Arbejdet på landet var anderledes hårdt i min barn- og ungdom, end det er nu, hvor maskinerne har overtaget det meste.

Om foråret, når der havde været så meget tørring i luften, at markarbejdet kunne begynde, blev jorden fælled. Efter at have samlet de sten, der var kommet frem i vinterens løb, lod man hesten gå hen over marken forspændt en hjulring, en omvendt harve eller et bræt, så de værste jordklumper fra efterårets pløjning kunne blive slået i stykker. Til sidst blev harven vendt om, og jorden bearbejdet, så den var myg og løs. Efter en hel dags arbejde i marken var det de færreste, der følte trang til at gå en aftentur.

Såmaskinerne den gang var små. Ca. 1 til 2 meter brede. De kunne så mellem 15 og 24 rækker korn ad gangen.

Når magasinet var fyldt med sædekorn, gik turen igen frem og tilbage over marken. Man skulle have et øje på hestene og et på piberne, som kornet strømmede ned igennem. De kunne nemt stoppe til, så de måtte af og til løftes, for at blive rengjorte. Det gav også ømme rygge og en god søvn.

I ældre tid blev kornet sået med hånden. Enkelte havde en kurv flettet af halm, som de bar i en rem over skulderen. De fleste nøjedes med en sæk fyldt med så meget korn, de kunne bære. Så gik det med store skridt hen over marken. Når venstre ben var fremme kastedes kornet jævnt med højre hånd. Vi anvendte også den metode, når vi spredte kunstgødningen, som vi selv blandede. Der var jo ingen maskiner den gang.

Når kornet var kommet op, blev marken harvet igennem med ukrudtsharven, så kunne det klare sig selv indtil høst.

Høsten startede med, at kornet rundt i kanten af marken, blev slået med le. Derefter kørte man rundt med slåmaskinen. Det var som regel mandens arbejde. Efter slåmaskinen gik alle andre og bandt op. Man samlede en passende bunke aks, snoede et stramt bånd af strå, som man bandt om neget. Det lyder nemt, men den gang sprøjtede man ikke for ukrudt, og ofte var der ubehagelig mange tidsler på marken. Negene blev sat sammen. Der var 6 – 8 stk. i hver hob.

Efterhånden afløstes slåmaskinen af aflæggeren. Den havde fem vinger og kunne kaste kornet af i neg, så var det lidt nemmere – men tidslerne var der stadig. Galt var det også, hvis det havde været en fugtig sommer, så kornet lå ned. Så måtte en mand gå foran høstmaskinen og løfte det op.

Inden kornet blev kørt ind, måtte vi måske vende negene flere gange, til vi var sikre på, at de var helt tørre. Hvis ikke, kunne de brænde sammen, når de blev kørt i stak eller kom ind på loen.

Der blev avlet mest byg, men hos os også noget rug, fordi vi havde så let jord. Man kunne regne med 21 – 22 tønder korn pr. tønde land, nu får man næsten det dobbelte.

Efter høst skulle vi først skrælpløje. Så blev jorden harvet to gange, inden den til sidst blev pløjet med en enfureplov forspændt to heste. Der var mange omgange at gå selv på små marker, så der var god tid til at nyde vejret.

Høhøsten begyndte allerede lige efter grundlovs-dag, den 5. juni.

Vi kørte møg og ajle ud på de marker, hvor vi skulle så sukkerroer, fordi de var så grådige.

Roerne blev sået med maskine – to rækker ad gangen. Senere fik man maskiner, der kunne så et frø ad gangen. Det var besparende, og det blev meget nemmere at tynde roerne.

Sukkerroerne skulle tyndes, så der var 15 cm mellem hver plante, mens der skulle være ca. 30 cm mellem kålroerne – og så, som Karen Vase forklarede: Kun jen! Den lille Sigrid misforstod. Hun troede, Karen mente et blad, og omhyggelig som hun var, pillede hun, indtil den lille misforståelse blev opklaret. alle de overflødige blade af roerne.

I løbet af sommeren kørte man et par gange med radrenseren, der kunne tage to rækker ad gangen. Man gik mange kilometer i løbet af den dag.

Roeoptagningen gav ømme rygge. Sukkerroerne skulle rykkes op, hvorefter toppen blev skåret af med en speciel roekniv. Roerne måtte ikke skades, så kunne de ikke holde sig i kulen om vinteren.

Kålroerne var mere robuste. Med et jern skar man først toppen af roen, hvorefter den blev trukket op med et par hager, der sad bag på jernet. Til sidst fik man maskiner, der klippede toppen af roerne, så man kun skulle trække dem op af jorden med jernet. Det var en stor lettelse.

Tegnet på, at der var nye tider på vej kom i løbet af 60’erne. Det var traktoren – i de fleste tilfælde den lille Ferguson. Det betød, at arbejdet blev lettere. Med traktoren og de nye redskaber var arbejdet overstået uden så meget besvær og på kortere tid. Pludselig kunne både mand og kone klare lidt arbejde uden for hjemmet. Det gav lidt mere luft i økonomien.

I 1988 var Jens Møller færdiguddannet fra Asmild Kloster Landbrugsskole. Samme år indgik han sammen med Anna og Villy Møller i I/S Hedely. Bindestalden blev ombygget og moderniseret med plads til 46 køer.

Den 30. jan. 1993 blev jeg forlovet med Jens og flyttede ind på Hedely. Jeg blev student og fortsatte i 1995 på lærerseminariet i Aalborg. Som den første landmandskone på Hedely har jeg en uddannelse og arbejder på fuld tid uden for hjemmet. I dag er hustruens indtægt væsentlig for familiens økonomi.

1997 blev et begivenhedsrigt år. I/S Hedely blev opløst, og vi overtog ejendommen. Vores første barn, Asta, blev født den 6. juni. Vi købte mere jord – Marinus Pedersens ejendom og Skrødstrup Mølle af Viggo Hadsund. Bygningerne blev solgt fra, og jorden lagt ind under Hedely.

Hedely omlægges til økologisk drift
At omlægge til økologisk drift virkede som en fremtidssikring. Samfundet støttede økologien, og det var in. Priserne var gode og kunne, for os at se, finansiere en modernisering af driften. Mange så hovedrystende til og advarede velmenende om fortidens store ukrudtproblemer og om, hvordan kemikalierne netop sikrede landmandens udbytte og dermed indtægterne. Her kom landbrugets net af konsulenter ind i billedet. De rådgav med hensyn til mark, kvæg og økonomi, og ved hjælp af en langsigtet planlægning og udregning af budgetter stod det klart, at det nok skulle gå. Med i beregningerne var en løsdriftsstald til 100 køer. Den stod færdig i 1999.

I 2001 fødtes Cecilie den 5. juni. Jens og jeg blev gift i Sem Kirke den 18. maj 2002. Vi holdt fest på Færgekroen og inviterede familie, venner og naboer. At sætte pris på, at ens naboer er med til brylluppet, er nok ikke så almindeligt i dag. Men jeg tror, det hører landbokulturen til. Vi er et lille samfund, der er flettet ind i hinanden på godt og ondt. Det giver en stor tryghed at være omgivet af så mange mennesker, som kender os og vi dem, synes vi.

I 2002 købte vi Chresten Greves ejendom, Kaldalvej 7, Skrødstrup. Bygningerne blev solgt, og jorden lagt ind under Hedely.

I 2003 blev vi spurgt, om vi ville være med i et studielandbrugsprojekt. Her kunne vi få et meget indgående kendskab til vores egen produktion og sammenligne os med andre bedrifter i Danmark. Det sagde vi ja tak til.
Vi har lært at tage imod al den gode, faglige og økonomiske rådgivning, vi bliver tilbudt. Det er nemlig viden på alle felter i bedriften, der er afgørende for indtjeningen. Jens kan ikke selv være ekspert i alt, og derfor har han en god sparring i sine konsulenter.
Det er helt anderledes for os, end det var tidligere. Det er et sikkerhedsnet, vi er omgivet af – om end det til tider kan føles stramt.

Konventionel mælkeproducent igen
Ja, sådan gik det netop. De økologiske regler blev strammere og strammere. De uanmeldte kontrollanter blev en plage, som betvivlede alt, hvad vi gjorde og sagde. Det var belastende for en ærekær landmand som Jens. Da fem års bindingen ophørte i 2004, var han ikke i tvivl. Han ville ikke mere.

Fremtidsudsigterne var dystre, og priserne på mælk faldt. Det var ikke længere rentabelt at være økologisk landmand. Driftsformen har været udmærket. Jens har været meget glad for ikke at skulle sprøjte og kunstgøde. Han har lært mange nye måder at drive specielt græsmarkene på. De gode ting vil han tage med sig, nu hvor han igen bliver konventionel mælkeproducent.

Status er nu, at stalden har 80 malkekøer. Ydelsen er blevet meget højere og svarer ikke til den kvote, vi har købt. Vi må jævnligt slagte køer, for ikke at få for meget mælk. En trist, men meget sigende problemstilling for dansk landbrug.

Landbofamilie anno 2004
Den konflikt, der præger vores familieliv mest i dag, er at få tiden til at slå til. Specielt at huske at bruge tid på at slappe af. Jens har lært at holde ferie. Det tog flere år, før han kunne rejse væk en uge – og nyde det. Ligeså er det med mødeaktiviteter i forbindelse med bestyrelsesarbejde. Der har jeg måttet lære at vælge fra.

Jeg har veninder, der ikke forstår, hvordan jeg holder ud at være gift med en landmand. Han støvsuger ikke, laver ikke mad, henter ikke børn o.s.v. På den måde er vores kønsrolle-mønster ikke væsentlig anderledes fra generationerne før os. Men når man så fortæller, at han arbejder fra 05.00 til 18.30 hver eneste dag, kan de godt se, at sådan må det være. Men jeg har krævet, at han holder en weekend fri hver måned. Det er nemlig også et hårdt job at være lærer på fuld tid!

Det vi sætter størst pris på, og som gør, at vi fortsat har lyst til at drive landbrug, er bevidstheden om, at vi skaber noget. Vi ejer den jord vi går på, vi efterlader noget til fremtidige generationer. Med ansvaret som selvstændig følger også en stor frihed og en glæde, når ting lykkes. En glæde, som man selv kan tage æren for. Men lige nøjagtig begrebet frihed lyder lidt hult i vor tid. For nok lever vi mindre risikofyldt end foregående generationer – men prisen er friheden. Faktisk er vi regulerede i alt, hvad vi foretager os! Netop denne regulering koster samfundet mange penge, og der skal produceres mere og mere for at betale omkostningerne.

Derfor skal vi ikke håbe for meget på, at et af vores børn har lyst og mulighed for at drive Hedely videre. Det koster at holde liv i alle de konsulenter og embedsmænd, som sidder i stat, amt og kommune m.m. – derfor er det evige mål også, flere dyr, mere jord, større ydelse og højere effektivitet.

Men . . . så kan nutidens landmand jo også holde ferie, barsel og få hjælp ved sygdom.

Jo, meget har ændret sig siden det hele begyndte i 1872.

Hedelys historie
Omkring 1872 brændte 3 gårde i Sem By. Anders Christensen Møller, der var fæster på en af gårdene, blev løst af fæstet og fik hedearealet. Han byggede Hedely i 1872, men gik senere fallit. Han tilhørte ikke vor slægt.

