I 1977, efter jeg havde overstået landbrugsuddannelsens grundskole og 10. klasse fra Havndal Skole, kom jeg i lære på en gård i Linde, hvor der var malkekøer og lidt grise.
Det var en meget flink familie, der tog sig af mig, som var jeg en af familien. Den gang var det almindeligt, at man boede og spiste på sin plads.
Det første år jeg var ansat, boede og arbejdede også sønnen hjemme.
Arbejdstiden var fra klokken 7.00 til klokken 18.00 med en halv times formiddagspause, en times middagspause og en halv times eftermiddags-pause. I alt ni timers arbejde dagligt fra mandag til fredag og hver anden weekend.
Lønnen var 3.700 kr. pr. måned + kost og logi.

Efter et halvt år i Linde fik jeg en plads på en gård i Gettrup ved Hobro, hvor jeg var fodermester for gårdens 90 køer. De gik i en nyere løsdriftsstald med malkekarrusel. I forlængelse af stalden var en foderlade.
Det var som at komme i Disneyland for en ung landmand. Alting var i orden, og hvis der var noget, vi ønskede os til driften, skulle vi bare sige det, så fik vi det prompte.
Maskinparken var aldeles topmoderne med nye Fedt-traktorer. Det var på det tidspunkt helt unikt. Lønnen var også helt eventyrlig – 6.500 kr. om måneden – sådan!

Forskellen mellem de to landbrug var som dag og nat. I den første plads prøvede manden at spare sig gennem tilværelsen, og i den anden red manden på de stigende konjunkturer, der var i landbruget og de gode muligheder for forøget låneoptagelse.
Dertil hørte, at renten på det tidspunkt var tårnhøj – fra 19% til 22 % p.a. for kontantlån. Selvfølgelig var inflationen også tårnhøj. De to ting hænger unægtelig sammen.

Jeg blev i Gettrup et år. Derefter tog jeg hjem, hvor jeg fik plads hos mine forældre et år, inden jeg skulle på landbrugsskole for at tage Det grønne Bevis.
Det var lidt svært at komme hjem efter at have været i en plads, hvor penge ikke var noget problem.
Hjemme skulle man tjene pengene, før de kunne bruges. Det var lidt svært for mig at forstå på det tidspunkt, men i dag ved jeg bedre.

At drive forretning er en kombination af de to lærepladser, jeg var ude i. Der skal spares lidt indimellem, men der skal også investeres, når det er nødvendigt.

Under et ni måneders ophold på Asmildkloster Landbrugsskole tog jeg driftsledereksamen. Det var en god tid, hvor vi blev proppet med teoretisk viden om landbrugsdrift. På kort sigt den nyeste viden om optimal landbrugsdrift – men mere vigtigt, vi lærte også, hvordan vi fremover kunne tilegne os den sidste nye viden om, hvordan man driver landbrug.

I 1971 havde min far købt nabogården, Edderup Østergaard, til. Det var insiminør Hans Mikkelsen, der drev gården. Han havde købt den af Erik Ørfeldt. Den blev drevet som planteavlsbrug.

I 1978 renoverede Far staldene og satte 60 søer ind. Smågrisene skulle så fedes op på Enghavegaard.

Da jeg var kommet hjem fra landbrugsskolen i 1981, købte Birthe og jeg, Edderup Østergaard af Far. Som det første byggede vi en gastæt silo til opbevaring af korn, derefter kom der nyt tag på laden, og i stuehuset blev badeværelset moderniseret.
Året efter byggede vi en fravænningsstald til grise op til 30 kg. Det foregik ved, at jeg hyrede en nabo til at være murer. Jeg var selv murerarbejdsmand. Jeg gravede soklen ud og blandede betonen.
Alt tømrerarbejdet udførte vi også selv. Det var dengang, der var flere kræfter at tage af, og hvad der kunne spares, var tjent.

I 1982 fik vi mund- og klovsyge i Danmark. Vi kunne ikke sælge svinekødet til udlandet. Det betød, at der blev for meget på hjemmemarkedet, så priserne faldt. På det tidspunkt besluttede vi at udvide produktionen første gang.

I 1983 byggede vi en drægtighedsstald, et halm- og et maskinhus og en udvidelse af kornsilo. Hele besætningen blev saneret til SPF-grise.

En meget stor del af byggeriet lavede vi selv med hjælp fra venner og familie. Det er godt at have venner, der ikke er bange for at hjælpe, når der skal tages fat. Udvidelsen betød, at vi nu kunne have 110 søer med salg af smågrise. Det var også den sommer, vi blev gift.

Det var heldigvis en rigtig beslutning både brylluppet, udvidelsen og byggeriet. Priserne blev gode i 1984 både på korn og svinekød. Der blev råd til at ansætte en ung landbrugselev.

Om morgenen den 23. november 1984 brændte den del af gården, der havde halmloft. En røggaseksplosion fra halmfyret antændte noget halm. Ilden bredte sig til halmlofterne. Det var forfærdeligt. Den svinebesætning, vi havde etableret, måtte slagtes eller aflives.
Branden efterlod de nye bygninger forholdsvis uskadte, da der var opført brandmurer fra gulv til kip mellem dem og de gamle bygninger med halm-loft. Det betød, at der nu lå to ensomme bygninger tilbage på hver sin side af det sted, hvor de gamle bygninger havde ligget.

Men livet går videre. Vi måtte i gang med en genopbygning i 1985. Vi besluttede, at vi ligeså godt kunne foretage en udvidelse med det samme. Med den nybygning fik vi plads til 200 søer.

I 1987 renoverede vi stuehuset. Der var ikke foretaget renovering udvendig på gården, siden den blev bygget i 1933. Det var de samme vinduer og det samme tag, der altså var 54 år gammelt. Hvis bare tingene holdt halvt så lang tid i dag, ville det være godt. Det var en bevidst beslutning, at vi ikke tidligere havde lavet nogle forbedringer på huset. Vi ville vente og lave det, som vi ville have det. Vi byggede ca. 72 m2 til og satte mursten om huset.

I 1989 byggede vi til slagtesvin, så vi selv kunne opfede alle grisene til slagteriet. Som sædvanlig stod vi selv for byggeriet – dog med hjælp fra håndværkere. Der var plads til 900 svin. Bygningerne blev taget i brug den 30. december 1989.

Op gennem 1990’erne blev der ikke bygget nyt, men der var nogle ombygninger. Den gamle fravænningsstald blev lavet om til ungsvin, løbeafdelingen blev moderniseret, og vi fik drægtighedsstald og nyt inventar.

Inde fik vi nyt køkken/alrum i stuen.

I 1997 købte vi en gård til i Nebstrup på 40 ha, Langvang. Derved fik vi mulighed for at producere nogle flere slagtesvin selv.

År 2000 blev brugt til at planlægge en større udvidelse og omlægning, der gav plads til flere søer med salg af 30 kg grise.

Min bror og jeg lavede i fællesskab et projekt til os begge. De var i det store og hele identiske – kun med tilpasning til den enkelte gårds eksisterende bygningskompleks. Udvidelsen blev til 750 søer med salg af 30 kg smågrise og lidt slagtesvin på begge gårde.
Det sparede os for mange penge, at vi fik lavet de samme tegninger, og at vi kunne udbyde byggeriet til licitation sammen.
Byggeriet startede den 7. februar 2001 og var færdigt i november måned samme år. Det gjaldt også smågrisestaldene på Langvang i Nebstrup. Denne gang stod vi ikke selv for byggeriet. Det var alligevel for stort, men vi stod selv for montering af inventar og for maling af drægtighedsstalden. Vi stod også for ombygning af de gamle svinestalde til fårestalde samt for bygge-styring.

Det at være landmand i dag er ikke kun at passe sine dyr og sine marker godt. Det kræver også, at man efterhånden tilpasser sine omkostninger til den pris, det er muligt at opnå for landbrugsprodukterne.
Da vi startede i begyndelsen af 1980’erne var prisen pr. kg svinekød mellem 11 og 14 kroner. I dag er den fra 8 til 10 kroner pr. kg. Det siger sig selv, at for at få overskud skal effektiviteten være høj og produktionen stor.

