Enkelte kom ud at tjene, før de blev konfirmerede, men de fleste af os blev først voksne den dag i april, vi blev konfirmeret i Sem Kirke af pastor Skærbæk eller hans afløser pastor Nørgaard. Fra den dag af havde drengene – som Long-Krasjan så rammende udtrykte det:

– lov te å røg, drik djer øller å slå djer sk… mæ kålen. –

for pigerne gjaldt lidt andre normer.

Det var en stor dag, som vi så hen til med spænding, glæde og nogen bæven. Vi vidste, at vi fra den dag af selv havde et stort ansvar for, hvordan vort liv skulle forme sig.
Egentlig var det startet allerede det foregående år, da vi begyndte at gå til konfirmationsforberedelsen i Hem Præstegård.
Enkelte var så heldige at have en gammel cykel, men før hen og under krigen måtte de fleste gå den lange vej til Hem.
I godt vejr var der høj stemning på hen- og hjemturen. Det var spændende at møde de andre konfirmander. De søde piger fra Skrødstrup eller Hem vakte de underligste tanker, men man gjorde klogt i ikke at røbe dem, for var der noget, der kunne få de hemmer og skrødstrupper til at spille med musklerne og markere territoriet, var det, hvis de mærkede for stor interesse for deres piger. Den ungersvend, der forglemte sig og kiggede dybt i et par fremmede pigeøjne, gjorde klogt i at komme hurtigt gennem Skrødstrup på vejen hjem – men der opstod også mange varige venskaber mellem konfirmanderne.

Konfirmationsforberedelsen var for dem, der i bibelhistorietimerne i Grove Skole havde terpet Den lille Katekismus’ skriftsteder og forklaringer, ikke noget mysterium. Heller ikke for den enkelte, der først havde fået lært stoffet i en eftersidningstime, når de andre var gået hjem fra skole.

En dag kort før konfirmationen tog vi med vore forældre til Mariager, Hadsund eller Randers for at købe konfirmationstøj. Man forsøgte at købe noget praktisk, der også kunne anvendes efter konfirmationen. Det lykkedes for de færreste. Drengene voksede som regel hurtigt ud af det fine sorte eller mørkeblå jakkesæt.
Pigernes yndige, hvide kjole var – selv om den blev farvet – stadig en konfirmationskjole – og hvilken ung dame havde lyst til at stille op til ballerne i Sem Forsamlingshus som konfirmand. Nej, heller ikke konfirmationskjolen holdt længe.
Pigerne følte de sig ganske anderledes sikre, når de mødte op i den fikse andendagskjoe, den ny frakke, tasken og de smarte, nye sko.
Var man meget fornuftig, kiggede man i avisens annoncer og fandt en næ-sten ny konfirmationshabit. Der var penge at tjene.

Vi havde stadig ordene fra konfirmationsdagens taler – Nu går du ind i de voksnes rækker – klingende i ørerne, når vi som 13 -14-årige, mødte i vores første plads, men livlinen blev ikke endelig klippet over. Vi kom sjældent langt væk første gang, og blev hjemveen for stor, kunne vi altid cykle hjem om søndagen eller en aften i løbet af ugen. Som undskyldning kunne vi medbringe en pakke snavset tøj på bagagebæreren, for det var stadig Mor, der stod for storvasken.

Var man frihedshungrende, syntes man, at alt for mange af de store beslutninger, der vedrørte ens liv, skulle tages sammen med forældrene. Nogle kaldte det frivillig tvang og slog sig i tøjret. Det kom der nu sjældent noget godt ud af. Forældrene påstod på deres side, at det var til vores eget bedste.

Da Lærer Bach i 1950 rejste fra Grove, kunne man ikke få en ny lærer. Der var ingen, der ville fastansættes i embedet.
Det var grunden til, at vi i de fire år jeg gik i Grove Skole, blev undervist af et utal af to – tremåneders vikarer, og det var ingen ideel skolegang. Den sidste lærer, som jeg havde hed Olsen. Han var meget engageret i skolen, eleverne og egnen.

I Sem Sogn var der ikke tradition for at sende børn i betalingsskole. Vi vidste vel knap nok, hvad en eksamen skulle bruges til. Den indstilling søgte lærer Olsen at ændre, og det lykkedes til en vis grad for min årgangs vedkommende. Vi var seks børn, der blev indmeldt på Harboes Realskole. Den lå på Tøjhushavevej i Randers.

Det var en lang skoledag. Bussen startede nede ved korsvejen kl. 6.30 og var først hjemme igen kl. ca. 15.30. Når jeg endelig kom hjem, skulle jeg hjælpe til i mark og stald, inden jeg kunne gå i gang med lektierne.

Vi har altid været rene og pæne i tøjet, men jeg var landbobarn, når jeg kom til Randers. Især, når jeg var til skolefest sammen med mine forældre, følte jeg, at de var anderledes klædt på. For en voksen betyder den slags intet, men jeg var teenager.
I 1957 gik jeg til præst i Randers hos pastor Arberg, der boede på Udbyhøjvej, men jeg valgte at blive konfirmeret i Sem Kirke sammen med mine kammerater fra Sem Sogn. Det var pastor Nørgård fra Hem, der var præst. Da jeg i 1961 havde taget min præliminæreksamen, vidste jeg ikke, hvad jeg ville være, men det ordnede sig.

Far, der var i bestyrelsen for Havndal Andelsmejeri, havde tilfældigt en aften, han var til møde, mødt installatør Lykkemark på mejeriet. Lykkemark manglede en hånd til at holde noget måleudstyr, og da far hjalp ham i fin stil, tilbød han for sjov min far en læreplads. Det var Far ikke interesseret i, men det var hans søn måske – og sådan blev det.

Jeg kunne bo gratis hjemme, hvor jeg også hjalp til i mark og stald. De 39 kr., jeg i starten tjente om ugen, kunne fint strække. Jeg kunne næsten hver lørdag gå til bal på Havndal Kro. Vi krævede ikke meget den gang, men vi morede os fint.

Lykkemark antog en lærling hvert år, så der var altid tre lærlinge. I begyndelsen kom jeg ud sammen med Lykkemark eller en af de andre lærlinge, men meget hurtigt blev jeg sendt ud alene.

Jeg er og har altid været bange for strøm, men det skyldes nok, at jeg har været med til at mørklægge dele af Havndal et par gange.
Hvert år til jul blev der hængt granguirlander med lys op i Havndals gader, og da der skulle sættes strøm til, var det et job for Lykkemark og hans lærlinge. Det var lidt besværligt og langsomt at skulle kravle op i masterne ved hjælp af nogle specielle mastesko. Vi anvendte i stedet for en stige af træ, som blev stillet op ad masten og nogle steder direkte op ad ledningerne – det var ikke gået i dag! Der er ikke strøm i den øverste ledning, så den kunne man fint tage fat i – selv uden handsker.

Når man havde arbejdet i flere timer, og fyraften nærmede sig, kunne man godt blive lidt uopmærksom. Det blev den ældste lærling, for han havde glemt, at han var trådt et trin ned af stigen. Han greb fat i ledningen – en strømførende – og hang fast. Lykkemark var lynhurtig. Han kravlede op på stigen bag lærlingen og kortsluttede ledningerne to og to med en skruetvinge. Det reddede lærlingens liv – men mørkelagde Havndal. Jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis ikke Lykkemark have været der lige i det øjeblik. Der blev en del puslen og spørgen rundt om i byen, da lyset forsvandt, men jeg tror, Lykkemark gik lidt let hen over detaljerne, da han forklarede årsagen. Man skal jo ikke gøre folk urolige.

Mens jeg var i lære hos Lykkemark, blev der bygget nye fløje til Havndal Skole.

Kunne du tænke dig udelukkende at arbejde på skolen, spurgte Lykkemark.
Ja, hvis du tror jeg kan klare det, svarede jeg.

De næste halvandet år var en dejlig og lærerig tid. Jeg var den yngste af alle håndværkerne og blev nærmest forkælet af dem. Det var almindeligt, at man fræsede elektrikerrørene ind i muren, inden den skulle pudses. Jeg fandt ud af at have alle materialer klar, når murerne og tømrerne arbejde, for så kunne jeg få sat rør og stikdåser i fra deres stilladser. Jeg sparede tid, Lykkemark penge, og alle var glade. Lykkemark var snu. Han gav to poser kaffe til håndværkerne om ugen samt en flaske snaps til højtiderne. De penge var givet godt ud.

Under skolebyggeriet, fik jeg mulighed for at deltage i diverse byggemøder m.m., hvor jeg talte med ingeniørerne, der var tilsynsførende på byggepladsen. Det har sikkert påvirket mit senere erhvervsvalg.