Første generation – hedebonde
Ane Kirstine Christensen (1859) og Christen Christensen Smed fra Enslev, købte gården 19. maj 1879. Skødet lød på 8.000 kr. Ane Kirstine var født i Enslev, og Christen var fra Grenåegnen.

Ane Kirstine fødte 10 børn, men kun 5 overlevede. Chresten Skødt, Metha, Christen Smed, Anton og Petra. Anna Møller husker de 5 små høje på familiegravstedet på Sem Kirkegård. Det gjorde indtryk på hende, da hun var barn. Christen Christensen Smed døde i en tidlig alder. Ane Kirstine ansatte en forvalter på gården. Det var den 30’årige møllersvend, Niels Møller Jensen, født i Blendstrup. Den 11. november 1894 fødte Ane Kirstine en sund dreng, Julius. Året efter blev Niels og Ane Kirstine gift. I 1897 fødte Ane Kirstine en dreng, der også kaldtes Christen, og den 27. december 1897 fødtes Jens.

Det gik de 5 børn fra 1. ægteskab godt. Her nævnes kort:

Chresten Skødt blev slagteriarbejder i Hadsten. Metha købte Hjarbæk Kro og blev krokone. Chresten Smed fik en gård på Terndrup Hede. Anton, der blev præstegårdsforpagter i Bælum, var ugift. Petra blev gift med en murermester i Hobro.

Niels kom godt ud af det med Ane Kirstines 5 børn fra 1. ægteskab, dog var han en smule ræd for Metha, så når hun på hans gamle dage meldte sin ankomst, gik han på gåben til Terndrup for at besøge Chresten et par dage.

Niels og Ane Kirstine levede på heden og kunne kaldes hedebønder. Jorden var ringe, men der var meget af den – 86 tdl. Det var nok grunden til, at de ikke var så fattige som andre hedebønder. De levede af gården og havde ingen biindtægter. Besætningen bestod af 4-6 køer, to heste, nogle får og høns. De tre yngste børn gik i Grove Skole. Familien levede et normalt, stilfærdigt og slidsomt liv.

I 1905, da man vedtog en ny navnelov, blev efternavnet Møller Jensen ændret til Jensen Møller. Senere slettedes navnet Jensen helt.

Anden generation – heden opdyrkes
I oktober 1920 døde Ane Kirstine. Forinden – i september – blev der på sygehuset ordnet papirer, så Julius kunne overtage gården for 24.000 kr.

Den 16. december 1920 blev Julius gift med Dortea M. Andersen i Hem Præstegård. Dortea ( f. 1899 ), stammede fra Maagaard i Sem. Hun var datter af Willum Andersen.

Julius satte sig for at opdyrke hedearealet. Heden blev brækket – pløjet op med heste, og de store sten, der dukkede op, blev gravet fri og sprængt i stykker med dynamit.
Derefter hentede Julius mergel i Dalbyover – to læs om dagen i en kassevogn læsset med skovl – og spredte det på markerne med skovl.

En overgang blev køerne syge. Det var noget med nyrerne. En kvie blev sendt til Landbohøjskolen for at blive obduceret. Her viste det sig, at det var p.g.a. for meget spergel i foderet.
Spergel er en meget hårdfør plante, der i dag betragtes som ukrudt. Tidligere blev den dyrket som foder på den allerringeste jord, da den kunne gro selv i de tørreste somre.

I takt med at jorden blev bedre, udvidedes besætningen til 12 køer. Dortea og Julius fik 3 børn. Den 21. november 1923 fødtes Niels Jensen Møller. Den 25. august 1926 fødtes en pige, der døbtes Anna Møller og den 29. marts 1931 fødtes Villy Møller.

I 1924 rejste Julius’s bror, Christen Smed, til Amerika. Han kom hjem i 1933 og hjalp til med at pløje heden. Den yngste bror Jens flyttede til Blendstrup. Gården har haft sin egen selvbinder siden 1931.

I september 1936 døde den gamle Niels Jensen Møller, han havde boet på gården indtil da – i sit eget kammer.

Dortea havde ikke selv spisestel de første år, hun var på Hedely. En aften kom der gæster, så hun lånte lidt af sin svigerfaders service.
Da selskabet brød op, gik Dortea i stalden for at malke. Niels tog porcelænet tilbage. Vel og mærke uden at vaske det op. Det skulle man ikke bare sådan låne – det skulle stå i skabet!

Generelt var det mændene, der var herre i huset i Hedely. De bestemte, hvad der var ret og rimeligt. Sådan var det vel i de fleste hjem på den tid.

Dortea fortalte, at hun måtte gøre rede for hver eneste brugt krone og øre, når hun kom hjem fra bytur. Den eneste måde, hun kunne købe ting til sig selv og til hjemmet, var ved salg af tyttebær, som vel nærmest kunne betragtes som hedens røde guld. Dortea kendte mange gode steder, og der blev plukket mange pund bær hvert efterår.

Hun lærte at kæmpe for tingene. Da gården fik eldrevet vandpumpe, ønskede Dortea brændende at få en vask i køkkenet. Nede fra brønden, som Jens Vase og Julius var ved at mure op, hørte hun dem blive enige om, at hun måtte kunne nøjes med en vask i bryggerset. Dortea holdt stædigt på sit – og fik sin vask i køkkenet.

Kvinderne på Hedely har altid haft et godt håndelag. Dortea spandt, kartede, strikkede, hæklede og broderede. Og hun huskede at videregive traditionerne til sin datter, Anna, som besidder samme talent.

I 1941 plantedes en stor del af hedearealet til med nåletræ. Det stod Hedeselskabet for. Arbejderne, der plantede, blev kaldt Det flyvende Korps.

Besættelsestiden på Hedely
Vi havde ofte besøg af tyske tropper. De holdt øvelse i heden. Særligt i 1943 var der store manøvrer. Hedely og Brunhøje var indtegnet på deres kort. En gang var der særlig mange. De havde et feltkøkken stillet op på gårdspladsen. Der var vagtposter rundt omkring, og der blev skudt med skarpt.

En soldat kom slemt af sted. Han kom ridende med to heste. Den ene blev Bange for noget og styrtede. Soldaten blev revet af sin hest og hang i stigbøj len. Han fik hovedet læderet. De kom ind og lagde han på stuegulvet. Der måtte to mand til at holde ham. Han bankede sine støvler i gulvet, og det nye trægulv fik slemme mærker af de tyske ridesporer. Vi havde ikke telefon den gang, og da der hverken var biler eller busser, lånte tyskerne den eneste gangbare cykel, vi havde, og kørte hen på centralen i Skrødstrup. Døren var låst, og da det var tyskere, der bankede på, blev der ikke lukket op. Så måtte de videre til Mariager. Ambulancen skulle komme fra Viborg. Det varede 2 timer, inden den kom, så soldaten døde. Da vi i 1998 istandsatte stuehuset og fjernede de gamle gulvbrædder i stuen, kunne vi stadig se mærkerne fra soldatens sporer.

I dag ses stadig resterne af de skyttegrave og huller, de tyske soldater gravede under øvelserne på heden.

Tredje generation – effektivitet
I 1949 døde Julius Møller. Han blev 54 år gammel. Dortea, hendes ældste søn, Niels, og hendes datter, Anna, drev gården videre.
Niels havde planer med gården. I 1954 byggede han en ny stald til 24 køer, og heden blev plantet til, så der nu er en granskov.
Det samme år købte han en bil – en Consul – i kompagni med smeden i Kær by. Den blev lejet ud uden fører.
Da skolen i Skrødstrup blev hovedskole, skulle de små elever fra Skrødstrup fragtes til underskolen i Grove. Det stod Anna Møller for. De blev kørt i Consulbilen.

Villy var ude at tjene meget af tiden. Den 29. december 1956 blev han gift med Eva Magnussen fra Grove. De købte ejendommen Damgården i Hem.

Den 10. juli 1957 fødtes deres første barn, Finn. Den 2. marts 1966 fødtes deres andet barn, Jens.

I 1972 blev Hilmers ejendom, Semvej 17, i Sem købt til. Jorden blev lagt ind under Hedely. Hilmar blev boende på ejendommen nogle år. Senere istandsatte Eva og Villy ejendommen og flyttede ind.

Året efter i februar 1973 blev der indkøbt et rørmalkningsanlæg. Det var også det år, Finn rejste til København.

Jens arbejdede hver dag med på gården og ytrede meget tidligt: Jeg vil være landmand! Og det blev han! I 1988 blev han færdiguddannet fra Asmild Kloster Landbrugsskole.

Far kjøbte eiendommen på ca. 17 td. land i 1935. Vi boede der til ca. 1948, da far solgte og flyttede til Skrødstrup. Jeg fortsatte med at gå i Grove Skovle, indtil jeg blev konfirmeret. Karen gik på realskole i Mariager. Hun er familiens lys.

Når vi spente hestene for vognen og tog ned i mosen, kjæret, som vi kaldte det, var det som en festdag. Da fik Karen og jeg bade i åen, og vi havde mat med. På en måde var det som en picnic, selv om vi måtte hjelpe til med at slebe ud tørv, som far havde trukket op. Til at slebe tørvene væk fra graven brugte vi en fjæl fra siden av en vogn. Det var en gammeldags vogn med jernhjul, som alle havde. Jeg tror ikke, at vogne med gummihjul, som de bruker i dag, kom før i begyndelsen af femtitallet ( 50’erne).

Vi lessede tørvene op på fjælen og lod en hest trekke dem ud. Så måtte vi rejse tørvene på højkant, så de kunne tørre. Når de var tørre, blev de stakket i hauer ( skruer), som liknet en liten høstak. Det var et slid specielt for min far, som måtte tage de tunge tag for at få tørvene op. Der var vand i tørvegravene, så der blev som følge deraf en sugeeffekt. Det var tungt.

Da jeg var dreng gik storken ofte på stubmarken og fangede frøer, når vi høstede. Nu findes der vel knapt en stork eller frø igen i Danmark. På sommerkveller, når vi havde de lyse nætter, kunne vi høre et kjempe kor af av frøer, som kvækkede.

Der var en sø ved Sem, og Peter Svendsen havde et vandhul, som lå lige i nærheden af, hvor vi boede. Når vi så over mod skoven, kunne vi ofte se rådyr, som gressede i skumringen. Min barndom var preget af lykke, selv om det engang imellem var hårdt, for vi måtte jo hjelpe til, så godt vi kunne.

En høstdag startede, når far kom hjem fra melkeruten. Han stod op hver morgen kl. 6.00 og kom hjem ca. kl. 11.00 om formiddagen. Det var en hård tur. Han kørte til Kærbybro med hest og vogn. At lesse alle de melkespande, der var på 60-80 liter var lidt af et job. Inden vi startede høstdagen, måtte vi slå kornet rundt om hver eneste mark med høle’, og binde det i neg med bånd, som vi snoede av strå. Når vi var færdige, begyndte vi at køre med en aflægger (slåmaskine). Den blev trukket af to heste. Da jeg var den mindste, var det mig, der kørte. Det startede jeg med, da jeg var en 6-7 år. Jeg kan huske, at Far til å begynde med hjalp mig med at dreje i hver ende av marken. Far, Mor, Karen og farbror Karl gik og bandt op. Farbror Karl hjalp os altid, som vi hjalp ham, når han havde behov.

