeg gik ud af skolen, da vi blev konfirmeret. Desværre var skolen den gang ikke min store lyst. Det blev den siden hen, men lad nu det ligge. Hjemme på Annexgården kunne Far godt bruge min hjælp, så jeg kom med i arbejdet i mark og stald et stykke tid.

En dag fortalte Bedstemor, Anna Svendsen, at hun havde talt med Line på Sembygård. Hun ville gerne, hvis jeg kunne komme ud og hjælpe hende lidt. Det blev til 10 dejlige måneder på Sembygård. Jeg blev rigtig forkælet. Om lørdagen, når sønnen, Søren Pedersen, havde været til marked i Randers, kom han altid hjem med chokolade og bananer til mig. Bananer kendte vi næsten ikke. De kunne i alle tilfælde ikke købes hos købmanden i Sem den gang.

Den 1. maj 1960 kom Anna og jeg på Mellerup Ungdomsskole. Desværre blev Anna syg og indlagt på Randers Centralsygehus få dage efter, vi var begyndt på skolen. Det betød, at hun måtte springe fra. Det betød også, at det faktisk var sidste gang, Anna og jeg fulgtes ad – i hvert fald i tvillingesammenhæng. Året efter var Anna på Mellerup Ungdomsskole alene. For mig var opholdet på Mellerup Ungdomsskole lidt af en omvæltning. Jeg måtte kun komme hjem hver anden weekend. Værre var det dog for andre af mine kammerater på skolen. De var så langt hjemmefra, at de slet ikke kunne rejse hjem i de seks måneder skoleopholdet varede – så jeg var alligevel privilegeret. Jeg var i øvrigt meget glad for efterskoleopholdet. Mens jeg var på efterskolen, havde Far fået den aftale med hr. Haulrik, der var direktør på korn-, foderstof- og kolonialforretningen, Fa. Frederik Johansen i Mariager, at jeg, når jeg kom hjem, skulle i lære på kontoret. Jeg havde selvfølgelig ytret ønske om at komme i lære på et kontor. I den tilhørende butik var der ansat mange unge mennesker, så der var liv og glade dage. Det var også i den periode, jeg fandt min livsledsager, Arne. Han var elektriker hos Harald Brandt i Kirkegade i Mariager.

I 1962 blev Arne optaget på Århus Teknikum for at blive uddannet som el-installatør. Jeg ville jo selvfølgelig gerne være i nærheden af ham, så jeg meldte mig til et tre måneders kursus i moderne husholdning på Århusegnens Husholdningsskole. Det blev nu ikke meget, Arne og jeg så til hinanden. Han skulle jo passe sit krævende studium, og på husholdningsskolen havde vi en meget bestemt forstanderinde, der ikke tog nogen chance. Hun forlangte, at kursisternes kærester sagde både goddag og farvel til hende. Det indbød ikke just til samvær hver aften. Det var irriterende, men det har sikkert været nødvendig for at holde disciplin, og hun har vel følt et ansvar for sine elever.

Den 17. maj 1963 blev jeg ringforlovet med Arne. Tiden i Århus var for mit vedkommende forbi. Jeg skulle ud og finde mig et job. I en annonce i Randers Dagblad, så jeg, at der var et svensk firma, som søgte personale til et kommende Tempo Supermarked i Randers. Jeg søgte et job som kassedame og blev antaget. Jeg var meget glad for arbejdet og beholdt det til midten af 1966. Arne, der i mellemtiden havde gjort sin uddannelse som el-installatør færdig, havde fået plads hos Harald Brandt i Mariager. Allerede i september 1964 var vi blevet gift i Sem Kirke. Året efter blev vores ældste søn, Torben, født, og i 1968 kom Flemming. Med to små børn var der pludselig blevet nok at se til. Arne og jeg blev enige om, at jeg skulle være hjemmegående. Det kunne lade sig gøre den gang, selv om vi lige havde bygget et nyt hus i True.

