Det har gennem årene undret flere i vores lille by i Egtved, at kirken lå ret alene og isoleret på et tved, et højdedrag nord for den øvrige bebyggelse. Byen er som bekendt koncentreret i en dalsænkning, hvor vejene fra henholdsvis Vejle og Kolding krydsede inden de fortsatte mod vest til Ribe og nordpå mod Varde og Ringkøbing. Og for hundrede år siden bestod Egtved blot af en halv snes gårde og ligeså mange huse længere østpå ved Aftensang, men da banen til Kolding kom, gav det en stor tilvækst af håndværkere og forretninger, der siden er fortsat til den centerby, som vi har i dag, og hvor Kirkevej nu så godt og vel også har omfattet jorderne ved Egtved kirke.
Kortet til højre viser Egtved i 1780. Kun nogle få gårde og huse. Vejen fra Vejle til Ribe går ad Aftensang forbi kirken og krydser Kolding- Ringkøbingvejen mod syd. Kirken i Egtved lå mod nord og lå stadig helt isoleret fra byen.
Billedet her til venstre viser Egtved 1910, nu er banen til Kolding kommet og der er bygget huse langs Søndergade og Dalgade.
Afdøde malermester Knud Bruhn, der i sin tid ogsåvar amatørarkæolog, ejede hus med jord og værksted helt nordlig ved kirken i Egtved. Han havde som yngre fundet både en tenvægt og en bronzeragekniv fra vikingetid ved et stykke jord, der hørte til ejendommen, desværre er begge dele gået tabt i mellemtiden, men Knud var overbevidst om muligheden for en tidlig bebyggelse på stedet, og dermed grunden til, at netop Egtved kirke var blevet bygget her, og givet navn til lokaliteten, tvedet med egene – ikke ret langt fra bronzealderens og Egtvedpiges boplads nær Egtved Holt.
For nogle år siden købte Egtved kommune et areal af Knud Bruhns jord med henblik på at udvide det nærliggende plejehjem Egetoft. Imidlertid kom det ikke til at ske, da Vejle kommune opførte et helt nyt Hejlskov plejecenter syd for Egtved. I stedet har enken, Inger Bruhn nu solgt en byggegrund til en ny præstegård, og det har givet mulighed for at museet i Vejle kunne lave en arkæologisk undersøgelse på de nævnte arealer.
Sidste år blev der gravet et par enkelte søgegrøfter, og det gav også bonus for en evt. tidlig bebyggelse, idet der kom adskillige stolpehuller til syne med keramikskår der tyder på vikingetid. En detektorafsøgning gav desværre et negativ resultat, men der lå meget, der ikke var søgt på endnu på grund af bevoksning.
Til venstre – Grubehus under udgravning dec. 2014, og nedenfor til højre, fund af enkelte jernstykker og stolpehuller ved Kirkevej udgravningen i 2013.
Her i efteråret, er der, efter en del træer er blevet fjernet, igen blevet undersøgt et større stykke af grunden. Det har til fulde bestyrket teorien om en tidlig vikinge landsby, hvor kirken i sin tid blev rejst. Rektangulære stolpehuller, der viser tilhuggede bærende piller til huse, og enkelte gamle jernstumper må sandsynliggøre, at Egtved i sin tid blev grundlagt sent i 11hundredtallet, det omtrentlige årstal for kirkens opførelse af tilhuggede granitkvadre, og hvor der i sin tid blev fundet en runesten over en viking, der sikkert var faldet i Sverige.
Egtved kirke, til venstre, og runestenen (nedenfor til højre) fra våbenhuset, der fortæller om vikingen Fain, der døde i Svia, og hvor der står, at stenen skal lyse meget længe. Denne halvdel af runestenen blev fundet i kirkegårdsdiget for ca. 150 år siden.
Museet i Vejle er nu ikke helt færdige med udgravningerne, men præstegårdsbyggeriet kan gå i gang, og det ville have glædet min gamle ven Knud, at teorien om vikingerne i sin tid grundlagde Egtved, stemte med virkeligheden.
Indtil 1765 hørte Egtved sogn under Kolding Rytterdistrikt. Det indebar at bønderne var fæstebønder og skulle stille med en rytter til landets forsvar i krigstid. Derudover havde bønderne pligt til at køre med varer og aflevere en vis aftalt mængde naturalier på Koldinghus, der dengang var kongeslot. Til gengæld var de fritaget for hoveriarbejde, som de fleste andre bønder måtte på herregårdene. På Brakker Nygård sad den øverstbefalende for rytteriet og de bønderkarle, der var udtaget som ryttere, havde deres udrustning med hjemme på gårdene, men mødte jævnligt til eksercits og øvelser. Andre hvervede soldater boede i nogle barakker, deraf stednavnet Brakker.
Ved en stor auktion i Kolding i året 1765 blev hele Ryttergodset imidlertid solgt af Kronen og overgik nu til selveje for beboerne og enkelte andre, men det var en meget stor økonomisk byrde for bønderne at udrede købesummerne. Pastor Knud Storm (sognepræst i Ødsted og Egtved 1733-1772) beklager sig over, at han får alt for lidt ind som offer af sine sognebørn. Præsten ser i det hele taget meget mørkt på forholdene for bønderne efter salget af Ryttergodset, som det fremgår af en af hans indberetninger til biskoppen.
Med hensyn til skovene, da er der i Egtved og Bøgvad skov til ”fornødenhed”, men da bønderne nødes til at sælge deraf til deres udgifter, så vil skovene vel ikke vare så længe. Træ kan sælges til vesterboerne til lægter, klover, bundstager, hilder, træsko og vogntømmer, hvorved bønderne slider deres heste og vogne op og forsømmer deres avling. I Egtved er der moser, dog så langt borte, at man kun kan hjemage 6 a 7 læs en hel lang sommerdag.
Ulve og ræve haves ikke. Rådyr, hjorte og harer samt fuglevildt er næsten bortskudt og fordreven, siden bønderne købte sig selv, og hver som vil, skyder. Af fiskeri haves ikke synderligt i Egtved uden nogle få foreller i bækken og gedder og aborrer i de små ferske søer, Skærsø, Hejlskov sø, og den sidste Brudsø, der har sit navn af en brud, Wusse, som med sin brudeskare i snefog om vinteren blev forvildet og kom ud på isen, der ikke kunne bære, hvorfor de alle druknede.
Af håndværksfolk er der ingen, undtaget er de, som efter forordningen må bo på landet. Fattige kvinder, som spinder, må leve af vand og brød, om de skal betale deres ”ekstraskat”. Ellers bliver de udvist af husene, hvis ejere hverken kan eller vil betale for dem. Der lever 417 indbyggere i Egtved og 147 i Ødsted sogn. Bygningerne er af bindingsværk med lervæg, undtagen i Bølling, hvor mursten brændes til husbrug. Tag af rughalm, bjælker og sparreværk nu til dels af bøg, det falder de fattige bønder for kostbart at købe fyrretræ. Bøndergårdene består af én længe stuehus, én længe lade, én længe fæhus og én længe stald, samt huggehus og vognskur.
Ikke mange kender i dag Hans Jacobsens fortid som soldat og grænsegendarm, men alle kender vist nok den gamle bonde fra Bølling Skanse. Her boede familien i mange år, og samtidig var Hans sammen med sin kone, Gerda gennem mange år bestyrer og passede forsamlingshuset i Bølling.
Hans er en markant skikkelse, der fortjener at få sin historie fortalt, og han er en god fortæller med megen lune må man konstatere. Efter han blev enkemand bor han nu i en hyggelig lejlighed ved Egetoft. Her, hvor han levende fortæller om et spændende liv, om soldaterlivet op til 2. verdenskrig, hvor han blev sendt på en umulig opgave d. 9. april, om arbejdet som landmand og alt muligt andet arbejde, og sidst men ikke mindst ”de skrå brædder” og mange gode oplevelser ved dilettant i Bølling og til tider også lokale egns-spil har fyldt Hans Jacobsens et par og halvfemsårige tilværelse.
I egnsspillet om Egtvedpigen spillede Hans en sjov rolle.
Men først et par generelle oplysninger om gendarmeriet ved den dansk-tyske grænse, der hvor Hans Jacobsen i sin ungdom også gjorde tjeneste, og hvor han gik vagt i under første del af verdenskrigen.
Grænsegendarmeriet oprettedes ved en kongelig resolution af 4. december 1838 af tre rytterregimenter i Holsten og var underlagt hæren indtil 1864. Gendarmeriet kæmpede i 1864-krigen sammen med det slesvigske gendarmeri som en militær enhed og blev herefter nedlagt. Korpset blev så genoprettet i 1866 og virkede herefter som et militært organiseret grænsetoldpolitikorps ved Kongeågrænsen.
Den 5. maj 1920 indtog Grænsegendarmeriet da efter genforeningen sin nye post langs grænsen mellem 1. og 2. afstemningszone, der pr. 21. juni 1920 blev den nye dansk-tyske toldgrænse på land. I 1920 blev grænsen inddelt i 5 officer-distrikter med i alt 16 afsnit. Hovedkvarteret lå i Gråsten.
I perioden 1920-32 overtog grænsegendarmeriet dele af toldklaringen og kontrollen med grænsetrafikken ved de små overgangssteder, herunder paskontrollen, der oprindeligt hørte til politiets opgaver. I forbindelse med truslen mod grænsen i 1930-erne blev der gennemført en bedre bevæbning af korpset, og dets funktion ved grænseoverskridelser blev præciseret. Fra 1937 indgik Grænsegendarmeriet direkte i det militære forsvar af Sønderjylland. I årene omkring anden verdenskrig var Grænsegendarmeriet et militært organiseret og bevæbnet korps, der sammen med toldvæsenet havde til opgave at kontrollere varetrafikken i området ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. I samarbejde med politiet deltog korpset endvidere i paskontrollen og i opgaven med at opretholde ro og orden ved grænsen.
Den 9. april 1940 blev tre gendarmer dræbt af tyske efterretningsfolk. Omkring klokken fire på besættelsesmorgenen 1940 blev overgendarmerne A.S. Albertsen, J.P. Birk og A.A. Hansen under bevogtningstjeneste ved jernbaneviadukten i Padborg skudt ned af tre civilklædte tyske agenter fra Regiment Brandenburg. Tyskerne var som ”fortrop” for besættelsesstyrken sendt over grænsen for at forhindre, at vigtige broer, veje og jernbaner skulle blive ødelagt af det danske militær. Ved jernbaneviadukten i Padborg stødte de tre tyske agenter på gendarmerne. Gendarmerne spurgte, hvad de skulle her. Der blev svaret på tysk, at de skulle til banegården, hvorefter tyskerne trak deres pistoler og skød gendarmerne på kort afstand. Overgendarm Birk var død på stedet, mens de to andre sårede døde senere. Tyskerne har angiveligt troet, at gendarmerne var ved at forberede sprængning af banen.
Korpset som helhed kom ikke i kamp, regeringen havde nemlig den 8. april givet Grænsegendarmeriet ordre til ikke at skyde eller indlade sig i kamp, hvis tyskerne overskred grænsen.
Fanevagt ved mindesmærket for de tre dræbte gendarmer d. 9. april 1940.
Oberst Svend Paludan, Muller, chef for Grænsegendarmeriet, faldt den 26. maj 1944 i ildkamp med tyskerne. Fra sin tjenestebolig ved Gråsten Slot kæmpede han heroisk mod den tyske overmagt, og tog flere tyskere med sig i døden. Forinden havde han fået sin familie og to ordonnanser bragt i sikkerhed ad bagdøren.
Obersten havde både før og under besættelsen markante meninger om tyskerne, og tyskerne havde også obersten mistænkt for illegalt at modarbejde besættelsesmagten. Da tyskerne den 26. maj 1944 ville arrestere obersten, var det helt i overensstemmelse med hans overbevisning og handlinger, at han modsatte sig arrestationen og dermed betalte den ultimative pris.
Den 19.-20. september 1944 blev hele korpset interneret og et stort antal gendarmer sendt til tysk koncentrationslejr. Den 5. oktober 1944 blev 141 gendarmer (af i alt 291 som var interneret) udtaget til deportation til koncentrationslejren Neuengamme. Inden det i marts 1945 lykkedes at få de sidste gendarmer hjem var 35 omkommet, en savnedes, to døde før befrielsen og tre døde senere som følge af den grusomme behandling i Tyskland.
En ny grænsebevogtning blev straks efter befrielsen 5. maj 1945 etableret i samarbejde med modstandsbevægelsen, siden Den danske Brigade og den regulære hær. I løbet af 1949 afvikledes korpsets militære opgaver helt, og i 1952 skiftede korpset navn til Toldgrænsekorpset. 1. april 1969 nedlagdes korpset helt.
Hans Jacobsen som korporal i 1940.
Hans Jacobsen får herefter ordet: Jeg er født d. 6. juni i 1917 i en lille landsby syd for Rødding, der hedder Brandstrup. Min far var på det tidspunkt indkaldt som tysk soldat, og han kom først gående hjem fra Rusland et stykke tid efter 1. verdenskrigs afslutning. Jeg husker gennem min barndom at far tit vågnede om natten med de værste mareridt, som plagede ham i flere år. Han var oprindelig kampestensmurer, og flere gårde og huse på egnen står stadig efter far, så de har været lavet godt. Efter genforeningen i 1920 flyttede familien lidt nord for Rødding til Hjerting Skov. Selv om jeg kun var tre år, kan jeg stadig huske denne flytning pr. hestevogn. Vi var 6 søskende hjemme, og da jeg næsten var fyldt 10 år kom jeg over på en gård at bo en sommer. Her skulle jeg op før kl. 5 og malke to køer og siden trække alle 17 køer ud og tøjre dem inden skolen begyndte kl. 7 hver morgen. Denne sommer tjente jeg 50 kr. 30 købte vi tøj for og de 20 blev sat i sparekassen. Hjemme igen gik jeg lidt ud på dagleje, når jeg ikke var i skole, men der var især en lærervikar, der godt ville give os fri, sådan i høsten, og da kunne man tjene 1 kr. og 50 øre om dagen. Jeg kunne nu ellers godt li’ at gå i skole og da jeg blev lidt større inden konfirmationen, blev jeg tit sat til at hjælpe de mindre skolebørn. Efter jeg kom ud af skoen, var jeg i en plads, hvor vi kørte grus ud på sognevejene med hestevogn, og i en lidt mærkelig plads, hvor manden holdt på at have særskilt vogn til høst, til at køre møg og til at køre i byen. I 1933 tog jeg så på Skibelund efterskole. Både opholdet og mit tøj havde jeg selv tjent til. Det var en skøn tid, jeg lavede en dragkiste, og jeg husker endnu en lærer La Cour, som havde det mundheld: ”Du skal altid stikke fingeren i jorden, for at lugte hvor du er” Jeg synes dengang det var underligt, men i dag forstår jeg ham bedre.
Endnu en plads på en lidt større gård, her var jeg først 2. karl og senere fodermester. Da vi kom til november, sagde manden, at jeg blev nok nødt til at søge en ny plads, for han havde ikke råd til at give mig det, jeg nu var værd. Jeg forlangte 100 kr. om måneden, det ville sognefogden godt give på en anden stor gård, så her blev jeg fodermester, vi havde opdræt af avlsdyr, både tyre og kvier. Det var en rigtig god plads, jeg havde frie hænder til indkøb af foder, og når dyrene skulle ind på auktion i Haderslev var jeg altid med, for som manden sagde: ”Du har jo selv lavet dem”.
Nu var jeg så blevet 20 år og var på session. Til april 1938 blev jeg indkaldt til 18. batl. 4. komp. 3. deling. Efter rekrut tiden blev jeg udtaget til korporal skolen i Haderslev. Her blev vores lærer skam DM i bajonetfægtning, vi blev rigtig lært op.
Som rekrut fik vi 50 øre om dagen, og det steg til det dobbelte som korporal, men var alligevel meget mindre end da jeg fik 100 kr. om måneden. Der var meget kadaver disciplin, især da vi kom tilbage til Sønderborg, og nu nærmede krigen sig, begyndte vi at mærke. Sidst i august 39 blev vi sendt på øvelse oppe ved Sjølund, hvor vi blev indkvarteret på gårde og større huse, jeg var havnet i Brugsforeningen. Den 1. sept. hvor Hitler gik ind i Polen, blev vi alarmeret og måtte stille med en madpakke og skarp ammunition. Jeg fik en feltvagt og fik ordre at stille op med sigte mod Hejls mejeri, og her måtte jeg så virkelig til at råbe op, for der stillede et par soldater lidt berusede – hvad kunne der ikke ske med de skarpladte geværer rettet ind mod mejeriet, tænkte jeg. Vi fik intet at vide, og sådan var det også senere, det der foregik var meget mærkeligt. Medens vi var i Sjølund fik jeg også ordre til at tage til Varde med 3 mand. Her skulle vi bevogte en tysk pilot, der var nødlandet på Fanø. Der gik 3 dage inden flyveren blev afhentet, og i den tid stod vi troligt vagt uden for hans hotelværelse.
Op til tyskernes overfald d. 9. april 1940, blev situationen mere og mere anspændt på kasernen i Sønderborg. Allerede i marts måtte vi kun færdes feltmæssig og orlov var inddraget. Om morgenen d. 7/4, lå der pludselig ca. 30 mindre skibe i Alssund, vi fik senere at vide at alle skibene var lastet med heste på vej til tyskerne i Norge. D. 8. april fik jeg udleveret nøgle til våbenkammeret og skulle udlevere 20 skarpe patroner til hver geværskytte og 60 til rekylgeværene, tænk det var jo ingenting hvis vi virkelig skulle i kamp.
Kl. 10 om aftenen, stadig den 8. april, kunne vi gå i seng, men helt feltmæssig og kl. 4 om morgenen blev vi vækket, da fløj de tyske flyvemaskiner allerede lavt hen over os, men de skød ikke på os. Oberst Kristensen beordrede nu en kaptajn til at rykke over til Als for at indtage en stilling, men kaptajnen indvendte, at det var en ren selvmordsopgave, så det ville han ikke. Så beordrede obersten mig tage en gruppe ud på broen over til Als for at forhindre at broklapperne kom op. Vi lå så der midt på broen, helt ubeskyttet, og med et større tysk krigsskib liggende nede ved slottet. Ingen af parterne løsnede et skud, vi lå bare der og vidste ikke hvad der skete, men kl. 9 ringede obersten, at nu kunne vi godt komme hjem. Vi måtte så resten af formiddagen grave skyttegrav foran kasernen, men vi så ikke spor til tyskerne, de hastede alle sammen nordpå. Vi soldater syntes alle bagefter, at det var et spil for galleriet, at der måtte falde gode danske soldater, når hensigten hele tiden havde været, at vi ikke for alvor ville gøre modstand.
Broen over Alssund, som Hans Jacobsen bevogtede d. 9. april 1940.
Jeg tænkte, at nu kunne jeg lige så godt blive ved militæret og søgte ind på sergentskolen i Sønderborg, det blev ikke rigtigt til noget, for obersten ville ikke være med mere. Senere på sommeren søgte man grænsegendarmer, og der meldte jeg mig også, men fik at vide at der var 300 der søgte foran mig. Så tog jeg en plads ved Alminde på Stensbjerggård til 50 kr. om måneden + 50 øre i timen, når jeg ikke passede køerne. Der blev jeg glad for Gerda, der tjente samme sted, og vi blev forlovede.
Nytårsaften kom der så brev om, at jeg skulle begynde som gendarmaspirant den 9. januar. Det var jo en overraskelse, men jeg tog ned til grænsen og fik logi ved en gift gendarm dernede. Tjenesten bestod i 4 timers vagt og 8 timers fri, skiftende døgnet igennem, samt én dag om ugen fri. Bevogtningen for vort vedkommende var i Frøslev plantage, et ret øde område. 5 km. rundt i terrænet og så tilbage igen. Kun en enkelt gang pågreb jeg en grænseoverløber, en dansker, der havde været en tur i Berlin. Mange gange, når de engelske flyvere angreb Flensborg, skød tyskerne som vilde og det var ikke ufarligt at færdes derude om natten, når projektiler fløj om ørene på os.
Gerda og jeg blev så gift d. 13. april 1942 i Fredsted, hvor hun var fra, og vi fik vores første barn året efter. Det blev til 8 gennem årene, fire af hver og det var godt nok.
Det nygifte par med deres første barn, Hans er i gendarmuniform.
Medens jeg var gendarm hjalp jeg undertiden en bonde, der havde jord på begge sider af grænsen, og en dag jeg var ude at høste med selvbinder gav det et hop, jeg så bagud og hårene rejste sig lodret, da jeg så at jeg var kørt lige hen over en granat, der ikke var gået af.. Jeg skulle ikke have høstet mere på marken, og der blev et ordentligt hul i marken, da en sprængningskommando fik den uskadeliggjort. Det tog dog 8 dage inden det skete, og i den tid fik kornet lov til at blive stående.
Som gendarm tog jeg to idrætsmærker, det var noget oberst Paludan opmuntrede os til, han havde dem alle selv, men manden vi boede hos kunne ikke rigtigt med min kone, så efter godt et års tid tog jeg min afsked som gendarm og ville være landmand igen.
Vi blev så bestyrer på Fiskærsminde ved Alminde, her var vi i 17 år, her blev børnene født på nær den første og den sidste, og vi sparede hele tiden op til at kunne få vores eget landbrug.
Skansegården i Bølling inden den brændte.
Det blev Skansegården ved Bølling som vi købte i 1960. Desværre brændt det meste ned 8 år senere, to længer stod ikke til at redde da vores bil kortsluttede. Det var en rigtig grim oplevelse, hvor vi mistede næsten alt, og vores søn blev beskyldt i starten for at forårsage branden, og politiet forsøgte på forskellig vis, at få drengen til at tilstå, det blev jeg godt gal over, kan jeg huske. Heldigvis viste de tekniske undersøgelse noget andet. Et held i uheld var det dog, at branden ikke skete om natten, for så var vi næppe kommet ud i live, men vi mistede jo alle vore ting og sager.
Branden var også en økonomisk lussing af format, forsikringen kunne slet ikke dække de nye bygninger, og jeg måtte begynde at tage arbejde uden for landbruget for at redde økonomien.
Jeg har både arbejdet på Zoneberg elementfabrik i Kolding og hos kobindselfabrikken Dan i Egtved. Det var en hård tid med arbejde fuldtid og bagefter at få passet bedriften på gården. Efterhånden jeg blev ældre lejede vi jorden ud og solgte dyrene.
Hesteforsikringen for de mindre husbrug har også haft mig som medlem og i bestyrelsen i mange år. Det rørte mig meget at de udnævnte mig som æresmedlem her ved deres nyligt afholdte jubilæum. Forsikringsforeningen lever den dag i dag i bedste velgående, modsat den store kasse, som er gået ind for mange år siden.
Jeg må sige at være faldet til her på Egetoft efter at jeg blev alene i marts 2004, hvor Gerda døde.
