Min tid som karl ved Søren Nielsen

Da jeg blev konfirmeret, kom jeg til at tjene på Mensalgård ved Knud Peters far Søren Nielsen, fra den 1/5 1941 til den 1/11 1943. Min løn for vinteren var 400 kr. og for sommeren 700 kr. Vi fik ikke udbetalt fast pr. måned, men måtte pænt ind til manden og bede om et beløb. Det var lige før, han spurgte, om hvad jeg dog skulle bruge dem til. Der var som regel altid et beløb tilbage, når vi nåede første maj eller første november.
De penge vi fik udbetalt blev gerne brugt til nyt tøj, så jeg skal love for, vi var nogle flotte karle, når vi kom til bal efter første maj. De fleste af karlene i Aunslev og omegn handlede næsten alle ved Reichardt Lehn i Nyborg. Hans forretning lå i Adelgade, her lå Netto, inden den flyttede på Strandvejen.

Det var en god tid, synes jeg. Husk det var en gård med alt, hvad der hørte til en bondegård. Man stod op kl.5, hvor vi mugede ud ved hestene, striglede dem og fodrede dem. Kl. 6 spiste vi morgenmad, som bestod af øllebrød med mælk og sukker.Vi var 2 karle, 2 piger samt manden, konen og hendes svigermor. Der var også 3 børn, så der var mange at lave mad til. Der var også en gift fodermester, som spiste hjemme.

Vi fik som sagt morgenmad(davre) kl. 6, frokost kl. 9, middagsmad kl. 12.30, og derefter sov vi til middag til kl.14.00. Her i år 2002 er der mange arbejdspladser, der igen er begyndt at holde middagspause. I middagspausen mødtes karlene i brugsen, her kom Jørgen, som tjente på Christiansminde, han påstod, at han kunne spise 30 boller på 5 min. Han ville godt prøve, hvis vi betalte bollerne, hvis han ikke nåede at spise dem, skulle han nok selv betale, han nåede det, men han kørte hen i den anden brugs og købte 2 boller, for han sagde, jeg kunne ikke nå at smage de 30.
Fyraften holdt vi kl.18,00 og derefter aftensmad kl.18,30. Vi spiste i folkestuen, hvor der var et langt bord med en fast bænk langs ydermuren. For bordenden sad manden, til venstre for ham sad forkarlen og andenkarlen. Pigerne havde også en lang arbejdsdag, for de skulle sørge for, at morgenmaden var klar til kl. 6, frokosten kl. 9, og så skulle de i gang med middagsmaden, som skulle være klar til kl.12.30. Når vi gik fra bordet, skulle de hen og vaske op. Kaffe fik vi kl. 14 og derefter gik de i gang med at gøre klar til aftensmaden til kl. 18,30. Når vi havde spist, tog de af bordet og vaskede op, så det var godt nok nogle lange dage, pigerne havde.
Udover at gøre klar til spisetiderne, var der meget andet, der skulle laves, der var rengøring, tøjvask, syltning, brygning og meget andet.

Fodermesterens arbejde
Da jeg tjente ved Søren Nielsen havde man ikke malkemaskine, så køerne blev malket per håndkraft. Fodermesteren var gift og hed Hans Andersen, hans kone hed Mathilde. De mødte hver morgen kl.4, hvor der var ca. 20 køer, der skulle malkes. Det tog omkring 2 timer. De skulle være færdige med at malke, så spandene stod klar til mælkekusken kom. Det var Jakob Bondemose, der kørte turen. Han var en lun fyr. Når han havde været i brugsen, og vi gik inde på marken, rystede han med brugskurven og råbte, om vi kunne høre kyllingerne- det var nu øl, han havde i kurven.
Når de var færdige med malkningen, cyklede Mathilde hjem, hvor efter Hans gik i gang med at fodre, rense bag ved køerne og strø rent halm under dem, og der kom også sand på gangene. Inden mælkevognen kom tilbage fra mejeriet, kørte Hans hjem og fik sin morgenmad. Når mælkevognen kom tilbage fra mejeriet, skulle spandene tømmes for skummetmælken og vallen, som kalvene og grisene skulle have. Spandene skulle vaskes og stilles op med bunden i vejret, så de var klar, når der skulle malkes til aften.
Hans skulle også gøre rent ved grisene samt vaske alle staldvinduerne en gang om måneden. Det var nogle lange dage Hans og Mathilde havde, og så havde de kun fri en veekend om måneden, hvor karlene passede køerne.

