På kirkegården i Solbjerg er der mange gode eksempler på gedigen stenhuggerarbejde såvel som smukke beplantninger – en god blanding af traditioner og nytænkning med såvel gamle som nyere gravstedsformer. Der er gravsteder, der virker pompøse – andre står som en kontrast hertil på grund af deres lidenhed eller indskrift. Kirkegården er på den måde en afspejling af ikke kun smag, men også hvor forskellige vi er. Men hver sten – bag hvert navn – hver ting – kendt eller ukendt , gemmer sig en historie – en anekdote. Bl.a. står en gammel blodbøg på Solbjerg kirkegård. Den blev for omkring 200 år siden sat på et gravsted over en af arbejderne fra godset Wiffertsholm . Han var omkommet ved en arbejdsulykke i godsets tilhørende skov og godsejeren havde da ladet plante en blodbøg på gravstedet,fra et frø fra skoven.

I dag er der ingen blodbøge tilbage i Wiffertsholms skove. Graven er for længst sløjfet. Stenen eksisterer ikke mere, måske stod der blot et lidet trækors, Selv navnet på den omkomne er gået tabt , men på kirkegården står stadig den gamle efterkommer af blodbøgene fra Wiffertsholm til minde om en tragisk arbejdsulykke og bøgen har vokset sig stor – og er vel det største og omfangrigeste gravminde i mange miles omkreds. Hvilket årstal denne ulykke fandt sted ved ingen nøjagtig og bliver vel ikke fundet rede på før træet ikke kan mere og man kan tælle træets årringe – forhåbentlig først om endnu mange år.

Menighedsrådet har ladet et nyt træ vokse op af et frø fra den gamle blodbøg , så der også langt ud i fremtiden vil stå en blodbøg på Solbjerg kirkegård. Det nye bøgetræ er plante på de anonymes gravplads i den sydøstlige del af kirkegården.

På samme plads – og som nær nabo er sat en fælles mindesten prydet med et enkelt kors . Denne sten har sin helt egen historie idet den er en sokkelsten fra den nedlagte kirke i Korup. Denne kirke og den tilhørende kirkegård blev i sidste. halvdel af 1900 tallet .”genfundet” og delvis udgravet og derefter igen tildækket, under ledelse af Aalborg Historiske Museum. Da Solbjerg menighedsråd ønskede at sætte en mindesten på de anonymes gravplads faldt tanken på Korups nedlagte kirke og om muligheden for en sokkelsten derfra.

Forhistorien om Korup kirke er kort og godt at landsbyen Korup, der hører under Solbjerg sogn, blev lagt helt øde i 1300 tallet , dels på grund af store sandstorme men ikke mindst den efterfølgende pest: “Den Sorte Død” , der hærgede egnen og landsbyen . I løbet af de følgende år gik kirken og kirkegården efterhånden i glemmebogen. Ødekirken svandt ind og forsvandt efterhånden helt fra jordens oveflade Der må dog må tilføjes at en del af gårdene i Korup den dag i dag bære præg af at ikke alt gik i gemmebogen. Træder man ind på en tilfældig gårdsplads i Korup falder blikket måske på gårdens smukke gamle veltilhugne trappesten , der bærer umistænkelige tegn på at stamme fra en kirkebygning – eller det kan være kampestensoverliggeren til døren blikket falder på . Her til kommer at en del udhusene i landsbyen er bygget af kløvede og tilhugne kampesten.

Under den gamle blodbøg står i dag mange af kirkegårdens gamle gravstene opstillet. De er alle fra kirkegårdens nedlagte gravsteder. Ideen til denne spicielle afdeling på kirkegården er kirkens graver Birger Pedersen. Han fandt det var synd og skam at de smukt tilhugne sten skulle ende i en stenknuser, ikke mindst på baggrund af hver sten – og hvert navn, der er hugget ind i stenene alle hver især representere en vigtig brik af Solbjerg sogns historie. De fleste besøgene på kirkegården skal som regel også en tur under bøgetræet. Det er ikke kun slægtsforskere, der har fået øje på denne historiske perle.

