Gymnastik var ikke på St. Restrup friskoles skema, det stod idrætsforeningen for. Vi gik to gange ugentligt, både sommer og vinter og naturligvis om aftenen. For mit eget vedkommende blev der hjemmefra stillet som betingelse før jeg måtte deltage, selv at kunne binde mine snørebånd. Det gav sandeligen sved på panden, før de genstridige snører blev så nogenlunde medgørlige.

Højskolen lagde lokaler til. Gymnastiksalen var indrettet i en bygning, hvor der i herregårdens tid havde været hestestald. Den var indrettet, så den også kunne bruges som festsal med en stor scene i den ene ende, ribber langs den ene af væggene, og i den anden ende – ved indgangen, hvor der var bygget en gang til, stod en stor kæmpemæssig kakkelovn.

Idrætsforeningen havde som regel fire hold, og rækkefølgen på holdene var af praktiske årsager lavet, så de voksne piger var det seneste hold. Årsagen var, at karlene var, hvor mærkeligt det end lyder, for det meste mere villige til at vente på pigerne skulle blive færdige end omvendt. Sådan er der så meget. Også den gang.

På disse aftener gik tiden ikke kun med gymnastiske øvelser for os drenge, selv om det var det vi sådan helt officielt var taget af sted for. Det var her vi besynderlig nok også fik vor første seksualundervisning. Det vidste de voksne dog i første omgang intet om.

Vi drenge havde vel lagt mærke til at pigerne af en eller anden grund fik en større bagdel end os, og fik mere eller mindre kendskab til, ad snørklede veje ganske vist, hvorfor pigerne fik større og større buler i bluserne, og hvorfor der i vore egne bukser kunne blive lidt uro, bare man så glimtet af et bart pigelår. Men hvordan en voksen pige sådan rigtig så ud uden den tækkelige påklædning, de altid havde på, var der kun vage og fantasifulde forestillinger om for os drenge. Selv pigernes gymnastikdragter dækkede næsten alt. I skolen lærte vi intet om slige sager, ja det var et stort tabu emne, der aldeles ikke blev talt om, og langt mindre hjemme.

Nu var det så, at vi vidste, hvor pigernes omklædnings- og baderum var på højskolen, så her måtte være en ret så god mulighed for, på en eller anden måde, at få tilfredsstillet vores enorme nysgerrighed på dette for os drenge betydningsfulde område. Dette rum var rigtig nok i en kælder, og de små vinduer var tilkalket indvendigt, men her var dog en rimelig chance, med lidt opfindsomhed ganske vist, og i særdeleshed mod, for at få tilfredsstillet nysgerrigheden. Lejligheden kom også. Da der på et tidspunkt blev et sikkert øjeblik, listede jeg og et par af mine kammerater ned og skrabte et par enkelte ganske små huller af kalken på ruderne, så man kunne se ind, ved at sætte et øje til dette næste usynlige hul, når der var mørkt udenfor og lyset var tændt i omklædningsrummet.

Efter tur vovede vi, der havde modet, et øje. Her kunne skimtes et nøgent bryst, en balle og måske en behåret trekant, men så var man også med skam at melde endda meget heldig.

Der blev ikke sagt ret meget, men grinet højt og fjoget – og sikkert med en flov smag i munden , men det vi så, var den skinbarlige virkelighed, rigtigt kød og blod, og ikke som i skolen, hvor der rigtignok fandtes en planche med et nøgent menneske, men om det var det ene eller det andet kunne ingen med nok så god vilje se.

Men det her var så sandelig, og det vidste vi også, et meget forbudt område, vi havde begivet os ind i, og ve den der blev opdaget – og fanget Naturligvis blev vi opdaget – ja vi afslørede faktisk os selv, fordi vi var for højrøstede. Men i første omgang anede ingen, hvorfor der stod en flok drenge netop der, – kun at det måtte være en særlig grund. Da pigerne fandt ud af, hvad det var vi havde så travlt med, fik de hjælp af karlene, og vi blev jagtet endog særdeles energisk, men ingen fik fat i os. Drenge har en utrolig evne til at forsvinde ud i den blå luft – når det virkelig gjaldt.

Vi fik en enorm skideballe ved næste gymnastiktime. Det var med et lille glimt i øjet, men noget skulle der jo gøres ved os formastelige, og så fik ruderne vist forresten et ekstra lag kalk.

