Om vinteren gik sturklasse i Grove i skole mandag, onsdag, torsdag og lørdag. Tirsdag og fredag kunne vi hjælpe til hjemme.

Det år vi skulle konfirmeres, gik vi til konfirmationsforberedelse i Hem Præstegård hos pastor Nørgaard to gange om ugen – tirsdag og fredag.
Nogle af de tidligere års konfirmander klagede over, at drengene fra Skrødstrup mobbede. På mit hold var der kun to drenge – den anden dreng var fra Hem. Vi havde ingen problemer udover sne og kulde. Det var bidende koldt det år. Selv de, der havde cykler, måtte som regel gå til Hem. Man var endnu ikke begyndt at rydde vejene så systematisk for sne, som man gør nu.

Vi blev konfirmeret en søndag i marts 1951. På selve konfirmationsdagen var kun familien inviteret. Det havde sneet så voldsomt, at vejen op mod Grove var lukket af snedriver. Mine bedsteforældre, der boede ved Å Mølle kom kørende i Emils Taxa fra Assens. Vi måtte hente dem nede ved Korsvejen, hvor Kastbjergvejen og Semvejen mødes. Emil turde ikke køre længere.
Der var jo mange, der kendte far, fordi han var mælkekusk. De der havde sendt et telegram med penge, blev inviteret til en kop kaffe en af de følgende aftener.

Da jeg var ti år, kom min storebror, Jens, ud at tjene. Mor havde nok at se til inde. Vi var jo stadig mange børn. Far havde fået sine hænder ødelagt af de forfrysninger, han havde pådraget sig i en af de hårde krigsvintre, så han kunne ikke malke. Det var grunden til, at det nu var min tur til at stå op kl. 5.00 om morgenen, for sammen med Far at fodre dyrene og malke de fem køer. Vi skulle være færdige, inden han kørte ud på mælketuren kl. 6.00. Når jeg efter morgenmaden gik i skole, var jeg måske ikke altid helt så velforberedt, som lærer Bach kunne ønske sig. Når vi kom hjem fra skole, skulle vi hjælpe til i marken, og om aftenen skulle dyrene igen fodres, og køerne malkes, inden vi spiste. Måske var det ikke så underligt, at vi en gang imellem glemte lektierne.

Selv om man ikke var overtroisk, tog man hensyn til de gamle – det skadede jo ikke. Jeg oplevede det, da jeg efter min konfirmation fik plads på Holmgården, hvor også min bror, Åge, arbejdede. Jeg skulle møde mandag morgen. Det var den gamle Ane lidt utryg ved, for var man overtroisk, troede man, at den, der startede på et nyt arbejde en mandag morgen, ikke blev i pladsen. For at berolige Ane fulgte jeg med Åge ned til Holmgården allerede søndag aften for at sove i mit nye værelse om natten – så var alle glade. Det værelse, vi boede i, lå ude ved siden af hestestalden. Nok var der halm i sengene, men både lønnen og pladsen var god – jeg fik 1.000 kr. for de syv sommermåneder.

Da jeg kom til at tjene hos Aksel Pedersen i Sem, lærte jeg at håndtere urolige heste. Min fars heste var meget rolige, men Aksels heste blev nervøse, bare et blad eller et stykke papir fløj med vinden.

Året efter flyttede jeg de få hundrede meter hen ad vejen til Niels Jørgen Svendsen i Annexgården. Der blev jeg, til jeg i 1953/54 fik arbejde hos Breinholdt i Kastbjerg.
Det var et lidt gammeldags landbrug på 56 tdl. I dag kan det synes mærkeligt, at en gård af den størrelse kunne brødføde en familie, to karle og en fodermester – men måske fortæller det bare noget om den tids lønninger på landet. Breinholdt ville ikke have traktor. Han holdt sig til heste. Det var belgiere – store, kraftige dyr, der aldrig gav op. Sad vognen fast i marken, blev de ved med at trække, til den var fri, eller hammelen og seletøjet sprang. På nogle gårde brugte man stangmiler. Det var ikke rart for hestene. Det brugte vi ikke hos os – så hellere lidt ødelagt grej.

Flere af mine brødre har tjent som karle på Sjælland. Hans og Jens havde bl.a. plads på Rødbjerggård ved Holbæk. Gården blev drevet som et økologisk brug. Man anvendte kun et minimum af gødning – staldgødning og kompost – og man sprøjtede ikke afgrøderne. Det var ellers ved at blive almindeligt i andre landbrug. Jeg fik plads på Rødbjerggård, hvor Hans i mellemtiden var blevet forpagter. Da han købte Jens Møllers gård i Grove, inden forpagtertiden var udløbet, blev det mig, der i de sidste tre måneder, passede arbejdet på gården.
Senere fik jeg i halvandet år plads på en gård nær Horneby. Det var et dejligt, livligt sted kun to km til Hornbæk Strand, hvor vi altid kunne få et friskt havbad efter en varm høstdag.

I 1956 søgte jeg ind til postvæsenet, hvor min bror, Åge, allerede arbejdede. Jeg kom op til en prøve i dansk og regning og fik beskeden: Du kan begynde på Vesterbros Postkontor på mandag! Det kunne nu ikke lade sig gøre. Jeg havde ikke mine ejendele med, og jeg havde ingen steder at bo. Men den følgende onsdag startede min karriere i postvæsenet som brevbærer.
Vi mødte på arbejdet kl. 6.00 om morgenen for at sortere posten. I begyndelsen, mens jeg endnu ikke kendte ruten, var det ud over sortering af breve og tryksager nødvendigt at skrive navn og adresse på de ca. 80 aviser, jeg skulle dele ud, så de kom de rigtige steder hen. Det var noget af et arbejde.

Postvæsenet gav en meget bedre service den gang. Vi måtte ud og løbe på trapper fire gange om dagen kl. 7,00, kl. 9.30, kl. 12.00 og den sidste tur kl. 16, hvor vi også skulle omdele eftermiddagsaviserne – Information og AftenBerlingeren. Det blev til mange trappetrin på en dag.

Jeg var stadig ungkarl, så i weekenden besøgte jeg undertiden min bror, Tage, der arbejdede på en gård i Odsherred nær Nykøbing Sjælland. Jeg hjalp til på gården og fik til gengæld kost og logi. Det var på de ture til Odsherred, jeg lærte min kone, Ulla, at kende. Da vi blev gift i 1962, flyttede vi ind i en lejlighed på Vesterbro.

