Forfatter: Lars Peter Lund

Gamle Stednavne

Landsbyerne Oustrup, Spjarup og Hjelmdrup er eksempler på stednavne, hvor der ret sent i historien er blevet ryddet skov og derpå har bosat sig bønder. Gamle stednavne som Egtved, Bøgvad og Vork er derimod meget ældre, måske flere tusinde år, mod stednavnene der ender med – torp, – rup og – strup er højest fra omkring Kr.f. mener vore historikere.

I landsbyernes fællesdriftstid, dvs indtil slutningen af 1700tallet, hvor hver gård i landsbyen havde et antal agre i hver eneste mark, var det også helt nødvendigt med et stednavn til hver af disse marker for at bønderne kunne holde styr på, hvor de skulle hen og helst på samme tid for at pløje, så og høste, idet det simpelthen var en nødvendighed, at gøre arbejdet sammen på de smalle agre i marken.
Et udsnit af et gammelt kort over de 3 gårde i Bøgvad, hvor de enkelte gårde havde agre i hver mark og hvor disse er opdelt 1.2.3. osv. viser at de forskellige marker har navne som Ulldals vang.

Den gamle bonde, Søren P. Sørensen fra Oustrup nedskrev en del af disse gamle marknavne i 1920’erne, men allerede dengang har han eksempler på at stednavnene er gået i glemme fra far til søn, som de ellers havde gjort i generation efter generation. Nogle af stednavnenes oprindelse giver næsten sig selv, medens andre i dag lyder mere gådefuldt. Ordene made og siig er våde engarealer og vås er grene eller kvas. At der også f. eks. har været tingsted engang ved gården Tinghave, er der nok ingen tvivl om. Men i dag er de allerfleste af disse gamle mark- og gårdnavne gået i glemmebogen. Se afskrift fra H.P. Sørensens marknavne.

I Oustrup findes over et halvt hundrede stednavne såsom: Tabbedælle, Stordal, Steneg, Klingdal, Dambjerg, Damhul, Søren Lauridsens Toft, Sødhul, Stagedam, Lilledam, Karudsdam, Vedesdam, Storksiig, Store Ryttersiig, Kildeeng, Kalvhave, Tingskovhave, Teglbrænderhave, Gamle Kirkevej, Smålyng, Brandsagre, Vestermark, Sønderlod, Tværagre, Svinetøjringen, Kirkehøj, Møllehøj, Tvillingehøje, Trillingehøje, Statsborg, (efter sagnet en borgtomt), Langdal, Toftmaden, Våsbro, Ballehule, Skansebakken, Bidal, Sdr. Bydedal, Sortmose, Spangmose, Dyndmose, Karlmose, Stavrmose, Mølhøjmose.
Nogle af navnene er fra 1683 og er i dag gået helt af brug. Ildhave, Kroghave, Øster Rolagre, Tingvejsblok, Tangbjerg, Gejlhøj osv. Blandt de navne, som jeg har modtaget fra stednavneudvalget er Tabbedælle, og det mener man er en fordrejelse af Tangbjergal. Delle kommer af ordet dal. Tang har vi i sognet også i Bøgvad, og er en fremspringende tange i lighed med et forbjerg. En udflyttergård har navnet Tinghave, og på dens mark har ligget en nu sløjfet kæmpehøj, hvor Jerlevs Herreds Ting have været i gammel tid. Pladsen er nu meget forandret, bl.a. af en stor mergelgrav. Her kunne en gammel kone huske, at der i 1784 havde været et kønt stenbro, og vejen derud hed Tingvej.
Toftmaden er en lille smal engstrækning, og navnet made går igen flere steder i sognet. Våsbr fører over et lille vandløb på Toftmaden, og i Vork har vi onde Våse (Uend Våes), kaldet såled s, fordi det var slemt at køre over med vogne. Overkørsler inden der kom broer var “våset” dvs. belagt med kvas for at vognene ikke skulle synke for dybt.

Der har tidligere været over tyve kæmpehøje i Oustrups marker, de er nu alle overpløjede, og ikke et eneste oldtidsminde findes i sin oprindelige skikkelse. De fleste lå vest for byen, de gamle husker endnu Tvillingehøje som to smukke lyngklædte høje, lidt længere mod vest på en lav bakke lå Trillingehøjene, her er fundet en mængde af oldtidsfolkets redskaber, smukke stenøkser, kiler og bronzegenstande mv.
Kirkehøj lå syd for Oustrup, i min barndomstid blussede der altid på Skt. Hansaften en tjæretønde på højen, under ungdommens jubel, medens de gamle sad på havediget og vel tænkte på gamle minder.
Stuehuset i den vestligste gård er opført 1815. Året i forvejen havde en mand i Refsgård bygget sig et nyt stuehus, og da manden i Oustrup så det sagde han i hånlig mine: “Ja i oer hår han bygget sæj en Fårhyt, te næst oer bygge a en stuehus. Det gjorde han også, og det siges at folk kom langvejs fra for at se det. Han havde vistnok også nær gået i armod ved sit byggeri, og sådan kan det gå, når man kommer for højt op.

6. januar 2012
Små Egtvedbanefortællinger

Den smalsporede private jernbane blev åbnet i 1898 og levede kun i 32 år. Den blev som den første banestrækning lukket allerede i 1930. Men den dag i dag kan flere strækninger endnu følges som stier eller markveje.
For nogle år siden talte Egtved Museumsforening med dengang nulevende, der havde rejst med toget, og her følger nogle af de små fortællinger:

Ejner Buhl Gaarde:
Når far kom hjem med toget fra Kolding kl. 11 skulle han hjem og spise, jeg fik så lov at rangere de togvogne der skulle ud på turen tilbage kl. 12. Far var togfører på Egtved-Koldingbanen der var etableret i 1898 og kørte frem til 1930, hvor den smalsporede bane blev nedlagt. Sammen med lokomotivføreren hjalp jeg som dreng altid med at vende lokomotivet på drejeskiven, fylde vand og kul på, samt sætte vognene rigtigt sammen. Stationsforstanderen hed Nissen og var også Postmester, han var en fin mand.

Dengang var der jo et virkeligt liv på pladsen nede ved stationen, hvor nu posthuset ligger. Dengang var der næsten ingen biler, og alt gods til kroen, hvor der var købmandshandel bl.a. med foderstoffer og meget andet, blev fragtet med banen og siden kørt ud af vognmand Simonsen, der havde Afholdshotellet. Med hestevogn kørte han så varerne ud til kunderne i byen.

Den anden vej husker jeg de levende svin, bønderne kom med. Der var virkelig liv på stationen, især om mandagen. Stationsforstanderen var også kongelig måler og vejer, og svinene skulle vejes og afregnes kontant. Så skulle bønderne gerne en tur omkring kroen og have et par kaffepunche inden hjemturen.

Også tørv og brænde kom der mange vogne med. Det var faktisk den største del af transporten fra Egtved, som så skulle videre til Kolding og så omlades til Fyn og Sjælland. To kasser af vores slags, der fyldte en vogn, kunne være i een statsbanevogn. Det var en alt for stor udgift i længden med den omladning i Kolding, og da først rutebiler og lastbiler blev almindelige, var det sket med Egtvedbanen.

Karen Jacobsen, Vorkvej 20:
Den 13. dec. 1927 brækkede min bedstefar, L. P. Madsen sit ene ben. Han var smed i Ballehule og de havde fået et tungt redskab leveret med Egtvedbanen. Slisken brækkede under aflæsningen hjemme, hvor vi boede, nu Vorkvej nr. 20, og maskinen faldt ned over bedstefar. Han kom på Kolding sygehus, og vi tre børnebørn på 4, 6 og 7 år skulle med mor ud og besøge ham.

Vi skulle så med toget fra Egtved, det var snesjap og vi skulle gå i forvejen i vore træsko derop. Mor, Anna Madsen kom på cykel bagefter, men da hun kunne se os oppe ved Kirken, blev hun hed om ørerne, idet hun havde glemt kurven med vore sko. Der var ikke tid til at hente dem, så vi smuttede ind til “Røgsinne” for at låne sko. Jeg fik som den ældste et par fine nye laksko, men Simone måtte have et par gamle, alt for store med aviser i, – uha gå i Koldings gader med sådanne nogle, Mika fik et par snørestøvler. Hjemme så søster Gudrun kurven med skoene og løb ud til far, Sofus Madsen. Han var ved at sko en hest, men hest og mand måtte vente. Far havde en lille motorcykel, nærmest som en lille knallert i dag, – han af sted med vore sko og nåede akkurat at lange dem ind af vinduet i toget, og vi kom standsmæssigt til Kolding.