Dagligvarehandlen i Egtved har førhen været betjent af et par købmænd og af kroen i Egtved. Helt indtil andelsbevægelsen fik vind i sejlene omkring 1880. Da skød andelsmejerier og – slagterier op takket være fremsynede bønder overalt i Danmark, og snart fik man også den tanke, at omsætning af dagligvarer lige så godt kunne ske på samme andelsniveau. Det skete dog med en betydelig modstand fra flere sider. Både arbejderbevægelsen og socialisterne i byerne var imod brugsforeningerne , idet de ville have al produktion og handel overtaget af staten, og konservative kredse var også imod kooperationstankerne, fordi det ville svække den private handel. Her på egnen startede den første brugsforening i Balle allerede 1868, og i V. Nebel i 1874. Året efter blev den senere kendte andelsforkæmper Severin Jørgensen uddeler i byen og han organiserede fællesindkøb, som hurtigt udvidedes til det FDB, som alle kender i dag. Som sagt var der i starten ret stor modstand mod brugforeningstanken, sågar kunne det skille familier ad – om man tilsluttede sig eller – man gik ind for den private handel. I landbruget havde mange gennem højskolebevægelsen og i partiet Venstre fået kæmpet sig fri af Estrup og hans provisoriske love, og var nu blevet en folkelig drivkraft, der gav næring til de nye tider med andelstanken, som et bærende element. Herhjemme begyndte den første brugsforening i Thisted i 1868, og allerede i 1870 fik man i Ågård en sparekasse for Starup, V. Nebel, Egtved og Viuf sogne. I 1888 blev andelsmejeriet i Egtved bygget på Højvangs jord, samme år fik Egtved sin egen sparekasse, også med Højvangs ejer Rasmus Eriksen som kasserer i sit stuehus.
Næringsbeviset fra 1893, der gav ret til at handle i Egtved.
I Egtved havde man en ”vareuddelerforening” en kort tid, men d. 26 marts 1893 vedtog man i et møde i forsamlingshusetenstemmigt, at nedlægge denne forløber for en egentlig brugsforening og danne Egtved Brugsforening. Hele 106 underskrevne medlemmer tegnede sig solidarisk til den nye forretning i Søndergade, og det var fortrinsvis den sydligste del af sognet, der gik ind for foreningen, således tegnes den første bestyrelse af Knud Jensen, Bølling, Jørgen Hansen, Egtved Skov, Mads Ditlevsen, Svanbjerg, Rasmus Hartvigsen, Vinkelgård og møller Johan Johansen, Egtved.
Hjuler Terkel Jensen blev foreningens første uddeler, han skulle dog selv afholde et evt. svind og sørge for indpakningspapir og lys og varme i lokalerne. Huset blev siden købt i 1900 af Terkel Jensen, der som løn fik 6 3/4% af omsætningen, dog lidt mindre for markfrø, foderstoffer og kunstgødning.
Anders Simonsen kørte varerne hjem fra Kolding med hestevogn for 22 øre pr. 100 pund, men dette beløb faldt da Egtvedbanen åbnede, til kun 2½ øre pr. 100 pund. I 1900 købes Brugsen i Søndergade for 7.000 kr. – og da Terkel Jensen ikke kan få 5½% af omsætningen, som han krævede, ansættes J. Birk som uddeler, og Jensen startede sin egen købmandsforretning i Søndergade 4. Men det gik stadig fremad for brugsen i Egtved, allerede i 1904 er medlemstallet steget til 229, og uddeleren fik nu også 25 kr. om året til kundernes lange piber, men bajersk øl måtte ikke drikkes indenfor butiksdøren, og nu kan Birk godt få 6% af omsætningen som løn. Der er kommet telefon og elektrisk lys fra Egtved elværk, og i en hestegang kunne kunderne få knust de hårde foderkager til køerne. I 1928 blev der udbetalt hele 10 % i dividende (overskud) til medlemmene. Under 1. verdenskrig var der gentagne gange røre om regnskabet og uddelerens aflønning. Birk opsiger sin stilling, og H.J. Jensen fra Knudsbøl købmandshandel ansættes i stedet, men ikke med særligt held, da hans regnskab og gæld til Brugsen ikke kan holde for revision. Familie og beboere ved Knudsbøl dækker underskuddet, men det gav et knæk i tilliden og samarbejdet i foreningen. Omsætningen under krigen steg ellers på et år fra 67.295 kr. til 120.549 kr. Nu kom der så et dygtigt uddeler par fra Rugsted brugsforening til Egtved med Maren og Niels Hansen Nielsen, og dette samarbejde betød en væsentlig fremgang. Samtidig med at byen nu var blevet stationsby og vokset til at Søndergade havde fået forskellige butikker næsten på hele vejen op og byen fik et større opland, gav det mod på en større ombygning og udvidelse i butikken 1923 for 18.878 kr. Der blev bygget en hel etage ovenpå den gamle og omsætningen var steget til 222.404 kr. Medens byggeriet stod på havde man lejet Chr. Thomsens butik på den modsatte side af gaden.
Det nye uddeler par, Maren og Niels Hansen Nielsen fra 1919 til 1951.
Den flotte nye ombyggede Brugsforening i Søndergade 1923.
Under krisen i trediverne voksede medlemmernes gæld voldsomt og var en overgang på 20 % af årsomsætningen, man søgte og fik bevilling til at handle med ikke-medlemmer, og det øgede omsætningen. Efterhånden var der en stor husholdning i det store hus, personalet bestod nu af fire komiser og to lærlinge, en chauffør, et par piger og familien Nielsen selv. Ca. 15 personer til spisning, hvor man sad ”efter rang” – var en lærling lidt kræsen, sagde uddeleren gerne: ”Vi må vist have fadet rundt en gang mere” – man blev nødt til at spise af det, der kom på bordet.
Butikken ved skiftet til sønnen Hans Nielsen som uddeler 1951. Den gamle uddeler Nielsen ville gerne trække sig tilbage i 1951, og anbefalede sin søn Hans Nielsen som sin efterfølger, han valgtes med et stort flertal af medlemmerne. Nu begyndte en ny tid med større og større omsætning, varerne forsynes med deklaration om indhold og holdbarhed og emballeringen bliver mere og mere opfindsom. Der tages også som noget nyt fat på annoncering, og i 1952 udgør udgiften til Egtvedposten for annoncer – 15 kroner. Efterhånden forsvinder kontrabogen også. Den har gennem årtier været regnskabet mellem forbruger og butik, hvor man som regel afregnede ved månedens udløb, og ved årsskiftet fik man dividende udbetalt. Dette overskud kunne være helt op til 10 % af omsætningen, men også noget mindre, alt efter hvor store investeringer foreningen havde foretaget. I 1961 blev forretningen indrettet til selvbetjening og kontanthandel. Nu fik man i stedet værdimærker til indklæbning, og og rabat blev udbetalt efter sådanne køb. Men allerede midt i halvfjerdserne blev man enige om at binde overskuddet som foreningskapital i stedet for at skulle forrente dyre lån til nødvendige udvidelser og investeringer.
Brugsen flyttes Den stadige vækst i omsætningen, der 1963 er kommet op på 1,6 mil. kroner gør det påkrævet at flytte Brugsen til et mere hensigtsmæssigt areal, og da Asger Thomsen allerede har besluttet at flytte sin butik til den nye vej Aftensag, købte man areal af Laurids Bjerre mellem denne vej og Kirkevej i Egtved. Selvbetjeningsbutikker havde efterhånden vundet indpas i byerne og foreningen planlagde et byggeri med slagteafdeling og frugt og grøntafdeling, og da flere købmænd og slagtere havde opgivet deres forretninger var der behov for at øge også denne omsætning. Den gamle butik i Søndergade blev solgt til en møbelhandler (siden er der indrettet lejligheder) og året efter flytningen kan butikken meddele om en omsætning på 2.433.000 kroner og et medlemstal på 800. Ok tankanlægget ved den nye butik blev købt, da det viste sig at den kunne tjenes ind på blot et år.
Butiksdød Det er også i denne periode, at de små brugser på landet må bukke under på stribe. I 1950 fra 1800 brugsforeninger til ca. 1200 ti år senere. Brugserne i Brakker, Øster Starup, Rugsted, Haraldskær, Kærbølling, Ravning, Gammelby, Limskov, Gødding og Vork bev lukket og det gav selvfølgelig en voldsom øget handel til Egtved. 1974 påbegyndes den første udvidelse på den nye Brugs i Egtved. Pris, 3,2 mil. Medlemmerne har hidtil heftet solidarisk, dvs, at ved en konkurs skulle alle medvirke ved en gældssanering, men nu bliver vedtægterne lavet om til begrænset ansvar, hvilket er en betydelig lettelse for det enkelte medlems forpligtelser. I 1970 afgår Peter Jensen, Vinkelgård som formand, og han afløses af Regnar Olesen, Vork, der beholder denne post helt til 1986, hvor Poul Egon Hansen vælges som ny formand.
Parkeringspladsen ved Brugsen efter udvidelsen, hvor der nu er kommet en bagerafdeling til.
Uddelerne skifter Hans Nielsen havde siden 1951 sammen med sin kone Hilda bestridt uddelerhvervet på bedste måde, nu døde han pludselig alt for tidligt 1981, og man måtte ud og finde en ny. Valget faldt på Poul Erik Rasmussen, der sammen med sin kone Karin, de næste år også blev et populært uddeler par i byen. Han fik desværre også en ret kort tid i sit virke, da han ved et brutalt røveri bliver kvalt. Dette mord er aldrig blevet opklaret, den 57 årige uddeler blev d. 4/6 2002 fundet død på gulvet i sit kontor, og et beløb mellem 30 – og 40.000 kr. var røvet fra stedet. Efterfølgende er der rejst en mindesten ved Brugsen over den dræbte uddeler. Som ny uddeler ansættes Ole Kolding i 2002, han er ligesom den nye førstemand Henrik Nederby kommet fra Børkop.
Der bliver givet sponsorstøtte på 10 øre af hver solgt liter benzin til sporten i Egtved. Poul Egon Hansen havde overtaget formandsposten efter Regnar Olesen i 1986, men han dør uventet i 2012, hvorefter Bjarne Neermann bliver den 9. formand i foreningen.
Ilse Ladefoged i Brugsen.
Hans Nielsens enke Hilda blev i mange år ved med at være et stort aktiv i butikken, og mange husker hende som et pligtopfyldende menneske som havde en stor andel i Brugsens fremgang igennem årene.
Og ved 100 års jubilæet festede hele byen og omegnen. Med et ekstranummer i Egtvedposten og ved en stor fest i forsamlingshuset. Nu skiftede butikken navn til SuperBrugsen, som er en lidt større udgave med bl.a. slagterafdeling og et butiksareal over 300 kvm. Der er siden 1988 været drevet bageri sammen med Brugsen, men i 2005 overgår dette til en privat bager efter uoverensstemmelse med den ansatte bager.
Større konkurrence i Egtved I de seneste år er der kommet ret så meget konkurrence på dagligvareområdet, og SuperBrugsen er slet ikke ene om handlen længere. På Aftensang kom der allerede en Bonusforretning i 1983, den er senere overtaget af Fakta, som en overgang konkurrerer voldsomt med prisen på mælk, det hævdes at denne blev solgt under markedsprisen. Regnar Olesen siger til VAF, at det koster 2.500 om ugen at sælge under indkøbsprisen i Brugsen.
Få år senere åbnede ABC Lavpris endnu et supermarked på Aftensang, og de har her formået at tiltrække kunder fra et stort opland. Starten på ABC Lavpris kæden var i 1981, hvor fætrene Esper og Henning Tobiasen gik i kompagniskab. I fællesskab købte de et minimarked i Videbæk, som bar navnet ABC-Super (Senere er navnet ændret til ABC Lavpris). Personalet bestod, ud over de to købmænd, af 2 lærlinge og 1 kassedame på halvtid, og første års budget lød på en omsætning på 10 mio. kr.I dag består ABCLavpris af 13 store lavpris supermarkeder med en årlig omsætning på ca.975 mill. kr. De beskæftiger ca.475 medarbejdere fordelt på 13 butikker, med hovedkontor og centrallager i Tarm. Kæden er stadig 100% ejetaf de 2 Tobiasen familier.
SuperBrugsens nye facade efter ombygning og ændret parkering, som har kostet et to cifferet millionbeløb, og nederst travlhed i bagerafdelingen.
Ledelsesberetning 2013 SuperBrugsen i Egtved er stadig en selvstændig Brugsforening og er medlem af SuperBrugsens kædeforening. Foreningens resultatopgørelse for 2013 udviser et underskud på kr. 1.018.455 og foreningens balance 31.12 2013 udviser en egenkapital på kr. 14.517.175. 2013 blev et år i ombygningens tegn, og blev afsluttet i foråret 2013 og fremstår nu som en moderne og spændende dagligvare butik. Byggeriet har naturligvis en afsmittende effekt på slutresultatet i negativ retning, men dette var forventet. Butikken ser fremtiden i møde og håber ombygningen kan have en positiv betydning. Nettoomsætningen blev på 45.605.162 kr. Det er bestyrelsens vurdering er fortsat at styrke en god udvikling, være synlig i lokalsamfundet og være den centrale butik med det største sortiment.
Brugsen set fra Kirkevej efter ombygningen.
Der har været mange ansat i Brugsen gennem tiderne – her et gruppebillede fra 90erne.
Med de nye tider har man fx sagt endegyldigt farvel til den gamle kontrabog – ligesom så meget andet i den gamle brugsforening, men endnu lever andelstanken og dens principper i den gamle veltjente SuperBrugs i Egtved.
Under 2, verdenskrig da Danmark var besat af tyskerne havde man beholdt det danske politi, der virkede sammen med retsvæsnet, men under tysk kontrol indtil d. 19 september 1944. Da blev også dansk politi arresteret af tyskerne og mange blev sendt i tysk konzentrationslejr. Her mistede en del livet og andre fik et psykisk knæk, heldigvis lykkedes det en ret stor del af politistyrken at flygt og gå under jorden, og mange af disse politifolk gjorde siden et stort arbejde i modstandsbevægelsen. Efter tyskernes arrestation øgedes kriminaliteten betydeligt i Danmark, derfor udsendtes der i oktober 1944 et cirkulære til alle kommuner om oprettelse af vagtværn med bebyggelser over 2000 indbyggere med opfordring om vagtværn med fast ansat mandskab. Vagtværnene skulle fremme retssikkerhed og de var bemyndiget til at foretage anholdelser. I et regulativ om vagtværnets bemyndigelser hedder det: Anholdes en sigtet for en grovere forbrydelse, afleveres han snrest muligt sammen med et eksemplar af rapporten og evt. koster til arresthuset. Hvis forbrydelsen er af mindre grov karakter, såsom småtyveri, overfald uden væsentlig skade, kan anholdte løslades når rapport er optaget. Der indgår ved enhver anmeldelse om arrestation en rapport til statsadvokaten. (Der må åbenbart stadig eksistere en dansk retsorden, også efter politiets arrestation, men hvor meget den har betydet i praksis, er nok ret tvivlsomt). Der var kun et departementstyre i landet efter at regeringen var trådt tilbage på dette tidspunkt, men kommunerne blev dog fortsat ledet af folkevalgte sogneåd og byråd. Ufarligt var opgaverne som vagtværn dog langtfra. Der var total mørkelægning, og spændingerne mellem den tyske besættelsesmagt og på den anden side modstandsbevægelsen, var blevet mere og mere mærkbart. Manglen på næsten alle varer gav tyveknægte ekstra mod på at gå på rov, så det må siges at være prisværdigt, at der i Egtved meldte sig ca. 150 bogere til vagtværnet, hvor de fik vagtstue på den gamle stationsbygning, som sognerådet havde overtaget.. Det resulterede i vagthold til alle ugens dage, således at man kun én nat om ugen måtte afse til vagttjeneste i vagtværnet. Desværre er protokollen fra den tid ikke bevaret, men Emil Holm har fortalt om den tid, han som ung var mellem af de gæve vagtmænd.
Fhv. murermester Emil Holm var også indkaldt som CB under krigen, og står her vagt ved kasernen i Haderslev. CB stod for cevilbetjent, og de arbejdede meget med redningsopgaver sammen med dansk politi under krigen.
Og eksempel på et legimitationskort, som alle skulle bære på sig gennem krigen. Disse kort blev dog mange gange forfalskede.
Et andet og lidt større vagthold fra Egtved: fra venstre står tømrersvend Svend Pedersen, fabrikant Bent Andersen, murersvend Emil Holm, Bang, tømrermester Carl Bendix Pedersen. Siddende fra venstre: kommis fra brugsen, tørvefabrikant Thorkild Christensen, skræddermester Schnegelsberg, Jacob Lauersen og mejerist Sigvald Jensen.
Der var overalt i landet udgangsforbud fra kl. 20.30 indtil kl. 5.30 om morgenen, og alle der blev antruffet i dette tidsrum blev taget med til vagtstuen, afhørt medens deres navne blev noteret i rapportbogen. Det kunne give anledning til forlegne miner hos unge, der måske havde været på pigebesøg, eller på anden måde ikke havde rent mel i posen som Emil Holm husker. Der var også besvær med nogle lastbiler uden nummerplader, det var gerne nogle der arbejdede på Vandel flyveplads, og de søgte så beskyttelse hos tyskerne, og klarede på den måde frisag hos værnemagten. En sabotørgruppe i Jordrup spængte også et par lastbiler i Egtved og i den forbindelse bankede de på vagtstuen og underrettede vagtchefen om deres forehavende, idet de havde deres pistol rettet mod ham.
Efter befrielsen d. 4 maj 1945 blev der, som overalt i landet, stor jubel og flere der havde været gået under jorden, som det blev kaldt, hvis de havde været eftersøgt af tyskerne for illegalt arbejde, kom hjem til deres familier igen.
Om morgenen d. 5 maj, da alle flag var hejst i Egtved, indtraf der en dramatisk begivenhed da der kom en bil med en tysk officer og to kvindelige passagerer kørende. Mona Andersen der bar frihedskæmperarmbind, standsede bilen og førte dem truende med pistol til vagtstuen. Under stor protest og efter at tyskerne var blevet alarmeret om episoden, kom flere lastvogne med tyskere til Egtved, hvor de afspærrede vejene og truede med alskens ulykker, hvis ikke officeren straks igen blev løsladt. Der blev truet med at sprænge hele byen af. Den spændte situation blev omsider afblæst efter at der blev forhandlet fred med de oprørte tyske soldater, som fik deres mand løsladt igen, og dermed kunne vagtværnene omsider også blive afløst af det danske politi, der nu kunne overtage retssikkerheden efter de uhyggelige tider gennem årene under krigen.
Der skulle udpeges personer til at følge familierne fra hvert distrikt i kommunen.
Alle vagtværnets medlemmer, som i øvrigt alle var frivillige, fik udleveret et fotografi med legitimation om at ihændehaveren tilhørte det kommunale vagtværn. Desuden fik de udleveret en stålhjelm og en stav, som dog kun måtte benyttes med besindighed og man måtte ikke tilføje større overlast end nødvendig ved anholdelse. Vagtværnets mandskab skal følge deres leders instrukser, og de udleverede udrustningsgenstande skal medføres i tjenesten og uden for denne opbevares omhyggeligt. En stavlygte fuldente vagtmændenes udrustning.
I Vester Nebel blev der oprettet et vagtværn d. 5 januar 1945, og her meldte der sig 25. De blev opdelt i 3 mands hold, der på skift holdt vagt i byen indtil de blev opløst nogle dage efter befrielsen i maj 1945. Man havde i V. Nebel fast tilhør på kroen, og der patruljeredes fra kl. 23 til kl. 5 om morgenen, sidste gang d. 11 maj 1945. I 58 nætter var der intet usædvanligt at notere, i 41 nætter blev der afkrævet legitimation af forbipasserende og påtalt mindre færdselsforseelser og lignende småting. I 6 nætter blev der noteret større begivenheder. Indbrud på Jordrup station,, indbrud i brugsen, hvor tyvene truede uddeleren med revolver, de flygtede derpå mod Kolding, hvor sporene fortabte sig. I februar kom tyske soldater til byen nogle dage og i april var der igen indbrudsforsøg et par gange. Den 4 maj var der betydelig uro i byen på grund af befrielsen, men det havde sikkert naturlige årsager. I april havde vagtværnet måttet se sig formindsket med hele 9 medlemmer på grund af arbejde i tørvemoserne, men man opretholdte dog alligevel 3 mandshold til patruljering.
I Egtved gik vagtværnet på patrulje fra kl. 22 til kl. 6 morgen. 25 liter benzin var blevet udleveret til at køre evt. arrestanter til Kolding, men det blev der vistnok aldrig behov for. Man skiftedes til at gå rundt i et par timer hvorefter der var frivagt og kortspil for dem der havde frivagt. I tilfælde af uroligheder kunne man dog hurtigt blive tilkaldt gennem fløjtesignal fra de øvrige vagtmænd. Egtved havde mod krigens slutning inkvartering af en del tyske soldater, og disse havde deres egne patruljer ude om natten, men Emil Holm oplevede ikke de to parter havde kontroverser mellem sig.
Et Egtveds vagthold: stående fra venstre: post B. Buhl Gaarde, smed N.P. Sørensen, maskinhandler. H.M. Pedersen, rutebilejer Steffen Dam, gartner, J.P. Thomsen. Siddende fra venstre: fabrikant A. Andersen, murermester P. etersen, murermester Chr. Holm.
De slagne tyskere på vej hjem til fods gennem Vestergade.
Evakueringsplaner for civilbefolkningen Medens verdenskrigen endnu rasede i Europa og tyskerne så småt var begyndt at tabe krigen i sommeren 1944 efter invasionen i Nordmandiet, var der ingen der kunne forudsige hvordan enden ville blive. Derfor frygtede man i Danmark at der kunne komme til krigshandlinger, hvor civilbefolkningen ville komme i en situation, hvor evakuering ville blive nødvendig for at redde så mange menneskeliv som muligt. Og derfor blev der bestemt at alle kommuner skulle udarbejde retningslinjer for en given evakuering af lokalområdets befolkning.
Også på Egtved kommunekontor fik man udarbejdet lister for hvem der i givet fald skulle lede og forestå en evt. folkeforflytning. På lokalarkivet ligger endnu planerne for dette arbejde, og her skal kort gengives.
23. august 1944 blev planerne for en evakuering godkendt, og Knud Bruhn fik til opgave at være ordonnans, der skulle underrette de forskellige distrikter. Meget kunne man ikke medbringe.
Lykkeligvis kom de dystre planer ikke til udførelse, da tyskerne endelig overgav sig d. 4 maj 45.
Den første bil med engelske soldater blev hurtigt bestormet af glad børn, der fik en herlig køretur gennem Egtved.
Her er de kommet til torvet, og senere kører de op til sportspladsen ved Kirkevej, hvor de spiller fodboldkamp med unge danskere.
Ådalen ved Egtved med Ege-Tved fiskeri 1953. Læg mærke til Turbinesøen, den hvide flade ovenfor de mange damme. Her blev produceret elektrisk strøm til Egtved og omegn i ca. 50 år indtil først i 60’erne. Det første lille, hvide hus var beboelsen inden familien Uth fik bygget den nuværende beboelse.
