I vinteren 1939/40 flyttede vi fra Alstrup ved Mariager til Lindegaard i Sem.

Min ældste erindring fra Sem er den 9. april 1940. Der var lyst i vejret. Min mor stod med Peter på armen, og jeg stod nede for enden af haven og så op på de store “fugle”, der fløj ind over landskabet. Min mor sagde ikke noget, men stemningen fortalte mig, at det ikke var fugle, men noget andet – flyvemaskiner. På grund af min lave alder er det hele kun set i kyllingeperspektiv. Men visse hændelser bæres med hele livet.

En dag kom tyskerne for at beslaglægge heste. De tog Blåskimmel og noget læderseletøj med. Fra nabogården tog de en fjedervogn, og rundt på byens gårde tog de, hvad de havde brug for. Jeg kan endnu se for mig de tyske soldater i høj fart forbi vores gård og videre ud ad Enslevvejen med sandstøvet hvirvlende bagud – vejene var den gang stadig grusveje. Vi kunne kun stå i porten og se til.

Vi havde for det meste to karle, en store- og lillekarl. I ca. ½ års tid tjente lærer Bachs 16-årige søn, Sven, hos os. Lærer Bach var naturligvis bekymret for ham. Tyskerne tog, hvad de havde brug for – også arbejdskraft – f. eks til at trække med hestene. Da Blåskimmel blev hentet, blev Sven af min far sendt op på halmloftet for at gemme sig. Da krigen var slut, fik vi Blåskimmel tilbage, men uden seletøj.

Tyskerne havde taget Skrødstrup forsamlingshus i besiddelse. Der blev talt om det med lidt ængstelse. En nat fik Hans Rasmussen i Semmøgelbo stjålet en ko. Vi syntes, det var uretfærdigt. Min far fik sig i den forbindelse en slem forskrækkelse. I en telefonsamtale med P. Raj udtrykte han, at det måtte være C.C., der med sit lokale kendskab stod bag tyveriet. Kort efter modtog Far pr. brev en geværkugle – sikkert fra ovennævnte. Vi har kuglen endnu.

En nat vågnede vi ved, at huset rystede lidt. Senere fik vi meddelelse om, at en bombe var tabt over Dyrby Hede.

Vintrene var hårde, og der faldt meget sne. Alle veje skulle ryddes. Byens mænd var sneryddere, og mændene var snefoged på skift. Fogeden gik foran og bestemte, hvor og i hvilken rækkefølge vejene skulle ryddes. Sneen lå ofte så højt, at den blev skovlet op i flere lag. Vi børn løb oppe i den opskovlede sne og lavede snehuler bag dem. Det var sjovt. Jeg husker min far havde spadserestok med, når han var snefoged.

Som 6-årig lærte jeg at cykle. Det blev hele byen delagtiggjort i. På min mors cykel dristede jeg mig på forbudent område. Jeg kørte fra forsamlingshuset ned ad bakken. Det resulterede i, at jeg styrede lige ind mellem en telefonpæl og møddingmuren ved Vestergaard. Det gav blå mærker og skrabede knæ. Folk i området kom styrtende ud ad dørene. De troede vist, det var en bombe, der faldt. Det var nærliggende at tro i de tider, men det var jo bare lille jeg, der var cyklet på egne veje.

Vi var nabo til købmandens. Datteren, Grethe, og jeg legede meget sammen. Vi kunne sidde ude ved havebordet i flere timer med vore kladdehæfter og tegne og farvelægge. Det var gode stunder, som jeg har båret med mig hele livet.

Graverens husker jeg meget godt, men jeg har glemt deres navne*). Hos dem tilbragte jeg rigtig mange gode timer. Jeg fulgte troligt med, når får og geder skulle i engen, og jeg var med, når de skulle malkes og klippes. Inde hos graverkonen hjalp jeg til med at ti’se og karte ulden, mens hun sad ved rokken og spandt. I tankerne er de for mig som et par rare gamle bedsteforældre med en enorm ro om sig.

*) Maren og Chren Møller Andersen i daglig tale kaldet Maren og Chren Juul.

Mor købte graverkonens hjemmespundne garn, og så blev der strikket. Jeg husker især et par brunmelerede lange strømper, strikket af Mariane Rai. De var flotte at se på. Jeg brugte dem den første vinter af min skoletid i 1944. Jeg kan endnu føle og se det rødblå stykke lår, der opstod på grund af kulde og kradsen – piger gik jo ikke i lange bukser. Der var fire kilometer til Grove Skole, og vinteren var hård.

Overfor os boede den fregnede Henning Domino, ham legede vi en del med. Også Elly, der boede hos sin mormor, var med i legen. Hun var vist lidt ældre, end jeg.

Længere henne ad vejen boede Navndrups. Et ældre rart ægtepar, som jeg af og til besøgte. De var glade for børn.

Mariane Andersen var kendt af alle i byen. Hun var altid barnepige for os, når Mor og Far skulle i byen, som det hed.

I april 1942 blev min bror Christen født, og den tredje september 1944 fik vi endnu en lillebror. Han blev hjemmedøbt Ole. Han døde kun to dage gammel.

Min mor var som alle andre mødre i disse tider meget opfindsom. Vi kærnede selv smør. Mor havde fabrikeret en smørkærne. Det var en krukke med høje sider og en ca. 40 cm lang træstok med en træskive med store huller for enden. Krukken blev fyldt halvt op med fløde. Når stangen bevægedes op og ned, deltes fløden i smør og kærnemælk. Massen kom i et klæde for at dryppe af. Smørret var klar til brug, når det var blevet rørt med salt.

Værste for mig var det, når mor lavede smør af den fede gedemælk, hun en gang imellem fik, når graverens sortbrogede geder havde givet ekstra mælk, hvis det blev smurt på skolemaden. SÅ spiste jeg ingen madpakke den dag.

Man kunne ikke købe metervarer, så gammelt tøj blev sprættet op, renset, presset og vendt, hvorefter Mor syede nyt tøj af det. Hun var ferm til den slags. Især vi børn fik nyt tøj på den måde. På billedet ses min lillebror i nyt jakkesæt syet af min fars gamle smoking Vi havde et stykke engjord nede ved åen i Edderup. Der gik ungdyr om sommeren, og der blev gravet tørv. Jeg var med, når tørvene skulle vendes for at tørre, og jeg fik lov til at være med, når tørvene blev sat op i stakke – skruer.

Jeg var glad for at gå i skole. Jeg kunne lide lærer Bach, der var en rar mand og en god pædagog. Vi blev flyttet op eller ned på skolebordene efter præstationen i de enkelte fag. Der var glæde, hvis man kom op på det første bord.

Vi var flere fra Sem, der fulgtes ad til skole. Skolevejen gik gennem skoven. På hjemvejen blev vi ofte optaget af alt det spændende, vi kunne opleve. Det var ikke altid, vi var hjemme som ventet. Det kunne udløse familiære diskussioner.

Engang blev der konstateret lus i skolen. Så fik vi lægebesøg og blev aflusede. Det var vi ikke stolte af. En efter en blev vi kaldt ind i lærerboligen. De fleste kom ud med vådt hår. Jeg var blandt de heldige, der ikke fik den behandling.

Vi blev også vaccineres for diftiritis og andre epedimisygdomme. Det foregik i skolen. Vi stillede op på en lang række i skolestuen. Det var ikke sjovt at vente, for der var megen angst og gråd.

En varm forårsdag i 1945 ville lærer Bach læse en historie for os ude i græsset på legepladsen. Jeg erindrer fra netop den dag en ukendt følelse. Jeg var barneforelsket i lærerens Bent – dog uden at han eller nogen anden blev bekendt med det – før nu.

Den 4. maj 1945 husker jeg tydeligt. Jeg var sammen med min mor, der gik og arbejdede ude i haven. Pludselig kom min far løbende inde fra stuen. Han råbte:

Olivia, skynd dig ind! Krigen er slut!

Meddelelsen havde Far fra radioavisen kl. 19.00. Hvad der i øvrigt skete den aften, husker jeg mærkeligt nok ikke noget af.

De fem år i Sem var basisår for mig. Trods krigen levede vi en god barndom, og hele byen var vores legeplads. Alle kendte alle. Når jeg tænker tilbage, er det altid livet i Sem, der fylder mest i min barndomserindring.

I vinteren 1946/47 flyttede vi fra Sem til Hvidsten til det landsted, Landlyst, der lå over for Tulle Fiils hus. Jeg legede lidt med Gunne, som hun blev kaldt – den nuværende ejer af Hvidsten Kro. Efter to år rejste vi fra Hvidsten til Kjellerup, der blev vi boende til jeg var konfirmeret.

Jeg gik til præst i Hem og blev konfirmeret i Sem Kirke – tilfældigvis – den 13. marts 1951. Den dag glemmer jeg aldrig. Sneen faldt og føg om ørerne på os. Vor bil sad fast på den store bakke før Hem, så min far måtte tilbage for at låne en kane og et spand heste. Det lykkedes. Vi kom for sent til kirken, hvor alle sad og ventede, for også præsten var på grund af vejret forsinket, men jeg blev dog konfirmeret.

Samme forår flyttede vi atter. Denne gang til Dyrby, hvor mine forældre blev boende indtil 1961.

Dette 10-år fra 1951 til 1961 var mine ungdoms-, støbe-, eller om man vil skæbneår.

Jeg har aldrig været ked af at gå i skole. Oplysning var blot noget af en mangelvare dengang. Jeg har læst et sted, at netop Randers Amt var noget af et uland på skoleområdet. Måske var det lige så meget traditionerne, der havde slagside.

Randers Realskole kom lidt på tale en tid, men de veninder, jeg havde mulighed for at mødes med i Dyrby og som skulle gå på Randers Realskole, ville kun tage præliminæreksamen for at få en kontorplads, hvilket langt fra appellerede til mine drømme – uden jeg dog kendte dem. Jeg droppede tanken.

I stedet plagede jeg mine forældre om at få lov til at søge en plads, jeg havde set i avisen. En gård ikke langt hjemmefra søgte en ung pige, der kunne hjælpe til med at passe hus og to børn, da fruen var syg og ind imellem blev indlagt på hospitalet. Den afgørelse måtte jeg kæmpe længe for, men til sidst fik jeg dog lov. Jeg skulle have 75 kroner i løn om måneden. For min første månedsløn købte jeg en ny kommode, og for den næste købte jeg hos en marskandiser i Randers en rejsegrammofon med håndsving. Sagen var den, at gården lå så afsides, at der hverken var indlagt elektricitet eller vand. Jeg sørgede såmænd bare selv for musik til arbejdet. Jeg var i den plads et halvt år.

