Skrevet af min morfar købmand Henry Jensen: På Torvet 11 i Bælum ligger den gamle købmandsgård, hvor den har ligget i hvert fald siden 1871 – måske meget længere. Det var meget vigtigt og betydningsfuldt at være placeret på torvet i det, der dengang var Østhimmerlands hovedstad. Netop på det sted, hvor alle vælgere fra hele Østhimmerland dengang måtte møde personligt op på valgdagen for at kåre kandidaterne til den lovgivende forsamling.
I året 1871 flyttede forretningen ind i en præsentabel nybygget købmandsgård på to etager tæt ved kroen. Men i 1894 udbrød der brand i den gamle stråtækte kro, og branden bredte sig til købmands-gården, et bageri og mange gårde og huse. Efter branden blev købmandsgården opført på det nuværende sted.
På dette tidspunkt var den ejet af købmand Carl Jensen, der drev den til sin død i 1922. Enken drev den videre med sønnen Chr. V. Jensen som bestyrer. Chr. V. Jensen var samtidig bogholder for Hellum Hindsted Herreders Sparekasse. I 1933 blev købmandsgården solgt til min far, købmand Anders Jensen.
På vej fra Bælum by til Bælum Mølle passeres indkørslen til en større gård. Det er let at misse indkørslen, men prøv alligevel – Nørgård hedder gården, som har været byens fattiggård. Men også en herregård, ejet af Rosenkrantz- og Gyldenstierne-slægterne.
Udsigten er forrygende, og der er svage mærker efter det middelalderlige hus. Susanne Rosenkrantz kan være bygherren for den stenbygning som var lovlig efter dronning Margrethes død. Hun døde i 1455. Derefter gik gården i arv til Ludvig Rosenkrantz, hvis datter Anne giftede sig med Oluf Pedersen Gyldenstierne. Deres yngste datter Elsebe/Elsebeth/Elisabeth kom til i 14 år at leve sammen med Børglum-bispen Stygge Krumpen, i et på alle måder ring- og papirløst forhold. Ydermere blev hun som 18-årig formelt skilt fra sin første voldelige ægtemand. Under Grevens Fejde bliver de to samlevere åbenbart skilt, og i efteråret 36 fængles Stygge som tilbringer 6 år i fængsel. Da han løslades i 1542, har hun netop nået at gifte sig med en yngre mand, Erik Mortensen, der stammer fra Roskilde og åbenbart ikke selv ejer jord. På grund af hendes brødres tidlige død samler hun anparter i Nørgård, og parret har formentlig slået sig ned her. Det lykkes hende at få jord tilbage, hun solgte 20 år forinden.
Da hun dør i 1554, arver hendes søster Lene og Lenes mand Nørgård og Erik Mortensen finder sig en ny kone med egen gård. Lene har præsteret en lige så stor skandale som Elsebe: som ugift adelig kvinde på 45 får hun et barn med sin ikke-adelige sognepræst. De to gifter sig, og hendes mand, Mads Hvid, åbenbarer et uventet talent for at tilegne sig gods og kirker. Elsebe får ingen børn med nogen af sine tre mænd, men Lene og Mads har denne ene datter Anne, som – trods faderens ikke-adelige baggrund – gifter sig ind i Banner-slægten. Hermed slutter Nørgårds virkelige storhedstid, og det går ned ad bakke -.et nyt hus bygges ca, 1830, og i 1874 køber kommunen gården og gør den til fattiggård. I det mindste har den da budt de fattigste smukke omgivelser. Elsebe, Erik, Stygge, Lene, Mads og lille Ane Hvid optræder alle i min nye roman Stormene.
Nordvest for Bælum by ligger Præstens Høj samt Hejrebakken, der tilsammen bliver kaldt Møllebakken. Netop der, på det højeste punkt, knap 60 m. over havet står Bælum Mølle højt knejsende, synlig fra Rold skov i vest til Kattegat i øst. Den blev, fra den blev bygget i årene 1761 til 1765, et vartegn for Bælum såvel som et pejlemærke for søfolk, der fra Kattegat søger ind til havnen i Øster Hurup. Møllens bygherre var krigsråd Harbo Meulengracht, Voergaard. Han var hollænder, så måske var det derfor, den blev bygget efter hollandsk forbillede.
Bevilling af kongen
For at få lov til at bygge en mølle skulle man have en bevilling af kongen, et såkaldt privilegium, men kom så også til at betale skat i forhold til, hvad man forventede, han ville kunne tjene ved møllens drift. For at sikre, at mølleejeren nu også kunne betale sin skat, var man nødt til at beskytte ham mod, at der opførtes nye møller inden for det område, der udgjorde møllens naturlige kundekreds. Privilegiet blev ikke indført ved lov, men som en administrativ praksis, hvorved mølleriet blev et stærkt kontrolleret erhverv. Også kundernes betaling for malingen, den såkaldte “told”, blev reguleret centralt. Tolden skulle ifølge loven tages med en stemplet kobber-toldkop eller en såkaldt træotting. Tolden – d.v.s. møllerens løn – udgjorde 1/18 af kornet.
Voergaards Vejrmølle
Af gammelt skriftligt materiale fremgår det, at Bælum Mølle i 1767 da blev kaldt Voergaards Vejrmølle og på dette tidspunkt var beboet, som der står af Anders Christensen Møller, og som navnet antyder, sikkert har været møller på stedet. Allerede året efter møllen var færdigbygget, blev den solgt for den nette sum af 1200 rigsdaler til Søren Thestrup på Wiffertsholm, søn af Cristen Thestrup, der havde købt Wiffertsholm på den berømmelige auktion i 1740. I 1774 købte Henrik Schou imidlertid møllen tilbage til Voergaard, men prisen var nu 1400 rigsdaler. I skødet hedder det bl.a.- ” ….. hvilken mølle er oprejst i stedet for vandmøllerne Rissmølle og Nørgaards Mølle”. I 1782 blev møllen solgt til Jens Sørensen Kaas på Bælum Nørgaard for 1550 rigsdaler, og siden har ejerskabet til møllen skiftet adskillige gange mellem nabogårdene Voergaard og Bælum Nørgaard. At Bælum Mølle blev bygget på møllebakken med vinden som trækkraft var mere af streng nødvendighed end af dyrebar luksus og årsagen var at der var opstået vandmangel til de eksisterende vandmøller.
Jordskælv i Kattegat
De ældste vandmøller der er fundet i arkæologiske udgravninger i Danmark, kan dateres til tiden omkring år 1000 måske lidt før. I mere end 700 år havde man således kunne bruge vandet som trækkraft til små som større møller, derfor var der tidligere stort set en vandmølle ved hvert eneste vandløb landet over. Men fra midt i 1700 tallet og frem havde man i adskillige år tørkelignende tilstande hvilket resulterede i, at også vandløbene omkring Bælum på det nærmeste udtørredes, så de knap kunne trække en lille møllesten. Om det samme fænomen fortæller et andet sagn en lidt anden historie. Heri siges det, at det var efter et jordskælv, der blev vandmangel – og ikke blot omkring Bælum. Sandt er det, at i december 1759 kom et jordskælv med epicentre midt i Kattegat. Jordskælvet var da så kraftig at en gavl på Budolfi Kirke i Aalborg styrtede ned. At jordskælvet også dannede revner i undergrunden omkring Bælum ved samme lejlighed , så vandet på det nærmeste forsvandt, lyder derfor meget troværdigt.
Af vandmøller man har skriftlig materialer om kan nævnes Nørgaards mølle, der var den største af dem, da møllehjulet her kunne trække hele to kværnstene. Møllen lå umiddelbar neden for Bælum Nørgaard. Man kan stadig se rester af dæmningen, som har dannet mølledammen ved rensningsanlægget neden for kirken. Mølledammen fik vand fra to kilder, fra den lille Lauris kilde, hvis udspring er starten til Bælum bæk. Den løber gennem engdraget med det lidet flatterende navn ”Djævledalen” sydøst for Bælum Sønderskov . Her løber det sammen med vandet fra den meget større ”Skt. Lauris Kilde”, der også giver vand til Kildesøen. Desuden var der Riis Mølle, der lå lidt vest for Voergaard. Begge møllerne var såkaldte overfaldsmøller. På daværende tidspunkt var der endnu to mindre vandmøller nemlig Haelmølle, der lå længere nordpå ved Haelskov, hvor der også er en kilde, samt Voergårds Mølle umiddelbar nord for Voergaards hovedbygning.
Møllebetjente
I 1875 købte den daværende Bælum-Solbjerg kommune Bælum mølle sammen med Bælum Nørgård af dødsboet efter herredsfoged H. Hvass for at indrette gården til fattiggård. Kommunen fortsatte dog , som de tidligere ejere havde gjort med at bortforpagte møllen samt det tilhørende mindre landbrug til skiftende møllere. Som en sidebemærkning kan man ifølge fattiggårdens regnskaber se, at den ofte havde en af to fattiglemmer i beskæftigelse på møllen, hvor de lavede forskelligt forefalden arbejde alt efter evner og formåen. Vi kender i øvrigt navnene på en lang række af disse møllere eller ”møllebetjente”, der har haft Bælum Mølle i fæste gennem årene – eller som det senere hed ”i forpagtning”.
