Tag: Bellinge

Bofællesskabet Bondebjerget

Bofællesskabet Bondebjerget med 80 boliger samt 4 fælles-huse blev befolket i perioden 1/10 1982 – 1/7 1983. Bofælles-skabstanken var på dette tidspunkt på sit højeste. Danmark var faktisk pioner på området, men idéen spredte sig til andre lande. Der blev således her i landet etableret 38 bofælles-skaber i perioden 1972 til 1986. I dag er der, mig bekendt, kun tale om oprettelse af ældrebofællesskaber.

Bondebjerget adskiller sig dog på flere områder fra andre. Dels er det landets største og dels er det bygget som alment boligbyggeri. Langt størstedelen af de øvrige er privatejede – der er kun tale om en to-tre stykke, der som Bondebjerget er på lejebasis.

Forhistorien bag bebyggelsen adskiller sig også væsentligt fra andre af slagsen.

Grundidéen opstod i starten af 1979 i Odense Andels Boligforenings afd. 17, Åhaven beliggende mellem Bellinge og Dyrup. Denne er en meget stor afdeling med 362 boliger. En af de større boliger var overtaget af afdelingen og indrettet som fælleshus. Grundet bebyggelsens størrelse blev det dog især benyttet af de beboere, som boede i nærområdet. Åhaven havde på det tidspunkt store problemer med indeklimaet i boligerne, og en stor del af beboerne var plaget af allergi gener. En gruppe på godt en halv snes husstande overvejede derfor kraftigt at flytte fra bebyggelsen. Hertil kom, at de ikke følte det sociale liv i afdelingen inspirerende. Men da det både var samhørighedsfølelse, ønske om det fælles hus, som de benyttede meget, samt ønske om at bevare tilknytningen til Bellingeskolen, hvor en del havde børn som elever, var boligalternativet ikke til stede. Tanker om køb af grund og opførelse af bofællesskab med 16 boliger blev forkastet af økonomiske årsager.

Et andet sted i bebyggelsen boede en del personer med tilknytning til bofællesskabet ”Drejerbanken” i Skalbjerg. Der opstod kontakt mellem disse to grupperinger og visionerne blev mere strukturerede. Også erfaringer fra en ølejr på Lyø, som havde haft temaet ”Alternative boformer” var med til at præge debatten.

Resultatet var, at en arbejdsgruppe blev nedsat. En af nytilkommerne, ingeniør Willy Mortensen, med erfaring i byggesager blev primus motor i den nye arbejdsgruppe. Der blev taget kontakt til Odense Andels Boligforening, som var positivt indstillet på tanken om at etablere et bofællesskab i området.

Arbejdsgruppen foreslog et areal, ejet af Odense Kommune, beliggende hvor Lettebækvej udspringer fra Fåborgvej. Da dette område var planlagt udstykket til 16 parcelhusgrunde anbefalede arbejdsgruppen et bofællesskab på 20 boliger samt et fælleshus på samme areal.

Odense Kommune var dog ikke indstillet på at afhænde grunden til dette formål. Derimod kunne boligforeningen oplyse, at gartner Alfred Pedersen overvejede at tilbyde foreningen det ca. 40.000 m2 store areal beliggende over for Bellingeskolen. Tidsmæssigt befinder vi os nu ved årsskiftet 1979-80.

Arbejdsgruppen foreslog køb af en del af arealet, hvilket Alfred Pedersen afslog: Der var tale om alt eller intet. Der opstod et dilemma. Hvis boligforeningen købte området og 25% blev udlagt til bofællesskab, medens resten blev anvendt til anden type byggeri, ville helheden blive en selvstændig afdeling under boligforeningen. Hermed ville bofællesskabet komme i klartmindretal. Samtidig med dette skulle der vælges en arkitekt for det kommende byggeri, hvad dette så ellers måtte blive. Boligforeningen havde et forslag, men bøjede sig for arbejdsgruppens ønske om at indkalde flere. Efter møde med disse var arbejdsgruppens valg Sten Holbæk og Fælles-tegnestuen. Der var ganske vist tale om en arkitekt med større erfaring i hospitalsbyggeri end i boligbyggeri, men han havde dels tæt kontakt til ”Drejerbanken”, samt stor interesse i bofællesskabstanken. Det lykkedes arbejdsgruppen at over-tale boligforeningen til at acceptere dette valg.

Arkitekten foreslog arbejdsgruppen at udvide grundlaget, overtage hele grunden og arbejde ud fra en idé om 4 grupper á 20 boliger med hver sit fælleshus. Det endte, som ses, med denne løsning.

Hermed var startskuddet givet for en meget stor opgave. Boligforeningen havde givet grønt lys for en ekstrem stor beboerindflydelse. Pludselig skulle der, i samarbejde med arkitekten, udarbejdes boligstørrelser, design og indretning. Eksempelvis spørgsmålet om fælleshusets placering. Skulle det ligge centralt eller mere perifert? Og ikke mindst: Hvordan finder vi de mennesker, der har interesse i denne boligform og kan udfylde de 60 ekstra boliger, der pludselig er kommet på banen.

Mange initiativer blev startet, lige fra mund til mund metoden til propagandamateriale udlagt på biblioteker m.m. samt afholdelse af informationsmøder bl.a. på ”Badstuen” i Odense.

Da bofællesskaber var en del af tidens trend var der mange interesserede. Og opgaver til mange.

Der skulle udarbejdes vedtægter og retningslinier, så ansøgere vidste, hvad de gik ind til, der skulle nedsættes et forretningsudvalg til overordnet styring og der skulle etableres en gruppe til styring af ventelister og indpasning af kommende indflyttere. Andre arbejdede med indretning af fælleshuse og hvordan dette skulle finansieres, andre igen med teknik og energi.

Boligministeriet måtte inddrages for at give dispensation for almindelig udlejning og mulighed for at en gruppe kunne overtage udlejningsret og ventelistestyring.

Samtidig kom ændrede forslag fra arkitekt og design jævnligt på banen. For at fastholde folk, som ikke lige deltog i arbejdsgrupper, men var interesserede i stedet, blev der ca. hver anden måned afholdt stormøder til orientering om udviklingen. Dette har i øvrigt medført, at en general-forsamling, som i boligforeningsregi hedder afdelingsmøde, hos os stadig hedder stormøde. Det var allerede på dette tidspunkt, at det blev besluttet, at viceværtsarbejdet skulle udføres af beboerne selv. For at dette kunne fungere, blev der udformet et tillæg til lejekontrakten, som stadig anvendes, hvor man skriver under på, at der er forpligtelser til at deltage aktivt i afdelingens arbejdsopgaver.

Efterhånden blev boligstørrelser og placering fastlagt, og der begyndte at komme beboernavne på de enkelte boliger. Kort sagt, grupperne begyndte at etablere sig, om end kun på papiret. Der var dog, naturligvis, nogle der valgte at udtræde fra ventelisten og andre som dermed rykkede op.

Samtidig blev samarbejdet med arkitekten mere intenst. Sten Holbæk havde stor opmærksomhed på ønsker om boligindretning og bidrog selv med en mængde kreativitet. Det blev en unik mulighed for beboerne i alment byggeri til selv at skabe deres bolig. Dette skulle selvfølgelig koordineres, så boligerne som basis blev bygget på faste moduler. Resultatet blev 2 modultyper, som går igen i boliger af skiftende størrelse, fra 58 m2 til 112 m2.

Efterhånden som planlægningen skred fremad og økonomien skulle på plads, måtte en del ønsker dog skrinlægges, bl.a. brændeovn i alle boliger og altaner på nogle hustyper.

Omkring dette tidspunkt var de enkelte bogrupper så fastlagte, at de begyndte at afholde deres egne møder og drøfte fremtidig struktur, og der lå stadig meget arbejde i at holde styr på nye ventelistemedlemmer, finde egnede emner til ubesatte boliger samt finde ud af, hvem der ikke længere var interesserede.

Kun enkelte har været nævnt ved navn, men mange andre lagde et stort arbejde og megen entusiasme i projektet. Uden dem havde det hele snublet i startfasen.

Da ”arbejdsnavnet” Bofællesskabet Bellinge ikke havde den store klang, blev et af de nye stridspunkter at finde navn til barnet. Adskillige forslag blev bragt på banen, såsom ”Firkløveret”, ”Mariehønen”, ”Humlen”. Der var flertal for det sidste, og sådan hed det en kort stund, men det blev heldigvis underkendt af Odense Kommune. En daværende viceskole-inspektør på Bellingeskolen, medlem af Bellinge lokal-historiske Forening, foreslog Bondebjerget, som jo har lokalhistorisk betydning. Ganske vist er dette ikke det originale Bondebjerg men dog nabo, så historisk set har de vel trampet lidt på stedet. Navnet blev derfor valgt. Desværre nægtede postvæsenet at lade navnet blive postadresse, så det endte jo med det grusomt besværlige Sædekildegårdvej.

Omsider var stedet indflytningsklart om end kun delvis. Der blev således indflytning i grupper på 10 boliger ad gangen. Forløbet havde opstart 1/10 1982 og afslutning 1/1 1983. Dette gjaldt dog kun for 3 af grupperne. Den sidste, gruppe 4, måtte afvente dispensation for opførelse, idet der var usikkerhed vedrørende endelig placering af det, som på det tidspunkt, kom til at hedde ”Ny Assensvej”. Problemerne blev løst, og den sidste gruppe var klar til indflytning i juni 1983.

Som tidligere nævnt havde en dispensation fra Bolig-ministeriet givet mulighed for selv at styre ventelister samt anvisningsret til boliger for førstegangslejere. Dette selvfølgelig ment som en nødvendig erkendelse af de specielle problemer omkring etablering af et bofællesskab.

Som anvisningsretten overgik til boligforeningens udlejnings-afdeling, overgik også den overordnede styring fra forretnings-udvalget til den nyoprettede afdelingsbestyrelse, som da såvel som grupperne, fik nok at se til. Den rinder i hu, den gamle talemåde: ”Et er søkort at forstå, et andet er skib at føre”. Og det må nok erkendes, at på mange måder blev det en sejlads på oprørt hav.

Dels var det en afdelingsbestyrelse, som var ganske uerfaren. Men der var samtidig fire autonome grupper, som heller ikke havde erfaring i denne boform, så stille gik det ikke af. Hertil kommer, at grupperne fra starten var vidt forskellige. Gr. 1´s beboere var i hovedsagen de oprindelige idéfolk, der havde været med gennem hele processen, kendte hinanden og var vant til at arbejde sammen. De blev derfor på mange måder toneangivende for hele afdelingen om end ikke altid lige populære i samme. Det skal dog indskydes, at denne gruppe i 15 år havde den laveste fraflytningsrate for hele afdelingen, så flyttede de godt nok alle sammen inden for få år. Igen en talemåde: ”Når en tave knækker, springer tovet”.