Karlenes arbejde
Der var meget at lave og meget hårdt arbejde ind imellem, særlig om foråret når der skulle køres møg ud. Først skulle det læsses på vognen hjemme i møddingen, det kaldtes at slå møg på. Derefter ud i marken hvor det blev lagt i bunker, hvorfra det med håndkraft blev spredt ud, og det skulle helst være i et jævnt lag. Herefter skulle det pløjes ned, hvilket var et dejligt arbejde. Plovfurerne skulle helst være lige, så den som kørte på Landevejen, kunne se, om karlen var dygtig til at pløje. Der blev kørt ajle ud på græsmarkerne, og jeg fik engang drejet for knapt, så vognen væltede, og al ajlen løb ud.
Foråret gik med at pløje, harve og så. Der blev sået korn og roer og spredt kunstgødning. Når roerne var kommet op, skulle de tyndes ud, da der blev sået mange frø. Det kunne godt være hårdt ved ryggen de første dage. Vi kunne få akkord på at hakke roer. Vi fik et fast beløb pr. hundrede favne, men det foregik først efter fyraften. I dag er det noget lettere, da roerne bliver sået med enkelt frø.
Så kom høsten, som var en meget travl tid. Først blev der hugget hul i hjørnerne med en le, for at hestene ikke skulle træde i kornet, når de kom med selvbinderen, som der var tre heste for. De skulle bruge god plads for at vende. Det var altid meget varmt i høsten, hvor der samtidig var mange fluer som satte sig på hestenes muler, derfor hængte man nogle klude over mulen på dem.
Når kornet var høstet, skulle negene sættes sammen i hove (ansteder), som vi kalder det her på Fyn, og rækkerne skulle helst stå lige, som så godt ud, når folk kørte forbi på Landevejen.
Når kornet var tørt, skulle det køres hjem i Laden. Det foregik med 2 vogne. Ude i marken var der en mand, som rakte op på vognen, hvor karlen skulle sørge for at lave et flot læs, der ikke væltede når han kørte hjem. Hvis det skete, kostede det ½ flaske snaps. Vi skulle sørge for, at læsset ikke blev for højt, for det skulle gerne kunne komme igennem porten hjemme i laden, hvor der var en lang køregang hele laden igennem.
Ind til siden var gulve, hvor kornet skulle sættes. Det var gerne Søren selv, der satte kornet. Det skulle være på en bestemt måde, så det var nemt at få fat i, når det skulle tærskes om vinteren. Foruden karlen som rakte læsset af, var der gerne 1 eller 2 som hjalp til inde i gulvet, blandt andet Hans Brugs som hjalp til en enkelt dag, men det var vist nærmest for at komme hjemme fra butikken. Det var en fast regel, at hvis man tabte forken, skulle man give en omgang øl, og det skete tit for Hans. Jeg tror nu nok, han gjorde det med vilje, når han syntes vi trængte til en gang at drikke. Det skulle altid være Rød Tuborg. Når vi nåede op i en vis højde, blev der lagt bjælker ud over ladegangen. Det kaldte man en slyde, og her blev kornet sat ud, hvorefter man kunne fortsætte helt op i rygningen.
Nu vi er i gang med høsten, kan jeg huske at min far fortalte mig, at når bønderne gik i gang med rugen, så skulle slagteren sørge for at have godt med oksekød på vognen, for så skulle bønderne have suppe. Mærkelig nok lige i den varmeste tid på sommeren. Når kornet var kommet godt i hus, blev der holdt høstgilde for dem, der havde hjulpet til.