Afskrift af udateret avisudklip fra omkring år 1920.

Solbjerg Kirke ligger højt og ses langt bort, den har en mægtig Kæmpehøj ved sin Side og fra denne et Rundskue så vidt, som kun få aner, der ikke har iagttaget det. Her har sandsynligt i den hedenske Tid ligget et mægtigt Gudehov.

Kirken er uden arkitekttoniske Prydelser og uden spor af egentlig Bygningsstil, opført af hugne Kampesten. Murværket tyder på, at den er meget gammel; den har haft endnu en Indgang, som tydeligt ses paa nordre Side af Kvinderne. Dette stammer fra den katolske Tid og fra den Tid er tillige Skikken, at Kvinderne sidder adskilt fra Mændene i den nordlige Stolerække.

Kirken er lys og venlig med smukke Stjernehvælvinger. Under Altret har til 1816 været en åben Begravelse med nedgang til dette foran Altret. Der har været ophobet en Mængde Lig fra Wiffertsholm gennem Tiderne. Gravkammeret er rimeligvis først indrettet 1589 for Margrethe Wifferts første Mand, Enevold Sehested – død 8. Juni 1589 – Wiffertsholm er oprettet 1570 af Rigsraad Aksel Wiffert, men sit første Herskab fik Gaarden først, da ovennævnte Datter fik den i Arv. Hun blev gift 2den gang med Jørgen Urne.

I det lange Tidsrum, en 200 aar var altså det rigelige Kontingent af Døde afgivet Gravkammeret, men dette var blevt meget brøstfældigt og truede med at styrte sammen. En Foraarsdag nævnte Aar 1816 var Bønderne tilsagte at føre Opfylding til Gravhvælvingen, og denne Begivenhed havde samlet en hel Hob Mennesker som Tilskuere. Ligene blev først båret op – Kisterne var mestendels falden i Stykker, så Ligene blev baaret enkeltvis paa Hænder og lagt ud paa Græsset – de var balsamerede og hentørrede – dette under Latter og vittige Bemærkninger, og der blev udvist en mærkelig Raahed. Der kom et Lig af en stor og kraftig Mand; det blev stillet op og en Mand gav Liget en Ørefigen under paaskud af, at han havde været en rigtig Bondeplager.

Der var gravet en stor Fællesgrav nord for Kirken, og her blev Liget lagt ned , men uden Kiste eller andet Skjul og Graven fyldt op med Jord. Præstens (Pastor Lund) kone stod hos og undersøgte Arme og Fingre, det var jo ingen Nytte til at Smykkerne kom i Jorden., det var bedre at de kom de levende til gode. Der blev siden stor Sygdom i Præstens Familie og Folketroen havde sin mening herom.

Af Resterne af de svære Egekister lod Præsten lave en Kirkedør til Vaabenhuset . Den sad til for en 50 aar siden. Af Kistepladerne er der opbevaret en Del som giver nogle Oplysninger om enkelte af Gravkammerets Indvaanere, men der er uden tvivl gået en Del tabt. De opbevarede fandtes henslængt paa Kirkens Loft og Hvælvinger, men er nu opsat paa Egeplader og forgyldte og ophængt I Kirken . Der iblandt er flere Vaabenskjolde: Wiffert, Seefeld, Rud, Munk, Juel og fl. samt to prægtige Krucifiks.

Endvidere findes i Kirken lige ind for Indgangsdøren Levningerne af et gammelt Epitafium, som nu nærmest fremtræder som Maleri. Det har været meget større med fritstaaende, udskårne Figurer. Resterne fandtes også på loftet, men er nu istandsat på Nationalmuseets Foranstaltning af afdøde Professor Magnus Petersen. Det forestiller Enevold Seefeld og Hustry Anne Urne.

I en Række på hvert Side af Maleriet findes malede Vaabenskjolde: Enevold Seefelds 16 Aner, og ligeledes for Fru Anne Urnes Vedkommende.

