Der er nu 707 historier fordelt på194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Bent Bjerre Bach

  • Skoleudflugt med forhindringer

    Skoleudflugt med forhindringer

    Min far, der var lærer ved Grove skole ved Mariager, ville gerne, at skolebørnene fik så stort et kendskab til verden uden for sognet, som muligt, derfor arrangerede han en gang om året en skoleudflugt. Det kunne lade sig gøre, fordi alle børn en gang om året kunne få en gratis rejse med De danske Statsbaner. De ville gerne sikre sig fremtidige kunder. Deres slogan var: Ud at se med DSB.

    Jeg husker især en tur. Far havde hele vinteren og foråret arbejdet på at arrangere udflugten. Alt var tilrettelagt til mindste detalje. Eleverne mødte om morgenen i deres fineste stads – smukt vandkæmmede.

    Urolige og spændte gik vi rundt i skolegården knugende skoletaskerne eller skoæsken med de hjemmesmurte sukker-, ægge- eller leverpostejmadder, der i dagens anledning var indsvøbt i kølige rabarberblade, så de trods varmen kunne holde sig hele dagen Var ventetiden lang for børnene var den ikke kortere for “denen”. Han havde en aftale med vognmand Buus i Kastbjerg, om i god tid at køre den spændte flok til stationen i Havndal – troede han. Tiden nærmede sig faretruende det tidspunkt, da “Hadsund-Peter” skulle afgå fra stationen i Havndal mod Randers medbringende en flok forventningsfulde unger. For en sikkerheds skyld ville Far lige ringe og undersøge, om Buus var på vej. Det var han ikke. Dyb stilhed – derefter spørgsmålet: Sku” a kyr’ jer te Havndal i daw? A kommer!
    Der var megen trippen, men kun lidt tale i skolegården, mens vi ventede på Buus. Da han kom hvinende om hjørnet, hørtes kun min fars råb: Op, op, op! Turen var reddet.

    Efterhånden gik det op for os, at Buus nok havde fået fejet lastbilen efter den sidste grisetransport, men ikke haft tid til at spule med vand. Dog, tiden var ikke til klager. Vi sad musestille og forsøgte ikke at røre ved gulvet eller træværket. Alt endte lykkeligt.
    Vi ankom til stationen tidsnok til at se stationsforstander, Korreborg, med det store ego, ulastelig klædt i velsiddende uniform og kasket skridte perronen af med sit “spejlæg” (den stok med rund skive, han brugte til at give signal med, når toget måtte køre). Det var imponerende at se den lille, trinde mand stå stirrende mod Hadsund balancerende på det strakte venstre ben, mens det højre strittede lige ud i luften, mumlende: Kommer hun mon snart. Det gjorde “hun” for det meste “Hadsund-Peter”, selv om forsinkelser og aflysninger ikke hørte til sjældenhederne. Aflysninger blev ikke meddelt publikum. Det opdagede man, når man havde ventet forgæves nogen tid.
    Det blev en dejlig udflugt, selv om de mennesker vi mødte ikke kunne være i tvivl om, at vi var landbobørn. Brisen af gris bølgede blidt om os, hvor vi gik. Den blev dog mere udholdelig, som dagen gik.

    Udflugterne med DSB bragte os til større byer. I Århus så vi Domkirken, Den gamle By, FBD’s fabrikker i Viby, hvor der vankede smagsprøver, Tivoli Friheden og, mens den endnu eksisterede, Århus Zoo.

    I Randers glædede vi os til opholdet i Doktorparken og Randers Zoo, men inden skulle vi lige en lille tur om Randers Dagblad, hvor man kunne være så heldig hos en af sætterne at få sit navn trykt i bly, Randers Museum, Junchers Tøjfabrik, hvor vi benovede så skytterne fare hen over de store væve eller Schandia, hvor de mange togvogne og især de vældige bøffelskind, der blev anvendt til sæderne, fik os til at gøre store øjne.
    Der var langt at gå fra Scandia til Doktorparken, men som altid skred karavanen frem med min far i spidsen. Derefter kom børnene to og to småpludrende med hinanden i hånden. Ingen råbte, for selv drenge med smut i øjet, vidste nøjagtig, hvor “denens” tolerancetærskel gik. Pigerne var der aldrig vrøvl med. De havde travlt med at passe på de mindre søskende og skotøjsæsken med “madderne”. Deres tilbageholdenhed har altid undret mig. Det var, som gik de mere op i at være pyntelige end at opleve verden, selv om de nu havde chancen. Min mor og Mariane Andersen afsluttede karavanen. Det var deres opgave at se til, at alle fulgte med, og ingen groede fast med åben mund foran en forretnings udstillingsvindue.

    Ålborg var nok den by, vi holdt mest af. Efter et besøg på sodavandsfabrikken og Cementfabrikkerne endte vi gerne i Aalborg Zoo, der var den flotteste af alle de zoologiske haver. Det bedste var tilbage, Tivoli Karolinelund. Der kunne “denen” få sig et par timers hvil, mens vi susede rundt og brugte resten af pengene på is og forlystelser – hvilken fryd.
    Efter krigen, foregik udflugterne med bus. Det gav mulighed for at besøge andre lokaliteter: Viborg, Silkeborg, Himmelbjerget eller Nationalparken i Rebild og Bundgårds  skulpturer i kalkminerne i Tindbæk.

  • Slavekrigen 1848

    Slavekrigen 1848

    Uddrag af:
    CHR. KOLLERUP
    EN VESTHIMMERLANDSK BONDESLÆGT
    Slægten Bro med Sidelinjer.
    Løgstør Bogtrykkeri 1951

    Slavekrigen i Vesthimmerland,(side. 245-49) Godt et århundrede er forløbet siden slavekrigens dage, og det kan vel have sin interesse at opfriske Nogle enkeltheder fra den tid, da det forfærdelige rygte om Rendsborg-slavernes udbrud forårsagede en sådan panik i befolkningen, at noget lignende næppe er set hverken før eller siden. Rygtet lød, at hvor slaverne kom frem, afbrændte de gårde og huse, mishandlede eller ihjelslog Befolkningen og røvede dens ejendele, såsom rede penge, sølvtøj og lignende.

    Det var den 31. marts 1848, at den urovækkende melding nåede op til Vesthimmerland. Fra Herreds-fogederne var der sendt ordre ud til sognefogderne om, at disse ved ridende stafetter måtte underrette befolkningen og sørge for, at så store styrker som muligt blev sammenkaldt rundt i sognene for at værne hjem og arne.

    Der blev en travlhed uden lige. Særlig kneb det med at fremskaffe de fornødne våben til mandskabet, da det kun var ganske enkelte, der havde gamle muskedonnere. Disse blev fundet frem fra lofterne, eftersete og afprøvede.
    Egnens smedeværksteder blev omdannet til hele våbenfabrikker; man måtte jo have noget at forsvare sig med. Alt, hvad der kunne gøre fortræd, blev taget i brug, jernstænger, forke, møggrebe, udrettede høleer og høtyve på en lang stage. Man måtte hjælpe sig, som man bedst kunne.

    Af tidligere gårdejer i Vester Falde, sparekassedirektør Jens Sørensen Bak [Bach], der døde i Ranum 1940 i den høje alder af 99 år, har jeg for år tilbage fået fortalt enkelte træk om det røre, meddelelsen om slavernes udbrud vakte i hans hjemby, den lille landsby Braarup i Oudrup sogn, hvor hans far, Søren [Christensen] Bak, dengang var sognefoged og ejede den nu udstykkede Bakkegaard.

    Jens Bak, der på det tidspunkt var i 7-årsalderen og lige var begyndt at gå i skole, huskede tydeligt, da den urovækkende melding kom til den lille, fredelige landsby. Sognefogden kom midt på formiddagen efter endt fodring af sine kreaturer gående tværs over gårdspladsen, der skrånede mod stuehuset, da han ved at se ud af det venstre gårdsled fik øje på en rytter, der i stærk fart kom vest fra ned ad vejen mod Braarup by. Pludselig holdt rytteren i gården. Det var en ung karl, der hurtigt, men meget nervøs kom frem med sit ærinde.

    »Jeg skulle sige fra sognefoged Simon Pedersen i Vilsted, at han fra herredsfogden i Løgstør har fået meddelelse om, at flere hundrede slaver er brudt ud af Rendsborg tugthus og nu er på vej op gennem Jylland, hvor de på den skammeligste måde afbrænder gårdene og ihjelslår ordentlige folk. Alle vegne, hvor de kommer frem, slutter alskens pak sig til dem, så hæren vokser i størrelse for hver time. Det forlyder, at slaverne allerede er et par mil syd for Viborg og kan ventes at være på egnen allerede i aften eller ud på natten«.

    Karlen forsvandt hurtig efter at have afleveret herredsfogdens brev til Søren Bak, der ved meddelelsen var blevet stærkt rystet. Brevet gik ud på, at han hurtigst muligt skulle lade meldingen gå videre til sognefogderne i Lundby og Gundersted, så der også dér kunne træffes de fornødne foranstaltninger.
    Vel vidste alle, at krigen stod for døren; men ligefrem overfald af slaver eller tugthusfanger måtte da være meget værre, så her gjaldt det at vise snarrådighed.

    Foråret kom tidligt det år, og markarbejdet var allerede begyndt, men Søren Bak fik karlen kaldt hjem og anbragt på ryggen af en hest, for at herredsfogdens budskab hurtigt kunne komme til de før omtalte sogne. Selv løb han over til naboen, gårdmand Kr. Overgaard, der var en rask mand, der tit vidste råd i en snæver vending. Kristen foreslog ham at tage op til skolelærer Kollerup, der dengang boede i Toftegaarden vest for Oudrup kirke; muligvis kunne han få læreren til at lede forsvaret. – Søren Bak mere løb end gik. Hvert øjebliks spild kunne jo forårsage, at man ikke blev beredt til at modtage fjenden.

    Skolelæreren var en ældre mand, over midten af tresserne; han havde i sin ungdom under Napoleonskrigene været indkaldt i fjorten år, og deltaget i mangen hård dyst nede i det tyske, så han skulle have alle mulige betingelser for at være en god rådgiver under den forhåndenværende ulykkelige situation.
    Læreren syntes at tage sagen med en vis ro; dog kunne han ikke tage afstand fra øjeblikkets alvor. Han havde den dag i sin tærskelo en arbejdsmand, Niels Hornum, der boede i Hummelhaven Oudrup. Han var året i forvejen kommet hjem efter at have siddet i syv år i tugthuset i Rendsborg for tyverier, han skulle have forøvet sammen med den på hele egnen berygtede mestertyv Jens Bager.
    Tærskemanden mente, at det var helt utænkeligt, at de stakkels slaver, hvoraf flere var lænkede både på hænder og fødder, kunne fuldføre en sådan kraftanstrengelse, som det var at bryde ud af den stærkt bevogtede straffeanstalt.
    Det interesserede Søren Bak at vide, hvordan man tog sagen i nabosognene, og skolelæreren indvilligede i, at hans søn, Kristian, kom på ryggen af en hest og skyndsomst red til Engelstrup for at høre, hvad Jakob Borup, der var sognefoged i Vindblæs sogn, mente, der burde gøres. Han kom tilbage med den besked, at Jakob Borup ikke mente, man kunne sidde herredsfogdens ordre overhørig, og at han, som sognefoged i embeds medfør måtte gøre, hvad der kunne gøres, når faren truede i et tilfælde som her.
    Da skolelæreren på grund af sin høje alder og svigtende helbred ikke mente at kunne stille sig i spidsen for hæren og lede forsvaret, og da der ikke i sognet fandtes nogen, der havde været korporal eller havde nogen videre militæruddannelse, bestemte Søren Bak sig til selv at overtage anførelsen.

    Kommet hjem til gården fik han ved naboers hjælp sendt ridende bud ud til alle beboerne i det noget tyndt befolkede, men vidtstrakte sogn. Alle mandspersoner fra gårde og husmandssteder skulle møde kl. 4 om eftermiddagen ved Oudrup kirke, men også kvinderne og ungdommen fik travle timer med at bære lyng og rafter sammen på den store Tinghøj oven for byen, så baunen kunne tændes, så snart fjenden var i sigte.
    Også de ældre kvinder fik noget at forrette. Man skrev breve og formularer, der, når de blev båret på brystet, skulle gøre fædrelandsforsvarerne usårlige for fjendens kugler. Kun kugler af sølv skulle så kunne bide på, og dem mente man ikke, at slaverne havde let ved at komme i besiddelse af. Der gik også denne eftermiddag mange bud til den kloge kone, Maren Haaning, om medikamenter og trylleord.

