I august 1944 styrtede en engelsk Halifax ned i udkanten af Gørlev Mose ved Gyrstinge Søs sydøstlige ende. Flyet standsede ikke langt fra et lille husmandssted uden at bryde i brand.
Besætningen, som på nær en, sprang ud med faldskærm. Alle blev taget til fange af tyskerne og Schalburgfolk fra Ringsted. Vraget fandt tyskerne næste dag.
Skovfoged Jacob Jørgensen og nogle hjælpere roede hen til nedstyrtningsstedet. De afmonterede en maskinkanon med ammunition.
Skytten sad død i det afknækkede halepartis tårn. Maskinkanonen blev roet til et landingssted ved Bøgelund og skjult i en stor brændestak.
Smeden i Gyrstinge skulle prøve at konstruere en lavet, så kanonen monteret på en lastbil kunne bruges, når tyskerne kapitulere. Smeden løb ind i tekniske problemer. Maskinkanonen blev aldrig skydeklar.
Da tyskere og Schalburgfolk ransagede Bøgelund den 27. oktober 1944 fandt en Schalburgmand, der var i færd med at stjæle brænde til eget forbrug, maskinkanonen. Den blev kørt til Ringsted Kaserne.
Modstandslederen i Hoptrup sogn, Martha Uldall Jessen, “Hoptrups Jeanne d’Arc” var lærerinde på Hoptrup skole før og under besættelsen. Er født d. 8.1.1913 i Høgelund, Vedsted sogn, Haderslev amt, død 11. august 1994 i Haderslev. Datter af mejeribestyrer, sognefoged Mads Christensen Jessen (1874-1944) og Gyde Cathrine Uldall (1873-1937). Gift 12. februar 1949 med sognepræst Peder Vigh-Pedersen, født 12. juni 1908 i Sundby sogn, død 18. april 1992 i Haderslev. Børn: Inga (1950).
Hun har sagt og skrevet følgende: Følelser af modstand mod nazisterne i Sønderjylland begyndte faktisk i 1933. Straks efter den tyske besættelse, som begyndte 9. april 1940, begyndte unge at arrangere møder mellem sig og dannede en gruppe kaldet “The Young For Defense” (Det Unge Grænseværn). Efter den 9. april blev den censureret, vi var nødt til at sørge for at holde gruppen hemmelig. Vi samledes i små grupper, kaldet vores aftenmøder, for at synge. Ulovlige magasiner blev sendt rundt i denne tid – disse modtog jeg personligt med posten i breve og almindelige kuverter. Jeg måtte bruge den lille løn, jeg modtog som lærer, til at betale for porto til disse blade. Jeg kørte på min cykel ud til små landsbyer i nærheden og delte materialerne mellem de forskellige postkasser. Pengene for bladene og bøgerne blev sendt til flere adresser i København. Vi havde også blandt os illegale bøger. Vi indsamlede penge fra folk til modstand, pengene for bladene og bøgerne blev sendt til flere adresser i København, og vi fik lavet nogle kontakter. Derefter sluttede jeg mig til en gruppe kaldet ” Dansk Samling ” som var en national organisation til modstand mod tyskerne. I september 1944 blev politiet i Danmark taget af tyskerne. Mange af betjentene gik under jorden – vi skjulte dem. Nogle politifolk kom fra Aabenraa. Det er meget svært at skjule dem ude på landet, i byerne er det meget nemmere, men disse politifolk blev meget omhyggeligt skjult rundt på de forskellige i gårde i sognet. En af disse politimænd, der også var en militærmand, kom til mit hus. Han talte til mig meget hemmelighedsfuldt og spurgte, om det var muligt for vores gruppe at lave nogle modstandsgrupper i Hoptrup. Jeg vidste ikke, hvem denne mand var, jeg vidste ikke, at han var politimand. Han sagde, at hans navn var Peter Andersen. Første gang han kom, sagde jeg: “Jeg kender dig ikke, jeg har ikke med noget at gøre, du bliver nødt til at gå.” Nogle dage gik og borgmester i Aabenraa, Holger Fink, kontaktede den lokale læge, der også var involveret i arbejdsgruppen, og siger til Dr. Ottosen “Vil du gå til frøken Jessen og fortælle hende, at kontaktmanden, der besøgte hende for et par dage siden, er ok”. Dr. Ottosen kom, og jeg sagde, ”ok”. Manden kom igen, og fortalte mig meget omhyggeligt, at jeg var god nok til at være en leder. Jeg var omkring 30 år gammel. Jeg boede ovenpå skolen, og lærer Olesen boede nedenunder. Han vidste nok, hvad der foregik, men stillede ingen spørgsmål. Skolen var fyldt med tyske soldater, de kikkede noget på mig om morgenen med de mange mandlige bekendtskaber, der besøgte mig om aftenen.
Vi skulle i gang med at finde folkene til grupperne, det foregik ved, at hver enkelt vi fandt sikker, skulle besøges og spørges om deres deltagelse i gruppen. Det næste var at finde steder til at uddanne dem. Der blev fundet 3 steder, sløjdlokalet i Diernæs skole, hønsehuset på Ottanggaard i Hoptrup og hos gårdejer Jørgen Mikkelsen på Hoptrup Mark. Her mødtes så gruppen til uddannelse. Ingen i grupperne havde været soldat, den ældste var 23 år. Modstandsbevægelsen i Hoptrup bestod af 3 grupper, lederen af gruppen kom til mig med instruktøren. Der var disciplin. De kunne ikke komme hjem og sige, “Jeg skal på sabotage på jernbanen i aften.” Meget blev krævet af dem, og vi havde en instruktør, der var meget hård. Grupperne skulle lære at bruge deres våben, vi fik dem meget hurtigt. De skulle kunne adskille og samle dem i mørket, lige i nærheden af jernbanen, hvor de skulle bruges. Vores opgave var at undervise disse unge mænd, så at de kunne foretage sprængning af jernbanen. Vores primære målområde var en strækning af jernbanen nær Hovslund, ca. 2 km lang. Instruktøren ville komme med en meddelelse fra modstandslederen i Haderslev, der havde direkte kommunikation med England. Vi ville blive underrettet den nat, vi skulle udføre noget.
Sabotageordre fra England fortalte os, hvad vi skulle gøre, og jeg ville så beslutte hvilken gruppe, der skulle gennemføre ordren. De arbejdede sammen således, at hvis en fra gruppen blev fanget, skulle en anden aflægge rapport til gruppelederen. Jeg var kun i fare, hvis gruppelederen blev fanget, da han var den eneste, der kendte til mig, og så havde han et dæknavn for mig også. Men gruppens modstand fik ikke lov til at gå i stykker.
Vi havde hele tiden opmærksomheden på, hvad hvert medlem vidste, hvis han blev fanget. Vi var nødt til at tænke: “Hvad kan denne person sige til tyskerne?” Ethvert medlem fik at vide, at hvis han kunne holde fast i alle informationer i mindst 12 timer efter at være fanget, hvis han kunne holde ud så længe under forhør af Gestapo, så kunne han herefter sige noget, fordi så ville enhver, der kunne være i fare fra oplysningerne være væk. Selvom medlemmerne kun kendte deres leder, mig, som et dæknavn, har jeg altid følt, det var usikre forhold for mig at være en alene lærerinde i Hoptrup. Så mange unge mennesker i organisationen som hele tiden gik ind og ud af min dør på skolen, medlemmer fra Haderslev, fra Aabenraa. De var kurerer fra forskellige grupper, og ikke bare sabotagegrupper, men også med illegale bøger, illegale blade og lignende. Folk var tilbøjelige til at tænke med undren: “Hvad sker der med alle disse mennesker, der kører ind og ud?” Det er tankevækkende, at vi blev beskyttede, det er et faktum, at ingen af modstandsfolkene blev taget i Hoptrup. Tyske soldater, der boede på skolen, boede i et par af klasseværelserne og først til allersidst, overtog de hele skolen. Med al den uro der foregik, bemærkede ingen organisation, at folk kørte ind og ud. Og ingen mistænkte os for at være her, lige under de tyske soldaters næser. Marts eller april 1944 (Jeg husker ikke præcis hvilken af de 2 måneder, det var, fordi vi ikke måtte skrive noget.) Der kom en meddelelse fra Aabenraa om, at vores instruktør skulle gå lige med det samme, fordi Gestapo havde taget så mange af politiet der, at de havde brug for ham. Vi vidste dengang, at enden var nær. Det næste der skete var, at nogle dele af modstanden begyndte at gå i stykker – gruppeledere i Haderslev blev bedt om at forsvinde, Gestapo skal have en raid. Jeg hjalp en leder ud af byen ved at gå med ham på cykel til Hoptrup. Det var altid bedst at gå med en kvinde, især af cyklen, for at undgå mistanke. Derefter, med alle angreb på diverse i Aabenraa og Haderslev, var grupperne ude af billedet. Lederen med kommunikation fra England måtte gå under jorden, en anden måtte overtage denne pligt. De fortæller mig, at jeg skal stå for disse meddelelser, og de giver mig koden til den engelske radio. Min opgave var at lytte til radio hver aften kl. 18.15, og beskeder måtte ikke skrives ned. Men jeg kan ikke huske nogen af dem i dag. Så kom en ordre fra England til os om at ramme jernbaner. Vi vidste ikke, hvorfor det ikke var os, der havde tænkt på det.
Året efter i 1945, gik snakken rundt, at vores indsats ikke var mere end et prik til tyskerne. Andre siger, at vi gjorde tyskerne megen skade. Men det er en kendsgerning, at fra jul 1944 til 5. maj 1945 havde tyskerne mange soldater til at patruljere langs alle jernbaner gennem Danmark. Patruljer, vi var nødt til at finde ud af, præcis hvor lang tid det tog for hver patruljering. De havde altid to patruljer pr. station — for at sende dem fra et sted til et andet og tilbage igen. Så for at vi kunne have tid nok til at oprette en sprængning, var vi nødt til at være omhyggelige og præcise for at undgå at blive fanget. Jeg havde ikke tilladelse til at gå med til jernbanen, så jeg har aldrig været der. Hvis jeg skulle blive fanget, så ville vores organisation øjeblikkelig være opløst, fordi jeg havde koden for kommunikation. Så nu kommer vi til den 4. maj 1945, dette var den mest kritiske dag for alle. I bakkerne uden for Hoptrup havde de tyske tropper oprettet deres artilleri- og kanonstillinger. Der var en levende spærring af polakker ved udkanten af Hoptrup – disse var tankspærring til at stoppe de engelske kampvogne. Englænderne skulle stoppes ved sådanne spærringer. Rygterne var, at engelske allierede var på vej denne dag. Om morgenen den 4. maj kom britiske fly over Hoptrup, de beskød de tyske busser og lastbiler samt de tyske tropper. Først den 5. maj 1945 kom 24 mand frem fra ”undergrunden” med våben og armbind, først der så de, hvem der havde været involveret i det samme netværk, under den samme leder.