Men i skolen nød vi at lege med pigerne, især hvis vi kunne snige os til at tage om dem, røre et bryst eller strejfe et lår. Det gav røde kinder til både dem og os, men hvorfor var der vist ikke mange, der kendte den virkelige årsag til. Det var virkeligt ikke noget man tale om – dengang.

Knallerten holdt sit indtog i St. Restrup i 1953. Sådan en af de helt rigtige. Der var vel kun to slags, men denne her var en Discella, og det var altså den eneste, der rigtig duede til noget.
Motoren var en af dem der blev sat på en almindelig cykel, hvor egerne på hjulene var udskiftet med nogle mere solide. Motoren var sat bag på, der hvor bagagebæren ellers skulle sidde. Denne her var også en gammel cykel, der var lavet om. Den kørte på benzin med olie i, og så havde den også nummerplade. En bag på, på bagskærmen og en på forskærmen. Det så sejt ud.

Det var ikke for alle enhver at være ejer af en knallert. Man skulle både være atten år for at have lov til at måtte køre på sådan et vidunder, og så sandelig også kørekort. Så det var kun en stor drøm for de fleste af os. Vi drenge ønskede bare at være atten år og så ellers have pengene til denne drøm, for den kostede jo en hel del.

Det var Mouritz Madsen på Bjerglundsvej der var den lykkelige ejer. Man kunne høre, allerede når han startede sin knallert, selv når han var der hjemme og vi var nede ved ishytten, hvor vi for resten som regel altid stod og snakkede om aftenen, hvis vi da ikke var på sportspladsen. Vi skulle i hvert fald altid lige omkring ishytten.
Der var mere end to km fra ham ned til ishytten, men motoren var nem at høre alligevel. Vi kunne følge ham hele vejen bare på lyden, men det lød pragtfuldt i vore ører, når vi kunne høre ham komme kørende.
Der var også en del røg fra udstødningsrøret, hvid røg. Han sagde, det skulle der være, og det skulle være hvidt, helt ikke sort, så gik den bedst, ellers måtte han stille på nogle skruer.
Den trak cyklen ved hjælp af en rulle. Det var bare at sænke hele motoren ned mod hjulet med et håndtag, træde et par gange i pedalerne, som på en rigtig cykel, stille på et par små håndtag, der sad på styret, de lignede dem, der var på en cykel med gear, bare større, så gik maskineriet, som regel med det samme.
Det var et vidunder. Bare den måde den lugtede på, både når den stod stille, og når motoren var i gang – Den havde sin helt egen lugt. Og så var der hele fire år, før man bare måtte køre på en knallert, men sådan var loven.

Den kunne køre tres km i timen, og gik det ned ad en bakke, kunne den komme op på over halvfems. Det sagde han da, men man måtte ikke køre mere end tres. Tænk sig at køre halvfems km i timen på en knallert, det var næsten lige så stærkt, som en motorcykel, den var så til gengæld også en del dyre, men så kunne der jo også sidde to.

Dem der havde motorcykel regnede ikke en knallert for noget. Det er bare et stykke legetøj, sagde de. Bare det, at få lov af Mouritz til at holde på styret, gav en følelse af noget stort. Det var ikke enhver, der kunne få lov, og det var da heller ikke hver dag, han gav nogen lov til at røre den. Når man så bagefter tog sin egen cykel, var det næsten, som den voksede sig til en knallert. Der manglede blot lyden, men man kunne bare efterligne den med munden lige så stille. Det var lidt flovt hvis andre hørte det.

Nogle af de drenge, der ikke var konfirmeret endnu, satte et par tøjklemmer fast på skærmen med nogle stærke elastikker, så klemmerne lige som klaprede mod egerne. De kunne få det til at give en lyd, der lignede en knallertmotor. De fandt også på at sætte en snor fra tøjklemmen op til styret, så kunne de ændre på lyden, når de forsigtig trak i den, så lød det næsten helt som en rigtig knallert. Det var nu at gøre meget ud af det, og cyklen gik heller ikke så let, men ideen var da meget god, når det nu skulle være. Så var der også nogle, – men de var bare dem der var misundelige, der kaldte knallerten for en røvskubber. Men for os andre var det bare en vi drømte om, en drøm, der lå meget langt ude i fremtiden.

