Der er nu 707 historier fordelt på194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Bent Bjerre Bach

  • Jeg en “hornsletter”

    Jeg en “hornsletter”

    Når jeg på rejser har besøgt historiske steder, har jeg undertiden ønsket, at jeg havde været en lille flue på væggen – f.eks. da jeg stod i det lille værelse på Wartbourg, hvor Martin Luther i 1520 som bandlyst og landflygtig oversatte bibelen til tysk, på torvet i Gamle Stan, hvor Det stockholmske Blodbad udspillede sig på Chr. 2.’s tid, på Den himmelske Fredsplads i Beijing, hvor Mao udråbte den kinesiske republik, eller Historischer Krug i Slesvig, hvor oldefar i 1864 kæmpede en håbløs kamp mod den tyske overmagt, hvilket gav ham ar på sjælen, han aldrig helt forvandt.

    Det ændrede sig, da jeg for næsten 40 år siden flyttede til Torngårdsparken i Tendrup – en bydel i Hornslet – anlagt af Thernes omk. 300 e.Kr., da han fik det for trangt og flyttede ud fra hovedbygden, Horn slet, som hans aner tidligere havde grundlagt i en rydning i Horn skov, der den gang dækkede vores egn. Jeg kendte ikke meget til Hornslet, da jeg flyttede ind i Torngårdsparken, men jeg fandt hurtigt ud af, at lige her omkring min lille parcel har der levet mennesker siden stenalderen. Jeg var irriteret over de mange sten i haven, indtil jeg fandt små bor og en lille, fin pilespids lavet af flint. Det er i årenes løb blevet til mange flere. Nu føler jeg næsten, at jeg kan se ham liste rundt – jægeren i skindpels.

    Jeg ville også gerne omkring 1680 have set Chr. 5.’s rytteri træne lige her i haverne eller opleve en Sct. Hans nat ved St. Karens helligkilde nær kirken – for øjeblikket risler den dog under jorden.

    Hornslet Kirke. Det hænder også, at jeg lister mig ind i vores unikke kirke med de mange minder om slægten Rosenkrans og drømmer.
    Tænk at overvære en af ”Lærde Holgers” forelæsninger i Pirkentavl, høre larmen i Erik Rosenkrans stampemølle, der lavede krudt til Frederik 3. eller stå som bondedreng på kirkebakken og se de 2000 fornemme gæster, der i kareter fulgte Iver Rosenkrans til graven i 1745.
    Hvor mange byer har for øvrigt et bibliotek bygget af Hack Kampmann – en af Danmarks bedste arkitekter – eller frihedskæmpergrave på kirkegården, der minder om de dramatiske hændelser, der udspillede sig i vores by under 2. Verdenskrig.

    Når vi hver jul synger Vilhelm Gregersens julesang: Der er noget i luften, er det for mig, som om ordene har en dobbelt betydning.

    Det var nu afdøde Broder Vandal, der indledte sine foredrag med:
    ”Man siger, at sønderjyders omtale af deres hjemstavn nærmer sig praleri. Det er en fed løgn. Havde det været jer, ville det være meget værre”. Jeg er ikke utilbøjelig til at give ham ret – og så har jeg ikke engang nævnt, at vores by – en dejlig handelsby – ligger i en af landets smukkeste egne.
    Nej – – – – ”de æ it så ring endda å vær hornsletter”

  • En lykkelig skæbne

    En lykkelig skæbne

    Hvor heldig kan man være.
    Vores ane, Jens Pedersen Vejvad, blev født det år, men begyndte at føre kirkebog i sogn, men ikke nok med det.
    Udover dåben ses en senere meget spændende tilføjelse.

    Vinding Kirke (Egnsarkivet f. tidl. Them Kommune)
    Vinding Kirke (Kilde: Egnsarkivet f. tidl. Them Kommune)

    Vinding kirkebog 27. december 1646.
    Then 27. Decembz. Blef Peder Veivads søn Jens døbt.
    Senere tilføjet med en anden skrift:
    General Qvasts Regiment von Brandenburg tog dette barn bort på deres march her gennem sognet 3die pinsedag 1659. Gud lad ham dog se sine forældre igen, at de kunne endnu glæde sig over hans velstand.

    Så er det, man som slægtforsker ved: Den der leder – er undertiden heldig at finde.
    I vores tilfælde viste det sig, at Esben Jespersen i: Kirker og præster i Vinding-Vind s. 96-101 og Provst Wahl i: Samlinger til Jydsk Hist. og Top. VI. Bd. 1876-77, side 122-25 har berettet om vores ane Jens Pedersen i Vejvad og hans forunderlige skæbne.

    Esbern Jespersen fortæller:
    “Peder Veivods Søn Jens, som d. 27 December 1646 blef døbt her i Vinding Kirke, tog General Qvastps Regiment von Brandenburg bort paa Deres Marsch her igiennem Sognet tredie Pint-sedag 1659. Gud lad ham dog see sine Forældre igien, at de kunde glæde sig over hads Velstand!
    Saaledes har Præsten Sal. Hr. Anders Hegelund i Kirkebogen skrevet om denne bortdragne Dreng og Intet videre, mens hans Ønske og Bøn blev af Gud i Naade saavit bønhørt, som denne sandfærdige tildragne Historie udviser…..

    Denne var en vakker, og yndig Dreng i hands alders 13-tende aar, og røgtede sine forældres Qvæg i Veivod; på Marken, der tog Rytterne denne Dreng og 2.de Plage bort, og drog til Møltrup i Timmering Sogn. Derpaa tog hands ældste Broder Peder efter Dem, og lod ligesom hand ville drage med Dem til Brandenburg, mens om Natten hemmeligen tog hand baade Drengen sin Broder, og de tvende Plage bort fra Dem, hvorpaa Drengen løb til et Sted, nafnlig Feldborg, og forblev der Natten over, om anden Dagen ville hand have været ud i Marken med Hyrderne, for at kunde siden retirere sig fra dem hiem, hvilket hand icke maatte for konen i huset, at hand ej skulle blive tagen bort igien, men da hun samme Dag, vilde gaae ud i Marken til Hyrderne, vilde hun af forsigtighed forvare ham i Lyngstakken, og til samme Ende overhylde ham med Lyng, hvilket tvende Svenske Ryttere, som i samme kom ridende, saae, og forføjede sig til Lyngstakken i forhaabning, at De skuld have fundet en større Skat. Da disse fik Drengen at see, førte De ham med sig til Deres andre Tropper, og den første dag bandt Ham til Halen paa Hesten, indtil De kom her fra Egnen, da hand siden gik løs hos dem; Hans ældste Broder fulgtes med dem til Gullestrup i Hanning Sogn, for at ville være tjener ved daværende Frue, hvor han fik en spand på armen, og skulde om aftenen gaae ud i Sognet og samle Mælk til Fruen, derpaa kastede hand Spanden fra sig, og marcherede saa hiem om Natten; Siden dend tid hørte De icke til den yngste Broder i 26 aar, under Vejs solgte De, som først havde taget ham bort, den anden Dag hannem for en lumpen Rigsdaler, snart blev hand solgt, snart blev hand given hen, ligesom hand havde været et umælende Creatur. Endelig da hand i dette fremmede Land var indkommen, blev hand bortgivet for intet til en Bonde, som han i 3 aar tjente, for Bondearbejde ham at aflære; Derefter blev hand foræret til en Præst, navnlig Hr. Anders Grav, hos hvilken ham, ved Guds forsyn blev forseet sin Hustrue, som der i Gaarden tjente med ham; Dog alligevel blef hand ved at tjene Præsten i nogle aar, og Konen sad imidlertid til huse; Og som Gud lod ham voxe i sin Elendigheds Land, som der står om Josef (Gen. 41). Behagede det dernæst daværende Chur Fyrste at sætte hannem til en Gaard i sit Land, hvor hand boede indtil det 26. Aar fra hans Borttagelse fra hiemmen af, Imidlertid bliver De af Gud velsigned med tvende Sønner, den Ældstes nafn var Andreas, den yngstes Jochum; Men som hands Fædreland randt ham stedse i Tankerne, og hand lystede at vide, om hans Forældre og Søskende endnu levede hiemme, blev hand med sin Kone betænkt paa, at hand skulde rejse derhiem, for at besøge Dem, og erfare deres Tilstand. Dog af frygt for, at hand icke skulde komme igien, turde Konen icke lade ham reise bort paa andre maader, end at hendes Broder skulde følges med ham, hvilket og skede, og det første Sted, de her i nærværelse kom til, var Aulum Præstegaard, hvor hans Broder Michel tiente præsten Sal. Hr. Mads Buch, dog ham ubevidst; Imidlertid refererer Broderen korteligen Præsten, hvordledes det var gaaet ham i alleting, og at hand med denne sin Kones Broder ville nu besøge Forældre og Søskende, om de levede; Præsten siger ham da strax, at hans yngste Broder Michel var i hans tjeneste, kalder derpå Karlen ind, spørgendes ham ad, om hand kiendte nogen af disse tvende Fremmede rejsende personer, Karlen svarede nej hertil; Broderen gaar derpaa hen til denne sin yngste Broder, og paa tysk med grædende taarer tiltaler ham, tager ham ved Haanden så kierlig, og siger sig at være den Broder, som for 26 aar siden blev borttaget, Præsten forklarer Broderens Ord for den anden Broder, og befaler denne hos sig tjenende Broder at følge sin Broder og hans Kones Broder hiem til deres Fødested Vejvod, hans Broder gik derpaa med dem fra Aulum, indtil de komme til Aulum Høje, da vilde han prøve ham, om hand var hans Broder, eller icke, og gik desaarsag med Vejen ad Horslund, men hans Broder Jens med sin svoger gik den nærmeste vej ad Vejvad og sagde til den anden Broder: Bruder, du woltte mich beluchen. Da de kom til hans Fødegaard, hvor de havde en Hund, da hand blev borttagen, som de kaldte Vægter, hvilken havde en udhuulet Sten uden for Salset, saa stak han sin kiep ned i samme Steen, og sagde paa det de kunde kiende ham: Das ist Wægter sein Fatt.
    Hand kom da forsildig hjem, i henseende til hands Sal. Forældre, begge var ham af døden forekomne, og finge de paa ingen af Siderne den Fornøjelse at se hverandre i dette timelige, men alle hands 7 Brødre fandt hand for sig her i landet, i Live og ved god Velstand, hvor hand kom til dem og forblef her hos dem udi 7 ugger. Disse kiere Brødre persvaderede ham til, at hand skulde forlade Brandenburg, og flytte her hiem til dem, hvilket hand og sikkerlig lovede, såfremt det kunne ske med Chur Fyrstens tilladelse, og hans Hustrues Minde, og Samtykke. Da hand kom til Brandenburg, og ansøgte om sin Dimission, havde det icke sket, hvis icke Chur Fyrstens Frues Moder havde bedt ham løs; thi hun havde selv en Broder, der ligeledes var bleven tagen bort i Fiendetiiden, og spurte aldrig siden til ham, hvorfor hun var desmere medyknsom over ham, og vilde, at hand skulde rejse til sit Fædre Land, eftersom hand var tagen bort af Fienden.
    Derpaa blev hand løsgieven, paa Condition, at handskulde skaffe en anden Karl til Gaarden, hvilket hand fik efter 14 Dages forløb; samme Karl maatte hand give 100 Rigsdaler, inden hand vilde tage imod Gaarden. Derpaa holdt hand Auction over hands Gods, Og samme Karl førte ham paa Rejsen 4 miil derfra til en Købstad, nafnlig Ratenau, derfra arriverede han til Skibs til Hamburg, fra Hamburg til Hierting, hvorfra hand gick hiem til sit fødested Vejvod kaldet; Derpaa laante hands Brødre ham Heste og Vogne til at hente hands Kone, Børn, og Gods fra Jetting. Da hand derpaa kom hiem med alt, kiøbte han den 4.delpart af Reving, af en Bonde, som da beboede dend for 100 Rdlr.
    Dette var da Rytter Gods, men siden da Ryttergodset blef solg til Segn. Niels Ibsen paa Tvis Closter forsømte hand at giøre ansøgning om de 100 Rdlr. hand havde givet for sin Part af bemeldte Revinge ect, hvorfor han kom under Husbonds Sold og døde i Revninggaard. Min Salig Fader prædickede over ham 1722 den 2. Febr. an. æt. 75 og 1 mens.
    1703 Dom Septuagesima blef denne Sal. Mands Brandenburgiske Hustru Anna Christina Ertmandsdatter Schøt begravet her i Vinding Kirkegaard Anno ætat. 55. Sal. Hr. Hans Mariager prædickede over hende.

    Dend ældste Søn Andreas fick Gaarden efter sin fader, og har efterlads sig en søn, navnlig Jens Andreassen, som endnu lever og boer i Vognstrup her i Sognet, og er en Fæste Bonde paa Tvis Closter Gods. Den yngste søn Jochum Jensen kom til at boe i Gammel Vind udi Vind Sogn, og har en Søn Jørgen, som endnu er i live, og bebor min Annexgaard, Schoubo kaldet; De andre Børn, som den Sl. Mands Sønner hafde, ere ved døden afgangne. Denne bemeldte Gl. Jens Pedersen Reving har endnu en Broder Søn levendes her i Sognet, navnlig Peder Christensen Heegaard, som er tilhuuse i Fuglagger Huse, hand er fattig, og meget affældig, og bliver 85 år gammel den 29. Juli Ao.

    1766. Han tillige med ældgamle folck har icke nocksom kundet fortælle, hvilken glæde der kom i Gaarde til Brødre, og Venner ved dend Sl. Mands hiemkomst her til Landet, og Sognet, efterdi hand, der hver før mente at være forlængst død, befandtes efter 26 aars forløb, levende.
    (Denne beretning er meddelt af provst Wahl i Samlinger til Jydsk Hist. og Top. VI. Bd. 1876-77, side 122-25.)

  • Kulturchok Randers realskole 1947

    Kulturchok Randers realskole 1947

    Da jeg vågnede op til min 12 års fødselsdag den 26. november 1947, var min første tanke: Nu er du stor. Det syntes min far åbenbart også, for kort tid efter luftede han den tanke, at jeg skulle indskrives på Randers Realskole som elev. Han mente, at jeg ville være bedre rustet til livet, hvis jeg tog en præliminæreksamen, som det hed den gang.

    Jeg var ikke umiddelbart begejstret for tanken – nærmest lidt urolig over hver dag at skulle rejse alene i rutebil de 24 kilometer til Randers, de mange nye fag og svære lektier – og hvad med forholdet til mine kammerater.

    Der var nok at tænke på, men i min barndom vidste vi, at alle de afgørelser, vore forældre tog, var til vores eget bedste, så det faldt os ikke ind at protestere – højst murre.

    Ved en ændring af skoleloven i 1937 havde man bl.a. øget fagkredsen.

    Det betød, at landsbyskolen ikke længere kunne leve op til skolelovens krav. Man begyndte derfor i nogle landkommuner at tale om en ny skolestruktur. Det var en farlig og ond diskussion, fordi den indebar nedlæggelse af nogle skoler og udbygning af andre, der fik navnet centralskoler. I Sem sogn så man som altid tiden an. Man var jo godt tilfreds med tingene, som de var, og man ville i alle tilfælde ikke af med skolen. Den 2. Verdenskrig satte en foreløbig stopper for diskussionen, der først blev genoptaget midt i 1950’erne.
    Den eneste mulighed forældre på landet havde for at give deres børn en udvidet skolegang f.eks. en real- eller præliminæreksamen, var at sende dem på en privatskole. Det hed sig, at man fik bedre karakterer på de private skoler, fordi det var betalingsskoler. Jeg tror nærmere, det skyldes, at skolelederen i de fleste tilfælde var en karismatisk og engageret person, hvis klare og veldefinerede meninger om pædagogik og opdragelse gav mulighed for et spændende miljø, der tiltrak ligesindede kolleger, en interesseret forældrekreds og landbobørn, der ønskede et andet liv end det hårde slid i landbruget.

    Det var også mine forældres opfattelse, da de uden mit tilsagn besluttede, at jeg først i august måned 1948 skulle starte som elev i Randers Realskoles 6. klasse. Med et slag var min verden totalt forandret. Jeg havde jo altid vidst, at Grove ikke var verdens navle, men nu fik jeg sandelig syn for sagn. Kort tid forinden havde jeg sammen med min familie været på indkøb i Randers. Jeg fik en flot skoletaske af lys oksehud, den skulle være holdbar, for min far mente at kende drenges forhold til skoletasker. Tasken fulgte mig da også trofast hver dag i de fire år på Randers Realskole og senere i fem år på Gjedved Seminarium.
    Uden mad og drikke duer helten ikke, siger ordsproget, så jeg fik også en madkasse og et tilhørende lille zink-etui til hårdkogte æg. Det var nok grunden til, at jeg i adskillige år efter, jeg havde forladt realskolen omhyggeligt undgik enhver form for æg.
    Turen sluttede med et besøg på Randers Realskole, hvor jeg hilste på skolebestyreren, Johannes Harboe, en mand, der ikke ligefrem indbød til modsigelse. De, der kendte ham privat, omtalte han som en venlig og rar mand med humor, hans elever så en blændende, men skrap lærer, der omfattede alle sine elever med stor omsorg. Vi, der kun mødte ham i skolegården som disciplinens temperamentsfulde forkæmper, så andre karaktertræk.
    Mine forældre har aldrig nævnt det, men arrangementet omfattede hele familien. Økonomisk betød det f.eks., at der i 1951, det år jeg gik i 9. klasse, skulle betales 408 kr. i skolepenge, 30 kr. i varmebidrag og 20 kr. for at få lov til at gå op til præliminæreksamen. Dertil kom udgiften til skolebøger og kost.
    Min mor havde været husmoder på landet gennem mange år, så det ville såre hendes stolthed, hvis ikke hendes søn kunne fremvise en nydelig madpakke. Derfor købte jeg hver uge hos slagter Buch i Randers det lækreste pålæg og hos fiskemanden i Vester Voldgade til stor fortrydelse for min sidemand, Herluf, torskerogn og makrelsalat.
    Buskortet til Carl Thomsens rutebil, som skulle fornys hver måned, kostede vel omkring 25 kr. og endelig var der tøjet. Ingen mødre – i alle tilfælde ikke min mor – ønskede at fremvise en søn iført lurvet tøj. Det var nu heller ikke noget problem, for mor var fiks på fingrene og havde på de sykurser, der blev afholdt i skolen, lært at sy velsiddende manchetskjorter og smarte vindjakker. De kunne til enhver tid tage konkurrencen op med det tøj, man kunne købe i forretningerne. Selskabstøj og knickers, en slags plusfours, der den gang var nyeste mode blandt drenge og unge mænd, blev indkøbt i Randers. Jeg behøvede blot at gå ind til Henry V. Pedersen i Brødregade, så fik jeg fem par bukser med hjem i udvalg. Når jeg sammen med mor havde udset et par, afleverede jeg de resterende i forretningen og betalte. Det kunne gode kunder den gang.

