I de efterfølgende afsnit forsøger jeg at fortælle lidt om byens liv i en længst forsvunden periode, måske vil nogle læsere nikke genkendende medens andre måske kan få et lille indblik i dagliglivet i vores landsby for ca. 70 år siden.

Fra omkring mit 5. år og indtil jeg vel var 8 år og dermed havde begyndt i skolen var det en yndet beskæftigelse at gå på besøg hos skomageren og sadelmageren samt hos træskomanden og smeden.

Skomageren
Skomager Niels Pedersen, Bygaden 52, var altid travlt beskæftiget med at forsåle og bagflikke sko og støvler, det var rigtigt håndarbejde den gang, sålerne blev gjort fast med små tilspidsede træpløkke, som blev opvarmet og tørret på en lille jernplade, der var fastgjort over en grøn spritbeholder med væge. Træpløkkene blev slået gennem sålen op i bindsålen med ca. 10 mm afstand gennem små huller boret med en syl.

Værkstedet duftede altid dejligt af læder blandet med en svag parfumeret duft, det sidste hidrørte fra at skomageren også var byens barber. I min barndom var det meget almindeligt at mændene gik til barberen og fik skægget raget af. Dem der havde skæg fik det studset og en gang imellem skulle håret da også klippes. Det skete alt sammen i en gammel barberstol foran et stort, gammel spejl. Spytbakken til brug for dem som skråede eller snuste var behørigt anbragt ved siden af barberstolen. Det var dog kun byens landmænd, der havde tid til at komme i dagtimerne. Andre skulle jo arbejde og måtte så i stedet komme om aftenen eller søndag formiddag. Traf man sammen hos barberen, blev der rigtig udvekslet nyheder og fortalt historier, ofte over en Odense Lager eller Gammel Carlsberg, som dengang var forsynet med korkpropper, der skulle fjernes med proptrækker.

For en lille dreng, der upåagtet fik lov at sidde stille i en krog, var det selvsagt en oplevelse at lytte intenst til, hvad der blev fortalt. Meget forstod man, medens andre ting først bundfældede sig og blev forstået, da jeg blev ældre.

Sadelmageren
Sadelmageren hed Holger Sørensen og boede Bygaden 54. Ham var det også interessant at aflægge et besøg. Straks når man trådte ind ad værkstedsdøren indsnuste man en dejlig duft af læder og skind. Der var altid travlt på værkstedet med at reparere seletøj til byens mange heste. I høsttiden var der tillige travlt med at reparere landmændenes selvbindersegl.

Sadelmageren var desuden udlært møbelpolstrer og mange polstrede stuer har i tidens løb forladt hans værksted.

Inden støvsugeren blev hver mands eje, havde sadelmageren en, som blev lejet ud til byen befolkning. For en mindre merpris kunne støvsugeren leveres og det skete med en Nimbus motorcykel med sidevogn og på nummerpladen stod der M 226.

Træskomanden
Træskomand Hans Marius Hansen, der boede Stærmosevej 3, fik ofte mit besøg. Også på hans værksted var der en dejlig duft af læder, men her var duften blandet med duft af træ.

Træskomanden sad som oftest ved sin snitteskammel og snittede træskobundene til, hvorefter han tildannede overlæderet over en læst, som derefter blev sømmet på bundene og renskåret i kanten, derefter blev træskoene hovet og til slut malet med sort træskolak.

Alt imens dette foregik, sad jeg på en trebenet skammel og hørte træskomanden fortælle om sine drengeår på Brændekilde Væde. Til gengæld skulle jeg så fortælle om mine drengeoplevelser. Ofte kom hans kone Martha ind på værkstedet, men som regel havde hun dog travlt med sit røgeri i baghuset. Her var indrettet et røgeri, hvor hun røg skunker og flæsk for landsbyens beboere. De to virksomheder, træskomageriet og røgeriet, passede jo fint sammen. I røgeriet blev alt affald af elletræ og savsmuld brændt i røgeovnen og intet gik således til spilde.

Manglede man et par nye træsko, ja så besøgte man træskomanden, som derefter målte fodens længde og bredde samt vristmålet. Derefter følte han kunden under foden for at blive klar over, om der skulle være specielle fordybninger i træskobundene. Alt blev omhyggeligt noteret ned i en sort ordrebog og når man efter en 14 dages forløb kunne afhente sine nye træsko, ja, så passede de helt perfekt til fødderne.

Fælles for nævnte 3 fag gælder, at de desværre ikke mere eksisterer som egentlige fag. De er som så meget andet bukket under for industrialiseringen.

Smeden
Smeden Adam Frederiksen, Bygaden 45, og svigersønnen, smed Chr. Hansen, Bømosevej 23, var også interessante steder at aflægge et besøg.

Adam Frederiksen havde et mindre husmandsbrug og var tillige landsbyens smed. Smedjen lå i gavlen ud mod vejen i en nu for længst nedbrudt bygning. I smedjen var der lerstampet gulv og der var altid lidt halvmørkt derinde. Dette bevirkede, at man så rigtig kunne se gnisterne flyve, når smeden slog på det rødglødende jern på ambolten. Der var ligesom lidt mystik over den gamle smedje. Ofte fik jeg en tang og et stykke jern, som jeg skulle gøre rødglødende i essen. Derefter skulle jeg afkøle det i svalekarret og det var altid spændende at se, hvordan vandet kunne bruse og boble, når det rødglødende jern kom derned.

Smedens arbejde bestod dengang i at smede forskellige former for beslag og i at vedligeholde landbrugsredskaber. Der var også nok at gøre med at sko landsbyens mange heste. Det skete i et rum indrettet hertil og hvor alt nødvendigt værktøj blev opbevaret.

Adam Frederiksen havde en smedesvend som hed Chr. Hansen. Han stammede fra Hjarnø i Horsens fjord. Han blev gift med Adam Frederiksens eneste datter, Esther. Efterhånden overtog han smedeforretningen og i 1933 opførte han en ny smedje med beboelse på Bømosevej 23. Da han ophørte med smedeforretningen og denne blev solgt, flyttede han sammen med konen, Esther, til hendes fødehjem på Bygaden 45. Senere tog han navneforandring til efternavnet Hjarnegård.

Tømreren
Tømreren hed Peder Røhrman og boede sammen med sin kone, Maren, på Stærmosevej 26, hvor han også havde sit tømrerværksted.

Peder Røhrman havde broderen Rasmus Røhrman, som havde malerværksted mellem Holmstrup og Brændekilde. De stammede fra Rørhuset på Tidsel-gyden ved Render. Oprindeligt var deres efternavn vistnok Andersen, men senere ændredes det til efternavnet Røhrman, antageligt efter fødehjemmets navn.
Det var en ret stor tømrervirksomhed, hvorfra der blev udført større og mindre opgaver i byen og dens omegn.
At være tømrermester omkring 1930 var meget anderledes end i dag. Alt arbejde blev håndlavet. Dog blev der senere installeret en båndsav samt afretter og tykkelseshøvl på værkstedet.

Når en landmand skulle bygge en ny lade og måske havde lidt granskov, ja, så var det meget almindeligt, at han fældede nogle grantræer, som så blev afkortet i nødvendige længder og transporteret hjem til byggepladsen. Her tilhuggede tømrerne dem, således at de blev til firkantede spær og bjælker. Det var strengt arbejde og skete på den måde, at stammerne blev lagt op på nogle tømmerbukke og blev derefter tilhugget med en bredbil. Det var en økse med et ca. 25 cm bredt skær.

Maleren
Malermester Rasmus Røhrman boede sammen med sin kone Ingeborg mellem Homstrup og Brændekilde, vejen, som nu kaldes Ravnebjerggyden. Her havde han et ret stort maler-værksted.

Det var også meget anderledes at være malermester dengang. Der var kun meget få færdigvarer, og maleren måtte selv fremstille sine malinger af linolie tilsat farvepulver og tørrelse.

I modsætning til i dag var det nødvendigt med et stort værksted. Det hændte nemlig ofte, at en landmand skulle have malet en jumpe eller et andet hestekøretøj. Andre skulle måske have malet en gammel barnevogn, som måske skulle udføres med stafferinger. Malerens opgave omfattede også maling af senge, skabe og meget andet, men der var også meget arbejde med tapetsering af diverse rum for byens borgere samt diverse andre udvendige og indvendige maleropgaver på folks huse og gårde.

Skrædderen
Skrædder Christiansen boede sammen med sin kone på Bygaden nr. 50, hvor der i tagetagen var indrettet et ret stort skrædderværksted.

I trediverne fandtes kun meget få konfektionsfabrikker, og deres kvalitet var endnu ikke slået igennem. Derfor gik man til skrædderen, når man manglede et sæt nyt tøj eller en overfrakke. Til gengæld fik man så tøj udført som godt håndværksarbejde og i god pasform.

Når man passerede forbi skrædderens hus, så man ofte 2-3 pressejern, der stod og røg uden for huset. De blev varmet op med trækul, og når disse var gennembrændt og ikke mere røg, ja, så kunne de tages op på værkstedet og anvendes til presning af tøj.

Skrædderen og hans kone tilhørte Metodist kirken, og om sommeren blev der gerne afholdt et sommerstævne i deres have. Hertil kom trosfæller cyklende fra Odense. Der blev afholdt en andagt, og man sang og spillede. Det lød så kønt, og så stimlede vi børn sammen ude på vejen for at høre på. Ofte fik vi lov at komme ind i haven for at overvære sammenkomsten. Dog tror jeg nu ikke, at det havde afsmittende virkning.

Stenhuggeren
Stenhugger Peder Pedersen boede sammen med sin kone Bine på Stærmosevej 30. Det var i et kønt gammelt bindingsværkshus.

I trediverne var stenhugning et meget brugt fag. Nogle skulle have hugget et vandingstrug i granit. Andre manglede en gravsten. Nogle skulle have hugget et trappetrin af granit eller måske nogle ledpæle. Andre opgaver lød måske på opstilling af en kampestensmur.

Om vinteren, når det var for koldt at hugge i sten, ernærede stenhuggeren sig som hjemmeslagter. På gårdene var det en selvfølgelighed at have gris til eget brug, men også mange andre beboere havde en svinesti til opfedning af en gris. Derfor var der mange slagtninger i november og december.

Mølleren
Møller Frederik Petersen boede sammen med sin kone Elina på Bygaden 65, hvor også Brændekilde Mølle lå. I mine drengeår var der altid travlt i møllen.

Landmændene kom kørende med deres korn for at få det malet eller gruttet. Sidst i trediverne fik landmændene dog efterhånden selv kværne, og mølleriet gik efterhånden over til handel med foderstoffer.

At få lov til at komme med op i møllen var en stor oplevelse. Møllen var opdelt i 3 lofter, hvor kværne og sigter var placeret. Fra møllevingernes vandrette aksel overførtes vindkraften til en lodret aksel gennem store tandhjul af træ og på hvert loft var der så remskiver til de forskellige kværne. Interessant var det også at komme helt op i møllehatten, hvorfra der var en utrolig fin udsigt over omegnen.

