Vi var mange børn derhjemme. Hans og Jos kom ud at tjene allerede, da de var 13 år – et år før de blev konfirmeret. Alligevel var vi så mange børn, at det kunne knibe med pladsen, når vi skulle i seng.
Tre af de mindste sov i slagbænken i stuen. Om dagen slog Mor, der havde nok andet at se til, bænkens sæde op. Så kunne de små gå rundt i slagbænken uden at gå i vejen eller komme noget til. De fleste af os tog de første skridt i slagbænken.
Vi seks stur – store – sov oppe på loftet i en enkelt- og en dobbeltseng. Man vænnede sig til at sove to i sengen. Det var trangt, så man måtte være forberedt på i løbet af natten at blive vækket af en vildfarende arm.
Kammeret var bygget op af forskallingsbrædder, og det var ikke isoleret, så det var en kold fornøjelse om vinteren. Når vi efter en lang arbejdsdag skulle i seng, måtte vi være forsigtige. Vi måtte for at komme op på loftet, ud i laden og balancere op ad den løse hønsestige.
Om vinteren blev der i god tid lagt nogle mursten på kakkelovnen. Når de var varmet op, blev de pakket ind i tæpper eller håndklæder og anbragt i sengene, så vi ikke skulle i en iskold seng. Vi fik lært, at stenene måtte ikke være for varme, når de blev pakket ind. Det skete en gang. Røgen bølgede os i møde, da dynen blev slået til side, men der blev heldigvis ikke ildebrand.

Hver søndag kom de stur gerne en tur hjem. Det glædede vi os til, for med dem kom også en masse andre unge og børn, og så var der liv og glade dage. Jeg kan huske, at jeg var både lidt forundret og forarget, når vi skulle spise. De stur tog en hel frikadelle hver. Det var jo det rene fråds. Vi andre gjorde, som vi altid havde gjort – delte frikadellerne. De skulle jo række til mange. Jeg konstaterede, at der åbenbart var andre madvaner, hvor mine ældre søskene tjente. Jeg glædede mig.

Vi havde ikke elektrisk lys. Det fik vi først efter 2. Verdenskrig. Far skulle bruge lys, når han tidligt om morgenen stod op for at fodre kreaturerne, inden han tog på mælketur. Den petroleum, vi skulle bruge til lamper og primus, var rationeret, så undertiden var der problemer med at skaffe nok. Jeg har prøvet at sidde i flammeskæret fra kakkelovnen og læse mine lektier, hvis jeg ikke havde nået det, mens tid var. Der var ikke mange, der havde lyst til at møde uforberedt i Grove Skole.

Senere fik vi en karbidlampe. Den lyste meget kraftigere. Jeg kan huske første gang den blev tændt. Jeg troede, den ville eksploderede. Den hvæsede og spruttede, og så skulle man lige vænne sig til lugten.

Undertiden kom Chren Møller på besøg. Han havde en Petro-Max lampe. Det var nærmest en primuslygte. Når den blev tændt, var det ikke nemt for de små nullermænd at skjule sig i hjørnerne. Mor brød sig ikke meget om den lampe.

Jeg altid kunnet lide at handle. Min første erindring om handel går langt tilbage. Min far var meget interesseret i heste. Han var mælkekusk, så det var vigtigt, at vore heste var i god stand. En aften vi havde fremmede, sad de og snakkede om heste i almindelighed og sluttede med at snakke om min onkel, Hans Rasmussens, heste. Hans havde ikke mange penge, det bar hestene præg af. De var med et udtryk, vi anvendte om lidt afpillede dyr – nogle skabilkener – det var ingen ros. Far sagde bl.a. Di æ it manne øre værd. Jeg lyttede, skulle muligheden for at blive hesteejer være kommet. Jeg samlede hele min rørige formue, syv øre, med dem i lommen ilede jeg ad stien over til Hans Rasmussen i Semmøgelbo.
Jeg ville ikke være smålig, så jeg tilbød ham straks hele beløbet for hesten. Hans var imidlertid ikke indstillet på handel. I stedet sagde han med sin bløde, fynske accent: Du må hellere gå ind til Marie og få en bolle!
Da jeg med bollen i hånden var på vej hjem, kom jeg til at græde. Selv om det ikke stod mig helt klart, havde jeg en fornemmelse af, at jeg uden at ville det, havde gjort noget helt forkert.
Det viste sig senere, at Hans ikke bar nag og oven i købet havde humor. Når han kom på besøg hos os, spurgte han sædvanligvis: Hvor er han, hestehandleren?

Under krigen havde enhver dreng i Grove med respekt for sig selv kaniner. Det var ikke almindeligt at have mange grise, så da vi alligevel havde et par stier, der var tomme, anskaffede Per og jeg kaniner. Dyrene gik sammen i de to stier. Enhver med bare lidt kendskab til kaniners seksualliv kan forestille sig resultatet. I løbet af kort tid var der ca. 50 kaniner, der vrimlede rundt i stierne. Hannerne sloges, så uldtotterne føg. Det blev for meget for Far. Kaninerne blev solgt. Fortjenesten? Far mente, at det var ham, der havde betalt foderet, så han beholdt pengene, og det var vel kun rimeligt. Men siden har jeg nu altid sikret mig, at der ved enhver handel også er en lille fortjeneste til mig.
Historien med kaninerne har en lille krølle. Kaninkødet smagte dejligt, og det var rart med lidt andet end det evindelige flæsk. Første gang en af kaninerne skulle slagtes, ville min far ikke slå den ihjel.

Go over til Hans. Han ka’ skyde den.

Hans Rasmussen var jæger. Han gik i marken, da vi kom over og bad ham skyde kaninen. Hans holdt den op i bagbenene og gav den et håndkantslag i nakken, så måtte min mor tage sig af resten. Senere aflivede Far selv kaninerne.

Under krigen var det kun postbude og nogle få andre, der kunne få rigtige dæk og slanger til cykler. Vi andre måtte køre rundt på faste gummidæk med træfælge. De var meget ubehagelige at køre på. Det var grunden til, at jeg en gang jeg var i Randers kom til at handle på Den sorte Børs.
På hjørnet ved rutebilstationen stod der den gang altid en masse sortbørshandlere. Det var folk, der kunne levere alle slags varer – som regel stjålet eller skaffet til veje på anden uærlig vis. Da jeg gik forbi, spurgte en af sortbørshandlerne, hvad jeg manglede – tobak eller andet.

Ingenting, svarede jeg. Det kan da ikke passe? Noget må du da mangle!

Det eneste, jeg kunne komme i tanker om, var cykeldæk. Kom igen om en time, sagde manden. Da jeg kom tilbage, bad en mand mig følge med.

