Efter min konfirmation fik jeg plads hos Gudrun og Niels Jørgen Svendsen i Annexgaarden i Sem som stue-kokke-barne-malkepige. I min fritid deltog jeg i marken, når der skulle luges roer, køres korn eller hø ind og flere andre småting – til gengæld lå jeg aldrig vågen om natten. Jeg blev der i tre år, og da jeg skulle rejse, græd den yngste af pigerne og ville med mig, så det er vel gået nogenlunde.

Da jeg flyttede fra Annexgården, fik jeg plads på en gård i Gjerlev, hvor min søster, Kamma, tidligere havde tjent. Jeg lovede mig selv, at det aldrig skulle ske igen, for jeg følte, man sammenlignede os, og at det ikke altid faldt ud til min fordel. Jeg havde lært Anker at kende, mens jeg tjente på Annexgaarden.

Sammen rejste vi til Højer på hver sin gård. Der var meget arbejde, men jeg fik lært en masse. Da konens bror flyttede ind med tre børn, fik jeg bl.a. lært at spise hurtigt. Det var nødvendigt, hvis jeg overhovedet ville have noget at spise. I 1954 blev jeg gift med Anker. Vi har siden delt godt og ondt – som livet nu har budt os. Sammen hentede vi i barske tider styrke og mod i den tro, vi begge er opdraget i.

Vi fik plads på en gård i Bostrup som fodermesterpar. Anker tjente 100 kr. om ugen. Manden var ikke af den slags, der gik ind for velfærdssamfundet. Han mente vel nærmest, at arbejderne skulle gå lidt ned i løn, så ville der blive mere arbejde til alle – og større indtjening. Vi syntes, der var arbejde nok. Som de andre, der arbejdede på landet, havde vi ofte svært ved at betale købmandsregningen. Købmanden sagde ikke noget til os, men klagede til bønderne: Jeg synes, det er mærkeligt, at det er mig, der skal finansiere jeres arbejdere, fordi I ikke kan give dem en ordentlig løn. Det fik han vist aldrig noget svar på. Var der ekstraarbejde at få, tog vi det. Om foråret hakkede vi roer. Manden blev rasende, da vi forlangte 1.50 kr. pr. 100 favn – 1500 m. På andre gårde var lønnen højere. Vi boede i en lille uisoleret loftslejlighed. Om vinteren kunne der være op til syv minusgrader i stuen om morgenen. Vi måtte krybe sammen i en seng under to dyner, og vores ældste dreng, der var spæd, kom i sin babyseng med hue, vanter og sokker. Var bleerne hængt til tørre på loftet, var de stivfrosne og måtte tørres ved kakkelovnen.

Vi kom fra asken i ilden, da vi fik en fodermesterplads på en gård i Kragelund. Manden var meget hidsig. Han slog dyrene. Det kunne jeg ikke lide, men heldigvis boede vi hos min svigermor. Familien var nu vokset til fire. Jeg gik ud og gjorde rent for folk til en timeløn på 1.00 kr. Det var dejligt de steder, hvor jeg kunne tage drengene med. I de følgende år havde vi pladser på forskellige gårde, men efterhånden slog industrialiseringen igennem i landbruget. Der blev der færre pladser, og folk begyndte at søge mod byerne.

I 1959 blev det vores tur. Anker arbejdede i syv år på en fabrik i Bøgballe, hvor de samlede og solgte gødningsspredere. De havde travlt, for der var brug for mange nye redskaber i landbruget. Da fabrikken engang fik en meget stor ordre, arbejdede Anker fra kl. 8.00 morgen til næste dag kl. 12.00. Da han den eftermiddag var hos frisøren for at blive klippet, faldt han i søvn i stolen. Med en arbejdstid på 45 timer om ugen og en timeløn på 4.60 kr. samt overarbejdet tjente vi mange penge. Det var rart at kunne gå forbi købmanden uden at se til siden. Vi udskiftede sofaen og bordet med de fire gamle stole med pæne nye møbler, og alt blev betalt kontant. Vi følte os rige. Jeg tjente en ekstra skilling ved at gøre rent på kontorerne.

I 1965 arbejdede vi sammen med Ankers bror på et vaskeri i Vejle. Det betød igen meget arbejde og lille løn, så vi besluttede at flytte til Horsens, hvor Anker fik flere arbejdspladser. Først arbejdede han et par år som chauffør på et større snedkerværksted. Derefter havde han i otte år et meget ubehageligt arbejde på en plasticfabrik. Han vaskede farvekarrene i ren fortynder. De to første år arbejdede han i et rum uden udluftning eller filtre. Når han kom hjem, var han meget svimmel, og hans ånde lugtede stærkt af fortynder.

