Drengefødselsdage i min skoletid ( jeg er født i 1939) var altid noget særligt, og den obligatoriske een krone gæsterne havde med som gave, blev der holdt nøje regnskab med. Pengene blev alle optalt krone for krone, hver gang en gæst ankom. Det indkomne beløb var et kærkomment tilskud til lommepengene. Ve den der “snød” eller glemte den. Den dreng blev der set skævt til.
Jeg mindes en skolekammerat , der gav mig to femogtyve ører, fint indpakket , ganske vist – men alligevel. Jeg var meget meget skuffet – og da han selv inviterede til fødselsdag, ville jeg gøre gengæld ved at give ham det samme beløb. Det sagde mor på det bestemteste nej til og gav mig den obligatoriske en krone med til ham med strenge ordre til at aflevere, men jeg købte slik hos købmanden for det halve og gav ham de resterende to femogtyve ører. Ret skulle være ret. (Og så er det nu og her man tænker: gad vide om han da selv havde købt snold hos købmanden – for måske var også hans lommepenge lige så små som mine var).

Selve drengefødseldagsfesten – tøser var bandlyst den dag, startede med vi ankom i vor stiveste puds – næsten da kl. 13.00 og sluttede som regel ved 17.30 – 18.00 tiden med vi var mildes talt møgbeskidte, Stinne, vores lærer, var altid inviteret med og deltog pligtskyldigt. Så længe vi gik i de „bette klasse“ var hun nærmest selvskreven igangsætter af forskellige lege – som regel små sanglege eller forskellige boldspil.
Kl.15.00 blev vi så budt ind til kage og sodavand. – Ja, altid den obligatoriske skoldhede kakao og boller med smør. Mange gange var kakaoen så varm at tungen blev skoldet og sved ganske forfærdeligt. – og “skindet”, det ulækre skind, der altid flød i kanden plumpede i koppen, og var man så særlig uheldig, sprøjtede det ud på værtindens hvide dug. Det er det man husker, men slet så galt var det næppe hver gang.

Når så vi kom i „stur klasse“ var programmet næsten det samme, men her var Stinne dog ikke indblandet i legen. Derfor gik det også mere vildt til.
Legen var som regel altid : “tyskere og englændere”, – det var jo relativ kort efter krigen. Værten var altid førstevælger, både af valg af side og ved valg af sine „soldater“ . I virkeligheden var det den gamle leg, “røvere og soldater“ bare i ny indpakning. Vi delte os i to hold efter vor normale udvælgelsesmetode og bekrigede derefter hinanden efter de forudgående aftalte regler. Men altid var der nogle, der trådte ved siden af, så der opstod skænderier, ofte med gråd , en revet skjorte og en veritabel blodtud til følge. Ja, mødrene frygtede altid disse drengefødselsdage og formanede altid med strenge ord inden vi ( jeg) drog af sted.

Jeg har aldrig oplevet en drengefødselsdag, der foregik i fred og fordragelighed hele dagen igennem. Når der blev budt ind til bordet med brød og kakao var der våbenhvile – og ellers forsatte vi hvor vi slap.

Men vi elskede disse fødselsdage og den eventuelle ufred, der opstod blev forsøgt mæglet på stedet eller med en regulær brydekamp iblandet knytnæveslag mellem de to kamphaner – Den der først lå på jorden havde tabt – Rene og klare regler – i det mindste var striden glemt dagen efter. Det var drengelege i fri dressur, hvor vi afprøvede kræfter. men også satte rangordenen. Når dagen sluttede, var vi som regel møgbeskidte fra top til tå, og hjemme ventede så et møgfald fra mor.

Mine drengefødselsdagsfester foregik som regel efter samme recept som hos mine kammerater, med den forskel vi næsten altid legede i og på jættestuerne, ikke langt fra mit hjem. – Så var mor og Stinne fri for at høre vores råben – det gik ikke lydløs for sig med en flok drenge i fri leg. Det var nu ikke derfor vi i samlet flok henlagde vor „krigskueplads“ netop der..
Den ene jættestue var overdækket med næsten flade kampesten, bevokset med lyng og lidt krat og med en meget lav, lang og smal indgang – den anden var dobbelt med to rum, men uden overliggere og helt eller delvis overgroet med buske og træer. – Denne havde tyskerne ødelagt under krigen ved de her havde placeret en af de mange store lyskastere oven i. Der ved var den faldet helt sammen. Men det var en pragtfuld plads for vores „krigsleg“.
Den overdækkede jættestue gav legen et ekstra pift – for herinde var meget lavt til loftet og næsten helt mørkt. Den blev derfor som regel brugt til fangerum med ingen eller få muligheder for at flygte, hvis fangevogteren da ellers passede sit job. Et job. der altid blev tildelt ham, som var længst nede i rækken i vores drengehierarki.
Ellers foregik legen med vi skulle liste os ind på hinanden, og – enten skyde modstanderen ved at råbe bang bang – våbnet var oftest kun en gren vi snittede til, så den kunne ligne om en pistol eller et gevær mest muligt. Kunne man overliste en fjende ved at „skyde“ inden for en afstand af 10 skridt var vedkommende død, Det blev nøje overholdt , og målt efter – med fordel til dem med lange ben, der blev skudt på, – og man blev først levende igen og på ny kunne deltage efter at have talt til 100 højt og tydeligt.
Eller man overlistede een helt og tog vedkommende til fange. Her var turen så til fangehullet i 10 minutter. Det var især her uenighederne opstod, hvor man kunne komme i virkelige håndgribeligheder, f.eks. om hvor længe 10 minutter varede, for det at have ur var ikke hvermands eje, Det var få drenge, der ejede et ur før efter konfirmationen.

Ved min 11 eller 12 års fødselsdagfest skete der, efter en times tid inde i legen, noget fuldstændig uventet, så den standsede ganske brat, og vi følte noget pludselig var dødsens alvor. Sagen var at vi vidste at inde i det mørke gravkammer, havde ligget døde mennesker, – ganske vist for meget længe siden, højen var jo en gravhøj. Vi havde tilmed fantaseret om vi kunnet skimte knogler derinde – de afdødes knogler – Det troede vi helt bestemt denne dag . Vi undlod da heller ikke at hidse hinanden yderligere op med uhyggelige historier. Derfor herskede der stor ærefrygt, men også utryghed ved at befinde os inde i det næsten mørke gravkammer – ikke mindst som ensom fange.
Pludselig under vor leg var der en „fange“, der i sin ensomhed, i al sin angst og kvide råbte af fuld kraft: „Her er et spøgelse , jeg ka` se det -…. hjælp jeg vil uu.,…..dd “. Vi stivnede alle som en , helt lamslået . Og i løbet af et øjeblik flygtede vi i samlet trop og i løb gik det hjemad. En og anden faldt og blev endnu mere tilsølet til end han var i forvejen, men blev hevet op igen . Det var en tidlig forårsdag, jorden havde knap givet slip på frosten, så jorden var sine steder endnu pløret. Da vi forpustede havde løbet et godt stykke og standsede op for at få vejret, kom der – tro det eller ej – tilmed en hvirvelvind fejende og tog visset græs og andet tørt materiale med sig og stod så helt stille over højen, hvorefter den ikke var at se mere.
Det bestyrkede fuldstændigt vor i forvejen sikre overbevisning om at der virkeligt var et spøgelse på spil og det satte endnu mere fart på os – og vi standsede ikke før vi var helt hjemme.