    For mig betød skolegangen i Randers, at jeg umærkeligt gled ud af fællesskabet med kammerater og folk i Grove. En dreng i manchetskjorte med slips, fiks vindjakke, knickers, storternede sportsstrømper, velpudsede sko med rågummisål og rene negle virkede underlig fremmed på en kohusgang – og neglene var rene, for da jeg var neglebider, havde selv de mindste støvkorn meget svært ved at finde et fristed under mine negle.
    Jeg har aldrig haft svært ved at følge vendingen: Tidligt op og tidligt i seng – det er sundt for en lille dreng. Men da jeg efter sommerferien 1947 begyndte på realskolen, kom det alligevel lidt bag på mig, at der med tidligt op mentes et kvarter i seks. Når mor de følgende fire år bankede på døren, var jeg som regel lysvågen.
    Mens jeg gik i badeværelset, satte mor morgenmaden, havregryn med mælk, frem og smurte madpakken – fire halve. Var jeg heldig, var vi udgået for pålæg. Det klarede Mor i en håndevending ved at røre smør, kakao og flormelis sammen til en slags chokoladepålæg, men det hændte alt for sjældent.
    Præcis kl. 6.15 skulle jeg svinge ud af skolegården på min gamle, lyseblå cykel, for at nå Carl Thomsens rutebil i Kastbjerg kl. 6.45.
    Kun en gang kom jeg for sent, men det kunne have fået katastrofale følger, for det var netop den forsommerdag i 1952, jeg skulle op til skriftlig eksamen i aritmetik. Lige da jeg kom til Kastbjerg, så jeg rutebilen dreje op ad bakken mod Randers. Jeg havde intet valg. Jeg måtte cykle til Randers. Det lykkedes. Fem kvarter senere – to minutter i otte – krappede jeg mig ind på bænken i eksamenslokalet, hvor læreren allerede var ved at dele eksamensopgaverne ud. Jeg syntes selv, det var temmelig godt klaret. Men trods to ug- og to mg+ blev gennemsnitskarakteren kun mg-.
    Nå, men jeg skulle jo være købmand, og den lille tabel kunne jeg – – – så.

    I al slags vejr stod jeg på trappen ved Kastbjerg Brugsforening kl. 6.40. I snestorm måtte jeg gå hele vejen fra Grove til Kastbjerg.
    Ikke af lyst, men min far mente ikke, man kunne svigte sin skole, så jeg kom til Randers bare for at opdage, at næsten alle mine kammerater fra oplandet og Randers hyggede sig hjemme. Som regel blev der ringet fra rutebilstationen kl. 10.30, at den sidste rutebil kørte hjem kl. 11.00.
    Vel ankommet til Kastbjerg måtte jeg trave de 3 km hjem til Grove med sneen hvinende om ørene. Ved slige lejligheder hvislede jeg om kap med sneen.

    På Realskolen var der flere lærere og mange nye fag: Engelsk, tysk, fysik, aritmetik, geometri, naturhistorie, tegning og gymnastik. Der blev som i Grove lagt vægt på paratviden og disciplin, men tonen var noget barskere, end jeg var vant til.
    Hvis man passede sine lektier og ikke lavede for mange kunster, fik man automatisk et godt forhold til degnen i Grove. På realskolen skulle der ikke meget til, før lærerne trådte op. Som regel nøjedes de dog med at råbe op eller give en eftersidning, en sveder.
    Men selv det kunne såmænd være slemt nok for vi små, naive unger fra landet – og det kunne hænde, at hr. Harboe tog mere bastante opdragelsesmetoder i brug.
    Blæst giver af en eller anden grund altid uro i en skolegård. En forårsdag blev fem drenge beruset af solskinnet, blæsten og pigerne, der hvirvlede rundt i deres rundskårne kjoler. Pigerne hvinede, mens drengene hujede efter dem og forsøgte at løfte skørterne. Pludselig lød et brøl fra Harboes lejlighed, derefter hastige trin på trappen. Alle i skolegården stivnede. Vi afventede det uafvendelige.
    Harboe for ud i gården, greb de formastelige og førte dem ind i gymnastiksalen. Kort tid efter kom han igen farende ud i skolegården på vej op i privaten. Derefter kom de fem luskende. De forsøgte at smile kækt, men vi, der så deres røde, fugtige kinder, troede dem ikke.
    Disciplinen startede, straks man sammen med de andre 250 elever stilfærdigt gled ind gennem porten til den lille, lukkede skolegård.

    Vi landbobørn havde ingen ambitioner om at blive bemærket af lærerne, og da slet ikke af hr. Harboe. Præcis kl. otte åbnedes et vindue på 1. sal. 8. klasses duks trådte frem og kimede med messingklokken. Alle stod straks bomstille. Når duksen derefter slog et enkelt slag på klokken, gik alle i dybeste tavshed hen og stillede sig på række sammen med klassekammeraterne. En lærer overtog duksens plads og gav efter tur klasserne lov til at marchere ind til timen – i dybeste tavshed. Ethvert tilløb til samtale resulterede i, at man blev kaldt op til døren. Der kunne man så stå og forsøge at se kæk ud, mens kammeraterne gik forbi. Det hændte for mig, da jeg hviskende henvendte mig til min sidekammerat, Herluf. Hr. Harboe nærmest hang ud ad vinduet for at kalde mig op til døren. Der stod jeg og modtog medfølende blikke, mens de andre elever defilerede forbi. Da Harboe kom buldrende ned ad trappen, begyndte jeg at græde.
    Jeg troede, min blære ville svigte mig. Da han så, at kuren allerede havde virket, vinkede han mig op i klassen uden yderligere kommentarer. Jeg forsøgte med et kækt smil, da jeg trådte ind. Jeg tror ikke, det virkede overbevisende.
    Modsat andre skoler, jeg senere kom til at arbejde på, stod lærerne på Randers Realskole den gang altid ved døren og ventede på eleverne, når vi kom op fra skolegården efter frikvarteret. Vi gik stilfærdigt ind og blev høfligt stående ved pultene, til læreren sagde: Vær så god.

    Frøken Sennels

    Vi havde stor respekt for vores dansk- og tysklærer frk. Sennels. Hun var en dygtig, begavet og yderst velorienteret dame. Hver dag læste hun sin engelske avis, og hun talte tre fremmedsprog flydende: Engelsk, tysk og fransk.
    Frk. Sennels var kun vores klasselærer et år, for hun var født helt tilbage i 80’erne – 1880’erne. Hun markerede sit terræn ved at gå frem og tilbage foran de forreste pulte i fornuftige sko med rem, tækkelige silkestrømper med snorlige sømme fra hæl til, hvor de nu endte, vuggende hofter, venstre hånd i siden med tommelfingeren pegende fremad, mens højre arm svingede skødesløst ud i luften med strittende pegefinger, hvorpå hendes lille, elegante guldpincenez sad (læsebrille uden stænger, der kunne fæstnes på næseroden med en klemme). Håret, som vi mente var en paryk, var dækket af et fint, tyndt hårnet. Mens hun gik, sendte hun små, venlige, opmuntrende nik til pigerne. Fik hun derimod en dreng i synsfeltet, blev munden straks spids, og øjenbrynene fløj til vejrs.
    Man kunne næsten høre hendes tanker: Gud Fader bevar’s, for frøken Sennels opfattede drenge med den største mistro. Gennem mange år havde hun forgæves forsøgt at indprente drenge manerer og en smuk udtale af det danske sprog. Det tog ikke frk. Sennels lang tid at overbevise mig om, at det på korrekt dansk hedder: Begyndelsen – ikke førstningen, samt at kaffe udtales med dybt a, og ikke som jeg var vant til kæffe. Modsat de søde piger var og blev drenge for frøken Sennels nogle – . Nå, ja! Men lystre skulle de, og det gjorde vi. Det var i øvrigt en indstilling, der var meget almindelig blandt de ældre lærere på Randers Realskole.

    Frøken Sennels kunne dog selv komme for skade at formulere sig lidt uklart. En sommerdag efter frokostpausen kom hun skridende ind ad døren med bemærkningen: Luk vinduet op, der bagude! Det er lukket op? Så luk det!
    Hverken jeg eller mine kammerater betvivler sandheden i nedenstående anekdote. Den er oplevet og fortalt af skolebestyrer Johannes Harboe og skolebestyrere lyver ikke – i alle tilfælde ikke vores. En frostklar vintermorgen stod hr. Harboe oppe i privaten og kiggede ned på Lille Torv. Han bemærkede en travl, vinterklædt dame, der ilede ad Adelgade mod realskolen. Det var frk. Sennels. Ud over almindeligt vintertøj bar hun på armen den store, mørke skoletaske, i venstre hånd en brun pose med aske og i højre hånd en ske. For hvert skridt dryssede hun med skeen lidt aske ud på fortovet, der sine steder var spejlblankt. Da hun kom til hjørnet ved Krone Apoteket, stivnede hun.
    Posen var tom. Efter et kort blik mod Realskolen vendte hun om og ilede tilbage mod Prins Christiansgade for at hente mere aske.
    Trods det lille uheld stod frk. Sennels præcis kl. otte på sin vante plads i morgensanglokalet, men hun sang ikke med – for at synge rent var en evne, Vorherre ikke havde skænket hende.

    En af mine gode venner fra C-klassen – tidligere skolepsykolog – påstår, at han endnu, 60 år efter begivenheden fandt sted, kan vågne op med mareridt, badet i sved, bare fordi han en gang har oplevet frk. Sennels som vikar i en engelsktime.
    Jo, frk. Sennels elever kendte begreber som årsag og virkning. Havde hun en gang haft en under behandling, blev man aldrig mere den samme.
    Man kunne uden besvær bøje de sværeste engelske og tyske verber, opføre sig høfligt og tale dannet.
    Frk. Sennels var kendt som en dygtig lærerinde, der hyldede dyder fra en for længst svunden tid. Som privatperson var hun venlig og hjælpsom, men hun havde sine meninger.

    Fru Fræhr

    var vores engelsk- og senere tysklærer. Hun virkede i forhold til frk. Sennels næsten flegmatisk. Sjældent lod hun sig slå ud. Var der problemer med udtalen eller oversættelsen, løftede hun forbavset øjenbrynene rystede mildt på hovedet og mumlede: Man scholl sich nicht verbløffen lassen! – rettede fejlen og gik videre.
    Under morgensangen stod fru Fræhr ved orgelet, som hendes mand betjente, og sang for med en vibrator i stemmen, jeg aldrig har hørt hverken før eller siden. Kvaliteten kan diskuteres, men sandt er det, at det var fru Fræhr, der fik mig til at lytte til klassisk musik.
    Hjemme var radioen tændt, fra vi stod op om morgenen, til vi gik i seng. Der var kun et program, og det overholdt formålsparagraffen: At oplyse og underholde – i den rækkefølge. Man lærte meget ved at høre programmerne fra Statsradiofonien, som det hed den gang, men indtil hin dag kort før jul 1950, havde jeg kun hørt – aldrig lyttet til klassisk musik.

    Der var en vis løssluppen stemning på skolen de sidste dage op mod jul. Fru Fræhr havde ved en tidligere lejlighed nævnt Halleluja-koret fra Händels Messias som et af de musikstykker, hun holdt meget af. En af pigerne fik den udmærkede ide at spørge, om vi ikke i den sidste tysktime inden jul i stedet for den sædvanlige julehistorie måtte besøge det fræhrske hjem på Tøjhushavevej og høre Messias. Alle, selv drengene syntes om ideen, man kunne jo ikke udelukke, at der ved samme lejlighed faldt en lille lækker ting af.
    Fru Fræhr indvilligede på betingelse af, at vi hørte hele Halleluja koret to gange i dyb tavshed, så ville hun til gengæld servere småkager og saftevand. Efter en lille introduktion sad vi 5 drenge og 13 piger musestille og lyttede. Det blev for mig en betagende og gribende oplevelse, der for altid ændrede min indstilling til klassisk musik.

    Fru Løkke Petersen

    Pigernes gymnastiklærerinde, fru Lykke Petersen var dog nok den lærerinde, der gjorde størst indtryk på drengene. Hun var fraskilt, hvilket i min barn- og ungdom betød, at en kvinde dalede adskillige trin på den sociale rangstige – men ikke fru Løkke. Når hun smilende som en frisk, køn cykelpige kom trækkende op gennem skolegården, følte vi halvvoksne drenge næsten, vi blev suget mod midten af skolegården, hvor hun et øjeblik senere ville passere, med et venligt nik og smil til alle, hun så på – og duften. Enhver dreng, der har stået i realskoles gård, vil kunne genkende fru Løkkes parfume resten af livet. Hendes mørke hår sad altid, som kom hun lige fra frisøren, og der var kun klare, rene linjer i hendes kraftige make-up. Fru Løkke var den eneste af lærerinderne, der kunne tillade sig at møde op i lange, mørke bukser, smarte bluser og et lille, chikt silketørklæde om halsen. Vi sukkede. Der var mil mellem fru Løkke og frøken Sennels.

    Frøken Lassen

    der var uddannet forskolelærerinde, puslede på smukkeste vis om skolens yngste elever. Hun ankom altid til skolen i god tid. Med fødderne godt ude til siden vadede den lille, ældre dame op gennem skolegården i fornuftige, brune vandresko, blå ulden spadseredragt og en hue, der mest af alt lignede en skotsk klan hue med kvast.
    Frk. Lassen blev vores tegnelærer og dermed den, der for altid satte en stopper for mine drømme, om en karriere som bildende kunstner. Vi tilbragte timer i tegnelokalet med at tegne buer og linjer i takt. Det styrkede formsansen, og frk. Lassen vidste, at det også for en kunstner er vigtigt at kunne sit håndværk. Mens vi med tungen i mundvigen sled med at lave utallige skitser af de æsker og rør, frk. Lassen satte frem på katederet, fløj den lille dame gennem lokalet med sit viske gummi og fjernede streger, der ikke var passende i perspektivet (hum anvendte ikke ordet viskelæder). Forvirringen blev fuldkommen, når hun pludselig hvirvlede op til katederet og vendte æsken, længe inden vi havde fuldført kunstværket.
    Vi blev næsten euforiske, den dag frk. Lassen meddelte, at vi skulle have fri tegning. Havde en enkelt forestillet sig croquis, vendte han dog hurtigt tilbage til virkeligheden, da frk. Lassen med begejstring i stemmen meddelte, at alle skulle tegne en vandkande. En vandkande!
    Når min mor skulle vande sine kaktus og pelargonier, brugte hun Madam Blå – kaffekanden. Men som alle ved: God kunst skabes gennem hårdt arbejde og mange skuffelser. Hin dag i 1949, lod jeg talentet folde sig ud og designede en helt ny type vandkande. Formen ville man i dag vel nærmest kalde organisk. Håndtaget var en del af kanden. Jeg var spændt, da frk. Lassen over min skulder betragtede resultatet. Så lød de ord, der for evigt knuste mine drømme: Sådan ser en vandkande jo slet ikke ud! Jeg dukkede mig, men da hun var gået, hvislede jeg: Min gør sgu!
    Gad vide, hvem der fandt tegningen, for mange år senere dukkede efterligninger af min kande, den frk. Lassen forkastede, op i enhver isenkræmmers vindue i plastic og klare farver. Bevares – dessinet var måske lidt dristigere. Men da havde frk. Lassen for længst forladt skolen på Lilletorv, og jeg havde fundet min rette hylde som lærer og talepædagog i Den danske Folkeskole.