Vi gik op i Thorsgade, ind i en baggård, op ad en hønsestige til en mørk lejlighed. Der skulle mandens kone til at lave mad. Hun var sur, fordi han ikke havde kød med hjem. Han fandt to dæk og to slanger frem, som jeg kunne købe for 100 kr. Jeg havde 60 kr. i lommen, og jeg ville ikke betale mere. På det tidspunkt følte jeg mig så utryg, at jeg ville gå igen. Man kan også sælge guld for dyrt, udbrød konen. Så fik jeg dæk og slanger pakket ind i en avis, betalte de 60 kr. og skyndte mig ud på gaden.
Knap stod jeg på fortovet, før jeg opdagede to betjente på vej ned ad Thorsgade lige imod mig. Jeg overvejede at smide pakken og løbe, men tog mig sammen og gik stilfærdigt til jeg kom rundt om hjørnet. Så løb jeg, alt hvad jeg kunne, ned til rutebilstationen, hvor jeg fandt frem til Carl Thomsens rutebil. Jeg smed pakken ind under et sæde. Hvor var jeg lettet. Nu kunne de i alle tilfælde ikke tage mig på fersk gerning.
Jeg turde ikke blive på rutebilen, så jeg spurtede op til Hadsundvej, hvor jeg stillede mig og forsøgte at se rolig ud, da rutebilen kom. Til min store lettelse lå pakken stadig under sædet. Helt tryg blev jeg dog først, da vi nåede Enslev. Jeg steg lettet af rutebilen, fandt min cykel og skyndte mig hjem. Jeg følte aldrig senere trang til at handle på Den sorte Børs.

Ved flere lejligheder kunne folk genkende de varer, der blev forhandlet nede ved rutebilstationen. Det kunne være vasketøj stjålet fra tøjsnoren – stadig vådt. Så blev der sendt bud efter smedene på Skandia, når de kom, vankede der tæv til de sortbørshandlere, de fik fat i.

Under krigen skulle man skrives op på Trekroner i Randers for at komme i betragtning, når de nye cykler blev delt ud. Kort tid efter var jeg en af de heldige. Der kom besked, at nu kunne jeg købe en ny cykel. Den havde jeg jo ikke brug for nu, så jeg solgte den til Per og tjente derved til mine nye dæk.

Når man kom ud at tjene, blev man fæstet for et år ad gangen. Løn og arbejdsvilkår forhandlede man om, inden man blev fæstet. Kost og logi hørte med til lønnen. Sommerlønnen på ca. 500 kr. var større end vinterlønnen. Husbond betalte også karlens skat og sygekasse.
Lønnen blev først udbetalt til skiftedag, så de karle og piger, der ikke havde penge eller andre indtjeningsmuligheder – og det var de fleste, fik i løbet af sommeren udbetalt mindre beløb, forskud, til tøj, eller fem kr., hvis man skulle til fest eller bal i forsamlingshuset.
Selv om der ikke var så store muligheder for at bruge penge, kunne en del af lønnen, hvis man ikke passede på, let være brugt inden skiftedag. Så havde man drømmen om at få sin egen gård, måtte man agte sig og ikke feste for meget.
Man kunne godt forhandle, så man fik fri på bestemte dage. Mange var for eksempel interesserede i at komme til marked. Det betød lidt frihed, og man mødte kammeraterne, og så var der jo dyrene.

Da jeg fik plads hos Jens Møller i Grove, fik jeg at vide, at det var vigtigt at sikre sig en fridag, når han tog til marked. Jeg skulle trække til Hadsund med de dyr, der skulle sælges. Jens ankom senere på cykel. Jeg havde fået at vide hjemmefra, hvad dyret skulle koste, så undertiden var handelen overstået, når Jens kom. Med lidt held kunne jeg sælge til en halvtredser mere, end Jens forlangte. Så var den dag reddet. I alle tilfælde lærte jeg meget om handel, som jeg senere har nydt godt af.
Man har jo også lov til at være heldig. En gang, jeg købte et lod i tombolaen på dyrskuepladsen, vandt jeg en kviekalv. Den løb hele vejen hjem efter cykelen. Jeg havde ikke noget at bruge den til, så den fik min far. Den voksede op og kom til at stå som ko hjemme hos ham.

I 1952 fik jeg muligheden for at blive ansat som kontrolassistent i kontrolforeningen i Sivested ved Grenå. Lønnen var 4.000 kr. om året. Det var for en karl den gang en særdeles god løn, så jeg slog straks til.
Jeg havde et fast værelse, hvor mine ting stod, men ellers var det en evig rejsen rundt mellem gårdene. Jeg cyklede til et nyt sted hver dag, mens kassen med de remedier, jeg skulle bruge, blev hentet af de forskellige bønder. På de større gårde var jeg en hel dag. Var ejendommene mindre, kunne jeg klare op til fire på en enkelt dag. Jeg skulle bestemme fedtprocenten i mælken. Jo højere fedtprocent, des bedre var afregningen fra mejeriet.

Jeg oplevede store forskelle rundt om på gårdene. Et sted måtte jeg kravle over cykler og kasser, inden jeg kunne komme i seng ude i det lille værelse bag hestestalden. Om morgenen måtte jeg vaske mig i koldt vand. Sengetøjet lå fra gang til gang, som jeg havde forladt det – uden at blive vasket. Og maden . . . .

De fleste steder var forholdene dog gode. Man spurgte som regel, hvad jeg kunne tænke mig at spise. Jeg svarede, som rigtigt var, at jeg kunne lide alting. Tænk, hvis jeg skulle have haft min yndlingsret hver dag.

Hos Mathilde i Sivested var det som at komme på luksushotel. Når jeg ankom, var sengetøjet nyvasket og hængt ud til luftning, og var vejret køligt, var der en varmedunk i sengen – og maden. Den kunne man godt skrive hjem om. Mathilde var den eneste i området, jeg sagde De til, ikke fordi hun forlangte det, men hun havde myndighed, så det lå i luften.

Et sted jeg kom, var de så fattige, at hvis jeg skulle overnatte der, måtte deres børn den nat sove med en frakke over sig, fordi de ikke havde en ekstra dyne. Det syntes jeg ikke, jeg kunne byde dem, så jeg cyklede hjem på mit værelse. De var helt sikre på, at jeg skulle ud for at besøge en pige. Jeg lod dem blive i troen, så havde de jo det at snakke om.
Når kontrolassistenten kom, skulle der spilles kort. Jeg sagde, at jeg ikke kunne spille kort. Det passede ikke, men hvem kan holde ud at spille kort hver aften.

Jeg havde i nogle år arbejdet på forskellige gårde, da jeg fik tilbudt stillingen som bestyrer på en større gård til 14.000 kr. om året. Det var en meget god løn, men jeg ville gerne have mit eget.

Det fik jeg i 1954, da jeg købte ejendom i Bale ved Rønde.
Min storebror, Hans, havde købt Dalsgaard i Grove af Jens Møller. Det var måske lidt for tæt på vores far. Han blandede sig. Og Hans havde nok lidt svært ved at sætte sin vilje igennem – i alle tilfælde var han ikke helt tilfreds. En jul foreslog vores bror, Jens, at vi kunne bytte gårde. Det gjorde vi i 1956. Hans flyttede til Bale, og jeg fik Dalsgaard i Grove.

