Når jeg kører gennem Restruup og Nørholm Enge på vej ud til Aalborg Golfklub i Jægerspris, og ser de mange store og flotte lystejendomme, kommer jeg altid til at tænke på, at da min oldefar var sognegoged i Sønderholm, var det noget af det fattigste område man kunne forestille sig. Husmændede var så fattige at de få kroner de skulle betale i amtstueskat gik til udpantning hos min oldefar sognefoged Niels Josias Andreasen, der er søn af Andreas Peter Pedersen Bach (4) og født den 18. april 1845 i Gudum, blev den 25. marts 1872 gift med Birthe Marie Nielsdatter, født den 5. august 1847 i Nørholm.

Niels Josias og Birthe Marie overtog den 8. februar 1873 gården matr.nr. 9 efter Nielses fader, som lå i vestsiden af Sønderholm. Bygningerne var meget gamle, men de drev den til den blev sammenlagt med dele af matr. nr. 10, som var sat på dødsboauktion af arvingerne efter Anders Larsen (30.6.3) den 21. september 1882. Gården blev købt sammen med Vilhelm Bach i Mellemholm. De gav alt i alt omkring 14.000 kr. for den med tilhørende 50 tdr. land mark, 30 tdr. land hede og 8 tdr. land fælled. Auktionen blev forestået af fuldmægtig Buus fra Nibe. Han stod på en vogn og gav hammerslag på et lille bord. Tofterne på de to gårde lå op imod hinanden, og efter overtagelsen flyttede Niels Josias og Birthe Marie straks over i den nykøbte gård.

Andreas var dengang 5 år og han bar selv sin lersparebøsse men vendte pludselig om, da de kom tæt på den nykøbte gård og løb tilbage, for han kom pludselig i tanke om den hængte mand (Den forrige ejer havde hængt sig…). Det gjorde det ikke bedre at flyttelæsset var gledet af vognen ved indkørslen. Uden det er nævnt havde denne hændelse sikkert også været medvirkende til at han løb tilbage.

Vilhelm Bach fik de 30 tdr. land hede vest for Jordmodervejen og de 8 tdr. fælled ved Rimmen ( Rimmen = et fladt stykke sandet jord) , hvor alle gårdene ejer en strimmel, som hovedsageligt bruges til at grave møntørv ( Møntørv = de græstørv der lægges på tagrygningen på stråtækte bygninger) på. Af de øvrige 50 tdr. land var de 30 under plov og 20 eng. Der blev endvidere solgt 8 tdr. land fra den nykøbte gård til Chr. Østergaard i Nyrup og 8 tdr. land fra den gamle gård til Jens Skov. Stuehuset ved den gamle gård blev lejet ud, men sælges i 1911 til Lars Munk, som lod det nedrive og lagde grunden til sin have.
Det østre hus blev med ca. 1 tdr. land i 1887 solgt til møller Lassen der var møllerkarl på Aktiemøllen på Rimmen. Han lod opføre en vindmølle, som dog kun stod i ca. 1 år, så brændte den – det var morgenen før dyrskuet i Aalborg, at husmand P. Færk kom løbende ned og alarmerede Niels Josias, der var i gang (med arbejdet) i stalden. Han løb straks derop sammen med karlen, men da var møllen faldet (nedbrændt.). Andreas var 11 år og havde fået lov til at sove længe, da han skulle med til dyrskue den dag, men han vågnede ved uroen og stod op og var ved møllen sammen med de andre.

Denne redegørelse er skrevet af efter notater som min morfar Andreas Peter Andreasen har efterladt sig samt efter et brev til ham fra hans bror Niels Marinus Andreasen. Gården var nu på 90 tdr. land, hvoraf han i 1911 solgte de 30 tdr. land til Peder Andersen Pedersen, hvor han byggede en gård – Nibevej 541. I 1911 solgte han gården til Jens Abildgaard, hvis søn senere udstykkede den til byggegrunde (Villakvarteret mellem Nibe – Stadions- og Vestervej).
I 1910 havde han, medens han var sognefoged, købt hus matr. nr. 42 Tylervej 7, Sønderholm af skomager Niels Christian Nielsen og ombyggede det og opførte et udhus med plads til en hest og fjedervognen, så han var kørende, når han skulle ud i embeds medfør.
I 1914 solgtes huset den 20. juni til Jørgine Magrethe Kjølby, da han købte mtr. nr. 17 af Niels P. Nielsen Rosted i Sønderholm til sønnen Ingvard som var ugift. De boede hos ham på gården til han blev gift i 1916, hvor Niels Josias så igen købte huset den 27. oktober 1917 af Jørgine. Ved skifteattest den 21. april 1923 overgik huset til Birthe Marie.