Møllere
Navnet på den først kendte møller på Bælum Mølle var som før nævnt Anders Christensen. Han blev allerede afløst ifølge folketællingen i 1787 af ladefogeden på Voergård, Peder Henriksen. Han boede imidlertid på Riis Mølle, idet han havde giftet sig med Zinned Pedersdatter, enken efter den her nyeligen afdøde møller, Niels Nielsen Guldager. I 1801 finder vi stadig parret i Riss Mølle, som jo var en af de møller Bælum Mølle var bygget til afløsning for, men Peter Henriksen der nu er blevet 60 år bliver nu i stedet betegnet som husfæster. Stedsønnen Niels Nielsen Guldager fortsatte dog som møller i Riss Mølle efter Peder Henriksen, idet den først blev endelig nedlagt ifølge folketællingene i 1834.
Samme år som Riis Mølle er beskrevet som nedlagt finder vi den ugifte Johannes Kasper Fritz Smidt som forpagter af Bælum Mølle. I 1840 er det Niels Frandsen der er forpagter og han bliver hjulpet af sønnen Jens Christian samt en møllerdreng ved navn Niels Olsen, der stammede fra Veggerby. Allerede i 1845 kan vi læse at en ny forpagter har overtaget Bælum Mølle. Det er tømmermand Søren Mortensen, der sammen med sin kone Maren Akseldatter, der var snedkerdatter fra Bælum, havde hus i byen Han havde to ugifte møllerbetjente på godt en snes år til at drive møllen. Den ene var Jens Chr. Nielsen fra Visborg der sammen med hans søn Morten havde jobbet. De havde fæstet Morten søster, den kun 15 årige Ane Marie som deres fælles husholder. Hvordan livet så ellers formede sig i møllen for dem, kan man kun gisne om, som det står i optegnelserne. Men de tre forlader møllen ret hurtigt for allerede i 1850 genfinder vi her Niels Olsen, men nu som møllerforpagter. Han havde i mellemtiden været møllebetjent på Korup Mølle og var blevet gift med Mette Kristine Olesdatter fra Astrup i Solbjerg kirke. De to boede nu hos hendes forældre i Graverhusene. Herefter fulgte Lars Nielsen, der stammede fra Gjøl. Ham finder man i folketællingen 1834 som 34 år gammel med konen Karen Jensdatter og deres lille datter som møller ved Terndrup Mølle , en vandmølle der lå midt i byen. Han mister desværre sin kone , men giftede sig igen med en 20 år yngre pige fra Bælum og drev herefter Bælum Mølle i flere år.
Til trods for mølleriet gik godt fulgte nu nogle år med en længere række af skiftende forpagtere bl.a. Jens Kristian Nielsen som kom fra Visborg, men var født i Rakkeby . Også han havde arbejdet i Korup Mølle, hvor han havde truffet sin kone. Det var først med den 37 årige Søren Nielsen fra Thorup ved Skørping , der i 1928 tiltrådte som forpagter, at forholdene ved Bælum Mølle igen blev stabile.
Tredje mølle på Møllebakken
Den mølle som Søren Nielsen fik forpagtningen af var kun 20 år gammel og var den 3. i rækken af møller på Møllebakken i Bælum Den oprindelige stråtækte Bælum Mølle fra 1767 blev trods omfattende moderniseringer udskiftet med en anden hollandsk vindmølle, men den nedbrændte ulykkeligvis helt ved en dramatisk og ret uhyggelig lynbrand i 1905. På dette tidspunkt fandtes ingen brandvæsen , men straks efter lynet havde antændt den stråtækte mølle søgte alle ”der kunne krybe eller gå” som et øjenvidne berettede, mod møllebakken for om muligt at give en hjælpende hånd med at redde hvad der var at redde, dog var alle behjertede forsøg nytteløse. Møllen nedbrændte totalt. På vejen op til den brændende mølle blev de mødt med et meget uhyggelig syn, i det de brændende møllevinger fortsatte med at køre rundt i en rasende fart, så det mest af alt lignede en brændende ildkugle mod de næsten sorte tordenskyer – en ildkugle der yderligere spredte gnister og flammende trædele ud mere end hundrede meter borte til fare for både slukningsmandskab og de flokke af nysgerrige, der trods alt turde nærme sig ”uhyret”. Der skete lykkeligvis ingen yderligere skade, hverken på mennesker eller dyr.
Efter denne ulykkelige hændelse fik den lokale møllebygger Niels Sørensen, der også var tømmermester i byen, til opgave at bygge den nuværende moderne vindmølle. Den fik bl.a. såkaldte klapper på vingerne (jalousier), der på det nærmeste selv kan lukke og åbne sig alt efter vindens styrke samt fik en vindrose , hvilket lettede møllerens arbejde betydeligt, idet han nu ikke skulle dreje møllen op mod vinden ved håndkraft . At bygge en mølle helt fra grunden er et stort projekt , men i 1908 stod møllen fiks og færdig parat til igen at kunne modtage korn til formaling . Allerede ti år efter Søren Nielsen var blevet forpagter i 1938, blev der anskaffet en 30 hk Deutz dieselmotor til hjælp ved vindstille. Den blev installeret i et ret pompøst maskinhus af røde mursten og med trappegavle . Denne bygning var da også lavet efter de samme tegninger som kapellet i det nærtliggende Kongerslev.
Bælum Mølles storhedstid
Tiden med Søren Nielsen som forpagter kan vel med rette betegnes som Bælum Mølles storhedstid, i det den efterhånden var blevet en ret omfattende forretning, hvortil landmænd i mange miles omkreds kom kørende på hestevogn for at få korn malet, både som foder for husdyrene , men også til mel. Når der var allermest travlt var der en strøm af hestevogne op ad den nuværende Skolevej , forbi det gamle herredskontor ( nu ØU) og op mod møllen. Ofte kunne man se en kø på op mod en snes hestekøretøjer, har naboerne berettet, fuldt lastede med korn, der ventende på at komme til møllens rampe. For at afvikle trafikken så gnidningsløst som muligt, havde man da også set sig nødsaget til at ensrette færdslen. Man kørte op omkring herredskontoret og ad grusvejen langs Nørgårds skov når man skulle til møllen, og ad en hulvej mod vest og syd om Møllebakken på tilbagevejen.
Arbejdstiden var på disse dage kunne til tider være lange, idet produktionen jo i bogstavelig forstand afhang af vejret. Havde der været en længere periode uden vind, kunne der hobe sig store mængder korn op, og når så endelig der igen blæste, måtte mølleren og hans folk ofte arbejde i møllen både dag og nat for at indhente det forsømte. Selvom man havde fået en dieselmotor til hjælp ved vindstille, blev den meget nødig startet, da olie til brændstof jo kostede penge. Så hellere vente på vinden , den var og er jo trods alt gratis. Det var dog en fast sædvane, at man ikke arbejdede om søndagen uanset hvor travlt man havde. På alle søn- og helligdage blev møllen således altid stoppet, møllevingerne blev vendt i retning ad Bælum kirke og sat i kors.
Ingen sortbørspriser
Under anden verdenskrig havde Bælum Mølle stadig en del kunder at passe og Søren Nielsen malede lige som de fleste af hans møllekollegaer ”sort” , men han malede ikke til ”sortbørspris”. Således kunne man lige efter nytår i 1946 i de lokale aviser læse at retten i Terndrup i sagen om den ulovlige formaling af korn på Bælum Mølle, havde udstedt bøder fra 100 til 1500 kr, hvilket var 2 kr pr kg ulovligt formalet korn. Til sammen kom mølleren og de involverede 40 bønder til at betale i alt 15.000 kr til bødekassen. Retten slog dog fast at der ikke havde været tale om nogen sortbørsforretning i det mølleren kun havde taget den almindelige pris for sit arbejde. Mølleren havde kun ville gøre sine kunder en tjeneste. Det kom nu til at koste ham den nette sum af 3.500 kr i bøde . Ikke den bedste forretning for møller Søren Nielsen da han kun havde haft 600 kr i fortjeneste. I 1958 opsagde Søren Nielsen sin forpagtningsaftale efter 30 års virke ved Bælum Mølle. På dette tidspunkt var en stor del af de faste kunder faldet fra . Tiden var da ved at løbe fra denne form for mølledrift og det kunne mærkes . Hans bror Aage Nielsen overtog herefter forpagtningen af møllen og forsøgte at drive den videre sammen med det tilhørende husmandsbrug. Men omkring 1965, da der kun var et par faste kunder tilbage, så han ingen anden udvej end at sætte møllevingerne i kors for altid. En epoke på godt 200 år var slut Så længe havde Bælum Mølle trods alt tjent byen og oplandets bønder.