I tordenvejr var møllen meget udsat. Når møllen stod stille skulle vingerne altid stå i saks, men der var nu også lidt overtro i forbindelse hermed. Man mente også, at hvis den ene møllevinge pegede lige op, så tiltrak den onde ånder. Stod vingerne derimod i saks blev tiltrækningen af gode og onde onder ophævet og tilstanden blev således neutral.

Møllebyggeren
Omkring 1933-1934 flyttede møllerbygger Laur. Rasmussen og hans kone Karen ind i det gamle bødkerhus i Bygaden 46.

Møllebyggeren var en meget dygtig håndværker og har været med til mange store mølleopgaver over hele Fyn.

Han havde et lille værksted til hobbyprægede arbejder som han var meget dygtig til, bl.a. havde han lavet modeller af 2 forskellige kværne, som var udført ganske nøjagtigt helt ned til de mindste detaljer.

I haven havde han også en model af en vindmølle, som var ca. 180 cm høj. Den var også udført ganske nøjagtig efter originale tegninger. Møllen drejede sig efter vindretningen ved hjælp af vindrosen. Møllen blev senere solgt til Bagermestrenes Brødfabrik på Hjallesevej i Odense, hvor den blev opsat som vartegn over port indkørslen, om aftenen var den projektørbelyst.

Købmændene
Jeg husker svagt den gamle købmandsbutik, som var beliggende på Stærmosevej 13, hvor Stinne og Anders Bøg Jørgensen boede. Stinne passede købmandsbutikken, medens Anders Bøg Jørgensen drev sit frilandsgartneri.

Det var en rigtig gammel købmandsbutik, en klokke over døren fortalte, at der nu var kunder i butikken. Når man kom ind ad døren fornemmede man en behagelig, men ubestemmelig duft af alt muligt, ned fra loftet hang klipfisk, pølser og meget andet. På det tidspunkt var ingen varer emballeret som i dag, alt blev købt i løs vægt, skulle man købe sirup eller sennep medbragte man et glas, som så blev fyldt op fra meget store kander. Spegesild blev opbevaret og solgt fra store tønder. Kaffen blev malet, medens man ventede, jo, der var en hyggelig stemning over den gamle butik, i tilgift fik man så alle mulige nyheder om byens befolkning.

Da jeg kun svagt kan huske den gamle butik må den være ophørt omkring 1930, hvor Stinne og Anders Bøg Jørgensen nok er gået på aftægt, og hvor sønnen, Johannes Bøg Jørgensen, har overtaget gartneriet.

Den nye butik
Omkring 1930 købte købmand H. C. Petersen og hans kone Rasmine ejendommen Bygaden 35 af skomagermester Niels Pedersen, hvis kone i en kort tid havde haft en mindre købmandsbutik her.

I begyndelsen havde H. C. Petersen forretning i en af stuerne, og der var grovvarelager i baghuset, men da forretningen blev drevet med stor flid og dygtighed, voksede den snart ud over disse rammer, og i 1933 blev det aktuelt at udføre en tilbygning bagud, og her blev der indrettet trælager på loftet, underneden blev indrettet kul- og kokslager samt plads til cement og andre byggematerialer.

Senere er der udført omfattende udvidelse og tilbygninger i årene 1959-1963 og i 1977.

Man gik aldrig forgæves efter en vare, selv ikke det mest utrolige. Var det ønskede ikke på lager, fik man altid svaret, at det kunne hentes om eftermiddagen eller næste formiddag.

Senere overtog sønnen, Chr. Petersen, forretningen, som han drev videre i flere år.

Nogle år var der købmandsforretning på ejendommen Stærmosevej 15. Den blev drevet af Jørgen Rottwit som tillige havde Tuborg Depotet.

Gartneri og grønthandel
Som omtalt under ”Købmændene” var der frilandsgartneri på ejendommen Stærmosevej 13. Dette var indtil omkring 1930 drevet af Anders Bøg Jørgensen. Efter dette tidspunkt overtog sønnen, Johannes Bøg Jørgensen, driften, medens hans kone, Birgit, som var fyrmesterdatter fra Norge, havde grønthandel fra den tidlige købmandsbutik.

Efter overtagelsen af frilandsgartneriet kom der rigtig gang i virksomheden, og der blev bygget drivhuse.

Det var lidt andre priser. Man skulle give for grøntsager dengang, f.eks. kostede et stort blomkålshoved 20 – 25 øre. I jordbærsæsonen kostede ½ kg jordbær ca. 25 øre, medens tomater lå på omkring 25 – 30 øre pr. ½ kg. Dog må det siges, at priserne også stod i forhold til folks indkomster, idet timelønnen vel lå på mellem 50 og 75 øre. Til gengæld betalt man næsten ingen skat dengang.

Fransk vask og strygning
Dette begreb var almindeligt kendt i trediverne, men er nok ukendt for de fleste i dag. Dengang var skjorter, løse flipper, finere forklæder og damebluser m.v. udført af bomuld og lærred, man kendte jo ikke strygefri stoffer. Derfor blev disse ting sendt til fransk vask og strygning.

Dagmar og Emil Rasmussen boede i et hus på Bygaden ikke langt fra kirken, men huset eksisterer dog ikke mere. Her havde Dagmar fransk vask og strygning, og meget fint vasket og strøget tøj har hun i tidens løb leveret til byens borgere.

Grusgravsentreprenøren
Emil Rasmussen, som var gift med Dagmar, var søn af Karoline og Rasmus Jakob Rasmussen, som boede på Bygaden 25.

Emil Rasmussen havde på et tidspunkt været murerarbejdsmand ved min bedstefar, Jesper Hansen, men forpagtede senere noget jord i Bellingegyden, hvor han indrettede en grusgrav. Den blev senere flyttet til et areal på ejendommen Møllegyden 18. Fra grusgraven solgte Emil grus og sten til kommunens veje og til byens borgere. I 1942 købte Dagmar og Emil Rasmussen en byggegrund på Bygaden 24, hvor de opførte en bungalow.

Sypigen
Louise Rasmussen, som tidlig var bleven enke efter sin mand, der havde været skræddermester, boede Møllegyden nr. 5.

Louise ernærede sig og sine 2 drenge ved at være sypige, og mange fine kjoler har hun i årenes løb syet til byens kvindelige beboere.

De to sønner hed Alfred og Peder. Alfred blev udlært som maler og bosatte sig i Odense. Peder var arbejdsmand. Han arbejdede i Odense og overtog huset efter moderens død.

Forsamlingshuset
Denne bygning, opført i 1901, var landsbyens samlingssted, her blev der afholdt høstfester, andespil og dilettant. Her blev afholdt familiefester samt kaffebrod og spisning efter begravelser, der blev også afholdt juletræsfester og baller. Om vinteren blev der dyrket gymnastik, som afsluttedes med en forårsopvisning.

Forsamlingshuset var et fælles andelsforetagende, som næsten alle borgere havde en eller flere andele i. Det gav nu ikke overskud, tværtimod måtte der hvert år opkræves et mindre beløb pr. andel. Pengene blev anvendt til drift og almindelig vedligeholdelse.

Når der afholdtes høstfest o. lign., forventede man altid, at mølleren, Frederik Petersen, rejste sig for at holde et lille causeri på vers om byen og dens befolkning. Dette var han med sit langelandske lune særdeles god til.

Kvægdrivning
Næsten alle gårdene i Brændekilde havde, og har stadig, lidt skov eller græsarealer i Mosegyden. Brændekildegårdens areal blev om sommeren brugt til græsning for ungkreaturer, som hvert forår blev drevet gennem byen for om efteråret at blive hentet hjem igen.

Når den store dag oprandt, var der vild opstandelse i byen, ungkreaturerne, som var kåde efter det lange vinterophold var svære at holde styr på, når de blev drevet løse gennem byen, og søgte uvilkårligt ind i haverne, hvor de forlystede sig med de grønne planter.

Når man opdagede, at der i dag skulle være kvægdrivning, gik det som en løbeild gennem byen, og man tog opstilling ved indkørsler og andre steder for at holde det viltre kvæg på rette kurs. Det lykkedes nu ikke altid. Ofte blev nogle haver alligevel rodet op af det livlige kvæg, men det måtte man finde sig i. Her havde landmanden en fortrinsret, som der ikke kunne klages over.

Nytårsløjer
Der var mange karle på gårdene i trediverne, og på nytårsaften skulle der gerne ske nogle løjer. Medens karlene flyttede rundt på ting og sager, nøjedes vi drenge og piger med at skyde hundepropper af ved folks vinduer og i øvrigt lave noget larm, således at folk kom ud og på skrømt skældte ud, hvorefter vi forsvandt hurtigst muligt.

Hver nytårsmorgen cyklede jeg en tur gennem byen for at se, hvad der i aftenens løb var lavet af nytårsløjer.

Købmanden havde et langt cykelstativ med plads til vel 15-20 cykler. En morgen så jeg, at næsten alle byens wc-sæder var placeret i rad og række i stativet. Med kridt var der endda skrevet navn på dem alle, så kunne ingen være i tvivl om ejendomsforholdet.

Det bør fortælles, at så godt som alle på det tidspunkt havde et gammeldags ”Das” i et udhus, hvor træsæderne var lagt over en wc-spand. Derfor havde det været let at fjerne sæderne.

Fra vores stuevindue var der en ualmindelig fin udsigt hen ad vejen til købmandens cykelstativ. Snart så man de første kirkegængere på vej til nytårsgudstjeneste. Hver gang nogen kom forbi de udstillede genstande i stativet, kastede man et hurtigt blik på vareudbuddet. Nogle var måske endda trængende. Senere da kirkegængerne var på vej hjem fra kirke, blev brætternes navne nærmere studeret. De som ingen karle havde, tog deres bræt under armen, medens andre senere sendte en karl efter deres bræt.

Grisen slagtes
Førhen havde næsten alle en svinesti, hvor man opfedede en gris, dels ved levninger fra madlavningen, men også med grut og skummet mælk. Da vi boede i hus sammen med mine bedsteforældre, havde vi en gris i samling og til deling.

Daglig aflagde jeg grisen et besøg og krattede den lidt bag ørerne. På denne måde fik vi et helt venskabeligt forhold, hvilket bevirkede, at det var en sorgens dag, når der skulle slagtes.

Forinden slagtedagen var der gået bud til stenhugger Peder Pedersen, for at han kunne bestemme dag og tidspunkt. Om vinteren ernærede stenhuggeren sig nemlig ved hjemme-slagtning for byens beboere.

Trods mit venskabelige forhold til grisen ville jeg nu alligevel gerne overvære slagtningen. Oven på et stort kar blev der lagt en stige. Grisen blev hentet og helt uvidende lagt på ryggen på stigen. Dog strittede den voldsomt imod, medens min far og min bedstefar med et godt tag holdt den fast. Slagteren tog sin lange kniv, men kom så pludselig i tanke om noget: ”Gå ind til din bedstemor og hent en prop, så grisen ikke tisser på mig,” sagde han. Pligtopfyldende som jeg var, hoppede jeg på den hver gang. Og når jeg kom ud med proppen, ja, så var grisen stukket, og blodet var løbet af den ned i en stor krukke. Derefter blev grisen skoldet i det store kar, og kroppen blev skrabet ren for børster for derefter at blive hængt op på stigen. Nu skar slagteren den op og tog indvoldene ud. I mellemtiden var det så blevet middag, og man gik ind til min bedstemor og fik mellemmad og hertil en øl og en dram. Når det var overstået, var grisen kølet af, og nu blev den parteret, og så gik min mor og bedstemor i gang med at koge fedt af, hakke kød og lave pølser. Bortset fra en enkelt steg kom det hele så i saltbaljen. Man kendte jo hverken hjemmefrysere eller frysehuse på det tidspunkt.