En anden grund til at øge produktionen er, at der nu igen er flere ansatte på Edderup Østergaard. Der er 3 fastansatte. Det giver en bedre arbejdsplads for os alle. Der er flere at tale med til daglig, end da jeg gik alene med en enkelt ansat.

Det giver også større mulighed for at få en ordnet fritid – få en weekend fri eller holde ferie.

Min oldefar, Anders Møller overlod Enghavegaard til sin søn, Anders Rasmussen Møller, den 31. marts 1920 for 34.000 kr. Den 6. maj 1925 købte han yderligere 5,2 ha for 4.800 kr.

Anders og Dorthe, havde ingen børn, så de kastede deres kærlighed på dyrene og på gårdens drift i det hele taget. Som Dorthe udtrykte det:

A væl heller ha pæn kyer i stolden end pæn møbler i stowen!

Den gang var der mange om arbejdet, der for det meste foregik med håndkraft og ved hjælp af heste.

Da jeg kom til at tjene som pige på Enghavegaard, lærte jeg meget. Dorthe var dygtig og proper. Det betød meget for hende, at tingene var i orden – også andres. Når vi bagte, skulle alle småkagerne være nøjagtig lige store, og pæne lysebrune – også under bunden. Når hun var inviteret ud til kaffegilde, undersøgte hun gerne kvaliteten ved lige at vende småkagen – ikke altid lige diskret.

Når folkene havde gået bag harven eller ploven en hel dag, var der hverken problemer med appetitten eller med at sove om natten. De havde 14-15 timers arbejdsdag og kun fri søndag eftermiddag hver tredje uge.
Den gang må man sige, at folk arbejdede for føden. De fik ikke ret meget i løn. Man sagde, at arbejdet var løn i sig selv – og man havde et sted at være.

Karlene var sultne, så der skulle rigelig og helst god mad på bordet, og Dorthe var god til at lave mad, men hun forstod samtidig at spare. Til tider var hun næsten nærig, men det var nødvendigt for at klare sig godt den gang.

På Enghavegaard fik vi, mens jeg tjente der, to retter mad om middagen. Som forret var det gerne byggrød eller mælkegrød lavet på skummetmælk. Den var slem til at brænde på, hvis vi ikke var over den hele tiden – og så var der altid en der spurgte: Haar ræven wot her? Det var lidt flovt.
Hovedretten var som regel kartofler med flæsk, udvandet saltkødmad fra saltskarret, gule ærter eller grønkålssuppe. Om søndagen fik vi frikadeller. Fik vi en sød efterret, kunne det være sødsuppe eller sagosuppe. Om lørdagen fik vi pandekager med syltetøj. Hver aften serveredes der brasede kartofler.

Den 1. oktober 1958 overtog min mand og jeg Enghavegaard efter Dorthe og Anders. Aftalen blev, at de skulle blive boende på gården.

MEN!!!!! Et sådant arrangement kræver stor indføling fra begge parter. Som ung har man meget forståeligt et ønske om at blive herre i sit eget hus. Man har set så meget nyt og kommer med ideer til forandringer, som de gamle måske opfatter som en kritik af deres livsværk.

Anders havde ikke noget besvær ved at overgive nøglerne og ansvaret til en ny ejer. For Dorthe, der havde kendt mig, siden jeg var en lille pige og været min arbejdsgiver i flere år, var det en helt anden sag – her kunne det undertiden knibe med indfølingen. Indimellem kunne det også føles lidt hæmmende, at man aldrig var alene i sit eget hus – for Dorthe fulgte til det sidste ivrigt med i alt, hvad der foregik, og ikke så sjældent følte hun sig kaldet til at deltage i afgørelser, som vi mente tilfaldt andre.

Anders døde to år efter – den 7. juni 1961, mens Dorthe kom til at bo hos os i endnu 15 år, inden hun flyttede på plejehjem i Mariager. På det tidspunkt led hun af en fremskreden senilitet.

Pladsen i Enghavegaard blev anset for at være en af de hårdeste i sognet, men man lærte meget, for Dorthe (Anders Møller’s kone) var dygtig, og hun var interesseret i alt. Hun deltog i gårdens drift. Det var hende, der vidste, når en ko skulle holdes til eller et dyr sælges, og undertiden var det hende, der løjted o – lygtede af. Udtrykket stammer fra den tid, da landmænd gik dagens sidste runde i stalden med en petroleumslampe i hånden.

Og som Dorthe kunne malke. En morgen hændte det, der aldrig måtte ske – vi sov over. Stor opstandelse. Kunne vi nu nå at malke og få mælkespandene på plads ude ved vejen, inden mælkekusken kom forbi på sin vej mod mejeriet i Havndal. Alle måtte hjælpe, og vi nåede det, for Dorthe stod ud af sengen og ledede slagets gang.

Også livet i sognet interesserede Dorthe. Der var enkelte, der påstod, at det, hun ikke vidste, ikke var værd at vide – nogle brugte andre ord.

Det gamle ordsprog: Hun ka bær lig så møj ud i sit forkle, som han ka kom hjem mæ i sin pong, passede ikke på Dorthe. Hun var møj nøw. Intet blev smidt ud. Da jeg havde været der nogle uger, sagde jeg til True Line, der havde været gammelpige på gården i mange år, at jeg ikke syntes, det var så slemt. Hun svarede lakonisk: Vent en måned! Og sandt var det, ingen har nogensinde sagt, at Dorthe roste for meget.

Dorthes og Ajs’s forhold til tjenestefolkene var lidt gammeldags. Når vi sad ved langbordet og spiste, sad Dorthe og Ajs ved den ene ende af bordet. Der var dækket op med smør, sødmælk og franskbrød. Ved den anden ende af bordet, hvor vi sad, var der margarine, skummetmælk og rugbrød.

Når vi for eksempel fik grønkålssuppe, skulle vi spise en hel tallerkenfuld af suppen, inden vi begyndte at spise af kødet. En af karlene havde ikke hørt det, så han tog straks efter kødet. Dorthe gav ham et rap over fingrene. Men sådan var forholdene på mange store gårde.

Biler var der ikke mange af den gang. Der var dyrlæge Munch, doktor Fuglsang og Ajs Møller. Dorthe og Ajs Møllers bil havde nummer V44.

Det var så ualmindeligt at se biler, at flere, der i dag er ældre herrer, erindrer, at lærer Bach tillod, eleverne at forlade skolestuen for at beundre vidunderet, hvis der kørte en bil forbi oppe på vejen.

Når Ajs og Dorthe kørte en tur i V44, var det selvfølgelig Ajs der styrede, men det hændte ikke så sjældent, at Dorthe blandede sig i kørselen. Pas på ham der, Ajs, formanede Dorthe, hvis han lagde an til at overhale en cyklist. Ajs var ikke uden lune, så en dag de overhalede en cyklist, bemærkede han lunt:

Æ de jen, vi ska’ pas’ po, Dorthe!

Hvis Ajs og Dorthe en aften kørte i byen, blev Line siddende oppe og ventede, til de kom hjem. Det var nemlig hendes arbejde at tæppe af – lægge sengetæppet sammen, når de skulle i seng, og det måtte hun først gøre, når de kom hjem.

Ajs (Anders Møller) og Dorthe havde ingen børn. Det var måske grunden til at dyrene – køerne og hestene blev så stor en del af deres liv. Ajs var ikke uden grund stolt af sin besætning, der gjorde sig godt på ethvert dyrskue – og så var der den berømte hingst, Grandi, som havde den glæde at stå til rådighed for egnens hopper. Til gengæld kunne han hver dag fylde sig med havre og rå hønseæg i så store mængder, at han til sidst ikke gad æde det. Det værste var, at han blev så fed og uoplagt, at han også havde besvær med at klare sit arbejde med hopperne. Jeg spurgte Ajs, om det ikke ville være en god ide at lade Grandi motionere med lidt let markarbejde. Ajs var ikke begejstret, men gik til sidst med til det. Det skulle vise sig, at det var et tiltag, alle blev glade for – også Grandi og hopperne.