En af de sidste vejrmøller i Himmerland
Allerede i 1955 var der folk i Bælum der mente at Bælum Mølle på en eller anden måde burde bevares for eftertiden, da den var en af de sidste vejrmøller der var tilbage i Himmerland. Men efter lukningen og indtil 1981 stod møllen mere eller mindre upåagtet hen. Byens borgere havde indtil da måttet se på, at møllen som kommunen jo ejede, forfaldt mere og mere. Der blev da iværksat en hårdt tiltrængt reparation, hvor alt beskadiget og rådnet træværk blev fornyet . Det var Clarence Sørnsen, Bælum , en sønnesøn af møllerbygger Niels Sørensen der havde bygget møllen, der stod for arbejdet. Derfor blev det også udført særdeles pietetsfuld. Indvendigt stod møllens inventar fuldstændig intakt, som i 1965, da man lukkede for driften af møllen . Det hele stod blot der til ingen verdens nytte.
Bælum Møllelaug
I midten af 1980 erne kom Østhimmerlands Naturskole, der var en form for beskæftigelsesprojekt, ind i billedet. Det var da hensigten at man ville foretage en gennemgribende restaurering af Bælum Mølle i samarbejde med møllerbygger John Jensen , der netop havde udført et lignende arbejde på Lille Heddinge Mølle. Dette projekt måtte man dog opgive af økonomiske grunde. Nu trådte Erhvervsforeningen for Bælum og Omegn til idet den i marts 1991 indkaldte til møde med henblik på at for at bevare byens mølle . Resultatet af dette blev at man i 1992 kunne oprette Bælum Møllelaug , som på frivillig basis og i nær samarbejde med Rebild Kommune, stod for en omfattende restaurering af møllen for at omdanne den til en museumsmølle . Den har, for at nævne de største restaureringsopgaver, bl.a. fået påsat ny hat i 1996 og fået nye vinger i 1998 . Tømmermester Kurt Brix har her været og er stadig en vigtig brik i dette forløb . Han har med betydelig faglig indsigt, men også med en vis æresfølelse udført tømmerarbejde sammen med sine folk, både den nye hat og arbejdet med de nye vinger, der blev lavet helt fra bunden. En æresfølelse han ikke kun har til sit fag , men også til at arbejdet med restaureringen af møllen blev overdraget til ham, der kort forinden havde overtaget den forretning møllerbygger Niels Sørensen i sin tid startede.
Restaureringen er hovedsagelig udført med økonomisk hjælp fra forskellige fonde, bl.a. har Tuborgfonden givet et betragtelig bidrag , samt Poul Svanholm, Ravnborg, der har givet lærketræet til vingerne, ligesom man solgte folkeaktier til byens borgere og venner af møllen. Den 30 hk Deutz dieselmotor man i 1938 havde opstillet i den røde sidebygning, fik efter man havde stoppet mølledriften , en omskiftelig tilværelse. En overgang har den således trukket maskiner på Dragsgård , den har trukket briketpressen på Kaas Briketfabrik, været natmotor på EL-værket i Støvring og trukket saven på Skørping Savværk, indtil den kom tilbage på sin oprindelige plads ved møllen, hvor den vitterlig høre hjemme. Efter en større hovedreparation er den i dag fuld funktionsdygtig og kører sammen med møllen på den årlige offentlige ”mølledag”. Pladsen omkring møllen har også fået et ansigtsløft, hvilket har resulteret i at den også har fået sin renæssance . Nu er det blot et anderledes liv der her udspiller sig. Nu er det ikke vrinsk fra bønders arbejdsheste på vej til mølle man kan høre, nu er det for det meste toner fra ungdommens musikinstrumenter der lyder fra pladsen.
Musikfestivalen ”Aftryk”
Østhimmerlands Ungdomsskole havde , som næsten nærmeste nabo, længe set hvilke kvaliteter området ved Bælum Mølle rummede . Derfor har den her siden 2006 , hver år i maj i samarbejde med Rebild Kulturskole og ROSA (Dansk Rock Samråd) kunnet sætte sit årlige, traditionsrige musikalsk aftryk på pladsen ved at arrangere musikfestivalen ”Aftryk” med Bælum Mølle som baggrund for den store musikscene Til denne årlige musikfestival deltager der efterskolebands fra næsten hele landet. De kommer for at spille deres selvkomponerede musiknumre på den store scene. Det er den absolutte regel nr. 1. for at kunne deltage i festivalen, at de kun fremfører numre, hvor selv har skrevet både tekst og musik. Sammen med op mod 15 – 1600 af deres kammerater, som de hvert år har taget med fra deres respektive efterskoler, rykker de således en dag ud af kalenderen, hvor de i stedet for såvel tyske verber som anden grads ligninger kan nyde deres kammeraters musik. Som en ekstra gulerod til de unge musikere, men også for at vise de bliver taget alvorligt , får de bedste bands mulighed for senere at spille på så store musikscener som bl.a. Nibefestivalen samt ”Skråen” i Aalborg.
Også Bælum og Solbjerg menighedsråd har taget pladsen foran den gamle mølle i brug . Gennem 10 år har de her i samarbejde med spejderne afholdt deres fælles frilufts høstgudstjeneste , hvor salmesangen siden starten er blevet akkompagneret af ingen ringere end ” Rebild Spillemændene”.
Jo, græsset omkring Bælum Mølle bliver stadig slidt.
Kildemateriale: Folketællingslister , kirkebøger, Danske Møller og Bælum gennem syv sekler. m.fl.
Dette er en beretning om fattiglem nr. 27 Jens Hansen Petersens liv og levned.
Ved et tilfældig opslag i en af Bælum sogns gamle kirkebøger fra 1888 under ”Afdøde Mandspersoner” faldt Jens Hansen Petersens Tørslev navn blandt mange andre især at være interessandt, ene og alene fordi der her var tilføjet den ikke særlige flatterende betegnelse eller tittel : ”fattiglem” – et særdeles kedeligt tilnavn at få på sig såvel som afdød som i levende live.
Men hvem var han og hvorfor mon han fik dette tilnavn? Det ville derfor være interessant, hvad mere – ja, hvis der i det hele taget var mere, man ville kunne finde om ham ved at grave dybere i forskellige kirkebøger, søge i lægsruller og folketællingsskemaer og ellers bruge de muligheder der herudover findes ved bl.a. at søge i ” Lokalhistorisk Arkiv”s arkivsamling i Skørping, hvorunder både Solbjerg og Bælum sogne hører.
Ifølge kirkebogen for Solbjerg sogn, Rebild provsti blev Jens Hansen Pedersen Tørslev født d. 30. september 1833 og hjemmedøbt 3. november s.å. sammen med sin tvillingbror, Jens Christian Pedersen Tørslev . De fik derved samme fornavn – kun med mellenavnet til forskel. Forældrene var husmand og træskomand Peder Jensen Tørslev og gjordemoder Mette Kristine Hansdatter, begge Soelbjerg.
Til familiens store sorg bliver hans tvillingbror kun 5 måneder gammel, i det han allerede afgår ved døden i februar måned 1834. Måske var de begge født svagelige, men kun Jens Hansen Pedersen Tørslev havde kræfter til at overleve.
Der skulle kun gå fem år inden manden med leen igen aflægger besøg i Jens Hansen Pedersens nærmeste familie, idet han den 4. november 1838 mister sin mor, Mette Kristine Jensdatter. Dermed er trængslerne i hans unge liv ikke forbi, for i eftersommeren 1843 ruller tunge sorte skyer igen over familien og dennegang gælder det hans far, Peter Jensen Tørslev, der den 27 september også må sige farvel til denne verden. Med dette er familien på det nærmeste gået i opløsning og den nu 10 årige forældreløse Jens Hansen Pedersen bliver herefter sat i pleje hos gårdmand Peder Sørensen Væstergård i Skørping , formedentlig på foranledning af af Bælum- Solbjerg kommune.
Jens havde flere hel og halv søskende, både ældere og yngre end han selv, idet hans far havde nået at gifte sig igen efter Jenses mor, Mette Kristines død og oven i købet nået at få barn med sin tjenestepige. – Dette barn døde bedrøveligvis forinden det blev døbt, men resten af søskendeflokken bliver med faderens død hermed spredt for alle vinde.
Som født af husmandsfolk og opvokset som plejebarn i en bondefamilie ville det være naturligt, at Jens hjalp til på sin plejefamilies gård som hjorddreng ” og ellers fortsætte i dette erhverv efter konfirmationsalderen som ”bettekål ” enten hos plejefaren eller hos en bonde i den umiddelbare nærhed. Men det er ret tvivlsomt om det også kom til at gælde for Jens. Måske var han allerede fra barnsben en lille og klejn dreng – for spædlemmet til at kunne klare det hårde job hos bønderne. I det mindste ved vi at han en halv snes år senere – på sessionen i 1858 som 25 årig bliver målt til kun at være 59 ¾ tomme høj , svarende til 156,5 cm. Set i dette lys er det derfor ikke så overraskende at vi i 1850 træffer ham 16 år gammel, som skomagerlærling hos skomagermester Niels Christensen, Vester Gravensgade , 1ste Rode i Aalborg.