Inden Anker i 1985 gik på pension, arbejdede han i syv år på Hede Nielsens fabrikker med at rengøre de iltflasker, der blev brugt på sygehuse og værksteder. Da vi flyttede til Horsens, fik jeg arbejde som rengøringskone i flere private hjem. Folk ville have noget for deres penge. Et sted forsøgte konen at sætte mig til at skrælle æbler et par minutter, før jeg skulle gå kl.12. Det gik nu kun en gang. Sammen med fire andre familier holdt vi søndagsskole. Vi lavede om aftenen en lille kaffebar, hvor unge kunne droppe ind til en kop kaffe og høre evangeliet. Der kom så mange, at vi måtte finde nye lokaler. Det forsømte Nørregades Hotel blev købt og istandsat ved frivillig arbejdskraft. Her boede vi, og i vor fritid arbejdede vi som værtsfolk. Anker og drengene spillede, jeg sang. De unge nød en kop kaffe med hjemmebag, mens de hørte ”budskabet”. Det var en dejlig tid, der varede til 1981, hvor cafeen lukkede. I 1972 begyndte jeg at arbejde som rengøringsassistent i svømmehallen. I tyve år slæbte jeg hver morgen fra kl. 5.30 til svømmehallen åbnede kl. 7.00 rundt på spande og sæbevand og skurede og skrubbede. Det var et rart arbejde, for jeg kunne være hjemme kl. 10.00, inden drengene kom fra skole. Da jeg var 58 år, kunne ryggen ikke klare det mere, så jeg måtte gå på pension.

Anker og jeg har gennem årene haft stor fornøjelse af at mødes på højskoler og i lejre med mennesker, der deler vores livsholdning og tro. Det er blevet til ca. 10 højskoleophold og adskillige lejre. Har man arbejdet hele sit liv, sætter man pris på at holde sig i gang. Jeg går til gymnastik og stavgang en gang om ugen, og sammen med fire andre damer er jeg med i en strikkeklub, der strikker til børn på et børnehjem i Rumænien. Når jeg her i 200-året for H. C. Andersens fødsel sidder i vores lille hyggelige pensionistlejlighed med altan, bad og alle de andre moderne bekvemmeligheder, synes jeg næsten, at også mit liv har formet sig som et eventyr:

Først går man så grusomt meget igennem, og så…..

En klasse med otte elever var, hvad min årgang kunne præstere i Grove Skole. På skolen boede lærerparret Normann Andersen. Hun var lærer i Grove. Han i Skrødstrup. Skolevejen spadserede vi gennem Sem Skov eller cyklede ad landevejen. Mange farer trodsede vi undervejs. Personligt måtte jeg passere Sem Sø. En smuk tur men ikke uden problemer, når et svanepar havde udset sig selve vejen som fundament for deres rede. I en rugeperiode var det så nødvendigt at gå udenom over markerne, for en svane på rede er det klogt at respektere. Næste forhindring var ved dem ved Høwen. Her gjaldt det om i god tid at få cyklen godt op i fart, benene op på styret, for sikkert var det, at Aksels gæs og kalkuner ventede på at nappe os i benene. Om vinteren fulgte vi ofte skovkanten, men det kunne være svært at komme igennem.
En vinter var det særlig slemt. Karna Møller fra Sem og jeg fulgtes ad. Hele tiden sank vi ned i driverne, men vi hjalp hinanden igennem. Ved købmanden i Sem tog vi afsked, og jeg fortsatte nordpå. Hvor langt ved jeg ikke. Men jeg husker, at jeg vågnede hjemme på divanen. Min far havde samlet mig op og båret mig hjem.
At skolebørnene fra Skrødstrup kom til at gå i Grove Skole medførte, at en skolebusordning blev indført, og skomageren Alfred fra Skrødstrup kom i sit folkevognsrugbrød og samlede også os Sembørn op. Med oprykning til 3. klasse skulle vi skifte til Skrødstrup Skole. Det var en spændende tid, for der blev bygget idrætssal og skolekøkken m.m. Udover den faste stab af lærere oplevede vi nu at have vikarer og gæstelærere. Endda helt fra Sverige og Færøerne kom de med masser af nyt at fortælle. En vikar bragte oven i købet ideen om en skolekomedie med sig. Indtil da havde vores fester været noget, der blev holdt i Sem Forsamlingshus. Juletræ og fastelavnsfest var et par sikre fester, og hvor skræmmende var ikke tanken om at skulle gøre sin entre’ i selve salen. Det var forbundet med svære overvejelser at krydse salgulvet. Øjeblikket fra overtøjet var hængt på plads i gangen, og til man nåede – forhåbentlig uset – over til den nærmeste bænk, blev aldrig en vane.
Fastelavnsfesterne var et kapitel for sig. Det flotte optog af drenge udklædt som konge, prins, soldater og bajads kom rundt og sang, og der blev festet for de indsamlede penge. Men et år var der ikke længere drenge nok. Og hvis nogen spørger mig, hvornår kvindesagen for alvor tog fat, så var det i Sem Forsamlingshus i slutningen af 50’erne. På det tidspunkt var festen i fare. Der var ikke længere drenge nok til optoget. Men så tog pigerne affære. Kunne drengene ikke mobilisere mandskab nok til en fest, så kunne pigerne. Og så blev der rullet crepepapir over strikkepinde, og konge og prins fik de flotteste crepepapir roser i hatten, og mødrene syede skråbånd – og så gik det over stok og sten fra Sem til Grove og sluttelig til spisning hos Harry Jensens. Og der blev fest i Sem Forsamlingshus. Var der ingen drenge at danse med, så kunne vi piger også klare den sag alene. Hvad Sem manglede i antallet af drenge, havde byen til gengæld i ungkarle.

