Jeg blev født i 1922, som nr.5 i søskendeflokken. Mine forældre havde en mindre landejendom i Vork, nuværende Vork Skolevej 15. Til ejendommen hørte en lille englod i den naturskønne Vejle Ådal, hvor åen slynger sig som en sølvsnor mellem bakke og dal nær Ravning broen. Jeg mindes særligt et lille kildevæld, hvor vi børn elskede at drikke det friske kolde kildevand, når vi var med nede for at stakke høet eller køre det hjem.

Vi boede nabo til skolen i Vork og til møller Hans Husballe, der var bestyrer af telefoncentralen, nuværende Mellemvej 3. Han havde også et lille landbrug med et par køer og kvier. En dag havde Mølleren tøjret en kvie, så den kunne nå op på diget, som var Helge’s, lærerens søn, og min legeplads. Kvien efterlagde en del kokasser. Så tog Helge og jeg hinanden i hånden, og gik hen til mølleren og klagede over det griseri kvien havde lavet på vores legeplads. Vi havde flere problemer med vore legepladser. Store hunde kom og generede os. En nat havde en skærslipper været på besøg, og han stjal al det gamle jern og andre ting, som vi havde samlet med salg for øje.

I skolen boede Lærer Søren Andersen med kone og tre sønner. De var vore daglige lege- kammerater. Den yngste søn Helge og jeg var på samme alder. Vi tilbragte megen tid sammen med sang og leg på forskellige plan, før skolegangen begyndte, den startede 1.april 1929. Vi begyndte da fire piger og en dreng – Helge.

Møller Husballe døde en nat i foråret 1928. Jeg husker min far blev kaldt til hjælp med forskelligt. Om morgenen fortalte han, at Hans Husballe var død. Det gjorde et dybt indtryk på os alle. Det er det første dødsfald, jeg erindrer.

Mine søskende og jeg gik i søndagskole i Refsgård hos gamle Inger Nielsen, eller hos smeden i Ballehule, Sophus Madsen’s, vi var som regel en 10-15 børn samlet.
Søndagsskolen varede ca. en time. Vi begyndte med en salme ofte: Ingen er så tryg for fare eller: Når Han kommer, når Han kommer. Derefter blev der læst et skriftsted fra biblen og vi fik forklaret og snakkede om hvad det betød.
Så bad vi Fadervor, og sluttede med en salme igen.
Om sommeren var vi med vore forældre på søndagskole-udflugten til Egtved Skov, i familien Busch’s skov. Her mødte vi børn fra hele sognet, det var en begivenhedsrig dag for os børn. Vi medbragte en kurv med kaffe og kage, som vi nød på et tæppe i skovbunden. Efter kaffen blev der arrangeret en del sanglege, hvor alle deltog . Det var en fornøjelig dag, som vi med glæde så hen til.

Da vi senere kom til Bølling, var det Maren Gregersen, Peter Korsholm eller Peter Larsen, der ledede søndagsskolen.

3. juledag var der altid stor Juletræsfest i Missionshuset for alle børn med deres forældre, vi var ca. 100 i alt og de voksne kom med kringle og lagkage til kaffen. En rigtig hyggelig dag fra kl. 14.00 til ca. 17.30, hvor vi gik om juletræet og sang mange julesalmer og alle børn fik en slikpose med en appelsin.

Min far, Chr. Skovsgaard var en udadvendt, men enerådig person, der gerne debatterede med alle, som han mødte på sin vej.
I Foråret 1924 købte han sin første automobil en Chevrolet af ældre dato, og vi fik også indlagt telefon med nummeret 25. Han startede med lillebil kørsel, (taxa i dag). Lidt ekstra indtægter kunne nok også være nødvendigt, landejendommen var jo ikke ret stor.

Som chauffør blev han inviteret med til festen, hvor de kom frem og han blev til hjemturen atter fandt sted . Min far havde udover de hjemlige gøremål også forskelligt arbejde bl.a. hos sin broder Hans Peter på “Enemærkegård” i Vork. Gården havde han i 1910 overtaget efter forældrene Maren og Carl Skovsgaard, de havde nu købt et lille hus i Egtved nær stationen. Toget blev kaldt Egtved-grisen, og blev nedlagt i 1930. Det hændte, når vi børn var på besøg hos vore bedsteforældre, at vi fik en køretur med toget fra Koldingvej og til stationen. Det mindes jeg som en stor oplevelse.
Dem var der ikke så mange af i min barndom.

Min mor var et stille, hjemmets menneske, hun var overordentligt dygtig til alt det huslige arbejde, og var god og omsorgsfuld over for os børn. Om aftenen, særlig ved vintertid, fornøjede vi os med oplæsning eller forskellige spil. Der var et spil firekort, hvor vi skulle gætte navnet på kendte personer, bobspillet blev ofte hentet frem, æselspillet blev også flittigt brugt. Andet kortspil måtte ikke finde sted i mit hjem.
Mine forældre tilhørte Indremissionen, som dengang havde stor tilslutning i sognet, og kortspil og dans var ikke velset når man tilsluttede sig indremission.