Da jeg skulle tilslutte den nye hovedforsyningstavle, mente Lykkemark ikke, det var nødvendigt at afbryde strømmen til den gamle skole. Det ville forstyrre undervisningen, mente han. Senere skulle det vise sig, at det alligevel ville have været en god ide. Der var ikke ret megen plads i hovedtavlen, så min skruetrækker havde et øjeblik været et sted, den ikke skulle – den blev næsten brændt over. Pludselig befandt jeg mig efter et stort brag og et lysglimt i den anden af lokalet, og skolen blev mørkelagt. Jeg tror, der var en, som holdt hånden over mig.
Jeg fik yderligere respekt for mit arbejde, men hverken Lykkemark eller jeg forsøgte at skræmme folk ved at gå i detaljer, da vi forklarede, hvad der var hændt.

Lykkemark mente, at jeg havde haft så mange ekstra timer under skolebyggeriet *), at min læretid kunne afkortes med ca. tre måneder. Det var årsagen til, at jeg allerede efter sommerferien 1965 kunne begynde som studerende ved Århus Teknikum. Jeg ville være stærkstrømsingeniør.
*) Overtidsbetalingen var fem kr. pr. time, det var mange penge for en lærling dengang.

Under det første studieår i Århus boede jeg sammen med to andre studerende i en lejlighed hos en ældre frøken. Vi havde hver vort værelse – mit var det mindste på ca. seks m2. – samt fælles køkken, bad og toilet. Det værste var dog, at der kun var adgang til mit værelse gennem frøkenens dagligstue. Det kunne gå til daglig, men når der blev holdt bønnemøde, og vi havde fået et par øl, var det ubehageligt. De sidste tre år af min studietid boede jeg på Teknisk Kollegium. Her var der gang i den, men jeg deltog kun i weekendfesterne, da lektierne jo skulle passes.

Morgenmaden og frokosten stod jeg selv for, men hver dag kunne jeg i en nærliggende slagterforretning afhente den varme mad – dagens ret – i min lille lerkrukke. Det kostede fire eller fem kroner – og så var der rigelig mad.

En af vore lærere mente, at man ikke bare, som han havde gjort, skulle begrave sig i læseriet. Man havde også behov for at feste engang imellem, så af og til holdt vi fri på Maritza. Her dansede jeg en aften med Elin fra Hald. Hun var i Århus for at søge job i huset hos en lektor. Det udviklede sig, så vi blev gift i 1971.

Da jeg efter min eksamen i 1969 var på session, blev jeg udtaget til flyvevåbenet som værnepligtig ingeniør. Efter rekruttiden i Karup arbejdede jeg 10 måneder i Værløse, hvor vi lavede testudstyr, der skulle bruges til at servicere Draken flyene på de jyske flyvepladser.

Efter soldatertjenesten var det svært at finde en stilling omkring Århus, så jeg begyndte at søge over hele Jylland og på Fyn. Efter en del ansøgninger overalt i Jylland, fik jeg i november 1970 et job som el-ingeniør på Ålborg Værft, hvor jeg lavede styringer til diverse oliebrændere. Min månedsløn var på 3.200 kr., hvilket var normen dengang.

Da jeg i slutningen af 60’erne lærte Ove at kende, boede jeg sammen med mine fire børn i en lejlighed i Thisted, hvor jeg arbejdede som hjemmehjælper.

I 1971 flyttede vi til Dalsgaard i Grove. Det var en stor omvæltning for os alle. Ove måtte vænne sig til, at han ikke længere var ungkarl, og mine børn måtte pludselig påtage sig arbejde og pligter, de aldrig havde kendt til før. Arbejde i stalden, vaske mælkespande og meget andet. Det var svært. Det var lidt nemmere for mig. Jeg havde tidligere tjent på en gård, så jeg kendte arbejdet i forvejen.

Man taler så meget om, hvor svært det kan være at blive godtaget, når man som fremmed flytter til en ny egn. Sådan var det ikke for os. Vi fik en meget varm og hjertelig modtagelse af naboerne. Børnene kom ofte på Holmgården, hvor Edith Johansen tog sig meget af dem. Det var lige før, de betragtede Holmgården som deres andet hjem. Også de andre naboer havde vi stor glæde af, ikke mindst Magda Møller, Oves kusine. Selv om hun ikke havde meget at gøre med, havde hun som regel altid en kage eller andet med, når hun kom på besøg. Hun var et meget elskeligt menneske.

Da jeg kom til Grove, var mekaniseringen i landbruget slået så meget igennem, at konernes arbejdskraft ikke længere var så påkrævet i mark og stald som tidligere. Man fik mere ud af det, hvis hun arbejdede ude og kom hjem med en uge- eller månedsløn.

Efter et 65 timers kursus på Sølund ved Skanderborg, blev jeg ansat på Sødisbakke i Mariager. Det blev min arbejdsplads de næste 25 år.

Det var et dejligt arbejde Jeg var ansat på en afdeling, hvor der var 30 beboere – nogle gode – næsten selvhjulpne, mens andre behøvede megen hjælp. Jeg var heldig at være på Sødisbakke i en tid, hvor beboerne ikke var så tunge, som de senere er blevet.

Der skulle laves morgenmad til Ove, børnene og medhjælperne, der mødte tidligt hos os for at være med til at tilrettelægge dagens arbejde, der først startede lidt op ad formiddagen.
Jeg havde skiftende arbejdstider, men inden jeg tog af sted på arbejde, skulle jeg have lavet frokost eller middagsmad, for Ove var bedst til kaffe.

Jeg har altid været afhængig af arbejdet derhjemme. Jeg var nødt til at holde ferie, når der var mest travlt på ejendommen – for eksempel i høsten.

I Grove havde man altid sagt, at fordi jorden var bedre, kunne gårdmændene i Kastbjerg godt tillade sig at få en bitte snak i Brugsen om formiddagen. Det gik ikke i Grove, der har man altid skullet arbejde hårdt for føden. Det var nu ikke det, der gjorde, at Ove i mange år havde ønsket sig at få en gård i Kastbjerg, men da Sommerseje i 1981 blev til salg, solgte vi Dalsgaard til Søren Johansen og flyttede til Kastbjerg.
Jorden, der hørte til Sommerseje, var bedre end sandjorden i Grove, og den lå tættere ved. Dyrene kunne græsse på engen, lige neden for gården. Det sparede megen tid, der kunne bruges til så meget andet. Ove glædede sig. Vi andre, der altid havde befundet os godt i Grove, var mere forbeholdne.

Udviklingen, som vi ikke kunne forudse, medførte imidlertid, at der ikke længere var så stor forskel på at drive landbrug i Kastbjerg og Grove.
Danmarks medlemskab af EU resulterede i støtteordninger og et større og mere stabilt marked. Det fik priserne på vore landbrugsprodukter til at stige. Det blev også almindeligt at anvende mere gødning bl.a. gylle på markerne. Det betød større udbytte.

Selv om vi ikke længere siger – hjem – om Grove, ser vi stadig tilbage på årene, vi tilbragte der, med meget stor glæde. Alt har forandret sig, kun en ting er ved det gamle – Ove er stadig bedst til kaffe.

Hvert år til fastelavn gik fastelavnsdrengene rundt og samlede ind til en fest i Sem Forsamlingshus. Alle mødre havde haft travlt med at kreere hatte og dragter, inden turen gik rundt til huse og gårde, hvor der blev samlet penge ind til festen. Det kunne være en kold tur, så ofte blev drengene inviteret ind på boller og saftevand, når de havde sunget deres sang. Skikken gled desværre ud Grove, fordi der var for få drenge.

Jeg var 13 år, da jeg i foråret 1933 blev konfirmeret i Hem Kirke på pastor Skjærbæks sidste konfirmandhold.
Det blev en lidt træls dag for mig. Vi havde ikke fået bestilt kogekone i tide, så vi blev nødt til at holde festen en anden søndag. Det var nu ikke helt det samme, men det blev en dag, vi alle mindes, for der blev sandstorm. Kun de, der har oplevet en rigtig sandstorm, som den forekom i Grove i gamle dage, ved, hvordan det var.

Fra efterårspløjningen til om foråret, når markerne var tilsået, og afgrøderne var kommet op, lå de fleste marker helt bare og åbne for vinden. Havde foråret været lidt tørt, kunne en storm hvirvle så meget jord med, at det lå som store driver hen over vejene. Hvis driverne generede trafikken, tjente Hans Lindskov undertiden en ekstraskilling ved at skovle driverne op med håndkraft og køre det ud i Ajs Møllers sandgrav i Edderup.
Husmødre, der havde gjort forårsrent, skumlede, for nu kunne de begynde forfra. Sandet trængte ind gennem alle revner og sprækker. Det lå ikke alene som små driver i vindueskarmene – det fordelte sig i et smukt, jævnt lag over hele huset. Nogle påstod ligefrem, at de kunne mærke det knase mellem tænderne. Landmændene, der havde gødet og sået roer, måtte undertiden så om. Det hjalp først, da Det flyvende korps – Hedeselskabet – under krigen begyndte at plante læhegn omkring markerne.