    Det var en ret anselig styrke – vel omkring et halvt hundrede mand – anføreren kunne mønstre, da man var samlet og drog af sted fra kirken og op på Tinghøjen, der var egnens højeste punkt, og hvorfra der kunne ses milevidt omkring. Søren Bak havde hos smeden fået lavet et spyd næsten i lighed med en høtyv, og denne var sat på en alen lang stage; dette våben mente han var bedst anvendeligt.
    Den øvrige150 mands hær var bevæbnet med våben af alle mulige slags. Man lejrede sig på højen, og mens mørket hurtigt faldt på, havde man stadig udkik mod syd. Der sporedes vel nok nogen nervøsitet blandt de fleste, men én ting var alle enige om: ikke at vige for fjenden – der ville vanke brådne pander.

    Sent på aftenen var der nogle, der mente at have hørt skud sydpå i heden efter Flejsborg til, og da andre bestemt påstod at have set enkelte ildglimt, troede man, at nu var slaverne ikke langt borte, og man skyndte sig at antænde baunen, der snart blussede op mod himlen i den halvmørke forårsnat. Dette blev signalet til, at der flere steder antændtes bauner, både i Hanherred og rundt omkring. Man troede, at angrebet var begyndt. Men natten gik og morgenen kom, og der viste sig stadig ingen slaver – heller ikke da den lyse dag kom frem. Konerne kom med øllebrød til deres mænd og karle, der var forvågede efter den lange, spændende nat. Op ad formiddagen kom så herredsfogdens bud, at det hele var løgn og opspind opstået i nogles vilde fantasi sammen med den store uro over den rigtige krig, som man vidste ville komme. Hæren opløstes, og enhver drog til sit.

    Der forefaldt selvfølgelig mange begivenheder, som vor tid har moret sig over. En husmandsenke østpå, der var meget overtroisk, og hvis eneste søn også var kommet af sted mod slaverne, havde bagt en tyk pandekage, som hun så sendte med sognets lærer, da denne afgik med sin afdeling den 1. april om morgenen. Da han nåede stedet, hvor karlen skulle være at træffe, var denne allerede afgået med fortroppen, og da læreren var ked af at slæbe rundt med pandekagen hele dagen, og han op ad formiddagen blev sulten, spiste han den.
    Straks efter kom karlen tilbage, og læreren fortalte ham hele sammenhængen og tilbød at betale kagen. Det lod til, at karlen blev meget nedtrykt, og da læreren trængte nærmere ind på ham, forklarede han, at hans moder havde indbagt 25 store lus i pande-kagen. Maren Haaning fra Vindblæs havde nemlig oplyst, at når lusene blev anvendt, skulle der ikke være nogen fare for den unge mands liv. Det fortælles, at læreren fik svære opkastninger ved meddelelsen!

    Et andet sted i Himmerland var der en husmandsenke, der kun havde en tjenestedreng, som også måtte med hæren mod slaverne. Konen, der holdt meget af drengen, fulgte bagefter med sin trillebør, og da man spurgte, hvorfor hun ville med, svarede hun: »Jeg ser jo nok ikke drengen levende mere, og så vil jeg så gerne have hans lig med hjem«. Hun troede, som så mange andre, at det var den visse død, hæren gik i møde.
    I et sogn på samme egn var der en ældre, noget trivelig forvalter, der eksercerede med mandskabet. Det kneb for ham at holde orden på de uøvede bønderkarle – nogle drejede højre og andre venstre om, og det hele var forvirring. Forvalteren, der havde været korporal, blev hidsig og råbte: »Klodrianer, I skal gøre som jeg gør«, hvorefter han trådte et skridt tilbage og faldt baglæns i en kalkkule, der var fyldt med vand!

    Den hele kommers varede blot et døgn. Bagefter gik der flere steder det rygte, at det var kong Frederik 7., der havde udspredt historien om slaverne for at se, hvad folket duede til.
    I alt regnede man med, at der alene i Aalborg amt var kaldt ca. 16000 mand under våben foruden soldaterne, der rykkede ud fra Aalborg.

    De senere generationer har moret sig over disse begivenheder; men det er på en måde uretfærdigt, da man jo sagtens kan være lystig, når faren er ovre. Vore forfædre greb til våben – ikke blot de yngre, men også de ældre, mænd helt op over de tres, og halvvoksne drenge; de var rede til at ofre livet for fædrelandet.

  • Ikke helt ufarligt at køre på en røvskubber

    Som små hjalp vi børn Mor med at holde kirkegården pæn og nyrevet til hver søndag.
    Vi lærte tidligt at ringe med kirkeklokken. Mor ringede solen op om morgenen, og Far ringede den ned om aftenen, hvis han da kom så tidligt hjem fra arbejde, at han kunne nå det, ellers var det et af os børn eller Mor.

    Når der skulle være begravelse gravede Far graven med håndkraft. Om vinteren når jorden var frosset til, måtte han bruge en hakke, til han kom ned til den bløde jord. Gravens sider blev stivet af med brædder, så jorden ikke kunne skride. Når begravelsen var overstået, og følget var gået til kaffe i forsamlingshuset, skulle graven dækkes med jord. Vi havde en jomfru (en tyk pæl med en rund pind igennem) til at stampe jorden med, så den blev fast. Når graven var dækket, hjalp vi til med at dække den med blomster og kranse.

    Om søndagen skulle der ringes til gudstjeneste. En time før blev der ringet første gang uden bedeslag. En halv time senere blev der ringet anden gang – også uden bedeslag. Tredje gang, lige inden gudstjenesten begyndte, sluttedes ringningen af med 3×3 små bedeslag. Det skulle der stor øvelse til, så det var næsten altid Far, der ringede sidste gang inden gudstjenesten. Præsten var pastor Nørgaard fra Hem. Kirkesangeren var de første mange år lærer Bach fra Grove Skole – senere blev det Villy Møller fra Hedely. Organisten var læreren i Skrødstrup, Henry Christiansen, og Far var kirketjener eller ringer og graver, som vi sagde i min barndom.

    For at tjene lidt penge gik vi med aviser og ugeblade. Vi kunne heldigvis cykle det meste af året. Det hændte, at vi om vinteren ikke kunne cykle, så var det en lang gåtur rundt i Grove, Edderup og Nørre Sem, for aviser og blade skulle ud til tiden.

    Under krigen og lang tid efter gik og cyklede folk, når de skulle i byen. Det var et vældigt fremskridt, da min far i slutningen af fyrrerne fik en røvskubber, som man respektløst kaldte de første knallerter. I virkeligheden var det bare en påspændt motor, der ved hjælp af nogle ruller trak cykelhjulet. Den kunne være spændt på både for- og baghjulet. Det var ikke helt ufarligt at køre på en røvskubber. Fjedrende forgaffel var endnu et ukendt begreb. Og var motoren monteret på forhjulet af en damecykel, der slet ikke var konstrueret til at køre 40 – 60 km i timen, var det direkte livsfarligt. Vi færdedes på hullede grusveje, hvor især damecykler havde let ved at slingre.

    Mange i Sem havde geder. Vi havde to hvide geder. Om sommeren stod de hele dagen i vejgrøften langs vejen til Enslev og græssede, der var jo ingen særlig trafik. Om vinteren opholdt de sig i vort udhus, hvor de blev fodret med roer og hø, som vi havde hentet hos bønderne. Vi drak mælken. Den smagte dejligt.

  • Ingen kan vide sig sikker

    Ingen kan vide sig sikker

    I G. Th. Graversens bog: Gårde og slægter i Salling og Hardsyssel kan man læse, at gården Frøjk i Måbjerg i 1683 var en dobbeltgård (den ene var øde, og at der i 1687 – 88 var to fæstere Niels Christensen og Christen Nielsen.

    Det er interessante navne, for det er nærliggende at tro, min ane Poul Nielsen, der er født omkring 1703 er søn af Niels Christensen i Frøjkgårdene og hvem ved måske sønnesøn af den anden fæster Christen Nielsen sammesteds, men intet er bevist, for kirkebogen i Måbjerg begynder først 1752.
    Den 30. oktober 1730 møder Poul Nielsen, der er blevet hjemsendt fra soldatertjenesten, i herredsretten med et fæstebrev, der lyder på den halvgård, som Bertel Christensen Torn fradøde uden arvinger. Denne gård er lige så ringe som den anden. Der gives skattefrihed i tre år.

    Fogeden forklarer, at der: – – – – til de gamle huses uomgængelige reparation – førend korn og hø deri kan lægges – må indkøbes fra Holstebro og Struer, 7 stk. fyrretræ, 2 – 3 tylter fyrrelægter, 150 favne simer mm. Bertel Øgaard laver tømmerarbejdet for 4 mark og kosten. 22. december 1730 får Poul Nielsen fæstebrev på Frøjkgården. Han bevilges skattefrihed i tre år. I den periode skal han for egne penge bringe sætte gården i stand samt indkøbe besætning og avlskorn. Efter de tre år skal han årligt betale 8 rigsdaler i landgilde.

    Tilsyneladende er Poul kommet godt i vej. Måske har han været så heldig at undgå kvægpest, uår og stormene, der i de tider ødelagde mange bøndergårde.

    Den 17. april 1731 bliver Poul i gården, Birkild, i Asp sogn trolovet med Poul Sørensen datter, Mette. Brylluppet stod i Asp kirke den 16. juni samme år.

    Syv år senere bemærker Poul, en aften han går tur, at et par mænd fisker i den å, der løber langs hans marker. Det er tyveri. I en tid, hvor man trods saltning og røgning ofte havde svært ved at få maden til at holde sig, var ferske råvarer som fisk efterspurgte, så Poul Frøjk tjente lidt til skatter og afgifter ved at udleje fiskeriet i sin halvdel af åen til Sig. Christen Møller i Holstebro. Da det kommer ham for øre, at en person kaldet Christen Ræv stjæler hans fisk, anmelder han sagen, og Poul bliver selvfølgelig indkaldt som vidne, hvilket ses i tingbogen under (22. maj 1739 s. 227- 228.)

    – – hvorefter de 2de naungifne Vidner af Retten blev paaraabt og Eeden for dem af Dommeren oplæst og forklaret og efter at Eeden som meldt for dennem af lovbogen lydelig var læst fremstod for Retten det vidne naufn. Niels Davidsen og Christen Ouergaard begge af Holstebro som giorde deres Eed med opragte fingre efter Loven, hvor efter de af Høeg paa Citantens Vegne blev tilspurgt om de ike har seet og er bevidst at Christen Rev udi Østerlund ere og bor den tiid saa velsom færdedes mellem d. 2 og 3 april sidst udi hans naunl. Christen Møllers berettigede Fiskeri er skeed de da ville forklare om sagen med sligt fra først til sidst. hvorpaa begge vidner forklarede, at først i Marty sidst afvigte, var de af Sig. Christen Møller begieret, at gaa med til Frøik, for at fornemme om bem.te Christen Rev der var at fiske, og som de der da henkom ved aftenen omtrendt klokken mel-lem 7 à 8 slett. Da det var mørkt forrefandt de en Persohn paa denne siide Frøik som gik paa Landet og trækkede med et fiske reeb eller ret kaldet Vaad Reeb, og som de talte med samme Persohn der gick og træckede med et Vaad Reeb hørte de Christen Revs lydelig talte paa den anden siide af Storaaen og nefnte samme Persohn som gick paa denne siide samme Aa, ved Naun Jacob, og sagde Christen Rev da til same Persohn at Hand skulle lade sit Reeb løss fordi der var indtet for dem videre at gaa efter at fiske, og med det samme loed benefnte Jacob sit reeb løss som Christen Rev hafde sagt ham, hvoreftter da begge vidnerne gik til bage hiem, og betydede same for Sr. Christen Møller, ydermeere forklarede vidnerne  at imellem 2den og 3die april sidst var de atter af bem. Sig: Chr: Møller begieret. at gaae til Storaaen needen for Frøik for igien at reconnosere om bemt. Christen Rev der var at fiske og som de derdid kom omtrent Klocken ved 7 slett, da Dagen end icke var af himlen, og som de der kom til Storeaaen neden for Frøik da forrien fandt de atter der en Person paa denne side som gick med et Baad Reeb og træckede med et fisker Garn saa nær ind paa denne side saa at de faar Gangstangen paa dend ene siide af Garnet, saa nær ved landet som de kunde træcke med Vaadet eller Garn, mens same Person som de baade saa og talte med ville ike give dem sit navn tilkiende men som de saa og kiente Christen Ræv, som gik paa den anden side af Storeaaen, med bagreebet af Baadgarnet, spurgte Vidnerne hannem ad hvad rettighed eller adgang hand hafde til at fiscke i Storeaaen længere ind til mit: strømm, og om hand ike af Sr. Møller var bleven forbuddet hand icke maatte, derpaa svarede Christen Ræv, det var saa længe siden saa hand huskede det ike.
    Og blev saa fremdeles ved at fiske, og vidnerne gik derfra hiem til Sr Christen Møller og betydede ham hvad der i saa maade passerede. Sr. Ellerup tilspurgte disse 2de Vidner om de kunde forklare at bem. Christen Rev, hafde brugt fiskeriet anderleedes end som tilforn i mands minde af ham og hans formænd ja end og af Frøick beboere paa begge siider hafde været brugt, hvor paa vidnere svarede, derom kunde de ingen forklaring giøre siden de ingen har seet Frøickmænd som paa denne side Storeaaen er boende. icke heller paa dend anden siide Storeaaen nogen af Øøsterlunds beboere af Idom Sogn nogen sinde der at fiske.
    = Følgende dend 228 Citert hans Seddel, saaledes som følger herved tilstaar underskrevne Laurs Lauridsen og Poul Nielsen iboende Frøickgaard, Maabjerg Sogn, da som det er enhver bekiendt her omkring at der løber en storeaae vester synden om Vores iboende gaard, som vi vil kunde fiske noget lidet fisk udi inderst inde, mens da for hvilken min gaardmand eller mig icke haver lejlighed dertil formedelst vores aufilng dermed at forsøme saa haver vi begge med en God villie forundt og accorderet med Christen Møller i Holstebro udi en 3 aars tiid, at hand maa have fri forlov der at fiske i ovenmeeldte aae mit: strøm, saa langt Vores Grund og Ejendom varer som er fra Frøick Mølle beck gaar til som løber i same aae og saa langs med i Vester til Jegebjerg Backe undtagen, og som Fisking og Rettighed paa Vores Grund maa hand antage ad Mickeld. dend. 29. Septr 1738 og kan blive til mand skrivendes Vorder 1741 – d: 29de Septr. som ovenmeldte Christen Møller haver fornøyet og afbetalt os for dend første aar forud, og ligeledes skal vi nyde for hver af de andre Aaringer som er tilbage og derimod lover vi begge for een og een for begge at ingen hvo det end være maa skal have forlov eller maa gaa paa vores Grund at Fiske enten med Garn eller Reeb saa Vidt Vores Eiendom stræker ved Aaen ide ovenmeldte 3de aar uden som ovenmeldte Møller eller hans Folck som der til haver fri forlov, og skulle nogen omkringsnige sig til samme aae derudi at fiske efter loulig advarsel til dem maa de tage imod dend straf som Loven befaler om Fiskeris Rettighed, mens aparte om det skulle Være med vores hosbondes Villie som vi icke paaber eller troer bliver ventelig, saa skal vi være Christen Møller svalig og fornøye hannem igien, dets til bekræftelse under vores hænder Poul Nielsen, Laurs Laursen, Frøickgaard dend 18de Septr. 1738. (Justitspr. Hjerm-Ginding 22.05.1739 s.228-233)

