Lynildens ofre begraves.
De af lynet dræbte 4 menneskes jordefærd foregik i dag i Nørbæk under overordentlig stor deltagelse. Til vogns og til fods ankom her en mængde mennesker fra nær og fjern, dels de forulykkedes slægtninge og dels deres mange venner og bekendte fra Nørbæk og omegn og fra Randers og Hobroegnen.
I Nørbæk vajede flagene på halv stang,og man så på den alvor, der hvilede over alles ansigter, at ulykken havde grebet dem stærkt. De fire kister stod i det gamle forsamlingshus. Over dem lå en mængde smukke kranse og blomsterduften, der fyldte en del af rummet var næsten bedøvende.
Bag ved kisterne stod lys og kærlige hænder havde smykket den lille stue med grønt. Der var en ustandselig vandren ind til kisterne og synet af dem greb folk så dybt, at mange kom ud med tårer i øjnene. I det nye forsamlingshus bespistes det store følge og da der vedblev at strømme folk til begyndte begravelses højtideligheden først ved 3 tiden. Af signerede kranse fandtes en fra kurgæsterne på Vejlefjords Sanatorium, hvor Harboes hustru som omtalt havde opholdt sig, samt en sølvkrans, der bar Harboes og hustrus navne.
Da følget kl. godt 3 var samlet, bares kisterne ud af forsamlingshuset, og man sang :Tænk når engang: Derpå satte ligtoget sig under salmesang og klokkeringning i bevægelse til kirkegården. Ved indgangen til denne samt ved hvert gravsted var der æresporte.
Kisterne stilledes side om side uden for våbenhuset, og efter salmen :Lyksalig, lyksalig: steg sognepræsten, Pastor With op på en gammel ligsten og holdt herfra en alvorsfuld tale over de fire forulykkede, idet han gik ud fra ordet :Mesteren er her og kalder Eder:. Vi har følt det gennem den sidste uges dybe alvor, de lynstråler som kom fra Gud havde ærinde til os alle. Da uvejret hin frygtelige dag nærmede sig, følte vi godt, at det var mere end almindeligt alvor. Sikkert var der mange, der så op til ham som styrer lynet, og gav sit legeme og sjæl i hans vold.
Da kirkeklokken ringede, havde lynet alt kaldt de 4 bort, som vi nu følger til graven.
Det, der har forøget ulykken, er det, at de 4 ikke kom ud af den brændende bygning. Vi ved at de kunne være kommet ud, men de kom ikke. Den gamle kone fik dog lejlighed til at høre og se, at de var døde, før ilden nåede dem. Der kan jo være den mulighed ved en brat død, at man ikke har fred med mennesker og Gud, men vi ved jo ikke, om der muligvis, da tordenen buldrede, er gået ilbud til ham, der bringer hjerterne ro og fred. Mon ikke netop Jens Harboe og de øvrige har vendt tankerne opad i dette øjeblik. Det er vort håb, at dette er sket.
Et hjem er ødelagt, dybe forhåbninger er tilintetgjorte. Han som var sin moders eneste søn og hendes håb er ikke mere.
Han var en god søn, og hans moder har villet virket og villet gøre alt for ham.
Til hendes andre sorger er nu kommen dette, at han ikke er mere. Lad os bede, at hun, som er reddet ud af ilden, at hun må se, at der er givet hende en nådens tid endnu.
Mesteren med det solrige øje, med det milde frelserhjerte har talt til hende.
Jens Harboe var en god ægtemand, hans ægteskab begyndte under tordenbulder og det endte ligeså. Der har været mørke nok under ægteskabet. Der kom en tærende sygdom over hans hustru, men han var glad, da hun atter kom hjem, tilsyneladende helbredt. Fred med dit støv og din sjæl Jens Harboe.
Vi er overbeviste om, at de kugler der blev udskudte, ikke kom fra dig. Hans hustru elskede ham inderligt og bragte et stort offer, da hun måtte forlade forældre og søskende.
To af folkene fulgte dem i døden. Den unge mand med det muntre sind, hans tunge er nu forstummet for hans fader, hvem livet i forvejen ikke var let, er der blevet endnu et kors at bære.
Drengen med de store, uskyldige øjne, han, som var afholdt af sine skole og præstekammerater, har også måttet lukke sine øjne i døden. Han vil blive savnet både af præsten, dem hjemme og af sine kammerater. Men hans søskende der er så store, at de kan forstå, hvad der er sket, vil fordoble deres ømhed over for deres forældre.
Mesteren har kaldt på os alle. I som var i det brændende hus vil forstå det. At lynet rammer den ene og lader den anden gå fri er tydelig tale. Mesteren der har skånet Eder, har bedt om Eders hjerte. Det er en prøvelsens tid hvor det skal ses, om alvoren går sporløs hen, eller i søger ind i Eders kammer, lukker Eders dør og slutter pagt med Gud. Lad ikke alvoren fordufte, men giv Eders hjerte til ham.
Alle vi her i Nørbæk må forstå, at mesteren har advaret. Ilden strakte sig i begyndelsen ud efter byen, men vendte sig pludselig bort. Er ikke også dette en advarende påmindelse for os om at være rede. Vi kan ikke efter dette blive de samme, vi har været før.
Denne begivenhed må sætte præg, føre til eller fra Gud. Et eller andet må ske. Enten må alvoren gøre os til et bedre menneske, der søger nadverbordet, eller hjerterne må blive fattigere i gudsfrygt og åndsindhold. Det må sætte spor. Mesteren kalder og siger :I skal leve livet i Gud, ikke i jordbundethed:. I ved de 4 forulykkede kunne være bragt ud, hvis der havde været tilstrækkelig åndsnærværelse. Taler mesteren ikke også her til menneskene om at have åndsnærværelse, være årvågne og bede.
Rundt om os går brave mennesker, men ligegyldige for Gud. Gud give hver især af os må forstå, hvad mesteren her har talet og vende sig til ham.
Pastoren sluttede med trosbekendelsen og fadervor. Man sang salmen :At sige verden ret farvel:, hvorefter kisterne førtes til de respektive grave og jordpåkastelsen fandt sted.