De store gårde havde selvbindere. De sidste år Far var på eiendommen, lejede han en selvbinder til høsten. Jeg tror, at det var Julius Møller, som hjalp os ved at låne os en hest. Når kornet var høstet, blev negene sat på højkant to og to. Når det var tørt, blev det kørt hjem i laden for at blive tærsket.

De første år havde vi en hestegang. Det var en lang stang med et nav i enden. Den gik til et snekkehjul som trak en aksel, der gik ind i laden til tærskeværket. Når hesten gik rundt, kunne vi tærske. Siden tror jeg, at vi leiede et tærskeværk fra en maskinstation. Når vi havde kørt det sidste læss korn hjem, havde vi en liten høsttakkefest, hvor Karen og jeg pyntede bordet med strå, aks og blomster fra marken, og så fik vi ferdigsmurt smørrebrød. Det var ikke hverdagskost. Der var altid en mengde firben og frøer med kornnegene hjem og undertiden en hugorm. Vi havde jo mark ude ved heden, men der var aldrig nogen av os, der blev bidt.

Kartoffeloptagning
Far hakkede en 5-6 rækker kartofler op ad gangen med en femtandet hakke. Vi havde en sæk bundet om livet helt ned over knæene, så vi havde noget at kravle på. Vi havde en halmkurv mellem os, som vi kastede kartoflerne op i. Jeg har snakket med Karen om, hvor meget vi frøs på fingrene. Det var jo i september – oktober måned. Nogle dage var det meget koldt med regn og blæst.

Der er en god del arbeide om høsten, som jeg ikke tenker på med glæde. Jeg er glad for, at jeg er ferdig med det. Når kurven var fuld, blev den tømt i et avlangt hul, som far havde gravet. Når det var fult, blev det dækket med et tykt lag halm og et tykt lag jord, for at kartoflerne ikke skulle fryse. Når vi skulle have kartofler hjem om vinteren, måtte vi altid prøve å tage dem hjem på en dag, hvor det var mildt.

En gang faldt en bombe eller en granat ned omkring 100 m bak ved huset vort. Den var sandsynligvis droppet fra et engelsk fly. Der var jo en del luft-kampe. Bomben lå der, så min far måtte melde fra til Tyskerne. Der kom 30 mand. Det var koldt, så mor bød dem inn i varmen og gav dem kaffe. Det var jo bare unge gutter. Historien er, at mor ikke havde kaffe. Hun kogte vand og heldte det over den gamle gruten, kaffegrumsen. Det var nok tynd kaffe, men de var taknemmelige og gav mig penge, som jeg la i min spare-bøsse. Det fandt de ustyrlig morsomt. Sprengningen av granaten, husker jeg ikke så meget av, men den blev da sprengt. Der var bare mor og mig hjemme. Jeg var ikke begyndt på skolen endda – endnu, så det må jo have været i 1942. Jeg begyndte i 1943, da jeg blev syv år til maj.

Da jeg var otte år var vi på Karlsbjerg, det kaldte vi bakken ved Sembygårdskoven. Her kørte på kjelke og ski. Det var Villy Møller, som havde ski. Vi havde det vel- dig morsomt. Hen på kvellen, da det begyndte å blive mørkt, kom der et fly, som var skadeskudt. Der kom en røkhale efter, akkurat som vi ser på filmer fra krigen. Det styrtede ned ovre ved Skrødstrupskoven. Vi prøvede å følge efter. Det begyndte jo å blive mørkt, og der var ganske meget sne. Villy Møller, som var en seks – syv år ældre end mig, mente, at det faldt ned for langt borte. Han tænkte vel også på, om det kunne være farligt å nærme sig. Det var et tysk fly, som var blevet skudt ned av engelske fly. Der har været luftkamp over Jylland.

Børnelege
Vi løb jo mye å legte i skogen og heden alene eller sammen med andre. Vi lavede bondegårde og brugte kogler som heste å køer. Det gik der mange timer med. Der var jo også klinkekuglerne (lerkugler). Det var nu helst på skolen, vi brugte klinkekugler. Vi skøt mye med spretert (slangebøsse). Det var morsomt. Vi fik mye kjeft (blev skældt ud), for vi gjorde vel mye galt med spreterten – ramte vinduer og den slags.

Mor havde leddegigt å kunne ikke hjelpe så meget, som en sådan eiendom i grunden var baceret på. Karen og jeg måtte efter hendes mening hjælpe mere til hjemme end vores jevnaldrende. For at tynde roer fik vi en symbolsk sum, som vi brukte på utflukt med skolen, Måske en 4-5 kroner eller noget i den retning. Når roerne var kommet op, skulle de renses og tyndes. Derefter blev de renset to – tre gange med hest og rensemaskine. Der skulle hakkes mellem planterne mindst en gang. Det var før man begyndte å ødelægge jorden med sprøjtning. Dengang drev man økologisk landbrug i ordets rette forstand Når vi havde tyndet og hakket roerne et par gange, kunne de stort set klare sig selv, Men så kom roeoptagningen. De skulle tages op i oktober – november. Det foregik pr. håndkraft. Vi havde et roejern. Et langt skaft, hvor der forrest sad et skarpt skær, som vi brugte til at hakke toppen av roerne med. Bagest var et par kløer, som var lidt krumme. De brugtes til at rykke roerne op med. Vi kørte med hestevognen mellem rækkerne og læssede to rekker fra hver side på en gang. Så blev roerne kørt sammen i lange roekuler. Det hele blev dækket med halm og jord. DET var arbejde den gang. Når der var spring-kulde om vinteren, måtte man i gang med hakke og spet (greb), for å få jorden av igen og kjøre roerne hjem i roehuset. Siden skulle de raspes, for at vi kunne fodre med dem.

I 1945 sluttede krigen. Jeg så, at tyskerne skøt op deres sporlys og signalpistoler i luften af bare glæde, da det var slut.

Om eftermiddagen var vi i kirken og hørte på præsten og lærer Bach som holdt tale. Det var han utrolig flink til, selv om jeg ikke forstod så mye akkurat da – i grunden bare ventet på, at han skulle blive ferdig, så vi kunne komme ut og leke og ikke sidde i kirken på en vanlig dag. Jeg følte vel, at han trak talen ut bare for at holde os på plads i kirken.

Juletresfesten i Sem Forsamlingshus er en af de ting, som jeg minnes med glæde. Lærer Bach var en god organisator, når vi sang julesange og legede sanglege. Både barn, de lidt eldre barn og voksne var med på leken. Men vi var måske flinkere til at være barn lidt lengere den gang, end de er i dag.

Når vi spilte pind i Sem, var alle med fra 6 år til 20 – 25 år. Det var virkeligt sjovt. Jo flere eldre vi fik med, jo sjovere var det.

Vi slagtede selv gris til jul
Det var nok mor, der stod for det meste med saltning, men jeg var med til å rense tarmene og lave medisterpølse. Tarmene blev vrengt (vendt og renset). Derefter blev de trukket imellem to strikkepinde, som blev holdt tet sammen. Når tarmene var rene, blev de fyldt med fars, og nogle blev vel saltet, så de kunne holde sig ut over vinteren. Det samme skete med flesk og kjøt. Vi fik jo nesten stekt flæsk til middagsmat hver eneste dag. Vi fik også altid to retter mat til middag og nogen gange dessert i tillæg. Min kone og jeg spiser altid kun en ret til middag og ingen dessert. Vi savner det ikke, men da vi var børn, var jobbene på landet mye hårdere. Slagtningen foregik ved, at grisen blev hentet ud af grisehuset og lagt på saltkarret, som i den anledning var vendt med bunden op. Mit faste job var at holde grisen i halen, mens min far holdt den i ørerne. Hvis slagteren vasket den på halsen med lunkent vand, skreg grisen ikke så meget som med koldt vand. Når den var ren, tog slagteren kniven og skærte halspulsåren over, så grisen forblødte og døde. Vi samlede blodet op i en bøtte og fik blodpudding eller klub, som det hedder på norsk. Efterpå blev grisen hengt op på en stige og bundet ved bakbenene. Derefter blev den skåret op og indvoldene taget ut. Alt som kunne brukes blev brugt. Vi lavede leverpostej, og den var virkelig god, men måske vi ikke var så forvendte, som vi er nu.

Da jeg var barn ændrede landskabet sig meget. Nogle arbejdsledige, som vi kaldte det Det flyvende Korps, rejste rundt i Jylland og plantede læhegn. Vi var meget plaget av sandflukt, så vi vidste aldrig rigtig om jorden var hjemme, eller om den med roefrø eller gresfrø var blåst over til naboen. Blandt de unge mænd var der mange fra København. De vidste jo næsten ikke, hvordan en spade så ud. Det skete i regi af Hedeselskabet. Vi havde nogle boende hjemme en stund, men jeg husker ikke så meget av det.

Da krigen kom til Danmark var jeg fire år. Jeg husker det, som var det i går. Vi, det vil sige Karen og jeg, sad på en liten jordvold bak huset. Ja, den var vel ikke mere end et par meter høj, men set med barneøjne, blev den jo høj nok. Der kom fly i alle retninger. Vi havde jo næsten aldrig set et fly før. Vi forstod ikke så meget af det, vi så at der var invasion, og at vi var hærtat (besat). Det der med de grønne, fik jeg nok lidt i vrangstrupen, den gale hals. Jeg troede, at de var grønne. En dag, da der kom en afdeling gående bag vores hus. Mor kom ind og sagde: Kom ud og se, der går nogle grønne soldater bak ved huset vort. Jeg blev ganske skuffet, for de var jo almindelige mennesker, som så ud aldeles som os. Oppe i heden bak ved Sembygård Skoven holdt tyskerne ofte skarpskydning, så fik vi besked om, at vi ikke måtte sætte køerne ud på græs. Vi havde en høj gavl på laden, som kuglerne stadig slog ind i. Når soldaterne var færdige med en sådan øvelse, var vi unger ude for at finde tomme patronhylstre. Vi fandt også mange skarpe skud, men Far gravede det ned alt sammen. Han ville ikke sige hvor ikke engang efter krigen. I eftertiden kan jeg jo godt se, at det var det rette at gjøre. De kunne jo være ganske farlige, og det var ikke akkurat lov at opbevare sådant under krigen. Så min Far var jo selvfølgelig mye klogere, end jeg var, men det er vel normalt, at man ikke forstår, at de eldre er de klogeste.

På min fars eiendom stod der et meget stort træ, som vi kaldte de stur træ. Det var meget stort og gammelt ca. 1½ m i diameter. Jeg tror, det var en ær eller en pil. Under det var der en masse blåbærplanter, men nu er træet væk, som alt annet, der var hyggeligt.

Farbror Karl var jæger. Det bedste jeg vidste var at komme med på jakt. Hjemme fik vi hvert år en hare. Det var et festmåltid. Så var farbror Karl oppe hos os for at spise. Det var han i øvrigt ofte.

Dere, I, har vel hørt sangen om Jens Vejmand, som sad og slog sten til bruk på veien. Farbror Karl og nogle, som jeg ikke husker navnet på, sad ude i heden på Sembygårds mark og slog sten, der skulle brukes på veien. Først med en stor hammer og siden med en lidt mindre. For os ville det nok være et ufatteligt hårdt arbejde. Jeg var ude at se på dem og syntes, at det så morsomt ud, men at sidde hele dagen og slå svære kampesteiner ned til knytnævestørrelse, kan man jo forestille sig ikke var det mindste morsomt. Men hvad vidste en gutunge, lille dreng, om det.