Hvert år skulle man indlevere et skatteskema. Marius Winter i Skrødstrup, der var sygekassekasserer havde forstand på tal. Han hjalp mig med at skrive skemaet. Når vi var færdige, sagde han gerne: Haar do no howed de hiele, Ove? Når jeg nikkede, råbte han til konen: Så ka’ do godt kom mæ hyldebærsaften. Vi fik gerne et glas varmt saft efter anstrengelserne.

Den gang fik man ansat skatten efter privatforbruget. Det hændte, ligningsmyndighederne syntes, mit forbrug var sat for lavt, så blev vi indkaldt til torskegilde.
Jeg fortalte, at jeg gik til madlavning, hvor vi lavede tre retter mad for fire kr. om dagen, og til morgenmad spiste jeg kun havregryn. De knurrede, men efter lidt snakken frem og tilbage sagde Marius: I ka’ godt trow po ham!
Vi kunne snakke om tingene i Hem-Sem Kommune, men da ligningen kom til at foregå på rådhuset i Mariager, var det overstået.

I midten af 1960’erne satte mekaniseringen i landbruget for alvor ind. Det betød, at meget af det hårdeste arbejde forsvandt, og at der ikke længere var brug for så mange medhjælpere på landet, daglejere, karle og piger.

Det havde altid været almindeligt, at man holdt igen med det derinde, nye møbler m.m. Det derude gik forud. Det var jo der, man tjente pengene. Da tiderne blev bedre, forandredes dagligdagen på landet i løbet af et par årtier dramatisk. Folk ville ikke længere nøjes med at dele toiletfaciliteter med dyrene. Der blev indlagt vand og lavet badeværelser. Kakkelovnene blev udskiftet med oliefyr, og der kom varmt vand i haner og radiatorer.

Tidligere havde der ikke været mange restriktioner med hensyn til byggeri og indretning af udhuse og stalde. Nu begyndte man fra officiel side at opbygge et regelsæt. Pludselig måtte vi ikke levere mælk til mejeriet, hvis ikke der var indrettet malkemaskinrum med fliser og nedkølingsfaciliteter.
Så var der jo ikke andet at gøre end at få fat i Jens Vase. Hvis Jens havde sin murerske og hammer, kunne han lave alting. I løbet af kort tid byggede han rummet, beklædte det med fliser og lavede en ny gulvrist. Jeg var godt tilfreds, indtil jeg kom til at se på gulvet. Det skrånede den forkerte vej.

Har æ no de’ for nåed’ mæ golled, Jens? De’ hæller jo den forkirt vej!
Jens: Wær do glå for de, få så for do it’ skit’ i risten!

Efterhånden blev jeg helt glad for det. Jens havde jo ret. Når jeg havde fejet vandet i risten, lå skidtet i hjørnet lige til at feje op på en skovl. Praktisk!
Det hårde arbejde i marken krævede en kalorierig kost. Vi fik kartofler næsten hver dag. Kogte kartofler, brasede kartofler, kartoffelmos med stegt flæsk og stegefedt eller sovs lavet på stegefedtet i panden. Grønsager fik vi ikke så tit – men dem, vi fik, var godt gennemkogte.

Kun Bodil og Hans Mortensen i Edderup spiste rå grønsager – men de var jo også vegetarer og stammede fra Fyn.
Hvor ofte har vi ikke, hvis husmoderen satte for mange grønsager på bordet, hørt husfaderen mumle: Trower do, vi æ kaniner!

Kartofler avledes uden hjælp af maskiner. Det betød meget og hårdt håndarbejde.
Det begyndte om foråret, når de skulle i jorden. Forrest gik en mand og pløjede. Bag ham gik en anden med en sæk om livet fyldt med så mange læggekartofler, han kunne bære. En efter en blev de kastet i furen og dækket, næste gang ploven kom.
Når kartoflerne skulle renses og hyppes, travede man efter hestene række op og række ned. Det blev til mange skridt i løbet af dagen. Om aftenen følte vi det, der blev kaldt sund træthed. Vi havde ikke behov for at gå i byen.

Kartoffeloptagningen i oktober måned var en så vigtig begivenhed, at selv Denen i Grow tog hensyn og lagde efterårsferien, som vi kaldte kartoffelferien, på det tidspunkt – hans egne kartofler skulle jo helst op til tiden. Der var brug for alle hænder. Var der ikke børn nok i familien, måtte man rekvirere arbejdskraft udefra. Drenge, arbejder- og husmandskoner og kartoffelkonerne fra Assens mødte op for at tjene lidt ekstra. Lønnen var som regel kartoflerne i hver 5. række, man samlede op. En gang tingede Jens Møller med en arbejder om prisen.

Do ka’ wal ha hver femte raj – række!
Manden protesterede. Nej! A væl ha’ hver 7.!
Jens: Nå, jamen så for do de’.

Man var klædt på i flere lag tøj, for vejret var som regel koldt og fugtigt og årsag til den gigt, mange senere kom til at døje med.
Kartoflerne blev hakket eller pløjet op. Mange havde en gammel sæk på som forklæde. Den tog noget af fugten og skånede arbejdstøjet. Og så gik det på knæene op langs rækkerne. Med en lille skraber eller håndrive blev kartoflerne skrabet ud af jorden og lagt i en løb – en kurv flettet af pilekviste.
De kartofler, der var beskadigede, kom i en zinkspand. De blev senere kogt og brugt til dyrefoder.

Skulle man have kogt et helt vognlæs kartofler til dyrene, kunne man tage til Havndal Mejeri. Her blev vognen dækket med sække, og et dampspyd stukket ind mellem kartoflerne, så var hele læsset kogt i løbet af et par timer.
I enden af marken blev kartoffelkulen gravet med en skovl. Det var en stor, bred rende foret med halm, fyldt med kartofler og dækket med jord. Havde man husket udluftningen, kunne kartoflerne holde sig i kulen hele vinteren.

Da Far holdt som mælkekusk, overtog jeg hvervet. Det passede mig godt. Jeg stod op kl. 4 og havde røgtet, inden jeg kl. 6 startede traktoren og tog på mælketur. Kl. 8 var jeg hjemme igen efter at have afleveret de ca. 70 spande. Så kunne jeg starte på markarbejdet samtidig med naboerne.
Jeg havde i den periode stor fornøjelse af postbudet. Når jeg kom hjem, havde han gerne lavet en kop frisk kaffe og smurt et stykke brød, hvis han havde tid, og det havde han ofte. Det var rart lige at sidde og få en lille sludder, inden arbejdet fortsatte.
Det var anderledes, da min far kørte turen. Det tog længere tid med heste end med traktor. Ikke så sjældent tog han sig tid til en bitte snak. Han sagde heller ikke nej, hvis han blev budt på en kop kaffe hos Carl Pedersen på Thorshede eller i Grove Skole.