    Jakkesættene

    de mandlige lærer, måtte vi drenge jo finde os i, men jeg kan ikke erindre, at vi opfattede nogle af dem som det, man nu til dags kalder rollemodeller. Hr. Knudsen vores næste klasselærer holdt vi meget af. Han var en stor, kraftig og tyk mand, der for det meste var i godt humør. Jeg har set ham for sjov jagte næsvise piger rundt i klasseværelset med pegepinden i hånden i frikvartererne, men i timerne var der alvor og disciplin. Han var en dygtig regne- og matematiklærer – især for de velbegavede. Var han olm, frygtede vi ham. Især vi drenge holdt os i skindet, for selvom vi til daglig lukrerede på, at der i klassen var fem drenge og fjorten piger, havde vi ikke de samme rettigheder som pigerne. Hr. Knudsen lærte os små opbyggelige remser. En af dem, jeg selv engang imellem har haft gavn af, når jeg har været i begavet selskab lyder: Er du dum, da hold dig stum, men med en holden mine, da vil enhver, som på dig ser, tænke: Død og pine. (Johs. Ewald)

    Det var ellers i en af hr. Knudsens timer, jeg selvforskyldt led et forsmædeligt nederlag, der red mig som en mare i flere år. Hver onsdag skulle vi aflevere prøveregning. Det var tidligere års eksamensopgaver, som uden udregningen skulle afleveres indført med blæk i et specielt hefte. En onsdag kom jeg i tidnød. Jeg var kommet for sent i gang med lektierne, og uheldigvis havde jeg aftalt med mine kammerater, Villum og Svend, at vi skulle i biografen for at se: De tre musketerer.
    Prøveregningen drejede sig om omregning af udenlandsk valuta til danske kroner. Hr. Knudsen havde lært os sætningen: Samme tal op i samme tal og gange med det, du skal finde. Det var jo nemt. Jeg stillede opgaverne op en brøkstreg og mente, at der vel ikke kunne ske noget ved for en gangs skyld at bruge den facitliste, min omsorgsfulde far havde indkøbt, lidt kreativt – jeg var jo i tidnød.
    Kort fortalt. Jeg skrev af efter facitlisten og drog glad i biografen med Villum og Svend. Vi nød filmen – men. Dagen efter måtte jeg sidde med røde kinder og høre på et opbyggeligt foredrag om en dreng, der, selv om hans far var lærer, snød efter facitlisten. Jeg kunne jo have forsøgt at fortælle hr. Knudsen om de tre musketerer, Richelieu og Milady. Men hvad skulle det hjælpe – voksne har det med at glemme, hvordan det er at være dreng. De næste tre måneder gik jeg og rystede for, at min far skulle spørge efter facitlisten, der lå lunt i Knudsens taske. Det var måske den episode, der til jubilæet 25 år senere fik hr. Knudsen til at udbryde: Nå der er du!
    Ja, velbegavet var du, men du var en doven slog! – desværre måtte jeg give ham ret i den sidste del af udsagnet.

    Hr. Fræhr

    Det var en munter flok, der hver morgen gled ind gennem porten på Lilletorv til en ny skoledag præget af udenadslære og disciplin. Vi betragtede vel undertiden som andre normaltbegavede unge, skolens disciplin som en spændetrøje, der ikke altid gav plads til vor boblende livsglæde og umættelige lyst til livet. Men. . ., vi beherskede os, for vi vidste aldrig, hvor de befandt sig – de, der mod betaling havde påtaget sig det ofte utaknemmelige job at lære os borgerlige dyder. Men livsglæde har det som vand. Den finder altid en lille sprække.

    Hr. Fræhr var et lidt verdensfjernt bogmenneske med venlige, muntre øjne, høj pande og blank isse. Af statur var han tynd og ranglet med en let ludende holdning a la Kaj Munch. Havde man, som jeg, en far derhjemme, der aldrig havde besvær med at fylde sit tøj ud, undrede man sig. Det var, som om skjorten og bukserne vuggede om hr. Fræhrs tynde krop. Hver morgen spillede han orgel til morgensang, og hver formiddag sad han i et frikvarter i et klasseværelse på første sal og solgte blyanter, viskelæder, kladdehæfter og bøger fra skolens lille udsalg altid med sin elskede pibe i munden eller inden for rækkevidde. Det var sådan de fleste kendte ham. Han var en rar og mild mand. Det lå ikke for ham at rynke panden eller bruge truende og barske ord. Rettede han sine milde, lidt usikre øjne mod en, følte man sig ikke truet, som når frk. Sennels fik en i kikkerten. Da måtte selv den tapreste stå med sitrende skuldre og blikket rettet mod gulvet tavst ventende på det uafvendelige.

    I niende klasse fik vi hr. Fræhr som geografilærer. Det var nok ikke uden grund, klassens spilopmager sad ved den øverste pult. Ingen kunne som han se uskyldig og forbavset ud, og det skønt han sjældent var det. Han lod sig i alle tilfælde aldrig overrumple af noget som helst. Det er ikke utænkeligt, at han i sit senere arbejde som kriminalbetjent i København fik brug for netop disse evner.
    En dag gik timen lidt trægt. Hr. Fræhr stod med ryggen mod klassen og underviste. Et lille sideblik og en let uro på første pult overbeviste os om, at noget var i gære. Vi sad spændte. Pludselig ramte en papirkugle med et højt smæld det store atlas lige ved siden af hr. Fræhr. Da han overrasket og såret vendte sig om, så han kun 18 flittige elever, der med sitrende skuldre og meget milde øjne ivrigt betragtede deres atlas. Kun spasmageren på første pult sad som mønsterelev og fulgte med store, opmærksomme øjne undervisningen. I næste øjeblik vendte han sig forbavset om mod klassen og rystede indigneret på hovedet.
    Hr. Fræhr var meget afholdt. En ”blød” mand, hvis menneskelige kvaliteter ikke i tiden lige efter krigen var værdsat blandt lærere – det blev de først 30 år senere. Nok kunne han blive vred og såret, men han ejede ikke evnen til at sende lynende blikke og bandbuller ud over en flok viltre unger. Vi forstod det ikke. Vi udnyttede det – i andre klasser med mere modne elever, var der aldrig problemer.

    Spisefrikvarter

    Nutidens sundhedsapostle ville let kunne fylde adskillige avisspalter, hvis de skulle kommentere vore madpakker. Hver morgen, længe før vi mødte, blev skolemælken i små, gennemsigtige glasflasker (1/4 l) med papirkapsler leveret på skolen og stillet lige inden for døren i stueetagen. Der stod de, indtil Ib, en af de ældre elever, i sidste frikvarter inden frokost, bragte det antal flasker, der var bestilt og betalt rundt i klasseværelserne. Om vinteren var mælken kølig og frisk. Om sommeren kunne man få sig en ubehagelig overraskelse. Sødmælken var den gang ikke homogeniseret, så fløden samlede sig som et tykt lag øverst i flasken.
    Når madpakker, der er smurt tidligt om morgenen, efter at havde hygget sig adskillige timer i et lunt klasseværelse, bliver åbnet, breder der sig ofte en så stram duft i lokalet, af æg, leverpostej og makrelsalat, at selv en kraftig udluftning i frikvarteret har svært ved at fjerne den.

    Skolefest

    Når der om efteråret blev afholdt skolefest for realskolens elever på Restaurant Jylland, mødte alle op i stiveste puds. Det var meget festligt. Jeg var som de andre drenge klædt i jakkesæt og slips. Far var i sit kirketøj, smoking og knækflip, butterfly også blanke sko, at man kunne spejle sig i dem. Min trinde mor var i sin nyeste kjole, som hun havde fået syet hos frk. Molberg i Havndal af det fornuftige, men ikke just moderne stof, fru Martens havde liggende på hylderne. I dagens anledning havde hun aflagt damefrisøren et besøg, så hun kunne fremvise så mange små krøller, at selv en afrikaner havde grund til misundelse.
    Far og Mor sad hele aftenen og så til, for min far kunne ikke danse.
    Det var ikke vanskeligt at registrere deres glæde over, at de havde kunnet give mig den chance, de aldrig selv havde fået.
    Jeg registrerede med ubehag forskellen mellem de elegante forældre fra Randers og min far og mor. Mange gange senere i livet har jeg, når jeg tænker tilbage på episoden, følt skam over, at jeg forkælede teenager forkastede dem, der gerne led afsavn, for at give mig en god start i livet.

    Mod nye tider

    Allerede i 1932 blev tv-udstyr for første gang fremvist i København.
    Først i 1950, da jeg gik i 8. klasse, kunne man på en udstilling i Håndværkerforeningens bygning i Vestergade opleve det nye vidunder.
    Danmarks Radio havde produceret 39 udsendelser, der blev vist rundt i landet. En af udsendelserne viste i bedste Frk. Jensen stil, hvordan man syltede.
    En dag i eftersommeren gik vi efter vores fysiklærer, S. P., ud gennem Vestergade mod Håndværkerforeningen for første gang at se fjernsyn. Vi stillede op i køen og gled efterhånden ind i et lokale, hvor et par mennesker sad og talte foran et skrummel af et fjernsynskamera. Køen bevægede sig langsomt videre ind i det tilstødende lokale, hvor vi kunne se og høre udsendelsen på et 17’ fjernsyn. Vi var dybt imponerede. Der var virkelig noget at fortælle om, da jeg kom hjem.

    Der er visse begivenheder fra den tid, jeg erindrer meget klart.
    Margarine kendte vi kun fra de gamle, bulede kagekasser i køkkenskabet. Figner, bananer og ægte chokolade var noget, de voksne talte om med tindrende øjne. Da jeg efter krigen smagte margarine første gang, brød jeg mig ikke om det. De første bananer, vi novicer spiste, var mørkegrønne, så det var heller ikke nogen nydelse, men fignerne smagte dejligt.
    Jeg kom til at købe et halvt kilo for min mors penge. Værre var det dog, at jeg kom til at spise dem alle sammen, inden jeg kom hjem. Men…, det bødes der for. Jeg fik nældefeber og måtte holde sengen i tre dage. Doktor Fuglsang blev tilkaldt. Hele min krop var dækket af små væskefyldte blærer, der kløede. Jeg blev to gange dagligt smurt ind i en ildelugtende olie. Jeg opfattede det vel nærmest som nemesis, fordi jeg kun havde tænkt på mig selv.
    Jeg hørte aldrig bebrejdelser, men jeg måtte lide den tort at blive vist frem, når der kom gæster.

    Begrebet, sidste skoledag, var ukendt. En dag sluttede undervisningen, og derefter så jeg kun mine klassekammerater i de spørgetimer, der blev afholdt inden mundtlig eksamen. Det var nu ikke mig, der stillede de intelligente spørgsmål til læreren i de timer, men jeg mødte op og fik altid afklaret et eller andet.

    Eksamen

    Forsommeren 1952 husker jeg ganske tydeligt. I al den tid jeg læste til eksamen var der høj sol og badevejr. Det var ulideligt varmt at sidde på mit værelse oppe under et uisoleret tegltag. Jeg fandt et fristed på skrænten ned mod Udbyover sø. I skyggen af en busk lå jeg på et tæppe med bøger og saftevand og forsøgte at læse, mens køerne i naboindhegningen interesserede så til. Jeg nød de lyse sommerskyer, der stille drev hen over den dybblå sø. Langs bredden blomstrede de åkander, min far i årenes løb havde plantet, når der blev for mange i havens vandbassin. Mens lærker trillende steg mod skyerne, blundede jeg ind til biernes summen og duften af snerler.
    Nej, jeg har aldrig været god til eksamenslæsning. Det der reddede mig var som regel snak.
    Da eksamen var overstået, blev der afholdt translokation i Håndværkerforeningens store sal i Vestergade. Alle afgangselever og deres forældre mødte op. Der var en meget højtidelig stemning. Hr. Harboe talte efter devisen – ud går du nu på livets vej. Derefter gik vi en efter en op til talerstolen, bukkede og fik udleveret vores eksamensbevis.
    Bag os sad 25-års jubilarerne, ældgamle, men muntre kvinder og mænd omkring 40. En af dem tegnede skitser af talerne, mens de andre fniste og småsnakkede respektløst – at de turde. Men sådan var der måske ude i de voksnes verden. Vi glædede os.

    Udlandsfarer

    Vi havde nær væltet pultene, da hr. Knudsen efter sommerferien 1951 en dag forhørte sig, om vi var interesserede i at deltage i en ferietur til Norge, når vi havde taget vores præliminæreksamen – om vi var? Jeg gik jo og drømte om at blive voksen, så jeg kunne komme ud i verden og se nogle af de ting, jeg kendte fra bøgerne. På stående fod kunne jeg remse mindst 10 ting op, jeg gerne ville se i Norge: Gogstadsskibet, Wigelands Parken i Oslo, Tysker Brüggen i Bergen, domkirken i Tronhjem, Nordkap og fjeldene med evig sne. Det højeste punkt – jeg, der aldrig havde besøgt Ejer Baunehøj, kendte, var Himmelbjerget.
    For et nutidsbarn, der i den alder har været med sine forældre på adskillige ferierejser rundt i Europa og måske i Amerika og Asien, kan det være svært at fatte vores store begejstringen. De færreste tænker på, at danskernes rejselyst først startede i midten af 1960’erne, da lønniveauet øgedes, arbejdsmarkedets parter enedes om længere ferieperioder og to store rejseselskaber: Spies- og Tjæreborg Rejser begyndte at arrangere ferier i udlandet til en overkommelig pris for menigmand. Før den tid var ferierejser for de få, og endelig var det for mange en hæmsko, at de kun talte dansk.

    Så var der udstyret til en norgesfarer

    Sundhedsplejersken i Havndal, frk. Andersen, der boede i en af lejlighederne på skolen, havde en norsk veninde, frk. Iversen. Da hun så mit udstyr, tog hun sig til hovedet: Brune, flade sko og kuffert?
    Nej, I låner min rygsæk. Den er let at vandre med, og så finder du dine skistøvler frem. Det er det eneste rigtige fodtøj at gå med på fjeldet – og husk strikketrøjen. Folk undrede sig, og mine forældre var bekymrede, da jeg i sommervarmen entrede Hadsund Peter iført norsk rygsæk og skistøvler. Selv følte jeg mig som helbefaren fjeldvandrer.
    Der var høj stemning, da jeg sammen med mine kammerater og de ledsagende lærerne på hovedbanegården i Randers steg på toget. Da vi kom til Hirtshals, blev der uddelt søsygetabletter til dem, der ønskede det. Det skulle vise sig at være en fornuftig foranstaltning. Jeg gjorde mit bedste for ikke at virke alt for barnlig og opstemt, men ikke alene var det min første tur til udlandet. Det var også første gang, jeg befandt mig på en færge, hvor man kunne handle toldfrit for norske penge (og jeg var jo fuldbefaren i omregning af valuta), så det var vanskeligt at skjule sin begejstring. Sammen med de andre drenge susede jeg rundt på skibet.

    Den største oplevelse kom dog først, da vi var vel ude af havnen.
    Der var kuling. Færgen vippede voldsomt. Vi nød blæsten og de store bølger. Det gjorde ikke alle. Nede i salonen sad hr. Knudsen ligbleg i en sofa klamrende sig til et stort papbæger. Han var søsyg. Når vi listede forbi og ønskede god bedring, forsøgte han efter bedste evne at fremtvinge et venligt smil. Det blev dog mere og mere anstrengt efterhånden som rejsen skred frem. En anden lærer lagde sig på gulvet i sin sovepose og spillede på mundharpe. Han bad om at blive vækket, når vi var i Norge.

    Min første tanke, da vi gik i land var: Hvor er fjeldene? Jeg var dybt skuffet. Humøret steg dog, efterhånden som vi i bus nærmede os rejsens mål en hytte i Rogaland, området omkring Stavanger og Lysefjord. Vi fire drenge fra B-klassen blev indkvarteret sammen på en firemandsstue med køjesenge. En af de følgende dage asede vi i tindrende sol op ad fjeldet mod Prædikestolen. Turen tog ca. to timer i blændende solskin, men det var alle anstrengelser værd. Fjelde så langt øjet rakte og under os glimtede et mørkeblåt bånd, Lysefjorden. Et fantastisk syn. Pigerne holdt sig et par sikre skridt fra kanten, mens de betragtede det storslåede sceneri. De fleste drenge kastede sig ned og mavede sig frem for at opleve gyset, det 600 m direkte kik ned på den dybblå fjord.

    Jeg oplevede tydeligt forskellen på land- og by børn. Drengene fra Randers, flirtede åbenlyst med pigerne. Jeg nøjedes med at sidde på bagsædet ved siden af Inga. Vi så sjældent på hinanden, men når vi foldede armene over brystet, kunne vi holde i hånd – i alle tilfælde med fingerspidserne, uden nogen bemærkede det. Nej, ingen mor behøvede at ligge vågen om natten på grund af mig.
    En aften jeg gik en tur sammen med en lille flok drenge, kom vi i snak med en nordmand. Han inviterede på en liten hjemmebrændt. K. fra min klasse og en anden lidt ældre dreng fra C-klassen takkede ja. Vi andre gik hjem til hytten lidt forargede og misundelige. K. havde lovet at være hjemme til hr. Knudsens godnat runde kl. 22.00. Det glemte han. Klokken nærmede sig 22 og panikken bredte sig, indtil en foreslog, at tæppet i den øverste køje, hvor K. lå, blev arrangeret, så det så ud, som om han lå og sov. Da hr. Knudsen åbnede døren var værelset bælgmørkt og alle ”sov”. Han lukkede stille døren og gik igen.
    Man kunne næsten høre sukket. Kort efter kom de to ungersvende hjem i højt humør. Dagen efter var alt ved det gamle, bortset fra at K.
    fik tics, bare han hørte en flues fodtrin, men det fortog sig i løbet af dagen.

    Det var stadig højsommer, da vi steg af toget på Randers Hovedbanegård. Først nogle dage senere gik det op for mig, at jeg havde sagt farvel til mine lærere og klassekammerater for altid. Jeg havde været så sprængfyldt af nye indtryk, at jeg oplevede et af livets absolutter uden at ænse det.
    Med translokationen ophørte min forbindelse til Randers Realskole. I fire år havde jeg hver uge tilbragt 36 undervisningstimer sammen med mine lærere og klassekammerater, 12 timer på skolevejen og hver dag ca. en hel time med at læse lektier. Det er vel ikke underligt, at jeg en gang imellem betragtede skolen som et forstyrrende element i min dagligdag.
    Det ville nok have være vanskeligt at finde en af mine lærere, der ville skrive under på, at jeg var en flittig og moden elev. Ærlighed varer længst.
    De fleste af vore lærere havde en personlig holdning til tingene og gav udtryk for den – inklusiv frk. Lassen. Selv om timerne ikke blev brugt til diskussioner, forstod vi, at det ikke alene var tilladt, men i høj grad tilrådeligt at have sin egen mening. Nok var vi unge og usikre, men vi var ikke i tvivl om at skulle verden forandres til det bedre, og det skulle den, så var det os, der måtte gøre det, så vi forsøgte at gribe budskabet.
    Når jeg hjemme ved aftensbordet med høj stemme udtalte min uforbeholdne mening om en lærer, som jeg mente havde opført eller udtalt sig tåbeligt, var min fars tirrende kommentar altid: Ja, ja, du skal nok blive en god lærer. Det var ikke befordrende for min vaklende selvfølelse, men det gav mig en kærkommen lejlighed til at udtale min dybe foragt for gamle, forstokkede forældre, og var måske skyld i, at jeg i første omgang besluttede mig for at blive købmand.

