Magdalene på Nordgården Fodby
I 1942 ejede Frk. Magdalene Rasmussen 78 år Nordgården i Fodby. Hun havde en bestyrer der hed Emil Marker som på daværende tidspunkt var ca. 40 år. Frk. Magdalene havde arvet gården af en onkel og havde en søster boende, hun hed Petra. De kom begge fra København, hvor de havde en ejendom, søsteren Petra var pensioneret lærerinde.
På gården var der 2 karle, Frede og Emil, desuden var der en pige der hed Elly. De havde 16 køer, 1 tyr, 6 kvier, 9 kalve, 3 søer, 6 fedesvin, 6 ungsvin, 30 høns og 30 hønniker. Desuden var der 3 belgiske følhopper, 2 oldenborgere og en frederiksborg-plag. Der var også en islænder med ponyvogn, som blev brugt til at kører i marken med, når der var gæster. Islænderen var købt for at Petra selv skulle kunne kører. Magdalene tog ofte toget til næstved fra stationen i Fodby og blev kørt af en af de store heste spændt for charebancen.
Mælken blev kørt til Fodby mejeri og kornet til Vallensved Mølle. Når der blev malket foregik det ude på marken, de stod nemlig i tøjer, og man kørte ud på marken i en fjedervogn for at malke og flytte køerne.
Når man høstede foregik det med selvbinder og de var først færdig med høsten i oktober, hvorefter der blev harvet, pløjet og sået. Valdemar Petersen, Bistrup, kom med en generatorfyret traktor fyret med bøgebrænde. Han havde en stor harve på og det kostede 300 kr. Så tog man roer op, det blev gjort med hånden, og det blev som regel til 200 læs at man kørte ind.
Dette var lidt om Nordgården og de to søstre.
Skriv en kommentar
Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?Så send gerne dine kommentarer!