Befrielsen Med budskabet om de tyske troppers overgivelse i Danmark blev tre grupper samlet på Hoptrup Højskole for at afvente nærmere besked fra byledelsen i Haderslev. Om eftermiddagen den 5. maj fik gruppen i Hoptrup ordre på at foretage interneringer. Turen gik først til overbetjent Søren Schmidt med en anmodning om, at han deltog. I Schmidts bil og i en lastvogn fra Selbjerg Mølle foretoges arrestationer af værnemagere, danske nazister, zeitfreiwillige m.m. De blev i første omgang bragt til Hoptrup Højskole og derfra til internering i Haderslev. Der blev i dagene efter befrielsen interneret 24 personer fra Hoptrup Sogn. Gruppen hjalp også med interneringen i Vedsted Sogn. I dagene efter befrielsen havde modstandsgruppen i Hoptrup travlt med at sikre ro og orden i forbindelse med de tyske soldaters hjemmarch. Hoptrup var bievakueringssted for soldaterne, og det betød, at godt 10.000 soldater opholdt sig i kort tid ved byen. Der blev holdt øje med “soldatertøser”, frikorpsfolk og plattenslagere blandt soldaterne; de blev sendt videre efter afhøring til internering eller fik en advarsel.
Afvikling Gruppen i Hoptrup deltog med seks mand i bevogtningen af grænsen og senere på sommeren måtte man om end nødtvunget påtage sig vagttjeneste ved flygtningelejre. Våben og ammunition, som tyskerne efterlod, skulle samtidig samles og afmonteres.
Modstandsgruppen i Hoptrup blev afviklet den 1. august 1945, og Martha Uldall-Jessen kunne vende tilbage til sin lærergerning på Hoptrup Skole.
På befrielsesdagen den 5. maj 1945 ankom tre mænd og tre kvinder til Fuglebjerg Kro i en benzindreven bil. De bestilte værelser. I løbet af dagen skiftede de nummerplader på bilen. Det gjorde kroens personale mistænksomme. De underrettede vagtværnet. Da vagtværnet og frihedskæmperne afhørte dem, kom de med en søforklaring om, at de var politibetjente på flugt sammen med deres koner.
Desværre for dem, fandt frihedskæmperne i bilen beviser på, at de tre mænd var hipoer fra Dagmarhus. De fandt også revolvere, halvmasker, stabler af pengesedler, håndgranater, falske pas og legitimationskort. De tre mænd førte frihedskæmperne til nærmeste opsamlingssted for folk mistænkt for samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Formentligt i Næstved.
Da de kom tilbage til kroen for at hente de tre kvinder, havde folk klippet håret af dem. Det var en yndet folkesport i de dage.
Under krigen drejede det sig om at holde kæft. Åbenmundede folk var livsfarlige. En dag blev et tog saboteret ved Hvalsø Station. Sprængstoffet gik efter, at lokomotivet, som var bemandet af danske mænd, var passeret.
En modstandsmand ansat på stationen i Hvalsø havde hørt, at det var et tysk troppetransporttog. Han besluttede derfor uden at kontakte sine overordnede i modstandsbevægelsen at gennemføre denne jernbanesabotage. – Bagefter kunne han ikke holde sin kæft.
Jeg kontaktede ham og sagde, at han skulle med til et møde i København. Vi hentede ham i Hvalsø, kørte til København og sendte ham til Sverige.
Han kom hjem som brigadesoldat i maj 1945, fortalte Arne Lindegaard Olsen mig engang i halvtresserne. Han var under krigen medlem af den sjællandske organisation og organiserede grupper i Gundsømagle. Hvalsø, Havdrup og Snoldelev. – Når jeg hvervede en mand til modstandsbevægelsen, sagde jeg altid, at han skulle holde kæft. Kommer der noget ud, er du en død mand. Det var den eneste måde, hvorpå vi kunne holde justits i grupperne!
I september 1944 var en tyverårig pige fra Hyllinge til bal i Sneslev Forsamlingshus. Her blev hun generet af en kommis fra Fuglebjerg. Han spurgte hende, om ikke hun skulle “hen og snakke med de sorte”. Underforstået medlemmer af Sommerkorpset, indkvarteret i Førslev.
Sammen med en veninde og en ven gik hun hen til smeden for at låne telefonen. Hun ringede til en navngiven ven blandt sommerfolkene. Inden vennen og hans kammerater nåede frem til forsamlingshuset, var kommisen taget hjem.
Efter befrielsen blev hun idømt en straf på to års fængsel med fradrag af 78 dages udstået varetægtsarrest og frakendelse af almen tillid i 5 år.
Ikke mange kender i dag Hans Jacobsens fortid som soldat og grænsegendarm, men alle kender vist nok den gamle bonde fra Bølling Skanse. Her boede familien i mange år, og samtidig var Hans sammen med sin kone, Gerda gennem mange år bestyrer og passede forsamlingshuset i Bølling.
Hans er en markant skikkelse, der fortjener at få sin historie fortalt, og han er en god fortæller med megen lune må man konstatere. Efter han blev enkemand bor han nu i en hyggelig lejlighed ved Egetoft. Her, hvor han levende fortæller om et spændende liv, om soldaterlivet op til 2. verdenskrig, hvor han blev sendt på en umulig opgave d. 9. april, om arbejdet som landmand og alt muligt andet arbejde, og sidst men ikke mindst ”de skrå brædder” og mange gode oplevelser ved dilettant i Bølling og til tider også lokale egns-spil har fyldt Hans Jacobsens et par og halvfemsårige tilværelse.
I egnsspillet om Egtvedpigen spillede Hans en sjov rolle.
Men først et par generelle oplysninger om gendarmeriet ved den dansk-tyske grænse, der hvor Hans Jacobsen i sin ungdom også gjorde tjeneste, og hvor han gik vagt i under første del af verdenskrigen.
Grænsegendarmeriet oprettedes ved en kongelig resolution af 4. december 1838 af tre rytterregimenter i Holsten og var underlagt hæren indtil 1864. Gendarmeriet kæmpede i 1864-krigen sammen med det slesvigske gendarmeri som en militær enhed og blev herefter nedlagt. Korpset blev så genoprettet i 1866 og virkede herefter som et militært organiseret grænsetoldpolitikorps ved Kongeågrænsen.
Den 5. maj 1920 indtog Grænsegendarmeriet da efter genforeningen sin nye post langs grænsen mellem 1. og 2. afstemningszone, der pr. 21. juni 1920 blev den nye dansk-tyske toldgrænse på land. I 1920 blev grænsen inddelt i 5 officer-distrikter med i alt 16 afsnit. Hovedkvarteret lå i Gråsten.
I perioden 1920-32 overtog grænsegendarmeriet dele af toldklaringen og kontrollen med grænsetrafikken ved de små overgangssteder, herunder paskontrollen, der oprindeligt hørte til politiets opgaver. I forbindelse med truslen mod grænsen i 1930-erne blev der gennemført en bedre bevæbning af korpset, og dets funktion ved grænseoverskridelser blev præciseret. Fra 1937 indgik Grænsegendarmeriet direkte i det militære forsvar af Sønderjylland. I årene omkring anden verdenskrig var Grænsegendarmeriet et militært organiseret og bevæbnet korps, der sammen med toldvæsenet havde til opgave at kontrollere varetrafikken i området ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. I samarbejde med politiet deltog korpset endvidere i paskontrollen og i opgaven med at opretholde ro og orden ved grænsen.
Den 9. april 1940 blev tre gendarmer dræbt af tyske efterretningsfolk. Omkring klokken fire på besættelsesmorgenen 1940 blev overgendarmerne A.S. Albertsen, J.P. Birk og A.A. Hansen under bevogtningstjeneste ved jernbaneviadukten i Padborg skudt ned af tre civilklædte tyske agenter fra Regiment Brandenburg. Tyskerne var som ”fortrop” for besættelsesstyrken sendt over grænsen for at forhindre, at vigtige broer, veje og jernbaner skulle blive ødelagt af det danske militær. Ved jernbaneviadukten i Padborg stødte de tre tyske agenter på gendarmerne. Gendarmerne spurgte, hvad de skulle her. Der blev svaret på tysk, at de skulle til banegården, hvorefter tyskerne trak deres pistoler og skød gendarmerne på kort afstand. Overgendarm Birk var død på stedet, mens de to andre sårede døde senere. Tyskerne har angiveligt troet, at gendarmerne var ved at forberede sprængning af banen.
Korpset som helhed kom ikke i kamp, regeringen havde nemlig den 8. april givet Grænsegendarmeriet ordre til ikke at skyde eller indlade sig i kamp, hvis tyskerne overskred grænsen.
Fanevagt ved mindesmærket for de tre dræbte gendarmer d. 9. april 1940.
Oberst Svend Paludan, Muller, chef for Grænsegendarmeriet, faldt den 26. maj 1944 i ildkamp med tyskerne. Fra sin tjenestebolig ved Gråsten Slot kæmpede han heroisk mod den tyske overmagt, og tog flere tyskere med sig i døden. Forinden havde han fået sin familie og to ordonnanser bragt i sikkerhed ad bagdøren.
Obersten havde både før og under besættelsen markante meninger om tyskerne, og tyskerne havde også obersten mistænkt for illegalt at modarbejde besættelsesmagten. Da tyskerne den 26. maj 1944 ville arrestere obersten, var det helt i overensstemmelse med hans overbevisning og handlinger, at han modsatte sig arrestationen og dermed betalte den ultimative pris.
Den 19.-20. september 1944 blev hele korpset interneret og et stort antal gendarmer sendt til tysk koncentrationslejr. Den 5. oktober 1944 blev 141 gendarmer (af i alt 291 som var interneret) udtaget til deportation til koncentrationslejren Neuengamme. Inden det i marts 1945 lykkedes at få de sidste gendarmer hjem var 35 omkommet, en savnedes, to døde før befrielsen og tre døde senere som følge af den grusomme behandling i Tyskland.
En ny grænsebevogtning blev straks efter befrielsen 5. maj 1945 etableret i samarbejde med modstandsbevægelsen, siden Den danske Brigade og den regulære hær. I løbet af 1949 afvikledes korpsets militære opgaver helt, og i 1952 skiftede korpset navn til Toldgrænsekorpset. 1. april 1969 nedlagdes korpset helt.
Hans Jacobsen som korporal i 1940.
Hans Jacobsen får herefter ordet: Jeg er født d. 6. juni i 1917 i en lille landsby syd for Rødding, der hedder Brandstrup. Min far var på det tidspunkt indkaldt som tysk soldat, og han kom først gående hjem fra Rusland et stykke tid efter 1. verdenskrigs afslutning. Jeg husker gennem min barndom at far tit vågnede om natten med de værste mareridt, som plagede ham i flere år. Han var oprindelig kampestensmurer, og flere gårde og huse på egnen står stadig efter far, så de har været lavet godt. Efter genforeningen i 1920 flyttede familien lidt nord for Rødding til Hjerting Skov. Selv om jeg kun var tre år, kan jeg stadig huske denne flytning pr. hestevogn. Vi var 6 søskende hjemme, og da jeg næsten var fyldt 10 år kom jeg over på en gård at bo en sommer. Her skulle jeg op før kl. 5 og malke to køer og siden trække alle 17 køer ud og tøjre dem inden skolen begyndte kl. 7 hver morgen. Denne sommer tjente jeg 50 kr. 30 købte vi tøj for og de 20 blev sat i sparekassen. Hjemme igen gik jeg lidt ud på dagleje, når jeg ikke var i skole, men der var især en lærervikar, der godt ville give os fri, sådan i høsten, og da kunne man tjene 1 kr. og 50 øre om dagen. Jeg kunne nu ellers godt li’ at gå i skole og da jeg blev lidt større inden konfirmationen, blev jeg tit sat til at hjælpe de mindre skolebørn. Efter jeg kom ud af skoen, var jeg i en plads, hvor vi kørte grus ud på sognevejene med hestevogn, og i en lidt mærkelig plads, hvor manden holdt på at have særskilt vogn til høst, til at køre møg og til at køre i byen. I 1933 tog jeg så på Skibelund efterskole. Både opholdet og mit tøj havde jeg selv tjent til. Det var en skøn tid, jeg lavede en dragkiste, og jeg husker endnu en lærer La Cour, som havde det mundheld: ”Du skal altid stikke fingeren i jorden, for at lugte hvor du er” Jeg synes dengang det var underligt, men i dag forstår jeg ham bedre.