Johanne Andersen, Kirkevænget 7C:
I min barndom hørte “Egtvedgrisen” med til min hverdag. Vi kunne hører den når den kørte fra Egtved og ind, og igen fra Bølling Station, som vi boede ikke så langt fra. Vi børn kendte alle togtiderne, og da vi intet ur havde, var det med at komme hjem fra marken, når toget fra Egtved kom forbi et par minutter over 12. Vi var tit nede på stationen i Bølling for at sende breve eller pakker med toget.

Far var også tit med toget til Kolding, det var gerne når han skulle til eksportmarkedet, hvor dyrene blev handlet. Når vi skulle have grise eller kreaturer med til slagteriet, blev der sat en jernbanevogn på Bølling Station og dyrene blev så læsset på ad en rampe. Min yngre bror blev tit sendt til Egtved med toget for at handle lidt ind i Brugsen. Han var da en halv snes år og skulle sige til togføreren, at han skulle med toget hjem igen.
En gang var han ikke kommet tilbage til toget i Egtved og der blev så ringet til Brugsen, at nu skulle han komme, for toget skulle køre.

Jeg havde også en ældre bror, der hver dag kørte med toget til Kolding, da han gik på realskolen der. Vi havde en lidt besværlig vej til Bølling Station, den var ikke lang, men vi skulle over Hjelmdrup mose, hvor der kun gik en sti dengang. I den mørke vintertid, havde han en lille flagermuslygte med og det skete han var lidt sent på vej. Når han så kunne se toget skulle til at køre, svingede han lygten og da ventede toget selvfølgelig lige på ham.

Han oplevede og fortalte meget fra skoletiden i Kolding. Især de mange forskellige mennesker, der var med toget og som fortalte historier på vejen. Der var en grisehandler, Peter Søndergaard, som særlig var god til det med historier. En vinterdag under en slem snestorm, kunne toget ikke kører længere end til Viuf. Der blev ringet til en nabogård, at der var en ung mand, der absolut ville hjem og at det sikkert var min bror. Far gik ham så i møde og fandt ham da også på linien i snefygningen. “Far er det dig”, sagde min bror forundret, da far fandt ham i sneen.

Stationsforstanderen i Bølling hed Madsen, de havde mange børn, som jeg gik i skole med. Senere kom der en ny der hed Lund. Ham fik min yngre bror lov til at køre med på troljen, når Lund skulle ud på linien for at tilse denne. Det gik stærkt ned mod Egtved. Toget kørte meget langsomt opad fra Bølling Station mod Vendborg. Vi børn kunne høre den sagde: “Kom til hjælp – kom til hjælp”! Når toget så omsider var kommet i fart sagde det helt anderledes: “Behøves ikke – behøves ikke”!

Aksel Larsen, en jævnaldrende nabodreng, fortæller om toget, at de kunne godt standse dette hjemme ved deres hus, så de ikke behøvede at gå til stationen for at stige på. Han blev i øvrigt engang meget forskrækket og kunne ikke sove om natten. Han havde været med sin mor i Gravens og i toget var der en mærkelig mand, der alvorligt talte om sære ting. bl.a. at verden ville forgå dagen efter. Det var bare for meget for en dreng på 10 år dengang i 1920erne.

Det var en mærkelig dag, og dagene derefter, da vi ikke længere hørte togets fløjt og kunne konstatere om det var middag. Da var jeg 14 år slutter Johanne Andersen.

Mogens Terp, Terpsminde ved Brakker:
Mine to brødre var noget ældre end jeg og jeg husker, at de skulle med toget til Kolding fra Brakker Station kl. 6.40 om morgenen og så var de først hjemme igen med toget 17.35. Især om tirsdagen nåede de ikke skolen før hen ad kl. 9, for da var der så mange svin der også skulle læsses på toget, men det var mine brødre ikke spor ked af.
Om vinteren så mine brødre faktisk kun deres hjem ved dagslys om søndagen, det var lange dage dengang. Hvis mine brødre nu var kommet lidt sent af sted, så havde de altid en lygte med og den svingede de med oppe ved vejen. Det så lokomotivføreren os så stoppede han og tog dem med.

Min far havde leveret en orne på stationen engang, og man ringede lidt senere fra Alminde Station, at ornen var ikke mere på toget. Far og karlene tog derpå ud for at lede efter dyret, men de kom næsten kun udenfor indkørslen, så kom ornen luntende af sig selv hjemad.

En anden gang havde toget fået for meget fart på ved Alminde Hule og i et sving røg sidelågen op på en vogn med grise. Resultat, alle grise trimlede ned ad jernbanedæmningen.

Opad på denne stækning, hvor toget kom ned i godt skridtgang, var det en yndet sport blandt skoledrengene, at hoppe af og skubbe lidt, men det var til stor ærgrelse for togpersonalet, og een gang lykkedes det da også at få toget så hurtigt i fart, at drengene blev agterudkørt.
Sådan drillede man hinanden. Drengene sang: “A kan eet – a kan eet, a trower det goer – a trower det goer”, og så når toget kom i fart – “det gik jo lie – det gik jo lie”.

Sønnen fra St. Roed har fortalt mig, at han engang han kedede sig, havde tændt et bål mellem skinnerne. Toget måtte jo pænt holde og slukke branden og derpå måle om skinnerne havde slået sig, hvad de nu ikke havde, men det var en betydelig værre historie for drengen, end han havde tænkt sig.

Mine forældre og de andre bønder her på egnen, skulle gerne hver tirsdag til Kolding, da var der markedsdag og man havde en stiltiende aftale om at sidde på de samme pladser i toget. Der var plyssæder på 2. kl. og træsæder på 3. kl. Bønderne havde altid 2. kl. og det var ikke velset, hvis der kom en fremmed og satte sig på ens foretrukne plads. Det var næsten lige som i kirken.

Da motorvognen kom og der ikke skulle rangeres så meget med godsvogne, kom vi noget hurtigere frem. Motorvognen kunne ikke trække andet en enkelt postvogn foruden sig selv, hvor passagerne sad. Her på egnen var det en yndet fornøjelse om sommeren at gå ned på Brakker Station og se det sidste tog til Egtved kl. 22.09. Der var jo ikke så megen anden adspredelse, så vi spadserede ned for at se hvem der nu havde været med toget og måske høre lidt nyt. Det var jo inden både radioen og fjernsynet kom til at ændre folks vaner.

Så vil jeg lige også tilføje, at når man i dag færdes ad den gamle banelinie, kan man ikke undgå at lægge mærke til de mange blommetræer, kirsebærtræer, æble- og pæretræer, ja også nøddebuske er der mange af. Det undrede mig i mange år indtil det slog mig, at det er vel passagererne, der har spist disse frugter og smidt resterne ud. Det har så resulteret i disse træer langs banelinien, der stadig står her 70 år efter den sidste tur med “Egtvedgrisen”.

Aksel Kyed, Ågård:
(Sådan blev Marius Kyed til)
Den første stationsforstander i Starup – eller ekspeditrice som kvinderne hed – var frk. Madsen. Iver Kyed fra Hesselballe tog tit Egtvedgrisen til Kolding, og på Starup Station trak han altid kupèvinduet ned og spurgte: “Hwoden goert frk. Madsen”.

Dette blev optakten til den lune og første borgmester i Egtved storkommune, idet Marius blev født efter en del parlementeren gennem vinduet og senere frk. Madsens og Ivers giftermål.

Hans Ravn i Gravens købte en lastvogn og blev fragtmand for stationerne ved Egtvedbanen, men med en klausul om ikke at konkurrere med banen. Dette gav helt groteske situationer. Han hentede en gang et klædeskab i Hesselballe og kørte det til Gravens Station. Dernæst hentede han igen skabet på Haurballe Station og kørte det een km ud til karlens nye adresse.

Ida Skovmand Siggaard, Vejle:
Min far drev gartneriet “Flora”, Sdr. Vang i Kolding og min mor havde blomsterforretning i Jernbanegade fra 1898 til 1934. De sendte mange planter, kranse og buketter med “Egtvedgrisen”, så dens navn hørte jeg tit som barn.

Min mor fortalte at bønderne var noget bange for deres kreaturer på marken den gang banen startede. Jeg kan huske at der i den bagerste vogn, øverst oppe i højre hjørne, var et lille træ-lukaf til en banemand. Han skulle bremse toget med en stang oppe fra sit lukaf. En hund, der boede i et hus langs banelinien ved bakken op mod Bramdrupdam, havde set sig gal på denne bremsestang, og når toget passerede op ad bakken løb den bagefter og hagede sig fast i denne stang så toget standsede. Da det var sket flere gange fik hundens ejer besked på at holde hunden inde når toget kom. Toget kunne tidsnok blive forsinket på strækningen inden det nåede Egtved.

