Strid degn

Der går mange historier om stridigheder mellem præster og degne. Der fortælles endog om slagsmål mellem præst og degn i kirken. Utallige klager blev sendt til provst, biskop og så gar til kongen.

Wilhelm Cardes hed en student født 1734. Efter studentereksamen i 1757 tog han til Norge og fik et job som skoleholder. Degn i Glumsø blev han i 1764. I 1770 blev han kaldet som degn til Alsted – Fjenneslev pastorat af overhofmester, greve Chr. Holstein.

Rimeligt hurtigt efter ankomsten til Alsted – Fjenneslev pastorat lagde han sig ud med pastor Mølsted. I november 1773 måtte han give præsten en skriftlig undskyldning. Dernæst nægtede han at betale enkepension og pension til Slagelse Skole. Han blev truet med suspension. Det hjalp vist nok.

1774 brændte degneboligen. Han fik 278 rigsdaler af Brandsocietet og kirkerne til bygning af en ny degnebolig.
Så klagede han over, at Tybjergård ikke havde betalt ham en afgift, som han mente at have ret til, da han var degn i Glumsø. Faktisk sendte han flere klager til både kongen og biskoppen over justitsråd Thyge Rothe, ejeren af Tybjerggård. Det fik han ikke noget ud af.

I 1777 klagede pastor Mølsted til biskoppen over degnens embedsførelse. Hele 13 klagepunkter var listet op. Han rejste bort, når der skulle skrives i mandtal. Lod vandet stå i døbefonten, så det bundfrøs. Han forandrede salmerne efter eget forgodtbefindende.
Hans bylæsning var slet. En søndag dukkede han ikke op til gudstjenesten. Præsten måtte sætte en skrædder til at forrette tjenesten. Der er ingen grund til at opregne flere. Det dårlige forhold sluttede først, da Mølsted døde i 1788.

I 1787 udgav Cardes et skrift med titlen “Et par ord til det veldømmende Publicum”. Den gode degn hævdede, at han året før havde angivet en præst for for uredelighed ved udskrivning af ekstraskatten.
– At rive masken af en nedrig præstemand er jo tilladelig. Og aldrig lastes kan, skrev han optimistisk.
Men der havde han gjort regning uden vært. Han blev forhørt flere gange og fik ordre til at møde op ved landemodet. Det gjorde han bare ikke. I august 1787 blev han suspenderet efter kongelig ordre. På en eller anden måde slap han fri af krogen og blev siddende i embedet til han døde 1811.

På hjemmefronten gik det heller ikke særligt godt. I 1785 blev han separeret fra hustruen Anne Cathrine Meyer. Året efter blev hun efter kongelig resolution indsat til arbejde i Møns Tugthus. Han måtte betale 30 rigsdaler om året til hendes ophold.
I Møns Tugthus var der kun ærlige fanger. Det vil sige fanger, der ikke var blevet korpoligt straffet af skarpretteren. Fangerne var dels omstrejfere og løsgængere fra oplandet. Der var dårekister til åndssvage og sindsyge. Vanartede borgerbørn kunne indespærres her.