Bent Ove madsen er født i Bistrup i 1930 den 25 maj, han er født i Bistrupgade 29, hans forældre var Emanuel Madsen og Karen Madsen født Johansen. De flyttede senere til Bistrupgade 19 og derfra til Møllevænget 13, hvor de boede det meste af hans barndom. Både Emanuel og Karen kom fra Holløse, hvor Emanuels forældre var Nikolaj Madsen og Petrine Emilie Madsen, Karen Madsen født Johansens forældre var Ole Johansen og Marie Johansen. Ole Johansen var med til at bygge Ladby mølle.

Emanuel arbejdede på Ladby Teglværk om sommeren og i skoven om vinteren, han var i skoven i 40 år. Bent mistede sin mor i 1939, hvorefter Alma flyttede ind. Bent gik i skolen ude ved skoven, og havde Høgsvig som lærer. Bent husker skolen som en tid med mange øretæver, og eftersidninger. De gik ofte i skoven i frikvarterene og kom for sent tilbage til timerne, hvorefter de fik en ørefigen og en eftersidning. En gang han sad efter og skrev- jeg må ikke- så og så mange gange, kom Rasmine, hun gjore rent i skolen og spurgte om han ikke skulle hjem, ” nej jeg sider efter og skal skrive dette her” svarede han. Efter et stykke tid siger Rasmine, “nu kommer Emanuel og han ser meget vred ud”, for Bent skulle nemlig møde sin far ude i skoven, for at klippe gran til sin mors grav. Den dag fik Høgsvig læst tæksten, for han havde nemlig glemt drengen. Ellers blev frikvarterne brugt til at besøge hans tante og farbror, de boede lige over for skolen. Desuden husker Bent at når de kom med hue på, bad Høgsvig dem altid om at tage den af og viste dem hvordan man tager en hat af og bukker.

Fritiden blev bruge over hos Valdemar og Sofie, der skete nemlig altid noget. Valdemar Christian Petersen født 3 marts 1888 hjemmedøbt den 11 marts af lærer Schøendof og i kirke den 19 oktober, hans forældre var Peter Petersen og Inves Maria Natalia. Hun havde ikke noget efternavn da hendes forældre var ukendte (iflg. dåbsbog i Stockholm).

Valdemar havde mange Ladbiler som kørte diverse ting så som træ og kævler fra skoven, desuden havde han flere tærskeværker, og der skulle altid to mand til at betjene disse.

Sofie og Valdemar havde omkring 16 – 17 karle, sådan husker Bent det og de fleste på kost. De boede på loftet, det var et stort rum med køjesenge og der sad et rør ud gennem loftet, ned til tagranden det blev brugt til at tisse ud så var man fri for at gå ned. Bent fortæller videre, at han syntes det var noget af et gedemarked når Sofie skulle lave mad til alle de menesker, Valdemar selv sad i sofaen og skulle bare have et par stykker tynde rugbrød.

Videre husker Bent at de fik lov til at kører traktorerne når Viggo havde været ude aftenen før, for så kunne han side og sove på den ene skærm med fødderne oppe på den anden skærm, de var altid med når Valdemar havde været i Næstved. De sad på forsædet der op og på ladet hjem, for Valdemar skulle jo sidde i førehuset. Det var meget koldt, men med ville de.

Foruden Valdemar husker Bent svinemanden, som boede i rytterskolen. Han blev kaldt svinemanden fordi han passede grisene på Saltø gods. Oppe ved siden af svinemanden, på bakken, boede vejmanden og på gården Jens Nielsen, som var kusk på saltø. Han flyttede så op på gården Bistrupgade 8. Desuden husker han at vejen oppe på bakken blev rettet ud, der lå ellers et lille husmandssted, de havde køer, men ikke noget jord til, de havde nogle små lodder ude på den anden side af Saltø å og trak hver dag køerne der ud for at græsse. Samtidig med at vejen oppe i byen blev rettet ud, blev vejen ude ved skovridderen også rettet ud.

Bent rejste hjemmefra i 1944.

Dette legat er stiftet af Peder Didrich Henriksen og hustru Karen Nielsine Henriksen født Christensen. De er begge født i Bistrup, Peder Didrich Henriksen er født 30. juni 1849 døbt 3. august i kirken. Hans forældre var gårdmand Henrik Hansen og Ane Katrine Didrich. Karen Nielsine Christensen født 21. september 1857 og er hjemedøbt den 12. oktober og fremstillet i kirken den 30. oktober. Forældrene er gårdmand Svend Christen Nielsen og Ane Margrethe Poulsen.

Peder Didrich Henriksen rejste som ung til Amerika, hvor han købte et stykke jord og efterhånden blev det til en større farm. I 1902 kom han hjem som en holden mand og giftede sig med sin hustru. De byggede huset walla-walla i Roskilde.