Sådan var vejret, da jeg søndagen efter min konfirmation, gik op til Sem Kirke sammen med mine forældre for at gå til alters. Min familie, der var ankommet fra Ærø for at deltage i festen, påstod, at de næsten ikke kunne finde Holmgården, så dårlig var sigtbarheden. Det hjalp lidt på humøret, at jeg fik hele 138 kr. i konfirmationsgave – og så er det jo altid hyggeligt at sidde midt i familien i sin nye, fine kjole og være midtpunkt, mens man spiser den gode mad: Suppe, tarteletter med høns, flæskesteg og citronfromage.

Vores mor havde i en ung alder fået sin ryg ødelagt, så hun havde svært ved at klare arbejdet. Det betød, at min søster, Kathrine, og jeg efter vores konfirmation måtte skiftes til at være hjemme på Holmgården, hvor vi deltog i arbejdet ude og inde.

Det var den almindelige mening, at piger skulle tjene i forskellige pladser for at lære at føre hus. Da jeg havde været hjemme et par år, blev det Kathrines tur til at komme hjem, mens jeg fik plads hos Asmus Hjort i Dalbyneder, hvor jeg skulle hjælpe til både ude og inde.

Jeg havde været hjemme på Holmgården et års tid, da jeg 1. november 1937 rejste til Kjellerupgården, hvor jeg skulle være kokkepige. Det var også mit arbejde at gøre rent i folkestuen og karlekamrene. Det værste var dog at gøre rent hos røgteren. Han var gammel og hørte ikke til de mest propre. Han gik lige ind på værelset fra hestestalden i sine spidsnæsede træsko – sikke et gulv hver morgen. Det blev ikke bedre af, at han skråede og havde spyt–bakke, for den ramte han kun sjældent.

Maden blev serveret tre steder. Folken spiste i folkstowen, pigerne i køkkenet og herskabet i spisestuen, men vi fik alle den samme mad. Det var ellers ikke ualmindeligt, at folken po goren spiste mere beskedent end herskabet.
Jeg havde fri hver anden søndag. Jeg måtte tage af sted lige over middag, når jeg havde lavet mad til røgteren, men jeg skulle selvfølgelig være tilbage igen samme aften.

Da Kathrine i 1937 blev gift, kom jeg atter hjem. Jeg blev på Holmgården, til jeg i 1943 blev gift med Svend Djørup fra Assens. Vi rejste til Visborg, hvor Svend arbejdede på Kildegården. Jeg tjente lidt penge ved at tynde roer og arbejde i tørvene.

I 1944 begyndte Svend at arbejde på Å Mølle, hvor man blandt andet drev foderstofforretning. Han var helt hvid, når han kom hjem. På Kongsdal ved Assens brød man kridt, som blev kørt på tipvogne ned til havnen. Her blev det læsset i skibe og sejlede til Å Mølle. Losningen foregik med skovl og trillebøre. Kridtet blev lagt til tørre på lange bænke og senere malet fint. Derefter var det klar til at blive solgt som foderkridt eller indgå i fremstillingen af tavlekridt og maling.
Da Å Mølle indskrænkede, arbejdede han en tid på Dania, indtil vi i 1951 fik mulighed for at få vort eget. Vi købte en statsejendom på 13 tdl. i Kjellerup ved Mariager for 40.000 kr. Stillede man ikke for store fordringer, kunne man godt leve af det – dengang.

Efterhånden som forholdene i landbruget ændrede sig, blev det nødvendigt for de fleste at supplere indtjeningen med arbejde udenfor hjemmet for at kunne klare sig. Svend begyndte at arbejde på Randers Fjerkræslagteri. Markerne måtte han passe, når han kom hjem. Jeg gik hjemme og passede køerne og grisene. Selv om en maskinstation efterhånden overtog markarbejdet, blev ordningen så uoverkommelig, at vi i 1976 solgte køerne og kort tid efter lejede jorden ud.
Da Svend døde i 1993 solgte jeg ejendommen og flyttede til Mariager i en dejlig lejlighed.

Jeg blev taget ud af skolen et år for tidligt. Lærer Bach sagde altid:

Børge! Du bliver aldrig til noget!

Så mente jeg, at jeg lige så godt kunne gå ud af skolen og arbejde ved landbruget. Det passede min far godt. Han havde brug for billig arbejdskraft.
Bach truede godt nok Far med, at hvis jeg blev taget ud af skolen et år før tiden, kunne mine forældre blive idømt mulkt, som den gang var to kr. pr. skoledag – men det skete ikke.

Jeg fik en cykel i konfirmationsgave. Den var brugt og med fast dæk på forhjulet. Et par år senere fik jeg et brugt dæk med rigtig luft i, men det var nødvendigt at binde selvbinderstrik om nogle steder, hvis det skulle holde.
Da der blev glat på vejene om vinteren, lukkede jeg lidt luft ud af forhjulet, tog en gammel cykelkæde og passede den til, så den sad stramt udenpå dækket, når jeg pumpede det op. En gang, jeg kørte for fulde sejl ud fra Hestekærgaard på den spejlblanke vej, kom et ældre ægtepar trækkende. De blev ved med at vende sig om, til jeg var helt nede ved Sembrogård, for at se, om jeg væltede.

Det har altid været skik og brug i dansk landbrug, at den ældste søn overtog gården. Havde yngre sønner – som jeg – drømmen om at få sin egen gård, gjaldt det om at tjene mange penge og spare op, så der den dag muligheden bød sig, var nok på bankbogen til udbetalingen – så vi sparede og sparede.

Et af mine faste ritualer var at cykle til Randers hver søndag sammen med min kammerat, Tage Buus, fra Enslev. Vi brugte overhovedet ikke penge, før vi var hjemme i Enslev igen. Der gik vi altid ind til Ajs Munk og købte en rund 15 øres is. En gang vi kom derind efter turen til Randers, var prisen på en is steget til 18 øre. Jeg blev så rasende, at jeg slet ingen is ville have. Ugen efter var vi derinde igen, da måtte vi ryste op med de ekstra tre øre, for nu var prisen også sat op i alle de andre brødudsalg.

Da jeg kom ud af skolen, arbejdede jeg hjemme på Hestekærgaard – men jeg havde også lidt bierhverv ved siden af. I 1949, da jeg var 13 år, tog jeg på et sprøjtekursus i Horsens. Det blev betalt af Husmandsforeningen og afholdt på Bygholm Parkhotel. Det var vild luksus. Det jeg husker bedst dernede fra, var festen den sidste aften. Der var to unge piger, som spillede på harmonika. De var i de mest lårkorte kjoler, jeg havde set på det tidspunkt. Det var godt, at Far og Mor ikke vidste det – jeg har aldrig senere fortalt dem om det. Det var ikke noget, man brugte i min familie, da jeg var 13 år – heller ikke, da jeg blev 50 år.

Efter kurset fik jeg af Husmandsforeningen en lille sprøjte med en spredebom på otte m. Så var jeg klar til at tjene penge. Jeg lejede min fars traktor til 10 kr. i timen + forbrug. Prisen for almindelig hormonsprøjtning var 14 kr. pr. tdl. Hvis vejret var til det, startede jeg altid om morgenen ved to – halv tre tiden og blev ved til kl. 22.00. Normalt kunne jeg, selv om det var små husmandssteder, sprøjte 70 – 75 tdl. om dagen.

På grund af min unge alder, var bønderne lidt skeptiske, når jeg kom rundt med marksprøjten. Engang, da jeg kom ud til en ejendom lige nord for Edderup Skovgaard, for at sprøjte roer, stod der fire bønder og tog imod mig. Manden, som skulle have sprøjtet, spurgte efter, hvad jeg ville sprøjte med. Det fortalte jeg selvfølgelig – bladan. Han påstod, at det var forkert, for konsulent Bundgaard fra Mariager havde lige skrevet i den lokale avis, at det var et andet middel, man skulle bruge. Jeg tror det var paration, han sagde. Jeg bad ham hente avisen, så jeg selv kunne se. Jeg turde næsten ikke læse det, for de andre bønder stod og så meget bedrevidende ud. Jeg kunne føle deres tanker:

Hvem tror han, han er? Grønskolling!

Sejrsstolt viste manden avisen frem, så alle kunne se han havde ret. Der var bare det, at der stod: Sprøjtemiddel for trips.

Jamen var det ikke bedefluer, du skulle ha’ sprøjtet for? Joooe!

Så fik jeg lov til at sprøjte videre uden indblanding, men jeg kan endnu huske følelsen af lettelse og stolthed.