I de glade 60’ere fik alle flere penge mellem hænderne. Da vi fik råd til en bedre bolig, besluttede vi at flytte til Ballerup, hvor man var begyndt at bygge 1900 lejligheder i Hede- og Magleparken. Alle lejlighederne blev lejet ud på to dage. Vi kom for sent til at få en af de eftertragtede lejligheder på 1. sal. I stedet fik vi en af de dejlige, lyse lejligheder på tredje sal.

Det er et hårdt arbejde at være brevombærer, så i 1970 søgte jeg og fik et andet arbejde indenfor postvæsenet. Jeg skulle fremover køre ud med postpakker.

I 1976 var tiderne blevet så meget bedre, at vi fik råd til at flytte ud i et rækkehus i Albertslund. Onde tunger påstår, at børn har svært ved at finde hjem, når de har været i skole. Det har vi voksne såmænd også, men der er kort afstand til grønne områder, så vi er stadig meget glade for at bo her.

I 1992 skulle der rationaliseres i Post Danmark. Effektivitet og spareiver var nøgleordene. Man skulle afskedige personale – spare- og prikrunder – kaldte man det. Det var for mange en tragisk affære. For mig, der i flere år havde døjet med den slidgigt i knæ og ryg, jeg havde pådraget mig ved al den løben på trapper, var det et stort held. Jeg fik bevilget pension.

Pludselig fik jeg chancen for at lære lidt mere, end det vi havde haft mulighed for at lære i Grove Skole. Jeg meldte mig på VUC i Albertslund, hvor jeg tog 9. og 10. klasses afgangsprøve. Senere blev det til kurser i engelsk, tysk og EDB.
Når jeg går min daglige motionstur rundt i de smukke, grønne områder her i Albertslund, kan jeg godt undre mig over, hvor meget verden har forandret sig, siden jeg som tiårig skulle op kl. fem for at hjælpe min far med morgenmalkningen.

Da jeg blev konfirmeret i Hem Kirke i 1978, gik min mor og døjede med ryggen, derfor blev festen mod sædvane afholdt på restaurant Tagterrassen i Mariager. Det er ikke så meget, jeg husker fra selve dagen, men det var jo dejligt at blive fejret, spise fint og høre Morfars tale:

Blyw woksen . . . . Åltier arbed’ til dem, der wæl ha’ed arbed’ . . .

Det var ord alle kendte. Men pludselig sagde han:

Do ska vår dæ for men, der hwisker – å damer, der råver høwt!

Det brændte sig ind. Jeg køber aldrig af en sælger, der ikke kan tale højt og stolt om sine varer, og hvor tit har vi ikke sunget med Johannes V. Jensen:

Og milde kvinder, hvor har de magt.

I 1981 forlod jeg Havndal Skole efter at have taget afgangsprøven efter 10. klasse.

Min første plads var hos Lars Andersen i Hem som andenkarl. Det var en rar plads. Jeg kom ud og opdagede verden. Lars respekterede mig for det, jeg var, og gav mig det ansvar for driften, jeg var i stand til at påtage mig på det tidspunkt. Den slags styrker selvtilliden. Jeg hjalp smeden med at reparere maskiner og redskaber. Det har jeg siden haft stor gavn af. Vi kom med til mejerimøder, markvandringer og besøg på gårde med løsdriftsstalde – og endelig tog jeg kørekort. Jeg oplevede meget, så jeg var kun hjemme om fredagen med mit vasketøj.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være landmand, så jeg måtte uddanne mig. Jeg ville gerne på landbrugsskole i Viborg. Det kunne ikke lade sig gøre, så jeg begyndte på Borris Landbrugsskole i 1982. Borris var møj lont hen. Jeg tog bussen mod Randers søndag aften kl. 17.30. Jeg skulle skifte i Randers og ankom først til Borris kl. 23.30. Så var der kun tilbage at gå de tre km ud til landbrugsskolen med en af bagerens fem kroners automatbasser i hånden.
Vi blev undervist i almindelige skolefag, udarbejdede foderplaner og lærte at beregne gødningsbehov. Det mest spændende var måske turene ud til de moderne landbrug f.eks. gårde, der var gået over fra bindestalde til løsdriftsstalde – Vardestalde – de findes stadig.

Da jeg kom hjem fra skolen marts 1983 fik jeg plads hos brødrene Mogensen. Jeg endte med at være enekarl i otte måneder, så jeg havde god til at afprøve alt det, jeg havde lært på skolen, i praksis. De 75 køer og de 75 ungkreaturer (opdræt) skulle passes i den nystartede løsdriftsstald og den tilhørende motionsfold, og endelig var der de mange tyrekalve, der skulle opfedes.

I min næste plads hos Ernst Hauer Laursen i Nørre Onsild blev forholdene endnu større. Der var 110 køer og 110 opdræt. Jeg lærte stadig nyt. Vi havde en gastæt tårnsilo, hvor der kunne være et helt års forbrug af foder til 110 køer. Foderet blev blæst fra siloen over i en foderblander, så var det bare at køre frem med traktoren og hælde foder i krybben. Det var nemt, men noget anderledes end det, jeg havde oplevet som barn hjemme i Grove.

Konkurrencen var hård, ville jeg være landmand – og det ville jeg, så måtte jeg sørge for at få en solid uddannelse. Jeg meldte mig til Dansk Landbo Ungdoms kurser i Hobro. I to – tre år gik jeg om vinteren på kurser i pasning af kvæg og svejsning. Om sommeren tog jeg sprøjtebevis og blev undervist i planteavl.
I oktober 1984 fik jeg plads hos Torben Hauer Andersen i Døstrup, hvor jeg kom til at bo i et dejligt værelse med eget bad. Det blev en af mit livs store oplevelser. Ser man på gårdens størrelse, kunne man kalde det et tilbageskridt, men det blev i den plads, jeg lærte stort set alt det, jeg kan i dag.

Torben var en meget dygtig landmand, lidt af en opfinder og ejer af en af Hobroegnens højstydende besætninger, men det vigtigste for mig var, at han turde give mig det fulde ansvar for arbejdet. Da jeg havde været der et år, tog familien for første gang på ferie – en tur til Gardasøen – mens jeg passede det derhjemme.
I samarbejde med Herborg Roeskærerfabrik udviklede Torben en computerstyret roevasker, der var så effektiv, at man kunne fodre køerne med 70 kg roer mod de sædvanlige 35 kg, uden køerne fik roe- eller jordforgiftning. Den blev koblet sammen med det eksisterende computerstyrede kraftfoderanlæg. Det gav højere ydelse, bedre foderudnyttelse og lettere håndtering af roerne.