Jeg kunne sagtens finde mig til rette med at gå hjemme. Vi havde en stor have og et stort hus, og jeg syntes, at det var et privilegium selv at kunne passe sine børn. Tom, den yngste af vore tre børn, blev født i 1971. Da han var fyldt 1½ år, fik jeg to – tre fremmede børn i dagpleje frem til 1976. Efter jeg havde været hjemmegående i 10 år, traf jeg en dag, jeg var i Mariager for at handle ind, Kirstine Pedersen fra Sem. Hun var sygeplejerske på Mariager Plejehjem. Hun spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme til at arbejde i køkkenet på plejehjemmet. De manglede en medhjælper. Jeg slog til. Det blev til 23 gode år i køkkenet på Mariager Pleje-hjem. På grund af omstruktureringer lukkede køkkenet i 2000. Jeg havde allerede i august 1999 fået nyt arbejde i køkkenet på Pinsebevægelsens Efterskole i Mariager. Der var jeg et år.

Allerede i 1984 var vi flyttet fra True til Mariager, hvor alle i familien efterhånden havde deres daglige gøremål. Arne havde noget tidligere skiftet til sit nuværende job som overmontør ved Mariager Kommunes Rensningsanlæg.

I mange år havde jeg haft lyst til at forbedre mine skolekundskaber, så i august 2001 meldte jeg mig ind på VUC i Hobro. Det første år gik jeg til EDB og tysk. Det gik fint med at sidde på skolebænken, så da jeg havde muligheden for det, fortsatte jeg i 2002 med at tage tysk, engelsk og dansk på 10. klasses niveau. Sommeren 2003 bød på et job af et halvt års varighed. Jeg blev ansat på et værksted for psykisk syge mennesker i Randers. Det var et sted, jeg holdt meget af at være. Man bliver hele tiden mindet om, hvor godt man selv har det. Det var en meget givende periode. Mit arbejdsliv udenfor hjemmet er nu passe’. Jeg gik på efterløn i foråret 2005. Det er dejligt at have tid og overskud til mange ting – ikke mindst familien, der er forøget med tre svigerbørn og fire børnebørn.

Da jeg var lille, var der kun få børn på min alder i Sem. En gang imellem kom der et par tilflytterbørn, men de forsvandt som regel hurtigt igen. Jeg brugte meget af min tid til at tullede rundt i byen og snakke med folk. Mest tid brugte jeg nok hos bedstefar og bedstemor. Senere, da jeg fik lov til at cykle rundt, fandt jeg nogle legekammerater i Grove. Jeg legede også en del med børnene fra Sembro. Jeg glædede mig til at komme i skole og få nye kammerater. Både Grove og Skrødstrup Skole var for længst blevet nedlagt, så vi blev kørt med skolebus til Havndal Skole. Her opdagede jeg, at der faktisk var andre børn på landet, og jeg fandt hurtigt nogle kammerater i Edderup og Skrødstrup. Børnene fra Havndal og Udbyneder gik i a-klassen, mens vi andre kom i b-klassen. Ingen af os fra oplandet havde den store erfaring i at begå os blandt mange børn, så det store sammenhold var der ikke noget af. Det blev hurtigt til, at man kun havde to muligheder for at begå sig: At finde sin rang i en klike, eller stå alene udenfor. I så fald var det klogt, hvis tingene kørte op i skolegården, at gå en tur til gartneren – som solgte slik – og først komme tilbage, når det ringede ind. Man skulle i det hele taget være meget forsigtig med at vise, hvad man kunne – så var det klogere at spille dum. Klassens motto var: Succes er en god ting, men andres fiasko er ikke at foragte! Men det vidste jo allerede Axel Sandemose (Janteloven).