Vi ved knap om han når at bliver udlært, vi ved kun han forlader pladsen hos sin læremester den 1. februar 1855 og som det eneste han får med i sin flyttekasse fra skomagermester Niels Christensen er et dårligt skudsmål. Han har måske heller ikke det store behov for et svendebrev for han har søgt og fået arbejde på herregården Tustrup i Fræer sogn, hvor han her kommer til at arbejde i den tilhørende smedie.
Med dette ser det ud til han helt forlader skomagerfaget, for følger man ham i lægsruller og kirkebøger i tiden herefter, fortsætter han med at arbejde som ”smedekarl”, det vil sig sige som arbejdsmand hos smedemestrene , dels i mange af Østhimmerlands landsbysmidier dels på egnens små og store herregårde – men også med korte afstikkere til bl.a. Nibe og Hasseris sogne.
Han er åbenbart her kommet på den rette hylde, men samtidigt er han er blevet en rastløs sjæl – er som en trækfugl, der pludseligt har fået forlidt luft under vingerne og nu flakser uroligt fra sted til sted. Det er som uroen, der altid har ligget og ulmet i ham nu er brudt ud i lys lue. Han har således ofte skiftet arbejdsplads og fortsætter med det – er kun fra få uger til et års tid på et sted. F.eks. finder vi ham ifølge folketællinglisten d. 19. august 1860 hos smedemester Claus Christensen Zink i Sejlflod. Men allerede d. 1. november s.å. forlader han smedemester Zink og flytter nu til Bælum sogn. Han har åbenbart svært ved at finde sig til rette. Måske har han også svært ved at begå sig på grund af et vanskeligt sind. Hans ret forkvaklede barndom, antageligt med store omsorgssvigt viser sig at have sat dybe spor i ham.
Hvordan hans tilværelse ellers har formet sig, og hvad der sker i årene fremefter, inden han ender som fattiglem må forblive i det uvisse. Dette skyldes dog ene og alene han efterfølgende i en årrække har været som forduftet,- forsvundet ud i den blå luft. Han har været umuligt at følge, hverken i lægsrullen , i kirkebøger eller i diverse folketællingslister , før end han pludselig er dukket. op i Vebbestrup sogn, men nu i en tilstand , hvor han ikke er i stand til at tage vare på sit eget liv og helbred.
Da han var barnefødt i Solbjerg sogn, beliggende i Bælum- Solbjerg kommune, er det også her man har pligt til at sørge for hans underhold når og hvis han ikke er i stand til at klare sig selv. Derfor blev han ført til Bælum fattiggård fra Vebbestrup sogn, som var hans sidste kendt adresse. Han ankommer den 30. september 1879 og bliver som 46 årig indført i den såkaldte ”Lemmebog” som ”fattiglem Nr. 27. Jens Hansen Petersen”.
Han var om ikke velhavende ved ankomsten , så dog langt bedre stillet end de fleste fattiglemmer. I modsætning til mange af fattiggårdens øvrige beboere, hvoraf mange var ankommet kun i det tøj de gik og stod i, ofte klude, der knap kunne hænge på dem, så ejede Jens Hansen Pedersen både en del tøj og bohave. Desuden havde han en samling værktøj fra sin tid som skomager, så måske har han også fra tid til andet også ernæret sig i sit gamle fag. Ved ankomsten blev alt hans bohave således noteret op i ”lemmebogen” og det var som følger:
1 klædekiste, 1 hængeskab, 1 dyne, 2 puder, 1 par lagner, 2 skjorter, 1 haandklæde, 1 regnfrakke, 1 god og 2 simple frakker, 2 par benklæder, 1 par underbenklæder, 2 huer, 2 hatte,1 bord, 1 stol, 1 bænk, 1 stueur, 1 lommeur, 1 sykasse, 1 lampe, 1 salmebog, 1 spejl, 1 kakkelovn, 2 kasseroller, 1 lille gryde, 1 kaffekjeddel, 1 thepotte, 1 sukkerskål, 1 fad, 4 over og 2 underkopper, 1 sovsskål, 1 tallerken, 4 flasker,1 kopjern, 2 håndtørklæder, 5 halstørklæder, 2 lommetørklæder, 1 par lufferdisser, 1 par mangchetter, 1 hvid krave, 1 simpel nattrøje, 5 par strømper, 4 veste, 2 par træsko, 1 par sko, 2 poser, 1 sæk skomagerrekvesitter , 28 lister eller blokke, 4 pakker 1 taske til saddelmagerrekvesitter 1 cirkel, 1 braadde, 2 hamre, 2 mejsler, 8 syle, nogle spænder, 1 lille lædder, 1 del nåle, garn og sværte, 1 kniv med gaffel, 1 lommekniv, 1 vægt med lodder.
En ting kan siges med sikkerhed, det har været en omtumlet tilværelse, der var gået forud i Jens Hansen Pedersens liv. Han har på intet tidspunkt haft et fast holdepunkt. Hertil kommer en meget dårlig start på livet. Der nævnes her efterfølgende han var vanskeligt omgås, var brovten og utilfreds med alt og alle og dertil havde et særdeles vanskeligt sind. Dette fremgår bl.a. af fyldig klage fattiggårdsbestyre Busk følte sig nødsagen til at sende til Bælum – Solbjerg kommune, hvori han også nævner at distriktslægen tidligere havde vurdere Jens som værende sindssyg.
Fattiglemmerne skulle som udgangspunkt arbejde for tøj, mad og logi ved fattiggårdens landbrug og den tilhørende mølle i Bælum med forefalden arbejde og her kniber det, ifølge fattiggårdsbestyrer E. F. Busk, for Jens Hansen Petersen at følge dennes anvisninger, hvilket tydeligt fremgår af klagen. Et skudsmål, der i store træk må man formode, har fulgt og ikke mindst forfulgt ham gennem hele hans ungdoms og voksenliv:
Til Bælum -Solbjerg Sogneråd Jeg undertegnede Bestyrer paa Bælum Fattiggaard finder mig herved Foranlediget til at fremkomme med en Klage til det meget ærede Sogneraad over Fattiglem Jens Hansen Pedersen her, indført i Fattiggårdens Hovedbog som Nr. 27. Han paaberaaber sig bestandigt han er befængt med Fnat og jeg ikke vil tage ham i Kur derfor. Hertil maa jeg bemærke, hvilket ikke heller er det ærede Sogneråd ubekjendt -, at jeg straks Pladsen som Bestyrer her, nemlig i April 1882, efter Distriktslæge Brandts Foranstaltning, lod ham undergaa en fuldstændigt Fnatkur, hvorunder jeg selv personligt behandlede ham fra først til sidst, hvor efter saavel Gangklæder som Sengeklæder, ja endog hans Sengested, under mit og min Kones Tilsyn, blev underkastet en fuldstændigt Renselse, ved dels at komme i en varm Bageovn 2 gange, og dels ved at de Gjenstande, der kunde lade sig vadske, blev godt udvadsket i varm Sæbelud, samt kogt, hvilket erklæredes af Lægen for at være tilstrækkeligt, men da Kløen imidlertid vedblev paa Jens H Pedersens Legeme, erklærede Lægen at det var en Slags Hududslet, der ikke lod sig fordrive, og ikke Fnat, hvilket vi ogsaa har tydelige Beviser for, da de Personer som har delt Værelse med ham, aldrig er blevet smittede af Fnat. Han klager bestandigt over Forplejningen; i det hele taget ikke er ham tilpas. Hertil maa jeg bemærke , at forplejningen er ens for samtlige Fattiglemmer,og at aldrig nogen af de andre har fundet sig beføjet til at klage i saa Henseende; og at samme af de forskjellige Autoriteterer blevet erklæret for god; men desuagtet er han stadigt grov og ubehagelig ved Bordet, så de andre Fattiglemmer nær ikke kunne sidde i Ro og nyde deres Maaltider , hvorfor jeg enkelte Gange , med Magt har naattet fjerne ham derfra. I det sidste aarstid har han stadig væk udslynget den beskyldning imod mig og min Kone, at vi har iblandet Gift i hans Mad samt i hans Tobak. Det forekommer mig , at han, ved at udslynge en saadan Beskylding maa kunne sættes under Tiltale, medmindre der her kan være undskyldende Omstændigheder, da Distriktslægen, en Gang, under et Besøg her, har erklæret ham for at være sindssyg. Han gaar ofte til Byen (Bælum) uden min Tilladelse, ja flere Gange er han endog gaaet, lige umiddelbart efter at jeg udtrykkeligt har befalet ham at blive hjemme, og paa disse Udflugter er han jævenligt til stor Besvær for enkelte af Byens Beboere; Hvorover der jævenligt indløber Klage til mig; hvorfor jeg herved finder Anledning, til at henstille til det ærede Sogneraad, om det ikke kunde tillades at indrette et Slags Arrestlokale her paa Gaarden, hvor jeg, naar han har gjort sig opsætsig, kunde lukke ham inde; samt tillader jeg mig herved, i saa Fald, at bede det ærede Sogneraad skaffe mig Oplysning om, om der er Regler