De første dambrug Dambrug med karper kendes i Europa fra begyndelsen af det trettende århundrede. Det var hovedsagelig på de større godser, hvor man i tilknytning til de store haveanlæg også havde kunstige damme med springvand og fontæner. De første egentlige damme til bækørreder med tilhørende klækkeanstalt blev etableret ved Randers og Søndersø ved Viborg omkring 1865, men dambrug blev først sat i egentligt system da H.P. Smidt Nissen ved Hvilstedgård og Kolding-Nebel å i 1880’erne fik held med en brugbar metode til udklækning af bækørreder og havørreder, som først blev fanget levende i åen ved hjælp af det såkaldte vippegarn. Det var et stort net man sænkede ned i vandet og med et snuptag vippede op, særligt i uvejr kunne det give en ganske god fangst, og fiskene gik derpå i dammene indtil de var kønsmodne og kunne afgive æg. Nissen var oprindelig skolelærer, men havde købt Hvilstedgård og fattede interesse for at fremavle fiskeyngel ved at stryge æg og befrugte dem, hvilket var noget ganske nyt og uprøvet – i hvert fald herhjemme. Forsøgene faldt ganske pænt ud, og snart fik andre også øjnene op for denne ret specielle produktion af ørreder i dambrug. I de næste hundrede år kom dette erhverv til at betyde utrolig meget her på Egtvedegnen, både landskabsmæssigt og økonomisk, ja dambrugerne var sådan set blandt Egtved sogns mest stabile og bedste skatteydere for 50 år siden, noget der smittede af på den øvrige befolkning i sognet.
Tilbagegang Siden 1970’erne er der imidlertid kommet så mange miljøkrav til dambrugerne, at erhvervet i dag er skrumpet betydeligt ind, og ganske mange dambrug er blevet nedlagt eller omdannet til f.eks. ”put and take” fiskerier, hvor lystfiskere kan boltre sig for et beskedent beløb. De fleste spærringer og stemmeværker i vandløbene er nu også fjernet, og det har givet flere muligheder for laks- og havørreder i åer og bække, og det har vel været en væsentlig grund for den meget restriktive politik, som af myndighederne er blevet ført mod dambrugene.
Schmidt Nissen Jøker fortalte til en båndoptagelse i 1973 om hvordan han som en13 års dreng var med sin far fra Hvilstedgård ude i Spjarup, hvor Søren Thomsen gerne ville have lavet fiskedamme. Det gik i orden og i 1904 blev de første små ørredyngel sat ud i 8 damme. Da krigen kom i 1914 var der kommet flere damme til, deriblandt nogle store damme ude i Heden, som arealet ved Spjarup Krat blev kaldt. Alle damme blev gravet ud med skovl og trillebør. Under første verdenskrig gik produktionen dog helt i stå, det var nemlig umuligt at skaffe foder og de fleste moderfisk blev simpelthen sluppet ud, fordi man ikke længere ville se på at de sultede. Jøker kom så til dambruget i Spjarup igen som voksen i 1928, han købte fiskeriet og udvidede det kraftigt, og det var hos Jøker mange unge kom for at lære håndværket gennem mange år. Schmidt påviste, hvordan vandets beskaffenhed betød utrolig meget med hensyn til iltindhold og renhed, men også den rigtige håndtering af de afstrøgne æg og de små nyklækkede fisk var afgørende for et godt resultat. Til at begynde med fodrede man således de nyklækkede fisk med mygge- og andre larver, som blev lavet i damme med lavt, stillestående vand.
I starten af trediverne kom der en hel del nye dambrug til vest og nord for Egtved. Ved Rosdam på Liegård, Hededambruget, i Tågelund anlagde et par fiskeeksportører dambrug, i Bøgvad kom en tidligere fiskemester fra Haugård, Micael Munk og fik en stor produktion i gang, og Søren Therkelsen, en svoger til Jøker, købte et engstykke fra Spjarupgård, hvor han anlagde sit dambrug. Senere kom Peter Hansen til i den nederste ende af Ballehule bæk, Georg Bundgaard ved Egtved å, hvor også Kristian Sørensen ved Nybjerg mølle og længere nedstrøms Refsgård dambrug blev anlagt i sidste halvdel af trediverne.
Regnbueørreden er en krydsning af mindst 3 forskellige laksefisk, den sælges som regel ved en vægt på 2-300 gram og en længde af ca. 30 cm, men den kan nå op på en vægt af hele 7-8 kg. Den er andre ørredarter overlegen ved at vokse hurtigt og være villig til at æde kunstigt foder, og har efterhånden vundet indpas som den mest fremelskede fisk i dambrugene.
Jøker beretter om nogle meget hårde snevintre, som tog hårdt på bestanden, men afsætningen sydpå gik godt. Fiskene pakkede man i trækasser med is og blev så sendt afsted sydpå fra Bindeballe station. Egtvedegnen er blevet dambrugernes Mekka, noterer Jøker, som dengang også etablerede sig som eksportør af fisk især til England. Men så kom der igen verdenskrig og foderknaphed da havene blev fyldt med miner og fangstpladserne indskrænkedes betydeligt. Både spisefisk og fiskefoder blev en mangel og en kostbar vare. Der var dog aldrig problemer med at afsætte vore ørreder herhjemme og sydpå fortæller Jøker. Under den sidste del af krigen prøvede dambrugerne at lade være med at levere til tyskerne, fordi de ville gemme deres ørreder til det blev bedre tider efter krigen. Jøker fortæller således om hvordan de med alle mulige krumspring narrer tyskerne om antallet af fisk, og hvordan han lige efter krigen rejser til England og sælger alle de fisk de kunne undvære.
Efter anden verdenskrig kom der endnu flere dambrug til ved Egtved bl.a. i Torsted, Balle Hule, Klingebæk, Koldborg og et par ved Vork. Også alle mulige andre steder, hvor der var vand, men ikke alle steder var kvaliteten god nok, dambrugene lå efterhånden for tæt på hinanden.
Esther Uth fortæller Vi havde dambruget ”Ege-Tved” i over 40 år, og vores fiskeri eksisterer stadig og bliver brugt endnu af en ny ejer. Engang var der rigtig mange dambrug, og der skulle ikke meget vand til, for at ha’ bare et par damme. Der var ingen, som kom og så efter, om alt var i orden og gik rigtigt til. Vi havde et par naboer, som hentede en spand foder eller to hver dag, de havde ved siden af deres landbrug lidt yngel i et par damme, og det kunne godt give en ekstra skilling at lave de små sættefisk og sælge dem om efteråret, det kom jo ikke nogen andre ved.
Inden vi blev gift var min tilkommende mand, Kristian Uth, fiskemedhjælper hos Jøker i 1943. Hans bror Niels Holger havde i 1940 købt et stykke eng nede i ådalen overfor Spjarupgårds marker, lige neden for Turbinedæmningen. Der var gravet en 3-4 damme og lavet et stemmeværk i åen, da Kristian overtog jorden efter sin bror, men det var guld værd, at han var i lære hos Jøker, og det var sikkert også ham, der gav Kristian mod til at låne 5000 kr. af sin far for at kunne blive selvstændig.
Det gav dog ikke meget de første år, der var jo krig, og der skulle først og fremmest graves flere damme. Det var helt manuelt med en skovl og en trillebør, men i 1946 foregik det dog med en slæbeskovl og et spand lånte heste. Der kom en fætter, som var flink til at hjælpe, og de fik en gammel traktor, det hjalp alt sammen, så det ikke var lige så hårdt.
Kommunen gav os 500 kr. og gav lov til at bygge et lille træhus til beboelse mod at huset til at begynde med måtte fungere som ”kantine” for en del tørvearbejdere ovre fra Spjarupgårds mose, hvor der blev lavet en masse tørv under krigen. Der var en bro over åen og gennem den dybe hulvej ned til os fyldt med en masse sand, måtte de seje jyske heste trække tørvevognene op, det var et rigtigt strengt arbejde for både mennesker og dyr.
Men ellers var det et dejligt og naturskønt sted nede mellem bakkerne og åen. Der blev gravet en fødekanal, som vandet fra stemmeværket blev ledt ind i, og så fik dammene det friske vand ledt ind i den ene ende, medens det brugte vand igen løb ud i åen gennem trækasser som blev kaldt tuder. En dam er typisk 30 m lang 6 m bred og 1 m dyb. Den indeholder ca. 1 ton ørreder og kræver 600 l. frisk vand i minuttet og fiskene fodres 5-10 gange i døgnet alt efter størrelsen. Efter 1½ til 2 år er ørreden salgsklar med en vægt af 2-300 gram, dog er der nogle markeder som forlanger ørrederne noget større.
Især om efteråret var det et stort arbejde at holde ristene fri for nedfaldne blade, og ikke ret lang tid kunne et dambrug være uden opsyn og fejning af alle disse indløbsriste. Hvis de blev blokerede ville fiskene dø i løbet af kort tid, så hvis vi var i byen i de kritiske perioder, måtte der altid være én til at passe og se til fiskene. Også varm lummer tordenluft var en kritisk tid, men med tiden fik vi nogle apparater, der kunne ilte vandet ved at piske rundt i det, også nogle boringer gav godt og frisk vand, der supplerede det mere brugte vand i åen.
Det var svært at skaffe foder til fiskene under krigen. Kristian havde en cykel med et lille lad på, og når der var kommet noget ”skidtfisk” med banen til Bindeballe, cyklede han tværs over til stationen og fik en kasse eller to af disse fisk fra Frederikshavn, eller hvor de nu var kommet fra, men vore fisk sultede den gang, der var alt for lidt foder. Alting blev bedre efter krigen, og det gik hurtigt fremad. Vi fik bygget et klækhus, garage og nogle cementkummer til at sortere fiskene i. Vi havde en stor hakkemaskine til at lave lækker mad til fiskene, men det var absolut ”luftforurening”, lugtede ikke godt. Vi fodrede manuelt til at begynde med, det vil sige vi måtte rundt og kaste foderet ud fra en spand. Senere blev det lidt mere mekaniseret, jeg er ked af at jeg ikke har nogle billeder af de forskellige primitive køretøjer, vi havde den gang. Første gang vi fik sygdom i fiskene var i 1951. Det var en virus som blev kaldt ”Egtved-sygen”. Alle damme skulle så tømmes, renses og kalkes, og så ellers ligge stille i 3 uger. Det var ikke godt, og det var første gang man oplevede denne Egtved virus. Vi fik i årene derpå et par gange sygdom, men havde så lejet nogle damme i nærheden af Nybjerg mølle, det var alle tiders vand, som kom ud fra jorden, og det var godt at kunne have nogle fisk i forråd, især havde vi yngel og sættefisk i dammene hos Kr. Sørensen.
Den gang var der ingen miljøkrav eller restriktioner, skulle vi fiske ud (det vil sige tømme en dam) – jamen så var det bare at sætte et hyttefad ned i åen ved udløbet af dammen – og skulle der gøres rent i et par damme, ja, så ringede vi kun ned til det næste dambrug, at der ville komme lidt slam og skidt, så satte de bare et par skodder for deres stemmeværk imens.
Vores fiskeri ”Ege-Tved” blev så miljøgodkendt i firserne. Der blev forlangt, at alt vand, der blev brugt på dambruget skulle nedfældes i rør og der skulle laves slambassin i begge ender af dammene. Det var alt sammen dyrt ad h.. til og en forfærdelig omgang, nu har jeg for nylig læst i avisen, at dambruget igen er godkendt. Jamen, altså, det må da snart være godt nok, men der er også restriktioner om hvor meget foder man må bruge, selv om vandet, der kommer ud af dammene er renere end når det løber ind, men de er også så forbandet kloge på Christiansborg. Jeg forstår da godt, at mange dambrugsejere efterhånden har måttet sige stop.
Pleje og transport H.P. Smidt Nissen har lavet dette lille meget sigende digt om den rette behandling af dambrugsfisk.
Når vinden er stille, og solen bager, da sommervarmen mig ikke behager. Fri mig da for skidne og stinkende damme, og husk med frisk foder mig at amme.
Stiger varmen til 20 og højere op, da spar resten, hvis du vil beholde min krop. Som varmen går ned fra seks til til tre, appetitten jeg taber, til sidst jeg ej lar’ mig se.
Ved 16 grader og rigelig strøm, jeg tåler trekvart portion inden maven bliver’ øm. Går vandet og luften op imod atten, da gi’ kun min halve portion til katten.
Når vandet mellem 8 og 14 står da lystig på hele min portion jeg går, thi da er som oftest vinden eller blæsten frisk og jeg er da en rigtig spillevende fisk.
Altså betyder temperaturen i vandet utrolig meget for foderoptagelsen, og hurtigt fandt dambrugsejerne ud af at bore efter rent koldt vand. Det var der til gengæld også rigeligt af i de store underjordiske reserver i Spjarup og i ådalen. Vandet blev flere steder ved eget tryk skudt meterhøjt op af borerøret, ulempen var nogle steder for meget okker som kunne sætte sig i fiskenes gæller.
Efterhånden blev fodring med skidtfisk afløst af tørfoder, som i dag er helt enerådende på grund af mindre forurening af vandløbene, og som Ester Uth er inde på, har de store miljøforbedringer på dambrugene i dag resulteret i en helt anden vandkvalitet end for år tilbage.
De fleste dambrug producerede efter, hvor godt deres vand var egnet til enten øjenæg, sættefisk eller portionsfisk, nogle havde hele produktionen fra moderfiskene til de færdige spiseklare portionsfisk, men det betød meget for sygdomsudbrud, at jo længere oppe ad vandløbet man var, jo større var chancen for at undgå de smitsomme virusangreb.
Det er store summer dambrugerne gennem årene har brugt på miljøforbedringer. Slam fra dammene bliver ledt til bassiner, hvorfra det senere køres bort, og i dag bruges der udelukkende tørfoder, det er kun et par eksempler på, at naturen er bedre beskyttet og at det udledte vand fra dambrugene ikke mere forurener som førhen.
Stemmeværkerne er i dag ændret, så man har fri passage af vildtlevende fisk i vandløbene, men alligevel har erhvervet haft det meget svært de seneste år, og af de større ca. 20 dambrug i sognet, som Ester Uth omtaler, er der vel nu kun 4-5 tilbage. Dertil kommer, at de helt små for længst er væk. De tilbageblevne klarer sig forhåbentligt, for hører der ikke stadig f.eks. en frisk røget ørred til en god frokost?
Også bækørreder og laks bliver i her de senere år opdrættet i dambrugene, ja på det sidste er der kommet en helt ny produktion på egnen nemlig åleopdræt i store indendørs bassiner, men det er et helt kapitel for sig.
Det er dog ikke danskerne, som har været de største aftagere af dambrugsørreder gennem tiden. De katolske lande har tradition for at aftage mange især i deres fastetid. Problemet har før været transporten. Levende eksport er altid bedst men også dyr. Allerede i trediverne eksperimenterede Jøker med at køre fisk i træbassiner, hvor man skiftevis pumpede vandet rundt under kørslen. Vognmand Poul Uldal begyndte ret hurtigt at indrette et specielt lastvognstog, hvor fiskene gik i store bassiner med konstant ilttilførsel fra store iltflasker, og så kørte man uden stop til aftagerstedet. Senere tog Jøkers familiefirma traditionen op, og der er i dag flere firmaer, som udelukkende kører levende fisk rundt i Europa.
For mere end 50 år siden var det en helt anden og besværlig og langsommelig affære at få afsat fiskene, nediset og pakket i trækasser, til gengæld var det en god forretning, som har betydet meget for hele Egtvedegnen i nu snart mange år.
Afsætningen I 1948 var eksporten i alt på 1.300 tons, stigende til 3.600 tons i 1955 og 6.000 tons i 1960 og siden er produktionen igen steget væsentligt, så den i 1980 var på 15.000 tons, men da er havdambrugene kommet til og har givet en betydelig del af den samlede produktion. Ørred eller forel, som erhvervet ofte benævner fisken, bliver også i større grad spist herhjemme i dag. Saltvandsfisk er blevet så dyre at ferskvandsfisk kan konkurrere, og købes nu hos fiskehandlere og supermarkeder til en rimelig pris.
Men her på Egtvedegnen er dambrugenes storhedstid ovre – eller fiskerierne, som de selv kaldte sig – dominere nu ikke længere langs vandløbene. Både i antal og indtægt ligger de ikke mere langs åen og luner i kommunekassen som for 50 år siden.
Billedet viser moderne transport. Bemærk at fiskene føres med snegl op i bassinerne på lastvognen, flaskerne med ilt står klar bag ved førerhuset.
Min farbror Paul Lund arbejdede efter befrielsen i flere forskellige lejre, først i nogle som var befolket med russiske og polske flygtninge i Jægerspris og Blåvand, men i slutningen af maj bliver han flyttet til Fitting ved Vorbasse. Han har i 1953 skrevet en lille bog med titlen ”Bag flygningelejrenes pigtraad”. Følgende historie er et uddrag fra denne bog.
Fittinglejren Da jeg kom ned på kontoret, var der kommet besked fra luftværnskontoret om, at jeg den følgende dag skulle begynde i Fittinglejren. Det var med en vis spænding at jeg tog med en af forplejningsstationens biler fra Egtved til Fitting. Straks efter min ankomst så jeg, at lejren var god, og at der var plads til at bevæge sig på. Der var en meget bister kok ved navn Mutz, og kusken som hed Quinau, hentede hver dag mælk på Kragelund mejeri. Lejrens hidtidige chef, oversergent Sørensen blev et par dage inden han blev kaldt til Kolding, og jeg avancerede til lejrchef. Lejren blev bevogtet af CB mandskab fra Kolding, og tre overbetjente var her på skift Den første store flygtningetransport kom en søndag formiddag til Fitting station. Siden kapitulationen havde disse flygtninge været interneret i forsamlingshuse og lignende på Lolland, og de var med skib sejlet til Kolding. I løbet af et par timer havde jeg alle indkvarteret. Enlige kvinder og mænd kom hver for sig, grupper af bekendte og folk fra samme byer måtte dele de store 17 mands stuer. Det var et broget selskab i alderen fra spædbørn til 85 år, naturligvis mest kvinder og børn. I hele flokken på flere hundrede mennesker var der højest 10 arbejdsføre mænd…
En morgen kom fru Blume og fortalte at en gammel morlille i nattens løb var faldet ud af sin overkøje og havde slået sig slemt. Et stort lyst værelse, hvor der dagen igennem sad en flok driverter for at høre radio blev nu til et ”alderdomshjem” og 8 gamle kvinder flyttede ind til stor ærgrelse for slynglerne, men til ubeskrivelig glæde for de gamle… Et andet problem i lejren var skoleundervisning. Alle skolepligtige børn fik besked om at melde sig til folkeskole eller højere undervisning. Der var lærerkræfter nok, både en professor og nogle lektorer til de store og et par lærerinder til folkeskolen, men også en børnehave fik vi etableret, og det var utroligt hvad lederen kunne få ud af næsten intet… De store drenge drev rundt på en støjende måde med hænderne dybt begravet i bukselommerne og rygge som flitsbuer.
Jeg besluttede at gøre noget ved det. Den næste dag stod jeg selv i gymnastiksalen og uge efter uge gennemtampede jeg nu drengene i primitiv gymnastik. Mit eneste redskab var en gammel tømme af kuskens. Drengenes gymnastikbenklæder var syet af sandsække med lidt flonel i skridtet… Lejrens liv havde nu fundet sin rytme og ved arbejdet sang og fløjtede man melodierne fra gymnastiksalen. Kendingsmelodien var: Das vandren ist der Mullers lust. Fru Seydler, der pyntede salen til gudstjenesterne, sagde en dag: ”Kan vi ikke starte en højskoleforening, det hører dog Norden til?” Siden samledes vi gang på gang til højskoleaftner, hvor der blev sluttet med bibelord og sang…
Blume blev valgt til ”borgmester” for lejren og en aften fortalte han mig nogle slemme historier om lejrens moralske forhold. Sammen bestemte vi os til at rydde op. Opgaven var nu slet ikke så ligetil, men efterhånden fik vi en i det ydre pæn lejr. Børnene blev i det mindste forskånet for at have deres mødres elskere boende i deres værelser, hvad der havde pint mange store børn meget. Alligevel var nattelivet stadig slemt, og jeg besluttede at give de to mest udfordrende ”tyre” ring i næsen.. I alvorlige vendinger sagde jeg til de sammenkaldte tillidsfolk, at hr. urmager Schødt havde gjort mig opmærksom på, at der rådede en stor sexuel nød blandt lejrens kvinder. I samme anledning ville jeg spørge om der var stemning for at oprette et bordel, da jeg mente at kende to villige mænd, der så kunne få et par separate værelser. Der var dødstille, de fleste var chokerede og vidste hverken ud eller ind. På den måde fik jeg så alles blikke til at samle sig i én bestemt retning, og de to udhalere, der ellers sad og kroede sig af deres vitalitet, så ud som de helst ville krybe i et musehul… Kuren viste sig gavnlig, de forskellige sørgede i fremtiden for at gå stille med dørene, og det havde været min hensigt. Der var dog allerede passeret nok. Den ene til bordellet udsete mand havde besvangret en ung pige og to mødre med store børn… Blume havde en dag tørt bemærket til en ung CB vagt: ”Jeg har aldrig hørt, at man i Danmark havde gummitræer, og at de var så rigtbærende”…
Han havde om morgenen opsamlet henkastede præservativer, så der må også havde været et problem med disse vagtposter og kvinderne i lejren, idet tyskerne selv ikke havde adgang til sådan beskyttelse.
Der var hele tiden blevet bygget i lejren, da det var meningen at vi skulle op på mindst 1000 personer, og en dag stod jeg over for en ny stor opgave, ankomsten af Borsigskolen fra Berlin, der hidtil havde været indkvarteret i Mikkelsens badehotel i Binderup. Der var ca. 100 drenge og 4 lærerfamilier samt nogle elevmødre. Drengene var 12-17 år og vore unge piger pyntede sig… De fleste havde noget umuligt fodtøj, men i mine weekends i Egtved løb jeg fra dør til dør, og da folk hørte om det kom de selv med deres aflagte sager som jeg så bragte til Fitting… Min barndoms legekammerat, frk. Else Uldahl var blevet økonoma i lejren, og det var en hyggelig forandring. Hver aften hyggede vi os sammen med overbetjent Sørensen… Det hændte Sørensen sagde: ”Synes De ikke vi skal gå en tur med alle i lejren?” Det synes jeg hver gang, og disse hedevandringer var til ubeskrivelig glæde for de internerede…
Efter flere gode måneder i Fittinglejren får Paul Lund besked på at lejren skal nedlægges øjeblikkelig, og flygtningene overføres til Ålborg. Han følger med toget derop, det tager 24 timer og stemningen er trykket efter den forholdsvise frie tilværelse i Fitting, som nu ændres i den store lejr. Der er i bogen 20 sider med afskedshilsner til lejrchefen, og det er næsten helt overvældende så positivt flygtningene omtaler tiden i Fitting. Et par enkelte smagsprøver oversat:
Nu er sommeren kommen, og det vil blomstre i vor lille have, men den glæde får vi ikke, vi må drage videre. Vi vil forblive venner, afskedssmerten stilles. vi vil håbe, at vi ses i Tyskland. Fru Martha Wetzel, Elke og Hartmut
I den tungeste nødens stund for vort land fandt vi ophold i Danmark. Vi blev bevarede mod nød, og ved varmhjertig, menneskelig deltagelse lettede de vor lod Hr. Lund. Vi takker Dem hjerteligt med de bedste ønsker for Deres fremtid Marta Schytche og børn
Min farbror Paul Lund, har i 1953 skrevet en lille bog med titlen ”Bag flygningelejrenes pigtraad”. Han arbejdede i årene efter krigen i flere af flygtningelejrene, og i bl.a. Vingsted og Fitting var han den øverste danske leder på stedet. I sin bog giver han et både rørende og barsk billede af forholdene bag pigtrådshegnene. Det var jo således at det var strengt forbudt for den danske befolkning at ”fraternisere” med flygtningene, og derfor var der både pigtråd og vagtposter rundt om lejrene.