Derefter fik jeg plads som ung pige hos min fars familie i Nebstrup. Min kloge mor havde besluttet at påvirke mig til et muligt ophold på en efterskole, hvilket jeg gladelig gik med til.

Den 1. maj 1953 startede jeg på Vivild Ungdomsskole. Den gang var der pigehold om sommeren og drengehold om vinteren. Den sommer blev afgørende for resten af mit liv. Jeg var utrolig glad for livet på den ungdomsskole. Alle lærerne var gode forbilleder for vi unge. Inden opholdet endte, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at blive medhjælper i skolens køkken. Det sagde jeg straks ja til det, for jeg havde mod på livet.

I løbet af det ekstra år modnedes jeg, og jeg gjorde mig mange overvejelser. Mine lærere på sommerskolen og livet på skolen som sådan inspirerede mig. Jeg legede med tanken om at blive håndarbejdslærer på en ungdomsskole – men hvordan blev man det?

Jeg fik kendskab til Den Danske Husflidsskole – håndarbejdsseminariet i Kerteminde på Nordfyn. Det var lige noget for mig. Jeg rekvirerede ansøgningspapirer fra skolen og tog dem med hjem til mine forældre. Min far mumlede lidt, for han skulle jo betale skolepengene, men min mor samtyggede, og så var det bestemt.

Jeg blev indmeldt på skolen, men da man skulle være fyldt mindst 18 år inden skolestart, måtte jeg for sidste gang i mit liv søge job. Det fik jeg hos familien Buhl på Frederiksdal vest for Randers i vinteren 1954-55. I september 1955 startede jeg på skolen i Kerteminde, hvor jeg stortrivedes. I praktikperioden var jeg på Snoghøj Gymnastikhøjskole, hvor jeg også supplerede min uddannelse til gavn for mit fremtidige virke.

Da jeg havde taget min uddannelse, fik jeg tilbud om at blive på skolen i Kerteminde. Den første sommer var jeg hjælpelærer ved sommerkursusskolen. Senere kom jeg til at undervise på fagskolen.

Mine kompetencer blev fortløbende suppleret med lange fagkurser på henholdvis Lærerhøjskolen i Emdrupborg og Tilskærer Akademiet i København. Det var gode, lærerige år.

Jeg var ansat på skolen indtil oktober 1961, hvor jeg blev gift med Johannes Ulriksen, som var lærer på Høng Husmandsskole – nu efterskole – på Vestsjælland, hvor jeg også blev ansat.

Vi fik vort hjem i en af skolens lærerboliger. Den gang var der både Høj-skole- og efterskoleelever. Senere overgik vi til fællesskole, som det kendes i dag. Vi underviste begge aldersgrupper.

Vores ansættelse strakte sig helt frem til juni 1992 – altså langt over 30 år. I de første 13 år fungerede vi som lærerpar på skolen. Det var i den periode fik vi en søn og to døtre.

I de følgende 18 år var vi lederpar på skolen. Det var et spændende liv, hvor vi mødte mange mennesker, og ikke to dage var ens. Man giver og tager og påvirker hinanden.

Min mand, der var 10 år ældre end jeg, lod sig pensionere som 65-årig af hensyn til mig. Jeg havde lagret et sensommerønske – en drøm om at få min egen forretning med kunsthåndværk og brugsting.

I 1992 flyttede vi fra skolen til et dejligt hus på Hovedgaden i Høng. Det blev vores hjem i de følgende 12 år. Jeg fortsatte som timelærer på skolen indtil 1995.

I foråret 1993 fik jeg et tilbud om at overtage en af byens forretninger – en garn og stofforretning, der skulle lukke. Jeg takkede nej, for vi havde på det tidspunkt allerede indrettet et lokale i vort eget hus. Slutaftalen blev, at jeg kunne få alle restvarerne i kommission og derefter afregne fortløbende. Det var en god aftale for begge parter.

Den 1. august 1993 fik jeg mit ønske opfyldt. Jeg åbnede min egen forretning. Sådan gik det til, at jeg blev butiksejer med forretning i mit eget hus – ikke med brugskunst, men med metervarer, strikkegarn m.v., men det var realistisk nok. Jeg underviste på skolen om formiddagen og passede butikken om eftermiddagen. Fra 1995 opgav jeg undervisningen og blev hjemme hos min mand og butikken.

I maj 1999 døde min mand, kun 72 år gammel.

I skrivende stund har jeg stadig min butik og trives derved.

Jeg er bedstemor til tre piger og to drenge Mit liv var ikke planlagt. Jeg var blot åben over for det. Måske virker det tilfældigt, men tro mig. Jeg er ikke gået med til noget, som jeg ikke først kunne lide.

I en tid, hvor alene det at skaffe mad til familien kunne være problematisk, var det nærmere regelen end undtagelsen, at drengene kom tidligt ud at tjene – mange allerede før de var blevet konfirmeret. Så var der en mund mindre at mætte – og ingen tog jo skade af at lære at arbejde. Kunne man, skulle man klare sig selv.

Min ven, Rasmus, hørte til dem, der kom ud at tjene, inden han blev konfirmeret. Hans første plads var hos Michael Møller i Sem.

Der kunne være forskel på pladserne, men alle steder skulle hjorddrengen tidligt op. Han havde en travl morgen. Han skulle være klar til at trække køerne ud på græs, når malkningen var overstået. Det var ikke altid let for en halvstor dreng at blive enig med et kobbel køer på en 15 – 20 stykker, når de var ivrige efter at komme på græs.

Bagefter skulle ungkreaturerne, der var på græs, flyttes. Det samme gjaldt fårene, der ofte stod bundet langt hjemme fra – helt oppe ved “Høwen” eller ude i heden. De havde en ulyksalig evne til at løbe rundt, så rebet blev tvundet. Det kunne tage lang tid at få rebet filtret ud.

Det var ikke altid let at nå det hele i tide, så man kunne møde til tiden i skolen kl. 8.00. Det kunne Degnen undertiden have svært ved at forstå, og der var heller ikke megen ros at hente, hvis man havde svært ved at holde sig vågen, når man kom til at sidde stille i solen ved vinduet.

Jeg startede min skolegang i Grove Skoles bitteklasse den 1. april 1948.

På grund af den nye skolelov, som lærer Bach kunne se ville føre til nedlæggelse af landsbyskolerne, søgte han i 1950 stillingen som førstelærer ved Udbyover Skole i Havndal – og fik den. Det var vanskeligt at få ansat en ny lærer, så undervisningen blev varetaget af mange vikarer. Til sidst syntes min mor, at det blev for broget. Jeg blev meldt ind i Randers Realskoles 5. klasse i august 1952 og tog præliminæreksamen i 1957.

Tre måneder senere fik jeg plads som landbrugselev på Estruplund på Djursland. Hjemme havde de det hårdt, min far og især min mor var begyndt at skrante, det var årsagen til, at jeg efter et års tid blev kaldt hjem.

I 1947 var “Den stur Hie” blevet opdyrket. Bent Fynboe var blandt de første, der forpagtede den og begyndte at dyrke korn. Han opsagde forpagtningen efter nogle år.

Jeg havde stor lyst til også at arbejde lidt for mig selv, så den 1. januar 1959 forpagtede jeg “Den stur Hie”, der nu blev kaldt Prærien. Jeg dyrkede korn. Forpagtningen blev opsagt til den 1. januar 1961, da jeg skulle begynde at aftjene min værnepligt.

Alle mennesker har brug for et lille skulderklap. Hvis man er ung og uerfaren, er det især vigtigt, at der en gang imellem er et menneske, der tror på en. Det har jeg selv oplevet.

Inden jeg overtog gården, fik jeg muligheden for at købe en ny mejetærsker for 27.500 kr. med 5.000 kr. i udbetaling. Det var et godt køb, og det ville give mig mulighed for at tage rundt og arbejde for fremmede, så jeg kunne tjene nogle af de penge, jeg vidste, jeg ville få hårdt brug for, når jeg en gang skulle overtage Maagaard. Men 5.000 kr.! Hvordan skulle jeg skaffe dem?

Min far rakte mig den første hånd, da jeg fik lov til at sælge vores gamle selvbinder og bruge pengene som udbetaling – så manglede jeg bare 3.000 kroner.

Når man skulle låne penge i en bank eller sparekasse, måtte man tænke sig godt om. Pengeinstitutterne blev ofte ledet af lokale folk. Et tilsagn om lån var også afhængig af, om man havde bankledelsens sympati.

Jeg var helt ung og ukendt, så hvem ville have tillid til mig?

Jeg drøftede det med min far.

Mariager Bank var udelukket. Der havde Rudkøbing siddet som den ubestikkelige direktør siden 1924. Jeg turde simpelthen ikke spørge.

Mariager Sparekasse blev styret af landmændene fra Kjærby og Hem. Der kunne jeg regne med at få samme behandling, som landmænd fra Sem fik hos smeden i Hem. Han sprang altid forbi en i køen, hvis en af landmændene fra Kjærby eller Hem mødte op.

Havndal Sparekasse brugte næsten samme princip. Der skulle man helst være medlem af husmandsforeningen.

Vi blev enige om, at Diskontobanken i Havndal måtte være det bedste sted.

Jeg kørte til Havndal.

Da jeg stod foran skranken, skød jeg hjertet op i livet og fremførte mit ærinde. Kassereren, Carl Jensen, nåede hurtigt frem til en beslutning. Efter et blik over brillen – op og ned ad min person faldt afgørelsen. 3.000 kr.? Nej!

Der var meget langt fra skranken over gulvet hen til døren, men ude på trappen var der heldigvis masser af frisk luft.

I det samme kom den 80-årige kreaturhandler, Andreas Jacobsen, fra Havndal forbi. Efter lidt løs snak hørte han om mit ærinde – og især resultatet. Han kiggede på mig og sagde: Kom!

Inde i banken gik han direkte hen til skranken, hvor kassererens hage næsten nåede bordet, da Andreas sagde:

Gi lig’ Eigil 3.000 kr. fra min konto!

Ude på trappen sagde han:

Når do hår tjent pengen, ka do betål mæ – å så gi mæ lidt renter. Farwal!

I sommeren 1960 begyndte et større byggeri. Gården var trefløjet. Stald og lade var efterhånden helt utidssvarende, så min far besluttede at brække det hele ned og bygge ny stald og lade – i en længe.