for, hvorledes et saadan Lokale maa og bør indrettes. Maaske maatte Jens H. Pedersen, ved saaledes at blive indesluttet, kunne bringes til at lære lidt Respekt; Saa han kunde bruges til at arbejde, eller i det mindste lade sig kalde til Orden. – I Vedtægterne for Bælum Fattiggaard, staar Paragraf 13; Bestyreren anviser et hvert Lem til arbejde, og må hans Befalinger uvægerligen og uden Indvendinger udføres. Under Arbejdet bliver ethvert Lem paa sin anviste Plads, og udfører sit Arbejde med Flid og Nøjagtighed. Men nu er nævnte Jens H. Pedersen ikke, hverken ved godhed eller ved Trudsler, at formaa til at arbejde; Som Suplement her til skal jeg her anføre Bemærkningen paa hans Konto i Lemmeprotokollen for 1883, Han udretter saa godt som intet og ligger i Sengen den halve Tid, han kunde vist nok godt udrette noget, men er tvær og stivsindet…. Samme Konto viser ved Opgjørelsen for 1883 en Udgift for Fattiggaarden ved hans ophold her, stor 166 kr 15 øre, og heri er endda intet regnet for Logi og Betjening. Den Underballance paa hans Konto kunde bringes Betydeligt ned, hvis man, ved at anvende mere radikale Midler imod ham, end jeg for tiden er i Stand til, kunde Tvinge ham til at arbejde! Thi vel er hans Ben svage, men hans Arme ere stærke, og da han saa har lært Skomagerprofesionen, og er i Besiddelse af et Komplet Sæt Værktøj til dette Haandværk, saa vilde han ikke kunne fortjene saa lidt ved at reparere Fodtøj, dels for Gaardens Folk og dels for Fremmede, samt ved at sy paa Gaardens Seletøj, hvilket ikke saa sjeldent trænger for Reparation; maaske nok ikke ikke det blev saa meget, man paa den Maade kunde drive ham til at udrette. Men i Vedtægterne for Fattiggaarden staar fremdeles Paragraf 17; Efterladenhed, Uorden, Ødelæggelse af Klæder, Redskaber og Materiale og deslige paatales alvorligt, og i Gjentagelsestilfælde foranstaltes de paagjældende afstraffede af Øvrigheden. Efter alt dette overlader jeg nu til det ærede Sogneraad at afgøre hvilke Forholdsregler der skal tages overfor forannævnte Jens H. Pedersen, da den maade hvorpaa han for Tiden opfører sig her paa Anstalten, og som for det meste foran beskrevet, er utaalelig, og hverken de øvrige Fattiglemmer eller mig og Kone er tjent dermed, men jeg formaar ikke at tvinge ham til Rolighed, saalænge jeg ikke har andre midler i Hænde dertil end de der for Tiden staar til Rådighed.
Med megen Agtelse Underdanigst E. F. Busk Nørgaard den 21. September 1884.
Ovenævnte skrivelse blev behandlet som et punkt på sognerådets næstfølgende sognerådsmøde og her vedtog man, som der står i forhandlingsprotokollen, ”… at indrette et Arrestlokale paa Fattiggaarden og rette Forespørgsel til Stiftsamtet angaaende sligt Lokales Indretning, samt efter Tilvejebringelse af et Arrestlokale, at give Bestyreren Bemyndigelse til, når nævnte Fattiglem viser Trods eller Ulydighed, at indespærre ham i en passende Tid”.
Dengang behøvede man ingen lang behandlingstid, for allerede den 17. oktober 1884 kunne sognerådet fremlægge en skrivelse fra Stiftsamtet, hvori man kort meddelte, at man derfra ikke kunne anbefale at fattiglem Jens Hansen Pedersen på Bælum fattiggård blev indsat i arrest, da man derfra ikke fandt ham egnet til sligt anbringelse.
Som før nævnt var Jens en urolig sjæl, og fattiggårdsbestyren havde sit hyr med at holde ham inde på fattiggårdens enemærker. Han gik således ofte ned i Bælum by uden tilladelse, hvor byens borge ofte klagede over han generede dem med rå tilråb og uhøvisk tale- Men han kunne også også bevæge sig videre omkring, Han var således i flere omgange antruffet i Aalborg, mere end 35 km borte hvor han enten blev indsat i arresten eller anbragt på en af Aalborg bys hjem for hjemløse indtil han kunne blive eskorteret hjem af ordensmagten.
I følge en skrivelse fra Aalborg Fattigvæsensudvalg til Bælum- Solbjerg kommune dateret den 12. juni 1885, som de har medsendt Jens Hansen Pedersen, hvor han ved ordensmagtens mellemkomst var blevet retuneret til Bælum fattiggård, forbeholder de sig derfor ret til refusion for erholdte udgifter de har haft på ham. De henstiller desuden til det ærede sogneråd om ikke det ville være hensigtsmæssigt at der bliver tilhold til poletiprotokolen om han ikke må at forlade Bælum fattiggård, da denne fremgangsmåde følges over for flere fattiglemmer på tilsvarende fattiggårde.
Man kan forstå af skrivelsen, at det ikke er første gang Jens Hansen Pedersen er bragt tilbage på Bælum fattiggård ved hjelp af ordensmagten, og det tegner endnu engang et billede af en mand med store physiske problemer. Man brugte ofte fattiggården som opbevaringssted i disse tilfælde, idet man dengang ikke kendte, eller havde for ringe ikke kendskab til behandling af disse mennesker.
Det har ikke være muligt på nuværende at finde mere skriftlig materiale om hvad der i øvrigt er hændt i Jens Hansen Petersens liv og levned. Herom må man ud fra ovenstående forsøge at danne sit egen billede.
Den aller sidste gang vi træffer Jens Hansen Pedersen Tørslev, er derfor som den første gang i en notits i Bælum kirkebog over afdøde mandspersoner.
Her kan vi så yderlig tilføje som et endeligt punktum, at han afgik ved døden den 21. Juli 1888 på Bælum fattiggård som ugift fattiglem i en alder af 54 år og blev begravet den 1. august på Bælum kirkegård s.å.
Fra at være født og opvokset i en storby som Aalborg (Vestbyen), og senere i livet flyttet til en lille landsby som Bælum, var noget af en omvæltning. At komme til et så lille samfund kræver ikke så lidt for at blive integreret/accepteret, og her var Bælum bestemt ikke anderledes end andre små samfund, man skulle bestemt ikke tro man var noget. Det var bare med at være aktiv på alle fronter og selv søge kontakt med indbyggerne, f.eks. med naboerne.
Her er lidt sjove oplevelser da vi skulle etablere os i Bælum. Huset vi købte ligger på Vestertoften 6 i et dejligt stille dengang helt nyt kvarter på en lukket vej tæt ved skole og idrætshal og sportsplads, uden at børnene skulle ud på trafikeret vej for at komme i skole eller deltage i idræt. Da vi ankom til Vestertoften 6 med alt vores pik pak og skulle flytte ind (det var en lørdag), var vi meget spændte, det var jo en dejlig fornemmelse sådan at få sit ”eget”, men hvad opdager vi, der er kun strøm i det halve af huset, og hvad gør vi nu en lørdag eftermiddag i en fremmed by? – Jeg slog op i den lokale telefonbog, og fandt ud af der var en installatør i byen han hed Leander Nielsen. Jeg ringede med bævende hjerte til ham, og spurgte om han ville hjælpe os. Efter en lille kunstpause sagde han, hvor var det du sagde det var henne? Jeg gentog adressen, hvorefter han vævede noget om, at det vidste han søreme ikke rigtig o.s.v. Det slog pludselig ned i mig, at han måske var en af de håndværkere der havde penge til gode, og skyndte mig at sige, at hvis det var pengene han var bange for, kunne han få dem på forskud, og at jeg ikke havde noget at gøre med den tidligere ejer. Derefter var der ikke noget i vejen, og han kom med det samme. Det viste sig, at det bare var nogle ledninger på loftet, der skulle samles så var det ok. Da jeg spurgte hvor meget han skulle have, sagde han du kan give mig 25 kr. så er det i orden, jeg bød ham på en øl og vi fik et par stykker mere, og inden han gik efter et par timer, havde vi fået næsten hele Bælums historie, hvilken pragtfuld oplevelse og modtagelse som tilflyttere.
Da vi havde boet i Bælum et halv års tid, gik vores vaskemaskine i stykker, og vi kontaktede Leander om at få en ny. Men vi havde ikke så mange penge, så jeg spurgte om vi kunne betale den over nogle gange, det var bestemt ikke noget problem, vi kunne betale som vi ville sagde han, og tilføjede så, og i får selvfølgelig 10 % rabat. Det ville s.. aldrig være sket i Aalborg!!