31. oktober 2011
Fra telefonens barndom

Den første telefoncentral i Egtved havde til huse på kroen, hvor en ugift datter af kromand Møller passede centralen for omkring 100 år siden. På et billede af kroen fra dengang ser man telefonmasterne med ca. 8 linier, og det har sikkert også været antallet af abonnementer, telefonen var et ret nyt fænomen, som dog hurtigt blev populært.

Telefonselskabet havde da 16 centraler her på egnen og var hjemmehørende i Ågård, hvor doktor Vinther var formand. I 1917 var centralen flyttet til Egtved Afholdshotel i Dalgade, og blev bestyret af Marie og Anton Jensen. De havde centralen i mange år, og da Anton Jensen døde i 1945 overtog enken hvervet som centralbestyrer helt indtil centralen blev automatiseret i 1968.

En datter, Kethy Elmstrøm i Vejle fortæller at centralen blev flyttet til sit nuværende sted, Dalgade 26, ca. 1920. Allerede nu var der 86 abonnenter og midt i trediverne var dette tal vokset til ca. 150. 1940 blev centralen overtaget af Jysk Telefon, og herefter gik udviklingen endnu stærkere.

Inden Jysk Telefon overtog centralen bestilte man ikke telefonnumre, men bad bare om Brugsen, snedker Thomsen eller Jens Hansen, og man var nødt til at huske numrene udenad siger Kethy Elmstrøm og tilføjer, at folk dengang troede vi vidste alt på centralen, hvad der nu ikke var helt rigtigt. Dengang blev der oprettet partstelefoner med et x, y, u og v tilføjet til nummeret. Det var billigere for abonenterne og sparede selskabet for at trække alt for mange luftledninger. Det indebar at man skulle løfte røret og høre om der var andre i røret, i så fald måtte man pænt vente til der var fri.

Inden 2. verdenskrig var der to telefonmontører, Marinus Johnsen og Andreas Christensen. Når der var stormvejr blev ledningerne ofte slynget sammen og så talte folk i munden på hinanden. Montørerne måtte så ud i al slags vejr for at rette trådene ud eller sætte knækkede master op igen, tit en ret håbløs opgave om vinteren. Efter kl. 20 om aftenen var centralen lukket, men man kunne godt ringe i nødstilfælde, det kostede 50 øre ekstra, også efter kl. 11 om søndagen.

Efterhånden som centralen voksede blev der flere ansatte, og det var et ret eftertragtet job at være telefonistinde, arbejdstiden var 7 timer, med et kvarter og en halv times pause, hvor man blev afløst af en anden. Havde man vagt om søndagen, gav det en fridag ugen efter. Når det var tordenvejr op over måtte vi slet ikke betjene centralen. Det skete dog engang at der kom en mand cyklende og meldte om en ildebrand, da så vi stort på forbuddet og ringede efter brandvæsenet beretter den forhenværende telefonistinde Kethy Elmstrøm.

Siden automatiseringen i 1968 har telefonens sejrsgang været eksplosiv. Luftledningerne blev lagt i kabler og ned i jorden, og nu er det ikke længere så meget fastnettelefonen der benyttes. Mobilen, der for 25 år siden vejede 10 kg og kostede en formue, overtager mere og mere telefonsnakken plus alt det med SMS og hvad det nu hedder. Vi er nogle der mener, det næsten er blevet for meget af det gode, men hvem vil undvære sin mobil i dag?

31. oktober 2011
En Slægtsgård

Søren Peder Christensen, Dalgård i Oustrup og hans gamle kvitteringsbog.
Søren Peder blev født d. 9 nov. 1813 i Tørskindgård som søn af gårdejer Christen Jensen og Johanne Jensdatter. Søren blev gift med Mette Nielsdatter, der var datter af gårdejer Niels Madsen og Ane Jespersdatter fra Dalgård i Oustrup.

Det er den Niels Madsen, som har skrevet langt det meste i bogen fra slægtsgården i Oustrup.

Niels Madsen arver gården i 1812 efter sin far Mads Nielsen, som selv har fået gården efter sin far Peder Sejersen i 1782. Det er altså en lang uafbrudt familieejet gård, som den gamle kvitteringsbog har været opbevaret i. Flere af Søren og Mettes børn får landbrug på egnen, således en datter, Marence Nielsdatter og hendes mand John Madsen, der i 1845 bosætter sig på den nuværende Oustrupvej 6. Denne gård er også i samme slægts eje til og med Niels Peschardt, hvor den gamle bog endte inden den her for nylig blev overdraget Museumsforeningen, sammen med et gammelt billede af den gamle Søren Peder fra Dalgård.

Der er optegnelser om fæstemål af både karle og piger, hvor meget de skal have i løn og naturalier.
Om kørsel med varer til Kolding, kapiteltakster, om hvad der rører sig i landet og meget mere.
Et andet væsentligt område er bøndernes udbedring og reparation af vejene. Hver lodsejer blev pålagt et vist antal favne at holde i stand, og det blev så også indført hver gang af Mads Nielsen, og senere ejere af bogen. Her er et par prøver fra bogen i “oversættelse”.

Oustrup bys hartkorn er 9 tønder 1 fk 71/90 alb.
Præstens tiende er i rug efter tiendeforening af 1799…
1 tønde 2 skp 2 2/3 fk som betales efter 10 års kapitelstakst.

1820 d. 27. marts lånte jeg 22 lu (lispund ?) 9 u (pund) tag af Søren Madsen Bolh i Heiselballe. Betalt 1821.
1825 d. 2. juli lånte jeg 34 lispund 15 ? tag af Mads Johnsen af Egtved. Er betalt.
1830 På Amnitsbøl landevej fik Peder Jepsen 47 favne 1 59/64 al (indskudt: den mellemste part), Niels Madsen 37 favne 1 50/64 alen (indskudt: den nørre part), Anders Sørensen 37 favne 29/64 al, (indskudt: den sønder part) i alt 123 favne 26/64 alen.

Den 1. oktober 1813 blev Niels Madsen og Anne Jespersdatter forlovet og den 26. november stod vores bryllup.1814 den 2. november om natten kl. 11 blev vores første datter født og blev kaldt Mette.1817 den 22. marts klokken 9 efter middag blev vores første søn født og blev kaldt Jesper. – Er død den 7. april samme år.
1818 den 12. august om eftermiddag klokken 3 er vores anden søn født og blev kaldt Mads.

Da de nygifte Søren og Mette overtog Dalgård i året 1845, var den langt over 200 tdr.ld.
Søren Peder havde tilnavnet “Søren Hopballe”, han var en dygtig og energisk landmand og foregangsmand, idet han gik ind for nye avls- og dyrkningsmetoder i landbruget, som der står anført under det gamle billede. Han var byens oldermand, skolebestyrer og havde andre tillidshverv.

Én af sønnerne, Christen Sørensen overtog senere en del af faderens tillidsposter.
Ægteparret havde i alt 5 børn, som alle fik gårde på egnen, og blev hjulpet i gang med at bygge og også fik kreaturer fra Dalgård i Oustrup, da de skulle etablere sig.
Søren Peder Christensen levede til 1880, og efternavnet Sørensen går nu igen i slægten, som stadig ejer og driver gl. nr. 1. i Oustrup.
Den anden delegård, som bliver til Oustrupgård i 1664, ejes i nyere tid af familien Bundgaard og senere af familien Timmermann.

Landsbyen bliver i 1531 stavet Offstrup. Den ligger på et højdedrag kaldet Dambjerg imellem et par dalsænkninger, mod nordøst Fylebæk og mod vest Ballehule. Mod øst ligger skansebakken, som efter overleveringen var lejrplads for polske soldater i 1659. Mod syd gik den gamle kirkevej over Råbjerg til Thybofort og Egtved.

Efter en artikel af Jens Sigurd Thomsen i Vejle Amts Årbog 1981 har landsbyen Oustrup en lang og indviklet historie. Familierne er indgiftede, mange døde unge og enker som enkemænd måtte hurtigst muligt igen indgå ægteskab. Det var en nødvendighed for at gårdens drift kunne fortsætte. Alligevel er der perioder hvor ufred og nød lader gårdene ligge øde i en kort tid, men som man kan se på tidstavlerne, rettes og bygges gårdene op på ny.

Ildebrande kunne ruinere en familie, her en kort bemærkning fra 1700tallet i Jejlev Tingbog:
Laurs Nielsen af Oustrup anmelder ildsvåde. Salshuset brændt ned med alt indbo. Han fremviste sine hænder, som i ildens lue ganske er beskadigede, så han næppe kan komme til at arbejde igen. Kun han selv med hustru og 6 små børn kom ud. Vidnerne er Hans Sørensen, Christen Jepsen og Niels Sørensen af Oustrup samt Christen Sørensen af Refsgård. Laurs Nielsen er i største armod og trænger til Guds, kongens og godtfolks hjælp, hvis han igen skal komme på fode.