Karen og jeg blev gift i Viby den 20. november 1965. Det første år boede vi sammen med min mor og far på Maagaard. Året efter flyttede de ind i det nye hus, der blev bygget til dem tæt ved det sted, hvor Mouritz’ hus havde ligget – i vores baghave.

I 1954 købte min far sin første traktor, og to år senere var der ikke flere heste på Maagaard. I Fars tid blev gården drevet med lidt-af-hvert, heste, køer, grise, fjerkræ, og vi dyrkede korn og roer på markerne.

Da vi den 1. januar 1967 overtog skødet, fik Maagaard status af slægtsgård. Livet på landet havde ændret sig drastisk. De unge næsten flygtede ind til byerne. Det gjorde det svært at finde medhjælpere. Samtidig steg arbejdslønnen meget. Det medførte, at vi måtte indstille os på at drive gården alene med hjælp fra en maskinstation, når det var nødvendigt.

Det var ikke længere muligt at fastholde lidt-af-hvert princippet. Alt skulle være større og mere effektivt, hvis vi skulle have et rimeligt udkomme. Man måtte vælge mellem kvægbrug eller agerbrug. Vi satsede på køerne.

Min far udvidede og fik hele tiden flere køer. Han begyndte med 16 og steg til 24. Det var en god besætning i hans tid. Det kunne vi ikke nøjes med, hvis bruget skulle være rentabelt.

Flere dyr gav mere arbejde, som vi måtte søge at begrænse ved at rationalisere.

Vi har aldrig haft gylle. Vi fortsatte med at anvende fast gødning og ajle, som vi altid kunne få maskinstationen til at køre ud, hvis det kneb med tiden. Omkring 1963 begyndte vi også at nedfælde flydende ammoniak. Udover et øget udbytte betød det, at vi ikke mere var så afhængige af regnen.

I 1969 fik vi et kølerum med tank. Det var et krav, fordi mejeriet var gået over til at hente mælken i tankbiler. Vi havde været vant til at stå og hive og rykke i de tunge mælkespande, når de skulle vaskes. Nu kunne vi nøjes med at stå inde i varmen og vaske en stor tank. Det var noget nemmere.

Udmugningsanlægget i stalden fik vi i 1973. Det samme år som de sidste svin – seks stk. – blev sat ud. Vi fik plads til flere køer – og mere arbejde.

Det var en stor hjælp, da udmugningsanlægget overtog arbejdet, så blev vi fri for at køre med den tunge møgbøre. Vi sparede både tid og kræfter, og der var nok andet at tage sig til.

Det, de fleste i Sem husker fra året 1973, er nok branden på Sembygård. Tagpladerne sprang med så store drøn, at man påstod, at det kunne høres helt til Grove. Folk kom strømmende til fra hele egnen. Man forsøgte at få dyrene ud, men de løb ind igen, fordi den dør, de plejede at gå ud ad, var blokeret af flammer og røg.

Først da Søren Pedersens søster, Anna, resolut gik gennem stalden i ild og røg og åbnede den dør dyrene kendte, ville de ud Grisene smed man ud gennem vinduerne, hvor Ove Lindskov og jeg fangede dem. De tilbragte natten på Maagaard, hvor Søren Pedersen hentede dem den næste dag.

To traktorer, der stod i vognporten, glemte folk i forvirringen at få skubbet ud. De brændte.

Vi malkede med almindelig malkemaskine indtil 1979, da vi fik installeret rørmalkningsanlæg. Det var dejligt at slippe for at slæbe rundt på de tunge mælkespande og for den efterfølgende rengøring.

Vi havde altid været meget bundne. Vi kunne ikke være hjemmefra ret lang tid ad gangen på grund af dyrene, der skulle fodres og malkes til tiden.

I 1995, da vi solgte køerne, fik vi mere tid. Karen ville gerne prøve at arbejde ude. Hun fik ansættelse på Sødisbakke, hvor hun arbejdede i otte år, indtil hun gik på efterløn i 2003.

Det lykkeligste ved min barndom er nok, at jeg voksede op i en stor kernefamilie (for at bruge nutidens udtryk) – Farfar Villum, faster Mariane, Far, Mor, Gudrun, Geert – Eigil kom senere – to karle, en ung pige og om sommeren en fast daglejer.

Tæller vi sammen, bliver det ca. 10 -11 daglige personer, hvor hver især havde sin plads på rangstigen efter alder og evner. Det siger sig selv, at man aldrig følte sig alene – og man kunne heller ikke undværes.

De første år af ens liv, husker man ikke meget af. Det første, jeg husker, var en aften, hvor Far og Mor skulle ud til spisning, og faster Mariane skulle putte mig i seng. Jeg var da tre et halvt år.

Alt gik godt, indtil jeg løftede hovedpuden og så, at sutten var væk. Efter lang tids søgen opgav faster Mariane og lavede en sutteklud, et lommetørklæde med sukker i. Så faldt jeg til ro. Jeg fik aldrig nogen ny sut, men måtte derefter nøjes med sutteklude – intet under, at jeg tabte alle mine tænder, inden jeg blev fem år.

De første år af min barndom var nok ret sorgløse, dog led jeg ubevidst under, at jeg var “den lille”. Moster Gudrun var den store og stærke og banede vejen for mig, men veg heller ikke til side for at give mig skylden, hvis vi/hun havde lavet noget galt.

Jeg startede min skolegang 1. april 1936. Jeg var da seks år og meget lille. Det var en 2-klasset landsbyskole, der bestod af stur klasse og bitte klasse. Min første skoledag var et helvede, ja, måske hele det første år. Jeg var bange for alt det nye – for klassekammeraterne – især drengene. Det gik fint i timerne, men frikvartererne og skolevejen var et helvede. Jeg manglede Mosters beskyttelse.

Efter et års forløb var jeg heldig at blive rykket op i stur klasse. Andre måtte blive i betteklasse i fire år – alt efter boglige evner. Derefter gik det bedre. Det varede ikke så længe, inden jeg erklærede, at jeg ville være lærer, når jeg blev stor. Min far yndede at fortælle, at jeg havde sagt det allerede på min første skoledag, men det passer ikke. Han vidste ikke, at jeg tissede i bukserne to gange, da jeg var for lille til at nå krogen med lokummerne. Jeg blev drillet og tudede hele vejen hjem.

Vi nåede efterhånden hen til slutningen af 1938 og 39. De strenge vintre var begyndt, og krigen rasede mellem russerne og finnerne. Alle blev opfordret til gennem Røde Kors at strikke huer, halstørklæder, vanter og strømper til de finske soldater, så der kom gang i strikkepindene. Men der skulle også garn til – og helst helt hvidt – som camouflage. Hvad var bedre end hjemmegjort uldgarn uden farvning. Bette-Maren, Kusk-Annemarie, Tyk-Stine og Murer-Sine – ja, alle de gamle koner blev sat til at karte og spinde, og alle blev beskæftiget.

I foråret 1939 ebbede krigen mod nord ud, men til gengæld begyndte det at blive ret uroligt syd for os. Som 9-årig hæftede jeg mig ikke ret meget ved det; nu kom foråret og sommeren.

Desværre begyndte farfar Villum at skrante den sommer. Som bekendt boede han og faster Mariane i et lille hus et stykke fra gården. De mødte trofast op hver morgen og deltog hver for sig i gårdens arbejde.

Sidst på sommeren kunne Bedstefar imidlertid ikke komme derned ved egen hjælp, en af os måtte op og hjælpe Faster med at få ham slæbt ned til middagsmad – for ned ville han. Vi slæbte ham hjem igen efter aftensmaden. Hen omkring november kunne han ikke flytte sine ben, så han blev installeret fast på gården i børneværelset, som jeg i nogen tid havde haft for mig selv. Moster var rykket på loftet, og Geert, der på det tidspunkt var fire år, opholdt sig stadig i soveværelset.

Vinteren satte tidligt ind. Allerede i november var alt bundfrosset. Alt hvad der kunne krybe og gå måtte i stalden for at passe dyrene selv mor, der ellers aldrig kom der, men havde nok at gøre med at sætte mad på bordet, måtte ud et par timer hver aften. Da jeg jo stadig var den lille, der ikke kunne gøre særlig gavn, blev det min lod at blive ved Bedstefar.

Min opgave blev at læse avisen højt for ham, da han ikke selv havde kræfter til at holde den. På den måde blev jeg tvunget til at læse om alle Hitlers vanvittige forsøg på at tromle det hele ned og om det fascistiske Italien med Mussolini i spidsen. Egentlig forstod jeg ikke så meget af det hele, men på min bedstefars udbrud forstod jeg, at der var noget helt galt på vej.

Også indenrigsstoffet bekymrede ham. Det var Stauning-regeringen, der sad ved magten, og var der noget, der kunne ophidse bedstefar, var det selve ordet STAUNING. Han slog i dynen og bandede – mange gange. Når han endelig var faldet til ro, sagde han: Læs lige det stykke igen. Måske var hans reaktioner ret begrundede. Man havde jo lige gennemlevet 30’ernes landbrugskrise, der virkelig havde gjort ondt.

Vi nåede til januar 1940. Sneen havde væltet ned i ugevis. Frostgraderne lå på 30 – 32 grader. Alt gik i stå. Vandet frøs, og rørene sprang. Brændsel havde vi ikke. Vi samlede nedfaldne pinde og tørrede dem fra dag til dag til komfuret – selv vandgryden, der gik ned i komfuret, frøs. Vi hentede vand langt pokker i vold i en brønd og kørte det hjem på slæde i mælkejunger, men hvad foreslog det til alle dyrene og 10 mennesker. Snedriverne var fire – fem meter høje – heldigvis bundfrosne.

Alligevel skulle vi passe på, når vi gik til og fra skole. For ikke at miste orienteringen, måtte vi holde os langs trætoppene i skoven, men kom vi for tæt på, hændte det, at vi forsvandt totalt, da sneen lå løs helt inde ved træerne. Det var livsfarligt, og der var da heller ingen, der tænkte på mobning. Det gjaldt om at redde sig igennem og undgå for store forfrysninger. Ingen tror på det i dag!

Den 10. februar døde Bedstefar. Han blev anbragt i den øverste stue på en fin opredt seng. Der gik en uge, inden det lykkedes at få en kiste frem fra Randers. Kirkegården var væk i sne. Begravelsen blev bestemt til den 22. februar. Mor var urolig og betænkelig. Normalt måtte man ikke have et lig i huset i mere end seks dage. Det her blev det dobbelte, men hvad skulle man gøre. Graven skulle også graves i den bundfrosne jord.