De landmænd, der havde valgt Grandi som far til deres føl, mødtes hvert år hos Ajs’ og Dorthe til gilde – Hingstegilde. Det så alle frem til. Dorthe serverede god mad og kaffe, og bagefter blev der spillet kort.

Gæsterne skulle have pungen med, for på den aften skulle betalingen for hingstens arbejde falde. Der var to takster. Havde Grandi gjort sit arbejde dårligt, skulle man selvfølgelig ikke betale så meget, som man skulle, hvis man var blevet den lykkelige ejer af et dejligt føl.

Køerne var Dorthes område. Hendes falkeøje så straks, om der var en ko skulle holdes til eller en kvie eller kalv, der skulle sælges, og så holdt hun skarpt øje med, om folken arbejdede hårdt for lønnen.

Dorthe (Anders Møller’s kone) var en lille dame, men hun hørte ikke til blandt sognets sagtmodige kvinder. Ingen var nogensinde i tvivl om, hvad hun mente. Det lagde hun aldrig skjul på, og det blev forkyndt med høj og klar stemme, enten folk brød sig om det eller ej. Trods et dårligt ben styrede hun dygtigt og myndigt husholdningen på Enghavegård. Den almindelige mening var da også, at hos Dorthe lærte man noget.

Skulle der tages en afgørelser om gårdens drift eller det daglige arbejde (som Dorthe selv deltog i så længe helbredet tillod det) skete det sjældent uden hendes godkendelse.

Stærk var hun, Dorthe, og der er ingen tvivl om, at hun gennem sit lange ægteskab med vores sognefoged, Ajs (Anders) Møller, var ham en god støtte. Efter Ajs død blev hun boende på Enghavegaard. Det blev ikke en tid uden problemer, for Dorte havde modsat Ajs svært ved at slippe tøjlerne.

De sidste år blev svære. En ulmende demens slog ud i lys lue, og Dorthe, der fik sværere og sværere ved at forstå, hvad der foregik omkring hende, følte stor angst. Da hun fik brug for megen hjælp, flyttede hun på plejehjem i Mariager.

Hun overvågede til stadighed arbejdet, så personalet hørte tit udbrud som: Vi ska’ lig ha tørret støv o her! – og det gjorde man så.

Den 22. juni 1975 døde Dorthe. Hun blev begravet i det store familiegravsted på Sem Kirkegård ved siden af Ajs.

Sognet havde mistet endnu en af sine stærke kvinder. Dorthe, der aldrig stak noget under stolen, var af dem, der på godt og ondt satte mærker i sjælen, men de er vel ikke de værste.

Ajs var vores sognefoged – politiets forlængede arm – i vort lille samfund. Det var hans opgave at sælge hundetegn, udbringe stævninger, etablere brandvagt ved ildebrand og meget mere. Han bestred – i øvrigt som sin far – embedet i over 25 år og fik også som sin far af kong Chr. X tildelt Dannebrogsordenen for lang og tro tjeneste.

At være sognefoged var et æreshverv. Intet under, at Dorthe var lidt stolt af Ajs. En af hendes faste vendinger var:

Ja, vi æ traj søstre, å vi æ ål traj gywt mæ en sognefoged!

Vores farfar, Poul Peter Nielsen, der var murer på Dania, købte i slutningen af 1800’tallet 20 tdl. hedejord. Som ejer af så meget jord, kunne han ikke længere være i fagforeningen, derfor begyndte han at opdyrke heden – med sin hakke, sin skovl og sin spade.

Bedstemor fik tuberkulose, der var en almindelig og ofte dødbringende sygdom. Da hun døde, overtog vores forældre i 1919 ejendommen. De måtte ikke flytte lige ind. Først skulle huset desinficeres. Vinduer og døre blev klistret til, hvorefter huset blev gasset.

Udbyttet fra den lette hedejord var ikke det største. Man sparede på den dyre kunstgødning, som vi selv måtte blande, og gødningen fra vore 4-5 køer rakte ikke langt.

Skulle stråtaget repareres, måtte Far høste rugen med le – og senere tærske med plejl, så stråene kunne bruges til at tække med. Ellers høstede vi med slåmaskine eller aflægger. Når kornet var blevet tørt, blev det kørt hjem i laden eller i stak.

Det var – sagt på jysk møj træls – at gå en hel eftermiddag og genne på hesten i den hestegang, vi havde i gården, men det var nødvendigt for at få vores pigetærsker, det lille, primitive tærskeværk, til at fungere. Helt galt var det de år, hvor kornet var så lavt, at det ikke kunne bindes i neg, så blev det kørt hjem som rivelse og tærsket – som det dog støvede.

Når vi havde tærsket, lå avner, korn og halm i en bunke. Halmen kunne vi fjerne med en greb, og så kunne vi begynde forfra med at rense kornet i den hånddrevne rensemaskine. Den brugte Mor også, når hun rensede de tyttebær, hun og pigerne hvert efterår plukkede i heden og solgte til Andi-Peter fra Assens for at tjene en ekstra skilling til husholdningen.

Vi havde ikke el eller vand på ejendommen. Vandet måtte vi hente i brønden, der lå på den anden side af vejen. Tre store cementrør var gravet ned i jorden. I bunden var et rent lerlag, her sivede vandet ud. Kunne der leve frøer i brønden var vandet rent – og vi så ofte frøer.

Værst var det, når Mor en vinteraften sagde, at der ikke var mere vand, så måtte en af os drenge ud i vejret, over vejen til brønden. Man kunne ikke se, og der var ingen hegn om brønden, så de sidste meter var det klogt at kravle, så man undgik et ufrivilligt bad.

Når sneen smeltede om foråret, kunne det ske, at arealet ved brønden stod under vand, så skulle den tømmes. Til sidst blev en af vi drenge hejst ned for at skrabe mudder op, indtil vi igen kunne se det fine, rene ler på bunden.

I den tid vi ikke kunne bruge vandet fra brønden, kom Far, der kørte som mælkekusk, hver dag hjem fra Trinderupgården med et par mælkespande fyldt med vand.

Til ejendommen hørte en lille skov. Træerne blev solgt på roden. Når de var fældede, blev de kørt til et savværk og savet i brædder. Grenene kørte Far til Assens. Her solgte han dem til arbejderkonerne, der huggede dem op og bandt dem i små bundter, der lige passede til komfuret og kakkelovnen.

Selv om Mor var dygtig og nøjsom, var indtægterne fra landbruget langt fra nok til at forsørge en familie med 13 børn, så Far måtte tage arbejde ude.

Hjemme kunne vi altid høre, når en kuldamper ankom til Dania, så blev der travlhed. Mor smurte madpakke og viklede våde aviser om trepæglsflasken med kaffe. Far fandt cykel og skovl frem, for det gjaldt om at komme hurtigt af sted. De, der kom først frem til Dania, fik arbejdet.

At læsse kul på Dania var akkordarbejde og godt betalt, så når Far 10 – 12 timer senere kom hjem kulsort over det hele, var Mor glad:

No æ’d peng, så wi ka’ kyw tøw te’ knejten.

Et år, der var småt med foder, lejede Far sammen med et par andre et stykke af Sem Hede for at tjene lidt ekstra. Hus- og gårdmænd måtte som så ofte før i Hien for at hente revling og lyng til kreaturfoder. Gik det lidt trægt med betalingen, stak Far gerne en greb op til manden i læsset med ordene: Do ka’ set pengen her!

Da tyskerne forlod landet i 1945, blev en masse biler kørt op i kanten af Skrødstrup Skoven, hvor de blev sprængt. For at forhindre folk i at stjæle fra bilerne, holdt frihedskæmperne vagt.

Det forår gik Far og Eskild Bregendahl og tog stød, trærødder, op. Far havde lært at sprænge dem ud af jorden. Tidligere var det hårdt arbejde at brække dem ud af jorden med en rafte, når man havde hugget smårødderne over med en økse.