Familien på Dalgård har en overgang den sorg at flere børn fødes døve og endog døvstumme. Fra 1783 til 1786 således 3 børn, igen en generation senere en datter, der var døvstum, og endelig læser vi i Nils Madsens kvitteringsbog, at han får en døvstum søn, der kommer til oplæring på instituttet i København.

Det er 11. generation, der i dag driver Dalgård i Oustrup, men den var lige ved at glide ud af slægten i 1969 fortæller Johs. Sørensen, den nuværende ejer.
De ældste kilder, der anfører navne på fæstebønder, giver sjældent oplysninger om de pågældendes familiemæssige forhold. Derfor kan gårdenes familier sagtens føres endnu længere tilbage, man var bønder, navnet betyder boende og deraf følger at man flyttede ikke uden grund.

29. september 2010
En gammel skoleholder

Ophavsmanden til de fleste oplysninger i denne lille artikel, er en gammel fhv. lærer C. Barsøe. Han var lærer i Egtved Skovskole fra 1899-1906. Han fortæller i VAHS årbog for 1929, at der på skift var tre brødre, som alle havde været lærere i Tågelund skole, og en gammel kone havde der fortalt ham, at hun havde gået i skole hos én af dem. De hed Barsøe, men hun kunne ikke huske deres fornavne. “Vi kaldte dem den alvorlige, den muntre og den strenge. Konen fortalte at det var den muntre, hun havde gået i skole hos, og det var min farfar, Jens Barsøe, kunne jeg hurtigt regne ud, skriver Christian Barsøe.

Omkring 1840 blev Jens Barsøe kaldet til lærer i Bølling og Tågelund efter sin bror, Niels Barsøe, der var blevet lærer i Vork. Jens skulle have bolig i Tågelund skole, men de tre første dage i ugen skulle han undervise i Bølling skole, som han til fods måtte tilbagelægge de 10 km hver vej for at komme frem og tilbage. Børnene går tre dage om ugen hvert sted på de to skoler. Ikke sjældent kunne læreren tælle 10 børn i skolen, som kun havde tørt brød at spise og vand fra pumpen at drikke. Bønderne brugte ikke megen tid på deres børns opdragelse, og det var sjældent at de kendte bogstaverne, når de som 7 eller 8-årige kom i skole. Denne blanding af børn fra 7 til 14 års alderen lagde en betydelig hindring i vejen for undervisningens udførelse, skriver læreren mismodigt.

Begge skoler skyldes vistnok herremanden på Engelsholm, de Lichtenberg, idet han havde ladet skolerne opføre i 1741. Tågelund mark var dengang fæstejord under Engelsholm, og godsejeren byggede skolen i Tågelund for sine fæsteres børn. Der blev oprettet en fundats, hvor skoleholderen årligt af de 62 tdr. hartkorn i Spjarup, Vollund, Lie og Tågelundskulle have en vis mængde rug, byg, boghvede, hø, halm, tørv og træ. Derudover fik læreren fri græsning på Tågelund mark af en ko og et får, samt 10 sletdaler i rede penge. Så sent som i 1861 var disse forhold endnu gældende skriver en senere lærer i Tågelund, Wolf-Jürgensen.
Der var langt til naboer i Tågelund, foruden skolen, der havde 15 tdr. ld, var der en gammel gård tæt ved og nogle hundrede meter derfra endnu en gård. De store bakker var beklædt med lyng, hvor der nu er granplantage. Skoledistriktet var enormt, når man tager i betragtning, at det var på gåben børnene skulle tilbagelægge de op til en mils vej fra de yderste dele af Torsted, Nordbæk, Lie og Spjarup krat til skole.

Da Barsøe aflagde sit første besøg i Egtved præstegård hos pastor Storm, blev han opvartet med smørrebrød, og da præsten ville skænke en snaps op til maden, fortalte Barsøe, at han aldrig nød spiritus. “Så kan De ikke klare dem her i sognet”, sagde præsten. Barsø svarede, at hidtil havde hans afholdenhed ikke været nogen hindring.
Og da pastor Storm var til eksamen ude i Tågelund skole, forlangte Barsøe at få en lås for yderdøren, så han kunne lukke sig selv ind, når han om aftenen kom sent hjem fra Bølling. Præsten svarede straks, at det havde sognet ikke råd til, og Barsøe måtte huske på, at Egtved sogn var både stort, magert og fattigt. Barsøe svarede, at hvis han måtte få de penge, som folk i sognet ved det sidste marked betalte for kaffepunche, så kunne han sagtens sætte en lås af sølv på døren.
Storm blev paf og sagde: “Han skal have låsen”.

Det fortælles om den samme pastor Storm, at hans syn efterhånden svækkedes i en sådan grad, at han frygtede at blive blind. Han henvendte sig til en øjenlæge i Fredericia, der kom til Egtved og undersøgte præstens øjne. Dommen lød, som præsten selv frygtede, at han ville blive blind, hvilket selvfølgelig bedrøvede pastor Storm. Lægen siger så: Det kan jo sikkert ikke nytte, at jeg forbyder Dem at nyde spiritus”? Storm svarede ikke, men gik hen og hentede et par glas, som han fyldte, klinkede med lægen og sagde: “Nu drikker jeg det sidste glas”. Han holdt efter sigende løftet, men døde dog kort efter af koldbrand i det ene ben.

Det blev sagt, at intet hjem stod Barsøe og hans hustru så nær som hjemmet i Nybjerg mølle, der ejedes af kammerherre Thulstrup. Der var næsten en daglig forbindelse mellem skolen og møllen, og de to mænd holdt af hinanden som to brødre. Det siger noget om Jens Barsøe, da Thulstrup på Nybjerg mølle var sognets betydeligste mand, var sogneforstander og en driftig forretningsmand.

Læreren fortalte sin far, den gamle Barsøe i Smidstrup. I denne “fattige vesteregn” var befolkningens største fornøjelse gerne det årlige Vorbasse marked, og når man oplivede af adskillige kaffepunche, kunne køre om kap med hinanden hjemover. Men når så kammerherre Thulstrup kom kørende, veg folk ærbødigt ind til siden, og lod vejen være fri.

Barsøe befandt sig rigtig godt mellem beboerne i det store skoledistrikt. En dag kom en mand fra Tågelund til skolen og meddelte, at hans kone var død. Manden var meget bedrøvet, og det undrede egentlig Barsøe, for han vidste, at mand og kone nærmest havde levet “som hund og kat”, da konen var ret så galsindet. Det lod han en bemærkning falde om, og herpå svarede manden: “Ja, ja Barsøe, der er osse ly we en twornbusk“.
En anden mand fortalte Jens Barsøe ved hans første besøg i hjemmet: “Mi kuen å wor børn æ helle, men a æ fanden faar i mæ eet helle“. “Nej“, svarede læreren lidt studs, “det kan jeg da høre på den bøn du beder“.

Tågelund skole ca. 1870
De gamle skolebygninger var yderst tarvelige dengang og indeholdt en forstue, skolestue, dagligstue, køkken og et sengekammer. Skolestuen til højre og lærerens lejlighed til venstre på Barsøes tid. Men huset var grundmuret og syntes anselig i befolkningens øjne. Et helt palads, skal en beboer have sagt om skolen, og de unge lærerfolk nænnede heller ikke at benytte stuen til dagligt brug, men opholdt sig mest i køkkenet, hvor der på det åbne ildsted blev fyret med store ukløvede brændeknuder.

Læreren var en rar og medfølende mand overfor børnene. Det kunne hænde at en lille tjenestedreng, som havde været tidlig oppe for at passe kreaturerne inden skoletid, faldt i søvn. Så kunne det ske at Barsøe lod ham sove timen til ende. Mange børn havde også en lang dag når de var i fremmed tjeneste, og de var dengang måske allerede ude hos fremmede fra 10 års alderen.

Barsøe søgte i 1847 en bedre stilling ved skolen i Trelde ved Fredericia, men det var nær gået i vasken efter en avisartikel, hvor der stod, at provsten der på egnen, behandlede lærerne meget ilde.
Provsten var blevet meget vred: “Det er Barsøe i Tågelund, der har skrevet den, jeg kender hans måde at skrive på, men det skal han komme til at angre“. En ung kapellan rejste sig da på præstekonventet, hvor bemærkningen faldt, og meddelte, at han var forfatter af den omtalte artikel. Også Jens Barsøe’s gamle far, der var lærer i Smidstrup, havde frygtet, at det var sønnen, som havde skrevet, og den gamle begav sig til fods til Tågelund, men blev selvfølgelig glad for at høre, at det ikke var sønnen, der havde skrevet om provsten.
Forhistorien var nemlig den, at Jens Barsøe havde opsøgt provsten i Gaardslev, men allerede i døren var læreren blevet afvist med ordene: “Du får ikke Gårslev“, og derpå var Jens vendt om på hælen og sagt farvel. Provsten havde kaldt ham tilbage og spurgt hvorfor han gik, men Barsøe sagde blot, at han var blevet lovet forflyttelse af provsten, men nu ville han søge andre steder.

