50 år er meget længe siden. Så længe er det siden, at vi blev konfirmerede og endnu længere siden, at vi begyndte at gå i skole. Det er ikke til at forstå. Der er sket meget i den tid og udviklingen er gået hurtigt – det synes vel de fleste af os.
Fjernsyn var for eksempel noget nyt og spændende og i hvert fald ikke noget, vi havde derhjemme. I 1952 stod nogle af os på gaden foran Busse Radio’s vindue og kiggede betaget på Dronning Elisabeth’s kroning fra England – på en lille flimrende skærm – i sort/hvid og uden lyd; men det var stort!
Nogle af os kan huske, at vi sad i salen med det store træ på Hotel Ebeltoft og så ”Kvit eller Dobbelt” med Svend Petersen som vært; det var også stort – og mærkeligt at tænke på, når man sammenligner med i dag. At se fjernsyn er ikke mere noget man samles om – tvært i mod. Ofte står der en fladskærm i hvert rum i huset, hvor alle i familien sidder og ser hver sit program.

Vi husker alle noget forskelligt fra vores barndom og fra Ebeltoft. Nogle var Spejdere med de oplevelser, som det gav – inkl. nytårsparader med bare knæ i kulden! Mange af os har gået på Adamsens Danseskole – (nogle frivilligt og andre knapt så frivilligt) og været med i optog til sommerfesten.

Årgang 1945/46, som vi tilhører, var en af ”de store årgange” – lig med mange børn i skolerne. Samtidig var der lærermangel og – i hvert fald her i Ebeltoft – pladsmangel. Man proppede 32 6-7årige børn ind i et alt for lille lokale sammen med én lærer! Det var aldrig gået i dag!
Børnene den gang var måske mere ”artige” og havde mere respekt for voksne mennesker – men alligevel! Det er ubegribeligt, at det lykkedes at lære os noget som helst og det gjorde det jo. Det er vi det bedste bevis for.

Vi har hver for sig levet vores liv på godt og ondt, på grundlag af det, som for de fleste af os begyndte på Ebeltoft Borger- og Realskole. I skolens ordensregler fra 1959, som der eksisterer et eksemplar af endnu, står der, hvordan vi skulle opføre os i skolen og over for hinanden. Det kan man underholde sine børnebørn med og for dem lyder det, som var det fra en fremmed planet.

Noget af det første er følgende: ”Børnene skal møde renvaskede og sømmeligt påklædte.” (Der står ikke noget om, at det skal være i mærketøj!) ”Møder et barn snavset, kan det beordres badet på skolen.” Ja, det står der virkelig!! Der står også, at den undervisningstid, barnet så går glip af, erstattes med en eftersidning! Altså på nudansk: Er ungen ikke ordentlig vasket, får den en ”Sveder”!

Når det ringede ind, stillede vi op på række ude på gangen og gik sammen med vores lærer ind i klasselokalet og satte os først ned, når der blev sagt ”værs’god” og kom der voksne ind i klasselokalet, rejste man sig op ved siden af sin plads. Tiltalen var De og hr. xx eller fru/frk. xx. Der var sandelig respekt omkring voksne!

Man måtte ikke forlade skolen i frikvartererne, selv om udenbys elever – efter skriftlig anmodning fra forældrene – kunne få lov til at forrette byærinder. Det er tankevækkende, når Kvickly i vore dage om formiddagen vrimler med skolebørn, der køber slik, chips, cola og alt muligt andet, der sikkert er rigtig usundt.

Når vi i TV har set de misligholdte skoler og uhumske skoletoiletter, kommer man til at tænke på denne paragraf i ordensreglerne: ”Ingen elev må tilsmudse, bemale, eller på anden måde beskadige, hvad der tilhører skolen. Overtrædes dette forbud med forsæt eller ved grov uagtsomhed, er den eller de elevers forældre eller værge pligtige at erstatte den voldte skade efter skolebestyrelsens opgørelse.” Det var måske en ide at tage op igen?