Til et rent Adelsmærke hørte jo sådan et Antal tilbage. Anerækken giver et interessant Studium for en Heraldiker. Parret boede paa Wiffertsholm, Enevold Sehested stammede fra Refnes, og Anne Urne var Datter af Førnævnte, Margrethe Wiffert og Jørgen Urne. De ejede først Kjeldrup ved Viborg, men byttede med Svogeren Aksel Urne og Hustru Anne Rodsten, der havde fået Wiffertsholm ved Arv. Lydhimlen over Prædikestolen i Solbjerg Kirke er skænket af sidste to og har fået deres Navn samt årstallet 1622. Altertavlen er gammel, man ved ikke Alder og Giver, den er udskåret i renaissancestil og har haft et Maleri: Jesus indstifter den hellige Nadver. Men i stedet for restavrering blev dette overmalet med blå Maling efter Kirkesynets Bestemmelse for en 50 Aar siden.

Den bekendte Filur – Laurits Kjærulf paa Wiffertshom – død 1731, 81 Ar gammel og Hustru Karen Gesmann har sat sig flere Minder i Solbjerg Kirke, Således det smeddede Jerngitter med Adelsskjoldet i anledning til Parrets ophøjelse til Adelsstanden 1728. Rimeligvis er Altertavlen blevet istandsat ved samme lejlighed, forsynet med Malerriet, forsynet med Givernes Navne samt Indskriften: ”For påskelammets brug i gamle Testamente, har jesus selv indsat sit eget Sakramente. Her vi hans Legem nød, som led på Korset dødhertil det helige Blod, der af hans Side flød” . Men alt det er som sagt overmalet. De svære Malm – Alterstager på Altret bærer ingen Mærke. Døbefadet har et et Bomærke, et Tegn på, at det er skænket af en adelig.

Den store Kirkeklokke er meget gammel. Den bekendte Autoritet paa dette område, Arkitekt Uldall har fastslået, at den stammer fra Valdermar Sejrs Dage og er støbt I Nederlandene. Den er således en af de ældste i Danmark og har ringet til Glæde og Sorg i 700 aar. Ved den side hænger en lille Klokke, der bære Navnet: Margrethe Wiffert 1610. Kalk og Diske I Solbjerg Kirke er drevet Sølv, men har hverken Navn eller Mærke.

Pastor Jens Nielsen Horsens (1675-86)
Herr. Jens var meget omhyggelig med hvad han skrev i sin kirkebog, – og så havde han, som en pudsighed for vane ved eksempelvis dødsfald at tilføje en lille latinsk karakteristik af personer, der udmærkede sig i en eller anden retning . I 1678 skriver han således: ” D. 17. apr. Jordede her Bertel, præsten i Brøndum, me febri laborante (mens jeg lå syg af feber) – Søren Moustens hustru i Lille Brøndum, Anna Jensdatter, mulier satis honesta” (en særdeles hæderlig kvinde). Han skrev flere lignende passager i kirkebogen, der i øvrigt er den ældst bevaret i Bælum Det var dog ikke altid lovord Herr. Jens noterede med sin gåsefjer. Den 1-9-1678, da han havde begravet en gammel kvinde, Anne Rasmusdatter, tilføjede han: ” hujus fama non erat integra, nam artis magicæ aguebatur” (hvis rygte ikke var uplettet, thi hun beskyldtes for trolddomskunster.
Også sædeligheden har Herr. Jens nøje overvåget. Mandag efter Hellig Trefoldigheds søndag 1683 blev Maren Tordsdatter og Inger Jensdatter i Bælum kaldt til præstegården, hvor Herr. Jens tilspurgte Kirstine Sørensdatter i Lille Brøndum, om hun havde været med barn, som ord og rygte gik iblandt folk. Kirstine nægtede først. Herr. Jens forlangte da, de to tilkaldte dannekvinder skulle ”malke” hende. Denne malkeprøve bestod hun ikke, men slog fast, der ikke var røg uden brand.
Han holdt derefter strengt forhør og formanede hende til at bekende sandheden, Hun indrømmede under dette at have haft med mænd at bestille. Yderligere fortalte hun at hun nogle dage forud, – uden nogen vidste af det, havde født ”et misbyrd”, som dog ikke var i et barns lignelse. Kirstine Sørensdatters sag blev trukket ud, men da den atter kom for retten, blev hun dømt til at straffes på sin hals efter loven. Kirstine havde imidlertid taget de kloges parti ved at gøre sig usynlig.

