På gården i Tingsted var der også en tørvemose, hvorfra der selvfølgelig kunne graves tørv, til brændsel under krigen.

Under tørvegravningen fandt de et hoved; for øvrigt med langt lyst hår, i mosen – hvad nu? Meldte de det til politiet som “man skal gøre”, så ville tørvearbejdet ligge stille indtil det var afklaret, om det var et nutidigt hoved eller det var et hoved fra oldtiden – et hoved fra oldtiden var nok det mest sandsynlige.

Min mormor tog hovedet, og så blev det gravet ned et eller andet sted, som kun hun vidste.

Slut på den historie. Arbejdet med at grave tørv fortsatte…

De stærke indtryk der havde sat sig, var de hoveder der stod på en hylde oppe under loftet.

Det var noget af det første “de” blev præsenteret for når de nu kom “hjem” til Sverige. De skulle se de slægtninge der var afgået med døden. Den afsjælede fik lagt en gipsmaske over ansigtet som så blev fjernet når gipsen var hård, fint monteret med øjenhår og lignende der ville følge med i denne arbejdsproces, til eviggørelse af det afdøde familiemedlem. Det har helt sikker gjort et dybt indtryk på mor.