Der er nu 707 historier fordelt på194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Tag: Als

  • Als Kirke gennem årene

    Als Kirke gennem årene

    Kirken i 1300-tallet
    Ifølge gamle beretninger og dokumenter skal kirken være opført i 1309. Als sogn, også kaldet Ellernæs (stedet hver der voksede elletræer), eller Alnis, strakte sig fra syd for Dokkedal til Als Odde, en strækning på ca. 17 km. og et areal på ca. 70 km2. Der var måske kun 3-400 indbyggere. De flest ved Als, en mindre bebyggelse ved Helberskov, også en bebyggelse nær Tofte skov + noget spredt bebyggelse langs kysten. Grunden til kirkens placering er nok den, at den bebyggelse, der var ved Ravnbjerg er gået til grunde, og man har så søgt et andet sted at placere kirken. Bygmesteren skal være en mand fra Nør, et lille hertugdømme nær Flensborg. Bygningen, der kun bestod af skib, kor og apsis, er opført i sen romansk stil (rundbuestil) hvortil tilføjer sig to sengotiske tilføjelser (spidsbuestil). I begge sider af koret er der to små nicher, der var åbne på det tidspunkt, for det var her igennem de spedalske kunne få den hellige nadver. Mænd i syd og kvinder i nord.

    Kirken i 1400-tallet
    I slutningen, tæt på år 1500, kom den helt store forandring af kirken, idet der blev opført et kirketårn, og i tilknytning hertil et våbenhus. Men den oprindelige kirke for en stor del er betalt af den lokale befolkning, er tårnet og våbenhuset for en stor dels vedkommende betalt af ejerne på Visborggaard og Overgaard. De havde på det tidspunkt store jordbesiddelser på egnen, idet mange bønder var fæstebønder, og skulle på den måde betale afgifter til herregårdene. En del af byggeomkostningerne er sikkert også blevet betalt af Mariager kloster, der her, som mange andre steder i Nordjylland, havde jord, som de fik overdraget som betaling for, at de ville huse og forsørge de ugifte adelsfrøkener. Tårnet, skal man lægge mærke til, for ikke alene er det tækket med bly, hvor resten af kirken er tækket med tegl, men rygningen vender nord-syd, mens den egentlige kirke har rygningen øst-vest. Det er der kun meget få kirker, der er bygget på den måde. Der skulle kun være en mere, og den ligger på Fyn. Tårnets bygning medførte, at kirken fik sin nuværende anseelige størrelse. Det måtte jo også betyde, at befolkningstallet var stigende. Resterne af krucifikset, som er fra ca. 1450, er placeret bag orglet. Det har været ophængt på et kors, som er gået til grunde. Jeg blev for få dage siden fortalt, at dette krucifiks skulle have stået på toppen af Korsbakken, deraf stednavnet, som et symbol på, at det var et kristnet område man besøgte. (om det er sandt eller ej, er jeg i tvivl om, men det lyder troværdigt, for hvor har man ellers navnet Korsbakken fra).

    Kirken i 1500-tallet
    I 1512 i slutningen af pavedømmet fik vi her i Als en præst ved navnet Povl. Han blev i 1537 afløst af Chresten Stephansen, der var her i 16 år. Han blev privatlærer for ejeren af Overgaard, Jørgen Lykkes børn. Jørgen Lykke havde kaldsret til Als kirke, og her blev Hr. Chresten ansat. Han skulle senere være blevet forflyttet til Budolfi kirke i Aalborg. ( Der har kun været 3 præster ved Als kirke, der har fået embede andre steder. Alle andre er blevet i stillingen til de gik på pension, eller døde. I 1500- tallet blev der i kirken opstillet en såkaldt: Degnestol. Den er nu placeret øverst i kirken. I mange år stod den i våbenhuset. Dens placering skulle nok oprindelig have været i kirken. Den blev benyttet, når menigheden, som skik og brug var, at der skulle ofres til jul. Både præst og degn skulle man yde et offer. Offergaven til præsten skulle lægges på alteret, mens offergaven til degnen skulle lægges på det såkaldte offerbræt, der blev slået ud. Degnen skulle så til gengæld rejse sig op og synge et salmevers som tak for gaven. I sidste halvdel af århundredet var her en præst, man kaldte Gammel Mads. Han skulle have været præst fra 1553 til 1604, altså i 51. år! Andre kilder sår dog tvivl om det, fordi der fortælles, at han egentlig først var kapellan i Aalborg fra 1553 – 1573, og derfor kun kan have været her i Als i 31 år. (Der har måske været en anden præst på det tidspunkt, der hed Chresten). Gamle Madses enke, Valborg, blev gift med en bonde fra Als, der hed Erik Nielsen.

    Als i 1600-tallet
    I 1604 sker der noget epokegørende i Als, idet det oprettes en skole. Den var beliggende på den nuværende J. Frederiksens vej, nr. 2. og her lå den til 1859, hvor der blev bygget en ny skole, der i 1889 blev omdannet til Brugs. Den første lærer var Niels Jensen, og han blev efterfulgt af sin søn, Niels Degn, og om hvem det fortælles, at det var præsten, Christen Pedersen Thising, der gjorde sin avlskarl til degn. Samme præst lod i 1632 den store præstegårdslade opføre. Den var oprindelig opført i Norge, men blev brudt ned og sejlet til Danmark. Den blev landsat ved Haslevgaarde mølle. Den blev opført ved præstegården, men blev omkring 1960 igen brudt ned, og er nu genopført på Hjerl Hede. Den var, fordi den var så stor, egentlig tænkt at skulle rumme meget mere, når præstegården fik mere jord, men det skete ikke. Morten Madsen Hvass, præst fra 1640 – 1674 indførte det såkaldte, Mikkelsdagsoffer, idet præsten fandt på, at man til mikkelsdag, den 29. september, skulle ofre til præsten, fordi han altid manglede penge til at aflønne sine folk til skiftedagen, 1. november. Skikken holdt sig til langt op i 1800- tallet. I 1600-tallet begynder befolkningstallet at vokse. Der opstod bebyggelser uden for byområdet ved Brogård og andre steder. Der var også en livlig studedrift sydpå over Mariager fjord. Kvæget blev drevet over fjorden, mens de fleste af vogterne, sejlede med Nødens færge, der gik fra Als Odde til broen ved Overgaard.

    Als Kirke i 1700 – tallet
    Her fortælles om en præst, Jacob Jacobsen Thormann, der var særdeles drikfældig. Han var også kendt for at kunne mane. Fruen var lang fra tilfreds med hans hyppige besøg på kroen. Hun overtalte karlen, Anders, til at trække et lagen over sig, så han lignede et spøgelse. Når han så ham, ville han nok blive så bange, at han holdt op med at drikke, men sådan gik det ikke. Ved Flouen mødtes de, og da Anders ikke ville give sig til kende, ville præsten mane ham ned. Anders løb ud i dammen, og da han var manet halvt ned, bad han om nåde, men præsten ville ikke høre: ”For sent, for sent! Anders. Det hjælper dig ikke, at du klynker. Nu skal du ned! Og mange år efter stoppede kloakrørene på dette sted. At der nu sker en udvikling i Als og omegn giver sig til kende ved, at der nu er angivet, at der er placeret et smedeværksted, og det lå ved opkørslen til Blegen. Dette fællesområde har jo fået sit navn efter, at man lagde det hvide vasketøj til tørre på græsarealerne. Et andet hus, der vidner om fremskridt er det gule bindingsværkshus lige op ad kirken. Her var der bolig for jordemoderen. Det, der nok gjorde størst indryk i 1700-tallet, var det, der skete med kirken. Kirkens tårn m.m. blev ødelagt ved et lynnedslag, har man fortalt. I 1798 blev tårnet istandsat. Omkostningerne ved arbejdet blev betalt af godset Visborgaard. Det var jo meget naturlig, da det var godset, der ejede kirken. På sydgavlen af tårnet står bogstaverne: FA – 1798 – HL. Bogstaverne står for godsejer Friederich von Arenstorff og hustru Hedvig, født Lassen.

    Kirken i 1800 tallet
    Omkring år 1800 er befolkningstallet vokset til næsten 1000. De fleste var bosiddende i Als, men der var også en del i Helberskov og Odde. Nordpå var der befolkning ved Haslevgaarde, Hedegårde, der nok også omfattede det nuværende Hurup. Desuden var der en pæn bebyggelse ved Sandhusene og Tofte. Der var gårde som Brogården, Bønderskovgården og få andre gårde, som lå spredt i sognet. Hen imod midten af århundredet skete udviklingen. En ny skole blev bygget midt i byen, hvor nu Tool Import har til huse. Den blev kun anvendt i 30 år, idet der i 1889 blev bygget en ny skole vest for byen. Grunden til dette var, at bønderne i Buddum-området nu var blevet så stærke, at de fik trumfet igennem, at skolen skulle flyttes derud, hvor der nu er VVS- forretning. Byggegrunden var fællesjord, men grunden var så sumpet, at der skulle køres massevis af jord for at fylde grunden op, så det ikke blev en hel sump, hvor skolen skulle ligge. At skolen skulle ligge der, var kun fordi, at børnene i Buddum skulle have lige så nær til skolen som dem fra Als! På samme tid, i 1888, blev der bygget et andelsmejeri i nærheden. Grunden til, at det skulle ligge der var, at det var nemt at skaffe vand. Først i 1890-erne blev der bygget vandværk i Als by. Det blev placeret på en bakke nord for byen. Det blev drevet af en vindmølle. Vandværkets placering gjorde det dog svært at forsyne de højest liggende huse. Det blev først godt efter 2. verdenskrig, da man byggede et vandværk i nærheden af den nuværende sparekasse. Byen forandredes i slutningen af 1800- tallet meget. Det mest markante var, at købmand P.C. Pedersen i 1893 lod opføre Als Kro og Badehotel. Der blev dannet en sparekasse i 1881. Den havde sæde i P.C. Pedersens købmandsbutik lige overfor kroen de første år. Derefter flyttede den ind på kroen. Senere har den haft sæde på Hadsundvej, og ligge nu på Øster Hurup vej.