Når man står inde i Sem og ser ud over Nørre Sem i dag, kan man se store forandringer i landskabet. Nogle af de før omtalte læhegn er fjernede, og det hus, som vi boede i, er brændt. Det er mange år siden. Hele vores mark er plantet til, og Møller på Hedely har køpt eller leied jorden, som er dyrkbar.

Min mor led meget af leddegigt. En overgang var hun indlagt på Hald, jeg tror, det var en tre måneders tid. Da var det min søster, der ikke var mere end en 12-13 år, som lavede mat og vaskede tøj og passede huset som en voksen. Der var jo ikke så mange penge mellem folk, så Far havde vel ikke råd til at ansette nogen til å tage vare på os. Karen greiede, klarede, det veldig godt.

Nu skal jeg fortelle om den gang, de drak Posten fuld. Jeg var til stede. Henning Domino og jeg havde været ved Brekilde for at fiske. Da vi kom op til Sem By, var den første vi så, Johanne. Hun var ved at genne sin mand, Mads, hjem. Hun kastede sten efter ham, men Mads lavede sjov. Mens han løb og hoppede for at undgå stenkastene, råbte han:

Do ka’ it ram mæ, for a hopper.

Johanne var vred, fordi Mads sammen med nogle andre bymænd havde fået sig en øl hos købmanden. Det var almindeligt kendt, at posten, der kom fra Mariager, når han kom til købmand Justesen i Sem, skulle have en øl. Om sommeren kold og om vinteren varm. Købmanden prøvede undertiden at forberede sig, men det var altid galt. Var øllen varm, skulle den have været kold og omvendt. En dag kom posten samtidig med rutebilen. Man enedes om at nyde en øl sammen. Det blev nu til flere. Først ville en give en øl, så en anden. Flere mænd kom til. Til sidst måtte Posten lægges ud i stalden i en bås for “at hvile sig”, mens min farbror Karl gik rundt i Sem med posten. Købmandens lille søn, Frits kunne ikke dy sig for at gå ud og se til Posten. Da han kom ind sagde han:

No æ Posten i hver fald fuld, for no kommer’ed ud gemmel niesen!

Det var en begivenhed, der blev talt meget om i vores lille landsby, for der skete jo ikke så meget.

Da Vagns gård, Vestergaard, i Sem brændte, fik Karen og jeg ikke lov til at gå inn til Sem. Vi boede ude i Nørre Sem, så der var vel tre kilometer inn til byen. Desuden var det om kvelden, den brændte. Far og Mor gik der ind for at hjælpe med slukningsarbejdet og få dyrene ud.

I min barndom kom der en mand og solgte fisk ca. hver fjortende dag. Han kørte med hest og vogn, ligesom bager Juul fra Mariager. Han kom med brød. Vi kjøbte gjerne to firepunds rugbrød, og en sjælden gang kjøbte Mor et franskbrød. Det var jo noget, der smagte dejligt.

Under krigen var der smalhals for de fleste varers vedkommende. Jeg kan huske, at Mor fik en gammel frakke av en nabo. Av den syede hun både bukser og jakke til mig. Der blev vel også noget til overs, så Far fik lappet sine bukser. Mor var flink til å sy, og på de tider var der rationering i Danmark. Man måtte hjelpe sig, som man bedst kunne.

Vi plukkede hyben, hyldebær, blåbær og tyttebær i heden og de ribs og solbær, som vi havde i haven. Alt blev syltet og henkogt. Mor kogte sukkerroer sammen med rødbeder og greskar, for sukkeret var jo rasionert. Jeg kan huske, at vi prøvede at lave kaffe af bygkorn, men jeg tror ikke, at det blev særlig godt. Far prøvede at dyrke toak, det tror jeg heller ikke var særlig vellykket.

Vi havde ikke elektrisk strøm ude på eiendommen, så da det blev småt med petroleum, måtte vi bruke karabid. En gang skulle Mor se, om der var mere karabid i beholderen. Hun brugte en fyrstik for at se. Resultatet var, at indholdet i beholderen eksploderede med et kraftigt smeld. Hendes øyenbryn og pandelok forsvandt i smellet. Farbror Karl og Far, som tilfældigvis stod i gården, styrtede in for å se, hvad som havde hændt, men det gik jo heldigvis godt.

Da jeg var gutunge, streifede jeg meget omkring i skog og hede. De så helt anderledes ud end i dag, hvor det meste er plantet til. En gang havde jeg et tamt egern, jeg fandt som unge og tog med hjem. Vores hund havde hvalpe på den tid, så egernungen pattede sammen med hvalpene. Den forsvandt efter en tid. Jeg ved ikke om det var katten, der tog det, eller om de rømte til skogs.

Vi unger lavede mange gale streger. Ejgild Raj og jeg prøvede en gang at røke en Ræv ud af hulen. Vi stablede noget halm op i indgangen og satte fyr på. Der kom nu ingen ræv ud, og Gud ske lov brændte vi heller ikke heden af. Det kunne let have gået galt, for der var lyng rundt om hulen.

At gå på skole var ikke det bedste, jeg vidste. Det føltes som frihedsberøvelse, da jeg var en seks-syv år. Mange gange måtte min mor følge mig til skolen, så jeg ikke rømte til skogs. Skoven var mit rette element, men eftertids er jeg jo glad for, at jeg blev tvunget til at gå på skole. At vi virkelig lærte noget, fik jeg at se, da min datter skulle begynde på handelsskolen. Jeg kunne uden vanskeligheder regne de opgaver, hun fik. Vi havde en flink, dygtig, lærer. Der stod respekt om ham. Bare han så ud over klassen, blev der stille. Han var en utrolig flink fortæller. Det gjorde, at jeg var flink i bibelhistorie. Jeg har heldigvis en god hukommelse, så når lærer Bach fortalte den næste dags lektie på sin levende måde, kunne jeg huske det næsten ordret, så fik jeg ros. Det var desværre ikke ret ofte. Det var en pest og plage, når man skulle sidde til langt udover kvelden med hjemmelektier. Det gik jo lidt bedre, efterhånden som man fik venner i skolen.

Det bedste jeg kan huske var, når vi fik lov til at tygge honningvoks. Vi måtte spise honningen, men voksen skulle spyttes ud i et fad, for det skulle smeltes og bruges igen til bierne. Vi skulle til gengæld plukke græs på plænen til lærer Bach. Vi likte den dejlige honning, og så slap vi jo for at sidde inde. Det er en av de ting, der har brændt sig fast i min hukommelse.

Hvert år ved juletid blev skolen pyntet. Vi beklædte trådbogstaver og tal med gran fra skoven, så der stod f. eks JULEN 1948 over tavlen. Jeg ved ikke hvordan det gik til. Vi fra Sem fik for os, troede, at lærer Bach var enige med os i, at vi, når vi alligevel gik gennem skoven på vej til skole, skulle plukke med os granerne. Som tænkt så gjort. Vi mødtes i skoven til aftalt tid og plukkede. Det vi ikke havde fået med os, havde forstået, var, at lærer Bach ikke var enig i vor strategi. Han mente, at vi skulle gøre det en anden dag. Der var tordenskyer, da vi ankom til skolen godt ud på formiddagen. Jeg husker ikke, om vi fik pyntet den dag, men meget af den vanlige hygge var væk. Det var ellers dage, hvor vi koste os, hyggede os, med højtlæsning af lærer Bach. Det var han utrolig flink til.

Når vi skulle gå i skole ude fra eiendommene i Nørre Sem, gik vi altid gennem Semskoven. Der var en sti, vi fulgte. Til at begynde med gik vi som regel alene, men så kom Erna Lund, og da fulgtes vi ad. Hun var vel et par år yngre end jeg var. Når vi kom i Skoven, var der meget spændende at se på. Egern, som havde spist kogler, rådyr og deslige. Der var hugorme langs stien. De måtte studeres grundigt. Det var nok mig, der trak i negativ retning. Vi kom ofte for sent til skolen med efterfølgende refs, skænd. Undertiden kom vi til at sidde efter.

Hjemme havde vi under krigen får. De gav uld, som vi fik strømper og trøjer af. I det sidste hus i Sem boede der en gammel kone, som hed Maren. Hun havde en rok. Hun spandt garn for os. Jeg var ofte inde hos hende sammen med min mor. Så sad vi og kartede ulden med to stålbørster. Ulden blev lagt på den ene, og så blev de drat, trukket, mod hverandre, så ulden blev til en slags pølse. Av dem spandt Maren tråd på rokken. Det var hyggestunder, når vi sad og slappede av, men tiden var heller ikke så forjaget i min barndom.

Om sommeren fik vi ofte et gedekid. Det var så sjovt at lege med. Jeg kan huske, at vi havde et, som fik kid året efter, da havde vi gedemælk. Jeg husker ikke om det smagte godt. Det smagte nok lidt mærkeligt. Vi var jo vandt til komælk.

Far, Rasmus Petersen og Mor boede først på en ejendom i Skrødstrup. For at få enderne til at nå sammen, var det i begyndelsen nødvendigt, at Far gik over heden for at arbejde på Dania, når der var arbejde. Undertiden måtte han arbejde om natten. Når en kuldamper kom, skulle kullene losses uanset tidspunktet – og de, der kom først, fik arbejdet. Det var ikke helt ufarligt. Kulstykkerne kunne være meget store, så blev der tabt noget, var det med at komme af vejen i en fart. Det hændte, at vi gik min far i møde, hvis vi vidste, hvornår han kom hjem. En aften blev vi lidt forskrækkede, da vi så ham komme gående med en stor forbinding om hovedet. Han var blevet ramt af et stykke kul, der var faldet tilbage i lasten.

I 1926 byttede min far og mor ejendom med Ole Hansen, der boede på en lille ejendom i Narsiem – Nørre Sem. Den gang fyrede man med tørv og træ, så ejendomme, der havde et stykke tørveeng, var eftertragtede. Ole flyttede til Skrødstrup, hvor han fik vores ejendom med tørveeng, mens Far overtog matrikel nr.16a i Nørre Sem. Den var på 12 tdl. – lidt større end ejendommen i Skrødstrup, og der hørte en god stump uopdyrket hedejord til. Nu var det slut med at arbejde på Dania, for der var nok at lave hjemme, og mere blev der. Far købte yderligere 20 tdl. af Chren Visti, da han solgte jorden fra sin ejendom i Sem, inden han flyttede tilbage til Overgaard.

Der lå en lille grusgrav i vores hede, som vi ikke selv benyttede. Det hændte, at Ajs Finn og Mads Hansen fik lov til at harpe noget grus. Engang ville Ajs brænde lidt lyng af omkring grusgraven. Ilden løb fra ham og fortsatte ind over heden. Det var nu ingen katastrofe, hvis et lille stykke hede brændte af. Det betød bare, at der voksede nye, friske revling- og lyngris op, der kunne bruges som foder til dyrene, hvis det behøvedes. Men ingen brød sig selvfølgelig om hedebrande, der ikke var under kontrol.

For min far betød branden, at han blev fri for selv at brænde lyngen af, inden han gik i gang med at opdyrke heden. Det var et meget stort arbejde. Det foregik den gang med simple redskaber. En hakke, en spade til at grave omkring træernes rødder med og en hest, der kunne trække rødderne op.