Natten mellem den 19. og 20. februar satte det ind med tøbrud. Da blev der for alvor kaos. De stier og veje, man møjsommeligt havde skovlet i ugevis, kom nu til at virke som floder og elve. Vandet fossede ned i gården og trængte ind i staldene, så alt var ved at drukne. Det varede to døgn, så kom frosten igen. Vandet på gader og stræder frøs til is. På elledninger og telefontråde, der var dukket frem af sneen, hængte meterlange istapper. Det bevirkede, at alle tråde brast og pælene knækkede.

Den 22. om morgenen havde vi hverken vand, el., varme – ej heller telefon. Mor og alle fasterne rasede rundt i køkkenet. Der skulle bages og koges suppe til alle begravelsesdeltagerne. Moster og jeg blev sendt rundt i byen for at låne lamper og petroleum, stearinlys, og hvad man ellers havde af mel, gær og andre fødevarer. Der var nu kun tilbage af besværligheder at få kisten transporteret til kirken. Karlene havde ordnet en vogn og slået brodder, ekstra søm, i hestenes hove, så de kunne stå fast. Igen kom alle naboer til hjælp. Man strøede de ophobede askespande ud på vejen fra gården til kirken, så også det lykkedes.

Man fik suppe og kaffe bagefter (ca.100 personer). Da de sidste var gået, stod Mor tilbage med det mest snavsede hus, hun nogensinde havde haft, men selvfølgelig fik hun også styr på det.

I synes måske, det er meget, jeg har gjort ud af den begravelse, men for det første betød min bedstefar meget for mig, og det var det første store chok, jeg fik i min tilværelse. For det andet håber jeg, at jeg har givet et lille indtryk af, hvilke besværligheder disse fem kolde vintre i træk gav os.

Men foråret kom sidst i marts.

Den første april var der pragtfuldt vejr, Det nye skoleår startede, hvilket betød at store klasse nu kun skulle i skole to gange om ugen – tirsdag og fredag. Til gengæld skulle vi møde kl. 7 og havde fri kl. 12, hvis vi da ikke fik en eftersidning. Det skete een gang for mig, da jeg ikke kunne 13-tabellen.

Den 9. april var en tirsdag. Vi cyklede i skole, som vi plejede, ganske vist med flyvemaskiner over hovedet på os i en uafbrudt strøm. Vi var målløse og var lige ved at komme for sent. Vi havde jo aldrig på det tidspunkt af vort liv set en flyver.

Da vi nåede skolen, skyndte vi os ind på pladserne, da vi vidste, vi var sent på den (der var ingen, der ejede et ur). Vi ventede hvert øjeblik, at læreren skulle dukke op, men der skete intet. Først kl. 8.30 kom han ud af sin dør og kaldte os ind. Han var helt hvid i hovedet, og vi troede, han var syg. Han meddelte os så, at landet det var blevet besat af tyskerne og fortalte os med stor alvor, hvad dette kunne komme til at betyde. Derefter sang vi Altid Frejdig, og så blev vi sendt hjem.

Det var begyndelsen på de næste fem års ubehageligheder. Når vi har læst en del om, hvor svært det var for mange i landet, kan jeg kun sige, at vi herhjemme kom næsten smertefrit igennem. Naturligvis led vi under rationering og mangel på næsten alt, men opfindsomheden skærpedes, og det blev næsten en sport at få alt anvendt på en helt anden måde. For selve gårdens drift var det nærmest opgangstider.

Far gik i gang med tørveproduktion i større stil. Arbejdskraften var billig, da det hovedsageligt var faster Mariane og jeg, der blev sendt ud i engen for at vende og skrue, stakke tørv. D.v.s. at fortjenesten på tørvene gik næsten 100% i fars lomme. Det gav mulighed for at købe på det sorte marked, hvilket jo kom os alle til gode.

Flyverne rasede stadig over hovedet på os, men efterhånden vænnede vi os til det. I løbet af kort tid, blev vi dog klar over, at der var mere end en slags maskiner. På bestemte tider af døgnet kom der nogle, der havde en helt anden lyd. Det var de engelske flyvere, der kastede våben ned. For os børn blev det en sport at gætte på, hvor langt de havde været henne. Vi vidste, at skoven mellem Skrødstrup og Trinderup var et yndet sted, og da vi i 1942 hørte om folkene på Hvidsten Kro, faldt brikkerne på plads.

Vi havde tit i skolegården set en gammel fjedervogn trukket af en gammel, hvid hest. Vognen var læsset med krukker og lerfade. Vi vidste ikke, at der undertiden lå kasser med våben. Det var den gamle Fiil fra Hvidsten Kro, der havde været tidligt ude. Han må jo åbenbart have haft noget samarbejde med vores lærer, Bach. Tyskerne havde længe haft mistanke om disse nedkastninger, for allerede i 1941 opslog de et hovedkvarter i Skrødstrupskoven og beslaglagde forskellige bygninger i Mariager – blandt andet skolen.

Det var ellers bestemt, at jeg skulle starte der til august 1941 for at gå på realskole, men det blev der ikke noget af. Lærer Bach foreslog da, at jeg kunne vente et år (jeg var jo ikke for gammel) og så starte i Randers i 1942, men inden vi var nået så vidt, var den skole også besat af tyskerne. Jeg fik altså ingen chance for at få den realeksamen, selv om det havde været en stor hjælp, da jeg jo ville på seminarium. Heldigvis kunne “manden fra ploven” også komme i betragtning ved at udvide uddannelsen med et år.

I 1943 blev jeg konfirmeret. Det var lykkedes mor at få fat i noget konfirmationstøj. Der var ikke meget at vælge imellem, men ved at bestikke med en høne eller nogle æg, fik vi det skrabet sammen. Jeg glædede mig utroligt til den dag, jeg skulle have alt det fine tøj på. Det var den 22. marts, og det var bindende koldt. Fredagen før begyndte jeg at blive dårlig og var i sengen hele dagen. Lørdag morgen, da jeg kikkede mig i spejlet, fik jeg et chok – jeg havde fået fåresyge. Hovedet voksede og voksede. Søndag så jeg helt forfærdelig ud og havde det dårligt, men konfirmeres skulle jeg. Glæden ved at skulle i det fine tøj var totalt væk. Men jeg overlevede de 2½ time i kirken. Hjemme var gæsterne myldret ind 50 – 60 stykker. Suppe, tarteletter, steg og is. Alle smovsede de i den gode mad. Jeg sad spagfærdig og elendig på stolen mellem Far og Mor. Det eneste jeg fik var ½ kop suppe søbet ind med en ske. Det var en forfærdelig lang dag. Ikke engang gaverne kunne hjælpe på det.

Efter konfirmationen ophørte til min store sorg skolegangen. Jeg blev nu fuldtids medhjælp derhjemme. Der var stadig nok at tage fat på. Da Moster blev konfirmeret i 1941, var den unge pige i huset blevet sløjfet.

I sommeren 1941 blev Eigil født, så nu skulle vi også passe spædbarn. I efteråret 1943 kom Moster et halvt år på efterskole, så blev jeg pludselig enepige i huset.

På et tidspunkt, det har nok været i 1941, havde min mor anskaffet et klaver, så nu skulle Moster og jeg lærer at spille. Problemet var at finde en spillelærerinde inden for rækkevidde. Mor kontaktede en i Havndal, hvor vi startede. Men da gården kun rådede over en cykel, kunne vi ikke følges ad, men måtte af sted på to forskellige dage. Moster blev nu hurtig træt af det foretagende. Hun gad ikke øve sig, men pligtopfyldende som jeg var, fortsatte jeg pænt, men det blev heller aldrig til det store sus. I foråret 1943 hørte det helt op.

Der skete det, at jeg på hjemvejen fra spilletimen pludselig blev stoppet af fire bevæbnede tyske soldater. De tog cyklen, gav mig tasken med noderne, klappede mig på kinden og pegede i retning af den vej, jeg skulle hjem. Jeg var rædselsslagen, og mine ben ville ikke flytte sig. Jeg var sikker på, at min sidste time var kommet. Da de begyndte at læsse al deres bagage på cyklen, gik det op for mig, at det nok ikke var mig, de var ude efter, og så pilede jeg af sted hjemad. Jeg har nok aldrig løbet så langt uden at stoppe op. Da jeg var næsten hjemme, blev jeg opfyldt af endnu en skræk: Hvad ville Far sige, når jeg kom hjem uden vores eneste cykel? Der skete ingenting. Man var efterhånden vandt til, at alt kunne ske, og en gammel cykel på faste træringe var trods alt en biting. Den blev for øvrigt fundet i vejgrøften et par måneder senere, men den var ubrugelig; alligevel lykkedes det smeden at få den flikket sammen.

Nogle måneder senere fik jeg en helt ny cykel. Det var meningen, at jeg skulle have haft den i konfirmationsgave, men far kunne ikke skaffe den til tiden. Det var jo også ligegyldigt – alene at få fat i den var et større kunststykke. Men tørvepengene hjalp endnu engang. Cyklen kostede den formidable sum af 325 kr., til sammenligning kan nævnes, at en forkarl på det tidspunkt fik 500 kr. om året.

Da vi nu havde to cykler til rådighed, besluttede mor, at jeg skulle genoptage klaverspillet, men skrækken sad endnu i mig, så jeg nægtede. Alligevel fandt hun en anden spillelærer – kvindelig – der boede i Gerlev. Hun mente ikke, at denne vej var så farlig at køre, så jeg måtte bøje mig. Jeg startede igen i 1944, men heldigvis blev “læreren” syg efter fem måneder, så jeg slap endnu engang. Jeg nåede dog at få lært noderne ret godt, hvilket siden var en stor fordel, da jeg kom på seminariet. Jeg kunne da også spille mange af “vort hjemlands vemodige sange”.

Jeg har før nævnt, at Far i nogle år var i sognerådet. Jeg kan ikke huske, om han sad i en eller to perioder, men han var der i hvert fald i 1943 og resten af krigen.

En af hans funktioner var at udlevere rationeringsmærker til kul, koks og petroleum. Dvs. at hele Sem Sogn mødte op for at få den månedlige ration. Der skulle naturligvis føres regnskab over, hvem der fik hvad og hvor mange alt efter husstandens størrelse.

Far havde ikke begreb om noget som helst med tal eller regnskab, så han overlod det hele til mig. Mange gange kom folk før tiden og bad om forskud, og så måtte jeg uddele kvarte eller halve portioner; det var et gedemarked uden lige.