For gruppe 2´s vedkommende var situationen en anden. Her kendte kun få hinanden fra optaktsfasen, havde ikke deltaget i planlægningsperioden og kom derfor med mere forskellige forestillinger om at bo i bofællesskab. Dette medførte flere års problemer, udflytninger og klikedannelser, hvor kun fælles-spisningerne var et samlingspunkt.

Heller ikke gruppe 3 havde været repræsenteret i planlægningsgruppen, men havde været stærkt inde i optaktsfasen. Hertil kom at en god del havde erfaring fra politisk græsrodsarbejde og dermed kendskab til hinanden og til organiseret arbejde. Gruppen blev derfor hurtigt velfungerende, om end ofte uenig med helheden.
Da gruppe 4 omsider kom til, mere end 6 mdr. efter den store indflytning, var det igen med personer, som dels ikke kendte hinanden og dels mødt af noget, som virkede etableret. Dette var uden tvivl medvirkende til gruppens i starten store udflytningsprocent. Alt for mange var flyttet ind helt uden at vide, hvad der ventede dem. Erfaringer fra andre, og mindre, bofællesskaber har vist, at begyndelsen ofte er svær. Den blev givetvis ikke lettere af, at Bondebjerget rummer mere end 250 individer. Det skal dog nævnes, at allerede i slutningen af 1984 udkom det første beboerblad med navnet ”Bondebjergavisen”. Navnet blev kvalt ved fødslen, og allerede i starten af 1985 udkom bladet under navnet ”Sigurd – bare jeg var en tegneserie”. Navnet kom fra en børneudsendelse på TV og har hængt ved siden. Bladet udkommer stadig, periodisk. Perioderne er ind imellem meget lange.

Bortset fra 1987, et år med stor panik grundet en 15% huslejestigning og derfor forslag om frasalg af friarealer til såvel ungdomsboliger som motionscenter, er årene jo gået. Og endda rimeligt godt.

Meget er slidt, bygningerne koster mere i vedligeholdelse, køkkeninventaret er ikke længere moderne. Men mest af alt er holdningerne slidte. Fraflytningsprocenten er steget de seneste år og færre står på venteliste til et bofællesskab. Indflytningspotentialet har flyttet sig fra par med børn til især enlige mødre. Selvfølgelig kommer der nyindflyttere med lyst og ydeevne, men mange kommer med ønske om at modtage og finde aflastning uden tanke for at skulle yde en indsats for fællesskabet.

Der er, givetvis, nye idéer på vej. Bofællesskabstanken kan rumme så meget, det nye mangler bare formulering. Bondebjerget rummer vidunderlige muligheder for børn, omgivelsesmæssigt såvel som kontaktmæssigt. Det samme for voksne, hvis de, som børn, tør bruge det.
Det må erkendes, at flere grupper har mangel på fælles-spisninger, at infrastrukturen halter, at der er stor inaktivitet og at opgaver såsom snerydning må overdrages til firmaer. Og der er stadig store forskelle grupperne imellem. Nogle vælger således at blive boende på stedet, men flytter til en anden gruppe. Men vi er da også nogle, der ikke kunne forestille os en anden boform.

Et citat fra en amerikansk bog om bofællesskaber i Danmark rammer ret præcist, hvad det hele drejer sig om: ”Når jeg kommer hjem fra arbejde, køber jeg ind, medens min mand henter børnene i dagplejen. Så snart vi er hjemme, skal der laves mad, gøres rent og spises. Bagefter skal børnene i seng. Vi har aldrig tid til hinanden og da slet ikke til andre. Der må da kunne findes en bedre måde”. Det er jo det, vi stadig, mere end 20 år efter ”fødslen” stadig arbejder på.

10. maj 2012
Rasmus Rask-Skolen 50 år

I 1950’erne og 60’erne var der gang i skolebyggeriet i hele landet. De gamle skoler var blevet for små og kunne ikke længere imødekomme kravene om længere skolegang i tidssvarende faglokaler.
De to rytterskoler i Brænde-kilde og Bellinge var også pressede. F.eks. fortæller Tage Rasmussen, nuværende bestyrelsesmedlem i Lokalhistorisk Forening, at han i 1958 gik i første klasse i Bellinge Forsamlingshus samt Bellinge gamle skole. I 1959 gik han i anden klasse i Brændekilde Forsamlingshus i stuen på 1. sal, i 1960 3. klasse i Brændekilde gamle Rytterskole og 1961 – 68 Rasmus Rask-Skolen.
Sognerådet i Brændekilde- Bellinge var klar over pladsproblemerne og havde allerede under besættelsen erhvervet jord til en ny skole, som skulle rumme eleverne fra 3. klasse og opefter. De gamle skoler skulle så tage sig af de mindre elever.
Byggeprojektet med Bellinge Centralskole blev imidlertid forsinket, og det muliggjorde, at man med det samme kunne tilpasse det nye byggeri til en købstadsordnet skole med overbygning for 8. og 9. klasse samt en realskoleafdeling med tidssvarende faglokaler.
Det første store parcelhus-byggeri begyndte også på det tidspunkt, idet der på Harald Plovgaards jord skulle bygges 150 huse. Ved den planlagte centralskole sikrede kommunen sig 4 tdr. land jord til udvidelse hos gårdejer Harald Kildemose.

Den nye skole klar
Skolebyggeriet gik i gang, og allerede i 1961 blev dele af skolen, som var færdig-bygget, taget i brug. Skolens første inspektør, Johannes Baltsersen, udtrykte, at man satte spor i frisk cement.
Skolen stod færdig den 20. juni 1961, og fik navnet Rasmus Rask-Skolen efter vores berømte sprogforsker fra det gamle skrædderhus i Brændekilde. Ved huset er der rejst en mindesten for ham.
Rasmus Rask foretog lange rejser, hvor han studerede sprog. Han var ekspert i nordiske og orientalske sprog, og det siges, at han beherskede 55 sprog. Han blev tilbudt et professorat ved universitetet i Edinburg, som han afslog, men det var ved den lejlighed, at han fremførte den ofte citerede sentens: ”Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette.”
Det er dermed både et flot og forpligtende navn skolen har fået.

Indvielse
Skolen havde ved indvielsen 240 elever, og 14 hvidklædte piger bar Dannebrog hen til flagstangen, hvor det, som elevernes gave til den nye skole, blev hejst. Der blev holdt mange taler, og Tage Rasmussen har fortalt, at det efter elevernes mening tog en evighed. Dengang stod man nemlig opmarcheret i rækker og lyttede mere eller mindre andægtigt til de mange bevingede ord.
Sognerådsformand Poul Nielsen var naturligvis primus motor, og han sagde bl.a.: ”Der rejser sig i denne tid en lang række skoler, hvor I børn kan hente klogskab, men vi rejser dem også, for at vi stadig kan bevare den kultur, vi har, og som har gjort Danmarks navn kendt ude i verden. Det er derfor mit håb, at denne skole ikke blot bliver et sted, hvor I kan lære at læse og regne, men også et sted, hvor I kan hente de livsværdier, uden hvilke livet ikke er meget værd.”
Der blev endvidere holdt taler af skolens arkitekt, J. P. Nielsen, stiftamtmand Høirup, skoleinspektør Johs. Baltsersen, amtsskolekonsulent Viggo Land, pastor Axel B. Hansen samt flere endnu, så jeg forstår godt, at Tage syntes, at det var en noget lang affære.
Efter talerne havde gæsterne lejlighed til at besigtige det fine byggeri, som rummede 12 normalklasser foruden alle nødvendige faglokaler, som f.eks. fysik, sløjd, hjem-kundskab og gymnastik, en aula, kontorer, lærerværelse og bibliotek.
Skolebyggeriet kostede ca. 1,5 mio. kr. og skolen havde plads til 240 elever, men byggeriet i Bellinge fortsatte, og allerede i 1967, da jeg selv blev ansat ved skolen, var der begyndende pladsproblemer pga. mange nye elever.
Allerede her var en skitseret udvidelsesplan klar med plads til 30 normalklasser og 700 elever. Denne blev desværre, i hvert fald set med mine øjne, aldrig realiseret, for efter kommunesammenlægningen med Odense var det som om, vi blev glemt. Man kunne i øvrigt heller ikke i det bureaukrati, som dengang herskede mellem de forskellige magistratsafdelinger i Odense, blive enige om hvem der skulle bestemme over det nye fritidsafsnit, der som noget helt nyt var indtegnet i skitseplanerne.

Voksende elevtal
Dette betød, at skolen med det støt voksende elevtal fik store problemer med at huse alle elever, så ledige gangarealer, skolens aula, fem lærerboliger, kælderlokaler, en pavillon, H lokalerne, kantinen samt Bellinge forsamlingshus blev i perioder taget i anvendelse.
Skolen blev i årene fra 1967 – 1982 udvidet. I aug. 1967 blev en ny fløj (D fløjen) med 7 klasselokaler samt ungdoms-skolelokale taget i brug. Okt. 1971 blev hallen indviet. Aug. 1977 blev A fløjen taget i brug samtidig med nyt bibliotek, formningslokale, sløjd samt motorlærelokale. 1981 indviedes nyt fritidsafsnit med lokaler til BBB og BIF samt kantine og H lokaler og i maj 1987 blev ny skolefritids-ordning taget i brug.
I mine første år som lærer, oplevede jeg, hvor fantastisk det er at have nære relationer til de politikere, som bevilger penge til skolens drift. Vi havde et rigtig godt forhold til og samarbejde med skolekommissionen og kendte ”sogne-rødderne”. De kendte os, besøgte os og var altid lydhøre overfor ønsker fra skolen, hvis de kunne begrundes fornuftigt.

Nye tider
Den virkelighed forsvandt prompte, da vi ved kommunesammenlægningen i 1973 blev underlagt Odense Skolevæsen. Vi følte reelt, vi blev glemt, og alle udvidelses-planer gik jo også i stå i flere år, men det gjorde som før nævnt elevtilgangen ikke. I 1976 gik der således 746 elever på skolen. Det skal også nævnes, at vi modtog Brylles ældste elever indtil 1972, at vi havde hjælpe skoleelever i 4 klasser fra 1966–77, og at der startede børnehaveklasser i 1973.
Det var naturligvis vanskelige kår for både elever og lærere. Vi havde trange kår, men vi havde rigtig gode elever, og forældrene var fornuftige og forstående, så når jeg således tænker tilbage på de 36 år, jeg har været ansat på skolen, er det med stor taknemmelighed over, at det efter min egen opfattelse er forløbet godt.
Forældrene var som før omtalt fornuftige, men de stillede også krav, og de harmonerede fint med de fleste læreres holdning til undervisningen. De ønskede høje faglige mål, men de havde også sans for, at eleverne skulle undervises på et sted med gode og trygge rammer.
Jeg tror, at de fleste lærere levede op til mit eget motto, som er Rasmus Rasks lidt omformuleret. ”Din skole skylder du alt, hvad du kan udrette”.
Nu kan dette lyde, som om alt har været rosenrødt, og det er naturligvis ikke rigtigt. Vi har også på skolen oplevet dalende popularitet. Mange forældre var i nogle år ikke tilfredse med skolen, da det først i 70- erne blev udmeldt, at man ønskede kollektiv ledelse. Mange lærere var da heller ikke enige i dette og kommunalbestyrelsen (sognerådet) følte sig ført bag lyset. Der gik mindst 3 – 4 år inden vi, set med subjektive øjne, havde genvundet vores gode renomme.

