Min far og mor havde boet to steder i Enslev, inden de omkring 1923 flyttede til et hus i Edderup. Huset solgte vi senere til Jens Vase.
Vi flyttede derefter ned i Sprut Jens Christians og Karolines hus – i daglig tale kaldet Pjaltenborg. Det lå lige neden for Bækkebo, hvor Rasmus Kastbjerg boede. Jorden var meget dårlig og sydvendt, så det var så som så med udbyttet. Til sidst måtte vi rejse derfra, fordi min far ikke kunne klare udgifterne. Ejendommen blev overtaget af kreditforeningen.

Rasmus Kastberg så efter bygningerne og dyrkede jorden. Efter nogen tid købte han ejendommen. Huset forfaldt og blev senere revet ned.

Vi flyttede ud i det hus, der blev kaldt Sorgenfri. Det lå ved den vej, der nu hedder Havndalvej, som nærmeste nabo til Jens Vase. Her kom vi til at bo sammen med to andre familier, indtil vi omkring 1928 flyttede til Skrødstrup.
I Sorgenfri, der nu også er nedrevet, var der tre små boliger. Vi kom til at bo i den lejlighed, der vendte mod vest. Hver bolig bestod af to rum, så det var småt med pladsen.
Havde vi gæster om aftenen, kunne vi børn ikke komme i seng, før de var gået hjem, de sad jo på slagbænken, hvor vi skulle sove.
Alt var meget spartansk. Vand til madlavning og vask hentede vi i blikspande ved brønden ude i gården.

Far var arbejdsmand. Han påtog sig alt muligt arbejde. Når en kuldamper tudede nede ved Dania, betød det arbejde. Far måtte skynde sig af sted, for der var mange, der havde brug for pengene, og arbejdet gik til dem, der kom først. Det var et slidsomt og hårdt arbejde at losse kullene. Værst var det om vinteren, for Far havde kun træsko. For at beskytte sig mod kulden var han nødt til, når han gik på arbejde, at snøre sække om benene og putte en avis ind på brystet.
Undertiden kom han først hjem sent om aftenen – sort som en neger, så måtte Mor gnide ham ind i margarine, inden han vaskede sig, ellers kunne han ikke få kulstøvet af.

Alligevel var vi heldige. Mange af de, der arbejdede fast på Dania, boede i barakker ved fabrikken og kom kun hjem om søndagen.

Engang var der storbrand i Sem Hede. Far og andre arbejdsmænd blev tilkaldt. De forsøgte at slukke ilden ved at slå den ned med våde sække. Det tog lang tid, inden ilden blev slukket. En stor del af heden brændte ved den lejlighed.

Om sommeren i høsttiden vaskede vi os udenfor. Mor, der var meget omsorgsfuld, stillede en balje fyldt med vand ud i solen, så var vandet lunt om aftenen, når vi kom hjem fra arbejde. Hun havde også hængte et forhæng af sække op, så kunne vi stå der bag forhænget og bade i det dejlige, lune vand fra baljen.

Far var fagforeningsformand. Det betød, at han en overgang sad i sognerådet. Det var ikke altid nemt den gang. Kommunen var en venstre kommune, så gennemslagskraften var ikke så stor for en socialdemokrat.

Det var meget svært at få pengene til at slå til. For at være sikker på, at der var lidt at holde jul for, satte mange penge i Julens Glæde, hvor Far en tid var formand. Indsamlerne gik rundt til folk en gang om måneden. Man kunne så indbetale et beløb – stort eller lille. Ved juletid kunne man hæve det indbetalte beløb. Det var en kærkommen håndsrækning i en dyr tid.
Julen var en travl tid. Gulvene skulle ferniseres, og kakkelovnen pudses i sort kakkelovnssværte til den skinnede. Julegaver var der ikke råd til i mit hjem, før mine store søskende kom ud at tjene. Vi havde ikke pengene, men det var jo ens for alle den gang.
Julemaden var meget spartansk. Hvis der var råd, fik vi flæskesteg, men som regel var det risengrød, hvortil vi drak en kande jule- eller hvidtøl med sukker.

Der var ikke ret mange kvinder, der havde fast arbejde uden for hjemmet. De var hjemmegående. Det var min mor også. Om sommeren kunne hun tjene lidt penge ved at plukke blåbær og tyttebær i Sem Hede. Når hun havde plukket det antal kilo, der var bestilt, kom hun bærrene i en barnevogn og kørte rundt og afleverede dem. Det hjalp godt på husholdningspengene.

Lige over for os på den anden side af vejen boede Jelne Pier i et lille hus, han selv havde bygget. Materialerne havde han kørt næsten to km på sin trillebør fra et sammenfaldet hus, der lå næsten i Grove.

Når han skulle i byen, kom han undertiden over og bad min mor om hjælp. Hun skulle fodre og malke geden. Det var nu ikke et arbejde, hun var særlig glad for. Ikke så sjældent var hun fyldt med lopper, når hun kom hjem.

Vi gik til skole i Grove. Det var en lang tur at gå, især om vinteren. Hvis der var meget sne eller is, fik vi trukket lange strømper uden på kludeskoene, det var af den slags, som havde sorte såler af bildæk, så kunne vi bedre holde varmen og stå fast, hvis det var glat.
I skolen blev vort våde tøj lagt til tørre på kakkelovnen i skolestuen eller inde i køkkenet hos fru Bach ved komfuret, så var det dejlig tørt og varmt, når vi skulle gå den lange vej hjem fra skole.

Efter min konfirmation i Sem Kirke, blev der holdt en fest hjemme. Jeg fik tre kroner i gave af gæsterne.
Det var den almindelige opfattelse, at når man var blevet konfirmeret, var man voksen, og så skulle man kunne klare sig selv. Man kunne ikke længere regne med at få hjælp hjemmefra.

Jeg kom straks ud at tjene. Lønnen var 15 kroner om måneden. Hvis jeg passede på og kun brugte penge på nyttige ting, kunne jeg klare mig selv.

Tøj kunne købes billigt i Sommers Magasiner, Dalls Varehus eller Bulldog. De tre varehuse, der et par gange om året – sommer og vinter – sendte kataloger ud til alle husstande i landet. Man kunne købe alt muligt, legetøj, julepynt, bånd, sygrej, bordpynt og tøj. For eksempel kunne man købe en sød bomuldskjole for to kr., hvis man da ikke foretrak en af de dyre, der kostede hele ni kr. Det var ikke så sjældent at flere af de unge piger gik i den samme type kjole, for alle købte jo den slags tøj, der måske ikke var det mest moderne, men tøjet var godt og holdbart.

Om søndagen var der livligt i Sorgenfri. Der boede en familie i hver af de tre lejligheder. Det var ikke ualmindeligt, at alle børnene kom hjem på en gang, så var vi 36 personer.

Da vores bedstefar døde, overtog morbror Søren ejendommen. Mor blev boende for at passe hus for ham, som hun havde gjort for Bedstefar.

Morbror Søren var en overgang med i det Det flyvende Korps. Det kaldte man de mænd, Hedeselkabet ansatte, når de mange læhegn og store skovarealer skulle plantes til. Han cyklede mange hundrede kilometer rundt i landet for at arbejde.

Han var meget praktisk. Det var altid ham, man skulle have fat i, hvis symaskinen ikke fungerede, eller hvis der var vrøvl med cykelen.

Han blev som en far for mig. Det var ofte ham, der hjalp mig med lektierne – selv om tålmodighed ikke var hans stærke side.

Jeg husker specielt en gang, vi blev uvenner, fordi han ville lære mig klokken. Jeg var ikke ret gammel og forstod til hans store ærgrelse ikke instruktionen. Vi gav op. Jeg har senere lært klokken.