Mange gange tilbød man bestikkelse, men det var jeg nødt til at afvise, især, hvis jeg havde anelse om, at de gik direkte på det sorte marked og solgte mærkerne.

I de sidste krigsår, hvor alting strammede til – også folks usikkerhed – blev der i hvert sogn oprettet et vagtværn, som folk kunne tilkalde, hvis de blev forulempet. Man kendte jo efterhånden ikke forskel på ven eller fjende. Selvom der var mange modstandsfolk omkring os, var der også stikkere. Far kom en dag hjem fra sognerådsmøde med seks gummiknipler. Han skulle selv finde de fem personer, som skulle udgøre dette vagtværn. De kom nu aldrig i funktion, men far havde altid kniplen med, når han skulle til Mariager.

Endelig i 1945 kom befrielsen. Det betød dog ikke at rationeringen ophørte. Da jeg rejste hjemmefra i 1946, kom folk stadig vrimlende efter deres rationer; men jeg tror, det blev ophævet ret hurtigt efter. (1952) Moster kom hjem fra efterskolen foråret 1944, så hele sommeren var vi igen to om arbejdet. Moster havde nu prøvet at være hjemmefra, så hun trivedes ikke rigtigt i den daglige trummerum. Hun ville ud og have plads i huset, men da der stadig var krig, mente min mor ikke, at det var nogen god ide. I stedet besluttede Mor, at hun skulle lære at sy. Hun fik Moster anbragt hos en syerske i Havndal, hvor hun så opholdt sig det meste af den næste vinter – i hvert fald til april 1945. Problemet var bare, at man ikke kunne få noget stof at sy af, så det var mest om Måske kan jeg lige berette lidt om vort bryllup. Det foregik 3. juledag kl. 15. i Sem Kirke. Efter skik og sædvane var alle familiemedlemmer og naboer inviterede. Far havde i samråd med min svigermor lavet en liste over, hvor mange der skulle med fra hans side – ca. 30 tror jeg – deriblandt daværende kirkeminister Carl Hermansen med frue, så I kan tro, det gibbede i de gæve Semborgere, da han trådte ind i kirken i kjole og hvidt, med blåt bånd og ridderkors. Den mest nervøse, var nok præsten, der ikke var vant til overordnede personer, men far havde underrettet ham.

Vejret var ikke særlig strålende, og ved middagstid begyndte det at sne, så mange af gæsterne havde besvær med at komme frem. C. Hermansen, der naturligvis var kørende i ministerbil med chauffør, kom naturligvis for sent. Min far og jeg stod i våbenhuset i 20 minutter og ventede rystende af kulde. Min tilkommende mand sad inde i kirken bleg og nervøs for, hvad der mon var sket.

Efter vielsen var alle gæster på gården (ca. 100 ) til kaffe og kage. Selve festen skulle foregå i forsamlingshuset med spisning og dans, hvilket min svigermor havde meget imod, men skik følge eller land fly! Hun sad surmulende i et hjørne, mens dansen stod på. Hermansens chauffør var stationeret på gården, for at være i nærheden af telefonen, hvis der skulle blive brug for kirkeministeren.

Klokken ca. 22, midt i spisningen, kom der også bud, at Hermansen skyndsomst skulle begive sig til Ålborg lufthavn, da dronning Alexandrine lå for døden. Det gav jo lidt afbrydelse i festen og stemningen. Jeg ved ikke, om han nåede at komme frem. Det blev senere meddelt i radioen, at dronningen var død kl. 23.45.

Festen sluttede ved totiden, men da var mange af gæsterne kørt for længst. Tilbage var kun byens folk og de, der skulle overnatte. Det var mange. Det var svært for Mor at finde plads og sengetøj til alle, men de kom dog alle på langs. Om de har sovet er jo nok et andet spørgsmål. Jeg har tit tænkt på, at det var synd for Mor, for hun havde det ikke så godt allerede da.

Jeg tilbragte min barndom i Annexsgaarden i Sem sammen med mine forældre og mine 5 søskende.

I slutningen af 20’erne kom elektriciteten til Sem. Det var spændende, nemt og renligt. Folk var glade for, at man nu ikke længere hele tiden skulle gå og være så nervøse for ildebrand, som man havde været tidligere, da man anvendte petroleumslamper og lygter. Det var ikke så farligt, troede vi.

En aften Mor og Far var i byen, fandt vi fem børn på, at tiden var inde til at undersøge elektricitetens muligheder. Vi stillede op i en række med hinanden i hånden. En strikkepind blev stukket ind i kontakten. Det var ikke rart, men det værste var, at strømmen forsvandt. Gud ske lov for sikringen, den sprang. Nu var gode råd dyre, men efter et besøg hos købmand Ferslev – for at hente en ny sikring – troede vi, at den hellige grav var vel forvaret. Det havde den nok også været, hvis ikke købmand Ferslev, da vores mor den næste dag købte ind i butikken, undrende havde spurgt hende:

“Har sked´d ower ve jer i jas – aftes”?

Børn havde pligter den gang. Små børn kunne samle æg eller vande høns. Større børn hjalp i hus, mark og stald, med at lave mad, passe have, muge, malke, tynde roer, skrue tørv, så tiden til leg var sparsom, men når vi legede, var det store og små med hinanden. Det gav en gedigen, social opdragelse.

Da vi var fem søskende, havde vi egentlig ikke behov for legekammerater. Hvis vi legede med andre, var det som regel Laurids Pedersens børn. De var vores fætre og kusiner.

Det var ikke ualmindeligt, at de unge karle og piger, der tjente rundt om på gårdene, om aftenen legede sammen med børnene. Der blev spillet pind og kroket på græsplænen i haven.

I stalden havde vi 14 – 16 køer, ungkreaturer, nogle få grise – og så julegrisen. Den skulle gerne veje 70 kg, når den skulle slagtes, så der kunne blive til det evindelige flæsk, vi fik næsten hver dag til kartoflerne.

Der var to spand heste og en plag på gården. De to af hestene fungerede som køreheste, når vi en eller to gange om året i hestevogn – som regel til jul – besøgte vores familie i Stangerum.

Foruden høns, havde vi også 15 – 20 gæs. De blev slagtet til jul.

Efter slagtningen blev dunene fra brystet og enkelte små fjer samlet fra. De blev solgt og brugt til dyner og puder. Når gæssene var slagtede, blev de skoldet i kogende vand, så var det lettere at få resten af fjerene af. De sidste små dun blev brændt af over en spritflamme. Fine og glatte blev gæssene derefter hængt op i halsen, så de kunne blive strakt smukt ud.

De gæs, der blev solgt lokalt, blev ikke taget ud – indvoldene blev ikke fjernet, mens de gæs, der skulle sælges og sendes længere væk, blev taget ud, så de kunne holde sig under transporten. Det var et meget stort arbejde.

I det tidlige forår blev der sat et kar op ude i gården med lunkent vand og soda. Fårene blev hentet og med sammenbundne ben lagt op i det lune vand og skrubbet, til ulden var fin og hvid, inden Mor klippe dem. Ulden blev solgt.

Den gang var fårekød noget andet end i dag. Ofte var det ældre dyr, man slagtede, så ingen var i tvivl, når der blev serveret fårekød. Det føltes undertiden, som var det den rene uld, man havde i munden. Bedst smagte kødet, hvis det blev serveret som røget fårekølle eller spegepølse.

Modsat de fleste andre steder i sognet havde Sem By sit eget vandværk – vandværk er måske så meget sagt. Nede fra vores eng, hvor der var et væld og muligvis også fra “Brækil”, gik et rør op til en hævert. Den sugede vandet op i en beholder, der stod oppe ved kirken. Hæverten var under stadig opsyn, for undertiden sugede den en frø ind i filteret, og den skulle jo helst fjernes, inden den gik i forrådnelse. Der var nu også frøer i vandbeholderen, men dengang mente man, at det var et tegn på, at vandet var rent. Jeg har aldrig hørt om nogle, der blev syge af at drikke vandet.

Til Annexgaarden hørte også en hedelod. Den havde vi stor fornøjelse af. Når der var mangel på foderhalm, kunne man skære lyngris til foder i heden. Det var bl.a. nødvendigt under krigen.

Og så var der jo tyttebærrene og blåbærrene, som Mor og vi piger hvert år plukkede og solgte eller selv anvendte til syltning.

Et år tjente Mor til en ny symaskine, men der hørte ikke låg til, så da jeg kom hjemmefra og begyndte at tjente mine egne penge, købte jeg et symaskinelåg til min mor.

I 1939 blev jeg syg. Jeg fik blindtarmsbetændelse. Det var – før antibiotika blev rigtig kendt – ikke en sygdom man tog let på. Det var pinefuldt, og så hændte det, at folk døde.

For at dulme smerterne lå jeg i sengen i tre dage med en varmepude på maven. Først derefter blev doktor Vester fra Gjerlev tilkaldt. Han stillede diagnosen, blindtarmsbetændelse, og sendte mig straks på Hobro Sygehus. Fordi jeg havde ligget så lang tid med varme, ville man ikke operere. I stedet skulle min blindtarm sultes. Det var ikke nogen rar periode. Hver dag fik jeg morgen, middag og aften havresuppe. Det var ikke en menu, jeg skrev hjem om. Den enogtyvende dag græd jeg. Så slap jeg. Blindtarmen fik åbenbart også respekt for kuren. Den har aldrig siden ladet høre fra sig.

Da jeg kom hjem, havde jeg svært ved at komme til kræfter. Det var vanskeligt at klare arbejdet. Doktoren har nok haft sine anelser. Han bad om en spytprøve, som han fik undersøgt. Kort tid efter meddelte han, at jeg havde en plet på lungen. Det betød den gang begyndende tuberkulose.

I dag klares det med en penicillinkur, men den gang kendte man kun sanatorieophold. 3 måneder, sagde lægen. Det blev nu til 11 måneder fra den 9. april 1939 til den 11. maj 1940.

Man kunne vælge mellem Julsminde, Silkeborg og Skørping. Vi valgte Skørping. Der ville det være lettest for min familie at besøge mig.

For mig blev opholdet i Skørping sammen med de ca. 50 andre patienter som et højskoleophold – en dejlig tid. Jeg havde haft svært ved at klare arbejdet hjemme. Her skulle jeg bare slappe af – hvis vi da lige ser bort fra den 9. april 1940.

