Vandt over dommeren
Fra 1879 til 1885 var Victor Heise sognepræst i Kvislemark-Fyrendal Sogn. Han havde tidligere været adjunkt ved Sorø Akademi og i ti år sognepræst i Pedersborg-Kindertofte Sogn.
Han skrev om lægestandens stilling til spørgsmålet om levende begravelse og artikler til dagblade om skindøde. Det var et emne som dengang og tidligere optog mange mennesker. I flere udenlandske byer indrettede man ligkapeller således, at den mindste bevægelse hos et lig fik en klokke til at ringe og hidkalde opsynet. H. C. Andersen lagde en seddel med ordene “Jeg er kun skindød” på sit natbord.
Ligsynsmændene i Fuirendal Sogn, gårdejer Jens Jensen og snedker Ferdinand Brodthagen, udfyldte ikke deres ligsynsattester på rette måde. De nøjedes med at henvise til deres besvarelse af fortrykte spørgsmål. Pastor Heise kunne åbenbart ikke få dem til at makke ret.
Civildommer Fiedler i Holsteinborg Birk og fysikus Knudsen mente ikke, at det var nødvendigt at følge reglerne.
Heise opgav ikke kampen, men gik til amtmanden over Sorø. Det endte med, at amtmanden i april 1882 kaldte civildommer Fiedler til orden. Han fik ordre til at kalde begge ligsynsmænd til sig og pålægge dem, at de for fremtiden skulle holde sig til gældende regler. De gik ud på, at ligsynsmændene med egen hånd skulle angive, hvilke dødsårsager de havde fundet.
Han var en flittig forfatter og oversætter. Han udgav skrifter med oversættelser af og kommentarer til Salomos Højsang og kirkefaderen Tertullians “Om tålmodighed”.
Det blev også til flere artikler om skolevæsenet. Endelig udgav han et par bøger med breve til og fra digteren Ingemann.
Skriv en kommentar
Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?Så send gerne dine kommentarer!