Krisetider
Vi har også oplevet krisetider på skolen, f.eks. da skole-kommissionen foranlediget af byrådet i Odense i okt. 1981 meldte ud at Rasmus Rask-Skolen enten skulle lukkes eller overgå til at være ensporet skole.
Politisk forholdt det sig således, at socialdemokratiet og SF ønskede Bellingeskolen bevaret, mens det modsatte var tilfældet med venstre og de konservative.
På skolen nedsatte vi et udvalg, som hele tiden skulle være på forkant med debatten. Jeg var selv det ene medlem, mens de andre var fra vores skolenævn, og de var virkelig både hårdtarbejdende og dygtige.
Der blev også indkaldt til stormøde, hvor vore forældre kunne møde involverede politikere og embedsmænd. Mange forældre var rasende, og politikerne, som ønskede skolen lukket havde svært ved at forsvare sig. Som et kuriosum kan nævnes, at en af de politikere, som ønskede skolen lukket kom noget for sent til mødet. Vedkommende kunne ikke finde, hvor skolen lå. Det hele endte dog med, at skolen overlevede, og får således lov til at fejre 50 års jubilæum i 2011.
Når man, som jeg, har været ansat så mange år på samme arbejdsplads kender man både styrker og svagheder. Træerne gror jo aldrig ind i himlen, og det tog f.eks. for lang tid, inden alle lærere accepterede de kvaliteter en skolefritids-ordning har og begyndte at samarbejde med pædagogerne.

Traditioner på skolen
En god ting er de traditioner, som skolen gennem årene har opbygget. Mange af jer har sikkert været til den årlige skolefest med skolekomedie, nogle har måske været til luciaoptog og andre har sikkert været med til afslutninger på emneuger, hvor eleverne virkelig har udfoldet sig.
Samarbejdet med det omgivende samfund betyder også meget. BBB og BIF har altid været nært knyttet til skolen og dens elever, og dertil kommer utallige andre, som benytter skolen efter skoletid ikke mindst pensionisterne. De har altid været meget værdsat og har benyttet skolens lokaler, også i skoletiden både med sløjd, skolekøkken og gymnastik.
Lokalhistorisk Arkiv må selvfølgelig også nævnes, da det jo havde til huse på skolen i flere år, selvom det var under lidt trange kår.

Skoleudflugter
Skolens elever har jo ikke som Rasmus Kristian Rask rejst den halve verden rundt og studeret sprog, men de har været på rigtig mange ture. Allerede i 1964 blev Bornholm og Lapland besigtiget, og derefter gik det slag i slag. For blot at nævne nogle. Slesvig-Holsten, Berlin, Skotland, Rom, Holland, Østrig, Norge, Sverige, Island og Færøerne. Ikke mindst i de nordiske lande er der opstået mange venskaber og kontakter, og så er der naturligvis et sted, som ikke må glemmes, Fanø.
Ja jeg kunne sikkert blive ved med at skrive længe endnu, men jeg vil slutte med lidt faktuelle ting fra skolen.
Der er i dag (okt. 2011) 411 elever på skolen, der er 27 lærere, 12 pædagoger og pædagogmedhjælpere, 1 sekretær, 1 pedel, 1 vice-skoleleder og en skoleleder.
Skolelederen er ansat i år og hedder Kurt Grønning Nygaard Larsen og viceskolelederen som afløste mig 2003 hedder Lasse Bach Sørensen.
Jeg siger på forhånd et stort til lykke med de 50 år til Rasmus Rask-Skolen og ønsker alt det bedste i fremtiden for min gamle skole.

10. maj 2012
Bellinge Brugsforening omkring 1960

Jeg, Ellen Hansen, tidligere Tukjær, kom i Brugsen i august 1957, var udlært tre år senere og blev der til maj 1961 og var tilbage en kort tid i slutningen af 1964.
I 1957 havde jeg en kusine, som var i Brugsen. Igennem hende fik jeg at vide, at de kunne bruge en lærling. Jeg kontaktede uddeler Olaf Bech og fik lærepladsen.
Lærepladsen blev med kost og logi. Lønnen var det første år ca. 125 kr. om måneden, når kost og logi var betalt. Af dette beløb skulle der betales skat. Det var inden kildeskatten blev indført. Mit værelse var uden varme, og badeværelse fandtes der heller ikke, så det var et fad vand med op på værelset og så etagevask. Om aftenen var jeg velkommen til at være i uddelerens stue. Uddeler Bech var blevet alene nogle år tidligere og havde ansat en husbestyrerinde til at tage sig af den daglige husførelse. Bech havde to børn, en voksen søn, Preben, og en ukonfirmeret datter, Elsebeth.
Maden, vi fik, var almindelig god dansk og veltillavet. Om lørdagen fik vi som regel øllebrød og pandekager.
Om vinteren var det som lærling mit arbejde at tænde op i kakkelovnen i butikken. Den kunne godt drille, så det var tit middag, inden der var bare lidt varme. Vi var heller ikke så forvænte med varme, som vi er blevet til gennem årene.

Dagligdagen i Brugsen
Hverdagen i butikken var meget anderledes, end den vi kender i dag. Varesortimentet ligeså. Mange varer fik vi hjem i løs vægt, og vejede så af, når vi ekspederede kunderne. Hvedemel blev dog leveret i 1, 2 og 5 kilos poser, hvorimod sukker kom hjem i store sække, hvis jeg husker rigtigt 100 kilos. Om sommeren i syltetiden, vejede vi om mandagen tit 500 kilo sukker af i forskellige størrelser poser, så vi blot kunne tage det fra hylderne. Det værste, vi havde at veje af, var sæbespåner. 15 kilo blev vejet af i 1½ kilos poser. Vi nyste i flere timer efter. Afvejningen af diverse varer fandt sted på balancevægte med lodder. Den i butikken var af messing, lodderne også. Vægten skulle pudses efter behov, med ikke lodderne, for så blev de for lette, sagde vægtkontrollen. Noget af det, vi også fik hjem i løs vægt, var sirup og sprit. Kunden kom så med glas eller flaske, som vi fyldte op. Sirup er som bekendt noget fedtet stads, så når tromlen var fuld, 100 liter, skulle spunsen sikres ekstra med en bred strop. Dette blev glemt engang, og siruppen løb ud på kældergulvet. Synderen var vores kommis, og med ordre fra Bech, fik han selv lov at tørre det op. Vedkommende kommis var fedtet fra top til tå, da han var færdig med rengøringen. Der var aldrig senere nogen, der glemte den ekstra sikring af spunsen. Bech var en god og reel læremester.

Køle- og frysevarer havde vi ikke noget af. Jeg tror ikke, det var almindeligt på det tidspunkt. Kød, pålæg og salater købte man hos slagteren. Grøntsager dyrkede man selv eller købte dem hos gartneren. Sortimentet af vin var kun en brøkdel af, hvad vi ser i nutidens supermarkeder. Det var kun ved særlige lejligheder, så som runde fødselsdage, bryllupper og lignende, at man købte vin, måske en flaske kirsebærvin til gave. Aalborg snapsen var også på hylderne. Den var mere brugt på det tidspunkt. Øl og vand blev leveret fra depoter af de forskellige bryggerier. Den gang var kasser af træ og med 50 flasker i hver, så det var tungt at bære en hel kasse op fra kælderen. Hvidtøl fandtes den gang i 75 cl flasker.

Udvidet varesortiment
Ud over almindelige kolonialvarer havde vi manufaktur, hønsefoder, cement, kul, hønsenet, hegnstråd, tækketråd, søm og skruer, vinduesglas, lægter og forskallingsbrædder. I trævarer havde vi kun det mest gængse på lager, men kunne så, hvis der var et bestemt ønske fra kunden, bestille hjem fra Tectum i Odense. Det blev så leveret hos kunden af vor fragtmand, Chr. Christensen fra Verninge. Dengang blev træ solgt i tommer og alen. Jeg fik også lært at skære vinduesglas efter mål. Der var mange ting for en ung pige at lære, men jeg havde en god læremester i Bech.
Betjeningen af kunderne foregik fra disk. Nogle betalte kontant, andre havde kontrabog, som de så betalte en gang om ugen eller måneden. Sammentælling skete i starten af min læretid med papir og blyant, senere fik vi regnemaskine. Hvis ikke kunden havde en kurv med til varerne, måtte vi pakke dem ind i brunt papir og lukke pakken med snor eller brunt klisterpapir. Bæreposen og tapen var ikke kendt endnu.
Hver uge havde vi to vareture, enten kom kunden og bestilte varerne, eller vi ringede og fik ordren. På vareturene fik vi fra kunder, som havde høns, æg med tilbage. Hver kunde havde en æggekasse. Kasserne blev så afhentet i Brugsen af Danæg, og en afregning fandt sted.
Hver lørdag, når vi kl. 14 havde lukket, skulle butikken gøres ren. Disken blev bonet og gulvet fejet over med savsmuld med olie i.
Til jul blev der lagt julepapir på hylderne og vinduerne julepyntet. En uge før juleaften startede vi med at holde åbent fra kl. 8 til kl. 20, om søndagen dog kun fra kl. 16 til kl. 20. Tiden op mod jul husker jeg som en spændende og hyggelig tid. Kunderne var ikke så stressede og forjagede, som vi alle vel er blevet med tiden på trods af, at arbejdstiden den gang var mindst otte timer længere om ugen. Ferierne var heller ikke så lange.
En lille sjov oplevelse som lærling var, at en kunde ringede og spurgte Bech, om der var en blandt personalet, som kunne engelsk. Da jeg var den eneste, blev jeg inviteret på middagsmad og eftermiddagskaffe for at være tolk mellem kunden og hendes amerikanske gæster.

Handelsskole
I to vintre gik jeg på handelsskole i Glamsbjerg to gange om ugen. En dag kl. 14 til kl. 20, den anden dag fra kl. 18 til kl. 20. På handelsskolen lærte vi om diverse varers oprindelse og forarbejdning og dertil bogføring og regning. Fritiden Den smule fritid, der var, blev brugt på gymnastik og håndbold. Hvis der var 6-dagesløb i fjernsynet, var vi en flok unge mennesker, som stod nede foran Hedam Jørgensens butiksvinduer og så det. I to vintre var jeg med til at spille dilettant nede i forsamlingshuset sammen med andre unge mennesker fra Bellinge. Her fik jeg nogle gode venner. Vi morede os meget, når vi øvede dilletant, men vi var også meget sammen derudover. Især husker jeg sommeren 1960, hvor der var OL i Rom. Når der var håndbold, samledes vi hos Karen Aalunds forældre, hvor vi spiste masser af ristet franskbrød med ristede champignon. Karens kæreste var på et champignongartneri. Leif Henriksen var også en af ”holdet”.
I 1964 var jeg tilbage i Bellinge Brugs i fire måneder for at hjælpe Bech med noget regnskab.
Jeg husker min læretid i Bellinge Brugs som god og spændende, og hvor jeg fik lært en masse, som jeg har haft gavn af hele mit arbejdsliv. Jeg har arbejdet inden for faget, indtil jeg gik på efterløn.