Endnu en plads på en lidt større gård, her var jeg først 2. karl og senere fodermester. Da vi kom til november, sagde manden, at jeg blev nok nødt til at søge en ny plads, for han havde ikke råd til at give mig det, jeg nu var værd. Jeg forlangte 100 kr. om måneden, det ville sognefogden godt give på en anden stor gård, så her blev jeg fodermester, vi havde opdræt af avlsdyr, både tyre og kvier. Det var en rigtig god plads, jeg havde frie hænder til indkøb af foder, og når dyrene skulle ind på auktion i Haderslev var jeg altid med, for som manden sagde: ”Du har jo selv lavet dem”.
Nu var jeg så blevet 20 år og var på session. Til april 1938 blev jeg indkaldt til 18. batl. 4. komp. 3. deling. Efter rekrut tiden blev jeg udtaget til korporal skolen i Haderslev. Her blev vores lærer skam DM i bajonetfægtning, vi blev rigtig lært op.
Som rekrut fik vi 50 øre om dagen, og det steg til det dobbelte som korporal, men var alligevel meget mindre end da jeg fik 100 kr. om måneden. Der var meget kadaver disciplin, især da vi kom tilbage til Sønderborg, og nu nærmede krigen sig, begyndte vi at mærke. Sidst i august 39 blev vi sendt på øvelse oppe ved Sjølund, hvor vi blev indkvarteret på gårde og større huse, jeg var havnet i Brugsforeningen. Den 1. sept. hvor Hitler gik ind i Polen, blev vi alarmeret og måtte stille med en madpakke og skarp ammunition. Jeg fik en feltvagt og fik ordre at stille op med sigte mod Hejls mejeri, og her måtte jeg så virkelig til at råbe op, for der stillede et par soldater lidt berusede – hvad kunne der ikke ske med de skarpladte geværer rettet ind mod mejeriet, tænkte jeg. Vi fik intet at vide, og sådan var det også senere, det der foregik var meget mærkeligt. Medens vi var i Sjølund fik jeg også ordre til at tage til Varde med 3 mand. Her skulle vi bevogte en tysk pilot, der var nødlandet på Fanø. Der gik 3 dage inden flyveren blev afhentet, og i den tid stod vi troligt vagt uden for hans hotelværelse.
Op til tyskernes overfald d. 9. april 1940, blev situationen mere og mere anspændt på kasernen i Sønderborg. Allerede i marts måtte vi kun færdes feltmæssig og orlov var inddraget. Om morgenen d. 7/4, lå der pludselig ca. 30 mindre skibe i Alssund, vi fik senere at vide at alle skibene var lastet med heste på vej til tyskerne i Norge. D. 8. april fik jeg udleveret nøgle til våbenkammeret og skulle udlevere 20 skarpe patroner til hver geværskytte og 60 til rekylgeværene, tænk det var jo ingenting hvis vi virkelig skulle i kamp.
Kl. 10 om aftenen, stadig den 8. april, kunne vi gå i seng, men helt feltmæssig og kl. 4 om morgenen blev vi vækket, da fløj de tyske flyvemaskiner allerede lavt hen over os, men de skød ikke på os. Oberst Kristensen beordrede nu en kaptajn til at rykke over til Als for at indtage en stilling, men kaptajnen indvendte, at det var en ren selvmordsopgave, så det ville han ikke. Så beordrede obersten mig tage en gruppe ud på broen over til Als for at forhindre at broklapperne kom op. Vi lå så der midt på broen, helt ubeskyttet, og med et større tysk krigsskib liggende nede ved slottet. Ingen af parterne løsnede et skud, vi lå bare der og vidste ikke hvad der skete, men kl. 9 ringede obersten, at nu kunne vi godt komme hjem. Vi måtte så resten af formiddagen grave skyttegrav foran kasernen, men vi så ikke spor til tyskerne, de hastede alle sammen nordpå. Vi soldater syntes alle bagefter, at det var et spil for galleriet, at der måtte falde gode danske soldater, når hensigten hele tiden havde været, at vi ikke for alvor ville gøre modstand.
Broen over Alssund, som Hans Jacobsen bevogtede d. 9. april 1940.
Jeg tænkte, at nu kunne jeg lige så godt blive ved militæret og søgte ind på sergentskolen i Sønderborg, det blev ikke rigtigt til noget, for obersten ville ikke være med mere. Senere på sommeren søgte man grænsegendarmer, og der meldte jeg mig også, men fik at vide at der var 300 der søgte foran mig. Så tog jeg en plads ved Alminde på Stensbjerggård til 50 kr. om måneden + 50 øre i timen, når jeg ikke passede køerne. Der blev jeg glad for Gerda, der tjente samme sted, og vi blev forlovede.
Nytårsaften kom der så brev om, at jeg skulle begynde som gendarmaspirant den 9. januar. Det var jo en overraskelse, men jeg tog ned til grænsen og fik logi ved en gift gendarm dernede. Tjenesten bestod i 4 timers vagt og 8 timers fri, skiftende døgnet igennem, samt én dag om ugen fri. Bevogtningen for vort vedkommende var i Frøslev plantage, et ret øde område. 5 km. rundt i terrænet og så tilbage igen. Kun en enkelt gang pågreb jeg en grænseoverløber, en dansker, der havde været en tur i Berlin. Mange gange, når de engelske flyvere angreb Flensborg, skød tyskerne som vilde og det var ikke ufarligt at færdes derude om natten, når projektiler fløj om ørene på os.
Gerda og jeg blev så gift d. 13. april 1942 i Fredsted, hvor hun var fra, og vi fik vores første barn året efter. Det blev til 8 gennem årene, fire af hver og det var godt nok.
Det nygifte par med deres første barn, Hans er i gendarmuniform.
Medens jeg var gendarm hjalp jeg undertiden en bonde, der havde jord på begge sider af grænsen, og en dag jeg var ude at høste med selvbinder gav det et hop, jeg så bagud og hårene rejste sig lodret, da jeg så at jeg var kørt lige hen over en granat, der ikke var gået af.. Jeg skulle ikke have høstet mere på marken, og der blev et ordentligt hul i marken, da en sprængningskommando fik den uskadeliggjort. Det tog dog 8 dage inden det skete, og i den tid fik kornet lov til at blive stående.
Som gendarm tog jeg to idrætsmærker, det var noget oberst Paludan opmuntrede os til, han havde dem alle selv, men manden vi boede hos kunne ikke rigtigt med min kone, så efter godt et års tid tog jeg min afsked som gendarm og ville være landmand igen.
Vi blev så bestyrer på Fiskærsminde ved Alminde, her var vi i 17 år, her blev børnene født på nær den første og den sidste, og vi sparede hele tiden op til at kunne få vores eget landbrug.
Skansegården i Bølling inden den brændte.
Det blev Skansegården ved Bølling som vi købte i 1960. Desværre brændt det meste ned 8 år senere, to længer stod ikke til at redde da vores bil kortsluttede. Det var en rigtig grim oplevelse, hvor vi mistede næsten alt, og vores søn blev beskyldt i starten for at forårsage branden, og politiet forsøgte på forskellig vis, at få drengen til at tilstå, det blev jeg godt gal over, kan jeg huske. Heldigvis viste de tekniske undersøgelse noget andet. Et held i uheld var det dog, at branden ikke skete om natten, for så var vi næppe kommet ud i live, men vi mistede jo alle vore ting og sager.
Branden var også en økonomisk lussing af format, forsikringen kunne slet ikke dække de nye bygninger, og jeg måtte begynde at tage arbejde uden for landbruget for at redde økonomien.
Jeg har både arbejdet på Zoneberg elementfabrik i Kolding og hos kobindselfabrikken Dan i Egtved. Det var en hård tid med arbejde fuldtid og bagefter at få passet bedriften på gården. Efterhånden jeg blev ældre lejede vi jorden ud og solgte dyrene.
Hesteforsikringen for de mindre husbrug har også haft mig som medlem og i bestyrelsen i mange år. Det rørte mig meget at de udnævnte mig som æresmedlem her ved deres nyligt afholdte jubilæum. Forsikringsforeningen lever den dag i dag i bedste velgående, modsat den store kasse, som er gået ind for mange år siden.
Jeg må sige at være faldet til her på Egetoft efter at jeg blev alene i marts 2004, hvor Gerda døde.
Under 2, verdenskrig da Danmark var besat af tyskerne havde man beholdt det danske politi, der virkede sammen med retsvæsnet, men under tysk kontrol indtil d. 19 september 1944. Da blev også dansk politi arresteret af tyskerne og mange blev sendt i tysk konzentrationslejr. Her mistede en del livet og andre fik et psykisk knæk, heldigvis lykkedes det en ret stor del af politistyrken at flygt og gå under jorden, og mange af disse politifolk gjorde siden et stort arbejde i modstandsbevægelsen. Efter tyskernes arrestation øgedes kriminaliteten betydeligt i Danmark, derfor udsendtes der i oktober 1944 et cirkulære til alle kommuner om oprettelse af vagtværn med bebyggelser over 2000 indbyggere med opfordring om vagtværn med fast ansat mandskab. Vagtværnene skulle fremme retssikkerhed og de var bemyndiget til at foretage anholdelser. I et regulativ om vagtværnets bemyndigelser hedder det: Anholdes en sigtet for en grovere forbrydelse, afleveres han snrest muligt sammen med et eksemplar af rapporten og evt. koster til arresthuset. Hvis forbrydelsen er af mindre grov karakter, såsom småtyveri, overfald uden væsentlig skade, kan anholdte løslades når rapport er optaget. Der indgår ved enhver anmeldelse om arrestation en rapport til statsadvokaten. (Der må åbenbart stadig eksistere en dansk retsorden, også efter politiets arrestation, men hvor meget den har betydet i praksis, er nok ret tvivlsomt). Der var kun et departementstyre i landet efter at regeringen var trådt tilbage på dette tidspunkt, men kommunerne blev dog fortsat ledet af folkevalgte sogneåd og byråd. Ufarligt var opgaverne som vagtværn dog langtfra. Der var total mørkelægning, og spændingerne mellem den tyske besættelsesmagt og på den anden side modstandsbevægelsen, var blevet mere og mere mærkbart. Manglen på næsten alle varer gav tyveknægte ekstra mod på at gå på rov, så det må siges at være prisværdigt, at der i Egtved meldte sig ca. 150 bogere til vagtværnet, hvor de fik vagtstue på den gamle stationsbygning, som sognerådet havde overtaget.. Det resulterede i vagthold til alle ugens dage, således at man kun én nat om ugen måtte afse til vagttjeneste i vagtværnet. Desværre er protokollen fra den tid ikke bevaret, men Emil Holm har fortalt om den tid, han som ung var mellem af de gæve vagtmænd.