Pengene jeg havde tjent, blev startkapital i en ny investering – et dambrug. Min bror, Bent, Aksel Pedersen fra Sem og jeg gik i gang med at grave ørreddamme. Aksel havde en lille sø med nok hundrede væld ved Brækjæld – som vi udtalte det. Bent og jeg skulle grave dammene ud. Vi lejede en entreprenør fra Viborg, som gravede jorden op på en vogn uden tippelad. Da Bent i mellemtiden havde fået plads på en gård ved Fredericia, var der kun mig til at læsse af. Aksel skulle kun lægge vand til – men vi fik nogle fine damme ud af det. Fiskeriet var en meget god forretning. Skidtfisk, som vi fik leveret fra Skagen og Hirtshals, kostede næsten ingenting ud over fragten, og arbejdskraften leverede vi selv, i det vi kaldte fritiden.

Da jeg var 18 år, fik jeg plads som forkarl på en gård i Skanderup ved Kolding, og havde jeg ikke fået lært at arbejde før, så fik jeg det i alle tilfælde nu. Vi var fire karle, en fodermester, en kokkepige og en stuepige. Proprietæren var meget hjemmefra. Han gav os altid arbejde til en hel uge, inden han kørte om morgenen – selv om han kun var væk til om aftenen. Det irriterede mig grusomt, for det var, som om han troede, vi bare ville stå stille, når han var væk. Et par uger senere, da han igen skulle i byen, kom hele remsen om, hvad vi skulle lave. Da han var færdig, sagde jeg:

Hvad så Jens Nielsen, når vi er færdige med det, skal vi så tømme bækken ovre bag ved for vand?

Han gav mig aldrig senere nogen som helst arbejdsplan. Jeg var glad for at være der, og vi fik et rigtig godt forhold til hinanden efter den lille episode.

I 1956 blev jeg indkaldt som soldat til Haderslev Kaserne, men efter en måned, blev mit kompagni sendt til Tyskland, hvor jeg blev hundefører ved militærpolitiet. Efter militærtjenesten kom jeg hjem for at afløse Bent både i marken og ved fiskeriet.

Efteråret 1958 var jeg på Hammerum Landbrugsskole, og i 1959 fik jeg plads på Henriksdal – en forpagtergård under Lindenborg. Jeg blev gift med datteren på gården i 1960. Samtidig solgte jeg min anpart i fiskeriet til Bent, for at få lidt penge fri til udbetaling på gården, Svanholmsminde, ved Kongerslev. Den var kun på 75 tdl. Jeg købte nogle ejendomme til, forpagtede en del jord, og sammen med en arbejdsdreng byggede jeg selv svinestalde. Til sidst havde jeg 430 tdl. under plov, som man sagde, og ca. 1500 slagtesvin.
Selv om gården var ret godt mekaniseret, var arbejdsdagen ofte fra kl. 4.00 om morgen til kl. 22.00 om aften, for jeg var ene mand om at passe det hele.
Tiden efter 1972 var præget af stor optimisme og virketrang på grund af Danmarks indtrædelse i EF – ikke mindst i landbruget.

Den eneste luksus, jeg tillod mig, var, at jeg i 1973 tog flyvercertifikat og købte en lille sportsflyver. Udgifterne til flyvningen fik jeg så rigeligt dækket ind ved at flyve nyfødte SPF-grise fra Roskilde til landmænd i Jylland og ved at hente reservedele på Sjælland, til mejetærskerne på Lindenborg. Det kunne jeg nå om morgenen, inden duggen forsvandt, så jeg selv kunne komme ud med mejetærskeren.
Efter sigende blev Svanholmsminde drevet som et lille mønsterlandbrug, og det fik jeg bekræftet i 1975, da jeg blev skilt. De som skulle vurdere gården påstod, at der var en herlighedsværdi på en million kroner, så jeg måtte ryste ud med halv million til min tidligere kone. Det blev for stor en belastning for økonomien. Den normale rente lå omkring 18-20 %, og foder-stofgæld, som var over 30 dage, betalte vi 28% af.

I 1983 kunne jeg ikke se noget lys forude – hvad økonomien angik. Når man skal ringe til sparekassen om morgenen for at spørge, om man må købe en pakke cigaretter i dag eller på grund af økonomien må vente til næste uge, så går det sjove af landbruget. Jeg fik solgt gården og beholdt næsten skindet på næsen.
Elli, som jeg var blevet gift med i 1979 og jeg, købte i juni 1983 Nesgaarden, et lille nedlagt landbrug mellem Kongerslev og Bælum. Jeg tog et velfortjent sabbatår. Derefter kørte jeg et par år som chauffør hos en nabovognmand og senere et par år som turistbuschauffør.

I 1988 begyndte jeg at arbejde som familieplejer. Det var et herligt arbejde – både hvad løn og fritid angik.

I 1995 blev min kone træt af at være – hjemme-hos-pædagog i Hadsund Kommune, så vi startede et Socialpædagogisk Opholdssted for unge mennesker her på ejendommen. Det er unge fra 12 – 18 år. Jeg plejer at sige, at det er næsten normale børn af dårligt fungerende forældre. Vi har intern skole her på stedet, der er normeret til syv børn, men vi har næsten altid overbelægning. Der er 10 -12 ansatte. En blanding af lærere, pædagoger og håndværkere. Jeg er ret heldig stillet, hvad arbejdsplads angår. Jeg har ingen faste timer, men giver en hånd med, når der er behov – bl.a. når en medarbejder er syg. Det sker sjældent. Vi har kun prægtige, håndplukkede og engagerede medarbejdere, og vi har ingen udskiftning haft i cirka fem år.

Vi har et hus i det sydlige Provence tre km fra Middelhavet. Der er et herligt klima og en gæstfri befolkning, der ikke anser os for at være indvandrere. Som regel rejser jeg derned fem til syv gange årligt. Nogle gange med en enkelt elev, som opfører sig lidt skævbenet, men som regel rejser jeg alene eller sammen med Elli og vores nu 14-årige datter, Thea.

Jeg har haft en herlig tilværelse – og været heldig. Der har været modgang, men jeg har altid været optimistisk og haft et godt helbred. Jeg har kun været på sygehuset en gang – det var for at få fjernet polypper i 1943. Jeg regner med at blive langt over 100 år. Jeg er begyndt at invitere venner og familie til min 100 års fødselsdag, som skal fejres på samme restaurant i Provence som vores sølvbryllup, der blev fejret her i sommeren 2004. Vi var et hyggeligt selskab på 32. Jeg havde håbet, at min far kunne komme med til sølvbrylluppet – trods hans 98 år, men han måtte melde afbud på grund af bentøjet. Han døde i efteråret 2004. Mit valgsprog er:

Det æ ingen skå te, at de ung for lært å arbed!
Hwis de it for brug for’ed, ka de nemt væn sæ o mæ’ed ijen.

Jeg taler af erfaring!

Jeg blev konfirmeret i Sem Kirke i foråret 1955. Som det var almindelig den gang, begyndte jeg min tilværelse efter skolen hjemme hos min far på gården i Grove. Jeg fik løn – vistnok 1.500 kr. for hele året.

Det følgende vinterhalvår (1956) tilbragte jeg sammen med ca. 50 andre unge mænd på Bælum Efterskole. Vi blev undervist i almindelige skolefag, sløjd og sport. Hver anden weekend var jeg hjemme i Grove. Far hentede mig i hestevogn, når jeg stod af Hadsund-Peter på trinbrættet ved Trudsholm. Jeg prøvede også enkelte gange at cykle. Det var en frisk tur.

Da jeg kom hjem fra efterskolen, fik jeg plads i True hos Axel og Line, hvor også min storebror, Thomas havde tjent. Axel var ordensmand. Når han præcis kl. 18.00 kom ind fra stalden, var alle færdige med arbejdet, og maden sat på bordet. Et kvarter senere havde vi spist og kunne holde fri.
Jeg var hos Axel i 2½ år. Det sidste år havde svigersønnen overtaget gården. Han havde til gengæld svært ved at blive færdig, så konen, der var lige så punktlig sin far, sagde:

Do kommer ind å spiser, når klokken æ sejs, så må han kom, når han æ færdig.