Huset var meget solidt og ligger stadig på Tylervej 7, og bortset fra at udhuset er ændret til garage er det uændret siden ombygningen i 1910. Niels var en meget respekteret mand, hvilket ses af at han allerede i 1877, som 32 årig udnævntes til sognefoged og den 2. april 1902 i forbindelse med sit 25 års jubilæum som sognefoged udnævntes til Dannebrogsmand.
Under et besøg den 6. februar 1994 hos sønnesønnen Kaj Andreasen, Tjelevej 10 i Sønderholm har jeg set et gavebrev med følgende tekst: ”Sognefoged N. J. Andreasen. Undertegnede Beboere af Sønderholm Sogn bringer Dem herved vor hjerteligste Lykønskninger til Deres 25 Aars Jubilæum, som Sognefoged, idet vi ønsker baade Dem og Deres kære al Guds Velsignelse i de kommende Dage og haabe, at De endnu længe maa kunne vedblive at være vor Sognefoged! Vi bringer Dem dernæst en hjertelig Tak for den humane og bramfri Maade, hvorpaa De har røgtet Deres Embedsgerning iblandt os i de forløbne Aar, og vi beder Dem modtage nærværende Skrivebord og Stol som et synligt Bevis paa, at De baade er agtet og afholdt iblandt os. Sønderholm 2. Febr. 1902.” Gavebrevet er underskrevet af 112 navngivne personer i sognet, 61 i Sønderholm, 1¬8 i Tostrup, 13 i Nyrup og 20 i Restrup.
Skrivebordet fik jeg i 1994 forevist hos barnebarnet tidl. Oversygeplejerske Erna Bach Andreasen, Aalborg, men hvad der er blevet af det efter hendes død ved jeg ikke.

Der var flere grunde til sognefoden var så populær – èn af dem var at når han var på udpantning af amtstueskatter hos de fattige husmænd i Nørholm og Restrup enge og de ikke kunne betale, afleverede han ofte kvitteringen og betalte selv det skyldige. Pia Møller, Fredericia har været så venlig at sende mig en fotokopi af et stilehæfte, hvori hendes farfar Dusinus Petræus har nedskrevet ” Familieoptegnelser og barndomserindringer” og han skriver: Vort hjem var meget gæstfrit. det var ikke alene sognets folk, der kom, men mange andre. Også en del byboere fra Nibe og Aalborg. Far var sognefoged i 44 år (Dbmd.) og kom sådan i forbindelse med mange mennesker. Mor var meget dygtig og hurtig til sit arbejde og hun forlangte meget af sine medhjælpere, 2 piger hvoraf den ene næsten altid var en af hendes egne. Hun havde også interesse for, hvad der skete på gårdens marker og i staldene, derfor var hun altid i aktivitet.
Men trods megen sygdom og hårdt arbejde, var hun til sin død 78 år gl. lige så ret som en ung pige og gik let og spændstig. Hendes sind var ikke så lyst som fars. Særlig i økonomiske spørgsmål fik hun let bekymringer. Ikke at hun var gerrig, hun var endog meget gavmild, så meget at os børn undertiden kunne synes, det var rigeligt. ”At vi har været gode ved andre, vil engang komme jer til gode”, var mors svar. Hun havde angst for fattigdom. Hendes hjem havde været meget fattigt.
Hun var af datter af Niels Gregersens første ægteskab og kom ud og tjene da hun var 7 år. Hun kom senere i huset hos sin fars søster, som boede i Sønderholm. Denne faster var en velhavende gårdmandskone uden børn. Vi søskende kaldte hende Sønder-Bejste fordi hun boede syd for os, i modsætning til Nør-Bejste, der boede nord for os. Sønder-Bejstes penge kom bl.a. vi søskende tilgode. Vi arvede hver 2000 kr. efter hende. Hun har sat sig et varigt minde i Sønderholm ved at skænke et orgel til Kirken (Tante Stit, sogne- fogdens.9. barn Mette Kirstine Nielsine Bertine gift med Joacim Petersen, beslagfabrikken i Nibe, har senere bekostet det gl. orgel udvidet med flere stemmer fremgår det af optegnelserne fra Petræus).