    Laurids Nielsen Skomager og Bertel Andersen Mejer indkaldes af Christen Møller i sagen om fiskeri langs Frøjkgaardens jord samme dag. Også den 8. maj er der forhandling i sagen.

    Domsdagen fastsættes til om 14 dage. Christen Rev dømmes og skal betale processen med 8 rigsdaler. Hans advokat giver dog ikke så let op. Han påstår, at en fæstebondes seddel ikke kan danne grundlag for dom, og kræver, at sagen forelægges en anden ret. Det modsætter både forsvarer og dommer sig – og sådan bliver det.

    Poul Frøjk blev en holden mand. Alle børnene fik gårde og blev senere selvejere. Man kan sikkert regne med, at familiens velstand ikke udelukkende er kommet af opgangstiderne i landbruget eller et veldrevet landbrug. Poul Frøjk har sikkert med held deltaget i den udbredte heste- og kreatur-handel der foregik på Holstebroegnen på den tid. Omkring 1770 er han gået på aftægt på gården efter et langt liv som bonde.

    Sønnen, Peder Poulsen, og naboen, Laurs Laursen, køber hver sin gård i 1771, hvilket ses i auktionsprotokollen for Hjerm og Ginding herreder under den 22. oktober samme år. Hartkornet var da 5 td. 2 skp. 0 fdk. 2 alb. og landgilde 8 rigsdaler. Laurs betalte 82 rigsdaler for sin halvgård, Peder lidt mindre. Den 16. april 1775 låner Peder 200 rd. af Chr. Madsen Naursgaard.

    Næste gang vi hører om Poul Nielsen Frøjk er Påskelørdag 1777 Det er den 29. marts. I kirkebogen, beretter sognepræsten:

    29. marts døde Povel Froick, da han tillige med begge Froickgaardene op brændte, den overblevne Del af ham, som blev reddet fra Ilden, blev 31. Marts begravet i Maabjerg Kirkegaard.  Hans Alder var 74 Aar.

    I fantasien kan man forestille sig en gammel mand tumle ud af sengen hin martsmorgen 1777. Bæsterne, der var familiens livsgrundlag, skulle reddes, men Poul Frøjk tabte kampen. Gården, høsten og bæsterne var borte – hvordan med  fremtiden. Det har ikke været en lykkelig familie, der den 31. marts 1777 for sidste gang fulgte Poul Frøjk til kirkegården i Maabjerg.
    Hvordan det videre gik, kan vi få et lille indblik i justitsprotokollen under den 22. august 1777.  (B78A – 3, 27.08.1777 s.)

    Peder Poulsen Frøjk mødte for Retten og i Henseende til den ham vederfarne ulykkelige Ildebrand, producerede en udtagen Rettens Stævning, Herredernes og Amternes Øvrighed samt Etatsraad Hansen eriIndkaldt at anhøre de Vidner, som om den ulykkelige Hændelse kan give Oplysning Alle indkaldte Vidner mødte, men kun Karlen i Frøjk og Mølleren Laurs Pederen saa Ildebranden og løb straks til Hjælp for at redde, hvad reddes kunne, men da  han kom til, var Salshuuset paa Fald.  Ilden opstod ved 7 tidligen om Morgenen, hos Henrik Laursen i Øster Frøjk, Øster for Skorstenen i Salshuuset, men hvordan den opstod, vidste ingen. Hele Vester Frøjk blev aldeles lagt i Aske, undtagen ti Fag smaa Huse, der brugtes til Faarehøveder, 40 Fag blev lagt i Aske, 4 gode Bæster, alt Indbo og Tøj, alt det tærskede korn, 70 tønder Byg og Havre samt det utærskede Korn blev fortæret af Ilden. Peder Poulsens Far omkom, da han ville redde sin Søns Bæster. Ligesaa mødte Henrik Laursen i Øster Frøjk og berettede om branden, som opkom hos ham Lørdagen før Paaske, og hvor alt ligeledes opbrændte undtagen lidt Sengeklæder, der blev reddet, og en gammel Bygning, der blev brugt til Hestestald paa 4 – 5 Fag.
    Begge de to Frøjkmænd bad ydmygst om at faa en skriftlig Tingsvidne, saa de allernaadigst kunne ansøge Hans Majestæt om noget Frifindelse for de kongelige Skatter, dette blev dem bevilget, var for begges Vedkommende 5 Td. 2 Skp., men hvem der havde beboet i Landopmaalingstiden, vidste de ikke.

    De to gårdmænd fra Frøjk er sikkert, som det var sædvane, blevet fritaget for skat og afgifter i en periode på to eller tre år, mens de opbyggede gården. Derefter var alt, som det hidtil havde været, med hoveri, tiende og ekstraskatter.
    Peder Poulsen og Laurs Laursen havde allerede den 22. oktober 1771 købt henholdsvis Vestre- og Østre Frøjk. Laurs Laursen måtte betale 82 rd. Peder lidt mindre.
    (Hjerm Ginding justitsprotokol.)

  • En horeunge

    En horeunge

    Det bødes der for i mange år som kun var en stakket glæde
    skriver J.P. Jacobsen

    Jeg ved godt, at det ikke var de uægte, horeungerne, slegfred- og elskovsbørnene, han skrev om, men i min barndom byttede vi om på de to sidste ord og satte et lille i ind, så passede det.

    I min slægt findes de i hobetal – især i min indremissionske farmors livskraftige gren. Det er grunden til, at netop den gren af anetavlen er meget kort – for jeg nedstammer fra horeungerne, fruentimmerne og de udlagte barnefædre.

    Nu har jeg aldrig rigtig fundet ud af, hvordan man laver uægte børn. Horeunger – det kan jeg forstå. Det er der saft og kraft i. Til gengæld har jeg aldrig kunnet forstå, hvorfor de arme unger hele livet skulle moppes, fordi deres forældre havde brudt samfundets strenge morallove. Som nu min ane, Anders Mogensen. I folketællingen opgiver han, at han er født i Haubro i 1796. Lykkelig iler man til kirkebogen, men han er der ikke. Man forsøger igen. Han er der stadigvæk ikke. Pludselig får man den tanke, at den gode hr. Friedrich Godtfred Stampe, sognepræst i Haubro, er en af de fordømmende præster i 1700-tallet, der ikke skulle have deres kirkebog tilsmudset. Det var han. Så bag i bogen med dem – horeungerne. På side 86 finder vi med spids, letlæselig skrift den lille uægte Anders’ dåbsdag indført:

    1796 den 10. januar.
    Lod Ungkarl Mogens Andersen Ladefoged paa Mølgaard og Pigen Maren Jensdatter som forhen haver tient paa Mølgaard, tient indtil Juli hos Gaardmand Anders Larsen i Sdr. Haubro i Torsgaard, deres uægte Søn som i Hiemme Daaben var kaldet Anders, fremstille i Kirken til Daabens Bekiendelse, frembaaren af Fru von Büllow paa Mølgaard fulgt af Jomfru Kold ibd. (sammesteds) og var Fadderne Niels Krogh og 2’de Sønner Poul og Niels alle af Torsgaard.

    Ikke enhver horeunge blev båret til dåben af nådigfruen på Mølgaard, mens jomfru Kold stod hos, men “wos Ajs” havde jo også en ladefoged som far, der havde vedkendt sig faderskabet og endog deltog i dåben.

    Der var åbenbart også forskel på folk den gang, i alle tilfælde har hverken Maren Jens-datter eller Mogens Andersen stået offentlig skrifte i Haubro kirke. Men skandale har der nok været, for ved den næste folketælling fem år senere finder vi hverken Maren eller Mogens – men vi håber stadig på engang at finde dem som lykkeligt ægtepar i et andet sogn.

    Hvordan det gik “wos Ajs”?
    Jo, i 1801 var han som seksårig tjenestedreng på gården Enigheden i Sdr. Haubro.
    I 1834 arbejdede han som medhjælper hos den nye ladefoged på Mølgaard, så herskabet havde ikke helt glemt ham.
    Året efter den 8. november 1835 blev der lyst til bryllup i Skivum kirke for ham og Ellen Marie Christensdatter. Brylluppet stod den 27. november. I kirkebogen noterede præsten, at Anders havde haft “naturlige Kopper”. Kopper var ellers en dødelig sygdom, hvis man overlevede den, var man resten af livet vansiret af store ar i ansigtet og på kroppen.

    Anders og Ellen Marie slog sig ned i Foldmosehus. De fik seks børn, hvoraf flere arvede ladefogedens gener og mødte op i hjemmet med horeunger Da Danmark i 1864 tabte krigen mod Preussen og Holsten, var Anders en gammel mand, men han oplevede den store glæde at se sin ældste søn Anders Andersen vende uskadt hjem fra krigen for at bosætte sig som murer på Barmer Mark.

    Kort efter jul. Den 27. januar 1868 døde Anders. Han blev begravet på Skivum kirkegård.

    Se, nu skulle man jo tro, at historien om horeungen var til ende, men Anders var jo ikke en helt almindelig horeunge. Han var søn af en ladefoged, og den slags glemmer vi ikke i vor slægt. Derfor har hans fars navn; Mogens, i dele af slægten overlevet, som et uofficielt efternavn. De hedder Andersen, men de fleste kender dem under navnet Mogensen.

    – og her slutter så historien om horeungen,  Anders Mogensen – “wos Ajs”

  • Gårdbrand i Fabjerg

    Gårdbrand i Fabjerg

    Bertel Jepsen er født i Vestergaard i Fabjerg omkring 1733. Han var søn af Jep Vestergaard, efter hvem han overtog fæstet på gården. I 1767 – samme år som faderen døde – blev han den 22. april viet i Fabjerg kirke til den 20’årige Kiersten Katrine Povelsdatter, der var datter af Poul Madsen i Hyldgaard og hans kone Kirsten Maltesen.
    Underskriverne af forlovelsesattesten i kirkebogen er svigerfaderen, Poul Madsen Hyldgaard og Søren Mortensen i Pindsboel.
    De første år hører vi ikke noget til familien i St. Vestergaard, så vi må formode, at livet har udfoldet sig for dem som for andre familier i landsbyfællesskabet i Fabjerg med barnefødsler, slid og slæb for at holde sulten fra døren.
    Den 8. januar 1777 brænder gården. Bertel må gå den tunge gang til herredsretten i et forsøg på at få et par års skattefrihed, så han kan få råd til at genopbygge gården.