Jens Barsøe kom til at virke i Trelde i 12 år, og oplevede her krigen 1848-1850.
Under “slavekrigen” var der også i Trelde stor angst, mange mødre med småbørn blev sejlet til Bogense, blandt disse også lærerens kone. Gårdmændene på egnen var ret velhavende i modsætning til dem i Tågelund, og de satte ikke gerne deres penge i sparekassen, da de endnu havde statsbankerotten i frisk erindring. Pengesedler havde de heller ikke stor tillid til, men gode solide sølv og guldpenge gemte de godt hen. En sådan rig gårdmand, Peter Lassen, henvendte sig til Barsøe, og bad ham om at hjælpe sig med at begrave kostbarhederne i 1848. Sølvpengene blev svøbt i et lagen for sig, guldet i et andet og gravet ned i samme hul med sølvet øverst. Da freden kom og skatten skulle hæves, viste det sig, at kun guldet var i behold.

Barsøe var dog ikke under mistanke, men han følte sig alligevel meget påvirket af det skete, indtil der kom lidt lys over sagen nogle år senere. Et par tømmersvende på egnen blev nemlig uenige, og beskyldte hinanden ved et skænderi, at de vidste noget om det forsvundne sølv. Man gjorde anstalter for at blande politiet ind i sagen, men gårdmanden ville nu ikke have politiet indblandet, for som han sagde til Barsøe:
“Selv om det er dem, der er æ tyv, får a jo eet mi pæng igjen, å blyver de straffet, så æ a rej, det føst de æ ud igjen, så brænner de æ gård af, fo å hævn sig. – A får aaller en rolle tim“.

Efter 40 år opdagede en vaskekone på en gård, at der på et lagen stod P.L.S. og da hun spurgte konen på gården hvad det var for et lagen, svarede hun, at det vidste hun ikke, men hendes mor havde altid sagt, at vi skulle være forsigtige med det lagen. Nu var forældrene begge døde og nærmere en opklaring kom man aldrig.

Jens Barsøe kom senere til Bredstrup skole, dengang én af Vejle amts bedste lærerembeder, han blev der til 1889, hvor han trak sig tilbage 73 år gammel. Han døde som 95 årig hos en datter i Stallerup, og ved hans begravelse blev han omtalt således:

“Jens Barsøe var en lærer med et lyst og kærligt sind, der ved sine livfulde fortællinger kunne samle børnenes opmærksomhed, og med sit store lune og sin dramatiske kunst, havde meget fortjent, at blive nedskrevet“.

16. april 2010
En gammel borgbanke

“Mastigård” i Bølling – Marsk Stigs gamle borg?
I sin arkæologiske afhandling fra Jerlev Herred i årbogen for 1912 strejfer cand. mag. Hans Kjær Mastigård og Koldborg voldsteder i Egtved sogn, idet der meget rigtigt siges, at begge i historisk henseende ikke er stort mere end tomme navne. Trap siger, “at vest for Bølling lå på Danske Atlas tid (1769) ruiner af en gård, der har været omgivet af volde og grave og som traditionen lader være een af Mask Stigs gårde”. Spørger man i Bølling efter Mastigård, synes folk vel at kende navnet, men selv dem, der har boet der i en menneskealder, kan ikke altid påvise stedet. Det vil derfor være af interesse at få stedet fastslået, før traditionen helt går tabt og terrænet ganske omdannes.

I Nationalmuseets arkiv findes en kortskitse af det formodede voldsted, hvorpå den af almuen benævnte Mask Stigs gård har stået, beliggende på Bølling hede under Egtved sogn i Vejle Amt, optaget 1815 af J.A. Købke. Premierløjnant Købke var en søn af sognepræst i Egtved J.P Købke. (1800-18), og han har vel under en ferie i sit hjem adspredt sig med at måle pladsen ud i skridt.

Opmålingen gør allerede ved sin titel “Oculair Croqui” ikke krav på større nøjagtighed. Som man vil se, har løjtnanten ved en pil angivet “det sande nord”. Det er højest tvivlsomt, om han har haft kompas med sig ved opmålingen. I hvert fald må man, såfremt man vil finde lighed mellem kortet og den endnu levende tradition, absolut antage, at Købke har angivet nord forkert. Drejes hans kort således, at den afsatte pil vendes omtrent mod nordøst, passer kortet udmærket.
I det følgende går jeg dog, for at undgå forveksling af verdenshjørnerne, udfra kortet, således som det foreligger.

Mastigård ligger på en jordlod, der tidligere har tilhørt gården Solvang i Bølling. Senere er denne lod solgt fra og bærer nu matrikelnummeret 1 g af Bølling. Ejendommen tilhører F.C. Hansen, en indvandret Angelbo, der købte stedet for et år siden.
Den formentlige borgplads, der er en høj, naturlig bakke, er på to sider omgivet af små bække, hvis løb dog nu er reguleret, navnlig det, der på kortet er tegnet mod øst. Det lille vandløb, der ses nordligst på kortet, har på begge sider småvolde, som om der i sin tid har været dæmmet op for vandet. Disse opdæmninger kaldes “møll’vold”, hvilket navn aldeles utvivlsomt hentyder, at her tidligere har ligget en mølle.
Selve voldstedets form er siden Købkes tid forandret meget. I den del af af voldstedet, der på kortet vender mod øst, er der gravet en uhyre megelgrav, hvor der i tidsrummet 1820-50 er taget en mængde mergel. Nu dækker mergelgravens bund af en frodig grønsvær.
Folk, der fra gammel tid er kendt på stedet, fortæller om murbrokker og forbrændte træstumper, der er fundet på voldstedet. Mønter eller lignende sager, hvoraf årstal lader sig udlede synes ikke at være gravet frem.

Selve navnet Mastigård har selvfølgelig sat fantasien stærk i bevægelse, og en poetisk mand, der i sin tid skrev om stedet, udformede tankerne yderligere. Om navnet har noget at gøre med Marsk Stig (død 1293), er der ingen der ved. Vor viden om godsforhold i hin fjerne tid er begrænset. Marsk Stigs familieejendomme skal især have ligget i Aabo Syssel (egnen mellem Århus-Randers-Skanderborg-Grenå), men muligheden for, at Marsk Stig kan have haft gods hernede i Almind-syssel, kan ikke bestrides. (Koldborg er et gammelt voldsted i Vork)

Sådan sluttede P. Eliassens lille artikel fra 1913 i årbogen fra Vejle amts historiske samfund.

Knudsbølvej 22, på hvis jord voldstedet ligger, ejes i dag af Ove Skøtt. De forrige ejere var Dagny og Svend Nielsen, som havde gården i en menneskealder og gav den sit nuværende navn “Stigårdsminde”. Igen som en påmindelse om den gamle Stig Andersen, Danmarks Marsk og mægtigste mand, der blev lyst fredløs for mordet på Erik Klipping (sikkert uretfærdigt mener man i dag) og som senere til gengæld huserede som sørøver fra øerne Hjelm, Samsø og Sprogø og var i ledtog med den norske konge, der lå i krig mod Danmark.

Hvor meget mon der kan anes af det gamle voldsted i dag, her snart 200 år efter at løjtnant Købke tegnede sit Croqi af voldstedet i Bølling? Det fremgår af et par fotos, hvor der stadig kan ses spor af voldstedet og den gamle hulvej, der gik over vandløbet mod nordvest.
Om det er den berygtede Marsk Stig Andersens voldsted, der ligger ved gården Stigårdsminde, er måske tvivlsomt, men fra gammel tid har der vitterlig eksisteret et forsvarsanlæg, som også har været anbragt godt. Med ret stejle sider ned mod de to vandløb i nord og øst, og selve borgpladsen beskyttet af skrænter lidt længere mod syd.
Der findes en gammel folkevise, som også fortæller om en borg i Bølling, beboet af den slemme Rikardt Bøll. Her det første vers:

Hvor Jyllands sorte Hede
i Milestrækning laa,
den gamle Bølling knejste
med trende spirer paa.
Dens ejendom var samlet,
af brune Lyng og Korn,
og hist og her i Skellet,
stod hvasse Hørfrøs Torn.

14. februar 2010
Fra “slavekrigens tid”

Rædsel og panik i Egtved for 150 år siden
I foråret 1848 var oprøret i hertugdømmerne mundet ud i en krig mod Danmark, og kort efter udbrød der en ganske voldsom panik i befolkningen overalt i Jylland.
Rygtet ville nemlig vide, at en stor skare tugthusfanger, (de blev dengang benævnt slaver) var sluppet ud fra fængslet i Rendsborg, og nu drog disse røvere hærgende op gennem landet sydfra, og da den danske hær var involveret i kampe mod oprørerne i Sydslesvig, var der ingen til at stoppe slavernes voldsomme plyndringer, ildspåsættelser og voldtægter.
Rygterne herom gik som en løbeild fra sogn til sogn, det var jo inden man kendte til en almindelig kommunikation, som vi kender i dag, med aviser endsige radio og TV.