Pastor Ove Lauritzen Helsted (1686-1719)
Herr. Ove var en særdeles fremsynende mand. Allerede året efter sin ordination i Solbjerg kirke erhvervede han kongelig brev fra Lauritz Kjærulff, Wiffertsholm på Solbjerg kirkes visse og uvisse indtægter (her menes kirketiende) for sig og sine efterfølgere, som der står skrevet. Kirken var herefter sognets præsters ejendom indtil den store kirkereform 1912.
Hvordan kirken kom i Herr. Oves besiddelse nævnes ikke. Det kan tænkes han har udnyttet sine gode forbindelser til biskop Søren Glud, Viborg, hos hvem han havde været amanuensis og hvis stift kirken hørte under.
En anden mulighed er, det er ham der ifølge folkemunde, har vundet den ved spil, og det må så være med Kjærulff `s yderst vidtløftige svigersønner, der mere eller mindre formøblede en del af deres svigerfars værdier. Kirken havde indtil da, siden reformationen været en del af godset Wiffertsholms ejendom.
I kirkebogen har Herr. Ove gjort denne triste tilførsel: ”Anno 1698 Tiirsdagen d. 26. July er en Synderinde Ved nafn Ane Torbensdatter som har tjent på Dragsgård for Kockepige og var bleven besofet og havde derefter myrdet hendes foster d. 3. May nest tilforn. Hun blev halshuggen Ved store Arden, og Kroppen kom i en høy og hovedet på stage.”

Michel Johansen Budtz (1719-70)
Som den foregående præst ejede herr. Michel, Solbjerg kirke med de dertil tilhørende rettigheder og pligter. At der ikke var et særlig godt forhold mellem Chr. Sørensen Testrup, der på det tidspunkt ejede Wiffertsholm og ham viser følgende eksempler:
I slutningen af 1749 havde herr. Michel besøg af kancellisekretær Lauritz Kierulf de Jespersen fra Høgholt i Vendsyssel. Han var kommet ridende til præstegården og medens han var inde hos præsten havde to mænd på vegne af herredsfoged Chr. Sørensen Testrup gjort arrest på Jespersens hoppe med tilhørende saddel, bidsel og stigbøjler og bortført den til Ravnborg i Solbjerg sogn. Her boede herredsfogedens bonde, Anders Nielsen, der havde begæret arresten, som et vederlag for 40 rdl. som Jespersen skyldte ham.
Der blev anlagt sag og prokurator Smidt, Aalborg mødte op i retten på Jespersens vegne. Smidt spurgte om Testrup selv var tilstede i præstegården. Herredsfogeden tilstod dette og han var der for at assistere sin bonde Anders Nielsen. Når hoppen var ført til Ravnborg var grunden at Budtz havde erklæret ikke at være ansvarlig for hoppen, da han havde lidet foder til sine egne bæster. Prokurator Smidt fandt dette svar var til for at løbe fra ansvaret.
Budtz tilbød at være ansvarlig for 10 rdl. – hvad hest og tilbehøret var vurderet til, men det fandt Testrup ikke var nok, med mindre Budtz ville være ansvarlig for hele beløbet, som Jespersen var Anders Nilsen skyldig. (Sagen blev indstævnet for landsretten i flg. Tingbogen).
Budtz fik senere igen at gøre med Testrup. Det drejede sig om stridigheder om Solbjerg kirke som Budtz jo ejede. Testrup klagede i 1756 over at tårnet var misligholdt og truede med at falde sammen, og forlangte han skulle lade det ombygge. Da han ikke fik et fyldestgørende svar stævnede han ham for Visborggårds birketing.
Budtz mødte ikke selv op , men sendte en karl med skriftlig besked, hvori han påstod ikke at eje kirken, hvilket ikke stemte overens med kendsgerningerne, så han måtte da også i lag med byggeriet.
Et par år senere klagede Testrup over at kirken ikke kunne rumme en tredjedel af sognets beboere, hvorfor han ønskede den udvidet. Præsten svarer ved at kræve syn. Synet vidner derefter at alt er i den skønneste orden, kun henligger på kirkegården en bunke grus fra det gamle tårn, der blev nedbrudt i 1758.
Efter dette følger en underdanig erklæring til stiftsøvrigheden fra herr. Budtz om Testrup ingen årsag har til at besvære sig, da han til dato ikke har boet på Wiffertsholm eller kommuniceret i kirken og han, Budtz til dato har holdt kirken ved lige og svaret både ordinaire og ekstraordinaire udgifter. Budtz tilføjer, han ifølge bevillingen af 1687 var forpligtiget til at holde kirken ved lige, ikke at bygge den større. (Man kan ane Testrup var misfornøjet over ikke selv at være ejer af kirken).
Pastor Budtz satte, foruden at bygge tårnet om et andet eftermæle over sig i Solbjerg kirke, nemlig den nuværende trappe til prædikestolen og de tilhørende billeder. Budtz vedblev at være sognets præst til sin død i 1770, 80 år gammel. På grund af sin alder havde han i de senere år holdt kapellaner, deriblandt hans søn.