Farbrors kone Marie og min mor var søstre og født Kruse på en gård i Refsgaard, som min mors forældre havde købt i 1875. Min morbror Peter Kruse ombyggede gården i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet, til en firelænget gård, den er stadig i familiens eje.
Vi var dobbelt beslægtet. Onkel og tante fik efterhånden 11 børn. Det var et stort leben, når vi børn var med til familie-sammenkomster. På hjemvejen skiftede vi ofte plads med vore kusiner, for de var altid kørende i hestevogn, vi havde jo bilen, så det var anderledes.

Min far og hans broder var født i Vendsyssel, hvortil min farmors forældre flyttede, fra Rands, Gårslev kommune i april 1868 med 6 voksne børn. Oldeforældrene havde købt gården “Gundestrup” i Hørby kommune. Rejsen derop tog 10 dage. Den jyske længdebane gik kun til Randers. Derfra hestevogn med alt deres habengut, det var en lang besværlig rejse på det tidspunkt.

Farmor havde helt fra ungdommen længtes tilbage til den mildere egn hernede. Hun var uddannet mejerske på store gårde. Det var jo før andelsmejeriernes tid.
I 1904, da de to drenge var konfirmeret, købte forældrene “Enemærkegaard” i Vork. Så blev det farfar Carl Skovsgaard’s tur til at længes hjem til Vendsyssel. Men han faldt vist hurtigt til her i Egtved kommune.
I min barndom kom der ofte besøg af fars slægtninge fra Vendsyssel.
Vi børn havde besvær med at forstå deres sprog.
En dag i midten af 20erne, bestemte min ældre bror og et par fætre, at de ville prøve at tænde et bål nede i Pabst’s skov. De var blevet bekendte med at jord ikke kunne brænde. Et par af vi piger sneg os efter dem, det var spændende om eksperimentet kunne lykkes. Og – alt lykkedes på bedste måde. Jorden består da endnu, og skoven ligeså.

I 1930 købte mine forældre så gården “Vibehus” i Bølling, nuværende Egtvedvej nr. 100. Det var en stor oplevelse for os børn, at flytte ind på en stor gård med et langt stuehus, med mange værelser.
Jeg blev dog meget skuffet da vi kørte ind på gårdspladsen, der var ingen port at køre igennem. Det var nu min opfattelse af en stor gård.
Det havde de hos mine bedsteforældre i Refsgård, og det havde de større gårde i Vork. Vi havde også en fremmed karl boende på eget værelse, det blev kaldt karlekammer. Ham skulle vi lære at omgås på rette måde. Der var 3 heste, 12 køer og 30 grise. Og en flok gæs med en gal gase, som fløj efter os, når vi kom dem for nær, eller drillede dem. En dag fik min lille bror et bid og en flænge i bukserne.

Bølling bæk løb tæt forbi gården. Om sommeren opdæmmede vi vandet, så vi kunne bade deri. Vi forsøgte også at ro i en zinkbalje, men kæntrede desværre ret så ofte.
Vi byggede skure af granrafter og salpetersække. Hvor kunne vi lege med vore hjemmelavede dyr. Vi elskede at ligge i skuret i regnvejr og lytte til dråbernes trommen på taget. Der blev ikke købt legesager til børn i 30erne. Det måtte vi selv hitte på at fremstille. De dukker vi piger havde, syede vi selv af stof, og ligeledes tøjet vi klædte dem på med.

En forårsdag, da min ældre bror ville cykle over vores private bro over bækken, ville han stoppe ved at støtte sit ene ben på rækværket, det brast, så både han og cyklen lå nede i det kolde vand. Han havde tabt sin hat, der flød med strømmen et par hundrede meter, inden vi fik fat på den igen.

Der var mange høje træer, som vi elskede at klatre i. En dag klatrede jeg op i et gammelt æbletræ, der hang ud over bækken, grenen jeg sad på knækkede og pladask lå jeg også i vandet.

Da vi blev større anskaffede vi nogle springstokke, hvormed vi kunne sætte over bækken. Det var særligt spændende om foråret, når den var bredfuld af vand. Så måtte vi overbevise os selv om, at vi kunne nå tørre og helskindet over på den modsatte brink. Ja, der var mange forskellige oplevelse, vi siden kunne mindes på en god måde.