1986 blev næsten et skæbneår for mig. I forbindelse med en influenza fik jeg konstateret sukkersyge og stillet i udsigt, at min drøm om at blive landmand aldrig ville gå i opfyldelse – men det var også det år, jeg kom på Asmild Kloster Landbrugsskole, hvor jeg tog Det grønne Bevis.

I et halvt år (1987) havde jeg en fodermesterplads i Nørager, inden jeg igen flyttede tilbage til Torben i Døstrup. Der blev jeg, til jeg to år senere rejste til Hobro og fik arbejde på Faltec Porte. Det var i den periode, jeg levede ungkarlelivet – men det var min uddannelse, vi kom fra.
Trods det muntre liv, huede det mig ikke at bo i byen og gå på arbejde fra kl. 8.00 – 16.00 for at lave aluminiumsporte. Jeg slappede af ved at tage til Døstrup og hjælpe Torben på gården i fritiden.

I 1992 begyndte jeg, når der var tid, at arbejde som landbrugsvikar, mens jeg så småt – tilskyndet af Torben – begyndte at se på gårde. I foråret 1993, hvor der ikke var så meget arbejde, fik jeg orlov fra Faltec, mens jeg tog Driftslederuddannelsen på Vejlby Landbrugsskole. Det var spændende at lære om ledelse, samarbejde, organisation, virksomhedsøkonomi, landbrugsjura og nationaløkonomi. Det var tungt stof, så her sluttede ungkarlelivet. Samme efterår rejste jeg sammen med en kammerat i egen bil rundt i USA – en fem ugers tur gennem 20 stater fra øst til vest.

Jeg var stadig på udkig efter en gård med løsdriftsstald, men der var stor konkurrence. bl.a. måtte jeg engang give op, fordi jeg ikke kunne hamle op med en hollænder, der kunne præstere en udbetaling på to millioner kr. kontant.
Der var ikke økonomi i at overtage mit fødehjem i Grove. Jorden var for dårlig. Der var ingen udvidelsesmuligheder, og det var nødvendigt. Men til sidst lykkedes det. Den 1. oktober 1994 købte jeg ejendommen i Møgelholt ved Als. Den var, da jeg købte den på 36 ha. – jorden fra fire husmandsbrug. I 1994 købte jeg yderligere 19 ha og indgik en aftale med en nabo om forpagtning af hans ejendom på 10 ha. Efter en ombygning i 1996 var der plads til 75 – 80 køer i løsdriftsstalden. Jeg faldt godt til i Møgelholt, og jeg kom hurtigt med i den lokale erfa-gruppe. På møderne udveksler vi erfaringer eller har lærerige diskussioner på baggrund af de indkaldte specialisters oplæg. Det har også været spændende at være med i det lokale vandværks bestyrelse, hvor vi har formået at nedsætte prisen pr. m3 vand ved at renovere ledningsnettet. I 1997 blev jeg formand for vandværket.

Da jeg i 1995 gik til folkedans i Ommersysselhallen, lærte jeg Lene at kende. Hun var sygeplejerske og stammede oprindelig fra Assens. Det blev ikke ved dansen. Lene flyttede ind på gården og i 1996 blev vi gift – pinsebryllup med familie, venner og naboer, for vi vil gerne bevare landbokulturen. Siden er antallet af beboere på gården øget med fem dejlige unger – alle med gamle danske navne: Jens-Christian, Eline-Marie, Jens-Peter, Jens-Michael og Signe-Marie.

For at bevare levestandarden, måtte vi have flere køer, og da også arealkravene til dyrehold blev øget, måtte vi skaffe os mere jord. I 1995 fik vi mulighed for at købe fire ha. af en nabo og i 1998, hvor alle eksperterne spåede prisfald på alle landbrugsprodukter de næste 10 år, købte vi yderligere en ejendom på 12 hektar. I 2001 blev der brug for regnemaskinen. Sammen med en nabo købte vi en ejendom på 46 ha. – jorden og maskinerne delte vi mellem os. Jeg kunne også have købt en ejendom på 12 ha, men det måtte vente til 2002.

I dag – 2005 – er ejendommens areal på 110 ha. jord samt 20 ha. lejet eng- og agerjord, og efter en tilbygning på 1.000 m2 og en ombygning af stalden i 2003 er der nu plads til 150 køer og opdræt. Man kan godt blive lidt svimmel, når man tænker på, at for kun 50 år siden, var der arbejde og udkomme til 12-13 husmandsfamilier på det areal, jeg og min familie – med hjælp af en enkelt karl – nu lever af.

I 1999 tog vi på en længe ønsket ferie – 12 dages bryllupsrejse til Florida. Efter mellemlanding i London var vi på en 10 dage guidet bustur fra Miami til Key West, til Vestkystens brede strande, tre dage i Disneyland og til sidst Kennedy Space Center.

Med fem børn i huset fra otte mdr. til otte år og en voksen pige, der lige er flyttet på kollegium, er vi ikke plaget af tosomhed eller kedsomhed. Vi nyder, når legekammerater eller familie kommer på besøg. Næsten hver dag er der et par børn ekstra ved bordet, og da Lene er sygeplejerske, hænder det, at en nabo eller hans familie skal lappes, når sav eller hammer har været for tæt på. Fritiden går med bestyrelsesarbejdet i Møgelholt Vandværk og udlejningen af det lokale forsamlingshus, og Lene er med i Als Børnehaves bestyrelse.

Ska’ a beskryw mæ sjel, æ a nok møj tolle o en moderne landmand å vær!

I gråzonen mellem det jeg kan huske, og hvad min mor undertiden omtalte med varme følelser, dukker et billede op.

Min lillebroder, Holger, blev meget syg af lungebetændelse. Det var en sygdom mange den gang døde af. Den eneste behandling man kendte, var varme omslag.
Efter et lægebesøg var min mor helt slået ud. Hun tolkede lægens væremåde sådan, at nu var alt håb ude.
Fru Bach kom lidt efter lægen var kørt igen. Hun forstod situationens alvor og sagde: Vi fortsætter med varme omslag! Så blev der ellers kogt vand, og vredet skoldede klude til de varme omslag. Processen gentog sig mange gange om dagen i den følgende tid. Når Mor fortalte historien, sagde hun gerne, at vi kunne takke fru Bach for, at Holger klarede skærene.
Mor bad fadervor sammen med os hver aften, når vi var kommet i seng, Det var med til at give dagen en rolig afslutning.