Her på Egtvedegnen er der forskellige gamle beretninger om, hvad alle disse falske rygter afstedkom, og nogle skal her genopfriskes, idet der vel aldrig siden har været en så udtalt frygt i befolkningen, men også på samme tid en vilje til at gøre modstand.

En mand fra Oustrup fortalte omkring 1900:
Jeg mødte min søster, hun havde været til konfirmationsforberedelse, og nu hun kom løbende og fortalte, at en af mændene i Egtved stod udenfor sin gård og græd.
Han havde fortalt hende, at Keldkær skov var fuld af røvere, og at vi sikkert også fik deres besøg. Man skulle imidlertid bevæbne sig og samles for at tage imod dem.
Far var for gammel til at møde og ingen af os brødre var voksne, men så længere hen på dagen kom “gal Søren smed” jagende forbi vores gård i strakt galop. Han var på vej mod Ødsted for at erfare nyt om fjenden. Jeg hørte dog aldrig hvad han havde fået at høre.

Medens dette stod på, beredte mændene i byen sig på at give slaverne en varm modtagelse, og kvinderne havde travlt med at gemme værdigenstande. Sølvtøj blev gravet ned under bryggersgulvet, kister med klæder og andre ting, som man nødig ville miste, blev måske kørt udenfor byen og gemt på afsides ejendomme, imedens de våbendygtige mænd stævnede til Egtved, og var udrustede på samme vis som i vikingetiden. En husmand på Egtved mark mødte med sin store buløkse fæsnet på en et langt skaft, nogle havde forke eller udrettede leblade, kun de færreste havde et gevær at forsvare sig med.

En anden mand, Christian Pedersen har fortalt. – Min far, Peder smed boede på en lille gård mellem Egtved og Fuglsang, det nuværende Tagkærhus. Far havde været smed og havde en smedje ved gården, hvor han endnu drev håndværket. I disse dage bestilte han ikke andet end lave spyd og rette leblade til “hæren”. Denne samledes i sandgraven i Egtved, hvor senere kroen blev bygget, og de indøvede så på marken ovenfor, hvor møllen siden blev bygget i 1861.
Vi drenge fandt, at det var kostelige løjer og stillede os i geled som de voksne. Nogle af mændene havde været soldat i København og de agerede befalingsmænd og brugte de kommandoer de kunne huske. Når der blev kommanderet: Til angreb! Løb hele hæren mod kirkegårdsdiget og de faldt sommetider, de var jo ikke vant til denne bestilling.

Dagen efter kom to store høstvogne til Egtved fyldt med bevæbnede mænd fra Randbøl sogn. De havde hørt, at slaverne huserede i og omkring Kolding, og ville nu stille sig til de derværende forsvareres rådighed. De kom nu ikke længere, men deltog vistnok i den lokale styrkes eftersøgning inde i Egtved skov, hvor rygtet sagde, at der var set nogle mistænkelige personer, denne eftersøgning var dog også resultatløs.

I det hele taget kunne de udsendte vagtposter ikke melde om noget som helst usædvanligt, men fortællinger og rygter om herregårde, der var brændt ned, folk som var slået ihjel osv blev ved med at gøre folk forvirrede og rædselsslagne nogle dage endnu. Selv fra nord var man begyndt at frygte undvegne tugthusfangers tilsynekomst, rygtet fortalte nemlig at fangerne i Viborg også var sluppet fri, og nu var på vej sydpå for at forenes med slaverne fra Rendsborg. Derfor blev der sat vagt på Råbjerg, hvorfra man kunne se viden om.

I Vork, som dengang var større end Egtved by og dens gårde, samledes man også og indøvede modstand, der er beretning om at flere kvinder og børn gemte sig nogen tid under bakkerne i jordhuler, men efter nogle dage slappedes spændingen lidt efter lidt, da der stadig ingen slaver ankom, og det hele viste sig at være opspind.

Der er mange fortællinger fra alle egne af Jylland om disse grusomme rygter, hvor både præster og andre øvrighedspersoner lod sig opsluge af panik. Selv Herredsfogden sendte ordre ud til sognefogderne, og disse måtte så med ridende stafetter underrette befolkningen og sørge for, at så store styrker som muligt blev sammenkaldt rundt i sognene, for at værne hjem og arne, som det hed. Senere kunne man så dog også more sig sammen over hele postyret, og det gav anledning til at der findes så mange fortællinger om hændelsen.

Dog undgik Egtveds borgere ikke den efterfølgende krig, hvor især de såkaldte “friskarer” huserede i længere tid medens de var indkvarteret på Nybjerg Mølle. Men det er en anden historie.
Egtved Museumsforening har i øvrigt et par eksemplarer af de hjemmegjorte våben fra “slavekrigen” i sin samling.

24. januar 2010
Egtved i gamle dage

Rytterdistriktet
Indtil 1765 hørte Egtved sogn under Kolding Rytterdistrikt. Det ville sige at bønderne var fæstebønder og skulle stille med en rytter til landets forsvar i krigstid. Derudover havde bønderne pligt til at køre med varer og aflevere en vis aftalt naturalier til kongen på Koldinghus. Til gengæld var de fritaget for hoveri, som andre bønder måtte på herregårdene. På Brakker Nygård sad den øverstbefalende for rytteriet og de bønderkarle, der var udtaget som ryttere, havde deres udrustning med hjemme på gårdene, men mødte jævnligt til eksercits og øvelser. Andre hvervede soldater boede i nogle barakker, deraf stednavnet, Brakker.

Ved en stor auktion i Kolding 1765 blev hele Ryttergodset solgt af Kronen og overgik til beboerne, men det var en stor byrde for bønderne at udrede købesummerne, og pastor Knud Storm (sognepræst i Ødsted og Egtved 1733-1772) beklager sig over, at han får alt for lidt ind som offer af sine sognebørn. Præsten ser i det hele taget meget mørkt på forholdene for bønderne efter salget af Ryttergodset:

Med hensyn til skovene, da er der i Egtved og Bøgvad skov til “fornødenhed”, men da bønderne nødes til at sælge deraf til deres udgifter, så vil skovene vel ikke vare så længe. Træ kan sælges til vesterboerne til lægter, klover, bundstager, hilder, træsko og vogntømmer, hvorved bønderne slider deres heste og vogne op og forsømmer deres avling. I Egtved er der moser, dog så langt borte, at man kun kan hjemtage 6 a 7 læs en hel lang sommerdag.

Ulve og ræve haves ikke. Rådyr, hjorte og harer samt fuglevildt er næsten bortskudt og fordreven, siden bønderne købte sig selv, og hver som vil, skyder.

Af fiskeri haves ikke synderligt i Egtved uden nogle få foreller i bækken og gedder og aborrer i de små ferske søer, Skærsø, Hejlskov sø, og den sidste Brudsø, der har sit navn af en brud, Wusse, som med sin brudeskare i snefog om vinteren blev forvildet og kom ud på isen, der ikke kunne bære, hvorfor de alle druknede.

Af håndværksfolk er der ingen, undtaget er de, som efter forordningen må bo på landet, skriver pastor Storm. Fattige kvinder, som spinder, må leve af vand og brød, om de skal betale deres “ekstraskat”. Ellers bliver de udvist af husene, hvis ejere hverken kan eller vil betale for dem. Bygningerne er af bindingsværk med lervæg, undtagen i Bølling, hvor mursten brændes til husbrug. Tag af rughalm, bjælker og sparreværk nu til dels af bøg, det falder de fattige bønder for kostbart at købe fyrretræ. Bøndergårdene består af én længe stuehus, én længe lade, én længe fæhus og én længe stald, huggehus og vognskur. Sognepræsten Knud Storm giver i sin indberetning 1766 altså en hel del oplysninger om sine sognebørns kår. Der boede dengang 417 indbyggere i Egtved og 147 i Ødsted sogne.

Kirken
Storm oplyser at der i kirken står en kampesten i våbenhuset, den viser Sct. Peder med nøgle. Deraf slutter han, at kirken er viet til denne helgen. Stenen er en gravsten sat over en præst fra tiden 1200-1300. Den døde er afbildet stående mellem to kors, og ovenover sår en engel med udbredte vinger og nøglen til Paradiset.