Min far sled med at opdyrke heden. I begyndelsen alene, men da jeg blev omkring 13 -14 år, begyndte jeg også at hjælpe til.

Når muligheden bød sig, arbejdede Bedstefar, Jens Andersen Møller, på Dania for at styrke økonomien. Både i spidsnæsede træsko og i de noget varmere træskostøvler, han brugte om vinteren, var vejen over Hien så lang, at man kunne blive hægen efter en snaps på halvvejen. Derfor havde Bedstefar og et par andre for en sikkerheds skyld anbragt en flaske snaps midtvejs ude i Hien. Snaps var billig den gang. Man har ligefrem hørt om respektløse kvinder, der brugte snaps til at pudse vinduer i.

Pastor Nørgaard var en meget venlig og rar mand. Han besøgte ofte ældre mennesker – også Bedstefar, så kunne det hænde, de fik sig et slaw whist, for både pastor Nørgaard og Bedstefar var inkarnerede kortspillere – og piberygere.

Efter Elines død i 1947 boede Bedstefar og Kristian alene i huset. Jeg flyttede først ind på ejendommen, da Kristian og jeg blev gift den 21. maj 1949.

En nat midt i oktober 1966 blev Bedstefar så syg, at det blev nødvendigt at ringe efter dr. Fuglsang. Han kom lige fra høstfesten på Overgård i sit mørke selskabstøj. Bedstefar var så syg, at han døde den følgende torsdag.

I de hjem, hvor det kneb lidt med pladsen, var det almindeligt, at kisten med den afdøde blev ført til Sem Kirke, hvor den stod indtil begravelsen. I vores tilfælde fik vi et problem, idet Bedstefar var død dagen efter en kone i Sem, så pladsen i kirken allerede var optaget.
Efter begravelsen ville vi gerne, som man plejede, afholde en mindesammenkomst i forsamlingshuset, men der var også optaget, så vi måtte finde en anden løsning.
Ude i laden hængte sønnerne sort plastic op, så der blev et lille aflukke. Da det var pyntet op med lys og blomster, blev kisten båret der ud. Vi holdt vagt ved kisten om natten, indtil den blev ført op til kirken umiddelbart før begravelsen.

Bedstefar havde levet hele sit liv på egnen, så vi kunne regne med, at flere af kirkegængerne ville deltage i mindesammenkomsten.
Det kunne knibe med plads i vore små stuer, så vi besluttede at slå skillerummet mellem Bedstefars og pigernes værelse ned. Kristian kørte til Mariager og købte nyt tapet, som jeg satte op natten mellem lørdag og søndag.
Vi var måske ikke helt udhvilede, men vi nåede da det hele, så vi kunne invitere følget hjem til kaffe efter begravelsen.

Bedstefar fortalte, at han i sin ungdom var inviteret til gravøl i Skrødstrup En nabokone – en af de hvasse – var død og lå i åben kiste i den stue, hvor gæsterne spiste og dansede. Gulvet var lidt ustabilt, så kisten og konen bevægede sig, hvilket affødte en kommentar fra en af karlene.

Jaaaaa! No nikker do!

Det var ellers ikke det, hun havde været mest kendt for, mens hun levede.

Flere steder i Jylland havde man tidligere den skik, at man samledes, spiste, drak og dansede om kisten. Endnu et eksempel på, at vi i vort sogn ikke lod os rive med af nymodens skikke. Vi holdt de gamle traditionerne i hævd, til de nye havde vist deres værdi.

Da Bedstemor og Bedstefar flyttede ind i ejendommen på bakken vest for Sem, skulle de betale 16 kr. til hver termin, men det var småt med udkommet. En gang kneb det så meget, at Bedstefar måtte låne de sidste to kr. af naboen, Christen Pedersen på Sembygård.

Mine forældre arbejdede som fodermesterpar på Sembygaard fra 1933 til slutningen af 1935 – måske begyndelsen af 1936.

De købte da ejendommen 3c i Nørre Sem. Den var på ca. 17 td. land. Det var en ejendom med en del sand og hedejord. Der er i dag plantet nåletræer på meget af den jord mine forældre dyrkede. Far kørte mælketur fra Nørre Sem, Sembygaard og Skrødstrup Mølle til Kærbybro i næsten alle de år, vi boede der. Det var hårdt arbejde både for Far, Mor og hestene, men det var nok nødvendigt for at få pengene til at slå til. På et tidspunkt brændte ejendommen. Den blev genopbygget lidt længere ind mod Sem. På ejendommen i Nørre Sem var der ikke elektricitet, så det var petroleumslamper og lygter, der blev brugt både inde og ude i stalden, når det var nødvendigt. Under krigen var det ofte vanskeligt at skaffe petroleum, og da blev der også brugt karbidlygter. Vand blev hentet ved en dyb brønd på gårdspladsen. Min mor var meget bange for, at især min bror skulle komme for nær til brønden, så hun skræmte ham ved at sige, at i brønden boede kjeldmanden, som ville tage ham, hvis han kom for tæt på.

Radio fik vi i 1938 eller 39, i hvert fald før Den finske Vinterkrig. Jeg mener, at to unge mænd fra Skrødstrup rejste der op som frivillige, men om de nåede fronten, før finnerne gav op, tror jeg ikke. Disse gamle radioer havde en akkumulator eller lignende, der skulle lades op, og akkurat den 9. april havde vi ingen radio.

Men det er en dag, som står helt klart i min erindring. Det var en rigtig forårsdag. Jeg hjalp min mor med at lave en stenhøj til blomster i et hjørne af haven. Vi var nærmest målløse over, hvad der skete. Vi så bølge efter bølge af flyvemaskiner på vej mod Norge. Vi havde måske kun set en enkelt flyvemaskine før den dag. Det var først, da far kom hjem fra mælketur, vi fik rede på, hvad der foregik.

Fra min skoletid er der selvfølgelig mange minder. Der er dog en undervisningstime, som jeg aldrig har glemt. Vi var i historietimen nået til Napoleon, og lærer Bach var en god fortæller. Og det, som gjorde indtryk på mig, var hans fremstilling af, at storhed står for fald. Han stablede tavlekridt oven på hinanden, og når det havde nået en vis højde, skulle der ikke megen påvirkning til for at få det til at vælte. Han drog en parallel både til Napoleon og til Hitlers Tyskland, som da også sang på sidste vers.

Når der var råd til det, abonnerede mine forældre på Randers Dagblad – ofte sammen med andre. Landpostbudet Marius Nielsen, kom på cykel fra Mariager med breve og anden post. Engang imellem fik han en kop kaffe, og et år, da mor havde købt en flaske kirsebærvin, fik han et glas. Det havde han måske også fået andre steder. I hvert fald traf han nogle hos købmand, Jens Justesen, i Sem. Han blev budt på en øl i bagbutikken, det blev måske til flere. I hvert fald kunne han ikke dele posten rundt i resten af byen. Det måtte nogle betroede mænd gøre. Jeg har fået fortalt, at en af dem var min farbror Karl.

Under og lige efter krigen fandtes Det flyvende Korps under Det danske Hedeselskab. Det var mænd, som blev udstationeret for at plante læbælter til at holde på sandjorden, når der var storm. Vi havde flere af dem boende i et værelse. De skulle have kosten, og mor fik penge for kost og logi. De var der nogle måneder, så kom der andre. Der var bl. a. en københavner. Han var pludselig væk en morgen. Vi var lidt chokerede, men når jeg nu tænker tilbage, kan man godt forstå, at det har været alt for primitivt for ham.

Mor fik leddegigt. Det blev svært for hende at hjælpe så meget til i marken og stalden, som det var nødvendigt. Da jeg begyndte at gå i skole i Mariager hver dag, blev min hjælp også begrænset. I 1949 solgte de ejendommen til Martin Karr og flyttede til Skrydstrup. Jeg husker ikke navnet på huset, vi købte.

Farbror Karl boede ca. ¾ km fra os. Hans ejendom var ikke så stor, at han kunne leve af den alene. Han måtte gå ud på dagleje – nok mest på Sembygaard. Hans lyst lå vel ikke lige akkurat i at passe sin ejendom. Så kreativ og flink med fingrene, han var, kunne han sikkert godt have gjort det vel som smed eller tømrer. Men da han voksede op, var det naturligt å begynde i en plads på en eller annen bondegård, så det blev hans lod her i livet .

Farbror Karl havde mange småjobs. Han gik rundt på gårdene både i Hem, Sem og Skrødstrup og sprængte sten, så han må jo have haft en tilladelse til at købe og anvende dynamit. Det var også hans arbejde at gå rundt for kommunen og lægge forgiftede orme ud til muldvarperne, der blev betraktet som skadedyr. Han var også ansat af landboforeningen til at bekæmpe oksebremser. Deres grimme, tykke, hvide larver skulle klemmes ud, inden de borede sig ud gennem køernes skind, så huderne blev ødelagt.

Farbror Karl var en dygtig mand på sin lille ejendom. Han havde to heste, islændere. Dem var der ikke mange af på egnen. Man brugte mest de store, jyske heste.

Han var fingernem, det havde jeg megen glæde af som dreng. Han lavede blandt andet en vindmølle af et gammelt cykelhjul, og med al den vestenvind, der er i Danmark, gik møllen som bare – – -. Den kunne trække ting f.eks. en gammel barnevogn.

Det var stor stads å besøke ham i huset i Sem, da vi blev lidt eldre. Min kone, Berit, siger, at farbror Karls jordbær var kjempe gode – de største, hun har set, og når vi var på besøk i Danmark, fik vi altid førsteklasses grønsager med hjem. Og så husker jeg, at han havde nogle flotte kaktus.

Der er en episode med farbror Karl, jeg aldrig glemmer.

Vi fik altid julegaver af farbror Karl. En gang, jeg havde fået en flot lommekniv af ham, kom Jørgen Hermannsen på besøg for at lege med mig. Vi syntes, at det var sjovt å kaste med ting og så bagefter finde dem igen. Jeg torsk kastede den fine kniven, som jeg lige havde fået. Den faldt i en pløjemark og væk var den.

Farbror Karl kom dagen efter over for at besøge os – desværre – for pludselig var der en snor, der skulle skæres over, og da var det jo naturligt at spørge mig, om han måtte låne kniven – men den var væk. Jeg havde selvfølgelig ikke modet til at fortælle den fulde sandhed. Jeg sagde, at jeg havde tabt den. Far var sur, Mor var sur, og farbror Karl var så skuffet, at han sagde, at det ikke var noget ved å give mig noget.

Min farbror, Karl Gerhard Thomsen arbejdede på Sembygaard de første år, han var her på egnen. I 1937 købte han ejendommen af en ældre bror, Christian Thomsen og hans kone Lise. Hun stammede vist fra Skrødstrup. De havde en datter, Kirsten, der muligvis gik i skole i Skrødstrup.

Karl gik en del på jagt. Han havde i mange år en jagthund, Jaks – men ellers boede han alene.

Da Bent og jeg var mindre, fejrede han tit juleaften og fødselsdage sammen med os. Han kom også meget sammen med andre i Sem og omegn. Gæstfriheden var større den gang – i hvert fald ude på landet.