Fhv. murermester Emil Holm var også indkaldt som CB under krigen, og står her vagt ved kasernen i Haderslev. CB stod for cevilbetjent, og de arbejdede meget med redningsopgaver sammen med dansk politi under krigen.
Og eksempel på et legimitationskort, som alle skulle bære på sig gennem krigen. Disse kort blev dog mange gange forfalskede.
Et andet og lidt større vagthold fra Egtved: fra venstre står tømrersvend Svend Pedersen, fabrikant Bent Andersen, murersvend Emil Holm, Bang, tømrermester Carl Bendix Pedersen. Siddende fra venstre: kommis fra brugsen, tørvefabrikant Thorkild Christensen, skræddermester Schnegelsberg, Jacob Lauersen og mejerist Sigvald Jensen.
Der var overalt i landet udgangsforbud fra kl. 20.30 indtil kl. 5.30 om morgenen, og alle der blev antruffet i dette tidsrum blev taget med til vagtstuen, afhørt medens deres navne blev noteret i rapportbogen. Det kunne give anledning til forlegne miner hos unge, der måske havde været på pigebesøg, eller på anden måde ikke havde rent mel i posen som Emil Holm husker. Der var også besvær med nogle lastbiler uden nummerplader, det var gerne nogle der arbejdede på Vandel flyveplads, og de søgte så beskyttelse hos tyskerne, og klarede på den måde frisag hos værnemagten. En sabotørgruppe i Jordrup spængte også et par lastbiler i Egtved og i den forbindelse bankede de på vagtstuen og underrettede vagtchefen om deres forehavende, idet de havde deres pistol rettet mod ham.
Efter befrielsen d. 4 maj 1945 blev der, som overalt i landet, stor jubel og flere der havde været gået under jorden, som det blev kaldt, hvis de havde været eftersøgt af tyskerne for illegalt arbejde, kom hjem til deres familier igen.
Om morgenen d. 5 maj, da alle flag var hejst i Egtved, indtraf der en dramatisk begivenhed da der kom en bil med en tysk officer og to kvindelige passagerer kørende. Mona Andersen der bar frihedskæmperarmbind, standsede bilen og førte dem truende med pistol til vagtstuen. Under stor protest og efter at tyskerne var blevet alarmeret om episoden, kom flere lastvogne med tyskere til Egtved, hvor de afspærrede vejene og truede med alskens ulykker, hvis ikke officeren straks igen blev løsladt. Der blev truet med at sprænge hele byen af. Den spændte situation blev omsider afblæst efter at der blev forhandlet fred med de oprørte tyske soldater, som fik deres mand løsladt igen, og dermed kunne vagtværnene omsider også blive afløst af det danske politi, der nu kunne overtage retssikkerheden efter de uhyggelige tider gennem årene under krigen.
Der skulle udpeges personer til at følge familierne fra hvert distrikt i kommunen.
Alle vagtværnets medlemmer, som i øvrigt alle var frivillige, fik udleveret et fotografi med legitimation om at ihændehaveren tilhørte det kommunale vagtværn. Desuden fik de udleveret en stålhjelm og en stav, som dog kun måtte benyttes med besindighed og man måtte ikke tilføje større overlast end nødvendig ved anholdelse. Vagtværnets mandskab skal følge deres leders instrukser, og de udleverede udrustningsgenstande skal medføres i tjenesten og uden for denne opbevares omhyggeligt. En stavlygte fuldente vagtmændenes udrustning.
I Vester Nebel blev der oprettet et vagtværn d. 5 januar 1945, og her meldte der sig 25. De blev opdelt i 3 mands hold, der på skift holdt vagt i byen indtil de blev opløst nogle dage efter befrielsen i maj 1945. Man havde i V. Nebel fast tilhør på kroen, og der patruljeredes fra kl. 23 til kl. 5 om morgenen, sidste gang d. 11 maj 1945. I 58 nætter var der intet usædvanligt at notere, i 41 nætter blev der afkrævet legitimation af forbipasserende og påtalt mindre færdselsforseelser og lignende småting. I 6 nætter blev der noteret større begivenheder. Indbrud på Jordrup station,, indbrud i brugsen, hvor tyvene truede uddeleren med revolver, de flygtede derpå mod Kolding, hvor sporene fortabte sig. I februar kom tyske soldater til byen nogle dage og i april var der igen indbrudsforsøg et par gange. Den 4 maj var der betydelig uro i byen på grund af befrielsen, men det havde sikkert naturlige årsager. I april havde vagtværnet måttet se sig formindsket med hele 9 medlemmer på grund af arbejde i tørvemoserne, men man opretholdte dog alligevel 3 mandshold til patruljering.
I Egtved gik vagtværnet på patrulje fra kl. 22 til kl. 6 morgen. 25 liter benzin var blevet udleveret til at køre evt. arrestanter til Kolding, men det blev der vistnok aldrig behov for. Man skiftedes til at gå rundt i et par timer hvorefter der var frivagt og kortspil for dem der havde frivagt. I tilfælde af uroligheder kunne man dog hurtigt blive tilkaldt gennem fløjtesignal fra de øvrige vagtmænd. Egtved havde mod krigens slutning inkvartering af en del tyske soldater, og disse havde deres egne patruljer ude om natten, men Emil Holm oplevede ikke de to parter havde kontroverser mellem sig.
Et Egtveds vagthold: stående fra venstre: post B. Buhl Gaarde, smed N.P. Sørensen, maskinhandler. H.M. Pedersen, rutebilejer Steffen Dam, gartner, J.P. Thomsen. Siddende fra venstre: fabrikant A. Andersen, murermester P. etersen, murermester Chr. Holm.
De slagne tyskere på vej hjem til fods gennem Vestergade.
Evakueringsplaner for civilbefolkningen Medens verdenskrigen endnu rasede i Europa og tyskerne så småt var begyndt at tabe krigen i sommeren 1944 efter invasionen i Nordmandiet, var der ingen der kunne forudsige hvordan enden ville blive. Derfor frygtede man i Danmark at der kunne komme til krigshandlinger, hvor civilbefolkningen ville komme i en situation, hvor evakuering ville blive nødvendig for at redde så mange menneskeliv som muligt. Og derfor blev der bestemt at alle kommuner skulle udarbejde retningslinjer for en given evakuering af lokalområdets befolkning.
Også på Egtved kommunekontor fik man udarbejdet lister for hvem der i givet fald skulle lede og forestå en evt. folkeforflytning. På lokalarkivet ligger endnu planerne for dette arbejde, og her skal kort gengives.
23. august 1944 blev planerne for en evakuering godkendt, og Knud Bruhn fik til opgave at være ordonnans, der skulle underrette de forskellige distrikter. Meget kunne man ikke medbringe.
Lykkeligvis kom de dystre planer ikke til udførelse, da tyskerne endelig overgav sig d. 4 maj 45.
Den første bil med engelske soldater blev hurtigt bestormet af glad børn, der fik en herlig køretur gennem Egtved.
Her er de kommet til torvet, og senere kører de op til sportspladsen ved Kirkevej, hvor de spiller fodboldkamp med unge danskere.
Min farbror Paul Lund arbejdede efter befrielsen i flere forskellige lejre, først i nogle som var befolket med russiske og polske flygtninge i Jægerspris og Blåvand, men i slutningen af maj bliver han flyttet til Fitting ved Vorbasse. Han har i 1953 skrevet en lille bog med titlen ”Bag flygningelejrenes pigtraad”. Følgende historie er et uddrag fra denne bog.
Fittinglejren Da jeg kom ned på kontoret, var der kommet besked fra luftværnskontoret om, at jeg den følgende dag skulle begynde i Fittinglejren. Det var med en vis spænding at jeg tog med en af forplejningsstationens biler fra Egtved til Fitting. Straks efter min ankomst så jeg, at lejren var god, og at der var plads til at bevæge sig på. Der var en meget bister kok ved navn Mutz, og kusken som hed Quinau, hentede hver dag mælk på Kragelund mejeri. Lejrens hidtidige chef, oversergent Sørensen blev et par dage inden han blev kaldt til Kolding, og jeg avancerede til lejrchef. Lejren blev bevogtet af CB mandskab fra Kolding, og tre overbetjente var her på skift Den første store flygtningetransport kom en søndag formiddag til Fitting station. Siden kapitulationen havde disse flygtninge været interneret i forsamlingshuse og lignende på Lolland, og de var med skib sejlet til Kolding. I løbet af et par timer havde jeg alle indkvarteret. Enlige kvinder og mænd kom hver for sig, grupper af bekendte og folk fra samme byer måtte dele de store 17 mands stuer. Det var et broget selskab i alderen fra spædbørn til 85 år, naturligvis mest kvinder og børn. I hele flokken på flere hundrede mennesker var der højest 10 arbejdsføre mænd…
En morgen kom fru Blume og fortalte at en gammel morlille i nattens løb var faldet ud af sin overkøje og havde slået sig slemt. Et stort lyst værelse, hvor der dagen igennem sad en flok driverter for at høre radio blev nu til et ”alderdomshjem” og 8 gamle kvinder flyttede ind til stor ærgrelse for slynglerne, men til ubeskrivelig glæde for de gamle… Et andet problem i lejren var skoleundervisning. Alle skolepligtige børn fik besked om at melde sig til folkeskole eller højere undervisning. Der var lærerkræfter nok, både en professor og nogle lektorer til de store og et par lærerinder til folkeskolen, men også en børnehave fik vi etableret, og det var utroligt hvad lederen kunne få ud af næsten intet… De store drenge drev rundt på en støjende måde med hænderne dybt begravet i bukselommerne og rygge som flitsbuer.