Da jeg arbejdede på Djursland i begyndelsen af 1950’erne satte mekaniseringen i landbruget så småt ind. Hestene blev sat ud, og de små Ferguson traktorer holdt deres indtog. Som regel blev hestene solgt, så man havde til udbetalingen på traktoren. På Djursland var man nu så praktiske igen. Der fulgtes hestehandleren og maskinhandleren ad ud til landmanden, så kunne man ordne både salget af hestene og indkøbet af traktoren på samme tid. Hestene blev som regel solgt til eksport, hvis de da ikke blev slagtet.

I Grove var vi ikke så praktiske, men de fleste fik dog solgt hestene og investeret i en traktor. Der var stor skepsis i begyndelsen. Flere – blandt dem Niels Jørgen Svendsen i Sem – mente ikke, at det kunne lade sig gøre at så og rense roerne ordentligt med traktoren, så han beholdt en hest. Efterhånden blev han og alle andre dog overbeviste og solgte hestene.

Der stod en lille traktor i Dalsgaard, da jeg flyttede ind. Den solgte jeg til Gunnar Bjerregaard og fik en hest i bytte.
Som ungkarl havde jeg jo ikke så meget at komme hjem til, så da jeg havde købt en hest til, begyndte jeg at arbejde for andre. Et år såede jeg for Harry Jensen.
De lokale maskinhandlere og smede mistede handel, fordi folk begyndte at handle med f.eks. Dronningborg Maskinfabrik.

Traktorer og mejetærskere var dyre, så man tænkte sig godt om, inden man købte. Vi købte en Volvo traktor til 50.000 kr. Efterhånden som vi fik indkøbt flere traktorer og maskiner, begyndte vi at arbejde som maskinstation. Da vi havde ansat et par traktorførere, kom vi til at arbejde så langt væk som i Hald, Vindblæs og Mariager.

Det var i de gode gamle dage. De fleste forretninger var tilfredse, hvis regningerne blev betalt inden tre måneder – først derefter begyndte man at skrive renter på. Vi havde det på samme måde. Nogle af landmændene havde ikke pengene. De kunne først betale regningen året efter, når kornet var høstet og solgt.
Jeg henvendte mig til smed Østergaard i Kastbjerg, fordi jeg ville bytte min gamle bil med en traktor. En aften ved 24 tiden ringede telefonen. Østergaard havde fundet en traktor til mig hos sin bror, der var maskinforhandler på Samsø. Jeg skulle bare levere bilen på kajen i Århus, så kunne jeg køre i min nyerhvervede traktor hele vejen fra Århus til Grove. Det blev noget af en tur.

Da jeg var meget ude for at arbejde for andre, måtte arbejdet på Dalsgaard, klares, når der var tid. En gang, der var meget travlt, måtte jeg ordne marken, der lå mellem Dalsgaard og Alfred Møllers ejendom meget sent om aftenen. Alfreds svigermor, Maren Jensen, boede hos dem. Hun blev lidt irriteret, for hun havde svært ved at sove for støjen. Til sidst spurgte hun Alfred.

Hvis no vi inviterer ham ind te en kop kaffe, trower do så it, det blywer så sille, at han kyrer lig hjem å sower.

Jeg har altid været tæt knyttet til min far. Jeg interesserede mig som han meget for vore nordbakker, og jeg var stolt, når de fik en 1. præmie på ungskuet. Far var såmænd lige så stolt, som jeg var, når jeg kørte i marken med tre heste, eller da jeg som 12-årig vandt en malkekonkurrence i Kastbjerg. Derfor var det ikke nogen straf for mig, at jeg året efter, jeg var blevet konfirmeret i Sem Kirke (1953), skulle blive hjemme og hjælpe til med arbejdet på ejendommen.

En dag om ugen gik jeg ned på Holmgården for at hjælpe Edith Johansen som ung pige i huset. Far havde ellers spurgt, om jeg ville på Randers Realskole. Det havde ikke været almindeligt tidligere, men efterhånden var der flere, der på grund af de mange vikarer i Grove Skole, sendte deres børn på realskole. Jeg ville på Hadsund Realskole, som min veninde, Lis Jensen.

Do ska’ it te’ å kyr til Trudsholm i ål slauls vejr, når do ka’ ta’ rutebilen li’ uden for døren, sagde Far.

Det ville jeg ikke, så det blev ikke til noget.

I 1954 opholdt jeg mig på den næsten nyåbnede Bælum Efterskole i sommerhalvåret. Vi var ca. 50 elever, der, når vi ikke havde timer på skolen, undertiden cyklede ud i omegnen med forstanderen i spidsen og nød den medbragte kaffe. Vi var også på længere ture f.eks. en sejltur på Mariager Fjord, og året efter var jeg med efterskolens pige- og karlehold på min første udlandstur. Den gik til Telemarken i Norge. Opholdet modnede mig, og jeg nød kammeratskabet.
Hver 2. søndag tog jeg Hadsund-Peter til trinbrættet ved Trudsholm, så var der en god spadseretur hjem til Grove, hvis ikke Far hentede mig i hestevogn. Det kunne hænde, at jeg cyklede de ca. 50 km fra efterskolen og hjem.

Efter opholdet på efterskolen skulle jeg ud til fremmede for at lære noget. Jeg fik plads hos Niels Winther i Bjergby, hvor der også var to karle og en fodermester. Piger på andre gårde skulle som regel også hjælpe til i marken. Det skulle jeg kun enkelte gange i høsten, når der var meget travlt. Det var en stor gård, og der var megen selskabelighed, så jeg lærte at servere og lave gildesmad. Til festerne drak man vin, og fik en lille en til kaffen. Det var ikke noget, jeg kendte hjemmefra. Vi kunne godt nøjes med en enkelt sodavand eller taffeløl, når der var fest. Vi var ikke vant til spiritus.

Min søster, Lilly, tjente hos en lærerfamilie i Randers. Det lød spændende, når hun fortalte, så i 1958 søgte jeg og fik plads hos direktør Effsen, der ledede bilhuset Nellemann.