Johan Michelsen Budtz (1756-60)
Herr. Johan var søn af Michel Budtz. Han var udset til at blive sin fars efterfølger i embedet og blev kaldet til at være sin fars ”adjunctus et successor i 1756 af major Høegh, Dalsgård. I starten af 1757, nærmere den 23-2. blev han ordineret af biskop Wøldike og var kapellan i omkring 4 år hos sin far indtil 1760, da han imidlertid blev ”removeret” fra embedet. Årsagen var for en af datidens gejstlige det usædvanlige, at hans hustru kom for tidligt i barselseng efter brylluppet – i dette tilfælde oven i købet ”alt for tidlig”.
Johan Budtz havde således forskertset, som der står, til udsigten at blive sin faders eftermand i embedet. I dette tilfælde var det ikke kun den kvindelige part der blev set skævt til. Han selv fik en disciplinær dom . Han fik dog oprejsning og blev allerede tre år efter, i 1763 udnævnt til sognepræst – dog ikke i Bælum og Solbjerg sogne.

Hans efterfølger i embedet Henrik Henriksen Munck blev kapellan i sognene allerede 27-8-1762. D. 8-11-1765 fik han konfirmation ( offentlig bekræftelse) som sognepræst i Skibsted – Lyngby, når dette blev ledigt, men vedblev som kapellan i Bælum og Solbjerg sogne til 1769 da han tiltrådte dette embede. Som hans efterfølger i stillingen hos Budtz tiltrådte Mouritz Sørensen Mørch samme år. To år senere, i 1771 fik han stilling som sognepræst i Kongerslev.