Der var ca. 20 malkekøer, ungkreaturer og 4 – 5 søer på ejendommen. Vi brugte traktor – en grå Ferguson, til markarbejdet. En ældre jysk hest gik og hyggede sig i indhegningen. Den blev kun brugt, når vi rensede roer eller til andet let arbejde.
Da en af mine venner skulle rejse fra Randrupgården ved Gassum, spurgte han, om det ikke var noget for mig at komme til at tjene der – hos proprietær, Søren Randrup. Det var et meget moderne landbrug. Vi var to karle, en fodermester, en pige og en smed. Det var ikke almindeligt lige at gå hen og købe nye landbrugsredskaber. Det var billigere at tilpasse de gamle, og det var ikke altid, at de nye, som vi kunne tænke os, eksisterede. Vores smed lavede f.eks. en skinne langs fodergangen, hvorpå der gled en beholder, der kunne rumme de rensede roer til omkring 25 køer. Når vi trak beholderen langs fodergangen og drejede på et håndsving ud for hver bås, fik koen sin ration af raspede roer. Det var måske lidt hjemmestrikket, men det var smart og arbejdsbesparende.
Vi havde tre traktorer. Den ene var en ældre model med jernhjul. Den blev brugt i skoven om vinteren og sammen med mejetærskeren om sommeren. Kort før jeg rejste, fik vi både selvkørende mejetærsker og rørmalkningsanlæg. Det lettede, for besætningen var på ca. 50 malkekøer. Vi arbejdede i stalden hver tredje søndag, men ellers havde vi fri lørdag formiddag, når vi havde ordnet vores traktor.
Vi spiste hver dag i folkestuen sammen med familien. Det var også her, vi om lørdagen ved ottetiden samledes med en lille flok unge og fik en øl eller to, inden vi kl. 23.00 tog til bal i Gassum, Borup eller Spentrup. Kapelmester Emil Peitersen, der til daglig var regimentsmusiker i Viborg, som spillede op til dans med sit firemandsorkester.

Den 1. marts 1961 blev jeg indkaldt til Dronningens Livregiment i Ålborg for at aftjene min værnepligt. Jeg arbejdede i transportkompagniet. Til daglig kørte vi rundt med ammunition og kanoner, men om lørdagen luftede vi uniformen, når vi dansede på Ambassadør.

Da jeg kom hjem i sensommeren 1962, havde jeg ikke noget arbejde. Min bror, Thomas, der var postbud i Kastrup, var hjemme på ferie. Han foreslog, at jeg skulle holde ferie hos ham. Det viste sig at være en god ide. Da jeg havde ferieret hos Thomas en uge, var jeg blevet ansat som postbud ved Københavns Postvæsen i Kastrup. Det var den 15. september 1962. Efter nogen tid kom jeg til at arbejde ved kørselsafdelingen i Storkøbenhavn. Jeg kørte rundt på en motorcykel med sidevogn og tømte postkasser eller hentede pakker og breve i lastvogn på posthusene i Storkøbenhavn og rundt på Sjælland. I 1964 blev jeg gift med Elsa, der var ansat i KTAS.

Vi kunne vælge mellem en moderne lejlighed til 800 kr. om måneden og en lejlighed i en privat bolig til 250 kr. i kvartalet – men så kunne vi også hygge os på dasset i gården og fyre med petroleum i den gamle ovn i stuen. Vi tjente ikke så meget, så vi valgte den sidste.

Da Elsa blev gravid, blev det svært. Skatten blev betalt bagud, så vi manglede hendes løn, da hun efter fødslen gik på den tre måneders barselsorlov, kvinder kunne få. Barselshjælpen var på 100 kr. om måneden. Det svarede til prisen på 2,5 kg kaffe, så vi frådsede ikke. Vi betalte 81,95 kr. i skat hver måned – undtagen i sommerferie- og julemåneden.

I 1968 blev jeg – til dels på grund af min familie – distriktspostbud på Sundby Postkontor. Vi savnede familienetværket. Elsa følte sig som Palle alene i verden. En gang vores lille dreng blev syg, var vi nødt til at betale en flybillet til min svigermor, fordi vi ikke kunne skaffe en barnepige.
1969 var et jubelår for de fleste danskere. Nationen gik over til kildeskat, og alle havde lov til at tjene 12.000 kr. skattefrit, så det gjorde vi, hvis vi havde mulighed for det.

Vi havde besluttet, at vi ville flytte tilbage til Jylland. Min svoger, Arne, arbejdede hos en murermester, der havde byggegrunde til salg i Helsted ved Randers. Vi købte en grund for de skattefrie overarbejdspenge, jeg havde tjent.
Jeg forsøgte flere gange uden held at få en stilling ved postvæsenet i Randers, så da vi i 1969 flyttede til Jylland, havde jeg ikke noget arbejde. Vi kom til at bo hos mine svigerforældre, mens vort eget hus blev bygget.

Jeg fik hurtigt et arbejde, men i de første år skiftede jeg ofte arbejdsplads. I et halvt år var jeg hos en entreprenør. Derefter var jeg i to år ansat på Randers Kommunale Vandværk, hvor vi lagde stikledninger ind til byggegrunde. Vi havde ingen maskiner – kun en stengreb og en skovl. Ofte skulle vi grave tværs over vejene. Det var hårdt arbejde, så efter et par uger kunne vi såmænd godt være vore overarmsmuskler bekendt. Man havde ikke brug for bodybuilding den gang.

Efter et enkelt år ved vejvæsenet, hvor vi som håndarbejde lagde fliser og brosten og ryddede sne om vinteren, kom jeg i 1973 til det næsten helt nye mekaniskbiologiske rensningsanlæg på Hvidemøllevej i Randers. Det blev den gang regnet for at være et foregangsprojekt.

Mange havde fået badeværelse og vaskemaskine, så både i de private husholdninger og i industrien var der et stigende vandforbrug. Opmærksomheden på spildevandet øgedes – både p.g.a mængden og de nye affaldsstoffer, der ofte var direkte skadelige for miljøet. Tidligere havde man brugt trix- eller septiktanke. Nu blev det nødvendigt at rense vandet grundigt, inden det igen blev lukket ud i naturen.

Da et nyt centralrenseanlæg i Kristrup Enge blev indviet den 1. august 1976, blev jeg ansat der som driftsassistent sammen med ti andre. Man begyndte helt fra grunden. Vi måtte deltage i mange kurser på Teknologisk Institut, ligesom jeg deltog i et bedriftskursus på Den kommunale Højskole i Grenå. Det sluttede med en skriftlig eksamen. For første gang i mit liv skulle jeg sidde ved et bord med grønt klæde. Jeg brød mig ikke om det, men det gik nu meget godt.
Der er sket meget inden for spildevandsrensning, siden jeg blev ansat for godt 30 år siden. Fra 70 pumpestationer bliver spildevandet fra hele Randers området pumpet til anlægget i Kristrup Enge, hvor det bliver renset. Efter rensningen er det så rent, at det kan drikkes. Det er slammet, der er det store problem.
Det var mit arbejde at tage ud til landmændene, for at få dem til at aftage slammet. Vi betalte for både udkørsel og spredning. Det blev så dyrt, at vi måtte anvende et slamtørringsanlæg, derved blev slammængden reduceret og kunne spredes ud på marken med en almindelig gødningsspreder. Efterhånden blev kravene så store, at slammet måtte køres til forbrænding. På grund af de øgede skatter og afgifter blev det blevet så dyrt, at det nu er billigere hver uge at sende to vogntog med slam til forbrænding i Hamborg.
I dag er vi 18 ansatte, og vi har eget laboratorium med to laboranter, tre smede, to elektrikere og en maskinmester. I 2002 vendte jeg tilbage til Hvidemøllevej, hvor jeg startede. Sammen med tre hjælpere har jeg ansvaret for, at de 70 pumpestationer fungerer. Anlæggene bliver hele døgnet rundt overvåget af en computer, der registrerer driften. Der er altid døgnvagt, som kan kaldes ud, hvis der opstår fejl, der skal rettes.

Min familie er med årene vokset med to børn, to svigerbørn og fire børnebørn. I fritiden passer jeg hus og have. Ferierne tilbringer vi gerne i campingvogn i vort foretrukne ferieland, Italien. Vi har været ved Garda Søen, i Venedig, Rimini og Toscana, og to gange har vi været ved Den franske Riviera. 2005 går ferieturen til Barcelona.

Før 2. Verdenskrig boede jeg med min familie i et hus ved vejen mellem Havndal og Kastbjerg. I 1947 flyttede vi og kom til at bo inde i til Kastbjerg. Min far var arbejdsmand. Når han tog på arbejde, var det ikke altid, der havde været råd til at købe pålæg, så fik han øllebrød med i et syltetøjsglas.

Far cyklede til og fra arbejde på vores eneste cykel. I 1945 lod han den nogle gange stå og gik hjem. Tyskerne var begyndt at konfiskerede alle de cykler, de kunne finde, og det ville være en katastrofe, hvis de tog vores. Hvordan skulle Far så komme på arbejde.
Det var en ond tid, hvor meget kunne ske, så vi var urolige, når Far kom sent hjem. Han havde ingen mulighed for at berolige os ved at ringe hjem, for det var kun få mennesker, der havde telefon.