Karl solgte ejendommen i 1947 og flyttede ind i et hus i Sem By som nabo til Mariane Andersen. Da han var omkring 80 år, fik han en hjerneblødning og kom på plejehjem i Havndal. Her opholdt han sig til sin død.

I 1940 blev Kristian Andersen Møller indkaldt til hæren, men på grund af tyskernes besættelse af Danmark, var han kun indkaldt i kort tid, inden han blev hjemsendt.

Allerede i 1939 havde han overtaget ejendommen efter sin far, der havde ejet den siden 1908. Hans forældrene blev boende på ejendommen til deres død. Bedstemor, Eline, der var en søster til Maren Jensen i Sem, døde i juni 1947.

Samme år brændte Vestergård i Sem. Da ejeren Vagn Rasmussen ikke ville genopbygge gården, købte Kristian noget af jorden – samtidig byggede han nyt maskinhus og udvidede laden. Min far var med til at lægge nyt tag på Hadsund Realskole. De gamle tagsten købte Kristian for 100 kr. Da de var rensede, havde han et nyt, billigt tag til laden. Det holder endnu – 2004.

I slutningen af krigen fik jeg plads på Enghavegård i Edderup. Jeg arbejdede fra kl. halv seks om morgenen til kl. halv otte om aftenen. At det var effektiv arbejdstid, sørgede Dorthe for. Af lønnen, der var på 1.100 kr. havde jeg 800 kr. tilbage, da året var gået. Der var ikke så langt hjem til Bjerre ved Udbyneder, men det var nu ikke nogen fornøjelsestur at cykle hjem på trædæk og hullede grusveje. Desuden var der indkvarteret tyske soldater i både Kastbjerg, Havndal og Udbyneder, så jeg var utryg ved at cykle.

Jeg var meget interesseret i gymnastik, så efter krigen søgte jeg og blev optaget på Snoghøj Gymnastikhøjskole. Det fik jeg stor fornøjelse af, da jeg senere begyndte at lede gymnastikken for damer og piger i forsamlingshusene i Sem og Skrødstrup.
Især på dameholdet i Sem var der en meget munter stemning. Landbokonerne hørte jo ikke just til de tyndeste, så undertiden hørtes en let stønnen, når fingerspidserne skulle nå gulvet. En aften hørtes en anden lyd. Det var Johanne. Hun klarede som sædvanlig situationen med en rask bemærkning. Idet hun slog hænderne sammen, vendte hun sig om mod sidemanden, Magda Møller fra Grove, og sagde: Ka’ do stik den, Magda? Det kunne Magda ikke, men der gik adskillige minutter, inden undervisningen kunne genoptages.

Husholdning var måske ikke lige Kristians stærkeste side, så i 1948 begyndte jeg at komme fast til Sem tre dage om ugen for at passe hus. Den ordning fortsatte, indtil jeg flyttede ind som kone på ejendommen lige efter vort bryllup i Sem Kirke den 21. maj 1949. Huset var ikke stort, så efterhånden, som vi fik børn, blev der lidt trangt med pladsen. Bedstefar boede i en lille stue ved siden af pigernes værelse. Der var ingen dør mellem værelserne kun en portiere – et tykt gardin.

Bedstefar var en mand, der havde sin egen vilje. Han elskede at spille kort. 14. juli 1963 holdt vi barnedåb og 90 års fødselsdag i Sem Forsamlingshus. Der var indbudt 90 gæster til eftermiddagskaffe. Efter kaffen var det meningen, at vi alle skulle følges til Sem Kirke for at overvære dåben. Bedstefar ville hellere blive i forsamlingshuset og spille kort med bl.a. Jens Juul.

Omkring 1950 blev Kristian rejseleder i Mariager Husmandskreds. Han skulle arrangere busture. De var meget populære. Der var ikke så mange, der havde bil selv, så turene gav mulighed for nemt og billigt at komme ud og se nyt. Man fik et afbræk i dagligdagen, oplevede naturen og et hyggelige samvær med kolleger og andre mennesker. Mange af turene gik til særligt velholdte eller nye statshusmandsbrug, så deltagerne kunne få ny inspiration til det daglige arbejde. Andre ture gik til Kalø, Hohøj, Dania eller Overgård.
Undertiden blev der arrangeret ture af 2-3 dages varighed til Nord- og Vestjylland. Vi så kirker og museer, oplevede mejeribrug på Fanø, var på Skamlingsbanken, kom i cirkus og så Holliday on Ice i Ålborg. Det var oplevelsesture, vi talte begejstret om længe efter.
På disse ture var det nødvendigt at samarbejde med de stedlige husmandsforeninger, for pengene var små, og udgifterne måttes begrænses så meget som muligt. Deltagerne blev indkvarteret lokalt. Det kom der mange gode bekendtskaber ud af. Fælles for alle turene var afslutningen – kaffe eller spisning på Hvidsten Kro.
Vi måtte selvfølgelig hjælpe med indkvartering, hvis en husmandsforening udefra arrangerede en større tur til egnen omkring Mariager, Arbejdet som formand for husmandsforeningen førte med sig, at Kristian på et møde på Afholdshotellet i Mariager blev valgt til distriktsforstander i Husmandsbrandkassen. Det var almindeligt, at den, der blev valgt, gav kaffe til hele forsamlingen. Det kom lidt bag på Kristian. Da han kun havde 100 kr. med, måtte han i banken for at hente de resterende 200 kr.

Efterhånden, som han fik kunder i hele Jylland, var det ikke nødvendigt at tage ud for at tegne forsikringer. Folk ringede selv, hvis de havde brug for en ny forsikring.

I 1973, da de tre forsikringsselskaber, Norden, Dannebrog og Fremtiden blev slået sammen til et forsikringsselskab under navnet Tryg, sad Kristian i hovedbestyrelsen. Da han ikke var tilfreds med de nye ansættelsesvilkår sagde han op til 1. januar og blev ansat som inspektør i forsikringsselskabet Himmerland med hovedkontor i Års. Det arbejde han beholdt til sin død i december 1984.

Da vi overtog ejendommen, flyttede mine svigerforældre over i naboejendommen, som de havde købt af Karl Thomsen. Vi skulle dyrke jorden, men Rasmus Petersen og Kristine, der hele deres liv havde slidt hårdt i landbruget, havde ikke let ved pludselig at blive pensionister. Rasmus måtte have noget at lave, så hver dag kom han over til os for at hjælpe til med det arbejde, han magtede – og det var hans alder taget i betragtning meget. Han var meget interesseret i dyrene.

Han var en rigtig bedstefar. Børnene var meget sammen med ham – så gjorde de gymnastik. Man skal holde sig i form og have en god holdning, mente Rasmus. En morgen blev det for meget for ham. Han strakte sig og fik voldsomme smerter. Vi fik ham ind og sendte bud efter lægen. Han kunne ikke komme, fordi konsultationstiden lige var begyndt. Det blev en meget lang dag. Lægen glemte opkaldet og ankom først kl. halv fem om eftermiddagen. Rasmus blev straks indlagt på sygehuset, hvor de konstaterede, at en svulst i maven var sprængt. Vi blev hos ham, indtil vi skulle hjem og fodre dyrene. Tidlig næste morgen døde han.

Kristine blev boende alene i huset, hvor hun fortsatte med at leve beskedent og enkelt, som hun havde levet hele sit voksne liv sammen med Rasmus. Intet blev forandret, for hun var utryg ved alt nymodens som el og vand.
Hun elskede at få gæster, men brød sig ikke om at komme hjemmefra, hvis det ikke var strengt nødvendigt. De få indkøb, hun mente at havde brug for, blev foretaget, når købmanden eller andre handlende kom forbi hendes dør på landturen.

Børnene havde, siden de var små, vænnet sig til hver dag at slå et smut over til Bedstemor om eftermiddagen. Det fortsatte, da de blev voksne og kom i lære – til stor glæde for Kristine. Hun var aldrig karrig og havde altid sørget for en godbid – lidt suppe eller et stykke kage. En dag, da de var blevet voksne, spurgte hun:

Han haj nåed i grøn flasker (øl). Ka’ I li’ de’ ?

Det kunne de. Besøgene hos Bejste huskes endnu.

Min farmor, Kristine Christensen, blev født den 7. september 1893 på Søholm i Fjeldsted. Hun mødte senere min farfar, Rasmus Petersen, mens han tjente som karl på en nærliggende gård, Lunddalsgaarden.

Bedstemor var en ihærdig dame, som havde slidt først på forældrenes gård, senere på en række andre gårde på egnen. I hendes hjem var der nok at gøre. Hendes far var syg, og en ældre bror døde som ung.

Hun satte en ære i, at der var orden i tingene, og hun havde lært, hvor vigtigt det var at holde nøje regnskab med indtægter og udgifter.

Den gang kom bager, slagter, uldkræmmer og flere andre handlende forbi og ville sælge deres varer til hende. Hun vidste, hvad tingene kostede, og ingen løb om hjørner med hende. Da hun blev ældre kneb det med at se mønterne. En af de handlende ville hjælpe hende ved at tage et par mønter i hendes pung. Det inkasserede han et ordentlig rap over fingrene for.

Ka’ han hol’ fængern for sig sjel!

Bedstemor var flittig. Kom vi på besøg, mens hun tog sig et tiltrængt hvil ved køkkenbordet med en kop kaffe, blev hun helt forlegen. I sin barndom havde hun lært, at man skulle arbejde for føden. Det glemte hun aldrig. Et langt liv havde lært hende at sætte tæring efter næring. Det er ikke hvad man tjener, men hvad man bruger, det kommer an på.

Til sig selv købte Bedstemor kun det aller nødvendigste. Gjaldt det derimod os børnebørn, var det en helt anden sag, så købte hun flittigt ind. Vi kunne altid regne med, at når en af de handlende havde været forbi, var der købt et eller andet lækkert ind, så et besøg ville være lønsomt.

Det var altid spændende, når det var bageren, der kom på besøg. Julebageren, kaldte vi ham. Han hed Juul og kom fra Mariager. Han kom altid sidst på eftermiddagen – ofte når det var blevet mørkt. Med sin lommelygte, som han havde hængende om halsen, lyste han ind i sit folkevognsrugbrød, så vi kunne se udvalget af wienerbrødsstænger og kager.

Bedstemor stillede ikke store fordringer til livet. Hun lavede sin mad på det gamle, sorte komfur i køkkenet. Hun fyrede op med de tørv, vi hvert år skar i den lille englod i Sem Enge og hentede hjem i en kassevogn. I kakkelovnen i stuen brugte hun træaffald – skaller, som hun købte af Jens Juul i Sem. Han kom med et helt vognlæs, der blev fyldt ind i udhuset. Selv da hun blev 90 år, hentede hun selv træ og koks ind.

Hun fulgte levende med i udviklingen i samfundet – men kun fra hjemmet – hun kom sjældent ud. Hun læste aviser og fulgte interesseret med i radioens programmer – især var hun meget optaget af Hanne Reintofts udsendelse Social Brevkasse.

Min bedstefar, Rasmus Petersen, blev født den 8. marts 1885 i Raaby. Hans far og et par brødre døde med kort mellemrum, hvorefter moderen flyttede fra egnen. Bedstefar, der var 3 år, blev sat i pleje. Tabet af familien må have været en traumatisk oplevelse, for han fortalte aldrig om sin barndom.