Efter Budtz`s død d. 10-8-1770, blev Balle Nicolai Hvidbjerg d. 12-9-1770 ordineret som sognepræst I Bælum og Solbjerg sogne. Den første visitatsberetning i 1772 lyder ikke godt. Det er biskop Rottbøll der nævner han ikke fandt ungdommen mådelig, så han måtte anbefale den gode mand at arbejde trolig med dens undervisningen og herefter at give skolevæsnet med opmuntring og flittig tilsyn nyt liv og drift.
I 1797 var provst Jungersen på besøg og han fandt præsten ”opbyggende ved en herlig tale, og ungdommen glædede med en ypperlig religions kundskab tale”.
To år senere gjorde biskop Tetens visit og han var ved dette besøg ikke særlig fornøjet, da han hos de unge fandt en aldeles forsømt ”catechisation” selv om præsten bestandig skal have prædiket selv og det ville være højst nødvendigt at den gamle og svage præst udsøger sig en duelig medhjælper i embedet.
I 1802 er sagen en helt anden. Her kvæder biskoppen en helt anden vise: ” Stor var min glæde, da jeg fandt den ønskeligste forbedring, den værdige overlærers (præstens) Gud ske tak! forandrede helbred og han har vist sig i trofast arbejde med catechisation og skoletilsyn…”.
På grund af Hvidbergs svagelighed blev Andreas Listo Høeg ansat som hans personlige kappelan fra 1802 til 1804. Han blev entlediget (fik sin afsked) i sidstnævnte år med 300 rdl i pension på grund af sygdom.
I en skrivelse af 18-4-1795 kan man i øvrigt læse Hvidbjerg da søgte at erhverve ejerskabet til Bælum kirke, hvilket også blev ham bevilget til en sum af 4900 rdl. I 1799 søgte han at afhænde den til kammerråd Gundorph, Dragsgård. Kancelliet får sagen til behandling, da biskoppen bliver i tvivl om lovligheden. Hvidberg havde imidlertid forregnet sig, da han ikke havde udstedt den forlangte panteobligation og derfor ikke var ejer af kirken.

Om pastor Niels Basse Lund (1804-40) fortælles bl.a. følgende: Folk var slemme til at stjæle i haverne. Pastor Lund havde ligefrem advaret fra prædikestolen mod denne uskik. Vel sagtens var årsagen at på det tidspunkt havde kun få grønsagshaver. En nat havde en tyv således været i hans egen have og stjålet en dusk purløg som hans kone endda holdt særdeles af. En krydderurt der vel da ikke var særlig almindelig. Tyven havde i sit hastværk glemt at lukke havelågen efter sig, så om morgenen fandt den kære præst snart ud af hvad der var foregået. Søndagen efter, da Lund havde holdt sin søndagsprædike, sagde han: ”Forleden nat har en ubuden gæst været på besøg i min have og stjålet min kones purløgsbusk og til vitterlig stod hullet åbent.”
Der skal tilføjes at herr. og fru Lund ikke var ubekendt med hvad der var af værdi, jfr. smykkerne fra krypten, – og kirkedøren han fik lavet af kisterne herfra.

Pastor Langhorn (1840-64)
Da Herr. Ludvig var præst var øl og brændevin billig, og blev også brugt i ny og næ til småfolk at falde i søvn på. Brændevin blev tilligemed brugt i mange andre sammenhænge, – som medicin, så for selv børn var alkohol ikke fremmed. Det var desuden nemt at skaffe og blev fremstillet på de fleste gårde, hvor råvarerne var lige ved hånden, selvom den fabrikation vel ikke lige var efter lovens bogstav.
En af hans konfirmander – en dreng, var måske blevet særlig glad for de våde varer for da han søndagen efter sin konfirmation første gang var til alters, stoppede han pastoren i udskænkningen af altervinen, der dengang foregik ved man drak direkte af alterkalken med ordene: “How, how, – e` så rask pastor Långhu`n a tøws do er wal fjæ`tte mæ vi`n, – a fek kap nok te min` huul tan.”

Pastor Frederik Adolph Christian Møller (1865-72)
Pastor Møller blev samme år som han blev ordineret som sognepræst I Bælum og Solbjerg sogne provst i Hellum – Hindsted herred.
Om ham fortælles han var en habil tilsynsmand med præster og lærere. Han udvirkede at det ”Testrupske” legat for hans to egne sogne fuldt ud blev uddelt efter testators bestemmelse.

Henrich Theodor Voss (1872-80)
Efter hvad der har kunnet efterspores gjorde han ingen væsen af sig. Han hørte til de stille i landet, som skrevet står.