Her gik min far til vor store lettelse i sindig fart bag ploven med sine gule nordbagger. Med rædslen malet i vore ansigter berettede vi, hiksende og besvær med at få luft, hvad vi fuld og fast troede på var et meget vredt spøgelse. Et spøgelse, der havde taget ophold i jættestuen – og nu ikke ville finde sig i den uro vor leg havde forstyrret det med. – Og far gav os helt og holdent, uden nogen som helst forbehold fuldstændig ret, – i sit stille sind nok kun det sidste.

Min agtelse steg gevaldig hos mine klassekammerater efter denne fødselsdagsfest. I dagene efter blev den diskuteret vidt og bredt i skolen og udråbt som den bedste fødselsdag de til dato havde oplevet. Spøgelset blev for hver gang til flere – ja, blev til mange spøgelser og endnu farligere, men alle som en af os fremstod nu som de rene og sande helte i det drama, der havde udspillet sig. Hvad den ene ikke havde set eller bedrevet , havde den anden enten gjort eller udført en mangedobbelt heltedåd ved. Det var en virkelig drengefødselsdag, hvor fantasien fik lov at have kronede dage meget, meget længe.

Få år efter 2. verdenskrig talte man meget om “flyvende tallerkner”. De kom, mente man – fra fjerne planeter. Nogen mente de var bemandede med grønne “månemænd”, der ville se hvordan vi levede her på vores jordklode – eller måske endda erobre den. Der var ganske få – eller rettere, nogle der mente at have set dem – og så alligevel ikke. Men “noget” var der, der fløj rundt deroppe i himlen og var ret så mystisk. Selv aviserne brugte spalteplads til artikler med mere eller mindre utydelige fotos.

Jeg lavede i stedet min helt egen flyvende tallerken, og den var der nu ingen mystik ved. I sin såre enkelthed var det et gammelt grydelåg af aluminium, der var hamret næsten helt fladt – dog buede det lidt, så den mest lignede en flad tallerken.
Efter nogen øvelse med at kaste den – det var bedst op mod vinden, og når man samtidig fik den til at roterer, kunne den komme endda meget højt og langt, og man kunne endda med lidt held få dem til at vende tilbage som en boomerang.
En dag jeg gik og legede med min “tallerken” var der en særdeles stærk vind. Jeg var kommet næsten ned i den anden ende af marken, vel godt 200 m fra bebyggelse – da et af mine kast op mod vinden var endog helt fantastisk heldig. Tallerkenen fløj højere og længere end den nogensinde havde gjort, og kom flot tilbage – men højt – højt over mig i et fantastisk svæv. Det så flot ud, og jeg kunne følge dens lange flyvetur meget længe. Men oh rædsel. Den tog uheldigvis direkte retning mod naboens hus og med en enorm hastighed – der lød et brag. Den havde ramt plet – et af deres store vinduer – og det helt utilsigtet.
Jeg kan endnu høre det for mig. Selv om jeg var i den anden af marken, kunne lyden høres af glas – måske havde den endda fløjet videre ind i stuen og ramt naboen eller hans kone. Jeg havde da for længst sat mig ned med lukkede øjne. Tankerne rumsterede inde i mit hoved. En skideballe af de helt store var i vente. Naboen var slet ikke til at spøge med, og da slet ikke når jeg havde knaldret hans rude. Jeg så mig selv ruineret, mærkede den helt store endefuld, selv om jeg aldrig før havde fået en – ja i det mindste ville jeg få stuearrest i op til flere uger. Jeg turde end ikke lukke øjnene op. Jeg havde sat mig på jorden – og med lukkede øjne opregnede alt det der ville ske mig – det hele. Kunne forestille mig, hvordan naboen måske allerede var på vej over til far og mor med det nu misformede grydelåg for at spørge om det var et de kendte noget til – dette grydelåg eller hvad det nu var, ville han sige , – for det var helt sikkert kommet ovre fra os og det kunne i hvert fald ikke sådan bare helt af sig selv komme flyvende uden en eller anden havde haft en finger med i spillet – og det kunne selvfølgelig ikke være andre end mig, der var synderen.
Jeg kunne se og høre det hele for mig – se hvordan han stod der lige uden for døren med min “tallerken” i hånden og råbe op om, at det kom far under alle omstændigheder til at betale, og nu skulle han selv have alt det arbejde med at få sat en eller plade over hullet indtil der kunne sættes nyt glas i – og for øvrigt skulle far og mor se bedre efter, hvad deres knægt gik og lavede, og han desforuden selv ville tale et stort alvors ord med mig, når jeg dukkede op.
Mange af disse tanker fløj gennem hovedet. – Men nej – jeg kunne ikke sidde der nede i marken på den måde i al evighed og ingen ting foretage mig. Det måtte briste elle bære. Jeg måtte begive mig den tunge vej hjem, hjem og modtage den straf, der uundgåeligt ventede.
Jeg fik taget mig sammen og traskede meget langsomt hjemad, ad en lang omvej for ikke at blive set af nogen. Hjemme var der helt stille. Far var sikkert ovre at se på skaden. Jeg listede ind i vor have for gennem hækken at se over til naboen, se hvilken ulykke jeg havde forvoldt. Men på den anden side af vejen – hos ham var ingen at se udenfor. Der var helt roligt derovre. Jeg kunne også se alle hans vinduer. Stor var min overraskelse og usandsynlige lettelse – der var ingen knust. Der er altså en VOR HERRE, tænkte jeg, og Han havde haft en meget stor finger med i spillet, måske var det Ham der ligefrem havde grebet mit grydelåg og selv sagt “bang” for at forskrække mig.
Der var næsten mørkt, før jeg turde liste mig over efter min vildfarende “flyvende tallerken”, og der gik flere dage før jeg turde spørge, om de havde hørt et eller andet stort brag, og hvad det dog kunne være. Naboen havde hørt det, men fandt mærkværdigvis ikke ud af hvorfra det kom, eller hvad det skyldtes – noget jeg “selvfølgelig” også var helt uvidende om.
Eksperimentet med “den flyvende tallerken” stoppede brat her.

Sangen har vinger – og eksamensfeber i St. Restrup Friskole.

Er der noget der får os til at føle mere samhørighed end fællessang. Det være sig i en skoleklasse som ved en ved en landskamp.

Men, men, men, som man ved synger enhver fugl med sit næb og det uanset om det er samme melodi – om stemmen er dyb – eller høj – eller den er måske gået i overgang – ja, og om der bliver sunget falsk eller ej , hvad fugle ikke gør – så vidt vides.

