Han forswan sgu

Anna og Jens Peter Svendsen, vores bedsteforældre, kom vi til at tilbringe en meget stor del af vores barndom sammen med. Især Karen og Anna havde et utroligt nært forhold til dem. Birthe kunne også finde på at pakke sin lille røde kuffert og drage af sted over til dem. Bente derimod, ville helst blive hjemme hos Far og Mor. Fordi de boede så tæt ved gården, kunne vi løbe over til Bedstefar og Bedstemor, når vi havde lyst, og det havde vi tit. Vi overnattede også hos dem op til flere gange om ugen. Vi elskede det.

Vores bedsteforældre var to vidt forskellige mennesker. Bedstemor, Anna, var altfavnende. Hun var alt for os. Hun fulgte os med stor interesse og opmærksomhed. Hun havde stor indsigt i vores liv, og så var hun en, man kunne betro sine små hemmeligheder til – vel at mærke uden at de kom videre. Bedstemor var meget ung af sind. Hun var meget udadvendt og havde lune. Hun var på bølgelængde med os altid. Vi var heldige. Vores far, Niels Jørgen, lignede hende utrolig meget.

Bedstemor var 10 år ældre end Bedstefar. Aldersforskellen mærkede vi aldrig tværtimod.

Bedstefar var af en anden støbning. Han var melankolsk til tider lidt tungsindig. Han elskede at gå sine egne veje. Han gik meget i skoven eller tog en tur ned i engene bag Sembygård. Det var ikke altid, han huskede at fortælle Bedstemor, hvor han gik hen, men vi har aldrig hørt hende skælde ud, når han endelig dukkede op efter disse turer. Derimod sang hun med sognets mest falske stemme: Very, very wellcome home, Mr Swendsen. Det var hendes ironiske hilsen til Bedstefar. Han kommenterede det aldrig.

Når vores bedsteforældre skulle på besøg, det være sig familie-, nabo- eller vennebesøg, var Karen og Anna altid med. Det bevirkede, at vi kom til at kende deres omgangskreds ganske godt.

Vi har besøgt lærer Bach og fru Bach flere gange, mest mens de boede i Havndal. Især husker vi deres køleskab. Det var meget spændende, for i det blev der gemt hvide vaniljeis og lyserøde jordbæris, og fru Bach gav os altid en af hver slags, når vi var med på besøg.

Bedstefar var dybt afhængig af Bedstemor i alle dagligdags ting. Han var vandt til, at hans tøj blev lagt frem til ham om morgenen, og at maden var øst op. Bedstemor forkælede ham ud over alle grænser, og det bevirkede, at han kunne være lost i visse uvante situationer.

Der er en episode, vi aldrig glemmer. Karen og Anna, Bedstemor og Bedstefar skulle på besøg hos faster Stinne i København. Vi skulle sejle fra Århus til København om natten, så vi havde bestilt en kahyt med fire køjer. Vi ville jo gerne være friske ved ankomsten til København.

Bedstefar gik tidligt til køjs. Bedstemor, Karen og Anna skulle lige have et slaw kort inden sengetid. Vi sad i salonen i umiddelbar nærhed af vores kahyt. Pludselig gik døren til salonen op, og der stod bedstefar i sine lange underhylere og sagde:

A ved it, Anna, men hur æ toilettet?

Der var to piger, som hellere havde siddet under bordet i den situation. Vi blev meget flove, men vi havde en god ferie hos faster i København.

Vores farbror, Bay, fra Hem, var en sommerdag på besøg i Sem. Han havde lånt sin karls knallert til turen. Vel ankommet, fik han – sikkert efter lang tids overtalelse – Bedstefar til at prøve en tur på knallerten. Bedstefar blev løbet i gang oppe ved skoven og kørte ind mod Sem. Lidt efter kom han tilbage, men han stoppede ikke. Han kørte bare videre op over den stur bak op te høwen. Farbror Bay stillede sig ud midt på vejen og kiggede efter ham. Hans eneste kommentar var: Han forswan sgu?

Vi piger var lidt beklemte ved situationen. Tænk, hvis Bedstefar aldrig mere kom tilbage. Efter en rum tid kom han til syne oppe på bakken trækkende med udyret ved sin side. Han satte sig aldrig mere op på en knallert – for resten heller aldrig på en traktor.

Vi er dybt taknemmelige over, at de to har været så stor en del af vores liv. De gav os så meget.

Bedstemor døde hjemme i Sem i oktober 1966. Hun blev 86 år.

Bedstefar døde på plejehjemmet i Mariager i april 1971. Han blev 82 år.