Det var noget andet end dagliglivet i de små hjem i Grove. Hver morgen kl. 7.00 skulle jeg møde i lyseblå kjole og kappe for at servere direktørens morgenmad i køkkenet. I forvejen havde jeg pudset hans sko. De blev hver aften stillet uden for soveværelsesdøren. Når Direktøren var taget på arbejde, gik jeg i ro og mag rundt og tørrede lidt støv af. Den egentlige rengøring tog fru Johnsen, der mødte op to gange om ugen, sig af. Det var også hende, der lavede maden, når der var gæster. Tre timer senere larmede det i køkkenet, når den lille klap på kaldeapparatet faldt ned. Det var Fruen, der ringede. Hun ønskede sin morgenmad serveret i soveværelset. Fra sin plads i sengen tog hun stilling til, hvilke indkøb jeg skulle foretage, og hvad der skulle serveres til middag om aftenen.
Om eftermiddagen klædte jeg om til sort kjole, hvidt forklæde og kappe. Jeg skulle såmænd bare åbne døren, modtage tøjet og lave te, hvis der kom gæster på visit. Når Fruen kom hjem fra indkøb i byen, dyttede hun to gange, når hun holdt i gården, så skulle jeg spurte ud og lukke garageporten op og bære de indkøbte varer ind, for hun var dårligt gående.
Der var klasseforskel, men det var en rar plads, og herskabet påskønnede mit arbejde. Blev jeg sat til at gå en tur med hunden, hvilket ikke var mit arbejde, fik jeg altid ”en seddel” eller en biografbillet. Gad vide hvilke piger, der ville finde sig i det i dag. Den gang faldt det os ikke for brystet. Vi trak vel nærmest lidt på smilebåndet af det – lønnen var jo god, og arbejdet overkommeligt.
Da direktør Effsen døde, og Fruen flyttede fra byen, fik jeg arbejde på Randers Centralsygehus i patientkøkkenet. Det var et meget bundet job. Jeg havde kun fri hver 3. søndag. Det gik jo ikke, når man var forlovet, så jeg søgte nyt arbejde og fik ansættelse på Renseriet Polarvask i strygesalen.

Ved et bal i Randers havde jeg mødte Axel – en af Randersdragonerne. Vi blev gift i Sem Kirke 1962. Der var et lille problem. Det var det samme år, Mor og Far skulle holde sølvbryllup. Der var ikke råd til to fester, så der blev holdt både bryllup og sølvbryllup samme dag. Sem Forsamlingshus har nok ikke været stort nok, for festen blev holdt på Havndal Hotel. Det var første gang, der blev serveret øl til en af vore familiefester. Det var grænsebrydende. Axel og jeg boede det første år sammen på mit værelse i Østergade 2 i Randers. Som nygifte havde vi jo ikke brug for stor plads.

Min svoger, Arne, der var murer, fortalte, at det ikke var dyrere at sidde i eget hus end at bo i lejlighed, så vi købte for 5.500 kr. en dejlig, stor grund på 1.300 m2 i Dronningborg. Hele det følgende år var en stor del af familien i deres fritid beskæftiget med at bygge vores hus. Min svoger, Arne, murede. Hans bror, der var smed i Hem, lavede sanitet og varme. Min bror, Kurt, der var elektrikersvend hos Lykkemark i Havndal, installerede strøm, mens Axel, der var tømrer, selv lavede al træarbejdet. Da vores lille hus i 1963 var bygget færdigt og prioriteret, havde det kostet 48.000 kr. Det var billigt.

Efterhånden som familien voksede, blev det i 1970 nødvendigt at renovere køkkenet og bygge en ekstra stue til. Det kostede 32.000 kr., men så fik vi også det drømmehus, vi stadig bor i. Vi besluttede, at jeg skulle være hjemmegående, så længe drengene var små – så måtte vi undvære bil og anden luksus, men det var opgangtider, så der blev såmænd både til bil og meget andet.

I 1973 havde jeg lyst til at få et arbejde. Jeg begyndte i køkkenet på Kvicklys cafeteria i Randers, hvor jeg arbejdede frem til 2000, da jeg gik på efterløn. Det var dejligt at komme ud og møde mennesker. Vi havde omkring 20 stamkunder. De kunne blive helt forvirrede, hvis andre gæster satte sig ved deres stambord. De mødtes hver dag kl. 10.00 for at få morgenmad. Derefter hyggede de sig, til de spiste frokost kl. 12.00. Det kunne hænde, at de gik en lille tur om eftermiddagen, men de var tilbage ved stambordet kl. 18.00 til aftensmad.
Der var bl.a. en ældre mand, der først stillede sig op i madkøen, når jeg begyndte at ekspedere. Han troede åbenbart ikke, at der var andre end mig, der kunne smøre hans tre flade klemmer – eller måske var det den lille snak, vi fik hver dag, når han bestilte maden. Ville jeg gøre ham rigtig glad, skulle jeg bare bringe klemmerne ned til ham ved stambordet, så strålede han som en lille sol. Der kom mange ensomme mennesker i Kvicklys cafeteria.

Vi har altid holdt meget af naturen. Det hænder ikke så sjældent, at vi pakker en madkurv og cykler en tur langs fjorden – til Mariager eller til et andet af de mange smukke steder, der er omkring Randers. Vi har også haft mulighed for at holde ferie i Grækenland, på Cypern og i Ægypten – og endelig glæder vi os over, at vi hører til de heldige, der har et godt og nært forhold til vores efterhånden store familie.

Som alle andre ordentlige drenge i Sem Sogn kom også denens støst knejt u å tien lige efter konfirmationen i foråret 1941. Det var hos Peder Svendsen i Sem. Senere arbejdede jeg som daglejer hos: Kristian Juul, Erik Ørfeldt og Christen Borresen.

I foråret 1946 – det år jeg fyldte 18 år – gik jeg og hakkede roer på den af Peder Svendsens marker, der lå yderst mod heden. Pludselig så jeg, at min far i sit sædvanlige iltre tempo kom svingende ud ad Semskoven tværs over markerne. Straks han stod hos mig, spurgte han, om jeg ikke syntes, det var på tide at indsende en ansøgning til Nørre Nissum Seminarium om optagelse i forberedelsesklasse. Det gik, som i de fleste familier den gang. Min far blev hurtigt enig om, at det var det. Egentlig var jeg slet ikke interesseret i at forlade egnen. Det var ikke almindeligt, at unge fik en boglig uddannelse – og hvad med alle mine venner? Men ansøgningen blev sendt, og kort tid efter modtog jeg besked om, at jeg var optaget i forberedelsesklassen på Nørre Nissum Seminarium, hvor min far var blevet uddannet i 1927.

Jeg kom til at bo hos en af seminarielærerne. Jeg vidste godt, at der var et optagelsesritual, så jeg sørgede for at låse døren om aftenen. Det hjalp ikke. En aften blev værelset stormet, og jeg slæbt ned i gården i pyjamas, hvor 2. års eleverne gav mig en gang buksevand. Sådan opnåede jeg retten til det følgende år at kalde mig nissumit.

Der var mangel på lærere, derfor tog man altid flere elever ind i Forberedelsesklassen, end man året efter kunne optage i 1. seminarieklasse, så, selv om jeg bestod eksamen, måtte jeg søge ind på Gedved Seminarium. Mens jeg gik der, lærte jeg min senere kone, Petrea at kende.