    Min far var formand for den lokale lærerkreds, der undertiden afholdt møder i mit hjem. Det gav mig af og til lejlighed til at sidde i et roligt hjørne og fremføre mine naive teorier for en forestående voksen. Det var en lise for sjælen, og jeg lærte at argumentere og lytte – nok mest det første.
    Jeg følte mig som den 12-årige Jesus i templet. Vedkommende har sikkert rystet på hovedet, når han kom hjem, men det så jeg jo ikke.

    56 år er gået, siden jeg for sidste gang gik ud af porten fra Randers Realskole på Lilletorv, men det hænder ofte at jeg mindes og sender en venlig og glad tanke til min gamle skole og de lærere, der formede mig på min vej frem mod livet.

  • Jordemoderen

    Jordemoderen

    Man skal ikke lede længe i ældre kirkebøger, før man finder dem – de sørgelige efterretninger om kvinder, der døde i barselseng eller dødfødte, udøbte spædbørn.

    Har man jordemødre blandt sine aner, undrer man sig, men i de indberetninger, jordemødrene var forpligtet til at fremsende til præsten allerede i slutningen af 1800-tallet, kan man undertiden se, hvad der foregik i barselstuerne den gang.

    Sognepræsten i Sebber har nemlig været så venlig at indskrive i kirkebogen blandt andet beretningen om den sørgelige hændelse hos Jens Rasmussen hin majdag/nat 1816, hvor Ane Madsdatter, jordemoderen, og nogle erfarne nabokoner gjorde alt, hvad de kunne, men uden held.

    Sebber Sogn Maj 1816, Jens Rasmussen og Ane Kirstine Sørensdatter
    En Dreng Ved Fødselstimen var ingen Liv at vente. Jeg blæste det i munden, kom Brændeviin paa Brystet, børstede under Fødderne med en Børste og badet i varmt Vand, disse var de Midler jeg brugte.
    Ane Madsdatter.

  • En liderlig Ødeland i Nr. Nissum

    En liderlig Ødeland i Nr. Nissum

    Johanne Sparres var søster til Maren Johannesdatter Sparres, der gjorde livet surt for sin søn David Pedersen i Nr. Touborg.

    Først i januar 1756 dør Oluf Poulsen i Hyldgaard. Den 76-årige Johanne forsøger at ernære sig selv. Hun søger arbejde i Lemvig, men uden større held.

    Kort tid efter finder vi hende i Lemvig stillet for retten som “en fattig gammel enke fra Nørre Nissum” – hun er rendt af pladsen.

    I tingbogen kan man læse:
    “Ligeledes var mødt for Retten paa velbem. Sr. Hees vegne Peder Smidt af Lemvig og producerede en Rettens Stevning paa Papir No 18 af 4. Dec sidst paa en hans Tienestequinde eller gammel Enke af Nørre Nissum Sogn Johanne Johannesdatter ham tagne Tieneste. Samme Stevning med sin Forkyndelses Paaskrift Smidt byidende læst, og Acten til ført som og skede, lydende føl:
    Sr Jacobsen mødt paa Johanne Sparres Vegne og i Retten foreviiste Brev fra Hans Hee hvor i hand tilstaaer at ville frafalde Sagen mod hende mod at hun betale til Lemvig Byes fattige, og blev da derefter besluttet at hun betaler i Sagen Omkostninger 2 M 2 S og 2 M til Byens Fattige, som Sr Jacobsen strax betalte, hvor jmod Sagen er ophørt og frafalden.”

    Denne gang klarer Johanne Sparres næsten frisag.

    Maren havde kendt bedre dage. Mens hun var gift med Iver og Oluf, sad hun som velhavende gårdmandskone i Hyldgaard i Nørre Nissum. Nu søgte hun tryghed i sin alderdom. I kirken havde hun lært, at mennesket er ikke skabt til at være alene, så en dag flyttede Peder Christian Meyer ind i den tomme ægteseng hos vores aldrende ane (72 år). Trolovelse 2. Påskedag – den 16. april 1761 og bryllup den 10. august s. å.

    Sønnen, Johannes Iversen i Geilgaard, er en fornuftig og økonomisk mand. Han får i tingbogen indskrevet, at Peder Meyer ikke kan få del i “den Afgift eller Aftægts Pleie, som hun (Johanne) var tillagt fra Geilgaard al Hendes Livstiid” samt, at alle de ting Johanne havde taget med fra Geilgaard, når hun var død, skulle leveres tilbage til Geilgård.

    Det har sikkert været en streg i regningen for Peder Meyer, der blev udskreget som det, der på jysk kaldes “en skidt hvalp” – og sandt er det. Allerede før bryllupet havde han bragte skam over sin aldrende brud. Det ses af den kendsgerning, at parret på deres bryllupsdag måtte stå offentlig skrifte i en sikkert stopfyldte kirke i Nr. Nissum.
    Johannes fik desværre ret. Knap var Peder Meyer blevet mand i huset, før han tvang Johanne til at afbetale på “sin hemmelige Gield”. Og ikke nok med det. Han begyndte at gå rundt i nabolaget og sælge billigt ud af hendes ting bl. a. mange alen stof, hun havde vævet – alt sammen for at finansiere sin “drikken og svirren”.
    Og endelig, da han havde sat alt overstyr, forlader han Johanne.

    Johannes Iversen var rasende. Han måtte nu forsørge sin mor og betale for hendes logi på gården, Buggesboel, i Fabjerg “-da ingen ville ræcke Hende Haanden eller give Hende mindste Almisse, formdelst hun forhen sad som en formuende Enke.”

    Syv år senere vender Peder Christian Meyer tilbage for at fortsætte med “Tyverie, Skarns Stycker, Drik, Fylderie og Liderlighed”, men da har Johannes Iversen fået nok. Peder Meyer bliver slæbt for retten, der dømmer ham til to års ophold i Tugt og Manufacturhuset i Viborg.

    Dommen ses i Tingbogen:
    ”Johannes Iversen udi Geilgaard i Nørre Nissum haver, paa egne og Moders Johanne Johanes Datters Vegne, ved lovlig Stævnemaal af 14de
    Nov: a.p., ladet Peder Christian Meyer, opholdende sig udi Buggesboel Huus i Fabjerg, indkalde for Schodborg Vandfuld Herreders Rætt til Doms Kiendelse, for hans slette og utilbørlige Opførsel og Forhold imod hans gl. Hustrue, som er Citantens Moder, i det han, ungefæhr for en 7 Aars Tid siden, forlod Hende og rejste her fra Egnen, efter at hand i forveyen havde forødt og sat overstyre, hvad hun eyede og havde, saavel reede Penge som Gods, og saaledes efterladt hende i yderlige og fattige Omstændigheder; hvor om Citanten, til Doms Actens Vedhæftelse, haver produceret et her ved Scodborg Vandfuld Herreders Rett ført Tings Vidne, begyndt den 22de Nov: 1770 og sluttet den 6te Decemb: næst efter, og derved oplyst og beviist:

    1: at Peder Christian Mejer, ved Indtrædelse i Ægteskab med Citantens gl. Moder, har frasagt sig den Ophold og Aftægt, som ved Geilgaards Fratrædelse og Afstaaelse, var hende accorderet at nyde hendes Livs Tiid, hvilket alt hans egenhændige underskrevne af Dato 22 Martii 1761 tydelig udviiser, og udi Tings Vidnet findes anført Pag: 34.

    2: Ved Ed førte Vidners endelige Forklaring beviist:
    a. at han før sin Afrejse solgte sin Kones Kiste og Klæder med videre ved offentlig imod hendes Minde og Villie uden at 1 Skilling deraf er kommen hende til Gode.
    b. i hvor vel han, efter den producerede Specifikation, under Johannes Iversens Haand, havde bekommet En Deel Penge af hende til sin Gjelds Afbetaling, vide Tings Vidnet Pag. 60 og 61.
    c. at han nu er komen tilbage igen, har hemmeligen og imod Hendes Villie frataget Hende et Stycke stribet hiemegiort Tøj paa 30 All: og solgt Eendel af same, Neml: til Lars Bruunsgaard i Nissum 3 All : à 2 M og til Thomas Mølgaard i Gudum 2 All : à 2 M 2 S hvilket Kiøberen ogsaa Selv for Retten haver tilstaaet .
    d. at Peder Mejer er et liderligt og Drikfældigt Menneske, der har sidet og svirret og drukket i Kro-Huuset i hele Dage tillige og forlods fordøyet saavel sin Kones tilbragte Midler som hvad han selv kunde forhverve.
    Derimod haver Peder Christian Mejer første Dag, ved sit i Retten indgivne Indæg, vel søgt at retfærdiggøre sit Forhold, og ligesom kaste Skylden paa Citanten og sin Hustrue, men ey fremlagt noget lovgyldigt Beviis som saadant sit foregivendes Rigtighed, følgelig kan det iche tiene ham til nogen Forsvar eller Befrielse i den Sag. – Som det af forestaaende erfahres, at Peder Christian Mejer icke, som en retskaffen Mand, efter den ham paaliggende Pligt og given Revers har viist tilbørlig Omsorg for hans gl: Koene; men tvertimod, som en Fordøyer og Ødeland, paa en liderlig Maade, skilt hende ved Hendes reede Midler og Gods ja ligefrem udplyndret hende baade først og sidst, saa hans hele Adfærd viiser, at han icke har attraaet andet, end at øde og spolere alt hvad hun maatte eye og have og saaledes at sætte hans gl: Koene, paa hendes høye Alderdom, i trængende Omstændigheder.
    Altsaa Kiendes hermed for Ræt:
    1. at Peder Christian Mejer for saadan hans slette og ulovlige Forhold imod hans Hustrue, bør, til nogenledes Rettelse, at indsætte til afbryde i Viborg Tugt- og Manufactur Huus paa 2de Aar, og derforuden at betale i Proceshens Omkostninger 6 Rdr, inden 15te Dage efter den Doms lovlige Forkyndelse, under Ram og Indførelse i hans Eyende, hvor same maatte forefindes. – 2.Hvad angaar de 3de Kiøbere, Neml: Peder Katkier, Lars Grummesgaard og Thomas Mølgaard, da siden de have handlet med en Person, som icke kan skaffe lovlig Hiemel til det, han haver solgt dem, Tilpligtes De, enhver for sig, enten at levere det kiøbte Tøy tilbage in natura eller at betale Dets Værdi, som De, efter deres egen Tilstaaelse, kar kiøbt det for, imod Regres til Mejer, som Sælger, det inden 15ten Dage efter denne Doms Lovlige forkyndelse, under Lovens videre
    Tvang.-
    Dato til Bekræftelse under min Haand og forsegling. – Actum anno, die et Loco et Supra. – J. Søfrensen.( L.S. ) (B77B – sp 2 side 419-20)

    Johanne Sparres har sikkert ikke været den mest indtagende blandt vore kvindelige aner, men man har svært ved ikke at føle medlidenhed med hende, den gamle, stride og måske senile indsidder i Buggesboel i Fabjerg, der trods tidligere velstand nu “end ikke kunne håbe på at få så meget som en almisse”.
    Man kan forestille sig den lettelse, der er gået gennem sognet, den dag i juni 1777, det blev kendt, at Johanne Sparres var død.
    Johanne blev begravet den 23. – med ligprædiken Hvem ville ikke gerne have været med på en ”lytter” i Nr. Nissum kirke hin junidag i 1777.

  • Taterdåb i Idom

    Taterdåb i Idom

    Taterdåb i Idom kirke, 4. søndag advent (den 22. december) 1782.

    Man kan forestille sig den lidt knarvorren stemning i Idom lige før jul 1782.

    Pæne landbokoner havde nok at gøre med juleforberedelserne:
    Slagtning, bagning og rengøring – og så gør taterkællingen, Ingeborg Jørgensdatter, barsel på Oluf Østerlunds mark. Det kunne endda være, men at ordentlige folk skulle blandes ind i det.

    Ja, har mener do?
    Det gav problemer i en landsby som Idom i slutningen af 1700-tallet. Tatere kunne bruges til urent arbejde som at flå døde dyr, skære grise og den slags, men ingen brød sig om at have omgang med dem. For tilfældet fandtes i mange hjem og på kroer et specielt glas, rakkerglasset, hvis man blev nødt til at beværte dem – de urene.
    Taterne var den tids udstødte.
    Og nu havde hun lavet til barsel – taterkællingen. Folk dukkede sig, for de vidste, ungen skulle døbes i kirken, og dertil behøvedes en bæremoder og flere faddere. Da ingen meldte sig frivilligt, måtte nådigherren udpege de uheldige.

    Vi er jo stadig i tiden før stavnsbåndets ophævelse i 1788.

    Alle andre åndede lettet op, da præstekonen frivilligt meldte sig som bæremoder og Knud og Søren Idomlunds koner blev udpeget til at hente ungen (moderen måtte jo ikke selv komme i kirken).
    Så kunne resten af menigheden nøjes med at rejse sig under dåben som vidner.
    Og det er ganske vist, for præsten, Johan Vilhelm Nielsen Kannewurff, har selv fortalt det i kirkebogen – og præster lyver ikke.

    No 10:
    Dom. 4de Adv. blev en omløbende Natmand Christian Nielsen og Hustrue Ingeborg Jørgensdatter Deres Søn døbt her i Kirken og kaldet Niels efterdi Madammen hafde født Barnet den 11 December paa Østerlunds Mark, og derefter søgt til første Sted, navnlig: Olufs i Østerlund at have Huuslye som og blev dem forundt, indtil Barnet var blevet døbt. Efter Herskabets Ønske blev Knud og Søren Idomlunds Hustruer udnævnede til at afhente Barnet med een vogn fra Østerlund og føre det til Kirken, hvor min Kone da, for at foregaaende anden med Eksempel paatog sig at holde Barnet over Dåben og alle tilstedeværende bleve kærede til at være vidner til Daaben.

    (Idom Kirkebog (1636 – 1816) 4. søndag i Advent 1782 – side 73 – opslag 27)

  • Mens vi taler om velfærd

    Mens vi taler om velfærd

    Min ane Johannes Iversen (1720 – 1802) boede i Gejlgaard i Nørre Nissum. En djærv, vestjysk bonde, der ikke var bange for at føre processer – især ikke, hvis der var penge at tjene – men ved processen mod tateren Jørgen Kolli var han og andre gode bønder fra Nørre Nissum bemærkelsesværdig ulden i mælet, når de blev bedt om at besvare anklagerens spørgsmål i retten.

    Keltringen Jørgen Christian Erichsen Kolli (ca. 1714 – 1786) residerede i Kjeltringhuset i Nørre Nissum i midten af 1700-tallet.
    Som andre af hans slags opretholdt han livet ved at skære grise og kalve, flå selvdøde dyr og andet urent arbejde.
    Som barn af en kjeltring vidste han sig udstødt, hadet og afskyet af egnens befolkning. Han og hans lige fik aldrig muligheden for at blive optaget i ”det gode selskab”, så hvorfor og hvordan skulle han lære at opføre sig anstændigt.
    I stedet terroriserede han hele egnen i en grad, man i dag har svært ved at fatte.
    Jørgen kom langt omkring – helt over til Vejrum – hvor han efter sigende nær havde myrdet en pige, der gik ham i bedene ved at skære grise. Han følte sig truet på sin næring.
    Andre så ligefrem med en vis forståelse på episoden ”det var jo bare kjeltringer”.
    Men da Jørgen og hans søster Johanne den 30. august 1744 måtte stå offentlig skrifte i Nørre Nissum kirke anklaget for hor, var bægeret fyldt.
    Samfundet viste sin magt. Jørgen Kolle, søsteren og et par andre kom for retten.
    De Nissum-bønder blev indkaldt som vidner. I tingbogen kan man tydeligt se, hvordan de fleste forsøgte at undgå at svare alt for klart på anklagerens spørgsmål:
    ”Jørgen Kolle havde intet ondt giort dem, men dog levede hand ei saa skickelig som hand burde.”

    1. Tilspurgt: Om de ved han lever forligelig og tilbørlig med hans Hustrue.
    Vidnet Johannes Geilgaard svared, at hand vel havde hørt af andre at Jørgen Kolle skulle ej forligelig leve med sin Hustrue men hafde icke self hørt eller set det.

    2. Tilspurgt: Om de icke har hørt at hand har levet et ondt og skammeligt lefnet med løse Quinder og omvandrende kieltringer baade før og siden hand blev gift.
    Johannes Geilgaard: Ja, hand havde omløbet med løse Quinder baade før og efter hand blef gift og saa med dend i Dag indstefnte Maren, men hvorledes hand hafte levet med dem kunne han icke sige

    3. Tilspurgt: Om de icke og har hørt at hand skal være udlagt mange gange for barnefader af en Racker Quinde som kaldes Boel i Vester Egnen?
    Johannes Geilgaard svarede hand hafde hørt det sige og vidste det af Spørgement.