Jeg besluttede at gøre noget ved det. Den næste dag stod jeg selv i gymnastiksalen og uge efter uge gennemtampede jeg nu drengene i primitiv gymnastik. Mit eneste redskab var en gammel tømme af kuskens. Drengenes gymnastikbenklæder var syet af sandsække med lidt flonel i skridtet… Lejrens liv havde nu fundet sin rytme og ved arbejdet sang og fløjtede man melodierne fra gymnastiksalen. Kendingsmelodien var: Das vandren ist der Mullers lust. Fru Seydler, der pyntede salen til gudstjenesterne, sagde en dag: ”Kan vi ikke starte en højskoleforening, det hører dog Norden til?” Siden samledes vi gang på gang til højskoleaftner, hvor der blev sluttet med bibelord og sang…
Blume blev valgt til ”borgmester” for lejren og en aften fortalte han mig nogle slemme historier om lejrens moralske forhold. Sammen bestemte vi os til at rydde op. Opgaven var nu slet ikke så ligetil, men efterhånden fik vi en i det ydre pæn lejr. Børnene blev i det mindste forskånet for at have deres mødres elskere boende i deres værelser, hvad der havde pint mange store børn meget. Alligevel var nattelivet stadig slemt, og jeg besluttede at give de to mest udfordrende ”tyre” ring i næsen.. I alvorlige vendinger sagde jeg til de sammenkaldte tillidsfolk, at hr. urmager Schødt havde gjort mig opmærksom på, at der rådede en stor sexuel nød blandt lejrens kvinder. I samme anledning ville jeg spørge om der var stemning for at oprette et bordel, da jeg mente at kende to villige mænd, der så kunne få et par separate værelser. Der var dødstille, de fleste var chokerede og vidste hverken ud eller ind. På den måde fik jeg så alles blikke til at samle sig i én bestemt retning, og de to udhalere, der ellers sad og kroede sig af deres vitalitet, så ud som de helst ville krybe i et musehul… Kuren viste sig gavnlig, de forskellige sørgede i fremtiden for at gå stille med dørene, og det havde været min hensigt. Der var dog allerede passeret nok. Den ene til bordellet udsete mand havde besvangret en ung pige og to mødre med store børn… Blume havde en dag tørt bemærket til en ung CB vagt: ”Jeg har aldrig hørt, at man i Danmark havde gummitræer, og at de var så rigtbærende”…
Han havde om morgenen opsamlet henkastede præservativer, så der må også havde været et problem med disse vagtposter og kvinderne i lejren, idet tyskerne selv ikke havde adgang til sådan beskyttelse.
Der var hele tiden blevet bygget i lejren, da det var meningen at vi skulle op på mindst 1000 personer, og en dag stod jeg over for en ny stor opgave, ankomsten af Borsigskolen fra Berlin, der hidtil havde været indkvarteret i Mikkelsens badehotel i Binderup. Der var ca. 100 drenge og 4 lærerfamilier samt nogle elevmødre. Drengene var 12-17 år og vore unge piger pyntede sig… De fleste havde noget umuligt fodtøj, men i mine weekends i Egtved løb jeg fra dør til dør, og da folk hørte om det kom de selv med deres aflagte sager som jeg så bragte til Fitting… Min barndoms legekammerat, frk. Else Uldahl var blevet økonoma i lejren, og det var en hyggelig forandring. Hver aften hyggede vi os sammen med overbetjent Sørensen… Det hændte Sørensen sagde: ”Synes De ikke vi skal gå en tur med alle i lejren?” Det synes jeg hver gang, og disse hedevandringer var til ubeskrivelig glæde for de internerede…
Efter flere gode måneder i Fittinglejren får Paul Lund besked på at lejren skal nedlægges øjeblikkelig, og flygtningene overføres til Ålborg. Han følger med toget derop, det tager 24 timer og stemningen er trykket efter den forholdsvise frie tilværelse i Fitting, som nu ændres i den store lejr. Der er i bogen 20 sider med afskedshilsner til lejrchefen, og det er næsten helt overvældende så positivt flygtningene omtaler tiden i Fitting. Et par enkelte smagsprøver oversat:
Nu er sommeren kommen, og det vil blomstre i vor lille have, men den glæde får vi ikke, vi må drage videre. Vi vil forblive venner, afskedssmerten stilles. vi vil håbe, at vi ses i Tyskland. Fru Martha Wetzel, Elke og Hartmut
I den tungeste nødens stund for vort land fandt vi ophold i Danmark. Vi blev bevarede mod nød, og ved varmhjertig, menneskelig deltagelse lettede de vor lod Hr. Lund. Vi takker Dem hjerteligt med de bedste ønsker for Deres fremtid Marta Schytche og børn
Min farbror Paul Lund, har i 1953 skrevet en lille bog med titlen ”Bag flygningelejrenes pigtraad”. Han arbejdede i årene efter krigen i flere af flygtningelejrene, og i bl.a. Vingsted og Fitting var han den øverste danske leder på stedet. I sin bog giver han et både rørende og barsk billede af forholdene bag pigtrådshegnene. Det var jo således at det var strengt forbudt for den danske befolkning at ”fraternisere” med flygtningene, og derfor var der både pigtråd og vagtposter rundt om lejrene.
Forfatteren var på det tidspunkt en overgearet kommunist og så på kommunisterne og sovjetstaten som paradiset på jorden efter den frygtelige krig i 40’erne. Blev han spurgt om de russiske udrensninger blandt deres egne borgere, kunne han svare: ”Havde vi i tide gjort det samme i Vesteuropa, var Hitler aldrig nået så langt”. En både kynisk og naiv betragtning, i hvert fald set her i bakspejlet, men på det tidspunkt var min farbror jo langt fra alene om at have næsegrus beundring for Rusland. Alligevel er det forbavsende, at han kunne være så godtroende. Men netop hans godhed og tro på menneskene gav også mange flygtninge et håb og en tålelig tilværelse i al deres elendighed.
Sorø Amtstidende bragte 17. maj 1945 et interview med politibetjent Munk Hansen tjenstgørende på Skælskør Rådhus. Da politiet blev afsat i september 1944, rejste han til Fyn. Februar 1945 vendte han tilbage til Skælskør. Umiddelbart efter kom han med i frihedsbevægelsen. Politiet dannede sin egen gruppe, og han blev gruppefører.
Da han fik besked om den kommende nedkastning af våben på Førslevgårds marker, cyklede han sammen med overbetjent Kjeldsen og reservebetjentene Jørgen Nielsen, Johs. Mathiasen, Leon Nielsen og H. V. Nielsen hen mod aften til nedkastningsområdet. Det lå øst for Arløse og syd for Møllegårdsvej. Frihedskæmpere fra oplandet sluttede sig til, så styrken blev på et halvhundrede mand. Kl. 22.30 var alle mand på pladsen. Tre timere senere dukkede flyet op. Det fløj 4-5 gange over marken, hvor modtageholdet stod. Under sidste overflyvning kastede flyet faldskærme med 24 tromler med våben og ammunition. Tværs gennem marken løb en ret dyb bæk. En del af tromlerne landede på den anden side af bækken. Den første frihedskæmper, der forsøgte at springe over bækken, plumpede i til midt på livet. Han blev stående i vandet og hjalp de andre med at få våben og ammunition over på den rigtige side. Den lastvogn, som skulle transportere den nedkastede ammunition og våben væk, dukkede ikke op. I morgentimerne kom en anden lastvogn tilfældigvis kørende. Chaufføren blev holdt op. Bilen gik i stå inde på græsmarken. Frihedskæmperne måtte skubbe den et langt stykke over græsmarken og ud på vejen. Et hårdt job, da våben og ammunition vejede fire tons. Containerne blev kastet i en mergelgrav.
Efter krigen fandt sognepræst Andersens sønner resterne af en container i det område, hvor der i dag står vindmøller.
Note: Overbetjent Kjeldsen er formentlig Niels Richard Kjeldsen født 25. januar 1911 og død 18. marts 1995. Han var medlem af en militærgruppe under Skælskør Bykommando.
Jeg er født i 1937 og boede på Vormark Mølle indtil jeg var 7 år.
I 1943 eller 1944 bankede det på vores køkkendør. Udenfor stod hjælpepræsten og en tysk officer med en pistol, der pegede lige på min mor, som åbnede døren.
Tyskerne ønskede at bruge vores lade til opstaldning af deres heste. Og det måtte de jo så!
Men de havde gjort regning uden vært. For da de ville trække hestene til mølledammen for at drikke, blev svanefar så rasende, at han angreb heste og soldater med høje skrig og udbredte baskende vinger. Soldaterne måtte så hente vandet i spande, og næste dag brød de op, flere dage før planlagt.
Vi godtede os – men senere hen har jeg tænkt på, at de jo nemt kunne have skudt ham. Det tæller i + regnskabet, at de ikke gjorde.
Svaner var på det tidspunkt en sjældenhed, der var under 10 par i hele landet – i hvert fald ikke mange, men vores svanepar producerede det år 8 unger. Det var så sjældent, at det skam kom i avisen.
Krigen gik ikke sporløst forbi mig, selv om jeg kun var en meget lille purk, da den startede. Der er enkelte glimt, der står helt tydeligt for mig, men meget er vel fortalt så mange gange, det er svært at skelne. Jeg husker kun ikke krigen som noget særligt gruopvækkende, der til var jeg for lille, men alligevel var der mange ting, der var, som ikke burde være. Det kunne jeg mærke på både bedstefar og min far og mor.
Jeg kan huske mørklægningsgardinerne og den ret uhyggelige stemning, når der blev skudt fra luftværnskanonerne på Sønderholm hede, der ligger små 2 km fra mit barndomshjem. Det var næsten altid på mørke aftner.
Først kunne man høre flyvemaskiners karakteristiske summen over os, kort efter lød kanonernes smelden og bragen. Når den lyd kom, blev vi altid placeret så langt væk fra vinduerne som muligt, – ind midt i huset, og lyset blev slukket.
Det kunne ske far linnede lidt på de mørkelægningsgardiner, så vi kunne se lidt af det, der foregik. Det var som en nytårsaften i dag, på grund af de mange sporprojektiler, der oplyste himlen – og bragene.
Mange gange kunne vi høre granatsplinter fløjte over huset og høre dem falde som store hagl ned over tagene. Dagen efter kunne vi finde dem på gårdspladsen.
En aften blev en af vore naboers mælkespande gennemhullet af en granatsplint, så mere end halvdelen af mælken løb ud. Da blev han også meget ophidset og vred.
Hjemme i stuen hang ofte lugten af stenkulsnafta. Det var når far skulle lappe sin cykel. Limen lavede han af gamle rågummisåler, der blev opløst i denne væske. Han skulle tit lappe slanger. Han skar også slanger over og satte andre stykker i, han håbede på var bedre. Dækkene blev repareret med læderstykker, der blev syet på med såkaldt kinesertråd. Dæk og slanger var som så meget andet ikke til at skaffe, men han skulle helst bruge cyklen hver dag til og fra arbejde.
Far startede sit arbejde på mejeriet allerede klokken tre om natten, hvor han skulle fyre op under kedlerne. En nat blev han holdt op af bevæbnede tyske soldater. Han var meget betænkelig ved situationen, fordi han netop denne gang ikke havde sit legitimationsbevis på sig.
Der blev uro hos tyskerne, indtil en af soldaterne så fars hvide tøj under hans mørke frakke og kunne så genkende ham. Han havde sit kvarter på St. Restrup højskole, der var besat og en af dem, der hentede mælk hver dag på mejeriet.
Far blev fri for at komme til afhøring.
Krigen fik jeg også mærket til fulde på min egen krop. Det var alt det hjemmestrikkede uldting jeg blev udstyret med og absolut skulle have på. Bedstefar og bedstemor i Binderup kartede og spandt selv uld fra deres får, og bedstemor strikkede næsten alt til sine børnebørn af dette uld, – undertøj som strømper, – men det kløede og stak alle vegne. Det var en gru, – det var en lidelse at få på. Selv efter det var vasket flere gange kløede det. Strømperne var af de helt lange, som damestrømper, og blev holdt oppe af et livstykke og elastik stropper , så det var kun ansigtet, der gik fri af dette klø-uld. Og så skulle man i tilgift takke pænt med hånd og give kys af bare taknemlighed. Men det varmede og der var ikke andet at få i disse rationeringstider.