I St. Restrup Friskole sang vi virkelig meget i hele min 7-årige skolegang. (1946 til 1953) Vi startede alle timerne med en sang – ja og vi slutte dem også med sang – både sommer og vinter – selv før og efter en regnetime , ( det blev den kortere af)- og naturligvis i sangtimerne. Jo – vi følte virkelig stor samhørighed både i og udenfor skolen.
På varme sommerdage , hvor vinduerne i skoleklassen stod åben kunne de forbipasserende nyde den entusiasme vi lagde i sangen . – eller om foråret i “betteklasse”, som det hed, når vi gik tur langs stierne gennem højskolens park under det lysegrønne bøgeløv – med små dannebrog og anemonebuketter i hænderne og med Stinne, vores lære, som både dirigent, forsanger og bagtrop. – Og når vi videre gik op gennem St. Restrup på vej hjem til skoleklassen – stolte og glade som vi var, (også over at slippe for en regne eller dansktime) så sang vi af hjertens fryd alle de fædrelandssange Stinne havde lært os. Folk kom ud fra deres huse – eller de kikkede over havehækkene – Og de smilede og vinkede, og så sang vi endnu højere.

Stinne havde en stor klangfuld stemme, der kunne overdøve vores, så det var ikke svært at følge hende i melodiernes toneleg – eller rettere hendes. Hvad vi så på det tidspunkt ikke vidste meget om var, vi sang pivefalsk om nogen, – men det ødelagde ikke vore sangglæde – for det var vi som nævnt så ganske uvidende om. Og hvorfor mon sang vi alle falsk ???? Jo, Stinne var tonedøv, så helt og aldeles. Ikke nok med at tonerne var “skæve”, men mange af tonerne var skredet så meget i hendes melodiunivers at det faktisk blev til andre melodier og takter end originalerne, så “lydefrie” var de ikke. – men vi fulgte hende naturligvis, som de autoritetstro børn vi var.
For mit eget vedkommende undrede det mig lidt at de melodier vi lærte i skolen ikke stemte helt overens med de melodier vi sang derhjemme – eller dem vi sang når jeg fulgtes med far og mor til møder på højskolen.
Da jeg senere selv fik børn og ville synge nogle af de børnesange jeg kunne huske fra barndommens skoletid, måtte jeg først lære mig den rigtige version af melodierne – efter ordre fra min kone. Hun kunne knap genkende dem.

At vores lærer sang falsk betød dog ikke spor. Hun var en ualmindelig afholdt lærer og dygtig pædagog, og vi elskede hende. Vi sang også til den den årlige eksamen – dog sikkert ikke til den store nydelse for de fremmødte. De bestod af vore forældre samt censor i form af skolekommissionen med formanden i spidsen, hvilket var sognets præst: pastor Reerslev samt Friskolens bestyrelse.
De blev placeret i en række langs væggene på lånte stole, og vi sad så ved vore egne klasseborde to og to, samlet hele klassen med Stinne ved kateteret, som på en almindelig skoledag.

Skolekommissionen var den officielle kontrollør af at undervisningen i Friskolen foregik på betryggende vis, og om vi lærte de samme kundskaber som i de kommunale skole.

Før og under “eksamenen” var der stor nervøsitet. Ikke mindst hos Stinne. Gennem den sidste måned før denne “skæbnedag” terpede hun os i tabeller og hovedregning – dansk grammatik – og de danske byer. Vi fik hver enkel en lille opgave som vi så skulle kunne på fingrene og om fornøden skulle kunne aflire når eksaminator: pastor Reerslev stillede sine spørgsmål.
Denne dag havde Stinne dybrøde kinder og svedige hænder, ja og stemmen var mere skinger end i dagligdagen, for nok var det os elever, der skulle svare – men eksamenen gjaldt måske i endnu højere grad hende, – det følte hun i det mindste, og naturligvis smittede det af på os stakler. Hvad hun ikke vidste var, at der blandt hendes “poder” også var virkelige professorspirer i forskellige kategorier, der hos hende høstede deres første boglige viden og færdigheder.

Friskolen var oprettet af den stedlige frimenighed, der rakte ud over flere kommunegrænserne og som sådan drevet af den. (Uden for Folkekirken), – den stod i det mindste bag.
Der må indskydes Friskolen var ikke blevet oprettet pga. religiøse forskelligheder. Det var derfor et fåtal af elevernes forældre, der var medlem af frimenigheden – kun af friskolen.
Men hver gang kunne vi vore ting – og som sædvanen var roste censor: pastor Reerslev os og skolen, når overhøringen var slut – og vi sluttede af med en sang …..

Derefter bød Stinne de voksne til kaffe i de private gemakker – og vi snoldede den obligatoriske eksamensdaler op hos købmanden.

Det er ikke eller næsten umulig at nævne alle dem, som hver på sin måde har sat sit præg på husmandskolonien ”St. Restrup” . Nedenstående vil derfor også kun være ufuldstændige erindringsklip og personlige betragtninger. Ting som jeg har oplevet dem, og ikke mindst som der er blevet mig fortalt . Jeg selv er barnefødt i St. Restrup i 1939. Min bedstefar overtog husmandsbruget på Sønderbyvej 24 i 19 16 – 17 og overdrog den i 1947 til min far og mor, Svend og Edith Stoffersen. Det meste mit voksenliv har jeg imidlertid været i Solbjerg, Østhimmerland.

Hvis nogen fra St. Restrup skal nævnes, blandt de restruppere jeg husker og kendte fra min barndom , må det først og fremmest være brødrene Marinus og Peter Langeland.
De to overtog som nybyggere, omkring 1911-14 hvert et lod af jorden fra den store udstykning af herregården ”St. Restrup”, hvor 50 nye husmandsbrug blev oprettet . Lodderne var på fra omkring 14 til ca. 30 tønder land afhængig af jorden beskaffenhed . De fleste med engarealer og mose med mulighed for tørvegravning I løbet af mindre end 3 år var en ny landsby med over 100 nye indbyggere en realitet. En æra var begyndt.