Var der uenighed mellem os børn, var det sjældent Far dømte helt forkert. Vi blev sat til et stykke arbejde, som alligevel skulle udføres. Hans mundheld var i øvrigt: Den der it’ wæl arbed, ska heller it’ ha’ føen! – og ellers mente han, at enhver bliver salig i sin tro. På den måde kunne han forholde sig nogenlunde neutral og undgå at tage parti for den ene mod den anden.
Arbejde var ellers vigtigere end skolen. Om sommeren efter skoletid – nogen gange før – måtte vi med i engen som tørvetrillere. Vi nød kaffen i det fri, og vi blev ofte underholdt af gøgen.

Når vi søskende senere mødtes på Skovly om søndagen, var der mange emner, der kom under behandling: Hvilken gårdejer, der havde de bedste heste, om jerseykøer var bedre end andre kvægracer, om indstilling til militæret, vegetarisme, vaccination, Rudolf Steiners pædagogik, den biodynamiske dyrkningsmetode, J.A.K. og meget andet måtte en tur op at vende. Diskussioner, der fik mig til at tænke over, hvad jeg ville med mit liv – f.eks. hvilke gårde jeg ønskede at tjene på.

Jeg kom ikke som mine to ældste brødre ud at tjene før jeg var konfirmeret, men det forår jeg var 10 år, arbejdede jeg sammen med Åge og Tage nede hos Konsulenten, som landbrugskonsulent Rasmussen fra Mariager blev kaldt i daglig tale. Rasmussen ejede Hammergården i Grove og noget af Semskoven. Det år havde han ikke nogen bestyrer på ejendommen, så han havde hårdt brug for arbejdskraft til at passe roerne – og vi kunne sagtens bruge pengene.

Den 1. november 1947 kom jeg til at tjene hos Jens Møller i Dalsgård i Grove. Lønnen for det første år var 1.300 kr. Det var en god plads. Jeg blev der i tre år. Men det var hos Jens Møller, jeg kom ud for det, Johannes Møllehave kalder Bekymringer, der aldrig blev til noget.
Jeg blev sendt ned på Edderup Skovgård med en kvie, der skulle ned og hilse på tyren. Det har sikkert været Palle, som skræmte Viktor K. og Rasmus K., da de arbejdede ved åen. Da jeg kom til Skovgården, fik jeg den besked, at jeg kunne trække ud ad Nebstrupvejen, der gik tyren i en fold sammen med køerne.
Jeg trak af sted med kvien, mens jeg tænkte, hvordan jeg skulle få den ind i folden. Hvad nu, hvis køerne og tyren stimlede sammen ved leddet? Men jeg var jo nødt til at forsøge. Jeg kom ud til folden, fik leddet lukket op, kvien trukket indenfor, og leddet lukket. Køerne gik og græssede langt oppe i folden, men tyren have fået færten, den var allerede næsten fremme og klarede sit gøremål i løbet af et øjeblik. Meeen! hvordan skulle jeg kunne hindre tyren i at følge med kvien ud af folden, hvis det var det, han ville?
Pludselig kom køerne stormende, måske troede de, at de skulle hjem. Kvien blev så forskrækket, at den hoppede eller nærmest væltede ud over hegnet – ud på Nebstrupvejen. Heldigvis uden der skete noget med hegnstråden – eller kvien. Jeg var lettet. Hjemturen var uden problemer, og jeg havde lært, at man ikke skal bekymre sig i utide.

28. november 1950 rejste jeg over til P. Madsen, Oldhøjgård, Bråde, hvor min storebror, Hans, før havde tjent. Folkeholdet var to karle, en fodermester og en tjenestepige. Da jeg ankom, skulle vi spise. Det var lidt over normal spisetid. Familien var vegetarianere. De bagte selv mørkt hvedegrovbrød næsten hver dag. Da jeg havde taget en pæn portion af grønsagerne over på min tallerken, opdagede jeg, at det jeg havde anset for snittet hvidkål var meget store, rå, snittede zittauerløg. Hjemmefra kendte jeg kun de meget mindre chalotteløg. Jeg lod mig ikke mærke med fejltagelse – men spiste godt med brød til.

Madsen var modstander af vaccinationer. Han mente, at når afgrøderne blev dyrket på rette vis, blev hverken mennesker eller dyr syge. Hans synspunkt kom til at stå sin prøve, da mund – og klovsygen slog ned i naboens besætning. Han boede lige på den anden side af vejen, og hans katte kom ofte på besøg i vores stald. Vores køer var ikke forsikrede. Det eneste der blev gjort for at undgå smitte var opstilling af nogle underkopper med myresyre hist og her rundt om i stalden. Besætningen forblev rask, men vi kunne godt mærke en stor lettelse, da faren for, at den skulle blive ramt af mund- og klovsyge var drevet over.

Gården blev drevet efter den biodynamiske driftsmetode. Gødningen fra dyrene blev via kompostering omsat til muld. Den kunne indeholde mange regnorme. En daglejer bebrejdede meget forarget P. Madsen, at han som vegetar og humanist kunne forlange, at arbejderen skulle stå og stikke sin greb ned i levende væsner. Livsholdningen, intet skal dø, fordi jeg skal leve, er ikke let at leve op til.
Da jeg et par år senere arbejdede på Buddegård ved Nexø deltog jeg i ungdomsforeningens møder, der blev afholdt på gården. Vi startede en slags diskussionsklub, som fungerede på den måde, at hver deltager skulle vælge en bog. Når det blev ens tur til at indlede aftenens møde om den valgte bog, skulle man gøre sit bedste for at fortælle hovedtrækkende i bogen, og hvorfor man havde valgt netop den bog. Derefter startede diskussionen. Alle deltog efter evne. Det føg gennem luften med spørgsmål og kommentarer i den næste time. Så blev der serveret kaffe. Derefter fortsatte diskussionen efter princippet: Frit slaw på alle hylder.