Da jeg var omkring fem år, var jeg en dag ved middagstid, sammen med mor, vidne til en luftkamp. Nogle engelske flyvere ville foretage et overraskelsesangreb på Aalborg flyveplads, der ligger omkring 8-10 km i luftlinje fra mit hjem. De blev opdaget, og en flok tyske jagere gik i luften. Det kom til et kraftigt opgør. Nogle, om ikke alle engelske flyvere blev skudt ned. Hjemme på gårdspladsen kunne vi følge en del af dramaet. Vi kunne se, hvordan en af de engelske flyvere fik en fuldtræffer, – hvordan en sort røg vældede ud af den, og den begyndte at tabe højde. Lidt efter kunne vi se en lille hvid klump falde ud af maskinen, og en stor faldskærm foldede sig ud, som en kæmpesvane. Neden under hang en lille mørk klump, alt imedens maskinen faldt mod jorden – udenfor vort synsfelt. – lige så med faldskærmen.
Jeg husker, hvordan mor var meget tavs og stille resten af dagen Alt var rationeret. Tyskerne lagde jo beslag på alt hvad de kunne og sendte det til Tyskland, men af en eller anden grund var ventilgummi ikke rationeret. Koner og piger mødtes ofte hos smeden og købte i metervis, ikke til det oprindelige formål, men til bukseelastik. Man kunne aldrig vide, om det også kom på listen , så var det med at forsyne sig. Mejerivarer, som eksempelvis smør kunne man også kun få mod rationeringsmærker, men på grund af fars arbejde, kunne han ind i mellem få lidt ekstra sådan under hånden.
En anden ting jeg også husker tydeligt, var fars store radioantenne. Hvordan han om aftenen skruede og indstillede på radioen og prøvede at finde Englands danske radioudsendelser, – husker kendingsmelodien: “Prins Jørgens Marc”, og de kryptiske hilsner og meddelelser. Det var også fra radioen, vi fik frihedsbudskabet den 4. maj komme, og mindes stadig, hvordan radioen gik for fri udblæsning den 5. Maj og dagene derefter, – husker hvordan mor tog mig op mange gange den dag og gav mig et utal af knus og kys, samtidig med tårerne løb i stride strømme ned af hendes kinder. Jeg forstod ikke ret meget, – kun at tårerne var glædestårer.
I Gudme havde besættelsesmagten oprettet en baraklejr til de tyske soldater. Hvor mange, der var, vides ikke. Men der var flere hundrede. En del officerer boede på herregården Broholm. Dels på slottet og dels i vandmøllen, der ligger på modsatte side af vejen som slottet. En gammel lade med stråtag, som lå ude ved Svendborg-Nyborg-landevejen blev brugt til opbevaring af krigsmateriel: biler, kanoner og andre ting, som bruges i krig.
Den store lade brændte den 7. oktober 1943.
Vandmøllen brændte i 1943, men stuehuset blev opbygget igen i gammel stil, så det i dag stort set ser ud som det gjorde inden branden – men dog uden selve vandmøllen, der lå i den sydlige ende af huset. Og uden udhusene, der lå bag ved stuehuset. Senere i 1943 brændte laden med alt krigsmateriellet. Mor kom ind og vækkede os en nat i oktober og fortalte, at Broholm brænder. Vi så et vældigt stort og flot bål.- Og så sov vi videre. Der blev opbygget en ny lade i 1944. Den kom til at se noget anderledes ud, end den gamle. Og så var den med fast tag.
Broholm mølle blev genopført efter branden i 1943.
Efter at officererne var flyttet ind på Broholm slot, blev der stationeret vagter ved broen ind til avlsgården. Der stod gerne to soldater med maskingeværer. Når vi børn skulle hente mælk om eftermiddagen, gik vi bare ind, som vi plejede. Nogle af vagterne lod os bare passere. De kunne nok se, at vi, med vor mælkespand, ikke kunne gøre nogen fortræd. Andre soldater råbte og skreg og pegede på os med deres maskinpistoler. Vi var da godt klar over, at de næppe ville skyde os, men det var alligevel en ubehagelig oplevelse at stå og glo lige ind i et ladt maskingevær. Der fandtes ikke radar under 2. verdenskrig. Hvis man ville skyde en fjendtlig flyver om natten, anvendtes kraftige projektører. For at genere fjenden på jorden, smed piloterne lange, smalle strimler af sølvpapir (stanniol) ud fra flyverne. Vi fandt ofte disse strimler på markerne. En af de tyske soldater i Gudme (han hed August) havde til opgave hver tirsdag at hente fisk i Lundeborg. August kørte ofte forbi “Polakhuset”, hvor vi boede . August holdt meget af at få en sludder med vor Far. August kunne ikke tale dansk, og Far kunne ikke tale tysk, men de talte godt sammen alligevel. August var en ældre, trind og venlig herre. Han kørte i en lille fladvogn forspændt en islandsk hest. August sad på et sæde forrest på vognen.
En dag inviterede Far August ind til en kop kaffe. Selvom August var en flink fyr, der ikke kunne gøre en kat fortræd, så var jeg ikke glad ved denne invitation. Vi var trods alt i krig med tyskerne, og August var en fjende. Under samtalen mellem August og Far spurgte August om, hvor mange børn, Far havde, hvortil Far svarede ni. August slog en stor latter op, slog begge hænder i lårene og sagde: ‘Prima, prima. Ich habe zwölf kindern’. August og Far var jævnaldrende, omkring de 40.
En gang så vi et engelsk fly lavt over skoven ‘Folehave’ med retning mod Lundeborg. Over ‘Folehave’ blev der kastet noget ud af flyet. Vi var selvfølgelig nysgerrige og skulle se, hvad det var, der blev kastet, så vi løb alt ‘hvad remmer og tøj kunne holde til’ over til Folehave. Et stykke inde i skoven fandt vi en lang trækasse, hvor låget var åbnet, og kassen tom. Der havde sikkert allerede været nogle frihedskæmpere og tømt kassen for – måske – geværer. Vi blev dog alligevel en smule bange og skyndte os at liste derfra.
Mens Far og Mor var ude at malke – køerne stod bundet på en mark, der ligger mellem landevejen og åen(Tange å) i retning mod Broholm – kom en flyver lavt hen over marken. Fra flyveren blev der i en højttaler råbt, at man skulle søge dækning. Far havde imidlertid ikke lyst til at søge dækning, så han fortsatte med malkningen, og der skete heller ikke noget.
En dag faldt der en bombe i nærheden af Gudme kirke. Kirken fik ingen skader, men tre huse blev jævnet med jorden og de omkringliggende huse fik alvorlige skrammer. Der, hvor bomben faldt, blev der et flere meter dybt hul i jorden. Jeg var med Far på cykel henne at se, hvor bomben var faldet. Det var en stærk oplevelse.
Hen imod slutningen af krigen gravede tyskerne skydehuller langs med Svendborg-Nyborg landevej. Hullerne blev fortrinsvis gravet inde i hegnene, så de var skjulte for fjenden. Hullerne var i størrelsen en meter brede og lange og ca. en meter dybe. Formålet med hullerne var, at her skulle de tyske soldater sidde og skyde englænderne, når de kom i deres køretøjer. Vi talte en del om, hvad vi skulle gøre, når skyderiet tog sin begyndelse. “Polakhuset”, hvor vi boede, lå vel omkring 100 m. fra landevejen, så det var lige i skudlinjen. Mor fandt ud af, at når skyderiet begyndte, så skulle vi skynde os at løbe hen bag ‘den lille skov’ og gemme os på engen. ‘Den lille skov’ lå mellem engen og en markvej, der førte forbi vort hus. Skoven lå på en lille bakke, som var et par meter højere end den nedenfor liggende eng. Hvis vi gemte os der på engen, ville skuddene ikke kunne ramme os. Heldigvis blev der ikke noget skyderi, så vi kunne ånde lettede op. Men var der blevet skyderi, så ville det have været en farlig situation.
En dag så vi adskillige jagerfly i kamp i retning af Lundeborg. Da vi kom i skole dagen efter kunne skolekammeraterne fra Lundeborg fortælle, at det var engelske jagerfly, der havde angrebet et tysk krigsskib ud for Lundeborg. Drengene kunne fortælle de grusomste historier om de tyske soldater, der blev bragt i land i Lundeborg havn. Der var folk, der havde mistet arme og ben, nogle havde store åbne sår på kroppen. En enkelt havde fået maven revet op, så indvoldene væltede ud – og andre rædselsfulde historier.
Da vi ikke havde radio i vort hjem, hørte vi ikke, at krigen sluttede den 4. maj 1945. Vi fik det først at vide i løbet af den 5. maj. Storebror Åge og jeg var sendt til Hesselager for at købe ind. Her hørte vi, at krigen var slut. Vi besluttede at fejre denne glædelige begivenhed med at købe en stang wienerbrød, som vi spiste på hjemvejen. Og så var vi så heldige, at vi i grøftekanten fandt en cigaræske indeholdende to cigarer. – Dem burde vi naturligvis have ladet ligge. De kunne jo have indeholdt sprængstof. – Vi tog dem med, og da vi kom hjem, listede vi hen bag et læhegnet og røg de to cigarer, som smagte ad helvede til. Men vi havde haft en god befrielsesdag.
Var tysk militærfly på spiontogt under 1. Verdenskrig?
For mange år siden, da den første Verdenskrig rasede i sit fjerde år, skete der en bemærkelsesrig hændelse ved landsbyen Vork i Egtved sogn. Der er kun få nulevende, der som børn oplevede det tyske militærflys bratte nødlanding på Vorkvej 47, dengang “Enemærkes” marker, men det var en begivenhed, som der blev talt om, og som nok er værd at genopfriske.
Erindringer:
Det er Frode Christoffersen, tidligere ejer af Østergård i Vork, der satte museumsforeningen på sporet om flyet i Vork og nødlandingen som ingen mere næsten kan huske noget om. Frode Christoffersen har talt med gdr. Karl Knudsen, Vork og Peder Hansen, tidl. “Engvang” ved Tørskind. De to ældre, men meget åndsfriske herre, beretter nogenlunde sammenstemmende:
En forårsdag i 1918 kommer et lille topersoners biplan kredsende ind over dalen og efter flere runder i lav højde sættes maskinen ned på Hans P. Skovsgaards mark. Mange har bemærket det usædvanlige og mærkelige syn, men inden folk når hen til landingsstedet har besætningen stukket flyet i brand. Disse første fly var bygget af træ og sejldug, så der var hurtigt kun nogle forvredne metalrester tilbage.
Peder Hansen, der dengang var en halv snes år og boede i Limskov, var med sin mor løbet op til nødlandingen. De fik reddet en messingdel fra det brændende fly, sandsynligvis vandpumpen, som nu efter disse mange år meget betænksomt vil blive overdraget museumsforeningen. Peder Hansen husker at messingdelen endnu var så varm, at moderen måtte bære den hjem i sit forklæde.
Der skulle også være reddet et kompas, som har været opbevaret på Højskolehjemmet i Egtved og måske lidt fra haleroret, som i mange år lå i hønsegården hos Skovsgaards i Vork. Dette er dog ikke bekræftet og museumsforeningen har desværre heller ikke kunnet finde billeder af nødlandingen eller flyverne.