Far havde det lyse og glade sind. Men samtidig var han en bestemt mand. Når sognefogeden havde talt, var der ingen der mukkede. Han var en ordensmand – tingene skulle sættes på plads efter brug. Blev de det ikke, kom han ikke farende og skældte ud, men han foretog sig et eller andet, som viste os, at vi havde forsømt noget. I hjemmet hos disse to brave mennesker blev vi børn opdraget til flid og nøjsomhed. Intet måtte gå til spilde unødigt. Endvidere i ærlighed i småt som stort. Vi var ikke ret store, før vi måtte gøre gavn. Som voksne var det en selvfølge, at vi på alle områder delte kår med tjenestefolkene. Vort hjem var et sted, hvor der var liv, ikke alene arbejdsmæssigt. Alle spørgsmål blev drøftet: Kirkelige, politiske og folkelige. Et sundt og godt hjem, hvor vi blev opdraget til ikke at være os selv nok.

Mine første minder drejer sig om julen. Juleforberedelserne var mange. Det var spændende den dag slagter Niels Bak skulle komme og slagte julegrisen. Det foregik altid tidlig om morgenen. Mor og pigerne havde været oppe før dag og fyldt den store grubekedel med vand og fået det i kog. For så snart grisen var slagtet og blodet, hvoraf vi fik de dejligste pølser, var løbet af den, skulle den skoldes. Det kogende vand blev hældt i et stort kar, og den døde gris løftet op og sænket ned i vandet. Når børsterne var blødt op, så man kunne plukke dem af med fingrene, blev der lagt en stige over karret, og grisen lagt der på. Ved hjælp af store skarpe knive blev alle børsterne skrabet af, Så fik mor grisen ind i bryggerset, hvor den blev hængt op under bjælken, og så overtog mor den videre behandling, og det var noget hun kunne klare.
Så måtte vi børn ikke gå i vejen, for så vankede der let en over nakken. Jeg kan endnu så tydelig se for mig med hvilken fart slagteren arbejdede, og karlene, der skulle hjælpe ham, for rundt i vildt trav for at efterkomme hans ordre. – Nogle dage nærmere jul foregik julebagningen. Aftenen før hjalp alle både piger, karle og børn med at sætte pebernødder på plader, der var lånt hos naboer og venner. Dejgen var lagt dagen før og rullet i lange tynde pølser, de lå på nogle brædder. Med en kniv skar mor så disse pølser i pebernødder, og det med en fart, så de røg hen ad det lange bord, hvor vi sad rundt om og satte dem på plader. Der blev bagt 3 – 4 skæpper (1 skæppe = 17,39 liter.). Alle, der kom om julen, fik 1 – 2 håndfulde med hjem.
Næste morgen kl. 4 – 5 tog man fat på bagningen. Den store ovn blev varmet op ved hjælp af lyng. Det var næsten altid fars arbejde. Før noget kom i ovnen var mor altid nede i bryggerset for at se, om ovnen var varm nok. Hvordan hun afgjorde det, ved jeg ikke, men jeg husker ikke, at det har glippet for hende. Mor havde altid godt og velbagt brød. Der skulle bages meget. Vi var mange daglige mennesker, og der kom altid gæster, og der skulle ikke bages igen de første 4 – 5 uger. – Senere skulle der foretages storvask og hele huset gøres rent.

Også ude hos mandfolkene var der store forberedelser. Der skulle roer og kartofler ind, køre korn til mølle, så der var til svinene, skæres hakkelse til hestene (8 – 10 stk.) ved håndkraft. Endvidere gøres rent i lo, lade og stalde, vinduer vaskes og ryddes op omkring hele gården, så intet lå og flød.

Endelig kom juleaften. De sidste timer af eftermiddagen var julestemningen steget betydelig bl.a. ved at høre kimen fra kirkens 2 klokker. Gamle Levinsen og hans sønner kunne kime. Jeg har aldrig siden hørt magen.
Rundt om det lange pyntede og veldækkede folkestuebord tog far, mor, karle, piger og vi børn plads, nyvaskede og i vort pæne tøj, og den dejlige julemad vederfaredes retfærdighed. Vi havde intet juletræ, men når mor og pigerne var færdige med at vaske op, læste far af en gammel Postille (Postille = Prædikensamling) ”En husfaders bøn på juleaften”. Denne bog er udgivet i året 1841. Provsten, hos hvem bedstefar var forpagter, har foræret den til ham i 1844. I 1885 har bedstefar foræret mor den og i 1925 fik jeg den af mor. Det fine bogmærke er broderet af provstens huslærerinde, som har foræret far det. Det tog kun få minutter for far at læse denne bøn, men alligevel syntes jeg, at det varede uendelig længe.
Vi sang også julesalmer, og mor ville altid slutte med ”Den yndigste Rose” (8 vers). Jeg sad nemlig og ventede på, at mor skulle dele pebernødder ud til os. Vi spillede så kort om dem, og vi børn spillede den aften sammen med de voksne. Julegave fik vi ikke, måske et par vanter eller muffediser. Vi holdt jul i ca. 14 dage, i hvilke vi ikke lavede andet end at passe kreaturerne og tage imod gæster eller selv gå i byen.