1952 flyttede jeg til Arne Sørensen i Sodemark ved Esrum. Der var tre heste på Gården. To oldenborgere og en krydsning mellem en oldenborger og en fuldblods. Den brugte vi, når der skulle renses roer eller til en ridetur i Grib Skov efter fyraften. En aften, jeg red over en åben plads i skoven, hvor der græssede nogle hjorte, oplevede jeg, at hjortene kun veg et par meter ud til siden. De blev ved med at græsse, som køer ville gøre. De så kun hesten og bemærkede ikke min eksistens. Der er plads til os alle – hvis vi vil. Måske er ekspansion og effektivitet alligevel ikke altid det eneste svar.

Diskussionerne derhjemme var måske skyld i, at jeg meget tidligt begyndte at undre mig over, at skønt vi i vores del af verden bekender os til kristendom og demokrati, har kærlighedsbudet indtil nu ikke haft nogen større indflydelse på den politik, der føres. Der drives rovdrift på jordens resurser, og det er så som så med fordelingen af goderne.
Mener man noget med det, man tror på, har der altid været nok at tage stilling til – man kunne f.eks. demonstrere mod: Atomkraft, krig, eller den økonomiske udbytning. Jeg aftjente min værnepligt som militærnægter i Oksbøllejren.

Jeg haft altid haft stor lyst til at opleve verden, og da jeg altid har lagt større vægt på, hvem jeg arbejder samme med, end hvad jeg arbejder med, har jeg haft store muligheder.

I 1960 rejste jeg til Norge, hvor jeg tjente i Telemarken hos lensmanden, Bunkholt, der, fordi han var medlem af Stortinget, kun var hjemme på gården i weekenderne.
En søndag, jeg i fint vejr gik på fjeldet, fandt jeg ud af, at man aldrig skal føle sig helt sikker, hvis man færdes på ukendt grund. Jeg blev overrasket af et voldsomt torden og regnvejr. Jeg fandt i læ i et uaflåst skur, mens tordenbragene gav genlyd og vandet fossede ned ad fjeldsiderne. Lynglimtene kom både fra oven og fra fjeldet. På vej ned ad det fugtige og glatte fjeld, fik jeg brug for at støtte mig til et ca. fire meter højt træ. Pludselig bevægede jorden sig. Jeg nåede at give et hop, og lå nu i den lille hulning i fjeldet, hvor træet havde stået. Jeg undrede mig over, at stormen ikke for længst havde sendt træet på den rutschetur, når der ikke skulle mere til end en torden-byge et lille skub. Jeg tror, det er den eneste gang jeg har følt ubehag ved tordenvejr.

Efter hjemkomsten fra Norge fik jeg arbejde som jord- og betonarbejder hos K. Hindhede i København.
Da min bror, Tage, fortalte om sit arbejde i Grønland, syntes jeg det lød spændende. Jeg søgte ansættelse hos A/S Jesper & Søn, og i foråret 1962 fik jeg tilbudt en stilling i Grønland. I de følgende fire år arbejdede jeg som sæsonarbejder i byggebranchen flere forskellige steder i Grønland. Jeg var bl.a. med, da sygeplejeboligen i Jacobshavn blev bygget.
Jeg mindes endnu den dag, vi i havnen skulle losse hele årets forbrug af cement. Sækkene blev kørt fra skibet op til et teltet på kajen, hvor vi anbragte cementsækkene i høje stabler. Ved at bruge sækkene som trappetrin, kunne vi nå op til toppen af teltet med de bagerste rækker. Vi sov godt om natten, og næste dag var vi meget ømme i arme og skuldre.

Kun en enkelt vinter blev jeg i Grønland. En aften gik jeg, der ikke danser, til dansemik. Jeg var vist nok den eneste dansker. Jeg var ikke utryg, for jeg havde iagttaget, at grønlænderne aldrig sloges selv når der var mange samlede – og dog. På vejen hjem blev jeg passet op af en grønlænder, der gerne ville prøve kræfter. Det blev dog ikke til noget, for pludselig kom to af hans kammerater, tog ham under armen og gik med ham.
Efter en kort arbejdsperiode i Sverige 1966/67 arbejdede jeg forskellige steder i Københavns omegn: På Rigshospitalet, i Ballerup, Vejlesøparken, Teknikerbyen og Farum Midtpunkt. Og midt i det hele – det bedste. Jeg mødte Birthe, som jeg blev gift med i Herluf Magle kirke i 1971.
Jeg startede på min sidste arbejdsplads, Østre Anlæg, i 1977. Min chef var, som jeg jyde, så vi forstod hinanden, og jeg var meget glad for, at arbejdet var udendørs. I 1993 gik jeg på efterløn.

Efter min konfirmation i Hem Kirke foråret 1927 arbejdede jeg hjemme på Holmgården som pige i huset.
I Mors barndomshjem, Kastbjerg Mølle, drev man udover almindeligt landbrug også et mejeri. Mor, der var lille og spinkel, havde fået sin ryg ødelagt ved at slæbe rundt på de tunge mælkespande. Hun havde altid smerter og kunne dårligt klare det daglige arbejde i huset. Hun kunne skrælle kartofler og lave andre lettere ting, men skulle det gå hurtigt, f.eks. morgenmad eller frokost til folkene måtte hun give op og andre tage over. Det var grunden til, at jeg de første fire år efter konfirmationen arbejdede hjemme.

Min første plads ude var hos Isager i Årslev. Foruden mig var der manden, konen, to børn og tre karle. Der var nok at se til, selvom jeg ikke skulle hjælpe til i mark og stald.
Efter 1½ år flyttede jeg til Randers som elev i køkkenet i Marie Christensens konditori. Det var en spændende plads, men der var travlt. Der var både en under- og en overetage. Jeg skulle arbejde i køkkenet i underetagen, hvor der fra tidlig morgen blev smurt smørrebrød og lavet små retter: hvidkålsrouletter og fiskefileter, som kunne købes i forretningen. Vi havde en pause midt på dagen, hvorefter arbejdet fortsatte og sluttede omkring kl. 18.00 med rengøring. På første sal lå konditoriet eller kaffekøkkenet. Det passede vi piger alene. Var gæsterne lidt langsomme til at drikke aftenkaffen, kunne vi risikere, at en arbejdsdag, der startede kl. 7.00 først var slut kl. 22.00. Vi skulle have vasket op og stillet frem til næste dag, inden vi kunne gå hjem.

Da min bror, Søren, var på højskole, min søster, Asta, ude at tjene og Mor ikke brød sig om at skulle fæste en fremmed pige, blev det bestemt, at jeg skulle hjem for at arbejde på Holmgården.