Fhv. sognefoged, nu afdøde Karl Knudsen fra Vork, huskede også det tyske fly og det var ham, der gav det omtrentlige tidspunkt for landingen, nemlig maj måned 1918, Karl Knudsen kunne udpege stedet, hvor det skete. Han var skuffet over, at der kun var skrevet så lidt i avisen om begivenheden, og mente det var fordi Danmark var erklæret neutralt under 1. Verdenskrig og derfor ikke interesseret i nogen større offentliggørelse af sagen. Især da ikke, hvis det stemte som Karl Knudsen erindrer, at de tyske flyvere søgte asyl som desertører, og at det derfor var en ømtålelig sag for de danske myndigheder. Også Peder Hansen nævner, at flyverne udtrykte lede ved krigen og derfor var søgt til Danmark. Det skulle de have sagt ved det første forhør hos gdr. Laurids Hagen Petersen. Det blev sagt, at den samme gårdejer også havde lånt flyverne tændstikker til at brænde flyet af.
Skriftlige kilder:
I Vejle Amts Årbøger og i Egtved Sogns historie leder man forgæves efter oplysninger, mærkeligt – for det er dog ikke på nogen måde hverdagskost for den tid, idet flyvemaskiner helt op til 1940’erne var et særsyn på vore kanter. På Vejle Amts Folkeblad var man meget behjælpelig, da vi ville forsøge at finde mere om denne nødlanding i Vork. I første omgang kunne man dog ikke finde noget fra maj 1918 i arkivet, men jeg fik selv helt undtagelsesvis lov til at studere de gamle guldnede blade med gotisk skrift, og det var en hel oplevelse i sig selv. Mange spændende og pudsige oplysninger gemmer de tætskrevne sider uden overskrifter og med ni spalter på hver side. Pludselig d. 16 maj 1918 står det der så, næsten en hel spalte og ikke nok med det, de følgende dage står der også notitser, og det mere end antydes, at flyet var på spiontogt og at der måske havde været endnu et fly i følgeskab over vort neutrale territorium. Det skal her bemærkes at Danmark under 1.Verdenskrig havde en meget stor sikringsstyrke stående til at imødegå en evt. besættelse, vi var ikke – som i 1940, så godt som forsvarsløse.
Tyskerne har sikkert haft stor interesse i de danske forsvarsstillinger og frygtede vel også en engelsk invasion fra Jylland, ellers havde de vel næppe bygget den linie af bunkere gennem Sønderjylland, i det område der indtil 1920 var tysk. Disse bunkere står de fleste steder for øvrigt den dag i dag.
Men hvad skriver Vejle Amts Folkeblad fra 1918 den 16 maj: I Formiddag kom en tysk Flyvemaskine Syd fra sejlende ind over Egtved Sogn, og ved Halvti Tiden gik den i flot Glideflugt ned paa Gaardejer H.P.Skousgaards Mark i Vork Det var Maskinskade, der tvang den til at lande. Om Bord i Flyvemaskinen var to Flyver-Officerer. Vor Korrespondent telefonerer, at Flyvemaskinen var steget op fra Flensborg i Morges Kl.8, og efter et Sving over Schverin, Kiel og Hamburg var den i en Sløjfe gaaet over Sønderjylland og kommen ind i Nørrejylland ved Kolding Opland. Flyverne fortæller, at de har bevæget sig til Tider ca. 4000 m. oppe, og at de ved Kurveflyvningen i den ret disede Luft er blevet desorienterede. De havde været over Ammitsbøl, og derfra havde de faaet Øje paa Vejle og Fjorden. De mente, det var Flensborg og havde sat kurs mod Øst, idet de fulgte Dalen. Da de var ved Ravning, gik der Brud paa Motoren, og de maatte lande.
De vidste ikke hvor de befandt sig, for de havde intet Kort over Danmark. Da det mislykkedes at starte Maskinen igen, da den var absolut defekt, hældte de Benzin over den og satte Tændpatronen til, som Skik og Brug var i saadant Tilfælde, fortæller Flyverne. De havde en Del Bagage med sig, Kort og Tøj. Det kom ligeledes paa Baalet. derimod brændte de ikke deres Kamera.
De to Luftfarer, Flyverfører Nagel og Løjtnant Frange, spadserede hen til en Gaard, Gaardejer Hagens, og der fik de noget at spise. Imidlertid var Politibetjent Jørgensen fra Gravens og en Løjtnant fra Militærkommandoet i Aagaard kommen til Stede, og der blev etableret et foreløbigt Forhør. Senere gik man hen til Sognefogeden, hvor Herredsfogedens Ankomst afventes.
Der blev sat Vagt ved Flyvemaskinen, som er fuldstændig Vrag. Det har været en stor Maskine med en kraftig 6 cylindret Motor af en anden Konstruktion end den Grom-Motor, der hidtil sædvanlig er benyttet. Der er en livlig Valfart til Stedet af Egnens Folk, som samler Erindringer fra Ruinerne. Flyverne ser ud til at være ganske unge. De spurgte meget interesseret ud om Forholdene, men var selv ret reserverede i deres Udtalelser. De var naturligvis ogsaa optaget af, om det kunde lykkes dem at slippe over Grænsen, og blev synligt deprimerede, da Flugt blev fremstillet som umulig for dem. De vil efter al sandsynlighed blive internerede.
Ved Forhøret blev det oplyst, at de to Flyvere er 26 og 19 Aar gamle. Foreløbig opholder de sig hos Sognefogeden i Refsgaard, mens der ventes paa Ordre fra Oberstløjtnanten i Kolding. Maskinen var en Observationsflyver, Kameraet med Plader er beslaglagt af Militæret.
17/5.1918 Vejle Amts Folkeblad:
De tyske Flyvere kom Torsdag Aften til Kolding. De havde Station i Schverin, men var i Torsdags Morges steget op fra Flensborg. I 4000 m. Højde var der Taage. I den herved opstaaede Usigtbarhed er de uden selv at vide det kommen ind over den danske Grænse. En Brand i Forgasseren var den direkte Aarsag til, at de maatte foretage Nødlandingen.
Efter Ankomsten til Kolding, kom Flyverne, efter hvad “Kolding Folkeblad” meddeler, i Forhør hos konstitueret Herredsfoged Hvid. De opholder sig under militær Bevogtning paa Hotel “Kolding”. Det herværende Dep.chments Ajudant, Løjt. Rasmussen, er attacheret dem. Resterne af Maskinen, der var en Observationsmaskine af Albatrostypen, mrk. “G.7”, blev sendt til København i Gaar.
18/5. 1918 Vejle Amts Folkeblad:
Var der to Flyvemaskiner? I Gaar Eftermiddag lød det Rygte, at Flyvemaskinen, som maatte nødlande i Vork havde haft Følge af et andet Aeroplan. En Meddeler underretter os om, at han ved 11 Tiden Torsdag Formiddag i Tudvad saa en Flyvemaskine komme Syd fra og kredse ca. 20 Minutter over Mosen, hvorefter den krydsede frem og tilbage over Byen og forsvandt i retning af Rugstedlund. Dens Nationalitet kunde ikke bestemt konstateres. Hvis Klokkeslettet 11 er rigtigt, har der været to Maskiner over Egnen, for ved den Tid laa Aeroplanet ved Vork i Flammer.
Gaardejer Holger Knudsen i Vesterby, der har talt med Flyverne, fortæller, at de havde to Rejsekufferter med paa Maskinen, og de var solidt klædt paa. Nogle af Pladerne fra Kameraet blev overgivet til Ødelæggelse. I Løbet af et Kvarter var Flyvemaskinens Planer med Lærredet fortæret, men det brændte ca. 1½ Time i Stellet, der bestod af Kobbertraad og Aluminiumsrør.
Maskinen var en Todækker, mærket “F.B. 13”. Den kunde medføre 300 Liter Bensin, og Motoren havde 220 Hk. Motoren var fast, 6cylindret, akkurat som paa Automobiler. De Flyvemaskinermotorer, der kendes mest, har Cylinderne siddende som Eger i et Hjul og roterer om en Midtakse. Det var en Observationsmaskine, som var ubevæbnet.
Da de to unge Flyvere kom ind til Gaardejer Hagen, som tog vel imod dem og beværtede dem, hvad de var yderst taknemmelige for, spurgte de, om det kunde lade sig gøre at faa civilt Tøj. De vilde til Grænsen, hvor langt der var at spadsere? De var øjensynlig kede af, at der var saa langt, og Udsigten til at maatte tilbringe Resten af Krigens Tid i Uvirksomhed i Danmark. I Gaar Eftermiddag førtes de unge Flyvere til Kolding. Antagelig bliver de interneret i Odense, hvor deres tidligere forulykkede Flyverkolleger opholder sig. Da Maskinen gik ned i Glideflugten, stødte den først mod Jorden i en nylig tilsaaet Havremark, hvor den lavede et stort Hul, og pløjede nogle dybe Spor over Marken, indtil den standsede paa et Stykke Grønjord. Her var det den blev afbrændt. Baalet udviklede en vældig Varme. Græsset blev afsvedet i en stor Omkreds. I Dag kommer der en Tekniker fra København til Vork. Han skal se paa Vraget og forsøge at skille de forvredne Metaldele saa meget, at de kan transporteres bort.
21/5.1918 Vejle Amts Folkeblad:
De internerede tyske Flyvere tabte et kort. “Kolding Avis” har faaet tilsendt et Kort, som de i Kolding foreløbig internerede Flyvere tabte, da de fløj hen over “Østerbygaard”s Mark. Kortet, der omfatter Strækningen fra Aabenraa til et Stykke Nord for Horsens og fra Vesterhavet til Midtfyn, er ifølge den nævnte Kilde trykt i Aabenraa og synes at være en Kopi af det danske Generalstabskort. Det er stemplet “Kgl. preus. Flieger Beobachter-Schule, Schverin, Mechlenburg”. Særlig Interesse frembyder med Rødkridt tegnet Pile, der fra Aabenraa peger i nordvestlig Retning, altsaa mod Hjertet af Jylland. Det synes just ikke at bekræfte Flyvernes Udsagn om, at de havde været paa Vej fra Schverin til – Hamburg. Kortet er af Bladet overgivet til de militære Myndigheder. De to tyske Flyvere der dalede ned ved Vork, og som foreløbig har været internerede i Kolding, er efter Ministeriets Ordre afrejst til Aalborg, hvor de skal interneres.
Efterskrift
Her ender de skriftlige meldinger, måske har der været yderligere informationer fra de to, men de er så sikkert i vore militære arkiver. Holger Knudsen, Vesterby, var ikke gårdejer men lægestuderende på det tidspunkt og kunne derfor tysk. Gårdejer Hagen hed Pedersen til efternavn og ejede gården, som Familien Brødsgaard siden har haft. Sognefogeden i Refsgård, hvor forhøret af de to unge flyvere officielt fortsatte hed Christian Alminde og boede på “Stinnesminde”, der senere hedder “Lindelyst”.
Ret usandsynlig virker piloternes forklaring. Først at de havde været et sving over Hamborg, der ville bestemt ikke være brændstof til så lang en tur tilbage til Vork i den forholdsvis lille maskine med en primitiv, uøkonomisk motor. Senere kommer forklaringen, at de forvekslede Vejle med Flensborg, da de intet kort havde, hvilket jo ikke passede, og til sidst forklarer de, at flyveturen skulle gå fra Flensborg til Hamborg. At der blev tåge i 4000 m højde og hvad de ville i den højde, lyder også meget usandsynlig, det er på grænsen for iltmaske.