Forfatteren var på det tidspunkt en overgearet kommunist og så på kommunisterne og sovjetstaten som paradiset på jorden efter den frygtelige krig i 40’erne. Blev han spurgt om de russiske udrensninger blandt deres egne borgere, kunne han svare: ”Havde vi i tide gjort det samme i Vesteuropa, var Hitler aldrig nået så langt”. En både kynisk og naiv betragtning, i hvert fald set her i bakspejlet, men på det tidspunkt var min farbror jo langt fra alene om at have næsegrus beundring for Rusland. Alligevel er det forbavsende, at han kunne være så godtroende. Men netop hans godhed og tro på menneskene gav også mange flygtninge et håb og en tålelig tilværelse i al deres elendighed.
Efter flere gode måneder i Fittinglejren får Paul Lund besked på at lejren skal nedlægges øjeblikkelig, og flygtningene overføres til Ålborg. Han får tilbud om at blive chef for den nyoprettede drengelejr i Vingsted, hvor følgende historie er fra.
Vingstedlejren
Nogle dage senere blev jeg bevilget sommerferie, men forinden modtog jeg tilbud om at blive chef for den nyoprettede drengelejr i Vingsted, hvor det var tanken at anbringe 700 store drenge, da man i flygtningeadministrationen ikke vedblivende turde tage ansvaret for at have dem i de store lejre, hvor de mere aggressive kvinder var begyndt at nære for stærk interesse for dem.
Efter vellykket ferie tog jeg sammen med overbetjent Sørensen, frk. Uldahl og alle de øvrige medarbejdere til Vingsted, hvor jeg nær havde fået et chok, for en mere ejendommelig lejr skulle man lede længe efter.
Lejren begyndte ved indgangen til Vingsted station, hvor der var en stor velindrettet hospitalsafdeling indhegnet bag høj pigtråd. Over for denne var et par små træbarakker, der var bestemt til kontorer for lejrlederen, vagten og bolig for den tyske tillidsmand, i dette tilfælde hr. Blume, som jeg også havde fået med fra Fitting.
Fortsatte man ad vejen mod skydebanerne, var der i en stor betonbunker indrettet spisesal og køkken for den danske afdeling, der nu var på ca.40 personer. Længere ude ad samme vej var der tørvelade og hestestald med 6 heste, og på en lille skrænt en hyggelig villa til den danske stab. I forhold til Fitting var her komfortabelt, og frk. Uldahl indrettede alt på bedste måde.
I en lille hulvej op mod Ødsted var der et epidemihus, men selve flygtningelejren havde jeg ikke set. Det viste sig at der var hele tre særlejre, og det tog flere minutter at gå fra afdeling til afdeling. Den venligste af de tre lejre var beliggende over for svømmebassinet. Det var et stort stenhus med mange gode rum og et dejligt køkken, og der var en ret rummelig indhegning om huset. Svagheden var kun, at børnene havde den store boldbane og svømmebassinet for øje, uden at de nogensinde kunne benytte dem.
Den næste afdeling var midt i skoven, og man kunne ikke undgå at blive deprimeret, når man gik ind i lejren, hvor pigtrådshegnet stod en vejbredde fra husene. I det ene hus var der to store sovesale, efter mit skøn uanvendelig til menneskelig beboelse, derimod trivedes skrubtudserne godt. Huset var af tyskerne før blevet benyttet til lager.
Der var et dejligt køkken i lejren, og der var ved at blive opført en barak til de mange lærerfamilier, der skulle komme. Ellers var rummene i lejren jævnt triste, og inden for hele området vadede man i fedtet skovjord og ler…
Den tredje lejrafdeling var svær at finde, da den var gemt væk højt oppe i skoven. Der var ikke vand deroppe og vi skulle forsyne hele afdelingen med vand fra den nedre lejr. På grund af vejens utrolige stejlhed ville løbskkørsel næsten være uundgåelig. Huset var bygget til pakhus for vigtige varer, og derfor stod træerne tæt omkring det, så selv her i sommervarmen (1946) føltes her klamt, og lyset måtte nødvendigvis brænde dagen igennem, men værst var det, at man også her havde stillet pigtråden sådan, at man følte sig som i en fold.
Den første tid i Vingsted kan de få flygtningedrenge færdes frit mellem de tre lejrområder medens arbejdet står på med at bringe alting i orden, men så snart de forskellige skoler ankommer bliver portene lukket. Overbetjent Sørensen mener hele lejren er umulig at bevogte, og at det vil kræve et helt regiment, hvis det skal gøres effektivt.
Det bliver ret snart soldater fra en forlægning i Vejle, der overtager bevogtningen og CB’erne bliver afløst. Det giver megen uro og ”pigtrådssyge” da bevogtningen er meget nidkær. Selv ejeren af Vingsted gamle mølle, Bulov bliver en dag han fredeligt går på sin mark, beskudt, arresteret og ført til vagtstuen, hvad han bliver meget fortørnet over, idet han mener at det er mere farligt i Vingsted nu end under krigen. Hen i september bliver forholdene dog igen mere frie, og mange får lov til at færdes mellem de tre lejrområder, idet de får passerseddel. Forplejningen kommer for størstedelen fra Kolding, mælken bliver hentet på mejeriet i Ødsted, ligesom Else Uldahl handler småting i Ødsted.
Nu er der kommet drenge fra 6 forskellige skoler, de er for det meste flygtet sammen til Danmark i det sidste år af krigen, de bliver undervist hver for sig af deres respektive lærerkræfter, men skolernes elever og lærere er meget forskellige, der er hele tiden gnidninger imellem parterne. Paul Lund og de tyske tillidsfolk har mange ”retssager” hvor parterne bliver irettesat med store ord og drengene får lussinger for at genoprette fordragelighed imellem de stridende parter, hvoraf en del, både voksne og børn, fortsat har nazistiske tilbøjeligheder og manerer.
Skolen der rejste fra Fitting til Ålborg, ankommer også, de er uden bevogtning selv rejst fra Vejle med toget til Vingsted, hvilket de oplever som helt sensationelt.
Det bliver en ret streng vinter, brændsel er knapt og man fryser. Til jul arrangerer man krybbespil og korsang, og det allerbedste, der kommer små pakker og breve fra familie i Tyskland til nogle af drengene.
En mindre fejde har lejrchefen med den daværende præst i Ødsted: Det mest overraskende besøg i lejren var et visit af sognepræsten i Ødsted. Han oplyste mig om at han fra flygtningeadministrationens kirketjeneste havde modtaget en protokol med opfordring om at føre mulige meddelelser om fødsler, dødsfald og hvad der ellers måtte forekomme. I forbindelse hermed spurgte præsten mig, om der kunne anlægges en gravplads i skoven, da han ikke ønskede tyske lig på sin kirkegård. Jeg var ilde berørt over udtalelsen og svarede at han ikke skulle gøre sig nogen bekymringer, i alle tilfælde skulle han nok blive fri for begravelser, men i skoven skulle ingen kules ned…
”Jeg har bragt i erfaring” sagde han alvorligt, ”at der færdes tyske flygtninge på vejene, og det ser vi ikke gerne i Ødsted, vi har set tyskere nok”.
”Jeg tror de tager fejl, hr. pastor”, indvendte jeg kort, ”flygtningene er interneret og kommer ingen steder”. ”Da har jeg da selv set en flygtningedreng i brugsforeningen” afbrød præsten mig, ”og deres mælkevogn kommer hver dag på mejeriet”.
Jeg begyndte at blive irriteret og kaldte på kontorbuddet Rolf… ”var det den dreng, De så i Brugsforeningen” spurgte jeg, og præsten bekræftede det…
”Det er mig der sender drengen og kusken med mælkevognen, og det agter jeg at fortsætte med”.
Det ender med at præsten nærmest bliver smidt på porten og hans tilbud om at forrette sjælesorg i lejren bliver bestemt afvist, præsten i Sdr. Stenderup kommer derimod nogle gange for at holde gudstjeneste. Der er dog i øvrigt ikke de store kontroverser med lokalbefolkningen, men flygtningene lever jo også sit eget afsondrede liv i lejren, hvor depressionerne bliver mere mærkbare efterhånden som det ensformige liv fortsætter og fremtiden stadig ikke tegner sig lyst. Drengene får rask væk lussinger af både lærer og lejrchefen når de har været ulydige, men det var vel heller ikke ukendt blandt danske skolebørn på det tidspunkt. Men det sker også at en lille purk får lov at græde ud og blive trøstet af Paul Lund.
Flygtningene mangler mange gange underretning om familiens skæbne, flere af børnene er helt alene, og en eventuel tilbagevenden til egnen de er flygtet fra er så godt som udelukket.
Der bliver nu installeret radioer i alle lejre. Der blev dog ikke produceret udsendelser i Danmark. Det var udsendelser fra Hamborg og Berlin, der ivrigt blev aflyttet. Under krigen havde tyske socialdemokrater og kommunister, der var gået under jorden i Danmark, udgivet et undergrundsblad “Deutsche Nachrichten”. Dette blad blev nu officielt de tyske flygtninges blad i Danmark. Alle disse bestræbelser vidner om en stor indsats fra dansk side for at gøre tyskernes dagligdag meningsfuld. De tyske flygtninge viste stor interesse for disse muligheder. Herigennem havde de stor mulighed for indflydelse på deres hverdag. Men tyskerne var ingen homogen gruppe. Der var “gode” tyskere, dvs. dem der havde kæmpet mod Hitler. Det var socialdemokrater, kommunister og borgerlige demokrater. De stod tit isolerede. Det var også dem der stod bag “Deutsche Nachrichten”. Bladet var følgelig meget kritisk overfor Tyskland og havde en tone af bedreviden og en selvforståelse som spydspids for genopdragelsen af de tyske flygtninge.
Og genopdragelse er for mange af disse drenge i Vingstedlejren en nødvendig opgave som der bliver taget fat om: Et andet forehavende, som professoren var begyndt med, havde min udelte interesse, nemlig forelæsninger for skolernes ældste elever. Hensigten var at pille naziideerne ud af de unge mænd. I tilknytning til forelæsningerne holdt professoren spørgetime, og han havde den glæde, at mange af de unge mænd kom frem med deres tanker om de problemer der rørte sig i dem.
Paul Lund har stadig flere ret voldsomme sammenstød med de skiftende soldater, der har overtaget bevogtningen af lejren. De er meget nidkære og skyder flere gange efter flygtningene, men lejrens dage er nu også ved at være talte. Drengene og deres lærer bryder op og bliver sendt til gennemgangslejren ved Kolding, hvorfra alle de tyske flygtninge starter deres rejse til deres usikre, delte og sønderbombede land. Vingsted kan så småt forberede sig på en helt anden og mere fredelige tilstande i årene der kommer.
Det har ikke altid været let at dirigere en skude med 500 drenge opdraget i Hitlerrigets visdom og præget af et omflakkende liv, men jeg tror at I siden i livet vil bedømme mig anderledes.
Sådan siger Paul Lund bl.a. i sin afskedstale inden Vingstedlejren bliver ophævet og forfatteren af bogen ”Bag Flygtningelejrenes pigtraad” tager hjem til Bramminge for at istandsætte sit hjem, der har været beslaglagt af tyskerne under det meste af krigen og derefter også fungeret som flygtningelejr. Derfor er der meget der skal istandsættes inden bygningerne igen kan fungere som herregårdspension på Bramminge Hovedgård.
En bemærkelsesværdig opgave, som vi i Danmark vist – alt taget i betragtning – godt kan være bekendt er det slut med de allersidste hjemsendelser af flygtninge i 1949.
Min farbror Paul Lund, har i 1953 skrevet en lille bog med titlen ”Bag flygningelejrenes pigtraad”. Han arbejdede i årene efter krigen i flere af flygtningelejrene, og i bl.a. Vingsted og Fitting var han den øverste danske leder på stedet. I sin bog giver han et både rørende og barsk billede af forholdene bag pigtrådshegnene. Det var jo således at det var strengt forbudt for den danske befolkning at ”fraternisere” med flygtningene, og derfor var der både pigtråd og vagtposter rundt om lejrene.
Forfatteren var på det tidspunkt en overgearet kommunist og så på kommunisterne og sovjetstaten som paradiset på jorden efter den frygtelige krig i 40’erne.
Blev han spurgt om de russiske udrensninger blandt deres egne borgere, kunne han svare: ”Havde vi i tide gjort det samme i Vesteuropa, var Hitler aldrig nået så langt”. En både kynisk og naiv betragtning, i hvert fald set her i bakspejlet, men på det tidspunkt var min farbror jo langt fra alene om at have næsegrus beundring for Rusland. Alligevel er det forbavsende, at han kunne være så godtroende. Men netop hans godhed og tro på menneskene gav også mange flygtninge et håb og en tålelig tilværelse i al deres elendighed.
“Naar man ikke har Overflod, hører der en ikke ringe Resignation og Viljekraft til, at sørge for Fremtiden paa Nutidens Bekostning, og disse Egenskaber findes desværre meget naturlig mindst hos dem, der mest af Alle trænger til at spare, nemlig Arbejdets Kvinder og Mænd. Kunne den Unge Arbejder bevæges til, blot at spare en Del af det, han til stor Skade for sin Moralitet og Arbejdsdygtighed forbruger i Dansesalonen og paa Værtshuset, ville såre meget være vundet!”
Dette er et udpluk af en artikel i Sparekasseforeningens officielle organ Sparekassetidende nr. 1 år 1883. Sparekassetanken og de allerførste sparekasser blev til omkring 1810 og stiftet som det hedder af rettænkende adelsmænd og godsejere, netop på baggrund af de tanker og problemer, som ovennævnte artikel giver udtryk for.
Sparekasserne rundt i de små sogne, generelt benævnt sognesparekasserne, blev stiftet senere og på et andet grundlag. Her var det driftige bønder, mindre håndværkere og ikke sjældent suppleret med sognets førstelærer, der tog initiativet til oprettelsen, og drev den nyoprettede sparekasse. Formålet var på filantropisk grund at modtage indlån til forvaltning, samt at yde lån inden for virkeområdet imod betryggende sikkerhed, og det er vel nærliggende at tro, at der var et vist slægtskab med folkehøjskoler og andelsbevægelsen.
Indskyderne var i vid udstrækning tjenestekarle på landet, der målbevidst sparede op til egen bedrift, til en vis grad også tjenestepiger, der dog nok snarere var tilbøjelige til at “investere” i udstyr, og så børnene, som kom for at få tømt sparegrisen og med sparemærkehæfter, da skolespareordninger kom på mode, for at nævne nogle oplagte grupper. Egtved sogn var fra 1870 med i Aagaard Sparekasse, der desuden omfattede Starup, Viuf og Nebel sogne. Men i 1885 brød Egtved ud, idet man stiftede Spare- og Laanekassen i Egtved. Sparekassens første formand var Rasmus Eriksen (sen.), og det var da også i hans endestue på Højvang, at Kassen havde sit kontor de første 20 år. Da Gulvet for nogle år siden blev udskiftet på Højvangs stuehus fandtes der en hel del mønter fra tiden hvor stuen fungerede som sparekasselokale. Selvfølgelig fordi de gamle gulvbrædder havde store revner. Pudsigt nok var der også svenske mønter, men omkring århundredskiftet var der en del svenske karle i Danmark og det er måske forklaringen herpå.
Højskolehjemmet i Dalgade, hvor Sparekassen flyttede til i 1912, efter at have haft lokale de første 20 år på gården i Højvangs endestue.
I 1912 flyttede man kontoret til Højskolehjemmet, sikkert samtidig med, at gårdejer Mads Ditlefsen overtog formandsposten. Efter Ditlefsen blev gårdejer Chr. Alminde, Refsgaard formand, og da han senere blev udnævnt til direktør overlod man formandsposten til gårdejer Søren Olesen, Kathrinebjerg. Søren Olesen var en betydningsfuld person i sognet. Han var i en lang årrække sognerådsformand, startede vist som 24-årig, var sognefoged og blev sparekassens næste direktør. Søren Olesen døde i 1959 som en gammel mand 14 dage efter at han var fratrådt som direktør for sparekassen.
Det har ikke alt sammen været tørre tal og højtidelige miner i sparekassen. F.eks. skabte det munterhed, da en mand, der var flyttet fra egnen, fortsatte med at trække checks på sin konto der efterhånden viste noget overtræk. Da manden blev gjort opmærksom på problemet og rykket for overtrækket, sendte han straks en check på beløbet – trukket på den samme konto.
Engang sognepræst Anker Jensen havde ærinde i sparekassen beklagede han sig højlydt over hvor omfattende og vanskeligt arbejdet var for en præst, hvortil Martin Smed roligt bemærkede, ”at havde det ikke lige været for æ prædiken, så ville han da gerne bytt!
Sparekassens faste mandskab og lokale i Søndergade før 1960. Fra venstre M.C. Sørensen, Sejer Jensen, PeterAlminde og Hans Korsholm. I forgrunden skranken, hvor man nøje blev vurderet inden et eventuelt lån var bevilliget.
Gårdejer Sejer Jensen, Paaskeborg overtog formandsstolen efter Søren Olesen, og beklædte posten frem til 1979, hvor den blev overtaget af gårdejer Tage Mortensen, Vester Ballesgård, og senere af forsøgsleder Niels Gade. Af andre markante personligheder i sparekassens tilsynsråd skal nævnes blikkenslagermester Nis Mortensen, som Søren Olesen i en tale ved en festlig lejlighed udråbte til Egtved bys ukronede konge. Selv var Søren Olesen nok over mange år i sine velmagtsdage at betegne som Egtveds sognekonge. Han var strateg, og dengang han blev direktør, var det nok ikke hel tilfældigt, at han som sin efterfølger i formandsstolen fik anbragt tilsynsrådets yngste mand! Smedemester Martin C. Sørensen. Han beklædte, lige som Nis Mortensen før ham, den meget betydningsfulde kassererpost. Martin Smed var folkekær, han var slagfærdig og jovial, og han kunne tale med alle, desuden havde han den gode egenskab, at han selv højt op i alderen havde fremsyn, han havde f. eks. sin store andel i beslutningen om, at sparekassen skulle bygge det nye hus på torvet.
Der har været en tendens i sparekassens tilsynsråd til, at fædre blev afløst af sønner, således har både Peter og Niels Alminde været med på skift, Nis Mortensen blev afløst af Hans, og derfor var det en stor skuffelse for M.C.Sørensen, at man ikke valgte Niels Peder i hans sted, men på det tidspunkt stod det klart, at tilsynsrådets sammensætning var ude af trit med kundeunderlaget, hvorfor Kobindselsfabrikkens solide medarbejder Rasmus Hansen blev valgt ind som repræsenterende lønmodtagerne.
Den filantropiske del af kassens virke blev understreget ved, at sparekassen holdt administrationsudgifter nede på et absolut minimum. Således fik tilsynsrådsmedlemmerne, som ved fælles hjælp klarede driften, ikke nogen løn, – men alene æren af at “sed’ o æ spårkass”! Filantropien blev også understreget ved, at Kassen af sit overskud uddelte beløb til foreninger med almennyttige formål, og i hel særlige tilfælde til trængende enkeltpersoner, og det på trods af, at renteforskellen imellem ind- og udlån i mange mange år ikke oversteg ½%. Denne beskedne rentemarginal, blev holdt langt op i 60-erne, og var jo også et led i hele ideen bag sparekasserne.
Oprindelig blev der i de store protokoller og i sparekasebøgerne prentet med pen og blæk, men moderne skifter, så efterhånden blev de faste protokoller til løsblade-protokoller og senere kontokort. Kongepennen blev skiftet ud med fyldepennen og senere kuglepennen, men bogholderimaskinen nåede aldrig til Egtved Sparekasse, her gik man direkte til elektronisk databehandling, da det blev løsningen.
Indlånskapitalen, som var det man målte sparekasser på, steg støt og rolig op igennem årene. Dog har kurven et tydeligt knæk i 30-erne, og afspejler dermed klart landbrugskrisen og lavkonjungtur. Da man i 1958 stærk tilskyndet af sparekassetilsynet, søgte en faguddannet medhjælper og ansatte Kristian Jensen, var indlånskapitalen vokset til knap 5 millioner koner. Og så skete der jo næsten uhyggelig meget i samfundet op igennem tresserne, og det smittede af på sparekassen, der nu med sin “professionelle medarbejderstab”, gerne ville favne om det alt sammen. Alle måtte have mindst én god grund til at benytte sparekassen som pengeinstitut. Af disse gode grunde kan nævnes: Det var byens lokale pengeinstitut, der var en venlig betjening, en ærlig rådgivning og en lav udlånsrente. Indlånsrenten lå i mange år fast, bundet af renteaftalen imellem bank- og sparekasseforeningen.
Da kommunen omkring 1963-64 begyndte at udstykke byggegrunde, og parcelhusbyggeriet tog fart, var sparekassen involveret i rigtig mange byggerier med byggelån og som formidler af den endelige finansiering. Det var også omkring den tid, at sparekassen fik “taget temperaturen” i forbindelse med, at Mejeriet gik over til at indsætte mælkepenge direkte på leverandørernes konti. Her havde sparekassen 75% af alle leverandører som kunder, mens alle øvrige pengeinstitutter måtte deles om resten. Skønt indlånskapitalen steg pænt, kneb det sparekassen at imødekomme kundernes låneønsker, for også indenfor landbruget, der måtte betegnes som sparekassens fundament, var der bud efter de sparsomme udlånsmidler. Den om sig gribende mekanisering gjorde, at landmændene fik kassekredit, hvor man måske hidtil havde haft check-konto med et indestående. Det betød, at man hel afstod fra at yde 1. pants lån i fast ejendom, der ellers var tillokkende, enkelt og risikofrit. I stedet stod sparekassen nu for hjemtagelse af lån fra kreditforeninger og fra Dansk Landbrugs Realkreditfond, som blev stiftet omkring 1960, samtidig blev afdragstiden på mange gamle langfristede lån nedsat.
Som et udslag af den øgede økonomiske bevidsthed, gjorde Kobindselsfabrikken en epokegørende opfindelse, ved at lancere lønkontobegrebet. Ideen greb hurtig om sig og det medførte, at cigarkassesystemet hjemme i skrivebordsskuffen eller i køkkenskabet blev afløst af budgetkonto i sparekassen, og en hel ny og stor kundegruppe var kommet på banen. I 1950 blev “den gamle sparekasse” i Søndergade opført, efter at man som nævnt indtil da, havde benyttet lejede lokaler forskellige steder i byen til virksomhedens drift, senest på Højskolehjemmet først i den bagerste stue, og senere i et specielt lokale, så man var fri for at skulle ekspederes kunder i restaurationslokalet. Endskønt huset i Søndergade var bygget til formålet, blev der i 1960 i forbindelse med sparekassens 75-års jubilæum, indviet en større ombygning, nærmest en modernisering indenfor husets rammer, men så rivende var udviklingen, at tilsynsrådet allerede i 1970 vedtog at bygge ny sparekasse på torvet. Brugsen havde haft blikket rettet imod denne plads, men fandt, at mulighederne ville være for trange, men til sparekassens brug ville den være ideel. Så med velvilje fra Sogneråd og Menighedsråd, og efter at have overvundet genvordigheder med at få “fortrængt” byens pølsemand og nogle af præstens træer, var det nye hus klar til indvielse i 1971 på sparekassens 86-års fødselsdag den 2. marts.