Efter perioden hjemme, kom jeg til en gård i Ørrild, inden jeg i 1936 kom ud at tjene for sidste gang. Det var hos Frederik Frederiksen i Havndal. Konen i huset var meget syg. Hun skulle have hjælp til alt – også påklædning, så det kunne ind imellem være en barsk og lang arbejdsdag.
Jeg var glad for at være i Havndal. Det var, mens jeg arbejdede der, jeg mødte Elfred, den mand jeg skulle komme til at dele livet med i næsten 60 år. Forlovelser var den gang en langvarig affære. Der kunne gå adskillige år, inden man økonomisk og på anden vis var klar til at blive gift – men jeg glædede mig til helt og fuldt at få ansvaret for mit eget liv. Det sidste halve år inden brylluppet stod i Sem Kirke den 2. november 1937 arbejdede vi begge to hjemme på Holmgården – både som karl og pige.

I foråret 1938 købt vi Granly, et statshusmandsbrug, der var udstykket fra Kjellerup Hovedgård. Elfred flyttede ind på ejendommen allerede i april måned. Jeg måtte vente til skiftedag, den 1. maj.
Endelig sig selv. Fra stuen kunne vi kigge ud i haven, ud over markerne og bakkerne ned til Kjellerup og helt over til den ejendom, som min søster og svoger senere kom til at bo på. Ejendommen var jo ikke helt ny, så vi begyndte straks at lave lidt om. Vi havde bl.a. svært ved at vænne os til, at toilettet var ude bag køerne, så vi fik hurtigt lavet et WC i udhuset. Den gang kunne en familie godt få sit udkomme på en lille ejendom. I begyndelsen var småt og slidsomt, men vi klarede os, selvom familien efterhånden voksede til fem personer.

Vi opnåede aldrig at få en traktor og arbejdsbesparende redskaber, inden de nye tider satte ind i 60’erne. Skulle vi som andre have bil, fjernsyn, telefon og måske en enkelt rejse til udlandet, måtte der flere penge til. Dem kunne vi ikke tjene på ejendommen, så i begyndelsen af 1960’erne begyndte Elfred at arbejde på Randers Fjerkræslagteri. Jeg passede dyrene til daglig og Elfred passede jorden, når han kom hjem fra arbejde. Vi var ikke helt unge længere, så til sidst overtog maskinstationen al arbejdet. Jorden blev lejet ud, da vi fik solgt køerne og ikke længere havde brug for afgrøderne. Elfred havde svært ved at give helt slip på landbruget. Da de gamle heste var solgt, købte han et par frederiksborgerføl. Dem gik han og passede så godt, at de gjorde sig rundt om på dyrskuerne. Det havde han stor fornøjelse af, og når han senere solgte deres føl, gav det også lidt penge.

Elfred har altid måttet betale til fagforeningen, selv om han de første mange år ikke var pensionsberettiget. I 1978 blev han pensioneret. Der fulgte nogle dejlige år, hvor vi havde stor fornøjelse af vore børn – vi var bl.a. sammen med dem på en tur til Jordan.
Siden 1938 havde Elfred og jeg boet sammen på Granly. Vi havde delt alt ondt og godt i livet, så der blev stille og meget ensomt, da han døde i 1995.
Med alderen bliver mange ting mere besværlige, men man har ikke længere de store behov. Jeg får maden bragt, og jeg er to gange om ugen nede på Fjordvang i Mariager, hvor vi ældre holder os i gang med gymnastik, hygger os og spiller kort. Det er mit store håb, at det ikke bliver nødvendigt for mig at flytte fra Granly, hvor jeg har haft så mange dejlige stunder.

Jeg satte ikke spørgsmålstegn ved, om hvor vi skulle hen, da vi efter vores konfirmation i Hem Kirke skulle holde blå mandag, det var naturligvis Randers. Det var vor handelsby næst efter Mariager. Vi gik lidt op og ned ad gaderne, så på forretninger, og købte små minder, spiste is for vore egne penge og følte os frie. Det blev en god dag.

Efter konfirmationen fortsatte jeg i Havndal Skole, til jeg havde taget afgangsprøven efter 10. klasse. Det var et godt år, da vi var få elever i klassen.

I 1983 startede jeg på EFG på Randers Handelsskole. Da transportmulighederne fra Grove til Randers var meget dårlige, var vi enige om, at jeg skulle bo på kollegium i Randers. Min bror Flemming boede også i Randers på det tidspunkt. Det var nok lidt ualmindeligt. Jeg fik kørekort til bil det år, jeg gik på handelsskole i Randers, og i min fritid begyndte jeg at gå til folkedans hos Bonde, det har jeg gjort siden, og mine piger syntes også, det er sjovt, og har let ved at lære det.

Allerede inden jeg var færdig med basisåret, havde vi en forhåndsaftale om, at jeg kunne komme i lære hos Fruensgaard i Mariager, områdets førende tøjforretning (manufaktur). Forretningen kunne såmænd godt have heddet Skjerns Magasiner efter den berømte TV-serie Matador. Ledelsesformen var den samme – og vi have såmænd også en Agnes i køkkenet, der hyggede om os og lavede mad i den travle udsalgstid. Kom der pletter på tøjet, tryllede fru Fruensgaard i køkkenet, og tøjet var igen som nyt. Hr. Fruensgaard overvågede selv alting, og man var ikke glad for at se ham i øjnene, hvis en kunde forlod butikken uden at have købt noget.

Da jeg startede hos Fruensgaard, skrev vi nota i hånden, den blev stemplet i kasseapparatet. Senere fik vi EDB, men vi ventede, til vi kunne få en tydelig strimmel med tekst som kvittering. Mærkning af varerne foregik også i hånden. Der blev skrevet en mærkat til hvert enkelt stykke tøj efter diverse forskrifter. Da der kom EDB, skulle der bare laves en på computeren, så kunne man udskrive det ønskede antal og sætte dem på tøjet.

Til at forandre tøjet til kunderne, havde vi to syersker – en i Sdr. Onsild og en i Mariager. Der var også en skrædder i Randers, der udførte arbejde for os. Som lærling var det min opgave at bringe det tøj, der skulle forandres ud til syerskerne, og afhente det tøj, der var færdigt. Efter elevtiden, der varede to år, blev jeg i forretningen som butiksassistent. Jeg tog kursus som vinduesdekoratør og fik lov at skrive skilte og pynte vinduer. Da firmaet i 1989 overgik til nye ejere, fik vi lov til at komme med på modemesser, og mit arbejdsområde blev udvidet.
Medens jeg var ansat hos Fruensgaard, boede jeg til leje hos Bjarne Thomsen, som jeg var gift med fra 1992 til 2003. I 1991 fik vi Pernille og i 1996 Lise.