De to brødre kom fra et meget ydmygt husmandssted i Skindbjerg ved Skørping og byggede fra grunden hver deres eget husmandsbrug op, i hver sin ende af husmandskolonien. De var begge skolede gennem højskoleophold og blev dygtige foregangsmænd på en lang række områder og var nogle af dem, der kom til vise andre vejen , hvordan man som husmand var i stand til at gøre husmandsbrug til et rentabel mønsterbrug.
Marinus var bl.a. den første, der etablerede kunstig vanding. Muligheden var ganske vist lige ved hånden , da han havde jord til åen og kunne pumpe vandet herfra, og for ham var der ikke langt fra tanke til handling, så han etablerede en mindre opstemning af åen – og et pumpeværk . Han havde også det dårligste jord af alle udstykningerne. Det lignede i de første år mere en sandbunke end en jord, der var tjenlig til agerbrug og havde for øvrigt aldrig før været under plov, men henlå i lyng og krat da han overtog stedet . Han vidste hvad lyng kunne betyde fra sit barndomshjem i Skindbjerg, hvilket han så tydeligt har beskrevet i sin meget levende og velskrevet selvbiografi ” Ad sandede veje”. (læs den – og få indblik i de fattige kår en husmand levede under omkring år 1900)
Men han havde også energien og viljen til sammen med sin kone at gøre et stykke arbejde for at gøre sin plet til en oase. Han plantede frugttræer – han avlede grønsager – han dyrkede tidlige kartofler, så der kunne dyrkes to afgrøder årligt.
Marinus drev med andre ord sit husmandsbrug som delvis friluftsgartneri med mange forskellige afgrøder, der blev solgt i Aalborg, samtidig med han efterhånden oparbejdede et stort husdyrhold. Som han altid sagde : “Uden husdyrene kan min jord ikke give et acceptabel udbytte”. De gav ikke kun mælk og kød , men også den bedste og billigste gødning til en tiltrængt jordforbedring.
Men hvad der også betød meget for de to brødre, som for de fleste af de halvhundrede nyetablerede husmænd i St. Restrup, var at de altid kunne hente og benyttede den viden og inspiration de fik af højskolens have – og landbrugskonsulenter. De havde dem lige ved hånden da der i de gamle herregårds bygninger var etableret højskole samtidig med udstykningen. Skolen blev for hele nybyggerkolonien et uundværlig videncenter.

Peter, hans broder var måske ikke slet så alsidig. Han satsede fortrinsvis på tidlige kartofler og hønsehold ved siden af sin kvægdrift Han havde det vel ikke nødigt, da hans jord var af en langt bedre beskaffenhed end hos Marinus. Peter var meget forenings interesseret og var bl.a. i mange år formand for højskolen, den senere ”Husmandsskole” og desuden i en årrække udpeget af husmandsforeningerne til medlem af Nationalbankens bestyrelse. Som et kuriosum, havde han en gammel dolk hængende på sit kontor – fra sit barndomshjem. Den havde hans far fundet boret ind i en kornsæk efter en dramatisk køretur en mørk aften, i hestevogn gennem Rold Skov, hvor han blev forsøgt holdt an af et par af de berygtede ”Røvere fra Rold”, der huserede på dette tidspunkt.

Mange ”Husmandsrejser” , dvs. studieture, gik til de to husmænd. De fik besøg af mange hundrede interesserede hvert år. Husmænd og deres koner fra andre landsdele kom i turistbusser for at se og høre om den store udstykning og om hvordan et husmandsbrug også kunne drives.
De fleste husmænd I St. Restrup havde efterhånden specialiseret sig i forskellige afgrøder – dog fortrinsvis tidlige kartofler , der blev solgt gennem Gasa (Gartnernes salgsforening) i Aalborg og desuden i hønse og kyllingehold. De kom efterhånden ind under samme ordning, hvor også bl.a. min far viste rundt på sit husmandsbrug – og virkede desuden som rejseleder for de besøgende, når han kunne afse tid.
Der først blev vist rundt på de forskellige brug og samledes derefter på højskolen til foredrag og fik her yderligere kvalificerede svar på de spørgsmål, der måtte have hobet sig op under rundvisningen. ”Husmandsrejserne” var arrangeret af Husmandsforeningerne, som næsten alle var medlem af.

Men husmændene I St. Restrup følte sig også hævet lidt højere end de fleste andre husmænd. Dette skyldtes at de følte sig som rigtige ”selvejere”, da ingen af brugene var oprettet med de såkaldte ”statslån” som hovedparten ellers havde ved lignende udstykninger, men ved almindelige kreditforeningslån. De havde desuden et ualmindelig tætknyttet sammenhold, selvom de havde forskellige politiske livssyn. De fleste stemte dog sikkert ”radikalt”, men der var både socialdemokrater, retsstatsfolk og venstremænd mellem.
Men til lokalvalg blev forskellighederne udvisket. Så kunne de indvælge op til 3–4 mand i ”sognerådet” på en fællesliste. De var således en magtfaktor, man måtte tage hensyn til og derfor kunne de bl.a. også besætte posten som sognerådsformand, (Lars Larsen) gennem flere valgperioder. Ja, man gik til tider langt for at bevare stemmer som ved at tilbyde hjælp økonomisk, så alle i St. Restrup fik mulighed for stemmeret .
Var der en i skatterestance, blev der udvirket et midlertidigt privat lån til vedkommende. Skatterestance betød dengang fratagelse af stemmeret. Samarbejde og sammenhold var nøgleordet for beboeren i St. Restrup og et utal af foreninger varetog efterhånden deres interesser. For at nævne nogle: andelsmøllen, foderstofforeningen, kontrolforeningen, ægsalgskredsen, vandværket, (Vandværket blev allerede etableret samtidig med udstykningen 1911-14, så alle allerede da havde man ”vandværksvand fra hanen ”), andelsfrysehuset, friskolen, mejeriet, ungdoms- og idrætsforeningen, og senere ”fællesmekaniseringen”, hvor man i fællesskab indkøbte markredskaber og derefter ”lejede” maskinerne, når der var behov for det. Så var man uafhængig af dyre maskinstationsregninger – eller fri for selv at investere i en maskine man måske kun havde brug for i få timer om året. Hertil kommer kredsen omkring højskolen, som dog dækkede et større geografisk område. Man var medlem af de fleste, selvom der af naturlige årsager var undtagelser eller enkelte, der helt eller næsten holdt sig udenfor. Næsten alle var på et eller andet tidspunkt medlem af en foreningsbestyrelse, hvilket gav medindflydelse og derfor større ansvarsbevidsthed og ikke mindst samhørighed. Samlet set var alle disse foreninger derfor også en social gevinst for det nyt samfund, som det jo var, og en helt nødvendighed for at det kunne fungere optimalt. Men som altid var højskolen dem en stor inspirationskilde. Vi børn deltog meget ofte i de møder her blev afholdt, når der kom en spændende foredragsholder på højskolens program – om ikke andet så for at synge efter højskolesangbogen, der var en fast bestanddel på møderne.

Husmandskolonien blev i de første år ikke set på med blide øjne af naboerne, d.v.s gårdmændene i nabobyerne. Man var bange for at denne husmandskoloni ville blive en social belastning for kommunen. (Den daværende ”Sønderholm-Frejlev kommune”). Det var også en af årsagerne til deres sammenhold. Fakta blev imidlertid at skattegrundlaget hos flertallet af husmændene ret hurtigt blev lige så stor og i flere tilfælde højere sammenlignet med mange af de gamle veletablerede gårdmænd i de nærliggende landsbyer (ifølge skattelisterne, der var offentligt tilgængelige).
Skepsissen gik begge veje. Der skulle næsten gå et halv århundrede før de kunne samarbejde fuldt ud og på lige fod om fælles interesser. En af de nye husmænd indfandt sig i Sønderholm brugs for at foretage sine indkøb. Her blev han mødt med et hånligt spørgsmål fra en gårdejer fra Sønderholm: ”Nå , du er måske en af de nye herremænd på St. Restrup”???? Svaret lød: ” Ja, og du er måske én af hans fæstebønder”????.
En af uenighederne var bl.a. oprettelse af mejeri, eller rettere i sidste ende placeringen af det. Restrupperne gik så langt at acceptere beliggenheden blev mellem de to landsbyer Sønderholm og St. Restrup: Enige kunne de ikke blive, så resultatet blev at de byggede hvert sit. Det resulterede imidlertid også i at børnene fra St. Restrup blev moppet i Sønderholm skole, hvor flertallet gik. Hvad var så andet at gøre???, der blev naturligvis oprettet en friskole i St. Restrup. Noget lignende var det med idrætsforeningen.