    4. Tilspurgt: Om de icke ved, at Jørgen Kolle har sidste Aar ligget i et ondt lefnet med fremede Quindfolk Hand hafde løbet om sidste Aar med den fornnævnte Maren som icke var hand anstændig da hand hafde hans ægte Hustrue levende med Søsteren Johanne (B77B – sp5 s.587) Det hjalp ikke Jørgen Kolle, at Johannes og bønderne af angst var lidt uldne i mælet.
    Horeungerne løb jo rundt synlige for enhver, især barnet med søsteren Johanne var en torn i øjet på de gode Nissum-borgere.
    Flere har sikkert nydt at kunne sige tak for sidst for den tort, de gennem årene havde måttet lide. Alle vidste jo, at Jørgen var skyldig.
    Dommen lød på fire års hårdt strafarbejde ved ”skubkærren”, som det hed, i det nyligt opførte ”manufaktur og forbedringshus” i Viborg.
    Søsteren, Johanne, der havde født Jørgens barn og sammen med ham havde stået offentlig skrifte i Nørre Nissum kirke, fik otte års strafarbejde. To andre søskende blev frikendt.
    Samfundet havde viste sin styrke og taget hævn over de udstødte.

    Efter Jørgens begravelse købte en lokal bonde huset og brændte det ned til grunden. Overleveringen vil vide, at adskillige ”kjeltringer” ved den lejlighed vrimlede ud af huset.

    Men Jørgen Kolle og hans stakkes familie var ikke de eneste udstødte i 1700-tallet. Man regner med, at der i Danmark var omkring 65.000 personer, der med eller uden skyld var blevet subsistensløse. De måtte tåle folks foragt og modvilje, mens de hutlede sig igennem livet ved at vandre rundt som betlere eller sad under kummerlige kår som fattiglemmer i fattighuset.

    Flere oplysninger om Jørgen Kolle og hans lige kan findes i: H. P. Hansen – Natmændsfolk og kjæltringer – bind 1 side 254.

  • Det var i vores hede

    Det var i vores hede

    Våbennedkastning i Sem hede – natten mellem den 11. og 12. marts 1943. Vi havde ikke meget at gøre os til af under 2. Verdenskrig i mit lille, fattige barndomssogn, Sem sogn. Sognet ligger 9½ km sydøst for Mariager. En stor del af jorden var uopdyrket hede og skov. Resten var små, sandede marker, som vore fædre gennem tiden med stor møje havde slidt ud af heden. Udkommet var pauvert, men vi var nøjsomme og arbejdsomme, så det gik.

    Krigens store begivenheder gled ligesom uden om vores sogn, men vi gyste, når vi læste avisen, og rundt i de små hjem sad folk med ørene trykkede tæt ind til radioens højtaler for gennem de tyske støjsendere at høre ”ordentlige” nyheder, for alle vidste jo, at det der stod i avisen var censureret.

    Til daglig døjede vi, som alle andre danskere med varemangel, rationering og erstatnings varer. En gang imellem kom vi op at toppes med tyskerne, når de kom rundt på gårdene for at proviantere, og hele sognet blev sat på den anden ende, da de afholdt en stor militærøvelse i heden. De skød med skarpt, så folk flygtede hjem fra markerne med projektilerne hylende om ørene, og så de skød de med kanoner – havde man kendt magen. Kun drengene var begejstrede. De kunne efter øvelsen finde uafskudt ammunition og andet godt i heden – selv om vi havde strengt forbud mod at komme der.

    Men en månelys aften i 1943 – den 11. marts – kom vi på kortet. Enkelte vidste vel “noget” under krigen, men de fleste fik først efter 5. maj 1945 kendskab til den begivenhed, der forårsagede så sælsomme hændelser, at ældre folk fra sognet stadig kan huske dem.

    ”De’ spøger i hien”. Annas historie.
    Vort sogn, Sem sogn, ligger ca. 9km sydøst for Mariager. Vi levede ikke rigtigt op til Grundtvigs ord, for nok var der få, der havde for meget, men til gengæld var der adskillige, der havde for lidt. Selvom mange i førkrigsårene havde fået installeret el, var der stadig hjem, hvor man om aftenen sad i skæret fra petroleums- eller karbidlampen i det lille køkken og nød ”si nætter”(aftensmad) efter dagens hårde slid – for det meste arbejde var manuelt. Vi manglede vel ikke kød, men i tiden før frysehuse, køleskabe og dybfrysere, var kødet som regel saltet, røget eller henkogt, så alle glædede sig, når der kom fersk kød på bordet.

    Før krigen var der flere, der – med eller uden jagttegn – tog sagen i egen hånd. De købte en riffel eller et jagtgevær og gik i skoven eller heden og vendte undertiden hjem med en hare, agerhøne eller fasan, hvis de da ikke var så heldige, at de fik ram på en råbuk. Det ændrede sig efter 9. april 1940, da alle jægere skulle aflevere deres våben hos politiet i Mariager – men enkelte undlod.

    Der var fuldmåne og perfekt vejr til en tur i heden hin torsdag aften i marts 1943, da Ajs klædte sig på, tog geværet på nakken og stille trissede ud af byen. Han kom langt ud den aften. Helt til Edderup tæt ved den lille hedesø, der i dag ligger næsten gemt og tilgroet blandt høje graner. Under krigen lå søen i et mere åbent terræn mellem små lave bakker, dækket af lyng og småkrat. Man skulle ret tæt på søen, inden man opdagede den. Bedst som Ajs stod og sundede sig, blev der tændt hvide og røde lys omkring ham. Han dukkede sig. Skræmt fra vid og sans kravlede han bort gennem lyngen mod Sem. Ingen i vort sogn havde endnu hørt om Ufoer, men fænomenet var så skræmmende, at Ajs vel hjemme i Sem besluttede, at han ikke igen skulle i heden ved nattetide.

    Han holdt ord – i alle tilfælde til efter krigen. Først efter krigen fik Ajs og vi andre en naturlig forklaring på fænomenet. Våben nedkastningen i “wos hie” natten mellem den 11. og 12. marts 1943 var foranlediget af Flemming Juncker på Overgaard. Der var leder af modstandsbevægelsen i Jylland. Faldskærmsmanden. Ole Geisler og et hold fra Randers stod for selve modtagelsen. Da der manglede folk til at transportere de nedkastede våben til Randers, blev Marius Fiil kontaktet. Han samlede den gruppe, der senere fik navnet Hvidstengruppen. Som sagt, havde vi ikke meget at prale af i vort sogn, men det var dog i ”wos hie” den første våbennedkastning foregik, og den var årsag til, at Hvidstengruppen blev dannet.

    Uventede gæster. Bents historie.
    Nogle dage efter Ajs’s tur i heden, sad ”denen”, hans kone og lille søn på 7½ år omkring spisestuebordet og hyggede sig under 25 Watt pæren, da det bankede på døren. Hver aften under hele krigen havde familien siddet spændt med øret tæt ved radioen i et forsøg på gennem de tyske støjsendere at høre de sidste nyheder fra BBC’s dansksprogede radio – og hver aften hørte man om uhyggelige overgreb. Sabotage, der blev gengældt med schalburgtage, og mord på stikkere og uskyldige danskere, så selv om vi i vort sogn til daglig ikke mærkede meget til krigen, var en uventet banken på døren om aftenen nok til at give hjertebanken.

    Nej, uventet besøg ” de war wi it møj for”. Min far så hurtigt på min mor, da han rejste sig for at gå ud at lukke op. Jeg fulgte nysgerrig med. Neden for trappen stod en mand, jeg ikke kendte – pænt klædt på, som de var i byerne. Hans frakke var en af de populære, hvide cottoncoats, man kunne få syet hos en skrædder i Randers for 50kr., hvis man sendte ham et par hvide lagener. Den bløde, brune hat var trykket godt ned i panden. Henne ved brændeskuret stod en lille lastbil med generator og osede. Foran og ved siden af lastvognen stod to mænd, der til forveksling lignede manden ved trappen. Manden hilste høfligt og spurgte derefter om vej til Randers. Min far var ikke i tvivl om, hvad det handlede om. Han forklarede, hvordan man kunne komme til Randers uden at køre gennem byer som Hald, hvor der var indkvarteret tyske soldater.

    Da lastbilen var forsvundet i mørket langs skolestuen, kom jeg på ”den gule taburet” i køkkenet – det hændte undertiden. Jeg havde et helt specielt forhold til den taburet. På den havde jeg siddet, da min far rødmende fortalte mig om blomsterne og bierne. Jeg kom også på taburetten, da jeg en aften kom skrålende hjem til skolen på sangen: Først så tar’ vi Gøbbels ved hans vingeben, og senere da jeg ved et uheld fandt en stak illegale blade bag bøgerne i fars bogreol i kontoret og nu igen denne martsaften i 1943. Far forklarede mig, at jeg ikke måtte fortælle noget – ikke engang til min bedste ven, Villum. Det var tungt – men jeg var så skræmt, at jeg holdt min mund til efter krigen.

    Nye Redekasser. Villys historie.
    ”Kom hviledagen i hu”, står der i Bibelen. Det gjorde vi i vort sogn – også selv om vi ikke var meget kirkesøgende – af gammel vane, respekt for præsten, men… vel allermest fordi vi trængte til det efter en uges hårdt slid i mark og stald. Når vi knægte tænker tilbage på vor barndom – og det hænder, så er det ikke mindst de herlige søndag eftermiddage, vi tilbragte sammen med kammeraterne, vi tænker på.

    Hans Lindskovs lille ejendom lå tæt op mod skoven. Karla og Hans havde ikke meget, -men der var altid hjerte- og husrum for egnens unge, så det var ofte der, vi samledes. Efter lidt leg og snak drev flokken af drenge og helt unge karle op mod skoven og undertiden længere bort ud over heden. Søndag den 14. marts 1943 gik turen netop ud over heden, til vi stod ved hedesøen. Ude i vandet stak enden af det vi troede var en ajletønde op. Nysgerrigheden ændredes til vantro. Den var af metal? De modigste af drengene begyndte at kaste sten mod tønden. En af de mere fornuftige foreslog, at vi skulle dele os i to hold vel nærmest for at begrænse tabet, hvis nu? Andre så straks muligheder.

    Da vi efter endt leg var på vej hjem, fandt vi en lyseblå silkefaldskærm, der hang ned fra grenene i et lille buskads nær søen. Peter erklærede sig straks som ejermand. Man kan vel ikke udelukke, at en og anden følte et lille stik af misundelse, da han nogen tid efter mødte op i skolen i lyseblå silkeskjorte. Vi andre måtte på grund af tøjmangel og rationering stadig gå rundt i hjemmestrikket trøje eller slipover, og flere af os førte os frem i vore ældre brødres gamle skjorte med lapper på ærmerne.

    Kort efter besluttede Villy at tage i heden igen, men hans cykel var punkteret. Det var nu ikke ualmindeligt under krigen. Selv om man var skrevet op hos Cykelkompagniet i Randers, kunne man godt komme til at vente år på en ny cykel. Slanger og dæk var næsten ikke til at skaffe, hvis man ikke ville give omkring 100kr for et par slanger på ”Den sorte Børs”, og hvem havde råd til det. Men Villy havde en god ven på Norup Mark, og han var den lykkelige ejer af en næsten ny cykel.
    Knægtene drog af sted mod den lille hedesø. En af de to store containers lå så tæt på bredden, at Villy og hans kammerat uden at risikere en våd sok kunne trække den på land. Da de fik åbnet lågen i containerens side, viste der sig tre mindre tønder (ca. 0,75 – 1 m) med låg i toppen – samt en faldskærm. Den begrænsede plads på cykelens bagagebærer var årsagen til, at Villy måtte nøjes med at hjembringe to små tønder og en faldskærm. Villys mor, Marie, blev glad.
    Hun var velkendt på egnen for sin fine gåseflok, og nu fik hun to praktiske, nye rugereder, hvor rugende gæs og høns i ro og fred kunne ligge og hygge om æggene. Vi havde ikke for meget og var vant til at udnytte tingene, og tønderne tilhørte jo ingen, så hvad galt kunne der være i at hente og anvende dem.
    Men…, så stort et held kunne ikke skjules i et lille, lukket samfund, hvor de få nyheder havde det med at flyve hurtigt over hækkene, og desværre var der folk, der blev misundelige og værre endnu sympatiserede med tyskerne. Historien nåede en mand på Norup Mark, der anmeldte Villy til politiet. En betjent mødte op og bad ham om – for hans egen skyld – at aflevere fundet hos sognefogeden, Ajs Møller, i Edderup. Ingen kan vel ikke fortænke Maries høns i at være lidt ærgerlige over, at de på grund af menneskelig nedrighed, igen måtte tilbringe ruge tiden i gamle, trange reder, kasserede gryder og papkasser.

    Nye vandtønder og en næsten ny cykelsaddel. Christians historie.
    Alle sognets drenge kom som regel ud at tjene lige efter konfirmationen. I hjem, hvor indtjeningen trods sliddet i de små, sandede marker ikke var tilstrækkelig til at mætte de mange munde, var der drenge, der kom ud at tjene allerede før konfirmationen. Sådan var det gået for Christian.

    I foråret 1943 tjente han som fjortenårig hos Christen Fisker i Kastbjerg, men han havde fridag, derfor var han blandt drengene ved hedesøen søndag den 14. marts 1943. Christians familie boede ”neien for høwen” i Grove. Familiens brønd var ikke ret dyb, så den havde det med at løbe tør om sommeren – til stor gene for især Christians mor, Marie. Hun manglede ofte vand til madlavning, rengøring og vask, så hver dag, når Christians far, Hans Rasmussen, kom hjem fra sin mælketur til Havndal, måtte han hente rent vand i skolen eller hos naboerne i sine mælkespande. Det var meget besværligt.
    Da Hans hørte om tønderne i heden, mente han, at de kunne gøre gavn som vandbeholdere, så kunne Marie jo undvære mælkespandene. Hans Rasmussen vendte tilbage fra sin lille tur i heden med en af de store containers med låge i siden. En kort tid fungerede den upåklagelig som vandtrug for køerne, der stod på græs. De blev efter tur trukket til vanding, og ”der ku’ lig stå tow kyer ve sin o hinån” (der kunne lige stå to køer ved siden af hinanden). Hans sikrede sig også en 4 – 5 stykker af de små tønder. De havde et låg i toppen, der var fæstnet til tønden med en jernklemme som dem, der bruges til at lukke ”smækken” på vore dages landbrugsvogne. I låget lå et lag skumgummi limet fast med klæbende gummibånd – ca. 2½ cm bred. Det gik godt en kort tid, men en dag stod en ukendt mand i døren og beordrede Hans til – for hans egen skyld – straks at aflevere tønderne hos vores sognefoged, Ajs Møller i Edderup. Hans afleverede tønderne og begyndte igen at hente vand til Marie i mælkespande.

    Og Christian. Ja…, han havde som sin far fundet ting i heden, han kunne anvende. Sadlen på hans cykel var gammel. Polstringen, der var slidt og hullet, trængte til at blive repareret, og hvad fandt han! Skumgummi og klæbebånd! Hurtigt fik han klippet et stykke skumgummi til og klæbet det til sadlen med klæbebåndet. Den blev rarere at sidde på og så vel også lidt kønnere at se på – selvom vi af gode grunde ikke var så kræsne med, hvordan ting så ud under krigen. Christian var knap kommet hjem til Kastbjerg, før Christen Fisker spurgte ham, hvor han havde klæbebåndet fra. Christian forklarede, men inden han var færdig, beordrede Christen ham til at fjerne klæbebåndet og smide det væk.
    Ved samme lejlighed bad han Christian om, hvis han ”så noget” oppe på halmloftet, ikke at fortælle det videre. Christen var nemlig med i en anden modstandsgruppe, der hørte til omkring Overgaard i Udbyneder. Han gemte undertiden “sager” (våben og ammunition) under halmen på kornloftet, så han var ikke interesseret i at tyskernes nysgerrighed blev vakt på grund af et stykke klæbebånd.

    Modtagearbejdet foregik ved, at der kom en kode fra den engelske radiostation BBC: “Husk at lytte” eller “Lyt igen”, hvilket betød, at der ville komme én eller flere engelske Halifax-bombefly ind over området samme aften, og modtagegruppen skulle være parat. Den første aktion foregik natten mellem den 11. og 12. marts 1943 på Sem Hede øst for Mariager, hvor der blev nedkastet 12-14 containere, der blev skjult i et tæt krat, så de ikke umiddelbart kunne findes.
    Næste dag ankom Dr. Thorup Petersen på kroen og blev inviteret på flæskeæggekage af kroejer Marius Fiil, og mens de sad der, kom Ole Geisler ind i skænkestuen. Ole Geisler havde til opgave at samle trådene omkring modstandsarbejdet i hele Jylland. Han henvendte sig til Marius Fiils gæst og spurgte, om det da ikke var doktoren? Da Dr. Thorup Petersen bekræftede, sagde Ole Geisler: “Jamen så har jeg en hilsen til Dem fra Elias”. Og det var kodeordet om at der natten før var nedkastet våben og sprængstoffer ved Mariager til modstandsbevægelsen i Jylland.
    Marius Fiil blev nu sat ind i tingene, og indvilligede – efter at have spurgt sin kone Gudrun til råds – i at deltage i modtagearbejdet. Samme aften kørte Marius i sin hestevogn til Trinderup Hede for at hente våben og sprængstoffer, som han transporterede til sin genbo gårdejer Stenz’ gård, hvor det blev omladet til Dr. Thorup Petersens bil og kørt til Randers, hvor det blev lagt i et depot til senere brug.
    For at finde en egnet modtageplads nærmere Hvidsten Kro blev kortene over lokalområdet gransket, og gruppen udvalgte et område på Allestrupgaards marker, hvor der var et mosehul der var velegnet til at skjule containerne i, når de var tømt. Denne modtageplads blev kaldt “Mustard Point” og blev af englænderne betegnet som én af de bedste modtagepladser i Danmark. I løbet af april-maj 1943 blev der på de to pladser nedkastet 50 containere og landsat 7 ”faldskærms-mænd”.