    Als kirke i 1900- tallet
    Når vi bevæger os ind i 1900-tallet sker der en voldsom udvikling i erhvervslivet. Der opstår en masse forretninger, håndværksmestre m.m. Efterhånden kommer der virksomheder, der har flere beskæftigede. I 1920 starter der rutebilkørsel til Aalborg og Hadsund. På Helberskovvej startes en radiofabrik og bilimport. På Hadsundvej startes en stolefabrik, der senere omdannes til en tommestokfabrik. Ved mejeriets oprettes en metalvarefabrik. I 1953 bliver grundlaget for JKF startet på Smedevej, og den har jo siden fået vokseværk. Der er også startet andre virksomheder, så Als i dag står som en mindre industriby. I 1928 gennemgik kirken en omfattende restaurering. Det kunne især ses i det indvendige, idet prædikestolen, der var placeret midt i skibet, nu blev flyttet til sin nuværende plads. Altertavlen blev ændret meget. I 1977- 79 gennemgik kirken igen en omfattende restaurering. Det gamle orgel, hvori der stadig var indbygget en trædebælg. Den var dog blevet erstattet noget mere moderne. En del små bænke ved orglet og tæt på koret blev fjernet, og degnestolen fik sin nuværende placering. Der blev ved denne lejlighed også installeret fjernvarme. I 2005 blev det lavet således, at man kan ringe nede fra selv kirken. I disse dage bliver der så installeret fuldautomatisk ringning, som der efterhånden er de fleste kirker. Kirken skal jo værne om fortiden, men leve i fremtiden.

  • Om præsterne i Als Kirke

    Om præsterne i Als Kirke

    Den første præst i Als, skulle efter Rokkedrejerens optegnelser være:

    1473 – 1512: Knud Lauritsen. Sognepræst her i Alnis.

    15?? – 15??: Jens Jensen, præst og kapellan her i 1512.

    1512 – 15??: til mod enden af pavedømmet, var her i Als, der hed Povl, som gemen mand har vist at sige. Efter hr. Povl skal en præst være her i Als, som hed Hr. Christem. Han var her eller kom da reformationen skete.

    1537 – 1553: Chresten Stephansen. (Der er nogen usikkerhed om årstallet). Ifølge andre kilder skulle Hr. Christen Stephansen være født i 1532 i Varde. Student i Ribe. Blev efter et par år ved universitetet rektor i Varberg. Efter teologisk embedseksamen blev han huslærer på Overgaard for Jørgen Lykkes børn i 5 år, hvorfra han kom til Als – hvortil Jørgen Lykke havde kaldsret – som sognepræst. Efter 10 år i Als blev hr. Christen kaldt til præst for Budolfi menighed i Aalborg i 1573 og røgtede embedet til sin død i 1599.(Der må være vist være tale om 2 personer, der begge har navnet hr. Christen. Et sted står nemlig at hr. Chresten Stephansen var præst i Als fra 1563-1573).

    1553 – 1604: Mads Christensøn. også kaldet Gammel Mads. Ifølge andre beretninger skulle Mads Christensøn være søn af førnævnte Chresten Stephansen og egentlig først var kapellan ved Budolfi kirke i Aalborg, og skulle altså først være tiltrådt i 1573, altså 20 år senere. I beretningerne er nævnt, at han var præst i Als 51 år, men hvis disse oplysninger står til troende, er det altså kun 31 år, og dette er dog også en lang tid. Et andet sted står: ” I Als efterfulgtes Chr. Stephansen i 1573 af hr. Mads Christensen, der ikke – som antaget hos Wiberg – kan være hans søn. Han døde i 1601 efter at have været gift 3 gange. Muligvis var han kapellan ved Budolfi kirke før han kom til Als. Han kaldtes: ”Gamle hr. Mads” og i hans alderdom læste datteren for menigheden. Hans enke hed Valborg, og hun blev gift med en bonde, Erik Nielsen i Als.

    1604 – 1605: Lars Mariager. “Efter h. Mads Christensøn er her kommet en præst til sognet, hr. Lars Mariager. Men han var her ikke længere end en 1½ års tid, han var ugift. Den gamle tavle, som hænger i kirken over fonten, er oprejst over ham, hvorpå hans epitafium var skrevet, er nu ukendelig. Det hang først på muren på det sted, hvor den store nordre tavle nu hænger, men blev flyttet, da hr. Mads Mortensensøn Hvass lod bepryde og opsætte samme tavle.” Han levede kun så kort en tid, at han ikke nåede at blive gift med Hr. Mads’enke eller datter.

    1605 – 1622: Morten Madsen Hvass. Han var født på Læsø i 1577, søn af sognepræst Mads Mortensen Hvass. ” Da menigheden kaldte ham, som den tid var brugelig, da skulle han have lovet dem noget, som han siden, da han var præst, ikke ville holde, hvorpå de blev vrede og sagde, at hans børnebørn kom til at betale det. Han svarede dem, at der var lang tid til, så det havde ingen nød. Men hvad det var, han lovede dem, det ved jeg ikke, uden det var jo, at han skulle have ægtet salig Mads Christensens enke, Valborg, som dog siden blev gift her i byen og fik en bondemand ved Navn Erik Nielsen. Den spådom, som sognemændene spåede præsten hr. Morten, blev muligvis sand, thi børnebørnene, som var 1 dreng og 3 piger blev ulykkelige og syge næsten alle 4”. Citat fra Rokkedrejerbogen.

    1622 – 1640: Chresten Pedersen Thising. Han lod i 1633 den store lade, en såkaldt agerrumslade, opføre. Den var flyttet fra Norge og sejlet her til, og den blev indskibet ved Haslevgaarde mølle. Den blev så opført på samme måde igen. Det meget svære egetømmer bar i hvert fald spor af tidligere anvendelse, men bygherren selv talte gennem porthammerens indskrift: ”I lere leg er baade Din Pilgrim og Din Borgere lige som alle mine Forfædre” Ps,39. I den østlige ende af den store lade lod provst Johan Henriksen Küür (1708 – 1733 ) opføre det endnu bevarede stuehus i 13 fag svært egebibdingsværk, og som blev reduceret til forpagterbolig. Også han kan et par gamle inskriptioner anføre: ”Nøgen kom jeg hid min ven” – J. K. anno 1712 – : ”Nøgen kom jeg bort igen” Job. På en anden bjælke kan læses: ”Jeg kom over Jorden med en Stav i min haand/ men nu har Herren velsignet mig”. Præstegårdsladen, der var fredet, blev for ca. 50 år siden nedrevet. Den ble flyttet og genopført på museet på Hjerl Hede, hvor den i dag står som en meget markant bygning, der således er opført for 3. gang.

    1640 – 1674: Mads Mortensen Hvass. Han var stedsøn af hr. Thising, der blev gift med enken efter Morten Madsen Hvass, og denne så var hans biologiske fader. Han var gift 2 gange. Med sin første kone fik han 1 søn og 4 døtre, og sønnen hed Morten, mens pigerne hed: Else , Birgit og Anna Madsdatter. Morten blev student, men slog sig på drukkenskab og løsagtighed, blev soldat og døde i elendighed. Døtrene blev gift med forpagtere og fogeder og blev siden forarmede, særlig den sidste, Anna, som blev gift efter faderens død, fik en tyran, som havde været foged, og siden, da hun fik ham, blev skoleholder. De måtte til sidst begge to gå rundt og tigge. Det blev således, som bønderne spåede deres farfar, som er omtalt. Hans andet ægteskab var barnløst. Han blev mest kendt for, at han indførte det såkaldte Mikkelsdagsoffer, der skulle skaffe ham indtægter til at lønne det store folkehold, som der var i præstegården. Han døde i juni 1674, og havde da været præst her i 34 år.

    1674 – 1702: Niels Johansen Kall. „Efter den slette mand døde kom her til sognet hr. Niels Kall, som var borgmester og tolder Johan Kalls søn af Mariager. Og givede hand her i kirke hands første prædiken efter han var vied den 23. august, som var den 10. søndag efter trinitatis evangelium: Jesus græder over Jerusalem, som var i aaret 1674. Han fik til egte Else Calov, borgmester Daniel Calovs datter af Aalborg. Havde med hende 4 børn, 2 sønner Johannes og Daniel, hvilke blev præster begge. Hr. Johannes i Skelund strax før faders død, og hr. Daniel i Simested – Hvilsom og Hvam nogle aar efter hands død. Tvende døtre, Mette og Margrete. Mette blev og fik hr. Otto, Margrete fik hr. Niels Knabbe i Gierlev. Ingen af disse børn levede ret længe. Han var en myndig mand og egentlig afholdt af alle og var særdeles god mod fattige folk. Han døde i 1702, Sankt Olufs dag og ligger begravet strax norden for kirken under en sten, var her i 28 år” (citat fra Rokkedrejerbogen).

    1702 – 1708: Otto Jensen Printzler. Efterfølgeren var søn af professor Jens Printzlau. blev gift med Mette, som jo var datter af Niels Kall. Ægteskabet var barnløst. Han blev syg ret kort efter sin tiltrædelse. og det varede til hans død. Han havde derfor svært ved at afholde sine gudstjenester, men han var den første præst, der fik menigheden til at gå gennem sakristiet, når de ofrede i kirken. Hr. Niels kunne ikke få dem til det, skønt han ved general Arenstorff, Visborggaards tilladelse, at de skulle stå op på pulpituret for at vise menigheden deres syndige optræden. Hr. Otto døde den 25. august 1708, og blev begravet Bartholemæus dag midt i altergulvet, i den gamle grav, som hr. Mads Hvass havde ladet gøre, hvori han og hans første hustru var begravet.

    1708 –1733: Johan Henriksen Küür. Han blev gift med provst i Gerlev, Niels Knabbes datter. Der var dog flere der døde som små. 2 sønner blev præster i Vendsyssel. Før denne præsts tid var ofringerne i sognet på højtidsdagene meget ringe i forhold til tiden. Ingen bonde eller bondekone gav mere end 2 skilling og få ikke en skilling, og få ofrede på mikkelsdagen. Han fik dem dog til at ofre mere, idet han overtalte menigheden med det løfte, at de skulle ofre med sedler, som han gav enhver, og så kunne han se, hvad de hver i sær gav. På den måde kunne ingen, som før, undgå ar ofre på mikkelsdagen. På denne vis fik ha menigheden til at ofre mindst 4 skilling. Hr. Johan var den første præst her i Als, som brugte paryk. Han døde den 25. oktober, 1733, 48 år gammel, og han var præst og provst her i 25 år.

