Siden middelalderen har Elverdamsdalen, fra Soderup i syd og til Tempelkrogen i bunden af Isefjorden, rummet en spændende fortælling om vandkraftens tidligere betydning for de gamle møller. Flere af de tidligste mølleanlæg tilskrives sandsynligvis den nu nedlagte landsby Aastrup og senere herregården Aastrup (kendt fra 1400-tallet), hvorom stensatte render, dæmninger og møllesøer i dag vidner om mindst 4 møller.

I godsets nærområde er der kortlagt 13 vandmøller, foruden de 5 møller ved Vintre Møller i en paralleldal nordvest herfor. Tadre Mølle er i dag den eneste bevarede og ligger smukt og idyllisk placeret på den østlige dalside. Vandmøllen er grundlagt allerede i 1300-tallet og var fra 1405 og indtil Reformationen i 1536 ejet af den katolske kirke i Roskilde, som underhold for en præst der passede et af domkirkens mange altre.

Efter Reformationen blev møllen krongods og senere en af Aastrups mange møller. I 1674 overtager Sonnerupgård Gods møllen, som ejer den helt frem til 1952.

Møllegården har i århundreder været fæstemølle. Den sidste fæster blev Christian Hansen, som overtog møllegården i 1914 og drev den til sin død i 1945, hovedsagelig som landbrug, med en hastigt faldende kundekreds til møllen, og til sidst slet ingen.

Efter møller Hansens død overtager datteren, den efterhånden legendariske Mølle-Marie lejemålet, og hun frikøber møllegården til selveje i 1952. Nationalmuseet fik med Maries velsignelse fredet vandmøllen i 1956 som den sidste i Elverdamsdalen og gennemførte en hovedrestaurering i 1957-58. I mange år drev Mølle-Marie møllegården, som landbrug og museum, med en enkelt karl ansat, og mange gæster har besøgt Mølle-Marie og oplevet hende med stor kærlighed og indlevelse vise den gamle vandmølle frem. I 1986 solgte hun møllegården billigt til staten, mod til gengæld at kunne blive boende sit liv ud.

Mølle-Marie kunne d. 14. august 2002 fejre sin 100 års fødselsdag, som bl.a. blev markeret med udgivelsen af en lille bog om hendes 86 år på møllegården. Mølle-Marie døde d. 4. februar 2003, efter et langt og virksomt liv.

Vi ved med sikkerhed, at der har ligget en vandmølle på stedet i 1405, men møllestedets oprindelse kan sagtens være langt ældre. Hvordan de ældste møller så ud og var indrettet fortaber sig i historien, men fra omkring år 1800 og frem kan man f.eks. via de gamle brandtaksationer danne sig de første indtryk. Den nuværende vandmølle synes således at være opført omkring 1840, hvor den kunne betjene 3 kværne, sigte, grynsold, blæser og sækkevinde.

Det var sandsynligvis den sidste fæster, møller Hansen, som nedtog skalkværn og i stedet brugte trækket til at drive en båndsav med, der var opstillet i et hus uden for møllen. Møller Hansen fik i 1920´erne indlagt en petroleumsmotor til at sikre kraft til møllen, hvis der ikke var vand nok i mølle-søen om sommeren. Problemet med vandmangel kunne især opstå, hvis mølleren på den dengang eksisterende Øvre Tadre Mølle, nogle få hundrede meter oppe ad bæk-ken, holdt igen på det lidt vand der på denne årstid måtte være til rådighed.

Tadre Mølle er, ud over Blåbæk Vandmølle ved Fakse, den sidste oprindelige vandmølle på Sjælland, med ubrudt historie. Den er samtidig den sidste dalside mølle, p.g.a. dens beliggenhed højt i terrænet, betjent af Taderød Bæk, der i sit løb forbi møllegården falder stærkt ned over den østlige side af Elverdamsdalen. Vandmøllen fødes fra den ovenfor liggende møllesø og drives med et overfaldshjul. Nationalmuseet nedtog ved hovedrestaureringen i 1950´erne savhuset uden for møllens dør, og motorhuset, som lå på skråningen op mod møllesøen, ligesom man fri-lagde gavlen ved vandhjulet, der ellers havde været over-dækket/beskyttet af et skur. Begrundelsen var, at føre møllen tilbage til tiden omkring 1840, men man undlod dog at rekonstruere den 3. kværn, som havde været en skalk-værn til afskalning af byg.

Siden hovedrestaureringen i 1950´erne er møllen løbende blevet vedligeholdt, således, at møllen i dag er fuld funktionsdygtig på alle bevarede dele. D.v.s. med sækkevinde, en stor kunstkværn og en mindre Rhinskkværn. Det er intentionen, at få sigten rekonstrueret og om muligt, at få lagt en skalkværn ind igen.