    En katastrofe for Bertel, men vi, hans efterkommere, får pludselig mulighed for at løfte lille en flig af glemselens slør, og få et lille indblik i de barske vilkår Fabjergboerne levede under i 1700-tallet.
    For Retten fremstod Bertel Jepsen, Fæste Bonde af Store Vestergaard i Fabjerg Sogn under Skodborg Herred, Beufling Amt, som beklagelig Anmeldte i Retten, at Mandagen d: 8 January næstafvigte om eftermiddagen, noget over Middag opkom Vaade Jld udj bem.te hans paaboende Gaard som uanseet tilkommende Naboers hielp saaledes tog Overhaand formedelst daværende stærk Stormveyr, at det hele Stue Huus længe og dertil tilstødende høelade ialt 19 Fag vel bebygt huus med Kub eller Halvtag i begge Ender aldeles af Ilden blev fortæret og lagt i Aske, saa deraf ej blev det mindste tilovers fra ildens Lue, som kunde anvendes til nogen Nytte hvorved tillige største Deelen af hans Indboe blev opbrændt  saavel som en 14 læs høe med noget mere hvoriblandt hans aftærskede Korn, som laa paa Loftet, hvorved han er sat i ynkelige og beklagelige Omstændigheder, trængende til Kongens Naade, og Med Christnes hielp, til hvilken Eed og for at ansøge Hans Majestæt om De Kongel: Contributioners eftergivelse, Bertel Jepsen var begeærende at hans Naboer og flere, som ved ilds Vaaden har været tilstæde, maatte tillades deres Eedelige Vidnesbyrd for-inden Retten at aflægge og hannem derefter et louligt Tings Vidne desangl: maatte blive meddelt, i hvis følge han fremstillede Søren Laursen af Lille Vestergaard, Laurs Christensen Vinte sgaard, Peder Nielsen Svensensgaard, Christen Nielsen Bloksg, Søren Pedersen af Bloksgaard Huus og David Lauritsen af Hyldgaard, alle af Fadbjerg Sogn, som han begiærede i Eed tages og stedes til Forhør.
    Retten fremkaldte berørte 6 Vidners Persohner, forelæste og betydede dem Lovens Eed, og formanede dem til Sandheds Udsigende, som de og enhver belovede og derpaa med oprakte Fingre giorde Lovens Eed, og derefter paa Rettens tilspørgende qvestering forklarede: at det udi alle Maader forholdt sig saal: med den ilds Vaade, som Bertel Jepsen foran for Retten forklaret haver, meml: at Stuehuuset med høe laden aldeles blev lagt i Aske, og ikke det mindste deraf blev reddet fra ildens lue, og at største deelen af indboen, kornet paa Loftet og Høet i Laden ligel. Af ilden blev fortæret, saasom ilden tog saa kraftig og stærk overhaand, at det næppe varede en halv Time, fra ilden først saaes, og til det alt sammen var i Aske. – Vidnerne forklarede d: at ingen af dem vidste nogen Aarsager til ildens Opkomst, Ligesom det ogsaa var dem bekiendt, at der den dag ei var brugt brygning ell: bagning i Bertel Jepsens huus, hvoraf saasom ilds Vaade kunne opkomme, og desuden tændte ilden først an i vester ende af huuset, hvor hverken Ofn, Kycks eller Skorsteen var. Endnu forklarede Vid-nerne: at berørte Store Vestergaard staar i matriculen for hartkorn 9 td. 7 skp. 1 alb. Som stodhe i Deres Minde tid har været under en Beboer, og da Vidnerne paa nye efter op Læsning havde tilstaaet Deres Vidnesbyrds rigtige Tilførelse og aflæggelse blev de fra Retten dimitterede, da dert passerede efter Bertel Jepsens begiering hannem i Tings Vidnes form blev bevilget.- Da ingen efter Rettens Paaraab meldte sig med noget videre blev Retten udlyst og ophørt (Sk.-V. hrd’s Tb 25.01,1776, s. 3b).

    Man må formode, at Bertel Jepsen, som det var kutyme, fik eftergivet skatter og afgifter 2 eller 3 år, så han kunne genopbygge gården og indsætte en ny besætning for derefter igen at blive en af Hans Majestæts gode, stabile skatteborgere.
    Det nåede han nu ikke. Måske har branden knækket han. I alle tilfælde døde han året efter 1777 og blev den 13. februar begravet på Fabjerg kirkegård 44 år gammel. Man kunne ellers have undt den stakkels plagede Bertel at opleve jubelåret, 1788, året, hvor kongen ved lov ophævede vornedskabet.
    Det var en ung enke, der sad tilbage med ansvaret for gården. Men, på en gård skal der være såvel husbond som madmor, så allerede den 12. november 1777, var der bryllup i St. Vestergaard. Kirstens nye mand var Christen Lauritsen Trans med hvem hun fik to børn.
    Den 31. marts 1822 døde Kirsten. Hun var 75 år, da hun blev begravet på Fabjerg kirkegård.

  • Ufred i slægten

    Ufred i slægten

    David Pedersen blev født omkring 1724 i Nørre Nissum som søn fæstebonden i Nørre Touborg, Peder Davidsen og hans kone, Maren Johannesdatter Sparres. Den 5. februar 1753 overtager David fæstet på Touborg efter sin far. Dagen før, den 4. februar 1753 var stavnsbåndet blevet genindført. Adelen manglede arbejdskraft på deres godser, og kongen ville være sikker på, at der altid kunne udskrives værnepligtige til hæren. Stavnsbåndet betød, at bønderkarle mellem 14 og 36 år ikke måtte forlade det gods de tilhørte – var knyttet til.

    Fæstebrevet, ses indført i tingbogen under den 5. februar 1753 godt tyde på. Det lyder:

    No 19  F5 12 Sk   1753
    Underskrevne Anne Marie – Sal. Cammer Raad Mathias Pedersens efterleverske til Kongensgaard tilstaar og herved vitterlig giør at have sted og fæst til min Bondesøn David Pedersen det lidet stæd Nør Touborg i Nissum som hans Fader David Pedersen nu ibor i fæste har haft og til hannem afstaaede og oplat haver paa følgende Conditioner:

    I.         Saa længe begge hans forældre lever og er nogenledes ved Helbred og oven Sengen, sider han med dem, og ei gifter sig, uden deres gode villie og samtøke med Mindre der sygdom og svaghed skulle paakomme dem, da fornødenheden sligt udkræver.

    II.        Omgaaes hand dem sønelig, kierlig og vil og forsyene dem med deres fornødne underholdning lige med sig selv som ogsaa efter deres død skaffer dem en sømmelig begravelse og iordefærd, hvorimod David Pedersen for det.

    III.       Beholde alt hvad hans forældre efterlader sig, uden nogen Skifte og deling med hans afvgn sødskende, eller at de derpaa have nogen Protention.

    IV.        De gamle love at viise Sønnen ald den hjælp og assistence muligt er, og ei give aarsag til nogen uEnighed klager eller Dispute, og i fald Samme skulle ved døden afgaae før hans forældre, staaer ded gamle fæstebrev endda ved Magt. Naar nu ovenskrefne saaledes rhedelig og tilbørlig holdes skal fornte.

    V.         David Pedersen for det beholde bem. hans faders stæd og fæste sin lifs tid uud lige Ret og tillæg som hans fader og formænd, det have haft og brugt, Stædets bygninger forbedrer og istand holder, marker ei til upligt bruge, Aarlig til hver Martine betale Husbonde for ægt og arbejde Skyld og landgilde, de 4re Quartaler og kornskatten medberegnet, Rede penge 6 Rd, skriver 6 Rigsdaler. Indfæstning har han i dag betalt med 8 Rd og i alt Øvrigt, som een fæstebonde, retter sig efter Kongens Lov og forordninger, under denne fæstes fortabelse.

    Dete til bekræftelse under min haand og forsegling.
    Lemvig dend 5te febr. 1753
    Anne Marie
    Sal. Mathias Pedersen (B77 B-5a, side192b)

    Man kan undre sig over fæstebrevets skarpe ordlyd, men herskabet på Kongensgaard har måske ikke været helt uvidende om, hvad der foregik i Nr. Touborg – og det er vi heller ikke.

    Samme år fik David sine forældres samtykke til at gifte sig. Der var trolovelse den 19. oktober, og vielsen foregik i Nørre Nissum kirke lige før jul, den 19. december. Bruden var Maren Pedersdatter, der sikkert stammede fra Nørre Nissum.

    Da H. V. Richter overtog Kongensgaard i 1755, nævnes det i tingbogen, at det var David Pedersen og hans svoger, Jens Maltesen, der boede i Nørre Touborg, der som mange andre fæstegårde var en dobbeltgård.

    I tingbogen under den 29. januar 1756 får vi et tydeligt billede af, hvad Peder Davidsen, Davids far, og senere David måtte stå igennem på grund af moderens hidsige temperament, senilitet eller sindssyge.

    David har givet op og stævnet moderen for retten i Lemvig. Gennem vidnernes forklaring får  vi et indblik i et af de mest tragiske eksempler på ufred i vor slægt.

    Torsdagen den 29de Janv: 1756 Dommer og Skriver Jørgen Sørensen. Stolemændene vare: Morten Madsen, Søren Futtrup, Henrik Christensen af Lemvig samt Peder Pedersen Synderby i Fabjerg.
    Fremkom for Retten sr. Peder Nielsen Smith af Lemvig og producerede Een skriftlig Rettens stefning paa papir No 18 af Dato 22.  Janv: sidst hvilken stefning med sin forkyndelses paaskrift begierende i Retten læst, paaskreven og  den forventede act tilført som og skede, lyde fol: Efter Begiering paaberaabende Retten de indstefnte Neml: Maren Johannesdatter Sparres, Johannes Iversen, David Pedersen og Hustrue, Hvor efter anmeldte sig David Pedersen, som tilstod stevningens lovlige forkyndelse.
    Smidth begierede at Retten ville Æske David Pedersens fæstebrev og at dend i Retten maatte vorde fremlagt til læsning og protocollation, hvorefter David Pedersen fremlagde hans fæstebrev af Dato 5. Febr 1753, som blev læst og lyde fol: Jfølge stævnemaalet var Smith beføiet til at giøre følgende Spørgsmaal til David Pedersen.

    1.         om hand har nægtet sin Moder noget til hendes underholdning og lifsopophold af det han selv har haft enten ved hans bord eller i hans huus.

    2.         om hand veed eller er vidende at hans hustrue Maren Pedersdatter enten ved opsætsighed eller gienstridighed har forvoldt saadan ufrighed.

    3.         om han veed eller er vidende at hans Hustrue Maren Pedersdatter enten med Opsætsighed eller gienstridighed har forvoldt saadan ufrieghed, Paa hvilke 3de Spørgsmaale Smit begierede Retten ville indhente David Peders: svar
    David Pedersen svarede paa 1te Spørgsmaal, Nei hand havde ingen aarsag givet til den ufrieghed der har været jmellem ham og Moder. Paa det 2dte Spørgsmaal svarede, Nej vist havde han icke nægtet hende noget til underholdning, Paa 3die svarede, Nej vist havde hans Hustrue icke været aarsag til ufrigheden, og erklærede i det øfrige der paa at aflægge lovens Eed naar den ham vorde tillat: David Peders: blev endelig tilsidst tilspurt om han intet havde hans moders fæstebrev med sig eller quitaatj bogen, Svarede Nej ingen af delene, Man havde vel begieret quitaatj bogen af hende, men ej til Datum faaet dend.

    Videre erklærede Smith at dend uforliegelighed, dend forargelig Levemaade og onde forhold har foranlediget Smith at lade dend Gl. Maren Sparres Lauværge her til tinget at indstevne, for sligt at faa fremmet, om muligt er, og til den Ende indkaldt 4re af Nør Nissum Sognemænd, som og i lang tid har været ?)—-end og videre fremlagde en ?) Mi— fra Præsten Christian Brun i Nissum. angl. samme Beskaffenhed, hvilket Smith begierede i Retten maatte læses og Acten tilføres, som og skede lyde fol: hvorefter Smith var begierende at de indkaldede mænd maatte for Retten fremkaldes og tages under Eed for at vidne deres sandhed hvad de om dend ting er bevist, og fremstod da Jens Maltesen, Christen Jepsen og Peder Pedersen Støvlbæk samt Christen Christensen af Høgsgaard alle af Nissum sogn, for hvem forklaringen over Eeden af Lovbogen blev oplæst med formaning at sige sandhed, og derpaa med paalagte sore Lovens Eed at vidne deres sandhed i denne sag, hvor efter de 3de afvigede og Jens Maltesen af Nør Toubro Toubro, som er næste Naboe til den indstefnte Persoeen blev af Smith tilspurt.

    1.         om han icke veed at de har levet uforliigelig i Nør Touborg paa Nogen tid.? Svarede iae det vidste Hand og var icke dulgt.