    1733 – 1742: Jacob Jacobsen Thormam. Han er de første præst, om hvem der fortælles, at han skulle være meget forfalden til druk og også bekendt for at kunne mane. Et sagn fortæller, at han skulle have manet en af sine egne karle i nærheden af præstegården. Karlen skulle, i følge præstekonens anmodning, have klædt sig ud som en dødning i et hvidt lagen for at jage præsten en skræk i livet., når han kom hjem fra kroen, og af den grund få ham til at lade være med at besøge kroen. Det fik dog et helt andet udfald. Da præsten ville gå hjem, mødte han det omtalte spøgelse. Da præsten så, at det ikke ville vige, skal han meget alvorligt have spurgt, om det virkelig også var et spøgelse, eller det ku var et menneske i spøgelsesdragt? Da karlen ikke på hans gentagne spørgsmål ville give sig til kende, skal præsten uden videre have manet ham et sted nær præstegården. Efter en nutidig fortalt overlevering var manestedet ved den nuværende bydam, Flouen, der lå mellem kroen og præstegården, og karlen hed Anders. Da karlen var manet halvt ned, skreg han i sin vånde om nåde, men derom ville præsten ikke høre: ”For sent! for sent! Anders. Det hjælper dig ikke, at du klynker. Nu skal du ned!” Og endnu i dag stopper kloakrørene på dette sted. ( fortalt af pensioneret lærer Anton Ulrichsen, Helberskov). Jacob Jacobsen Thormam var gift med Johanne Glorup. Han døde den 27. juni 1742, 36 år gammel. Han havde da været præst her i 9 år.

    1742 – 1770: Christian Nielsen Broch. Efter Thormam fulgte Broch – en mad af ligegyldig karakter. Han udviste en særdeles ligegyldighed for alt. Ungdommen gik i hans tid ganske til grunde med undervisningen, og enkelte blev konfirmeret, uden de havde lært at læse. Alligevel var han yndet og afholdt af menigheden for sin særdeles ligefremhed, sine billige tiende-akkorder, og sin beredvillighed til at opfylde sognebørnenes begæring; når de forlangte af ham at betjene syge med den hellige nadver eller at hjemmedøbe børn. Det var også i hans tid, at den daværende ejer af Visborggaard, oberst Andreas Arnstorff, havde en frille, også kaldt Mamsellen, som ganske tilrev sig magten både på gården og godset. Hun udvirkede snart, at obersten lod sin kone indespærre i det vestligste af gårdens tårne. (Denne sag er fyldig omtalt i fortællingen om Visborggaards historie). Christian Nielsen Broch var søn af købmand Niels Broch, Randers. Var først konstitueret rektor i Aalborg et år, inden han blev præst i Als. Han var gift med en Hasle fra Viborg. Han døde den 17. oktober 1770, 53 år gammel. Han havde da været præst her i 28 år.

    1770 – 1787: Jochum Johansen Irgens. Han var sø af præst Niels Irgens og Lovise Kortholt. De var præstepar i et provsti under Trondheims stift i Norge. Han blev født mandag, den 21. juli 1738. Blev kapellan ved Skibsted og Lyngby menighed her i stiftet den 10 august 1760. Præst til tugthuset i Viborg fra den 5. maj 1769 til den 9. november 1770, hvor han tiltrådte i Als. Han var en ivrig og virksom mand, både i sit embede og sine huslige forretninger. Han opbyggede præstegården, som den stod til ca. 1960. Han gravede grøfter om markerne. Men hvad hans forhold til menigheden angår, da var han ej almindelig elsket, for uagtet at de elskede ham højt for hans iver for undervisningen og hans formfuldendte prædikener, så hadede de ham alligevel, fordi han altid var meget opbragt til vrede, og aldrig vovede nogle af sognefolket derfor at tale fortroligt med ham; thi dem, ham en gang fattede had til, kunne aldrig mere vente at blive hans venner. Men det , som gjorde ham forhadt af menigheden, var hans opførsel over for præstegårdens tyende. Aldrig kunne de blive enige med ham på anden måde, end at de skulle tages ud på marken, som også havde sine vanskeligheder. Ude på marken var nemlig de bønder, der skulle betale tiende, og de drillede ham ved at ride i fuld galop op og ned ad agrene, imens de råbte og skreg ukvemsord mod præsten og i det hele taget opførte sig så tossede, at de ikke kunne finde ud af at betale tiende. Jochum Johansen Irgens døde den 15.april 1787, 47 år gammel. Han var præst i Als i 16½ år.

    1787 – 1831: Thøger Lassen Haugaard. Søn på Kongsted Lund, var født 6. marts 1751. Blev præst i Hvornum ved Hobro, 12. maj 1781. Præst i Als, 1. maj 1787, og provst I hindsted herred fra 1806 til 1814. Da han 12. maj 1831 holdt sit 50-års jubilæum udnævntes han til consistorialråd. Han døde 18. august samme år, og han havde da været præst her i sognet i 44 år. Om præsten og provsten Thøger Lassen Haugaard fortælles, at han selv ved forårstid kørte møgvognen i marken og læssede af, når de kørte med skiftevogn. Provsten havde derfor sin mellemmadder med i marken og skulle se sit snit til at tage en bid ind imellem, som der kunne blive tid til. Imellem travlheden med møgaflæsningen, tog provsten en bid af mellemmaden, men nåede ikke at blive færdig, og satte resten fra sig. Bogstavelig huskede den gejstlige herre her det gamle mundhelds sandhed, at ”det er lorten, der sætter kagen på bordet”, selv om det i dette tilfælde var, at det var kagen, der blev sat på lorten. På våbenhusets østvæg er der nu placeret en mindetavle over Thøger Lassen Haugaards familie.

    1831 – 1851: Imanuel Jermiin. Var født 8. december 1769 på Venø. Forældrene var, dr. med. Henrik Jermiin og hustru, Anne Sophie Barbara Eccardt. Han blev student i 1789, kaldet den 18. oktober 1805 til præst for Øster Brønderslev og Hallund menigheder i Aalborg stift. Derfra forflytte til Als den 25. november 1831. Han var gift med Ingeborg Winde, og parret havde 2 sønner og to døtre. Slægten Jermiin, især gennem den kvindelige linje, satte i mange år sit præg på egnen. En broder, Henrik Jermiin, ejede i flere år Haslevgaarde mølle. Købmand P. C. Pedersen blev gift med en datter fra møllen. Han blev senere købmand i Als, og han byggede i 1893 Als Kro og Badehotel. Efterladte breve og prædikener af Imanuel Jermiin giver vidnesbyrd om en grundig og alvorlig sjælesørger, der var sig sit kald og sit ansvar bevidst som præst og sogne forstander. Ældedes de senere år, men førte kirkebogen, om end med rystende hånd, op til 22. maj 1851. Han døde den 16. juli 1851, mere end 81 år gammel, og havde da været her i 19½ år som præst.

    1851 – 1863: Poul Gotfred Warning. Født i 1793, student i 1813, kandidat i 1816, missionær i Julianehåb i Grønland i 1817. Sognepræst for Bryndum og N. Nebel i Ribe stift 1825 og for Thorslund – Lendum 18. november 1825. Præst for Als sogn fra 8. november 1851. Han vat gift 3 gange. Første gang med Juliane Marie Sophie, født Kragh, død 1825. Anden gang, i 1826, med Marie , født Kirkbye, der døde samme år. Tredje gang med Dorthe Margrethe, født Krarup, død i december 1863. Sammen havde han med den første og sidste af disse hustruer i alt 4 sønner og 4 døtre, (første i Grønland: 2 døtre og 1 søn, i Bryndum : 3 sønner og 1 datter, i Thorslev: 1 datter) De overlevede ham. Han døde 20. januar 1864. Han var præst her i 12 år.

    1863 –1883: Niels Julius Bech. Om ham fortæller lærer N.C Pedersen, der kom til Øster Hurup skole i 1869 blandt andet: ”M første præst her på stedet, var gamle pastor Bech, et ægte eksemplar af den tids præster, sad lunt inde døre, med rigelig tiende og præstegårdsjorden bortforpagtet, vendte bøtte med deres prædikener hvert nytår, opfyldte deres embedspligter efter evne, derud over intet. Ejendommeligt for Bech var hans pengebegærlige, upålidelige og uldne væsen, og at gråden under prædiken ofte overvældede ham. Krokodilletårer mente nogen, andre mente det var e følge af hans alderdom. Men gråden smittede af på de gamle koner, så de stemte i med at adlyde skriftens ord: Græd over jer selv og jeres børn. Han var noget af en aristokrat, der følte sig hævet et godt stykke over menigheden, indbefattet lærerne. Menigheden var til for hans skyld og for at unde ham et levebrød. Han var ellers en fredsommelig mand. I skolen gjorde han hverken gavn eller skade, og ligeså gik det vel i kirken.” Pastor Bech fik i 1865 – 1869 og 1871 følgende beskrivelse af biskop Laub: ”Sognepræst Bech er en velbegavet præst, ordentlig og omhyggelig, at holde orden og forståelse i menigheden synes at være målet for hans bestræbelser. Taler med anstand og værdighed, er i enhver henseende en ordentlig og nøjagtig embedsmand.” Hans prædikener kunne vare op til 2 timer. Bech havde en god sangstemme. Tiende og offer holdt han stejlt på: Husk på præstens fattige spisekammer! Han var dog ikke uden lune og folkelighed. Bech var præst i Als sogn i 19 år. Han døde i Frederikshavn 7. august 1888, og blev begravet på Als kirkegård.

    1883 – 1895: Herman Nicolai Johannes Løchte. Han holdt også som sin forgænger gudstjeneste i Øster Hurup skole, men der var ringe fremmøde, og han mente, at det var de dårlige lokalers skyld. Han gjorde et stort arbejde for at få en kirke bygget. Han var meget skoleinteresseret og opfordrede ungdommen til at søge uddannelse på aftenskole eller højskole. Løchte var udpræget højkirkelig, både indre mission og grundtvigianismen lå ham fjernt. Det havde ellers lydt, da Løchte kom til Als: At nu havde man i 19 år haft en ”Bæk” fuld af vand (tårer), bare vi nu ikke får en ”Løgte” uden lys.. Lys var der godt nok, for han var en høj flot mand med et stort rødt fuldskæg, han var ærlig og redelig, sagde sin mening uden omsvøb med en retskaffen tænkemåde. Lærer Pedersen mente, at Løchte var kommet på den forkerte hylde, skulle hellere have været i handelen eller bankverdenen. Han døde efter ca. 8 års virke. Som præst ønskede ingen ham en længere levetid, men nu flokkedes folk, ung og gammel, omkring hans båre. Stort ligfølge har altid været et særkende for egnen, og her, en præsts begravelse! Særlig interessant at være med til. Taler holdtes i hjemmet og kirken af omegnens præster, som priste afdødes dyder. Kun denne ene gang samlede pastor Løchte en stor tilhørerskare.

