Hver by har sin heks! Og for mange var Hjul-Mariane en kvinde, der kunne mere end sit fadervor. Mariane Rasmusdatter blev født i 1815 i Helsted. I 1853 blev hun i Bjerregrav kirke gift med Laust Christensen, og de to slog sig ned i et faldefærdigt hus ved en lille mose, der dengang fandtes bag forsamlingshuset. Laust ernærede sig ved lidt karetmageri og rygtet fortalte også om krybskytteri i Fussingskoven. Han beskrives som en lille undersætsig mand med et stort skaldet hoved og rindende øjne. Hun som en trivelig bondekone i grøntfarvet vadmelsskørt og med hovedet indsvøbt i tørklæder. Men som ung skulle hun have været en landsbyskønhed, omend af tvivlsomt ry.
I det lille hvidkalkede hus i baggrunden til højre boede Laust og Mariane fra 1853.
På loftet stod to ligkister, som Laust havde lavet og som de skulle begraves i, når den tid kom.
Her i det lille hus foregik der ting, som ikke altid tålte dagens lys. Mariane var byens kloge kone. Ikke blot med urter og gode råd, men også med håndspålæggelser og besværgelser. Man sagde, at hun havde Cyprianus og andre skumle bøger stående. Hun kunne læse over en bullen finger, så den blev rask. Mange frygtede hende. Om en bonde fortælles, at han var bange for, at Mariane skulle komme forbi hans smukke heste, klappe dem og derved gøre dem syge. Kamma Pedersen fortæller, at hendes oldemor blev et offer for Hjul-Marianes besværgelse. Hun fik at vide, at hvis hun gik gennem en bestemt dør, ville hun dø inden en bestemt dato. Oldemoderen tog sig ikke af advarslen – og hun døde inden tiden var gået!
Byens folk søgte hende ikke. Her var hun foragtet, og man drog hellere den lange vej til den kloge kone i Vindblæs for at søge hjælp. Men rygtet om hendes evner nåede vidt omkring. Når mørket faldt på kunne man se folk – ofte kvinder – komme til hende for at få hjælp. Der blev set fjedervogne med kusk som bragte ”klienter” til hendes dør. Der blev talt om fosterfordrivelse. En dag var Mariane på sygebesøg i et hjem og medbragte en krukke med et indhold, der lugtede så forfærdeligt i husets køkken, at konen udbrød:” Den vil a mi sæl et ha te aa sto hie, Mariane”! Mariane svarede:” Da æ dæ manne pæn piger dæ maa haet i sæ!
Laust og Mariane holdt sig for sig selv, og det forøgede blot mystikken omkring ægteparret. Byens folk gik helst en omvej uden om huset. De holdt et par får på lidt jord, men penge kom de vist ikke ærligt til? Besøgende kunne fortælle om et lille grønt vægskab, som skulle være fyldt med pengestykker!
En dag kom sognefogeden og hentede hende, og hun var borte i længere tid.
Efter Lausts død i 1893 blev Mariane boende i huset nogle år. Hun blev svagelig og for at sikre sin sidste tid ”solgte” hun sig til en kone i byen, som skulle passe hende, til hun døde mod at blive hendes universalarving.
Senere solgte konen hende videre til en husmand i Svejstrup for 400,- kr., og Mariane flyttede hen til ham. Da huset blev tømt, var spændingen stor i byen efter at se, hvad huset gemte. Men der var blot almindeligt fattigt indbo. Kun det grønne vægskab havde Mariane ført med sig aflåst. Senere blev huset overtaget af Laurits og Andrea Larsen. Niels Brøndum husker hjemmet som velholdt og hyggeligt og ægteparret som respektable folk.
Huset blev revet ned i 1950erne.
I 1898 døde Hjul-Mariane.
Billeder fra Bjerregrav kirkebog 1898:
Mariane Rasmusdatter: Enke efter Husejer i Bjerregrav, Sønderlyng Herred Laust Christensen, født i Helsted, Borup Sogn, 7. April 1815 Forældrene var Daglejer i Helsted Rasmus Olesen og Hustru Sofie Vognsdatter. Sidste fælles Bopæl var i Bjerregrav
Den gamle Villads, fæster på Hæsumgaard 1789 i Ersted – han boede i den allervesterste og sønderste gård – det var sådan en heksemester, og han kunde komme deher bjærgmænd og eliefolk i tale, når han vilde.
Så boede der en bjærgmand ude på hans mark i en bakke, der hedder Kringelbjærg, sønden for vejen til Årestrup, der er en grusgrav i den nu, og ham kaldte de Kringelbjærgmanden. Se, ham sagde gamle Villads, at han kunde komme i tale, når han vilde.
Så var det en aften, at han og Kolde-Per, fæster på Holtegaard og Sören Östergård, fæster på Østergaaard – det var netop ham, der siden kom til at bo i Tveden – de sad og svirede i den nordvestligste gård her i byen, og da de havde fået dem nogle dramme, så begynder Villads at prale af, at han kan komme denher bjærgmand i tale, og dersom de vilde følges med ham op til Kringelbjærg, så skulde han kalde på ham, så de kunde få ham at se og komme til at snakke med ham. Ja, de vilde da godt med, sagde de, måske fordi han ikke skulde tro, det kunde forskrække dem.