Først som voksen er jeg kommet til at tænke på, hvor få penge vi havde til forbrug. Egentlig tænkte vi ikke meget over det, for der var ikke meget at købe, og desuden var det vilkårene for næsten alle familier.
Vi havde kun et sæt sengetøj til hver seng, så når vi skiftede, skulle det vaskes og tørres den samme dag. Det var især problematisk om vinteren, når tøjet blev tørret ved kakkelovnen. Stuen blev som en sauna af damp.

Min bror og jeg fik først hver sin seng, da vi var 10 og 12 år, for min gamle, senile mormor boede hos os, og hun skulle have sit eget værelse.

Vi var ikke altid lige artige. Vi kunne finde på at drille Mor, når vi var puttet i seng. Hvis vi bad om et glas vand, begyndte Bedstemor også.

A æ tøste! (tørstig)

Egentlig var der jo ikke noget at sige til, at Mor, der ellers havde nok at se til, kunne blive lidt pillen, når hun også skulle suse rundt med vandglas.

Da de allierede tropper i 1944 invaderede Tyskland, flygtede mange – især østtyskere – mod Danmark. De blev indkvarteret i offentlige bygninger. I Kastbjerg blev både skolen og forsamlingshuset beslaglagt, det var grunden til, at min årgang, det første år vi gik i skole, blev undervist i en stue på Niels Nielsens gård i Kastbjerg.

I tiden op til fredsslutningen, den 4. maj 1945, skød tyskerne resten af deres ammunition af i engene nord for Kastbjerg. Vi kunne se og høre fyrværkeriet oppe fra byen, men vi fik strenge ordrer om ikke at samle noget op.

Julen 1945 blev en fest. Hvert barn kunne få en appelsin. De var ikke så søde, som appelsinerne er nu. Derfor blev der skåret et kryds med en kniv i den ene ende. Når den blev puttet et par sukkerknalde i hullet, kunne vi gå i lang tid og suge den søde saft. Herligt.

Som alt andet var sukker rationeret, så man måtte være opfindsom. Det var Mor. Hun raspede nogle sukkerroer, hun havde fået hos en landmand, meget fint og kogte saften af. Når den var blevet siet og kogt lidt ind, var det den dejligste sirup, som vi brugte til æbleskiver og tykmælk. Noget af siruppen kogte Mor helt ind og hældte i papir kræmmerhuse. Når hun stak en pind i, havde hun slikkepinde te knejten. Det var ellers sjældent vi fik slik.

Det er ikke let at forstå, at der for 60 år siden var så store sociale skel. I Kastbjerg legede arbejderbørn ikke med gårdmandsbørn, så det var lidt ualmindeligt, at en af mine meget gode legekammerater var Chr. Nielsens Birthe. Det nød jeg godt af lige efter krigen. De havde familie i USA, der en gang imellem sendte dem en pakke. Var der tyggegummi i, kunne det hænde, at jeg fik et stykke. Det kunne holde meget længe, for om natten gemte jeg det i et vandglas ved sengen – nøjagtig som de voksne gjorde med deres forlorne tænder.
Til daglig kunne vi kun købe tyggegummi, der var lavet af paraffin. Det var ikke nogen nydelse. Det var stift og klistrede til tænderne.

Far begyndte at døje med at klare arbejdet. Han havde tilbragt mange timer og dage i dybe, vandfyldte grøfter. Det gjorde nu sin virkning. Han kom til at døje med hofterne. Han var opfødt på en gård, så da Semmøgelbo blev til salg, slog han til.
DET blev en omvæltning. Vi havde været vant til lys og vand. Nu måtte vi vænne os til, at vandet skulle hentes i et væld i markskellet mellem Sembrogaard og Hestehavegaard. Den brønd vi havde i gården løb tit tør for vand. Vi fik gravet en ny brønd i haven, da Far fik Tip-Ajs, en gammel ungkarl, til at vise vand med sin pilekvist. Efterhånden som vi kom til at bruge mere vand, blev det nødvendigt at bore brønden noget dybere.

Vi måtte døje med petroleumslamperne, der lugtede og osede. I 1952 fik vi indlagt el. Det var en stor lettelse.
De første år var hårde. Far måtte stadigvæk gå i roerne eller på anden vis arbejde for fremmede for at skaffe lidt ekstra penge – bl.a. kørte han en gang om ugen landtur med varer for Kastbjerg Brugsforening.

Ofte var jeg med, når han kørte træstammer ud fra Edderup Skovgaards plantage. Man blev ikke ligefrem overbetalt den gang. Min mands far fik 20 kr. i dagløn for at stå en hel dag – ti timer – og læsse møg.

Det første år tjente vi ingenting, så vi måtte være taknemmelige for, at købmanden i Kastbjerg, der var min fars gode ven, var villig til at give os henstand.
Vi havde hele tiden haft bog, som det hed, når man købte på kredit – men regningen blev betalt hver lørdag. Der var feststemning, når vi fulgtes med Far hen til købmanden. Når regningen var betalt, fik Egon, jeg og Bedstemor en slikkepind. Den måtte vi undvære hele det første år i Grove, for Far kunne ikke betale købmandsregningen.

Vi tjente også lidt ved at sælge de ribs og solbær, vi havde i haven. Min mors helbred var heller ikke for godt. Hun havde arbejdet meget, og gigten gav hende smertende håndled. Når vi til jul slagtede en gris, var det mig, der måtte stå og røre i spanden med blodet og rugmelet til blodpølsen. Mor kunne ikke for smerter.
Det kød, vi ikke spiste ferskt, kom i saltkarret. Vandet skulle være så salt, at et hønseæg kunne flyde ovenpå. En af skinkerne og flæsket blev gerne røget.
Da vi flyttede ind i Semmøgelbo var der 3 køer og et par meget gamle, udslidte heste. Når min bror Egon gik i marken oppe ved skoven, kunne de finde på at lægge sig ned, så måtte han råbe på Far, for ligegyldigt hvad Egon gjorde, blev hestene liggende.

Der var altid arbejde nok til alle på ejendommen. Dagen før Ole, min lillebror, blev født, kravlede min Mor rundt på marken og samlede kartofler op. Når hun havde fyldt løben – kurven, kom min far og tømte den for hende.

Om sommeren, når vi kom trætte ind fra arbejdet, havde Mor gerne sat nogle spande med vand ude blandt buskene i haven. I løbet af dagen havde solen varmet vandet op, så det var lunt at vaske sig i. Der var ingen vandhaner – og slet ingen med varmt vand.
Det var meget mærkeligt at begynde i skolen i Grove. Der var kun en lærer – og ham sagde man Do til. Ingen havde turdet at sige du til lærer Møller i Kastbjerg.
Og ringetiderne. De fandtes ikke. Det var lærer Bach, der egenhændigt bestemte, når timen eller skoledagen var forbi – og det var den, når han var færdig med at gennemgå lektien eller mente, at vi havde regnet eller skrevet nok. En gang imellem hændte det, at folk blev utålmodige og begyndte at kalde på deres unger. De troede, de stod og dryssede på et hjørne sammen med skolekammeraterne. Så fik vi fri.

Jeg var 16 år, da jeg fik plads hos skrædderen i Havndal. Når jeg mødte om morgenen, skulle jeg hente brænde og fyre op. Det var en sur tjans om vinteren. Jeg tjente hele 25 kr. om ugen, så nu kunne jeg, som alle andre piger begynde at samle udstyr. Man skulle gerne have samlet 12 o hwer slaw, inden man skulle giftes, så der var nok at gå i gang med.
Som spisebestik valgte jeg Riberhus, og som spisestel Mågestellet. Hver gang jeg fik løn, købte jeg noget: En sølvske, stof til en dug, håndklæder eller viskestykker, som jeg selv syede og broderede. Det blev alt sammen gemt hen i min brudekiste. Den synede nu ikke af meget ved siden af så mange andres. Det var en af de ægkasser med to små rum, vi leverede æg i. Da jeg lærte Harry at kende, viste jeg ham stolt ægkassens indhold og måtte forbavset konstatere, at han var mere interesseret i sin motorcykel.

I 1956 flyttede Harry og jeg til Randers i hvert sit værelse. Mine forældre havde altid sat en ære i at betale enhver sit. Et bryllup var en stor udgift, så min far var meget betænkelig. Han vaklede mellem at give os et større beløb eller holde brylluppet. Min lillebror afgjorde sagen:

Når vi no kun hår jen dætter, sku’ vi så it ku hol ed ornlig gil – bryllup?

Der blev bryllup, hvorefter vi flyttede sammen i en lejlighed. Der boede vi, indtil 1961, da vi solgte vores bil for at skaffe udbetalingen til det hus, vi stadig bor i. Jeg fik arbejde som syerske hos Falbe Hansen, indtil vores første barn blev født, og Harry arbejdede som finmekaniker på Skandia.