Josias døde i Sønderholm den 14. februar 1920, Bertha Marie døde i Nørholm hos datteren Marie den 14. december 1925. I ægteskabet var der 12 børn: Anton Christian, Anine Christine, Dorthea Marie, Andreas Peter, Dorthea Marie, Niels Marinus, Rudolf, Mette Kristine Nielsine Bertine, Mette Kristine Nielsine Bertine, Anne Dorthea, Ingvard Martin og Dusinus Petræus. Ifølge kirkebogen for Sønderholm er Niels Josias udlagt som barnefader til: Niels Josias Andreas Peter Larsen født den 31. Juli 1865 (døbt den 22. oktober 1865) af ugift moder Christine Larsen (23 år) boende hjemme hos faderen aftægtsmand Lars Larsen, Sønderholm mark. Jeg har ikke beskæftiget mig med at undersøge hvad der senere blev af barnet. Forklaringerne i parentets () er indsat af indsenderen.

Min tipoldefar Andreas Peter Pedersen Bach er født den 2. april 1812 i Vor Frue sogn i Aalborg, men på grund af at kirkebogen er utydelig har det kun været mig mulig at finde ud af, at hans moder var Marie Larsdatter eller Laustdatter og som fader er udlagt skipper Peder Bach der er udrejst til Lemvig. Som faddere er anført Købmand Ribye, jomfru? Bodesen, skriverkarl?, jomfru Lind og ? købmandskarl. Disse faddere giver ikke noget vink om andre forfædre og Andreas Peter ses ikke konfirmeret i sognet, ligesom forældrene ikke ses gift.

Han blev gift den 11. juni 1836 i Gudum Kirke med Karen Marie Jensdatter født den 16. januar 1811 i Gudumlund Fabrik. Ved vielsen nævnes de henholdsvis som ungkarl 24½ år og tjenestepige 25 år datter af Jens Chr. Thomsen (Thybo) og Ingeborg Nielsdatter, med forbehold da skriften næsten er ulæselig.

Efter vielsen slog de sig ned i Gudum og efter folketællingen i 1845 fremgår det, at han er husfæster og lever af sin jordlod. Den 1. maj 1853 forpagtede han Gunderup Præstegaard af sognepræsten, provst H. Wulff for Gunderup og Nøvling Menigheder i en periode på 8 år. Karen Marie der var døbt, konfirmeret og viet af pastor Fangel sagde, efter hvad sønnesønnen Andreas har nedskrevet, at hun også ville begraves af en Fangel. Præsten i Sønderholm, (hvor de flyttede til 1863 og fik skøde på matr. nr. 9 den 20. juni) hed også Fangel, men rejste inden hun døde, så derfor blev det pastor Barfod der kastede jord på hende.

Andreas Bach, som han kaldtes til daglig var en lille fast mand. Han var en bestemt og modig mand, således fortælles det, at engang der var indbrud i Gudum kom konen hvor der var indbrud, løbende efter Andreas Bach, og selv om der var 2 tyve, slog han dem i jorden og holdt dem i skak indtil de fik fat i sognefogeden.
Som aftægtsmand lærte han sønnesønnen Andreas at stave og var meget bestemt med den daglige læsning. Karen Marie havde været amme i en præstegård fortæller sønnesønnen Andreas.

Gården i Sønderholm var på 35 tdr. land mark, 12 tdr. land fækjær,7 tdr. land sønderkjær, 1½ tdr. land kalvekjær, 2 tdr. land toft, gårdsplads samt gadejord i alt 57½ tdr. land, og en hede på 24 tdr. land. I hartkorn var der 5 tdr., 4 skp., 3 fr. og ½ alb. Andreas døde den 20. december 1885, 73 år gammel og Karen Margrethe døde den 14. marts 1894, 83 år gammel. De var forældre til Niels Josias Andreasen og efterlod sig børnene: Inge Marie født den 26. september 1836, Birgitte Johanne Adolphine født den 8. juni 1843, Niels Josias (Stamfar) født den 18. april 1845, Johanne Elise født den 29. december 1846, Rudolphine født den 19. februar 1850 og Niels Peter født den 1. september 1853.