Da jeg var 10 år, løb jeg og legede med nogle af mine kammerater nede ved vandet i Fladbjerg, hvor min familie boede. En mand fra Nebstrup havde været i Assens for at søge en hjorddreng. Der var ingen ledige, så da han så os, råbte han: Æ’d ingen o jer, der hår lyst te å kom ud å tien. Det kunne jeg da godt tænke mig. Så gik turen hjem til min mor. Væl han ud, ska’ han da også ha’ lov, sagde hun. Så fik jeg plads i Nebstrup.

Da jeg var 15 år, tjente jeg hos sognefogeden i Edderup, Anders Møller. Det var det år, jeg blev konfirmeret.

Senere arbejdede jeg i fire år på Jomfrubakken ved Mariager. Der kørte jeg mælk. Jeg kunne næsten ikke løfte spandene. Først løftede jeg dem fra jorden op på hjulet og derefter op på vognen.

Jeg lærte Agnes Møller at kende. Hun var datter af Chr. Møller i Dalsgaard i Grove. Jeg blev karl på gården og senere, da Chr. Møller købte ejendom i Edderup, forpagtede vi Dalsgaard i seks år.
Det gik godt. Så godt, at Chr. Møller forlangte mere for forpagtningen. Det ville jeg ikke give, så vi flyttede til Edderup i det hus, der stadig ligger overfor Enghavegaard. Jeg fik arbejde som fast daglejer på Edderup Skovgaard.

Mens jeg arbejdede hos min svigerfar, Chr. Møller, i Grove, kom sognefogeden i Sem, Chr. Pedersen, på besøg. Inden han gik ind i stuen, tog han sine støvler af. Da han skulle hjem, kunne han ikke på grund af en dårlig tå, få sine støvler på igen. Min svigerfar spurgte, om jeg ikke lige kunne køre ham hjem. Æ’u (er du) skikkelig kyren, spurgte Chr. Pedersen. Det var vi altid med den Bitte Røde. Det gik i hvert fald stærkt. Så snart jeg satte foden på trinnet, satte hesten i gang som en hvirvelvind. Den standsede ikke, før vi holdt på Sembygaard. Chr. Pedersen havde på hele turen ikke mælet et ord. Han holdt sig, så godt han kunne, fast med et hårdt greb i vognen.
Det var søndag lige efter kirketid. I Sem ved kirkevejen stod pastor Nørgaard, organisten, lærer Christiansen, fra Skrødstrup, og kirkesangeren, lærer Bach, fra Grove, og snakkede. Mens de høfligt lettede på hatten, kikkede de forundret efter jumben, der jog af sted. Chr. Pedersen nåede ikke at lette på hatten. Han holdt fast. Senere kommenterede lærer Bach episoden med ordene: Jeg skal love for, at Chr. Pedersen kom af sted.

Under krigen var der en tysk garnison i Assens. Når de manglede forplejning til mennesker og dyr, drog de ud for at købe det i omegnen. De medbragte da en skriftlig rekvisition fra kommandanten – på tysk forstås. Det var nu ikke, fordi vi mærkede så meget til tyskerne i Edderup, men et par gange havde vi fornøjelsen.
Vi boede dengang i Vestervang. En dag kom en tysker og en russisk medhjælper ind i gården og forlangte kartofler. Jeg forklarede, at vi ikke havde nogle kartofler inde. Tyskeren blev vred og truede mig med sin pistol. Så måtte vi jo ud til kartoffelkulen. Her ville han have kartoflerne sorteret. Det skulle russeren og jeg gøre, mens han gik op til Christen Søndergaard.
Da han var godt på vej, begyndte vi at læsse kartofler på vognen – uden at sortere dem. Det opdagede tyskeren. Han kom springende tilbage og gav os en ordentlig omgang, så gik han igen op mod Christen Søndergaard. Kort tid efter vendte han tilbage. Nu ville han ikke have vores kartofler, for Søndergaard havde allerede sorteret sine kartofler i fine bunker, så dem tog han i stedet.

En dag, jeg kom på besøg hos min svoger, Christen Borresen, der boede i Engvang, var han meget oprørt. Ude i gården stod to tyske soldater i grønne uniformer og med geværet over skulderen. Den ene var noget aggressiv, mens den anden, der kunne tale lidt dansk, var venligere. Det skulle senere vise sig, at han også havde humor.

Di wæl ha mit kuen, sagde Chresten. Harfor genner do dem it ud, spurgte jeg. Vi vidste, at tyskerne havde ordre til ikke at skyde på civile, så vi kunne jo tage chancen. Efter nogen diskussion fik jeg den sure skubbet ud i gården, mens den anden tysker stod og morede sig.

Så forsøgte de sig på naboejendommen, hvor Carly var alene hjemme. Victor Christensen var på arbejde. Carla begyndte at græde. Efter succesen hos Christen forsøgte jeg mig igen. Inde i huset fik jeg et godt tag i den sures nakke og r.., så jeg kunne trække ham ud af huset. Hans kammerat nøjedes igen med at grinede.

Så forsøgte de tredje gang. Det var hos mig i Vestervang. Vores hund, Lütt, en stor dansk hund, kom springende ud. Det kølede den sure lidt af, men han tog sig sammen og begyndte at undersøge, om der var noget at hente på loftet eller i laden.

Jeg var efterhånden blevet godt træt af deres besøg. Vi havde lige skåret nogle havreneg til hakkelse. Da den sure skulle ned fra loftet, hjalp jeg ham lidt – han endte i hakkelsekassen. Lettere chokeret kom han ud på gårdspladsen med avner og korn i håret og på uniformen. Kammeraten kunne igen se det kosmiske og lo højt. Pludselig skulle de hjem. Det var sidste gang, vi havde besøg af tyske soldater.

Den gang skulle alt tælles, vejes og kontrolleres: høns, svin, korn, uld. En del af kornet og ulden skulle man aflevere. Alle kunne af sognerådet blive udpeget som kontrollant. Det var borgerligt ombud. Victor Christensen og jeg var en overgang udpeget.
Man kunne være mere eller mindre emsig. Det blev fortalte, at Marinus Christensen alias Korporalen i Sem under vejningen var så akkurat, at han næsten skulle have den sidste kerne bidt over for at få resultatet til at stemme.

Om vinteren rykkede Mads Hansen og Anders Finn rødder op i Semskoven. Jeg kørte rødderne til Mariager, hvor de blev læsset på et skib. De blev betalt pr. rummeter. Det var som at købe elastik i metermål. Mads var god til at stable rødderne op – den tykke ende inderst. Jeg plejede at kunne have to rummeter på vognen. Når jeg kørte træ fra Semskoven, var der undertiden otte rummeter på ladet.

Jeg kørte en overgang grus fra en sandgrav tæt ved Nebstrup. Senere, da veen fra Edderup Østergaard til Trinderup skulle anlægges, kom jeg igen til at arbejde sammen med Mads og Anders. De harpede gruset, der blev brugt til vejen i en sandgrav tæt ved Nebstrup. Jeg kørte det op til vejen i den nye gummivogn, jeg lige havde købt for 2.100 kroner, som jeg lånte i banken.

Min svigerfar havde købt 30 td. land hede af Laurids Pedersen i Sem. Jeg opdyrkede de 16 td. land. Det var et stort arbejde. Vi lagde jernkæder om træerne, og lod hestene trække, mens vi huggede med øksen eller gravede med skovlen for at få rødderne op. De store sten blev slæbt væk af hestene, efter at vi havde lagt en tyk jernkæde om dem.
Derefter måtte vi i gang med at pløje med den brede plov, inden vi kunne begynde at harve med fjederharve. De rødder, vi harvede op, var gode til at fyre med i komfuret, hvis de da ikke blev brændt af på stedet. Så harvede vi igen flere gange. Ind imellem samlede vi sten op. Endelig kunne vi så forårsbrug eller lupiner, der var gode til at gøde jorden.
Chr. B. Møller fandt en sten, der var så stor, at der blev tre hele vognlæs ud af den. Han slog den i stykker med en forhammer – det tog meget lang tid.