Når vi kom frem til november måned, hvor det begyndte at blive mere køligt i vejret, var det tiden at få slagtet grisen. Man havde ikke fået fersk kød hele vinteren, der fandtes jo ikke køle og fryseskabe. Nogle gange ventede man med at slagte til december for at have frisk kød til jul. Grisen, som skulle slagtes til jul, blev taget fra de andre grise og gik for sig selv, da den gerne skulle op og veje 500 pund, for at den kunne få noget tykt spæk og nogle store fedtflommer.
Man fik da frisk kød om sommeren. Det var fast tradition med kyllingesteg og agurkesalat til Pinse, hvor de første agurker kom frem, og ikke som nu hvor man kan få både kyllinger og agurker hele året.
Der blev da også slagtet en høne, og fisk fik man engang om ugen. Det var Thorvald Fisker fra Kabinettet, som cyklede rundt i Aunslev og Bovense og solgte fisk, som han havde i kasser foran og bag på cyklen.
Når der nu var godt med frisk kød, blev der rundt om på gårdene holdt pølsegilder, for nu skulle der smages på al den gode mad. Min far, som var glad ved mad, kunne ikke forstå at hans sidemand ikke spiste ret meget. Far spurgte ham, om han ikke kunne lide maden.”Jo,” sagde han,”men ved du hvad nu har jeg været til 9 pølsegilder og fået medister og flæskesteg hver gang, så nu er jeg ved at køre træt.

Når gæsterne var færdige med at spise og fået kaffen, gik herrerne ind i en anden stue for at spille kort og diskutere politik. De fleste af gæsterne var bønder, så de holdt selvfølgelig på venstre. Det blev der mange livlige diskussioner ud af, da min far var radikal og godt inde i politik. Han kunne godt klare sig, selv om han var ene mod alle venstrefolkene. Der blev serveret øl for herrene, hvorimod damerne, som sad i en anden stue, fik et glas sodavand i nogle meget fine glas.

Efterårsarbejdet var overstået i marken. Der var sået vintersæd, og der var kørt møg ud, roerne var taget op, det foregik pr. håndkraft, det var hårdt særlig om morgenen, hvor roerne både var kolde og våde. De blev kørt hjem til en kule bag ved laden, hvor de blev dækket med halm og jord, at de ikke skulle fryse om vinteren.Toppen af roerne blev ensileret i nogle store cementkummer der skulle gerne være foder nok til køer og heste hele vinteren. Kornet som var kørt ind i laden, skulle man nu til at tærske. En skulle smide det fra gulvet ud på tærskeværket, hvor forkarlen lagde det i værket. Her blev kernerne skilt fra, hvorefter de løb ud i sækkene. En sæk korn vejede 200 pd. Det var hårdt arbejde at bære dem op på loftet. Senere fik man en kornblæser, som blæste kornet direkte op på loftet.
Halmen kom ud på en sliske, efter at det var blevet bundet i knipper, og her fra blev de skubbet op på halmloftet.
Avnerne blev blæst ind i avnerummet, hvorfra de blev brugt til strøelse under køerne. Når man var ved at nå bunden, kunne der godt være helt levende af mus, og vi kunne godt risikere, at de kravlede op i bukserne, hvis vi ikke sørgede for at have bukserne inde i gummistøvlerne.
Vi havde en foxterrier, som var god til at tage mus, og det var noget, der gik stærkt. En aften vi sad og spiste på Onkelsminde,siger Aksel:” Hvad er det, der kravler oppe i min nakke”? Jeg så efter og fandt 2 mus.
Det støvede meget når vi tærskede, så meget, at vi dårligt kunne se hinanden. Det var utroligt, at vi ikke blev dårlige af alt det støv, vi fik i lungerne, men det betød nok noget, at kornet ikke var sprøjtet. I dag bliver det sprøjtet flere gange i løbet af sommeren.