Pludselig så de, at der under de grene, de skulle have med hjem, lå dæk og hjul fra bilerne. De var ikke længe om at finde ud af, at der kunne tjenes en ekstra skilling, hvis de tog dem med hjem og solgte dem – så det gjorde de.

Far kunne – som Bedstefar – ikke komme i en fagforening, fordi vi havde 4 – 5 køer. Grænsen gik ved to, men han ville ikke skille sig af med nogle af dem.

Det var som regel Far der malkede køerne. Om vinteren, eller hvis det blev ud på aftenen, fordi en eller anden kom og snakkede, var det altid en af os, der måtte stå og holde flagermuslygten – og koens hale. Det var der ingen af os, der syntes, var spændende.

Mor vaskede spandene – under skarpt opsyn fra Far, for var de ikke pinligt revne, gik mælken i anden klasse på mejeriet. Det betød dårligere afregning, og vi havde brug for pengene, for der var mange munde at mætte.

Når Far arbejdede ude, var det gerne med heste og vogn. Han var meget glad og stolt, da han fik råd til at købe to frederiksborgere fra Edderup Skovgård. Nu havde han heste, der kunne trække, når han arbejdede i marken, skulle køre mælketur til Assens eller Havndal, sand fra Ajs Møllers sandgrav i Edderup til kommunens vejarbejde eller træ i skoven.

Det var ikke almindeligt at holde mange grise, men en julegris var der som regel i stalden. Vi har dog været ude for, at pengekassen var så slunken, at Far var nødt til at sælge den inden jul.

Skulle der slagtes, blev der sendt bud efter Nicolai fra Hou.

Når grisen lå med bundne ben på det store trækar, skar Nicolai halspulsåren over, så den kunne forbløde, ellers blev kødet ødelagt. Først når grisen ikke skreg mere, blev den stukket i hjertet, så den døde. Så gik Mor i gang med at skære grisen ud, lave blod- og medisterpølse og meget andet.

Engang havde vi en gedebuk som legedyr, indtil Fløche Jensen fra Edderup Skovgård kom og købte den. Man mente den gang, at man kunne afværge kalvekastning i besætningen, hvis en gedebuk gik rundt i stalden.

Vi havde næsten alle typer fjerkræ. Høns, ænder, gæs, duer og en overgang kalkuner.

Både når det gjaldt høns og duer, var Posten en af vore gode kunder. Han købte æggene, fordi han syntes så godt om farven. Vi havde hvide høns, der gik frit omkring. Der var jo ingen trafik. Æggene havde vi tit besvær med at finde. Hønsene gemte dem alle steder – selv på møddingen.

En gang manglede Far penge, så han ikke kunne betale for avisen. Posten syntes ikke, at det var et store problem. Han lovede at ordne det, hvis han fik Dueunger for beløbet. Men sikke et cirkus. Han ville selv med ud i dueslaget og penge duerne ud. Trods vore protester vred han halsen om på nogle voksne duer. Dem var der mere kød på, mente han – og det havde han jo helt ret i.

Om foråret havde vi en lille bibeskæftigelse. Ikke langt fra os lå Simmismues – Simons Mose. Egentlig var det en lille sø. I søen lå en lille ø, hvor der var en stor måge- og ternekoloni. Var man kendt med forholdene og passede lidt på, kunne man vade helt ud til øen og samle mågeæg. Man skulle altid lade et æg blive i reden, ellers holdt fuglene op med at ruge. Æggene solgte vi til bageren i Assens for ti kroner for en kurvfuld. Var man uheldig og trådte ved siden af stimen, kom man i land med våde bukser, og så var det klogt at se efter, om der sad igler på benene.

Der var et lille problem. En mand, hvis grund gik helt ned til mosen, troede, at han havde eneret på at samle æggene. Hvis han hørte mågerne skræppe op, kom han stormende, så var det klogt at være lidt årvågen, så man kunne nå at komme væk i tide. Desværre blev indsamlingen til rovdrift, så til sidst forsvandt mågene helt fra øen. De er aldrig senere vendt tilbage.

En af vore naboer havde en søn, der boede i Ålborg. Når han under krigen var på besøg hos os, havde han gerne en pakke med. Det var illegale blade. Far gemte dem under loftsbrædderne ude i laden, indtil han kunne give dem til posten, der skulle dele dem rundt.

En dag kom tyskerne fra Assens for at søge efter en undvegen fange. Vores lillesøster forstod ikke, hvad de sagde, men pegede op på loftet. Heldigvis fandt tyskerne ingenting. De ledte jo efter en mand,.

Far og Niels Wichberg var ikke altid de bedste venner. Niels, der kørte som mælkekusk, havde irriteret min far groft. En gang de mødtes på Assens Mejeri, undgik Niels kun at komme en tur i ostekarret, fordi mejeribestyreren lagde sig imellem.

Deres skærmydsler var skyld i, at min søster og jeg skulle køre vores mælk på mejeriet den 19. september 1944, da tyskerne arresterede det danske politi. Det er en dag, der står tydeligt i min erindring.

Der stod tyske vagtposter ved alle indfaldsvejene til Assens. Man skulle have en skriftlig tilladelse for at komme forbi. Det havde jeg ikke. Først da Slagter-Peter kom og hjalp os, fik vi lov til at køre på mejeriet med mælken. På vejen hjem gik det galt igen. Vi blev arresteret og måtte tilbringe adskillige timer på skolen, som tyskerne havde beslaglagt. Det samme skete dagen efter. Først den tredje dag fik vi den skriftlige tilladelse, så vi kunne køre mælken på mejeriet uden problemer.

Vores storebror, Holger, var politibetjent i Hadsten. Sammen med en kollega var han i Randers. En lokal købmand advarede dem og lånte Holger tøj og en cykel, så han uden besvær kunne tage ud til sine svigerforældre i Råby. Resten af krigen var han under jorden – skjult for tyskerne. Ingen vidste, hvor han var.

Efter konfirmationen kom jeg hjemmefra. Jeg fik min første plads hos Dorthe og Anders Møller på Enghavegård i Edderup.

De havde i forvejen en pige, Line. Hun var 65 år. Hun skulle passe et stort hønsehold på et par hundrede høns og om sommeren tillige kyllinger, ænder og gæs. Line stod tidlig op. Først skulle hun fyre op i komfuret og sætte øllebrød over til karlene. De spiste kl. 7 om morgenen. Aftenen i forvejen havde Line sørget for at lave nogle gode optændingspinde, så gryden hurtigt kom i kog. Line blev 95 år.

Der var ellers nok at tage sig til i huset, også selv om der ikke var børn. Pigen skulle nemlig foruden at passe det inde med i marken i de travle perioder. Jeg var med til at tynde roerne, og i høsten sled vi alle hårdt i det. Jeg ville helst lægge negene på vognen, men man skulle rubbe sig. Det var spændende, om negene kom til at ligge, som de skulle, for ellers kunne de nemt ryge af vognen, når vi kørte hjem.

Det dejligste var at ligge i negene på vejen hjem og hvile sig. Der kunne man bare ligge og drømme og kigge op i den blå luft. Tilbage til virkeligheden kom man hurtigt, når man kom hjem og skulle til at lægge negene på plads oppe på det drønhede loft.

Da jeg havde været på Enghavegård i et par år, ville jeg gerne ud og se noget af verden uden for Edderup.

Jeg fik plads på Hadsten Højskole som stuepige og som hjælper i køkkenet. Det var en spændende og ny tid.

Senere fik jeg plads på Randersgård i Vissing. Det var nu ikke den bedste plads, jeg har haft. Herren og Fruen var meget fine, troede de da. Jeg skulle sige De. Det var ikke lige mig. Jeg ville ikke blive der én dag længere, end jeg var fæstet til.

Jeg fik derefter plads på Engelsholm ved Haslund. Det var en stor gård på 150 tdl. og med et folkehold på fire karle og to piger. Vi var 10 mennesker til daglig. Der lærte jeg en masse om husholdning. Jeg var kokkepige – kun 18 år. Der var også en stuepige. Fruen var tit syg. Vi fik lært en masse om økonomi – det skulle manden nok minde os om til daglig. Han kunne godt lide min kringle men – – Du kommer for mange rosiner i, lille pige, sagde han.