Som mine to store brødre, Villum og Gunnar, kom jeg til at opholde mig nogle år hos Moster Else, og hendes mand, Jens Lindskov, i Grove. De havde ikke selv børn, så jeg legede meget med Hans Lindskovs børn.
Fyrværkeri kunne kun fås til nytår – og hvem havde råd til at købe det? Men vi klarede os. Hans Lindskov havde ikke fået indlagt elektricitet, så de brugte karbidlamper. Karbid var et fast, lyst stof, der når det blev vådt udviklede gas. Det udnyttede vi omme bag laden – kun i små doser, for Moster Else havde en god hørelse.
Vi kom en lille klump karbid i en tom dåse. Når vi spyttede på karbidklumpen, udvikledes der efterhånden så meget gas, at dåselåget blev sprængt af med et højt knald. Borede vi et lille hul til en garnlunte i siden af dåsen og satte ild til, blev det en hel lille bombe.
En dag skulle Moster i byen – vist nok over i skolen for at hente rationeringsmærker. Jeg kom en god klump karbid i en dåse. Nu skulle det være!
Klumpen var så stor, at en almindelig spytklat ikke var tilstrækkelig, men heldigvis kan drenge i en snæver vending levere væske på anden vis – gennem buksebenet. Det skulle vise sig, at jeg havde forregnede mig. Lige da jeg havde antændt lunten, kom Moster ud fra hønsehuset med en kurv fuld af æg. Hvad nu?
Hurtigt og diskret anbragte jeg dåsen i ajletønden og gjorde mig usynlig. Kort efter lød der et brag. Låget fløj af dåsen – og bunden af ajletønden.
Jeg nåede lige at se Moster gå i spagat med kurven ved siden af slibestenen, inden jeg hurtigt fjernede mig over mod skolen og op langs granskellet til Sem Møgelhøj, hvor jeg en stund sad eftertænksomt og funderede over livets fortrædeligheder.
Tanken om, at Moster kunne være død, strejfede mig. I alle tilfælde var jeg sikker på, at min tid i Grove var omme. Jeg ville hjem til mine forældre i Nørre Onsild.

Jeg kunne ikke finde andre steder at gå hen end ned til min morbror, Pi Raj, i Sem. Tante Marie var et besindigt menneske. Hun lyttede roligt til min version af historien. Derefter tog hun mig i hånden og fulgte mig gennem Sem Skoven til Grove. Jeg blev anbragt på tørvekassen i køkkenet, mens moster Else og tante Marie fik sig en god, fornuftig snak. Det blev bestemt, at jeg fortsat skulle bo i Grove – hvis jeg lovede at holde mig fra karbid og tændstikker i fremtiden. Det gjorde jeg – men skal sandheden frem, havde Moster en gang tidligere haft mig i ørene af samme grund.
Moster havde ikke lidt nogen større overlast – bortset fra forskrækkelsen, men hun var ikke skudsikker. Siden gården i 1932 brændte ned til grunden efter et lynnedslag, havde hun været meget bange i tordenvejr og afskyede høje lyde. Det var årsagen til, at hun havde haft nødig at skifte en intim beklædningsgenstand. – og så var der naturligvis tabet af ægpengene. Det kunne være slemt nok. Det var dem der dækkede regningen i Brugsen og gav hende økonomisk frihed til at købe lidt ekstra til sig selv.
Onkel Jens, der ellers sjældent udtalte sig om noget som helst, brummede, at jeg sikkert ville have godt af at få brugt nogle af mine kræfter. Det gjorde jeg så i de følgende uger ved at hjælpe ham med at læsse roer.

En hel ny og vidunderlig verden åbnede sig for os, da vi i puberteten begyndte at interessere os for piger – vi, der ikke havde søstre lige ved hånden syntes bare, at der var alt for få.

Om efteråret og vinteren havde vi chancen, når Lisbeth Møller ledede damegymnastikken i Sem Forsamlingshus. Vi vidste godt, at vi ikke måtte liste os hen kigge ind under gardinet, når damerne gjorde gymnastik, men hvem kunne dy sig, hvis muligheden viste sig?

Ethvert drengehjerte skælvede ved synet af de søde og dejlige piger i de hjemmesyede, lyseblå gymnastikdragter. Damerne var der selvfølgelig mere gods i. De var måske knap så yndefulde, men det var kvinder. Vi nød det. Af bar begejstring og spænding lo vi højt og kom med kvikke, opmuntrende tilråb.
Damerne delte ikke vores begejstring, men når de kom ud på trappen for at tale os til rette, var vi væk. Til sidst blev det for meget. Der måtte statueres et eksempel. Man gik til Denen i Grow. Han plejede at være mand for den slags.
Det var årsagen til, at jeg, da jeg frisk og veloplagt mødte op i skolen næste morgen, blev kaldt op til katederet. Jeg blev noget overrasket, da jeg fik en knaldende lussing. Bag efter fik jeg forklaringen – om jeg så for eftertiden kunne lade være med at genere gymnastikundervisningen i Sem Forsamlingshus. At jeg slet ikke havde været i Sem den pågældende aften, var der ingen, der tog sig af. Havde jeg klaget til Moster, havde jeg sikkert fået beskeden: Så haar do sikkert fortjent’n en aan gaang!

Efter min konfirmation i Grove den 27. marts 1949, blev jeg hos Moster Else og Onkel Jens, indtil jeg i august måned rejste hjem til Nørre Onsild. Min far foreslog, at jeg skulle være maler. Det ville jeg ikke.

Jeg havde mod på livet og min bedste ven, Ib, der var købmandssøn, var lige kommet ud at sejle. Han fortalte om sit spændende sømandsliv, så jeg besluttede at rømme. Næste gang han kom hjem på besøg, pakkede vi en kuffert og sneg os ud ad bagdøren. Vi havde bestemt os for at tage ud i den vide verden med den melassebåd, der gik i fast rutefart mellem Hobro og København.
Lige uden for døren mødte vi Ibs mor. Da hun spurgte, hvor vi skulle hen, svarede vi, som sandt var:

Te Hobrow! Så skal I lig ha et pund kaffe og nuer kager mæ te’ Faster Jørgensen.

Under besøget hos Faster fortalte Ib så levende om høje bølger og søsyge, at jeg blev noget betænkelig. Da vi senere stod på Hobro Havn ved båden for at tage hul på eventyret, begyndte jeg at græde. Jeg havde jo ikke engang fået sagt farvel til min mor. Sådan sluttede den rømning.

Kort efter kom min Morbror Christian, Long Krasjan, på besøg. Det blev aftalt, at jeg nogle uger skulle med ham op til Spritfabrikkernes forsøgsgård, Trinderup, for at samle kartofler på akkord. Det blev en oplevelse. Undertiden sagde han: No gir’ed sgu’ kroner, knejt – for han kunne arbejde hårdt, hvis han ville, og så var det svært at følge ham. Foruden os var der nok 20 kartoffelmadammer, husmands- og arbejderkoner, der ved det hårde slæb tjente en hårdt tiltrængt ekstraskilling.
Christian elskede at drille. Når en af damerne listede hen i læhegnet for diskret at løfte nederdelen, havde Long Krasjan gerne en rådden kartoffel ved hånden. Med et velrettet kast med kejten, placere han den, hvor konen var bredest. Når den chokerede og rasende kone fløj op, så hun kun flittige kartoffeloptagere, der passede deres arbejde – men Long Krasjan havde ret, vi tjente gode penge.

Den 1. november 1950 fik jeg plads hos Hans Nielsen i Karlby ved Hobro. Der blev jeg, til jeg året efter fik mulighed for at komme i lære som bager hos Lauge Andersen, der havde forretning i Jernbanegade i Hobro.
Fire år senere fik jeg svendebrev. Det kunne være svært at få lov til at blive i pladsen, når man var udlært. Det var jo dyrt for mester, men jeg blev i bageriet i Jernbanegade, til jeg 1. maj 1956 blev indkaldt til forsyningstropperne i Padborg. Nu kunne man jo tro, at det havde noget med bageri at gøre, men det var bestemt ikke tilfældet.

Efter rekruttiden flyttede jeg til Vester Alle’s Kasserne i Århus. Jeg blev privatchauffør hos Oberst Stensgaard, til jeg blev overflyttet til Nymindegab Lejren. Der blev jeg chauffør for kaptajn Toksmann og samtidig var jeg assisterede skydeinstruktør for hjemmeværnets kursushold.

Da jeg blev hjemsendt 1. september 1957, skulle jeg selvfølgelig forsørge mig selv. Det var ikke muligt at få arbejde som bager, så jeg hjalp min far, der var vært i forsamlingshuset og samtidig passede kirkegården i Nørre Onsild. Så kunne jeg i det mindste kunne tjene til kost og logi.