Sprængningsteknik
Når man nåede lidt ind i november, fik købmanden det første nytårsskyts hjem. Godt nok havde vi drenge ikke mange penge, men ved at skillinge sammen kunne man måske få råd til nogle kinesere, som kostede 2 øre pr. stk.

Tæt op til købmanden havde byens smed, Adam Frederiksen, sin roekule. Han havde nemlig tillige et husmandsbrug.

Vi havde fundet ud af, at det var vældig sjovt at bore en kineser ind i en tildækket roekule. Når kineseren blev antændt, gav det et ordentligt knald, og lidt jord sprøjtede til alle sider.

Engang blev vi overrasket af smeden, som pludselig stod bag os og råbte: ”Hvad laver I satans unger?” Noget beklemte ved situationen måtte vi jo tilstå, at vi sprængte i hans roekule, ja vi måtte endda demonstrere, hvordan vi gjorde. Spændt ventede vi på hans reaktion, og snart lød det fra ham: ”Det er sateme sjovt,” hvorefter han trak sin pung frem og fandt nogle småmønter frem med beskeden om at gå ind til købmanden og købe et par kinesere mere, hvorefter han overværede de nye sprængninger. Vi drenge blev noget forbavsede over, at sådan kunne voksne også være.

Gadekæret
Vi børn havde ret megen fritid. Vi gik jo kun i skole hver anden dag. Selvfølgelig var der også ting, vi skulle hjælpe til med derhjemme, men alligevel blev der ret megen tid til leg.

Gadekæret var et af de steder, hvor vi samledes og legede. Om vinteren løb vi på skøjter her, medens vi om sommeren sejlede med hjemmelavede skibe. Det skete, at en landmand havde nogle vognsider eller bunde, som skulle gøres rene efter at have ligget i blød nogle dage. De blev hurtigt til sørøverskibe, som vi sejlede på. Vores forældre var dog ikke klar over, at deres børn på denne måde var sørøvere. Vi havde fornemmelsen af, at det var bedste at fortie dette.

Gadekæret blev også brugt som badekar for nogle landmænds heste, når om aftenen efter en lang dag i en beskidt mark turen gik forbi gadekæret, trådte karlene ofte en tur ud i gadekæret og fik det værste snavs skyllet af.

Fritidsfornøjelser
Om vinteren, når der var sne, kælkede vi på bakkerne omkring Brændekilde og her var pigerne med.

Om foråret, når sneen tøede, lavede vi små vandmøller, som vi satte op i de man små bække, som dengang fandtes og som var blevet fyldt med smeltevandet fra sneen. Forårstiden var også den tid, hvor vi spillede drivbold på vejen. Vejene var jo rolige dengang. At se en bil var næsten et særsyn i trediverne. Vi mødtes også ved Møllegårdens port og legede gemme og andre lege. Vi legede også ulv og mand. Vi slog en kridtstreg tværs over vejen med ca. 8 meters afstand. Så delte vi os i to hold, som tog opstilling bag kridtstregerne. I tomrummet mellem stregerne blev en udpeget som ulv. Ulven skulle så fange os, når vi løb gennem området mellem de to kridtstreger. Den der blev fanget skulle så også være ulv. Da vi drenge blev lidt større, var det nok mest pigerne, vi fangede. På denne måde kunne vi jo klemme pigerne lidt og de kunne vist lide det.

Når kornet var høstet og vi måtte gå på markerne, lavede vi drager og kappedes om, hvis der kunne flyve højest op. Efteråret med stille tågede dage indbød også til ture ud over markerne. Ofte legede vi røvere og soldater eller nybyggere og indianere. Vi delte os i to hold og så gjaldt det om i ly af tågen at udspionere hverandre og om muligt at overfalde det andet hold, men ofte gik det sådan, at vi slet ikke fandt hinanden, men så havde vi alligevel haft en spændende tur i naturen.

Vi lavede også buer af en hassel kæp og pile af rør eller andet, hvorefter vi gik på jagt ud over markerne. Nu var vi storvildtjægere og ofte blev en glemt kålroe til en frygtindgydende bisonokse. På denne måde nedlagde vi meget ”vildt” på disse ture og vi lærte naturen at kende. Selvfølgelig byggede vi også hytter. Vilhelm Tranberg på Brændekilde Vestergård havde en lille skov, som lå mellem to bække. Her havde vi fået lov til at lege, når vi ikke ødelagde noget. Vi havde her lavet en hytte af grene og som vi tækkede med tørt græs. Hytten kaldte vi for ”Spangkuk” og den overlevede i mange år trods overfald af blodtørstige indianere. Ofte skete det, at Vilhelm Tranberg kom på besøg for at spørge os, om vi ville finde æg for ham. Alle hans høns, ænder og gæs gik nemlig frit på marken ned til bækken og så lagde de æg, hvor det passede dem. For hvert ande- eller gåseæg, vi fandt, fik vi udleveret et hønseæg, men det skete nu ofte, når vi kom hjem med æggene, at vore mødre sagde: ”De virker nu ikke som nylagte æg.”

Skolegang
Vores skolegang i trediverne foregik i Brændekilde skole, som var opført i 1910 til afløsning for den gamle rytterskole.

I den østlige ende var der skolestue for første og anden klasse. Der var også en legestue og en forgang og udenfor var der en indhegnet legeplads. Den vestlige ende, hvor tredje og fjerde klasse gik, var indrettet tilsvarende. Midt i bygningen var der en forstue, hvorfra lærer og lærerinde havde adgang til skolestuerne. Herfra var der også en trappe til det store skoleloft. Her opbevarede man bøgebrænde til at fyre med i de store kakkelovne i skolestuerne. Der blev nu også fyret med kul, som blev opbevaret i et baghus, hvor der også var indrettet et antal gammeldags toiletter.

I forstuerne var der indrettet åbne reoler til opbevaring af vores skiftefodtøj og der var lange række til vores overtøj. I legestuerne var der også åbne reoler til opbevaring af vores skoletasker og tornystre og modsat reolerne i legestuerne var der en lang gennemgående træbænk. I skolestuerne sad vi ved gammeldags skolepulte, to ved hver. Bordpladerne var lidt skråtstillet og der var foroven udfræsning til grifler og blyanter. Midt på var der et hul til blækhuset. Under bordpladen var der en hylde beregnet til vores tavler og øvrige skolesager. Regning og skrivning foregik mest på skifertavler, hvorpå man skrev med en griffel. Man medbragte en lille flaske vand og en klud til at viske tavlen ren med.

I den gamle, nu nedlagte rytterskole, var der indrettet boliger for lærer og lærerinde, som desuden havde udhuse i en tilhørende bagbygning.

Man startede i første klasse hos lærerinde Birthe Marie Rasmussen. Her gik man i to år og blev derefter rykket op i anden klasse, hvor man gik i et år. Derefter begyndte man i tredje klasse hos lærer Carl Antoni Clausen. Her gik man i to år og blev rykket op i fjerde klasse, hvor man gik i to år.

Undervisningen foregik hver anden dag, om sommeren fra kl. 8.00 til kl. 14.00 og om vinteren fra kl. 9.00 til kl. 15.00. Første og tredje klasse havde skolegang tirsdag, torsdag og lørdag, medens anden og fjerde klasse havde skolegang mandag, onsdag og fredag. Undervisningen var ikke særlig omfattende dengang. Den bestod i første og anden klasse i læsning, skrivning, regning og bibelhistorie. I tredje og fjerde klasse havde vi genfortælling, diktat regning, bibelhistorie, danmarkshistorie og geografi, ligesom vi i sommerhalvåret havde gymnastik en gang om ugen i Forsamlingshuset. Fag som sprog, botanik og fysik var ukendte fag, men til gengæld kom vi bibelhistorien og danmarkshistorien igennem en 5-6 gange. I fjerde klasse havde vi desuden katekismus og her skulle vi lære alle skriftstederne udenad. Vi skulle også lære samlevers, som skulle kunnes udenad.
Den sociale lagdeling i landsbyen bevirkede, at nogle børn kom på realskole i Odense, medens andre børn, som måske havde større evner, af økonomisk grunde ikke havde denne mulighed. Dette følte jeg som en stor uretfærdighed, men som voksen konstaterede jeg dog, at dette måske alligevel ikke fik den store betydning for ens fremtidige liv.

Eksamen og juletræ
Hvert forår i marts måned blev der afholdt eksamen, ja, det var vel nærmest en overhøring, idet der ikke blev givet karakterer i skolen. Denne dag mødte vi op i vores fineste tøj og skolebordene havde vi pyntet dagen i forvejen med blomster. Skolekommissionen mødte op og sad rundt om i skolestuen og påhørte vores færdigheder i de forskellige skolefag og så vores fremlagte skrive- og regnebøger.

Skolekommissionen bestod af præsten, som altid var formand, samt et antal valgte medlemmer. Nogle år var min mor også med i kommissionen. Efter afslutningen af eksamen, som varede en god times tid, skulle man sige farvel til alle medlemmerne og bukke, men det var nu en mærkelig fornemmelse at skulle bukke for sin egen mor. Resten af dagen havde vi fri og måtte lege i forsamlingshuset og det var noget, vi alle glædede os til.

En anden ting, vi glædede os til, var skolens årlige juletræ, som altid afholdtes tredje juledag. I løbet af december klippede vi hjerter, kræmmerhuse og anden juletræspynt. Nogle fra de større klasser gik rundt til byens borgere for at modtage et mindre bidrag til festen og for at høre, hvor mange børn familien ville have med. Antallet af børn blev derefter meddelt til købmanden, som så lavede det nødvendige antal godteposer fyldt med alle mulige herligheder. Endvidere fik alle skolesøgende børn lov til at ønske sig en lille gave. Dog måtte prisen ikke overstige en krone, men man fik jo også meget for pengene dengang. Drengene ønskede sig gerne en løvsav, et drilbor, en lommelygte eller en pilebøsse. Den var forsynet med pile, hvor enden var monteret med en sugeskive, så pilene sad fast på det , man ramte. Pigernes ønsker gik nok i retning af dukker og andre pigeting. Når vi først i december havde afgivet fore ønsker, rejste lærerinde Birthe Marie Rasmussen og lærer Carl Antoni Clausen til Odense og indkøbte de ønskede gaver.

Juletræsfesten startede med, at træet blev tændt og medens lærer Clausen spillede på violin og lærerinden arrangerede kredsene om træet, gik vi rundt og sang de gamle julesamler.
Derefter stillede man op på række og fik udleveret vores godtepose og senere fik vi de ønskede gaver. Når lysene var brændt ned, blev træet lagt ned og afpyntet. Nu skulle det bæres ud og det foregik på den måde, at de voksne trak i den ene ende, medens vi børn trak i den anden ende for at demonstrere, at vi ikke ville af med det kønne træ. Dog endte det selvfølgelig altid med, at træet kom udenfor. Herefter legede lærerinden og læreren forskellige børnelege med os og aftenen sluttede med, at en spillede på harmonika og forældre og de lidt større børn fik en svingom.