Han var en meget påholdende mand. Han kaldte os i øvrigt sine husalfer.

Dorthe påstod, at hun ikke kunne klare alt det huslige arbejde på Enghavegård. Hun ville gerne have mig tilbage. Det lovede jeg.

Jeg havde jo været ude at se andre forhold, så der blev til Dorthes store forbitrelse lavet et og andet om på tingene. Alting skulle efter hendes mening vægre, som det altid havde været.

I 1967 tog jeg på Rødding Højskole i Sønderjylland.

Dorthe og Ajs ville gerne have, at Erik og jeg skulle komme og aflaste dem. Det var vi nu ikke så begejstrede for. Det hele skulle jo være som det plejede. Det ville sige, at vi skulle bo og spise sammen. Det kunne sagtens gå, mente Ajs.

Nej, sagde jeg. Dorthe vil bestemme, og vi kan ikke komme til rette!

Men sådan blev det. Erik og jeg blev gift den 23. november 1958 i Sem Kirke, og derefter blev vi bestyrerpar på Enghavegård.

Det er i hvert fald ikke noget, vi vil anbefale andre – at bo så nært sammen. Det er synd for begge parter. Ideen var jo god nok for Dorthe og Ajs. De havde sørget for, at de kunne blive passet på deres gamle dage. Og ville Dorthe have suppe, så fik hun det, også selv om jeg først havde sagt nej.

Den 18. december 1958 fik vi vores førstefødte. En dejlig dreng, Anders. Da han kom, kan det nok være, at Dorthe og Ajs var stolte. De var meget glade for ham. Han skulle vises frem til alle fremmede – også selvom han sov.

Ka´do sej te ham, når han blywer stur, at A war så glå ve´ ham, sagde Ajs.

Vi blev tredje generation på Enghavegård, da vi købte den af Dorthe og Ajs den 1. april 1961. Betingelsen var, at de skulle være på aftægt til deres dages ende. Det er som sagt ikke noget, vi vil anbefale andre.

Ajs døde et par måneder senere – den 7. juni 1961. Han blev 74 år gammel.

I 1962 fik vi en lille pige, Lissi. Året efter byggede det første grisehus, der hvor den gamle hestestald havde været.

Vores anden søn, Jørgen, blev født i 1966, og i 1971 fik vi endnu en lille pige, Lene.

I 1970 blev stuehuset moderniseret. Der blev lagt nyt tag på, og der blev lavet værelser oppe på loftet. Nedenunder blev der lavet nyt badeværelse, og to soveværelser blev lagt sammen med stuen, så vi fik en stue på 47 m2. Vi fik samtidig lavet nyt køkken, og hele huset blev isoleret.

Dorthe døde den 22. juni 1973. Hun blev 84 år gammel.

Det har været afslappende at gå en tur rundt i den dejlige skov og nyde de flotte træer og den friske luft. Det er som at gå i en helt anden verden – stille og fredfyldt. Er man heldig, kan man nyde synet af rådyr, harer, fasaner eller agerhøns. Vi har nydt livet her på Enghavegård. Livet på landet er sundt, tror jeg. Stå udhvilet op tidlig om morgenen og gå træt i seng om aftenen – hver dag.

Vi må vel indrømme, at vi er meget privilegerede her ude på landet. Vi har kunnet blive hjemme ved børnene. Jeg tror, at de har haft godt af, at både Far og Mor var der, når de havde behov for det.

Vi var fattige, men det var jo alle. Min far, Jens Vase, gik på arbejde og tjente tre kr. om dagen (30’erne), så der var ikke meget at rutte med. Vi var seks mennesker, der skulle have tøj og mad hver dag. Som et eksempel kan jeg nævne, at første gang jeg smagte en sodavand var til min konfirmation.

Jeg var meget glad for skolen og de mange gode oplevelser. Vi så frem til årets juletræsfest. Jeg glemmer aldrig posen med slik og det store juletræ.

I mellemkrigstiden var det meget svært for landmændene at sælge grise og køer til slagteriet. Der blev udleveret svinekort. Leverede landmanden flere grise til slagteriet, end han havde kort til, måtte han næsten binde en pengeseddel i grisens hale for at komme af med den.

Det var også svært at sælge kødkvæg. Min far tjente engang en skilling ved sammen med et par andre mænd at købe en ko hos Jens Lindskov i Grove for 38 kr. Slagteren, Nikolaj, fra Hou, der var en lille tæt mand, blev bestilt til at slagte koen. Vi børn var meget bange, for koen var ikke så interesseret. Den gjorde så stor modstand, at der måtte flere mænd til at holde den, men Nikolaj kunne sit job. Koen blev slagtet og hængt til afkøling i laden. Det var vi børn noget utrygge ved. For os børn var det bedste ved den historie, at vi fik koens yver at lege med. Da det blev hængt op, kunne vi komme vand i og lege, at vi malkede.

Folk mødte op for at købe kødet. Det var billigt. Der blev kun hovedet tilbage til os selv. Mor pillede så meget kød af, at der blev til 72 frikadeller. Til daglig fik vi som alle andre, kun en frikadelle eller et lille stykke flæsk hver, hvis der da var kød. Men det var ikke let at opbevare færsk kød, så Far sagde:

Spis frikadeller. I behøwer it aa spis kartofler.

Og vi spiste. Efter den omgang varede det nogen tid, inden jeg igen blev hægen efter en frikadelle, men det var en stor oplevelse for os småkårsfolk.

Far og Mor flyttede til en ældrebolig i Mariager i 1986.

Min mormor, Karen Vase, er født den 11. februar 1901 i Homaa ved Grenaa. Hun tjente på en gård i Mørke, da hendes forældre flyttede til Skrødstrup. Bedstemor ville blive på Djursland, men hendes forældre syntes, at det var for langt væk, så de bad hende komme hjem. Det viste sig, at de havde lavet en aftale om en plads i Hem, hvad Bedstemor var meget ked af.
Sammen med sin mor skulle hun kort efter til en samtale på gården. I gårdsleddet kom en ung pige løbende – på bare ben. Synet forargede hende og hendes mor, der bemærkede:

Sån’ må do it go, Karen! – det var der nu heller ingen fare for.

Mod forventning blev Bedstemor glad for at være i Hem. Med sit sprudlende humør førte hun ofte an, når de unge lavede løjer i byen. I Hem mødte hun min morfar, Jens Vase, til hvem hun blev viet i kirken den 23. marts 1923.

Ca. fire år senere flyttede de til en lille ejendom i Edderup. Stedet var så forfaldent, at det krævede enorme kræfter at få det omdannet til et hjem. Men gå-på-modet og viljen var der, så efterhånden blev det lysere tider.

Den underholdning, der var i Edderup, stod man selv for. Nytårsaften var der frit slaw, og Bedstemor gjorde sit bedste for at indfri forventningerne. Et år kom hun forbi naboens vindue og bemærkede en plade med boller, der stod til hævning. Det var for fristende. Bedstemor fiskede pladen ud ad vinduet, tog den med hjem og bagte bollerne, hvorefter hun diskret stillede pladen tilbage i vindueskarmen – til stor undren for nabofamilien.

Et andet år måtte Eli Nielsen stå for skud. Bedstemor tog ham på fersk gerning med hendes kaffekande i hånden. At snuppe kaffekanden hos naboen var en gammel nytårsskik i vort sogn. Hwa’ lawer do her, spurgte Bedstemor, hvorefter Eli blev inviteret på kaffe.

No gor A ud å lawer kaffe, så ka’ do snak’ lidt mæ’ Jens imens!

Mens snakken gik ved stuebordet, løb Bedstemor og Sigrid, min mor, over til Eli og vendte hans seng på hovedet. Det gik så hurtigt, at Bedstemor kunne servere kaffen og sætte sig ned og deltage i snakken, som om intet var hændt. Eli anede ikke uråd.