Den grund vores nye hus lå på, lignede stadig en byggeplads, have var der ikke noget af, den var bare nogle store jorddynger, og bagest var der kun et stort hul. Jeg fik indkøbt en trillebør (alt for lille og med fastgummi hjul jeg var ikke den store entreprenør), og jævnede jorddyngerne efter bedste evne. Men der var stadigvæk et stort hul tilbage nederst i haven. Jeg vidste ikke spor om haver, og hvad man bruger til fyld m.m., så jeg bestilte nogle læs sand hos den lokale vognmand. Da vognmanden så ankom med det første læs sand, stod han lidt og kiggede, først på hullet det skulle i og derefter på mig et par gange, hvorefter han opgivende rystede på hovedet og sagde, at man brugte ikke sand til fyld, det var alt for dyrt. Så drejede han om på hælen, og kravlede op i lastbilen, hvorefter han bare kørte igen. Jeg stod målløs tilbage, og forstod ikke rigtigt hvad der lige skete, hvad nu med hullet? Men efter en halv times tid, kom vognmanden tilbage, og denne gang med det rigtige fyld til mit hul. Det skal lige tilføjes, at ”konsulent” bistanden og den ekstra kørsel kostede ikke ekstra. Det var s.. heller aldrig sket i Aalborg! Vognmanden var den af alle i Bælum kendte Carl Christensen (Kalle) som sammen med sin broder Bent Christensen drev det lokale Mørtelværk og vognmandsforretning. Senere flyttede vi til et hus i den anden ende af byen, og i dag har jeg Kalle som genbo, og det er ik’ så ringe et naboskab.
Der har altid hersket en særlig opmærksomhed omkring gejstlige personers gøren og laden. Det være sig hvis der kommet en måske lidt uheldig formulering fra prædikestolen eller præsten har gjort sig uheldig bemærket på en sådan måde det har trukket de store smil frem. Mange af disse ting er blevet fortalt og genfortalt gennem generationer – Som god rødvin er de måske ligefrem blevet bedre med årene.
En af disse fortællingen handler således om pastor Niels Basse Lund, der var præst i Bælum og Solbjerg sogne fra 1804 til 1840. Pastor Lund var, som mange af datidens præster, foregangsmand i dyrkningen af bl.a. krydderplanter. Hans køkkenhave i Bælum blev på det nærmeste et tilløbsstykke – så meget at præsteparret så sig nødsaget til at lade køkkenhaven indhegne, da man ligefrem stjal af disse krydderurter. Således gik det en nat ud over deres purløgsdusk, hvilket pastor Lund opdagede da døren til køkkenhaven den følgende morgen stod på vid gab. Det resulterede i at pastor Lund den næstfølgende søndag fra prædikestolen kundgjorde følgende:
”Forleden nat har en ubuden gæst været på besøg og der bestjålet min kones dusk og til vitterlig stod hullet på vid gab“.
Ferietoget fra Kbh. Hovedbanegård dampede derudaf i sommeren 1954 med forventningsfulde børn. Når man stak kinden mod ruden kunne man se damplokomotivet der trak, hvis kurven i landskabet var krum nok. Bekymringen blev stor i Aarhus fordi toget kørte tilbage igen, – men en lærerinde beroligede med ordene, at det skulle toget for at komme videre. Så steg jeg på skinnebussen det sidste stykke til Bælum og blev vel modtaget af min søde faster Karen på Bælumgård, f.1898 på Skårupgård i Nødebo Sogn med alle sine søskende. De havde købt Bålumgård 2 år forinden med manden Jens og børnene Asger og Agnete Pedersen.
På gården var en karl Jens samt en logerende familie med en 8-9-årig knægt i Hestestaldens mindre bolig.
Skoleferien forløb fantastisk, selvom det var (set i bakspejlet en meget regnfuld sommer) der blev nemlig læst mange gamle blade oppe på loftet, husker jeg. Men omgivelserne var og er jo stadig helt enestående, så det er blevet til mange Bælum besøg sidenhen.
Særligt mindes jeg den gamle nedlagte biograf i byen og især den pause, midt i filmen hvor man fuldstændig frit kunne gå ud i det fri, indtil filmen fortsatte. Det havde ikke gået i København.
Den sommer var der også Tivoli ved Pavillonen, så med en krone på lommen af fætter Asger, kom dagen hjem. Skoleferien har præget mit liv sidenhen.
Karlen Jens havde dårligt ben husker jeg, men var alligevel yderst arbejdsom sammen med min fatter Asger og lever i bedste velgående den dag i dag.
Jeg har tit tænkt på hvordan en sådan daglig trummerum et nyt sted på en gård kan præge og sætte sig i et barn sidenhen, og mindes min afdøde fasters mand Jens Pedersen udtalte; at når jeg spørger så meget vil jeg mindst blive professor en dag. Morsomt ikke, uden at blive det.
Vi skal ikke mange årtier tilbage, da der var mange flere handlende i Bælum end i dag. Ja, den rummede en overgang foruden detailbutikkerne endda hele 3 øldepoter, hvor Viggo Møller i Nørregade var indehaver af et af dem. Han havde flere titler, den gode mand. Ikke nok med han var indehaver af byens Thor øldepot, han var også både tømrer og handelsmand af profession, og sidst, men ikke mindst en gudbenådet spasmager, der ikke gik af vejen for at spille en og andet et puds, hvilket mange af Bælums borgere på den ene eller anden måde havde mærket på egen krop. I den anden ende af byen havde således købmand Østergaard sin forretning. Han havde måske ikke byens største udvalg af varer i sin butik – og da slet ikke af ølmærker, for Viggo Møller`s Thor øl var ikke på hans hylder – og det huede ikke Viggo. Han havde flere gange henvendt sig til købmanden for dog at få ham til at aftage en kasse eller to, men fik hver gang et meget bestemt nej tak!.
Viggo var dog ikke handelsmand – og lurendrejer for ingen ting. Viggo fik fat i 3-4 store drenge, og udlovede til hver en daler mod at hjælpe sig i en bestemt sag. De skulle hver i sær – med korte mellemrum, bede om en kasse øl hos købmand Østergård – og kun hos ham – og spurgte han, skulle de sige at øllene var til deres far. Desuden fik de af Viggo på det bestemteste besked på, det kun måtte være Thor øl og ikke noget som helst andet andet. Havde han ikke dette mærke – hvad Viggo jo vidste han ikke havde, skulle drengene yderlige sige til Østergård at de så måtte hente øllene i Brugsen – for Thor øl skulle det være. Når drengenes ekspedition var færdig, kunne de igen møde op hos Viggo og hæve deres daler i belønning, og hvor også en velfortjent sodavand stod parat.
For dem, der kendte købmand Østergaard, ved de, hvor svært han måtte have haft ved at måtte sige nej til drengenes ønsker, og langt mindre tilmed at få at vide at ordren i stedet ville gå til – efter hans mening sin hårdeste konkurrent “Brugsen”. Der gik da heller ikke en halv time før købmand Østergaard mødte op i egen person hos Viggo og bad om at få leveret 5 kasser Thor øl straks, samt et skilt til butikken med påskriften: ” Køb Deres Thor øl her “. Ja – og Viggo godtede sig.
Som den filur han var, måtte Viggo dog nu og da selv stå for skud. Hans gode genbo, Johan Kragh, havde således ofte selv måtte lægge ryg til nogle af Viggos mange spøjse påfund, men han fik da også selv en kærkommen lejlighed til at få en sød hævn, og det endda næsten uden for sin egen dør, en dag tæt ind under jul. Johan havde denne dag stået på fortovet udenfor sin hus da han så Viggo nærmest spurte ned af gaden. Viggo havde tilmed en grensaks i den ene hånd og en tom sæk i den anden. Johan råbte derfor til ham, hvad han skulle med de remedier og så i den fart?, “Jeg har ikke tid at snakke… For ser du… Nu vil konen altså ha` sat gran op til jul og det skal være her og nu – der er bare det ved det, at jeg skal først ud i skoven efter det – og det ka` ikke gå hurtigt nok efter hende mening” svarede Viggo lidt forpustet . “Ved du hvad, Viggo… Ta´ du den bare lidt med ro og gelinde… for det ka` du endda komme meget nemt og hurtigt om ved. Ja, du behøver endda ikke at bevæge dig ret langt, for lige der ovre”, Johan pegede… “Se der ovre … du ka’ næsten se dem her fra – der – lige der uden for kirkegårdsdiget ligger nemlig 2 juletræer, som næsten kun venter på dig og din saks. De er ganske vist no`en kirken sku` ha` haft – men de er så ganske vind og skæve, har jeg hørt, derfor ligger de nu der og er til ingen verdens nytte”. Viggo lyste helt op ved denne oplysning og gik straks den korte vej over, fik godt tag i saksen og gik i gang med at klippe grene af juletræerne.