Skolens frikvarterer var altid lange, det føltes sådan, men de blev næsten altid udnyttet. Som regel var det til boldspil af en eller anden art eller “Spark tilbøtten”, og var altid noget, vi selv arrangerede. Det kunne hænde at Stinne droppede en time og lod os fortsætte vor leg, men det hørte til sjældenhederne. Oftest var det rundbold, og efter regler, der var gået i arv fra klasse til klasse, tilpasset efter legepladsen.

Hver dag var det nye hold. De to, der stod for at vælge , havde altid stor status i klassen og valgte efter tur. Jeg var som oftest en af dem, der blev valgt sidst. Det der betød mest var, at kunne gribe en bold, og det var jeg ærlig talt en klovn til. Man kunne også blive valgt efter popularitet eller status i klassen. Det, at være den første eller blandt de første, var det, der betød noget.

Som sagt handlede det om at kunne gribe. Greb man en ud, var vedkommende ude af dette spil En dag , – jeg husker det som det var i går, – skete det , – næsten som i en drøm. Pludselig kunne jeg. For mig blev det ikke en helt almindelig dag , men jeg greb den nærmest af vanvare . Jeg så bolden komme næsten imod mig og strakte min arm ud, – som sædvanligt, det var da forsøget værd. Af en eller anden mærkelig årsag var boldens bane i håndens retning, – jeg bøjede fingrene i rette øjeblik, – og holdt fast. Det var som højere magter havde en finger med.

Det var en dejlig fornemmelse at gribe en ud. Tro det eller lad være. Nu kunne jeg pludselig, næsten hver gang bolden, bare kom i rimelig nærhed af mig. Mit status steg. Det steg og steg, – og en dag var det mig, som var fører for et hold . En af dem der valgte ud blandt kammeraterne. Ja, ja, den hakkeorden. Sådan var det også dengang.

Jeg dyrkede også en overgang fodbold i idrætsforeningen, men blev aldrig den helt store fodboldspiller. Viljen manglede ellers ikke, eller det var måske snare min robusthed. Det var endog meget sjældent, jeg bare fik mulighed for at bare føle bolden, højest var lidt i vejen for de andre.
Det med bare at røre bolden blev bedre, endda meget bedre, – jeg blev sat på mål.
Der var kun den hage, at det var bag målet jeg skulle være. Der var ingen net, så jeg fik, med andre ord, den ærefulde plads på holdet, at hente de bolde der gik i mål, og dem der gik ved siden af. Min fodboldkarriere stoppede der. Det var under min værdighed.

Jeg havde stadig min gymnastik – og min fiskestang.
Gymnastik var jeg glad for. Jeg nød det ligefrem, men pludselig var det bare slut , helt slut. Jeg havde da dyrket den sport i omkring ti år, fra jeg var begyndt i skolen. Der skete det, vi fik en ny gymnastikleder. Han syntes vi tog sporten så alvorligt , at vi alle burde have uddannelsen til at blive ledere. Alle dem, der havde lyst, kunne melde sig hos ham. Der var ganske vidst en del teori, der skulle læres , men det var overkommeligt. Han skulle nok tage sig af det hele, han havde uddannelsen til at undervise, sagde han. Vi meldte os alle.
Så var det, han sagde, at jeg var for lille. Det var som at få et slag i ansigtet. Som den eneste i flokken blev jeg fundet for let – vraget – for lille. Sådan sagde han i alles påhør…

Set i bakspejlet havde han sikkert ret. Jeg var for umoden. Men fra dette øjeblik var gymnastik et stort nul. Verden var ikke gået under, men det havde været min sport. For første gang følte jeg, hvordan det var ikke at være fulgt de andre – mine kammerater, i vækst. Jeg var rigtig nok lille og spinkel, ikke så “voksen” som dem, det havde jeg bare ikke før tænkt over. Der var ikke nogen af mine kammerater, der havde bemærket det over for mig – eller drillet mig med jeg var en splejs, for den sags skyld.

Jeg sagde ikke til nogen, hvorfor jeg stoppede, det holdt jeg helt for mig selv. Der var ingen der fik den uddannelse, han havde stillet i udsigt, og var begyndt at undervise i. Han rejste få måneder senere…

En ting udrettede han dog, og det var at fratage mig lysten til gymnastik.

Jeg kom ikke ud at tjene før jeg blev atten år. Året var 1957. Jeg var en lille splejs og blev kasseret som soldat, vel sagtens af samme grund.