Bedstemor var ihærdig og meget proper, udenfor som indenfor var alt i sirligste orden. Det var nok grunden til, at der ofte var bud efter hende, når en og anden havde brug for hjælp til rengøring, vask eller madlavning. Der var flere der fandt, at hun var uundværlig ved fødsler – hos dyr og mennesker.

Hjemme var det hende, der mangen en nat måtte våge over en so, der berigede familien med smågrise. Hun glædede sig over resultatet, når hun havde fået smågrisene tørret og anbragt varmt og godt uden for soens rækkevidde.

Den hårde start med et hus uden gulve, utætte vinduer og manglende døre gjorde, at Bedstemor senere i livet forstod at glæde sig over de små ting – at der var pænt ude og inde. Blånelse og Nu’ren (sæbe) var altid at finde på hylden i hendes hjem. Alting lugtede af sæbe, og sengelinned var let stivet, så det knitrede dejligt, når vi skulle sove. Der under dynen læste hun børnene i Nyskoven, og da jeg blev lidt større dilettantstykker.

Jeg tror, der var gået en god lærer tabt i Bedstemor. Hendes fantasi var formidabel, og når hun fortalte, blev vi alle revet med.

Søndag eftermiddag var der altid liv i huset. Bedstefar sad for bordenden og spillede kort med min morbror, Aage, og naboen, Peter Munch. Det var en selvfølge, at Bedstemor til kaffen stillede an med galopkringle, udrullet lagkage og kaffekage.

Den gang fik vi heldigvis lov til at kede os. Det udvikler jo fantasien. Og Bedstemors fortællinger om skærslipperne og uldkræmmerne fra hendes barndom fik stor indflydelse på mine lege, der ikke altid var helt almindelige. Mens mændene spillede kort og damerne snakkede, gik jeg rundt og forsøgte med større eller mindre held at sælge, hvad jeg havde i min bylt af kamme, børster m.m. At være sælger er i dag mit levebrød, hvem ved, måske kan jeg endnu nå at avancere til skærslipper.

Handel interesserede også Bedstemor. Hun handlede selv med æg, juletræer og bær, som hun plukkede i heden. Og når Christian Andersen kaldet Long Krasjan kom forbi, købte hun sommetider fisk af ham. En dag kom han spadserende på landevejen. Bedstemor stod i døren. Christian råbte til hende, om hun ville købe ål.

Å, de æ wal bare nåed bitte skidt, råbte Bedstemor.

Resolut tog Christian en ål op af sækken, og med et af de imponerende kast, han var berømt for, slyngede han ålen af sted med så stor kraft, at den landede for fødderne af Bedstemor.

Så ka do sjel si, om de æ nåed bitte skidt!

Min bedstefar, Jens Vase, er født i Hem den 27. januar 1899. Han overlevede Den spanske Syge og oplevede to verdenskrige.
Da han i 1927 flyttede fra Hem til Edderup med Bedstemor og børnene, fik han rig lejlighed til at udvikle de evner, han havde som håndværker. Han var selvlært, men efterhånden som folk i området bemærkede hans kunnen, blev der sendt bud efter ham, når nyt skulle bygges eller gammelt repareres. Ikke så få bygninger på egnen vidner om hans indsats.

Bedstefar var som katten sin egen. Hans stil var kontant. Han sagde tingene lige ud – ganske ligeglad med, om folk syntes om hans meninger eller ej. Han gjorde ikke forskel på folk. Høj eller lav – alle fik de, om de bad om det eller ej, hans uforbeholdne mening. Det skabte respekt.

Den stil har han altid haft. Som soldat kom han til Kastellet og Bådsmandsstræde Kasserne i København. Han blev hurtigt klar over, at de mange tåbelige ordrer kunne han ikke leve med. Blandt andet skulle han samle tændstikker op mellem brostenene. Det ville han ikke.

Der var to, som blev kasseret som infanterister og i stedet blev oppassere. Bedstefar og en fra Mariager. Majoren bad om en forklaring.

Hvorfor er De blevet kasseret, spurgte han.
A ka’ it’ go i trit, svarede manden.
Og ganske rigtigt – øvelsen bekræftede det.
Så blev det Bedstefars tur.
Majoren: Hvorfor blev De ikke infanterist?
Bedstefar: For A æ it suer fatnem!
Majoren: Hvad F., tal dog dansk mand!
Manglende fatteevne, svarede Bedstefar.
Majoren brølede: Det er sgu løgn!
Javel, svarede Jens.

Men Bedstefar vandt hans respekt, og det blev senere hans arbejde at følge mandens børn til og fra skole.

Er det din bedstefar? Spørgsmålet har jeg ofte hørt, og jeg kunne fornemme, at der lå respekt bag.

En gang er jeg dog kommet i tvivl. Det var Marius Møller fra Grove, der spurgte. Marius var et år ældre end jeg. Hans far, Julius Møller, havde fået Bedstefar til at mure for sig. Den lille Marius var meget interesseret og stillede sig tæt ved Bedstefar.
Gå væk, lød det barskt. Marius fik sig ikke flyttet i tide. Han troede måske ikke, at det var alvor. Ikke før Bedstefar med bagsiden af murerskeen sendte en klat mørtel i ansigtet på ham.

Bedstefar var heller ikke typen, der lod sig imponere af penge. Han sagde ofte: Peng løjter i hvordan det goer. Jo! Jens Vase var min bedstefar.

Han vidste besked om mange ting i samfundet. Mange gange har jeg trampet i pedalerne over heden til Edderup for at få hjælp, hvis regneopgaverne omhandlede aktier eller obligationer. Bedstefar kunne altid hjælpe – desværre havde han ikke Bedstemors pædagogiske evner.

Da han blev ældre fik han knallert. Det blev hans kæreste eje. På den kunne han køre landevejene tynde for at træffe gamle bekendte. Han kerede sig ikke så meget om, hvorvidt han var velkommen eller ej. Han havde sin egen ligefremme facon, og den forventede han også fra andre. Når han så havde fået en historie eller nyhed, sagde han ofte:

Den er gevaldig! Den ska a hjem å fortæl’ Karen!

Bedstemor lyttede gerne. Den ros skal hun have. Og Bedstefars historier – de blev ikke dårligere med årene.

Hans afsked med Edderup blev tung. Han flyttede til Fjorvang i Mariager, men han savnede sit værksted og sit værktøj. Det undrede os, at han ikke gik ned og arbejdede på det lille værksted, der var på Fjorvang.

Hvorfor går du ikke ned og snedkererer på værkstedet, Bedstefar? For der ska a ryd’ op!

Om han nu lærte at rydde op eller arbejdede på dispensation, ved vi ikke, men senere kom han i gang i værkstedet og lavede mange gode ting til oldebørnene.

Som Bedstemor havde Bedstefar lune og var gerne med på en spøg.

Da ældrecenteret en gang inviterede til fastelavnsfest med tøndeslagning tog Bedstefar med. Ingen har nogen sinde kaldt ham feminin, så da han velbarberet ankom – i lang blå kjole med hat og sort dametaske – var han ikke nem at genkende. De præcise slag og den kvindelige ynde smeltede mændenes hjerter. Og udsigten til et nyt spændende, kvindeligt bekendtskab gjorde flere af mændene ganske livlige. En spurgte sin sidemand:

Hwem æ hin der?
A ved’ed it! De sejer, de’ æ jen fra Gierløv!

Da vi ville hejse flaget på hans 97 års fødselsdag, sagde Bedstefar:

Nej! Vent I no mæ’ de’ te’ om traj or, så æ’d nåd å fejer.!

Men det skulle hverken han eller vi opleve. Vi hørte aldrig Bedstefar beklage sig over noget – helbred eller alder. Jeg oplevede at have ham med til mit sølvbryllup. Kun ved den lejlighed har jeg hørt ham omtale alderen. Han sagde, at han følte sig gammel, når han så på mig.

Det jeg husker bedst om Bedstemor og Bedstefar er, at de aldrig gav op, og altid forsøgte at få det bedste ud af tingene. De havde evnen og viljen til at lytte og var levende interesserede i livet omkring dem. Det er ingen selvfølge, men måske medvirkende til, at de opnåede så høj en alder.