Omkring kl. 4 om morgenen blev vi vækket af lyden fra de mange flyvemaskiner, der kom flyvende sydfra med kurs mod Ålborg. Stemningen var lidt uhyggelig. Ingen vidste, hvad der skete, for vi måtte ikke høre radio.

Sygehusledelsen tog det standpunkt, at med så mange personer, ville der være lige så mange forskellige politiske meninger, og man ville ikke have uro. Efterhånden skiftede stemningen, så vi fik lov til at høre radio. Men ellers tilbragte vi morgenen med at hænge ud ad vinduerne i vores nattøj for at se, hvad der skete. Mange fik influenza og måtte tilbringe de næste dage i sengen.

Når vi patienter stod op, var der morgensamling – undertiden med morgensang, derefter skulle vi hvile i liggehallerne til middag. Efter middagsmaden skulle vi igen hvile i liggehallerne i to timer, så blev kaffen serveret. Efter kaffen havde vi fri og kunne gå i Rold Skov eller stikke en tur til Rebild.

En af behandlingerne var den ugentlige pustning. Man blev anbragt i sideleje med armen op over hovedet. Derefter førtes en kanyle ind mellem to ribben, hvorefter der blev pustet luft ind omkring lungen. Det lyder ikke rart, men det gjorde ikke ondt, derimod spændte det, så man havde svært ved at gå.

Da jeg kom hjem, blev jeg pustet en gang om måneden i begyndelsen, indtil behandlingen efterhånden blev indstillet, og jeg blev erklæret rask.

Efter at have tilbragt julen på sanatoriet, fik jeg lov til at komme hjem 2. juledag og blive i Sem et par dage. Det var rart. Først den 11. maj 1940 blev jeg udskrevet.

Den sommer var jeg hjemme for at komme lidt til kræfter. I november blev jeg gift med Carl Møller, der stammede fra Mols. Vi havde lært hinanden at kende, mens jeg tjente hos hans bror ved Hjortshøj.

Brylluppet var lidt usædvanligt. Karls familie kom kørende i bus til Sem, hvor vi spiste frokost. Derefter tog selskabet til Dalbyover Kirke, hvor vi blev viet. Bryllupsmiddagen foregik på Dalbyover Hotel.

Efter brylluppet slog vi os ned ved Hjortshøj. Vi har skiftet bopæl et par gange, men bor stadig på egnen.

Jeg begyndte at gå i skole i Kastbjerg ved lærerinde fru Sørensen, så flyttede vi til Skrødstrup, hvor min lærer hed Christiansen.

Det var små kår. Allerede i 10-års alderen kom jeg ned til købmand Madsen som barnepige. Det var jeg meget glad for. Jeg fik gerne 25 øre for en eftermiddag, der strakte sig fra kl. 15.00 til kl. ca. 19.00. Oven i lønnen fulgte kaffe, kage og varm mad til aften. Efter kl. 19.00 fik jeg 50 øre for en aften /nat. Ofte var jeg barnepige til kl. 0.00 og sommetider endda helt til kl. 03-04 om natten. Det var hårdt, for jeg måtte ikke sove. Jeg havde kaffekanden til at stå og snurre på kakkelovnen. Her skal det lige nævnes, at jeg ikke har drukket kaffe siden min konfirmation. Nu drikker jeg te.

I Bedstemors familie var der en mand, der hed Ludvig. Han havde været på Brejninge. Det kom så mange dengang – også normalt begavede har det senere vist sig. Da han kom ud derfra, ernærede han sig ved at drive rundt og spillede på mundharmonika.

Engang ved juletid besøgte han os. Da han havde fået kaffe, fortalte han, at nu skulle han op i skoven og finde et sted at sove. Min far tilbød, at han kunne sove på høloftet, hvor vi havde høet til geden Han blev så glad, at han gik til Skrødstrup og købte julegaver. En æske cigarer til 0,50 kr. til Far, 2 par kopper til 0,25 kr. pr. stk. til Mor, og vi børn fik hver et lommetørklæde til 0,10 kr. Hvor længe tror du, han har arbejdet for de penge? Efter julemaden sang vi og gik om træet. Der lå gaverne – de første julegaver vi nogensinde havde fået. Vi pakkede dem ud, og så blev de pakket pænt ind igen. Det blev en jul, jeg altid vil huske.

Der er en anden ting, jeg aldrig kan glemme. Som barnepige fik jeg ikke penge hver dag, men tro nu ikke, at jeg blev snydt. En dag da jeg kom fra skole, kaldte købmandskonen, Marie Madsen, på mig og spurgte, om jeg kunne være barnepige samme aften. Det kunne jeg godt . . . og tænk! Hun gav mig en helt ny 5 kroneseddel. Jeg følte mig som millionær. Jeg løb hele vejen hjem. Stolt som en pave viste jeg min mor min store formue. Det var rigtig nok godt. Vi mangler sådan varer fra købmanden, sagde mor. Så vidt jeg husker, skulle vi betale kontant. Der har sikkert været lukket for kredit. Mor skrev en huskeseddel. Det var jo fint regnet ud. Der manglede ikke mange ører i 5 kroner. Jeg løb til købmanden. Det værste var, da jeg skulle betale, og Marie så mig lige i øjnene og sagde:

Stinne, er det den femmer, du lige har fået af mig?

Da var der en , der kom i knibe. Jeg følte mig som en stor forbryder. Det var så flovt at være så fattig, så jeg sagde: Nej! Men tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg havde løjet for en, jeg holdt rigtig meget af. Fra den dag af fik jeg aldrig penge mere.

Nyt tøj kendte vi ikke til. Men sådan var tiden jo dengang. Jeg husker to piger fra skolen, Birgitte og Estrid Kristiansen, lærerens datter. De var de eneste, jeg kan huske, der fik en købt strikket trøje, og vi misundte alle de to.

Men tænk! En dag, jeg kom fra skole, kaldte Marie på mig – det var min fødselsdag. Da jeg kom ind, var der dækket op med chokolade og boller, og der, hvor jeg skulle sidde, lå en pakke. Da jeg åbnede den, lå der en rød trøje magen til dem, de to piger havde fået. Jeg skulle være barnepige den aften. Den trøje blev i hvert fald passet til. Hvor var jeg lykkelig.

Så nærmede julen sig. Marie spurgte, hvad jeg ønskede mig. Et par gummistøvler, sagde jeg omgående. De var lige begyndt at komme frem, og der var ingen, der havde nogen endnu. Det fortalte Marie min mor, men Mor sagde nej, for så skulle Anker og Peter også have et par, og det var der ikke råd til – men jeg manglede et par sko.

Købmanden solgte fodtøj fra Kjær og Andersen i Randers, og selvfølgelig skulle Estrid og Birgitte have et par nye laksko til jul. Dem viste Marie mig og spurgte, om jeg ikke hellere ville have sådan et par sko. Jeg svarede: Nej! – hellere gummistøvler, for dem kunne jeg bruge til juletræsfesten. Jeg prøvede støvlerne, hver gang jeg skulle vaske gulv i butikken. Det opdagede Marie. Hun spurgte mor igen, men nej, jeg skulle have sko. Til jul fik jeg så de fine laksko magen til Estrid og Birgittes. Jeg har jo nok ikke strålet af glæde, for Marie spurgte, om jeg var glad for dem. Jo da! Men jeg ville meget hellere have haft gummistøvlerne. Jeg blev aldrig rigtig glad for de laksko. Jeg har talt med Marie, efter jeg er blevet voksen. For mig var hun og er stadig den gode fe. De flyttede til Assentoft og startede en købmandsforretning. I dag er de begge døde.

Jeg blev konfirmeret og kom til Mariager som ung pige i huset, jeg fik 15 kr. om måneden.

Efter et halvt år fik jeg tilbudt en plads hos købmand N. Møller i Skrødstrup. Her fik jeg hele 25 kr. om måneden. Der var ingen kone i huset – kun Niels Møller og hans far. Jeg var en ung husbestyrerinde – kun 16 år.

Niels Møller solgte forretningen til Thorvald Christensen og flyttede i et hus, han ejede. Så blev den gamle syg. Niels og jeg passede ham, til han døde. Den gang var der jo ikke noget, der hed hjemmehjælp.

Efter hans død rejste jeg til Mariager, hvor jeg kom i huset hos hr. og fru Aarup. Fru Aarup blev min næste gode fe. Her var jeg, indtil de solgte slagterforretningen til Dalskov. Jeg fulgte med i handelen. Senere rejste jeg til Hem, hvor jeg var hos pastor Nørgaard. Der var jeg rigtig glad for at være. Det var her, jeg blev forlovet med min barndomskæreste, Jens Bregendahl.

Dengang var ungdommen jo ikke så oplyst som i dag. Det fik selvfølgelig følger. Jeg kom hjem og var der i to år. Jeg fødte en dejlig, lille pige, Elly. De to år derhjemme vil jeg helst glemme.

Den 6. november 1940 blev jeg gift med Jens Bregendahl. Vi flyttede til Kastbjerg, hvor vi havde det småt, men godt. Der var kærlighed og sammenhold. Jens havde arbejde ved forskellige bønder og fik omkring seks kr. om dagen.

Det var ikke så godt om vinteren, når vi skulle klare os for hans understøttelse. Den var på 24 kr. om ugen, og de 3 kr. blev trukket i kontingent til fagforeningen. Så var der 21 kr. tilbage. Vi skulle om vinteren betale 20 kr. om måneden i husleje og om sommeren 25 kr. Dengang lærte vi, at når vi havde en krone, måtte vi kun bruge 90 øre. Om sommeren skar vi tørv i engene eller lugede roer så længe, vi kunne se om aftenen.

Vi prøvede at spare sammen, så vi kunne få råd til at købe huset i Kastbjerg. Det lykkedes i april 1947. Vi fik det for 5.000 kr. 2.000 kr. kontant. Resten skulle afdrages med 150 kr. pr. termin.

Jeg gik ud og hjalp til ved fødselsdage og andre fester. Jeg fik 1,25 kr. i. timen. Det bedste sted var Havndal Kro. Der fik vi aldrig under 10 kr. Ofte blev det rundet op til 15 kr. Men ikke nok med det.

Krokonen var så sød, så der var gerne en dejlig pakke med rester fra aftenen. Det var spændende at se, hvad jeg fik med hjem.

Når der var fest i forsamlingshuset, skulle vi først ud at låne tallerkener, bestik, skåle og fade. Efter brug var det med at huske, hvor de forskellige ting var lånt. Med tiden blev det muligt at leje service i Brugsen. Det var en stor lettelse.