Dette så pastor Heinesen tilfældigvis fra vinduerne i sit studereværelse i præstegården, og han undrede sig. Først bankede han kraftig på ruden – men da Viggo ikke reagerede på det, gik han ud til ham i egen høje person. “Ja, men Viggo Møller dog – hvad er de i færd med – hvad gør De her ved kirkens juletræer?” spurgte han ham forundret. “Jo, jeg skulle jo ha` lidt gran til madammen derhjemme. Ja, til at pynte op med. Hun er blevet utålmodig, for skal ret være ret, så er jeg lidt sent på den. Og det her er ligegodt meget nemmere end turen i skoven” svarede Viggo rigtig godt tilfreds og klippede troligt videre. Pastoren så lidt på ham og spurgte så. “Ja, det kan De da have så megen ret i, men kan De så fortælle mig – min gode mand, hvad så med kirken – hvad skal den så gøre?” Da endeligt, da langt om længe det gik et op for Viggo, at han her – lige for øjnene af selveste pastoren havde måttet lide den tort at være offer for en herlig spøg. Og hvad Viggo efterfølgende sagde til Johan Kragh, da han mødte ham på vejen hjem, har censuren fundet bedst at udelade. Dette år lo Bælumborgerne endda meget længe, for Viggo måtte jo nu hurtigst mulig selv punge ud til nye træer til kirken.
Erindringer fra min tid som elev på ØU – Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum. I tiden efter jeg sluttede min syv års skolegang i St. Restrup Friskole i 1953, havde mine forældre og jeg naturligvis mange drøftelser angående min fremtid, bl.a. angående en eventuel læreplads eller yderligere skolegang. Der var kun ikke alle beslutninger jeg havde andel i – eller havde kendskab til. Således havde de ene og overmægtigt – før en endelig stillingtagen fra min side, besluttet jeg skulle på ungdomsskole i Bælum – Ja, det var nærmest et diktat. Da de kom med den melding stejlede jeg, men beslutningen var ikke til at ændre. Tænke sig at skulle på skole i BÆLUM. Bare det underlige bynavn, som jeg i al min uvidenhed ikke havde hørt før, var mig særdeles imod, og så at skulle leve og bo der – på en kostskole lige netop der – Men der var ingen kære mor. Sådan skulle det være – og sådan blev det.
Det blev fem måneder – i vinteren 55/56, 5 måneder, der kom til at betyde meget mere end min fantasi rakte. Det var fem måneder, der står som de indholdsrigeste i ungdomsårene. Det er fem måneder jeg stadig tænker tilbage på med glæde og taknemlighed. Hvad er årsagen til en relativ kort periode i en ens tilværelse kan komme til at spille så stor rolle? Jo – to menneskers hele og fulde engagerende arbejde med en flok drenge, er den mest enkle forklaring, der dog ikke kan stå alene. Det, der nok står stærkest i min tidligste erindring, var daværende forstanderpar: Gunnar og Maries udstråling – deres format. Trods forskellige i temperament supplerede de hinanden forbilledlig. De trak på samme hammel – havde samme mål og fik os drenge til at føle os som værende én stor familie sammen med dem. De bevirkede at hele atmosfæren på skolen var varm og hjemmelig. De gav os deres fulde tillid. De levede med og sammen med os i deres bestræbelser for at give os et meningsfyldt skoleophold – sammen med de tilknyttede lærer – Frank og Asheim, – så blev det ikke kun en oplevelse, men en med indhold i. De havde tillige dyb respekt for den enkelte – tog hensyn til vore forskelligheder, og gav på den måde os en ekstra ballast vi kunne bygge videre på i voksenlivet og fortsatte tillige med at interesserer sig for os elevers ve og vel med råd og dåd – også efter vi havde forladt skolen. Hele deres egen positive måde at være sammen med en flok unge mennesker på bidrog til vi var tillidsfulde og lydhøre for alt det de havde at give os. Det var og blev derfor ikke for os blot vor skole.
Netop Gunnar og Maries målbevidste stræben efter at drive en ungdomsskole på et grundtvigsk grundlag sammen med deres egne pædagogiske ideer, bevirkede at ØU fik og stadig har et særdeles godt omdømme – ikke blot i Himmerland, men i hele landet. Gunner og Marie var ikke blot et tilfældig forstanderpar på Østhimmerlands Ungdomsskole. De to står for os “gamle” som et synonym for ØU. Næsten alle af os drenge kom fra landet – lige fra mark og stald og vi nærmest tørstede efter mere lærdom, og var derfor også meget modtagelige, og til forskel for nutidens ungdomsskoleelever stillede vi ingen kritiske spørgsmål. Det gjorde man bare ikke. Det lå ikke i vor opdragelse – vi slugte derimod næsten alt råt – var autoritetstro.
De fag jeg måske husker bedst i dag er sang – og foredragstimerne med Gunnar og Marie. De havde begge en evne til at få os til at synge og holde af det. Vi sang meget. Højskolesangbogen blev virkelig slidt. Gunnar satte sig ikke blot til klaveret – han fortalte levende om sangenes indhold og forfatterne sammen med Marie, noget jeg ikke havde oplevet meget af i børneskolen. At de gav os glæden ved at synge medførte eksempelvis vi sang de flerstemmige kanons de havde lært os, når vi kørte med toget hjem på weekend med den hedengangne “Hadsundpeter” fra Bælum banegård mod Aalborg. Der skulle ikke mange ture til før togkonduktøren ligefrem bad os give nogle numre, hvis vi ikke selv tog initiativet.
Gunnars medrivende foredrag, hvor han gennemgik litteratur af forskellige forfattere, bevirkede vi blev mere tilbøjelige til at læse og sætte pris på bøgernes verden. At vi også opfrisket og udvidet de almindelige skolefag – dem vi kendte fra folkeskolen, kom til udtryk året efter da jeg gik på aftenskole i fagene dansk og regning. Her udtalte læreren i en undervisningstime, han tydelig kunne se og mærke, hvem af os der havde været på efterskole.
Skolen havde naturligvis opstillet regler for vor liv og færden på og udenfor skolen. Vi mødte til tiden – gik til ro til den tid der var fastsat. Der var vel at mærke lektioner de fleste dage til kl. 21.oo og der skulle være helt ro på værelserne kl. 22.oo – efter den tid skulle alt lys også være slukket – og læreren, der havde vagt gik hver aften rundt til alle værelse og ønskede god nat – det var for resten også ham der slukkede lyset.
Vi måtte ikke gå ned i byen udenfor fastsatte tider – ja der var en del flere forbud jeg i dag ikke husker, men vi havde til gengæld ikke megen tid til at bryde dem, på grund af de mange undervisningstimer og der var vel at mærke mødepligt til dem alle. Jeg vil påstå at vi næsten – dog kun næsten, aldrig brød reglerne. Vi var fra barnsben opdraget til at være autoritetstro. Hvordan mon det lyder i nutidens unge ører?
Her er et par af dem jeg selv var deltager i: Vi havde en nordmand, Asheim som sløjdlærer. Af en eller anden grund skulle han læse norsk litteratur for os i en periode – og så på norsk. Men hvor mange af os kunne forstå bare lidt af meningen. Vi kedede os drabeligt. Ergo var vi fire, der en aften pjækkede, for i stedet at spilde kort . Vi vovede pelsen den aften fordi Gunnar og Marie var ude at holde foredrag. De tre medspillere havde deres værelse over sløjdsalen, der nærmest lå som et anneks. Fordelen af at være netop der var, vi altid kunne høre hvis en kom op af den gamle knirkende trappe til værelset – nyttig, hvis Frank, den anden lærer mod forventning skulle opdage pjækkeriet og komme anstigende – Det gjorde han. Mine tre medspillere sad i deres nattøj – for alle eventuelles skyld, parat til at lægge sig under dynen. Frank bankede på døren og de tre sprang i seng – og jeg ind i deres klædeskab. De tre forklarede naturligvis deres fravær med hovedpine – og han accepterede den tilsyneladende. De bød ham på hjemmebagt kage og han snakkede i en stiv time, medens sølle jeg stod i skabet og svedte, samtidig med jeg kæmpede for at være lydløs og holde skabsdøren lukket; den ville selv springe op fordi hele skabet var skæv. Om han havde fornemmelsen af, der var en i skabet, ved jeg ikke, men det skulle ikke undre, han på denne måde ville lade denne for ham ukendte stå og svede lidt – give en velfortjent lærestreg.
Og ind i mellem “skød vi med slagskibe” i Frank`s regnetimer. Vi måtte møjsommeligt forklare ham det var vor egen specielle måde at stille et regnestykke op – og vi troede i vor naivitet han lod sig bluffe. Det var vanskeligt for os at sidde stille og rolig og skulle modtage undervisning den udslagne dag, når vi før kun havde beskæftiget os med landbrug – havde været ude i den fri natur Sådan er der så meget – og naturligvis mange flere episode man tænker tilbage på med et smil. Men når jeg nu ser tilbage, var de immervæk – set i nutidens lys, små uskyldigheder, der tåler offentlighedens lys. Således var det kun ikke dengang i 1955.