Så rejser de jo af derud med hverandre, og så siger Villads, hvordan de har at forholde dem. “Nu skal vi gå tre gange omkring bjærget, og når a så slår tre gange i bjærget med min kjæp, så kommer han mossel”. Nå, de spaserer jo omkring bjærget, og så slår Villads ned i jorden med kjæppen og råber åpå ham: “Dav bjærremand, kom her ud, der er to, der vil tale med dig !” – “Der er tre,” sagde Kolde-Per. Men han vilde ikke komme. Han slog anden gang, og der kom ingen. “Ja, når a slår nu tredje gang, så kommer han mossel. Han tænkte måske, de skulde være blevne forskrækkede og rendt deres vej. Nå, så slog han tredje gang, men der vilde ingen til at komme. I det samme giver en hund sig til at gjø så stærkt, det var netop Søren Bravlstrups her oppe ved skoven. “Nu véd a mossel besked,” sagde gamle Villads, “bjærgmanden er gået derop, og på den måde kan han jo da ikke komme ud til os i aften”.
Sådan slap Villads for at kalde bjærgmanden frem, for de skal jo begå dem med logn, og hvordan de kan, når de kan ikke nærere. Villads så så tit deher bjærgfolk, han så, de gik og spaserede fra Bavnhøj og ned til degnens fåresti, og derfra og ud til Kringelbjærg, og de gik og tog hverandre i armen og havde voksfakler eller lys i hånden. Der var en gang et kobbel får, der slap ned for ham i Kringelbjærg, og havde han ikke haft så meget mere klogskab, så havde han aldrig fået dem igjen; men han læste dem op, for han havde Cyprianus og hans bøger og kunde komme Gamle-Jerrik i tale.
(fortællingen er fra en samling af gamle Danske sagn fra 1892, deraf sproget, med enkelte redationelle rettelser.)
Christense Kruckow, Danmarks eneste adelige heks. Det var i den første halvdel af 1600 – tallet, som var hekseforfølgelsens storhedstid i Danmark. Christian den Fjerde udsendte i 1617 da en forordning: Om Troldfolck oc deris Medvidere. Dette gav lovgrundlag for at skelne mellem rigtige troldfolk og dem, der blot brugte galdne og indbildede kunstner. Rigtige troldfolk havde afsvoret deres kristendom og givet sig til Fanden. Dem, der brugte de galdne og indbildende kunstner for eksempel var kloge folk, der signede og manede.
Forestillingen om, at tilståelser blev fremkaldt gennem tortur og ved gejstlige forhør hang ikke sammen, med det, der blev vedtaget ved lov. I den katolske verden var det den kirkelige magt, der både anklagede, forhørte og dømte. Luther mente, at det var kongen/fyrsten, der havde det endelige ansvar for både sit folks åndelige og timelige velfærd.
Den store heksejagt fandt sted efter at reformationen havde fundet sted. Ikke mindst på baggrund af at Luther havde overtaget samtidens hadefulde syn på kvinder. Samtidig var han meget overtroisk. Som regel var det ældre kvinder, der blev dømt for hekseri.
Der skulle tid til at udvikle et hekserygte. Rygtet kunne løbe i mange år. Blev heksen så endelig arresteret, ja så myldrede det frem med anklager i forhold til begivenheder, der lå meget lang tilbage i tiden. Det var især fattige kvinder, der blev anklaget. De havde svært ved at skaffe det daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de ofte på kant med deres naboer og bysbørn. Mændene klarede deres konflikter med fysisk vold, mens kvinderne brugte mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogle af disse gik i opfyldelse, ja så var kvinden et oplagt emne til hekseforfølgelse.
Jordemoderen var også at betragte som heks, idet hun kunne fremtrylle børn ud af kvinders mave, eller lade mor og barn dø allerede i barselsseng.
Man mistænkte heksen for at være i pagt med djævlen og kaste onde øjne på folk, så høsten slog fejl, husdyr døde og sygdom spredte sig. Hekseriet var noget, man var født med. Det kunne ikke læres, men var en personlig evne.
I Europa var der cirka 100.000 helsesager. Halvdelen af disse hekse blev brændt. Den første heks, der blev dømt til bålet, blev brændt i Stege i 1540. Under hekseprocessen kaldet Køge Huskors (1612) blev mindst 15 hekse dømt til bålet. Den officielt sidste heks, der dømtes var Anne Palles, der blev brændt den 4. april 1693. Senere er det dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark helt op til 1800 – tallet. Og så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Han anlagde dog injuriesag og vandt.
Længe efter det officielle Danmark havde taget afstand til hekse hjemsøgtes landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 af dødsfald og kvægproblemer. Man var enige om, at det var Dorte Jensdatter, der var skyld i dette. Hun blev udsat for forhør, og det endte med at landsby boerne satte ild til Dortes hus og indebrændte hende.
Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens. Den 82 årige Anna Klemens kom gående ind i en gård, hvor en klog kone havde konsultation. Der var mange andre nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville doktere på knægten Jens. Da Anna kom ind, råbte den kloge kone: Her er mesteren for alt hekseriet. Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end at gøre som hun sagde, hvilket førte til, at Anna blev pryglet ihjel.