I 1986 blev jeg konfirmeret hos Pastor Juul i Hem. Man holdt ikke ungdomsgilder i hjemmene eller i forsamlingshuset mere. Man holdt blå mandag. Far og Mor mente, at det var nok at tage en tur til Randers, men Ålborg med Karolinelund og Jomfru Ane Gade trak lidt mere. En af mine skolekammeraters far var buschauffør på det tidspunkt. Det var ham, der kørte os til Ålborg og sørgede for, at vi kom godt hjem igen. Jeg havde fået godt 4.000 kr. i konfirmationsgave, så jeg syntes, jeg havde både råd og lov til at slå mig lidt løs. Indgangsbilletten til Karolinelund kostede vist nok 60 kr. og en tur i boomerang 25 kr. Vi fik også lidt at spise. Efter en tur i Jomfru Ane Gade, der også den gang havde forskellige arrangementer for konfirmander, endte det med, at jeg havde brugt omkring 500 kr. Men så havde jeg også købt en ny pung. Resten af pengene brugte jeg til at købe en brugt computer.

Da jeg i 1988 blev færdig med 9. klasse, var der ikke megen diskussion. Landmand var noget man ikke skulle blive, med mindre man insisterede kraftigt – og mine evner lå vist nok også et andet sted. Jeg havde klaret mig godt i skolen, og min interesse for teknik gjorde, at jeg havde lyst til at komme videre på en eller anden måde. Om det skulle føre til en videregående uddannelse, spekulerede jeg ikke på. Det lå så langt ude i fremtiden, at jeg lige så godt kunne tage et skridt af gangen. Gymnasiet skulle jeg igennem uanset hvad. Jeg valgte at tage til Hobro Gymnasium, hvor min storebror havde taget sin HF-eksamen to år tidligere. De følgende tre år var en dejlig tid præget af et tæt sammenhold og godt kammeratskab. Jeg oplevede lærere og kammerater, der kunne række en hjælpende hånd, når det var nødvendigt, opmuntre og glæde sig på andres vegne. Min matematiklærer havde opfundet sit eget karaktersystem. Skrev man med blyant, fik man 7, skrev man med kuglepen fik man 8, og skrev man skråskrift, fik man 9 eller 10. Det værste var, at det næsten altid passede. Det var også ham, der låste døren kl. 8.00, krydsede de tilstedeværende af i protokollen og låste op igen. Kun hvis man deltog i sociale arrangementer, som f.eks. den årlige skolekomedie, kunne der dispenseres. Da jeg i 1991 blev student, var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg ville. Årene på gymnasiet havde givet mig nye ideer, så jeg begyndte at læse fysik og kemi på Århus Universitet uden egentlig at vide, hvad det skulle føre til. Det første år gik med at lære, hvordan man studerer. Pludselig havde jeg selv hele ansvaret for at lære. Det var en brat og lidt hård omstilling. Efter det første år måtte jeg erkende, at fysik var for teoretisk for mig. Jeg valgte derfor at fokusere på kemien. I virkeligheden var fysik bare meget mere anderledes end forventet, og jeg har flere gange fortrudt fravalget.

Mine forældre havde hørt så meget dårligt om kollegier, at jeg først kom til at bo i et kælderværelse i Viby. Det var et rigtig dårligt valg. Det duer ikke at være isoleret fra andre mennesker, mens man studerer, men der gik næsten tre år, før jeg fandt et værelse i et ungdomsboligkompleks i Hasle. Her var jeg tættere på dem, jeg læste med, og det endte med, at jeg mødte Mette, der studerede historie og arabisk. Mens jeg læste i Århus, fik jeg arbejde på Sødisbakke i Mariager. I begyndelsen gjorde jeg rent, men senere blev jeg medhjælper på en af afdelingerne som weekendvagt. Det var nogen gange hårdt, men det betød, at jeg kunne forlade universitetet uden studiegæld. I 1997 kunne jeg kalde mig cand. scient. i kemi. Og hvad nu? Jeg kunne i princippet søge et hvilket som helst kemiker job, men min vejleder på Århus Universitet foreslog, at jeg skulle søge til Ålborg Universitet, hvor der måske var brug for en undervisningsassistent. Fik jeg stillingen, ville jeg måske på et senere tidspunkt få mulighed for at tage en Ph.d. grad, en mulighed, jeg ellers helt havde afskrevet. Jeg søgte og blev i første omgang ansat som amanuensis.