Min far var naturmenneske. Det hændte ikke så sjældent, at familien med Far i spidsen gik en søndags- eller aftentur op på Semmøgelhøw, i skoven eller i heden. At Far var havemand sås tydeligt på vores veltrimmede køkken- og blomsterhave. Gennem flere år indsamlede og tørrede han planter til sit herbarium, for det var blomster og ikke dyr, der interesserede ham.

Det var helt andre naturoplevelser, jeg havde med min svigerfar, Magnus, der var jæger og fisker. Mange aftener var jeg med ham ude på Horsens Fjord for at tatte eller blusse ål. Det er en fiskemetode, der for længst er blevet forbudt. I meget stille og klart vejr sejlede vi ud på fjorden med en petroleumslygte i bådens stavn, når vi så ålene ligge på bunden, stangede vi dem med et ålejern – en lyster. Vi gik også på jagt – undertiden efter krager, der fik skyld for at skade ungvildtet. Magnus havde bygget en kragehytte af tang. En udstoppet musvåge blev placeret i et træ, inden vi satte os til at vente på en ølkasse i tanghytten. En aften jeg sad og ventede i hytten, faldt jeg i søvn og tabte geværet. Jeg blev hurtigt helt vågen, da kolben ramte gulvet. Geværet gik af og sendte en byge af hagl op forbi mit ansigt ud gennem tangtaget. Da Magnus kom springende, havde jeg lidt besvær med at forklare ham, hvad jeg havde skudt efter.
Jagt og fiskeri har senere givet mig mange dejlige naturoplevelser. Gik livet lidt for stærkt, var det en lise at sidde ved åen en sommermorgen og se solen stå op, mens jeg ventede på bid, eller se en buk liste frem i skovbrynet.

1951 var et turbulent år. Jeg fik min lærereksamen om foråret og fik plads i min fars gamle embede ved Grove Skole. Jeg fik min sag for. Der var 4 årgange i klassen, og jeg måtte jo fortsætte som min far med at undervise hver årgang for sig. Jeg syntes, jeg fortjente min løn.
Man skulle dengang have arbejdet i to år på en skole med flere lærere, inden man kunne blive fast ansat. Der var lærermangel, så beboerne rettede henvendelse til Randers Amt for at få mig fastansat. Det lykkedes ikke, så den 1. december 1951 blev jeg ansat i Maribo. Der ville man ikke alene fastansætte mig. Man tilbød også at betale halv løn i soldatertiden. Det var et tilbud, jeg ikke kunne nej til.

I 1952 blev jeg indkaldt som dragon til Randers Kaserne. Efter et halvt års rekruttid, blev jeg sendt på sergentskolen i Næstved.
Der var ikke mange heste ved dragonerne længere. Vi kørte i tanks, så jeg blev sendt på kampvognsskolen i Oksbøl for at blive uddannet som kampvognsfører. Jeg oplevede det som en barsk tid – bl.a. blev en af mine venner dræbt ved en færdselsulykke og en kampvogn kørte på en tysk pansermine fra krigens tid.

Da jeg blev hjemsendt i 1953, var jeg ansat i Maribo et år, inden vi rejste til Horsens, hvor jeg først fik ansættelse på Kildegade Skole og senere på den nybyggede Søndermarksskole. Myndighederne var den gang meget interesserede i, at man efteruddannede sig, så jeg blev i 1960/61 uddannet som træ- og metalsløjdlærer på Dansk Sløjdlærerskole i København. I 1968 blev jeg på Hørecentralen og Taleinstituttet i Århus uddannet som tale- og hørepædagog. Jeg har for det meste altid gjort, hvad jeg er blevet bedt om. Men da Horsens Kommune nægtede talepædagogerne den kørselsgodtgørelse, som psykologerne fik, for at køre rundt mellem skolerne i egen bil, blev det for meget. Jeg begyndte at gå rundt mellem skolerne – måneden efter fik vi kørselsgodtgørelsen.

Efter min skilsmisse, bosatte jeg mig sammen med mine to drenge i Vorup og fik ansættelse ved Randers Kommune indtil 1995, hvor jeg som 67-årig blev pensioneret. I 1977 var jeg blevet jeg gift med Grethe, der var lærer og som senere blev talepædagog i Randers Efter ankomsten til Randers fik jeg igen kontakt med flere af mine gamle skolekammerater, bl.a. kom jeg til at på jagt med Villy Kastberg og Svend Nielsen.

Jeg blev konfirmeret i Sem Kirke i 1945. I konfirmationsgave fik jeg af min mor og far en helt ny cykel. Slanger og dæk holdt nu ikke længe. Vi var jo stadig plaget af de erstatningsprodukter, der fulgte i 2. Verdenskrigs kølvand – for slet ikke at tale om rationering.

Det første halve år, inden jeg flyttede over på Dalsgård i Grove til min farbror, Jens, hjalp jeg tre dage om ugen min anden farbror, Anton, på hans ejendom. Farbror Jens var B-menneske. Han stod først op, når børnene skulle i skole. Det betød, at han ikke gik i stalden på samme tidspunkt som andre landmænd. Han malkede kl. 21.00 om aftenen og næste dags morgen kl. 9.00.
I den tid jeg arbejdede på gårdene var alt håndarbejde. Jeg har aldrig tjent på en gård, hvor vi havde traktor. Det prøvede jeg først langt senere, da jeg i ferierne hjalp min far i høsten.

Fra 1948 – 50 tjente jeg i True. Lønnen var for det første år 1.800 kr. Jeg var meget glad for at være hos Line og Aksel Nielsen. Jeg blev behandlet som et medlem af familien. Havde jeg været til fest om aftenen, stod Aksel selv op og gik i stalden om morgenen og lod mig sove. Det var et gammeldags landbrug uden traktor og moderne maskiner, og jeg kunne også godt have ønsket mig et lidt hyggeligere værelse. Det var uopvarmet, så om vinteren var der rim på væggen. Skulle vi til bal, hændte det, at vi smed bukserne, krøb op på halmmadrassen og trak de tunge olmerdugsdyner op over benene, mens vi drak os lidt mod til i et par høkerbajere. Når jeg havde fri, var det nemt at smutte de få kilometer hjem til Bedstemor i Sem med en bylt vasketøj.

I min næste plads var jeg ansat som foder-mester på en gård i Hvorslev ved Ulstrup (1951). Lønnen var 1.200 kr. for et halvt år. Der fik jeg eget værelse med centralvarme, og jeg skulle ikke arbejde med i marken.
Vi havde 40 ungkreaturer og 40 køer, som jeg malkede med malkemaskine. Hvor meget det betød, opdagede jeg en aften, da strømmen forsvandt. Skal man malke 40 køer med hånden, er der langt ned gennem stalden, og kun manden hjalp mig. Min eneste fordel var, at jeg kendte de køer, der var vanskelige at malke.