Danmarks eneste adelige heks, Christense Kruckow, ligger ifølge overleveringer begravet i Sønderholm kirke. Hun blev dømt til døden og den 16. okt. 1621 halshugget i Aalborg. Normalt er det ikke i samfundets øverste lag, at troldkoner skal findes. Men der er én undtagelse. Christenze Kruckow er den eneste adelige, der er henrettet for trolddom.
De begivenheder, der førte til, at jomfru Christenze Axelsdatter Kruckow blev anklaget og dømt som heks lå i begyndelsen af 1580´erne. Hun var dengang ganske unge, og boede på Nakkebølle hos den fornemme og veluddannede Eiler Brockenhuus og hans kone, Berte Friis. I overklassen var det almindeligt, at unge kvinder opholdt sig en tid hos slægt og venner, fx for at få større erfaring i husførelse og selskabelig adfærd.
I 1582 døde fru Berte i en alder af 33 år. Christenze blev på Nakkebølle efter fru Bertes død og havde måske håbet at blive hendes efterfølgerske?
Sådan gik det imidlertid ikke, for søndag den 9. august 1584 holdt Eiler bryllup med den tyveårige Anne Bille. Hun var ældre end Christenze, men alligevel så ung, at man måtte håbe på mange arvinger. Det kom der også, men ingen overlevede.
I løbet af de kommende år fødte fru Anne i alt 17 børn, men alle var enten for tidligt fødte, dødfødte eller døde kort efter fødslen. Der blev bekostet udenlandske doktorer og baderejser, men intet hjalp. I 1696 havde Anne været gift i 12 år – og havde alligevel ikke en eneste levende arving.
Fru Anne havde en kusine, der netop havde fået en søn, som var død kort tid efter fødslen. Kusinen var blevet melankolsk, og mente, at hun var forgjort. Man havde fundet frem til de skyldige, og de var blevet brændt. 3 uger efter henrettelsen gik Anne i gang med at undersøge, om der også skulle være trolddom med i spillet i hendes tilfælde.
Først faldt hendes øjne på den gamle Åse Lauridses fra Fåborg, som blev forhørt den 6. august 1596. Og Åse tilstod, at hun havde ”målt” brudesengen i forbindelse med Anne og Eilers bryllup. Sengen blev målt med en snor, hvorpå der blev knyttet knuder. Derefter var den sendt til en mere kyndig kvinde, der kunne lave den egentlige forgørelse. Bortset fra Åse selv, havde en kvinde ved navn Gunder Kældersvends og en hjælpedjævel også deltaget. men den, som havde taget initiativ til det hele og blev udlagt som den fjerde i komplottet – det var jomfru Christenze.
Åse havde også set, at Christenze havde givet fru Anne noget mælk, og i mælken havde hun lagt en stor edderkop, som deres hjælpedjævel var kommet med. Som om alt dette ikke var nok, havde jomfruen også båret et voksbarn under armen i 40 uger. Barnet fik fru Annes navn og de haft det med i kirke. Til sidst blev det begravet til ordene “Nu sætter vi al fru Annes lykke og velfærd ned”.
Den næste troldkone, som blev forhørt var Johanne Jenses. Hun kunne fortælle, at hun og Christenze havde været på Bloksbjerg to gange. Der havde været dans og musik, og Djævelen havde sørget for, at de havde vin nok at drikke. Johanne havde også været med til at lave trolddom med fru Annes seng. Sammen med Åse og Christenze havde hun pakket tre stålkors ind i papir med en sort tråd om, og korsene var blevet sat under sengen. I pakkerne havde der også været hårtotter fra de tre troldkoner. Johanne bekendte, at jomfru Christenze havde været med i al den trolddom der var lavet mod fru Anne. Johanne endte på bålet, men Christenzes bror lagde sag an.
Beskyldningerne var æreskrænkelse, og den eneste sandhed der var, handlede om at Christenze havde målt sengen. Men kun fordi broderen ville have én der holdt de samme mål.
Christenze slap for videre tiltale og flyttede til Nordjylland nærmere bestemt hos sine slægtninge på St. Restrup sammen med sin søster.
Nogle år senere, i oktober 1619 var Aalborg plaget af større trolddomsaffære. Mystiske ting var foregået gennem de seneste 8 år. Vidner kunne berette om forgørelse, uforklarlige sygdomme og bekymrende ting som talende svin og katte på kirkegården. En gruppe troldkoner blev dømt og brændt, og de udlagde jomfru Christenze Kruckow som én af deres medskyldige. Og så begyndte anklager og indicier at vælte frem: sognepræsten mente, at Christenze havde været med til at forgøre hans kone på grund af et skænderi om noget rendestensvand.
Peder Poulsen berettede, at han en Sct. Lucie aften ved seks-tiden havde set nogle kvinder der “fødte” en “trold” eller et voksbarn i en kendt troldkones hus. Han råbte op, kvinderne flygtede og blandt dem havde han genkendt Christenze.
Søren Tømmermand var blevet overfaldet af en sindsforvirret mand med en kniv. Kort før havde Christenze lovet ham en ulykke. Hun havde også for 8 år siden givet Søren Lauritzen på Egholm ni stykker oblat med “nogen bogstaver på”, som middel imod “Den Kolde Syge”.