Fra min beskyttede tilværelse hjemme på min fars husmandsbrug i St. Restrup og til at arbejde på en større gård var et endog stort spring. Selvom det i følge aftalen var under familiemæssige forhold – ja, så var virkeligheden en hel anden. Fodermesteren og jeg delte kammer, der lå ved siden af hestestalden, hvor vi havde samme indgang som dem. Væggene var kalkede og kolde, og selvom vi måtte opholde os i ejerens dagligstue, var det sjældent vi benyttede os af det, da vi blev mødt med både hans og hans kones store nedladenhed og kulde.

Efter et måned rejste fodermesteren, og vi stod så, husbond og jeg, med hans arbejde også. Han sagde, det ikke var til at få en ny på denne tid på året, men det var jo sommer og lærkerne sang. Jeg skulle nu op klokken halv fire for at hente køerne ind til malkning. Husbond sov lige så længe som han før havde gjort, så ikke nok jeg fik nogle ekstra timers morgenarbejde – der var også ekstra timer i den anden ende.

De havde en hund, en schæfer, ved navn Ulla, der altid fulgte mig, hvor jeg stod og gik. Den fik snart lært at hente køerne, i medens kunne jeg så forberede malkningen, give kraftfoder mm. Den forstod på en god og rolig måde at drive dem hjem på, så de på ingen måde led overlast, og den nød det. Men en dag opdagede min husbond, hvad jeg brugte hunden til. Han blev af en eller anden grund trekvart gal i hovedet. Det resulterede i Ulla blev låst inde om aftenen, de gange han huskede det. Heldigvis varede det ikke særlig længe, før det det gik i glemmebogen, og hjalp Ulla mig som sædvanligt, Han havde måske fundet ud af, den mange af dagene kunne spare mig for en halv times arbejde, og det kom kun ham til gode.

Før fodermesteren rejste var min arbejdstid fra seks til atten, nu var den blevet fra halv fire til nitten og mange gange mere, men at få mere i løn kunne der ikke overhoved ikke være tale om, og forlade pladsen i utide var ikke noget man bare gjorde.. Det var den første jeg havde prøvet at arbejde ude. Selv om det var endda meget hårdt. følte jeg ikke at have andet valg end at blive der tiden ud, men med den arbejdstid var der ikke megen overskud til hverken at læse en bog eller gå til fest i forsamlingshuset.

Selv om der var traktor på gården , blev den sjældent taget i brug. Den blev kun til det mest hårde arbejde. Han mente, som mange dengang, at traktoren trykkede jorden for fast. – Selvbinderen blev også trukket af hestene. I høsten fik jeg den første og eneste ros i det halve år jeg var på gården, og det skyldtes jeg havde sat alle negene sat sammen, så de stod som efter en snor.

En dag i det tidlige forår, lige efter min ansættelse, var han til hestemarked. Stolt som en pave kom han hjem med en virkelig flot oldenborger. Han var virkelig kry og havde også grund til det. Naboerne og især hans kollegaer i nabolaget kom for at se hans køb og beundre hesten, og han viste den hjertens gerne frem. Den første gang den skulle tages i brug var en dag der skulle køres ajle ud. Han lagde selv seletøjet på og rettede det til, men hesten var mere end urolig, den slog op med forben og bagben, men for vognen kom den sammen med en af de ældre heste.

Han tog selv første tur, men hvilken forestilling. Hesten var ikke vant til at gå sammen med en anden hest og måske slet ikke til ikke at have seletøj på, så i første sving gik det allerede rivegalt. Der var for meget fart på vognen, han kunne ikke holde hestene i ro, så tønden trillede af, – og blev forresten aldrig til tønde igen. Der findes ikke ord for hans vrede. Én ny tønde blev købt, den nye hest spændt for igen, men denne gang blev den sat mellem de to mest rolige, – og stærkeste heste han havde. Det gik også lidt bedre, – bruges skulle den, han ville ikke risikere hans naboer grinede af ham og hans hestehandel.

En dag blev Jeg sendt i marken for at ukrudtsharve med den nye hest som eneste trækkraft, Den skulle på en eller anden måde lære at trække et markredskab. Det så ikke godt ud den så godt som aldrig blev brugt. Indrømmet, jeg var lidt nervøs, det var første gang hesten skulle prøve at gå enspænder, og det gik som jeg havde frygtet, ikke særligt godt. Hesten ville godt have sele på men ikke trække, – i stedet gik den tilbage og op i harven. Det hjalp hverken med beroligende ord eller slag med tømmen. Det endte med jeg tog den ved hovedtøjet og gik ved siden af den, så kunne jeg i det mindste styre den. På den facon gik vi og harvede hele formiddagen.