I 1943 holdt tyskerne øvelse i Sem Hede. Ved den lejlighed skød de med kanoner op i heden lige nord for Grove Skole. Kanonerne var placeret i Sembygaards Hede. At de skød op over husene i Edderup generede ikke tyskerne.
Agnes og Karen Vase tyndede roer på skolemarken nord for skolen. De måtte gå hjem, da kuglerne begyndte at falde rundt om dem. En af vore heste fik en kugle gennem manken. Hos Christen Borresen gik en kugle gennem bryggersvinduet og en anden gennem et vindue i stuen. Den borede sig ned i gulvet, hvor sønnen, Anders, kort før havde leget.
I 1944 beslaglagde tyskerne heste. Lisbeth kom ud i marken, hvor jeg arbejdede og fortalte, at der lå tyske soldater i grøften og ventede på, at jeg skulle komme hjem med hestene. Jeg trak dem op i Edderup Skovgaards Hede bag Rosenborg, hvor Peder Molberg boede, for at gemme dem. Jeg ventede med at tage hjem, til jeg kunne se, at soldaterne var borte.

Efter Krigen havde min svigerfader købt 32 td. land af Erik Ørfeldt på Edderup Østergaard for 50 kr. pr. td. land. Vi fik 10 td. land, hvor vi skulle bygge en ejendom.

Byggeriet begyndte i 1956, mens jeg var karl hos Anders Møller. Først gravede vi brønden. Vi gravede ind under de store brøndrør, så de sank ned. Til sidst var der ni rør oven på hinanden.

Nogle år senere måtte vi atter i gang, fordi der ikke var vand nok i brønden. Der blev sat to lidt mindre rør indeni. Jens Navndrup murede. Jeg klarede selv gravearbejdet og var arbejdsmand om dagen. Om aftenen gik jeg ned og arbejdede hos Anders Møller, hvor også Ingrid arbejdede. Taget lagde jeg selv op med Jens Vase som hjælper. Det var en stor lettelse, da huset var færdigt, og vi havde vort eget.

En overgang var jeg snefoged. Det var borgerligt ombud. Man fik fra kommunen tilsendt lister over, hvor mange personer der skulle stille til snekastning fra hver ejendom. Det var afhængigt af ejendommens areal. Edderup Skovgård skulle stille fire karle. En større gård to karle. En ejendom en karl. Et hus en mand ½ dag pr. bud. Et bud gjaldt i tre dage, så begyndte man forfra igen.

Ejeren på Edderup Skovgaard kunne dårligt undvære de fire karle. I stedet tilbød han at stille med en hjemmelavet sneplov og fire belgiere. Mens snekasterne sad på ladet, gennemkørte han turen fra Edderup til Trinderup. Til sidst kørte han en tur ude på marken langs vejen ned til Edderup Skovgaard. Det betød, at driverne kom på marken og ikke på vejen. Ingen havde noget imod den ordning.

Den vej havde vi ellers respekt for. Under den store snestorm i 1943 tog det 21 dage at rydde den, fordi sneen skulle kastes op i tre etager. Det var for øvrigt her Erik Ørfeldt, der var snefoged det år, blev udsat for snekasternes drilleri.

Man havde lige gravet sig gennem en stor drive. Der blev gravet ekstra dybt ind i bunden af driven, inden man råbte til Ørfeldt: Ska’ vi også kåst sne i muen – i morgen. Da Ørfeldt intetanende trådte op på den udhængende kant, fik han sig en rask tur på enden ned på vejen til stor fornøjelse for snekasterne. Han prøvede det samme en gang senere, inden han lærte at gå ned på vejen et sted, hvor driverne var lavere.

En gang bød Christen Borresen og jeg på mælketuren i Edderup – og fik den. Hver anden dag startede jeg kl. seks om morgenen og kørte i skridtgang mod Havndal, hvor jeg skulle være kl. otte Der var ca. 50 spande a’ 40 kg, der skulle læsses. Turen hjem foregik i trav, så den tog kun 1½ time.
Det var almindeligt, at folk ringede til Brugsen eller dyrlægen for at få varer med mælkevognen hjem. Det kunne medføre små specialopgaver.

Dagny Ørfeldt brød sig ikke om, at hendes mand røg, men Ørfeldt elskede en cigar. Vi havde derfor den aftale, at jeg skulle købe en æske cigarer, 10 Golf, og anbringe den i den kasse med grutning, der stod ude i stalden. Erik Ørfeldt kunne så ryge en cigar, når han var i marken uden at genere sin kone Mælketuren kunne være hård om vinteren. En gang kom vi tre mælkevogne til Kastbjerg på samme tid. Der lå en stor drive. Jeg kørte igennem. De andre turde ikke. Da jeg kom til Havndal, kunne jeg give sneploven besked, så vejen kunne blive ryddet.

Jeg er født 1916 på Ajstrup Mark ved Hadsund, der havde mine forældre en lille landejendom. Min mor døde af den spanske syge i 1918, da jeg var 2 år gammel. Ved hendes begravelse var der en ældre dame, en moster til min far, som bad, om hun måtte tage mig med hjem en tid. Det fik hun lov til. Der var syv ukonfirmerede børn i hjemmet. Vi var fire småpiger og tre lidt større drenge fra et tidligere ægteskab og to store piger, som var ude at tjene. En tid blev til 6½ år. Jeg var 8½ år gammel, da jeg kom til at bo hos min moster Line i Edderup.

Min far ville have mig hjem, men min første plejemor syntes ikke, at mine søskende havde det godt med de forskellige husbestyrerinder, og jeg var jo vant til at være enebarn.

Sådan begyndte min tid i Edderup og Grove Skole. Min moster Line arvede huset i Edderup, da hendes mor døde i 1915. Så vidt jeg har forstået, flyttede min moster hjem til sin mor, da hendes far døde i 1908.

Min mormor vævede, og Moster havde en strikkemaskine, så hun kunne strikke for folk. Hun gik også ud og arbejdede, når der var arbejde at få. Det kunne være roe- eller kartoffeloptagning, høstarbejde, vask eller rengøring rundt om i hjemmene. Hun hjalp også til ved fester.
Moster Line var et sødt og meget flittigt menneske. Jeg kan huske, at lønnen for en storvask fra tidlig morgen til sen aften var to kroner, da jeg boede hos hende.
Der kunne være flinke folk, som sagde, at jeg skulle komme hen til dem efter skoletid, når Moster arbejdede hos dem. Så spiste jeg til aften der, og Moster var fri for at gå alene hjem, når det var mørkt. Det var hun ikke glad for.
Sammen med huset havde min moster “arvet” en ældre mand, som hed Peder Frederiksen. Han blev kaldt Pier. Han havde haft den aftale med min mormor, at han skulle bo i den ene stue – der var fire – og have renlighed og forplejning. Til gengæld skulle han betale regningen i Brugsen.
Pier havde to geder, som græssede i vejgrøfterne om sommeren. De gav mælk til husholdningen.
Jeg havde været hos Moster Line i 1½ år, da Pier døde. Han havde voksne børn, som kom og hentede hans ejendele bl.a. gederne.

Efter den tid hentede vi mælk hos Anders Møller. Det var mest mig, der gik efter mælk, når der var malketid. Jeg måtte pænt vente, til Dorthe havde tid. Hun havde en hofteskade, men var selv med til at malke køerne. En liter mælk kostede den gang 20 øre.

Dorthe har aldrig gjort mig noget ondt, men hun og mange andre syntes, at Moster ville have det meget bedre uden mig, så det var tit, jeg følte, at jeg var i vejen – aldrig for Moster, men for hendes omgangskreds.

Når der var tomt i spisekammeret, eller der ikke var mere petroleum, måtte jeg traske i mine spidsnæsede træsko til Brugsen i Kastbjerg. Kunne jeg få følgeskab af en anden, var det en spændende tur. Vi fik som regel en to eller fem øre, som vi måtte bruge.