    1895 – 1925: Marius Frederik Høffler. Høffler var født i Slesvig, den 6. oktober 1860. Han tiltrådte som præst i Als i maj 1895. Han var af en helt anden støbning, en mand med megen lærdom, kundskabsrig på mange områder, satte nu heller ikke sit lys under en skæppe. En fremragende taler og foredragsholder. Snaksalig såvel i selskaber som på prædikestolen, taler hurtig og flydende i velvalgte ord og vendinger. Der er ingen fare for, at han skal gå i stå, hvor han optræder som taler. Som provst i Hellum – Hindsted herreder udførte han et stort arbejde , særlig på skolevæsenets område. Han kom derfor ofte i konflikt med adskillige sogneråd, fordi hans strenge krav kunne medføre store udgifter. Præster og lærere klagede tit over, at hans evige skriverier voldte dem unødige bryderier. Da han ved sit 25 års jubilæum blev han udnævnte til ”Ridder af Dannebrog” I anledning af festen samlede sognets beboere 1500 kr. til en gave, som de overrakte den fattige sjælehyrde. Ja. for fattig det var han. Økonomi i husholdningen var hans svage side, og det samme gjaldt vist hans hustru. Han vandt dog aldrig beboernes agtelse eller tillid – langtfra, og dette lå i hans egennyttige opførsel over for dem. Ikke alene tog han en høj betaling for sine taler ved bryllupper og begravelser, men også for udstedelse af vielsesattester i embeds medfør uden at tage hensyn til, at det var folk, der på en eller anden måde havde vist ham en tjeneste. Værre endnu var han prakkeri og fedteri. Han var bekendt, som en der aldrig betalte, før han var blevet krævet flere gange. Når han var på besøg hos en lærer eller præst meddelte han i forvejen, at han ønskede at spise til aften hos de pågældende. Mange koner så sig ikke i stand til at dække et bord , der var pænt nok til provsten, selv om de gjorde alt, hvad der var dem muligt. Når der var eksamen i skolerne stillede provsten ligefrem fordringer til lærerens gæstfrihed, og de øvrig øvrige medlemmer af skolekommissionen sympatiserede tilsyneladende med ham. Han roste en lærer, hvis han serverede vin til maden. Omvendt undlod han at holde eksamen i et halvår, fordi lærerens kone var syg, og så kunne læreren ikke servere ”en bedre middag”. Til trods for dette og meget andet var beboerne, især i Øster Hurup, ham taknemlige for, at han ydede en stor indsats for at få bygget en kirke i byen der blev indviet den 10. juli 1900. Høffler havde været med til at starte sygeplejeforeninger i kommunen, og ligeledes havde han oprette dueligheds- og flidspræmier ved skolerne.

    1927 – 1931: Peter Rugholm. Als Menighed var meget tilfreds med den nye unge præst. Han var en højt begavet mand, fin og lunerig, grundtvigsk indstillet. Han følte opgaven i sognet meget vanskelig og skrev: ”det, denne ukirkelige befolkning mest trænger til, er en præst af den skarpe vækkelsestype.” Rugholm fik venner her, for han var flink til at besøge gamle og syge, men det kirkelige liv var svagt. Legemligt var ikke rask, og så havde præsteparret den store sorg at miste deres lille søn og eneste barn, der døde brat ved et tømme en flaske med nikotin. Rugholm forflyttedes i 1931 til et embede i Serup – Lemming menigheder. Han døde her i 1938, kun 45 år gammel.

    1931 – 1941: Carl Otto Preisz. Preisz havde taget sin teologiske embedseksamen på utrolig kort tid. Efter at han havde virket ved forskellige københavnske kirker, blev han i 1931 , knap 26 år gammel, kaldet til embedet i Als – Øster Hurup. Den gerning, der blev udøvet af de unge præstefolk i forening, og ofte i det stille, har været til lykke og velsignelse for mange mennesker, både unge og gamle. Pastor Preisz og frue havde på en fin måde forstået at åbne folks øjne for , hvad der var stort sandt og ægte. Hans rige evner i forbindelse med hans store oratoriske begavelse gjorde ham til en forkynder, der talte ordet med en kraft, så det gik til hjertet. Hans forkyndelse var præget af en sand gudsfrygt og hengivenhed. Slid og strid, som han heller ikke undgik, tog på helbredet. Han måtte melde sig syg i et halvt år, men en stærk vilje og et ukueligt mod hjalp ham over sygdommen. I de godt 10 år pastor Preisz virkede i sognet, havde han, med sin personlighed og rige evner som ordets forkynder, været i stand til søndag efter søndag at samle en meget stor tilhørerskare om sig. Lørdag, den 3. januar 1942 blev der på Als Badehotel holdt afskedsfest for pastor Preisz og frue. En meget stor forsamling fra såvel syd – som nord i sognet fyldte Badehotellets store sal. Formanden for Als menighedsråd, Emil Jørgensen, bød velkommen og udtalte; ”Det er med stor beklagelse vi modtog meddelelsen om, at pastor Preisz vil forlade sognet. I de 10 år, han har været her, har vi lært at skatte ham som privatmand, men dog ikke mindst som præst. At hr. og fru Preisz har vundet sig mange venner er denne forsamling et udtryk for.” Endvidere talte lærer Rasmussen, Als, og lærer Ulrichsen, Helberskov. Formanden for Øster Hurup menighedsråd Ludvig Ludvigsen, fru lærer Rasmussen , Als, fru Anna Jeppesen, Øster Hurup, fru møller Jensen, Als og provst Winther, Skørping Pastor Preisz fik overrakt et guldur med inskription. Både Preisz og frue takkede stærkt bevægede for den godhed, der var blevet vist dem i de forløbne 10 år, og det var med vemod, de nu tog afsked. Pastor Preisz fik embede på Stevns i det sogn, der rummer den kendte Højrup kirke, der ligger ud til Stevns Klint. Her sluttede han sit aktive virke, og var kendt i området for, at når han cyklede rundt på sin enorm høje cykel, var han let genkendelig, idet han havde et langt, flagrende og hvidt hår.

    1942 – 1962: Marius Larsen. Marius Larsen var født i Mellerup ved Randers fjord, hvor han blev døbt af den kendte valgmenighedspræst og forfatter, Jakob Knudsen. Da han var 20 år, rejste han til USA for at læse til præst i staten Iowa, men før han blev færdig, gik USA med i 1. verdenskrig. Han meldte sig som frivillig og gjorde krigen med i Frankrig til dens slutning i 1918. Han fik nu, som andre der havde kæmpet som frivillige for USA, amerikansk statsborgerskab. Han fuldførte sit studium og tog til Danmark., hvor han i 3 år var lærer ved Uldum højskole. Her traf Marius Larsen sin hustru, der var elev på højskolen –fru Larsen var fynbo. Fra 1926 til 1936 var ægteparret i Amerika, hvor han var præst ved en dansk menighed i Oregon, senere i Montana. Deres fire børn er alle født i Amerika, og efter anden verdenskrig valgt tre af dem, en søn og to døtre, at vende tilbage til USA som amerikanske statsborgere, mens den ene datter giftede sig her og bosatte sig på Fyn. Efter opholdet i USA fik præsteparret ansættelse i Lendum i fire år, inden de i 1942 flyttede til Als. De er kommet godt ud af det med befolkningen, selvom pastor Larsen måske ikke har været nogen helt sædvanlig præst, som folk forestiller sig en præst skulle være. Han var meget sportsinteresseret og dyrkede gymnastik, og i hans til i Lendum ledede han drengegymnastik i forsamlingshuset. Mens Marius Larsen var præst i Als under 2. verdenskrig, deltog han i modstandsbevægelsen, og det var selvfølgelig af den grund han fik tilnavnet: ”Pistol Marius”. Da englænderne kom til Helberskov, Kristi Himmelfartsdag, den 10. om formiddagen, blev pastor Larsen underrettet i begyndelsen af gudstjenesten. Han afbrød omgående gudstjenesten, lagde præstekjolen fra sig, tog sin lange, glatte og sorte frakke på, og under den var der skjult en maskinpistol. Efter krigen var han en ivrig tilhænger af hjemmeværnet, som han var medlem af. Han var også med til at anlægge en skydebane ved stranden nær Halvrebene. Han var også meget interesseret i den lokale historie. Han var en flittig bidragyder med artikler i Historisk Årbog for Aalborg amt om sin egn: Om degnene ved Als kirke og om Haslevgaarde og andet. På grund af sygdom måtte pastor Larsen opgive sit embede. Han havde håbet at kunne blive, til han faldt for aldersgrænsen, men sådan skulle det ikke være, men jeg håber, at jeg kan blive så rask, at jeg kan dyrke mine historiske interesser. ”Det er vemodigt, at vi skal rejse herfra, men det er jo livets lod”. siger pastor Larsen. Han følger selv sine gæster ud til den ventende vogn. I det han vinker farvel, lyser et venligt smil op i hans ansigt Et mildt og smukt og resigneret smil. Under hans sygdom vikarierede pastor Lundbeck Hansen, Skelund og Svend Breum. ( Uddrag af artikel i Aalborg Antstidende, den 22. april 1962. + enkelte tilføjelser). Marius Larsen var født 29. august 1893 og døde den 12. august 1963 i Bogense. Efter at have forladt præstegården flyttede de til Bogense, hvor datteren, Eva, boede. Det blev således et meget kort otium for pastor Larsen, selv om han næsten blev 70 år. Ægteparret er begravet på Als kirkegård.