Til middag kom den på stald og fik vand og foder og jeg fortalte hvordan formiddagen var gået. Det var ikke ord husbond kunne lide at høre, så over middag ville han vise mig hvordan en hest skulle behandles. Den blev spændt for igen og han overtog tømmen.. Det gik ikke bedre med ham. ved tømmen. Pludselig smed han hvad han havde i hænderne og løb hjem på gården . Tilbage kom han med den store kørepisk. Nu skulle han vise hvem der bestemte – ikke en dum hest Han gik helt grassat – råbte og skreg – ja, tærskede på det arme dyr, der hoppede og sled i selen. Sveden drev af den og skummet flød fra munden. Lige med et kastede han pisken eller det der var tilbage af den og gik med lange skridt hjemad uden at mæle et ord.

Det tog endda meget lang tid før den arme hest faldt så meget til ro vi kunne fortsætte harvningen. Den kom ikke i sele igen, men fik lov at og pynte op og græsse omkring gården.

En fredag, hvor husbond og madmor tog en forlænget weekend. Efter jeg havde lavet lidt mad til aften , tog jeg mig den frihed at lægge mig ind på sofaen i dagligstuen med avisen. – Hunden lå ved siden af. Radioen spillede ganske stille og der var kun tændt et lille lys over hvor jeg lå. Jeg faldt i søvn, – hvor længe ved jeg knap, men jeg blev vækket ganske brat ved Ullas gøen. Radioen var blevet tavs og det eneste der kunne høres var bornholmerens tik tak og så lidt småregn på ruden, – og hundens gøen og vrede knurren. Dens blik var stift rette mod køkkendøren og nakkebørstene rejste sig faretruende. Til min store overraskelse, – men også rædsel, kunne jeg både se og høre køkkendørens håndtag bevægede sig Jeg rejste mig op, hunden blev ved at knurre. Håndtaget bevægede sig igen og der lød som en tog et skridt ude i køkkenet. Det her måtte opklares selv om jeg ikke var særlig dristig ved situationen. Jeg listede mig stille hen mod døren og Ulla fulgte mig ved siden. Med et hurtigt tag åbnede jeg døren og råbte “tag ham“.

Løsningen var ret ligetil. I køkkenet stod katten på køkkenbordet, jeg havde glemt den selv kunne lukke døren op. Denne aften lykkedes det kun ikke ved de første forsøg. For resten var hund og kat de bedste venner.

Så var der kun at gå over gårdspladsen og kravle under den kolde dyne og fortsætte den afbrudte søvn, men inden lyset blev slukket kunne jeg lige beundre den store edderkop, der holdt til mellem loftsbrædderne oven over mit hoved, hvor korn og muselort dryssede ned ved en kraftig bevægelse af hestene på den anden side af væggen. En ny dag ventede.

Det må indrømmes, det var rigtig kålet at ryge syntes jeg som dreng. Det skulle selvfølgeligt prøves, og naturligvis i smug. Det var jo strengt forbudt for børn i min alder, og så var det jo det her med tændstikkerne, dem måtte jeg heller ikke røre, men forbud er vel til for at brydes, mente jeg, så det var den mindste ting.

Året var 1947, jeg var da omkring de otte. Men det at skulle forsøge sig i rygningens kunst var faktisk ikke så lige en sag endda. Ind i mellem havde jeg da fået et hiv af naboens karl – han røg pibe. Ikke fordi jeg syntes det smagte særligt godt – det føltes – hvis man som han, ikke kun sugede, men inhalerede det hele ned i lungerne – ja føltes som om man havde slået ti kolbøtter i træk, men alligevel var det, som var man var en af de store – næsten som var man konfirmeret, når man forsøgte sig.
Naboens karl sagde, man var en pisling, hvis man ikke kunne ryge en stopper og få røgen ud af næsen. Han selv kunne tilmed få røgen ud af ørene, men det var for viderekommende, indrømmede han. Jeg havde prøvet fars pibe engang, men havde fået røgen gal i halsen, og så havde det følt som tungen brændte. Far havde bare grinet og sagde at jeg skulle vente til jeg blev konfirmeret. Det havde naboens karl også sagt man skulle. Gad vide hvorfor man altid skulle vente med alting til efter sin konfirmation?