Da jeg i 1951 var på session, blev jeg udtaget til Livgarden. Tjenestetiden var lige ændret til 11 måneder, så vi havde en meget kort rekruttid, inden vi kom på vagttjeneste på Sorgenfri Slot. Juleaften kom Prins Knud sammen med sine børn ned i vagtstuen for at ønske os en god jul. Som julegave til os medbragte han et askebæger med billede af Sorgenfri Slot. Det har jeg endnu.

Det kunne være svært at få den ene krone, vi tjente om dagen til at slå til, når vi havde orlov. Vi måtte ikke blive på kasernen i Gothersgade, og det var for dyrt at overnatte og spise på KFUM’s soldaterhjem. Vi klarede os ved at planke – snige os over hegnet, sove i vores egen seng om natten, spise i kantinen og gå ud ad porten den næste morgen. De der gik vagt så os ikke, den næste aften kunne det jo være dem, der savnede husly.

Lige inden jeg blev hjemsendt fra hæren, søgte jeg og fik en stilling ved Københavns Postvæsen. Jeg mødte på hovedpostkontoret i Tietgensgade den 1. maj 1952 og blev straks sendt ud til Kastrup Postkontor.
Jeg var ansat på prøve i to år som reservepostbud – sort post. Lønnen var 450 kr. om måneden. Hver måned betalte jeg 100 kr. på pensionatet for kost og 90 kr. for logi, så man måtte tænke sig om, inden man gav penge ud.

Vi var fem unge, der i taxa tog til jydebal i Lyngby eller Ordrup. Da jeg traf Birgitte og gerne ville vise hende stjernerne, havde vi den aftale, at de andre skulle vente en halv time, inden vi i samlet trup returnerede til Kastrup i taxaen. Solidaritet? Ja, og de er stadig 55 år efter blandt mine bedste venner.

I 1954 blev jeg rød post – fastansat – og med forudbetalt løn. Den første måned fik jeg to lønninger – sikke et svir.
Der var boligmangel. Kun ægtepar kunne få en bolig. Nå, ja! Der var også en mulighed, hvis pigen blev gravid. Det blev Birgitte. Viceværten foreslog, at jeg skulle gå på boligkontoret.

Husk at sige fru kontorchef til damen bag skranken, lige så tit du kan komme til det, sagde han.

Det gav pote. Vi fik en ny, dyr lejlighed til 250 kr. om måneden. Egentlig var det for dyrt til min løn, men da vi lejede et værelse ud til en af mine kolleger for 90 kr. om måneden, gik det. Bedre blev det, da vi i 1955 blev gift og min månedsløn steg til 800 kr.

Den gang var der ikke så megen fokus på, hvor længe postbude arbejdede, bare vi nåede det, vi skulle. I fritiden kunne jeg tjene lidt ekstra ved at læse varmemålere af, være kontrollør på Amager Travbane, ordne haver og hjælpe Birgitte med at uddele fagblade – Samvirke, Metal m.m. – og endelig var jeg fodbolddommer.
Der var ellers nok at lave. Den gang sendte folk mange julekort. Det var ikke ualmindeligt, at en familie sendte og modtog mellem 10 og 20 julekort. Vi var 50 postbude, der sørgede for sorteringen af julekort og gaver. (også de pakker med skærpekød, som herboende færinger modtog hjemmefra – vi vænnede os aldrig helt til lugten). Uddelingen af julepost blev foretaget af studerende, der ville tjene en ekstra skilling.
For vores vedkommende sluttede juleræset med, at vi – 50 røde postbude – med hinanden i hånden gik rundt om juletræet og sang tre julesalmer. Det var hyggeligt, men hvor var vi trætte. Ofte endte juleaften med, at vi faldt i søvn i lænestolen.
Det var altid hyggeligt at være postbud, når vi sidst på måneden skulle aflevere aldersrenten til pensionisterne. Man skulle passe lidt på den dag. Mange inviterede på et glas kirsebærvin og en lille snak,. Andre gav det overskydende ørebeløb i drikkepenge, så den uge kunne lønnen stige med 30 kr.
Da jeg var blevet kontorpakmester, chokerede jeg postmesteren ved at ansøge om igen at blive almindelig rød post. Årsagen var, at vi havde fået et hørehæmmet barn, der krævede megen opmærksomhed – også om natten, hvor jeg ofte var på arbejde. Det var godt for familien, også selv om økonomien blev mere anstrengt, da jeg måtte gå ned i løn.

I 1996 blev jeg pensioneret, men en gang om måneden mødes jeg med 29 af mine tidligere kolleger til en hyggestund. Ellers spiller vi i fritiden bridge, petanque og bowling – og en enkelt rejse bliver det måske også til – foruden de rejser til Cypern, Malta, Tenerife og Tunis vi allerede har foretaget.

Vi var mange børn i Skovly, så det hændte ikke så sjældent, hvis jeg kunne se mit snit til det, at jeg smuttede en tur op i Semskoven. Jeg nød roen og stilheden, og bare ved tanken kan jeg endnu 60 år efter genkalde mig smagen af de første friske blåbær.

Fra jeg var ganske lille, har jeg vidst, at jeg gerne ville være sygeplejerske. Hverken i mit hjem eller sognet i øvrigt var det almindeligt, at piger fik en uddannelse. De fleste kom ud at tjene lige efter konfirmationen, senere blev de gift og fik børn. Drømmen om en uddannelse, og den frihed det kunne give, lå lidt fjernt for piger i Sem Sogn i min ungdom.

Efter min konfirmation i Sem Kirke i 1952 fik jeg plads på centralen i Udbyneder. Det var meget små forhold. Vi havde kun to udenbys linier – en til Randers og en til Gjerlev. Det kunne være lidt problematisk, især mandag morgen, når alle skulle ringe. I de situationer blev vi nødt til at ringe til en af nabocentralerne for at låne en af deres udenbyslinjer. Sikke et cirkus, for de havde jo også travlt.

Godsejer, Flemming Juncher, på Overgård var en af abonnenterne. Han havde svært ved at vente, så han bestilte mange af sine samtaler som ekspressamtaler. De var noget dyrere, men de skulle ekspederes før alle de andre samtaler.
Juncher var ellers en meget flink mand. Han syntes, det var underligt, at jeg ikke kunne få fri, så jeg kunne deltage i den årlige høstfest på Overgaard. Da centralbestyrerinden senere flyttede fra Udbyneder til Fårvang, flyttede jeg med.

Jeg var 17 år, da jeg fik plads på en gård nær Nexø på Bornholm. Det var noget af et kulturchok. Jeg forstod den første tid slet ikke, hvad bornholmerne sagde, når de talte indbyrdes. Det gik bedre, når de talte til mig, så slog de over i rigsdansk.

Det var lidt besværligt at rejse den gang – og dyrt, så i hele det år var jeg ikke hjemme i Skovly hos Mor og Far. Det var ellers almindeligt, at alle de af mine søskende, der havde mulighed for det, tog hjem om søndagen. Så der var mange om kaffebordet søndag eftermiddag. Det nød min mor.

