Man småbandede og gnubbede sig

Pladsen som hjorddreng, hyrdedreng, hos Laurids Pedersen blev anset for at være den hårdeste i sognet. Køerne stod tøjret på marken, kvierne i engen neden for Sem, og fårene i Sem Hede. Man skulle tidligt op, for at nå at flytte alle dyrene, inden man skulle i skole. Efter skoletid blev dyrene atter flyttet, og man skulle arbejde med i marken. Sent om eftermiddagen skulle køerne hentes ind til malkning, kvierne i engen vandes, og måske skulle køerne gennes ud eller flyttes en ekstra gang, inden man kunne gå til ro. Sådan var det på alle gårde, men afstanden mellem Toftegaards marker var længere end på egnens andre gårde, og man gik rundt. Fårene stod ude til omkring november måned, hvis de da kunne finde føde så længe. Alle ungdyrene slagtedes, mens avlsdyrene tilbragte vinteren i fårestien i stalden.

Under krigen blev det igen populært at holde får. Tøj kunne kun købes på mærker, så de der havde mulighed for at få uld klarede sig bedst. Gamle koner, der i deres ungdom havde lært at karte og spinde, kom pludselig i høj kurs. Maren Jensen i Sem arbejdede til tider i døgndrift for at klare efterspørgselen. Alle kvinder strikkede, og Mariane Andersen tjente mangen en god skilling ved at strikke ny fod i slidte hurser, strømper, for andre – og så var der de mange børn, der småbandende gik og gnubbede sig, fordi de måtte gå i hjemmestrikket undertøj.

Laurids Pedersen havde 30 td. land hede lige nord for Grove. Omkring 1921 solgte han 12 td. land til Jens Lindskov og seks td. land til Jens Peter Ham-mer, som de straks begyndte at opdyrke. Der blev fældet buske og træer, gravet rødder og sten op, og til sidst blev lyngen pløjet ned. Flere år efter kunne man samle rødder op på marken, men de var glimrende i kakkelovnen.

I 1990 blev 30 td. land af den opdyrkede jord i Sem Hede tilplantet. 10 td land ad gangen. Da de første 10 td. land med juletræer blev høstet, var prisen god, Konkurrencen gjorde hurtigt forretningen dårlig, så man slog over til pyntegrønt.