Jo – de var og blev selvbevidste, de gamle nybyggere og kunne tage skeen i egen hånd. At udviklingen i samfundet så er gået den anden vej og har resulteret i at det nu kun er stordrift, der er økonomisk rentabel, kan man kun beklage. Det har så givet andre muligheder. Nogle af de små husmandsbrug er nu lagt sammen eller jorden lejet ud – andre bliver drevet som lystejendomme for byboere, der vil udleve drømmen om livet på landet . Da der på lystejendomme som regel også er rideheste har det været naturligt også oprette rideskole og hal.
Men højskolen, der havde været byens faste samlingspunkt, blev efter mange gode år omdannet til ”rød højskole” ved et mere eller mindre tilrettelagt kup. Den fik dog kun kort levetid. Efter få år fik den sin endelige dødsdom og er nu, som mange herregårdbygninger er, endt som hotel.
Også ”Friskolen” sammen med flere af foreningerne har også måtte lade livet, eller om man vil, har overlevet sig selv. Ligeledes møllen – den gamle vandmølle, hvor alle husmændene havde fået deres korn malet er nedlagt og mølledammen omdannet til put and take-sø. Friskolen fungerer dog stadig, men nu som byens velfungerende forsamlingshus under sit gamle navn: ”Friskolen”.

På et af husmandsstederne i St. Restrup boede da jeg var dreng digteren Anders Christensen. Jeg mindes ham af udseende som en lille forhutlet person, der aldrig gik under andet navn end ”Digteren”. Hans klædedragt var altid bukser, der sikkert havde været fra hans stadstøj engang, samt blå og hvidstribet skjorte uden flip, blå kort bomulds arbejdsjakke og på hovedet pullen af en fedtet rund blød hat, hvor skyggen var klippet af.
Han var og blev betragtet som en ener, måske nærmere værende en original. Var mod alt og alle – man så på ham som værende en kværulant blandt de fleste af hans huslandskollegaer. Han var og blev set på som en underlig snegl. Han kunne få inspirationer overalt til sine små essays og digte. Var han i marken kunne han pludselig lade sig drive af en indre stemme og forlade sine heste – lade dem gå hvor de ville – og løbe hjem for at skrive resten af dagen og ville så ikke lade sig forstyrres af nogen eller noget. Så matte hestene gå, som de ville i marken, til hans kone kom til for at fortsætte hvor han havde sluppet tømmen – eller sætte dem på stald.

Anders Christensen skrev som nævnt digte, mange digte, – og som jeg har læst dem, var han en bitter mand. Bitter på samfundet, især bitter på den del han følte var mod den stand: arbejderklassen, hvor han følte sig hørende hjemme i. Det gennemsyrede de fleste af hans ting. Men det kunne også være smukke ting, der kom fra hans hånd og pen – være en hyldest til naturen og de ting, der omgav ham i dagligdagen. Hans budskaber blev ikke modtaget af særligt mange blandt hans husmandskollegaer, selvom han færdedes blandt dens tids koryfæer, som Skjoldborg og andre, der lige som han, kæmpede gennem deres forfatterskab for forbedring af husmandens stilling. Hans forfatterskab gav ikke den gennemslagskraft han havde ønsket… (En profet er sjældent agtet i sit fædreland).. Man sagde han var kommunist, eller det var det, der stod ham nærmest. Han var under alle omstændigheder en meget engageret socialist. Mange brød sig ikke tale med ham, langt mindre komme i diskussion med ham. Hans ordforråd var for stort for de fleste, og han forstod at bruge det.

Anders Christensen kom aldrig på højskolen , der ellers var for alle og ret så vidtfavnende, og hvor der kom foredragsholdere fra alle samfundslag og med forskellige holdninger til samfundet. Han sagde om skolen, den ikke var for ham socialistisk og samfundskritisk nok. Men digtene kom i en lind strøm fra hans pen. Han fik også en del udgivet og læste bl.a. selv op af sine værker i en udsendelsesrække radioen havde med ham.

Der var i det hele taget mange forskellige typer af husmænd i St. Restrup, folk med en vis portion opfindsomhed og tillige jysk lune, – Peter Bjerring var en af dem. Han skrev ikke, men han kunne så meget andet.
Han fungerede bl.a. som en slags dyrlæge. F.eks. når et kreatur fik trommesyge eller ved en vanskelig kalvefødsel var der bud efter Peter . Når han tog på disse besøg, havde han altid sin hund med. Den trak hans cykel. Han havde sat en kæp i cyklens bagagebærer og her satte han hundens snor fast, og så gik det bare over stok og sten, samtidigt med han dirigerede hunden den rette vej med små råb.
Han dyrkede, som alle andre af sine husmandskollegaer også tidlige kartofler, og da han havde jord op til mejeriet fik han ideen til at etablere en vandledning herfra, så denne afgrøde kunne blive vandet med mejeriets spildevand.
Det havde to store fordele, da det altid indeholdt en del rester af mælk og derfor havde en vis næringsværdi og så at det ikke var så koldt, som hvis han havde pumpet det fra åen.

Henry Hansen var på et tidspunkt blevet udnævnt som ny brandfoged og han kom da også på arbejde som sådan, – bl.a. ved en af hans nærmeste naboer. Nu er det at en brand kommer altid meget ubelejligt, både for dem det går ud over og dem der skal hjælpe med brandslukningen. Således også denne gang for Henry, – eller måske nærmere for hans kone, Anette. Telefonen ringede ved aftenstid, hvor Henry netop var begyndt at malke. Anette, der stod midt i madlavningen tog telefonen. “Det er fra brandvæsnet”, lød, ”der er udbrudt brand” og besked om Henry straks skulle møde op, – Og fik svaret: “ Jamen de war da skræk`li —- Ja, – ja – ja – a ska` nok se`j det til ham , men behøwes det at være lig` nu, – han hår skanneme et så gue tid, – han skal da i det mindst` lig`e have målket færdig – å fu`ret oe`, – ja og så ska` han da også ha` ti` te` hans awtensma`– han ka da et komm rennen på fasten` maw… å ren` bowser ska han da osse ha` po è”.