Der var også meget arbejde, vi skulle hjælpe med både ude og inde. Bl.a. om sommeren var det vort arbejde at holde roerne luget og udtyndet. Så repeterede vi Bibelens ord. – Mange er kaldet, men kun få er udvalgte.
Som 10-11 årige, lærte vi også at malke. Jeg lærte også at lægge seletøjet på hestene og spænde dem for vognen. Jeg hjalp gerne i mark og stald, de skiftende årstider ja, hele naturens forandring interesserede mig meget. Især tiden om sommeren, det var særlig spændende, når vi skulle i tørvemosen, (den lå i Fuglsang tæt ved Egtved skov.) Mosen var helt overgroet med lyng, der først skulle skrælles af inden man kunne komme ned til tørvedyndet.
Der var forskellige måder at få lavet tørvene på. Nogle skar tørvene ud på størrelse af ca.10 x 20 cm med en tørvespade, hvis tørvemassen var tilpas tør. Vi havde så fugtig en dynd, så dyndet blev æltet og hældt ud i nogle forme, derpå blev tørvene lagt ud på marken og tørrede lidt, og siden stablede vi tørvene i små stakke, som blev kaldt tørveskruer og lignede bikuber. Der stod de så og tørrede færdigt indtil de kunne køres hjem.
Der blev ca. 1½ m dybe vandhuller hvor tørvene blev hentet, de var farlige at falde i, og der var også en del hugorme, som vi børn skulle tage os i agt for.

Jeg færdedes gerne ude i det åbne landskab, det var dejligt at føle sin egen eksistens, og jeg brugte tiden på at betragte fugle- og dyrelivet i det frie – i det hele taget mærke årstidernes skiften i naturen.

I høstens tid, når selvbinderen havde afhøstet kornet og bundet det i neg, blev det sat til tørre i hobe. Senere skulle det så hjem i laden. Jeg elskede at ligge oven på et læs korn og filosofere over solen og himlens skyformationer.
Jeg formåede ikke at sidde inde i stuen og brodere, som mine ældre søstre. Jeg er født kejthåndet, det blev mig ofte bebrejdet af min far, når skeen, kniven eller nålen kom i den forkerte hånd.
Livet for et kejthåndet barn i 30erne var langtfra enkelt. Skolegangen skulle passes, og jeg havde besvær med skolen. Fik ofte også der skænd af læreren, når griflen kom i den forkerte hånd. Skolen var en strid tid i 30erne. Salmevers, bibel- og danmarkshistorie skulle vi kunne uden ad og daglig remse op. Jeg var en del ordblind, skriftligt dansk var nok sværest for mig. Man måtte lære at tage sine forholdsregler. Senere i livet har jeg erfaret, at modgang gør en stærk. Ingen sejr uden kamp.

Mor skulle også hjælpes. Særlig et par gange om året med hjemmeslagtning. Det var en hård og besværlig dag. Dagen før blev vandet med håndkraft pumpet op i baggården og båret ind i gruekedlen. Det skulle næste morgen være kogende, når slagteren ankom. Der fandtes ikke hjemmefryser, så meget af kødet blev straks hakket til medisterpølse og derpå henkogt. Også koteletter og forskelligt frugt blev dengang henkogt i glas med en gummiring til at lukke lufttæt. Der skulle hakkes leverpostej, og flæsket blev saltet i det store saltekar i kælderen, og senere sendt til røgning hos “røg Signe” i Egtved ( Det hus hvor Lokalhistorisk Arkiv i dag har til huse). Jo, slagtedagene gav meget arbejde dengang.

Storvasken var også en besværlig sag. Ingen vaske- eller vridemaskiner. Alt tøjet blev møjsommeligt skrubbet med håndkraft på et vaskebræt, skyllet i koldt vand og hængt ud til tørring. Om vinteren hængt op på loftet.

En dag om året var vi på skoleudflugt. Sommetider en sejltur fra Kolding til Løveodde, eller fra Vejle til Hvidbjerg. Det var skønne ture for os landkrabber at komme ud til det ”store hav”, hvor vi fik lov til at bade, og senere spiste den medbragte madpakke ved skov og strand.

Efter min konfirmation i 1936, kom jeg som 16-17 årig et år i huset hos familien Locht i Egtved. Passede børnene Eva og Hermann, plus lidt husligt arbejde.

Den 3. Nov. 1943, begyndte jeg som elev på Børkop Sygeplejehøjskole. Årene efter fik jeg min sygepleje-uddannelse på Århus Kommunehospital. – Men det er en hel anden historie.

Min onkel Søren Peter Sørensen, fortalte os børn mange historier fra ældre tid. Om hans barndom i Oustrup. Ja, i det hele taget Egtvedegnens historie havde han studeret og nedskrevet og fik en hel del udgivet i Vejle Amts Årbøger. Han døde i jan. 1960. Jeg tror det er fra ham, jeg fik interesse for historie og slægtsforskning. Det meste af min slægt kan jeg føre helt tilbage til 16-1700 tallet.

Redigeret i samarbejde med Lars Peter Lund.