Min barndoms land
Her en lille beretning om mine sommerferier hos min bedsteforældre i Holbæk pr Ørsted. Min mor Klara Marie Jensen var ud af en børneflok af 6. Mine bedsteforældre boede i et lille dobbelthus overfor den gamle skole på hjørnet lige ved kirken. Min bedstefar var den lokale kasserer for sygekassens og min bedstemor (Kirsten Marie) passede hus og have, hvor de næsten var selvforsynende. To af mine onkler boede stadig i den lille by, den ene (Peder) havde en lille firlænget gård nede ved Holbækvej og den anden (Niels) boede lige i nærheden i et rødstenshus.
Jeg var lidt af et særsyn i det lille samfund som bleg og tynd køvenhavnerdreng (Klara’s den bitte), men jeg havde nogle uforglemmelige ferier derovre i det lille samfund.
Om morgenen blev jeg sendt ned til mejeriet forbi Knuds store gård med sønnen Søren (der altid tog sig kærligt ad mig, han var vidst lidt lun på min mor). Jeg fik en mælkespand og to tiører, og jeg måtte beholde de enører der blev tilbage når mælken var betalt (den kostede som regel imellem 17 og 18 øre), og jeg bad altid om at få bar enører retur, som jeg så kunne veksle til pinocchiokugler nede ved slikmutter ved stoppestedet på holbækvejen.
Jeg sov på loftet, i en seng der var stoppet med halm og ind imellem et par mus. Jeg kan endnu huske duften af land oppe på det loft.
Jeg havde et væld af fætre og kusiner, som jeg prøvede at dupere men det var ikke altid let, smil.
Min bedstefar var en respekteret mand i byen og engang imellem kørte han mælketur for mejeriet tidlig om morgenen samtidig med at han så kunne opkræve sygekassekontingent. Vi fik altid kaffe hvor vi kom frem og jeg husker altid den der sætning: Er det Klara’s den bitte køvenhavner, hvor er du dog tynd, får I aldrig noget mad derover i hovedstaden?… Smil
Min “Jydske barndom” og Holbæk landsby med den idylliske kirke og de venlige og hyggelige jyder, turene med min bedstefar med min lille hånd i hans store barkede næve, imens han kiggede udover markerne for at se hvordan kornet stod og pegede med sin stok på de forskellige ting, som han omhyggeligt forklarede mig hvad var, var et eventyr for en knægt fra stenbroen… en dejlig tid, et dejligt sted!
Skriv en kommentar
Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?Så send gerne dine kommentarer!