I skolegården var der virkelig trængsel i frikvartererne, for kun ordensduksene måtte være i klasseværelset. Alle andre skulle ud – uanset vejret. Derfor var der strenge regler for, hvad vi måtte foretage os. Her er et uddrag: ” Højrøstet skrigen, slagsmål, sammenstimlen, løb og voldsomme og upassende lege er forbudt (f. eks. kædeleg, sneboldkastning, leg med springvand, ”riden på ryg”). Det er forbudt at lave glidebaner.” I et hjørne var der et lille anlæg med græs, buske og et par havebænke, som kaldtes ”Mamrelund” og hvor børnene ikke havde adgang. Der kunne gårdvagten, for sådan en var der i alle frikvarterer, tage sig et lille hvil. Gårdvagten holdt øje med, at reglerne blev overholdt. Blev man grebet i at løbe, kunne straffen være ”at stå på rist” i resten af frikvarteret. I skolegården var der adskillige kloakriste og dæksler, hvor den formastelige kunne stå til spot og spe for kammeraterne. I gentagelsestilfælde kunne straffen være, at stå der i samtlige frikvarterer resten af dagen. Naturligvis var der lidt fornuft i ordningen, for de små kunne let løbes over ende i trængslen, hvis de store var for voldsomme.

Alle disse regler forekommer os i dag strenge og måske også lidt morsomme, men tiden var meget anderledes og vi har sikkert alle både gode og dårlige minder om vores skoletid, men vi glemmer den aldrig. Hyggeligt var det – synes man nu, når man mindes sin skoletid – at vi første dag efter juleferien var i kirke. Vi gik i samlet flok fra skolen til Ebeltoft Kirke, hvor Pastor Elo Sørensen holdt en lille andagt og vi sang et par salmer. Vi husker også konfirmationsforberedelsen hos pastor Sørensen, som gerne og ofte fortalte spændende ting om besættelsestiden.

Vores gamle skole, skolegården med de to store træer med bænke omkring, halvtaget, hvor vi kunne stå som sild i en tønde, når det regnede, eksisterer ikke mere. Bygningerne er for længst overgået til andet formål. Alligevel tænker de fleste af os nok på Ebeltoft Borger- og Realskole, når vi går forbi disse bygninger, så forandrede, de end er.

Moderen græd af glæde, da jeg afleverede min julegave. Julegaver giver man jo for at glæde modtageren.
Men – een af de største glæder har dog for mig ikke været at modtage, men ved at give en gave!
Det er nu cirka 25 år siden, og jeg kan endnu blive så glad, når jeg tænker på den jul og netop de julegaver.

Kun en fire- fem dage før julen var det lykkedes mig at købe nogle forholdsvis billige “fabriksrester” af stof, som jeg hurtigt regnede ud, at jeg kunne sy julegaver af. Jeg havde en rimelig god symaskine og snitmønstre, så jeg syede to små lysegrønne poplin-skjorter, samt to par mørkeblå fløjlsbukser i tyrolerfacon til et par smådrenge på to og fire år.

Jeg kendte nemlig de små drenges forældre temmelig godt, og vidste, at deres far i et stykke tid havde været syg og var indlagt på et hospital, og at det var endda meget småt med penge i det lille hjem, hvor der en månedstid før julen var kommet en lille bror til de to førnævnte smådrenge. Imens jeg havde travlt med at sy så snart, jeg kunne tage lidt tid fra de øvrige juleforberedelser, kom min mand flere gange og så på mit arbejde og spurgte, om jeg nu også troede, jeg kunne få de små dragter færdige, så vi kunne køre ud til det lille hjem inden juleaften?

Lillejuleaften blev jeg færdig, og juleaftensdag om formiddagen tog vi af sted med pakkerne. Vi ville selvfølgelig gerne se, hvordan tøjet passede – og det gjorde det.

Jeg glemmer aldrig, hvor glade min mand og jeg blev, da vi så de små drenges glædesstrålende øjne, og den ældste af dem jublende udbrød. “Så kan vi alligevel komme med til juletræ”!

Deres mor havde nok forberedt dem på, at hun ikke syntes, de havde noget tøj, der var pænt nok at komme i til juletræet i forsamlingshuset. Også moderen var jublende glad for gaverne. Hun græd af glæde. Den oplevelse glemmer min mand og jeg sikkert aldrig.

Cecilie døde ved en tragisk færdselsulykke ved Uggelbølle i oktober 1986.

Jeg vil begynde med at fortælle om byen med de toppede brosten og det lille rådhus, som nu er museum, hvor jeg kom til verden i 1935 som nummer to af fire søskende.
På det tidspunkt var der under 2000 indbyggere i byen. Om sommeren var indbyggertallet dog meget større, for da var der massevis af turister, der besøgte byen, bl. andet for at se føromtalte rådhus.