Ved Kastbjerg Mølle kunne vi gå ned under den bro, der var over åen. Der var en cementkant, som vi kunne sidde på og svinge med benene. På varme dage kunne vi dyppe tæerne i vandet. Jeg behøvede den lille hvilestund, når jeg havde mel, sukker, kaffe m.m. i Mosters bæreklæde, et stykke firkantet tøj, som vi stablede varerne midt på, inden hjørnerne blev bundet sammen to og to. Foruden klædet havde jeg dunken med de fire liter petroleum. Det med bæreklædet var nok allerede i min barndom lidt gammeldags. Jeg har aldrig set det andre steder end hos Moster. Jeg brugte det også sommetider, når jeg skulle bringe strikvarer ud til Mosters kunder. Så var jeg spændt på, om jeg fik betalingen. Jeg vidste jo, at hun behøvede pengene.

Da jeg begyndte i Grove Skole hed læreren Jacobsen. Vi var ikke de allerbedste venner. Jeg syntes altid, han var efter mig. Jeg havde gået i Udbyover skole. Det hed den, selvom den lå i udkanten af Havndal. Den var noget større end skolen i Grove. Jeg gik i 3. klasse, da jeg blev flyttet.

Min skønskrift var forfærdelig dårlig, og så kunne jeg ikke synge. Det var ellers de to ting, lærer Jacobsen gik meget op i. Jeg kunne godt selv se, at de, der var begyndt i Grove skole, skrev meget pænere end jeg. Vi skulle synge en ad gangen. Det fik jeg megen utak for, men det hjalp jo ikke spor. Jeg ville så gerne synge, men jeg var tonedøv og det, selvom jeg havde søskende, som var meget musikalske.

Lærer Jacobsen rejste. Han blev afløst af en vikar, der hed Brix. Det er meget sjovt, for da jeg blev født, var mine forældre og lærer Brix’s forældre naboer. Min storebror sagde: Ham har jeg leget med, da jeg var dreng. Min bror var bare ti år ældre end jeg, så det siger sig selv, at lærer Brix var meget ung. Vi fik også at vide, at han var for ung til at blive fast ansat, så han var der vist bare nogle måneder. Så kom Lærer Bach med frue og en ganske lille søn.

Med lærer Bach begyndte en lykkelig tid i mit skoleliv. Stod den lille dreng ude i sin vogn, kunne man være sikker på, hvor jeg var i frikvarteret. Jeg var meget glad for ham, og hvis det ikke er helt galt med hukommelsen, hed han Sven Egon. Jeg blev spurgt, om jeg ville køre lidt med ham efter skoletid. Det ville jeg meget gerne. Så skulle jeg spise sammen med familien, inden jeg gik hjem. Jeg var også sommetider med inde at spise i middagsmad i frikvarteret. Det var en lykkelig tid for en fattig pige. Jeg elskede den lille dreng og var lykkelig for at få lov til at lege med ham – og så fik jeg oven i købet penge for det. Jeg var gammel nok til at forstå, at det var en hjælp for Moster Line. Både lærer Bach og fru Bach var meget gode mod mig.

Når jeg traf dem senere i livet sammen med mine børn, sagde Bach altid til dem, at han var deres Bedstefar.

Da Moster og jeg blev alene, lejede hun den ene ende af huset ud. Der var to stuer og et køkken. Moster og jeg havde to stuer, men intet køkken. Vi kunne koge på kakkelovnen eller på den primus, der stod i mellemgangen mellem de to lejligheder. Vi vaskede os også i mellemgangen. Det blev nu ikke til et rigtigt bad. Vi måtte klare os med etagevask. Moster var meget renlig, så der blev skrubbet.
Når jeg skulle i skole om morgenen, satte Moster vaskefadet ind på en stol ved siden af kakkelovnen, så jeg kunne stå der i varmen og vaske mig. Vandet hentede vi i en lille bæk, der løb nedenfor huset. Det var en fin legeplads. Vi legede ofte ved og omkring bækken, især om sommeren.

Vi spiste meget øllebrød og grød, men vi fik også tit kartofler og flæsk. Moster købte en gang imellem et stykke røget flæsk. Det kunne bedst holde sig. Vi havde jo hverken kælder eller køleskab. Når slagtervognen kom, kunne vi få knækpølser og leverpostej for 10 øre. Så var der fest, ellers spiste vi mest ost og sukker på vores mad.
Når jeg havde fødselsdag, skulle jeg have budding med saftsauce eller pandekager. Da måtte man jo selv ønske.

De første nye lejere, vi fik efter Peders død, var Martinus Molberg og hans kone, Ane. De blev senere skilt. De havde to piger, Minna og Asta. De var begge lidt yngre end jeg, men i dem fik jeg legekammerater og følgeskab til skolen.
Vi piger gik sommetider en tur til Edderup Krat især om foråret, når der var nyudsprungne bøgegrene og anemoner.
Om sommeren badede vi i åen, selvom det var lidt koldt. Vi havde ingen badedragt, men vi vidste jo, hvad der hørte sig til. Skam få den, som giver sig. Vi havde en undertrøje, og var den ikke lang nok, så havde vi en underkjole, der ved hjælp af en sikkerhedsnål blev til en fin badedragt, så vi kunne bade anstændigt.
Vi piger spillede meget bold, hvis vi da ikke legede med dukker. Jeg, som først havde været plejebarn i et mere velhavende hjem, havde både dukker og dukkevogn fra den tid.
Henne i nabohuset boede en familie med mange børn. Der var en dreng, der var lidt ældre end jeg. Han kom sommetider hen for at lege. Så spillede vi pind eller langbold. Det var meget brugt på den tid.

Jeg var jo ikke forældreløs, for min far levede. Han blev 95 år. Af og til kom han og så efter, om jeg havde det godt hos Moster.
Når jeg havde ferie fra skolen, forlangte han, at jeg skulle være hjemme hos ham, så jeg kunne holde kontakten med ham og mine søskende ved lige. Mine søstre kom somme tider på ferie i Edderup hos Moster Line.

Jeg havde en søster, som var 14 år ældre end jeg. Hun var gift og boede i Assens. Hun syntes, at jeg skulle tage ansvar for mig selv og selvfølgelig hjælpe Moster Line. Da jeg var 13 år, bestemte hun, at nu skulle jeg ud at tjene. Jeg fik plads på en gård i Skrødstrup. Jeg skulle have 30 kroner for et år. Mit arbejde var at malke og hjælpe til i marken.

Det sidste halve år, jeg gik i skole, blev jeg flyttet til Skrødstrup Skole. Det var den 1. november 1929.
Det var hårdt at sige farvel til Grove Skole, parret Bach og den lille dreng, men der var ingen kære mor. Jeg skulle nu til at forsørge mig selv.
Jeg blev udskrevet fra Skrødstrup Skole om foråret, men fortsatte med at gå til præst hos pastor Skjærbæk i Hem sommeren over.

Den 5. oktober 1930 blev jeg konfirmeret i Sem Kirke. Anders Møller kørte os til kirken. Han var en af de få, der havde bil den gang. Nummeret var V44, så man kan se, at der ikke var mange biler i amtet.

Der hvor jeg tjente, skulle vi samle kartofler op om lørdagen. Vi skulle være helt færdige, så klokken var over ni om aftenen, inden jeg kunne begynde at gå til Edderup. De kunne slet ikke forstå, hvor jeg blev af. Min søster var jo for længst kommet.

Min ældre søster var ikke bare streng. Hun havde lært at sy, så hun syede alt mit tøj. Det var også hende, der bestemte, at mine brødre, der var voksne, skulle give en skilling til hjælp, så jeg skulle få nyt tøj til min konfirmation. Efter konfirmationen blev der holdt en lille fest i mit hjem. Det var i den gamle skole i Edderup hos Moster Line. Det var jo stadig mit hjem.