Alle dem, der har mødt Gunnar, har uden tvivl også oplevet hans store tålmodighed, men i måske i endnu højere grad hans uovertrufne lune på. Jeg glemmer aldrig – en der for mig blev en ganske speciel time – en time hvor denne lune kom frem i fuld udblæsning. Vi havde fysik og Gunnar fortalte lidenskabsløs om eksplosioner – om hvordan de blev udnyttet i benzinmotorerne og om hvordan jetmotorerne virkede – tror jeg nok. Da var blot jeg gået ind i de drømmenes verden – ja slet og ret faldet i søvn. Hvor længe vides ikke, men jeg fik en brat opvågen, da der lød et brøl, et meget meget højt brøl. Jeg fløj op – og så stod han der med det bredeste smil og sagde kun disse fire ord: “Så du røgen Stoffer” Og så ventede han endda hensynsfuld med brølet til timen næsten var slut. Hvem tror I der var forvirret – og flov? Der er en mange flere hændelser, der kunne nævnes.
Kammeratskabet mellem os drenge var og blev noget særligt, noget der har holdt sig – for vores årgang, nu mere end 50 år. Stadig mødes vi en trofast flok til elevmøderne, om end flokken er blevet mindre, og som nærmet et ritual skal vi da altid et vend oppe omkring Bælum mølle. Venskaber blev der mange af, nogle af dem har holdt sig siden.
ØU blev for mig ikke kun en skole jeg tilfældigvis havde været elev på. En af bevæggrundene var også jeg to år efter min elevtid blev valgt som formand for elevforeningen og et par år senere indtrådte i skolens bestyrelse. Et arbejde der blev endog meget spændende. En post, hvor man også fik indblik i skolen som en arbejdsplads. Ting man som elev ikke havde skænket mange tanker. Fik indblik i de problemer, der kunne opstå og arbejdet med at finde løsninger. Stiftede gode bekendtskaber med det efterhånden skiftende lærerkollegie og øvrige personale. Havde som bestyrelsesmedlem også den glæde at deltage i beslutningsprocesserne om at udvide og forbedre rammerne for lærer som elever, – de fyisiske rammer om undervisningen i de år. bl.a. bygning af ny foredragssal og klasseværelser med tilhørende moderne elevværelser. Tiltag, der også åbnede helt nye muligheder for skolen. En modernisering af de ydre rammer blev efterhånden mere og mere presserende, eftersom skolen startede – set i nutidens lys, i ret primitive fysiske forhold. Noget vi dengang, som elever ikke havde tænkt så meget over eller stillede krav til. Denne nye bygning skabte nye og flere muligheder for måden at drive skole på. Gunnar og Marie – med støtte fra bestyrelsen, tog sig mod til at forny ØU for at imødekomme de krav, der langs ad vejen blev stillet udefra. Det være sig at have både piger og drenge samtidig, hvilket blev muligt med den nye elevfløj, men også at gå bort fra fem måneders ophold – tilbyde afgangseksamen for 9. og 10. klassetrin som i folkeskolen, selv om det dog var med store betænkeligheder. Dette havde før været en utænkelighed på en fri efterskole. Meningen med ungdomsskolen havde altid været den skulle drives i den grundtviganske ånd – være eksamensfri, men udviklingen medførte, man måtte slække af med det “grundtvigske ” for stadig at kunne bevare et nødvendigt elevgrundlag. En udvikling der på det tidspunkt virkede meget skræmmende, en proces der medførte mange drøftelser, men også var meget spændende for mig som “gammel” elev og daværende bestyrelsesmedlem at være deltager i. Hvad ville det hele ende med?
Alt gik lykkelig, og over al forventning og udbygningen har fortsat for stadig at imødegå tiden krav til lærdom. Der var glæder og sorger – mest det første, men oplevede også at skulle medvirke ved en afskedigelse. Tressernes hippi-kultur gik ikke sporløst forbi ØU. Skolen så sig da for første gang nødsaget til at skille sig af med en medarbejder fra lærerkollegiet i utide og måske også den eneste gang – en medarbejder der ikke ville arbejde efter de normer skolen havde og han var ansat efter. Det var en kedelig proces at komme gennem.
Men også andre ting mere håndgribelige ting vi skulle tage stilling til. Der stod et meget gammelt og kønt og omfangsrigt lindetræ i skolegården ved indgangen til forstanderens nuværende kontor. Et af spørgsmålene var da om dette i forbindelsen med det føromtalte byggeri skulle fældes. Vi blev – efter megen diskussion enige om træet hørte til netop i skolegården – var en del af skolen – det havde stået der i måske over hundrede år. Vi kunne ikke få over vore hjerter, det skulle forsvinde – for al tid. Her må dog indskydes at der i bygningerne før ungdomsskolen blev oprettet havde været været herredsfoged kontor, men det blev flyttet til Terndrup på grund af herredsfogedens bedrageri.
I 1885 blev bygningerne i stedet indrettet som højskole, der senere, desuden kom til at huse den nyoprettede Bælum realskole og så fra 1954, udelukkende den ungdomsskole vi kender i dag. Da den nye bygning var færdigbygget kunne vi se vores fejltagelse. Det gamle lindetræ tog både udsynet til nybygningen og lyset fra de nye elevværelser. Til vor store ærgrelse måtte det derfor alligevel fældes, og nu med større besvær, da det nu skulle saves ned ganske forsigtig – gren for gren fra toppen – Jeg savner stadig lindetræet – som det var. Hvad kunne det ikke fortælle, hvis det havde talens brug. Havde det været i dag, ville stammen uden tvivl være blevet stående og formet til et kunstværk – en skulptur . Træet ville da stå som et – om end ikke levende monument – så dog et monument for en skole, det var vokset op sammen med. At stammen, som kunstværk så senere kom til ære og værdighed, men på plænen, skyldes fremsynede mennesker ildhu og tanke for dens historiske betydning.
Tider skifter og efter næsten tyve år som medlem af ØU`s bestyrelse lod jeg en ny ung træde i mit sted, efter at deltaget i aktivt i skolens udvikling fra få år efter dens start – en tid jeg nødig har villet være foruden.
Umiddelbar nord for Bælumgård – syd for vejen, der går mellem Solbjerg og Bælum ligger et overdrev med en lavning kaldet ”Hundehullet”. I fordums tid skete på dette sted, ifølge et sagn, en meget dramatisk hændelse, da det var her, en af Bælum og Solbjerg sognes præster foretog en såkaldt ”bortmaning”.
Sagen var præsten ifølge sit rygte kunne mere end sit fadervor – kort og godt havde overnaturlige evner.
Nu var det, han havde fæstet en karl, der kom udensogns fra og derfor ikke kendte til præstens uvanlige egenskaber. Disse ting hørte han først folk tale om i krogene efter sin ankomst til præstegården – navnlig gik folkesnakken om hans ”signen og manen”. Men karlen var en mand med begge ben på jorden, og han var særdeles skeptisk over for myterne han hørte om sin husbond og ikke mindst de kunster han blev tillagt. Hans store ønske var derfor om muligt at overvære bare en af dem med egne øjne. Det lod kun vente længe på sig, og derfor bestemte karlen sig til – når lejligheden bød sig, selv at stille ham en prøve. Han ville om mulig selv være vidne til om den snak han hørte så meget om også havde noget på sig.
En sen sommeraften, hvor præsten efter et aflagt besøg i Solbjerg kom kørende på sin vej hjem i hestevogn, havde karlen derfor iført sig et hvidt lagen og mødte således sin husbond, i hin sene nattetime, formummet som var han et spøgelse.
Da præsten så, hvad karlens mening også var, et ”genfærd” komme imod sig, standsede han straks hestene, steg af vognen og tog imod ”ånden”, der kom flagrende imod ham. Med besværgende bevægelser og bibel i hånd begyndte han straks at nedmane spøgelset i jorden. Da fornam karlen beretningerne om sin husbonds uvanlige evner ikke kun var tom snak. Det var den uimodsigelige sandhed. Han måtte indrømme præstens formåen for handlinger, der ikke var alle beskåren, eftersom han mærkede jorden åbne sig og han sank, uagtet sin vilje i dybet. Endnu før karlen var sunket til midt på brystet måtte han brødebetynget give sig til kende og i stedet påkaldte ham sin hjælp – bede sin husbond, præsten så mindelig om straks at standse sine besværgelser og hjælpe sig op.
”I sandhed siger jeg: Hvor kunne du tvivle? Hvi er grunden til du ikke gav dig tilkende førend både du og jeg kom i denne svære kval? Nu er det ved min salighed for sent! Mine evner strækker, hvor meget jeg end måtte tilstræbe ikke til at mane tilbage.
Du er bedrøveligvis og i al evighed tabt for denne verden og jeg må selv stå til ansvar for min del af forsyndelsen” lød præstens bedrøvelige og alvorsfulde ord, og karlen var få øjeblikke efter fuldstændig opslugt; sunket i jordens dyb, og dens overflade lukkede sig over hans hoved.
For folk, der siden har passeret ”Hundehullet” ved vejen mellem Bælum og Solbjerg, har intet spor efter denne dramatiske begivenhed været at ane.