Særlig i disse forrygende år, hvor vinden i den grad blæste med, og hvor tab var et utænkeligt begreb, følte sparekassefolk sig anderledes end bankfolk, måske nok lidt bedre, for sparekasserne var her for andet og mere end blot at tjene penge, det var som om, at der her var tale om noget historisk, og dermed et samfundsmæssigt ansvar, er der en tidligere medarbejder i Sparekasseforeningen F. Kyed, som har udtrykt det. I øvrigt i forbindelse med anmeldelse af en bog af Per H. Hansen: “Da sparekasserne mistede deres uskyld”. Det var også i disse år at sparekasseloven føltes som en spændetrøje, der var ting som for eksempel veksler, garantier og fremmed valuta, man ikke måtte beskæftige sig med. Til gengæld havde man så eneret på ordet spare, og som en vittig mand, sikkert Mads Thomsen, der i en årrække var direktør for Sparekasseforeningen, og senere blev direktør i Vejle Bank, sarkastisk udtrykte det: “Sparekassemanden må gerne banke sin kone, men bankmanden må ikke forlange, at hans kone skal spare”!
Tilsynsrådet ved Egtved Sparekasse 1979, var fra venstre Svend Nielsen, Asger Thomsen, Hans Mortensen, Rasmus Hansen, Niels Alminde, Mads Larsen, og Tage Mortensen. Derefter står artiklens forfatter, sparekassedirektør Kristian Jensen, Sejer Jensen og længst til højre bogholder Ejvind Sørensen Billedet er taget ved formandsskiftet, hvor Tage Mortensen afløser Sejer Jensen.
Det var så i begyndelsen af 70-erne at det bar imod en liberalisering af sparekasseloven. Alle de ting, som man ikke måtte ifølge loven, kunne man til nød få klaret igennem Fællesbanken for Danmarks Sparekasser, som blev stiftet i starten af 50-erne, men nu skulle man selv kunne det hele, og det var nok i den forbindelse, men også på grund af kommunesammenlægningerne, at der kom rigtig gang i sammenlægning af sparekasser. Man erkendte den manglende ekspertise i forbindelse med alt det nye, kravene fra erhvervslivet blev større, og i Egtved måtte man ofte søge hjælp hos kollegaer, for at klare store finansieringsopgaver. Der var også gået “mode” i store enheder, og efter grundige overvejelser og snakken for og imod, besluttede man at blive en del af Sparekassen Vejle, der snart efter blev til Sparekassen Sydjylland.
Sparekassen nybygget på torvet, som nu er overtaget af Den Danske Bank.
Da så sparekasseloven igen blev ændret, så sparekasserne, som hidtil havde været selvejende institutioner, kunne omdannes til aktieselskaber, var den sidste rest af sparekassernes ånd og tanke hel væk. De blev til Banker! – Sparekasserne mistede deres uskyld, som Per H. Hansen udtrykker det i sin bog! Egtved Sparekasses dage som selvstændig endte d. 1. april 1972, hvor den blev indlemmet til Vejle og i løbet af sommeren kom flere sparekasser til at hedde Sparekassen Sydjylland. Men sparekassetankens rutsjetur blev nok indledt der i første halvdel af halvfjerdserne, da sparekassernes symbol, det gamle velformede egetræ virkede for “støvet”, og blev skiftet ud med den intetsigende røde plet, – en lidt rødmosset aftensol, om man vil!
Så mange var medarbejderne blevet til i 1978, hvor sparekassen hed Sydjylland.
Den gamle Tågelund skole med kun eet klasseværelse havde eksisteret i knap 200 år, da min skolegang skulle begynde i 1938. Man kan roligt sige at det var en noget anderledes skoledag end nu om stunder. Meget er forandret til det bedre, men noget godt er også tabt undervejs, bl.a. nærværet, fortællingen, vel også barnesindets umiddelbarhed som jeg vil hævde vi børn dengang ejede mere af end nu om dage. Tiden var jo også en ganske anden på utallige områder og vel ingen generation har nogensinde oplevet større omvæltninger end vi børn født i begyndelsen af det 20 århundrede.
I Egtved sogn, som også var Egtved kommune indtil kommunesammenlægningen, var der førhen hele 6 skoler, nemlig foruden hovedskolen i Egtved, Bølling skole, Egtved Skov skole, Vork skole, Tågelund skole og Hjelmdrup forskole. Den sidste var nu nedlagt længe inden de andre måtte lukke i 1960’erne og 1970’erne.
De lange afstande i sognet gjorde, at så mange skoler var nødvendige, thi ellers var vejen blevet alt for lang for de små ben. Til Tågelund skoledistrikt hørte Bøgvad, Egtved Holt, Spjarup, Vollund, Nordbæk, Øster Torsted og Amhede. En skolevej op til skolen kunne godt blive 5-6 km. og det var på gåben både før og i min tid. Cykler var luksus og skolebus var et ukendt ord.
1 til 2 timer gik således let med at komme til og fra skolen, ikke hver dag, vi gik nemlig kun ca. hver anden dag i skole, fordi der som nævnt kun var eet klasseværelse og een lærer, som på de fleste af skolerne på landet førhen.
Tågelund lå åbenbart centralt i skoledistriktet, men bestod dengang kun af to gårde og skolen . Den var bygget i 1741 af de Lichtenberg, ejeren af bl.a. Engelsholm og Randbøldal papirfabrik samt en masse fæstegårde. Godsejeren var på mange måder en fremsynet mand og ville det bedste for sine fæstebønder, at det så lige blev i Tågelund skolen blev placeret synes dog lidt mærkeligt, distriktet har dog nok oprindeligt været endnu større.
Skolens tid omkring 1860 er beskrevet af Leopold Jurgensen i Egtvedegnens museumsblad fra december 1995, derfor skal jeg ikke komme mere ind på skolens historie her, men interesserede kan stadig få eksemplarer af bladet fra dengang, hvor der fortælles om dagligdagen og livet på egnen da forholdene var endnu mere anderledes end i min skoletid for ikke at tale om levevilkårene her ved 2000årsskiftet, hvor så meget er forandret.
Den gamle skole eksisterede kun delvis som udhus i min tid og lå, hvor der senere blev bygget koncertsal/kursusbygning til Musikhøjskolen.
Den bygning vi gik i var imidlertid en rødstens-vinkelbygget skole fra 1919, solidt opført, med klasseværelse i den ene vinkel og lærerbolig i den anden, huset benyttes den dag i dag som bolig i det kompleks af bygninger på stedet, som siden Musikhøjskolen lukkede, har haft flere ejere.
Men i ca. 30 år var bygningerne ramme om Musikhøjskolen i Tågelund. Virksomheden var oprindeligt grundlagt i København af S.G. Asmussen, men blev udvidet betydeligt i Tågelund, der var ansat 10-14 medarbejdere, og der blev trykt og forhandlet noder til meget forskelligt musik, udgivet en masse sangbøger og undervisningsmateriale, senere også kursusvirksomhed i en selvstændig bygning. Samtidig blev der bygget flere huse omkring stedet af medarbejderne og nabogården blev købt af multikunstneren Robert Jacobsen. Der skød således et helt kunstnerkvarter op i Tågelund efter at skolen blev lukket og det forandrede meget af den uberørte natur på stedet, som var det fremherskende træk og som jeg husker min skoles omgivelser.
Men tilbage til skolen i 1938. Jeg husker meget godt den første skoledag, der var først i april. Skoleåret gik dengang fra og til april, fordi vi da blev konfirmeret og var klar til at komme ud at tjene som 14 årige, og april var et passende tidspunkt på året at starte voksenlivet, da var der meget arbejde i marken og brug for alle, der kunne gå bag et spand heste, eller hvis man var pige, hjælpe madmoderen i husholdningen.
(På egnen var jo så godt som hele befolkningen beskæftiget ved landbruget helt op til afvandringen i årtierne efter 2. verdenskrig og sådan var forholdene også overalt på landet).
Min far på Spjarupgård havde også travlt i marken og min mor med de små søskende, så jeg havde fået at vide, at jeg sagtens selv kunne gå op til skolen i Tågelund, jeg vidste hvor den lå, kendte jo vejen til Torsted i forvejen, hvor et hold – af mine 3 par – bedsteforældre boede, og som vi ofte besøgte med hestevogn.
Jeg må lige indskyde at disse bedsteforældre, Marie og Carl Kristensen, var af den gamle skole. Carl var bestemt ikke landmand, han havde en gl. lastvogn og handlede en del. Han var en ægte lun jyde og kunne fortælle som få. Jeg husker en af hans historier: Med et læs kartofler var han kørt i stå midt i Odense og politiet kom for at bese situationen, bilen var ikke i alt for god stand. Men Carl snakkede som sædvanlig og det endte med at han solgte et par sække kartofler på stedet til lovens håndhævere og han fik så lov at køre videre. Marie var sjællænder, lidt mere jordbunden, hun blev over hundrede år og boede på gården sammen med en søn til sin død. De ejede en meget gammeldags, men hyggelig indrettet gård. I bryggerset stod den store murede bageovn f.eks. og vand hentede man ved pumpen udenfor, staldene var noget brøstfældige, men spændende at udforske, og det var et herligt sted at komme på et par dages ferie som barn.
Men det var stadig den første skoledag jeg ville berette om:
Selvfølgelig var det med betuttede miner man mødte frem, i forvejen kendte jeg kun flygtigt en af de andre elever, en dreng der hed Svend Aage, og som boede ved Nybjerg Mølle. Skolevejen var i alle mine 7 år: Op gennem markvejen og skoven hvor jeg krydsede amtsvejen til Billund, derefter ad en skolesti over Holm Jeppesens mark, stien mundede ud i Tågelundvejen nede ved “Lille Ole” i svinget, op ad bakken og så var der igen skolesti over skolens mark.
Den mark hvor vi skolebørn, i parentes bemærket, hjalp med høst og kartoffeloptagning de første år, inden læreren til vor tilfredshed lejede marken ud. Vi havde såmænd nok i det markarbejde, der altid ventede os derhjemme. Skolestiernes forløb gik ofte på skrå over pløjeagrene og blev derfor pløjet op om efteråret, man måtte så trampe stien fast igen, og helst inden frosten gjorde jorden alt for knoldet og ujævn.
Men igen tilbage til første skoledag. Jeg var af et andet hold bedsteforældre blevet udstyret med et fint tornyster med en flot klap af sælskind og havde også snørestøvler af læder der gik op til midt på benet. Det stak imidlertid alt for meget fra hvad de andre børn troppede op med, så jeg blev grint lidt ud i frikvarteret, måske nok af misundelse, men derfor lige slemt, især da jeg ikke havde nogen voksen at søge ly hos. De fleste havde deres mor med denne dag og de sad andægtigt på nogle stole ude ved siden og gjorde os ret anspændte. Nå, det betød at man var nødsaget til selv at klare situationerne lige fra begyndelsen og der var det gode ved det, at der ikkevar nogen til at rette på een, de andre sad jo og skævede over til deres moder.
Vi nye blev kaldt op og stod rundt om kateteret, hvor vi fik udleveret Ole Bole ABC, og snakkede om hvordan vi nu skulle til at lære bogstaverne og senere stave til læsning. Læreren hed Ingemann Petersen, det var nu nok kun ham der snakkede, han var først i trediverne og en udmærket og retlinet person, der havde god pædagogisk sans, erfarede jeg senere, hvilket der også var brug for med det menageri han skulle styre. Vi var nu langtfra så urolige som børn er nu om dage. Først når der ikke var voksne i nærheden turde vi rigtigt slå til søren, råbe op og hive og slide i de andre, som børn altid gør og har gjort.
Det gav selvsagt en del uro når de andre klassetrin skulle arbejde selvstændigt, medens vi små stod oppe omkring læreren. Denne kunne jo umuligt opdage og straffe alle de grimasser og puf man gav hinanden nede bagerst i lokalet. Hvis det blev for slemt kunne vedkommende risikere at komme op at stå ved tavlen og regne et eller andet, dette var meget større straf end at få en ørefigen og blive sat uden for døren. Ved tavlen blev man udsat for alle børnenes opmærksomhed og hvis man så også skrev eller regnede forkert, var der ingen ende på det flove og nedværdigende ved situationen.
På skift var man duks, det betød at skrivehefter og andre af de bøger, der ikke måtte tages med hjem, skulle deles ud fra skabet i hjørnet af klasseværelset. I dette skab blev der også opbevaret en del børnebøger vi kunne låne med hjem, når vi behørigt havde kvitteret herfor, og ret hurtigt blev alle disse bøger en kærkommen flugt i fantasiverdenen, som vi børn tørstede efter i vores ret isolerede tilværelse. Duksen skulle også dele blækflaskerne rundt da vi blev lidt større og fik lov til at bruge penneskaft med en skrattende pen. Blæk var i øvrigt et frygteligt fluidum at have med at gøre. Der skulle ikke meget til, før det gav en klat på papiret, især ikke med de dårlige penne vi havde, senere fik vi lov til selv at købe patentpenne, de skrev meget blødere og kunne holde bedre på blækket, men mange små fingre har gennem tiderne været sværtet af det forbistrede sorte blæk.
Om sommeren gik Lille klasse med de 4 årgange 4 dage om ugen, og om vinteren kun to dage. Store klasse med de sidste 3 årgange gik så selvfølgelig omvendt, om sommeren var der jo mere brug for de stores arbejdskraft derhjemme ved forældrene.
I min årgang var vi 8, vi var vel så i alt ca. 25 elever i “lille klasse” og blev et par flere inden vi kom i “store klasse”. Der kunne være en årgang med kun 3-4 børn og det var slet ikke morsomt at være så lille et hold, men almindeligvis var der nu ikke de store skærmydsler mellem årgangene, vi kom til at føle os som et hold, det var værre at komme op i “store klasse”, der kunne man godt blive mobbet og det var ikke nær så sjovt, før vi selv blev de ældste, inden konfirmationen som 14 årlige. Jeg fyldte nu ikke det magiske tal for at træde ind i voksenlivet før en måned efter i det minderige år 1945, så vi var et par stykker der måtte ansøge biskoppen om at blive lovformeligt voksen.
Ethvert skolebarn husker vel den særlige lugt af halvklamt, svedigt tøj, blandet med madkassens aroma. Ikke mindst ostemadderne kunne være slemme. Vi måtte kun sidde i klasseværelset i meget dårligt vejr, ellers var det ud i frikvartererne. Der blev fyret i kakkelovnen, dens lugt var også markant med det forskellige brænde vi måtte anvende under krigen, og som vi ofte måtte hjælpe med til at få samlet i skoven udenfor, der blev også fyret med tørv og en smule koks.
Krigen kom ikke til at påvirke vores skolegang væsentligt de første år. Den 9. april 1940 havde vi alle set de mange fly på vejen til skole, ja vi blev vækket af det forfærdelige spektakel, motorlarm var jo ret ukendt for os alle, og selvfølgelig spekulerede vi over årsagen, men det var først ved 11 tiden vi fik at vide at landet var besat og læreren gav os fri. Resten af dagen lå vi og “skød” flyvere ned bag hvert dige, men det var også de eneste tyskere vi så i lang tid.
Vi mødte altid kl. 8 om morgenen, havde 5-10 minutters frikvarter hver time indtil kl. 12, hvor vi fik fri 1 time og havde så time igen, som regel til kl. 15.
En lang dag, jeg tror dog nok vi små i begyndelsen fik fri til middag.
Det store spisefrikvarter blev brugt til at lege i, mest ude i Paradisbakkerne eller nede ved skovsøen, ikke sjældent løb tiden fra os og det var ikke så godt. Ingemann Petersen stod da i døren og gav hver enkelt en lussing efterhånden som vi passerede, der var ingen trængsel for at komme først, han blev efterhånden træt i hånden.
Men det var jo så spændende at lege sammen i skoven, derhjemme var vi ikke andre end søskende til at udfordre hinanden og det er noget andet. De fleste børn havde ret langt til naboer, så alle var altid meget opsat på at komme i skole, selv i de hårde krigsvintre var skolen fyldt. Selv med megen sne, tiggede man om at komme afsted, vi løb på ski til skolen og til middag ud på de stejle bakker i “Hans Christians indhegning”. Skiene var lavet af den lokale snedker i Egtved, som regel med et stykke drivrem til bindinger og træskøjter med jernmeder bundet med sejlgarn til træskostøvlerne var også brugt flittigt, vintrene var virkelig strenge i disse år.
Men om sommeren var det selvfølgeligt røver- og soldateroverfald, der var den mest populære leg. Inden besættelsen havde egnen haft indkvartering af danske soldater det meste af efteråret og vinteren. Vi børn fulgte med stor interesse deres manøvrer, der ofte foregik i Tågelundskovene og derfor lærte vi en del om soldaterlivet. Tyskerne derimod så vi næsten intet til under resten af krigen. Dog kunne vi på amtsvejen indimellem se deres køretøjer på vej til Vandel flyveplads.
Gymnastik var et ukendt ord i Tågelund, men læreren skulle have lidt legemsøvelser med os og da han altså afskyede gymnastiske øvelser, fik vi lov til at spille rundbold og langbold.
Selvfølgelig legede vi også Antonius, der var meget populært. Det var en leg med et hold på hver sin side af sprøjtehuset, man kastede bolden over taget og hvis man greb den måtte man løbe om hushjørnet og råbe død. Alle skulle da stå stille og hvis griberen kunne ramme en fra det andet hold, måtte vedkommende skifte over til griberens hold.
Et sprøjtehus med en brandsprøjte på hjul stod ved hver skole dengang, nu er der kun huset tilbage ved Egtved Skov skole. Jeg husker aldrig sprøjten i Tågelund var i brug. En gammel sprøjte fra Bredsten, magen til den vi kendte, kan stadig ses på museet Højvang.
En lidt grovkornet leg med erotiske undertoner havde vi også. Det gik ud på at have en gård med mennesker og husdyr, hver havde sin rolle i legen og så skulle man lave alle de gøremål og handler som sådan en bedrift nu engang havde året igennem. Det var meget opfindsomt til tider og både piger og drenge deltog med entusiasme, dog nok mest drengene husker jeg ret.
Da vi blev ældre og kom i “store klasse” var det in at spille Whist, det foregik på loftet i det gamle skolehus, der kunne vi også ryge tobak uden at læreren opdagede det. Tobak er nu et for stærkt ord, for det var kirsebærblade eller når det gik højt lidt danskavlede tobaksblade, der ikke var meget bedre. Det gik også fint med både det forbudte kortspil og piberygningen, indtil Henrik en dag ikke havde fået slukket ordentligt og der gik ild i hans tøj midt i timen. Da blev der en større opstandelse, hvor vi bekendte opholdet på loftet og vi fik det alt sammen konfiskeret og besked med hjem, at vi ikke havde opført os ordentligt. Det sidste var ikke så morsomt for nogle af drengene.
Leg var een ting, at vi skulle lære noget bogligt var dog hovedårsagen for vores skolegang, der vel i dag kan se lidt besynderlig ud, men vi lærte nu ikke så lidt endda, hvis vi ellers selv var interesseret deri. Timerne i religion, historie og geografi var altid fælles for de forskellige alderstrin. Derimod var læsning, skrivning og regning meget individuel, ikke alene for årgangen, men man arbejdede ret selvstændigt og ventede ikke på hinanden, ellers var vi måske heller ikke kommet ret langt i de forskellige fag, der var nogle elever som var ordblinde og de fik ikke megen hjælp. Hvor skulle læreren også få den nødvendige tid dertil?
De førnævnte fællesfag var Ingemann Petersen en sand mester i at gøre levende for os. Øjnene var blanke efter en times danmarkshistorie, hvor drabelige slag var udkæmpet, eller man var betaget og rystet over hvordan Jesus kunne gøre sine underværker. Det må have været fortællekunst, ellers havde det ikke stået så stærkt i min erindring.
Ingemann Pedersen interesserede sig vist ikke særligt for regning, der var vist ingen af os der drev det særligt vidt i regneopgaverne.
Og her er den største svaghed ved alle disse små skoler med kun een “degn” som eneste underviser.
Æ degn var jo det navn læreren altid blev kaldt i omtale, aldrig i tiltale.
Alt for mange elever har været prisgivet denne skoleform, der har været i orden mange steder, men også har været for dårlig hvor læreren ikke har magtet den alt for store opgave det i virkeligheden var, at være eneansvarlig for 50 til 80 elever. Uden kolleger eller kurser at støtte sig til, man forstår det kunne gå galt, men i Tågelund var børnene nu alt i alt godt hjulpen når lige regning undtages.
Drengene og pigerne sad altid i hver sin række, hvor skolebordene stod med to elever ved hvert bord med fælles blækhus i midten og hvor der var plads under den skrå bordplade til bøger og madkasse på en smal hylde. Om morgenen stod vi op når læreren kom ind, og dagen begyndte altid med en morgensang og fadervor. Sang havde vi ikke så meget af, jeg husker en gang vi havde en vikar, der ville gøre lidt mere ud af sangtimen, derfor skulle vi på skift synge et vers solo og det lød ganske jammerligt for de flestes vedkommende, men til stor moro for os alle.
Der var to højdepunkter gennem året på skolen. Udflugten og juletræsfesten. Inden sommerferien skulle vi et sted hen og gerne med toget, sjældent med rutebil eller hestekøretøj. Som regel til et sted, hvor vi også kunne bade et par gange afsluttende med biografbesøg, det sidste var for os den helt store oplevelse, da vi yderst sjældent havde lejlighed til at se film. Madpakken var den dag noget særligt og et par sodavand var der i tasken, hvilken flothed.
Juletræet 5. juledag med “Lille Ole” som julemand og hans kone til at bage var også noget, vi så frem til. Her havde vi lejlighed til at holde en pige i hånden under sanglege, der blev fniset og røget lidt dansk tobak i smug, jo man var ved at blive voksen – mente vi i hvert fald, som 12-13-årige.
Der var sådan set nok en begivenhed i skoleåret, nemlig når skolekommissionen kom til “eksamen” eller overhøring var det nærmest. Forældrene var også velkommen den dag (mine så jeg nu aldrig). Det var nu nok mest læreren der blev bedømt, han sørgede nu altid for at spørge dem han vidste ville svare så nogenlunde på spørgsmålene, jeg husker ikke at vi var særlig nervøse for dagen.
Vi havde lidt pænere tøj på den dag der var eksamen – hvilket nu heller ikke gjorde den store forskel – under krigen var alt vort tøj noget omsyet og mere eller mindre skrækkeligt antræk, og som regel stumpede det på ærmer og bukselængde, vi voksede jo for hurtigt og det var umuligt at få nyt.
Et par gange var der luseudbrud og en enkelt gang fnat slap vi heller ikke for. Sæbe var der ikke for meget af, det var dog vist nok den samme familie, vi kunne takke for angrebne. Det lugtede grusomt, når man var smurt ind i den salve der skulle udrydde skabet, og alle derhjemme måtte igennem den samme prøvelse med kogevask af alt sengelinned.
Inden vi kom ud af skolen var de fleste drenge begyndt at gå til husflid om vinteren. Altså måtte vi afsted igen da det var blevet mørkt om aftenen og det kunne godt være lidt uhyggeligt selv at finde vejen gennem skoven og ad stien til Tågelund. Undervisningen foregik i den gamle bygning, der oprindelig havde været skole, i det gamle klasseværelse hvor husflidsforeningen holdt til, og hvor læreren og en gammel tømrer, Karl Eriksen, holdt justits og lærte os at save og høvle mm. Jeg tror nu de fleste kom der for adspredelsens skyld, vi havde ikke så mange fornøjelser. Lidt blev der dog fremstillet, husgeråd, stærekasser og småmøbler, og alt blev behørigt udstillet ved en festlighed een gang om året.