Min far er født 1911 på en ejendom ved Ramten på Djursland. En overgang drev han sit barndomshjem sammen med sin søster. Senere arbejdede han som herregårdsbisse. Det kaldte man de karle, der arbejdede på godserne og de større gårde.

Der var nu ikke meget bisse i min far. Han ville mere, så da stillingen som ladefoged på herregården Store Sjørup ved Ørsted blev ledig, søgte han den og blev ansat. Det forandrede hans liv. Han fik højere løn, og så skulle han hver morgen møde på arbejdet i en fin manchetskjorte – med knækflip. Det var han bestemt ikke vant til.

Da Far og Mor blev gift i 1936, drømte de som alle andre drømte om at få deres eget. I 1946 fik de muligheden, da forpagtningen på Bakkely, der hørte under Edderup Skovgård, blev ledig.

Fem år senere, da Bakkely blev udskilt som selvstændig ejendom, købte de den.

Statshuse, kaldte man den slags ejendomme i daglig tale, for staten garanterede, så det var muligt at få låne- og afdragsordninger på rimelige betingelser.

Der var også ulemper. Far måtte bl.a. ikke uden videre gå ud og fælde træer i den skov, der hørte til ejendommen. Han måtte pænt vente, til der kom en statsskovridder for at vise træer ud – bestemme, hvilke træer der måtte fældes det pågældende år.

Det første halve år, vi boede i Bakkely, lærte vi at spare på vandet. Brønden var løbet tør, så alt det vand, vi skulle bruge både til dyr og mennesker, måtte vi hente i den lille bæk, der løber gennem engen lige neden for vor nabo, Rasmus Kastbergs ejendom.

1947 var et tørt år. Den vinter kom de fleste landmænd i sognet til at mangle foder til dyrene. Eli Nielsen og hans søn, Niels, lejede et stykke af Sembygårds Hede. De tjene en ekstra skilling ved at slå lyng og revling med slåmaskine og sælge risene til de landmænd, der mødte op med deres kassevogne i heden. Folk skulle selv læssede risene på vognen, så det kunne hænde, der var lidt diskussion om, hvor stort et læs skulle være.

Vores jord var sandet og langt fra den bedste i sognet. Det var dyrt og ikke almindeligt at bruge meget gødning, så avlen var beskeden. Undertiden var kornet så lavt, at det ikke var muligt at binde det i neg, når vi høstede.

Man var endnu ikke begyndt at sprøjte for ukrudt i markerne. Det kunne gå, hvis det var valmuer eller kornblomster, men var der for mange af de store, stive tidsler, var det bestemt ikke spændende at gå efter slåmaskinen og binde kornet op i neg for bagefter at anbringe dem i sæt ( 12 neg ). Det gav ømme arme og rygge.

Det var almindeligt, man hjalp hinanden, hvis der var brug for det. Vi havde kun to heste. Det var nok til daglig, men der skulle bruges tre heste til at trække selvbinderen. Den tredje hest lånte vi hos naboen. Han vidste, at vi altid ville hjælpe ham en anden gang, når han fik brug for det.

Når vi skulle tærske, lejede vi et tærskeværk i Ajstrup. Det blev drevet af en petroleumsmotor, for vi havde ikke indlagt el.
Min søster og jeg skulle tage halmen fra tærskeværket. Det var et hårdt arbejde. Det støvede meget, så det var det rene svir, når motoren strejkede, og fik vi en hårdt tiltrængt pause – det hændte af og til. Først i 1951 eller 1952 fik vi indlagt el. og kraft.

Var der mulighed for det, arbejdede Far og Mor ude for at tjene lidt ekstra penge. Når de var færdige med arbejdet hjemme, fulgtes de undertiden ad ned til Edderup Skovgård for at tynde roer. Når vi kom hjem fra skole, hjalp vi også til. Det var hyggeligt. Mor havde altid lavet kaffe. Den nød vi sammen, når vi holdt en pause.

Min faster, der boede i Auning, holdt gæs. En dag kom posten med en pakke – det var før man i postvæsenet begyndte at kaste med pakkerne. Det var Faster, der havde sendt min mor to gåseæg. Æggene blev ruget ud og de to gæs blev sammen med den gase, som Mor senere købte hos Christen Borresen, grundstammen i en større gåseflok. Nu kunne også Mor tjene ekstra penge til husholdningen. I flere år leverede hun gæs til andespillet i Sem Forsamlingshus.
Det var et stort arbejde at slagte gæssene. Først skulle de skoldes, så det blev nemmere at pille fjerene af dem. Brystdunene skulle samles fra. De blev brugt som fyld i dyner og puder. Derefter blev gæssene svedet over en spritflamme, så de sidste rester af dun forsvandt. Endelig blev de gæs, der ikke skulle anvendes med det samme, taget ud – det vil sige, at man fjernede indvoldene, så kødet ikke blev ødelagt. Alt skulle gøres ordentligt, ellers købte folk deres gæs hos andre.

Næsten ingen havde biler, og kun de færreste havde så mange cykler, at alle i familien kunne cykle på en gang. Far og Mor havde hver deres cykel. Kaja og jeg måtte deles om min mosters gamle cykel. Den var blevet malet og sat i stand.

Mormor boede i Keilstrup på den anden side af Mariager Fjord. Det var ikke så ofte, vi så hende eller resten af familien, men det var en fast tradition, at familien hvert år besøgte hende på hendes fødselsdag. Det glædede vi os til.

Vi skulle cykle til Mariager. Far og Mor på hver sin cykel. Kaja og jeg cyklede på mosters den nymalede. Det var noget besværligt. Først cyklede jeg et stykke vej, så stillede jeg cyklen og begyndte at gå. Når Kaja nåede cyklen, spurtede hun forbi mig og satte den et godt stykke længere fremme. Sådan fortsatte vi, til vi noget forpustede nåede Mariager. Fra havnen sejlede vi med cyklerne over fjorden med damperen, Stygge Krumpen. Når den lagde til ved Høllet, stod vi af, og så gik det igen på cykel helt til Keilstrup.

Den første søndag i juli var der børnefest i Havndal. Det glædede vi os til længe i forvejen. Vi kørte i god tid, så vi kunne nå at få hesten staldet op i Udbyover, inden vi skulle til Havndal for at se optoget lige over middag.
Vi fik fem kroner med til at more os for, men det hændte, at vi, hvis vi deltog i sække- og æggevæddeløbene – og vandt – havde flere penge med hjem end da vi kom.

Far havde arbejdet hårdt hele sit liv. Det satte efterhånden sine spor. Han døjede med sin ryg, og til sidst fik han en diskusprolaps. Han havde store vanskeligheder med at klare det daglige arbejde i landbruget.
Nogle venner rådede ham til at sælge ejendommen og tage et almindeligt arbejde. Det ville blive lettere for ham, mente de.

I 1963 blev Bakkely solgt til apotekeren i Grenå, der ejede Edderup Skovgård. Prisen var 50.000 kr. Far og Mor flyttede til Dalbyover, hvor de købte et hus.

Fars arbejde blev nu ikke lettere. I den periode var der mange af de gamle grusveje, der blev asfalterede. Det var Far med til en tid. Det var et hårdt og farligt arbejde. Han fik ødelagt sine lunger. Nu havde han også vanskeligheder med at trække vejret. Han arbejdede en tid på en fabrik, hvor der blev lavet vinduer og senere hos en cementstøber. Det var heller ikke ideelle jobs for en mand med dårlig ryg.

De sidste år blev svære for min far. Han var opvokset i en tid, hvor man satte en ære i at klare sig selv. Alene tanken om at få afslag var nok til at afholde ham fra at søge pension. Først da dr. Fuglsang foreslog det, søgte han og fik tilkendt den mellemste invalidepension.

Vi var nok fattige, men når jeg tænker tilbage på min barndom, synes jeg ikke, vi savnede noget. Vi levede i et godt og trygt hjem. Havde lige så pænt tøj som andre børn og gik aldrig sultne i seng.