  • Da krigen kom til sognet

    Vi skrev juni 1943. Danmark havde i tre år været besat af Nazi-Tyskland, men der var stor forskel på at bo i vores sogn og i resten af verden. Vi havde beholdt både skole og forsamlingshus. Alt hos os var for småt for tyskerne. Krigen var noget, vi læste om i avisen eller hørte om i radioen. De fleste lyttede også til BBC’s danske nyhedsudsendelse fra London. Den var nok censureret, men ikke af tyskerne. Det var forbudt at lytte til BBC, og man kunne næsten ikke høre, hvad speakeren sagde på grund af de tyske støjsendere, men vi hørte rigeligt.

    Angsten og uhyggen kom efterhånden også krybende ind hos os. Det var ikke meget, vi så til ”gæsterne”. En gang imellem mødte et par tyskere op hos en landmand for at proviantere – købe æg, korn eller kartofler, så kunne der hænde ting, som fik historierne til at flyve over hækkene – som da Carl Jensen i Edderup hev et lidt emsigt medlem af herrefolket, der var på vej op ad trappestigen ude i loen ”i bowser å r..”, så han faldt ned i hakkelses kassen – men egentlig var mange af de tyske soldater ”som wos”, så samlivet foregik uden de store helt skærmydsler.
    Folk skuttede sig, da vi hørte, at Kristian Juul, og Ajs Finn fik et trusselsbrev med et projektil sendt med posten, eller da Hans Rasmussen i den politiløse tid fik stjålet sin bedste malkeko, der blev slagtet i et krat ved Hou.

    Selvfølgelig døjede vi som alle andre med vareknaphed og erstatningsvarer, men kom vi til en større fest i bekneb for et kaffe- og sukkermærke, vidste alle, at der var hjælp at hente hos Jens Juul eller Chr. Søndergaard, der altid mod passende betaling kunne fiske et af de eftertragtede mærker frem fra det lille rum bagest i tegnebogen.

    I det store og hele levede vi vores stilfærdige, cirkulære liv – vi fulgte årstiderne. Våren var næsten forbi, og sommeren stod for døren, så alle havde travlt i markerne, for ”de war rower ti” (roertid) – tid til at tønde roerne. Ingen kunne i sin vildeste fantasi forestille sig, at vi i vort fredelige sogn skulle komme til at opleve en snert af 2. Verdenskrig.

    Kirsten Nielsen
    En junimorgen i 1943 var jeg sammen med Geert Raj og Grethe Hermansen på vej til skole. Som altid gik vi smutvejen gennem Sem skoven, men den morgen blev vi, da vi kom til skoven mødte af en tysker til hest så vi måtte gå den lidt længere vej op forbi Sem Møgelhøj. Oppe ved ”Høwen” mødte vi tyskeren igen. Han red bag os hele vejen ned til skolen og forsøgte flere gange at komme til at tale med os. Det gjorde os urolige, for vi forstod ham ikke.

    Nede ved skolen fik vi at vide, at tyskerne ville afholde en stor skydeøvelse. Den ville vare hele dagen. Det var selvfølgelig spændende, men som det udviklede sig, var de fleste af pigerne nok af den mening, at det kunne vi godt have undværet – jeg er ikke helt sikker på, om drengene var enige. Vi fik ikke lov at komme ud i frikvartererne. Det var for farligt. Først kl. 16.00, da øvelsen var forbi, måtte vi gå hjem.

    Da vi gik ned ad Sembakken kom en mand gående imod os. Jeg blev glad og lettet, da jeg genkendte bedstefar. Han havde været så urolig, at han besluttede at gå os i møde for at følges med os hjem. Vel hjemme hørte jeg den forfærdelige historie om den tyske soldat, der var blevet kastet af hesten, og fordi han ikke kunne få foden ud af stigbøjlen, havde han fået så svære kvæstelser i hovedet, at han senere døde. Det chokerede de fleste, ikke mindst min bedstemor.

    Sven Bach
    Som 14-årig tjente jeg i 1943 hos Peter Svendsen i Annexgården i Sem. En dag i juni gik jeg sammen med Bay og tyndede roer på en mark, der lå lige op mod heden, da der kom en kortege af hestevogne med tyske soldater kørende ad markvejen, der gik langs Annexgaarden ud mod Den stur Hie.

    Senere fik vi at vide, at tyskerne havde været inde på gården, hvor de havde forlangt at få serveret mad. Anna Svendsen, turde ikke sige nej. Hun satte datteren, Stinne, og pigen til at skrælle kartofler, hvorefter hun serverede brasede kartofler og spejlede æg. Da tyskerne havde spist, fortsatte de ud mod heden, hvor de skulle afholde en omfattende skydeøvelse.

    Det kom helt bag på os, at de ikke tog hensyn til folk, der arbejdede i markerne. Pludselig kunne jeg høre projektiler, der kom susende forbi mig ind i skoven, hvor de ramte træerne med høje smæld. Da jeg løb hen til Bay og fortalte det, troede han mig ikke, så vi fortsatte med at tynde roer. Lidt senere kom endnu et par kugler susende. Jeg smed mig på jorden. Denne gang havde også Bay hørt smæld, så nu syntes han også, vi burde holde fri.

    Vi fulgtes vi ad hjem til Sem – kravlende på alle fire i en ager rende. Vi var knap kommet hjem, før jeg blev sendt af sted igen – for bønderne i Sem holdt umådelig meget af deres heste – og Peter Svendsens heste græssede på en mark helt ude ved heden, tæt på det sted, hvor skydeøvelsen foregik. Det blev ikke nogen behagelig ridetur.
    I Grove gik i flere år en hest rundt med et minde fra den dag – et ar i manken forårsaget af et tysk projektil, men det var dog bedre end Julius Møllers kalv, der måtte nødslagtes, fordi det fik et forben skudt i stykker. I øvrigt var vi ikke de eneste, der måtte flygte fra marken. Det skete flere andre steder i Edderup, Grove og Sem.

    Erna Lund
    Min søster Nora og jeg var blevet så store, at mor og fra mente, at det var tiden til, at vi avancerede – flyttede ud af deres soveværelse og op i gavlværelset på loftet. Værelset var som alle andre folks soveværelser og kamre lille og uopvarmet – men det var vores eget. Jeg var lige fyldt 6 år det forår. Nora fik mæslinger og måtte blive hjemme fra skole.

    Vi sad i sengen og kiggede på fikserbilleder i de gamle indbundne årgange af Ude og Hjemme, da der lød råb og snakken ude på vejen. Vi kiggede ud ad vinduet. En lang kolonne af tyske soldater marcherede forbi, fire i hver række. De var på vej ud mod Hedely og heden. Vi havde aldrig set så mange soldater. Når jeg tænker tilbage, var det, som fortsatte de med at marchere hele dagen.

    Viggo Hansen
    Det var almindeligt, at folk efter skydeøvelserne gik ud i Sem Hede for at samle patroner op. De voksne, der gik på jagt, samlede patronerne for krudtets skyld. Under krigen var det vanskeligt at skaffe patroner, så mange jægere begyndte selv at genoplade deres patroner. Vi drenge samlede på de tomme patronhylstre, men det hændte dog, at vi fik en ladt patron med. Efter en skydeøvelse havde min bror, Kristian, og jeg fundet nogle patroner. Muligvis har vi tabt en af dem i brændekurven, for da mor næste dag intetanende fyrede op i komfuret, lød der et øredøvende brag – og pludselig stod alle komfurets låger åbne – men da var vi allerede langt oppe i haven. Vi kendte mor og vidste, at hun nok skulle bruge lidt tid til at få nerverne i ro, så det varede noget, inden vi vendte hjem den dag.

    Peter Munk
    En morgen i forsommeren 1943 chokerede Peter Munk ungerne i Grove skole ved at møde op i en flot, ny, lyseblå silkeskjorte. Selv de, der havde penge, kunne ikke købe silkeskjorter. Peter havde på en tur i heden sammen med andre drenge fundet en blå silkefaldskærm, og nu havde hans mor syet en skjorte. Vi var vel en anelse misundelige, for vi gik rundt i hjemmestrik eller vore fædres eller ældre brødres omsyede skjorter, ikke sjældent var der lapper på ærmerne – men Peter – han gik i silkeskjorte.

    Det burde være nok, men en dag kom han så i skole og påstod, at han havde talt med en tysk soldat. Drengene måbede et øjeblik, så kom reaktionen – enstemmig. De æ løwn. Alle vidste, at der ikke fandtes den sjæl i Sem sogn, der talte tysk – it engång denen, måskie prajsten, men huen (hvordan) sku vi fo ham blant (blandet) in i de, – så… de var løwn!

    Almindeligvis talte folk ikke med tyskerne. Man talte ikke sproget, og de fleste havde ikke større lyst – med mindre det drejede sig om en korn-, kartoffel- eller grisehandel. For enkeltes vedkommende ændrede det sig en smule, hvis de over en kop kaffe i køkkenet havde set en 14-15 årig dreng eller en 70-årig mand, grædende vise billeder af den familie, de ikke havde hørt fra længe, og som de formodede var blevet ”ausra-dirt” sammen med Lübeck, Hamburg eller Berlin. De ku’ jo ha’ wot (været) jen o wor ien (egne), hviskede vore mødre.

    Men tilbage til Peter. Han gav sig ikke. Han havde talt med en tysk soldat. Drengene blev lidt usikre, for Peter var en af de dygtigste i skolen. Han kunne altid sit salmevers, havde ingen fejl i diktaten og behøvede ikke denens hjælp til regnestykkerne. Kunne det være rigtigt, at Peter havde talt med en tysk soldat? Ingen tænkte på at spørge efter, hvad samtalen drejede sig om. Men pludselig smældede det afgørende spørgsmål: Har hid (hed) han? Peters overbevisende svar kom prompte: Bim Bam Nissebein! Der sluttede diskussionen. ”Denen” stod på cementtrappen og kaldte ind til næste time. I det følgende frikvarter havde ingen lyst til at genoptage diskussionen. Jeg har senere spurgt nogle af ”drengene”, om Peter måske kunne have formuleret sig lidt upræcis dengang tilbage i 40ene – det er de ikke meget for at snakke om.

    Anna Møller
    Krigen kom til sognet en tidlig morgen i 1943, da en uendelig, lang firemandskolonne tyske soldaterne, svingede fra Skrødstrup vejen ind ad vejen langs Hedely ud mod Sem hede. Soldaterne, der kom fra hele Viborg området, skulle deltage i en stor militærøvelse. Ingen vidste hvor mange, men tallet 2500 blev nævnt. Da de første soldater nåede Hedely, gik de sidste endnu på bakken ved Skrødstrup Mølle – som Kren Juul ville have sagt: ”Der war manne”- og da de fortsatte ud i heden, kunne de ikke engang følge vejen. De trampede en bred sti gennem kornet. Folk skumlede, for i forvejen var udbyttet af de små, sandede marker ikke for stort.

    Fra den lille bronzealderhøj, Ørnhøj, der ligger knap en kilometer vest for Hedely, var der den gang vidt udsyn over det store, sammenhængende hede areal, der strakte sig helt fra Edderup til Nørre Sem. I dag (2012) er størstedelen af heden beplantet med skov eller opdyrket, kun en mindre del henligger stadig som lynghede.
    Tyskerne opstillede kanoner ved Ørnhøj og skød under øvelsen ind over heden mod Edderup. Granaterne slog ned i et område, der lå godt en kilometer nord for Grove. Heden blev flænset op, og mange år efter kunne man stadig se de flere meter dybe kratre i lyngen.

    Lige vest for Hedely blev der stillet et stort feltkøkken. Men de mange tyskere, der i dagens løb strømmede ind og ud af Hedely, havde for længst fået øjnene op for danske mejeriprodukters kvalitet. De nøjedes ikke med at smage på returmælken fra mejeriet. De tømte spandene. Kun indholdet i den lille spand med kærnemælk forblev urørt. Enkelte smagte, men spyttede. Kærnemælken var for sur.

    Det skulle vise sig, at soldaterne også havde fået smag for det danske landkøkken. De beordrede Dorthea til at brase kartofler, spejle og koge æg. Hun forsøgte efter bedste evne at holde rede på, hvor mange blødkogte, hårdkogte eller spejlede æg, der blev bestilt. Og da hendes egne høns måtte give op, blev der sendt ilbud til Christiane Lund i nabogården, der måtte levere æg, så længe lageret rakte. Madlavningen fik i øvrigt et lille efterspil. Da Christiane en tid efter tog rutebilen til Randers, kom hun til at sidde på samme sæde som lærerfruen fra Hem. Det senere landstingsmedlem, fru Grethe Mølbak Frederiksen. I kraftige vendinger bebrejdede ”fruen” Christiane leverancerne til besættelsesmagten. I Sem tog vi det nu meget roligt. Ikke alle havde fru Frederiksens store ego *), og desuden var det den almindelige mening, at det var let for hende, der aldrig selv ville få besøg af truende, sultne tyskere, at bebrejde andre.

    *) Grethe Mølbak Frederiksen, fik tilnavnet, ”Landstingets eneste mandfolk”, da hun i 1953 stemte imod Landstingets nedlæggelse.

    Måske var det ved den lejlighed følgende lille historie fløj over hækkene. På en tur til Randers med lillebilchauffør, Svend Domino fra Skrødstrup, ønskede fruen at foretage et mindre indkøb i Karl Kocks manufakturforretning i Sct. Mortensgade, hvor al parkering var forbudt. Svend Domino, der havde fået øje på en patruljerende gadebetjent, protesterede, men blev beordret til at parkere, for fruens tid var knap. Betjenten var så uforsigtig at gribe ind. Smilende med hånden ved kasketten gjorde han chauffør og passager opmærksom på, at parkering ikke var tilladt. Reaktionen var overvældende. Fruens lidt stramme ansigt viste sig i den nedrullede rude: Ved De, hvem jeg er? Betjenten stivnede, og det utænkelige skete. Ordensmagten veg for den lovgivende magt – betjenten listede stilfærdigt videre på sin rute uden yderlige kommentarer.

    Der er især en begivenhed, som alle i sognet nævner, når talen falder på militærøvelsen. Den udspandt sig ved Hedely sidst på eftermiddagen. En ung tysk soldat kom ridende. Hesten blev sky og løb løbsk. Soldaten faldt af, men fik ikke foden ud af stigbøjlen. Han blev slæbt efter hesten og fik voldsomme skader i hovedet. Der var den gang kun få, der havde telefon. Der gik bud til centralen i Skrødstrup, men da Kirstine hørte, at patienten var en tysker, nægtede hun at hjælpe. Sendebuddet fortsatte til Mariager, Derfra ringede man til Randers Centralsygehus. Der havde man ingen ledige ambulancer. Den ambulance, der endelig langt om længe dukkede op, kom fra Viborg. Soldaten døde. Folk, der havde hørt soldatens angst- og smerteskrig var dybt rystede – og skrigene kunne høres helt over til Sembygaard.
    På Hedely havde man indtil for få år siden et meget håndgribeligt minde om begivenheden. Da soldaten blev bragt ind i spisestuen, havde han endnu støvler på. I sin smerte sparkede han så hårdt, at sporene efterlod mærker i stuegulvet.

    Hans Lindskov
    Ingen kunne huske, at der nogensinde havde været andre mælkekuske i Grove end Hans Lindskov. Hver dag året rundt – også hin morgen i 1943 – stod han op kl. fem, fodrede dyr og spiste morgenmad, inden han spændte hestene for den store, tunge gummivogn og kørte rundt i Grove for at hentede bøndernes mælk. Den skulle leveres på Havndal Andelsmejeri inden kl. syv. Mens han ventede på returmælken, kunne han hos byens handlende nå at ordne ærinder for folk. Hans var en venlig mand, så det hændte undertiden, han på hjemvejen – til irritation for de der ventede på returmælken – blev inviteret ind til en lille kop formiddagskaffe. Det kunne også hænde han fik en hyggesnak, når han afleverede den flettede kurv med de 2 liter mælk hos denen i Grove – og netop den dag var der jo noget at snakke om. Passiaren endte dog brat, da et projektil kom svirpende mellem Hans og denen inden den med et smæld endte sin bane i et stort lindetræ, der stod foran skolestuen. ”Denen” retirerede hurtigt til skolestuen, hvor han befandt sig sammen med børnene det meste af dagen til hen ad kl. 16.00, hvor skyderiet stilnede af. Hans fortsatte sin mælketur rundt i Grove, hvor han den og de følgende dage måtte lægge øre til de mange dramatiske beretninger om folks oplevelser under øvelsen.

    Agnes og Karl Jensen gik om morgenen op på bakken lige syd for skolen for sammen med Karen Vase at tynde roer. Det varede kun til hen midt på formiddagen. Da et par projektiler kom hvislende forbi dem, blev de enige om at det nok var tid til en kop fredelig erstatningskaffe hjemme i køkkenet.

    Christen Borresen, Agnes’ bror, boede i Edderup. Børnene Inga og Anders sad og legede i spisestuen, indtil de ved frokosttid blevet kaldt ud i køkkenet for at spise. Kort efter hørte de et smeld. Et projektil havde splintret vinduet og boret sig ind i væggen, hvor de lige havde siddet og leget.

    Hans Rasmussen i Semmøgelbo, Hans Lindskovs svoger, satte som han plejede, når han kom hjem fra dagens mælketur, hestene på græs på marken op mod Semmøgelhøj. Da han hentede dem hjem om aftenen, blødte den ene hest. En tysk kugle havde strejfet den, så den resten af livet gik med en fin lys skilning på tværs i manken.

    Julius Møller, Hans Rasmussens svigersøn, der boede lige øst for skolen, hørte et smæld, da en kugle pløjede sig gennem bliktaget på hønsehuset. Da han senere på dagen så til sine kalve, der græssede på marken lige øst for gården, var en kalv blevet såret så voldsomt i forbenet, at den måtte nødslagtes.