Kartoffelferie
Sidst i september fik vi efterårsferie, ja, det blev nu kaldt kartoffelferie og årsagen hertil var selvfølgelig, at landmands-børnene skulle hjælpe forældrene med kartoffeloptagningen. Næsten alle vi andre børn samlede kartofler for Johannes Mayland, som havde den gamle gård på Stærmosevej 21, som dog ikke eksisterer i dag. Til gården hørte en ret stor mark i Møllegyden og her avlede han altid kartofler. Vi mødte på gården om morgenen kl. 6.00 og blev så i hestevogn kørt ud i Møllegyden. Hvor vi fik udleveret en spand og udpeget det stykke, hvor hver enkelt skulle samle kartofler. De blev pløjet op og vi skulle så samle vores stykke, inden karlen kom rundt til os igen.
Vi fik kosten på gården og når vi efter at have holdt fyraften kl. 18.00 og kom tilbage til gården, godt trætte og meget sultne, kunne vi rigtig tage for os af retterne. Kartoffeloptagningen varede en uges tid og på den måde tjente vi nogle tiltrængte lommepenge og trods det strenge arbejde følte vi alligevel, at vi havde nogle gode dage sammen med vores skolekammerater og tonen mellem landmanden og os var også hyggelig.

Den 26. september var altid en festdag. Den dag var det den gamle konge, Christian X, fødselsdag. Dagen blev fejret med en eftermiddagspause, hvor vi drak chokolade og spiste kage til ude i marken.

Tilnavne
I landsbyen kendte alle hinanden og næsten alle var på fornavn med hinanden. Mange fik dog ført et tilnavn til deres navn. Ofte var det stillingen, som blev tilføjet, f.eks. Christian Købmand, Jesper Murer, Poul Skrædder osv.. Andre blev dog benævnt ved deres stilling, Det gjaldt mølleren, sadelmageren, smeden, skomageren og andre.

Konerne fik ofte et tilnavn udledt af mandens fornavn, f.eks. Marie Jespers, Marie Mads Niels, men ofte var det et tilnavn til mandens profession, f.eks. Erna Sadelmager, Rasmine Købmand, Ester Smed og andre.

Disse tilnavne må slet ikke forveksles med øgenavne, nej, det var kun en praktisk foranstaltning mellem mennesker, som levede tæt sammen i et landsbysamfund, hvor man kom hinanden ved.

Denne historie kunne ligge både her og under byen Bellinge. Vi har valgt at placere den her, da Brændekilde nævnes flest gange i teksten.

Markkortet over Brændekilde og Bellinge sogne, som er tegnet på grundlag af markbogen 1681 og som viser markerne med påførte marknavne placeret på de rigtige steder i forhold til hinanden, giver et udmærket overblik over landskabet, som det så ud dengang. Studiet af dette kort har åbnet nogle perspektiver for mig, som jeg sikkert aldrig havde opdaget på andre måder. Jeg skal i det følgende prøve at beskrive nogle af de tanker, det har sat i gang hos mig. Det skal kun betragtes som en lægmands tanker affødt foruden af omtalte kort dels af læsning om emnet og dels af et langt livs erfaringer som bonde.

I virkeligheden ved vi jo meget lidt om tingenes tilstand, så snart vi kommer nogle hundrede år tilbage i tiden. Det gælder også de professionelle forskere, navnlig når vi går så langt tilbage, at der ingen eller kun få skriftlige overleveringer findes. Hvis man vil beskrive disse fjerne tider, må man nok erkende med en af de oldgræske filosoffer: ”Alt er kun et spind af gisninger”.

Byer med endelsen –inge hører ifølge stednavneforskerne til nogle af vore ældste landsbyer, og det må antages, at byen Bellinge er langt ældre end byen Brændekilde. Forleddet i Bellinge kommer af balle, gammel dansk balg, og skulle i stednavne betyde ”jævn stigende forhøjning i terrænet”, altså bakke1. Der er stor uklarhed om betydningen af endelsen –inge, men jeg har dannet mig min egen teori. Hvis vi ser på de gamle betegnelser for brøker: treding, fjerding, otting, så er der ingen tvivl om, at endelsen her betyder del, afgrænset del af noget større, eng (flad mark), vang, vænge, mark! Alle disse ord betyder jo i virkeligheden også del, en afgrænset del af et større område. I alle –ing stednavne kan vi sikkert uden problemer erstatte –ing endelsen med et af de ovenstående ord. Bellinge betyder altså: den høje del i forhold til det omgivende terræn. Et andet ord med endelsen –ing en lavning, der jo betyder den lave del i forhold til det omgivende terræn.

Markerne ved Bellinge har fra begyndelsen kun været tofterne, senere har man i årenes løb udvidet opdyrkningen af de omkringliggende arealer og delt den opdyrkede jord imellem sig i forhold til tofternes størrelse. Fra midten af 1000-tallet til midten af 1200-tallet skete der en kraftig stigning i befolkningstilvæksten og som følge deraf en udvidet opdyrkning af jorden. Men på et eller andet tidspunkt kom en bys nyopdyrkede jorde til at ligge så langt fra byen, at det ikke var rentabelt at drive dem. ”Grænsen mellem indmark og udmark (gødet og ugødet) ligger 800 til 1000 m fra landsbyen. Ved befolkningstilvækst oprettede man en udflytterby, hvorved en tidligere udmark omdannedes til indmark, og udbyttet øgedes”.

Brændekilde er sikkert en udflytterby fra Bellinge. Hvornår denne udflytning er sket, vides ikke, men det er sikkert sket samtidig med, at udflytterne har opdyrket de højereliggende jorde i den vang, som hedder Gamle Fehlet. Alle agre i denne vang tilhører Brændekilde, mens i de andre vange de to byers agre er blandet sammen, hvilket betyder, at der ikke er nogen geografisk grænse mellem de to sogne.

Der er en ting, som i mange år har undret mig, nemlig at Brændekilde gennem de mange hundrede år har været hovedsognet, mens Bellinge, den langt ældre moderby, kun var anneks til Brændekilde. En dag, jeg stod og så på markkortet, fandt jeg pludselig en mulig forklaring på det forhold, og samtidig måske en mulig forklaring på navnet Brændekilde. Nogle få hundrede meter nordøst for Brændekilde kirke ligger der en bakke, som hedder Bregnebjerg, fra denne bakke falder terrænet hen imod kirken. Jeg tror, at der fra foden af denne bakke er udsprunget en kilde, som man måske allerede i hedensk tid er valfartet til. Det ville da være naturligt at kalde denne kilde ”Bregnekilde”, og heraf kommer måske det senere landsbynavn.

”Mange af vore ældste landsbykirker er opført på hedenske gudehov og kultpladser, og kirkebyggerne har ønsket, at kapellets hov (senere kirkens) største helligdom, alteret, skulle stå over den tidligere hedenske kilde eller kildens vandåre. Hvor kilderne forløber, har grunden, måske for århundreder siden, givet efter, og der er sket iøjnefaldende forskydninger i korets og skibets mure, de har ”sat sig”, og væggene viser ved flere kirker stærk fugtighed på disse steder. Ved nogle kirker, opført over kilder og kildeårer, vil man se, at der for at undgå, at murene synker og måske vælter, har måttet opføres svære, udvendige støttepiller. Indbygning af hvælvinger i den gotiske tid omkring 1450 kan have øget faren for sammenstyrtning”. Så vidt Sigfred Svane i bogen ”Danske Helligkilder” fra 1984, hvor han har registreret 720 helligkilder i  Danmark.

Brændekilde kirke er forsynet med to støttepiller på hver side af skibet og to dobbelt så svære støttepiller ved de østlige hjørner. Piller ved skibets sider har nok til formål at hindre hvælvingerne i at trykke murene ud. Hvorimod de meget svære piller ved hjørnerne ser ud til først og fremmest at have til formål at hindre murene i at synke. Min idé er, at der har været en kilde og et valfartssted længe før, landsbyen opstod, og at der  herefter blev opført en kirke måske længe før, der blev bygget kirke i Bellinge. I forbindelse med kirkebyggeriet i Brændekilde er der så opført en præstegård ved siden af kirken, og samtidig eller måske senere er kommet flere gårde til. I Aarbog for Odense og Assens Amter, 1913-16,I, står: ”Brændekilde har utvivlsomt sit Navn efter en Kilde, og at denne i sin Tid har været ”hellig”, er højst sandsynligt, selv om der ikke findes Efterretninger derom”.
Den ældste stavemåde, der kendes af landsbyens navn, findes i en arveskiftesag fra 1383 over Axel Jacobsøn Ulfeldts store fynske godskompleks bestående af Bullerup Hovedgård med 93 gårde og 18 gårdsæder, heraf 5 gårde i ”Brenkil”.

I ”Håndbog i danske stednavne” af Aage Houken tolkes forstavelsen Brænde-: Afbrændt område, men samtidig står der, at flere navne på Brænd- er vanskelige at skelne fra plantenavnet bregne. Jeg tror på det sidste bl.a. på grund af marknavnet Bregnebjerg så tæt på kirken.

Marknavne er vanskelige at tolke, hvilket ikke er så mærkeligt, da mange af dem måske kun har været overleveret mundtligt, indtil de blev skrevet i markbogen til Chr. V’s matrikel af landmåleren, som fik navnet oplyst af bønderne, i dette tilfælde i fynsk dialekt. Et marknavn som Baroyels Maall virker temmelig uforståeligt, men i en artikel om ”Sjællands Landsbyer og Landsbynavne” i ”Fortid og Nutid”, IV Bind 19237, skrevet af Henrik Larsen, optræder marknavnet Borøjle, som ligner Baroyel. Henrik Larsen skriver i artiklen, at –løse og –bonavne altid ligger i nærheden af skove, og at de  begge tyder på det samme: steder, hvor der blev drevet kvægbrug. Bo(d) betyder fæbod, en primitiv bygning til kreaturer. Han mener, at navnene stammer fra folkevandringstiden (ca. 400 e.k.), og at disse kvægbrug var ejet af en stormand, som drev dem ved hjælp af trælle. Selv havde stormanden bolig et andet sted.

Hvis vi prøver at overføre disse forhold til Brændekilde-Bellinge sogne, så har vi to bonavne, nemlig føromtalte Borøjle (røjle betyder rykla, forhøjning) og Waasebo. Vase betyder vej over sumpet terræn, der kan være lavet af flettede grene eller bare grene, der er lagt på kryds og tværs. Hvor har stormanden så boet, som ejede kvæget og trællene? Marknavnet Salen tyder på, at her har en stormand haft sin bolig. Denne mark har ligget på arealet mellem Brændekildevej og Lundekærsvej.