    2.         om vidrer veed at skylden er hos Søn eller Kuen eller hos hans gl: Moder? Svarede saa vidt hand vidste hafte dend gl: Mor været aarsag til ufriegheden

    3.         om hand ved at Maren Sparres paa visse tider har voldt et slemt huus i Touborg? Svarede sidste aar havde hand icke været overværende, men Juuledag hen ad Aften kom der bud efter ham, og da var Maren Sparres meget Uregerlig saa det lod sig ansee hun enten var fuld eller gal.

    4.         tilspurt om vidnet dend tiid kunne Raade med Maren Sparres enten med det onde eller det gode? Svarede at hverken hand søn eller Hustrue kunde Raa de hende paa Nogen Maade og sønnen David havde hun oprevet i Ansigtet saa blodet gik ud.

    5.         om vidnet veed at slig hendes onde adfærd baade hemmelig og aabenbare er søgt at Raade Bod paa af Præsten?            Svarede: ia vist var der.

    6.         om vidnet veed at deres hosbond og fuldmægtig har søgt at Raade Bod der paa og Vigilleet for de skulle blive forliiggelig? Svarede: iae, det viste han og.

    7.         om vidnet veed at David Peders. og Hustrue saa nægtet deres Moder hendes underholdning oh lifs ophold af hvis de selv havde haft og nødt. Svarede nei det havde han intet hørt.

    8.         om hand veed Maren Sparres  er fløttet fra Toubro, da hvor og hvormed hun er fløttet? Svarede Vidnet og Christen Hundskier blev begieret d 5de Janr. sidst at komme der ind og da var Johannes Gilgaard. møt med hans vogn og afhentede Maren Sparres hiem til sig tillige med hendes kiste og seng, samt 1 Jern Kachelofn, 1 kaaberbrøg Kiedel af gruen og andre smaae Sager som hand ej just kand forklare.

    9.         om hand veed at Maren Sparres havde nogen lov af hendes Hosbond at flytte fra Touborg? Svarede nei det viste hand icke.

    10.        Endelig om hand var beviist Maren Sparres havde nogen Pass hvormed hun kunde have tilladelse at qvitere godset? Svarede det viste hand icke.

    Efter dette vidnes udsigelse af protocollen var oplæst og samme under aflagde Eed hafde tilstaaed og efter at Retten havde paaraabt den indstefnte Maren Sparres med Lauværge, Men icke mødt, blev vidnet Dimmitteret.

    Og igien fremstoed Christen Jepsen af Hundskier som svarede paa 1te qvestion til forrige vidne. Jae der havde undertiden været ufriighed imellem dem.
    Paa 2de sp: Sv Moderen var mere ondrig og klammeragtig end de unge, troede vel der for hun havde skylden.
    Paa 3die svarede: hand havde været der 2 à 3 gange og da hafte der været et slemt huus, saa det lod sig ansee som om hun ej var Ret ved forstanden.
    Paa 4de svarede hun lod sig beqvemme, men spurte siden, det ej stod sig længe der var fred.
    Paa 5te iae! havde hørt tale om at præsten havde formanet og til rette sat hende.
    Paa 6te svarede. det viste hand til visse.
    Paa 7de det havde hand icke hørt nogen tid.
    Paa 8de svarede ligesom Jens Maltesen afvieste hanen.
    Paa 9de ligesom forige vidne og  Paa 10de Ligeledes som forige vidne, Endelig før dette vidne blev dimitteret fra Retten vilde Smith spørgen ham om hand kan nægte om Maren Sparres it ofte har levet i et uforliigeligt og forargeligt levned baade med  hendes afdøde Mand og Børn?  Svarede hand havde hørt sige at hun Raadede for Manden og levede med ham og Børn ichun maadeligt. og da ingen var møtsom havde vidnet videre at tilspørge blev hd. fra Retten dimmitteret.

    Dernæst fremstoed Peder Pedersen Støvlbæk, som under lige soren Eed svarte
    paa 1te Spørgsmaal Jae hand hafde hørt meget der til, men icke selv overværende der ved.
    Paa 2dte derom viste hd. intet
    Paa 3die viste det iche uden hvad hd. har hørt af andre.
    Paa 4de og 5de viste intet uden efter sigende.
    Paa 6te det viste han til visse
    Paa 7de det hafte hand iche hørt.
    Paa 8de hand hafte hørt det lige saadan som de 2de vidner afvundet haver.
    Paa 9de og 10de svarede nej, det viste hand iche. Paa sidste qvestition til næstforrige vidne svarede at hand havde hørt at hun Raade for Manden. Smith ville nu tilspørge dette vidne om hand kan nægte at Maren Sparres io ofte har levet i stor uforligelighed og Dispute med hendes og vidnets Naboe Nafnl: Jørgen Stokholm. Svarrede de havde undertiden skiftet deres mellemværende noget knobervorren, for det 2dt kand nægte at Jørgen Stokholm  som Maren Sparres Naboe har anklaget hende for Præst og hosbonde og  hun derfor er bleven anklaget var og for i Lemvig ved hosbonden og blev til Rette sat derfor. Og da ingen havde ham videre at tilspørge blev hd. fra Retten demmitteret.

    Da igien fremstod Christen Høgsgaard, som paa1te Sp. svarede ia hand hafde hørt det og iche troet det var sandt.
    Paa det 2dte svarede nei, hand havde iche været overværende, dog troede han nok den gl. havde skylden.
    Paa 3die hand viste iche Nogen fordels vished, uden hvad han havde hørt sige af andre.
    Paa 4de kunde intet forklare.
    Paa 5te svarede ia Præsten havde inde hos hende.
    Paa 6te svarede ligeledes ia.
    Paa 7de det havde han iche hørt tale om.
    Paa 8de forklarede hun var flyttet til Geilgaard men hvad hun var flyttet med vidste hand iche uden efter sigende.
    Paa 9de og 10de det vidste hand iche. Smith vilde viidere tilspørge dette vidne om hand kand nægte at hand io ved Maren Sparres levned ofte uforligelig baade med hendes Mand og Børn og førte forargeligt lefnet. Svarede det kunde han iche nægte thi det var desværre en Sandhed. End mere tilspurt vidnet om hand  veed at David Touborg havde anden Kachelofn end den hans Moder tog, og om de iche havde ild og varme hver dag naar behov giørtes? Nej iche uden den samme. Viidere tilspurgt om de havde anden kiedel i grue eller uden grue, end den som Maren Sparres tog – Svarede Nej. Endelig og til slutning tilspurgt vidnet om David Peders, Hustrue og Spæde Barn iche maatte qvittere huuset da Kachelofnen var nedbrut og hvad tid det skeede? Svarede paa hellig 3 kongers aften, da Kachelofnen var nedbrudt matte de qvittere huuset, siden de ingen varme kunde have der, og tog Logimente  hos Jørgen Stokholm 1te Natten til de igien havde samlet nogle leerpotter at opsætte en Kachelofn af. Og da ingen havde vidnet videre at qvestionere enten pro eller contra blev hd. fra Retten Demitteret. sør P, Smit Kunde gierne føre flere vidner og beviiser over Maren Sparres hendes onde forhold, adfærd og forargelige levemaade ia baade muntlig og skriftlig beviiser hendesgierninger grovere end i dag afvundet er, men som er alt for erlat og aabenbar og deraf de 4re mænds aflagde vidne saas at hun er baade Guds og Kongens Lovs overtræder, saa slig hendes Gierning nok at afstraffes, saa Begierede Smith af Retten at hvis som i dag er passeret maatte ham formaa af tingsvidne en beskreven Meddel, som og af Retten stad. blev.

    Det kan vel ikke undre, at forholdet mellem de to naboer og fætre, David Pedersen og Johannes Iversen, der sad i Geilgaard, kølnedes en anelse.  Af fadderlisterne ses det, at de i tiåret fra 1755 – 1765 ikke var blandt fadderne i henholdsvis Geilgaard og Nr. Touborg. Efter 1765 er forholdet åbenbart normaliseret.

    David levede endnu tyve år som fæstegårdmand i Nr.Touborg. Århundredets sidste årtier var gode år for landbruget med fremgang for de fleste, bønder som fæstebønder – også i vor slægt – men David. Han døde året før de store bondereformer og blev begravet den 9. april 1787 – stadig fattig – så fattig, at han blev begravet uden ligprædiken eller salmesang af degnen.

    Jo! Familien i Nørre Touborg var stadig i stand til at leverede stof til hyggesnakken over hækken i Nørre Nissum, men måske fik folk andet at tale om to år senere, da Den franske Revolution brød ud (1789).

    Og stakkels Maren, der nu ikke længere kunne beholde fæstet. Om hun er død i Nørre Nissum vides ikke. Hun har nok delt skæbne med de mange andre enlige kvinder, der måtte leve nådsensbrød hos familien eller kom på sognet, når de ikke længere var i stand til at ernære sig som spinde- eller malkepiger eller på anden måde kunne gøre sig nyttig på gårdene. Marens død er endnu ikke fundet.

  • Vist vaskede vi da hænder!

    Vist vaskede vi da hænder!

    Herligt. Hvem vil undvære det – morgenbadet. Ud af fjerene, ind under bruseren, et let drej på blandingsbatteriets hane, og det herligste tempererede vand fosser ud – men vi skriver jo også 2007. I min barndom i 1940’erne var der måske vand nok, men kvaliteten kunne være svingende.

    Alle havde på deres egen krop erfaret, hvor meget arbejde det krævede, at pumpe drikkevand op til kreaturerne og hente vand til husholdning og rengøring – for slet ikke at tale om de ca. 70 spande vand, en storvask krævede – selv uden vandafledningsafgifter lærte vi at spare på vandet.

    De fleste familier havde deres egen lukkede brønd med pumpe i rimelig afstand fra møngen, – møddingen. Hos dem var det ingen sag at hente en spand vand, hwis da’t pomplæj’åd – læderpakningen – war bløwen tør eller slit op, for så måtte der hældes en sjat vand ned i pumpen, inden den virkede. Var der ikke mere vand i spanden, kunne sjatten hentes i kjæltrowed, – vandtruget – der altid stod tæt ved pumpen. Selvfølgelig huske man så at lade de første fire – fem pumpeslag gå i vandtruget, inden man begyndte at pumpe rent vand i spanden.

    Mere problematisk var det i de hjem, hvor man stadig havde kæl, – brønd – i gården. Det kunne gå, de steder, hvor brønden var indhegnet med brædder og dækket af en trælem, så børn og andet ikke faldt i vandet. Vi kaldte det kælhused, – kildehuset. Det blev af de dristigste drenge brugt som skjulested, når vi legede gemmeleg.

    Tog en frø ophold i brønden, betragtedes vandet som værende af god kvalitet, for også frøer var kræsne og krævede frisk vand – til gengæld formodedes de at tage sig af uønskede smådyr.

    I enkelte hjem hentedes vandet i en uafdækkede brønd. Det kunne give problemer i regnvejr og næsten altid om foråret, når smeltevandet fossede ned i brønden. Så var vandet ubrugeligt, indtil brønden var renset for overfladevand, og slam og nyt grundvand var sivet ind – i den mellemliggende tid måtte man hente vand hos naboen eller smelte sneen på komfuret.

    I en nabokommune måtte en familie, der boede til leje i et arbejderhus hos en gårdmand, helt op i 1950-erne hente deres brugsvand i den lille dam, hvor køer og heste blev vandet. Først, da de klagede til sundhedskommissionen, blev forholdene ændret – men . . . sån var’ed slet it i Siem.

    Indtil man i 1908 byggede et fælles vandværk, havde alle gårdene i Sem deres egen brønd. Nogle af husene havde slået sig sammen om en fællesbrønd. Med det nye vandværk var byen sikret en mere stabil og hygiejnisk vandforsyning. Vandet blev hentet i et væld, der lå nær Brækil – den lille sø i Sem mose, hvor man kunne se sandet hvirvle op, når grundvandet fossede ud i søens bund. Vandet var friskt og hele året kun 80 varmt, men også i den lille opsamlingsbrønd var der frøer. To hæverter pumpede dag og nat vand op i en ca. ca. 4 m3 beholder, der stod tæt ved kirkediget.

    I 1958 byggedes en ny brønd på 27 m3 tæt ved Chren Juuls hus på et stykke jord, Axel Pedersen i Toftegaard havde skænkede til vandværket. Til gengæld skulle have lov til at vande sine køer ved boringen. Det skulle vise sig at være en dårlig ide. Køerne var heller ikke renlige, så snart fandt man kolibakterier i vandet – nogle mente, at det var udsivning fra kirkegården. Det fik kredslæge Gilberg til at nedlægge forbud mod at anvende boringen.

    Bent Fynboe havde tidligere drevet dambrug ved Brækil – Bredkilde. I 1978 sikrede vandværket sig langt ud i fremtiden ved at købe det nedlagte dambrugs pumpeværk. Prisen var 70.000 kr. og en stikledning til Bent Fynboes hus, der var nærmeste nabo til Hestekjærgaard.. Få år efter kunne man føre en vandledning til Grove og Edderup.