Det blev forlangt, at jeg mandag morgen skulle møde i min plads for at malke, men her sagde min søster stop. Jeg skulle have fri om mandagen. Det hørte sig til, mente hun, så kunne jeg gå til Skrydstrup tirsdag formiddag. Det fik jeg mange skæld ud for, men pyt – – – der var ikke lang tid til 1. november, skiftedag.

Jeg havde fået plads på Nebstrup Mark. Det var lidt nærmere ved Edderup. I min nye plads skulle jeg have 180 kr. for et år. Det var virkelig mange penge.

Min far var gift med to søstre efter hinanden. Min moster var altså også en kær moster til min ældre, strenge søster, selvom vi ikke havde samme mor.

Da jeg kom til at bo hos Moster, havde hun nogle gode venner: Sophie Kastberg, hendes søn, Rasmus, og svigerdatter, Marie. Jeg mener, at vi var lidt i familie med dem. Jeg tror nok, at Mormor og Sophie var kusiner.

Jeg var ni år, da Rasmus og Marie blev gift. Jeg var med til brylluppet. Jeg syntes, at Marie var så fin i sin sort silkekjole med det hvide slør. Selvom jeg absolut ikke kunne synge, gik jeg og skrålede på deres bryllupssange længe efter. Jeg havde så let ved at lære udenad. Jeg husker meget af dem endnu.

Om sommeren hjalp vi Rasmus og Marie med at skære tørv. Det var en skik helt fra Piers tid. Når tørvene blev kørt ind, fik vi et læs. Jeg syntes, at det var festligt, når det var tørvetid. Jeg kunne nok ikke hjælpe meget, så længe tørvene var våde. De var jo tunge. Men jeg husker, at jeg skulle tælle og stikke et hul i en våd tørv ved et vist antal. Vi havde saftevand og mellemmadder med, som vi sad nede ved åen og spiste. Når tørvene skulle rejses og sættes i skruer, kunne jeg hjælpe til. Og tænk, hvor vi blev sorte, når det var varmt. Vi svedte, og tørvene støvede. Rasmus og Maries lille dreng, Villy, var også med.

Det par jeg blev ansat hos på Nebstrup Mark var nogle, Anders og Dorthe kom sammen med. En gang sagde Dorthe til Moster Line. Der får hun rigtignok lov til at gøre gavn for sin løn. Det var en ros, som rørte mig meget, fordi den kom fra hende. Jeg var da 14 år.

Min mand og jeg flyttede til Sverige i 1957. I 1958 blev Moster indlagt på sygehuset i Randers med betændelse i den ene fod. Der var en læge, der udtalte, at det var tvivlsomt, om hun kunne komme til at gå igen.

Da sagde Dorthe: Kan Line it go så ka’ vi it ha hinne her!

Min storesøster svarede: Det ka’ wi, og hun ska nok blyw passet.

Så kom vores kære, lille Moster til Assens. Hun var der, til hun døde, og vist kom hun til at gå igen. Til alles glæde fik hun gode dage og mange gode venner i Assens. Hun var Moster Line til det halve af Assens.
Der kom mange mennesker hos min søster og svoger. Min søster syede for folk og min svoger var med i fodboldklubben og den førende kraft inden for Assens dilletanterne.

Moster fik mange skønne bilture. Hun besøgte mig i Sverige fem gange. Den første gang var, da min mand og jeg havde sølvbryllup i 1965. Hun kom igen året efter, da jeg fyldte 50 år.
Da Moster var i Sverige sidste gang, var hun 92 år. Hun kunne altså ikke rigtigt lide, at banken snød hende, når hun vekslede til svenske penge. Den gang fik man 79 danske kr. for 100 svenske kroner – nu er det omvendt.

Moster Line var født i Skrødstrup og opvokset i Edderup. Hun blev der, til hun var 78 år. Hun satte sit præg på den lille by på sin egen stilfærdige og flittige måde. Hun var meget dygtig til håndarbejde. Hun hæklede og syede mange fine ting, mens hun var hos min søster. Nu havde hun jo pludselig fået tid til sine egne interesser.
Moster kom til at være på gården hos Anders Møller og Dorthe mere og mere, da jeg kom ud at tjene. Hun var ked af at være alene i huset. Til sidst var det næsten, som om Dorthe ejede hende. Hvis hun ville besøge os, skulle hun skam pænt spørge, om hun kunne få fri.

Mosters hus blev til sidst solgt til nedrivning. Materialerne blev brugt til en bygning på Thorshede. Når vi kører forbi, siger vi gerne: Det er Mosters hus.

Det er rigtigt, at der har været skole i Mosters hus engang. Det har hun fortalt mig. Der var mange ting at undre sig over, bl.a. var det ikke almindeligt, at der i et så gammelt hus var så højt til loftet.

Jeg blev gift i Vindblæs Kirke i 1940, så vi fejrede guldbryllup i 1990. Min mand var ikke rask de sidste 1½ år. Han døde i 1992.

Alle vi søskende er født i Andrup, i Skjellerup Sogn, hvor min familie boede inden vi flyttede til Edderup. De fem ældste gik i skole i Andrup. Min søster Ester gik de sidste år i Grove Skole, hvor jeg gik alle syv år.

Vi flyttede til Bakkely i 1936, da jeg var 6 år gammel. Min far, Marinus Axelsen, havde forpagtet ejendommen, som på det tidspunkt hørte under Edderup Skovgaard. I de år vi boede der, kørte Far en mælkerute. Han hentede mælken fra omegnens landbrug og leverede den på Havndal mejeri. På hjemturen var mælkejungerne fyldt op med syrnet-, kærne- og skummetmælk til landmændene, der brugte mælken som foder til kalve og grise. Jorden på Bakkely var meget mager, så pengene var små. Mælkeruten gav en god fast indtægt, så vi fik råd til de daglige fornødenheder.

I marts 1944 købte vi et lille landbrug på Hou Mark. Det var første gang, vi fik et hjem med elektrisk lys. Vi havde stadig brønd i gården og bar alt vand ind i spande. I 1952 opgav mine forældre landbruget og købte et lille hus i Fladbjerg. Med aldersrenten som fast indtægt fik de omsider en god alderdom.

Min far havde da arbejdet, siden han som 6-årig blev sendt ud for at vogte kvæg. Som ung var han karl på herregårdene bl.a. Tjele og Trudsholm. Han var slidt op af det hårde arbejde. Min mor havde også arbejdet med i mark og stald og derudover passet en stor børneflok.

Mine forældre fik mange gode år i det lille hus ved Mariager Fjord, som de købte for 6.000 kr. Min far døde i 1963. Min mor blev boende alene i huset til 1973, derefter flyttede hun til Hadsund, hvor hun levede sine sidste år.

Der skete nok ikke så meget i hverdagen. Jeg voksede nærmest op som enebarn, for mine ældre søskende var sendt ud at tjene, så jeg var meget alene. Det er nok derfor, jeg har været meget glad for at gå i skole. At være så heldig at få en så enestående lærer, det er bare lykken.

Da Jelne-Pir døde i 1934, købte min morfar, Peder Munch, den lille ejendom, Hedenold, i Edderup for 800 kr. Der var 7½ tdl. – mest hede, som Bedstefar gik i gang med at opdyrke. Det var et hårdt arbejde, for han havde kun almindelige redskaber som hakke, skovl og spade.
Da en naboejendom senere blev revet ned, hentede han materialerne på sin trillebør og gik i gang med at udvide huset. Efterhånden fik han bygget både et kohus og en lade til.