Henrik Larsen omtaler videre i sin artikel, at der altid i nærheden af disse kvægboder fandtes offersteder med navne som Sol-, Smør- eller Frej-, Frø-, hvor man ofrede smør ved at lægge det på en solvarm sten og lade det smelte. Jeg har ikke kunnet finde sådanne navne her. Det eneste, der kan minde om Frej er Freløe Bjerg, men her kommer l’et i vejen. Her findes også et Ulleholm. Som måske kunne henvise til guden Ull, men det kan også være dyrenavnet ulv. Et andet marknavn er Uetersuie. Det kommer måske af vætter, en slags elverfolk, og vie, hedensk kultsted. Det kan have været mosejord, hvor folk har set lysfænomener som lygtemænd eller vættelys eller mosekonebryg, hvilket har givet næring til overtroen. Et andet marknavn er Lames Hau – Langmose Have. Sagt hurtigt på fynsk kan det opfattes sådan. På kortet ligger det ved et langt, smalt vådområde.

Til sidst vil jeg nævne den mark, som har givet navn til min egen gård, Ruhavegaard, nemlig Ruehauge, af Ruerne i Sanderum sogn. Jeg tror, at navnet kommer af ru, ujævn. At være ru betyder jo, at der er tale om små ujævnheder. Terrænet ved Ruhavegaard og Ruerne er ujævnt, bestående af små bakker. Den almindeligt anerkendte tolkning af navnet er rud, rydning. Når jeg tvivler på den tolkning, er det på grund af det manglende d. Fynboer kan ganske vist ikke udtale blødt d, men det kan ikke bruges som argument, for hvis en fynbo skal udtale ordet ”rydde”, så udtaler han det med hårde d’er. Der er flere steder på Fyn, som hedder Ruerne eller har andre navne, hvori indgår stavelsen ru eller rue (uden d). Jeg har tænkt mig at undersøge, om de har den samme karakteristiske småbakkede terrænformation.

I 1681 var alle gårdene i Brændekilde og Bellinge sogne fæstegårde, bortset fra enkeltgårdene Store Stærmose, Dannesbo og Voldsgaard. I Brændekilde ejede Lands-dommer Lassen (Dalum Kloster) 15 gårde, 1 halvgård, 1 boel og 2 huse. Mogens Rosenkrandz ejede 1 boel og Fürsten af Plöen 1 gård. Desuden var der præstegården og 2 huse, bygget på præstegårdens grund. I Bellinge ejede Landsdommer Lassen 2 gårde, 4 halvgårde og 5 huse. Desuden står der ud for Annexgaarden: ”Landsdommer Lassen Herlighed og Præsten Landgildet”. Fru Wind og Otto Kruuse ejede 3 gårde og 1 halvgård. Ud for resten, 4 gårde, 3 halvgårde og 1 boel, står: ”Kongl. Maytz.: til Rytter udlagt”.

Ejendomsretten var altså på det tidspunkt på forholdsvis få hænder. Det betyder dog ikke, at ejendomsretten til jord først blev indført ved udskiftningen, sådan som det hævdes i bogen ”Det danske landbrugs historie” , hvor der oven i købet står, at det er en absurd tanke, at man kan eje jord. Ejendomsretten har uden tvivl været et anerkendt princip, så længe der har været agerbrug i Danmark, og det er der en god begrundelse for. Før en mand kunne begynde at dyrke et stykke agerjord, gik der et kæmpearbejde forud. Skoven skulle ryddes, og rødder og store sten skulle fjernes. Det betyder jo i virkeligheden, at al agerjord i Danmark er menneskeskabt, uden menneskenes indsats ville der være skov overalt. Derfor er det klart, at den mand, som har frembragt et stykke agerjord, har retten til det. Det er også et synspunkt, som bekræftes i skriftlige efterretninger om den tyske markforfatning. ”Det synes som om der fra den første bosættelses tid har været fri adgang for enhver bymand til at rydde den jord, han kunne overkomme at dyrke paa byens og bygdens alminding, og hans udelukkende ret til saadan rydningsjord er med styrke fastslaaet i de germanske folkeretter fra det 1. aartusinde efter Kr. I disse retsoptegnelser fremhæves det med stor styrke, at retten til jorden er arbejdets løn, og der synes at være enighed om, at denne grundsætning rækker tilbage til de ældste tider”. I begyndelsen har bonden vel selv skullet forsvare sin ejendomsret til sin nyopdyrkede jord, men efterhånden er begrebet hævd blevet anerkendt, først som en uskreven lov gennem mange hundrede år, senere nedskrevet i landskabslovene i 1200-tallet.

Der var vangelag imellem Bellinge, Brændekilde, Brylle, Render, Gundestrup og Tommerup Nørremark. Alle disse byer havde 3-vangsbrug med rotationen byg, rug og fælled (græsmark). Ved at samordne rotationen byerne imellem, så man i markerne på hver side af byskellet altid havde samme afgrøde, kunne man undgå at opsætte gærder i byskellene og derved spare en masse gærdsel og arbejde. Hvis der f.eks. et år var rug i Lundsmarken, så skulle Render også have rug i Ryedsbierg, som støder ind til Lundsmarken. Næste år skulle der så være fælled i de to marker. Og på samme måde skulle det fungere mellem de andre byer i vangelaget.

Det er klart, at foruden de møder, man holdt på de enkelte byers bystævner, så måtte man også i et sådant vangelagssystem holde nogle fællesmøder med repræsentanter for alle byer for at aftale, hvornår gærderne skulle fuldlukkes om foråret og ævred opgives om efteråret samt antallet af kreaturer, der det pågældende år skulle svare til et fuldt høveds græsning. Alle dyr skulle ”forsynes med ejermandens mærke, dette fæmærke var som regel brændt ind i dyrenes hårlag. Hvad der fandtes af umærkede dyr blev indtaget af oldermændene. Hvis en bymand undlader at mærke sine dyr, kan han altså komme meget galt afsted”. ”Først når alle byer havde erklæret sig tilfreds, køerne havde fået skåret spidsen af deres horn og svinene ring i trynen, kunne fællesgræsningen begynde. ”Vangelagsfællesskab omtales allerede i Eriks sjællandske Lov, som i håndskriftsform går tilbage til tiden omkring 1300”.

Det var ikke kun for at spare gærdsel, at man oprettede de mange vangelag over hele landet, men også for at lette færdselen ad vejene mellem byerne. Hver gang et gærde gik på tværs af en vej, var det forsynet med et led, som den vejfarende skulle lukke op og lukke igen, når han havde passeret det. Et citat fra L. M. Wedels bog ”Rejser gennem Danmark 1799 og 1804” viser, hvor besværligt der var: ”Fra Dalum til Fraugde er kun en Miil men 25 Leed som man idelig maa lukke op, saa jeg til sidst lod Kudsken gaae”.

”7/8 1683 afsagdes Dom mellem Bellinge, Brendekilde, Brylle, Render og Gundstrup Bymænd paa den ene Side og Tommerup Bymænd paa den anden Side: Omendskønt Tommerup Bymænd beviser, at de ej videre har mødt, hvor Fællesdrift har været, end ved Gundestrup Skel, ej heller gjort Rede for, hvis (hvad?) Kvæg de paa Fælled havde, hvilket ej for Billighed kan eragtes, med mindre de deres Bykvæg paa deres Grund kan holde, som ej ske kan, med mindre de deres Mark fra de andres vil indhegne eller fra gjærde, hvorfor bemeldte Tommerup Bymænd, som har Jord og Rebsmaal i Nørremark, bør at møde, naa de lovlig ankyndes ved Markstævnen, nemlig Ryedsbierg, som er ungefær midt i Marken, og der Rigtighed og Rede at gøre med foranskrevne Byers Mænd, hvor meget Kvæg enhver paa sin Gaards Grund enten af eget eller hvissens tilstaar paa græsning at have og i saa Maade Jeffnet med dennem og de andre med dem. Ikke desmindre er Tommerup Mænd ej pligtige at fælge hver Byes Mænd, til hvilken By de dem tilsige eller paalægge at holde Drik og Gilde, men hvis (hvad) overafhandles med Vide og Vedtægt, det at ske ved Markstævnen, saa vidt brugeligt og Ret er. Tommerup Mænd skal og have den Lighed efter Advenant at paabyde Markstævner eller Fællesdrift, naar de omrørte Bymænd tilsige”. (Tingbogen)13.

Foruden bystævnet i hver af byerne var der altså et markstævne, hvor man skulle mødes og drøfte fælles anliggender for hele vangelaget, når man blev tilsagt. Dette markstævne lå på Ryedsbjerg, som er syd for den nuværende gård Bækholm, og det er nøjagtig midt i vangelagsområdet, så alle byer havde den kortest mulige vej dertil. Man skulle altså på markstævnet bl.a. fastsætte, hvornår gærderne skulle lukkes om foråret og lukkes op om efteråret.

Jyske Lov fastsætter, at hegnet for rugvangen skal være lovligt til påske eller før og for vårsæden til pinsedag, og hegnene for begge vange skal opretholdes indtil Mikkels-dag (29/9), med mindre alt kornet er kørt hjem fra marken forinden.

Poul Meyer sondrer i sin bog Danske Bylag ”imellem hegnets ”gablukning” og dets ”fuldlukning”. Vedtægterne giver næsten ingen oplysninger om, hvilken forskel der er på de krav, der stilles til et gablukket og til et fuldlukket hegn, men meningen er formentlig, at man ved gablukning skal istandsætte alle gennembrydninger i hegnet, hvorigennem kreaturerne uden videre kan gå ind i vangen, medens fuldlukningen har til hensigt at gøre hegnet i stand til at modstå angreb fra kreaturer, der ikke ligefrem er uvane”. Det lyder mærkeligt, og jeg har en mere enkel forklaring. Den dag man fastsætter, at hegnet skal være gablukket, skal alle huller være reparerede og hegnet være fuldt intakt, men alle led skal fortsat stå åbne. På dagen, hvor der skal være fuldlukket, går man så blot ud og lukker leddene.

Vangelagssystemerne virkede meget konserverende, idet det var umuligt at ændre på afgrøderotationen, uden at der gik kludder i systemet. Hvis en by alligevel gjorde det, skulle den selv sørge for at hegne mod nabobyerne og kunne ikke regne med, sådan som loven foreskrev, at nabobyerne opførte halvdelen af gærdet. Det viser bl.a. følgende dom: ”Fyenbo Landstingsdom 28/9 1712: Det er bevist med Tingsvidne, at der aldrig har været Gærde mellem Broby Fang og Karup Bys Marker, men at der fra Arilds Tid altid har været Vang imod Vang og Fælled imod Fælled. Nu besværer Karup sig over, at Broby optager deres Kvæg og Heste, og derfor paastaar de, at samtlige bør tage Halvgærde fra Skel til Skel mellem de paagældende Marker.

Saa ser vi ikke at kunne paabyde Broby at hegne, hvor der aldrig har været hegnet før, men kender for Ret, at saafremt Karup Mænd finder det gavnligst for dem selv at forandre Markerne, saa bør det ske uden at skade deres Naboers Korn og Græs, og Karup Mænd maa selv hegne”.