    1962 – 1987: Knud Bornemann Nielsen. Han var født 18. november 1917 i Vendsyssel. Han var præst på Fyn i en årrække. Her var han også indvalgt i byrådet, for han var meget politisk interesseret. Han kom til Als som præst 1. december 1962. Han gjorde sig især bemærket ved sin store diskussionslyst. Når han mødte mennesker i alle sammenhænge endte det gerne med en livlig diskussion, hvor der blev udvekslet synspunkter, og så var han i sit es. Han var overbevist socialdemokrat, men han havde også respekt for andres synspunkter. Hans prædikener var af svingende kvalitet. De kunne svinge fra det rene nonsens til det helt sublime. Han var en oratorisk vel begavet, men kunne i sine prædikener provokere det borgerlige samfund. Han kunne også lægge sig ud med pressen, når han fra prædikestolen udtalte, at folk skulle ikke tro på alt det sludder, der til tider stod i Aalborg Stiftstidende. Efter at have virket i sognet i 25 år, faldt han for aldersgrænsen den 1. december 1987. Han købte den gamle forpagterbolig til præstegården for at nyde sit otium der. Ægteparret blev efter nogle år ramt af alvorlig sygdom, idet hans kone, Bitten, blev så syg, at hun skulle tage ophold på plejehjem. De fik begge ophold på Bernadottegården, hvor Bitten døde i 2003. Knud Bornemann Nielsen døde den 17. januar 2007. De er begge begravet på Als kirkegård. Selv efter sin død ønskede Bornemann, at folk ikke skulle være i tvivl om han politiske standpunkt, for på gravstenen er han benævnt som: ”sognepræst og socialdemokrat!”

    1987 – 2010: Bendt Johansen. I jubilæumsåret 2009 har Bendt Johansen ønsket at trække sig tilbage fra stillingen og gå på pension fra 1. februar 2010. En nærmere omtale af hans og hustruen, Gunda´s virke må nok vente.

    Jubilæumsskriftet er redigeret og skrevet af Christian Christensen, Als. Materialet er baseret på materiale fra Als lokalarkiv samt Grete Halds artikel i Gammelt Nyt nr. 31, årgang 2001, der blev skrevet i anledning af Øster Hurup kirkes 100-års jubilæum i år 2000.

  • Als Kirke fylder 700 år

    Als Kirke fylder 700 år

    Als sogns absolut ældste bygning, Als kirke, kan efter de oplysninger, der findes tidsfæstes til at være opført i 1309, idet der på et tidspunkt har været indridset i kirkens nordside ”anno 1309”.
    Det må betyde, at det er året for kirkens færdiggørelse. Et sagn fortæller, at kirken oprindelig skulle være opført på det nærliggende, Ravnbjerg. Man begyndte byggearbejdet, men det man byggede om dagen, blev om natten fjernet. Både det og de øvrige byggematerialer blev fragtet hen på det sted, hvor kirken ligger i dag. Et andet sagn angiver, at kirken er bygget på det sted, hvor får og køer lagde sig til hvile om natten. Efter udgravningerne på Ravnbjerg i 2008 ved man, at området har været bebygget omkring år 0, og nogle hundrede år frem, og så er bebyggelsen gået til grunde, og det har måske medvirket til, at placeringen af kirken på det nuværende sted har været et led i den fortsatte beboelse af området, der nok har fundet sted ved Als Havbakker.

    Når Als kirke skal beskrives i bøger er det ofte således: ”Få danske kirker har em mere storslået beliggenhed end Als kirke, der blændende hvid og tækket med røde teglsten knejser højt på en banke, der falder brat mod syd og mod øst falder umiddelbart ned mod Kattegats strand. Den meget anselige og smukt udførte bygning består af senromansk apsis, kor og skib, hvortil der tilføjer sig to sengotiske tilbygninger – et kraftigt tårn mod vest og et våbenhus ved skibets sydside. Den romanske bygning er overvejende opført af munkesten, og apsis har en lav, ikke særlig fremtrædende skråsokkel, mens kor og skib ikke har synlig sokkel” (fra Gads forlag 1968 om De danske kirker). ”Så står da kirken for en, hvad enten vi betragter den fra vest eller øst, fra syd eller nord, som den, der viser vej, som den, der står fast om end tårne falde, som den, der lyser op i mørket, og derfor som det sted, hvor man føler sig hjemme.” A. Ulrichsen, Helberskov i : ”Jul ved Mariager fjord” 1927.

    Hvem har så stået for bygningen af Als kirke? I gamle beretninger kan man læse, at bygmesteren kommer fra Nør. Nør var et hertugdømme, der omfattede områderne ved Augustenborg, Sønderborg og Flensborg. Bygmesteren er altså kommet langvejs fra, og det synes også helt naturligt, idet det at bygge en kirke krævede megen kundskab, som kun få mestrede. Et sådant byggeri blev jo forberedt i lang tid. Der skulle udpeges byggeplads, der skulle skaffes materialer, og disse skulle ofte transporteres over lange afstande, der skulle skaffes håndværkere, og der skulle skaffes penge til et sådant projekt. Pengene kom oftest fra kirkerne, der på den tid ejede store værdier i klostre, der havde store jorder, men også de danske storbønder og kronen har sikkert været bidragydere.

    Dette store byggearbejde kunne selvfølgelig ikke gennemføres, hvis der ikke var en stedlig befolkning, der stod bag det, så dette byggeri har måttet være så stor en opgave, at vi nu om dage har svært ved at forestille sig, hvordan det kunne lade sig gøre. Hvem i området stod i spidsen for arbejdet? Hvilke personer og hvor mange tog beslutningerne? Hvordan skaffede man lokal arbejdskraft? osv. Alle disse spørgsmål og mange andre kan man ikke finde svar på, men man kun beundre den tids mennesker, at de har været i stand til at løse opgaven. Denne kirke fra 1309, har nok erstattet en oprindelig trækirke, men det er kun noget vi kan gisne om, og en eventuel trækirke har måske ligget på det nærliggende Ravnbjerg.

    Kirken bestod i næsten to hundrede år, som en kirke, der kun omfattede skib, kor og apsis. Våbenhuset er bygget til senere. Omkring år 1500 blev kirken meget udvidet. Selv kirkerummet blev gjort større, korets loft blev ombygget og forhøjet, men det der var mest synlige ved ombygningen var, at der nu blev bygget et meget højt og kraftigt tårn, der kunne ses vidt omkring. Tårnet blev udstyret med såkaldte kamgavle, tagrygningen var nord-syd, i modsætning til selve kirken, hvis tagrygning vender øst-vest. Tårnet blev dækket bly, mens resten er dækket med rødt tegl. Dette, at tagrygningen på tårnet vender nord-syd er usædvanligt. Der findes meget få kirker, måske kun en enkelt mere, hvor det er tilfældet.

    Cirka 300 år efter blev kirken vist nok raseret ved et lynnedslag, især tog tårnet megen skade. Tårnet blev genopført i sin oprindelige stil. Bekostningen af arbejdet blev betalt af godset: ”Visborggard”. Det var jo meget naturligt, idet det var godset, der ejede kirken. På sydsiden af tårnet står bogstaverne: FA – 1798 – HL. Årstallet siger jo sig selv, og bogstaverne står for Frederik von Arenstorff, ejer af Visborggaard, der foranstaltede arbejdet udført. HL fortæller, at hans hustru, Hedvig f. Lassen også skulle have sit minde. Visborggard ejede kirken i mange år, og tilknytningen til kirken ophørte så sent som i 1948, hvor de sidste jorder formelt blev overdraget til kirken.

    Kirken har selvfølgelig været restaureret flere gange. Den mest synlige udefra var da sydsiden af tårnet blev helt fornyet i 1959 med udmurede blændinger. Hele kirkebygningen gennemgik en hovedreparation i 1928. I 1929 – 30 fortsatte restaureringen af selve kirkerummet. Det mest synlige ved dette arbejde var, at prædikestolen blev flyttet fra en plads midt til skibet til sin nuværende placering i den østlige ende af skibet. I 1977 – 79 gennemgik kirken atter en omfattende restaurering, der også omfattede installation af helt nyt orgel. I 1997 – 98 var en ny restaurering blevet nødvendig. Denne gang med installering af nyt varmeanlæg, baseret på fjernvarme. Al træværk blev ved samme lejlighed nymalet med den farve, som kirken har nu. I dette år, 2009, bliver kirkeklokkeringningen automatiseret, og så overtager teknikken det, til tider hårde manuelle arbejde. Samtidig udføres det således, at begge kirkens klokker kan ringe på en gang. Det skal dog kun ske ved særlige lejligheder. Det skulle blive en dejlig oplevelse, når begge klokker ringer.

    Hvis man bevæger sig op i koret på Als kirke, vil man på hver side af alteret se 2 små nicher, der er udført i rundbuestil, altså fra den tid, hvor kirken blev opført. Dengang var de åbne ud til det fri.
    Formålet med dem var, at igennem disse åbninger kunne de spedalske, der ikke måtte komme ind i kirken på grund af smittefaren, få den hellige nadver. Der var 2 nicher, idet kvinderne skulle bruge nordsiden, men mændene brugte sydsiden. De er så blevet tilmuret, da spedalskheden blev udryddet. Kvinderne brugte jo i mange år indgangen fra nord, men den er for længst blevet tilmuret.

    Degnestolen
    I venstre side, oppe mod koret, står en såkaldt degnestol. Den var tidligere anbragt ude i våbenhuset, men ved den sidste restaurering i 1997 – 98 blev den flyttet ind i selve kirken. Den oprindelige funktion var den, at i julen og nytåret skulle menigheden ofre, og de skulle ofre til præst og degn.

    Disse personer fik ofte en dårlig aflønning, og så tyede man til menigheden for at få hjælp. Ofringen i kirken var slået fast i menighedens bevidsthed, så fast, at man ligefrem havde et mundheld herom; at når en eller anden tabte noget, at vedkommende ofrede for alteret. Det var nemlig på alteret, at pengene til præsten blev lagt, mens degnen fik sit lagt i degnestolen, der havde et særligt offerbræt til at slå op ved denne lejlighed. Degnen selv måtte kvittere for sin offergave ved at stå op og synge en lang offersalme.

    Mikkelsdags-offer
    Mikkelsdag er den 29. september, og er til minde om ærkeenglen Michael. Den blev i kirken fejret med høstgudstjeneste og høstfester. Det var en helligdag indtil Struense sidst i 1700-rallet afskaffede den sammen med andre helligdage. Disse blev erstattet af store bededag, som vi har i dag, og som også af og til er til debat, om den stadig skal være helligdag. Dette offer til mikkelsdag var et ekstra offer til præsten. Dette offer fik den anden reformationspræst i sognet, kaldet Gamle Hr. Mads, indført i sin tid. (han var præst her tiden fra 1553 – 1609), fordi menigheden ofrede så småt, at præsten ikke havde penge nok til at betale folkeholdet med til allehelgen.