Christenze tilstod nogle af de ting, hun blev anklaget for. Nemlig, at hun havde målt fru Annes brudeseng, og brugt oblater som helbredelsesmiddel. Skænderiet med præstefruen havde tilsyneladende også bund i virkeligheden.
Sagen endte med at hun blev fundet skyldig og dødsdømt. Christian den Fjerde, der selv var heksetroende, stadfæstede dommen, og i 1621 blev den ca. 63-årige jomfru henrettet, dog med visse formildende forhold. I modsætning til andre danske hekse blev hun halshugget med sværd. Dette blev regnet som en ærlig henrettelse, hvorfor hun også kunne blive ordenligt begravet – og måske endda komme i himlen.
Christense Kruckow var i slægt med Gyldenstierne, og hun boede, som før nævnt en tid her hos en onkel på St. Restrup. Denne fik udvirket- på grund af Gyldenstjernernes tætte forbindelser til kong Christian d. 4. hun kunne få en kirkelig begravelse. Kongen var selv heksetroende og havde selv siddet ved dommerbordet og derfor været med til at dømme hende . Christense Kruckow blev ført til sognets kirke i Sønderholm, men hvor hun her ligger begravet er uvist. Nogle kilder mener hun ligger under gulvet i kirken, medens andre påpeger hun som dømt heks ikke måtte komme i indviet jord, og hun derfor ligger uden for kirkediget.
I fordums tider var der også enkelte blandt befolkningen i Bælum og Solbjerg sogne, der beskæftigede sig med hekseri og trolddomskunster, – men det er meget få af disse begivenheder vi har kendskab til. Sikkert er, at meget ikke kom frem i lyset, da det var farlige ting at beskæftige sig med, ikke mindst fordi en afsløring kunne medføre strenge domme til udøveren.
I 1685 blev en mand fra Sønder Kongerslev, Søren Dreyer dømt for at have udøvet trolddomskunster i Lille Brøndum, der hører under Bælum sogn. Han var blevet tilkaldt for at hjælpe en enke i Lille Brøndum, der sad i uheld med sine kreaturer. Efterfølgende blev han en nat set løbe tre gange avet (bagvendt) om hendes fæhus. Han var derpå kravlet op på taget hvor han havde taget et horn frem, hvor allehånde hår af kreaturer var stoppet i. Derpå havde han kastet hornet på ilden og lovet enken med Guds hjælp lykke til, og der herefter ville tilflyde hende bedre held. Det skal tilføjes hornet med indhold var blevet solgt Søren Dreyer af troldfolk.
For disse gale ”kunster” og ”spøgeri” blev Søren Dreyer af pastor Jens Nielsen Horsens, præst ved Bælum og Solbjerg sogne, tilkendt kirkens disciplin og åbenbar skrifte, – som skrevet står, hvilket fandt sted allehelgensdag.
Nedenstående fortælling om retssagen mod Sindet Christensdatter Væverkone fra Brasted er baseret på sagsakter fra Hornum herredsting, der indtil 1688 fandt sted mandage ved Tinghøj mellem Estrup og Guldbæk.
Baggrund for den rejste sag I 1617, nærmere bestemt den 21. juni, blev der holdt landsting i Viborg. Én af sagerne den dag er efter vore dages retsopfattelse ganske absurd, men i Christian d. 4.´s Danmark absolut ikke noget særsyn. Sagen drejede sig om en anklage mod en kvinde fra Bradsted.
Anklagen lød på, at hun havde udøvet trolddomskunster. Sagen var kommet ind i retssystemet ved at Hilleborg Daa havde anklaget én af sine undergivne, Sindet Christensdatter Væverkone fra Bradsted, for at udøve trolddomskunster.
Det var herefter 12 nævninge fra Veggerby sogn, der fremlagde sagen for Hornum herredsting. Herredstinget sendte efter at have hørt vidneudsagn sagen videre til landstinget i Viborg.
Her må man i første omgang have fundet bevismaterialet for spinkelt, for sagen blev udsat en måned. 19. juli 1617 blev sagen genoptaget, og mange vidner afgav forklaring. Det er disse vidneforklaringer vi skal høre om herefter.
Anders Brun fra Lyngsø havde på Hornum herredsting vidnet, at for 3-4 år siden blev mælken fra hans køer pludselig fordærvet for ham. Han undrede sig over fænomenet og viste det straks til andre fra sognet, så de kunne bevidne det skete.
Anders Brun må have haft en anelse om, at der var noget fordækt i sagen, for efter at have vist mælken frem for de andre red han på sin hest til Aastrup ved Veggerby, hvor han traf Sindet Christensen Væverkone, for det var hende, han havde mistænkt for at være skyld i mælkens fordærvelse. De kom op at skændes over anklagen, men hvordan det end gik til var resultatet, at mælken blev frisk og god igen.
Imidlertid skete der det, at hesten Anders Brun havde redet på til mødet med Sindet allerede næste søndag blev alvorligt syg. Hesten svulmede helt unaturligt op og lå og gabte meget vildt med munden, så Anders kunne ikke mene andet, end at der var noget ondt deri, og snart efter døde det arme dyr. Yderligere en hest døde snart efter for ham, noget Anders mente, at Sindet også var skyldig i.