Nogle enkelte møder for de voksne var skolen også ramme om, ligeledes den kvartalsvise udlevering af rationeringsmærker under og efter krigen, og som de lokale sognerådsmedlemmer stod for. Peter Styrbæk, Laurits Knudsen, Smidth Jøker og Hans Jensen var de sognerådsmedlemmer jeg husker. Også som valglokale fungerede skolerne, i det hele taget var lokalbefolkningen meget kede af det, da der blev så få børn i skoledistrikterne, at der ikke var nogen vej tilbage. Afvandringen fra landbruget havde været så massiv i disse år, at der ikke var anden udvej, og dermed havde de små skoler udspillet deres flere hundredårige historie.
For at børnene kunne få en tidssvarende uddannelse måtte man nedlægge skolerne i 1960’erne, lade eleverne transportere med skolebus, og bygge en stor central skole i Egtved, der kunne tage 3-400 børn i alt, og som snart måtte udbygges til det dobbelte antal elever, da samtidig skoletiden blev forlænget og øget med overbygning og andre små skolers nedlæggelse.
Optakten I begyndelsen af 70´erne begyndte lodsejerne i Bøgvad, Egtved Holt, Spjarup, Tågelund, Vollund og Refsgård at undre sig over, at de flere gange så nogle personer med kort og mapper, der uindbudt var begyndt at færdes over deres jorder, og udtrykket ”kratluskere” så vist for første gang dagens lys i den forbindelse på vores egn. Det var sikkert de færreste, om nogen af de ca. 100 lodsejerne, der dengang anede noget om fredningsplaner, før der dumpede et digert værk op i deres postkasse, hvori det meddeltes, at de berørte ejere fra nu af ikke længere havde fuld rådighed over deres jorder, og at de på flere angivne betingelser skulle underkaste sig Vejle Amts Fredningsoplæg indtil en endelig fredningskendelse var afsagt.
Ikke så mærkeligt skabte denne fremgangsmåde, med den manglende forhåndsinformation, stor forbitrelse og oprørsstemning. Det blev da også stærkt beklaget af myndighederne, da fredningsforhandlingerne gik i gang i 1974 ved indkaldelsen til det første møde med de over 100 berørte lodsejere. Men det blev undskyldt med, at man var bange for at flere så ville have begyndt foranstaltninger for at imødegå hensigten med fredningsbestemmelserne. Dog havde dette allerførste lodsejermøde i Egtved forsamlingshus alligevel nær endt i opløsning og udvandring. Fredningsnævnets daværende formand, dommer Bruun fra Kolding optrådte ret så enevældigt, og han fratog også et par af de mest ophidsede lodsejere ordet. Stemningen var trykket og vreden over de ret så bombastiske forbud og regler var ikke til at tage fejl af.
I oktober 1975 blev der valgt et lodsejerudvalg til at varetage og tale lodsejernes interesser. Formand blev landsretssagfører Uldall Juhl fra Kolding, der havde et sommerhus ved Spjarup Krat. De øvrige medlemmer af lodsejerudvalget var: Gårdejer Poul Østerlund, Egtved Holt Fiskeriejer Jens Erik Hansen, Refsgård Gårdejer Svend Riber Christensen, Refsgård og undertegnede Gårdejer Lars Peter Lund, Bøgvad. Vi fik under hele sagen god hjælp fra Landboforeningernes ekspertise på området ”Landboret” ved Ole Kirk og Verner Hansen i Århus.
5. november samme år havde lodsejerudvalget sit første møde med Fredningsnævnet. Der var sat en dagsorden, hvor vi navnlig gerne ville diskutere dambrugene, stisystemet og landskabsplejen, men der kom ikke nogen som helst indrømmelser fra dommer Bruuns side til disse punkter. Lodsejerne indkaldte derefter d. 11. nov. 1975 til et protestmøde, hvor man i et stuvende fyldt forsamlingshus fordømte både kommunalbestyrelse og amtsråd, og hele den måde fredningssagen var startet på. Der var her i begyndelsen mest og størst modstand mod de planlagte stier til offentlighedens adgang og for bestemmelserne om forbud mod rydning og genplantning af nåletræer. I den forbindelse havde Hedeselskabet en halv snes år tidligere beplantet mange af ådalens skrænter, der førhen havde henligget som græsningsarealer, men disse beplantninger skulle nu ryddes for at give udsynet frit.
Men i oplægget fra Fredningsudvalget var der jo mange andre generende påbud, om forbud mod oppløjning af nuværende brakjord, om ukrudtssprøjtning og om nyopførelse af bygninger, om veje og selv af forbud om små terrænændringer, forbud om campering osv.
Seje Forhandlinger Lodsejerudvalget havde mange tidskrævende møder, hvor vi blev enige om at koncentrere modstanden til de mest generende forbud og bestemmelser. I de generelle krav var det i prioriteret rækkefølge: Mængden og fastlæggelse af stiforløb for offentligheden Forbud mod nye vandindvindinger Forbud mod nytilplantning Forbud om opdyrkning af vedvarende græsningsarealer Forbud mod nye havearealer Offentlighedens færdsel på udyrkede arealer Forbud mod pesticider på græsarealer og helt mod sprøjtning fra fly Andre mindre belastende forbud gik vi så derimod ikke så hårdt imod. Af specifikke bestemmelser var især påstanden om nedlæggelse af Refsgårdslund dambrug ikke acceptabelt, idet vi mente, at dette kunne blive begyndelsen på nedlæggelser af dambrug overalt på hele egnen. (Hvilket senere også har vist sig rigtig set).
I flere møder med Fredningsnævnet, der bestod af en dommer og en politiker udnævnt af Amtsrådet og en anden af Egtved kommunalbestyrelse, fik vi i første omgang lempet lidt her og der, men slet ikke nok til at dæmpe oprøret hos de mange vrede lodsejere, som var berørt af den hidtidige største fredningssag, der nogensinde var rejst i Vejle amt. Det var vort indtryk at formanden dominerede nævnets to øvrige medlemmer, der også på det tidspunkt var oppe i årerne.
Besigtigelserne Der kom så nu en fase hvor alle lodsejere blev besøgt for besigtigelse af Fredningsnævnet, lodsejerudvalg og repræsentanter for Naturfredningsforeningen og Fredningsplanudvalget, der havde stået for hele fredningens oplæg. Alt i alt en større forsamling, der over stok og sten spadserede over jorderne og langs de påtænkte naturstier. Her blev der igen ført drøje diskussioner i marken, og i nogle tilfælde faldt det da ud til lodsejerens fordel. Vi havde i lodsejerudvalget fremført argumenter, som kunne mildne de værste gener, idet vi også var blevet klar over, at vi slet ikke kunne forhindre selve fredningens gennemførelse, men Fredningsnævnet, som jo også talte politikere, var nu til at tale fornuftigt med, (den megen presseomtale havde nok alligevel gjort indtryk). Det gjaldt ikke de øvrige af selskabet. I Naturfredningsforeningen var det især Ebbe Walther fra Vester Nebel og fra Fredningsplanudvalget Paul Degner, de kunne ikke få restriktionerne skrappe nok. Begge de herre, der nu er døde, var altid i opposition til lodsejernes ønsker, og især dambrugsejerne måtte høre for deres mange påståede synder på især miljøområdet.
Under besigtigelserne blev flere stiers forløb ændret til mere hensigtsmæssige steder for ejerne, der var dog også mange diskussioner om hegn eller ikke hegn langs med stierne. I den forbindelse var man bange for at de besøgene ville færdes udenfor stierne, og der kunne være problemer med dyr, der løb ud af indhegninger, eller at dyrene kunne gøre fortræd på mennesker og hunde, der kom forbi, eller at der ved uheld ville stå led åbne, så dyrene forsvandt fra indhegningerne.
Der var i det hele taget mange bekymringer omkring disse stier. Men man blev også nu klar over, at der i visse tilfælde kunne gives en ganske pæn erstatning, så beløbsstørrelser begyndte vi også at forhandlede mellem lodsejer og Fredningsnævn. Samtidig prøvede vi at overbevise forskellige politikere om det kloge i at lægge sig ud med en hel befolkning, vi skrev endda til Anker Jørgensen, der var statsminister på det tidspunkt, og pressen blev benyttet al det vi kunne, hvilket også gav os nogle store overskrifter i aviserne.
Under hele sagens forløb havde vi uvurderlig hjælp fra Landboforeningernes afdeling for Landboret, og de fungerede også som en slags ”støddæmpere” mellem de ophidsede gemytter. Uldall Juhl havde som jurist også sin fortjeneste af udfaldet, som jo efterhånden ikke blev så slemt som først frygtet.
Overfredningsnævnet Fredningsnævnet for Vejle amts sydlige kreds afsagde så sin kendelse d. 2. feb. 1976 om de 1.248 ha. som blev kaldt ”Naturfredning ved Nybjerg Mølle” i sag nr. 2293/76. 100 ha. var gledet ud af den første påstand, og fredningen tilsigter at bevare de landskabelige værdier i området og beskytte de til området knyttede naturvidenskabelige interesser i navnlig geologisk, botanisk og zoologisk henseende. Fredningen giver endvidere offentligheden øget adgang til området. Kendelsen omfatter 94 ejendomme og i samlet fredningserstatning tilkendtes 2.371.500 kr. Refsgårdslund dambrug blev ikke krævet nedlagt, det blev derimod ruinerne af gården Refsgårdslund. Denne kendelse med dens specifikke bestemmelser på 23 sider ligger sammen med andre dokumenter fra sagen på lokalarkivet i Egtved under betegnelsen A2038.
I alt 73 ejere, Naturfredningsforeningen, og Amtsrådet ankede til Overfredningsnævnet. Ejerne over fredningens indhold og erstatningens størrelse, naturfredningsforeningen om påbud om nedlæggelse af dambruget og amtsrådet ønskede fredningsgrænsen tilpasset den påtænkte landevej Egtved-Billund, samt at staten burde betale 90% af erstatningen.
Overfredningsnævnet begyndte at besigtige området i 1977, hvor det samme lodsejerudvalg stadig havde forhandlingsretten. Overfredningsnævnet bestod af en højesterets dommer Bendt Andersen og nogle folketingspolitikere. De lyttede pænt til det vi fremførte ved et møde i forsamlingshuset, hvor vores formand desværre ikke kunne deltage og det derfor blev mig, der skulle komme med afsluttende bemærkninger fra lodsejerudvalget. I arkivet ligger mit håndskrevne manuskript, som jeg citerer slutningen fra:
Talrige møder har været afholdt i denne sag, utallige læserbreve har argumenteret mod behovet for denne fredning, da området syntes sikret gennem bl.a. råstofloven, den nye miljølov og ikke mindst zoneloven. Flere ting i denne sag burde have indeholdt lidt mere sund fornuft. Tænk på sådan en påstand, som at vi skal søge fredningsnævnet om at plante eller sløjfe et læhegn, eller at pløje en græsmark om til en anden afgrøde. Miraklet om en afvisning af fredningspåstanden, som mange lodsejere havde håbet på, fortonede sig i den blå luft, men enkelte af vore forslag, er retfærdigvis efterkommet… Jeg vil gerne afslutningsvis appellere til jer om at vor anke om erstatningsbeløbene vurderes efter de priser, der er gældende i dag. Desværre er det jo en kendt sag, at vi har inflation i dette land – og et gammelt ord siger, at mens græsset gror, dør horsemor. Strengt taget må der også være forskel på interesserne på en lystejendom og på en alm. landbrugsbedrift. Vilkårene rammer naturligvis hårdere for den landmand, der skal drive sin jord og retfærdigvis burde der skelnes mellem de to typer af ejendomme.
Det blev der nu ikke, men erstatningsbeløbene blev dog forhøjet væsentligt. Der udgik igen i alt 123 ha. af fredningen, der lå mod nord og vest af arealet i den endelige kendelse. Stisystemet blev afkortet med 1/3 del, hvilket vakte glæde ligesom andre lempelser fra Overfredningsnævnet. Her skal nævnes, at græsningsarealer kan omlægges, herunder afdrevne skovarealer kan indtages under plov. Læplantning kan foretages og havearealer i tilknytning til eksisterende haver eller beboelsesbygninger kan etableres. Der er også tilladelse til ukrudtssprøjtning hvor ”almindelig god landbrugsdrift gør det påkrævet”.
Vandboringer beregnet til drikkevand til enkelthusholdninger kan tillades, hvorimod markvanding kræver tilladelse fra nævnet. Eksisterende dambrug må kun udvides efter tilladelse, hvorimod cementering og omlægning af damme kan foretages. Også restriktioner ved nybyggeri og tilbygninger til landbrug, dambrug og skovbrug kan ske efter tilladelse fra nævnet, læskure og midlertidige skurvogne dog helt undtaget. Hvad angik de stærkt kritiserede stier, bestemte Overfredningsnævnet, at hegn opsættes kun, hvis det bestemmes af anlægsmyndigheden eller ønskes af vedkommende grundejer og da uden udgift for grundejeren. Anlægsmyndigheden har ret og pligt til at foretage de arbejder, der er påkrævet i forbindelse med almenhedens færdselsret, f.eks. etablering af spange eller gangbroer. Opsætning af elektrisk tråd i hegn påhviler grundejeren. I øvrigt henvises til forskellige kort med forskellig signatur for beskyttelse af arealerne med hensyn til beplantning, anlæggelse af parkeringspladser og stiforløb. Denne kendelse blev endelig tinglyst d. 13.3.1980.
Tiden derefter Hvordan er det så gået i de forløbne 30 år siden fredningen endelig blev vedtaget? Ja, først og fremmest blev de først fremsatte krav jo lempet betydeligt både af det lokale Fredningsnævn men så sandelig også af Overfredningsnævnet. Det er også et almindeligt indtryk, at lodsejerne i det store og hele efterhånden affandt sig med tingenes tilstand, og at det ikke gav de frygtede gener man forudså. Enkelte har haft besvær med gæster langs stierne, enten fordi de ikke har fulgt stien, eller de har haft hunde med som har skræmt dyr i indhegning, måske ligefrem har lukket dyrene ud, men det hører til sjældenhederne. Dambrugerne har helt sikkert følt myndighedernes restriktioner mest, men det har ikke været fredningens skyld, men andre lovindgreb. Nogle granplantager er blevet ryddet og det er som regel sket i fordragelighed.
Undertegnede blev kort efter fredningens endelige gennemførelse valgt af Egtved kommunalbestyrelse til at indtræde i fredningsnævnet, som kommunens repræsentant, og derved var jeg med til at afgøre en del dispensationssager i området igennem 12 år. Almindelig sund fornuft kom i disse år til at præge afgørelserne, og sjældent var der afstemning om nævnets holdning. Der var også kommet en ny og mere pragmatisk dommer som formand, det i sig selv betød meget. Flere dambrug er blevet enten nedlagt med erstatning eller omdannet til ”put and take” søer i forståelse med ejerne. Hvor der i enkelte tilfælde har været forbud mod en grundejers ønsker, har det som regel været i bygningssager, som helt klart har været i modstrid af bestemmelserne i den afsagte fredningskendelse.
Myndighedernes ret til at lave landskabspleje på særlige sårbare og naturskønne arealer, har i enkelte tilfælde ført til det groteske, at man ved en fejl af det udsendte mandskab har ryddet enebærbuskene og ladet de selvsåede birketræer stå – det omvendte af, hvad der var meningen!
Gennem de forløbne år er der har overalt i det åbne land sket ret voldsomme ændringer. Det åbne landskab med vide udsyn vi havde for år tilbage, er nu mange steder blevet til bevoksninger af mere eller mindre selvsået karakter. Det er sket i takt med, at landbrugsbedrifterne er svundet ind til under en tiendedel og mindre selvstændige landbrug så at sige ikke findes mere som et erhverv, kun som lystejendomme og dermed også uden det dyrehold, som førhen afgræssede marginaljorderne.
Dette kan man måske beklage, men udviklingen har ikke været til at undgå. Fredningen har nok i det store og hele haft sin berettigelse. Vi er vist alle enige om at naturen i området langs ådalen er ganske unik og bevaringsværdig – og at mange har, og vil forhåbentligt også i fremtiden få gode oplevelser i denne naturperle, som det meste af Egtvedegnen lykkeligvis består af.
Helga Andersen var født d. 9/10. 1879 og døde d. 7/11. 1963 med døbenavnet Grundahl. Hun skrev i en meget høj alder ret så levende om sin familie og sit liv. Helga Andersen var gift med Christian Andersen, Egtvedgård, og de havde sønnen Frederik, der senere overtog Egtvedgård, samt datteren Agnes, der blev gift med vognmand Poul Uldall. Deres søn, Per Uldall, har nu velvilligst ladet Museumsbladet tage uddrag af sin mormors skrift, som er på 23 maskinskrevne sider. Her er der især medtaget beretning fra ægteparrets tid på Egtvedegnen, nemlig da de ejede og boede på Spillingsgård, senere på Egtvedgård og i deres villa, ”Solfang” på Østergade 33 i Egtved. (LPL)
– Jeg vender nu tilbage og vil fortælle om mit eget livs skæbne og kan med det samme sige, at livet har skænket mig rigeligt af glæde og lykke i mit ægteskab. Jeg fik en god og dygtig mand, to kære børn og et dejligt hjem, og det rummer vel alt, hvad man kan ønske sig, og hvad der kan give livet indhold.
Da jeg for anden gang rejste fra Ødsted mejeri (hvor Helga havde truffet sin kæreste, Christian som var mejerist samme sted) var det for at bestyre huset for min broder Bjergagergård ved Århus og året efter flyttede jeg til Kærsholm ved Stenderup. Efter en god vinter der, tog jeg til søster Alma på Vester Ballesgård, hvor mor også boede den gang. Så skete det under et besøg, at min ven og min svoger kom til at drøfte, om det ikke var bedre at købe en gård i stedet for at vente i årevis på en mejeribestyrerplads. En gårdejer Niels Jensen på Påskeborg kunne anvise en gård, der var til salg i nærheden, og det endte med at de 3 unge mænd tog ud og købte Spillingsgård den næste dag. Mor blev noget forskrækket, da hun hørte de havde købt gården med det samme, og først da to ældre brødre til min ven, som selv havde gård på Fyn, kom over og godkendte handlen, var hun tilfreds.
Spillingsgård var på 50 tdr.ld. og kostede 19.000 kr. Vi blev så gift d. 4. juni 1906. Bryllupsfesten stod i vort hjem og var et familiebryllup, kun mejeribestyrer Duers fra Ødsted, hvor vi første gang mødtes og gårdejer Jens Boesen, Knudsbøl, en bror til min svoger, var også med. Vi kørte i lukket vogn til kirke, hvilket var en sjældenhed den gang. Naboerne derude mente vi måtte være af fornem slægt, siden vi kørte i lukket vogn; endvidere var de betænkelige ved, hvordan det ville gå, når en mejerist skulle til at være landmand. De fleste naboer var ældre mennesker, som hørte til den missionske retning, men ellers var meget flinke. Vi fandt to dejlige nabohjem: sognefoged Terkel Poulsens på Hedelykke og Niels Jensens på Påskeborg, 4 prægtige mennesker, hvis venskab vi bevarede så længe de levede. Det har stor betydning at møde rare mennesker, når man som fremmede kommer til en ny egn.
Gården var noget forsømt og lå ensomt; der var et temmelig nyt stuehus, men udbygningerne var gamle og ingen have, kun en gammel tilgroet frugthave bag ved stalden. Vi havde en ung karl og pige til hjælp, men der var arbejde nok til os alle 4. Vor tanke var straks, at det ikke var vort ønskehjem, som vi havde tænkt os, vi ville forbedre gården og så siden sælge. Der var ingen høstmaskine, så vi høstede kornet med le, vi tog fat alle 4 og glædede os om aftenen, når vi havde fået høstet et godt stykke korn; trods alt var der en vis hygge ved dette arbejde. Når dagen kom, og kornet skulle køres i hus, fik jeg min plads på vognen og skulle læsse negene indtil læsset var tilstrækkeligt højt, så blev tømmen kastet op til mig for at køre hjem, og det var uden læsse-træ eller reb til at holde sammen på det. Jeg var nu slet ikke stolt af den post, jeg var altid bange, at hestene skulle blive skræmt af ét eller andet og løbe deres vej, men mærkeligt nok slap jeg altid godt fra det. Men jeg mindes endnu med et smil, hvor vi havde en stor og stærk karl fra Vorbasse. Han var lidt sen i vendingen, men flink og godmodig. En dag kom han kørende ind i gården med et læs korn, pludselig væltede hele læsset, og med det samme var Laurids forsvunden. Jeg blev forskrækket ved tanken om hans skæbne, det varede en tid, så stak han hovedet frem af neg-dyngen og så sig helt forvirret omkring til alle sider, som om han ville sige, hvor er jeg? Hans pudsige ansigtsudtryk kan jeg se endnu, men heldigvis var ingen kommet til skade, så det hele endte i latter.
Jeg længtes den første tid vi boede derude. Når min mand kørte til Egtved fulgte jeg ham med øjnene, til han var forsvundet for mit blik, og trods det, at jeg vidste han ikke kunne komme så hurtigt tilbage, begyndte jeg ret hurtigt at spejde efter hans tilbagekomst, hvorfor kan jeg ikke forklare. Men denne længsel forsvandt, da vi d. 20. okt. 1907 blev givet en dejlig lille dreng, og jeg bebrejdede mig selv, at jeg så bestemt havde ønsket en lille pige. Drengen var så god og kær, og vi var enige om, at hans navn skulle være Frederik efter min far, og jeg ønskede, at han måtte komme til at ligne ham i sind og tanker, så vidste jeg, at han ville blive en god og retsindet søn. Og dette mit ønske blev opfyldt, han var altid rørende i sin omsorg for mig, når jeg var syg, vidste han aldrig det gode han ville gøre mod mig. Han var stille af natur, men havde mange fornøjelige og pudsige indfald, så vi to havde det rart, når vi så ofte gik ene derhjemme. 6 år efter kom der en lille søster, men Frederik kunne ikke rigtig forstå, at der skulle gå så lang tid, før hun kunne blive hans legekammerat – ja, rigtig kunne blive til noget – som han engang udtrykte sig. Hun var livlig af natur, men jo stadig de 6 år tilbage, og derfor fik de vel knap den glæde af hinanden før i den voksne alder. Lillepigen fik navnet Agnes Ragnhild Grundahl Andersen. Hun blev døbt d. 16 nov. på hendes fars fødselsdag. Da hun blev større savnede hun Frederik, når han var i skole, når han så kom hjem, løb hun ham altid i møde og fortalte ham en hel del på sit gebrokne sprog, som han alligevel godt kunne forstå.
Frederik havde en lang og dårlig vej til skole, og var der sne måtte træskostøvlerne på og imellem måtte han foruden skoletasken have et rugbrød eller andet med hjem. Så det kunne gøre mig ondt, når han kom hjem og fortalte, at han var træt. Alt var jo besværligt dengang, børnene kunne ikke som nu køre på cykel eller blive kørt i bil til skole. Der kom ingen varebiler rundt til hjemmene, ikke mange havde telefon eller elektricitet – ja, når man tænker tilbage på tiden dengang, forundrer man sig over den store forandring, der er sket.