Bedstefar var en stille, varm og beskeden mand. Livet havde været hårdt for ham. Han var opvokset uden sine forældre, men som Bedstemor havde han helt fra barndommen lært at slide for føden.

Så meget desto mere nød han det, når han på sine gamle dage – hver dag – kom over for at hjælpe min far i marken eller kostalden. En gang imellem gav han sig tid til at sidde og betragte køerne, og så kunne vi se, hvor han nød livet. Det var ellers sjældent, han gav udtryk for, hvad han tænkte. Følelser var ikke noget, man i hans generation havde lært at håndtere, men de var der. Han elskede sine børnebørn, og vi ham.

En dag, jeg som lille pige sad og snakkede med ham om almindelige hverdagsting, tog han min hånd og sagde:

Pas godt po, at den hon it blywer slit op!

Jo! Følelserne var der, men de var meget svære at tale om. Jeg glemmer det aldrig.

Var der ærinde ud af huset, var det som regel Bedstefar. Med jævne mellemrum tog han til Mariager – en cykeltur på otte kilometer hver vej – og han var altid i sit pæne, mørke tøj.

Som det var almindeligt den gang, kom jeg ud at tjene, da jeg var 14 år – lige efter konfirmationen. Men først vil jeg fortælle lidt om min barndoms heste. Der var på alle ejendomme mange forskellige typer heste. Nogle var godmodige og andre mere viltre og nervøse. De sidste løb undertiden løbsk. Da jeg var en omkring de fire år, var jeg med min far i marken. Far spændte hestene fra, så de kunne gå og græsse. Jeg kom til at stille mig foran Musse, vores sorte hest. Den blev så irriteret, at den bed mig i skulderen, løftede mig op og kastede mig væk.
Da Far kørte mælkeruten, var vi nødt til at have nogle raske og stærke heste, der kunne trække. Den ene af dem, Jubbi, havde tendenser til at løbe løbsk. En gang løb den med radrenseren, men Far fik den hurtigt standset.
Når der ikke var foder nok, hentede vi lyng i heden. Far og Julius Møller gik bag vognen, mens vi ledte efter lyng, der var velegnet til foder. Vejen skrånede lidt. Hestene ville gerne hjem, og det ville jeg vel også, så efterhånden begyndte det at gå lidt stærkere. Pludselig løb hestene i fuld galop, så jeg ikke kunne standse dem. Jeg var kørt løbsk. Det var en gammel arbejdsvogn med jernhjul, løse sidefjæl – skrav, så vi kunne have ekstra meget lyng på vognen. Jeg gled ned i bunden af vognen, hvor jeg fortvivlet forsøgte at holde fast i tømmen. Først faldt skravet af, det lå løst ovenpå sidefjælene, så faldt de løse sidefjæl af. Nu gik det rigtigt stærkt. Da vi nåede ned til Julius Møllers ejendom, drejede vejen 90 grader, Under normale omstændigheder ville vognen være væltet, men i dette lykkelige tilfælde havde Julius Møller bygget en lille rampe. Den blev brugt, når de køer og kalve, han havde solgt, skulle læsses på lastbiler. Rampen skrånede den rigtige vej. Vognens yderste hjul kørte op på rampen, så den ikke væltede – vi mistede bare et par ekstra fjæl. Jeg sad stadigvæk i bunden af vognen og klamrede mig til stokkene. Den vilde færd fortsatte hjemover. Vejen slog endnu et par skarpe sving, men hestene fortsatte lige frem og standsede først, da de stod foran en roekule. Jeg var noget rystet, så jeg gik hjem, mens Far tog sig af hestene. Han kørte tilbage til heden for at hente et nyt læs lyng. Da han kom hjem, fik jeg skæld-ud, fordi jeg var gået hjem og ikke var blevet for at hjælpe.

1950 fik jeg plads hos Jens Justesen på Lille Vindbylund. Så vidt jeg husker, fik jeg 1.400 kr. for hele året. Det var vel vanligt på den tid, tror jeg. Vi fik lavet grutning til grisene på Gjerlev Mølle. Møllens store vinger kunne skræmme enhver hest. Det hændte for mig, engang jeg skulle hente grutning. Hans, den ene af hestene, blev vældig skræmt og løb af gårde med vogn, korn og mig. Heldigvis lå møllerens hus lidt længere nede ad vejen, så da han opdagede, at Hans og Lis var løb løbsk, kom han ud og hjalp mig med at stoppe hestene, så den gang gik det godt.

Da jeg havde arbejdet for Jens Justesen i tre år, flyttede jeg til Vindbylund hos Johan Schjults. Han drev lidt med travheste, så han havde et par lette heste i stalden – et par remontere. Derudover var der vel seks jyske heste og en syv – otte plage, så der var lidt å se til både om morgenen, midt på dagen og i kvælden. Hestene skulle jo fodres, og det var mit job. Nå, men de her remonter havde tendens til at løbe løbsk. Jeg skulle køre dem det første halve år. Når vi skulle køre ajle ud, sad jeg på tønden med et godt tag i tømmen og med fødderne på kjæpstokkene, der holdt sidefjælene, så kunne jeg holde hestene, så der ikke ske noget. Til maj fik vi en ny karl, Kristian, og så var det ham, der skulle køre med de lette heste. Da vi næste gang skulle kære ajle ud, skulle Kristian være stur kål. Han stillede sig foran ajletønden på den smalle bundfjæl, så han ikke kunne bøje sig tilbage, hvis han rigtig fik brug for at stramme tømmen. Det gik, som det måtte. Hestene løb løbsk. Først faldt ajletønden af – så Kristian. Hestene fortsatte ind i gården, tog et herresving rundt og fortsatte ud ad den anden port. Der standsede de ved et stort cementtrug, de ikke kunne komme forbi.
En anden gang var det den tiårige søn, Søren, der med de samme heste skulle køre et læs møg fra møddingen ud i marken, mens vi læssede næste læs. Hestene løb løbsk – lige ud i den branddam, der lå i nærheden af møddingen. Der stoppede de, og en noget slukøret og våd Søren måtte redde sig i land.
Det næste læs måtte yngste karl køre ud. Da Sørens far hørte om uheldet, spurgte han:

Sked der noed mæ hejsten? Nej! Har så mæ Søren?

Jow! Jow! Bønderne satte pris på deres heste.

Kort efter 2. Verdenskrig brændte Vagn Rasmussens gård i Sem, Vestergaard. Gården blev ikke bygget op igen. I stedet startede Vagn en maskinstation med en traktor, et tærskeværk og diverse redskaber.
Første gang, jeg så en traktor, var, da Vagn arbejdede i Den stur Hie, der blevet opdyrket i 1947. Jeg var ude at se på og fik lov til at komme op at køre hjem fra heden. Det var som at opleve et under.
Efterhånden var der flere og flere, der købte traktorer til at trække selvbinderen. Det var en stor forbedring. Hele min barndom havde vi gået efter slåmaskinen og bundet negene op i hånden med halmbånd.
Hos Jens Justesen på Lille Vindbylund havde vi selvfølgelig ikke traktor, men en nabo havde en David Braun, som blev startet med benzin og først, når den var blevet varm, blev der slået over på diesel.

Efter tre år, fik jeg arbejde som traktorfører på nabogården, Vindbylund, hos Schultz. Han var en mand, som kunne se, at mekanisering var vejen at gå. Han købte både en lastbil og en mejetærsker. Der kom en montør fra Tyskland for at montere mejetærskeren. Jeg måtte hjælpe til. Det var et interessant arbejde, og det lagde vel grunden til mit fremtidige arbejde som industrimekaniker.

Jeg har ofte siden arbejdet sammen med tyske montører – flinke folk. Jeg brugte lastbilen til at køre roer ind med. Naboen kom og sagde, at den havde jeg ikke lov til at køre med, og det havde han vel ret i, men det er jo mange år siden. Efterhånden blev det mere og mere almindeligt med traktorer på gårdene, men på det tidspunkt var jeg rejst til Norge.

I november 1958 rejste jeg via København til Oslo sammen med min ven, Bent Bjerre. Vi boede et par dage på Hotel Phønix, inden vi flyttede ud til Prinsedalen, hvor min søster, Karen, arbejdede i en butik. Der lejede vi et værelse. Mens vi hjalp sønnen i huset med at demontere en garage, kom vi i snak med en entreprenør, der var ved at nedrive et hus samme sted. Hos ham fik vi arbejde frem til jul.

Til nytår 1959 fik jeg arbejde hos O. S. V. Mortensen på et mekanikerværksted som chauffør og svejser. Der blev jeg i fire år. Efter et enkelt år på Norsk Viftefabrik kom jeg til at arbejde i Hansen og Bjørnerud Elektrisk – et elevatorfirme. Nogle af de elevatorer jeg var med til å sætte op, er stadig i drift.

I 1965 begyndte jeg at arbejde på Schous Bryggeri som industrimekaniker med ansvar for bryghus, malteri og maskiner med diverse kompressorer, så man kan sige, at jeg fik lærte faget fra bunden af. Efter 15 år blev Schous Bryggeri opkøbt og nedlagt. Jeg kom med flyttelæsset til Frydenlunds Bryggeri, hvor jeg blev mekaniker i tapperiet. Arbejdet var lidt forskelligt fra mit tidligere arbejde, men er man uddannet mekniker, kan man godt klare den meget komplicerede mekanik i et bryggeri. Efter 10 år blev også Frydenlund opkøbt. Vi flyttede med over på Ringnes Bryggeri. Når man presser produktionen fra tre bryggerier ind på et, siger det sig selv, at man måtte begynde at arbejde på treholdsskift. Jeg var 58 år, så det var en hård overgang. Jeg holdt på med det i fire år.
Det sidste år jeg var i arbejdede, flyttede jeg vort reservedelslager og lagde det ind på data – lavede lagerstyring. Nu kunne enhver se, hvad der var tilbage og foretage bestillinger. På bryggeriet havde vi reservedele for ca. 1 mio. kr., så det var et stort arbejde at få alle reservedelene anbragt på den rigtige plads.

Jeg gik af med pension, da jeg var 62, og siden har jeg ikke arbejdet for løn – men med en datter med eget hus er der jo også nok at gøre. I 1980’erne gik jeg på Bryggeriernes Brevskole og opnåede standpunktskarakteren 6, som var den bedste. Jeg var stolt. Mine yngre medarbejdere fik 3 – 4. Vi som fuldførte skolen fik lidt ekstra i løn, og det er jo en god drivkraft til at gøre en ekstra indsats. I 1969 blev jeg gift med Berit. Det er jeg stadig. Vi bor i en tre rums lejlighed. I ni år var jeg med i styret i beboerforeningen.

I 1952 blev Sem Kirke restaureret, så konfirmationen foregik det år i Hem Kirke. Da Line fra Sembygård mødte op i mit hjem for at fæste mig, sagde hun: Jæ hår jo haj tow o de kuld i forvejen – å de var ærlige. De håber jæ også den tredde æ. Det gik som en rød tråd gennem hele vores opdragelse, at man skulle være ærlig og oprigtig, så jeg følte mig dybt krænket over bemærkningen, men det skulle blive meget værre.

