Gymnastik – og hvad man også kan få indblik i

Gymnastik var ikke på St. Restrup friskoles skema, det stod idrætsforeningen for. Vi gik to gange ugentligt, både sommer og vinter og naturligvis om aftenen. For mit eget vedkommende blev der hjemmefra stillet som betingelse før jeg måtte deltage, selv at kunne binde mine snørebånd. Det gav sandeligen sved på panden, før de genstridige snører blev så nogenlunde medgørlige.

Højskolen lagde lokaler til. Gymnastiksalen var indrettet i en bygning, hvor der i herregårdens tid havde været hestestald. Den var indrettet, så den også kunne bruges som festsal med en stor scene i den ene ende, ribber langs den ene af væggene, og i den anden ende – ved indgangen, hvor der var bygget en gang til, stod en stor kæmpemæssig kakkelovn.

Idrætsforeningen havde som regel fire hold, og rækkefølgen på holdene var af praktiske årsager lavet, så de voksne piger var det seneste hold. Årsagen var, at karlene var, hvor mærkeligt det end lyder, for det meste mere villige til at vente på pigerne skulle blive færdige end omvendt. Sådan er der så meget. Også den gang.

På disse aftener gik tiden ikke kun med gymnastiske øvelser for os drenge, selv om det var det vi sådan helt officielt var taget af sted for. Det var her vi besynderlig nok også fik vor første seksualundervisning. Det vidste de voksne dog i første omgang intet om.

Vi drenge havde vel lagt mærke til at pigerne af en eller anden grund fik en større bagdel end os, og fik mere eller mindre kendskab til, ad snørklede veje ganske vist, hvorfor pigerne fik større og større buler i bluserne, og hvorfor der i vore egne bukser kunne blive lidt uro, bare man så glimtet af et bart pigelår. Men hvordan en voksen pige sådan rigtig så ud uden den tækkelige påklædning, de altid havde på, var der kun vage og fantasifulde forestillinger om for os drenge. Selv pigernes gymnastikdragter dækkede næsten alt. I skolen lærte vi intet om slige sager, ja det var et stort tabu emne, der aldeles ikke blev talt om, og langt mindre hjemme.

Nu var det så, at vi vidste, hvor pigernes omklædnings- og baderum var på højskolen, så her måtte være en ret så god mulighed for, på en eller anden måde, at få tilfredsstillet vores enorme nysgerrighed på dette for os drenge betydningsfulde område. Dette rum var rigtig nok i en kælder, og de små vinduer var tilkalket indvendigt, men her var dog en rimelig chance, med lidt opfindsomhed ganske vist, og i særdeleshed mod, for at få tilfredsstillet nysgerrigheden. Lejligheden kom også. Da der på et tidspunkt blev et sikkert øjeblik, listede jeg og et par af mine kammerater ned og skrabte et par enkelte ganske små huller af kalken på ruderne, så man kunne se ind, ved at sætte et øje til dette næste usynlige hul, når der var mørkt udenfor og lyset var tændt i omklædningsrummet.

Efter tur vovede vi, der havde modet, et øje. Her kunne skimtes et nøgent bryst, en balle og måske en behåret trekant, men så var man også med skam at melde endda meget heldig.

Der blev ikke sagt ret meget, men grinet højt og fjoget – og sikkert med en flov smag i munden , men det vi så, var den skinbarlige virkelighed, rigtigt kød og blod, og ikke som i skolen, hvor der rigtignok fandtes en planche med et nøgent menneske, men om det var det ene eller det andet kunne ingen med nok så god vilje se.

Men det her var så sandelig, og det vidste vi også, et meget forbudt område, vi havde begivet os ind i, og ve den der blev opdaget – og fanget Naturligvis blev vi opdaget – ja vi afslørede faktisk os selv, fordi vi var for højrøstede. Men i første omgang anede ingen, hvorfor der stod en flok drenge netop der, – kun at det måtte være en særlig grund. Da pigerne fandt ud af, hvad det var vi havde så travlt med, fik de hjælp af karlene, og vi blev jagtet endog særdeles energisk, men ingen fik fat i os. Drenge har en utrolig evne til at forsvinde ud i den blå luft – når det virkelig gjaldt.

Vi fik en enorm skideballe ved næste gymnastiktime. Det var med et lille glimt i øjet, men noget skulle der jo gøres ved os formastelige, og så fik ruderne vist forresten et ekstra lag kalk.

Men i skolen nød vi at lege med pigerne, især hvis vi kunne snige os til at tage om dem, røre et bryst eller strejfe et lår. Det gav røde kinder til både dem og os, men hvorfor var der vist ikke mange, der kendte den virkelige årsag til. Det var virkeligt ikke noget man tale om – dengang.