Sportens glæder

Skolens frikvarterer var altid lange, det føltes sådan, men de blev næsten altid udnyttet. Som regel var det til boldspil af en eller anden art eller “Spark tilbøtten”, og var altid noget, vi selv arrangerede. Det kunne hænde at Stinne droppede en time og lod os fortsætte vor leg, men det hørte til sjældenhederne. Oftest var det rundbold, og efter regler, der var gået i arv fra klasse til klasse, tilpasset efter legepladsen.

Hver dag var det nye hold. De to, der stod for at vælge , havde altid stor status i klassen og valgte efter tur. Jeg var som oftest en af dem, der blev valgt sidst. Det der betød mest var, at kunne gribe en bold, og det var jeg ærlig talt en klovn til. Man kunne også blive valgt efter popularitet eller status i klassen. Det, at være den første eller blandt de første, var det, der betød noget.

Som sagt handlede det om at kunne gribe. Greb man en ud, var vedkommende ude af dette spil En dag , – jeg husker det som det var i går, – skete det , – næsten som i en drøm. Pludselig kunne jeg. For mig blev det ikke en helt almindelig dag , men jeg greb den nærmest af vanvare . Jeg så bolden komme næsten imod mig og strakte min arm ud, – som sædvanligt, det var da forsøget værd. Af en eller anden mærkelig årsag var boldens bane i håndens retning, – jeg bøjede fingrene i rette øjeblik, – og holdt fast. Det var som højere magter havde en finger med.

Det var en dejlig fornemmelse at gribe en ud. Tro det eller lad være. Nu kunne jeg pludselig, næsten hver gang bolden, bare kom i rimelig nærhed af mig. Mit status steg. Det steg og steg, – og en dag var det mig, som var fører for et hold . En af dem der valgte ud blandt kammeraterne. Ja, ja, den hakkeorden. Sådan var det også dengang.

Jeg dyrkede også en overgang fodbold i idrætsforeningen, men blev aldrig den helt store fodboldspiller. Viljen manglede ellers ikke, eller det var måske snare min robusthed. Det var endog meget sjældent, jeg bare fik mulighed for at bare føle bolden, højest var lidt i vejen for de andre.
Det med bare at røre bolden blev bedre, endda meget bedre, – jeg blev sat på mål.
Der var kun den hage, at det var bag målet jeg skulle være. Der var ingen net, så jeg fik, med andre ord, den ærefulde plads på holdet, at hente de bolde der gik i mål, og dem der gik ved siden af. Min fodboldkarriere stoppede der. Det var under min værdighed.

Jeg havde stadig min gymnastik – og min fiskestang.
Gymnastik var jeg glad for. Jeg nød det ligefrem, men pludselig var det bare slut , helt slut. Jeg havde da dyrket den sport i omkring ti år, fra jeg var begyndt i skolen. Der skete det, vi fik en ny gymnastikleder. Han syntes vi tog sporten så alvorligt , at vi alle burde have uddannelsen til at blive ledere. Alle dem, der havde lyst, kunne melde sig hos ham. Der var ganske vidst en del teori, der skulle læres , men det var overkommeligt. Han skulle nok tage sig af det hele, han havde uddannelsen til at undervise, sagde han. Vi meldte os alle.
Så var det, han sagde, at jeg var for lille. Det var som at få et slag i ansigtet. Som den eneste i flokken blev jeg fundet for let – vraget – for lille. Sådan sagde han i alles påhør…

Set i bakspejlet havde han sikkert ret. Jeg var for umoden. Men fra dette øjeblik var gymnastik et stort nul. Verden var ikke gået under, men det havde været min sport. For første gang følte jeg, hvordan det var ikke at være fulgt de andre – mine kammerater, i vækst. Jeg var rigtig nok lille og spinkel, ikke så “voksen” som dem, det havde jeg bare ikke før tænkt over. Der var ikke nogen af mine kammerater, der havde bemærket det over for mig – eller drillet mig med jeg var en splejs, for den sags skyld.

Jeg sagde ikke til nogen, hvorfor jeg stoppede, det holdt jeg helt for mig selv. Der var ingen der fik den uddannelse, han havde stillet i udsigt, og var begyndt at undervise i. Han rejste få måneder senere…

En ting udrettede han dog, og det var at fratage mig lysten til gymnastik.