Jep Andersen og hans kone Karen Christensdatter fra Bradsted vidnede, at en tidlig morgen i påskeugen året før gøede deres lille hund, og da de kom hen til døren, så de Sindet Christensdatter Væverkone komme ud fra deres stald, hvor deres ko stod bundet. Hun havde et par hvide fingervanter på og en kæp i sin hånd, og hun bed af et stykke brød. Så spurgte Karen, hvad hun ville derinde. Til det svarede Sindet, at hun ledte efter en vædder. Om eftermiddagen var Jep og Karen gået til kirken i Veggerby for at skrifte, og mens de var der var Sindet kommet igen til deres gård og havde talt med deres børn. Hun havde på samme måde som om morgenen gået og spist af et stykke brød. Da nu Jep og Karen var kommet hjem fra kirke ville de trække koen ud på marken, men koen havde det pludselig rigtig dårligt, den ”gabte og sprudede, ligesom der havde været ve i den”. Kort tid efter kom Sindet nu igen, for tredje gang denne dag, til gården og gik straks hen og gav koen et lille stykke brød. I det samme hun puttede brødet i munden på den, faldt den om og var død på stedet. Senere, omkring høst, kom Sindet og Karen op at skændes, og det så voldsomt, at deres mænd måtte skille dem ad. Efterfølgende udstødte Sindet grove trusler mod både Karen og hendes mand Jep.
En kone fra Bradsted vidnede, at sidste forår havde hun set Sindet gå ind i både hendes lade og andre af hendes udhuse. Hvad hun ville derind, vidste hun ikke, men sikkert var det, at siden den tid havde hun 4 køer, der fik kalve, og alle kalvene var døde kort efter fødslen, uden at de forinden havde været syge. Om Sindet var skyldig i kalvenes død vidste konen dog ikke, men hun påpegede, at i de 5 eller 6 år hun havde kendt hende, da havde hun været berygtet for trolddomskunst.
En mand fra Hjeds vidnede ligeledes for Hornum herredsting, at for få dage siden var Sindet Christensdatter Væverkone kommet hen til de folk, der gik fra kirken, og spurgte hans hustru om hun måtte sætte en væv op hos hende. Det kom der åbenbart ikke noget klart svar ud af, så Sindet fulgte med folkene til Hjeds og da de kom til vidnets gård, satte hun sig på en sten udenfor. Kort efter rejste hun sig igen fra stenen og gik til hans stalddør i den hensigt at komme ind i stalden, hvor familiens lille dreng var. Vidnet ville imidlertid ikke have Sindet til at gå derind, så da Sindet bøjede hovedet for at gå ind, lukkede han resolut døren for hende, så hun ikke kunne komme ind. Sindet var dog ikke sådan at afvise, så straks efter gik hun ind i stuen til vidnets hustru og forlangte at få lov til at sætte en væv op derinde. Det sagde konen imidlertid nej til, da hun ikke vævede. Det svar var ikke noget der 3 passede Sindet, så hun gik arrigt ud, idet hun spurgte, om der da ikke var noget rum til en væv i Hjeds.
Samme dag fik både vidnets og Sindets ko en kalv, men mælken fra vidnets ko var fordærvet. En uges tid senere gik han over til Sindet for at forelægge hende sagen. Det fik han dog ikke andet ud af end et arrigt svar gående på, at hun ikke havde noget med den sag at gøre, og at hans mælk ikke ragede hende.
For landstinget i Viborg blev det herefter fremlagt, at 30 mænd for Hornum herredsting havde bevidnet, at de i 3-4 år havde hørt rygter og forlydender om, at Sindet Christensdatter Væverkone befattede sig med trolddomskunster. Hvad rygterne og forlydenderne mere konkret gik ud på, står hen i det uvisse.
Provsten i Hornum herred, Laurids Mikkelsen, som var præst i Nibe, havde sendt et brev, hvori han skrev at præsten i Veggerby, Niels Jacobsen, der boede i Kirketerp, og præsten i Sønderup, Peder Hansen i Øster Hornum kirke havde fortalt ham om hvad de i Kirketerp havde hørt en pige, Anne Iversdatter, fortælle om Sindet Christensdatter Væverkone. Pigen mentes at have være besat. Præsten fra Veggerby, Niels Jacobsen, fortalte at på midfastesøndag, da han var kommet hjem fra kirke, var Anne Iversdatter ”meget skrøbelig” og det var som om, hun var besat af en ånd, som talte gennem hende. Ånden havde gennem hende sagt: ”Mand, skaf bud efter min moder Sindet Christensdatter Væverkone i Bradsted”. Hende fik man snart efter fat i, og da hun ankom, gik hun ind i en lille stue og pigen fulgte straks efter hende og sagde: ”Velkommen mor”, hvortil Sindet svarede: ”Jeg er ikke din mor”. Pigen reagerede på dette ved at henvende sig til præsten og bad ham få Sindet til at tie stille og i stedet finde papir og blæk frem for at nedskrive hvad hun sagde. Præsten fandt straks remedierne frem og skrev hvad pigen nu havde at sige: ”Jeg er Lucifer og er hendes hest. Mit bidsel hedder Lunnti, krogen, det hænger på, Linne, min kande Minius er sort med rødt omkring, Grudermus er hendes dreng. Hans kande Linto er rød med hvidt omkring.” Endvidere fortalte hun, at hun havde været i tjenesten i otte år og bekræftede historien om at Sindet, mens hun havde spist brød, var gået tre gange ind til Jep Andersens ko i Bradsted, hvorefter koen døde. På samme måde bekræftede hun historien om Anders Bruns mælk, der var blevet ødelagt.