Efter 12 års forløb solgte vi så Spillingsgård og købte Egtvedgård. Frederik med sit følsomme sind smertede det at skulle flytte fra barndomshjemmet, jeg fandt ham en dag stående i den gamle have og græde, der hvor han i så mange år havde følt sig glad ved selv at gå og lege, det drejede sig ofte om at lave maskiner. Vi forundrede os tit over alt, hvad han kunne lave af gammelt jern så det kom til at ligne et eller andet maskineri. Jeg følte med ham, men glædede mig alligevel til det nye hjem, og Agnes som endnu var lille og sorgløs, nynnede en lille sang mens vi rejste til det nye hjem.
Til Egtvedgård hørte 90 tdr.ld. og den kostede 87.000 kr. Den havde ligget lige over for kroen i midten af byen, men var flyttet ud på et bakkedrag sydvest for byen for 6 år siden og havde i dette tidsrum haft 3 ejere, så gården var meget forsømt. Besætningen bestod kun af to heste, 10 køer og to kalve og der fandtes intet foder til kreaturerne da vi flyttede derop d. 1. marts, så der måtte købes foder til et par måneder, men det altoverskyggende var den skønne beliggenhed, som gjorde at det fremover i tankerne kunne blive vort ønskehjem. Der var indlagt både telefon og elektricitet, og Frederik glædede sig allermest over, at mor nu ikke mere behøvede at køre hestene i hestegangen for tærskeværket, et arbejde, jeg dog aldrig selv havde været ked af. Vi havde en flink karl og pige som var flyttet med os, og vi tog alle fat. Modet og kræfterne havde vi også og arbejdet lykkedes. Markerne blev renset og gødet. Staldene blev fyldt med dyr og bygningerne blev også gjort større. Min ønskedrøm blev opfyldt med rammen om vort hjem, en stor og smuk have. På den store sandbakke, som skrånede ned mod byen, fik vi i samråd med en anlægsgartner fra Kolding anlagt den skønne have, so var vor glæde i mange år, og som nu værnes af børnene.
I 1920 kom genforeningen, og vi søskende oplevede den store glæde at blive indbudt til at være med til at stemme Sønderjylland tilbage til Danmark. Rejsen og opholdet dernede var gratis. Sognefoged Sandberg i Endrupskov, hvis forældre havde været nære venner til far og mor, havde gjort et stort arbejde for at finde os 5 søskendes adresser, Anna og Alma havde ikke tænkt på at tage Grundahl navnet med da de blev gift, men vi blev samlet og boede hos Sandbergs i disse dage, glæden var ubeskrivelig. Der var dannebrog overalt og der var pyntet med guirlander som til fest. De mange år, hvor man havde levet under tvang var nu forbi. Skolestuen var om aftenen omdannet til festsal, der var kaffebord med taler og sang og til sidst blev der spillet op til dans. Efter nogle dage rejste vi fra Endrupskov til Ribe for at besøge fars grav hvor vi lagde en krans med røde og hvide bånd, hvor der stod: Sønderjylland vunden, det var kampens mål. Ja, hvor havde vi ikke undt far at skulle have oplevet denne dag, det havde jo været hans livskamp.
Helgas rejse ved genforeningen er her forkortet. Hendes far, Frederik Grundahl var veteran fra 1864, hvor han blev taget il fange ved Dybbøl og hvor hans bror faldt, men aldrig blev fundet efter slaget. Frederiks helbred tog skade under fangenskabet, han blev dog senere en værdsat forpagter og plantør under Gram slot, men måtte se sig forvist af tyskerne for sit danske sindelag og for at hjælpe unge sønderjyder over grænsen. Forvisningen tog hårdt på ham og familien. (Anm. LPL)
– Vi søskende måtte skilles igen. Eventyrrejsen var endt, og denne gang var det for de fire af os til et hjem hvor ægtefælle og børn glædede sig til vor hjemkomst, det havde været min sorg, at jeg ikke kunne tage min mand og mine to børn med på denne vidunderlige rejse, flere af vore venner havde også sagt til mig – ”kunne vi dog få lov at tage med dig”.
Men hjemmets pligter kaldte, og der måtte tages fat igen. Et par år derefter opfordrede Kolding Folkebanks bestyrelse min mand til at bestyre deres filial i Egtved sammen med sognefoged Terkel Poulsen. Efter en betænkningstid tog vi imod tilbudet, da min mand havde lyst til regnskab, og det blev en gerning, som han varetog i 31 år. Senere fik han desuden adskillige tillidshverv, blev indvalgt i sognerådet, formand for elektricitetsværket, i bestyrelsen for Kolding-Egtvedbanen med mere. Alt dette optog meget af hans tid, og han måtte være meget borte fra hjemmet. Jeg glædede mig meget over den tillid han nød i befolkningen og søgte i alle måder, at være ham til støtte i hjemmet.
Vi var heldige at have flinke medhjælpere, som altid var gode venner med børnene, som voksede op og tog en tørn med derhjemme. Da de blev voksne kom de på skoler for at lære noget, men vi havde gerne én af dem hjemme. Jeg var især glad da Frederik i en tidlig alder overtog forkarlepladsen, jeg vidste da, at alt kom til at gå sin rolige og støtte gang, selv om far ikke var hjemme. Den 4. juni 1931 fejrede vi sølvbryllup sammen med slægt og venner. Vi vågnede om morgenen ved sang og musik, en skare af naboer og venner var mødt. De havde i nattens løb rejst en meget smuk æresport og en flagallé fra stuehuset og ud til landevejen, et smukt og rørende syn, og fra Ungdomsforeningens anlæg vajede Dannebrog fra den tidlige morgen. Klokken 4 samledes vi med vore gæster ved Forsamlingshuset, udenfor stod musikanterne og hilste gæsterne ved deres ankomst med hornmusik, en gammel skik, som jeg havde taget med fra Sønderjylland. Middagen forløb på en fornøjelig måde med taler, sang og musik. Senere samledes en flok ungdomsvenner til Frederik og Agnes og dansen gik med lyst til langt ud på natten, jeg husker klokken var 4, da vi kørte hjem til Egtvedgård, det var blevet lyst og fuglene hilste os med deres morgensang. En dejlig dag var afsluttet, som vi kunne mindes med glæde og leve videre på. I de følgende dage havde vi endnu gæster, der var 18 familiemedlemmer, som overnattede, fra Finland, Fyn og Nordjylland, man savnede bilerne dengang. Finnerne blev ca. 14 dage og efter 3 uger rejste søster Anna som den sidste af sølvbryllupsgæsterne.
Der gik igen nogle dejlige år med arbejde og fremgang. Stuehuset var blevet større og haven var vokset til, og dermed forskønnedes vort hjem, hvor børnene kunne nyde deres ungdomstid. Det var også dejligt at kunne samle slægten af og til, og i tidens løb havde vi fundet mange gode venner, især mindes vi en klub, hvor vi samledes skiftevis i vore hjem til hyggeligt samvær og et spil kort. Herrerne spillede l’hombre og damerne spillede whist. Det var lærer Andersens, mejeribestyrer Sørensens, trælasthandler Thygesens og senere også maler Bruuns og uddeler Nielsens, alle prægtige mennesker, som vi tilbragte mange hyggelige stunder sammen med.
Der kom igen festdage hos os. Den 12. nov. 1936 fejrede Gerda og Frederik bryllup, og den 18. december 1938 fejrede Agnes og Poul deres bryllup. Jeg ser endnu for mig højtidelighederne i den smukt pyntede Egtved kirke, hvor de begge to var blevet døbt og konfirmeret. Jeg ser Agnes og Gerda i deres hvide brudedragt, og jeg ser far føre vore børn op i kirken som brud og brudgom på deres bryllupsdag. Det var både store og hyggelige fester, som blev fejret i Egtved Forsamlingshus. Men mon ikke hos de fleste forældre er glæden iblandet vemod en sådan dag, man tænker hvordan vil livet nu forme sig for dem, som var det kæreste for os? Og i hjemmet er de savnet, vi to er nu blevet alene.
Senere blev jeg indvalgt i Kolding landbrugsforenings husholdningsudvalg med det formål at få startet en husmoderforening i sognet. Der var 21 kredse, og enhver af disse kredse skulle have sin forening. Jeg var betænkelig derom, men sammenkaldte til et møde, hvor sagen blev forelagt. Der var mødt mange husmødre, og vi fik startet en forening med ca. 100 medlemmer og 7 bestyrelsesmedlemmer, jeg måtte overtage formandsposten. Vi mødtes én gang om måneden sammen med vor konsulent, frk. Andersen, Vejen. Det var jo under krigen, hvor det var småt med mange ting, så der var emner nok at tage fat på.
Husmødrene mødte flittigt, foruden at lære noget var det rart at komme sammen i disse mørke år. Der blev syet børnetøj af brugt herretøj, der var jo næsten intet at købe. Tyskerne havde tømt vore butikker. – Vi bagte også kage af bygmel fordi det var så sparsomt med flormel, og mange mange andre ting fik vi lært. Imellem havde vi hyggeeftermiddag, jeg mindes en sådan i Egtvedgårds have, hvor vi drak kaffe. Vejret var strålende med varme og solskin. Lærerinde frk. Kamma Lauersen, Askov højskole talte om fangernes ven, Mathilde Wrede. Senere samledes vi i stuerne og lærer Ingemann Petersen, Tågelund læste en fortælling, vi sluttede af med musik og sang. Til vor glæde var der mødt mange, som vi oplevede en god eftermiddag sammen med. Vi havde også oplysende foredrag af fru læge Daugaard, Kolding og fru læge Starup, Vejle, samt koncert- og skuespilaftner, og traditionen tro havde vi ind mod jul et hyggeligt julemøde, dobbelt hyggeligt fordi vi denne aften også havde vore ægtefæller med. Kaffebordene blev festligt julepyntet med gran og lys. Vi havde altid en præst eller en anden god taler til at underholde foruden sangen af vore dejlige julesalmer. Jeg nævner nogle af dem: Pastor Tobiasen og pastor Reventlow, begge Kolding, pastor Sarnæs, Harte, pastor Jensen, Egtved, pastor Lauersen Vig, tidligere Egtved, pastor Jensen, Haderslev, realskolebestyrer Buhl, Tørring, fru højskoleforstander Lund, Rødding, fru højskoleforstander Vedsted Hansen, Ølgod og koncertsangerinde fru Stotz, Kolding. Det var ikke i bilernes tid, så nogle måtte overnatte hos os, og det var en fornøjelse at komme i kontakt med disse mennesker.
I husmoderforeningen havde vi også kursus i håndgerning og kjolesyning, og vi havde udveksling med husmødre fra andre egne. En særlig interessant udveksling med svenske husmødre, hvor vi var på en 10 dages Sverigesrejse, måske fortæller jeg derom senere. Det var et stort arbejde at være formand, men jeg mødte megen taknemmelighed, og derfor fandt jeg en glæde ved at kunne være lidt for andre ud over dem, som hørte hjemmet til. Således gik 14 år, og jeg fandt at der skulle yngre kræfter til, nu hjalp der ingen overtalelse mere. Ved et julemøde blev jeg udnævnt til æresmedlem tillige med smukke og gode ord som tak for de mange år. Og til min fødselsdag modtog jeg en gave med et kort, der lød således:
Til vort æresmedlem Med øjet vendt mod syd og nord, et sind altid fyldt med milde ord, en trang til at virke og skabe stort, så stille du gik, og fik alting gjort. Hjertelig tillykke og tak! Egtved husmoderforening
Det var krigens mørke år, og vi blev bedsteforældre til Agnes små drenge, Bent og Peer. Bent blev født d. 29. okt. 1940, og Peer d. 6. juli 1943, og de to kom ligesom for at sprede solskin over vore aldrende dage. Men årene gik, vi blev ældre, og det blev for meget at drive gården tillige med arbejdet i banken. Jeg havde dog mere mod på at blive på gården noget længere. Vi talte så om, at hvis Frederik og Gerda, som dengang boede på Degngård i Højen, ville overtage Egtvedgård, ville det ikke blive så svært at flytte derfra, hvor vi havde levet i 32 lykkelige år. Og det blev således. Gerda og Frederik overtog Egtvedgård i efteråret 1947, og vi flyttede til vort nuværende hjem, ”Solfang”, som vi havde ladet bygge. Samtidig flyttede Agnes med familie ind i lejligheden på første sal. Det var meget besværligt at bygge lige efter krigen, der skulle søges om alt, og så var det endda vanskeligt at fremskaffe de fornødne materialer.
Nu kunne det blive tid til arbejdet i banken, og der skulle anlægges have, så der var nok at tage fat på. Nu havde vi også daglig Bent og Peer at glæde os over og forkorte tiden for os. De havde fået så mangen god arv i vuggegave, som jeg ønsker og håber nu vil blive dem til lykke i livet. Vi har nu fulgt dem fra barn til voksen og fået dem så kær, fordi de altid har vist os et rørende hensyn og godhed. Det har også altid været os en glæde at besøge vort gamle hjem og se hvordan alting gik fremad. Alt var i orden både ude og inde, de unge fik fuldført det vi ikke nåede. Det var også dejligt at gå deroppe og agere bestyrer, når Gerda og Frederik tog en lille sommerferie og rejste mod syden, da levede vi de svundne dage om igen.
Og alle vore søskendebørn skylder vi tak fordi de altid har søgt at glæde os, de glemte os aldrig når de havde familiefester eller andet, og vi kunne følge dem i deres livsgerning. For mig har det altid været en rig oplevelse at kunne samle og værne om slægten.
I 1954 tog min mand afsked som bankbestyrer i Egtved, det skete ved en festlig sammenkomst her i vort hjem. Formanden for Kolding Folkebank, dyrlæge Nielsen, Donsgård samt bankens to direktører, Nielsen og Brink og nogle flere var mødt og overrakte min mand et sølvfad med inskription som tak for de 31 års virke herude. Der blev holdt en række taler, som fortalte at han i disse år havde vundet befolkningens tillid og agtelse. I årene derefter vedblev de gamle kunder at komme her og spørge om råd, de savnede ham nede i banklokalet, og det blev også et savn for ham. Vi mindes stadig de hyggelige udflugter vi havde sammen med direktionen og Folkebankens personale, hyggelige mennesker, som det var en fornøjelse at være sammen med.
Den 4. juni 1956 kunne vi holde guldbryllup, og da vi var raske blev det bestemt, at dagen skulle fejres. Men vi var noget betænkelige forud, hvordan det ville lykkes at få den rette feststemning frem, nu vi var blevet ældre, for ikke at sige gamle, og flere af vor slægt og venner var gået bort. Men den bekymring kunne vi have sparet os, for det viste sig, at trods alderen ikke var glemt. Det blev den dejligste fest af alle de mange vi har oplevet. Det var ikke til at holde tårerne tilbage, da vi om morgenen vågnede ved sang af vore gode naboer og venner, og se det store arbejde, de havde gjort for at smykke vort hjem. Alle de mange blomster og de mange guirlander der nåede fra huset igennem haven og helt ud til landevejen. Det var festligt at tage vennerne med ind i stuen og drikke morgenkaffe og synge: Se nu stiger solen af havets skød.
Senere på formiddagen kom min mands slægt fra Fyn og Finland til frokost, og kl. 4 tog vi imod alle vore gæster til middag i forsamlingshuset. Middagen forløb på det festligste, der var god musik, sange og 18 indholdsrige taler. Jeg mindes endnu så mange af de gode ord der blev sagt. Og senere – vi havde bestemt, at der ikke skulle danses brudevals, da min mand havde et dårligt ben og gik ved stok – så blev jeg overrasket, da brudevalsens toner lød og min man bød mig op til dansen. Doktor Pedersen, som var blandt vore gæster, havde givet sin tilladelse dertil. Og det gik meget godt, trods dette, at stokken fulgte med til alles jubel. Pastor Jensen havde været fraværende og tænkte da han kom tilbage, at vi ikke kunne danse brudevalsen, gik derfor hen til musikken og bad om brudvalsen. Det hjalp ikke at jeg fortalte ham at den var overstået, jeg måtte også danse den med ham, og således gik det til at der blev danset to brudevalse i stedet for ingen. Men hvad er vel også skønnere end at høre en brudevals’ dejlige toner. Jeg har altid holdt meget af at danse og jeg kunne holde ud til det denne aften, så jeg fik danset meget. Selv Bent og Peer ville danse med deres mormor. Min mand hyggede sig som tilskuer og passiarede med slægt og venner. Vi festede til dagen begyndte at bryde frem, det var jo i de lyse nætters tid. Vi havde igen oplevet en vidunderlig dejlig fest: Vor guldbryllupsdag!
Her slutter Helga Grundahl Andersens optegnelser. Hun levede endnu i 7 år og døde året efter sin mand. Men et interessant indblik i et arbejdsomt og anset ægtepars hverdage og festdage i Egtved for mange år siden – med navne og hændelser nogle endnu kan huske. (LPL)
Niels Mikkelsen var født i 1835 i Hvejsel sogn, og døde i Hjelmdrup d. 22. sept. i 1910. Han blev gift i 1859 med mejerske Ane Marie Hansen. Hun levede sine sidste år, efter mandens død i Spjarup og døde i 1921. Niels Mikkelsen havde i sine unge år arbejdet for en dyrlæge, kom senere i smedelære og var ansat som smed på Lerbæk gods, hvor han lærte Ane Marie at kende, da hun var ansat der som mejerske. Efter deres giftermål flyttede parret først til Benkjær ved Borlev, men lejede snart efter et hus med 3 tdr. ld. på Hjelmdrupgårds mark. I østenden af huset var der smedje. Men han både slagtede og var smed, ret snart blev disse håndværk nu bierhverv for ham, og han virkede som “klog mand” i hen ved 50 år fra sidst i 1860’erne og til sin død.
Ved et besøg på museet på Højvang d. 30/4. 2009 kom et par oldebørn af Hjelmdrup smed, Lilly Andersen og Peter Chr. Sørensen samt dennes datter, Annette med nogle oplysninger om deres oldefar og om familien, de kommer fra Bække og Brørup egnen. De følgende oplysninger om smeden og hans virke som “klog mand” stammer dels fra efterkommerne og dels fra ældre artikler om Niels Mikkelsen.
Familien kom også med et gammelt billede af smedens hus i Hjelmdrup. Også posten er kommet med på det gamle billede sammen med ægteparret Mikkelsen. Huset blev nedrevet for snart 100 år siden. Det har ligget i skellet mellem St. Ballesgård og Hjelmdrupgård lidt fra kommunevejen. Smedjen var til højre, beboelsen i midten, til venstre var der et rum til en ko og her blev der også slagtet. Helt til højre ses lokummet. Slibesten og et par redskaber står uden for smedjen. Endnu for50 år siden kunne man stadig se et par æbletræer og lidt blomster, der hvor haven havde ligget, men i dag er der ingen spor efter den kloge mands hus.
Hjelmdrup smed, Niels Mikkelsens børn 1. Anna Mette Mikkelsen, død 5. juli 1864, 3 år gammel. 2. Hans Kristian Mikkelsen, død 18. august 1871, 8 år gammel. 3. Andreas Mikkelsen, født 23. december 1865, døbt 24. februar 1866, konfirmeret 4. april 1880. 4. Ane Mette Mikkelsen, født 7. maj 1869, døbt 13. juni 1869, konfirmeret 1. april 1883 5. Hans Kristian Mikkelsen, født 12. marts 1872, døbt 26. maj 1872, konfirmeret 18. april 1886 (som er far til Signe (Nielssigne), Peter, (det kloge Barn Niels), Klara og Alfred – og oldebørn i vor linje af familien.) 6. Mikkeline Mikkelsen, født 29. august 1874, døbt 27. september 1874, konfirmeret 30. september 1888. 7. Morten Mikkelsen, født 6. januar 1877, døbt 11. februar 1877, konfirmeret 1. søndag efter påske 1891. 8. Niels Mikkelsen, født 24. september 1883, døbt 31. oktober 1883
I folketællingen fra 1906, bor der en Niels J. Mikkelsen, som er 5 år gammel på det tidspunkt, han står anført som slægtning. Drengen er blevet betragtet som det 9. barn i ægteskabet. Jeg er ret sikker på at det er Niels Mikkelsens søns, Hans Kristians barn, der var et “klogt” barn, og dermed et barnebarn til smeden og Ane Marie, og så passer det også med at de skulle have mistet 3 børn. 2 som små og 1 som ung, for den kloge dreng er død på et tidspunkt mellem 11-13 års alderen ca. så han har været betragtet som ung i den alder jo, på det tidspunkt. Jeg er overbevist om at han er blevet placeret hos smeden, fordi han har været “mærkelig” og lige som smeden selv blev lidt betragtet som sådan. Jeg har fundet navnet Maren i forbindelse med Niels Mikkelsen, men har ikke helt endnu fået opklaret hvilken forbindelse hun har haft til ham. Meddelt af Annette (tipoldebarn).
Hjelmdrup smed og hans kone havde altså 8 børn, hvilket var meget normalt på den tid. Niels, der døde barnløs, Hans Kristian, død 1947, fik 5 børn, han boede på en ejendom nær gården Margretenborg i Torsted, Signe, født 1899 blev gift Gormsen, de to oldebørns mor, Klara, født i 1906 og gift Sørensen, hun boede med sin mand på en ejendom i Nyby.
De to oldebørn fortæller om deres oldefar, at han havde evner til at se ting før de hændte. Eksempelvis bankede det 3 gange på en bjælke tre dage før nogen døde i nabolaget, og da vidste smeden, der blev brug for festmad til begravelsen, så han slagtede gerne et svin med det samme. Folk kom efterhånden langvejs fra for at blive kureret, få et råd om hvad de skulle foretage sig, da smeden kunne forudse mange ting, foruden det han kunne udrette med sine hænder…
Og mærkværdigvis ser det ud til at nogle af Hjelmdrup smeds efterkommere har arvet visse af disse evner. Her et lille udpluk fra det familien har oplevet. Da deres bedstefar Kristian Mikkelsen var død, sprang pludselig en skuffe op i den gamles dragkiste, hvor salmebogen var gemt. Også da Klara døde skete der nogle mærkelige lyde. Lilly har haft en del oplevelser af ting der skete, inden det virkelig foregik. Troldbogen Cyprianus ville hun ikke have indenfor sine døre, og i det hele taget har hun altid været imod de syner hun havde, men ikke har kunnet slippe for. To gange har hun prøvet at afværge trafikulykker, den ene gang forgæves, selv om hun tryglede manden om ikke at køre ud på sin motorcykel. Den anden gang ville hun ikke køre på motorvejen, selv om det var nemmere. Da de kom hjem hørte de, at der var sket en større ulykke med tre dræbte, netop på stedet, hvor hun havde haft syner om det. Sin egen sygdom kunne hun også se, sådan at hun i tide kom under behandling for kræftsvulst i maven – lægen i Brørup havde ellers sagt at hun intet fejlede, men Lilly nægtede at forlade lægen, før han havde givet en henvisning til scanning. Sådanne og flere hændelser fortæller de to søskende om, uden at gøre et større nummer ud af det. Lilly vidste også inden hendes lille pige blev født, at barnet ikke ville overleve. Hendes bror Peter har ikke haft noget imod sine evner om uforklarlige hændelser, men han har ikke været stolt af at nogle ting, som han havde forudanelser om. Den gamle Niels Mikkelsen forudsagde også, at i det 5 slægtled ville én få hans evner, og nu viser det sig, at Peter Sørensens datter Annette med hænderne kan helbrede og lindre smerter. Noget hun også dyrker og godt kan lide. At arbejde med sine hænder var vel også det den gamle “kloge mand” var mest kendt for i sin tid, både over for mennesker og dyr.