Under krigen var alt rationeret. Der var mærker til alt – selv kaffeerstatning, salt og tøj. Det er uhyggeligt at se, hvad der i dag bliver sat ud til storskrald.

Vi havde en dejlig nabokone, Mette. Hun kom til jul med mel, som hun havde fået malet på Lyshøj Mølle. Hun sagde:

“Hwis do no sigt’åd, så blyw’åd det finere.

Det grow ka’u bage franskbrød o”.

Det er det mel, vi i dag kalder fuldkornsmel. Sikke boller, der kunne bages af det andet mel. Det var luksus.

Elly havde fødselsdag den 5. januar. Det blev fejret med boller og kakao, og juletræet blev tændt for sidste gang. Vi dansede, legede og spillede billedelotteri, og jeg havde lavet små pakker. Dengang skulle der ikke så meget til at glæde børn. Jeg har siden talt med flere af dem, der var med til fødselsdagen. De siger, at det var tider, de aldrig glemmer. Det er jo dejligt at høre. Det er ikke altid det store og dyre, der huskes. Heldigvis . . . !

Efter 13 dejlige år i Kastbjerg solgte vi huset og flyttede til Skrødstrup, hvor vi overtog min svigerfars ejendom. Det var en lille ejendom på syv td. land. Jens gik på arbejde, og jeg fik arbejde som kontrolbestyrer på fagforeningen.

I 1944 fik vi en søn, Ole, som i dag er pedel på Mariager Skole. Han blev udlært som tømrer og snedker. Sidste år havde han 25 års jubilæum på Mariager Skole. Han er gift med Gitte. De har to børn. En søn, Per, som lige er blevet 30 år. Han er medieplanlægger ved et firma i København. Lone på 22 år har lige været på Hadsten Højskole. Hun rejser snart til Thailand og Malaysia. Derefter starter hun på uddannelsen som social- og sundhedsassistent.

Vi fik en pige mere, Lene, som i dag er laborant på Randers Sygehus. Hun havde 25 års jubilæum for to år siden. Hun er gift med Freddy Brixen. De bor i Mejlby ved Randers. Freddy har eget firma, Nørhald Fugeteknik. De har to børn. Hanne på 22 år læser HA på Ålborg Universitetscenter. Bjarne er 18 år. Han går på handelsskole i Randers.

Desværre mistede vi vores ældste datter, Elly, ved en bilulykke i 1962. Det var en hård tid, som vi aldrig glemmer. Livet skal gå videre, men ingen, der ikke har været udsat for sådan en ulykke ved, hvor svært det er. Vi skal jo kun tælle de lyse timer, siges der, men vi ved, at enhver medalje har en bagside.

Efter 42 år i Skrødstrup solgte vi ejendommen og købte et dejligt lille hus her på Hjulhusvej i Mariager. Her er vores lille paradis. Jens har fået tid til at nyde sin hobby. Han spiller violin i Assenskvintetten. De er meget ude for at underholde på plejehjem og i centre. De har blandt andet været i Randers flere gange.

Jeg havde aldrig drømt om, at vi ville få det så godt på vore gamle dage. Nu er vi kommet i Paradiset. Så længe vi kan klare os selv, er hver dag en gave.

I vort sogn var der mange, der havde kæle- eller øgenavne. Det gjaldt også Marinus Nielsen. Han blev kaldt Korporalen. Nogle fortalte, at det var på grund af hans fortid i hæren, andre, at det skyldtes hans lidt barske og koleriske temperament.

I alt hvad Marinus foretog sig, var han en meget sirlig og punktlig mand. Det gjaldt også hans arbejde i haven. Den var særdeles velholdt. Især var han berømt for sin efterårsgravning – alle spadestikkene var lige dybe, lige brede, og alle lå de ens. Det var imponerende at se.

Vi kendte Marinus og vidste, hvor øg han var over sin have, så kom vi til at kaste en bold over hækken, turde vi ikke gå ind for at hente den.

Under krigen blev Marinus udpeget af kommunen til at gå rundt på gårdene for at tælle dyr og afgrøder op. Blev man udpeget, kunne man ikke undslå sig, for det var borgerligt ombud.

Der var mangel på alt, så det, der ikke var nødvendigt til gårdens drift skulle afleveres – sælges. Samvittighedsfuld som han var, tog Marinus arbejdet meget alvorligt – mere alvorligt end dem, han talte op hos. En gang han mødte på Sembygård for at kontrollere Chr. Pedersens kartofler, fik han beskeden:

Do ka sjel tæl dem! Å ta’ så lig de råden fra!

Far og Mor var ikke gift, da jeg blev født i Sem den 28. februar 1934. Mor kunne ikke tage mig med på en arbejdsplads, så det kom på tale, at jeg en tid skulle være på et børnehjem.

Tøsen blywer her, sagde Bedstefar.

Sådan gik det til, at jeg kom til at tilbringe de første ni år af mit liv som plejebarn hos mine bedsteforældre i Sem Bedstefar, Marinus Nielsen, havde som ung været en tur i USA for at søge lykken. Han har åbenbart ikke fundet forholdene attraktive, for han kom hjem igen.

Han og Bedstemor var allerede, på det tidspunkt jeg flyttede ind hos dem, ældre mennesker, så det var noget af en opgave de påtog sig. For Bedstemor var der ikke noget nyt i at passe børn. Da hun kom til Sem som husbestyrerinde for Marinus Nielsen, var hun enke. Min biologiske farfar var død, og Bedstemor var alene med to børn: Min far, Niels Christian Cristensen, der var to måneder og min faster, Rasmine, der var ca. 2½ år.

Marinus, som jeg kaldte Bedstefar, var enkemand. Hans kone og to børn var døde, men han havde stadig tre døtre: Magda, Helga og Ane. Da Bedstefar og Bedstemor blev gift, fik de sammen børnene: Rasmus, Signe og Christen.

En gang kom min farbror, Christen, fra Sjælland med en radio til Bedstefar. Strømmen kom fra et batteri eller en akkumulator. Når strømmen var opbrugt, sendte folk deres akkumulatorer med rutebilen til Hvidsten til den navnkundige krovært, Marius Fiil. Når han havde genopladet dem, sendte han dem tilbage med rutebilen.

Det var nu ikke noget problem, at vi en gang imellem måtte undvære radioen, for det var meget almindeligt, at naboer lige kiggede ind hos hinanden om aftenen. De var altid sikre på at blive budt på en kop erstatningskaffe og noget af vor mors hjemmebag.

Mariane Andersen var blandt dem, der ofte kom på besøg. Hun boede alene og gik derfor tit en lille aftentur. Hun var meget dygtig til at strikke, så det lå lige for, at det blev hende, der lærte mig kunsten at strikke.

Efter kaffen kom der kort på bordet, og så blev der – sagt med Marianes yndlingsudtryk: “Den-unden-fise-mæ” – spillet Stindrakker. Det var hyggelige aftener, man mindes.

Den 20. februar var det Bedstefars fødselsdag. Så mødte vores familie fra Gjerlev Mølle og Øster Tørslev talrigt op. Som regel kom de med ål, som Bedstemor stegte på panden ude i køkkenet. Så blev der høj stemning omkring bordet i stuen.

Til daglig var traktementet yderst beskedent. Flæsk i alle varianter med Bedstefars selvdyrkede kartofler til. Var det småt med kartofler, lavede Bedstemor undertiden stuvet kålrabi, som vi havde fået hos en landmand. Det blev betragtet som fattigmandskost. Jeg har selv som voksen lavet stuvet kålrabi. Det er en sund og nærende ret, der smager godt til frikadeller, som vor mor lavede dem.

Jeg var seks år, da tyskerne besatte landet. Det blev straks påbudt, at alle voksne skulle have et legitimationskort med billede. Det havde nu ikke min store interesse, for jeg havde lige lært at cykle på den gamle damecykel, vi havde. Bedstefar havde godt nok sagt, at jeg ikke måtte cykle alene, før jeg var helt sikker – men hvad! Når de nu alligevel alle sammen var nede for at blive fotograferet hos købmanden, kunne jeg jo lige så godt øve mig. Resultatet var ikke blændende. Jeg kørte ind i stendiget ved vores trappe og brækkede venstre arm. Det blev ikke bedre af, at den samtidig gik af led. Stor opstandelse og barnegråd. Doktor Vester fra Gjerlev blev tilkaldt. Han satte armen på plads, men bruddet skulle ordnes på Hobro Sygehus. At komme fra Sem til Hobro var en omstændelig affære Vi måtte vente til næste dag. Bedstefar bestilte en taxa, som kørte os til Hobro. På sygehuset ville de beholde mig, måske fordi der var gået så lang tid siden bruddet, men Bedstefar holdt på, at jeg skulle med hjem, så jeg fik armen lagt i gips med det samme og kom med hjem i taxaen.

Kort tid efter var vi en tur nede hos vores nabo, A-Mari, der boede i det lille hus, der lå lige over for Ajs Finns. Hun bød på te og franskbrød med birkes fra bageren. Det betragtede vi som en delikatesse. Jeg blev sendt hjem for at hente noget. På vej op ad bakken faldt jeg på grusvejen, så en flintesten satte sig fast ved knæet – der var den gang kun få asfalterede landeveje. Bedstemor mente, at det måtte hun selv ordne. Vi kunne jo ikke blive ved med at ulejlige doktor Vester. Med en tang pillede hun stenen ud og kom jod på. Jeg har stadig et stort ar på venstre knæ til minde om begivenheden.

I Sem havde vi altid vand i hanerne fra det lokale vandværk, men i de hårde vintre 1942 – 1943 kneb det. Vandrørene frøs, og pludselig stod hele byen – mennesker og dyr – uden vand.

Der stod en brandhane i vejsiden over for købmanden lige ved det sted, hvor rutebilchaufføren efterlod asken, når han rensede bilens generator og kom nyt brænde på. Det var vist nok den eneste vandhane i byen, der modstod frosten og kun, fordi den blev isoleret med et tykt lag halm. På bestemte tider af dagen fjernede man isolationen, og så flokkedes byens borgere om hanen for at hente vand. Fra vores hus var det Bedstefar, der drog af sted med et åg og to spande. Det måtte vi så klare os med til rengøring, vask og madlavning indtil næste dag, hvor min bedstefar igen asede af sted op ad bakken med de to spande.