En kort periode arbejdede jeg som tankpasser hos Esso på Randersvej i Hobro, inden jeg i 1958 endelig fik en stilling som bagersvend i Sdr. Onsild. I november samme år blev jeg gift med Oda.
Der var lidt stille i Sdr. Onsild, så da jeg fik chancen, flyttede jeg til bager Søren K. i Hobro. Det var en stor forretning. I bageriet arbejdede chefen, fem svende, tre lærlinge og en bagerikarl. Der var ansat tre damer og to buddrenge i forretningen, og til at betjene de ca. 25 udsalg, var der ansat to salgschauffører.
Det var en dejlig arbejdsplads med store udfordringer og meget arbejde, så det var en stor skuffelse, da Mester en uge før jul gav mig og en anden svend en fyreseddel, fordi salget svigtede. Det hjalp ikke meget, at han samtidig meddelte, at vi kunne blive ansat igen, når der blev mere arbejde. Vi havde lige fået en ny lejlighed og købt møbler på afbetaling, og julen stod for døren, så vi havde brug for pengene.
Jeg gik ned på Hobro Svineslagteri. Der var arbejde. Jeg fik besked på at melde mig næste morgen kl. 5.30 til tarmmester, Carlo Ganshorn. Slagteriet blev min arbejdsplads de næste 11 år. Da man indførte akkord, så vi dag efter dag måtte stå på den samme plads og lave det samme arbejde, begyndte jeg at længes efter et lidt friere liv, I august 1971 så jeg en annonce i Hobro Avis. Skole- og behandlingshjemmet, Hostruphøj, søgte en pedel og en vikar. Jeg lagde billet ind på begge stillinger og blev indkaldt til en samtale. Jeg blev ansat som vikar, indtil jeg i 1972 blev optaget på børneforsorgsseminariet, Råens Minde, i Ålborg.
Efter min afsluttende eksamen i 1974 var jeg så heldig igen at få ansættelse på Hostruphøj i en stilling som 1. assistent. Gennem 25 dejlige år var min hobby mit arbejde, indtil jeg i 1996 gik på efterløn.
Man sagde gerne om Hostruphøj, at det var et behandlingshjem for vanskelige børn. Som jeg oplevede det, var det børnene, der havde vanskelige forældre.

Kort efter jeg havde fået ansættelse på Hostruphøj, mødte jeg pastor Nørgaard fra Hem hos urmageren i Mariager. Vi faldt i snak, og pastor Nørgaard ville vide, hvad jeg lavede. Jeg er på Hostruphøj, forklarede jeg. Pastor Nørgaard så overrasket op fra piben, som han var ved at stoppe, så sagde han alvorligt: Det har de sandelig været længe om at finde ud a! Ikke Halfdan!

Jeg var 15 år, da jeg blev konfirmeret i Hem Kirke i marts 1962. Skoleåret startede den gang 1. april, men netop det år blev det ændret til august, så mit konfirmationshold skulle egentlig gå i skole et par måneder længere, end man plejede. Det blev der snakket meget om, inden vi fik lov til at gå ud af skolen 1. april, som man altid havde gjort.

Min bror, Jens, der kendte lidt mere til livet, forsøgte ellers at få mig til at gå i skole noget længere, men jeg var som de fleste af mine kammerater interesseret i at komme ud at tjene og klare mig selv. I Grove var der ikke tradition for at gå længe i skole. Vi vidste vel knap, hvad man skulle bruge en eksamen til. Jens tilbød at betale skolepengene, så Far havde sikkert givet lov, hvis jeg havde ønsket at fortsætte med at gå i skole.

De første to år tjente jeg hos min tidligere lærer, Andersen, i Skrødstrup. Det var en dejlig plads, hvor jeg havde det meget lettere end mange af de andre piger, der blev ansat på gårde. De skulle hjælpe til både ude og inde. Andersens havde kun voksne børn, og de var flyttet hjemmefra. Det var mit arbejde at holde huset, mens lærerparret var i skole. Jeg var især meget glad for at få mit eget værelse, og så vidt jeg husker, havde jeg fri hver søndag.

Fra maj til oktober 1964 gik jeg på Hadsten Husholdningsskole. Hver morgen skulle alle elever møde op i ren blå kjole, hvidt forklæde og kappe. Vi lærte meget om ernæring og hygiejne. Vi skulle selv gøre rent på skolen, så der blev ikke smidt papir eller æbleskrog på gulvet. Gad vide hvor mange elever, der ville finde sig i det i dag. Ville jeg hjem til Grove i weekenden, måtte jeg cykle de 36 km frem og tilbage.

Da jeg kom hjem fra husholdningsskolen, fik jeg arbejde på Århus Lærlingehjem, hvor min svoger var pædagog. Det var en institution, hvor unge, der havde haft en vanskelig opvækst kunne bo, mens de fik en uddannelse. Jeg arbejdede i køkkenet og skulle bl.a. smøre madpakker. De unge mennesker havde en god appetit. Jeg husker især en dreng, der hver dag skulle have 24 halve i madpakken for at blive mæt.

I 1965 kom jeg til at arbejde hos en slagterfamilie på St. Pouls Plads i Århus. Jeg var med til at lave de færdigretter, der blev solgt i forretningen: Bøf, forloren skildpadde og biksemad. Jeg spiser stadig ikke biksemad, hvis den er købt i en slagterforretning. Det var mig, der skulle tø alle de ”friskslagtede” kyllinger op, der i stort tal blev solgt i forretningen. Desværre led min tillid til handelsmoral ved den lejlighed et stort knæk, som jeg aldrig har forvundet – nu kalder jeg det sund skepsis. Det var i øvrigt en god plads, og der var den store fordel at tre af mine søskende, Tove, Else og Ole boede i og omkring Århus, så vi ofte så hinanden.

Min næste plads (1966) var på Frøvadsholm, et lærlingehjem i Hornbæk ved Randers. Det var skam en god plads, men der var kun fire beboere, da institutionen var under afvikling. Det største arbejde var næsten at få det til at se ud, som om vi lavede noget.

Den 4. februar 1967 blev jeg gift med Henry Thommasen fra Dalbyover. Jeg havde mødt ham tre år tidligere ved et bal på Havndal Kro. Jeg var kun 20 år, men Far havde stor tillid til Henry – for han var landmand. Vi flyttede ind i en lejlighed hos købmanden i Dalbyover. Efter vores indtjening, var den meget dyr. Vi skulle betale 225 kr. om måneden samt lys og varme.

To år senere købte vi et nedlagt landbrug lidt udenfor Dalbyover. Prisen var 32.000 kr. Jeg blev hjemmegående for at passe vores søn, der på det tidspunkt var to år. Senere, da en nabo fik behov for at få sit barn passet, oprettede vi en tid en dagpleje.

Den vognmand Henry kørte for blev syg og måtte lukke sin forretning. Inden da skaffede han Henry et nyt arbejde som chauffør på Randers Kulkompagni. Det blev hans arbejdsplads de næste 35 år.

Vi syntes, vi boede lidt for langt ude, så vi besluttede at flytte til Jennumparken i Randers. Det var et lidt barskt kvarter, så da børnene skulle til at gå i skole, besluttede vi at flytte tilbage til Dalbyover.

Min svigerfar var syg, så han havde brug for Henrys hjælp på ejendommen. Det var grunden til at vi i 1974 fik dispensation til at bygge et hus på den grund, vi havde valgt, selv om den lå i landzone. Vi skulle jo bo tæt på min svigerfars ejendom. Byggegrunden, der var på 961 m2, kostede 25.000 kr., og huset, der var på 120 m2, kostede kun 172.000 kr.. Vi lavede en stor del af arbejdet selv, men havde en dog murer til at skalmure og støbe gulve og en elektriker til at tage sig af elarbejdet. Efterhånden som familien voksede og vi fik brug for mere plads, blev det nødvendigt at foretage et par ud- og ombygninger – men vi bor stadig i det samme hus.

I 1981 syntes jeg, at jeg havde brug for at se andre end børnene. Jeg søgte og fik ansættelse i køkkenet på plejehjemmet i Øster Tørslev i 30 timer om ugen. Jeg var gerne hjemme, når børnene kom fra skole kl.14.00. Det var min arbejdsplads i 12 år, indtil jeg en dag i 1992 pludselig blev uarbejdsdygtig på grund af leddegigt. Efter 120 dages sygefravær blev jeg afskediget og umiddelbart derefter pensioneret.

Vi har altid nydt at køre rundt i vores eget smukke land og en enkelt gang i Sverige. Derfor har vi aldrig haft brug for et pas. Det fik vi først sidste år, da vi var på en tur til Tønder. Vi ville gerne prøve at handle ind syd for grænsen.
Nu går vi og overvejer, om vi skal tage med på en bustur til Østrig, nærmest for at se, om det at rejse i udlandet er så vidunderligt, som folk påstår, men lad os nu se – man ska’ it’ forjaw sæ!