Den 8. februar 1994 besøgte jeg et oldebarn Kaj Andreasen, Tjelevej 10, Sønderholm, som viste mig et notat med teksten: ”Minde over Gmd. Andreas P.P. Bach født i Aalborg den 2. April 1812 død i Sønderholm den 20. December 1885 og Hustru Karen M. Andreasen født i Gudumholm den 24. Januar 1811 død i Sønderholm den 14. Marts 1894 Fred med eders Støv”. Notatet havde han fået af graveren ved Sønderholm kirke nogle år før, som under gravningen af en grav havde fundet en marmorplade med nævnte tekst. Pladen fandt jeg senere mellem sten fra nedlagte grave. Teksten var næsten umulig at læse. Jeg rengjorde den og malede teksten op i 1995. Den er nu opstillet sammen med andre sten fra nedlagte grave udenfor Kirkegårdsdiget.

Kaj havde ingen forklaring på, hvorfor hustruens efternavn stod som Andreasen. Vi var faktisk blevet enige om at hendes søn sognefogeden havde haft marmorpladen bag i fjedervognen til stenhuggeren i Nibe eller Aalborg, som han så havde bedt om at sætte hans mors navn på efter han har oplyst, hvad hun hed, hvor og hvornår hun var født og død uden at stenhuggeren har været klar over, at det var mandens navn der stod oven over, og så fordi han kendte sognefogeden har hugget navnet “Andreasen” i.

Senere har jeg imidlertid ved at læse i Aalborg Amtstidende for den 19. og 20. marts 1894 set at det i “Dødslisten” er anført, at Karen Marie Andreasen, Sønderholm begraves den 21. marts, så det er sikkert ikke rigtigt at give stenhuggeren skylden for forviklingerne. Hvor den er opstået har imidlertid ikke været mulig at opklare. I døds- og takkeannoncen ved mandens død underskriver hun sig som Karen Marie Bach. I kirkebogen er anført “Karen Marie Jensen død den 14. marts 1894, 83 år. Aftægtskone i Sønderholm født i Gudum hvor faderen Jens Christian Tomasen var arbejdsmand. Gift med gaardmand i Sønderholm Peter Pedersen Bach, der døde som aftægtsmand den 20. december 1885”. Det har ikke været mig mulig at finde nogen forklaring på, hvorfor hun ikke benævnes med sit føde- eller giftenavn på gravpladen.

Dusinus Petræus skriver i sin ”Familieoptegnelse og barndomserindringer”: Farfar var en lille firskåren, kraftig mand med en mængde kræfter. Han var meget bestemt og tålte ikke gerne modsigelse. Han døde 1895, så jeg har aldrig set ham, men hørt ham meget omtalt. Fars mor kan jeg huske. Hun døde 1894. Jeg var da 4 år. Jeg husker så tydeligt, at når hendes aftente blev båret ind i hendes stue listede jeg med og sad stille på en stol for til slut at få bedstemors sidste tvebak.

Den 5. april 2004 besøgte lærer Mogens Bach Andreasen, Vadum mig – han bor på en landejendom – Vejlen 78, som hans far overtog efter sin far Niels Peter (født 1. september 1853) yngste søn af Andreas Peter Pedersen Bach. Mogens medbragte fotokopier af dokumenter der bekræfter, at Andreas Peter er opvokset hos præsten i Hals, konfirmeret der i 1927, at de 4 ældste børn er født i Gudum, at den yngste Niels Peter er født i Gunderup, hvor de boede til de i 1863 flyttede til Sønderholm.
Mogens oplyste endvidere at han havde fået fortalt, at: Hans oldefar Peder Bach sejlede møllesten og kul fra Skotland og var gået ned med sit skib. Hans oldemor Marie Larsdatter havde vist en eller anden slægtsforbindelse til Herregården Lundbæk ved Nibe.
Han havde også hørt at familien ikke kunne godkende forbindelsen til skipperen Peder Bach – dette og sorgen over forliset havde, så vidt Mogens havde forstået, medført, at hun havde begået selvmord (formentlig grunden til der ikke i kirkebøgerne kan findes noget om hende).

Andreas Peter som havde arvet en del penge kom i pleje hos præsten i Hals. Præsten brugte pengene og Andreas Peter blev sendt ud at sejle i nogle år – formentlig fra 1830. En gammel sømand, som han arbejdede sammen med, skulle have sagt til ham, at sømand ikke var et liv for ham – han kunne jo bare se, hvad han (den gamle sømand) var blevet til. Andreas var derefter gået i land og bosat sig i Gudum.

Foranstående er udskrift af slægtsbogen ”Andreasenslægten fra Sønderholm” skrevet af mig.