10. maj 2012
Amatørteaterforening i Bellinge
Den 6. december 1989 var vi samlet fem mennesker hos Finn Wisnevski og Anette Jacobsen, der dengang boede på Mosegyden. De øvrige deltagere var Elsebeth, der dengang var formand for Rasmus Rask-Skolens skolebestyrelse samt Alfred Stausholm og Mogens Skov Kristensen, som begge var lærere på Rasmus Rask-Skolen. Alle havde nogle erfaringer med dramatik og amatørteater især fra arbejdet i skolen. Alfred var desuden medlem af et jazzorkester. Det endte med, at vi ville forsøge at starte en amatørteater-forening. Vi lavede et sæt vedtægter og kontaktede de lokale aviser og indkaldte til stiftende generalforsamling den 11. januar.

Foreningen startes
Den 11. januar 1990 var omkring 20 interesserede mennesker mødt op til den stiftende generalforsamling, og et sæt vedtægter blev vedtaget. Dermed var der en forening. Det blev besluttet, at foreningens navn skulle være Rasmus Rask-Scenen, og foreningen havde til formål at tilbyde og organisere amatørteatervirksomhed for interesserede voksne og børn.

Det blev pointeret, at foreningens navn ikke havde nogen tilknytning til Rasmus Rask-Skolen. Alle interesserede både børn og voksne i området skulle være velkomne deltagere i foreningens arbejde. Der blev holdt ordinær generalforsamling den 7. februar. Den første bestyrelse blev valgt, og så var arbejdet i gang. Allerede ved første bestyrelsesmøde var der forespørgsel fra BIF om at levere underholdning til foreningens sæsonafslutning sidst i marts, og en gruppe gik i gang med at lave en lille kabaret.

Første forestilling
16 personer fra RR-Scenen leverede underholdning, hvor der blev taget gas på alle afdelinger af BIF og en afslutning med en gang can-can af fire af vore unge piger. Forestillingen fik en god omtale i den lokale avis og gav blod på tanden til at gå i gang med en revy i begyndelsen af 1991.
Første rigtige egenproduktion var en revy, som løb af stabelen den 2. februar 1991.
Titlen var ZAPP, en titel som var inspireret af det at zappe fra kanal til kanal på fjernsynet. Instruktør var Mona Andersen, og 14 unge og unge, der var blevet lidt ældre, var på scenen, og bag scenen yderlige 10 personer. Programmet startede med en revyplatte leveret af Kurt Iversen, Bellinge Kro, og selve revyen bestod af 19 numre, hvor man kom rundt om nogle aktuelle events lokalt og videre ud. Kronprinsen var en ung mand med masser af lyst til livet og måtte til kammeratlig samtale med mor, og lokalt havde pastor Aksel B. Hansen fået en hjælper, og selvfølgelig måtte han holde for med en sang udført af Kurt Vinding i præstekjole og med et sultent blik efter den kvindelige medhjælper. På det tidspunkt var der en meget set australsk tv-udsendelse, der hed ”Tornfuglene”, eller Piet van Deurs museumsprogram, ”Hvad er det?”, hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik var hold A, og hold B bestod af Ritz Pæregård og Britta Steff Houlberg. Mest husker jeg balletten ”Svanesøen”, hvor vi aldrende og lidt tunge mænd dansede ballet, og til sidst skød Amor svanen med sin pil.

UPS
Året efter, 1992 udkom en ny udgave af revyen. UPS blev den kaldt denne gang og skulle være en forkortelse af alle mulige mærkelige ord, Umanerlig, Provokerende Spidsfindig eller noget andet. Denne gang dristede vi os til tre opførelser: en forpremiere 30. januar og to aftener med spisning, derpå revy og efterfølgende dans til det orkester, som ”vore egne unge” havde fået op at stå samt til Alfred Stausholms Jazzband. Denne gang med Elsebeth som instruktør og 19 aktører på scenen og otte bag scenen. Et af de store numre var den genoplivede Elvis (Kurt), der steg ud af tågen og sang ”Love Me Tender…”

Teater med børn
En af foreningens intentioner var at lave teater med børnene. I efteråret 92 tog foreningen udfordringen op og gik i gang med forestillingen, Dickens klassikeren, ”Oliver Twist”. Forestillingen var henlagt til Bellinge forsamlingshus.
Omkring 30 børn og voksne medvirkede, Mona Andersen instruerede og satte skik på skuespillerne, og hun syntes, det var spændende at arbejde med børnene. Når børnene er med, så kommer der også forældre – og bedsteforældre. Titelrollen blev spillet af Karsten Rytter Laursen (13 år), medens Lurendrejer blev spillet af Marlene Kristensen. Det viste sig, at det var nødvendigt at besætte nogle drengeroller med piger. Ikke så mange drenge har lyst til eller tør optræde på en scene. Der blev spillet for fulde huse to gange og var absolut en succes for foreningen. Det lykkedes at få aviserne til at interessere sig for foreningen, og dette er altafgørende for en forening, der gerne vil have mange aktive medlemmer og et publikum.

Chippen-danes
93-revyen foregik i Ådal-skolens gymnastiksal. Det var arrangement med to opførelser 2. og 3. april. Inden revyen blev der serveret en 3-retters menu – det hele for 135 kr. pr. person. Revyen gik udmærket, men der var alt for få publikummer.
Et af numrene handlede om reagensglasbørn – et aktuelt emne på det tidspunkt, og et andet var Chippen-danes afledt af en gruppe unge flotte fyre, der kaldte sig Chippen-dales og drog verden rundt med deres numre, hvor de dansede og til sidst stod næsten uden tøj – og fik unge og lidt ældre piger til at gå helt agurk. Fire personer fra RR-scenen gennemførte et lignende nummer med støtte fra en backinggruppe og sluttede med at stå med nøgen overkrop og en voksenble. De unge var bare blevet noget ældre – mellem 45 og 63 år, men stadig meget flotte. Der var desuden et fint nummer med en indvandrer, der filosoferede over ordet ”gris” med alle dette ords betydninger fra en lille sød en til en ”gammel gris”. Elsebeth Pedersen instruerede og havde skrevet en masse af teksterne, som jo i en revy skal være aktuelle og omhandle de sidste begivenheder.
Foreningen leverede under-holdning til BBB`s sommer-fest i maj 93 i Rasmus Rask-Hallen med fire numre fra revyen på Ådalskolen. Det blev næppe den store succes, fordi der manglede et kraftigt højtaleranlæg til at overdøve det meget højstemte publikum, bl.a. fra en københavnsk venskabsklub, hvis medlemmer var meget interesseret i at optræde med egne berusende indslag. Men de morede sig i alt fald meget, vist mest over sig selv.
I 93 blev der desuden leveret underholdning til hushold-ningskredsen med bl. a. hovedkræfterne i Ronja Røverdatter, nemlig Fenja Hansen (12) som Ronja og Jonas Jeppesen (13) som Birk samt 3-4 andre numre. Desuden er der leveret underholdning til et par private fødselsdage.

Ronja Røverdatter
Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter omsat til musical af Sebastian blev opført i januar 1994 med mange børn og nogle voksne og foregik i H-lokalerne ved Rasmus Rask-hallen. Omkring 30 personer var med på scenen og bag scenen. Stykket blev instrueret af Mona Andersen med Kurt Vinding som sekundant, og det blev en rigtig stor succes. Oprindelig var der planlagt to forestillinger, men forsalget af billetter viste, at der var publikum til tre forestillinger og 420-450 mennesker så Ronja Røverdatter.
En tilskuer, som overværede forestillingen sammen med sit barnebarn, skriver i Dalum-Hjallese Avis:
”Må en ”gammel” amatør-skuespiller have lov til at udtale et stort hurra for den utrolige store og gode oplevelse, det var at se opførelsen af Ronja Røver-datter i Bellinge.
Jeg var sammen med mit barnebarn ude og se forestillingen. Og jeg skal lige love for, at vi fik valuta for pengene. Mit barnebarn og alle andre børn, unge og voksne for den sags skyld, var rent tryllebundet af alt det, der foregik – både de kønne unger som anemoner, rumpenisser der ”trissede” rundt, de sjove grådværge med ”blinkeøjne” og de to gode hovedkræfter som Ronja og Birk.
Ja, alle medvirkende spillede meget overbevisende. Hvor kan Rasmus Raskscenen dog være glade for, at de har så mange talenter. Man kunne helt have ønsket sig, at der havde været nogle profes-sionelle teaterfolk for at se forestillingen. Jeg nød forestil-lingen i fulde drag og tænkte tilbage på dengang, jeg var med, og hvor man ikke havde børn med i forestillingen. Hvor må det være dejligt, men sikkert også anstrengende at have med så mange børn at gøre, både når de skal sminkes og have skiftet kostumer. Dekorationer og kostumer var også helt perfekte rammer om en dejlig eftermiddag. Til lykke, I folk på og bag scenen – I klarede alt til UG”.
Det var flotte ord af en som ved noget om, hvor meget tid og arbejde, der ligger bag sådan en forestilling – en vigtig del af en forestilling er PR-kontakten til pressen og befolkningen i området.

Gift
I 1995 var der en revy med titlen ”GIFT”, som blev opført 3. og 4. november. Revyen blev set af omkring 100 mennesker.
Elsebeth Pedersen havde jobbet som instruktør og havde desuden forfattet de fleste tekster. Elsebeth skriver: ”Revyen “Gift” drejede sig om den nyligt annoncerede forlovelse mellem prins Joacim og Alexandra Manley- forudsigelser for dem, og hvordan bryllupsforberedelserne ville forløbe.” Vi havde det vist lige på kornet. Leif Kjær Jensen optrådte son en vellignende prins Joacim og hans datter Tanja (asiatisk afstamning) som en vellignende Alexandra fra Hong-Kong. Vi øvede brudevals i kælderen på Rasmus Rask-Skolen, så det stod efter, og finalen blev en fejende vals med herrer i kjole og hvidt og damer i lange, fejende fest-kjoler.