Et bryllup var en stor begivenhed, man nødig gik glip af, så den vinterdag Jens Laustens Karen Margrethe blev gift med Svend Pedersen, stod Ester Raj og jeg ved vinduet i stuen. Vi måtte ånde på ruden for at holde et lille kighul fri for is, så vi kunne se brudeparret, når de kom kørende.

Bagefter fortalte man, at Svend Pedersen havde haft brudebuketten med i rutebilen fra Randers. Turen havde været så kold, at blomsterne tabte hovederne, da parret stod ved alteret i kirken.

Og så var der lusene. De spredtes med lynets hast. Jeg var lidt heldigere end Ester. Det var, som om lusene jagtede hende. Vi legede altid sammen og med de samme børn. Havde Ester fået lus, sagde Bedstemor gerne: Så ka do godt hent kammen – den lille tætte kam, der kunne fjerne både lus og æg.

For mig var kammen ikke det værste. Det var at få håret vasket om morgenen – med lusemiddel. Almindelige mennesker vaskede ikke hår om morgenen, så havde man vådt hår, når man var på vej til skole, vidste folk besked. Man trykkede sig lidt på turen gennem byen.

En morgen i 1943 var jeg sammen med Geert og Grethe på vej til skole. Som altid gik vi gennem Sem Skoven, men den morgen blev vi, da vi kom ind midt i skoven mødt af en tysker til hest. Vi måtte ikke gå gennem skoven, så vi måtte tage den lidt længere vej op forbi Sem Møgelhøj.

Da vi drejede ned langs skoven ved Høwen, mødte vi ham igen. Vi var noget urolige, for han blev ved med at ride bag os hele vejen ned til skolen. Der fik vi at vide, at tyskerne holdt skydeøvelse. Hele dagen, mens vi var i skole, skulle vi holde os inden døre. Vi måtte først gå hjem, da øvelsen var forbi kl. 16. På hjemvejen så vi en person komme mod os. Det var Bedstefar, der var blevet så urolig, at han ville gå os i møde for at følges med os hjem.

Den samme dag blev en tysk soldat kastet af sin hest. Han fik voldsomme kvæstelser, fordi han ikke kunne få foden ud af stigbøjlen. Hans død chokerede mange, ikke mindst min bedstemor.

Egentlig tror jeg, at Bedstemor havde været syg, længe inden jeg opdagede det i sommeren 1943. Det var en svulst på hjernen. Da jeg var på sommerferie hos min mor, var der tale om, at jeg skulle blive der, fordi Bedstemor var blevet dårligere. Bedstefar var imod det, så jeg kom alligevel hjem til Sem efter ferien.

I oktober måned var doktoren på besøg. Jeg stod bag døren og hørte ham sige til Bedstefar, at nu var den tid kommet, da jeg måtte flytte op til min mor.

Den 22. oktober 1943 sluttede min barndom. Jeg sagde farvel til Bedstemor og Bedstefar og rejste op til Mor i Lindum. Det var sidste gang jeg så Bedstemor. Hun blev få dage efter indlagt på Randers Centralsygehus.

Personalet fortalte, at hun hele tiden lå og spurgte efter en, der hed Kirsten. Hvem var Kirsten, og kunne hun ikke komme på besøg? Mor og Faster i Gjerlev talte om det i telefonen. Bus- og togforbindelserne fra Lindum til Randers var meget dårlige under krigen. Hvordan skulle Mor kunne komme af sted med mig? Hvem skulle passe de små? Og endelig – det var dyrt. Det blev i alle tilfælde ikke til noget.

Den 24. november 1943 døde Bedstemor. Hun blev kort efter begravet på Sem Kirkegård. Jeg var ikke med til begravelsen.

Jeg kom på juleferie hos Bedstefar, men det var ikke det samme. Det har sikkert også været vanskeligt for ham, for den følgende sommer solgte han huset og rejste til Edderup, hvor han boede i et par år hos min faster og onkel, Signe og Christen Borresen Møller.

I 1947 rejste han fra Edderup til Ørsted til min faster, Helga, hvor han boede i seks år.

Den 19. marts 1953 døde han på De gamles Hjem i Ørsted, og fem dage senere blev han begravet på Sem kirkegård ved siden af Bedstemor. Politisk havde Bedstefar altid været dybt forankret i Socialdemokratiet. Som en sidste hilsen kom der på hans grav til at stå en snehvid marmorplade med inskription – skænket af Socialdemokratisk Vælgerforening for Hem – Sem kommuner.

Før mine forældre blev gift, arbejdede min mor på et lille lokalt postkontor i Assens, hvorfra hun stammede. Der kom dengang mange udenlandske skibe til Dania.

Når et medlem af besætningen manglede danske penge, var det min mor, der af postmesteren i Mariager var bemyndiget til at veksle valuta.

Når tyskerne under krigen holdt skydeøvelse i Sem Hede, stillede de vagter ud ved skovvejen, så måtte vi ikke gå den sædvanlige vej ind gennem skoven til skole. Vi skulle da gå op ad Sembakken forbi Semmøgelhøj.

Tyskerne var ikke altid lige omhyggelig med sigtet. Der var mange, der oplevede, at kuglerne faldt meget tæt omkring og undertiden i Sem By.

Et par gange stod vi ved vinduet i stuen og kikkede op over Semskoven, hvor engelske og tyske maskiner var i kamp.

En aften måtte en engelsk maskine for at slippe væk fra de forfølgende tyske maskiner kaste sin bombelast tæt ved Marius Knudsens gård, der lå mellem Kærby og Hald. Marius, der heldigvis var alene hjemme, nåede lige at trække dynen op over hovedet, inden husets mure faldt sammen om ham.

Senere hørte vi, at en anden maskine var faldet ned ved Skrødstrup. Det var ved den lejlighed vores genbo tog en patron med hjem. Han havde aldrig været soldat. Det var måske grunden til, at det gik så galt.

Om middagen lige før familien skulle spise, stod han ved stuebordet og forsøgte at få krudtet ud af patronen med en saks. En gnist antændte krudtet. Ved eksplosionen mistede han hele den højre hånd og pegefingeren på venstre hånd og hans søn, fik en metalsplint i lungen.

Min far (Mads Hansen), Ajs Finn og Jens Navndrup skiftedes til at holde hans indbundne arme i vejret for at forhindre at han forblødte, inden doktor Fuglsang kom.

Sagens alvor gik – om ikke før – op for os, da vi så, Fuglsang komme susende i sin benzindrevne bil og ikke i den sædvanlige, der kørte på generatorgas.

Det var almindeligt, at folk efter skydeøvelserne gik ud i Sem Hede for at samle patroner op. De voksne, der gik på jagt, samlede patronerne for krudtets skyld. Under krigen skulle jægere nemlig selv genoplade deres patroner. Vi drenge samlede på de tomme patronhylstre, men det hændte dog, at vi fik en ladt patron med.

Efter en skydeøvelse havde min bror, Kristian, og jeg fundet nogle patroner. Muligvis har vi tabt en af dem i brændekurven, for da mor næste dag intetanende fyrede op i komfuret, lød der et øredøvende brag – og pludselig stod alle komfurets låger åbne. Vi kendte Mor og vidste, at hun nok skulle bruge lidt tid til at få nerverne i ro, så det varede noget, inden vi vendte hjem den dag.

Vort hus var, som så mange andre huse i Sem, stråtækt. Ikke underligt, at mine forældre havde stor respekt for ildebrand. Nervøsiteten gav sig udslag i, at vi i tordenvejr havde vort tøj liggende lige inden for rækkevidde ved siden af sengen, hvis det skulle blive nødvendigt.

En gang stod Far under et voldsomt tordenvejr og kiggede ud af vinduet. Pludselig kom der et stort lyn efterfulgt af et brag. Far blev slynget hen på sengen. Da han fik sig sundet lidt, udbrød han: De’ var dælen-knæk-mæ tæt po!

For at hjælpe lidt på økonomien, holdt vi husdyr. En ged, nogle høns og en gris. Det var en rigtig fedegris. Den fik bl.a. gedens mælk. Ved juletid blev den slagtet.

I årets løb havde vi fået fersk kød fra andre, der havde slagtet gris, så nu var det Mors tur til at dele ud af medister, blodpølse, flæsk og kød. Det var en praktisk ordning fra gammel tid, før det blev muligt at fryse ned. Det jo dejligt med en gang ferskt kød til afveksling fra alt det røgede og saltede.

Kristian og jeg var ikke glade for det fede grisekød. En gang, vi protesterede, lovede Mor os, at vi skulle få en rigtig oksesteg. Ih, hvor den smagte, indtil hun fortalte, at det var stegen fra grisen.

Året 1947 var det tørreste år i mands minde. Det var det år, hvor 37 tønder land af Sem Hede blev opdyrket. Der var stor mangel på foder til dyrene, men så havde man jo heden. Som så ofte før, blev der slået lyng. Den blev solgt i vognlæs. Gårdmændene gav 15 kroner pr. læs, mens husmændene kunne nøjes med at betale 10 kroner pr. læs.

Ved opdyrkningen blev hele heden brændt af. Vognmand, Tahl Jensen, fra Udbyneder leverede den kalk, der skulle strøs ud over jorden og pløjes ned.

Ved den lejlighed blev vi igen mindet om tyskerne. Granathullerne var næsten dækkede. Jeg fik til opgave at finde og afmærke dem. Det kunne være farligt for hestene, hvis de faldt i de dybe huller med redskaberne. Selve afbrændingen var heller ikke helt ufarlig. Den ammunition, tyskerne havde tabt, eksploderede med store brag.

Der var flere handlende, der kørte rundt og solgte varer. En blind mand, der hed Tange, kørte rundt med børster. Han havde haft lupus, en form for kræft, der havde bortædt store dele af ansigtet, men han klarede sig glimrende. Han kendte pengesedler og mønter, så han kunne give korrekt tilbage, og han kunne, selv om han ikke havde set folk i mange år genkende dem på stemmen.

Der blev skåret mange tørv i Sem Mose. Et slidsomt arbejde, der gav ømme rygge, men som mange sagde: Man hår da it søvnbesvær om nætten!

Tørvene skulle i hænderne mange gange, men arbejdet gav luft i økonomien. Havde man skåret 10.000 tørv, var daglønnen hjemme.

1. Først blev tørvene skåret ud af tørvegraven i klyner og delt op i tørv.

2. Derefter blev de kørt ud til tørrepladsen, hvor de skulle ligge og tørre. Efter nogen tids tørring, blev de vendt – undertiden flere gange.

3. Til sidst skulle tørvene, sættes i skruer og tørre færdig, inden de kunne sælges.