Sådan var det også med at få sig en ny cykel – men hvad skulle jeg for resten også med den. Den cykel jeg havde var jeg ikke særligt gode venner med, forstod ikke at håndtere den da den var alt for stortil min størrelse. En ny fik man først til sin konfirmation . Eller måtte gå med kasket, ja eller eje en dolk – sådan er der så meget man måtte vente med.

Men nu skulle det altså være alvor . En ganske almindelig formiddag. Jeg havde omsider fået fat i et skod – et cigarskod, sikkert et far havde lagt fra sig, havde glemt i askebægeret, og så skulle jeg naturligvis ligne naboen, for han stak altid en tændstik i spidsen af cigaren så han nemmere kunne holde den i munden. Det så vældig sejt ud så jeg prøvede derfor at efterligne ham.
Den rigtige ilddåb skulle foregå hjemme, bag hønsehuset. Der kunne jeg være helt uforstyrret. Det var efter min mening det sikreste sted.Den smagte ikke særligt godt, cigaren – og stærkt var den, bare det at holde den i munden var slemt nok, også selv om den kun rørte ved læberne, endda uden at være tændt.
Den smagte desuden hæsligt. Jeg kunne for alt i verden ikke forstå når nogen voksen kunne sige: “Det er sandelig en god cigar” måske mente de noget helt andet så, men man var vel karl for sin hat, ryges det skulle den, og helt ned med røgen.

Jeg følte som skulle jeg kvæles. Det fornemmedes også, som havde jeg snurret om mig selv syv og tyve gange, men det var bare om at fortsætte, sug efter sug . Den gav meget røg, den osede, som når far forsøgte at brænde våd halm og cigaren blev helt varm, følte jeg. For hver sug blev jeg mere og mere utilpas. Jeg måtte også sætte mig ned, Måske skulle jeg tage en lille pause? – eller måske bedre gemme resten til en anden dag. Hvem sagde for resten, den absolut skulle ryges helt op på en gang?

Lige med et kunne jeg ikke holde mig mere. Op kom alt det jeg havde fået til morgenmad. Var det sådan at være konfirmeret? Alt blev glemt om de mandhaftige løfter jeg havde givet mig selv. Jeg måtte, hvor nødigt jeg end ville, give op. Der kom mere morgenmad op. Det jeg for alt i verden ønskede nu var vand. Jeg vaklede gennem kostalden og laden og ind for at finde et glas. Så var det jeg mødte mor i køkkenet.
Hvad jeg havde glemt var, at lægen netop denne dag skulle se på min søster Kirsten, hun havde bronkitis, og så var han netop nu på besøg, et meget uheldigt tidspunkt at få sin ilddåb på. Mor fik lægen til at se på mig også , nu han var her, som hun sagde. Han så mig i øjnene, han så mig i halsen. han sagde meget lidt, men havde et medvidende blik i øjet, ”Kun så vidt han kunne se et midlertidig ildebefindende” sagde han, og at mor hellere måtte lægge mig i seng også, og ellers holde mig hjemme fra skole denne dag. Det var sikkert ovre til i morgen.

Hvad han ellers fortalte mor og far var uden for min hørevidde. Mor og far kommenterede det aldrig. De lod det vel være en sag mellem lægen mig – og cigaren. Det kunne vel være straf nok i sig selv. De var vel sikker på at det ville vare meget længe før jeg prøvede igen – en god lærestreg.

Om vinteren, når vejene var glatte, gik turen til min barndoms; skole; i St. Restrup for de fleste; af os med apostlenes heste. Vore forældre mente ganske enkelt det var for farligt at benytte cyklen, hvad jeg for resten selv fik at føle ganske; kontant.

Det var en morgen sent om efteråret med en af de nætter, hvor den første frost havde stukket sin snude frem. Jeg var formodentlig på nippet til at komme for sent og kørte derfor alt hvad remmer og tøj kunne holde. Det eneste jeg husker om den tur til skole er jeg vågnede op på købmandens divan, ret så slap i koderne og; meget fortumlet, og desuden indehaver af; en kæmpe hovedpine. Vores vognmand Robert Jensen; havde kørt bag mig i sin; lastbil og havde sagt til sig selv: “Det går sku aldrig godt; bette Johannes med den fart; du har på. Du har; den ondenlyneme vist glemt at vejen er glat som et spejl i i frostvejr“. Han fik; så sandeligen; ret.
Det var også ham, der samlede mig op og bar mig i min; dybe bevidstløse tilstand ind til købmanden og; hvorfra; der blev sendt bud efter far og mor. Da jeg var kommet så nogenlunde til mig selv blev jeg kørt hjem; i bil af en eller anden. Lægen blev tilkaldt og foretog en nøjere undersøgelse og beordrede mig derefter til at holde sengen i over fjorten dage, endda uden at måtte løfte hovedet fra puden og da slet ikke ligge at læse.