For mange årtier siden lå bag Tjelevej 5, i Sønderholm et lille stråtækt bindingsværkshus bygget i 1824 som ”Gjordemoderhus”. tilhørende kammerherre Stemann, St. Restrup. Her boede min tipoldefar Palle Pedersen født i Nibe 1820 samt min tipoldemor Johanne Marie Jensdatter – født 1820 i Svenstrup. Han havde huset i fæste og var som sådan fæstehusmand under St. Restrup gods, men i 1853 blev han selvejer. I landsarkivet i Viborg findes skødet hvorpå der står at kammerherre Stemann, St Restrup i 1853 overdrager ham huset på Tjelevej samt et stykke sandblæst jord på Viehøj – lidt nord for Sønderholm by, en stump eng i Rimmen (mellem Sønderholm og Nyrup) samt en lille hedelod på Sønderholm hede. Jorden på Viehøj var så ringe den kun kunne føde 3 køer, men hele sommeren igennem trak han hver morgen køerne den lange vej på græs og hentede dem igen til aften.. Palle og Johanne på hans 90 års dag Her stod min tipoldemor Johanne parat for at malke dem. Hun var særdeles omhyggelig med mælken og skummede fløden, som hun selv kærnede til smør i en stampekærne.

Smørret solgte hun i byen. Efter sigende var hun kendt for sin gode smør- ikke mindst på grund af smagen – det var desuden længere om at blive harsk end for de fleste andre. Det skyldtes hun var meget omhyggelig med såvel renlighed som nedkøling af mælken at nedkøle det. Hendes smør var således helt fri for kohår osv — På hans hedelod syd for byen – på Sønderholm hede , gik fårene og det uld de gav kartede og spandt de selv til garn. I det store hele var de således selvforsynende.

I dette yderst beskedne husmandshjem blev min oldefar Peter Pallesen født den. 17 juni 1853. Der blev ikke sunget ved hans vugge , at han skulle blive en af Sønderholm og omegns mest betroede mænd, idet han i mange år sad som sognerådsformand i Sønderholm –Frejlev kommune.
I de gamle sognerådsprotokoller kan man følge ham i de mange beslutninger han var med til at træffe . Foruden at være sognerådsformand var han også protokolfører. Gennem hans smukke og sirlige skrift kan man således følge hans gode evne til at formulere selv vanskelige emner til f.eks. amt og anden øvrighed .

Hans barndom og skolegang ved vi kun lidt om, men han må have været opvakt for som 14 årig begynder han på aftenskole i Sønderholm. Jeg er så heldig at arvet hans regne og stilebøger fra 1866. Første halvdel er skrevet med gotisk skrift og resten på rigsdansk. – I hans stile har han eksempelvis behandlet emner som ” Den sorte død” – Om pesten, der kom til Danmark i 1348 og bortrev en fjerdedel af landets befolkning. Af andre emner er bl.a.: ”Hvilke Glæder er de varigste” og ”En falsk Ven er som en Skygge”. Et af de sidste emner i hans stilebog har titlen: ”Hvorvidt er det nyttig for unge Mennesker at besøge Aftenskolen”? —- Dette behandler han på følgende måde:
For det første er det nyttigt for ethvert ungt Menneske at vedligeholde sin Børnelærdom, som det let kan gjøre ved at besøge en Aftenskole hver Vinter når der gives Tid og Leilighed.
Aftenskolen giver os Underviisning i at læse, skrive og regne,hvad vi tidligere har lært i vores Børnelærdom. Thi her i landet gives der mange forskjellige Bestillinger for en Mand. F.Ex. kan man blive udnævnt til Sognefoged, Brandfoged og Sognerådsmedlem, han kan endogsaa hvis han er duelig dertil blive udnævnt til Rigsdagsmand.
Da det er meget ubeqvæmt for saadan et Menneske naar han kommer paa disse Steder , hvor hans Medlemmer ere forsamlede, som er bedere øvet, da sidder han og kan ikke engang læse Skrift, moske ikke skrive sit eget Navn.
Når han da i sin Ungdom har besøgt en Aftenskole eller vedligeholdt sin Børnelærdom paa en anden Maade da kunde han komme paa saadanne Steder som en antagelig Mand.
Unge Mennesker, som vil besøge Aftenskolen kan ved det samme blive afholdt fra den slemme Bygning om Aftenen, som tidt og ofte forfører mange til slet Exsempel. F.eks.baade til Kortspil og andet utilbørligt, derfor vil jeg takke dem for deres Aftenskole.
– Sønderholm den 29de December 1871. P. Pallesen.

Aftenskolen har uden tvivl , været medvirkende til at præge hans videre udvikling ikke mindst hans evne til skriftlige formuleringer.

Peter Pallesen havde i sin ungdomsår arbejde på forskellige gårde for at uddanne sig ved landbruget. I 1882 tog han så springet og forpagtede landbruget ved Zinks fabrikker i Godthåb.

Her mødte han Emma Poulsen, født d. 31. januar 1853 i Børglum. De blev viet d. 31.juli 1885 i Øster Hornum kirke.