Der skulle bruges meget brænde til komfur og brygkedel, men om gårdens marker var der mange træer og hegn, så der var nok at tage fat på om vinteren. Vi stod ude i hegnene og huggede risbrændet, så det var med hurtigt at lave nogle knipper, så vi kunne stå i læ for vinden. Risbrændet blev brugt, når der skulle tændes op under brygkedlen og på komfuret i køkkenet.
På Juelsberg blev der holdt skovauktioner, her kunne folk komme og byde. Det var mest bøgebrænde, som blev solgt i rummeter. Det blev gerne regnet for lidt af en festdag at være til skovauktion, hvor man havde sin frokost med. Brændet skulle nu hentes hjem, det foregik pr. hestevogn. Jeg kan huske, vi blev sendt af sted om morgenen med 2 vogne. Når det var læsset, spiste vi frokosten som vi havde fået med samt en flaske hjemmebrygget øl. Det var en tur der varede hele dagen, og på vejen hjem holdt vi ind ved Georg karetmager, hvor det blev savet ud i passende stykker lige til at kløve.
Det foregik hjemme bag ved laden, hvor der blev lavet en flot brændestak, som skulle stå til Skt. Hans. Senere blev det pr.trillebør kørt ind i Brændeskuret.
Der blev købt tørv fra Hjulby Mose,som vi også hentede hjem pr. hestevogn. Når det hele var kommet i hus, skulle der gerne være nok til hele vinteren.
Der blev også købt koks og briketter, som mest var beregnet til kakkelovnene.
Tørvene blev skåret i Kampmosen, som lå i et stort moseområde bag ved Hjulby, her var også fint at fiske. Hele Kampmosen og de andre moser i området ved Hjulby blev desværre ødelagt, da motorvejen kom.

Nu blev der jo ikke tændt op i alle stuerne hver dag, kun i folkestuen og dagligstuen. I den pæne stue og storstuen blev der kun tændt op, når der kom Gæster. Møblerne i de pæne stuer knagede, så det kunne høres i hele huset, når der en enkelt gang blev tændt op i løbet af vinteren. Far havde fået lavet et skrivebord af en gammel egeplanke, som havde ligget på vores loft i mange år.
I Højbo fyrede vi i kakkelovne, men da skrivbordet kom med i det nye hus, hvor der var centralvarme, vågnede far en nat ved et mægtigt knald, og da han kom ned i stuen næste morgen, var pladen på skrivebordet revnet nøjagtig lige igennem.