De største arbejdspladser var Maltfabrikken,Sygehuset, Slagteriet og sidst men ikke mindst Garveriet, hvor min far arbejdede i 44 år. Der var også en jernbane – Ebeltoft- Trustrup jernbane, som mange år senere blev nedlagt.
Efterhånden eksisterer de forskellige virksomheder ikke mere. Sygehuset er lukket og i stedet omdannet til sundhedscenter.
Mens jeg var en lille pige, arbejdede min mor på sygehuset som vågekone om natten .Vågede over meget syge eller døende patienter, for dette arbejde indkasserede hun den formidable løn af 3,00 kroner for de første tre nætter, hvorefter hun fik 2,50 kr. for de næste nætter.

Inden far og mor blev gift, arbejdede mor som hjemmesygeplejerske i Rimsø ved Grenå. Vi boede i et lille hus , som mor og far havde købt. Huset lå ved siden af garveriet. Efter nogle år skulle fabrikken udvides, så huset blev solgt og revet ned.Inden da blev der malet et billede af huset, så vi den dag i dag kan se, hvor dejligt det så ud. Min broder Svend arvede billedet efter mor og far. Det hænger nu i Øster Tørslev, hvor Else og Svend bor.

Derefter flyttede vi til Adelgade 29 i en lejlighed, hvor der tidligere havde været kontor for en tømmerhandler. Lejligheden bestod af køkken, badeværelse, stue og et soveværelse. – og hvilket soveværelse !!
Hele familien sov der til lyden af kæmpende, brølende køer og tyre, som skulle sendes videre til slagterier enten i Ebeltoft eller andre steder. Dyrene blev samlet der i en dertil “indrettet” samlestald.
Hver tirsdag ankom adskillige hestevogne, lastbiler fra forskellige steder med dyrene. Da disse dyr jo både var fremmede for hinanden og vel også bange, rev de sig tit løs om natten og gav sig til at slås. Det lød forfærdeligt, uhyggeligt, når de sloges og brølede omkap. Det var sjældent, de blev afhentet før sidst på ugen, så det var bestemt ikke særlig gode “vuggeviser”, der lød i vores soveværelse i de år.

Der boede vi så, til jeg var 13 år. På den tid blev der bygget 6 rækkehuse med to lejligheder i hvert hus på Strandgårdshøj, hvoraf vi var så heldige at kunne leje nr. 34. Der boede far og mor resten af deres liv.
Endelig fik jeg mit eget værelse – et kælderværelse – ganske vist med gamle møbler, som var skrabt sammen som fra et pulterkammer. Men det var bare lykken for mig – endelig et sted, hvor jeg kunne være mig selv, når jeg ville brodere, læse, strikke o.s.v. Ang. møblementet sov jeg på en chaiselounge, hvilket sansynligvis var medvirkende årsag til min dårlige ryg senere i livet.
Da jeg var seks-syv år fik jeg mit første “job”. Det var hos en blomsterhandler Fru Agnethe Stærk, som boede i Nedergade. Der gik jeg rundt til kunderne med blomster . Det var i julemåneden, hvor der var travlhed, især med blomster til patienter på sygehuset. Sygehuset lå i den anden ende af byen. Det var hårdt for mine små ben at løbe frem og tilbage så mange gange om dagen. Især juleaftensdag skulle der afleveres mange blomster til de patienter, der lå på sygehuset i julen.
Da det endelig var aften, var jeg så træt, at jeg faldt i søvn over julemaden !! Det var meget ærgerligt, da vi som den eneste gang, jeg husker, havde min farmor på besøg juleaften. Hun boede i Nimtofte, hvor vi sommetider besøgte hende om sommeren.

Da jeg var otte år, syntes mine forældre, at jeg var gammel nok til at gå med aviser, så jeg fik job som avisbud for Demokraten.
Jeg havde en meget ubehagelig oplevelse en aften, hvor far og min storebroder Jørgen tilfældigvis var med på turen. Det var i nittentreogfyrre, mens Danmark var besat af tyskerne. En tysk soldat standsede os og påstod, at vi gik med illegale blade, hvorpå far med en pistol i ryggen blev gennet af sted, ud til deres barak, som lå der, hvor nu “Vibæk camping” ligger. Jørgen og jeg løb skrigende hjem til mor og fortalte, hvad der var sket. Efter at have været i forhør kom far heldigvis uskadt hjem. Det var en barsk oplevelse for sådan et par små unger – og selvfølgelig også for far. En oplevelse, som jeg aldrig glemmer så længe, jeg lever.
Senere fik far at vide, at omtalte tyske soldat var blevet “sendt hjem”, grundet sindssyge!
Lønnen for at gå med aviserne var – – FORNØJELSEN eller mangel på samme! Jeg gik med Demokraten i 10 år.
Pengene fik mor og far. Det skulle man byde børn i dag, så ville der afgjort lyde et ramaskrig! Hos os var det kæft, trit og retning, ellers vankede der! Fars hænder sad meget løse! Nok om det!