I starten af halvtredserne holdt de første biler sit indtog blandt restrupperne og var her som vel de fleste andre steder på det tidspunkt lidt af et statussymbol. Det var en nyanskaffelse der skulle vises frem, om ikke på andre måder så ved at bygge en tilhørende garage og at lade porten stå åben så den kunne ses af alle forbipasserende. Johannes Bielidt havde på det punkt af en eller anden grund været lidt tankeløs, da han byggede sin garage. Den der lå så bilen; hans kære WV, der var hans et og alt, ikke kunne ses fra offentlig vej, derfor kørte han den hver dag ud på gårdspladsen til almindelig beskuelse. For ingen skulle være i tvivl om at her boede en bilejer.
Johannes havde rigtig mange gode egenskaber, men han elskede at drille og utallige var hans påfund eksempelvis til fester og lignende; De kunne undertiden være grove. Som da han havde fundet en død kat på vej til et ”kaffeslapperas”. Han tog den med – uden nogen havde bemærket det, og anbragte den på sædet af en cykel tilhørende en af damerne ved festen. Der lød et rædselsskrig fra hende, da hun i mørket ville stige på sin cykel på vej hjem. Hun satte sig på sadlen, men det blev i stedet for på den kolde døde kat, uden anelse om hvad det var.
Dette var en ting man dog ikke sådan kunne tolerere uden det skulle få konsekvenser for Johannes. Så en lærestreg skulle han ha`og hvad ellers var nærmere end at lade det gå ud over både ham selv og hans kære køretøj: bilen… Ved en sølvbryllupsfest senere i byen fik Johannes så sin bekomst.
Fire mænd forsvandt lige så stille og klodsede hans kære bil op, så meget eller så lidt det ikke var til at se og mærke når han og hans kone steg ind i den – klodse den op, så hjulene ikke kunne nå jorden. Han og hans kone, Karen måtte gå hjem denne aften, uden anelse om hvad der var fat med bilen. Da han næste formiddag kom for at se til sit køretøj, opdagede han hvad der var gjort mod ham. Da vidste Johannes udmærket hvorfor han og hans kone måtte gå 2 km hjem den aften og han græmmede sig så meget, han ikke lod sig vise 14 dage efter. Hævnen var sød, men vel også fortjent.

Skovejer Jacobsen beskæftigede sig foruden med sit landbrug og skov samt det tilhørende savværk sig med amatør arkæologi og var desuden en meget habil billedskærer. Han havde fire faste folk i sit arbejde – De samme fire var også naboer og havde deres huse i en række ved siden af hinanden, så det var ikke kun i arbejdstiden de så hinanden.
Hans folk havde det med at drille hinanden, i al godmodighed som på så mange andre arbejdspladser, hvor der er flere folk. Drillerierne her gik som regel ud over den samme, og næsten altid var det Holgers Karens Kristian, som han hed i folkemunde. Hans kone hed Karen og hendes far hed Holger, derfra navnet.
Nu skete det, at der på en mark få hundrede meter fra de fires hjem blev fundet og udgravet et gravsted fra stenalderen. Det var nok så interessant i sig selv, men det kunne også forsøges brugt til grumme løjer. Sagt med andre ord, de tre kollegaer ville give Holger og Karen en meget anderledes spændende oplevelse, også fordi de to måske var lidt mere overtroiske end de fleste.
De tre naboer aftalte at agere spøgelse. Der blev udhulet en stor roe, monteret på en stage og sat et stearinlys i og herover et tyndt hvidt lagen, som en lidt anderledes lygtemand. En af hans kollegaer sneg sig derefter op til udgravningen. På et given tidspunkt blev lyset i roen tændt og med langsomme bevægelser gik han rundt både i og over graven , som var det selve gravens ånd, der hermed i udtrykte sin utilfredshed over at blive forstyrret af arkæologerne.
På samme tid bankede en anden kollega på Holger og Karens dør og bad dem komme ud for at se et syn, de sikkert aldrig havde set før. Reaktionen var større end ventet. Karen løb jamrende rundt om sig selv, – helt ude af det, samtidig med hun råbte og skældte sin mand over han kun stod og måbede og ikke tog affære. Hun forlangte han allerede næste morgen skulle jage den forbandede arkæolog bort eller i det mindste forlange han straks skulle jævne graven. Denne måtte dog vide, som en studeret mand, han med dette roderi forstyrrede gravens skrækkelige ånd, der nu skræmte almindelige dødelige mennesker helt fra vid og sans.

En af vore aller nærmeste naboer, hed Ingemann Mølgaard. Hans klædedragt var altid blå arbejdsbukser og jakke – på hovedet kasket hvor skyggen vendte bagud (for ikke den sku` blæse af i modvind; for fart havde han altid på – gang foregik altid i trav), og bare fødder i et par gummistøvler, hvor skafterne var skåret af – og det både sommer og vinter.
Han var én af de få som ikke deltog i nogen form for foreningsarbejde i St. Restrup, hverken som aktiv elle passiv medlem. Ej heller kom han og hans kone til sammenkomst eller foredrag på højskolen. En slider af format var han , både som landmand og selvlært håndværker. Han havde altid – eller næsten et byggeri i gang, men kun hos sig selv . Ikke nok med han murede alt selv – ligeledes lavede han al tømmerarbejdet – Han støbte også både tagsten og mursten selv – med en lille maskine – indkøbt til formålet.
Ingeman fik efterhånden genopbygget hele sit husmandssted fra grunden så den fremstod med nye bygninger. Selv en ny ajlebeholder blev udgravet – dog med den hage, han aldrig nåede at støbe bunden med det resultat, han derfor måtte tømme den et uforholdsmæssig antal gange da grundvandet fyldte den gang på gang, så det var en tynd gang ”rævepis” han tilførte marken. Der må tilføjes han ikke drev ejendommen som de fleste andre i byen.
Hans brug var almindelig traditionel landbrug med en fin besætning af jersey køer. Dog forsøgte han engang at sælge en hel arbejdsvogn fuld af rabarber fra sin køkkenhave på torvet i Aalborg – det blev ved den ene gang. Han elskede at mure – mangen engang væltede han en mur for at genopbygge den et andet sted , – ligeledes i stuehuset. Han kone kunne undertiden beklage sig til mor over , hun ikke altid vidste om hun havde 2 eller 3 stuer. – eller hvor store de var. Det skete så ofte hans hun helt opgav at tapetsere. Som hun sagde: ”Tapetet ka` ikke nå at bli` tørt før end han vælter muren igen”.
For øvrigt var han én af de allerførste i St. Restrup der anskaffede sig traktor til markarbejdet; en diesel traktor. Med den kunne han arbejde i marken til langt ud på natten, og det gjorde han så – traktoren blev ikke træt som hestene – det gav mere tid til at lave bygningerne om.
På et tidspunkt skulle traktoren dog til eftersyn og da den var købt i Kolding tog han selv turen på traktoren, der var uden førerhus – en strækning på hen ved 250 km – og det begge veje . Det tog ham 2 fulde døgn før end han igen kunne vende ind på sin gårdsplads. En virkelig præstation, hvor han blev foreviget med både omtale og billede i avisen.