Forfærdet udbrød Sindet: ”Jesus mestermand, bevar mig”, hvortil Anne straks svarede, at Jesus ikke var Sindets mestermand, men at hendes mestermand var i Aalborg, og at hun snart var moden! Henvendt til Anne sagde Niels Jacobsen: ”Du er en løgner. Vi tror ikke helt på, hvad du siger. Har du noget bevis, så vi kan finde sandheden af, hvad du siger”. Den onde ånd talte da igen gennem Anne: ”Jo, hun har mit mærke på hendes lår”. Det mærke fik alle straks at se. Derpå henvendte Anne sig til Sindet og sagde: ”Hjem, moder, jeg vil med dig”. Da Sindet herefter var begyndt at gå derfra, rejste Anne sig op og gik hen i stuedøren, pustede tre gange og blev med ét helt normal igen. Straks efter gik Niels Jacobsen hen til gårddøren, kaldte på Sindet og sagde: ”Kom nu og se. Nu er barnet ikke, som hun var før”. Da Sindet vendte sig og igen gik ind ad døren, gjorde Anne korsets tegn for sig og sagde: ”Jesus, bevar mig for den slemme kvinde.”
Præsten i Sønderup, Peder Hansen, fortalte, at han den anden april sidste år, da han kom til Kirketerp, fandt han at Anne Iversdatter var meget syg, og da han kom ind i stuen, hvor hun lå, sagde hun: ”Kommer du der, Sortskæg” og viste sig aggressiv mod ham og forlangte at Sindet fra Bradsted, som hun kaldte sin mor, skulle komme til hende. Da det blev fortalt pigen, at Sindet ikke ville komme, vred 4 og klagede Anne sig og sagde: ”Sindet, min mor, Sindet min mor kom til mig, ellers skal Grumernus hente dig”. Dernæst sagde hun til præsten: ”Du var ond i dag ved min mor i kirken. Nu har hun fanget en anden dreng til sig. Hans navn er Illen. Hans kande hedder Monnis og er broget med brandgult omkring”. Derefter sagde hun det samme om Sindets hest, bidsel og alt det andet, som præsten før havde hørt hende fortælle. Desuden opregnede hun fire af ridefoged Jacob Vognsen fra Aalborg slots børn: Christian, Peder, Karen og Sidsel og sagde, at hendes mor ville forråde dem. Flere, mere eller mindre uforståelige anklager om navngivne personer væltede ud af Anne, inden hun direkte henvendte sig til Peder Hansen og sagde: ”Du, bette mand, har vel grund til at ønske at få straffet troldfolk og forfølge dem, for de forfølger dig efter bedste evne. Først ville de tage livet af dig, men da det mislykkedes, forsøgte de at gøre dig bindegal og det var nær ved at lykkes. Tolv af troldfolkene dansede en gang i år midt i Sønderup i den ene hensigt at skade dig og kun dig, og de vil fortsætte i deres bestræbelser”. Præsten svarede igen ved at sige, at han ikke troede på hende og ved at beskylde Anne for at være en løgner. Anne svarede: ”Jeg må dog undertiden sige sandheden, men for at du skal vide, at jeg ikke lyver, vil jeg sige dig noget. Var du ikke i år på din rejse mod syd to gange ved at drukne og var du ikke nogen gange i fare, da du lå syg? Var du ikke blind i fjorten dage? Du kan være heldig med, at du har større magter med dig”. Da Anne havde sagt det, gik hun hen til væggen og igennem et navershul i en stolpe gav hun et stort pust, og straks var hun igen helt normal og kunne ikke huske det mindste om, hvad hun for et øjeblik siden havde sagt eller gjort.
Sagen må have været så belastende for Sindet Christensdatter Væverkone, at hun på et tidspunkt i sagsforløbet var blevet sat i fængsel på Torstedlund, for præsten fra Sønderup, Peder Hansen, kunne forelægge Tinget et stykke papir hvorpå der stod: ”Lidt efter at Sindet var sat på Torstedlund, kom jeg en dag til Torstedlund for at ville tale med ærlig og velbyrdig mand Niels Krabbe. Da var den gode mand taget til Anne Giødzdatters begravelse på Engelsholm. Så bad jeg Iver Krabbe om at få lov til at komme ned i fangehullet og tale noget med Sindet. Det fik jeg lov til”. Da præsten kom til at tale med Sindet omtalte hun den onde ånd, der i skikkelse af Anne Iversdatter havde kaldt hende for hendes mor. For at bevise sin sandfærdighed havde ånden i Anne fremvist et ar på hendes venstre ben, et tegn ånden havde sagt var hans tegn og mærke. Sindet var noget mere jordbunden i sin opfattelse af sagen og sagde, at det mærke tvært imod var et byldear, der var ”snehvidt og så stort som en lybsk søsling”, og at Anne havde haft det lige siden hun var et lille barn.