    I de hårde vintre 1942-44 led alle. Selvom mange, når vinteren nærmede sig, isolerede pumpen med halm og sække, kunne den fryse til. Så måtte man, indtil smeden fik tid til at tø rørene op, skaffe sig vand hos naboen, tø sne op eller hente vand i Brækil, der aldrig frøs til..

    Et enkelt år under krigen, var der mange hjem i Sem, der havde store problemer. De usædvanlig høje kuldegrader fik mange vandrør til at fryse til. Folk valfartede op mod købmanden med deres zinkspande, for i skellet ved Chren Juuls grund stod en brandhane, der kunne modstå kuldegraderne. Hver formiddagen blev den viklet ud af isoleringen, så folk kunne fylde deres spande med rent, iskoldt vand. Mens man stod og ventede på, at det skulle blive ens tur til at tappe vand, var der rig lejlighed at tale om danskernes yndlingsemner, vejret og krigen.

    De gammel ville korse sig, hvis de så vor tids store toiletmiljøer med designede møbler, lækre bløde håndklæder i mange størrelser og farver, forkromede haner, toiletpapir med farvede mønstre.

    Som om der war nown, der ku’ si mæ den æn!

    Æ de nåd’ å brug si pæng te’ – – –

    – ville en og anden nok mumle – men de, der var vant til de iskolde cementgulve, ville sikkert have nydt badeværelsets gulvvarme.

    Varmt vand fandtes kun i den lille vandbeholder bagest i komfuret, grisen, hvis pigen havde nået at fyre op. Så skulle karlene, når de stod op, have det iskolde vand tempereret, måtte de slå en tur over gården med potmålet – og hvem havde lyst til det kl. 5.00. Nej, det var forståelig nok ikke alle, der vaskede sig om morgenen. Men om aftenen vaskede man sig – flere af karlene i kjældtrowed – vandtruget i gården – i koldt vand. Ikke underligt, at det var nødvendigt at skifte sengetøjet i karlekammeret ofte – hver 14. dag. Ellers stod man ved køkkenbordet i undertrøje og skrubbede hænder, arme, ansigt og nakke – nogle nøjedes med at kiltre ærmer op og bøje skjortens flip lidt rundt. Man forstod dem, der var formildende omstændigheder.

    Renlighed er en god ting sagde kællingen. Hun vendte særken nytårsaften.

    I Sem Sogn foregik det lidt oftere. Mange af vi unger kom i bad i en zinkbalje på køkkengulvet en gang om ugen, andre hver tredje uge, når mor havde storvask. Nogle få nøjedes med etagevasken ved køkkenbordet, og en par stykker var kendt for aldrig at misbruge vand.

    De fleste skiftede undertøj en gang om ugen – eller når det var nødvendigt. Det kunne hænde, vi trak det en dag eller to, for at spare mor for alt for meget vaskeri.

    Jeg hørte en gang en mand i fuld alvor påstå, at den største økologiske katastrofe i verdenshistorien var opfindelsen af det moderne vandkloset. Han var sågar skolepsykolog. Havde han så været landmand. Men når jeg tænker på de struttende frugtbuske og træer i skolehaven – for slet ikke at tale om rabarberne, der var sognets kraftigste, burde jeg måske give ham ret.

    En lille jydehistorie:

    Ane gravede ikke, som andre i sognet, wc-tøndens indhold ned. Hun hældte det ud over rabarberne. En dag præstefruen var på besøg, pralede Ane af sine flotte rabarber. Præstefruen bestyrtet: Jamen Ane! Kan det ikke smages?

    Ane: Kuns lig.

    Toiletter?

    Det kunne hænde, at enkelte gårde havde et lokum i udhuset. Det blev som regel kun brugt, når der var gæstebud, Til daglig delte de fleste toiletfaciliteter med køerne. Man brugte grebningen – i daglig tale kaldt grewlingen. Der sad vi så på vagt med en halmvisk eller en halv side af Randers Dagblad i hånden og det ene øje diskret bagudrettet, for blev koen inspireret, skulle man være hurtig.

    Vaske hænder? Hvor? Der var hverken vand, sæbe eller håndklæde i kohuset. Nej! Vi lærte fra vi var små ikke at beskæftige os med uvæsentlige ting, og vi vidste, at vi sku’ ha’ syw pund skit i wos om ored – året. Til gengæld voksede vi op og blev en sund, karsk jysk stamme, der ikke kom til at fylde meget i sygestatistikken. Det er skam ikke uden grund, vi kunne opbygge en velfærdsstat og i dag kaldes: Det grå Guld. Der fandtes selvfølgelig folk som min far og mor, der vaskede hænder, men det var ikke en selvfølge.

    Skolen havde et tissehus til drengene – sædvanligvis brugte vi et andet ord. Urinen løb gennem et hul i væggen ud i vores mødding, som Hans Lindskov en gang imellem tømte over sine marker. Desuden var der et das til pigerne, et til drengene og denens private. Vi brugte nu i daglig tale et mere folkelige ord, men var denen til stede, sagde vi WC.

    De høje zinkspande fra de tre dasser blev med passende mellemrum tømt. Det klarede min forældre. Mens de småtrippende med tønden mellem sig krappede sig op i haven, for at grave indholdet ned ved buske, træer og eller rabarber – sognets flotteste – hørte jeg undertiden min mor hvisle ord, som jeg ikke skulle have hørt – især hvis det var pigetønden, der var noget livligere end de to andre.

    Nytårsårsaften morede de unge sig. Et år fortalte man, at en mand i Sem havde udført det kunststykke at hejse tønden ned fra flagstangen, hvor de unge i ly af mørket havde anbragt den. For at give ham mulighed for at brillere, havde de endog indkøbt for ti øre gær hos vores købmand, Marta. Efter den tid var der flere, der låste eller taw tønden ind nytårsaften.

    Heller ikke i Sem Forsamlingshus var der problemer til baller eller fester. Var der behov, smuttede man diskret ud bag salen, der var et lille område med træer og buske. Her kunne karlene sagtens stå og kikke stjerner, og pigerne uden at vække opsigt sidde fnisende på hug, mens de diskret svang med skørtet.

    En nutidsdansker med adgang til et moderne badeværelse vil anse forholdene i vort lille, fattige sogn for ekstreme. Vi kan kun give ham ret, men de var ikke unikke. Vi delte vilkår med stort set alle danske landsogne, og vel også med mange beboere i fattige bykvarterer med lokum i gården – selvom de dog i det mindste havde koldt vand i vandhanerne.

    Omkring 1950 begyndte landet så småt at rejse sig. Marshallhjælpen fik Europas hjul til at snurrede hurtigere. Lønnen steg. Vi fik råd til ting, vi tidligere end ikke havde turdet drømme om. Unge måtte rejse fra sognet, for på grund af landbrugets mekaniseringen var der ikke længere brug for så mange hænder. De vænnede sig hurtigt til højere løn og fast arbejdstid, og de fik nye vaner. Også de unge, der flyttede ind på gårdene havde været udensogns. Den øgede indtjening gav dem mulighed for at ændre på forholdene inde. Man fik badeværelse med toilet og bruser, og det gamle vaskebræt blev udskiftet med en vaskemaskine. I løbet af få år var alt det, vi kendte borte – men vi begræder det ikke. Længes vi tilbage til barndommen, er det bestemt ikke de hygiejniske forhold, vi tænker på.

    Spørger du nu, om jeg vaskede hænder, er svaret:

    Vist vaskede vi da hænder, . . . .hvis de trængte.

  • Han røg egeblade

    Han røg egeblade

    Den gamle Hans Lindskov var gift to gange. Da hans første kone døde, blev han bestyrer på en gård i Dalbyover hos sin søster. Hans anden kone hed Mariane. Hun stammede fra Annexgaarden i Sem. Hendes Far, Hans Jensen, blev i daglig tale kaldt Soffy Hans – Sophies Hans. Han havde 24 børn.

    Hans Lindskov boede i en gammel, stråtækt gård i Grove, som nærmeste nabo til skolen. Det efterår, han købte gården, var usædvanligt vådt. Roerne sad endnu i jorden i oktober måned, fordi det ikke var muligt at køre i markerne for vand. Det kneb med at få foder til dyrene, så om vinteren måtte man som så ofte før fodre med lyngris fra heden. Høsten havde ellers været god det år, men heller ikke den var blevet reddet ind i tide.

    Familien havde det i begyndelsen meget småt. Hans måtte supplere indtjeningen. En tid gik han til Stangerum og tærskede. Han fik 11 øre om dagen. Nogle somre boede og arbejdede han en hel måned hos sin søster og svoger i Tørring i høhøsten. Når arbejdet var slut, blev han kørt hjem på det læs Hø, der var hans løn.

    Hans og Mariane boede på ejendommen indtil hendes død i 1922. Sønnen, Jens, der lige var blevet gift med Else Andersen fra Maagaard i Sem, købte gården. En tid boede Hans hos Jens og Else. Else følte imidlertid, det var vanskeligt, fordi hun, der var nygift kone, blev betragtet som ung pige i huset. Hans tog konsekvensen og købte en ejendom på Havndalvej i Edderup af Rosenkilde (senere Victor Christensens ejendom).

    Sønnen, Hans, og datteren, Marie, arbejdede en overgang på Fyn. Det var her Marie lærte sin senere mand, Hans Rasmussen, at kende. Han havde fast arbejde på Stevnstrup Teglværk, og det var der parrets første tre børn: Gudrun, Alfred og Magda blev født.

    Hans Lindskov kaldte datteren, Marie, og hendes mand, Hans Rasmussen, hjem fra Fyn. Han havde svært ved at klare arbejdet på ejendommen nu han var alene. De flyttede ind på ejendommen og boede de sammen med Hans, indtil han mageskiftede med Peter Fuur, der boede i den lille ejendom, Semmøgelbo, øst for Semmøgelhøj.

    En del af ejendommens jord op mod skoven var blevet tilkøbt omkring århundredeskiftet. Johnsen Winter, der ejede Maagaard i Sem, solgte ud af jorden, inden han rejste fra Sem.

    Under 2. verdenskrig havde Hans Lindskov det, som andre rygere, meget svært. Tobak var som alt andet rationeret. Man måtte klare sig, som man bedst kunne, så Hans røg kirsebær-, kartoffel- rabarber- og kastanieblade, hvis han da ikke var så heldig at få lidt af den hjemmedyrkede tobak, som mange dyrkede i haven. En enkelt gang forsøgte han at ryge tørrede egeblade i sin lange pibe, men det var dog for stærkt.

    Hans Lindskov boede til sin død i marts 1949 hos Hans Rasmussen og Marie. De havde overtaget ejendommen, da han gik på aftægt.

  • Tre med samme navn!

    Tre med samme navn!

    Så længe Bedstefar kunne holde til det, var det hans arbejde at passe køerne, fordi min far jo som regel kørte mælketur. Bedstefar trak de 4-6 køer op på marken, hvis der var græs nok. Undertiden kom der en og anden forbi, så han kunne få sig en lille snak.

    Bedstefar var meget glad for børn, så når skolebørnene var på vej hjem, drillede han dem og lod, som om han ville fange dem med stokken.

    Hvis græsset ved højen slap op i løbet af sommeren, måtte han trække køerne ned i kjared, Sem Mose. Ved den lille gravhøj, som vi kaldte Ilderhøj, lagde han sig i læ og røg på sin lange pibe, indtil det hen mod aften blev tid at trække køerne hjem igen.

    I 1930 fik han sig et ekstra arbejde. Da min søster Mariane var tre år, opdagede min far og mor en morgen, at hun ikke kunne støtte på sit højre ben. Hun havde fået børnelammelse. Det var ikke nogen ualmindelig sygdom den gang. Den dukkede gerne op om efteråret, og det var gerne børn og unge, der blev syge. Resten af sit liv måtte Mariane gå med en stiv jernskinne på begge sider af benet som støtte.

    Bedstefar fik et helt specielt forhold til Mariane. Det blev ham, der passede hende, da hun var lille. Far kørte mælketuren, og Mor havde rigeligt at se. Når Far ikke var hjemme, blev det hende, der ud over arbejdet med børn og hus måtte stå for arbejdet på ejendommen.

    Hans blev altid kaldt: Den gamle Hans Lindskov. Han var nemlig ikke ene om navnet. Sønnen, der boede i naboejendommen, Skolely, hed som sin far Hans Lindskov, og da han fulgte gammel skik og opkaldte sin ældste søn efter sin far, var der en overgang hele tre i Grove, som hed Hans Lindskov.

  • Men nye tider var på vej

    Men nye tider var på vej

    Arbejdet på landet var anderledes hårdt i min barn- og ungdom, end det er nu, hvor maskinerne har overtaget det meste.