Pastor Theodor Petersen (1881-91)
Han blev kaldet til Bælum og Solbjerg d. 17-8-1872 og den 8-?-1886 udnævnt til provst i herredet. Der fortælles om ham, han i sjældent grad var en mildt tænkende, tolerant og retsindig mand. Som provst var han især interesseret i kirkebygninger.

Pastor Richard Lauritz Jørgensen (1891-1903)
Kaldet til sognene d. 14-4-1891. og d. 21-11 året efter provst. Han var en meget virksom mand. På hans forslag blev der eksempelvis bestemt at der for hvert af de 6 sogne, der nød godt af der ”testrupske legat” skulle for fremtiden ydes et bestemt årligt bidrag til vedligeholdelse af slægten Testrups gravsteder på Testrup kirkegård.

Carl Vilhelm Bielefeldt (1903-06)
Gift d. 27-4-1889 med Agathe Kabell f. i Aalborg 26-11-1865, datter af proprietær til Hæstrupgård, senere tobaksfabrikant i København Søren A. C. Wilsbech Kabell og Laurine Marie Grønbech.
Bielefeldt var, som der fortælles i en af datidens aviser, en ivrig jægersmand; Forlydender herom var allerede ilet i forvejen inden han tiltrådte sin stilling, ligeledes han var en stor ynder af selskabslivets glæder blandt bønderne og andre i de højere samfundslag, derfor så man blandt disse med stor forventning frem til hans ankomst i de to sogne. Man havde ikke ligefrem været forvendt med en præst, der havde disse kvaliteter.
Det skulle vise sig han tiest var at træffe med geværet over skulderen. Hans jagtture kunne varer flere dage og nætter. Ja, under egnens talrige klapjagter kunne disse for ham strække sig over en hel uge. I disse tidsrum lod han selv konfirmander og kirkelige forretninger ligge og menigheden måtte så vente til han igen ankom til præstegåden.
Det hændte også man gav mindre ædle årsager til hans til tider lange fravær og man undrede sig meget over at andre præstefolk holdt sig borte fra selskabelighed samvær med Bielefeldt.
Hvad der imidlertid ikke var kendt på forhånd: han var stor ynder af kvindelig selskab. Hans jagtture udviklede sig kun ikke til at omfatte vildt i naturen. Således skal han, dog efter ubekræftede forlydender, været set på vej ind ad vinduet til datteren på en af de større gårde i Bælum en sommernat.
Bekendtskabet udviklede sig imidlertid, og han havde åbenbart lovet hende både guld og grønne skove og lovet de skulle rejse bort sammen, ja måske ligefrem stillet hende ægteskab i udsigt . Da han efter hendes mening trak sine løfter for længe ud stillede hun ham et ultimatum: En aften på et bestemt tidspunkt ville hun holde i en lukket ekvipage uden for præstegården; kom han ikke var deres forhold slut.
Det viste sig dog, videre ifølge kilderne, der kom ingen Bielefeldt, så hun måtte køre igen med uforettert sag.
Præstegerningen var åbenbar ikke ligefrem Bielefeldts kald. Menighedernes tålmodigheden med ham var dog stor, ikke mindst fordi han var en særdeles afholdt person man var meget ked af at miste.
Der skulle gå en rum tid for ham selv at nå til erkendelse af han ikke var en præstegerning værdig . Den tilkæmpede sig han dog.
Han søgte og fik sin afsked endog med pension d. 26-11-1906. Ved hans afskedsansøgning var vedlagt en erklæringer fra driftslæge Honisen, Terndrup og professor Freidenreich, København, der begge erklærede Bielefeldt overnervøs. Hans ægteskab ophævedes året efter og tre år efter, i 1910 blev han gift med datteren af den daværende proprietær på Dragsgård. Var det pigen i ekvipagen ??

