Tag: Holbæk

  • Min barndoms land

    Min barndoms land

    Her en lille beretning om mine sommerferier hos min bedsteforældre i Holbæk pr Ørsted. Min mor Klara Marie Jensen var ud af en børneflok af 6. Mine bedsteforældre boede i et lille dobbelthus overfor den gamle skole på hjørnet lige ved kirken. Min bedstefar var den lokale kasserer for sygekassens og min bedstemor (Kirsten Marie) passede hus og have, hvor de næsten var selvforsynende. To af mine onkler boede stadig i den lille by, den ene (Peder) havde en lille firlænget gård nede ved Holbækvej og den anden (Niels) boede lige i nærheden i et rødstenshus.

    Jeg var lidt af et særsyn i det lille samfund som bleg og tynd køvenhavnerdreng (Klara’s den bitte), men jeg havde nogle uforglemmelige ferier derovre i det lille samfund.

    Om morgenen blev jeg sendt ned til mejeriet forbi Knuds store gård med sønnen Søren (der altid tog sig kærligt ad mig, han var vidst lidt lun på min mor). Jeg fik en mælkespand og to tiører, og jeg måtte beholde de enører der blev tilbage når mælken var betalt (den kostede som regel imellem 17 og 18 øre), og jeg bad altid om at få bar enører retur, som jeg så kunne veksle til pinocchiokugler nede ved slikmutter ved stoppestedet på holbækvejen.

    Jeg sov på loftet, i en seng der var stoppet med halm og ind imellem et par mus. Jeg kan endnu huske duften af land oppe på det loft.

    Jeg havde et væld af fætre og kusiner, som jeg prøvede at dupere men det var ikke altid let, smil.

    Min bedstefar var en respekteret mand i byen og engang imellem kørte han mælketur for mejeriet tidlig om morgenen samtidig med at han så kunne opkræve sygekassekontingent. Vi fik altid kaffe hvor vi kom frem og jeg husker altid den der sætning: Er det Klara’s den bitte køvenhavner, hvor er du dog tynd, får I aldrig noget mad derover i hovedstaden?… Smil

    Min “Jydske barndom” og Holbæk landsby med den idylliske kirke og de venlige og hyggelige jyder, turene med min bedstefar med min lille hånd i hans store barkede næve, imens han kiggede udover markerne for at se hvordan kornet stod og pegede med sin stok på de forskellige ting, som han omhyggeligt forklarede mig hvad var, var et eventyr for en knægt fra stenbroen… en dejlig tid, et dejligt sted!

  • Kærlighed og Kongebrev

    Kærlighed og Kongebrev

    Norma Nielsen - La Norma

    Lidt udenfor Randers i byen Holbæk i Rougsø herred, boede ægteparret, Ane Kirstine og Martinus Nikolajsen. Deres ældste datter, Magda var en smuk pige, som da også straks påkaldte sig Laurits Nielsens opmærksomhed, da han kom til at tjene på egnen. Han var fra Kristrup og næsten 5 år ældre end hun.
    Mødet mellem de to blev et møde for livet. 18 år gammel fødte hun deres første barn. Der hvilede en tung byrde på den unge mors skuldre, for året forinden havde hun mistet sin egen mor. Som familiens ældste datter var hun trådt i moderens sted og sørgede for sine mindre søskende.

    18 år gammel stod Magda Nikolaisen således med ansvaret for fire mindreårige søskende og sit eget nyfødte barn.

    Magda Nikolaisen og Laurits Nielsen søgte om Kongelig Bevilling til at blive viet og den  14. November 1922 var formaliteterne i orden. Kongebrevet indledes således:

    ”Vi Christian den Tiende af Guds Naade Konge til Danmark og Island de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg Gøre vitterligt”.

    Byfest i Grenå - La Norma

    Magda og Laurits Nielsens to første børn blev født i Holbæk sogn, men derefter flyttede familien til Randers.

    En lejlighed på 2. Sal i Baghuset i Storegade 5 i Randers, blev det hjem, hvor Magda og Laurits Nielsens børn voksede op. Magda gjorde rent i Kinografen. Hun var en ihærdig og arbejdsom kvinde, som arbejdede lige til det øjeblik en fødsel gik i gang.
    Det blev til 13 i årenes løb. Et par dage efter en fødsel, var hun igen klar til at udføre sit arbejde i biografen og ved symaskinen derhjemme.

    Barn nr. 5 i flokken, Norma Nielsen blev født i 1926. Ingen havde fantasi til at forestille sig, hvilken skæbne der ventede den lille pige. 14 år gammel blev hun sendt med en fremmed til København. Under slavelignende forhold blev hun oplært som trapezartist.

    Norma Nielsen blev den verdensberømte trapezstjerne ”La Norma”. Overalt i verden fejrede hun triumf – men hun gemte på en smerte, som hun ikke kunne dele med nogen. Dertil var frygten for hendes læremester for stor.

    I september 2009 udkom en bog om Norma Nielsen (La Norma), og i den fortæller hun sin livshistorie til bogens forfatter. Når 83-årige Norma i dag ser tilbage på sit liv, siger hun: Den allerstørste smerte er den, at fruen tog min ungdom.