Man kan altså ikke uden videre ændre en tilstand, som har eksisteret fra Arilds tid, der er vundet hævd på den, og det havde sandsynligvis været nok, at den havde eksisteret upåtalt i 20 år. Her ser man altså, at almindelige lovregler må vige for hævd. Her vil jeg atter vende tilbage til kortet over markerne fra 1681. Til at begynde med undrede jeg mig over de gamle vejes forløb. I mange tilfælde kunne man se en vej gå skråt hen over mark med højryggede agre, hvilket ikke synes særlig hensigtsmæssigt, men det skyldes sikkert også begrebet hævd. Der var jo mange bønder, som havde en hævdvunden ret til at færdes på den pågældende vej. Skulle vejen flyttes, måtte alle være enige om det, og de bønder, der fik gener af flytningen, ville selvfølgelig modsætte sig den. Vejen har sandsynligvis ligget det pågældende sted fra ældgammel tid, måske først som en gangsti hen over overdrevet, senere som en ridesti og til sidst som et hjulspor. Begrebet hævd har altså haft en enorm betydning gennem måske flere tusinde år, at man næsten kan kalde det loven over alle love.

A propos de gamle veje, så vil jeg til slut nævne en gammel talemåde, eller som vi siger på fynsk en sæje (sige): ”Af vejen, her kommer præsten”! Det skulle forstås rent bogstaveligt; de gamle veje bestod jo kun af et enkelt hjulspor, så når to vogne mødte hinanden, måtte den ene af vejen og holde stille i marken ved siden af, til den anden var passeret, og hvis det var en standsperson som præsten og en bonde, der mødte hinanden, var det selvfølgelig bonden, der måtte køre af vejen.

Da man indførte postvognene, blev der udstedt et dekret om, at alle skulle køre af vejen for postvognen, for at den kunne komme hurtigst muligt frem. Til det formål blev postillonen forsynet med et signalhorn (posthorn), som han kunne blæse i, når han så en modkørende forude, så denne i god tid kunne køre af vejen uden at sinke postvognen.
Jeg kan en gang imellem gribe mig selv i at ønske, at jeg havde en tidsmaskine, der for en kort stund kunne føre mig tilbage til Det gamle Land16 før udskiftningen for at se, hvordan landet så ud dengang. Der er sikkert ikke nogen periode i Danmarks historie, hvor landskabet har forandret sig så gennemgribende på så kort tid som i de 30 år fra 1780 til 1810, hvor hovedparten af udskiftningen foregik. Jeg ville dog nok ret hurtigt stille tidsmaskinen om til nutiden igen.

Følgende har været brugt som kilder/noter til ovenstående.
-Age Houken: Håndbog i danske stednavne, s. 68
-Do. s. 53-54
-Geografisk orientering 1973. Årgang 3. Viggo Hansen, s.14
-Sigfred Svane: Danske helligkilder. 1984, s. 33-34
-Aarbog for Odense og Assens Amter. 1913-16, I, s. 451
-Odense bys historie, Odense til 1559, s. 292-3
-Fortid og Nutid, IV Bind 1923, s. 120-146
-Det danske landbrugs historie I, v. Claus Bjørn, s. 266
-Poul Meyer: Danske bylag, 1949, s. 23 og 290
-Do. s 177
-Frits Hastrup: Danske vangelag i nordisk perspektiv. (Kulturhistoriske skrifter, 7, 1970, s. 70-71)
-L. M. Wedel: Rejser gennem Danmark 1799 og 1804
-Aarbog for Historisk Samfund for Odense og Assens Amter 1918-21, Aargang 6-9, s. 202
-Poul Meyer: Danske bylag, s. 221
-Do. s. 219
-Hugo Mathiessen: Det gamle Land.

Blandt en del arkivalier modtaget fra Birgit Svenstrup, Mariager var denne beretning skrevet af hendes farfar Johannes Theodor Christensen, Pilehuset, Brændekilde Væde

Introduktion af familien
Den 22. juli 1822 fødtes i Biskorup Skovhus under St. Hans landsogn ved Odense en dreng, der i dåben fik navnet Hans Christian Eriksen. Hans far var daglejer eller arbejdsmand, måske på det gamle træskibsværft i Skibhusene. Forældrene var Erik Jensen og Johanne Knudsdatter. Der var fem børn i deres ægteskab. Foruden Hans Christian var der to andre drenge, Frederik og Jørgen, og pigerne Hanne og Ane. Iflg. Folketællingen fra 1834 var Johanne allerede afgået ved døden.

Med i krigen
Både Hans Christian og Frederik deltog i Krigen 1848-50. Hans Christian gjorde tjeneste ved Feltbageriet på Als og kom gennem krigen uden en skramme. Frederik derimod blev hårdt såret i slaget om Fredericia den 6. juli 1849 og døde kort efter på lazarettet i Assens Kirke. Et brev fra Jørgen til Hans Chr. beretter udførligt om begivenheden.

Brev fra Jørgen til Hans Christian:
Dateret Odense den 22. juli 1849.
Kjære Broder. Jeg vil nu tilsende dig følgende sørgelige Begivende, som er passeret, hvis du ikke har spurgt det, vores elskelige Broder Frederik, blev som du ved haardt saaret den 6. ved Frederiks, efter at de havde taget deres Forskansninger og Batterier. Han vidste ikke andet end Faren var overstaaet. Mens han stod og skruede Bajonetten af Geværet kom der en Kugle, som gik igennem hans hoved, som du jo ved, eftersom han selv har skrevet dig til, og det forholder sig også således, som hans Brev berettede. Jeg fik Brev fra ham den 13tende, hvori han berettede mig, at han var i Assens Kirke, og Brevets Indhold var det samme, som du fik, da jeg har læst dem begge.
Du kan tro kjære Broder, hvor han Brev fornøjede mig. Vores Søster Ane kom i samme Øjeblik, da jeg stod og læste det. Hun var meget glad derved. Jeg var derpaa ude at fortælle det om aftenen for mine andre Søskende og Fader. Derpaa besluttede jeg mig til at rejse ned til ham den anden Dag.
Jeg havde faaet Svar fra ham, som var den 14tende, da ankom jeg til Assens om morgenen Klokken 8 og gik straks hen i Kirken, at se hvorledes det var med ham. Han laa og svømmede i sit Blod, thi det han var forbundet med sprang 3 Gange den korte Tid, jeg var der. Jeg var inderlig bedrøvet ved at se ham saaledes, men han var ved godt Mod, bad mig ikke at sørge, thi der var ingen Fare for ham, kom sig nok igen. Han kunne ligge og smile i Sengen, og Doktoren sagde ligeledes, der var ingen Fare, men bad mig ikke tale for meget med ham, da han ikke havde godt deraf at tale saa meget, hvilket jeg heller ikke gjorde, hver Gang jeg var der. Første Gang jeg var der, havde det, han var forbunden med sprunget op to Gange. Jeg gik derpaa hen i Byen en liden Tid, men besøgte ham straks efter, da havde det blødt tredje Gang, og Blodet var løbet ham ned paa Skulderen. Sengen var meget overblødt. Han klagede sig ogsaa mere. Det gjorde ondt. Thi han var forbunden haardere end han plejede. Derpaa hilste jeg af med ham, og han leverede mig sit Ur, som han bad mig modtage. Jeg gik derfra med sorrig Sind og var i Byen og fik en smule fat at leve af. Jeg besluttede mig da til at gå hen til ham en Gang endnu. Førend jeg rejste, og da laa han i en blid Søvn, og jeg kunde ikke faa sind til at vække ham, men stod og talede med en Anden og vilde have været til at gaa igen, men da vaagnede han, og jeg syntes, han var bedre end forrige Gang, jeg var der. Jeg bad ham da skrive mig til, saa snart han mærkede, det var enten bedre eller daarligere med ham. Et Brev havde han skrevet til dig, som du vist allerede har faaet. Det forseglede jeg og skikkede paa Posthuset, hvorfor jeg heller ikke har skrevet dig til før. Jeg rejste derpaa til Odense, efter at jeg havde betalt en Dragon for at faa ham til i mellem at skrive mig til, hvis han ikke selv kunde. Du kan tro kjære Broder. Jeg rejste derfra med et bedrøvet sind, men vi havde dog ikke troet, at jeg saa snart efter skulde have spurgt hans Død. Det var den 14tende, jeg var der. Da kunde han ligge i Sengen og le, og saa mellem den 15 og 16tende afgik han ved Døden. Vi fik det ikke at vide – men vores Søster, Ane, besluttede sig til at rejse ned til ham Natten mellem den 17 og 18tende, og da hun kom derned, var han ved Døden afgaaet. Han fik nemlig Blodstyrtning og døde, og saa vare Folk dernede saa flinke, at hun ej en Gang maatte faa ham at se. Hun ankom her til Odense den 18tende om Aftenen og fortalte os det, der var passeret og tillige, at han skulde begraves om anden Dagens Morgen. Jeg og Søster Karen rejste derned at ledsage ham til sit sidste Hvilested. Han laa der i sin Kiste, ligesom han kunde ligge og smile deraf. Da Klokken var 12 den 19tende gik Ligtoget for sig, der var 16 Jomfruer, som gik foran med Kranse og Blomster, at bestrøe deres Grave med. Der var 5 i alt, som blev begravet den Dag, der blev ledsaget til Graven af Byens Borgere, en Oberst, flere Officerer og Doctoren. Obersten, da han fik at vide, jeg havde en Broder iblandt de døde, kom han straks hen og tog mig i Haanden, ligeledes Præsten. Jeg og Karen gik da ved siden af Præsten lige bagefter Ligene, og de andre Deltagere to og to sammen. Du kan tro, det var en tung Gang for mig. Præsten holdt derpaa en meget smuk Tale over dem og til Slutning en tale over vor Broder alene og bad de andre at deltage i vores Sorg. Derpaa gik vi i samme Orden tilbage, og Præsten bad mig hilse min Fader og mine Søskende. Ved Udgangen til Kirkegaarden tog de Afsked med os alle: tog os ved Haanden og sagde ”Farvel”!
Obersten især var meget bedrøvet, thi ved Ankomsten til Lighuset begyndte han straks at fælde Taarer og ligeledes ved deres Grave. ”Kjære Broder” nu dækker den kolde Jord hans Legeme, og vi faar ham ikke at se mere her i livet. Jeg skal hilse dig fra Ane, som har været din Kjæreste, hun tjener i Assens, og naar du rejser Hjem, som jeg tænker skal blive med det første, saa kan hun vise dig Graven, hvor han ligger. Hun tjener hos en, der hedder Krøjer, saa du kan nok opsøge hende, hvis du kommer derigennem. For resten lever vi alle vel, vores Fader begynder at gaa lidt oppe, men er meget bedrøvet tillige med vi andre.
Jeg har ogsaa hørt, du har skrevet Jens til, men ingen af os har læst Brevet, og han har ogsaa svaret mig, ”at Brevet var jo skreven til ham, og han ikke kunde faa Tid til at løbe omkring os”.
Kjære Broder, dersom du tager fra Bageriet førend, du kan rejse Hjem til os med det samme, gør du os meget imod alle, betænk hvorledes det er gaaet Frederik – det kunde saa let gaa det samme med dig Hvis du kom ud for Fjendes Kugler.
Nu være du hilset paa det venligste fra os alle og især fra din kjære Broder.
Jørgen Eriksen
Jeg beder dig hilse alle mine Bekjente fra mig, bed dem skrive mig til.