Pastor Jacob Christian Becker (1907-41)
Pastor Becker blev kaldet som præst til de to sogne: Bælum og Solbjerg d. 28-4-1907 og blev udnævnt til provst i 1928. Han udførte denne sin gerning indtil 1941. Ud over at være præst var han meget aktiv på andre områder og havde sikkert også havde haft en finger på pulsen ved den store restaurering af Solbjerg kirke i 1927. Becker var ligeledes foregangsmand for at skaffe midler til at opføre en kirke i Korup. Uagtet, der blev samlet et betydelig beløb blev projektet opgivet efter hans død. Det indsamle beløb blev i stedet overgivet til et fond, hvis midler bliver brugt til forskønnelse af stiftes kirker Der ud over fandt han også tid til at skrive et par bøger: og var således en særdeles uhyre flittig mand på mange felter. Han undgik dog ikke i sin lange embedsperiode på hele 34 år, at der kom der en del anekdoter i omløb med ham som hovedperson – og alle med et humoristisk anstrøg. Beretninger, selvom de sikkert ikke altid var helt retvisende, så havde de dog alligevel utvivlsomt en gran af sandhed i sig. Det var bl.a. almindelig kendt han var ualmindelig nærig; herom fortælles følgende:
Pastor Becker gik meget op i præstegårdens dengang tilhørende landbrug og tog sin tørn i gårdens daglige arbejde. Gennem længere tid havde han klaret det meste arbejdet alene, men ansatte dog efter nogle år en fast medhjælp ved landbruget, men da Becker anskaffede sig en slåmaskine, mente han selv igen at kunne klare bl.a. korn- og høhøsten og spare dyre lønninger – derfor fik karlen sin afsked.
Der gik dog ikke lang tid, før der igen kom bud efter karlen, da Beckers nyindkøbte slåmaskine til hans store utilfredshed ikke fungerede, som den skulle. Da karlen ankom, kunne denne straks konstatere, at det eneste maskinen manglede, var en kniv. Da karlen havde monteret den , kunne Becker fortsætte arbejdet med et tilfredsstillende resultat, men karlen blev efter dette – som belønning, genansat med en betaling på den for pastor Becker svimlende sum på hele 85 øre pr. dag – endda plus kost. Han havde sikkert kviet sig.
Men med hensyn til kosten viste Becker sin virkelige sans for tingenes værdi. En af de første dage efter karlens genansættelse stod menuen på grønkål, og da de var helt friske – som præsten udtrykte sig, mente han ikke, der var behov for at servere flæsk til – det vankede dog dagen efter, men tredjedagen var det igen grønkål uden flæsk – for da serveredes der pandekager bagefter.
Når Becker forrettede gudstjeneste i Solbjerg kom han altid kørende standsmæssig i sin jumbe og altid kørte han ind på en bestemt gård, hvor hesten blev opstaldet. Nu var der kun det, at altid var det karlen på gården, der skulle tage imod hesten og give den foder og vand. Efterhånden blev denne ludked af dette ekstra arbejde, der søndag efter søndag blev ham pålagt, ikke mindst fordi Becker aldrig gav en lille erkendtlighed for ulejligheden . En søndag tog karlen sin gruelige hævn. Hesten blev, som vanligt var, sat på stald og fik det vand og foder, den havde behov for, men dens efterladenskaber blev af karlen omhyggeligt samlet sammen og lagt i en gammel kornsæk og anbragt på præstens sæde – under køreslaget. Becker roste karlen for sin omsorg for ham , da han kom tilbage efter kirkegangen, og et ekstra venligt nik ofrede han ham, da han mærkede det opvarmede sæde,.. Becker var således yderst tilfreds med hele dagen, da han kom hjem til præstegården, ja i et overstadig humør. Men hans husholder klagede over en underlig lugt, ved han ankomst – en lugt der tydeligvis kom fra Becker, og hun opdagede snart hans præstekjole havde en stor plamage bag på. Da forstod han, hvor varmen på sædet stammede fra. Efter denne episode var det sidste gang han lod sin hest opstalde på denne gård. Becker fandt selv en anden i byen, hvor han følte sig mere velkommen.