Amatørteater for børn
I 1996 blev der arbejdet aktivt med flere ideer, både amatørteater for voksne og for børn. Det endte med enighed om at gå i gang med Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe. Også denne gang startede vi allerede i august med optagelsesprøver til de vigtigste roller. Børnene kunne melde sig og vise deres evner som bl.a. sangere. Vi fik en meget kompetent stab til hoved-rollerne, og under Elsebeths ledelse gik prøverne i gang. Lokalavisen havde denne omtale den 26. november efter snak med Leif Jensen:
”Ingen kunne stå for den charmerende Line S. Nielsen, der var som skabt til Pippi-rollen. Med strittende fletninger og sit fandenivoldske gåpåmod havde hun publikum i sin hule hånd, og det selv om hun – hvis vi ser bort fra pausen – stort set ikke var af scenen.
Rollerne som de mere veldresserede børn, Tommy og Annika, var ligeledes i sikre hænder hos Rune T. Mortensen og Sabine Larsen. De tre bærende kræfter nåede at blive så populære hos de yngste tilskuere, at de efter forestillingen måtte sætte sig på scenekanten og snakke lidt, inden de var parate til give slip. Og søndag eftermiddag blev der oven i købet skrevet autografer.”
Jeg har aldrig været med til noget lignende. Det oversteg simpelthen alle vores forventninger. Søndag eftermiddag stod 25 mennesker i kø ved indgangen, selv om billetterne faktisk var solgt på forhånd. Alle nåede dog at komme ind Fordelt på tre forestillinger nåede ca. 540 mennesker at se Pippi Langstrømpe, og det er ny rekord.
Vi må erkende, at det er denne form for familieforestillinger, der trækker bedst. Set i forhold til vore revyer kommer der 3-4 gange så mange til familie-forestillingerne.
De yngste tilskuere var placeret på madrasser helt oppe ved scenen, og de levede så meget med i forestillingen, at det var lige før, de var kravlet op på scenen. Og hver gang Pippe nåede til sit opgør med de to politibetjente, var stemningen så fortættet, at den mest af alt mindede om en landskamp, hvor der blev hujet og heppet, så det var helt forrygende.
Det varmer med sådan en opbakning, for guderne skal vide, at der var panik på denne gang. Kulisserne var først færdige om tirsdagen, og ved prøverne onsdag lignede det nærmest kaos, så da vi gik hjem, var der nok mange af os, der inderst inde gerne havde aflyst generalprøven om torsdagen.
Glæden over, at det gik så forrygende godt skal samtidig ses i forhold til den lille, men trofaste stab af voksne, der er knyttet til amatørscenen, bruger en stor del af fritiden på alt det praktiske arbejde, der følger med, og desværre var der ingen nye kræfter, der meldte sig under fanerne i forbindelse med de tre forestillinger.”
Jeg synes, det bør tilføjes, at de to politibetjente også spillede fantastisk. De havde trænet meget i faldøvelser, så de kunne falde på en nogenlunde naturlig måde, når Pippi skubbede til dem. Og de blev virkelig dygtige, og det vakte vild jubel, når Pippi fik dem til at falde.
Foruden den vellykkede opførelse, så gav forestillingen et overskud på omkring. 15.000 kr. Der blev derfor råd til, at alle der havde ydet en aktiv indsats, skuespillere, lys/lyd folk, scenepersonale, dragter og rekvisitter, instruktør, mange forældre, m. fl. kunne inviteres til et lille afslutningsarrangement i januar med spisning og lidt hyggeligt samvær. Efter succeserne med to familieforestillinger er man i bestyrelsen enige om, at det er her, man bør satse. Imidlertid er det stadig den gamle garde, der sørger for, at der bliver sat nogle projekter i gang. Bestyrelsens drømme om flere medlemmer lykkes ikke rigtig. Det er de samme 14 mennesker, der stadig sidder i bestyrelsen. Der er god støtte og opbakning fra forældrene, så længe børnene er deltagere i en forestilling. Adskillige forsøg på at få yngre personer ind som aktive bestyrelsesmedlemmer mislykkes næsten helt. Vi føler, vi bliver bakket op og får ros i høje toner, men når der bliver tale om arbejde i bestyrelsen, så bakker man ud.

Ændringer i bestyrelsen
1997 Der blev byttet lidt om på bestyrelsesposterne, men det var stort set de samme mennesker. Der blev arrangeret en tur til revy i Otterup for at få inspiration.
1998 er der planer om at spille ”Nødebo Præstegaard” sidst i november. Der bliver tilrettelagt optagelsesprøve, men det viser sig, at der kom for få og kun een kunne magte én af de bærende roller som student. Et nyt forsøg medfører ikke kontakt med kvalificerede unge, og forestillingen må opgives.
I stedet udkommer en udgave af en kabaret med titlen ”Det ville glæde mig at høre” lørdag den 21. november kl. 15 og 19.30. Et godt arrangement, men uden ret stort publikum. Den ene forestilling blev solgt til SuperBrugsen, hvilket medførte, at økonomien holdt nogenlunde.

Nye tiltag
Efter et par forholdsvis rolige år med lidt skuffelser over de manglende nye medlemmer og dermed fornyelse, så bliver 1999 året, hvor der bliver sat nye tiltag i værk. Der blev brug for alle de gode kræfter, det ville være muligt for os at stampe op af jorden.
Foreningen fik en henvendelse fra Bellinge Fritidsklub om i fællesskab at sætte musicalen ”Midt om natten” op. Stykkets oprindelse kan henføres til filmen af samme navn med bl. a. Kim Larsen og Erik Clausen i hovedrollerne som Benny og Arnold. Handlingen foregår i Sydhavnen i København, hvor Benny og Arnold sammen med andre unge mister deres væresteder og opretter fribyttersamfundet ”Haveje” (Hawaii).
Gennem historien følger man fristaden, og de problemer der opstår for de to hovedpersoner og de øvrige beboere. En af konflikterne opstår, da filmens to hovedpersoner bliver forelsket i samme pige, Susan Himmelblå.
Musicalen rummer bl.a. Kim Larsens sange: ”Tik Tik”, ”Papirklip”, ”Susan Himmel-blå”, ”Haveje”, og titelmelo-dien ”Midt om natten”.

Jubilæumsforestilling
Midt om natten blev Rasmus Rask-Scenens 10-års jubilæumsforestilling. Vi vidste godt, at vi gik i gang med et meget stort projekt, som krævede en omfattende organisation og stillede store krav til samarbejde mellem deltagerne, dvs. skuespillere og skuespilinstruktør, danse-instruktør, sanginstruktører, musikere, sceneopbygning, kulisser, kostumer, lokaler, lys og lyd, annoncering og PR, økonomi. En ansøgning til Odense Kommune med en beskrivelse af projektet førte til, at vi fik et tilskud på 25.000 kr. Det var ca. halvdelen af, hvad vi mente, det ville koste at sætte forestillingen op. Det bevirkede i alt fald, at vi turde benytte lidt mere professionelle faciliteter til f. eks. lyd og lys, ligesom vi kunne tilbyde musikerne en smule økonomisk kompensation for deres indsats.
Ellers var alt arbejde frivilligt og ulønnet, og der blev lagt utroligt mange frivillige, ulønnede timer i forestillingen fra bestyrelsens, nogle forældres og børn og unges side. Foruden alle disse personer medvirkede mange forældre, alle RR-Scenens medlemmer og hele bestyrelsen. Vi regnede ud, at vi i de sidste forberedelser havde 119 personer involveret.
Fra mange sider mødte vi velvilje og støtte. Det lokale fritidsudvalg og Odense kommunes fritidsforvaltning lod os råde over Rasmus Rask-hallen fra onsdag og til og med søndag. Forestillingen skulle spilles to gange lørdag den 6. november og een forestilling søndag d. 7. november.
Manuskriptet, der er en bearbejdet udgave af film-versionen, blev lavet af Anette Kristensen, der også stod for instruktionen. De mange og gode sange blev instrueret af Marie Louise Aagaard. De flotte danseoptrin og koreografien til disse var lagt i hænderne på Marlene Kristensen. På scenen kunne man opleve ca. 60 børn og unge samt fem noget ældre. Fire musikere medvirkede og ydede den nødvendige støtte til sang og dans.
Rasmus Rask-hallen blev i løbet af en enkelt dag forvandlet til en stor teatersal med en scene, der fyldte den ene fjerdel af hallen. Selvfølgelig var meget af arbejdet med at lave kulisser foregået i forvejen, men mange, både bestyrelse og forældre og andre voksne, arbejdede ihærdigt i mange timer med tømrer-, smede-, male-, elarbejder til sidst til langt ud på natten. Der var blevet lavet drejekulisser, så de mange sceneskift kunne ske på et øjeblik. Lys og lyd skulle på plads, der skulle sættes stole op til publikum osv.
Det var en overvældende opgave. Den var spændende, og det førte til en over-vældende forestilling, hvor alle de små dele blev kædet sammen til det, der blev en succesoplevelse for alle medvirkende og forhåbentlig også for publikum. Det var imponerende at se, hvordan børn fra 11-årsalderen sang solo eller i kor. Danserne supplerede fint, somme tider i mindre grupper, til andre tider indtil 24 dansere på scenen. En hær af voksne dels fra Rasmus Rask-Scenen, dels børnenes forældre sminkede, solgte billetter, øl og sodavand, sørgede for skuespillernes behov for mad og drikke osv. Forestillingen blev set af knapt 600 betalende gæster – og desuden af alle de mange hjælpere.
Både i Fritidsklubben og Rasmus Rask-scenen var der yderst tilfredshed med forløbet, og det lykkedes at holde budgetterne, så der var et lille overskud til hver af de to samarbejdsparter.
I Rasmus Rask-Scenen var vi en lille flok, som havde været aktive i mange år og som trængte til en pause. Vi fik en del børn som nye medlemmer, men de forældre, vi håbede ville melde sig ind for at afløse os – så vi desværre ikke noget til.

Danseskole
En direkte følge af dans i stykket var, at mange af danserne ønskede at fortsætte med at danse med Marlene som instruktør, og det kom til at foregå i spejlsalen på Bellingeskolen. Der blev startet en danseskole i Rasmus Rask-Scenens regi, og jeg blev som pensionist danseskole-leder uden egentlig at have meget forstand på den slags dans, nemlig SHOWDANS, HIP HOP og FUNK. Men jeg kunne da bruge nogle af de erfaringer, jeg havde fået som ungdomsskoleleder for mange år siden.
Vi besluttede at udbetale løn til danseinstruktøren, og det bevirkede, at vi måtte registreres som arbejdsgiver og tilbageholde skat, feriepenge og hele det administrative arbejde, som er pålagt en arbejdsgiver. Marlene fortsatte og fik 3 hold i gang i september 2000, begyndere og lidt øvede og øvede. Denne type dans var populær på det tidspunkt.
Danseskolen fortsatte med nye hold to gange om året, og vi var langt billigere end danseskolerne inde i byen. Vi var i gang 2000, 2001 og 2002, så sluttede vi den del af scenens virke. Marlene kunne ikke fortsætte længere end til udgangen af 2000, men så fik vi Lise Lønsmann og senere Doris Osei, som begge var meget populære blandt danserne. Sommeren 2002 sluttede vi og lukkede danseskolen.