I min mors ungdom fik unge piger ingen uddannelse. De skulle jo bare giftes og have mand og børn. Da hun senere blev skilt fra min far, var hendes situation næsten uoverskuelig. Hvem ville have en husbestyrerinde med to børn – eller hvordan skulle hun få os passet, hvis hun var så heldig at få et arbejde. Det var et held for hende, at hun kunne flytte hjem til Bedstefar – og dog. Hun fik ikke løn, så hver gang vi børn manglede noget – tøj eller andet, måtte Mor bede Bedstefar og senere morbror Søren om penge. Det kunne føles nedværdigende.
Men det var grunden til, at jeg voksede op i en storfamilie hos min bedstefar i Hedenold i Edderup sammen med min mor, min storebror, Peter, min Lille-søster, Annelise, morbror Søren, og Bedstefar.

Bedstefar var jo allerede, da jeg var barn, en ældre mand, så vi var ikke ret gamle, før vi fik pligter. Jeg var sammen med ham hver dag, når han gik i marken.
Vi havde ingen landbrugsmaskiner, så han slog høet og høstede kornet med en le. Jeg lærte tidligt at flette de halmbånd, der skulle bindes om negene, når vi havde revet kornet sammen.

Jeg var også med i tørvemosen i Sem, når vi skar tørv. Det var et hårdt arbejde at skære klynerne ud i tørv, køre dem ud til tørrepladsen, hvor de senere skulle rejses, stakkes og sættes op i skruer. Når vi fik dem hjem, var vi alligevel glade, for de gav meget mere varme end de små knipper af lyngris, som Bedstefar ellers sad og bundtede til kakkelovnen og komfuret. De varmede godt nok lidt, men hvor de dog osede.

Der var ikke nogen stor indtjening i vores familie, men vi var stort set selvforsynende med æg, mælk, kartofler og flæsk, så vi fik maden hver dag. Af dyr havde vi to køer, en hest og fjerkræ.

Vores jord var sandet hedejord. Det var ikke altid, der var foder nok til dyrene i de tørre somre, så måtte jeg trække dem ud langs vejen, så de kunne græsse i grøfterne. Det var lidt trivielt at sidde der i vejgrøften og vente på at køerne skulle blive så mætte, så vi kunne gå hjem igen. Manglede vi foder om vinteren, måtte vi som egnens andre landmænd ty til heden, hvor man slog lyng til foder.

Når jeg kom hjem fra skole kunne det ske, at Mor sendte mig til købmanden i Assens eller Sem efter de varer, vi var nødt til at købe. Vi havde ingen cykel, så jeg måtte gå – frem og tilbage. Værst var petroleumsdunken. Den var tung at bære, men det var nødvendigt, for vi havde ikke elektrisk lys.

Vand trak vi op af en dyb brønd, der var gravet i vores have. Når vi endelig havde fået spanden hejst op af brønden med håndsvinget, var den tung at svinge rundt med, så vi lærte hurtigt at økonomisere med vandet.

Vi var mange børn i Edderup, så der var altid nogle at lege med – hvis der var tid. Det var som regel lege, hvor mange kunne deltage: Boldspil, gemmelege, tik, hoppe i mand eller pind.

Variationen i min skolemadpakke var til at overse. Det var sukkermadder. Jeg kunne godt kigge lidt langt efter de børn, der mæskede sig med leverpostej- og rullepølsemadder. Efterhånden opdagede jeg, at andre godt kunne blive lidt hægen efter en sukkermad, så byttede vi. Det var lækkert.

Under krigen tror jeg, at mange børn var bange. Vi hørte de rygter, der gik blandt folk om mord og overfald. Hos os havde vi også stor fornøjelse af tyskerne. En gang imellem kom vi ud for, at de inddrog vores hus i deres øvelser. Når der sad vagtposter inde i huset, var jeg mest at finde bag Mors ryg – hun var nu heller ikke for modig. Helt galt var det den dag de havde opstillet et maskingevær ude i vores have.

En dag jeg gik ned ad vejen mod skolen, så jeg en mand vinke inde fra Anders Møllers sandgrav, der lå lige op ad vejen. Jeg blev så rædselsslagen, at jeg susede ind over heden op gennem Sem Skoven. Jeg ankom forpustet til skolen ved middagstid. Stor opstandelse. Kunne børn nu ikke længere være sikre på skolevejen?
Lærer Bach iværksatte en undersøgelse. Det viste sig, at det var den rare Carl Jensen fra Edderup, der havde forsøgt at berolige mig. Han blev noget forbavset, da han hørte om resultatet af sine anstrengelser.

Vore naboer, Bodil og Hans Mortensen, var vegetarer. Folk undrede sig. Ingen kød ? Kan man løv o de’ ? ( leve af det?)
Vi syntes nærmest, at det var lidt synd for dem. Bodil var stærk i troen, men var Mor ved at lave mad, når Hans lige kiggede ind, kunne han sagtens listes til at smage en nylavet frikadelle. Hun behøvede kun at spørge en gang, og der var ingen, der sladrede.

Som min mor, fik jeg ingen uddannelse. Jeg arbejdede rundt om på gårdene når der skulle tyndes roer, høstes eller samles kartofler op. Piger skulle jo bare giftes. Det blev jeg så – som tyveårig – med naboens søn, Kristen Jensen. Vi bosatte os på Hou Mark. Da vi havde været gift i 13 år, døde Kristen. Han havde i flere år lidt af dårligt hjerte.

Forholdene for enlige mødre var blevet meget bedre end i min mors ungdom, men alligevel var det ikke nemt at stå alene med ansvaret for tre børn på 16, 13 og 3 år, som 33-årig. Det var en barsk tid. Uden uddannelse var det ikke de vellønnede jobs, der ventede. Tre år senere mødte jeg min nuværende mand, med hvem jeg har en søn. Vi bor i Mariager.

Min barndomsverden var lille. Skolen i Grove, forsamlingshuset i Sem, Trinderupgården og et par ture til Assens på cykel ind gennem skoven. Det var ikke altid rart. Børnene i Assens så ned på os råbte undertiden efter os fra det fattige Edderup. Jeg kan huske, at jeg købte små, bløde bamser og røde eller stribede bolcher.

Vi legede, når vi ikke skulle arbejde. Vi kedede os aldrig. Det ord lærte jeg langt senere. Jeg tror, vi var meget fantasifulde. Selvom vi ikke havde mange legesager, så var der jo alligevel så mange ting, vi kunne bruge, når vi boede på landet.

Var vi ude, spillede vi pind, sparkede til dåsen, legede gemmeleg, byggede hytter i skovene, legede køkken med gamle køkkensager og byggede små huse af træstykker eller mursten til kartoffeldyr og mennesker. Vores dukke, Lange Maren, havde en turnips til krop. Hun var opkaldt efter naboens svigerdatter.

Vi brugte også meget dukker og klæde-ud tøj. Far havde lavet et et-etages dukkehus med tag, og mor havde syet et par puder til dukkerne. Jeg skulle selv sy dukkernes tøj. Jeg øvede mig meget i at sy og strikke til de få dukker, jeg havde. Der var et par celluloiddukker. De var nu for det meste gemt væk, de var ikke til daglig leg.

Vi spillede også med hønse- og dueringe og snipper. Jeg var interesseret i at bytte mig til nogle af de smukkeste – min storesøster gik mest op i at vinde og få mange. Vi legede med de påklædningsdukker, der var på havregrynspakkerne. De var tegnet af Christel. Jeg var meget vild med disse flotte langbenede piger. Dem tegnede vi/ jeg masser af tøj til. Jeg legede mest med min storesøster, Birgit. Min lillesøster, Inger, legede jeg ikke så meget med.

Naboens Annelise var midt mellem os aldersmæssigt. Om vinteren var det mest hos hende, vi legede. De havde bakkerne. Vi forglemte os tit, når vi legede. Vi blev ved, til vi hylede af kulde. Vi har endnu de to slæder, vi legede med, og bruger dem stadig.