Sandheden har nok været, at de skulle tage billeder af de danske befæstninger, det indikere det tysk stemplede kort, og så passer det fint med, at de har været ret højt oppe, dog næppe mere end det halve af de 4000 meter. Nogle af de optagelser de havde gjort, endte øjensynlig også på bålet i Vork, kameraet nænnede de åbenbart ikke at brænde, men de havde jo også i begyndelsen håb om at nå grænsen – i lånt civilt tøj. Lidt naivt synes man i dag. Spændende om der skulle findes billeder fra beslaglagte glasplader.
Åbenbart har der tidligere været tyske fly under krigen over Danmark, idet vi hører at der er interneret nogle i Odense. Derfor må vore to uheldige piloter til internering i Ålborg, sikkert for at holde dem adskilt fra deres fæller. Desertører har de vel næppe været efter det foreliggende, hvis det virkelig skulle være tilfældet har de været meget udspekulerede og lagt meget røgslør bag sig. Desertør i krigstid er også en dødsensfarlig bedrift, hvis de nu var havnet tilbage i Tyskland? Men en spændende historie var det.
Tak til alle de, der var med til at genopfriske den.
Denne sten er sat over den engelske Lancasterflyvemaskine (4 motors), som fladt ned her den 20. april 1945 kl. 11.40 nat. Det var arbejderne ved Konradsminde savværk, der tog sagen op. En komite dannedes og denne rejste stenen den 4. august 1945 af William Kristensen (formand), Frederik Eriksen, Hans Nielsen samt Kristian Gustavsen, Svend Kjær, Jens Lundquist, Kristian Svendsen. Samtlige arbejdere ved savværket hjalp til med at rydde pladsen, hvor maskinen var faldet og med at udgrave og køre stenen fra det sted, syd for Lundemose i Hestehaven, hvor den blev fundet og udgravet lørdag den 23. juni 1945. Den 14. juli kørtes den på vogn forspændt med 4 savværksheste til ulykkesstedet. Jeg begyndte hugning af indskriften, som komiteen bestemte, den 23. juli 1945 og den 4. august var jeg tilsted en lørdag eftermiddag i smukt vejr, da ovennævnte personer rejste stenen og opsatte en af maskinens fire propeller over denne.
Propellen var blevet ført til Rold, men William Christensen fik fat i den og satte den fast i en aksel fra et af maskinens landingshjul, og den blev støbt op bag stenen.
Lørdag den 6. oktober 1945 klokken tre afsløredes stene af Flying Officer J. M. Gillan, der på den tid opholdt sig i Aalborg. Det var det dejligste solskinsvejr den 6. oktober, da flyverstenen afsløredes under overværelse af cirka 50 spejdere og op mod 200 mennesker. Major Bradtfield havde været i Aalborg om onsdagen og fået én af de derværende engelske officerer til at komme herud. Efter vi havde sunget “Lyksalig, lyksalig” talte William Christensen om stenens oprejsning, der alt var udført uden udgift. Derefter afslørede Flying Officer J. M. Gillan stenen, der var dækket af et engelsk flag samt Dannebrog. Officeren holdt en tale på engelsk og Major Bradtfield oversatte denne derefter til dansk. Han udtalte sin glæde over at være til stede. Stenen ærede ikke alene de faldne, men også deres kammerater, der overlevede krigen. Major Bradtfield talte derefter og udtalte hvor vanskeligt det var at få oplysning om det faldne mandskab, da England havde så mange forskellige tropper samlet i denne krig. Han omtalte de faldnes familier og sagde, at der ville blive gjort et arbejde for at bringe dem kundskab om de faldne så vidt som muligt det kunne lade sig gøre
Derefter talte jeg og mindede om at Admiral Nelsons sidste ord fra Trafalgar “England expects every man will do his duty” (England forventer hver mand vil gøre sin pligt) mindede om krigen mod England i 1808 – 14 og nævnte de store engelske kommanderende fra den krig og nævnte fem veteraners navne: Christen Salomonsen, Christian Hornum, Jens og Anders Rasmussen og Niels Pedersen, der som menige havde kæmpet mod England. Som deres navne endnu mindedes her på egnen, ville også de faldne englændere mindes i den kommende tid som Englands værdige sønner, der nu kom som Danmarks venner modsat 1808. Æret være deres minde.
Majoren oplyste, at Topliff tilhørte det Kgl. Luftvåben og vist var overkommanderende i den nedfaldne maskine, hvor der også var englændere med.
Bogen “Historien om “Flyverstenen” i Torstedlund Skov” blev udgivet af Arkivet i efteråret 2011 og i efteråret 2013 er udsendt 2. udvidede udgave.
Min bedstefar, Jens Christian Randers, der var født i Torsted 1864, hørte til de gamle anerkendte i byen. Det kan således nævnes at han på hans 80 års fødselsdag viste førstelærer Th. Johansen ham den æresbevisning at komme over på gården med en skoleklasse og sang for ham. Han døde den 5. maj 1945 (befrielsesdagen). Jeg kan huske at jeg oplevede befrielsen på en lidt speciel måde, idet vi midt på eftermiddagen måtte tage flaget ned som var hejst om morgenen. Normalt ville vi have hejst det på halv stang i anledning af dødsfaldet, men det kunne vi jo ikke, for så ville vi blive antaget for at være nazister. Bedstefar havde haft problemer med hjertet i nogen tid, og var meget optaget og bevæget over, hvad han havde hørt i radioen om befrielsen og kongens tale til befolkningen.
Jeg havde selv hele formiddagen assisteret Niels Jensen, som var fast daglejer hos fader og ringer ved kirken, med at ringe og kime freden ind. Da vi kom hjem og fik kaffe, lavet på hjemmebrændt rug, for man kunne ikke få kaffebønner under krigen, sagde bedstefar efter kaffen: “Jens kan du ikke spænde for jumber og køre mig til Gravlev. Jeg så ikke tyskerne komme ind, nu vil jeg gerne se englænderne”. Han havde hørt i radioen at de ville komme op gennem Jylland og der var rejst en æresport over hovedvejen ved Gravlev. Han ville dog først gå til barberen. Jeg gik på loftet for at finde det sølvbeslåede seletøj frem. Pludselig hørte jeg nogen råbe om hjælp. Det var min moster Mary, der var på vej op til gården og havde set bedstefar falde om. Jeg løb derned, og vi fik ham båret ind på chaiselongen, hvor han straks udåndede. Selv om moster løb ud for at hente mor og faster, der var oppe på griseloftet for at finde sølvtøjet frem, som var gemt der, fordi der havde verseret rygter om at tyskerne ville komme og tage det – der gik på til befrielsen mange rygter om, hvordan soldaterne stjal og røvede. Hverken mor eller faster nåede ned inden han udåndede ved min side – hans barnebarn med samme navn som ham.
Døden skyldtes et hjerteslag formentlig fremkaldt i forbindelse med befrielsen og den megen uro i dagene deromkring. Han havde gennem længere tid haft problemer med hjertet og var meget bevæget over befrielsen. Han havde fra vinduet set, hvordan byens befolkning aftenen før, efter fredsbudskabet havde lydt i den illegale radio fra London om aftenen den 4. maj, var mødt op ved genforeningsstenen ved bydammen nedenfor gården og med sang og jubel givet udtryk for deres glæde over budskabet. Han havde med bevægelse hørt Kong Christian den 10. tale og andre reportager i radioen om formiddagen. Alt dette ovenpå, at han et par forinden havde overværet en episode, hvor tyskerne ville beslaglægge fars heste, var nok for meget for ham. Jeg husker tydeligt, hvordan vi alle: bedstefar, faster, mor og alle vi 8 børn stod og så på, at far holdt fast i bidslerne på hestene og den tyske officer trak fra den anden side for at få hestene med. Far bad mig om at løbe over og hente lærer Th. Johansen, som kunne tale tysk. Da han kom til stede forklarede han tyskeren, at far ikke ville udlevere hestene frivilligt, og de måtte skyde ham hvis de ville tage hans heste. Det ville den tyske officer ikke, der var meget kultiveret, med fastholdt dog sin ret til at beslaglægge hestene. Det blev bedstefar for meget og han sagde: “knægt lad dem få de krikker – tænk på dine børn” eller noget lignende. Jeg husker ikke ordene ordret. Det var klart at bedstefar var bange for, at vi 8 børn skulle blive faderløse. Far fastholdt sit og officeren gav op – måske havde han også forstået problemet. Rygterne om tyskernes hensigter gik som en stormvind gennem byen, og da ringeren Niels Jensen, som var på arbejde hos far, og jeg gik op i kirketårnet for at se hvor tyskerne drog hen, så vi et syn jeg aldrig glemmer, idet der fra alle gårdene i byen blev drevet heste ud på de yderste marker. Det var som at se, når en stjernekaster sender strålerne ud.
Denne sten er sat over den engelske Lancasterflyvemaskine (4 motors), som fladt ned her den 20. april 1945 kl. 11.40 nat. Det var arbejderne ved Konradsminde savværk, der tog sagen op. En komite dannedes og denne rejste stenen den 4. august 1945 af William Kristensen (formand), Frederik Eriksen, Hans Nielsen samt Kristian Gustavsen, Svend Kjær, Jens Lundquist, Kristian Svendsen. Samtlige arbejdere ved savværket hjalp til med at rydde pladsen, hvor maskinen var faldet og med at udgrave og køre stenen fra det sted, syd for Lundemose i Hestehaven, hvor den blev fundet og udgravet lørdag den 23. juni 1945. Den 14. juli kørtes den på vogn forspændt med 4 savværksheste til ulykkesstedet. Jeg begyndte hugning af indskriften, som komiteen bestemte, den 23. juli 1945 og den 4. august var jeg tilsted en lørdag eftermiddag i smukt vejr, da ovennævnte personer rejste stenen og opsatte en af maskinens fire propeller over denne.
Lørdag den 6. oktober 1945 klokken tre afsløredes stene af Flying Officer J. M. Gillan, der på den tid opholdt sig i Aalborg. Det var det dejligste solskinsvejr den 6. oktober, da flyverstenen afsløredes under overværelse af cirka 50 spejdere og op mod 200 mennesker. Major Bradtfield havde været i Aalborg om onsdagen og fået én af de derværende engelske officerer til at komme herud. Efter vi havde sunget “Lyksalig, lyksalig” talte William Christensen om stenens oprejsning, der alt var udført uden udgift. Derefter afslørede Flying Officer J. M. Gillan stenen, der var dækket af et engelsk flag samt Dannebrog. Officeren holdt en tale på engelsk og Major Bradtfield oversatte denne derefter til dansk. Han udtalte sin glæde over at være til stede. Stenen ærede ikke alene de faldne, men også deres kammerater, der overlevede krigen. Major Bradtfield talte derefter og udtalte hvor vanskeligt det var at få oplysning om det faldne mandskab, da England havde så mange forskellige tropper samlet i denne krig. Han omtalte de faldnes familier og sagde, at der ville blive gjort et arbejde for at bringe dem kundskab om de faldne så vidt som muligt det kunne lade sig gøre