Måske en lidt underlig samtale med efterkommerne af den gamle smed, der kunne mere end sit fadervor, men man sidder alligevel bagefter med en følelse af, at der er mere mellem himmel og jord end der umiddelbart kan forklares.
Der har gået mange beretninger om Hjelmdrup smeds færdigheder, han var for 100 år siden kendt i hele amtet, og der var bud efter ham til mange forskellige former for hjælp til mennesker og dyr. Smeden var dog sikkert klog nok til kun at beskæftige sig med hvad han havde forstand på, idet der også er fortælling om, at han afviste at hjælpe, hvor han kunne se, at hans evner ikke rakte. Alligevel blev han et par gange anklaget for kvaksalveri. Både læger og dyrlæger var jo ramt på deres erhverv på grund af smedens succes og virke. En enkelt gang blev han også idømt en bøde for at have forvoldt en ung mands død, sikkert uden grund, idet han havde nægtet at behandle hans tuberkulose. Og bøden samlede naboerne også ind til, og betalte for ham.
Selv om Niels Mikkelsen var efterspurgt og kom vidt omkring, levede han som en fattig mand. Hans betaling var som regel brændevin, og det gjorde desværre også, at han drak for meget. Det var førhen også nærliggende at tro at smeden besad overnaturlige evner, og at der var megen overtro forbundet med smeden er der ingen tvivl om. Han blev betragtet som mellemleddet mellem Gud og Fanden. Han kunne også både stikke en gris og slagte en ko, han kunne årelade både mennesker og dyr, jo der var noget overnaturligt over smedene, og da især ham fra Hjelmdrup. Smeden selv var også overtroisk. Skruestikken skulle spændes sammen ved fyraften, smedehamrene fjernes fra ambolten, esseske og fyrspid skulle lægges over kors for ellers brugte Fanden dem om natten og smeden ville miste sine kræfter til dagens gerning.
Smeden kunne varsle om dødsfald. En mand gik forbi smedjen og så at der var lys derinde, men smedjen var tom! Da han fortalte smeden om sin oplevelse svarede denne: “Det kender jeg godt. Så skal der smedes ligsøm til en kiste“.
John Kvist har i en artikel fra 1960 i Vejle Amts årbog berettet om en båndoptagelse med en gammel mand, der havde oplevet smeden, hvordan denne arbejdede med heste, som var blevet bovlamme. Beretningen omfatter både smedens synskhed, operation og behandling derefter, men også hans beruselse, hvor brændevinsflasken havde sin faste plads i vinduet i Hjelmdrup.
Ane Marie havde også sit hyr med manden. Når de sammen havde kørt rundt i Egtved med en trækvogn og solgt deres slagtevarer, fik smeden igen for mange dramme og måtte trækkes hjem af konen på trækvognen. “De æ værre, nær a ska slæw æ svin hjem”, fortalte hun når folk ynkedes over det hårde arbejde med at trække rundt i Egtveds gader med trækvognen. Den samme Ane Marie var også klog på at samle urter, og sammen med sin mand, at lave forskellige salver og afkog til bl.a. hudlidelser. Hun passede også sit hjem og deres børn godt, så de var vellidte, når de tidligt kom ud at tjene på gårdene.
Ane Marie og Niels Mikkelsen, Hjelmdrup smed Niels Mikkelsen havde en dyrlægebog, som beskriver sygdomme, og fra den havde han lært sig meget om knogler, led og sener. Men også troldomsbogen Cyprianus benyttede han sig af. Bogen kaldes også “Oltidens Sortebog” fra året 1400. Den indledes med en formaningstale til ejeren om ikke at misbruge bogen og – betones det – man skal være stærk i troen, for at få noget ud af den. Er man ellers et skikkeligt menneske skulle man være garanteret lykke og kraft ved at eje den. I et afsnit af denne mærkelige bog er afsnittet for syge, hvoraf her et par smagsprøver. I en del råd indgår urin som hovedbestanddel. Rådene er i øvrigt en mærkelig blanding af vrøvl og ting med mere fornuft i. Koldbrand kan helbredes ved at lægge et klæde over, der er dyppet i fruentimmerurin. Bistik kan helbredes ved at lægge jord på fra det sted, hvor man står. Mod brystsyge haves følgende middel: “Kog et æg i det slim, den syge harker. Når den er hårdkogt, skræl det og kog det atter, til der ikke er mere slim i potten, grav derpå ægget ned i en myretue, kast potten i rindende vand med strømmen, og den syge kommer sig, når ægget er fortæret”. Fnat får man væk ved at bestryge sig med en døds hånd og sige: “Tag det med dig”. Ligtorne fjernes ved at binde flæsk til tæerne i tre dage og begrave flæsket. Når det er rådnet, er ligtornen væk. Feber undgås ved hvert år, når rugen drær, at gå ud og afskære 3 aks. Man kan få helt ondt af at høre følgende råd mod tandpine: “Stang tanden med et nyt søm til den bløder, slå derpå sømmet fast i en mørk kjælder, hvor hverken sol eller måne skinner og sig i det samme: “sid du der for evigt”. Ørepine fjernes ved. at stoppe ørerne til med surdejg og holde sig for næsen. Der er ingen tvivl om, at stumme skal give lyd fra sig, hvis de overhovedet er i stand til det, når man benytter dette råd mod stumhed: “Lad røgen af brændte gamle sko, klude, strømper, hatte og sligt indstige i munden.
Efter en samling råd om dyresygdomme, der hovedsagelig omfatter benyttelse af urin, blod, hakkede hjerter og tudsekure, går bogens forfatter over til “Trolddommens sorte mirakelkunst.” Der fortælles om, hvordan man vinder et hjerte helt og beholder det udelt. “Ens sved samles sammen, og man giver vedkommende en skefuld under et eller andet påskud. Dette er det eneste kraftige middel”. Kriminalpolitiet kan helt afskaffes, blot alle kendte dette middel til at få stjålne ting tilbage.;Tag et frisklagt hønseæg i tyvens navn, bind en grøn silketråd om, læg det i varm aske, og han har da ingen ro før tingen er tilbageleveret. Hvis man vil have lykken, skal man samle regnvand i et dødningehoved, og vaske sig i det julenat kl.12. Pengene vil komme til en ganske af sig selv, hvis man en nat kl.12 tager et stykke bly fra et kirkevindue og lægger det i pungen. Så let er det. Drikkelyst helbredes ved at give drankeren noget brændevin, som en levende ål først “har løbet sig ihjel i”. Man kan ikke blive ramt af sine fjender, hvis man på sit blotte legeme bærer et stykke hyænehud, og vil man blive “phrophetisk”, skal man blot nedsvælge hjertet af et muldyr endnu råt og bankende.
Uenighed mellem elskende fjernes let ved at give dem kødboller lavet af turtelduenyrer og -hjerter sammen med roden af hvid havelilje. Man bliver livlig af at drikke vin, der er kogt tilligemed en guldring, og hvis en pige bærer en ring med en topas i, der har ligget 24 timer på alteret i en kirke, “erholder hun kraften til at bevare sin dyd”. Hemmelige elskovsbreve gives der flere anvisninger på. En af dem er at skrive med citronsaft på et stykke papir, lade det tørre, og når den elskende skal læse det, skal det lægges på en varm kakkelovn. Da træder skriften frem. Frugtsommelig bliver en kvinde, hvis hun hver morgen og aften spiser en æggeblomme af en barneske. Det hævdes, at en gravid når hun er tung, sløv og utilpas bærer på en pige, mens hun bliver livlig af at bære på en dreng. Man kan i øvrigt hitte ud af, om det bliver en dreng eller en pige ved at brænde nogle sneglehuse, støde dem til pulver og hælde det i den frugtsommeliges urin. Synker det til bunds, er det en pige, ellers en dreng. Endelig kan noteres, at en ung pige kan få en mand til at elske sig ved at skrive sit navn på et stykke papir, lægge det under hans lagen på det sted, hans lemmer hviler og tre gange sige: “For kærlighed”.
Hvor meget den kloge mand selv troede på alle disse fantasifulde råd, er nok tvivlsomt, hans største berømmelse fik han jo også ved at sætte led sammen og den slags, det overnaturlige lod han vist mest sine “patienter” tro på. En stor færdighed udi anatomien havde smeden utvivlsomt erhvervet sig når han slagtede. Det var især sener og led han kurerede hos både dyr og mennesker. Åreladning og kopsætning med igler var også et almindeligt benyttet middel i tiden, og dette mestrede smeden som så mange andre smede. For sært nok har der altid været noget mystisk og overnaturligt hos smedeerhvervet, men der har næppe været nogen her på egnen, som har været så kendt og søgt som den Hjelmdrup smed.
De havde deres “laboratorium” i spisekammeret, og der foregik medicinblandingen for lukket dør. Medicinen var ofte skrap, den både duftede og kradsede, så mange måtte give den fra sig igen, men hjælpe, det gjorde den, især når der blev brugt af smørelsen. Han havde en specialitet, og den var at kurere folk, der blev omslået (hugormebidt). Ingen læge var i stand til at behandle hugormebid med en sådan sikkerhed som smeden. En dreng, som var opgivet af lægen, blev helbredt og bagefter sagde Niels Mikkelsen – “at det dog var svært, så den dowtor havde forkludret drengen”.
Selv præstekonen, fru Brummer i Egtved benyttede ham, skønt hun havde lægen til nabo. Ældre folk, der ikke kunne sove, fik uddrag af mannekop (valmue) – og gjaldt det en svedekur, fik man gedeblod tørret i en pande og udrørt i øl. En ung pige havde en stor vorte, og sammen med sin mor gik hun til smeden. Han hverken rørte ved vorten eller pigen, stod bare og mumlede noget, og så kunne de gå igen. Vorten faldt af kort efter.
Inden apoteket i 1872 blev oprettet i Egtved, var smeden næsten ene om at give salve og andre medikamenter til syge, afstanden til Kolding og Vejle, ad dårlige veje var grund nok til ikke at drage langt efter sligt, men selv efter århundredskiftet samlede ægteparret blomster, urter og frø, og i stuen stod en krukke med forskellige medikamenter, nu ofte med noget som også var indkøbt fra apoteket.
Brændevin var nærmest et universalmiddel, har en søn af smeden fortalt. Havde f.eks. en karl hugget enden af en finger, fik han linnedtrevler godt gennemvædet med brændevin bundet om såret i 8 dage. Men brændevinen tog han selv sin broderpart af, og ved visse lejligheder, når han ikke lige blev budt en dram, kunne han ligefrem godt true med, at han kunne hekse, og han havde vist ikke noget imod, at mange anså ham for en heksemester. En nabo spurgte ham dog engang han var ædru, hvorfor: “For du trower jo eet sel å det hekseri”. “Jow, nær a sejer sån, spør folk eet mier, å a sleper få låång forklaringer”, svarede Niels Mikkelsen.
Amulet og aftryk fra Niels Mikkelsens grav på Egtved kirkegård. Hekseri og overtro, da smedens grav for nogle år siden blev opgravet i anledning af en nabograv, fandt man en lille amulet eller et segl med kryptiske tegn, som kunne ligne noget fra den gamle troldbog Cryprianus, så noget har den gamle nok alligevel troet om overnaturlige kræfter, når det kom dertil, siden han havde fået sin amulet med i graven.
“Du som fører alle jordens hænder til hver gerning god, som stedes det. Du som alle vore trængsler kjender, du med mig i denne handling vær, du beskytte vil min tillids tanke, at jeg held og redning da kan sanke.”
Med denne bøn fra Cryprianus har “Æ Hjelmdrup smed” måske afsluttet sit virke.
På Egtved kirkegård er der opsat en mindesten over den engang så kendte og kloge mand.
Anders Nielsen var født i Brakker på en gård midt i byen, hvor der i hans barndom var den første brugsforening. Anders var stærkt åndssvag, var hjemme til 12 års alderen. Da han blev større, blev han så griset, så de ikke kunne have ham hjemme, han ville gå og trække skufferne ud og tisse i melet. Det syntes han var sjovt, for det kunne jo rigtig støve.
Han kom så til Brejning, hvor han var til han var 18 år. Blev så anbragt på Vester Nebel fattiggård, hvor han var i godt 50 år. Han var let at have, var altid i godt humør, han gik ærinde, bar brænde ind og kørte mælk ud til vejen på en lille tohjulet vogn. Den blev anbragt på et helt nøjagtigt sted, og da vi kom som bestyrer, ville vore børn også køre med vognen, og det blev meget unådigt taget op af Anders, han kom hen til mig og klagede sin nød. ” Ka do æt fo de snottede drenge te å la vær mæ å kyer mæ mi vun de kyer jo ål æ fjæt åen”. Men det varede ikke mange dage, før han legede med dem, han var jo selv et barn.
Han blev hvert år af sognerådet udnævnt til brandmajor og politibetjent med guldsnor om kasketten, og jeg snakkede altid med ham, som det var ham, der var arbejdsgiver. Han var altid til Egtved marked, og jeg plejede altid at give ham en daler til cigarer, og han fik en pakke smørebrød med i lommen, og havde da fået en ny snor om kasketten, og så gav jeg ham en ny mundharpe af de billigste, for der var ikke en tone skabt i ham, men han spillede altid, men den dag havde jeg ingen to krone. Jeg sagde til ham, at jeg selv kom til marked, så kunne han komme og få den. Det gjorde han så, men jeg havde så kun en femmer, så kan du komme med de andre, du får tilbage for cigarerne. Anders gik så på indkøb og kom så tilbage et par timer efter meget rød i hovedet. Jeg stak så en hånd frem og ville ha de tre kroner. Men de var jo væk “A køjt da et par punse, det skuld a val å ha håed alligevel, din pjatrøv,” – og så var Anders væk igen.
Vi havde kommunens brandsprøjte stående, den rådede Anders for, men jeg skulle køre den til brand. Da Fuglkærgård brændte, måtte jeg af sted så hurtig, det kunne lade sig gøre, og fik ikke tid til at få Anders med. Da jeg kørte tilbage, kom han imod mig i fuld trav, råbende: “A for sku en bøde, A for sku en bøde”, men jeg fik ham beroliget med at han skulle gå til brandstedet og overtage ledelsen. Hen mod aften, da han kom hjem, var han drivende våd, men lykkelig. “A klared det hele. A får ingen bøde a får ingen bøde, og a blev udnævnt til strålemester”. Da der var gået nogle dage, kom der med posten en pakke adresseret til brandmajor Anders Nielsen, med følgende skrivelse:
Til hr. brandmajor Anders Nielsen som påskønnelse for velvillig og dygtig assistance ved afbrænding af Fuglkærgård. – Amalienborg. Christian Rex.
Skeen, en gammel jernske, blev opbevaret og vist frem, så snart der var lejlighed dertil.
Anders havde mange gøremål. Når vor datter kom hjem på besøg, fik hele gårdspladsen en ordentlig omgang med riven, “ja, i aften kommer vor lille frøken hjem fra Lysholt , så skal det være fint,” og han efterså om mælkekærren stod nøjagtig på plads, og ellers stod han vagt ved vejen for at være den første til at tage imod, så fik han gerne en 25øre, men det var bedre med fem 5 ører eller en pose bolsjer.
Engang havde han fået en ny mundharpe og i mellemtiden havde han tabt et par tænder, så der var kun en tilbage, og “den skit t”ntant” hindrede ham i at tage de høje toner. Han gik så resolut op til Salling med en knib tang og fik tanden trukken ud, så fik vi igen musik i gården.
En dag da Salling havde fået “dille” var han gået ind til Anders for at narre eller true ham til at give ham penge til sprit, og det endte med slagsmål. Salling kværkede ham til han var hel blå i hovedet, jeg kom til og fik Salling væk. Jeg troede Anders var død, men fik da rusket liv i ham igen, halsen var hel opsvulmet, og Anders gav sig til at græde: “No ka a ålle mier fo kravetøj o”.
Anders blev hos os, efter vi havde købt fattiggården i trediverne, men da sygdom meldte sig, blev vi enige om at sælge og så måtte Anders på Uldum plejehjem, hvor han døde året efter, han kunne ikke tåle at blive flyttet. Jeg var med ham deroppe, og den dag glemmer jeg aldrig. Han græd og holdt mig i hånden, “må a et nok komme med hjem” – jeg selv kom også til at græde og syntes vi havde svigtet ham. Hans Andersen – nedskrevet 1940.
Jeg husker om sommeren, når jeg og nogle andre piger gik ud på engene, hvor vi plukkede engblommer og andre blomster. Så gik vi byen rundt og solgte dem til nogle gamle koner, der boede alene i deres huse. I stuen stod der som regel et stort skab med glasruder i, hvor de gemte bolsjerne, eller de havde en lille skål med bolsjer i på bordet, eller det kunne ske, vi fik en 2 øre for blomsterne.
Til Ødsted flyttede vi fra Starup i 1937. Det blev til et hus midt i byen, hvor vi boede nedenunder, der var en slagterbutik, og far kørte ud rundt omkring i en bil med en hvid kasse bagpå. Jeg var tit med, det ville jeg gerne sidde der ved siden af far, mens han kørte. Der kunne nemt vanke noget af ude på gårdene. Jeg husker engang, jeg havde fået et særligt flot rødt æble et sted, men så ville jeg gemme det til jeg kom hjem igen til spisetid om aftenen, men så havde min søster taget mit flotte æble, det var jeg nok noget sur over.
Vi flyttede til Ammitsbøl, hvor vi kun boede nogle få måneder i et lille stråtækt hus. Ude på landet i nærheden af to store gårde, efter et sving og med en lille grøft på den ene side. Derude fik jeg lært at cykle, jeg blev 7 år, mens vi boede der. En søndag skulle jeg så vise mine store brødre, at jeg kunne cykle, men kørte lige i retning af vejgrøften, så det var jo ingen flot debut.
Vi hørte meget radio, det var vist med højttaler dengang, og grammofon havde vi også. Mor sang tit for os, hun kunne alle sange og salmer udenad, samt bibelhistorien og katekismus`en.
Af far lærte jeg at binde slips og sy skjorteknapper i. Det var nok, når de skulle i byen, så skulle der lige syes en knap i, efter han havde fået skjorten på, det var altid en kær fornøjelse. Og jeg tjente 2 øre ved at luge eller rive i haven, det var en kæmpekræmmerhus bolcher, man kunne få for 2 øre dengang.
Desværre endte det rigtig skidt med det gamle stråtækte hus, vi havde der, og det var kun 4-5 dage før, vi skulle være flyttet i et hus i Ødsted, et nedlagt bageri, vi havde købt. Der boede også nogle ovenpå, for det var et stort hus, syntes jeg da dengang.
Tilbage til denne forfærdelige mørke, regnvåde novemberaften, vist den 25. nov. 1938. Mor og jeg var alene hjemme, det var en fredag aften, hvor de store af mine søskende var til gymnastik i Forsamlingshuset.
Mor sad ved sin trædesymaskine og syede en hvid flonelsnatkjole til mig, da vi hører, der bliver sådan en støj ovenpå. Vi snakker om, at det nok er en kat eller en høne, der er kommet derop, men det bliver ved med støj. Så går mor ud og lukker lemmen til loftet op ved at trække i et reb, men skynder sig at lukke den igen, der er simpelthen fuld af ild og røg deroppe. Hurtigt, så godt hendes højgravide tilstand tillod det, får hun mig udenfor i mørket og siger, jeg skal blive stående og går så ind efter en skuffe med papirer og sin symaskine, som hun gerne ville have med. På vej hen til naboen, der har en gård, kan vi næsten ikke se, hvor vi går og er ved at gå ned i grøften, men endelig kommer vi da derhen. Der bliver sendt bud efter brandvæsnet, men der er ingenting at gøre. Man mente, det var en utæt skorsten, der var skyld i branden.
Vi kom så op i huset i Ødsted og sove fra den nat, men vi havde jo ikke sengetøj, tøj eller møbler, eller noget som helst, så det var ikke sjovt, men folk var flinke og gav os, hvad de kunne undvære, til vi fik købt noget igen hen ad vejen.
Jeg har efter den oplevelse altid været meget påpasselig med at tænke på, hvad der kan ske med ild og røg. Det værste var, at mor fødte min lillesøster få dage efter, den 1. december. Hun blev født for tidlig, for mor havde sikkert nok fået et chok og også forløftet sig på symaskinen. Det var vintervejr med masser af sne det år, far skovlede sne denne vinter og på vejen var der ligesom en tunnel af sne, der var skovlet op i store firkanter. Der var vejtræer overalt og en dag kørte der en lastbil imod et af dem og chaufføren kom til at sidde fastklemt i førerhuset.
Vi havde en stor have med alt muligt i urter og en masse frugttræer, bl.a. Skovfogedæbler, Gråstener og Citronæbler. Det var virkeligt dejligt. Jeg har aldrig syntes, vi manglede noget, men der var dog engang, der var kommet Cirkus til byen. Jeg ville så gerne se det, men vi havde ingen penge, da far ikke var hjemme på det tidspunkt og jeg måtte være blevet hjemme, hvis ikke vi havde været så heldige, at der samme aften kom en mand og ville købe et par af vores gedekid, vi havde haft til salg, og så fik jeg den krone, et cirkusbesøg dengang kostede.
Bydammen havde en tidlig morgen haft besøg af en lastbilchauffør, der vistnok ikke var helt ædru. Det var dengang vejen endnu ikke var reguleret, så svinget var faktisk også ret brat, især hvis man kom med for høj fart igennem Ødsted. Bilen havnede i hvert fald på siden i selskab med hele læsset af lecakugler, der fuldstændigt dækkede dammen, skabte megen ravage og et større oprydningsarbejde. En større kran måtte hentes inden den ramponerede vogn kom op på det tørre, men det tog længere tid inden dammen igen var renset for sin isolerende kappe, der flød rundt over det hele.
pigtrådshegnet stod en vejbredde fra husene. I det ene hus var der to store sovesale, efter mit skøn uanvendelig til menneskelig beboelse, derimod trivedes skrubtudserne godt. Huset var af tyskerne før blevet benyttet til lager.
Hen i september bliver forholdene dog igen mere frie, og mange får lov til at færdes mellem de tre lejrområder, idet de får passerseddel. Forplejningen kommer for størstedelen fra Kolding, mælken bliver hentet på mejeriet i Ødsted, ligesom Else Uldahl handler småting i Ødsted.
Sådan siger Paul Lund bl.a. i sin afskedstale inden Vingstedlejren bliver ophævet og forfatteren af bogen ”Bag Flygtningelejrenes pigtraad” tager hjem til Bramminge for at istandsætte sit hjem, der har været beslaglagt af tyskerne under det meste af krigen og derefter også fungeret som flygtningelejr. Derfor er der meget der skal istandsættes inden bygningerne igen kan fungere som herregårdspension på Bramminge Hovedgård.
Tågelund lå åbenbart centralt i skoledistriktet, men bestod dengang kun af to gårde og skolen . Den var bygget i 1741 af de Lichtenberg, ejeren af bl.a. Engelsholm og Randbøldal papirfabrik samt en masse fæstegårde. Godsejeren var på mange måder en fremsynet mand og ville det bedste for sine fæstebønder, at det så lige blev i Tågelund skolen blev placeret synes dog lidt mærkeligt, distriktet har dog nok oprindeligt været endnu større.