Jeg startede på Sembygård den 1. november. Line var meget sparsommelig, så det blev ikke i den plads, jeg lærte meget om at føre hus. Hun ville selv lave maden, så når jeg var færdig med mit rengøringsarbejde kl. 14.00 kunne jeg gå hjem til næste dags morgen – så sparede Line jo også kosten.
Jeg havde selvfølgelig fri hver anden søndag. Jeg fik Lines mistro at mærke, da to punge blev væk. Alle følte sig under mistanke, så det var en lettelse, da de blev fundet – i Sørens bowser. Men der blev ikke givet undskyldninger på Sembygaard – tværtimod.
En dag jeg skulle gøre rent i soveværelset, havde Line lagt en plovmand, 500 kroner, på sengen for at prøve mig af. Det var rigtig mange penge. Søren vidste, hvad det drejede sig om. Han kom ind og tog sedlen, men det var meget ubehageligt at være under mistanke.
En dag fortalte Line mig, at hun havde været hjemme hos mine forældre og fæstet mig for endnu et år. Hvor blev jeg skuffet. Jeg havde håbet på at få en anden plads, men nu kom jeg til at skrælle kartofler endnu et år.
Om vinteren var der uhyggelig koldt ude i karlekamrene, så jeg undrede mig ikke over, at en af karlene anskaffede sig en varmeovn til at lune lidt op. Pedersens datter, Anna, vidste det godt, men ingen af os sagde noget til Line. Nu var hun som sagt meget økonomisk, så hun kom op på stikkerne, da Jens Laustsen henvendte sig og fortalte, at der blev brugt mere strøm end sædvanlig. Vi syntes, han var lidt nævenyttig. De gennemgik hele ejendommen ude og inde, og fandt ovnen i karlekammeret – sikke et hus vi fik.
Der var 42 malkekøer på Sembygaard. Jeg undrede mig lidt over, at vi kun måtte bruge skummet- og kærnemælk til madlavningen – men så var der selvfølgelig ikke kommet så mange mælkepenge i den pung Line gemte under tæppet. Folkene kunne ellers godt have brugt kalorierne, for man arbejdede hårdt på Sembygaard. De to karle, Jens Juul og Jæ, var flittige arbejdere, så de kunne tage godt fra ved spisebordet. Jæ var Karl Thomsen. Han sagde jæ om sig selv og ikke a, som vi andre gjorde.

Min næste plads var på en gård i Gjerlev, hvor vi var fem voksne og fem børn til daglig. Der var bestemt ikke mindre arbejde, men stemningen var altid god. Konen havde en fast vilje, men der fik jeg sandelig lært noget – også at lave mad. Om aftenen spillede vi alle, mand, kone, to karle og jeg hjerterfri, femhundrede eller hyggede os på anden vis, hvis vi da ikke var til KFUM møde hos lærer Møller i Gjerlev Skole. Vi var delt op i et karle- og pigehold. Til fællesmøderne samledes vi alle i missionshuset – og der kom rigtig mange.
Mit store ønske var at lære at spille på klaver. Nu, da jeg tjente 75 kr. om måneden, måtte muligheden være der. Et klaver var for dyrt, men jeg lånte 375 kr. af min bror, Erik, så havde jeg lige penge nok til at købe et orgel. Hos lærer Christiansen i Skrødstrup fik jeg undervisning i tre måneder for to kr. i timen. Jeg blev aldrig koncertpianist, men jeg har haft stor fornøjelse af ”spilleriet”.

Det blev helt anderledes, da jeg fik plads på Hebron, der lå i Sjællandsgade i Randers. Vi var ti piger til at passe de ældre. De gamle var opdelt i klasser. De fineste boede på øverste etage, men alle måtte de, når det behøvedes, bevæge sig hen til de fælles toiletter. Arbejdstiden var fast – fra kl. 7.00 – kl. 15.30, men ca. en gang om måneden var vi ”i gryderne”. Når man lavede mad, havde man samtidig vagten ved de syge om eftermiddagen. Havde man fri om eftermiddagen, skulle man stå for aftenkaffen, så sluttede arbejdsdagen først kl. 21.00. Mens jeg var på Hebron, blev der indført lørdagsfrihed fra kl. 14.00.
Personalet underholdt undertiden de ældre med sang, spil eller en lille sketch, så jeg anskaffede mig en mandolin og lærte at spille til husbehov.

I 1958 opholdt jeg mig på Rønde Højskole. Det tænker jeg tilbage på med megen stor glæde. Det var et rent pigehold. Og maden, hvor var den sund – masser af spinat. Det er nu også mere venskaberne, jeg mindes. Jeg har stadig forbindelse med seks af pigerne fra den gang.

Efter endnu en periode på Hebron fik jeg plads hos Knud Kjærgaard i Hald. Det var næsten som et hjem og de havde tillid til folk. Jeg måtte selv tage pungen og betale de handlende, der kom til gården og solgte varer.

En tid tjente jeg hos lærer Johansen i Hald. Jeg oplevede dagligdagen i et lærerhjem. Der var arbejde nok med tre børn og de mange gæster.

I 1962 søgte jeg pladsen som husbestyrerinde hos Jens Karl, der havde overtaget og boede på sine oldeforældres gård, Højvang. Vi blev gift året efter. Med 22 malkekøer, arbejde ude og inde og en familie, der efterhånden var vokset til seks, havde jeg nok at se til. Forholdene i landbruget var begyndt at ændre sig, så skulle vi fortsat leve af gården, måtte vi øge produktionen. Jorden var god, men bygningerne var meget gamle og utidssvarende.
I 1973 byggede vi nyt stuehus. Pludselig skulle vi til at betale 1.500 kr. hver termin. Det var næsten 20 gange så meget, som vi plejede. Det gik for os som for mange andre familier på mindre ejendomme. Jens Carl begyndte at arbejde ude – på Skandia i Randers. Dyrene blev solgt, og for pengene blev der købt bedre og mere tidssvarende landbrugsmaskiner og redskaber, så han selv kunne passe jorden i sin fritid.
I 1996 solgte vi ejendommen til vores søn og flyttede ind til Gjerlev, hvor vi bor i et dejligt hus. Har man hele sit liv arbejdet, er det svært bare at sidde hen. I fritiden er jeg med i kredsen omkring Dan-Missions genbrugsforretning i Gjerlev og den lokale børnekreds, hvor vi holder søndagsskole og hygger om børnene med kage og saftevand. Det kan også hænde, at jeg en gang imellem hjælper folk med en lejlighedssang.

I 1948 skulle jeg konfirmeres og forlade skolen i Grove. Som fattig husmandsdatter måtte jeg nok forvente at skulle arbejde som tjenestepige på en gård eller lignende. Jeg var ked af at forlade skolen. Min mor og lærer Bach mente også, at der var bedre udsigter, hvis jeg fik mere skolegang. Hvordan de to fik det ordnet, så jeg fik en friplads på Mariager Borger- og Realskole ved jeg ikke. Jeg mener, at det var Randers Amt, som betalte for pladsen.

Vinteren 1948 fik jeg ekstratimer i engelsk hos Frk. Nicolajsen, og nogle få timer i tysk hos lærer Schrøder. Eleverne i Mariager havde engelsk fra 4. og tysk fra 5. klasse Jeg startede til april i 6. klasse, og 14 dage efter blev jeg konfirmeret i Hem Kirke. Jeg cyklede fra Nørresem til Mariager, ca. 10 km hver vej, seks dage om ugen på en gammel cykel. Fra Sembygård fik jeg som regel følgeskab med Karen Elise, som gik i 5. klasse. Det var da hårdt, men vi klarede det. Ved afslutningen på 6. klasse fik jeg en flidspræmie. Jeg blev mere accepteret blandt de, som fortsatte i realklassen. Mit sprog ændrede sig nok i retning af ”Mariager jysk”, som én af lærerne kaldte det sprog, som blev snakket i Mariager.
Jeg gik to år i realklasserne. I 1949 flyttede Far og Mor til Skrødstrup, så jeg fik lidt kortere vej. Efter realeksamen fik jeg arbejde på Mariager Bogtrykkeri på kontoret, og her var jeg i to år. Jeg gik på handelsskole om vinteren. Det var om aftenen, så jeg havde nok at se til, men jeg fik da en god handelsskoleeksamen.

Så måtte jeg prøve andre ting. Jeg rejste til Trige ved Århus, hvor jeg arbejdede i en købmandsbutik et års tid. Derpå tog jeg arbejde som Mothers Help i Leatherhead syd for London. Der arbejdede jeg et år og tre måneder. Jeg havde en ugentlig fridag, så London blev udforsket, ofte sammen med danske eller norske piger, som arbejdede i samme område.

Da jeg kom tilbage til Danmark, regnede jeg med at kunne få arbejde på et kontor eller lignende. Jeg syntes, jeg var rigtig god til engelsk. Jeg havde taget et engelskkursus på aftenskole, mens jeg var i England. Kurset var oprettet under Cambridge Universitet. Jeg havde min handelsskoleeksamen og var i gang med et korrespondancekursus i stenografi; men det var svært i 1954. Købmanden i Trige tilbød, at jeg kunne komme tilbage og arbejde i butikken samt ordne hans regnskaber.

I begyndelsen af 1956 rejste jeg til Norge. Jeg arbejdede i en købmandsbutik i nærheden af Oslo de næste par år. Derefter begyndte jeg på Røde Kors Sygeplejeskole i Oslo og tog i løbet af de næste tre år en sygeplejeuddannelse. Jeg arbejdede som sygeplejerske på Lørenskog Centralsygehus i ca. otte måneder. Derefter gik jeg på barselsorlov.

I 1959 var jeg blevet gift med sønnen fra købmandsbutikken, og i oktober 1962 kom min søn til verden. Nogle måneder efter rejste vi til Danmark, og jeg begyndte kort tid efter at arbejde som timelønnet medhjælper på Sødisbakke på en afdeling med svært handicappede patienter. Efter at have arbejdet der et stykke tid, blev jeg souschef, og i 1973 blev jeg afdelingssygeplejerske. Det var jeg til 1994, da jeg som 60-årig gik på efterløn.

Det meste af tiden, efter vi kom til Danmark, har vi boet i Kærbybro. Hele livet har ikke bare været arbejde. Vi har rejst meget i de første år mest i Norge – senere i store dele af Europa. En af de fritidsinteresser jeg har brugt megen tid på er hundearbejde. Jeg begyndte i 1981 at gå til træning i DcH-Mariager med vores hund. Jeg tog senere uddannelse som træner, og var i otte år formand for foreningen. Det har givet mig mange gode timer, både med de hunde jeg selv har haft, og med de gode kammerater, jeg fandt blandt hundeførerne.

Det er ikke så mange af dem, jeg kendte fra min barndom og ungdom, jeg ser mere. Et år i England og seks år i Norge gør, at man lærer andre mennesker at kende. Men jeg har da været til 50 års jubilæum for nogle år siden med mine realskolekammerater. Ellers er det mest veninder, jeg har fået i mine 31 år på Sødisbakke, jeg kommer sammen med.

I 1994 købte min mand og jeg et hus i Portugal. Det ligger i Algarve ud mod Atlanterhavet. I 11 år har vi rejst frem og tilbage et par gange om året, så jeg har opholdt mig der fire – fem måneder om året. Jeg har min hund med, så vi kører i bil. Vi begynder måske at blive lidt for gamle til det, og helbredet svigter iblandt, så det kan være, vi skal til at bruge flyveren noget mere, og lade hunden blive i Danmark hos min søn.