Flere familieforestillinger
Vi havde jo erfaret, at familieforestillinger med mange børn og voksne var den type teater, som vi kunne få mange mennesker involveret i og få et stort publikum.
I 2001 tilbød Mona Andersen at instruere og sætte forestillingen ”Junglebogen” op.
Mona lavede manuskriptet frit efter Kiplings fortælling. Historien drejer sig om menneskebarnet Mowgli, der bliver fundet i junglen og vokser op hos ulvene – om nogle af dyrenes kamp for at bringe Mowgli i sikkerhed for tigeren Sheren Khan samt Mowglis egen kamp om, hvor han vil være, hos dyrene eller hos menneskene.
Stykkets roller er næsten alle dyr, og derfor stilles der særlige krav til kostumerne. Shere Khan (Hans Kristensen) og King Louie (Kurt Vinding).
Vi fik kontakt med KFUM`s Genbrugs aktiveringsprojekt, og her kreerede og syede man de fantastiske kostumer, der vakte begejstring blandt publikum. I denne forestilling indgik der også danse, som blev koreograferet af Doris Osei, som på det tidspunkt underviste i danseskolen.
18 børn og unge var på scenen sammen med en halv snes voksne. Blandt de voksne skuespillere var den gamle garde. Mowgli blev spillet af Monas adoptivdatter, som var lidt utilfreds med, at der aldrig var brug for brune mennesker i teaterforestillingerne. Også denne forestilling forløb meget fint med masser af børn og forældre og bedsteforældre, som ville se deres børn, børnebørn og klassekammerater optræde. Et par episoder opstod, da Lars Pedersen som Baloo glemte at tage sit hoved på og kom ind med det sædvanlige hoved, da Hans Kristensen som Shere Khan (den onde tiger) glemte helt at komme ind, og musikken måtte fortsætte et stykke tid uden, at der skete noget. Forestillingen blev opført tre gange i H-lokalerne med et stort publikum.

Foreningen nedlægges
I 2005 var der to general-forsamlinger, hvor foreningen blev nedlagt i henhold til vedtægterne. De daværende medlemmer var de samme som havde været med siden stiftelsen i 1990. Gennem alle årene var debat i bestyrelsen om, hvordan får vi fornyelse i bestyrelsen, hvordan får vi nogle yngre kræfter og ny inspiration ind i arbejdet i foreningen. Der blev ved at være masser af støtte og hjælpsomhed blandt forældrene, når vi lavede børne- og familieforestillinger, men vi fik ingen til at gå ind i foreningsarbejdet. Der skete også det, at to af de gode kræfter i foreningen afgik ved døden, og vi andre syntes, det kunne være nok. Blandt de trofaste medlemmer havde der gennem hele forløbet hersket stor enighed, og medlemmerne havde støttet hinanden på eksemplarisk vis. Enigheden fortsatte til det sidste med enstemmighed om at nedlægge foreningen.
Til slut vil jeg lave en oversigt over de 12-15 mennesker, der har været med i hele forløbet eller næsten, og en oversigt over, hvad disse personer beskæftigede sig med.
Poul Erik Lundbæk: Formand, bestyrelsesmedlem, skuespil-ler, scenearbejde.

Anne Lundbæk: Bestyrelses-medlem, sekretær, skuespiller, rekvisitter og dragter.

Dorthe Præstekjær: Bestyrel-sesmedlem, kasserer, skuespil-ler, scene og rekvisitter.

Marianne Berg: Bestyrelse, skuespiller, specialist i kulisse-maling.

Lars Pedersen: Skuespiller, scene arbejde, el-arbejde.

Inger Christiansen: Skuespil-ler, tekstforfatter.

Jens Bertelsen: Skuespiller, scenearbejder.

Dorrit Henriksen: Skuespiller, rekvisitter

Mogens Skov Kristensen: Formand, bestyrelse, sekretær, skuespiller, scene og rekvi-sitter, danseskoleleder.
I de første år havde vi nogle unge aktive mennesker med i foreningen: Troels Elm Larsen, Louise Larsen, Signe Mandrup m.fl., som på grund af uddannelse og andet flytter fra vores område. Hans Kristensens to døtre, Anette og Marlene har været meget aktive på enkelte projekter.
Det har været sjovt og inspirerende at være med i denne personkreds, og der opstod gode venskaber, som varer ved.
Under udarbejdelsen af denne oversigt over vores arbejde, har jeg haft kontakt med adskillige af personerne fra den ”gamle” kreds, bl.a. Elsebeth, Kurt, Hans, Dorthe og Mona, og de har hjulpet med at udfylde hullerne, og har stillet avisudklip og billeder til rådighed, når protokollen, notaterne eller mine erindringer ikke har slået til.
Tak til jer alle sammen.
10. maj 2012
Et bryllup under krigen

At holde bryllup under krigen gav mange praktiske vanskeligheder. Annelise Nielsen, Vædeløbsvej 54, fortæller om, hvordan hendes bryllup blev forberedt og fejret i september 1943.

Annelise var flyttet til Bellinge et par år før og tjente som ung pige hos Karls mor, Marie Katrine, og hjalp til i gartneriet. Efter faderens, Laurits Nielsens død i 1940 havde Karl Grønbæk Nielsen overtaget gartneriet. Han havde været i lære som gartner på Gedeholm og drev nu frilandsgartneriet ”Flintagerhus” på Svelkegyden, en sidevej til den daværende Rousehøjvej. Gartneriet lå i en tidligere grusgrav og var på 3½ tdr. land, og her dyrkede Karl hovedsagelig grøntsager i mistbænk. ”Flintagerhus” på Svelkegyden, en sidevej til Rousehøjvej.

Karl friede til Annelise, som efter nogen betænkningstid sagde ja. Karls mor boede stadig på gartneriet, og Annelise havde betænkeligheder med, om det også kunne gå efter brylluppet. Men det gav nu ikke problemer.

Brylluppet blev fastsat til den 12. september 1943. Planlægningen kunne gå i gang, og der var mange ting, der skulle arrangeres op til en sådan familiefest. Det var således næsten umuligt at finde stof til brudekjolen. Udvalget var småt og lagrene små. Men inden Annelise kunne begive sig på handlen, måtte hun til landbetjenten i Fangel for at få en passerseddel, så hun kunne komme til Odense. En hel dag vandrede hun fra den ene butik til den anden. Endelig lykkedes det hende i Odense Kamgarnsspinderis udsalg på Klosterbakken at finde noget passende stof samt et par hvide silkesko. Karl kunne ikke skaffe et kjolesæt og mente nok, at hans habit kunne være god nok. Så hans nøjedes med at anskaffe en hvid butterfly og et par nye sko.

Når der nu skulle komme mange gæster, måtte der også pyntes i ”Flintagerhus”. Maleren, der var Karls gode ven, blev tilkaldt for at male og tapetsere i stuerne. Da han var færdig hermed inviterede han Karl og dennes nabo til polterabend en aften på kroen.

Brylluppet blev fejret i ”Flintagerhus”. Stuerne var ryddede for møbler, og borde og stole var lånt i forsamlingshuset. Efter datidens forhold var der nemlig inviteret mange gæster: 25 i alt. Det var hovedsagelig Karls familie, der var lokale, samt naboerne til ”Flintagerhus”. Annelises søskende kunne ikke komme, da de ikke kunne få en passerseddel. Der var også vanskeligheder med at hendes forældre, som boede i Ålsbo, kunne få lov at komme, men den flinke landbetjent i Fangel hjalp dem med en passerseddel.

Der var rationering på en mængde varer, bl.a. sukker og kaffe, så der blev sparet på forbruget og samlet rationeringsmærker sammen over en længere periode op til brylluppet.

Vielsen foregik i Bellinge kirke og blev foretaget af pastor Lademann. Transporten til og fra kirken foregik standsmæssigt, idet vognmand ”Prins” Harald kørte i sin gasgeneratordrevne bil. Harald havde fået sit tilnavn, fordi han havde købt sin bil af den rigtige prins Harald, Kongens bror. Selskabet ved Annelise og Karl Grønbæk Nielsens bryllup.

Middagen blev tilberedt af Clara ”kogekone”, som boede ikke langt derfra på Rousehøjvej, og den bestod af hønsekødsuppe, tarteletter, grisesteg og is. Hønsene havde de selv, og flæskestegen havde de købt hos slagter Marius Larsen, der havde set lidt gennem fingrene med, at de ikke helt havde rationeringsmærker nok. Til middagen blev der serveret dansk vin og øl. Da der senere blev bud på kaffe, syntes et par af gæsterne, at den smagte mærkeligt. Måske ikke underligt. Man var jo vænnet til kaffe med tilsætning eller ren tilsætning. Nu blev der serveret rigtig kaffe og uden tilsætning. Luksus. En af bryllupsgaverne var et pund ”rigtig” kaffe fra en tante og onkel i Odense, og den blev straks taget i brug. Af andre gaver fik de af deres familier dels et spisestel og dels et kaffestel og som Annelise siger: ”Det var jo godt nok anden sortering, men det har alligevel holdt i vor tid.”

Festen blev efter mørklægningstiden holdt for nedrullede gardiner, og da der var udgangsforbud efter kl. 20, måtte naboerne senere på aftenen gå hjem i vejgrøften for ikke at blive set. Annelises forældre overnattede hos naboerne, så de måtte også en tur på langs ad grøften.

Det lykkedes et stykke tid efter brylluppet for Annelises søskende at få passersedler, og der blev da holdt et eftergilde for dem.

Der blev ikke nogen bryllupsrejse, for dels var mulighederne der ikke for at tage nogen steder hen, og så var det jo arbejdsdag dagen derpå.

10. maj 2012
Da sognet gik i sorg

Fangel Friskoles udflugt afbrudt af tragisk begivenhed.

På en dejlig sommerdag, mandag den 14. juli 1941, startede lærer Agner Olesen og lærerinde Kirsten Jørgensen Vestergaard sammen med 9 elever fra Fangel Friskole på en cykeltur til Sønderjylland, en tur som skulle få katastrofale følger.

Friskolens nye lærer, der indtil året før havde haft stilling ved Nordborg Slots Efterskole på Als, ville vise sine elever skolen og øen Als i sommerferien.

De cyklede tidligt om morgenen fra Bellinge, kørte over den kun seks år gamle Lillebæltsbro til Haderslev, hvor de overnattede på vandrehjemmet. Tirsdag morgen cyklede de videre til Aabenraa, hvor det var meningen, at man herfra skulle sejles til Als. Men færgen var indstillet, og i stedet fortsatte hele flokken til Ballebro, hvor der dagligt sejlede en lille båd mellem Ballebro og Hardershøj på Als.