    Dette særlige offer skal være blevet godkendt ved en forordning 1684, og senere ved en reskriptaf 27. august 1774.

    Om også degnen betænktes med offer ved denne lejlighed forlyder der intet om. Derimod bliver der fortalt, at degnene ikke altid viste sig særlig veloplagte under kirkegangen. En degn kunne således under prædiken gå om bag alteret og forrette sin nødtørft, og det skulle ikke have hørt til sjældenhederne, at degnen besørgede det fornødne i selve degnestolen. Degne kunne måske med rette eller urette føle sig forbigået ved dette mikkelsdagsoffer, og at han derfor tog en lille personlig hævn over præsten!

  • Als Skoles historie fra 1604 til 1956

    Als Skoles historie fra 1604 til 1956

    AI forbindelse med at den nuværende Als Skole, der i dag hedder Havbakkeskolen, fylder 50 år i 2006 er det vel på sin plads at gøre rede for de år, der gik forud. På grundlag af optegnelser, som pastor M. Larsen, Als og Niels Chr. Skaanvad har gjort, har jeg, Christian Christensen, Als, bearbejdet og ajourført stoffet.

    Als skole tog sin begyndelse i 1604, hvor den første skoleholder, Jens Nielsen, omtales. Han virkede til 1630, hvor han sandsynligvis bliver efterfulgt af sin søn, Niels Jensen, der bar navnet Niels Degn. Alle degnene indtil 1859 var vellærde, men de havde ikke en seminarieuddannelse. Om Niels Degns udnævnelse fortælles det i Rokkedrejerbogen, at sognepræst Christian Pedersen Tissing gjorde sin avlskarl til degn Da kaldsretten formentlig lå til herremanden på Overgård (senere Visborggård), må samme avlskarl nok have haft gode evner til at synge, da han også forblev i embedet under skiftende herremænd og tre præster. Han fortsatte i kaldet som kirkesanger og klokker indtil 1688, altså 58 år!

    Den næste i rækken var Laurits Toderup. Rokkedrejeren skriver: År 1688 kom her til degnekaldet Laurits Toderup, var her til 1692. Da var der udi Als by efter hans beskrivelse: 23 halve gårde og 25 fjerdeparter. Enhver halvgård gav til degnen 1 skp. byg, 1 påskekage, 2 skillinger, 10 æg og en saltsten. I kirkebogen fra 1692 skrives af præsten, ”Gamle hr. Maltz”: Har begraven Laurs Degn i Als løverdagen før nytårsdag.

    Var hans tid som degn kun kort, er hans lille bidrag til oplysning om Als bys størrelse og dens økonomiske kår dog betydningsfulde. Ikke mindst ved at nævne saltstenen, som han får fra hver gård. Som bekendt havde dette sogns beboere en ekstra indtægt ved at udvinde havvandet ved brænding eller kogning, hvorefter det blev bagt i blokke eller saltsten og solgt fra vogn i indenlandets sogne.

    Den næste degn i rækken er Erich Johansen Brunow, der kom til kaldet i 1693. Han var student privat fra året før, ca. 28 år gammel. Der vides ikke meget om ham. Han skulle være af en kendt familie. Han blev gift med en dater af degnen i Bælum. Ingen ad dem nåede nogen høj alder. Hun døde et par år før han, kun 38 år gammel. Om hans jordefærd i 1717, hedder det: ”Tirsdag, den 1.juni jordet hæderlige og vellærde Erich Johansen Brunow, sognedegn for Als menighed i 23 år og 6 måneder, gammel 53 år”.

    Da biskop Søren Lintrup var på visitats i Als i sommeren 1724, er der ikke just hverken skulderklap eller lovord til sognets gejstlighed, der flyder ham i pennen. ”Der var kun en liden menighed forsamlet, såsom de fleste vare i marken med deres møgvogne. Den største del af ungdommen var kun mådelig informeret om kristendommen, skønt der både var en skoleholder i menigheden, og degnen var en student ved navn Frederich Knabe, præstekonens broder, som vel ikke havde gjort sig stor flid med indlæringen, hvorom han og befolkningen blev påmindt”.

    Til embedet hørte en afgiftsfri gård på næsten 3 tdr. hartkorn. Med offer, tiende m.m. har det ikke været så ringe et kald, der nok tillod sin degn at holde medhjælp til børnenes undervisning.
    Ingen degn i Als flytter nogensinde til andre græsgange. Alle dør i embedet på to nær, og disse hører en nyere tid til og opgiver kaldet, grundet på alderdom og svaghed. Det anses for sandsynligt, at Friederich Knabe forblev ugift og var degn her i 47 år, idet han jordes på Als kirkegård 7. oktober 1764, 74 år gammel.

    Allerede otte dage senere udnævnes eftermanden Laurits Sørensen, der kaldes fra Visborg den 10. oktober s.a. Den daværende sognepræst Jochum Irgens fortæller i november 1771 om degne- og skoleholderkald: ”Nuværende degn hedder Laurits Sørensen. Er ikke student. Har været skoleholder i Visborg skole her i herredet i 27 år og er skoleholder her i Als skole. Er kaldet af høyædle og welbårne hr. captain Frideric von Arenstorff til Visborggaard , er 54 år gammel og har været degn her i 7 år. Han har degnebolig, som findes i god stand, som jeg har taget i øjesyn afvigte febr. 1771 og bliver vedligeholdt af degnen, hvilket hans formænd haver gjort”.

    Nævnte degn, Laurs Sørensen, som han underskriver sig selv, fortsatte i degne- og skoleholderkaldet endnu en hel menneskealder, indtil 1801, hvor det hedder i kirkebogen: ”29. august jordet den agtværdige olding Lars Sørensen Smith i sit alders 85de år. Han har været degn her i Als i 37 år og desuden skoleholder i Visborg i 27 år, så han i alt have været skolelærer i 64 år”.
    Men, at denne gamle hædersmand har været en fuldgod kirkesanger tør man vel skønne deraf, at skønt han ikke var student, beholdt han også embedet under tre præster, og det sidste i hvert fald givet ham eftermælet som ”agtværdig”.

    Den følgende degn, Peter Hansen Wulff, har ligeledes først tjent sine sporer i Visborg. Han kaldtes til degnekaldet i Als 28. marts 1803i den høje alder af 64 år Han var kort forinden blevet enkemand og havde seks børn, hvoraf de fleste var voksne. At det er et lang bedre lønsomt kald, han havde fået, ses ved hans eget dødsbos opgørelse otte år senere, med mindre det skulle være hidbragt af hans anden kone, Lene Henricsdatter af Als. Ved den efterfølgende auktion indbringer dødsboet over 750 rigsdaler. Dog har den gode degn ikke været en god økonom. Han har pantsat guld- og sølvsmykker, der må indløses. Han har gældsfordrimger, der kommer frem i lyset, og han skylder skrædder, skomager og købmand. Dertil kommer yderligere 50 plus 28 rdlr., som sønnen Johan Christian Wulff, der er gift og bosiddende i Als, har til gode for at have hjulpet til med at holde skole. Der bliver kun 90 rdl. tilbage at dele mellem enken og tre små børn.
    Andet kendskab er der ikke efterladt om denne degn der blev begravet den 15. december 1811, 72 år gammel. Men eftermælet om hans anden kone blev ikke så godt. For knap to år efter mandens død nedkom hun med en søn og udlagde til barnets fader en artillerist ved navnet Christian Rasmussen i Odde.

    Ulige interessantere er den næste degn, Friederic Justesen. Han var student fra Aalborg Katedralskole og overtog degneembedet i Als i 1812, og han var da kun 22 år gammel.
    Fra hans embedstid findes en indgående beskrivelse af skolen i Als. ”Skolen, som er bygt for sig selv af godt egetømmer og murede vægge, befandtes i god, brugbar stand, bestående af 6 bindinger, 4 til skolestue og 2 til skorsten og ildebrændsel. Når skolestuen skulle have den befalede højde, måtte bjælkerne lægges oven på remmen. Der fandtes intet andet end lergulv, hvorfor det var fornødent at lægge fjæl eller murstensgulv. Vinduerne var antagelige og kunne oplukkes. Kakkelovnen var god, men borde og bænke behøvedes at gøre nyt. Taget på den nordre del var mådeligt. I skolen fandtes tvende bibler. Til skolen fandtes en liden plads, der kunne lægges til skolen, og tilhører byen”.
    Denne bygning er den første egentlige skolebygning, der er opført til formålet, og den er nok opført omkring 1740. Den har ligget på J. Frederiksens vej nr. 2, og den vedblev at være skole til 1859, da den nye skole blev opført i de bygninger, der fra 1889 rummede Als & Omegns Brugsforening. Begge grunde har matrikelsnummer 2.

    I 1739 udstedte Christian VI en forordning om ”Skolevæsenet på Landet”, og deri redegøres for, hvordan degne skal holde skole og undervise ungdommen i kristendom, læsning, skrivning og regning. De af dem, der ikke magter undervisningen, skal holde en stedfortræder. Der indføres undervisningspligt fra det 5./6. år. Dog kan børnene holdes hjemme i pløje- og høsttiden. Kaldsretten tilfalder for Als skole godsejeren på Visborggaard, idet han ejer kirken, og kirke og skole var på dette tidspunkt stærkt forbundet. Skoleholderen eller degnen gjorde jo også tjeneste ved kirken, og da han også havde et landbrug at passe, kan det nok for os i dag være svært at definere hans arbejdsopgavefordeling.
    Ovennævnte Friederic Justesen viste sig at være en selvrådig person. Han kom ofte i ustand med myndighederne. Han solgte degnegårdens jorde for 900 rigsdaler uden at spørge myndighederne. Det slap han godt fra, men da han senere lader sin embedsbolig istandsætte for 1074 rigsdaler og sender regningen til øvrigheden, siger den stop. Efter mange forhandlinger ender det med et forlig, der betyder, at Justesen selv skal betale 400 rigsdaler, og dem må han låne af skolefondens midler til 5% og afdrage lånet over 20 år.