Det var dejligt at have et arbejde, men igen måtte jeg til at lære noget helt nyt – at undervise. Det tog godt et år, inden jeg nogenlunde var i stand til at tilrettelægge og fremlægge stoffet, så jeg i det mindste selv var tilfreds med resultatet. Da min ansættelse på Aalborg Universitet som udgangs-punkt kun var midlertidig, besluttede vi at blive boende i Århus, og i 1999, da Laura blev født, købte vi en grund og byggede hus i Harlev vest for Århus. Mette havde på det tidspunkt endelig fået arbejde som analytiker ved TDC. Indtil da havde hun været arbejdsløs i over et år. Jeg fortsatte på Aalborg Universitet og startede samme år på et treårigt Ph.d. studium. Siden jeg blev færdig med det, har jeg været ansat som adjunkt. Det er imidlertid usikkert, hvorvidt det varer ved. I dag kræver en fast stilling på et universitet, at der er mange studerende, og at der er nogen, der vil sponsorere ens projekter. Så hvor jeg er, og hvad jeg laver om to-tre år, har jeg ingen anelse om, men det involverer forhåbentlig en god del kemi.

Efter tre år i Grove Skole, der fungerede som forskole, gik jeg fire år i Skrødstrup Skole. Efter 7. klasse var det meningen, at jeg skulle fortsætte i Harboes Privatskole i Randers. I Skrødstrup sluttede skoleåret den gang 1. april, så jeg tyvstartedede i Randers i en syvendeklasse fra april til sommerferien. Det var en stor forandring. I Skrødstrup havde vi været 10 elever i klassen – i Randers var der 36! Det gjaldt dog ikke realklasserne. Privatskolen blev senere til Randers Realskole. Der gik jeg fra 1961 – 1964.

Efter realeksamen skulle jeg egentlig have været i handelslære, men da jeg tænkte på måske at blive lærer, gjaldt det jo bare om at blive gammel nok til at komme på seminariet. Mens jeg ventede på det, gik jeg tre år i gymnasiet på Randers Statsskole, ikke mindst takket være den på det tidspunkt vistnok nye ordning, som muligvis allerede dengang havde sit nuværende navn: Statens Uddannelsesstøtte. Uden den, havde min mor, der var enke, ikke haft råd til sådan en luksus, men nu endte det så med, at jeg også fik en studentereksamen. Seminarium kom jeg aldrig på. I stedet blev det til en universitetsuddannelse, som jeg i et par og 30 år alligevel har brugt til at være lærer. Det blev blot på et gymnasium i stedet for folkeskolen. I de seks år, hvor jeg først tog realeksamen og bagefter studentereksamen, boede jeg stadig hjemme i Sem. Selv om der gik megen tid med skolen – lektierne og ikke at forglemme transporten frem og tilbage mellem Sem og Randers, blev der alligevel tid til fritidsinteresser.

Jeg dyrkede forskellige sportsgrene. Fra 1963 skete det lokalt, idet Skrødstrup Idrætsforening blev dannet – jeg kan muligvis huske et enkelt år forkert. Drivkraften bag dannelsen af foreningen var Anders Møller. Så vidt jeg ved, er han stadig i bestyrelsen den dag i dag. I nogle år var jeg med i bestyrelsesarbejdet, så næsten al fritiden gik med sport, enten som udøver, leder, arrangør eller baneopkridter. Håndbold og fodbold var mine foretrukne idrætsgrene. Oprettelsen af Skrødstrup Idrætsforening betød meget for den lokale ungdom i den gamle Hem – Sem kommune. Den blev samlingspunkt for unge på tværs af sognegrænser og forskelligheder af enhver art.