I 1993 fik jeg lyst til forandring. Jeg søgte en stilling hos Modecenteret i Randers og blev ansat som sælger.
Året efter fik vi mulighed for at komme på en 14 dages ferietur til Grønland. En af vore bekendte kunne skaffe os en lejlighed. Det blev vendepunktet. Jeg oplevede luft, lys og storslået natur, og kunne ikke længere trives som sælger på 1. sal bag nedrullede gardiner.

Jeg søgte ansættelse som dagplejer i Mariager Kommune. Det var et dejligt arbejde. Nu kunne jeg nyde friheden og de dejlige unger. Pernille var i børnehave, og da jeg fik Lise, blev hun passet hjemme hos mig.

Det var ikke så tit, jeg gik til fester, mens jeg var ung. I Randers fik jeg en veninde fra Hald, der var tilknyttet Indre Mission. Vi kørte landet tyndt for at komme til kammeratskabsaftener. Vi var gerne flere biler af sted og kørte bagefter hjem til en og fik kaffe og rundstykker. Det var spændende og hyggeligt, og jeg fik muligheden for at opleve et helt nyt miljø indefra.

Mens jeg var hos Fruensgaard, lærte jeg Gudrun Christensen, Randrup, at kende. Hun forandrede tøj for forretningen, og i sin fritid var hun folkedanseinstruktør i Læsten. Det var naturligt for mig at køre med dem og blive undervist der. Folkedansen har givet mig og min familie mange gode oplevelser, bl.a. har vi i Mariager Folkedanserlaug fejret 17. maj hos vor venskabs forening i Klepp på vestlandet i Norge, og vi har været til flere landsstævner rundt om i landet med folkedansere fra hele landet. Som forening, har vi deltaget i mange stævner i lokalområdet med opvisninger i folkedanserdragt.
Tilskyndet af Gudrun, meldte jeg mig til Landsforeningen Danske Folkedansere for selv at blive instruktør på Nørregaards Højskole i Bjerringbro. Kurset tog i alt fire uger – en uge om året fordelt over fire år, så i den periode røg der noget af sommerferien Vi blev undervist i flere forskellige fag: Psykologi, sang, beskrivelseslæsning samt krop og bevægelse.

I 2002, året før jeg var færdig med uddannelsen, fik jeg p.g.a. en kollegas sygdom muligheden for at overtage folkedanserholdet i Gjerlev. Det er både sjovt og udfordrende at undervise voksne dansere, og der er en god opbakning og stemning på holdet. I starten spillede Hilda for os på klaver. Året efter fik jeg Martin på harmonika.

Jeg har været aktiv i flere bestyrelser inden for folkedans. Senest er jeg kommet i bestyrelsen for Nørhald Musik- og Teaterforening. Her sad jeg i bestyrelsen for sommerudvalget, da vi flyttede sommerspillene fra Hald bakker til Støvringgaard Klosterhave. Det er et meget spændende arbejde. Vi har stået for flere store arrangementer – bl.a. Støvringgaard Festspil: Styrmand Karlsens flammer, Frk. Nitouche og Slotskoncert med Randers kammer orkester. Lige nu er vi i gang med forberedelserne til The Sound of Music.

Fredagen før min konfirmation i Sem Kirke i foråret 1951 havde hele familien meget travlt med at gøre rent bl.a. i haven. Det kunne vi nu have sparet os, for på selve dagen startede en forrygende snestorm midt på formiddagen. Den bestilte taxa kunne ikke køre, så det blev til en rask – men meget kold kanetur til kirken – i tynd konfirmationskjole og ny frakke. Det blev ikke bedre i kirken, der ikke kunne varmes ordentlig op. Alle beholdt overtøjet på også konfirmanderne. Det blev en konfirmation i farver.
Arme Mor. Hun havde de voldsomste bekymringer om maden. Hvad skulle vi gøre med al den mad? Vi havde jo ingen fryser. Det klarede kogekonen. Vi fik tidlig eftermiddagskaffe, og kort tid efter serverede hun aftensmaden, som hun allerede havde gjort klar dagen i forvejen. Alle gæsterne blev mætte af den gode maden og kunne tage afsked i tide. Det næste år blev som alle de foregående. Jeg var stue-, inde-, ude- og barnepige hjemme hos Mor og Far. Jeg fortsatte med at malke mine tre køer hver morgen og aften, som jeg plejede.

Det år, jeg fyldte 15, følte jeg, at verden åbnede sig. De fleste piger i området kom på ungdomsskole i Vivild, men jeg startede den 1. maj sammen med en kusine og ca. 100 andre piger på Haubro Ungdomsskole ved Års. Vi lærte en masse om husførelse, som det hed: Husholdning, syning og alm. skolefag. Alle mindes sikkert de hyggelige sommeraftener i parken med foredrag, sang, kaffe og underholdning – og der var mødepligt. Det var livet, men der var disciplin. Hver aften gik den lærer, der havde vagt rundt for at se, om nu også alle var i hus – ærbarhed er en god ting, og vore forældre skulle jo nødigt have flere hjem, end de sendte ud. Da jeg rejste hjem fra skolen den 1. oktober, havde jeg kun været hjemme i Grove nogle få gange på cykel – og så selvfølgelig i sommerferien. De få måneders ophold på ungdomsskolen havde øget min selvrespekt og gjort mig mere selvstændig.

Efter et ophold hos min moster i Skals, hvor jeg skulle gå til hånde i huset og passe en kusine på fire år samt et par tvillinger, ville min far og mor gerne have mig ud på en gård i drift – et sted hvor jeg kunne lære noget. Det kom jeg, da jeg fik plads hos Charles Brønnum. Mand, kone, fire børn af samme temperament som dem derhjemme, tre karle, en fodermester og mig – en pige på 16. Jeg skulle tidligt op, for de voksne skulle have røgtet og spist, inden de tog i marken kl. 7.00. Børnene skulle op og have spist, inden kl. 8.00, så de kunne komme i skole til tiden.

Senere er jeg kommet til at tænke på, at hver gang vi spiste, blev der brugt et helt spisestel – vi var 12 personer. Opvaskemaskinen – det var mig. Så var der lige de seks til otte senge, der skulle redes, og halmen rystes, inden jeg gik i gang med at skrælle eller skrabe en spandfuld kartofler med top. Måske blev der lige tid til en lille cykeltur til fryseboksen i Enslev for at hente det kød, der skulle anvendes til middagsmaden kl. 12,00, for der blev lavet god mad, og der var ingen forskel på ”folken” og herskabet.