Kristian Poulsen, som vi ligeledes var nabo til, var I en årrække medlem af sognerådet. Han var også en af initiativtagerne til oprettelse af bl.a. Friskolen.. Han havde åbenbart en kunstnerisk åre for han dekorerede skolestuen med en frise af små malerier med motiver fra H.C. Andersens eventyr, som mig bekendt stadig kan ses.
Han røg pibetobak og under krigen dyrkede han tobak – meget tobak , så meget der var rigeligt til både venner og naboerne. Og som sikkert mange andre eksperimenterede han med at tilsætte det forskellige smagsstoffer. Hans tobak blev ham for stærk, så stærk han var sengeliggende i hen ved en uge. Fra den dag kom der ikke mere røg fra han pibe.

Nævnes skal også Kresten Kolding, der var lærer på højskolen. En høj mand med halvlangt hvidt hår ved tindingerne og nakke og ellers skaldet. Altid var han i jakkesæt med vest og tilhørende guldur og lænke. En meget lærd mand, der bl.a. var forfatter til ” Koldings verdenshistorie” et værk i 3 bind og ikke forglemme en fyldig bog om herregården ”St. Restrup” – også med en beskrivelse af hvorledes handlen om herregården kom i stand til udstykningen.
Hans kontor husede også byens bibliotek, hvis bogsamling var bøger indsamlet på privat initiativ, velsagtens i hovedsagen af ham selv og hans kone. Døren til biblioteket var åbent altid når de var hjemme. Fandt man ikke den bog man eventuelt ønskede, fandtes den måske i hans egen bogsamling, og så var problemet løst – han udlånte også gavmildt fra den.
Han og hans kone boede i en lærerbolig, der tilhørte højskolen og var desuden nærmeste nabo til friskolen, hvor hun i de første år også havde været lærer.
Jeg husker hende som en lille sød elskelig gråhåret dame, der ofte kom på besøg i friskolen. Hun virkede her som vikar i min skoletid. Til jul kom hun hvert år med en lille julegave til alle os elever – små ting, som en blyant eller et lille hæfte sirligt indpakket med navn.

I året 1947 kom St. Restrup igen på Danmarkskortet og mærkede lidt af fortidens vingesus (selvom det var på en jordnær måde). Det skyldtes at min far under markpløjningen stødte på en stor sten. Ved gravearbejdet for eventuelt at fjerne den, fik han mistanke om at det ikke var en almindelig stor marksten han var stødt på. Han sendte derfor bud til skovejer Jacobsen, den stedlige amatørarkæolog. Herfra gik der bud til den navnkundig arkæolog ved Aalborg Museum, forfatter m.m. Peter Riismøller, som hurtigt kom tilstede.
Han var tydelig genkendelig på sin uniform: brune arbejdsbukser, hertil hvid murerjakke og kasket samt et stort rødt halstørklæde. Han satte et større gravearbejde i værk, med frivillig arbejdskraft fra vore naboer og andre interesserede, der kom med skovle og spader, arbejdsvogne og hestespand og ikke mindst deres arbejdskraft. Utallige læs jord blev fjernet og anstrengelserne bar frugt. Landets første dobbelte dyssekammer fra dyssetiden, dvs. ca. 5000 år før Kristi fødsel, så igen dagens lys.
Desværre var gravfundene sparsomme, enkelte små ravperler indeholdt gravene og en enkelt slidt økse fundet i gravfyldet blev det samlede resultat. Årsagen var at tidligere tiders gravrøvere først havde været på spil, således var overliggeren på det ene gravkammer helt fjernet og på det andet var overliggeren efterladt knust på bunden af graven.
Alligevel var Riismøller begejstret. Fundet blev da omtalt i næsten alle landets aviser, hvilket resulterede i en lind strøm af nysgerrige, der kom i busser og private biler. Folk valfartede og gik i gåsegang til findestedet i flere uger efter fundet var offentliggjort. Sønderbyvej havde aldrig før haft en så tæt trafik på den smalle grusvej, det var dengang, og gårdsplads og vej blev fyldt af parkerede biler. For en 8-årig dreng , som jeg var det en kæmpe oplevelse. For det første kunne jeg sole mig i skolen blandt kammeraterne over den uventede berømmelse, det også gav mig, (og selvfølgelig gjorde jeg det). For det andet blev her grundlagt min helt nybagte interesse for arkæologi og landsdelens historie, der har hold sig siden.
Rissmøller, der blev en kær ven af huset, tog mig i hånden og han fortalte af karsken bælg til en meget lydhør knægt, der slugte det hele. (Mon ikke jeg blev tvunget til at skrive en stil om denne oplevelse i skolen ??? Det var da nærliggende)…
Da Rissmøller var færdig med sine undersøgelser tog jeg fat; bevæbnet med ske og en lille pensel, som jeg havde set ham gøre, behørigt udlånt af mor med streng formaning om at aflevere efter endt brug. Jeg fortsatte, hvor han havde sluppet – og fandt til min glæde og endnu større stolthed endnu 3 små ravperler, som dog kom i hans varetægt. ( gad vide om Aalborg Museum stadig opbevarer disse små fund i deres gemmer). Han kvitterede med at forære 2 flotte flintøkser, der blev starten på min og min fars samling af fortidens stenredskaber. Han blev også bidt af fortidens efterladenskaber og historie, sammen gennemtravede vi omegnen adskillige gange for at finde flinteøkser og andre af vore forfædre stenredskaber.
Hans interesse for lokalhistorie tog senere over og udmøntede sig i mange artikler herom til ”Bjergposten”, Lokalhistoriskforening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sognes årsskrift.

Den kom lige i mod mig, – krokodillen,. Der var hverken glas eller hegn mellem den og mig. Dens lange tykke krop og hale var trykket helt fladt mod jorden. Den kom langsomt nærmere og nærmere. Farven på den krop var nærmest grå eller grumset grønlig og så var den meget grim og uhyggelig, – enorm stor synes den at være. Den åbnede sit store gab, der var helt rød. Jeg kunne se dens lange række af store skarpe tænder, – ja selv det det store grumme halshul kunne ses helt tydeligt. – Den så meget sulten ud. – den ligefrem smaskede over den lækkerbid den havde foran sig. Jeg helt sikker på det blev min sidste dag på denne jord. Havde det så bare været en drøm, men det var den skinbarlige virkelighed, – og så var jeg endda bare fire år, – og så på selveste juleaften.