Noget af det, jeg tænker på med størst glæde, er, når vi om søndagen sammen med Far og Mor gik rundt for at se på markerne og skoven. Man kunne fornemme Fars glæde, når korn og roer stod godt. Han forklarede, hvad der manglede, når der på en mark voksede mange stedmoderblomster og på en anden rødknæ.

1914 kom min farfar i vejen for en hest og blev trådt ned. Han pådrog sig så store kvæstelser, at han døde få dage senere på Randers Centralsygehus. Min farmor passede ejendommen sammen med et par sønner, indtil min far, Rasmus Kastberg, var gammel nok til at overtage den i 1927.

I 1960 solgte far, til Åge Vase for 60.000 kr. Mine forældre skulle bo der gratis i syv år mod at passe Åges gæs. Der blev senere bygget et helt nyt hus til dem. Der boede de indtil de i 1972 flyttede til Mariager.

Da far overtog ejendommen, var den kun på ti td. land, men han købte kort efter naboejendommen, Pjaltenborg, der var på ca. 11 td. land, så der blev 21 td. land i alt. Størstedelen af jorden var hede, som Far efterhånden opdyrkede. Jorden var sandet og sydvendt, så udbyttet var meget begrænset. Det skulle regne næsten hver uge, hvis vi skulle have rimelig høst.

Der var ingen af familierne i Edderup, der havde for meget at gøre med, så når mejeriet en gang om året holdt licitation over mælketuren til Edderup, bød Far. Han var så heldig at have indsendt det billigste tilbud, så vi fik turen. Det betød, at der var en større indtjening det år, men også, at mor og resten af familien for en stor del måtte tage sig af markarbejdet.

Da Hans Lindskov omkring 1950 holdt som mælkekusk i Grove, bød min far også på den tur. Han vandt licitationen, så vi blev nødt til at købe et par ekstra heste. Min bror, Villy, kørte mælketuren i Grove, mens min far fortsatte med at køre turen i Edderup.

Hver sommer arbejdede Far ved Kastbjerg Å med oprensning. Sammen med vor nabo, Victor Kristensen, rensede han åen op for grøde dvs. græs, siv eller andet, der hæmmede gennemstrømningen. Med en hjølle, en høle, i hånden arbejdede de sig gennem hele åløbet fra Kærbybro til Å Mølle. Når de kom hjem om aftenen, sov de godt i bevidstheden om, at de i alle tilfælde havde fortjent deres dagløn.
Engang holdt de frokost på skrænterne ved Edderup Skovgård. Det var her tyren, Palle, med hård hånd regerede over sine køer. Han tålte absolut ingen indblanding.
Efter frokosten hvilede Far og Victor sig på brinken liggende på ryggen. Det blev en brat opvågnen. Pludselig opdagede de, at Palle stod og så på dem, mens han skrabede ildevarslende i jorden med klovene. Far var den hurtigste til at komme over i den næste indhegning. Victor var knap så hurtig. Han blev hængende i pigtråden. Far, der var en mand med stor humoristisk sans, lo, så han havde besvær med at hjælpe Victor over hegnet, men alle reddede æren – også Palle.

I mange år høstede vi kornet med en slåmaskine. Det var et meget stort arbejde. Først blev kornet skårlagt, så blev det bundet op med halmbånd og senere sat i traver, inden det til sidst, når det var tørt, blev kørt ind. Var det en særlig våd sommer, kunne vi komme ud for, at traverne skulle flyttes, fordi græsset begyndte at gro op i negene.
Da far senere købte en selvbinder, skulle der tre heste til at trække. Vi lånte Victors Kristensens hest. Til gengæld lånte han selvbinderen og hestene, når han skulle høste.

Under 2. Verdenskrig arbejdede Far om sommeren i tørvegraven i Sem Mose sammen med Niels Wickberg. Niels havde lidt svært ved at komme op om morgenen, så sædvanligvis måtte Villy arbejde med i mosen, indtil Niels ankom lidt op ad formiddagen, for daglønnen var først hjemme, når man havde lavet 10.000 tørv.
Var det en tør sommer, kunne Far stå nede i tørvegraven. Med en spade skar han tørvene ud og smed dem op på kanten af graven. Var det en våd sommer brugtes en anden type spade. Den lignede et L. Den blev trådt ned i kanten af tørvegraven. I venstre side var der et håndtag med en kniv i bunden, når kniven blev drejet rundt, blev en klyne, en klump af tørvemassen, skåret fri. Klynen blev trukket op på kanten af tørvegraven og skåret ud i små tørv. Tørvene blev lagt på en bred fjæl, som med en hest som trækkraft blev kørt ud til tørrepladsen. Tørvene lå på pladsen i nogen tid og blev vendt nogle gange for at tørre ud. Derefter blev de skruede – sat op i stakke, indtil de var så tørre, at de kunne køres hjem i brændeskuret eller sælges til fremmede. Lønnen var 1 kr. pr. 1000 tørv og det samme for at køre dem ud. Det gav ømme rygge, men lønnen gav mad på borde.

Når vi skulle i skole, gik vi uanset vejret de fire km til Grove. Om vinteren i træsko og om sommeren i gymnastiksko. Alle børn og voksne gik i lærredssko. Der var to udgaver. De brune, der var de mest praktiske og de hvide, der blev anset for at være de fineste, hvis de blev holdt rene. Når de var snavsede, skulle de vaskes og kridtes med skopasta fra den tube, man kunne købe i Brugsen, så var de som nye, indtil man kom til at trampe lidt hårdt i grusvejen, kom for tæt på en græstot eller en ko . . . . Nej! De brune var nu de mest praktiske – i alle tilfælde til drenge.

Det var en alvorlig sag at gå i skole i Grove. Man skulle arbejde og lære noget – i alle tilfælde skulle man sidde stille og holde mund – tænkte man på konsekvenserne, var det også kun de færreste, der havde lyst til andet.

Havde en af tjenestedrengene været tidligt oppe om morgenen for at hjælpe med i stalden, kunne det undertiden være svært for ham at holde sig vågen, når han sad der i den varme sol ved vinduerne.

Når skoledagen var til ende, stillede vi op på række ved siden af pultene og sang en lille sang:

Nu er dagen til ende,

og vi hjemad skal gå,

hvad vi lærte derhenne,

skal vi nok huske på.

Efter sangen gik pigerne først ud. De sad på bænkene midt i skolestuen ved siden af den store, sorte kakkelovn. I Grove Skole var det drengenes privilegium at sidde langs de store, utætte vinduer og fryse om vinteren. Når pigerne gik forbi lærer Bach nejede de. Derefter gik drengene – vi bukkede. Jow! Jow! Vi lærte skam pli i Grove Skole.

Jeg husker især min første skoledag. Idet jeg gik forbi Bach, tog han min hånd og gav mig en to-øre og en fem-øre. Syv ører! Jeg blev overrasket. Jeg kom ud i den lille forgang, fandt mine træsko og tumlede ud i skolegården.

Jeg, der ellers aldrig havde penge, var den lykkelige ejer af SYV ører. I dag kan man trække på smilebåndet af det, men jeg så allerede mig selv i købmandsbutikken. Købmanden bag disken stod med en af de høje metaldåser, der altid først skulle have et kraftigt dunk i disken, inden han kunne komme for to øre Kongen af Danmark-, althea-, hindbær- eller pebermyntebolcher i det hjemmelavede kræmmerhus – måske har tanken om at spille flottenhejmer – at købe nogle af de dyre, fyldte bolcher – strejfet mig. Jeg husker det ikke, men syv øre. Jeg kunne jo købe bolcher eller knalde, som vi kaldte bolcher, til hele familien. Jeg glemmer det aldrig!

Når vi gik i skole, havde vi mellemmadder med i brunt papir. Som pålæg havde vi købt pølseender hos slagteren til fuglekvidder. Det var billigt og rakte til mange stykker mad – men for det meste var det leverpostej og æg.

Det betød ikke så meget, hvis bare jeg havde et stykke af Mors hjemmebagte sigtebrød med, så kunne jeg altid bytte med Casper, som vi kaldte Knud Pedersen fra Sem. Han var en meget stor ynder af min mors hjemmebag.