Den eneste løn jeg fik, var de 5 ører og 10 ører, som jeg fik i drikkepenge af dem, der holdt avisen. (en is kostede dengang 15 øre). At få tøj på kroppen under krigen var meget vanskeligt. Pengene var små, og hvis man endelig havde penge, var der sjældent noget tøj at købe i butikkerne. Mor havde et uldent bordtæppe liggende, som var påtegnet, beregnet til at brodere på. Det blev i stedet syet om til en frakke til mig. Vældig fin med tegninger indvendig!
Alt kunne bruges dengang. Meget gammelt, brugt tøj blev syet om i de år. Intet blev kasseret! Man arvede simpelthen tøj fra hinanden. Især husker jeg en kjole, jeg fik fra fars faster i Kejlstrup. Den havde jeg på ud med aviser en søndag morgen, hvor jeg havde fået lov til at stå på bagsmækken af en mælkevogn, som var trukket af to heste. Da hestevognen nåede hen, hvor jeg skulle aflevere en avis, hoppede jeg af i farten og faldt så lang, jeg var, ned på asfalten. Det resulterede i et brækket kraveben. Kusken så ingenting, så han kørte selvfølgelig bare videre, mens jeg nærmest kravlede hjem på alle fire (afleverede dog først de sidste fem aviser).
Gode råd var dyre, for jeg måtte selvfølgelig ikke stå bag på en hestevogn for mor og far, men det var jo, som man siger i eventyret, “lettere at køre end at gå- sæt dig op bagpå” – jeg havde jo fået lov af mælkemanden!
Da jeg kom hjem, blev jeg øjeblikkeligt fulgt op på sygehuset, hvor de trods mine vilde protester – uha oh skræk, klippede min fine kjole af mig, hvorefter jeg fik en slynge på, som skulle være der, til kravebenet var groet sammen. At kjolen blev ødelagt, gjorde faktisk mere ondt på mig end mit brækkede kraveben.

Foruden at gå med aviser, var jeg så heldig at komme med i kirkekoret, hvor jeg sang i fem år. Vi fik 2 kroner, hver gang vi mødte op . Når der var ekstra helligdage, jul, påske og pinse, tjente vi mange penge. Et par gange om ugen var jeg frivillig hjælper på biblioteket. Jeg elskede det job. Det gav mig drømme om at blive bibliotekar, men på det tidspunkt var der desværre ikke råd til, at jeg kunne få en studentereksamen, så det blev aldrig til noget.

Da jeg var seksten år, traf jeg på Molskroen en ung møbelsnedker, som jeg forelskede mig i, og som jeg – dagen før min 20 års fødselsdag blev gift med. Vi fik fire dejlige drenge, som jeg elsker overalt på jorden – akkurat som jeg elskede og vel stadig elsker deres far. Ægteskabet holdt i næsten femten år, hvorefter vi gik hver til sit. Grunden er svær at forklare. (Elis skitzofreni, der blev uudholdelig for både ham og os)

Han giftede sig senere med en lige så syg en dame. De er begge døde for flere år siden. Jeg fandt en “ven” i Århus, som jeg havde i atten år, indtil jeg blev træt af at være “madkæreste” – “rengøringsdame” – “tjenende ånd” o.s.v. Vi gik hver til sit, og det har jeg aldrig fortrudt!

I 1994 traf jeg en typograf, som var enkemand, som jeg blev vildt forelsket i og omvendt. Vi flyttede aldrig sammen, men mødtes, når vi havde lyst til det. Vi fik ti dejlige år sammen. Det var og er en stor sorg, at Finn døde i 2004 af en uhelbredelig hjernesvulst. Som der står på hans gravsted “mindet lever” – vil minderne om Finn altid fylde mit hjerte. Vi havde så mange dejlige timer sammen, som jeg aldrig vil glemme.