Legatet blev stiftet den 29. marts 1922, og var på 100.000 kr. sat i 3% statsobligationer, således at konfirmander fik 250 kr. og brude 500 kr. Men der var betingelser der skulle være opfyldt, nemlig at de skulle være bosat i sognet og forældrene skulle også var bosat i sognet. Hvis der var penge tilovers skulle resten uddeles til værdigt trængende enker som havde bopæl og bosiddende i fodby sogn. Baggrunden for legatets opførelse kender jeg ikke ret meget til, men da jeg selv har fået legatet, mener jeg at kunne huske at der blev sagt at det var fordi at han selv var blevet konfirmeret i træsko, og han ikke ønksede at nogle skulle opleve dette.

Hans Larsens far, Lars Larsen, vores oldefar, er født i Bistrup. Hans far, Lars jonasen, er vokset op i Hyllinge hos forældrene, Jonas Jensen og Ellen Hansdatter. Hos dem boede også hans bedstefar. Han er konfirmeret i Hyllinge kirke med karaktererne god og god.

Derefter kom han ud at tjene, der møder han Lisbeth Andersdatter der kommer fra Køng sogn, født 27. december 1807, og konfirmeret i Sværborg i 1822 med karakterene god, meget god. De gifter sig og bosætter sig i Bistrup hvor de får to børn. Derefter flytter de til Tåstrup hvor han bliver gårdbestyrer for Tolderlund, med to ansatte, Lars Nielsen og Ane Andersdatter.

Han er på dette tidspunkt 33 år gammel, og i 1834 flytter han så tilbage til Bistrup, af ukendte årsager. han er nu husmand, daglejer og indsidder. Han får yderligere 4 børn, hvor Lars Larsen er vores oldefar.

De får 6 børn hvoraf 2 dør en dreng på 2 og en pige på 4 år. Men tiderne er ikke gunstige for Lars Jonasen, der dør i Bistrup 42 år gammel. Efter hans død lever Lisbeth Andersdatter som almisselem i Bistrup. Hun kæmper for tilværelsen og må gå tiggergang, tage alt forfalden arbejde der byder sig og må ofte gå sulten i seng, så hendes børn får lidt mad, de ældste må ud at tjene. I 1850 giver hun op og flytter i Fodby fattighus.

Hun er almisselem i 9 år, indtil hun møder enkemand og husmand, daglejer Jens Pedersen. De gifter sig i 1852 og bosætter sig i Fodby, indtil Lisbeth Andersdatter dør 5 april 1876 af brystsyge. Jens Pedersen flytter så ind hos sin stedsøn Lars Larsen, der på dette tidspunkt bor i Fodby.

Lars Larsen kom ud at tjene i 1854 i Vallensved, hvor han møder Bodil Marie Hansdatter, født og vokset op i Saltøby. Hun var den ældste af 5 børn født 4 maj 1845, konfirmeret 11 april 1859 med karaktererne god, meget god. Hendes forældre var husmand og indsidder Hans Jesper Mortensen og Ane Olsdatter.

Lars Larsen og Bodil Marie Hansdatter bosætter sig i Saltøby og får 2 børn der. Hans Peder Larsen og Elesabeth Ane Larsen. De flytter til Fodby et årstid før Lars Larsens moder dør og får endnu et barn som dør et halvt år gammel. Lars Larsen dør som 70 årig den 4. juli 1909 og Bodil Marie Hansdatter som 80 årig i 1926.

De boede i Fodby hele livet kun med den korte afstikker til Saltøby.

Hvem var Hans Hansen så?

Han er født og opvokset i Bistrup og i sine unge dage arbejdede han der også, lige indtil en gammel handelsmand kom til byen og måtte indstille forretningen – en høker og hønsekræmmer forretning. Hans Hansen overtog den med små midler, men da det i begyndelsen kneb med driftskapitalen, gik han til købmand Niels Hansen i Næstved, der havde tillid til den unge mand og han blev da heller ikke skuffet.

Hjemme havde han god hjælp af hustruen, til at styre sagerne, når han var ude og opkøbe smør, flæsk og æg eller når han var inde og torvede på Københavns gammeltorv.

Efter 15 års forløb købte han en gård i Bistrup, Vadestedsgården. Den blev genopbygget efter en brand i 1804, den var meget veldreven og velholdt i Hans Hansens tid.

I 1904 indstillede han sin opkøberforretning og afstod sin småhandel i Bistrup, (brugsforeningen blev bygget på den tid) for at kaste sig over sit landbrug og samtidig beskæftige sig mere med sognerådet, skolekommissionen, dommer ved dyrskuer og meget mere.