Diagnosen; var naturligvis en kraftig hjernerystelse. Det var heldigvis den eneste skade jeg havde pådraget mig.; Hastværk er; og bliver lastværk. En ret så træls; oplevelse. Den eneste positive ting var at der var nul lektier, ingen dansk stil eller regneopgaver og Stinne kom endda på besøg for at tilse sin kære elev.

Vi var naturligvis; varmt klædt på om vinteren; når der var frostgrader og sne, og havde; for de fleste af os, som det eneste tidspunkt på året,; skiftesko med i skole . I timerne stod støvlerne; i gangen. Den sejlede næsten altid; i smeltet sne fra vor udefodtøj. Vore vanter kom med ind skolestuen og lagt til tørre ved kakkelovnen, på tørvekassen. Havde vi fået sne i støvlerne, kom de også ind og; stod til tørre.; Stinne var meget betænksom; og tænkte altid på; vores ve og vel. Skolestuen emmede derfor; ikke kun af os selv på disse dage,; – men også af de mange sure støvler og sokker. Det var der ingen af os elever, der kunne mærke, kun en fremmed, der af en eller anden grund stak hovedet indenfor i et ærinde.

Jeg havde dengang en dejlig varm skindhue, mor havde syet. En såkaldt polarhue. Den; fulgte mig gennem flere kolde vintre.; En sådan kold vinterdag snuppede; den store bengel til Bette Frode huen og kastede den langt uden for døren lige efter, der havde ringet ind til time.
Naboens hund, der var meget legesyg, snuppede huen og løb bort. ;Jeg blev rasende. I næste frikvarter søgte jeg efter huen, og næste med, også uden for skolens område, vi ellers ikke måtte forlade – og efter skoletid,; men den var som sunken i jorden.
Bette Frode ville; naturligvis ikke hjælpe. Jeg blev efterhånden virkelig gal på ham, og efter en del skænderi gik jeg; for en gang skyld hel bersærk og han fik et regulært lag tærsk og måtte løbe hjem med en større blodtud – Noget der aldrig var overgået ham. Han var trods navnet en bred fast dreng, og; en del større end jeg. Jeg aner ikke hvor jeg fik alle kræfterne fra. Navnet, Bette Frode, havde han fået, fordi der var; en dreng til, ved navn Frode i skolen, men fire år ældre.
Ad uransagelige veje kom alt dette; med;;; huen; for Stinnes ører. Måske havde en eller anden sladret om dens forsvinden og Bette Frodes og mine skærmydsler. Enden på det hele blev, at alle på skolen dagen efter blev sendt ud for at søge efter den formastelige skindhue, der var som forsvundet ud i den blå luft. Den kom heldigvis til veje igen, men først efter lang tids søgen.; Gennemvåd var den og lidt fortygget af hundens tænder, men ikke mere end den kunne bruges. Frode og jeg blev tvungen til at give hinanden hånden på, at alt dermed var glemt.

Min kære skindhue fik desværre et meget bedrøveligt endeligt. Ved et sørgeligt uheld blev den kogt sammen med en kurv kartofler i gruekedlen derhjemme. Den havde, før dette, været en trofast og varm følgesvend og gået utroligt meget igennem. sammen og uden mig, men at blive kogt var dog alligevel mere end den kunne klare. Den var ikke større end en knytnæve, da den blev fundet og fisket op.