    Om foråret, når der havde været så meget tørring i luften, at markarbejdet kunne begynde, blev jorden fælled. Efter at have samlet de sten, der var kommet frem i vinterens løb, lod man hesten gå hen over marken forspændt en hjulring, en omvendt harve eller et bræt, så de værste jordklumper fra efterårets pløjning kunne blive slået i stykker. Til sidst blev harven vendt om, og jorden bearbejdet, så den var myg og løs. Efter en hel dags arbejde i marken var det de færreste, der følte trang til at gå en aftentur.

    Såmaskinerne den gang var små. Ca. 1 til 2 meter brede. De kunne så mellem 15 og 24 rækker korn ad gangen.

    Når magasinet var fyldt med sædekorn, gik turen igen frem og tilbage over marken. Man skulle have et øje på hestene og et på piberne, som kornet strømmede ned igennem. De kunne nemt stoppe til, så de måtte af og til løftes, for at blive rengjorte. Det gav også ømme rygge og en god søvn.

    I ældre tid blev kornet sået med hånden. Enkelte havde en kurv flettet af halm, som de bar i en rem over skulderen. De fleste nøjedes med en sæk fyldt med så meget korn, de kunne bære. Så gik det med store skridt hen over marken. Når venstre ben var fremme kastedes kornet jævnt med højre hånd. Vi anvendte også den metode, når vi spredte kunstgødningen, som vi selv blandede. Der var jo ingen maskiner den gang.

    Når kornet var kommet op, blev marken harvet igennem med ukrudtsharven, så kunne det klare sig selv indtil høst.

    Høsten startede med, at kornet rundt i kanten af marken, blev slået med le. Derefter kørte man rundt med slåmaskinen. Det var som regel mandens arbejde. Efter slåmaskinen gik alle andre og bandt op. Man samlede en passende bunke aks, snoede et stramt bånd af strå, som man bandt om neget. Det lyder nemt, men den gang sprøjtede man ikke for ukrudt, og ofte var der ubehagelig mange tidsler på marken. Negene blev sat sammen. Der var 6 – 8 stk. i hver hob.

    Efterhånden afløstes slåmaskinen af aflæggeren. Den havde fem vinger og kunne kaste kornet af i neg, så var det lidt nemmere – men tidslerne var der stadig. Galt var det også, hvis det havde været en fugtig sommer, så kornet lå ned. Så måtte en mand gå foran høstmaskinen og løfte det op.

    Inden kornet blev kørt ind, måtte vi måske vende negene flere gange, til vi var sikre på, at de var helt tørre. Hvis ikke, kunne de brænde sammen, når de blev kørt i stak eller kom ind på loen.

    Der blev avlet mest byg, men hos os også noget rug, fordi vi havde så let jord. Man kunne regne med 21 – 22 tønder korn pr. tønde land, nu får man næsten det dobbelte.

    Efter høst skulle vi først skrælpløje. Så blev jorden harvet to gange, inden den til sidst blev pløjet med en enfureplov forspændt to heste. Der var mange omgange at gå selv på små marker, så der var god tid til at nyde vejret.

    Høhøsten begyndte allerede lige efter grundlovs-dag, den 5. juni.

    Vi kørte møg og ajle ud på de marker, hvor vi skulle så sukkerroer, fordi de var så grådige.

    Roerne blev sået med maskine – to rækker ad gangen. Senere fik man maskiner, der kunne så et frø ad gangen. Det var besparende, og det blev meget nemmere at tynde roerne.

    Sukkerroerne skulle tyndes, så der var 15 cm mellem hver plante, mens der skulle være ca. 30 cm mellem kålroerne – og så, som Karen Vase forklarede: Kun jen! Den lille Sigrid misforstod. Hun troede, Karen mente et blad, og omhyggelig som hun var, pillede hun, indtil den lille misforståelse blev opklaret. alle de overflødige blade af roerne.

    I løbet af sommeren kørte man et par gange med radrenseren, der kunne tage to rækker ad gangen. Man gik mange kilometer i løbet af den dag.

    Roeoptagningen gav ømme rygge. Sukkerroerne skulle rykkes op, hvorefter toppen blev skåret af med en speciel roekniv. Roerne måtte ikke skades, så kunne de ikke holde sig i kulen om vinteren.

    Kålroerne var mere robuste. Med et jern skar man først toppen af roen, hvorefter den blev trukket op med et par hager, der sad bag på jernet. Til sidst fik man maskiner, der klippede toppen af roerne, så man kun skulle trække dem op af jorden med jernet. Det var en stor lettelse.

    Tegnet på, at der var nye tider på vej kom i løbet af 60’erne. Det var traktoren – i de fleste tilfælde den lille Ferguson. Det betød, at arbejdet blev lettere. Med traktoren og de nye redskaber var arbejdet overstået uden så meget besvær og på kortere tid. Pludselig kunne både mand og kone klare lidt arbejde uden for hjemmet. Det gav lidt mere luft i økonomien.

  • Geden fik jakke på

    Under krigen var det svært at købe tøj, selvom man havde tøjmærker – og det man kunne købe var dyrt og dårligt. Mor syede selv alt mit tøj – som regel af aflagt tøj. Det var af meget bedre kvalitet end det, man kunne købe.

    Når køerne havde kælvet på gårdene, fik Mor undertiden noget af råmælken, så blev der bagt franskbrød. Det smagte dejligt.

    Det var oftest Mor, der hjalp mig med lektierne, men en gang hun sad og syede, måtte far træde til. Mor blev mere og mere irriteret, da hun så, hvor uoplagt jeg var. Til sidst rejste hun sig og kom over på den anden side af bordet for at give mig en på hovedet. Jeg dukkede mig, så hun ramte Far, der forbavset udbrød: Hva’ F..! Wæl do slå!

    Hver lørdag var det mit arbejde at gøre komfuret i stand. Først skulle det slibes rent med smergellærred. Bagefter skulle det smøres ind i ovnsværte, så det skinnede flot.

    I 1947 sad jeg en aften ude på muren og ventede på Far og Mor. Vi skulle ud til Bedstefar og Bedstemor til aftenkaffe. Pludselig så jeg et ildskær oppe i et lille loftsvindue på Vestergaard, der lå lige på den anden side af vejen. Jeg løb ind til Far. Da han så ilden, løb han op gennem byen og kaldte folk til hjælp. Branden blev så voldsom, at malingen på vores yderdør begyndte at smelte. En overgang var der fare for, at branden skulle brede sig til vores hus, så man begyndte at kaste vand op på vores tag. Alle vores personlige papirer blev for en sikkerheds skyld stillet op i haven under en balje. Vi slap dog med skrækken. Vestergaard derimod brændte ned til grunden, og er ikke siden blevet bygget op.

    Lige efter jul mødte min far Kren Juul *) oppe i byen. Vi havde undret os over, at han det år havde holdt en lille pause, da han kimede julen ind. Kren Juul forklarede, at hammeren var blevet slået tilbage fra klokken, så han havde tabt den ud af gluggen ned på kirkegården. Det lille ophold, som vi havde bemærket, var den tid det tog for Kren at løbe ned på kirkegården efter hammeren.

    *) Graveren hed egentlig Kristian Andersen.

    Møller – måske var det juleringningen, der havde givet ham tilnavnet Jul.

    Far var et par gange uheldig med ild. Den ene gang ville han brænde det visne græs af i vejgrøften uden for Marens hus. Ilden løb fra ham og op ad Skrødstrupvejen.

    Værre var det dog, da han og onkel Mads skulle brænde den gamle lyng af ude i Sem Hede. Det gjorde man, for at der kunne gro nye, fine lyngris frem, som kunne bruges til kreaturfoder. Ilden løb fra dem og blev til en meget stor hedebrand. Ilden blev først standset ved Trinderupvejen.

    Det var ved den lejlighed Jelne Pier, der sad udenfor sit hus og kikkede ud over den brændende hede sagde: A gor F . . . pine’me it her fra! Til sidst blev varmen og røgen dog så voldsom, at Pier måtte flytte sig.

    Far kunne godt lide at lave sjov. En gang fik nogle af familiens børn besked om at stille sig op på muren ved huset. De skulle lege bier. Far skulle give dem honning. Han havde lidt vand i munden, som han sprøjtede ud på dem.

    En anden gang blev de folk, der sad i vores stue, noget forbavsede, da en ged pludselig kom gående ind med en jakke trukket omvendt på.

  • Han forswan sgu

    Anna og Jens Peter Svendsen, vores bedsteforældre, kom vi til at tilbringe en meget stor del af vores barndom sammen med. Især Karen og Anna havde et utroligt nært forhold til dem. Birthe kunne også finde på at pakke sin lille røde kuffert og drage af sted over til dem. Bente derimod, ville helst blive hjemme hos Far og Mor. Fordi de boede så tæt ved gården, kunne vi løbe over til Bedstefar og Bedstemor, når vi havde lyst, og det havde vi tit. Vi overnattede også hos dem op til flere gange om ugen. Vi elskede det.

    Vores bedsteforældre var to vidt forskellige mennesker. Bedstemor, Anna, var altfavnende. Hun var alt for os. Hun fulgte os med stor interesse og opmærksomhed. Hun havde stor indsigt i vores liv, og så var hun en, man kunne betro sine små hemmeligheder til – vel at mærke uden at de kom videre. Bedstemor var meget ung af sind. Hun var meget udadvendt og havde lune. Hun var på bølgelængde med os altid. Vi var heldige. Vores far, Niels Jørgen, lignede hende utrolig meget.

    Bedstemor var 10 år ældre end Bedstefar. Aldersforskellen mærkede vi aldrig tværtimod.

    Bedstefar var af en anden støbning. Han var melankolsk til tider lidt tungsindig. Han elskede at gå sine egne veje. Han gik meget i skoven eller tog en tur ned i engene bag Sembygård. Det var ikke altid, han huskede at fortælle Bedstemor, hvor han gik hen, men vi har aldrig hørt hende skælde ud, når han endelig dukkede op efter disse turer. Derimod sang hun med sognets mest falske stemme: Very, very wellcome home, Mr Swendsen. Det var hendes ironiske hilsen til Bedstefar. Han kommenterede det aldrig.

    Når vores bedsteforældre skulle på besøg, det være sig familie-, nabo- eller vennebesøg, var Karen og Anna altid med. Det bevirkede, at vi kom til at kende deres omgangskreds ganske godt.

    Vi har besøgt lærer Bach og fru Bach flere gange, mest mens de boede i Havndal. Især husker vi deres køleskab. Det var meget spændende, for i det blev der gemt hvide vaniljeis og lyserøde jordbæris, og fru Bach gav os altid en af hver slags, når vi var med på besøg.

    Bedstefar var dybt afhængig af Bedstemor i alle dagligdags ting. Han var vandt til, at hans tøj blev lagt frem til ham om morgenen, og at maden var øst op. Bedstemor forkælede ham ud over alle grænser, og det bevirkede, at han kunne være lost i visse uvante situationer.

    Der er en episode, vi aldrig glemmer. Karen og Anna, Bedstemor og Bedstefar skulle på besøg hos faster Stinne i København. Vi skulle sejle fra Århus til København om natten, så vi havde bestilt en kahyt med fire køjer. Vi ville jo gerne være friske ved ankomsten til København.

    Bedstefar gik tidligt til køjs. Bedstemor, Karen og Anna skulle lige have et slaw kort inden sengetid. Vi sad i salonen i umiddelbar nærhed af vores kahyt. Pludselig gik døren til salonen op, og der stod bedstefar i sine lange underhylere og sagde:

    A ved it, Anna, men hur æ toilettet?

    Der var to piger, som hellere havde siddet under bordet i den situation. Vi blev meget flove, men vi havde en god ferie hos faster i København.

    Vores farbror, Bay, fra Hem, var en sommerdag på besøg i Sem. Han havde lånt sin karls knallert til turen. Vel ankommet, fik han – sikkert efter lang tids overtalelse – Bedstefar til at prøve en tur på knallerten. Bedstefar blev løbet i gang oppe ved skoven og kørte ind mod Sem. Lidt efter kom han tilbage, men han stoppede ikke. Han kørte bare videre op over den stur bak op te høwen. Farbror Bay stillede sig ud midt på vejen og kiggede efter ham. Hans eneste kommentar var: Han forswan sgu?

    Vi piger var lidt beklemte ved situationen. Tænk, hvis Bedstefar aldrig mere kom tilbage. Efter en rum tid kom han til syne oppe på bakken trækkende med udyret ved sin side. Han satte sig aldrig mere op på en knallert – for resten heller aldrig på en traktor.

    Vi er dybt taknemmelige over, at de to har været så stor en del af vores liv. De gav os så meget.

    Bedstemor døde hjemme i Sem i oktober 1966. Hun blev 86 år.

    Bedstefar døde på plejehjemmet i Mariager i april 1971. Han blev 82 år.

  • Kuglerne fløj os om ørene

    Som 14-årig tjente jeg i 1943 hos Peter Svendsen i Annexgården i Sem.