Til Christian Eriksen, Skibhuse Bagerkarl paa Feltbageriet I Sønderborg paa Als.

Efter krigen
Hans Christians søstre blev senere gift. Karen med en væver og kom til at bo i Brændekilde sogn, på Mosegyden. Familien fik dengang et kendenavn efter stedet, hvor de boede. Karen og væveren kom derfor til at hedde ”Mosevæverens”.
Hans Christians anden søster Ane blev gift med en høker og fik forretning i Allested.
Hans Christian havde, som det fremgår ovenfor på et tidligere tidspunkt været forlovet med pigen Ane. Det var dog af en eller anden grund gået forbi. Familien fik ham efter krigen interesseret i en pige, Johanne, der boede på Brændekilde Væde.
Johanne boede sammen med sin moder, der var enke, i et husmandssted, og savnede i høj grad mandlig hjælp. Johannes fader havde deltaget i krigen 1807, og Johannes moder, der også hed Johanne, oppebar en mindre krigspension. Foruden Johanne var der endnu to børn, en søn, Peder Nielsen, var væver og boede i Hasmark, og en datter, Stine var gift og boede i Marslev. Partiet med Hans Christian kom i stand, og i oktober 1850 overtog hun huset, som nedenstående afskrift af skødet viser.

Skøde
Jeg underskrevne Johanne Cathrine nsdatter, enke efter afdøde selvejerhusmand Niels Pedersen af Kongsberghus på Store Stærmose grund i Brændekilde sogn, tilstår herved med værge at have solgt og afhændet, ligesom jeg herved sælger, tilskøder og afhænder til min datter Johanne Cathrine Nielsdatter ovennævnte mit nævnede og iboende ejendoms hus, Kongsberghuset, kaldet på Store Stæremose grund i Brændekilde sogn, Odense Herred og Amt, med underliggende jorder og hartkorn ager og eng med matrikel 1 spp 2 falz, ½ album med herligheder og rettigheder som efter adkomst, skøde af 24. marts 1839 tinglæst 5. september s.å., blev min ovennævnte nu afdøde mand Niels Pedersen overdraget og efter hvem jeg sidder i udskiftet bo. Dette ejendomshus afhænder jeg til min datter Johanne Cathrine Nielsdatter på vilkår: At hun i købesum herfor udbetaler 600 Rbd. Skriver seks hundrede rigsbanksdaler sølv, samt for min livstid at give mig fri bopæl i huset og en årlig aftægt således som nærmere i den mellem os oprettede aftægtskontrakt bestemmer Kjøbesummern med påløbende halvårsrenter udbetales i 11te junitermin 1851 enten i kontanter eller med udstedelse af ny panteobligation til husets kreditorer, hvormed dog bemærkes, at min aftægt skal hæfte på den solgte ejendom næstefter 400 Rdb. Der som offentlige midler hæfter med 1ste prioritet. Huset modtager kjøberinden straks til besiddelse med den med samme nuværende og tilhørende ud og indvending besætning og inventarium, så og med den indavlede afgrøde, hvis følge alle offentlige afgifter og præstationer af ejendommen for sidste halvår påhviler kjøberinden ligesom også de medgående omkostninger ved handlen. Anførte til stadfæstelse under min hånd og værges underskrift i overværelse af tvende vitterlighedsvidner.
Kongsberghuset, den 20d Oktober 1850
Johanne Cathrine Hansdatter
Med ført Pen

Handlen afsluttet
Dermed var handlen med ejendommen afsluttet og Johanne var ejer af Kongsberghus. Samtidig var hendes moders alderdom sikret. Hun blev for øvrigt syg kort tid efter og var sengeliggende i 8 år, før hun døde. Så det blev en ret streng anden prioritet i ejendommen.
Året efter i 1851 blev Christian Eriksen og Johanne Cathrine Nielsdatter gift, og nu begyndte en streng tid for det unge par. Meget var forsømt både på bygninger og jorder.

Ejendommen
Kongsberghuset var en meget, meget gammel ejendom fra omkring begyndelsen af 1700 og bestod af to huse, en beboelse og en ladebygning. Begge bygninger med gavlene vendt mod vejen adskilt af en gårdsplads. Huset lå ved foden af en bakke, Waden, i ældre tid ”Watten” på 92 meter. Bygningerne var egentlig gravet ind i bakken således at gavlene her dannedes af brinken og taget gik ret ned til jorden. Brinken mellem bygningerne ned mod den plane gårdsplads, var bygget op med kampesten i hushøjde. I midten var dannet en trappe af samme materiale, der førte op til en have og skov op ad bakken og skrænten.
Stuehuset var opført af kampesten og kjernhederne klinet og udfyldt med ler og kalkpudset ud- og indvendig, så murene var indtil ¾ m tykke.
I stuehuset var to stuer. I den ene en stor indbygget alkove, et børneværelse, også med stor muret alkove, desuden et spisekammer, forrådskammer, dernæst et bryggers med åbent ildsted og bageovn. Fra bryggerset førte en stige op til loftet, hvor korn og frugt blev opbevaret. Om sommeren tilberedtes maden over det åbne ildsted i bryggerset, og om vinteren i en stor kogekakkelovn i opholdsstuen.
Ladebygningen var opført som bindingsværk og med rå sten i gavlen. Modsat vejen var et mindre værksted, huggehus og hønsehus. I midten af huset var tærskeloen og i gavlen mod vejen stald. Ved siden af ladebygningen og bygget sammen med denne lå brændsels- og tørvebygningen opført efter en af de allerældste byggeformer, nemlig ved at nedramme en række pæle, her imellem var flettet med ris fra gulv til husets højde, hvorefter hele fladen var klinet og tætnet med ler og kalket.
Til ejendommen hørte 8-9 tdr. land af blandet beskaffenhed, dog mest dårlig jord, men selve stedet var uhyre naturskønt, med bakker, skove og moser. Huset var bygget lige ind i skellet af en skov. Hen til og forbi huset var vejen ført tæt ved bakkens fod, således at der dannedes terrasser. På den ene side af vejen, en skråning op mod bakken. Til den anden side en skråning ned mod mose og eng og lavere liggende mark. Her var nok at tage fat på for de nygifte.

Det hårde arbejde
Fra det første dagskær til mørket sænker sig, blev der slidt i jorden. To grusgrave blev sløjfet, planeret og lagt ud til agerjord, en del af bakken, der lå hen, da den ikke egnede sig til at dyrke, blev tilplantet med træer, som skov, med både løv- og nåletræer. Langs vejen blev plantet hurtigt voksende pil. Agrene blev renset for flere hundrede kubikmeter sten. Nok til et langt dige i skel til en nabomark. Haverne, der var to, blev også sat i stand. Den øverste fik Johanne til sin fornøjelse. Hun elskede blomster. Det blev den fyldt med, ligesom der førte en trappe op ad bakken til den øverste have, var der en trappe ned fra vejen til den nederste have, som var nyttehave. Den var ret stor. Her var frugttræer, æbler og pærer af forskellig slags, ribs og stikkelsbær, forskellige køkkenurter og krydderurter i mange slags. Sennep og kommen blev også avlet. Der var også en humlehave. Haven var indrammet af levende hegn, op mod vejen en stor bøgehæk. I modsat ende stødte haven ned til en vandrende og eng. Her var plantet vidiepil og birketræer. På siderne var forskellige buske som hegn, ind imellem var plantet forskellige kirsebær og blommetræer. Neden for haven, ved engen, var også en mindre mose, stor nok til at forsyne ejendommen med tørv. I det hele taget blev det hele lagt an efter at være selvforsynende i så stor udstrækning som muligt. Der gik år før alt det nye var ydedygtigt, men Hans Christian var en utrolig slider og i besiddelse af en ukuelig energi. Det samme kan også siges om Johanne. Hun var her og der og alle vegne, var vittig, munter og glad midt i alt sliddet.

Familien voksen
Efter nogen tid formerede familien sig, idet Johanne 1853 fødte en pige, der i dåben fik navnet Johanne Hansen. For at spare blev det dog i daglig tale forkortet til Hanne. Johanne havde nu to børn at passe, idet hendes moder på det tidspunkt lå i sengen syg og lammet og på alle måder skulle passes som et barn. Det tog dog ikke modet fra Johanne- Hun var på færde både ude og inde. Hun skulle også passe koen, et par får og en gris, som også skulle have mad. Mange gange var hun alene om det hele, da Hans Christian måtte gøre mange dages arbejde på nogle gårde i nærheden til gengæld for markarbejde og pløjning med deres heste. En dagleje i rede penge var der jo også hårdt brug for til mange ting, selvom de selv avlede de daglige fornødenheder. Nærmeste nabo til huset var et teglværk, hvor han også mange gange arbejdede: Når han var færdig der, kunne han tage fat hjemme. Der var nok at virke med, så hverken han eller konen havde tid til at kede sig.
Tiden gik, for dem blot alt for hurtigt. Den 17. maj 1856 blev familien forøget med nok en pige. Hun kom til at hedde Anne Cathrine Hansen: Hun skulle ikke i daglig tale hedde Anne. Det kunne forveksles med Hanne. For ikke at slide på hele det næste navn med tre stavelser, blev det forkortet til Trine. To børn og en syg bedstemor i sengen, en grund til om muligt at slide endnu hårdere. De fleste af deres sparepenge fra ungdommen var gået til at bringe ejendommen på fode og til plantning og skov.
Ikke altid skønner forældre lige meget på deres børn – således også her. Den syge bedstemoder, der stadig lå i sengen, fik hver termin en pension udbetalt af staten, penge der havde været hårdt brug for i huset, men dem kom der som regel en anden svigersøn og fik. Så nu måtte Hans Christian dagligt gå på dagleje og egen bedrift kom til sidst og som fritids arbejde, men blev trods alt passet mønsterværdigt.
Endelig i 1859 fik de noget hjælp. Da fødte Johanne nemlig en dreng, Erik Hansen.
Foreløbig var han nu ikke til så megen hjælp, men det var dog ikke så besværligt nu. Hanne var 6 år og kunne hjælpe med at passe de to mindre, men der var dog én mere til at kræve ind af livets goder.

Nyt arbejde
R.F.P. er forbogstaverne til en latinsk sætning (Christian IV’s valgsprog: Regna Firmat Pietas – gudsfrygt styrker rigerne) og står vistnok på Rundetårn. Det er tolket oversat som ”Riget fattes penge”, således også her. Hans Christian arbejdede men syntes, det blev til for lidt. I Bred, ca. 2 mil fra Brændekilde Wade, var flere teglværker, hvor der blev ydet, efter den tids forhold, en ret høj arbejdsløn og på akkord. Her tog Hans Christian hen. Hjemmefra spadserende natten til mandag med en stor madpakke, der skulle var til onsdag, hvor Johanne måtte gøre turen frem og tilbage med en ny forsyning, der skulle vare til lørdag, hvor turen atter gik hjem til familien. Om søndagen arbejdede han på egen bedrift og fik nogle timers søvn i en rigtig seng. På teglværket var nattelejet på et knippe halm i nærheden af en af ovnene. Men det var jo rare penge at få med hjem. Tiden gik. De to piger, Hanne og Trine gik i skole.
Året 1863 oprandt. Da kom en ny lille verdensborger til verden i Kongsberghus. Det blev Benjamin – han kom til at hedde Peder Hansen. Men som alt andet der, trives også han godt. Han var den sidste og blev deraf måske også lidt forkælet fra moderens og de større søskendes side. Han blev en kvik og dygtig dreng i besiddelse af store evner i skolen senere hen, og store forhåbninger blev stillet til ham.
I 1864 kom den 2nd Slesvigske Krig. Hvor de helt til Waden kunne høre kanonerne dundre. Heldigt for Hans Christian var han nu for gammel til at komme med. Det var et held for dem og ville have givet et slemt afbræk i det hele. Skoven groede og især pilene i hegnene var nu blevet store. Hans Christian havde nu som alle andre fået et kendenavn og blev i daglig tale kaldet ”pilemanden” og Kongsberghus blev kaldt ”pilehuset”.