    Også i Sem gik historierne over hækkene i de følgende dage. Hos Marius Thomsen, der boede i et af de små statshusmandsbrug yderst mod heden, indfandt sig hin morgen en tysker. Han bad Marius om ikke at lukke køerne ud på marken. Det skulle vise sig at være et godt råd, for i løbet af dagen hørte familien adskillige projektiler, der smældede ind i staldens kampestensvæg, som køerne stod og hyggede sig bag. Jo, krigen var endelig kommet til sognet, ”men de ku’ wi no got ha unwår” (undværet).

    Karen Elise Pedersen. Det er lidt usikkert, men måske var det samme morgen bedstefar, Christen Pedersen, på Sembygård gik tidligt hjemmefra for at røgte de køer og kalve, der gik ude i Sem hede. Han bemærkede godt nok, at tyskerne havde sat skilte op ved vejene, der betød, at der den dag ville blive afholdt skydeøvelse i heden, men øvelse eller ej. Dyrene kunne ikke undvære vand, så Christen fortsatte. Hjemme på Sembygaard undrede man sig, da han ikke kom hjem til sædvanlig tid. Forklaringen kom med posten, der svingede ind i gården ved middagstid. Han fortalte, at der blev skudt med skarpt i heden. Det havde Christen allerede opdaget. Da tyskerne begyndte at skyde, var han krøbet i ly i halmen i den staklade, han havde opført i heden. Her lå han og kunne høre hørte smældet, hver gang et projektil pløjede gennem ladens bliktag. Det blev noget over middag, inden Christen kom listende hjem ad vejen forbi Hedely mod Sembygaard, hvor stemningen straks steg adskillige grader, da han igen stod uskadt på gårdspladsen.

  • Om vi var overtroiske? NEJ DA!

    Om vi var overtroiske? NEJ DA!

    Nå. . . enkelte af de gamle var måske overtroiske – bare lidt. Man gik ikke gennem Semskoven om aftenen uden i smug at skotte over skulderen, og faldt et spejl ned fra væggen, blev der gerne mumlet: Syv års ulykke. Ingen brugte dog længere den gamle besværgelse at kaste salt over skulderen for at afværge ulykken.

    Adskillige var derimod meget omhyggelige, når de bød til gilde. Man skulle ikke nyde noget af at være 13 til bords, for så troede man, at en af de tilstedeværende skulle dø – havde man så bare vidst, hvem det var. På den konto har mangen gammel moster eller morbror fået sig en hyggelig aften sammen med familien – som gæst nr. 14. En kone, der havde en rem af huden, fik en lys ide. Var antallet af gæster 13, inviterede hun Ludvig den 14., – da man af gode grunde ikke kunne forvente, at majestæten mødte op, blev hans plads ved bordet markeret med en knappenål i dugen. En genial ide. Der var god albueplads til de 13, og man sad 14 til bords – sådan da.

    En aften oplevede man i et hjem, at et billede raslede ned fra væggen, fordi den mørnede snor sprang. Konen, der var lidt overtroisk, vendte sig med bekymret mine mod sin mand og spurgte nervøst: Har betyer de?
    Manden, der var knap så troende, samlede roligt billedet op og svarede: De betyer såmænd bare, at der ska en nøj strik i!

    Og så var der pigerne, der ikke hængte tøj til tørre julenat af angst for, at en skulle dø. De syede heller ikke 1. juledag, for så risikerede de at få bulne fingre, og løb en sort kat over vejen, sagtnede selv den modigste farten, for det var et varsel om ulykke. Af samme grund turde de færreste gå under en stige. Der var mange, der ikke kunne drømme om at trække i nyt tøj eller starte på et nyt arbejde en mandag, for så vidste man aldrig, hvad der kunne ske – og hvem var død, hvis stueuret pludselig gik i stå.

    Jo, der var sandelig nok at tage sig i vare for. Så spørger du, om vi stadig er overtroiske. De fleste vil vel svare nej, men det afholder os dog ikke fra en gang imellem at mumle 7, 9, 13 og banke tre gange under bordet – sådan for en sikkerheds skyld.

  • Tand for tunge

    Tand for tunge

    Fabjerg var i 1700-tallet en lille landsby, hvor alle vidste alt om hinanden. Min ane Poul Madsen i Hyldgaard måtte i februar 1753 sande, at det undertiden er klogt at holde ”tand for tunge”.
    Han var kommet til at sende et spændende rygte rundt over havehækkene. Det kostede ham en stævning for æreskrænkelse. Han undgik at få en retssag på halsen ved sammen med sin søstersøn at give en skriftlig, offentlig undskyldning, der kan læses i tingbogen.

    Ved Jeg undskylder Michel Nielsen i Vintersgaard i Fabjerg den 2de Feb. sidst har udsagt nogle ærerørige og skieldsord i stor Vestergaard om Karen Christensdatter Poul Vestergaards Søster, og endskiønt min Morbroder Poul Hyldgaard i Fabjerg først før mig har udsagt samme ord om bemte Karen Christensdatter som ovenbem. min Morbror skulle have hørt af Hans Mathisen Groos i Hyldgaard, da som Sagen mellem os og Peder Vestergaard og hans Søster er bleven forligt, for ikke at ligge i Proces og ufrieghed med hver andre paa den Maade at vi alle tre Michel Vintersgaard, Poul Madsen Hyldgaard Hans Mathisen Groos her ved vore hænders underskrift og Declaration erklærer ovenbem. Karen Christensdatter Peder Vestergaards Søster, at vi intet veed paasige eller er vidende om hende, uden det som salig, kristelig og skickelig er i alle Maader og ald ond som om ovenbem. Karen Christensdatter hende til vanære skulle være bleven udsagt skal og bør ej komme hende eller nogen af hende s til Ringeste eftertale i nogen Maade. Men herved død og magtesløs og som utalt være og blive og eftersom stamme ond og uforstandig og ubetænkt mund er udtalt, skal samme ond til os haver hver igien til for sagens forfald og til disses allerede anrendte omkostninger og en liden kiende til sognets fattige gives 2 Rd og paa alt denne Erklæring skal staa i fuldkommen haver vi naunlig ombedt 2de dannemænd nafn. Jens Jensen Svendsgaard Niels Jensen Kiergaard begge af Fabjerg Sogn dette med os til vitterlighed at underskrive og attestere. Datum Stor Vestergaard d. 26. frbr. 1753 (ses – B77B-5 – side580b)

    Det kunne have været interessant at kende indholdet af de rygter, vor ane i 1753 så ubetænksomt bragte videre. Pinligt må det have været, men det er ikke eneste gang vor vestjyske ane gav anledning til en god snak naboerne imellem.
    Året efter finder vi igen Poul Madsens navn i Tingbogen. Den 29. august indgår Poul Madsen forlig med Jens Nørgaard i Fabjerg. Der er opstået uenighed om en stak rug. Den 24. oktober 1754 ses dommen:

    Birkedommeren giver efter fuldmagt: – efter formelding af det Bevis: som Birkedommeren fra hannem i hænde haver imidlertid beholder Jens Nørgaard dend Høstak Rug saavel som dend Redten (retten) haver uden tiltale fra Poul Hyldgaard og dend foruden fri for alt det Strafmaalet har kostet og fra Retten givet er og saaledes Sagen med Rettens Samtyke efter Forskrifternes Indhold nedlagt.

    Poul Hyldgård må igen indgå forlig og betale. Måske har han lært det. Hans navn ses i alle tilfælde ikke igen i tingbogen.

  • Men de tror mig ikke?

    Men de tror mig ikke?

    Hvor tit har jeg ikke hørt ordene udtalt med dyb undren i køkkenet hos min gode ven Kai Christensen, når vi sidder om køkkenbordet og nyder godt af hans store gæstfrihed og lytter til historierne fra dengang – for længe siden.
    Kært barn har mange navne. Blandt venner kaldes Kai, Aguas, fordi han i sin ungdom var en vellidt fodboldspiller på Hornslets førstehold – eller Swot Kai på grund af det sorte, lokkede hår, der kunne give en den tanke, at han måske blandt sine aner tæller en af de spanske soldater, der under Napoleonskrigene havde deres gang på Ebeltoft egnen. I så fald har han ikke arvet temperamentet, for Kai er en solid og rolig bondedreng fra Holme.

    Hans forældre, Ella og Laurids Christensen arbejdede på Skjærsø. Ella malkede køer – om sommeren tre gange om dagen. Laurids arbejdede som daglejer. Lønnen var beskeden: 18 kr. om ugen, fri mælk og kartofler samt logi i et af godsets gamle, dårligt isolerede arbejderhuse.
    Fagforeningerne forsøgte at få landarbejdere til at organisere sig. En aften havde en fagforeningsmand indbudt til møde i Skjærsø skov. Flere arbejdere mødte op for at høre om deres rettigheder. Pludselig stod forvalteren på pladsen. En af de ansatte havde for at mele sin egen kage fortalt ham om mødet. Folk skuttede sig utilpasse. Værre blev det, da forvalteren roligt meddelte, at han selvfølgelig ikke kunne forbyde dem at melde sig i fagforening, ” men – – i så fald har vi ingen brug for jer på Skjærsø”. Mødet opløstes. Ingen havde råd til at løbe den risiko.
    Da Kai blev født den 21. juli 1936, var familien flyttet til Holme i Smedens Hus, et lille, stråtækt bindingsværkshus af den slags folk i dag finder idylliske. Huset var såmænd ikke dårligere end andre huse. Det stod direkte på jorden. Vinduerne var utætte. Gardinerne blafrede, når det blæste. Lergulvet var isnende koldt. Undertiden fik børnene forfrysninger i fødderne om vinteren, så fyrede mor op i gruekedelen, hvorefter alle fire unger blev placeret på kanten for at få fødderne varmet godt igennem i det lune vand.
    De sov alle fire i en stor karlekammerseng. Kaj og hans to brødre lå i hovedenden og lillesøsteren på tværs i fodenden. Undertiden fik de selskab af små mus, der i deres søgen efter føde balancerede rundt på hovedgærdet – det vender man sig til.
    I 1930erne lignede Holme alle andre landsbyer i Danmark. Gennem byen løb den lille grusvej, der først i midten af 1940erne blev asfalteret. Trafikken var minimal. Der var ikke meget at se i gadespejlene, hvis man havde et – en enkelt cyklist eller hestevogn. Til gengæld var den en yndet legeplads for ungerne, der spillede kegler og fodbold, hvis de da ikke var så heldige at blive inviteret på en køretur i den flotte, grønne sæbekassebil med pedaler, smedens sønner havde lavet.

    Familien
    Kaj så højst sin fars forældre, der boede i Hinnerup, et par gange om året. De forskellige rutebiler tog ikke hensyn til andre selskabers køreplaner, derfor varede rejsen til Hinnerup seks timer, og en overnatning var nødvendig.
    Fra Skjærsø station rejste man med Ebeltoftbanen, der var en privatbane, til Trustrup, hvor man måtte vente, til en af DSB’s røde togvogne rullede frem til perronen og førte en videre til Ryomgaard. Her var der god tid til, inden rejsen gik videre mod Aarhus, at styrke sig med et par kopper kaffe og fire sodavand.
    Og hvad kunne tre landsbydrenge dog ikke opleve på Århus Hovedbanegård. Undertiden var de så heldige, at en voksen spenderede en 10 øre, så de kunne se de små tog suse rundt på modelbanen i ankomsthallen, inden de nød bylivet fra stationstrappen.
    Den sidste del af rejsen fra Aarhus til Hinnerup voldte sjældent problemer, bortset fra den gang Laurids meddelte drengene: “Næste gang toget stopper, skal vi af”. Han havde glemt trindbrættet i Søften – her stod Jørgen af.
    På Hinnerup station blev der stor opstandelse. Jørgen manglede. Men drenge fra Holme finder altid råd. Der blev stor gensynsglæde, da man til alles store lettelse så en  forpustet og svedende dreng komme asende langs skinnerne.
    Belønningen for alle trængslerne var historien om, hvordan farfar havde tilbragt sin tid på skolebænken i Farsø som sidekammerat til en af Danmarks Nobelpristagere, Johannes V. Jensen.

    Kais morforældre boede i Holme. Fra det højeste punkt på deres grund var der en vidunderlig udsigt over Kattegat. “Ja, og hwa så”. Morfar interesserede sig ikke så meget for naturen. Den kendte han alt for godt fra et langt liv som landarbejder. Hans ryg var ødelagt, og gigten tvang ham til at sidde op og sove om natten. Derimod holdt morforældrene meget af at sidde på den bænk, der var placeret i forhaven ud mod vejen. Her kunne de få deres viden om mennesker og begivenheder i sognet opdateret, når der kom folk forbi de kendte, og der var altid tid til en snak og en kop kaffe – husmødre i Holme var flittige med kaffekanden.
    Kais mormor var en lille, trind og væver dame, med et varmt hjerte. Socialforsorg fandtes knap, så hun havde påtaget sig at passe en ældre dame i nabolaget – hjælpe hende i tøjet om morgenen og i seng om aftenen – hvem sku’ hejs (ellers) gøre det?
    I Holme “gjorde man sig ikke” af småting.
    Drengene havde stor respekt for mormoderen. Hun havde sin egen mening og var ikke bange for at udtrykke den – og hun flirede ikke.
    Til guldbrylluppet indvilligede mormor i at sætte sig i sofaen for at blive fotograferet. Alle var himmelfaldne, da morfar helt uventet bøjede sig over og gav hende et lille kys på kinden. En enkelt nåede at fatte sig og fik taget et billede.
    Det gav et sæt i mormor. Rasende vendte hun sig om og udbrød: Hold så op mæ’ de’ pjat. Og til fotografen: De’ bælled’ ka’ do got få sletted. Ingen i familien var i tvivl om, at kærligheden var der, men den blev ikke vist udadtil.
    Under middagen, hvor drengene holdt lidt igen med kartofler og steg, fordi de glædede sig til isen, formanede mormor: Spis no nown kartofler. How po (husk på), huen de gik Peter. Historien om Peter kendte alle i Holme. Under en fest fik han et ildebefindende, sank sammen over istallerkenen og var død – men selv så barske kendsgerninger kunne ikke afskrække drenge fra Holme. De sparede på kartoflerne og vovede livet.

    Drengeliv
    For livsglade drenge har livet sine stjernestunder. Desværre opfatter uforstående voksne dem undertiden som “kunster” – som nu historien om naboens pæretræ, hvor pærerne i toppen nærmest lyste.
    Kaj havde ikke sine ældre kammeraters livserfaring. Mens de diskret stillede sig bag hjørnet, smuttede Kai op i træet for – “do æ jo så gue te å klatter (klatre)”. Han havde lige fyldt lommerne, da døren gik op. Fruen i huset havde besluttet sig for at tilbringe en lille hyggestund med håndarbejdet på bænken under træet. Det blev en lang eftermiddag for Kai. Det er den slags oplevelser, der giver status i en drengeflok.

    En Neger!
    Drengene måbede, da den lille, hestetrukne vogn drejede ind i skolegården. Kusken en mørk, krøllet mand tjente til livets ophold ved at drage rundt og vise sit trylleshow på skolerne. Alle var enige om, at de 25 øre var givet godt ud. Også hesten optrådte. Den kunne tælle til syv ved at trampe i skolestuens gulv. Havde man kendt magen. Drengene var så begejstrede, at de efter forestillingen fulgte vognen en hel kilometer på vej.

    Fastelavn
    Hvert år til Fastelavn kom der ekstra liv i byen. Drengene indøvede fastelavnssangen. Mødrene klippede skulder-stjerner og ordensbånd til uniformerne, så drengene med manér kunne drage ud for at indsamle penge til fastelavnsfesten. Højdepunktet var, når fruen på en af de store gårde inviterede hele “hæren” ind i folkestuen til kakao og smørboller. Når besøget sluttede, kom husfaderen ind og puttede lige så mange penge i raslebøssen, som drengene kunne forvente at indsamle på resten af turen.
    Det gav lidt munter uro, da en af de voksne under fastelavnsfesten ville vise, hvordan man “bed til bolle”.
    Sådan, sagde han, idet han tog sine forlorne tænder ud i hånden og lod tænderne bide i den ophængte bolle.

    Delfaer
    Nå, ja. Så var der jo den gang, knægtene bød en ældre, senil kone på delfaer – de små, velsmagende lakridspastiller. Smagen var måske lidt anderledes, for drengene havde samlet dem op bag en ged, men til deres store skuffelse udeblev den ventede reaktion.
    Kais kommentar: F. hvalp, at vi ku’ fin po’ed!