Min barndomsskole I St. Restrup var en såkaldt friskole, og som sådan var det var fortællingen, undervisningen byggede på. Vi havde derfor meget lidt hjemmearbejde at lave – kun i fagene dansk, regning og geografi. Vi var forskånet for megen af den udenadslære, der var på kommuneskolen. Jeg tror stadig, vi havde lige så stor viden som dem efter de syv års skolegang. Der var dog ting de kunne – som vi slet ikke lærte, og det var bl.a. salmevers, katekismus og kongerækken på fingrene. Der er andre ting, der er vigtigere i livet end den slags lærdom.
Men Stinne fortalte, så det fængede, når ellers vi ikke så ud af vinduerne og opdagede noget mere interessant. De fag vi havde, foruden de 3 nævnte, var danmarkshistorie, biologi og tegning, – Vor tegnetimer skal lige nævnes, for alle streger vi satte var på linjeret papir, hvor vi desuden havde et eller andet billede at se efter, – der også var i tern, som vi sad og talte omhyggelig op og trak vor streger helt nøjagtig efter lineal, så det hele drejede sig faktisk kun om at tælle rigtig og holde linealen fast mod papiret, – vel ikke den mest udviklende metode i verden, – ja og så havde vi naturligvis sang. Men det er en historie for sig selv. Ind imellem alt vores syngeri havde vi også almindelig undervisning og ikke mindst frikvarterer.

Det var dog undervisning, der var det vigtigste og Stinne lærte fra sig med al den iver hun kunne lægge for dagen. Hun gjorde ihvertfald et meget helhjertet forsøg på at undgå vi forblev analfabeter. Hvordan hun ellers underviste og især de mange klasser – eller årgange på en gang – i samme klasselokale er fløjen ud af min huskekasse – men hun gjorde det.

De førstemåneder i skolen sad jeg ensom majestæt ved mit tomands bord, indtil en ny dreng kom. Han blev, fra færd, min bedste kammerat gennem hele skoletiden. Gunnar hed han og boede af en eller anden årsag hos sine bedsteforældre. For mig virkede de meget gamle. Hans bedstefar var grisehandler og hans bedstemor havde været lærer, men var pensioneret. Hun havde lært ham både at regne, skrive og læse, før han pludselig en dag trådte ind i skoleklassen. Heldigt for mig, der nu fik en dygtig siddekammerat, jeg kunne lure lidt af efter. Det havde han ikke noget imod, men det havde Stinne. Så fik jeg både læst og påskrevet indtil flere gange, og blev truet med at jeg skulle flyttes til et andet bord. Hun mente vel det ikke var den allerbedste måde jeg fik noget lært på.

De fleste af os blev ret så gode til både dansk og regning. Disse to fag blev mine bedste. Især dansk, hvor mange af mine fristile blev læst op i klassen, når hun ellers kunne læse min meget personlige skrift. Læs: dårlig skrift. Det var en megen stor anerkendelse fra hendes side. Hun var også god til at motivere os til at bruge biblioteket, så det at læse bøger har fulgt de fleste af hendes elever livet igennem. Regnestykkerne blev ikke læst op, det havde vel været for kedeligt, men min sidekammerat: Gunnar og jeg kappedes altid om at regne de fleste. Det var ligefrem en sport. Som regel var vi to også foran de andre. Det gav også flere røde streger, fordi jeg så mere på kvantiteten end på kvaliteten, men det var en fryd, at være færdig med en side før nogen af de andre og helst en eller et par sider foran, på trods af de røde streger. Da jeg kom til stykker, der skulle ganges, fik jeg problemer. Det var det med tabellen, altså den lille. Hvor har min mor hørt mig mange gange, både nat og dag i den forbandede tabel. Hun terpede med mig, både bagfra og forfra, hvor var den svær – mest syv tabellen. Hvorfor netop den, ved jeg ikke, men det var den bare, og så stod tabellen bag på regnehæftet, så hvorfor var det dog så nødvendigt, at skulle kunne den? tænkte jeg mange gange. Den blev lært, men det holdt hårdt.

Stinne var ikke særlig skrap, men vi havde megen respekt for hende. Når en af os fik en røffel af hende eller hendes øjne lynede, kunne man krybe i et musehul, men vi fik aldrig anmærkninger med hjem. Jeg mindes kun en gang, der var en eftersidning. Det var på grund af en eller nogle havde lagt kastanjer i tørvekassen og så smuttede der naturligvis nogle stykker med i tørvene da hun fyrede, hvad også var meningen. Resultatet var at der skete nogle kraftige eksplosioner fra disse ellers så uskyldige kastanjer, som mest blev brugt til at lave dyr af, så kakkelovnsdøren røg op og aske og gløder stod ud af lågen. Det var Holgers Karens Kristians Bent det gik ud over – og så var det naturligvis ikke ham, der havde lavet de gale streger. Men der var ingen der meldte sig, og så måtte han af årsager jeg ikke husker, lægge ryg til. Måske det nemmeste offer på dette tidspunkt ? Hvor kan livet være uretfærdig.