Senere på året var Peder Hansen blevet kaldt bort fra en barsel hos Christian Byrialsen i Plejstrup nær Sønderup for at tage ud til Sindet Christensdatter Vævekone, der stadig sad fængslet på Torstedlund. Sindet havde ved den lejlighed sagt til præsten, at den onde ånd i den forløbne uge tre gange havde været hos hende, og at hun havde set ham som en brun tingest og havde hørt ham smaske som et svin og ydermere havde ånden mørbanket hende uden at have sagt et ord til hende. Sindet gav udtryk for at hun var meget bange, kiggede sig nervøst omkring og sukkede dybt. Præsten, Peder Hansen, var ikke blevet mildere stemt overfor Sindet, så han gav hende en svada, som han selv for Tinget refererede: ”Efter at jeg først havde foreholdt hende loven om syndens slemhed og vederstyggelighed og hende straffet og om Guds strenge vrede, foreholdt jeg hende mange herlige trøster om Guds nåde og barmhjertighed imod bodfærdige syndere, om Guds mange løfter, mange eksempler på, at han har bevist mange fattige, grove syndere miskundhed og nåde”. Peder Hansen lover også Sindet, at hvis hun ville omvende sig og bekende sine synder, tilstå det onde hun havde gjort og sige hvem hun havde været sammen med for at gøre noget ondt, så ville hun ved tro modtage syndernes forladelse ved Christus og hvis hun tillige ville love at være lydig overfor Gud, da ville hendes synder blive hende forladt. Videre sagde Peder til Sindet, at hun med Guds hjælp skulle modtage Helligånden, retfærdiggøres ved Christi retfærdighed, så hun skulle fornemme formildelse på Guds vrede og få i sit hjerte rolighed og fred og siden efter døden salighed og det evige liv.
Så mente præsten ikke, han kunne gøre mere for hende, for det eneste hun havde at sige til ham var at bede ham gå igen, idet hun gav udtryk for, at hun udmærket vidste, at Gud var barmhjertig, men at hun ikke kunne tro, at han ville være hende nådig, eller at hendes synder ville blive tilgivet. Efter den tale indså præsten, at selvom han i mere end en time havde prædiket og talt for hende med Guds ord, så var hun så forhærdet, at det ikke nyttede noget, og at han lige så godt kunne forlade hende. Det gjorde han så, idet herremanden Niels Krabbes søn, Iver Krabbe, kaldte på ham for at få ham op fra fængslet.
Anders Simonsen, der for Hilleborg Daa var en slags anklager i sagen mod Sindet Christensdatter Vævekone, havde 12. maj 1617 skrevet til Tinget, at Sindet havde anmodet om at blive løsladt fra fængslet på betingelse af, at hun inden otte dage var ude af Hornum, Aars, Gislum og Rinds herreder. Det ser ud som om Anders Simonsen støttede denne udgang af sagen. Måske var han og Hilleborg Daa ved at indse, at sagen var ved at komme ud af proportioner.
I et andet tingsvidne, dateret 19. maj 1617, kan man læse: ”Det bevidnes, at Sindet Christensdatter Vævekone for en uge siden i Torstedlunds borgerstue havde bedt tre mænd love for hende til Jep Andersen, som hun ville give to tønder havre for den ko, han beskyldte hende for at have forgjort. Desuden ville hun være i Anders Bruns minde for den hest, han på samme måde beskyldte hende for”. Sindet ville med andre ord, selvom hun selvfølgelig ikke ville anerkende at hun havde udøvet trolddom, betale for de påståede tab.
På Hornum herresting 19. maj 1617 havde 12 kirkenævninger svoret på, at Sindet Christensdatter Væverkone havde udøvet trolddomskunster. Kirkenævningene fremførte, at den anklagede endog selv, i vidners påhør, skulle have indrømmet at have bedrevet trolddomskunst.
Fogeden på Torstedlund vidnede for Tinget, at den 9. maj, efter at Sindet Christensdatter Vævekone var kommet fra Hornum herredsting, havde de undersøgt hende før hun kom i fængselscellen for at se, om hun havde noget med sig, som hun kunne skade sig selv med. Det blev konstateret, at hun havde bundet et klæde om halsen, og da de tog klædet af hende, så de, er der var et grimt sår hele vejen rundt om hendes hals, et sår hun sagde, hun selv havde tilføjet sig med en benstump, som siden blev fundet gemt i cellen. Da fogeden nogle dage senere, den 26. maj, havde fundet benstumpen og ville vise den til Sindet, lå hun som om hun var død. Hun lå så stille, at man ikke med sikkerhed kunne konstatere, om hun åndede eller ej. Den 1. juni, da fogeden kom fra kirke, talte han ind til Sindet i fængselscellen, og da kunne det nok være, der var kommet liv i hende igen. Hun råbte meget højt og sagde, at der var ondt hos hende, i hende og omkring hende, og sagde, at det brændte inde hos hende, ligesom der var ild i alt det, der var rundt om hende. Hun sagde, at det kom til hende aftenen før ligesom en brun mus.