Imidlertid viste det sig, at denne færge var til eftersyn i Sønder- borg, og lærer Agner Olsen entrerede derefter med bådudlejer Dam i Blans om at lade to unge tjenestekarle ro hele selskabet over Alssund, der her er ca. to kilometer bredt. Færgeturen skulle foretages i en lille fiskerjolle, som kun havde plads til 3-4 personer, og var forsynet med en såkaldt dam. Jollen blev stuvet med cykler, bagage samt 13 personer.

Da man var kommet midt ud i sundet, fyldtes dammen pludselig med vand, og i løbet af få sekunder forsvandt båden under overfladen. Der udspilledes nu frygtelige scener, idet de druknende kæmpede for livet og skreg om hjælp.

Den femtenårige landmandselev Peter Lysemose, Svendstrup, svømmede, skønt han kun var en middelmådig svømmer, de 1000 meter til land. Her havde man i Hardershøj Færgegaard, hvor færgemanden, gårdejer J. Fihl-Jensen og hans familie netop sad ved eftermiddagskaffen, hørt de høje råb om hjælp, og to små både blev straks sendt ud til ulykkesstedet. Her var tre personer allerede gået til bunds, heriblandt lærer Olesen, men det lykkedes at få reddet resten.

I Færgegården tømte man skabe og skuffer for tøj, så de reddede kunne blive påklædt, ligesom man sørgede for mad og drikke. På politiets foranledning kørtes de derefter til Sønderborg Vandrehjem, hvor de overnattede. Onsdag morgen tog politiet sig af hjemsendelsen til Bellinge, da de fleste af eleverne havde mistet så at sige al bagage ved ulykken, blandt andet alle kontante penge, som den druknede lærer havde opbevaret.

De reddede deltagere på den skæbnesvangre ferietur var: Eli Petersen, 13 år, datter af gartner Svend Petersen, Bellinge Mark, Karen Sørensen, 13 år, datter af Søren Sørensen, Bellinge, Astrid Jensen, 17 år, datter af gårdejer Laurits Jensen, Brændekilde, Esther Rasmussen, 14 år, datter af tømrermester Rasmus Rasmussen, Bellinge Station, Aase Wichmann, 13 år, datter af gartner Axel Wichmann, Bellinge, Poul Petersen, 13 år, søn af gartner Knud Petersen, Bellinge, Dyrlev Dørum, 21 år, Bellinge, Peter Lysemose, 15 år, søn af landmand Lysemose i Svenstrup, lærerinde Kirsten Jørgensen Vestergaard, 20 år samt den 29-årige tjenestekarl Heinrich Jensen, Blans.

Den 23-årige tjenestekarl fra Hardershøj Færgegaard Andreas Petersen blev stedt til hvile på Blans Kirkegård.

Lærer Agner Olesen blev mandag den 21. juli begravet på Vester Skerninge Kirkegård. Kirken kunne næppe rumme de mange mennesker, som var kommet for at følge ham til hans sidste hvilested. Agner Olesen blev 27 år og efterlod sig sin hustru Karen Margrethe, med hvem han havde været gift i fire måneder.

Syv uger efter drukneulykke den 30. august, på Marthas fødselsdag, drev hendes lig i land samme sted, hvor hendes kammerater blev reddet. En stor glæde i en stor sorg. Martha Larsen, datter af gårdejer Theodor Larsen, Brogården, Bellinge, blev onsdag den 3. september begravet på Bellinge Kirkegård. En gribende højtidelighed som blev overværet af over 300 mennesker. Følget samledes i hjemmet, hvor Marthas forældre og hende bror, Anders Larsen, havde pyntet kisten. Efter taler og salmer gik følget til Bellinge Kirke, hvor alle de reddede fra ulykken gik foran kisten. Pastor Lademann holdt en smuk og trøstende tale. Efter højtideligheden i kirken blev kisten båret til graven af hendes bror og nogle af hendes kammerater. Martha Larsen blev 14 år.

10. maj 2012
Landmandsliv

I året 1795 sejlede 2 brødre fra Avernakø til Fyn. Fra Fåborg kom de gående til det sydvestligste hjørne af Bellinge sogn, samtidig også det sydvestligste hjørne af Vibæklavet og Borrebylavet. Disse to brødre skulle være soldater, men når de havde en ejendom selv, kunne de undgå soldatertjenesten. Her købte de et jordstykke på 28 tdl. af Dannesbogård, tilhørende Hans Poulsen. Disse 28 tdl. var blevet skåret fra, da landevejen fra Odense til Assens blev anlagt. De fik så hver 14 tdl. uden bygninger. På skråningen langs engen var der skov, og derfra tog man træ til bygningerne. Der blev kun bygget ét stuehus, men hver sin lade. En lade ved hver sin side af skellet mellem jordlodderne nede i lavningen ved engen. Der blev hentet vand fra en kilde ved bækken i engen. Den ene gård blev kaldt Lillemarksstedet, og er senere kaldt Avernaklund. Lillemarksstedet nedbrændte i tordenvejr 1931.

Den først byggede ejendom blev kaldt Landevejslykkestedet. Den fik matr. nr. 5. Den blev revet ned og flyttet til sin nuværende beliggenhed ved landevejen 1925, men havde før den tid fået navnet Avernakgård.
Som sjette generation på Avernakgård vil jeg i store træk fortælle om landmandslivet, fra mine forfædres lommebøger, der alle er bevaret siden 1918, og fra jeg blev født, som jeg husker og oplevede livet på stedet her og i omegnen, og illustrere det med billeder fra de gamle fotoalbum.

Skolegangen foregik i Bellinge Rytterskole, hvor også mine forfædre havde deres første skolegang, blot med den forskel at de måtte gå de 3 km til og fra skolen. Jeg blev udstyret med en cykel til denne transport, som foregik hver anden dag.
Som noget uforglemmeligt husker jeg, når mine forældre tog os børn, og de af folkene, som ønskede det, med til jule-gudstjeneste i Bellinge Kirke, hvor kirkens juletræ var tændt med levende lys, juleevangeliet blev forkyndt, under de, for os børn, meget høje hvælvinger, og julens salmer rungede i kirke-rummet. En stemning man tog med sig hjem til juletræet i stuerne samme aften.
Lige før anden verdenskrigs afslutning husker jeg, hvordan der med 2-300 m’s mellemrum, blev gravet skytte-huller langs lande-vejen, hvor besættelsesmagten ville sidde og modtage fjenden, hvis denne skulle nå så langt.

På dette tidspunkt var man stadig mange mennesker til at passe driften af gårdene. Maskinerne var ved at vinde indpas og krævede kapital, hvorfor man måtte udvide bedriften på forskellig måde, f.eks. med flere dyr, og indskrænke folkeholdet. Heldigt var det nok, at industrien i byerne var begyndt at blomstre, og derfor kunne bruge den ledige arbejdskraft fra landbruget.

I juni 1945 sattes malkemaskinen på de første køer på stedet her, ligesom det elektriske hegn også blev taget i anvendelse, man kunne så undgå at bruge den såkaldte pigtråd til indhegning af kreaturerne på markerne.
Det græs, som blev slået til hø til kreaturerne, begyndte man at stakke på høstativer, hvor vinden bedre kunne lufte og hurtigere tørre det. Derefter læssedes det på hesteforspændt høstvogn, kørtes hjem og blev stoppet i den nyanskaffede negblæser, som blæste det op på loftet, hvor det sattes på plads med et drys høsalt imellem. I slutningen af halvtredserne sattes en høgaffel bag på trak-toren, bakkede den ind under stakken, løftede den op, og kørte stakkene hjem en for en. Først i tresserne anskaffedes småballepresseren til hø og halm, samt halmbanen under taget på laden.

En le med en særlig bøjle, kaldet mejetøjet, brugtes til at høste hele kornstykket inden maskinernes tid. Der-efter brugtes det kun til at høste en kørevej rundt omkring korn-marken, inden man begyndte at høste. Det gav mange ømme og trætte muskler at svinge dette mejetøj hele dagen. En lås blev lavet af nogle få kornstrå, en lidt tilfældig bunke kornstrå, som låsen kunne nå om, blev samlet sammen og bundet sammen med denne til et neg, og lagt ud til siden. Den første maskine, som afløste mejetøjet var slåmaskinen. Trukket af to heste klippede den kornstråene af og lagde dem i en række på jorden, hvor man så kunne samle dem sammen, og binde dem til neg med låsen. Slåmaskinen blev afløst af aflæggeren; den samlede kornstråene sammen og lagde dem i løse bunker på jorden. Noget senere anskaffedes selvbinderen, som blev trukket af 3 heste. Den klippede også kornstråene af og bandt dem selv sammen til neg med et bånd udenom, og lagde dem enkeltvis på jorden. At trække denne maskine var hårdt arbejde for hestene, og hvis man kunne, skiftede man heste midt på dagen. Traktoren overtog i midten af halvtredserne hestenes slæb af denne maskine.

Negene skulle herefter sættes sammen to og to med ti eller tolv stk. i stakke, som blev kaldt skokke. Når kornet havde stået og modnet færdigt her et stykke tid, læssede man negene op på en høstvogn, kørte dem hjem, rakte dem ind på loftet gennem de små lemme i gavlen eller væggene på den gamle stråtækte gård. Det, der ikke kunne være indendørs, blev sat i hæs udenfor, og kørt ind i løbet af vinteren. Efter den nuværende gård var bygget anskaffedes negblæseren, som blæste negene fra vognen helt op under ladens tag. På loftet sattes de på plads, hvorefter man i løbet af efteråret og vinteren tærskede kærnerne af stråene, og kværnen knuste dem, så de kunne bruges til foder til dyrene. Efter at negene var fjernet fra marken, skulle den rives ren for aks og strå med hesteriven, som lagde det i rækker, hvor det så blev samlet på en vogn og kørt hjem til tærskeværket. I nogle få år tærskedes hele kornavlen efterhånden, som den blev kørt hjem fra marken. I endnu ældre tid gik man ligefrem og samlede de allersidste aks op i en sæk, så intet gik til spilde.

I begyndelsen af tresserne overtog en bugseret mejetærsker høsten, og strå og kærner blev skilt på marken og kørt hjem hver for sig.

I midten af trediverne gravedes de sidste tørv op af tørvemosen i engen. Det var selve engjorden, som blev gravet op og skåret i firkanter på størrelse med en almindelig mur-sten. De blev så stablet i pyramideformede stakke på ca. 1,5 m i højden med huller imellem, så sol og vind kunne tørre dem. Herefter overtog koks og briketter sammen med brænde opvarmningen af stuehuset. Træet blev fældet i skoven i løbet af vinteren og kørt hjem, de tykke stykker savet igennem og kløvet, de tynde grene blev stoppet igennem kvashuggeren, og endte som kvasbrænde. I løbet af forsommeren tørrede det og blev kørt ind i brændehuset. Først i tresserne overtog oliefyret opvarmningen af huset.