Børnene konfirmeres
Hanne var blevet konfirmeret og var kommet ud at tjene. Cathrine var også i konfirmationsalderen, men da hun først fyldte 14 år i maj, et par måneder efter konfirmationen, skulle biskoppens tilladelse indhentes. Dertil krævedes så også, at barnet var dygtig nok i skolen til at slutte skolegangen.
Følgende attest for Cathrines vedkommende for den tid foreligger og lyder som følger:
Anne Cathrine Hansen, datter af husmand Hans Christian Eriksen og hustru Johanne Cathrine Nielsdatter i Brændekilde, som født 17nd maj 1856, vaxineret 10. september 1857. Ved examen i Brændekilde 28. oktober 1869 blev hun udskrevne af skolen med hovedkarakteren ”Meget godt”. Hun blev med biskoppens tilladelse konfirmeret 1ste søndag efter påsken 1870 og var onsdagen derefter gjæst ved Herrens bord.
Gud velsigne hende.
Brændekilde, den 28. april 1870
Sign. J. Chr. Fritz
Cathrine var så konfirmeret. Dengang gjaldt det om at få børnene fra hånden så hurtigt som muligt.
Hans Christian og Johanne kunne glæde sig over nogle gode og dygtige børn, der i skolen viste rige evner og fra hjemmet havde lært arbejdets glæde, nøjsomhed og gudsfrygt. Tidligt måtte de være med overalt, så det voldte heller ingen vanskeligheder at skaffe dem pladser. Cathrine kom til at tjene på en gård i Brændekilde. Tre år efter blev Erik konfirmeret og kom ligeledes ud at tjene. Så var der kun Peder tilbage. Han var ualmindelig dygtig til alle fag i skolen, og da han ikke havde nogen lyst til landbruget, men interesserede sig en del for skrivning og drømte i barndommen om at blive en stor forfatter. Råd til at lade ham studere var der dog ikke, men for at han kunne få brug for nogle af sine evner, kom han efter konfirmationen i købmandslære i Odense, hos Klem-Ejby, der boede på hjørnet af Kongensgade og Grønnegade.

Andelstanken
Nu var alle børnene kommet ud og kom kun hjem ved sjældne lejligheder, når der kunne fås en fridag. Johannes moder var efter at være sengeliggende i 8 år også død. Så nu var de helt ene. Ejendommen var drevet op til et mønsterbrug. Fyns Patriotiske Selskab havde hørt om det og havde været ude at se på det og bedømt det. Hans Christian fik et diplom og en pengepræmie samt et hold rugeæg af racehøns – hvoraf fremkom den første stamme racehøns (brune italienere) i vide omkreds. På alle måder havde Hans Christian arbejdet sig frem. Han var meget dygtig og havde erhvervet sig kendskab til mange ting, der ellers lå uden for menigmands område. Han blev da også søgt om råd og vejledning i mange ting. Han drev en hel lille prokuratorvirksomed, blot med den forskel, at han gjorde det gratis bare for at gøre folk en tjeneste. Han var tidlig inde på andelstanken og gensidighedsprincippet, var med til at starte en af de første sygekasser på landet og skrev lovene til den. I 1880 begyndte tanken om andelsmejerier. Han var ligeledes her med til at kæmpe for og oprette et af de allerførste. Her havde han også haft en finger med i spillet med lovene, idet han bl.a. fik indført en paragraf om, at den der ikke turde gå med i første omgang, men senere meldte sig, når de så, at foretagendet gik godt, da skulle betale et klækkeligt indskud pr. ko. Ved oprettelsen af andelsmejeriet fik de anskaffet en ko mere, så de nu havde to køer og undertiden også en kvie. Det var efter den tids forhold meget på det areal magert fagerland. Johanne måtte da også skære og bære store byrder af græs hjem fra grøfter og skove om sommeren som hjælp til det foder, de selv avlede. Mejeriet var ellers noget af det bedste, han var med til at oprette, idet det gav kontante penge hver måned, foruden pengene for æg. Så kunne Hans Christian arbejde noget mere hjemme på sit eget. Pligtarbejdet for pløje- og markarbejde med gårdmændenes heste, skulle han dog stadig udføre.

Cathrine nedkommer
Hanne den ældste datter, var blevet forlovet og nu i 1880 gift med en murer, der tillige drev en mindre landejendom, og hun boede nu på Sjælland i nærheden af Ringsted.
Cathrine havde tjent på forskellige gårde i Brændekilde og rejste til Allested, hvor hun tjente på fire forskellige gårde fra 1875 til 1883. Det sidste sted var hos gårdejer Kristian Hansen. Hans yngste søn hed Jacob Kristensen. Mødet med ham blev skæbnesvangert for Cathrine. Hun afbrød i juli 1883 brat tjenesten og rejste den tunge vej hjem til sine forældre. Her måtte hun nu fortælle, hvordan det var gået hende:
At hun i Allested var bleven kendt med Kristian Hansens søn Jakob og at bekendtskabet havde fået følger og endelig, at Jakobs forældre for enhver pris modsatte sig en forbindelse mellem deres søn og en husmandsdatter. For Cathrine var det en streng dag. Hendes forældre var strengt religiøse, og der faldt mange grove ord, men det kunne jo ikke ordne sagen, så Hans Christian fik tøjet på og stav i hånd og vandrede gram i hu til Allested, hvor både Jakob og hans forældre fik læst og påskrevet i en ærlig mening, og at det ikke var med hans gode vilje, om datteren blev gift ind i den familie.
Han kom hjem fra færden med 1200 kr. som fuld afgørelse for skaden og som en erstatning for en ægteviet fader til datterens kommende barn. Foreløbig blev Cathrine nu hjemme og hjalp sine forældre. Efteråret kom, tidlig kom vinteren også det år. Allerede i november satte det ind med kulde og sne, således også den 9. november sneede det. Cathrine var ene hjemme, hendes forældre var til en sammenkomst hos nogle naboer om formiddagen, og da de kom hjem, over middag var det på høje tid. Hans Christian kom øjeblikkelig af sted efter køretøj og fik hentet jordemoderen og kl. 04.00 om eftermiddagen fødtes atter et væsen til verden i Kongsberghuset. Et uægte barn… som om nogen børn kan være uægte…så er det i alt fald ikke børnenes skyld, og dog er det dem, der i mange tilfælde må lide for det. I dette tilfælde kunne der måske være lidt mening i det, med uægtheden. Det lille livløse, blå og rynkede væsen, uden mindste tegn på liv indtil jordemoderen løftede det op i det ene ben og bearbejdede den lille ”noksagt” med nogle kraftige slag med flad hånd, alt mens Cathrine lå i sengen og græd og råbte nej, nej, nu kom der alligevel liv i fyren, der gav sig til at skrige i vilden sky over den ublide medfart, og både nu og senere protesterer mod at blive kaldt uægte.
Det var en dreng. Nøjagtig månedsdagen efter fødslen, søndag den 9. december 1883, blev han døbt i Brændekilde Kirke og fik navnet:
JOHANNES THEODOR KRISTENSEN.
Johannes opkaldt efter bedstemoder og oldemoder. Theodor efter almanakken for dagen den 9. november og Kristensen efter faderen til drengen, Jacob Kristensen, yngste søn af Kristen Hansen, Allested. Kristensen med K er af forskellige myndigheder i tidens løb ændret til Christensen. Cathrine blev nu hjemme hos forældrene vinteren over, men i marts 1884 fik hun en stilling som amme hos redaktør Jørgen Pedersen, ”Fyns Tidende”, for deres søn.

Børnene
Johannes blev sat i pleje hos en familie, der hed Frandsen, som boede i nærheden af Cathrines forældre. Frandsens havde selv en dreng på samme alder, og de to blev nu fosterbrødre. Frandsens dreng døde dog tidlig, og Johannes blev nu sat i pleje i Odense hos to damer, mor og datter, der boede i Hunderupgade, det nuværende Benediktsgade. Her blev han til han var mellem tre og fire år, hvor bedsteforældrene på Waden tog ham hjem til sig, da han nu var så stor, at han kunne stolper en del rundt selv.
Sønnen Erik var blevet gift med en husmandsdatter i Holmstrup, hvor han havde overtaget svigerforældrenes ejendom og havde fået svigerforældrene på aftægt. Det gik dog i begyndelsen ikke særlig godt, idet de gamle stadig ville råde, hvorfor Erik og hans unge kone rejste til Odense, hvor Erik havde en stilling. Ret længe varede det dog ikke, inden svigerforældrene bad dem komme hjem igen, da de ikke selv kunne klare sig, og fra nu af gik det godt, da de unge fik lov at råde over bedriften selv.
Den sidste søn, Peder, var blevet udlært som købmand. Han var dog fuld af planer og eventyrlyst. I noget af sin fritid hos købmanden havde han beskæftiget sig lidt med tjenerfaget og havde nu sagt Odense farvel og var rejst til Island, Reykjavik, hvor han havde fået plads som tjener. Alle Hans Christians og Johannes børn var voksne og klarede sig selv. Nu var det næste generation igen, det gjaldt.

Barnebarnet
”Må jeg gå ned i haven og lege, far?” Disse ord blev af en purk på mellem tre og fire år sagt til en ældre mand, der stod i laden på Kongsberghus i færd med at tærske korn med plejl. Drengen var Johannes Theodor Kristensen, og den ældre mand var Hans Christian Eriksen, drengens bedstefar. Det er min allerførste erindring. Hvorvidt jeg fik lov at gå ned i haven, erindrer jeg ikke, men jeg var foreløbig kommen i en sikker havn hos bedstefader og bedstemoder. Det blev mit barndoms paradis, og dem kaldte jeg far og mor. Min rigtige mor var foreløbig en fremmed og blev bare ”Mor Trine”.
Da Hans Christian Eriksen og Johanne ikke længere havde kræfter til at passe stedet, måtte de sælge og flytte derfra, og Johannes kom derefter til sin ”Mor Trine”.
Ifølge kirkebogen i Brændekilde boede Hans Christian Eriksen og hustru Johanne på Brændekilde-Bellinge Fattiggård i Brændekilde sogn (uden at være fattiglem), da Hans Christian døde 28. januar 1896. Altså, de betaler selv for deres ophold. Ifølge kirkebogen bor Johanne ved sin død på Ravnebjerg Mark i Sanderum sogn.