Der var mange, og de kom ofte og besøgte mine forældre. En aften i selskab med Hilmer Hansen var utrolig morsom. Erik Lund fulgte trop, når han siddende i skrædderstilling kunne hoppe på enden over gulvet, alt imens han skrællede et æble. Den slags aftener var der mange af, og utallige er de aftener, hvor mor har siddet og strikket og været vidne til, hvordan min far legede blindebuk med Lene, Anne Rank og mig. Den leg sluttede først, når vi alle tre stod trængt op i en krog skreg om nåde – klar til næste runde. Efterhånden blev der længere mellem besøgsaftenerne. Folk var blevet hjemmemennesker. Et nyt møbel – fjernsynet – havde nemlig holdt sit indtog i mange hjem, og vi blev revet med, når Gunnar ”Nu” Hansen piskede en stemning op, og vi så på speaker pigernes kjoler, og skrev selv efter et udvalg fra Daells Varehus.

Efter 7. klasse var det tid at vælge videreuddannelse. Nogle forlod skolen. Andre fortsatte i Mariager, hvor nogle tog realen med – andre valgte 8. – 9. klasse. Alle os fra landet blev bogstavelig talt rystet sammen på hjemvejen, når skolebussen kørte os over Mariager, Hou, Trinderup og Skrødstrup. Mariager Skole var en positiv oplevelse – også her var der skolefester. Jeg husker ikke hændelserne, men jeg husker, det år festen blev holdt den 22. november. Netop som vi skulle feste, blev det meddelt, at John F. Kennedy var blevet skudt.
Venindebøgerne var et kapitel for sig. Igennem dem gav man udtryk for sine drømme. Jeg vil uddanne mig til…Damefrisør, barneplejerske, vognmand. Og drengene. Mit største ønske er … en cykel, et ur, at komme til Italien. Det var blot nogle af de ting, man drømte om. På væggen på ungpigeværelset hang Cliff Richard, Harald Nielsen og Siw Malmquist. Sidstnævnte var forelsket i København sammen med Henning Moritzen, og hun var dejlig – og lige til at folde ud fra ugebladet Flittige Hænder. Det var bladet, som gav os et kig ind i modens verden, men samtidig bevarede det de gode dyder og gav tips om henkogning og børnepasning. Men allerbedst var, at bagest i bladet var der otte sider med de nye populære melodier. Når det blad kom, lånte vi det af Olga Rank i Sem, og med hendes døtre Lene og Anne sad jeg i hønsehuset og sang af fuld hals. Nye forbindelser blev sluttet, og nye søm blev slået i. Snart måtte Cliff finde sig i at dele væg med Egon Thomassen fra Skrødstrup.