Efter få år flytter de imidlertid til Sønderholm – i præstegården i slutningen af 1889 som præstegårdsforpagter.

I følge en forpagningskontrakt mellem Peter Pallesen og pastor Fangel, overtager han forpagtningen af Sønderholm præstegård den 28 december 1889. Det var således i den gamle stråtækte præstegård han kom til at udøve sin livsgerning. – Han var præstegårdsforpagter indtil 1. april 1914 hvor hans svigersøn Chr. Rindsig tog over. Min oldefar var medlem af sognerådet i årene 1892 til 1903 og fungerede her som formand fra 1896. Han blev indvalgt igen 1917 til 1921, hvor han igen var sognerådsformand.
Emma og Peter Pallesen fik 4 børn, hvor min farmor, Johanne Pallesen født d 24 – 3 – 1891 var den 2. i rækken.
Imidlertid dør min oldemor Emma Pallesen d. 2. december 1902 kun 49 år af tuberkulose. Peter Pallesen stod da tilbage med 4 børn – Mie , Johanne, Jens og Pauline, hvor den ældste var 13 år og den yngste 8 år. Året efter trak han sig som sognerådsformand på grund af den nye situation som enkemand, hvor han følte der nu var mere brug for ham i hjemmet Som en yderligere hjælp for ham solgte mine tipoldeforældre, Palle og Johanne kort efter husmandsbruget på Tjelevej og flytte ind i 2 små stuer i sydenden af forpagterboligen i præstegården. Dette blev en stor hjælp for deres søn i det daglig – ikke mindst en hjælp til at tage hånd om hans fire ukonfirmerede børn.