Hans Hansen havde en klar mening om enhver foreliggende sag og var heller ikke bange for at have den. Han var forgangsmand i mange tilfælde og har ydet en stor indsats i sognet. Han fik 6 børn, en overtog gården, en anden var mejeribestyrer i fodby, og alle hans børn var velsete og dygtige.

Høstskikkene levede langt op i det 18-århundrede men er nu gået i glemmebogen, kun betegnelsen for det sidste neg og for de sidste koner og piger der bandt dem er bevaret, nemlig havrenakke, hvedefritte og rugkælling. Hans Hansen Bistrup, 77 år gammel, fortæller i 1939 til dansk folkemindesamling at den person der bandt dem også blev kaldt det, endvidere fortæller han at det sidste neg fik 2-3 bånd og blomster i toppen. Så holdt man en glad aften den dag der var indhøstet med æbleskiver og punch. Det store høstgilde holdt man Mikkelsdag og Novemberdag, her var der dans og musik.

Mikkelsdag falder den 29. september. Det skyldtes angiveligt at den første romerske kirke blev indviget på denne dato, desuden var det langt op i tiden skiftedag. St Mikael var ham der i det ny testamente kæmpede mod dragen og hans engle og fik dem smidt ud af himlen.

Novemberdag var når man havde slagtet og havde rigeligt med kød i huset. Det var fast skik at alle der på nogen måde hørte gården til eller blot havde været med 2 eller 3 dage i høsten blev indbudt. Der var mad, fest og dans.

Senere fulgte tiendegilderne, dette blev holdt i fastelavnsugen. De red fastelavn med ca. 30 ryttere i 1870, de red fastelavns mandag, fra gård til gård og samlede ind til gildet som ungdommen skulle holde om aftenen. I optoget var der kongen, dronningen, rideknægt, forriddere, en skorstensfejer og en klovn. Dronningen var en pæn ung karl der lignede en rigtig prinsesse, kongen var en hjemvendt amerikaner, desværre blev han om aftenen alt for tidligt fuld. Gildet blev holdt på omgang i gårdene, hele sognets ungdom var med og tit slog man katten af tønden også efter 1880.

Tiendegilder blev, som ovenfor nævnt, holdt i fastelavnsugen og fastelavn retter sig efter påsken, tidligst 1. febuar og senest 7. marts. Baggrunden for fastelavn er ikke kun at vinteren nærmer sig sin afslutning, men også grundet den gamle bestemmelse om fastetiden på 40 dage. Det var derfor sidste cance for at feste, spise og danse. Når man havde en fest for gårdmænd og en for husmænd er det fordi, de var i hver sit lav, hvert lav hjalp hinanden inden for lavet, de var afhængige af hinanden.

Hans Hansen fortæller videre at, at når det passede musikken, holdtes der i fastelavnsugen tiendegilde, ved dette gilde blev der indsamlet kongetiende af en vis mand, der som regel var sognefogden. gårdmændene havde deres gilde og husmændene deres, Hans Hansen havde både gård og hus så han kom til begge gilder. Kun de ældre kom til disse gilder, hvor man spiste først på aftenen, når man kom og så natten i gennem nød adskillige “knægte” og ellers morede de sig med dans og kortspil til kl. 3-4 om morgenen. Gårdmændene gav 1kr til deres gilde og husmændene 2 mark til deres. Da kongetiende blev afløst omkring år 1900 kaldtes gildet kun omgangsgilde.

Noget ornelav kan Hans Hansen ikke mindes at der var i Bistrup, han har kun været til et ornegilde, det var med spisning og holdes om efteråret. Endvidere fortæller han at hvis det var vejr til det i påsken skulle ungdommen gerne i en eller anden stakkels have og spille boldt i påskedagene.

Kristi himmelfartsdag aften skulle ungdommen i skoven og pille maj, det vil sige at plukke liljekonvaller, der var også sang, spil og dans og ud på de små timer vendte de hjem med bøgekviste og grene i hænderne. Skt. Hans aften var der bål hvor heksene red til Bloksbjerg, desuden majede man hørren. Til jul skulle der lægges en laks i hønseædet, hvorfor melder historien ikke noget om.

Skt. Hans. er mellen den 23. og 24. juni, så var bondens værste travlhed overstået. Man brændte bål, dansede om bålet, drengene løb tæt til bålet eller sprang igenem det. At man majede høren vil det sige at man stak udsprunget løv i hvert hjørne af marken fordi, lige så høje grenene var, lige så høj blev hørren.

At pille maj vil sige at man gik i skoven og plukkede blomster og bøgegrene, dansede og sang, og når man kom hjem stak man grenene ind i stråtaget over porten eller døren. På denne måde håbede man på et frugtbart år.

Ungdommens største fornøjelse var at komme til marked i Næstved, det var ikke værtshusene der trak, men visesælgeren, der solgte viser som “fra Bergen ud i Norge” og lignende viser der blev brugt under malkningen.