Indtil først i halvtredserne blev de 40 eller 50 liters mælke-junger, trukket ud til landevejen. Hver enkelt ejendom havde sit eget mejerinr. trykt på spandene. Ved landevejen hentede mælkekusken dem. Johannes Larsen fra Vibæk var vistnok den sidste, som kørte til Borreby Andelsmejeri, med mejeriets egen flade mælkevogn forspændt hans egne to gule fjordheste. Han returnerede fra mejeriet med valle, skummetmælk, smør og ost. Når jeg engang imellem var med på mejeriet, forbavsedes jeg over, at han næsten aldrig rørte hestetømmen, eller dirigerede noget som helst med hestene. Han fortalte mig, at af mange års erfaring ved daglig at trække mælkevognen, vidste de nøjagtigt, hvad rute de skulle gå, hvornår de skulle stoppe og sætte i gang igen. Hvis en ejendom en gang imellem skulle have en mælkejunge mere eller mindre med, hændte det at hestene satte lidt for tidligt eller lidt for sent i gang. Det var, som om de vidste hvor mange mælkejunger, der skulle læsses af eller på hvert enkelt sted.

På mejeriet mindes jeg smørdritlerne blive fyldt med smør fra den store smørkerne. I forvejen havde jeg set dem blive lavet på værkstedet hos hjulmanden Rasmus Rasmussen i Vibæk.

Efter Borreby Mejeris nedlæggelse blev mælkejungerne hentet med lastbil og kørt til Højby Mejeri, der senere hentede mælken med tankbil, som sugede mælken op af mælkejungerne, og vejede den samtidig.

Da frysehuset i Vibæk startede, kunne vi levere den indpakkede slagtemad, med nr. på pakken, ned i en boks, og på et bestemt tidspunkt af dagen kunne pakkerne afhentes, efterhånden som de skulle bruges derhjemme. Købmand Aksel Larsen fik så en seddel med de numre, der skulle hentes. Med den store overfrakke, halstørklædet, skindhuen godt ned over ørerne, termostøvler og vanter forsvandt han så ind i kølerummet, for lidt senere at dukke frem igen med de rigtige pakker, som vi børn så, efter at have hentet en pose slik i butikken, kunne traske hjemad med til centralvarmekomfurets ventende gryder.

Til de fleste gårde hørte en større eller mindre prydhave med græsplæne, stauder og blomster, samt en anseelig køkkenhave eller urtehave, hvor man dyrkede de fornødne kartofler, grøntsager, bær og frugt, som skulle bruges til husholdningen året igennem. Disse haver krævede meget håndarbejde af alle på gården. Igennem halvtredserne og tresserne svandt disse haver meget ind, efterhånden som folkeholdet blev mindre.

Omkring på de fleste gårde bryggede man selv sit øl, slagtede gris og kalv, og indbød til pølsegilder og kaffekomsammen. Disse pølsegilder var fordelt hen over vinteren. Man havde sværere ved at holde det nyslagtede friskt. Man kogte det i henkogningsglas og saltede det ned i baljer. Det, der kunne røges, blev gennemrøget på et røgeri. Ved pølsegilderne kom man sammen, og gjorde et godt indhug i det nyslagtede. Man kunne så få en kogekone til at tilberede maden. Var man ti til tolv sæt naboer, venner og familie, der kom sammen en gang om ugen eller så, kunne man spise nyslagtet mad lige så lang tid af vinteren, og dertil få et godt krus øl. Aftenen forløb gerne med kortspil, og de fleste af damerne fandt gerne strikketøjet frem. Det kunne let blive sen nat, inden man vendte næsen hjemad.

Når der skulle vaskes storvask, lejede man gerne en brændefyret vaskemaskine, som kunne tilsluttes el for at tromlen kunne køre rundt. Denne maskine afløste vaskebrættet, som tøjet ellers med håndkraft blev gnedet på, til det var rent. Vandet til dette var opvarmet i den store ca. 200 liters gruekedel, som var opmuret i et hjørne af bryggerset, det rum hvor øllet også blev brygget. Tøjet skulle herefter skylles, vrides og hænges til tørre helst udendørs, men i tilfælde af dårligt vejr, hængte man det op på snore i kælderen. Når det var tørt, skulle det stryges eller rulles, lægges sammen og gemmes i skabe og skuffer, til det skulle i brug igen.

I slutningen af fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne mindes jeg, hvordan jeg havde kaniner, som jeg selv skulle passe under opsyn af min far. Fortjenesten ved salget af dem måtte jeg inkassere selv. Han anskaffede mig også en minilastbil med pedaler (købt af handelsmand Alfred Bynke i Bellinge) til kørsel af kaninerne til og fra græsburet, ligesom den også kunne bruges til kørsel af foder og andre ting. Den var et godt og nyttig stykke legetøj, den kan stadig køre (år 2003).

Under malkningen kunne min far også bruge min hjælp til at påsætte pattekopperne. Du er jo dernede alligevel, sagde han.

Om vinteren blev man tilkaldt, hvis vejene skulle ryddes for sne. Da der en vinter var meget af slagsen på Bryllevejen og Klemmeløkken (dengang kaldet Den sandede Gyde, den var ikke asfalteret), var man mange til rydde sneen væk, og stod i tre etager, for at få det fjernet. Når man stod på toppen af sne-kanten, kunne man nå telefontrådene med hænderne, dengang hang trådene på træmaster langs vejene.

Vinteren var også årstiden til at lave reb af snorene fra kornnegene. Disse snore blev taget fra under tærskearbejdet, da der blev lagt i tærskeværket med hånden. Dette var slut, da ilæggeren blev sat på.

I fritiden om aftenen ca. en gang ugentlig, samledes karle og piger fra de omkringliggende gårde på sportspladsen til idræt, håndbold og fodbold. Om vinteren til dilettant i forsamlingshuset, og kortspil og hyggesnak på deres værelser eller i gårdens stuer. I de gamle lommebøger nævnes også, at karle og piger var til idræt i Frøbjerghallen, til dans på Kratholm, eller til dyrskuefest på Fyns Forsamlingshus i Odense.

Når forårsarbejdet begyndte, kom en hård tid for både heste og folk, når jorden skulle behandles, staldgødning og ajle køres ud på marken og pløjes ned. Staldgødningen blev læsset på vogn med håndkraft, kørt ud og hakket af vognen i mindre stakke, for senere at strø dem ud med greb. Senere begyndte man at strø fra vognen. Traktorens ankomst gjorde dette arbejde lettere, da der anskaffedes en bag- eller frontmonteret læsser, og en vogn der kunne sprede gødningen, mens den kørte hen over marken. Det pløjede skulle så harves, udsæden sås, harves igen, samles sten og tromles. Dermed blev der trætte ben for heste og kuske, for man måtte gå efter de fleste redskaber dagen lang.

Når roerne skulle tyndes ud med roejern til en for hver 15 cm,. var der nogle trætte, krumme rygge at rette nu og da. Radrenseren for-spændt en hest brugtes til at holde ukrudtet væk imellem roerækkerne, mens man med hakkejern måtte hakke ukrudtet væk imellem roerne 2 til 3 gange sommeren igennem for at holde marken ren. I midten af tresserne anskaffedes enkornssåmaskinen, som lagde roefrøene med den nødvendige afstand. Den var påmonteret båndsprøjte, som sprøjtede et 25 cm bredt bælte over roerækken, hvor der så ikke kom ret meget ukrudt, og hakning kunne næsten undgås. I oktober og november skulle roerne tages op og køres i kule. Indtil midten af fyrrerne løsnede man roen med en togrenet roegaffel, trak den op med hånden og lagde dem i en række på jorden herefter lagde man sig på knæ, tog roen i hånden, skar toppen af med en roekniv og kastede den hen i en lille stak. Med en roegreb læssede man så roerne på en hestetrukket kassevogn, kørte dem hen til kulen, og med roegreben læssede man dem så af deri. De blev så dækket med halm og jord for frosten. I løbet af vinteren blev de igen læsset på vognen med håndkraft og kørt ind og læsset af i roehuset, de blev så skåret i stykker i den håndtrukne roeskærer, og var et særdeles fortrinlig foder for kreaturer, grise og heste. Roetoppen pløjede man ned i jorden som gødning, men i midten af fyrrerne hentede man også den hjem og lagde den i en stak, hvor den blev til ensilage, når den blev dækket lufttæt med halm og jord. Den kunne så også bruges til foder til dyrene.

Vandløbene og de åbne vandrender i engene skulle renses op og holdes rene, så vandet kunne løbe uhindret. I Odense Å slog vi bundvæksten af med le og gjorde bunden jævn, derved kunne man bedst undgå, at vandet gnavede huller i sider og bund. Arbejdet skulle efter en bestemt dato synes af en vandsynskommission. Odense Å brugte man også som badevand efter en travl og svedig arbejdsdag. Man kom sjældent til stranden.

I begyndelsen af halvtredserne fik flere og flere traktorer, og mekaniseringen kom rigtig i gang. Derfor begyndte en udvikling inden for landbruget, så bedrifterne skulle gøres større, mere effektive og udvides med mere produktion man prøvede så at beholde den medhjælp, man hidtil havde haft.

Den sidste arbejdshest forlod denne ejendom i midten af tresserne, hvor den i de sidste år nærmest kun havde trukket radrenseren. Hestestalden var nogle år i forvejen blevet medtaget til flere køer. Der blev samtidig installeret et rørmalkningsanlæg i stedet for de gamle spandemaskiner, så mælken selv kunne løbe ud i mælketanken. Besætningen blev udvidet ved indkøb fra landmænd, som ønskede at stoppe med den animalske produktion og finde arbejde i andet erhverv. Nogle blev boende på ejendommen og passede jorden som bierhverv, andre forpagtede jorden ud eller solgte den, atter andre solgte hele ejendommen til fritidslandmænd, eller til sammenlægning med anden ejendom, og flyttede til et hus i byen.

Som et forsøg på stadig at følge samfundsudviklingen og højne levestandarden måtte produktionen atter øges og gøres mere rationel. I 1969 besluttedes det derfor at bygge ny svinestald og benytte den gamle svinestald til endnu en udvidelse af kvægbesætningen. Der blev bygget en fodercentral imellem ko- og svinestald, der godt og vel kunne tage hele kornavlen, hvor kornet automatisk kunne flyttes fra silo til silo, hvis der viste sig temperaturstigning, hvilket også blev styret automatisk. Kornet kunne også automatisk føres over til male- blandeanlægget, eller til det fuldautomatiske, oliefyrede gennemløbstørreri, som foruden at tørre egen avl også i nogle år tørrede en betydelig mængde korn for Borreby Mølle. Der blev også installeret et fuldautomatisk udmugningsanlæg, som kunne medtage begge stalde, samtidig kunne den samme medhjælp beholdes. Dette byggeri blev realiseret og taget i brug med fuld produktion i efteråret 1970. Der forpagtedes også den nødvendige jord, så jordarealet stadig passede til produktionens størrelse.

10. maj 2012