    En dag gik Bay og jeg og tyndede roer på en mark, der lå lige op mod heden. Pludselig kom en kortege af hestevogne med tyske soldater ad den markvej, der gik langs Annexgaarden ud mod Den stur Hie. Senere fik vi at vide, at de havde været inde på gården, hvor de havde forlangt at få serveret mad. Anna Svendsen, turde ikke sige nej. Hun satte datteren, Stinne, og pigen til at skrælle kartofler, som hun brasede.

    Da tyskerne havde spist, fortsatte de ud i heden, hvor skydeøvelsen begyndte. De tog ikke hensyn til, at folk arbejdede i markerne.

    Pludselig kunne jeg høre nogle kugler, der kom susende forbi mig ind i skoven, hvor de ramte træerne med høje smæld. Jeg løb hen til Bay og fortalte det. Han troede mig ikke, så vi fortsatte med at tynde roer. Lidt senere kom endnu en kugle susende. Jeg smed mig på jorden. Denne gang havde Bay også hørt smældet, så syntes han også, det var tid at gå hjem. Det endte med, at vi fulgtes vi ad hjem til Sem – kravlende på alle fire.

    Vi var ikke lige mere end kommet hjem, før jeg blev sendt af sted igen. Bønder holdt umådelig meget af deres heste, og Peter Svendsens heste gik og græssede på en mark helt ude ved heden, tæt på det sted, hvor skydeøvelsen foregik. Det var ikke nogen behagelig tur.

    Vi var ikke de eneste, der måtte flygte fra marken. Det skete flere andre steder i Edderup, Grove og Sem.

    I Grove Skole var børnene mødt om morgenen. En tysk officer til hest kom ridende og fortalte min far om skydeøvelsen. Børnene blev kaldt ind. Man regnede med, at de ville være i sikkerhed i skolestuen bag de to murstensvægge.

    Lidt senere på dagen kom mælkekusken, Hans Lindskov, kørende gennem skolegården. Som så ofte før fik han og Far sig en lille snak. Det varede nøjagtig, til der kom en kugle susende lige mellem dem. Den endte med et smæld i den store lind, der stod lige udenfor skolestuen.

    Da tabene blev gjort op til: En tysk soldat blev slæbt til døde, da han faldt af hesten. Et par kalve var blevet ramt og måtte nødslagtes og endelig var der en hest kunne nøjes med en bred skilning tværs gennem manken, hvor et projektil havde pløjet sig igennem.

  • Gravide sku’ it go så læng den gång!

    Jeg er ikke født eller opvokset i Sem. Jeg kom der kun på besøg, mest hos mine bedsteforældre. Jeg husker ikke så meget fra dengang, jeg kom der som barn, det var jo mest samværet med mine kusiner, der betød noget. Lidt erindrer jeg dog, og lidt har min mor fortalt.

    Bedstemor var født i Stangerum i 1880. Hendes forældre var året før kommet fra Fyn. Oldefar havde været forvalter på godset Ravnholt, hvor Olde-mor havde været mejerske. Oldemor havde to søstre, der også arbejdede på Ravnholt.

    Min oldefars ældre bror havde været forvalter før Oldefar, men han var fulgt med sønnen fra Ravnholt til godset Villestrup på nordsiden af Maria-ger Fjord. Siden købte han selv en gård ved Havndal, Fuglsø. Det var få familiemedlemmer Bedstemor havde i nærheden. De fleste blev tilbage på Fyn, så der blev skrevet mange breve Når Bedstemor slagtede gæs op mod jul, blev de solgt. Var der en, der var gået lidt i stykker i skindet, kunne det hænde, at den blev sendt med toget fra Gjerlev station til hendes kusine i Odense. Når der kom brev fra kusinen, var det altid i en speciel konvolut. Hendes mand arbejdede i frøfirmaet Dähnfeldt. Det var ikke netop den slags kuverter min mor og hendes søs-kende ellers så.

    Bedstemor havde også en ugift moster, som var husbestyrerinde hos en gårdmand i nærheden af Kolding. Da han døde, kom der fine kørefrakker, så Bedstefar kunne blive godt og varmt klædt på. Når der kom tøjpakker fra kusinen i Odense, var Mor og hendes søstre glade. Familien havde kun en pige, der var lidt ældre end Mor. Det var fint tøj, som kunne sys om, så det passede.

    Da mine bedsteforældre blev gift i 1913, var Bedstemor næsten 33 år. Hun holdt altid fødselsdag for hele familien, for som hun sagde: Jæ blev sent gywt, så jæ nor it å fo sølbryllup, men hun nåede nu at få både sølv- og guldbryllup.

    En af mine kusiner spurgte undrende Bedstemor, hvordan det kunne være, at der havde været bryllup den 12. marts 1913, og hendes far var blevet født allerede den 14. august det år.

    Dengång sku’ vi it’ gå så længe, svarede Bedstemor.

    Den lille ejendom, Hjørnebo, som de boede i, lå skråt over for Annexgården, som de havde købt i 1913. Før dem havde der boet en familie med 24 børn. Da Bedstefar og Bedstemor som nygifte kom til Sem, var der nogle, der sagde: Godt, hun æ så gammel, som hun æ, så kommr’ed val it så manne børn!

    Der hørte hede til Annexgaarden. Her plukkede Bedstemor og hendes piger hver sommer tyttebær. Nogle år kunne der være ret mange. Der kom en opkøber fra Randers. Et år tjente Bedstemor så mange penge, at hun købte sig en symaskine.

    Engang havde min bedstefar været ude for at slå lidt græs til kalvene. Han havde min moster til at sidde ovenpå græsset i trillebøren, da han kørte hjem. Ved aflæsningen krøb der en hugorm ud af græsset.

    En anden gang, mens moster Stinne var lille og sad i barnevogn, havde en hugorm viklet sig ind i hjulene.

    Når de kørte korn hjem, kunne de i det lille vindue i gavlen se, hvordan hugormene søgte efter et sted at komme ud.

    I vinteren 1941-42 var der så streng frost, at vandet frøs i rørene i jorden, så der ikke kunne pumpes vand op. Der var en pumpe i et udhus, der havde tilhørt enten Hestehavegaard eller Sembro, to gårde, der ca. 1870 var blev revet ned og flyttet uden for byen. Der hentede min far vand sammen med Niels Jørgen.

    Da Mor var barn, tjente der piger hos dem. De kom ofte fra Assens. Her var mange arbejderbørn. Deres fædre arbejdede på cementfabrikken. De kom ud at tjene i de omliggende landsbyer. Der var især mange drenge, der tjente på landet om sommeren som hjorddrenge. De gik i skole der, hvor de tjente. Der gik flere af dem i Grove Skole. I timerne sad de ofte og sov. De arbejdede hårdt på gårdene.

    Pigerne fra Assens kom først ud at tjene, efter de var blevet konfirmerede.

    Mange arbejdsmænd fra Sem, Grove og Edderup, arbejdede på cementfabrikken. Folk kom langvejs fra og sov i barakker på fabrikken. De var kun hjemme hos familien fra lørdag aften sent til søndag sidst på dagen.

    Efter at mine bedsteforældre var blevet 67 år, spurgte Bedstemor engang min far, om han mente, at de kunne tillade sig at søge om aldersrente. Han svarede:

    Det manglede da bare. Nu har I betalt skat hvert år – bl.a. også til det.

    22. juni 1950 mageskiftede Bedstefar med Niels Jørgen. Niels Jørgen flyttede over i Annexgaarden, mens Bedstefar og Bedstemor flyttede ind i den lille ejendom, Hjørnebo. Den havde Niels Jørgen den 8. august 1936 købt af Jens Ulstrup. Hvor han kom fra, ved jeg ikke, men der er forbindelse med Ulstrupper i Assens.

    Jens Ulstrup havde ingen børn, men de havde taget en plejesøn til sig – vist lidt af en bandit, sagde min mor – måske lidt af en eventyrer. Han rejste fra Sem, og i flere år så de ham ikke. Pludselig en dag mødte han op og fortalte Jens, at han var blevet gift og havde en lille dreng, som han havde fået døbt Jens Ulstrup. Den gamle blev så glad, at han gav plejesønnen 500 kr. Det var rigtig mange penge den gang. Sønnen lovede at komme tilbage med familien, men han kom aldrig. Der var folk i Sem, der sagde, at det kun var noget, han havde fortalt for at få penge.

    Mor husker historien, og hvornår drengen skulle være blevet født. Da der var gået 50 år, så min mor en dag i avisen, at der et sted nær Hobro var en mand, der hed Jens Ulstrup. Han fyldte 50 år, så måske var det sandt alligevel. Hvem ved?

    Jeg husker kun mine bedsteforældre som gamle mennesker, så det er begrænset, hvad de lavede. Skulle de have gæster, kom min mor altid cyklende og hjalp.

    Bedstemor sad ofte på en spisestol ved bordet i køkkenet. Når hun skar et stykke af det hjemmebagte franskbrød, holdt hun altid brødet med venstre hånd mod brystet, mens hun skar mellemmaden af med højre hånd. Jeg har aldrig set hende selv lave mad, bage, sylte eller andet. Men i hendes spisekammer var der syltekrukker med asier og græskar. Det duftede så godt – bedre end min mors, syntes jeg dengang. Det er nok fordi, det var en anden opskrift.

    Bedstefar var næsten aldrig inde i dagtimerne. Der var altid et eller andet, han gik og nussede med. Når man kom på besøg, var han der straks for at høre, hvordan det stod til derhjemme, og om vi havde det godt.

    De havde ikke noget badeværelse. Der var et gammelt lokum med indgang fra baggangen eller nærmere gangen mellem beboelsen og stalden. De vaskede sig ved køkkenvasken i det varme vand, de havde i grisen på komfuret.

    Ude foran huset mod vejen havde de en lille have, og bag ved huset var der en urtehave med bærbuske. Det kunne hænde, at jeg, når jeg som halvstor pige kom på besøg, skulle cykle til Øster Tørslev med bær til Bedstefars bror og svigerinde. Der var et hønsehus med brombærbuske bagved. Det var her mine kusiner og jeg legede købmandsforretning – jeg husker ikke, om der var høns i huset.

    De havde to stuer og et soveværelse. Alle tre rum var forholdsvis store. I soveværelset var der foruden deres senge, natborde, en kommode med et ur, som Bedstefar altid skulle trække op, inden han gik i seng, et stort klædeskab og en seng, næsten som dem, vi i dag kalder en ¾ seng. Her sov vi al-tid, når vi var på ferie et par dage.

    I dagligstuen var der et chatol, et spisebord med stole, et tobaksbord med en bagplade af broderet stof, her hang Bedstefars lange piber. Tobakken var i skuffen. Der var også et lille skab, hvorpå diverse billeder stod, en stol, en sofa og en kakkelovn i hjørnet. På væggen over sofaen var gamle billeder bl. a. et af mine oldeforældre fra Fyn, da de blev forlovede.

    Om den anden stue husker jeg ikke så meget, der kom vi ikke så tit, men der stod et mærkeligt, smalt skab. Der var vist porcelæn i og på toppladen pyntegenstande. Der var et flot møbel – vist en buffet med glaslåger – her var der også porcelæn. Der var også et ovalt sofabord og tre lænestole med plysbetræk. Derforuden var der blomstersøjler. For mig at se, havde de et pænt hjem.

    Mine bedsteforældre hørte nok ikke til de mest fattige. Der var penge til at blive fotograferet hos en fotograf i Randers. Det kan jo også bare være, fordi det er en familie, der har passer på tingene. Min bedstemor, min mor og jeg har været samplere: Breve, billeder, postkort, lejlighedssange, samleralbum til margarine-, Richs- og Danmarksbilleder, rationeringsmærker, legitimationskort, svinekort, servietter, glansbilleder, ja, alt tænkeligt.

    En dag var jeg med mine kusiner, Karen og Anna, i skole i Grove. Vi havde fri i Mariager Skole, og jeg var taget til Sem. Vi gik gennem skoven til sko-len.

    Jeg fik noget af et kulturchok. Så lille en skole, og der var kun grus og sand i skolegården, hvis man da kunne kalde det en skolegård. Og sikke skoleborde vi sad ved.

    Bedstefars søster, Mathilde, var gift med Laurits Pedersen i Sem. Ved gavlen af Laurits Pedersens gård samledes de unge om aftenen efter arbejdstids ophør – måske helt frem til 1960.

    En nu afdød mand fra Assens, Hans Laursen, tjente i sine unge år i Sem. Han fortalte, at der en aften, da de samledes oppe ved Laurits, var optræk til regn. Laurits var ikke færdig med at køre høsten ind, så de unge sagde til ham:

    Si no aa blyw færdig med at spis, så hjælper vi aal mand mæ aa kyr ind!

    Kornet kom ind, inden det begyndte at regne.

    Bag ved forsamlingshuset i Sem lå der for mange år siden en smedje. Smeden kunne vist mere end at smede. Der går mange historier og rygter om ham. Smedjen blev jævnet med jorden i begyndelsen af tyverne.

    Engang jeg var nede i engen, fandt jeg den sjældne plante, soldug.