Allerede i 1902 havde oldefar fået instaleret telefon i forpagterboligen – på dette tidpunkt var der kun fire i Sønderholm der havde taget imod denne nye form på at kunne foretage samtaler over lange afstande gennem ledninger . Der var kun få der var fortroligt med telefonen og slet ikke tipoldefar , der var meget utryg ved at have et sådant monstrum i huset – så meget han overhovedet ikke ville røre den – dette gjalt for den sags skyld også tjenestefolkene i forpagterboligen.
En aften oldefar var til møde i Aalborg traf det sig så uheldigt at telefonen ringede. Tipldemor udbrød da bekymret: ”Gud bevar os , telefonen ringer , hvad skal vi da gøre?” ” Ingenting” sagde tipoldefar. Den ringede igen. tipldemor siger da: ”Tag den Palle, du er da mand i huset.” ” Jeg har jo sagt jeg ikke rører ved det djævelskab”- Da karlen kom ind for at spise aftensmad ringer telefonen igen. Tipoldefar sagde da til karlen: ” Tag telefonen, Thorvald.” ”Nej” sagde karlen ”Jeg tør ikke” ” Hvad – nægter du en ordre”. Thorvald tog nu telefonen og hørte en stemme sige: ” Sig mig , er der nogen hjemme”.” Nej” råbte han, og lagde straks rører fra sig.
Det var min oldefar der ringede hjem fra Aalborg for at høre om det stod vel til. Det fortæller lidt om den uvidenhed, men også utryghed der var om dette nye og ukendte.
Oldefar havde indrettet kontor i et af værelserne med et stort skrivebord, et skab og nogle hylder til hans bøger og protokoller. mm. Hans kontorrekvisitter var i al beskedenhed kun en blækstift, pen og blæk. Han blækhus var et såklaldt rejeblækhus eller lommeblækhus af nikkel og med dobbelt låg. Han havde det med i lommen til sognerådsmøderne, som da altid blev holdt på det daværende St. Restrup Kro. Desuden havde han et metalstempel hvor der stod P.P. samt en stang rød lak til at forsegle fortrolige og vigtige breve. Megen af hans tid tilbragte han på sit kontor for at føre sogneprotokollerne ligesom mange af kommunes beboere kom her for at få hans hjælp og vejledning.
Præstegården var firlænget – med præsteboligen som den sydligste længe – forpagterboligen den vestlige længe – mod nord lå laden , hvor der i den østlige ende var 6 svinestier – og op mod kirkediget , den østlige længe med ko og hestestalden samt karlekammer med plads til hø på loftet.
Gulvet i loen var af stampet ler og af maskiner var her en bredtærsker til rughalm, en kværn, et såkaldt pigtærskeværk, en hakkelsesmaskine samt en rensemaskine til kornet. Man fulgte sålede godt med i den teknologiske udvikling inden for landbruget . Trækkraften var fra en såkaldt hestegang, der lå på gårdspladsen tæt op mod laden. Man havde således ikke vindmotor som på de fleste andre gårde i Sønderholm , da gården lå for lavt og derfor ikke havde tilstrækkelig vind til trækkraft.
Gulvet i kostalden var overalt pigsten. Der var en række båse i hver side med en gang i midten med i alt 24 kreaturer, hvoraf halvdelen var malkekøer. En mur adskildte hestestalden fra kostalden. Her stod 4 arbejdsheste samt en del plage og føl. Fra stalden var der direkte adgang til karlekamret, hvor møblementet var to senge, to stole samt et bord.
Midt på gårdspladsen lå møddingen, som det da var almindeligt hvilket også bevirkede at hos såvel præsten som min oldefar var fluerne en plage den ganske sommer Den var dog skærmet af med hyldtræer og buske mod præsteboligen og forpagterboligen.
Forpagterboligen var opført med bindingsværk, hvor den nordligst ende var optaget af præstens vognport. Min oldefar havde, som det var nedfældet i forpagtningsaftalen, pligt til at køre med præsten, når han skulle passe sit embede ved Frejlev kirke og når han skulle med toget fra Sønderholm station, så han skulle altid passe togtiderne, når han skulle hentes igen. Ved siden af vognporten lå gæstestalden, der blev benyttet, når kirkegængerne kom kørende til kirke, eller de havde ærinde hos præsten.
Næste rum var bryggerset hvor den store murede bageovn var opført. Bagning var et meget vigtig led i husholdningen, da der skulle brød på bordet til hvert eneste måltid. Forberedelserne begyndte allerede tidligt om morgenen med pigerne begyndte at ælte dejen i dejtruget. Der blev hældt 100 pund rygmel sammen med surdej ned i den ene ende og lunken vand i den anden ende af dejtruget og så gik det ellers med årme og hænder med at ælte dejen ordentligt igennem. Æltningen foregik altid i folkestuen for her kunne man holde dejen tilpas lun. Efter æltningen blev dejen sat til hævning med et klæde over, men forinden havde min oldemor skåret et dybt kors i dejen for at beskytte den mod ”den onde” i højen – og det virkede. Næste morgen var dejen hævet og korset borte, og den stod nu i en svulmende bule ud over truget.
Inden bagningen drev man som det første ”den sorte mand”, dvs. soden ud af skorstenen ved at tænde op med lyngris som gav en krafig, men også kort varme – da først blev der tændt normalt op i ovnen. Alt imedens den blev varmet op slog pigerne brødet op. Dette skulle gøres meget omhyggeligt så brødet blev fast og uden huller. Hullerne betød nemlig ”grave” og spåede død. I det hele taget var der meget overtro omkring bagningen, for det var næsten en katastrofe hvis den mislykkedes. Når ovnen havde den rette temperatur – som kun oldemor eller madmor havde erfaring i at aflæse, blev asken og gløderne skrabet ud med en rage. og de opslåede brød blev langt ind til bagning.
Det var altid spændende, om brødet var rigtig bagt – om det var bagt igennem – om det havde den rette skorpe uden revner. fordi det var her muggen først satte sig.
Fra bryggerset kom man ind i køkkenet hvor hvor der stod et brændekomfur med plads til 4 kogesteder samt kogekar, der altid var fyld med vand til eksempelvis opvask. Fra køkkenet kom man ind i folkestuen. Den fungerede tillige som deres daglige spisestue og opholdsstue for såvel familien som tjenestefolk. Her stod der en fast bord og bænk.
Alle havde deres faste pladser omkring bordet. Min oldefar havdesåledes sin faste plads ved bordenden. Herefter sad forkarlen, andenkarlen og hjordrengen på bænken ud mod gårdspladsen. På den løse bænk ind mod stuen sad min oldemor, derefter førstepigen og barnepigen .- børnene var plaseret mellem hjordrengen og barnepigen. Mod syd, ud mod haven lå soveværelset og gæstestuen – eller som den også kaldtes ”den pæn stow” . Herefter kom forgangen og i husets sydende – de to små stuer som mine tip oldeforældre overtog efter oldemors død. Og på loftet – et kammer til tjenestepigerne.

Det var ikke kun sognerådsarbejdet der havde Peter Pallesens interesse. Han var således bl.a. også i bestyrelsen for Sønderholm Plantage , medlem af skolekommisionen og Sønderholm menighedsråd, hvor han var kirkeværge samt i bestyrelsen for Sønderholm Forsamlingshus, hvor han ikke blot var med til at arrangere høst og juletræsfest, men også forskellige foredrag, hvilket fremgår af hans sirligførte regnskabsbøger. I det hele taget var han en foregangsmand – en mand der skabte respekt om sit navn som en af byens gode sønner.