Det fik fogeden til at åbne døren for Sindet, som sagde, at hun havde skrækkeligt ondt i maven, og hun bad, om han dog ikke ville hjælpe hende, hun ville så gerne have fat i et sværd. Senere, kort efter hun var kommet tilbage fra Landstingets møde 21. juni, fandt man også et stykke bøgetræ på en halv alens længde hos hende. Forespurgt om, hvad hun dog skulle bruge det til, svarede hun, at det var til at rage spindelvæv ned med.
På Tinget fortalte en pige, der tjente på Torstedlund, at omtrent tre uger før pinse, da hun var kommet ned i cellen for at give Sindet noget mad, havde denne bedt, om hun dog ikke kunne skaffe noget af det, man slog rotter og mus ihjel med. Sindet bad hende også om ikke at sige det til nogen, at hun havde bedt om giften.
Som sidste vidne var der to mænd fra Bradsted, der fortalte om, at da Sindet var blevet anholdt før hun blev ført til Torstedlund, havde bedt sin mand om at tage sig godt af deres børn, for hun var sikker på, hun aldrig fik dem at se igen.
Nu nærmede dommen sig. Jep Andersen, det var ham, der anklagede Sindet for at have taget livet af hans ko, lagde hånden på Sindets hoved og sigtede hende for at være en troldkvinde, og at det var hende, der havde slået hans ko ihjel med trolddomskunst.
Domskendelsen “Så og efterdi at forne vidner forfares og bevises Sindet Christensdatter Væverkone at have lovet forne folk ondt, og det dem på deres fæmon og kvæg at være vederfaret, det og gøres bevisligt hende at have tilbudt at ville betale Anders Brun og Jep Andersen igen deres fæmon, som hun var for beskyldt, hun og selv har tilstået at have gjort sig den skade under hendes hage med et ben, hun fandt i fængslet, deslige hende også at have været begærende for samme beskyldning at rømme fire herreder, tilmed gøres bevisligt hende i fængslet at have begæret forgift til sig, og slig hendes gerning og onde bedrift med bemeldte præstemænds kundskab efter det besatte menneskes ord bestyrkes og befæstes, og ingen vidnesbyrd hun fremlægger sig ærligen og vel der i sognet at have skikket og forholdt, men Jep Andersen nu her i dag har lagt sin hånd på Sindet Christensdatter Væverkones hoved og vedkendt hende for, en troldkvinde, og at hun havde forgjort hans ko, som forskrevet står, og loven formelder, at om nogen mand vider anden, at han har forgjort ham med trolddom, og ganger han ej ved, der sigtes, og den, der sigter, alligevel gider og tilmoder ham det på hånd, da værge sig den, der saggives, med nævn i kirkesogn, og efterdi forne nævninger, som bor i sognet hos Sindet Christensdatter Væverkone og bedst hendes lejlighed ved, har været opkrævet hende enten at skære eller skylde, de ved deres ed har Sindet Christensdatter Væverkone kirkenævn oversvoret, ved vi ikke nogen årsag eller tilfald dem for samme deres ed og tog at kunne fælde”.
Landstingets dom, der for nutidige øjne kan forekomme noget kryptisk, kan udlægges sådan Landstinget fandt det med andre ord bevist, at Sindet Christensdatter havde truet folk med at gøre dem ondt ved at skade deres kvæg, mælk og andet. Det bestyrkede anklagen mod hende, at hun bagefter havde forsøgt at betale Anders Brun og Jep Andersen for de af deres dyr, der var døde af trolddommen. Hendes sag blev yderligere forværret ved, at hun i fængslet havde forsøgt at undslippe ved i første omgang at love skyndsomt at fjerne sig fra egnen. Bedre blev det ikke af at hun havde forsøgt at begå selvmord, dels ved at skære sig i halsen med benstumpen, dels ved at have forsøgt at få fat i gift. Det var efter landsrettens mening en indrømmelse af skyld.
Ånden, der talte gennem den besatte Anne Iversdatter, havde også direkte sagt at Sindet udøvede trolddomskunster. At så oven i købet 12 kirkenævningen, der blev anerkendt af landsretten, havde svoret, at Sindet var skyldig, gjorde enhver tvivl om skyldsspørgsmålet til skamme. Disse kirkenævninge blev af landstinget godkendt.
Det afgørende stød mod Sindet kom, da Jep Andersen, lagde hånden på Sindets hoved og sigtede hende for at være en troldkvinde. Sindet kunne have værget sig mod anklagen på dette tidspunkt, men gjorde det ikke. Dermed var hun kendt skyldig.
Om Sindet herefter blev brændt på bålet som heks ved vi ikke – men sandsynligheden taler for det.
Sagsakterne fra herredstinget er samlet af lokalhistorikeren Ole Færch og kan i deres fulde udstrækning læses i hans to-bindsværk ”Diplomatarium Hornumense”, udgivet 2004. Nedenstående gendigtning af fortællingen er skrevet 2006 af Niels Nørgaard Nielsen. Akvarellerne, der illustrerer fortællingen er malet af billedkunstner Gerda Dalsgaard, Støvring.