Jeg var glad for at klatre i træer, og hvor var det dejligt med alle de træer, der gav frugt: Blommer, forædlede mirabeller, æbler, kirsebær og nødder. Det hører til mine dejligste minder at lege i og spise frugterne fra træerne. Jeg føler mig rig, fordi vi havde alt det dengang. Jeg har stadig en del af tingene og træerne.

Jeg tror, vi tjente lidt penge ved at plukke bær: Jordbær, solbær, ribs, stikkelsbær, hindbær og tyttebær. Jeg var meget glad for at komme hjem, få kurven i hånden og så ned for at spise en blomme lige fra træet, inden turen gik op i heden for at plukke tyttebær.

Jeg brugte også en del tid med at klatre og lege i de krogede ege. Faldt jeg ned, faldt jeg blødt på lyng, revling og tyttebær. Min storesøster, Birgit, var mere arbejdsom.

Far læste af og til historier for os, måske var det H. C. Andersens eventyr. Vi ville ikke så gerne i seng. Om vinteren læste Far højt for Mor, mens hun strikkede, syede eller reparerede. Det var bøger som Kon-ti-ki og Adam Homo. Det var hyggeligt.

Vi arbejdede meget både ude og inde. Vi lærte tidligt at luge og hakke i have og mark, plukke jordbær, ribs, solbær og tyttebær. Vi har samlet masser af kartofler, hakket og taget roer op, lagt hø- og halmlæs – jeg stod oppe i vognen. Vi var med, når kornet skulle tærskes. Vi lagde op på tærskeværket. Ih, hvor det støvede. Det kunne Far ikke lide. Jeg øvede mig i at fange mus og komme dem i syltetøjsglas. Engang tog jeg en med ind i min tøjsko. Mor var ikke begejstret.

Vi hjalp også til i stalden med at skrabe roer rene og køre dem gennem roehakkeren. Den står der endnu. Der var hyggeligt i stalden, hvor mor malkede de to køer. Der var både de to køer, kalve, kvier og en hest Mor eller Far kørte mælken på budcykel de to kilometer til Trinderupgården. Der blev den hentet af mælkemanden. Senere kunne vi igen hente mælkespanden vistnok med skummetmælk. Sendte vi den lille kærnemælksspand med, kom den tilbage med dejlig kærnemælk med smørklatter i.

Vores WC var bag dyrene i stalden. Der var en spand i et lille rum i laden, som kun blev brugt af gæster. Den spand har jeg endnu. Det er en lille træktønde med jernbånd omkring. Den står nu som en stor urtepotteskjuler..

Lidt efter lidt fandt vi ud af, at vi ikke spiste det, de fleste spiste. Hele tiden fik vi mange grøntsager, fuldkornshvedegrød og brød. Vi levede nok billigere end de fleste. Mine forældre startede jo, som andre i Edderup med de bare hænder og en fattig jord.

I begyndelsen tror jeg, vi næsten udelukkende levede af vore egne produkter. Vi brugte pinde, tørv og lidt træ til opvarmning. Tørvene købte vi. Der var en brændeovn i stuen og et brændekomfur i køkkenet. Tørvekassen fra dengang har jeg stadig. Jeg bruger den som varmekasse til maden. I dag er den foret med flamingo. Jeg lever meget som mine forældre gjorde. Dyrker meget af min mad selv, bager selv. Min far havde bier. Jeg har kun høns og katte.

Som børn anede vi næsten ikke, hvad kød var. Vi ville dog godt have en leverpostejmad, som børnene hos naboen fik. Vi vidste knap nok, hvor den kom fra. Jeg oplevede aldrig en slagtning som barn. Det var først, da jeg som14-årig kom ud at tjene hos andre. Jeg kunne altså ikke lide det.

Vi havde nok at spise, men det var ikke altid frivilligt, om vi ville spise råkost: Rødbeder, gulerødder eller grønkål. F.eks. dyrkede vi brune bønner. Dem lavede min mor frikadeller af.

En gang brændte far et stykke hede af så der kunne komme friske nye tyttebærris frem. Det gav større og bedre bær. Det var farligt. Selv om der var pløjet rundt om, for at standse ilden, var vi både bange og spændte.

Vi gik til skole ca. 2,5 km. Da vi blev større cyklede vi. Først på Havndalvejen, som den nu hedder, så på stien, der dengang gik langs Chr. Møllers gård op på den vej, der gik gennem Julius Møllers gård og videre om bag Gunnar Bjerregårds gård og videre ad stien over mod skolen.

Boldpladsen og legepladsen var lukket med højt græs og træer omkring. I frikvartererne legede vi gemmeleg og boldspil. Når læreren var med, var det rundebold. Jeg kan huske en leg med at lave rede og lægge på æg?

Engang fik jeg ros, fordi jeg selv havde fundet på en masse regnestykker, der ikke stod i regnebogen. Lidt fantasi havde jeg jo.

En anden gang blev jeg drillet i skolen. Der var nogle, der sagde, at jeg havde en undertrøje på under min lille vest. Den kunne jo ses. Jeg sagde nej, men det var en hvid undertrøje, min mor havde givet mig på. Jeg var så flov.

Om lørdagen kom vi i bad i en balje. Den yngste først og den ældste til sidst. Vand fik vi fra komfurets varmtvandsbeholder og vandkedelen. Var det for varmt, og der var sne udenfor, kom Mor en klat sne i for at køle af. Vandet blev hentet ved en pumpe nede ved vejen – så vi lærte at spare på vandet. Jeg husker ikke, at jeg har set mine forældre bade.

Far og Mor købte en ejendom i Edderup i 1931. De solgte den igen i 1944 og flyttede til Højlyst på Thorshede. Den ejendom havde de til april 1967, da de solgte til min yngste søster Lilly og hendes mand Henning.

Fra starten i Vestervang i Edderup var det meget småt. Mor arvede lidt møbler fra sit hjem og fik et kaffestel med guldkant af sin bror. Da Maja blev født i 1932, havde Mor kun en kjole.

Der var heller ikke lagt strøm ind på ejendommen, men det var der jo ingen, der havde den gang. I stalden var 7-8 køer, to arbejdsheste og nogle grise. Mor havde også høns og ænder, der skulle jo være noget at sætte på bordet. Om sommeren var der gerne en høne, som blev skruk, så fik vi runget kyllinger ud. Når jeg skulle fodre kyllingerne, sad jeg ofte på en sæk og nød synet. Det var ikke helt det samme med køerne. Far mente, at jeg skulle lære at passe dem. Jeg forsøgte at gemme mig under sengen, men når Far stod i gården med køerne og råbte, måtte jeg jo frem. Jeg skulle øve mig, så jeg fik tøjret til den skikkelige nr. fire i hånden. Det skulle være stramt, ellers kom hun for tæt på, men det endte til sidst med, at jeg stod i gangen, og nr. 4 stod på trappen og så på mig med sine milde øjne. Det kneb for Far at holde masken. Jeg var 6-7 år den gang, Jeg lærte aldrig at malke og tænk sig, Maja og Tove fik præmier ved malkekonkurrencer.

Mor syede meget tøj til os efter krigen. Krigstidens rullegardiner blev til sommerjakker til os piger og et par korte bukser til Jens Peter.

Det var et hårdt arbejde at vaske storvask, når pumpen stod ti meter fra trækarrene, der blev brugt til at vaske og skylle i. Jens Peter bar engang 70 spande ned i vaskehuset til mor.

Min farbror Poulin havde en ejendom på Norup Mark. Han og Far hjalp tit hinanden. Engang de tærskede hos os, kom de ind for at drikke kaffe. Poulin syntes, der var noget, der puslede under vesten. Vi gyste lidt, da han trak en lille mus frem.

Om sommeren kørte Far til Norup for at hjælpe med at skære tørv i Poulins tørvegrav. Vores rødbrune hest, Prins, løb foran og trak ham på cyklen. Prins blev senere solgt. Handelsmanden drog af gårde med ham efter cyklen. Far sagde ingenting. Senere fortalte han, at manden havde snydt ham engang. Vi hørte, at handelsmanden flere steder i Edderup måtte have folk til at genne på Prins. De 12 kilometer til Mariager har været lange, men det var Fars lille hævn.