En åben begravelse står i den søndre side i tårnet, hvori står general Ingenhaven og dennes hustru i ligkister betrukket med sort læder. Nedenunder med en lem over ligger min forgænger pastor Peter Storm og dennes hustru. Ved ombygningen i 1863 blev disse kister sænket under gulvet, og der blev indrettet siddepladser i det gamle tårnrum, fortæller Eliassen. S.P. Sørensen fortsætter:

Kirken var meget brøstfældig, da den i året 1863 blev ombygget. Det var en gammel tale, at Egtved kirke ville falde sammen en gang den var fuld af mennesker. Det skete dog heldigvis ikke. Våbenhuset gjorde tillige tjeneste som sprøjtehus. I kirkens kor fandtes tre små stolestader ved hver side, og desuden havde præsten og degnen hver sin lukkede stol ved enderne af altret, og når folk ofrede ved barnedåb og bryllup, skete det på den ene ende af altret til præsten og på den anden til degnen. De gamle kirkestole var forsynede med nummer, og hver familie havde sin bestemte plads. De gamle stole var meget ubekvemme, de bestod, foruden endestykket, af et siddebræt og et smalt ryglæn (hældtræ), der sad omtrent i højde med folks skuldre. På gulvet lå et bræt til at sætte fødderne på, men der var altid fodkoldt, især før der blev anskaffet varmeapparat. Enkelte havde en lille fodpose, andre havde halmsko til at trække uden på støvlerne.
Folk var tarvelige i deres klædedragt, også når de gik i kirke. For 40 år siden gik endnu mange med træsko og en del af kvinderne med forklæder.

Kroen
Som omtalt af Eliassen, var kroen i den vestligste gård i byen. Her var tillige brændevinsbrænderi i en fløj, som gik ned i haven. På det gamle kort over Egtved har krogården nr. 8. Den havde 4 Tdr. Hartkorn, og såvel møllen som den nybyggede kro på den anden side af vejen, er udstykket fra gården nr. 8. i Egtved. Krogården, eller Vestergården, som den også blev kaldt, fik kgl. bevilling i 1857 til værtshushold, handel og bageri og sammen med vindmøllen og kroen var det omkring årene 1860-1890 absolut egnens største virksomhed.

Den gamle gæstestald brændte tilligemed gården i begyndelsen af 1880erne. Den nye kro blev udskilt fra gården allerede i halvtresserne og bygget i en sandgrav på den modsatte side af vejen. Her havde folk hentet sand til nødvendigt brug, men nu hentede de så sand i en bakke lidt ovenfor, der hvor nu forsamlingshuset ligger. Denne bakke hed “Savladbakken”. Her blev planker og brædder udsavet med håndkraft, idet den ene mand stod ovenover den anden og førte saven næsten lodret.

Lige øst herfor lå bakken fuldstændig nøgen, før den blev taget ind til præstegårdshave af pastor Tilemann (sognepræst i Egtved 1864-1875).

19. januar 2010
En nødlanding i Vork 1918

Var tysk militærfly på spiontogt under 1. Verdenskrig?
For mange år siden, da den første Verdenskrig rasede i sit fjerde år, skete der en bemærkelsesrig hændelse ved landsbyen Vork i Egtved sogn. Der er kun få nulevende, der som børn oplevede det tyske militærflys bratte nødlanding på Vorkvej 47, dengang “Enemærkes” marker, men det var en begivenhed, som der blev talt om, og som nok er værd at genopfriske.

Erindringer:
Det er Frode Christoffersen, tidligere ejer af Østergård i Vork, der satte museumsforeningen på sporet om flyet i Vork og nødlandingen som ingen mere næsten kan huske noget om. Frode Christoffersen har talt med gdr. Karl Knudsen, Vork og Peder Hansen, tidl. “Engvang” ved Tørskind. De to ældre, men meget åndsfriske herre, beretter nogenlunde sammenstemmende:

En forårsdag i 1918 kommer et lille topersoners biplan kredsende ind over dalen og efter flere runder i lav højde sættes maskinen ned på Hans P. Skovsgaards mark. Mange har bemærket det usædvanlige og mærkelige syn, men inden folk når hen til landingsstedet har besætningen stukket flyet i brand. Disse første fly var bygget af træ og sejldug, så der var hurtigt kun nogle forvredne metalrester tilbage.
Peder Hansen, der dengang var en halv snes år og boede i Limskov, var med sin mor løbet op til nødlandingen. De fik reddet en messingdel fra det brændende fly, sandsynligvis vandpumpen, som nu efter disse mange år meget betænksomt vil blive overdraget museumsforeningen. Peder Hansen husker at messingdelen endnu var så varm, at moderen måtte bære den hjem i sit forklæde.
Der skulle også være reddet et kompas, som har været opbevaret på Højskolehjemmet i Egtved og måske lidt fra haleroret, som i mange år lå i hønsegården hos Skovsgaards i Vork. Dette er dog ikke bekræftet og museumsforeningen har desværre heller ikke kunnet finde billeder af nødlandingen eller flyverne.

Fhv. sognefoged, nu afdøde Karl Knudsen fra Vork, huskede også det tyske fly og det var ham, der gav det omtrentlige tidspunkt for landingen, nemlig maj måned 1918, Karl Knudsen kunne udpege stedet, hvor det skete. Han var skuffet over, at der kun var skrevet så lidt i avisen om begivenheden, og mente det var fordi Danmark var erklæret neutralt under 1. Verdenskrig og derfor ikke interesseret i nogen større offentliggørelse af sagen. Især da ikke, hvis det stemte som Karl Knudsen erindrer, at de tyske flyvere søgte asyl som desertører, og at det derfor var en ømtålelig sag for de danske myndigheder. Også Peder Hansen nævner, at flyverne udtrykte lede ved krigen og derfor var søgt til Danmark. Det skulle de have sagt ved det første forhør hos gdr. Laurids Hagen Petersen. Det blev sagt, at den samme gårdejer også havde lånt flyverne tændstikker til at brænde flyet af.

Skriftlige kilder:
I Vejle Amts Årbøger og i Egtved Sogns historie leder man forgæves efter oplysninger, mærkeligt – for det er dog ikke på nogen måde hverdagskost for den tid, idet flyvemaskiner helt op til 1940’erne var et særsyn på vore kanter. På Vejle Amts Folkeblad var man meget behjælpelig, da vi ville forsøge at finde mere om denne nødlanding i Vork. I første omgang kunne man dog ikke finde noget fra maj 1918 i arkivet, men jeg fik selv helt undtagelsesvis lov til at studere de gamle guldnede blade med gotisk skrift, og det var en hel oplevelse i sig selv. Mange spændende og pudsige oplysninger gemmer de tætskrevne sider uden overskrifter og med ni spalter på hver side. Pludselig d. 16 maj 1918 står det der så, næsten en hel spalte og ikke nok med det, de følgende dage står der også notitser, og det mere end antydes, at flyet var på spiontogt og at der måske havde været endnu et fly i følgeskab over vort neutrale territorium. Det skal her bemærkes at Danmark under 1.Verdenskrig havde en meget stor sikringsstyrke stående til at imødegå en evt. besættelse, vi var ikke – som i 1940, så godt som forsvarsløse.
Tyskerne har sikkert haft stor interesse i de danske forsvarsstillinger og frygtede vel også en engelsk invasion fra Jylland, ellers havde de vel næppe bygget den linie af bunkere gennem Sønderjylland, i det område der indtil 1920 var tysk. Disse bunkere står de fleste steder for øvrigt den dag i dag.

Men hvad skriver Vejle Amts Folkeblad fra 1918 den 16 maj: I Formiddag kom en tysk Flyvemaskine Syd fra sejlende ind over Egtved Sogn, og ved Halvti Tiden gik den i flot Glideflugt ned paa Gaardejer H.P.Skousgaards Mark i Vork Det var Maskinskade, der tvang den til at lande. Om Bord i Flyvemaskinen var to Flyver-Officerer. Vor Korrespondent telefonerer, at Flyvemaskinen var steget op fra Flensborg i Morges Kl.8, og efter et Sving over Schverin, Kiel og Hamburg var den i en Sløjfe gaaet over Sønderjylland og kommen ind i Nørrejylland ved Kolding Opland. Flyverne fortæller, at de har bevæget sig til Tider ca. 4000 m. oppe, og at de ved Kurveflyvningen i den ret disede Luft er blevet desorienterede. De havde været over Ammitsbøl, og derfra havde de faaet Øje paa Vejle og Fjorden. De mente, det var Flensborg og havde sat kurs mod Øst, idet de fulgte Dalen. Da de var ved Ravning, gik der Brud paa Motoren, og de maatte lande.
De vidste ikke hvor de befandt sig, for de havde intet Kort over Danmark. Da det mislykkedes at starte Maskinen igen, da den var absolut defekt, hældte de Benzin over den og satte Tændpatronen til, som Skik og Brug var i saadant Tilfælde, fortæller Flyverne. De havde en Del Bagage med sig, Kort og Tøj. Det kom ligeledes paa Baalet. derimod brændte de ikke deres Kamera.
De to Luftfarer, Flyverfører Nagel og Løjtnant Frange, spadserede hen til en Gaard, Gaardejer Hagens, og der fik de noget at spise. Imidlertid var Politibetjent Jørgensen fra Gravens og en Løjtnant fra Militærkommandoet i Aagaard kommen til Stede, og der blev etableret et foreløbigt Forhør. Senere gik man hen til Sognefogeden, hvor Herredsfogedens Ankomst afventes.
Der blev sat Vagt ved Flyvemaskinen, som er fuldstændig Vrag. Det har været en stor Maskine med en kraftig 6 cylindret Motor af en anden Konstruktion end den Grom-Motor, der hidtil sædvanlig er benyttet. Der er en livlig Valfart til Stedet af Egnens Folk, som samler Erindringer fra Ruinerne. Flyverne ser ud til at være ganske unge. De spurgte meget interesseret ud om Forholdene, men var selv ret reserverede i deres Udtalelser. De var naturligvis ogsaa optaget af, om det kunde lykkes dem at slippe over Grænsen, og blev synligt deprimerede, da Flugt blev fremstillet som umulig for dem. De vil efter al sandsynlighed blive internerede.