Verden ændrede sig. Skolen sluttede – og det var igen tid at vælge. Dengang gik det ikke så meget efter, hvad man havde lyst til. Det var mere et spørgsmål om, hvad du kunne få. Jeg blev ansat som kontorelev på Mariager Bogtrykkeri, hvor også Gjerlev Bladet blev lavet. For 410 kr. erhvervede jeg en brugt Velo Vap knallert. Det var ikke just et stabilt køretøj, så jeg flyttede snart til et værelse i Mariager.
I starten ønskede jeg brændende, at telefonen på Bogtrykkeriet ikke ville ringe, for jeg var ikke vant til telefon hjemmefra, og det at skulle besvare et opkald var svært. Men som så meget andet blev også det en vane, og efterhånden fik jeg det fornødne mod, og kunne også duplikere festsange, lave bogholderi og skrive. Uddannelsen blev suppleret med nye spændende fag på Handelsskole i Hobro og Randers.
I den periode havde Egon Thomassen helt overtaget Cliff’’s plads på væggen. Men Egon var flyttet til Lemvig, så når arbejdsugen var færdig lørdag middag, rejste vi på skift mellem Mariager og Lemvig. Når jeg i dag fortæller mine børn om, hvordan de lange togture blev brugt til at brodere klokkestrenge, sy mellemværk og hardangersyning, ser de overbærende på mig.

I 1969 blev vi gift, og dagen efter flyttede vi til København. Jyderne havde ry for at være stabile og pligtopfyldende, så jeg fik hurtigt job som kontorassistent i et ingeniørfirma. Efter et år valgte jeg at skifte til et vinfirma. Der var jeg de næste 13 år, ikke mindst fordi chefen der ikke anså kvinder for at være mindre betydningsfulde end mænd. Gang på gang blev jeg sendt ud i opgaver, som ellers var forbeholdt mænd.
Det var ved en sådan lejlighed, jeg var til vinsmagning på Den Argentinske Ambassade. En af deltagerne sagde lettere overbærende: I vores firma er vi ikke så moderne, at vi bruger kvinder til den slags. Samme mand var dog stor nok til nogle år senere at komme og sige, at det måske var en fejl. Det blev til 13 spændende år som PR-konsulent i Glostrup. Et job der indebar rejser rundt i verden, bestyrelsesposter, arrangementer m.m. Min chef var af de sjældne. F.eks. fik jeg lov at arbejde fra mit kontor derhjemme, da børnene var små – og så – med barnevogn – komme forbi et par gange om ugen. Det var et job i konstant udvikling, men en dag fik min mand tilbudt en ønskestilling ved Post Danmark i Randers, og vi flyttede tilbage.

I 1969 rejste vi ud – i november 1986 vendte vi tilbage til Jylland. Familien var da forøget med tre børn. Sønner født i 1972, 1975 og en datter født i 1982. Vi valgte at bo i de naturskønne omgivelser i Ålum ved Fussingø. Vinbranchen var inde i en svær fase, så jeg genoptog min gamle branche, og har siden 1986 arbejdet på aviser. For tre år siden var jeg med til at starte en ny ugeavis op i Randers. Og det job trives jeg stadig i. Og dermed er ringen ligesom sluttet. Jeg laver det, jeg er udlært i, men ind i mellem har der været mange år med arbejdsopgaver, jeg ikke havde forestillet mig, at jeg skulle beskæftige mig med.

Mit største ønske er at uddanne mig til….Ifølge venindebogen var det hverken vinkender eller avismager, jeg ønskede at uddanne mig til. Men det har været spændende alligevel. De ønsker, vi havde dengang var beskedne efter nutidens målestok. Men set med datidens øjne var det nærmest uopnåeligt. Vores generation har været med i en tid med kolossale udfordringer. Vi har oplevet børstenbindere, handelsmænd, sygekasse og julens glæde. Vi husker de ferniserede gulve, og da petroleumslampen blev udskiftet med gaslampen – senere blev der skruet op for blusset, og landet er nu badet i elektrisk lys. Gruekedlen blev erstattet af vaskemaskinen, og vore mødre fik kørekort, kom på arbejdsmarkedet og fik medbestemmelse. Og det fundament kunne vi andre så bygge videre på.

Mit højeste ønske er….Et ur, en cykel, at komme til Italien o.s.v. Når jeg i dag ser på de ønsker, bøgerne indeholder, så tror jeg, at de fleste af os har fået vores højeste ønske opfyldt. Og det er da værd at glæde sig over. Udviklingen er bare gået så hurtig. Somme tider alt for hurtigt, men så er det godt at have et fristed. Mit findes på Sem Hede. En tur over heden giver ro i sindet. Her har jeg rod. I de velkendte omgivelser er der højt til himlen, og plads til at lade tankerne gå tilbage til bedsteforældrenes beretninger om slid, slæb, nøjsomhed og glæder, og efter sådan en spadseretur over heden, bliver jeg ærbødig og glæder mig over, at jeg kender mine rødder. Det giver ro – det giver identitet.