    Justesen var ikke helt almindelig. Når en af køerne var tyregale, skulle han absolut trække med den i skoletiden. Det var skolebørnene ikke helt utilfredse med, men meget kræver mere. De lange frikvarterer til trods ønskede børnene dem endnu længere, og til sidst forsvandt de helt fra skolepladsen. Så Justesen havde nok at gøre med at få samling på børnene igen, tøsene ud i hussmøgerne og ad bagveje hjem til skolen, mens drengene røg op i træerne, hvor Justesen havde en lang parlemanteren med at få dem ind igen, og kun imod at de ikke fik klø.

    Der foreligger mange fortællinger om, at degnen i de sener år holdt til på ”krowen”, endda fra morgenstunden. En mand, hvis ti år ældre broder havde Justesen som skolelærer, fortæller følgende:
    ”Om morgenen, når skolebørnene havde moret sig i den meget lange fritid og var bleven alt for vilde og støjende for naboerne, da måtte der jævnligt sendes bud til kroen efter degnen. På andre tider af dagen var han ofte sammen med en anden hyppig kro-gæst Elias fra Skoven (Bønderskovgården). Denne havde giftet sig til store gård med en enke, der var 15 år ældre end ham selv. Han pralede tit med sine penge og den magt, han havde over fattigfolk, der lånte penge af ham. Så fik degnen tit bersærkergang, stor og stærk som han var, greb han gårdmanden og rystede ham:
    ”Han skulle vise ham en magt, der var endnu bedre!” Hjalp dette middel ikke, verfede degnen ham ud af lemmen. Det endte gerne med, at Elias tilbød forlig ved en ekstra kaffepunch”.

    En følge af den nye skolelov af 1814 var, at alle lærere skulle have en uddannelse fra et lærerseminarium. Den næste lærer i Als skole er Anders Laursen. Han er udgået fra Lyngby seminarium i Århus amt. Han får hovedkaraktereren ”meget duelig” og i vandel ”rosværdig”. I ikke mindre end seks fag har han rent ug. Dog er det en ulempe for ham, at han ikke kan forestå kirkesang. men det ordnes ved, at lærer Stærdahl i Helberskov påtager sig jobbet. Året efter sin ansættelse i1858, bliver den ny skole bygget. Den, der bare 30 år senere omdannes til Brugsforening.
    Laursen var en dygtig lærer og fik megen anerkendelse. Således skal biskop Swane i mange læreres påhør have fremhævet, at Anders Laursen i Als var stiftets ypperste religionslærer. Men dette resultat kostede også børnene adskilligt sved og tårer.

    Marinus Wedstted, der var Kaj Munks allerførste lærer, og som har gået i Als skole, fortæller om A.L. ”Han var en alvorsmand! Aldrig lod han et smil gå over sit strenge åsyn, og ofte havde han en lang hale efter sig af arme, grædende børn, der skulle følge med ham hjem til gården for at sidde efter”. Som det her fremgår, så var han også gårdejer Han havde giftet sig i 1860 med Ellen Marie Hansdatter af Als udflytter. Der var to børn i ægteskabet. En søn var gdr. Laurids Laursen, Halvrebgaard. Han var også en særdeles ivrig afholdsmand og var en af førstemændene i stedets ærdruelighedsbevægelse. Den næste lærer var Søren Christian Sørensen Bach, der trådte til i 1887. Han havde egentligt fået andenlærerembedet, men kort tid efter bliver han førstelærer. Bach var en særdeles dygtig og anset lærer og var en mand af mere end almindelig fysik. Det fortælles, at hans ”vældige røst fyldet kirkens hvælvinger, så folk måtte græde af rørelse”.

    Selv om skolen kun var 30 år gammel, fandtes bygningerne ikke længere tidssvarende, og hvad børnetilgangen angår, havde den fået slagside. Langt de fleste børn kom fra vest. Mange yngre folk havde bosat sig på den såkaldte Als Mark og Als Hede lige som Buddum også havde fået flere tilflyttere.

    Den nye skole skulle ligge næsten 2 kilometer vest for byen. Var stedet end mere centralt beliggende for børnenes skoleveje, var pladsen dog sundhedsmæssigt set ikke god, lav og sumpet som den var. De læs grus, der er dumpet på den skoleplads, har det vist ikke været let at holde tal på. Den nye skole bragte også ulemper for lærerfamilierne. Ikke alene blev der langt til by og kirke, men de kom også til at savne de bekvemmeligheder og sanitære forhold, som byen efterhånden forbedredes med.

    Lærer Bach var dog ikke så sund og rask, som hans legemlige udseende turde formode. I flere år måtte han holde vikar i embedet. En lammelse gjorde, at han i 1919 så sig nødsaget til at søge sin afsked, desværre for ham seks måneder før en ny lønningslov trådte i kraft. Pensionen blev meget lille, og endnu mindre for hans enke. I ægteskabet var der 2 døtre. Den ældste, Clara, blev gift med Ove Rand. Clara Rand var i mange år organist ved Als kirke, og den yngste, Agnes, blev gift med Carl Raaschou.

    Sygdom forfulgte også den nye mand i embedet, Jens Peder Mikkelsen, der kun virkede aktivt som kirkesanger og skolelærer et års tid. En mavekræft gjorde det umuligt for ham at fortsætte, og han døde allerede i 1921.
    Blandt de mange stedfortrædere, der havde afløst på i kirke og skole, valgte man så at ansætte Helge Rasmussen. Han havde gjort et sådant indtryk på befolkningen, at der blev iværksat en underskriftsindsamling til støtte for hans ansættelse, og det viste sig jo også, at det var et virkeligt godt valg. Det var en person, der satte sine spor på egnen. Ikke blot var en god pædagog, der virkelig forstod at drage omsorg for børnene. Han var også en igangsætter på mange områder. Hans interesse for børns vilkår udmøntede han i, at han tog initiativ til at arrangere børnefesterne i Als i 1922. Børnefesternes formål var at skaffe midler til børn, der ikke havde sådanne økonomiske forhold, som skønnedes nødvendigt for at have en god tilværelse.

    Børnefesten samlede hvert år flere tusinde mennesker til byen. Festen foregik den sidste søndag i juni, og den udviklede sig til en rigtig folkefest, men hvor børnene var midtpunktet.
    Han var også i alle årene kirkesanger, og hans interesse for musik og sang gjorde sig også udslag i, at han oprettede og ledede sangkor. Han var også sangkorsleder ved større sangerstævner. Under krigen ledede han også alsangen, der fik så stort tag i befolkningen, at man ved en lejlighed afbrød en fodboldkamp, fordi der var mere end 600 mennesker, der skulle synge sammen på Als Stadion.
    Hele familien Rasmussen blev en udpræget lærerfamilie, idet alle børnene gik lærervejen og alle havde kreative og musikalske evner, som folk her på egnen stadig drager nytte af. Helge Rasmussen døde i 1953 som følge af et færdselsuheld.

    Den sidste lærer i Als gamle skole var Robert Jensen. Han fik til opgave at opbygge en helt ny skolestruktur. Det var på det tidspunkt klart, at der skulle bygges en ny centralskole og samtidig skulle Helberskov- og Haslevgaarde skole nedlægges.

    Skolen skulle udbygges til at være en eksamensskole, men der gik nogen tid, inden det kom på plads. Bygningerne blev rejst på en grund, som kommunen havde købt af Niels Mikkelsen, og den blev indviet 13. august 1956.
    Robert Jensen søgte samme år, 1. december, anden stilling. Han var en dygtig og respekteret lærer, men kunne have det lidt svært med at samarbejde med myndighederne.
    I denne artikel er omtalt 13 førstelærere eller degne, men der var jo også andenlærere, der især satte sit præg på egnen i begyndelse af 1900-tallet. Her kan nævnes: Lauritsen, der startede AGF og Viking i 1904. Ove Rand, Jens Chr. Sørensen, der blev førstelærer og desuden kommunekasserer i Sønder Tranders. lærer M Bjørn, hans efterfølger, lærer Knud Larsen, der blev henrettet af tyskerne. Der er en mindeplade over ham i Ryvangen. Til sidst må nok nævnes lærer Vilhelmsen, der af hans elever endnu huskes som en lærer med slående argumenter!

    Als Pogeskole
    Ellen Mari og Kro Ajs boede i et lille stråtækt hus midt i byen. Her havde Ellen Mari i mere end en menneskealder før og efter 1900-tallet en pogeskole. Her gik børn op for at indøve tal, bogstaver og læsning, før de nåede den egentlige skolealder. Hun havde den fineste anskuelsesundervisning, der kunne tænkes. Bogstavet ”Æ” var det grimme, og når hun skulle forklare det slyngende S, blev det noget lignende som: ”Nær do no stor ved Flowen øwer for Krowen, så gor do op ætter den gamle ringers hus (huset hvor Anton og Aase boede) og så op te vejen, der gor op til Blokkerne, så hår do et S”. Der lever stadig en enkelt eller to, der har været elev ved Ellen Mari.

  • Minder fra Als Hede

    Minder fra Als Hede

    Mit navn er Karl Løth Nielsen, og jeg er født i 1936 og er søn af Karen og Jens Løth. Jeg har fået lyst til at skrive noget om, hvordan det var at være barn dengang. Jeg mindes stadigvæk mange af mine skolekammerater. Fra Buddum husker jeg især Aase, Jens og Niels Jørn Jensen, hvis forældre var Dora og Niels Jensen. Jeg er opvokset en del hos mine bedsteforældre, da min far og mor ikke var gift, da jeg blev født. Jeg kommer hvert år til Als, hvor jeg bl.a. besøger Olga og Svend Hald.

    Efter min soldatertid rejste jeg sammen med min kæreste, Elly, til Sverige. Elly var datter af gårdejer Bernhard Andersen, Veddum Vorn. Vi blev først gift, da vi bosatte os i Sverige. Jeg har i mange år været ansat ved kommunen, og Elly har været ved postvæsenet. Vi bor i en mindre by lidt nord for Stockholm, der hedder: Upplands Vestbyen, der nu har ca. 40.000 indbyggere. Da vi kom her i 1957 boede her kun ca. 7000.

    Vi har tre børn og 8 børnebørn. Den yngste af pigerne, Pia, bor i Rostrup. Den ældste af pigerne, Monica, bor her i byen lige som vor søn, Henrik.

    Mine tanker flyver jo af til min fødeegn, og især til min drengetid på Vandkærsvejen.