Den bornholmske familie betragtede mig næsten som et medlem af familien, så jeg led bestemt ingen nød. I fritiden cyklede jeg sammen med de andre unge rundt og oplevede Bornholms dejlige natur eller deltog i en af de mange fugleture, der blev arrangeret om sommeren.
Mens jeg var der, sprængte konen i huset sin akillessene. Det betød, at hun i lang tid var uarbejdsdygtig.
Piger i huset havde ellers nok at se til, men nu blev det værre. Jeg stod op kl. halv seks. Morgenmaden skulle være færdig, så karlene kunne nå at spise morgenmad, når de kom ind fra stalden, og inden de skulle i marken.
Om formiddagen skulle der gøres rent, vaskes, stryges, bages, syltes, passes have m.m. Et barn skulle sendes i skole to andre passes. Formiddagskaffen skulle stilles frem eller bringes ud. Frokosten skulle stå på bordet kl. 12.00, så karlene kunne få spist og nå at få en middagssøvn, mens jeg ryddede ud af bordet, vaskede op og vaskede gulv, og stillede an til eftermiddagskaffen, der blev serveret kl. 13.00 – undertiden med nybagt sigtebrød eller kage. Derefter var jeg klar til at tage med i marken. Sidst på eftermiddagen skulle jeg hjem for at stille aftensmaden frem.
Når jeg havde ryddet op efter aftensmaden, havde jeg fri. Det er underligt, at ingen protesterede, men vi syntes vel alle, at det var den naturligste ting. Der var ikke mange rødstrømper på landet – hverken på Bornholm eller i Sem Sogn.

Mit store ønske var stadig at blive sygeplejerske, så i 1955 søgte jeg ind på Tryg Sygeplejeforskole i Vendsyssel. Her kunne piger (sygeplejersker var den gang udelukkende piger), der ikke havde en eksamen, blive undervist i dansk, regning, kemi og fysik på realeksamensniveau. Bestod man prøven, kunne man søge ansættelse på et sygehus, hvor resten af uddannelsen foregik.
Jeg fik ansættelse på Grindsted Sygehus. Det var et lille sygehus, så vi kunne risikere at blive purret ud midt om natten, hvis der f.eks. blev foretaget et kejsersnit. Det var en sjælden operation, og vi skulle jo lære om det.
Der var et utroligt sammenhold mellem sygeplejeeleverne. Vi var alle i samme båd, og ingen havde penge. Vi havde stor respekt for oversygeplejersken. Uniformerne skulle være rene og nystrøgne. Vi gik med kappe, krave, pæne lukkede sko og strømper. I fritiden snød vi, hvis vi kunne, for strømper kostede 10 kr. pr. par. Det var en mærkbar udgift for en sygeplejeelev.
Jeg havde ikke helt ren samvittighed, da jeg en dag mødte oversygeplejersken på gangen – jeg havde sparet strømperne. Hurtigt snurrede jeg rundt og forsvandt ned ad gangen. Oversygeplejersken spurgte forundret en af mine kammerater:

Så jeg ikke lige frk. Lindskov?
Jo! Hvor blev hun af?
Hun står inde i skabet i skyllerummet!

Jeg måtte selvfølgelig stå skoleret og love bod og bedring, da jeg endelig kom frem fra skabet. Der gik et godt stykke tid, inden jeg kunne se det komiske i situationen. Gad vide, om en sygeplejeelev i dag – som jeg – kunne finde på at skjule sig i et kosteskab?
Det sidste år jeg var på Grindsted Sygehus, blev uddannelsen ændret, så undervisningen blev flyttet til Esbjerg. Det var en stor dag, da jeg endelig i oktober 1959 efter tre års uddannelse på sygehuset, kunne kalde mig sygeplejerske.

For at efteruddanne mig i psykiatri arbejdede jeg i et halvt år på Skt. Hans Hospital i Roskilde. Det var ikke nogen rar tid. Medikamentel behandling var endnu ikke almindelig, så patienterne blev fikserede – lagt i bælter – om aftenen. Der var kun en nattevagt, så når vi mødte om morgenen, skulle alle patienterne vaskes. De var i løbet af natten blevet meget urolige, hvilket var forståeligt nok, så der måtte fire sygeplejersker til at vaske hver patient. Jeg syntes ikke altid, det foregik på en værdig måde. Det værste ved det var, at man efterhånden vænnede sig til det. Jeg var lettet, da jeg efter tre måneder blev overflyttet til en anden afdeling, hvor der kun var neurosepatienter.

Jeg havde ikke helt glemt Bornholm og den smukke natur, så da muligheden for at få et sommervikariat på Rønne Sygehus bød sig, slog jeg til. Men ellers blev min arbejdsplads fra efteråret 1965 Rigshospitalets afdeling for næse-, øre-, halssygdomme og kæbekirurgi. Man var i gang med en større ombygning. Jeg oplevede lige at arbejde i de gamle, utidssvarende pavilloner, hvor der i et rum var 20 senge, et badeværelse og et badekar, men folk var glade for afdelingerne p.g.a. det hyggelige, grønne areal – andegården – der lå i midten.
Jeg arbejdede senere i tre år på en børnepsykiatrisk afdeling i Risskov. Det var meget hårdt og krævende.

Jeg var efterhånden kørt lidt træt og havde lyst til at prøve noget nyt. Min søster, Else, og hendes mand, Eigil, havde fået plads på Vejstrup ved Svendborg, et skolehjem for vanskelige, store drenge. Jeg besluttede at flytte med. Det var nu heller ikke et let job.

I 1971 begyndte jeg på Børneforsorgsseminariet i Århus for at uddanne mig som pædagog. Da jeg fra min sygeplejerskeuddannelse havde kendskab til psykologi og allerede havde arbejdet i børneforsorgen, ville det kun tage halvandet år, og jeg undgik helt praktikperioderne. Det gik nu ikke helt som jeg havde forventet. Til et bal på Dalbyover Kro mødte jeg min mand, Erik. Umiddelbart efter jeg havde afsluttet min uddannelse som pædagog i 1972, flyttede jeg ind på hans gård i Støvring. I 1973 blev vi gift i Sødring Kirke. Jeg blev ansat som pædagog først i Havndal Børnehave og senere – i 1978 – i en børnehave i Hadsund.

I 1982 blev jeg fast ansat som nattevagt på Øster Tørslev Plejehjem. Jeg arbejdede hver anden uge fra kl. 22.00 til kl. 7.00. Da en omstrukturering, der blev gennemført i 1997, ville medføre, at jeg om natten skulle køre rundt i kommunen for at besøge klienter, der boede uden for plejehjemmet, sagde jeg op.
Det følgende år meldte jeg mig til et kursus i dansk på HF niveau og kurser i tysk og samfundsfag på 8. klassetrin på VUC i Hadsund. Året efter (1998) gik jeg på efterløn.