    Gammel livet
    Det kalder Martin A. Hansen det liv, der levedes i et landsbysamfund som Holme. De fleste, arbejdere og handlende, fik deres udkomme fra landbruget. Alle kendte hinanden på godt og ondt og var ofte afhængige af hinanden. Det styrkede sammenholdet. Man så det til Fastelavns- og høstfesten og til de private fester. Næsten alle deltog. Der kunne dog være enkelte, der havde sat sig så meget uden for samfundet ved at forbryde sig mod skrevne eller uskrevne love, at de ikke blev inviteret – og så var der de husmødre, der ikke inviterede enlige kvinder. De ville ikke være skyld i, at der “bløw lawed øwn te djer men (deres mænd)”.
    Fester blev afholdt i forsamlingshuset, der havde til huse på Brugsens loft. I lokalet var borde og bænke, der tjente deres formål, men var en trussel mod enhver damestrømpe.
    Runde fødselsdage og bryllupper blev, hvis man havde plads, afholdt i hjemmet. Borde, stole og service lånte man hos brugsuddeleren i forsamlingshuset. Man holdt meget af fester i Holme, og mindet om dem holdt sig i lang tid – som nu festen med suppen.
    Manden i huset havde altid travlt, men han hørte måske ikke til de hurtigste. I alle tilfælde havde han glemt i tide at bestille borde og service til barnedåben. Da han endelig fik spurgt, var alt lejet ud.
    Fest i morgen! Ingen borde! Gode råd var dyre. Et rundspørge hos venner og naboer gav resultat. Man fik samlet så mange brædder og æblekasser, at der om søndagen kunne dækkes et festligt bord. Menuen var superb: Suppe, steg og is.
    Festen begyndte, da kogekonen anbragte den store terrin med suppe på bordet. Alt gik vel, indtil en gæst kom til strække benene og med foden skubbe til en af æblekasserne. Resten af selskabet så måbende til, mens terrinen hurtigt gled fra bordet ned på gulvet, hvor suppen fordelte sig i et jævnt, fedtet lag.
    Da bordet var genrejst, serveredes stegen uden uheld.
    Stemning var let og munter. Alle bortset fra værtinden og kogekonen havde milde øjne, man glædede sig allerede til isen – for tidligt skulle det vise sig.
    Måske havde man været lidt lemfældig med gulvvasken efter uheldet. Da kogekonen stolt trådte frem på gulvet og præsenterede den smukt pyntede is, oplevede de forbavsede gæster igen et syn, de aldrig glemte. En kogekone, der mens hun kæmpende for at holde balancen på det fedtede gulv forsøgte at redde isfadet, inden hun med fortællerens ord: Sat’ stængerne lig’ i lowtet.
    Den barnedåb blev der i adskillige år talt om over hækken – og den huskes endnu.

    En Stauning-unge
    Livets alvor meldte sig tidligt for “stauningungerne”, den tids øgenavn for arbejderbørn. Begrebet blev indført i Holme den dag Kais storebror, Jørgen, kom slæbende på en stor kurv med varer fra Brugsen. Hjemmefra var han vant til, at man hjalp hinanden, hvis der var behov. Troskyldig spurgte han en gårdmand, der kom gående samme vej, om han ville hjælpe med at bære kurven. “Har bilder do dæ ind, din stauningung”, var svaret efterfulgt af et tjat med stokken.
    Klasseforskellen trivedes også i Holme – ikke alle var begejstrede for landsfaderen.
    En dag Laurids var i Brugsen sammen med Jørgen og Kai, mødte han en landmand, der bad ham hjælpe med at tærske korn – “å så ka’u jo lig’ ta’ knejten mæ”.
    Om aftenen, da Laurids havde fået udbetalt sin dagløn, henvendte gårdmanden sig til de to kulsorte drenge, der havde slidt hele eftermiddagen med at tage halm fra: “De’ var godt I knejt vil hjælp te. Go I no ind te kuenen å fo ed godt æwel (æble)”.

    Ak, hvor forandret – tænker man med Johannes Evald, når man i dag kører gennem byen. Brugsen, skolen, ungerne og alle de andre er borte. Holme ligner en af de så almindelige sovebyer på landet, men mindet om noget andet lever stadig, hvis man er 75 og barnefødt i Holme.

  • Mine krigeriske aner

    Peder Vium er, hvis man fæster lid til den alder, der opgives i kirkebogen ved hans død, født omkring 1720. Hvor han stammer fra, vides ikke.
    I et skøde fra Krogsgaard i Gudum fra den 4. januar 1796, ses Peders Viums rigtige efternavn.

    (B77B -sp 1 s. 548, og 195 skøde nr.98)
    “Bortsolgt 4 Agre af Sall: Niels Jespersen Møller efter Skøde dateret den 20de September 1765 til Peder Jensen af Vium i bemeldte Gudum Sogn og ere opgivne. beliggende paa Norder, Sønden og Øster Siden til bemeldte Mands Eiendomme og for Vester Siide til den Vej der kommer fra Sool Huus og gaar gennem til Nissum uden nogen Hartkorn at medfølge”.
    Vidner er Jens Jensen, Ø. Vium (broderen) og Jens Pedersen V. Vium (sønnen) Peder Vium henter sin kone, Johanne i Mejrup. Hun er datter af Jens Christian Bruusen og Kirstine Marie Jensdatter.

    Peder og Johanne bliver viet i Gudum Kirke den 25. januar 1757. Ved den lejlighed kaldes Peder “Krogager”.

    At ikke alt var idel lykke i familien ses i justitsprotokollen lige før jul 1766. (B77B-2, side 179a-b)
    Om efteråret strøede fæstebønderne “liim” – mergel – fra den nærliggende Nissumbol “liimgrav” ud på markerne. Agrene var den gang meget lange og smalle, så det er vel ikke utænkeligt, at man kunne falde for fristelsen til at skyde genvej over markerne – til stor gene for naboen.
    De to brødre er i den grad røget i totterne på hinanden. Det endte med et sagsanlæg, så de den 4. december 1755 mødtes i retten i Lemvig.

    1. Naar Peder Vium herefter bestandig og altid forholder sig Kiørsel Vey over Mads Viums Tvær-Mark eller Agger og icke enten selv eller tillader andre at kiøre der over eller rettere over den Agger mellem Liim-Graven og Vium, Vesten for Vium Høye – Men kiører den sædvanlige Vey imellem Høyene, naar hand agter sig til Liim-Graven, Hvilken Liim-Grav og Bond Peder Vium efterdags beholder allene, Saa tilstaaer Mads Vium at hand icke udi Mindste Maade haver noget imod, at Peder Vium bruger og lader bruge Kiørsel med den almindelige Heede-Vey fra Liim-Graven, enten af Peder Vium Selv eller af Andre, som er berettiget at bruge Liim af Nissumbol Grav.

    2de. Derimod frafalder ieg Peder Vium det Sagsmaal og den Sag, som ieg i dag den 13de Nov: haver indstevnet mod min bem:te Broder Mads Vium, da enhver af Os betaler Sagens Omkostninger 1 Rd og 2 s til de Fattige. Da vi Brødre forbinder os til herefter at leve fredelig, forligelig og kierlig, baade mellem os selv, Vores Hustruer og Børn, samt Tjenestefolk – At saaledes Enig og Mindelig er jndgaaet, det tilstaaes her ved af Os.
    Underskervet Lemvig den 13. Nov 1755 Mads J. Vium, Peder J. Vium.

    Man kan jo håbe på, at det trods alt blev en god jul i de små hjem i Vium i det Herrens år 1755.

  • Et folkesagn

    Det var vores afholdte præst, Henry Nørgaard, Hem, der under studier på sit kontor fandt ud af, at vort sogn i 1800-tallet havde haft fint besøg af ikke blot en, men to af Danmarks største digtere. H. C. Andersen lige efter den skæbnesvangre krig i 1864 og B. S. Ingemann, den daværende præsts svoger, ca. 1800.

    B. S Ingemann sad i folkestuen og hørte karlene og pigerne fortælle historier og sagn – blandt andet sagnet om, hvordan Mariager fik sit navn.
    NB. Vi ved godt, at der er andre, som påstår noget andet, men vælger at tro, at det er, fordi de ikke ved bedre.

    På en herregård i Jylland boede der en ærbar og dejlig jomfru ved navn Maria. Til hende kom to drabelige riddere, Hem og Sem, og bejlede, og da hun ikke kunne vælge den ene frem for den anden, blev de enige om at udkæmpe en tvekamp for at afgøre, hvem hun skulle have. I denne kamp dræbte de imidlertid hinanden, og det tog jomfruen sig så nær, at hun gik ned og druknede sig ved stranden. Alt hendes gods tilfaldt da kirken. Det sted, hvor hun blev begravet, blev efter hende kaldt Mariæ ager. Men de to riddere blev begravet i indviet jord, som endnu efter dem hedder Hem Kirke og Sem kirke
    J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn,(Bd. 1 s. 138)

    Hr. Hem og Hr. Sem.

    1. To Riddere droge fra Ledding, og det var Hr. Hem, ved Siden red paa sin Abildgraa den unge Ridder Sem.

    2. Hr. Sem reed paa sin Abildgraa, hr. Hem paa Vallakken sad: “hvor drager I hen, unge Ridder Sem?” “jeg vil mig ride til Stad.

    3. “Jeg rider mig til den liden Stad hist ved hiin salte Søe, der fanger jeg mig en Jomfrue skjøn, alt til min Fæstemøe.”

    4. “Og vil I fæste en Jomfrue skjøn i Bye ved den salten Søe, saa kan vi jo ride baade did: der vil jeg og fæste en Møe.”

    5. Og fritted unge Ridder Sem: “hvad er den Pigelils Navn?” “Maria hedder den Lillievand, hun sove skal i min Favn.”

    6. “Maria hedder den Lillievand?” hr. Sem blev sort som Jord; det siger jeg Eder for Sanden, I hende ret aldrig faar.

    7. Det siger jeg Eder for Sanden, Maria I aldrig faaer; thi hende er det, jeg fæste vil; hun er saa væn en Maard,”

    8. Og meldte sig Ridder Hem saa snild: hans Ganger den var saa rap – “hvo først når Møllen, først malet faaer, thi vil vi ride om Kap.”

    9. Og sporede han sin Vallak snel, hr. Sem spored Abildgraa, og rede de over Steen og Stub, af flint sprang de Funker små.

    10. Saa fore de over Stub og Steen, af Flint sprang de Funker smaa; men der de kom til Borgeled, da styrted Abildgraa.

    11. Og da de kom til Borgeled, hr. Hem ville oversætt; men Vallakken løb en Staver i Liv, og det gik ej så let.

    12. Paa Jorden laae de Bejlere to, baade med Quide og Harm; hr. Hem havde brudt et Sidebeen, og unge Hr. Sem en Arm.

    13. Ved Borgeled stod den liden Smaadreng, han kynded paa Stand den Mød; paa Borgen bar man de Riddersmænd, og lagde paa Hynde blød.

    14. Det var den unge Ridder Hr. Sem, han meldte med sørgelig Snilde: “I brød jer Sidebeen, jeg min Arm, det Varsel huer mig ilde.

    15. I brød jer Sidebeen, jeg min Arm, alt for den væne Maard, og aner mig, Enden bliver paa Leeg, at Ingen af os hende faaer.”

    16. Og det var Maria den Lilievand, randt Taarer paa Rosenkind; hun pleied dem baade med Linned og Urt, og gik baade ud og ind.

    17. Hun pleied dem baade med Urter og Liin, og gik baade ud og ind; og meer og meer stod de Ridderes Hu alt til den Jomfru fiin.

    18. Og i sit Hjerte den Rosenblom bar unge Hr. Sem saa huld, men hver gang hun paa Hr. Hem mon see, hun havde baade Angest og Kuld.

    19. De Dage ginge, de Uger gik, der gik vel Maaneder trende, og lægt blev Sideben, lægt blev Arm; men Saaret i Hjertet mon brænde.

    20.Og beiled Hr. Hem, og beiled Hr. Sem; den Møe var heel angest og moed, hun havde Hr. Sem i Hjertet kjær, men Ingen hun det tilstod.

    21. Og det var stolte Hr. Hem, han drog sit Sværd med Harm, “hvad ei skjøn Jomfruen raade vil, det raade vor egen Arm.”

    22. Og det var unge Ridder Hr. Sem, tog Glavind udi Haand, og kæmped de for den Rosenblom, dem baade til møgen Vaand’.

    23. Den første Gang de Skioldet hug, fornam de om Sværdene beed; den anden Gang de i Skioldet hug, det trilled paa Jorden ned.

    24. Den tredje Gang, der de sammenfoer, de Sværde farvedes røde, og Hjelmen brast, og Panderne brast, og de slog hinanden til døde.

    25. Og det var Maria den væne Møe, randt Taare paa Liliekind; saa eene hun ganged af Borgen ud, – men aldrig meer gik hun ind.

    26. Saa ene hun ganged af Borgen ud, alt til den mørke Fjord; i Fjorden fandt de den Jomfrues Liig, og gjemte det dybt under Jord.

    27. De lagde den Møe i Agerland, men ikke i christen Jord; og Mariager kaldes den Stad, lt ved hin mørke Fjord.

    28. Og nær ved Byen to Kirker staae, de kaldes end Hem og Sem, og indenfor Kirkernes hvide Muur, der har man jordet dem.

    29. Saa hvile de Kæmper bag hviden Muur, paa Ageren Møen tit gaaer, og hver gang de Klokker ringe til Lig, det klynker ved mørken Fjord.

    B. S. Ingemann:Digte (2. udgave 1817, s. 23)

  • Nye underbukser eller rationering

    Nye underbukser eller rationering

    Rationering – de nye underbukser.
    Set med nutidens øjne var det en trist tid. Begrebet, velfærdsstat, var endnu ikke opfundet. For de fleste familier var dagligdagen præget af afsavn. Selv de, der havde penge, havde svært ved at købe ting på grund af vareknaphed og rationering, men det var ens for alle. For vi børn var det irriterende, men det var jo ikke vores problem.

    Det medførte stor glæde stigende til jubel, hvis det lykkedes at komme gennem rationeringsjunglen – som da jeg fik et par nye underbukser.
    Kort efter besættelsen den 9. april 1940 blev der for at undgå hamstring indført rationering. Til sidst kunne næsten intet købes uden rationeringsmærker: Sukker, koks, mel, soda, kaffe – og det selvom der næppe var bare en enkelt lille forskræmt kaffebønne i posen. Det mærkeligste var dog tobakken. Selv ældre damer, der aldrig havde rørt tobak, blev næsten voldelige, hvis man anfægtede deres ret til tobaksmærker. De kunne jo byttes med andre mærker.
    Også i Grove var der personer, der udnyttede situationen og “hanled´’  swot” – drev lidt sortbørshandel med rationeringsmærker for at tjene en ekstraskilling. Det var ilde set, men de fleste har dog nok alligevel prøvet, når de ikke i tide havde fået sparet nok mærker op til en konfirmation eller et bryllup. Enkelte prøvede endog på den årlige tur til Randers at handle cykeldæk eller andet på Den sorte Børs ved Rutebilstationen.
    Det faldt ikke altid heldigt ud. Enhver kunne jo på lang afstand se, vi var fra landet. Hvert kvartal strømmede folk til skolen, når medlemmer af sognerådet mødte op for at udlevere rationeringsmærker – selv tøj var på mærker. Nu lå det langt under drenges værdighed at beskæftige sig med mode. Det tog vore mødre sig af, og de var blændende til det.

    Efterhånden gik vi alle rundt med lapper på albuer og knæ og stopninger på strømper og underbukser. Mange mødre udviklede det til en kunstart. Sirlige lapper og stopninger blev til pynt på tøjet, men det gjaldt jo os alle, så hvem tog sig af det. Alle lofter blev støvsuget for tøj. Gamle bukser, jakker og frakker genopstod efter en vask eller rensning som de fineste drengebukser eller jakker – og som de kunne strikke den gang – i farver og med snoninger. Jeg er nok ikke den eneste dreng, der med stolthed har gjort entre i en fin ny strikket trøje eller slip-over – gnubbende sig i varmen på grund af den hjemmestrikkede uldtrøje.

    Nyt tøj fik vi næsten aldrig. Nogle påstod, at en flæskesteg eller andre naturalier kunne gøre underværker, når en handlende skulle lokkes til at finde varer under disken, men hvor skulle en degne-kone få den slags fra.
    Med 3-4 sæt undertøj og storvask hver tredje uge var det trods klatvask i utide ikke nogen let sag for min mor at holde mig pæn og ren, men hun var lidt pillen, så det var ikke på det område, hun gik på kompromis.

    En dag gik rygtet, at manufakturhandleren i Havndal, Martens, havde fået et parti børneundertøj. Mor smed, hvad hun havde i hænderne, steg på cyklen og ilede mod Havndal.
    Nu var det at få fru Martens, der var tidligere oversygeplejerske, til at bøje sig ned for at se, om nogle af de eftertragtede varer skulle have forputtet sig under disken, ikke den nemmeste opgave. Der var jo langt fra nok til alle. Men hvad kan mødre, der kæmper for deres yngel, dog ikke skamme sig til. Jeg forestiller mig min mors sørgmodige øjne, da hun bøjede sig ind over disken mod fru Martens og hviskede ord som: Lille dreng, fryse, astma, rigelig. Det gjorde åbenbart indtryk, for fruen bøjede sig hurtigt ned under disken, tog et par underbukser, som hun diskret pakkede ind i brunt papir med en tynd snor om – papir-snor, for almindelig snor fandtes ikke. Selv omslaget til cigarer blev lavet af papir. Gad vide, om Mor ikke har sunget en lille sang på vejen hjem. Hun var i alle tilfælde glad og ikke uden grund.
    Da jeg kom hjem for at spidse aftensmad, overrakte hun mig endnu glad og opstemt over sit held den brune pakke med papirsnoren. Jeg var meget spændt, grænsende til det lykkelige, indtil jeg så indholdet. Et par underbukser, mørkebrune, med lodden vrang og elastik i benene – pigeunderbukser.
    Jeg turde ikke sige noget, men jeg så i et glimt mig selv som jaget vildt i drengeflokken. Jeg blev først rolig, da jeg nogen tid efter fik et glimt af Villums nye underbukser. De var af samme model som mine, men laksefarvede. Vi så et kort øjeblik hinanden fast i øjnene. Rigtige mænd klynker ikke – men broderskabet var genoprettet.

    Og underbukserne. Ja! Farven blev vel lidt lysere efterhånden, men de holdt i ufattelig lang tid, så vidt jeg husker til langt efter krigen. Nej, så syntes vi, at de underbukser, vi overtog, når vore ældre brødre var vokset ud af dem, var mere fikse og maskuline, selv om de bestemt ikke fik os til at ligne modelapse. Vi krigsbørn savner bestemt ikke rationeringen.