    Efter man har været væk fra Als i over 50 år sidder stadigvæk minderne tilbage, og man husker de gode gamle dage. Jeg blev født på Vandkærsvejen i 1936. Min far og mor var ikke gift den gang, så jeg hos min bedstemor og min bedstefar på ejendommen ”Hedelund”. De havde købt 12 tdr. land jord af Bønderskoven, og de byggede sig en lille ejendom der. Jorden var fra starten mest lynghede, som de fik opdyrket. Der var ikke så mange børn i nærheden at lege med. Da jeg begyndte i skolen fulgtes jeg med en pige længst op imod kæret. Hun hed Vita Gade Nielsen og vi måtte gå den lange vej til skolen, der lå tæt ved mejeriet ”Ravnborg”. Jeg mindes, jeg havde en madpakke med, og i middagspausen gik jeg hen på mejeriet og købte en lille flaske mælk på bedstemors regning. Jeg havde fedt med ost eller bedstemors hjemmelavede leverpostej. Der var en af kammeraterne fra Als, der spurgte om jeg ikke ville bytte madder med ham. Jo, det gjorde jeg så, for der var jo fint pålæg, som jeg ikke fik på mine madder.

    Hvem boede så på Vandkærsvejen? Ja, i svinget på højre side boede Vitas bedsteforældre: Mariane og Søren Gade. Derefter kom Anna og Anker Nielsen, og et stykke inde på marken boede Marie og Anton Buus Sørensen, derefter Lilly og Anker Ibsen, og lidt fra vejen Ninna og Jens Peter Jensen.

    Så kom ejendommen, hvor Karen og Marinus Hald boede, men efter en brand blev ejendommen bortsaneret. I ejendommen ”Hedevang” boede Stine og Kristian Laursen, derefter kom Anna og Børge Rask Nielsen. Så kom mine bedsteforældre, Petra og Christian Løth Nielsen, og derefter Anine og Arnold Mortensen. Så er det et hop op til det næste, hvor Bramsen boede, derefter Dagmar og Jens Thomsen, og længst oppe boede Vita sammen med sine forældre, Rigmor og Kresten Nielsen. Vender man så om og kører tilbage boede Karoline og hendes søn Niels Peter Troelsen, lige overfor Jens Thomsens. Så var der en tre ejendomme et godt stykke inde på markerne. Det Var Dorthe og Peter Gade, Hans Ditlev og Chr. Dahl. De lå jo nærmest ud til Skelundvejen. Endelig er der ”Bøggildgård”, og den var ejet af Sine og Marinus Nielsen.

    Noget af det jeg mindes med glæde er juleaftenerne. Hen på eftermiddagen cyklede jeg sammen med min bedstemor op til Als kirke til juleaftensgudstjeneste, hvor præsten dengang hed Marius Larsen, og han var en dygtig præst. Så følte man rigtig, at det var jul, og så skulle man hjem og få julegaver. Et år var det blot en lille træhest, næste år en fin kuglepen. Gaverne var sikkert købt i Brugsen, hvor Bundgaard var uddeler, eller hos købmand Carl Haugaard Skøtt i Buddum. Begge forretninger er for længst nedlagt, men bygningerne består endnu.

    I vintertiden måtte vi drenge selv finde på noget at lave. Jeg traskede til Als, og når der var is på Flouen. Så gav man et hold klubnavne. Man spændte de gamle skøjter på støvlerne med et skøjtesving og så et par remme over vristen, og så spillede vi ishockey med en lille bold. En vinter lavede jeg til kælken et sejl af en stor papirsæk og satte det på en pind. Så kunne man køre på isen langs havet til Helberskov, men man jo trække tilbage igen, for man kunne jo ikke have rygvind hele tiden. Vi køret også i kælk ned ad bakken oppe fra Betty Lauritsen, og ned ad bakken var det et skarpt sving ned mod havet. En vinter spændte jeg min hvide hund for kælken, og den trak mig fra Vandkærsvej op til Ravnbjerg, hvor jeg tog mange ture ned ad bakkerne.

    Jeg tror vinteren i 1949 var meget snerig, for vi kunne ikke køre på Vandkærsvejen. Men så kom snefogeden og forlangte, at hver ejendom skulle stille med snekastere. Så var det ud med skovlene. Man gravede fra hver sin ende og fra midten, og det kunne være et hårdt arbejde at få den tunge sne væk, og hvis der så kom nyt snefog, kunne man begynde forfra. Ofte måtte hestekøretøjerne køre ude på markerne for at komme til mejeri og andet vigtigt, og køretøjet kunne være vogn, men slæden kom også i brug.

    Jeg husker i begyndelsen, at da havde bedstefar ikke penge til harve og ajletønde m.m., men ham og Børge deltes om sagerne. Når der skulle mejes, lejede den en selvbinder og lånte hinandens heste til at trække selvbinderen. Kornet blev taget nøje med, i alle hjørnerne blev der slået med le, og kornet bundet i neg.. Om efteråret blev kålroerne taget op med et roejern, som først huggede toppen af, og siden rykkede roden op med et par kløer på jernet. Siden kørtes de hjem i en roekule, som nøje dækkedes med halm, og siden kastedes em masse jord på. Runkelroerne skulle rykkes op med hænderne, og toppen blev hugget af med en roekniv. Toppen blev lagt i en sti i laden og blev brugt som ensilage til at fodre med om vinteren.

    Græsset, som skulle blive til hø, blev slået med en slåmaskine. Det blev vendt nogle gange med en fork og siden stakkes i en høstak, så det kunne blive helt tørt til at køre hjem på høloftet.

    Dengang klarede folk sig med en lille ejendom. Der blev dog ingen overflod, men det gik. I dag er næsten alle ejendomme langs med Vandkærsvejen jordløse. Al jord er blevet opkøbt ved jordfordeling. Nu skal der store arealer til for at klare en fornuftig indtjening, men man har jo også, men man har jo også anskaffet sig en mægtig maskinpark for at kunne nå det.

    Når man i dag kommer til Als, er byen jo næsten ukendelig. Der, hvor der nu er supermarked, lå bl.a. Kommunekontoret. hvor jordemoderens mand, Jørgen Laursen fra Buddum, som var sognerådsformand og Niels Sommer, der var kasserer, arbejdede. Sommer krævede mig for 17 kr. i skat fra dengang jeg var inde som soldat. Jeg var oppe at snakke med ham i julen 1960, hvor vi var hjemme fra Sverige. Jeg sagde til ham, at dem kunne han fange fisk for, og så gik jeg igen, men han råbte højt efter mig, da jeg gik, for jeg mente, at de småpenge man fik som soldat var jo ikke noget at betale skat af. Ved siden af kommunekontoret havde Peter Andersen en cykelforretning, og derefter boede Høns-Ejnar, der var handelsmand ligesom Peter Ibsen. Derefter boede Skrædder-Per og Mary Gerts havde købmandsforretning, og så var der Bager-Ejnar og Slagter-Aage og flere andre små butikker.

    Vor skolelærere dengang hed Rasmussen og Vilhelmsen. De boede i hver sin ende af skolen. Det var Rasmussen, der havde første og fjerde klasse, og Vilhelmsen havde anden og tredje klasse. Man gik jo i 2 år i nogle af klasserne, da man skulle gå i skole i 7 år.. Ja, i dag tales der meget om mobning i skolerne, men den fandtes allerede først i 40-erne. Dem, der især blev mobbet, var børn fra de fattige hjem. Jeg ved ikke, om lærerne læste psykologi dengang, for de brød sig ikke meget om problemet, men det var grimt at se på.

    Vinteraftenerne lagde bedstemor æbler ind på komfurets ringe og stegte dem. Det var en oplevelse, og de smagte fantastisk godt. Der var jo ingen fjernsyn dengang at kigge på, men vi havde de gamle radiomodtagere, og vi lyttede andægtigt når f. eks. der var gammel dansemusik med Bror Kalles kapel.

    Jeg husker, da jeg var dreng, at når man skulle have noget lavet ved cyklen, kørte man op til Als. Der først i byen var en cykelforretning. Når man kom ind til ham, sagde han næsten altid: ”Den er færdig om en times tid, Bette Do”. Han blev altid omtalt som Bette Do, men hans rigtige navn var Jørgen Thomsen.

    Jeg har en gammel smalfilm, Super 8, fra tresserne, hvor jeg har billeder fra optoget til børnefesten. Bilerne blev pyntet i gården hos Astrid og Harald Christensen i Als. Jeg tjente der en sommer. Ja det var et utroligt idealistisk arbejde byens borgere lavede. Optoget var meget flot, og langs ruten stod masser af mennesker, der beundrende så til, når optoget med politibetjent, både en lille og en stor, og stort orkester i spidsen. Men nu er det forbi, desværre!

    Jeg husker også, når vi cyklede til bal i Astrup og Rostrup, hvor der var bal i Egelund Pavillon , og når vi cyklede hjem over midnat var man træt og tørstig, så gik vi ind og drak vand af en hane i Gunnar Kusk´s kostald i Veddum Vorn.

    Jeg husker også, da jeg gik i skole, fulgtes jeg med min bedstemoder ind ved kanalen mod Bønderskoven. Hun og jeg plukkede kommen, som hun solgte til mejeribestyrer Larsen på Ravnborg. Under krigen gik bedstemoder ud i marken og tog nogle kålroer. Hun skrællede dem og skar dem i terninger og stuvede dem. Så fik vi lidt flæsk dertil. Jo, det gjaldt jo om at udnytte alle de former for føde, som man selv havde. Hun lavede også selv kartoffelmel, og lavede knapost, smør m.m.. Ja, det ville blive svært, hvis man nu om dage selv skulle fremstille de daglige fødevarer. Når posten kom, ”Klinker Niels”, havde han et par skrubber med til mig. Han saltede dem lidt og sømmede dem op på ladeporten. Så skulle de tørres, og så kunne man skære kødet af med en kniv, og det smagte ganske godt.

    De sidste år under krigen gik vi i skole ude i forsamlingshuset på Heden, for tyskerne tog jo skolen, og der boede flygtninge. Når vi var i skole der, kunne vi gå ind til Købmand Hans og købe nogle gærtabletter?, der kunne smage lidt af bolsjer. De kostede 2 øre, og der fandtes jo ikke andet slik, som man kunne købe.

    P.S. Teksten er renskrevet og nænsomt redigeret af Christian Christensen, Als. Karl Løth´s sprog, der er ganske glimrende, bærer jo præg af, at har haft sin bopæl og sit arbejde i Sverige i mere end halvtreds år.