Bedstefar og jeg havde været i zoo i Aalborg. Turen derud havde været lidt drøj, men han havde hele foråret og det meste af sommeren talt om vi sammen skulle have den fornøjelse. For mig blev denne udflugt en besværlig ekspedition. Først skulle vi gå en lille km. for at komme med rutebilen og måtte tilmed vente meget længe før den kom. Ikke fordi vi kom for tidligt , men det var i 1944 – altså under krigen , og derfor var ingenting som det burde være. Den var også skyld i at rutebilen var forsinket, – som sædvanligt, og derfor var det også for risikabel bare at lade cyklen stå ved landevejen, selv om den blev låst forsvarlig, – fordi cykler og ikke mindst dæk og slanger var i høj kurs hos tyveknægte, Jeg var ellers vant til at sidde på stangen, – så var det bedre at gå den enekm, sagde bedstefar.Det blev en lang tur, ikke mindst fordi der skulle så mange med mod Aalborg, og den skulle holde ofte for at have passagerer på og af.

Vi stod af ved Amtssygehuset i Aalborg , det nuværende Sygehus Syd. Derfra var der ikke langt at gå, men vi var nødt til at vente længe bare for at komme over på den anden side af vejen, fordi der var meget lange kolonner af tyske soldater og deres næsten endeløse række af lastbiler og tanks, der skulle nord på og først skulle passere.

Da vi endelig kom over og fortsatte mod zoo varede det ikke længe før vi kunne høre de mange ukendte lyde fra dette eventyrlige sted, så det var kun at skynde sig det sidste stykke for at tage de mange fremmede dyr nærmere i øjesyn . Der var løver og tigere og ikke mindst var det abeburet, der først fangede blikket, men også de mange farvestrålende fugle og kænguruerne med deres lange bagben, ja og mange mange flere og ikke at forglemme- krokodillerne.

Vi havde trods alle besværlighederne en rigtig god dag, også selvom det ikke var mange timer vi kunne være der, da der kun gik få rutebiler og de gik meget uregelmæssigt.

Munden stod ikke stille på mig da vi kom hjem, selv om jeg var nok så træt. Far og mor og bedstefars karl, Henry fik alle mine oplevelser fortalt om og om igen. De blev sikkert lige så trætte i øregangene som jeg var i benene.

Der blev jul, og under træet lå en pakke fra Henry, – lidt større end den plejede at være og heldigvis ikke en af de bløde. Da dens tur kom, blev den i spænding pakket op.
Frem af papiret kom en krokodille. Under maven var fire små hjul og så kunne den ydermere trækkes op med en nøgle der sad i siden.
Far drejede på nøglen og langsomt kom den “gående” i mod mig samtidig med den åbnede og lukkede sit røde gab. Det var første gang jeg havde fået og set et stykke mekanisk legetøj på så tæt hold .
Det gav mig den største forskrækkelse jeg nogensinde havde fået, – tror jeg, – Aldrig set noget mere frygtindgydende. Jeg var sikker på det, der kom snigende imod mig, var den skinbarlige virkelighed, og om et øjeblik var mine sidste dage var talte, – og så var jeg endda ikke færdig med at pakke gaver ud. Jeg skreg i vilden sky, – og blev ved, – så meget mor ganske stille lagde krokodillen væk, og den blev først taget frem flere dage efter og ikke trukket op, før jeg langsomt havde vænnet mig til synet af uhyret.

Denne krokodille har givet så stort indtryk, at det er en af de første julegaver jeg stadig kan huske fra dengang.

Hvorfor skulle denne frygtelige epidemi ikke også ramme vores dyr. Jeg tror jeg var omkring ti år – mener det var omkring i 1950 da vore dyr blev smittet. Det var en underlig og frygtelig situation at komme i , men naturligvis værst for dyrene. Politiet kom og satte skilte op ved vejen på begge sider af ejendommen med teksten : “Adgang Forbudt, Mund og klovsyge”, og der blev givet meddelelse i aviserne om, at ingen måtte komme inden for vore enemærker, og vi måtte ikke forlade vor hjem.
Vi blev helt isoleret fra omverden.

Jeg kan huske den første morgen, hvordan mælkekusken i første omgang troede, at vi var sent på den med malkningen, da mælkespandene ikke stod ved vejen. Han havde ikke set skiltene i mørket, og kørte derfor ned i gårdspladsen og råbte .. Far kom ud fra stalddøren og forklarede ham, hvordan sagerne stod. Det var første og eneste gang jeg hørte Bertinus vor mælkekuske bande.

Posten måtte ikke som sædvanlig lægge vor post på køkkenbordet, – og vi måtte hverken komme i brugs som til købmand. Alt hvad vi skulle have udefra blev leveret ved indkørslen til gårdspladsen, ja og vi børn skulle naturligvis blive hjemme fra skole. Det var som vi havde pest. Alt sammen for at mindske smittefaren til vore naboer og andre.

Denne isolation varede i tre eller fire uger. Den eneste forbindelse vi havde til omverdenen var gennem den daglige avis, breve, radioen og så telefonen, – der blev flittigt brugt, – og så det næsten daglige besøg af dyrlægen.

Det var jo dyrene det hele drejede sig om… Det var dem, der var syge, meget syge, fyldt af bylder i munden og omkring klovene, så de havde besvær med ad både at æde og stå på deres ben. Det var ikke meget dyrlægen kunne stille op, – kun lindre så godt det var ham muligt. Sygdommen skulle selv rase ud.

Svinene døde en efter en og en enkelt ko bukkede også under for sygdommen. De blev alle begravet meget dybt i marken. Et arbejde, der blev besværliggjort af en længerevarende frost periode. Koen var tung. Der måtte bindes reb omkring den og lade hestene slæbe den ud af kostalden til dens sidste hvilested.
De resterende dyr var så mærkede af sygdommen at de måtte skiftes ud alle som en, da karantæne tiden var overstået.

Det kan siges det var heldigt, vi blev ramt af sygdommen i et vintermåned – når det nu skulle være, hvor det meste arbejde alligevel lå stille, da det ellers næsten havde været uoverskueligt for hele ejendommens drift .Jeg tro ikke, vi har spillet så meget kort som i den periode. Vi startede om formiddagen, og blev ved det meste af dagen, kun afbrudt af at passe dyrene og vore egne måltider, Og så skulle Kirsten og jeg naturligvis prøve at passe vor hjemmeundervisning, så vi ikke blev alt for meget bagefter i skolen , men det blev alt i alt nok ikke til særlig meget. Alt det føltes meget mærkelig.

Efter et par uger listede vi på besøg, i ly af mørket, hos nært boende lidelsesfæller, og havde også selv besøg. Det var helt og aldeles forbudt, men det er svært kun at se og høre kun på os selv i så lang en periode. Hvad andre ikke ser, har de heller ikke ondt af i en mørk vintermåned.

Det blev en meget dyr sygdom for mine forældre, ikke kun med hensyn til alle de døde dyr, men også det driftstab de led ved ikke at have andet end udgifter i et helt måned, og ikke at forglemme – udskiftningen af de dyr, der havde overlevet. Der var ikke noget, der hed erstatning, som i dag. Med hensyn til karantæne mener jeg far af en eller anden grund endda havde en uge mere end os andre. Jeg mener at vide, det var fordi det kun var ham, der passede dyrene – i lovens forstand selvom vi alle deltog i plejen af de syge dyr – på lige fod.