Ind under jul var der mange ting at foretage sig på en gård. At slagte julegrisen var et stort arbejde. Der kom en hjemmeslagter. Grisen blev lagt op på en stige over et kar med kogende vand. Derefter stak slagteren den i halsen, så blodet kunne løbe ned i en spand med rugmel. Der skulle røres i blodet hele tiden, så det ikke størknede, for det skulle bruges til blodpølse.

I blodet kom der også flæsketerninger og rosiner. Pølserne smagte godt kogt eller stegt i skiver på panden med sukker på.

Når grisen var død, blev den skoldet i vandet og skrabet, så alle hårene kom af. Derefter blev den bundet til stigen, der blev rejst op mod muren. Her skulle den hænge til næste dag for at blive kold. Vi havde ingen fryser dengang, så når grisen var blevet parteret, blev meget af kødet saltet og lagt ned i store trækar. Flommen blev hakket og smeltet til fedt og fedtegrever. Det smagte godt til en rugbrød med salt på. Der skulle laves leverpostej.

Kødet blev skåret op i stege og koteletter, eller hakket til frikadeller og medisterpølse. Det meste blev henkogt.

Af hovedet blev der lavet sylte, og af skank og tæer blev der kogt suppe.

Skinken blev røget og hængt op til skorstenen i brunt papir, så kunne vi skære af den efter behov.

Rullepølsen blev snøret og lagt i saltlage, senere blev den kogt og presset.

Alt blev lavet i hånden – uden maskiner til hjælp.

Der blev bagt lagkage, sandkage og småkager, og der skulle gøres grundigt rent. Kakkelovnen blev pudset. Gardiner og lyseduge blev vasket, stivet og strøget. Gulvet blev skuret og ferniseret, og til sidst blev det bonet. Vi børn fik klude om fødderne for at blanke, og så gik det strygende omkring bordet. Til sidst blev der pyntet med gran bag billederne i stuen. Det hyggede og duftede dejligt.

Julegaverne var ikke store. Et år fik vi et par kludesko, hvor sålerne var syet sammen af filthatte og en gammel kørekappe. Overstykket var lavet af betræk-ket fra gamle kurvestole. Skoene blev foret med vat i bunden. De var dejlig varme. Mor havde siddet og syet dem, når vi var sendt i seng. Bagefter blev de gemt under underdynerne i sengens fodende.

Når tiden blev lang, læste vi i julebøgerne, mens nogle på cykel tog i kirke for at deltage i julegudstjenesten.

Vores julemiddag var flæskesteg med nykogt rødkål, kartofler, sovs, asier og syltetøj og til dessert ris a’ l’amande med kirsebærsovs. Mandelgave var der ingen af.

Vi måtte ikke se juletræet, før Far efter maden og opvasken havde flyttet det ind i dagligstuen. Her blev lysene tændt, så vi kunne gå rundt om træet og synge mange salmer. Derefter fik vi vores kludesko, som vi blev meget glade for, måske var der også andre småting, som Mor selv havde lavet.

Senere fik vi slik. Jeg kan tydeligt huske, da vi fik appelsiner første gang efter krigen. Det var spændende. En gang havde Mor haft for meget om ørerne. Det nye spil, vi skulle have haft juleaften, fik vi først i juledagene – Mor havde glemt det.

Jeg blev konfirmeret i april 1950. Min første plads var hos et par, der bestyrede Stangerum Central. Det var spændende.

En aften gik det galt, da jeg skulle passe centralen alene. Efter en lang dag faldt jeg i søvn på den hårde stol. Jeg vågnede først, da der var en, der skrævede over mine ben og satte kontakterne i, så samtalen kunne komme igennem – jeg var i pladsen i 2½ måned, så sagde Far op for mig.

Jeg var hjemme hele efteråret, så fik jeg plads hos købmand, frk. Johanne Sørensen. Jeg skulle hjælpe til i forretningen. Det var jeg meget glad for. Hun prøvede mig af ved at lægge en enkrone under gulvtæppet ved skrivebordet.

I forretningen vejede vi alting af selv. I bagbutikken var der store kasser med mel, sukker og havregryn. 1,5 meter derfra var pumpen til petroleum, som vi tappede af til kunderne i de medbragte dunke. Der var også saltsild i tønder, salt og soda m.m.

I november 1952 fik jeg plads hos sognerådsformanden i Gjerlev. Det var en større gård og et missionsk hjem. Der blev bedt bordbøn og lignende, min far sagde, at hvis de ville have mig med til møde, så var det nok kun noget, der kunne gavne mig. Jeg har sikkert også lært noget af det.

Jeg havde plads på flere gårde, inden jeg i 1955 kom på St. Restrup Højskole. Jeg lærte meget i de fire sommermåneder. Der var en pige fra Finland, tre fra Island og to fra København samt en masse jyske piger.

Det var den senere folketingsmand, Svend Haugaard og hans kone Bergljot, der var forstanderpar. Vi var 14 piger, der startede en vandrebog, da vi forlod højskolen – den lever stadig.

Da jeg tjente i Ajstrup traf jeg Per, der var fodermester. Han havde en bror, der arbejdede i Sverige. Han fortalte, at der ville være en plads til Per i Sverige, hvis han var gift, så den 1. september 1958 blev Per og jeg gift og flyttede. I de følgende 10 år kom vi til at bo flere forskellige steder i Sverige.

Min far røg lang pibe. Udkrads, aske og tændstikker kom i en askeskuffe. Jeg kan huske når vores nabo, Marinus, kom på besøg, han var meget interesseret i askeskuffen. Det var jo ikke til at få ordentlig skrå og snus under krigen. Marinus løftede skuffen op og hældte indholdet direkte ind i munden. Der fulgte nu nogle åndeløse sekunder, hvor vi stod måbende og så ham pille tændstikker ud mellem læberne.

Da Far senere tabte sin pibe med porcelænshoved, ville han ikke have en ny. Han ville ikke ryge kirsebærblade eller anden erstatning, så det blev fremover kun til en søndagscigar, som vi alle havde fornøjelse af.

Vi kunne godt være lidt usikre og generte, når vi skulle ud og invitere folk til kaffegilde. Hvis vi spurgte Far, hvilken dør, vi skulle gå ind ad, var der ingen hjælp at hente. Han svarede altid:

Der stor sikkert en stig op te’ skorstienen, som I ka’ brug!

Vi skulle lære at klare os selv.

Vi var ikke ret gamle, før vi skulle med i marken for at arbejde. Blandt andet skulle vi være med til at sprede møg. Den blev kørt ud i marken og sat af i små stakke, som vi skulle sprede med en greb. Vi fik to øre for hver stak, vi spredte.

Efter høst, når kornet var kørt ind, gik vi rundt på marken og samlede aks i en spand. Intet måtte gå til spilde.

Jeg lærte tidligt at malke. Jeg deltog engang i en konkurrence, hvor jeg fik 3. præmie. Det var en bankbog lydende på fem kroner.

Far holdt på, at det var flovt, hvis piger fra et landbohjem ikke kunne ta’ en høne ud – fjerne indvoldene, så det fik vi alle sammen lært.

Jeg blev konfirmeret i 1952. Skolen sluttede i april.

Jeg skulle være hjemme den første sommer for at hjælpe Far i marken. Jeg elskede at gå i marken bag hestene. Jeg var også med til at tømme ajle-beholderen. Det var ikke det rareste arbejde. Ajlen var som tyk slam, som vi skulle hejse op i spande. Det lugtede ikke ret godt.

Jeg havde forskellige pladser, inden jeg i 1956 kom på Store Restrup Højskole i fire måneder. Jeg blev gift i 1960.