Under krigen var det ikke til at få tobak fra udlandet, så bønderne begyndte at dyrke tobak. Der blev bygget store hjelme til at tørre tobakken i, nogle af dem står faktisk endnu. Ved Søren Nielsen hængte vi det op inde i laden oppe under taget. Han havde Edith Barber og Hans Fodermesters kone Mathilde til at sy tobakken på noget snor, som havde et mål, så det passede mellem 2 spær. Her kravlede jeg rundt oppe under taget og hængte det op. Der skulle være en fingers bredde imellem bladene,og når hele laden var hængt til, duftede der dejligt af tobak. Så vidt jeg husker, blev planterne 2 til 3 m. høje.
Vi begyndte med at tage de nederste blade først, og når vi havde taget de sidste blade, blev stokkene trukket op og lagt til tørring, hvorefter de blev hugget til kvas, som var godt at fyre med.
Der var jo mangel på kul og koks, så alt blev anvendt. Søren Nielsen dyrkede også hør som blev sendt til Tommerup Hørfabrik, hvor det blev lavet til hørlærred. Når hørren var klar til at blive høstet, ruskede man hør, som det hed. Det vil sige, at vi trak det op med rod for at fibrene kunne blive så lange som muligt. Det var Alfred og mig, der ordnede det, og vi var nået temmelig langt om formiddagen, så der kun var et lille stykke tilbage, da vi kørte hjem til middag. Da vi sad og spiste, spurgte Alfred Søren, om vi ikke kunne få akkord på det sidste stykke og så holde fri, når vi var færdige. Det kunne vi godt, så i stedet for at sove til middag kørte vi ud og gjorde færdig.
Da Søren kom ud efter middagssøvnen, kunne han ikke finde os. Han gik ned i kostalden til Hans Fodermester og spurgte ham, om han havde set karlene. ”Jo det har jeg da, de er kørt, for de havde fået fri, når de var færdige med at ruske hør. Når det havde ligget til tørring i nogle dage, kørte man det hjem i laden, hvor man på en langhalmsmaskine rev frøene af. Derefter blev hørren bundtet og læsset på en vogn, hvorefter det skulle køres til Hjulby Station. Det var mig der skulle køre, og jeg skal love for, at det blev noget af en tur. Jeg havde sat mig foran på læsset for rigtig at nyde turen, men da jeg kørte ud på vejen mod Nyborg, skred læsset ud, og jeg faldt ned imellem hestene. Det gik så stærkt, at jeg knap nok opdagede noget, før jeg hang nede under vognstangen med hovedet henne ved hamlen og benene henne ved hovedet af hestene. Nu var det heldigvis et par ældre og rolige heste, så de løb ikke så stærkt. Tømmen lå nede på jorden under mig, så jeg kunne ikke nå den, men ude ved Pilevad var der en på cykel, som fik hestene stoppet. Det var Kristian Pedersen fra Christiansmide. Jeg kravlede ud under en af hestene og gik om foran, hvor Kristian stod. Han kiggede på mig, hvorefter han sagde:” Hvor fanden kommer du fra”? Jeg fortalte ham, hvor jeg havde opholdt mig under kørslen,og der var heldigvis ikke sket noget med mig, så jeg fortsatte til Hjulby Station, med det der var tilbage på vognen.
Det som jeg havde tabt, og som lå spredt på landevejen, måtte jeg tilbage og hente. Det lå ud for Georg Karetmager. Åge Pedersen (pedel),som arbejdede ved karetmageren hjalp mig med at få det op på vognen. Der gik næsten 14 dage, inden Søren fik at vide hvad der var sket, hvorfor jeg ikke havde fortalt noget, da jeg kom hjem ved jeg ikke.

Om sommeren blev lucernen slået, den skulle være til hø. Når det havde ligget nogle dage, blev det stakket. Man havde nogle høstativer, som var lavet af granrafter, de blev stillet op, så de havde facon som et telt, og her blev høet lagt så det kunne tørre. Men først blev det revet sammen i lange strimler, og til det havde man en hesterive, som man kunne sidde på. Den blev trukket af en hest, og når riven var fuld, trådte man på en pedal, som udløste riven. Efter nogle dage blev høet kørt hjem i laden, hvor det kom op på loftet over kostalden, hvor det om vinteren var godt foder til både køer og heste.
Hø var også godt at give køerne, hvis de havde trommesyge. Det var ret strengt at køre hø, da det næsten altid var meget varmt. De høstativer, som høet blev tørret på, som godt kunne ligne et telt, blev brugt som natlogi af bisserne. Toiletforholdene på gården var meget dårlige. Til karlene var der et gammeldags lokum i et udhus, som lå nede bag ved laden. Der var et hul i væggen, så skidtet røg ud i en cementkumme, som blev tømt samtidig med, at vi kørte møg ud om efteråret. Vaskeforholdene var også meget dårlige. Vi havde en vaskekumme i kostalden, hvor der kun var koldt vand. Vi kunne hente varmt vand i køkkenet, men det var ikke altid, det blev gjort. Et rigtig bad kunne vi ikke få, men nede på mejeriet var der lavet et baderum, som vi kunne bruge det kostede 25 øre. Nu var jeg så heldig, at jeg kunne tage hjem til min far og mor, som havde et dejligt badeværelse.