Ved Forhøret blev det oplyst, at de to Flyvere er 26 og 19 Aar gamle. Foreløbig opholder de sig hos Sognefogeden i Refsgaard, mens der ventes paa Ordre fra Oberstløjtnanten i Kolding. Maskinen var en Observationsflyver, Kameraet med Plader er beslaglagt af Militæret.

17/5.1918 Vejle Amts Folkeblad:
De tyske Flyvere kom Torsdag Aften til Kolding. De havde Station i Schverin, men var i Torsdags Morges steget op fra Flensborg. I 4000 m. Højde var der Taage. I den herved opstaaede Usigtbarhed er de uden selv at vide det kommen ind over den danske Grænse. En Brand i Forgasseren var den direkte Aarsag til, at de maatte foretage Nødlandingen.
Efter Ankomsten til Kolding, kom Flyverne, efter hvad “Kolding Folkeblad” meddeler, i Forhør hos konstitueret Herredsfoged Hvid. De opholder sig under militær Bevogtning paa Hotel “Kolding”. Det herværende Dep.chments Ajudant, Løjt. Rasmussen, er attacheret dem. Resterne af Maskinen, der var en Observationsmaskine af Albatrostypen, mrk. “G.7”, blev sendt til København i Gaar.

18/5. 1918 Vejle Amts Folkeblad:
Var der to Flyvemaskiner? I Gaar Eftermiddag lød det Rygte, at Flyvemaskinen, som maatte nødlande i Vork havde haft Følge af et andet Aeroplan. En Meddeler underretter os om, at han ved 11 Tiden Torsdag Formiddag i Tudvad saa en Flyvemaskine komme Syd fra og kredse ca. 20 Minutter over Mosen, hvorefter den krydsede frem og tilbage over Byen og forsvandt i retning af Rugstedlund. Dens Nationalitet kunde ikke bestemt konstateres. Hvis Klokkeslettet 11 er rigtigt, har der været to Maskiner over Egnen, for ved den Tid laa Aeroplanet ved Vork i Flammer.
Gaardejer Holger Knudsen i Vesterby, der har talt med Flyverne, fortæller, at de havde to Rejsekufferter med paa Maskinen, og de var solidt klædt paa. Nogle af Pladerne fra Kameraet blev overgivet til Ødelæggelse. I Løbet af et Kvarter var Flyvemaskinens Planer med Lærredet fortæret, men det brændte ca. 1½ Time i Stellet, der bestod af Kobbertraad og Aluminiumsrør.
Maskinen var en Todækker, mærket “F.B. 13”. Den kunde medføre 300 Liter Bensin, og Motoren havde 220 Hk. Motoren var fast, 6cylindret, akkurat som paa Automobiler. De Flyvemaskinermotorer, der kendes mest, har Cylinderne siddende som Eger i et Hjul og roterer om en Midtakse. Det var en Observationsmaskine, som var ubevæbnet.
Da de to unge Flyvere kom ind til Gaardejer Hagen, som tog vel imod dem og beværtede dem, hvad de var yderst taknemmelige for, spurgte de, om det kunde lade sig gøre at faa civilt Tøj. De vilde til Grænsen, hvor langt der var at spadsere? De var øjensynlig kede af, at der var saa langt, og Udsigten til at maatte tilbringe Resten af Krigens Tid i Uvirksomhed i Danmark. I Gaar Eftermiddag førtes de unge Flyvere til Kolding. Antagelig bliver de interneret i Odense, hvor deres tidligere forulykkede Flyverkolleger opholder sig. Da Maskinen gik ned i Glideflugten, stødte den først mod Jorden i en nylig tilsaaet Havremark, hvor den lavede et stort Hul, og pløjede nogle dybe Spor over Marken, indtil den standsede paa et Stykke Grønjord. Her var det den blev afbrændt. Baalet udviklede en vældig Varme. Græsset blev afsvedet i en stor Omkreds. I Dag kommer der en Tekniker fra København til Vork. Han skal se paa Vraget og forsøge at skille de forvredne Metaldele saa meget, at de kan transporteres bort.

21/5.1918 Vejle Amts Folkeblad:
De internerede tyske Flyvere tabte et kort. “Kolding Avis” har faaet tilsendt et Kort, som de i Kolding foreløbig internerede Flyvere tabte, da de fløj hen over “Østerbygaard”s Mark. Kortet, der omfatter Strækningen fra Aabenraa til et Stykke Nord for Horsens og fra Vesterhavet til Midtfyn, er ifølge den nævnte Kilde trykt i Aabenraa og synes at være en Kopi af det danske Generalstabskort. Det er stemplet “Kgl. preus. Flieger Beobachter-Schule, Schverin, Mechlenburg”. Særlig Interesse frembyder med Rødkridt tegnet Pile, der fra Aabenraa peger i nordvestlig Retning, altsaa mod Hjertet af Jylland. Det synes just ikke at bekræfte Flyvernes Udsagn om, at de havde været paa Vej fra Schverin til – Hamburg. Kortet er af Bladet overgivet til de militære Myndigheder. De to tyske Flyvere der dalede ned ved Vork, og som foreløbig har været internerede i Kolding, er efter Ministeriets Ordre afrejst til Aalborg, hvor de skal interneres.

Efterskrift
Her ender de skriftlige meldinger, måske har der været yderligere informationer fra de to, men de er så sikkert i vore militære arkiver. Holger Knudsen, Vesterby, var ikke gårdejer men lægestuderende på det tidspunkt og kunne derfor tysk. Gårdejer Hagen hed Pedersen til efternavn og ejede gården, som Familien Brødsgaard siden har haft. Sognefogeden i Refsgård, hvor forhøret af de to unge flyvere officielt fortsatte hed Christian Alminde og boede på “Stinnesminde”, der senere hedder “Lindelyst”.
Ret usandsynlig virker piloternes forklaring. Først at de havde været et sving over Hamborg, der ville bestemt ikke være brændstof til så lang en tur tilbage til Vork i den forholdsvis lille maskine med en primitiv, uøkonomisk motor. Senere kommer forklaringen, at de forvekslede Vejle med Flensborg, da de intet kort havde, hvilket jo ikke passede, og til sidst forklarer de, at flyveturen skulle gå fra Flensborg til Hamborg. At der blev tåge i 4000 m højde og hvad de ville i den højde, lyder også meget usandsynlig, det er på grænsen for iltmaske.
Sandheden har nok været, at de skulle tage billeder af de danske befæstninger, det indikere det tysk stemplede kort, og så passer det fint med, at de har været ret højt oppe, dog næppe mere end det halve af de 4000 meter. Nogle af de optagelser de havde gjort, endte øjensynlig også på bålet i Vork, kameraet nænnede de åbenbart ikke at brænde, men de havde jo også i begyndelsen håb om at nå grænsen – i lånt civilt tøj. Lidt naivt synes man i dag. Spændende om der skulle findes billeder fra beslaglagte glasplader.
Åbenbart har der tidligere været tyske fly under krigen over Danmark, idet vi hører at der er interneret nogle i Odense. Derfor må vore to uheldige piloter til internering i Ålborg, sikkert for at holde dem adskilt fra deres fæller. Desertører har de vel næppe været efter det foreliggende, hvis det virkelig skulle være tilfældet har de været meget udspekulerede og lagt meget røgslør bag sig. Desertør i krigstid er også en dødsensfarlig bedrift, hvis de nu var havnet tilbage i Tyskland? Men en spændende historie var det.

Tak til alle de, der var med til at genopfriske den.

19. januar 2010