I 1954-55 flyttede jeg over til Charles Brønnums søster i Bjergby. Her var en karl, en gift fodermester, der spiste hjemme, familien på fem og mig. Det var næsten som at komme på ferie. Jeg havde tid til at gå til syning, håndbold og bal i Borup – og endelig var der ikke langt til Randers, så det var heller ikke vanskeligt at komme i biografen. Det var på det tidspunkt, jeg lærte min senere mand, Arne, at kende.

Min sidste plads var hos en lærerfamilie i Randers. De var meget engagerede i deres arbejde og ofte hjemmefra, så her førte jeg i 2½ år hus, som var det mit eget med rengøring, madlavning, indkøb og børnepasning.
I maj 1958 blev jeg gift med Arne i Sem Kirke. Det var vi nødt til. Nej! Nej! Det var fordi man den gang ikke kunne få en lejlighed uden at være gift. Vi var heldige at få en lejlighed på 1. sal i en villa i Hornbæk.
Vi betalte 53 kr. om måneden i husleje, men så var der også både garage til vores motorcykel og plads til koks – og dem blev der god brug for. Gik vi ud i skunken, kunne vi næsten se gennem væggen, der bestod af tynde forskallingsbrædder. Isolationen bestod kun af fire lag tapet, så selvom vi fyrede bravt om vinteren, måtte vi rykke godt sammen i sengen for at kunne holde varmen.
Vi levede for ca. 75 kr. om ugen, så vi kunne lægge penge til side til en byggegrund. Arne, der var murer, drømte om at komme til at bygge vort eget hus.
Det var meningen, jeg skulle være hjemmegående. Det kunne jeg ikke finde mig i, så jeg fandt et rengøringsarbejde hos en lægefamilie. Jeg arbejdede fra kl. 7.00 til kl. 13.00 til en timeløn på mellem tre og fem kr.

I 1960 byggede vi hus. I et halvt år tilbragte vi næsten al vores fritid med at planere, byggemodne grunden og bygge huset.
En lokal vognmand stillede, når han kom hjem fra arbejde, sin lastvogn på grunden. Næste morgen kørte han væk med al den jord, vi den foregående aften havde gravet ud og læsset på bilen.
Huset kom til at koste knap 50.000 kr. Det var lille, men det var vores, og efter en senere udbygning blev det rammen om et dejligt familieliv for os og vore to piger.
Jeg fortsatte med at arbejde. En overgang syede jeg konfirmationskjoler til otte kr. pr. stk. Senere syede jeg Randers Handsker for tre kr. pr. par.

I 1970 søgte jeg arbejde på Kollektivhuset i Randers. De lovede at give besked, hvis jeg fik jobbet, men vi havde ikke telefon. I stedet mødte en medarbejder op og indbød mig til en jobsamtale. Derefter fik jeg stillingen.
Der var meget at bestille på Kollektivhuset, men i begyndelsen havde vi tiden til at klare arbejdet. Efterhånden som nedskæringerne i begyndelsen af 80’erne satte ind, blev det sværere. Det var ikke rart at skulle sige nej, når vi kunne se, at folk behøvede hjælpen, men det var ikke altid, vi kunne nå det hele. Kollektivhuset blev min arbejdsplads, indtil jeg gik på efterløn i 1998.

Vi var altid glade, når muligheden for en camping- eller ferietur til udlandet bød sig. Tiden, hvor vi kunne gå på efterløn og senere pension, nærmede sig. Vi forventede større frihed og muligheder for at rejse. Jeg forberedte mig ved at følge et kursus i tysk på aftenskole, så vi bedre kunne klare os i udlandet. Men det skulle gå helt anderledes. I 1996 ændredes mit liv voldsomt, da Arne blev syg og døde.
Ved børnenes, familiens og gode venners hjælp har jeg genvundet glæden ved livet. Jeg har også været med familien på ture i udlandet, men mindet om ham, jeg delte alt ondt og godt med i 38 dejlige år, lever stadig.

Vi var mange børn derhjemme. Hans og Jos kom ud at tjene allerede, da de var 13 år – et år før de blev konfirmeret. Alligevel var vi så mange børn, at det kunne knibe med pladsen, når vi skulle i seng.
Tre af de mindste sov i slagbænken i stuen. Om dagen slog Mor, der havde nok andet at se til, bænkens sæde op. Så kunne de små gå rundt i slagbænken uden at gå i vejen eller komme noget til. De fleste af os tog de første skridt i slagbænken.
Vi seks stur – store – sov oppe på loftet i en enkelt- og en dobbeltseng. Man vænnede sig til at sove to i sengen. Det var trangt, så man måtte være forberedt på i løbet af natten at blive vækket af en vildfarende arm.
Kammeret var bygget op af forskallingsbrædder, og det var ikke isoleret, så det var en kold fornøjelse om vinteren. Når vi efter en lang arbejdsdag skulle i seng, måtte vi være forsigtige. Vi måtte for at komme op på loftet, ud i laden og balancere op ad den løse hønsestige.
Om vinteren blev der i god tid lagt nogle mursten på kakkelovnen. Når de var varmet op, blev de pakket ind i tæpper eller håndklæder og anbragt i sengene, så vi ikke skulle i en iskold seng. Vi fik lært, at stenene måtte ikke være for varme, når de blev pakket ind. Det skete en gang. Røgen bølgede os i møde, da dynen blev slået til side, men der blev heldigvis ikke ildebrand.

Hver søndag kom de stur gerne en tur hjem. Det glædede vi os til, for med dem kom også en masse andre unge og børn, og så var der liv og glade dage. Jeg kan huske, at jeg var både lidt forundret og forarget, når vi skulle spise. De stur tog en hel frikadelle hver. Det var jo det rene fråds. Vi andre gjorde, som vi altid havde gjort – delte frikadellerne. De skulle jo række til mange. Jeg konstaterede, at der åbenbart var andre madvaner, hvor mine ældre søskene tjente. Jeg glædede mig.

Vi havde ikke elektrisk lys. Det fik vi først efter 2. Verdenskrig. Far skulle bruge lys, når han tidligt om morgenen stod op for at fodre kreaturerne, inden han tog på mælketur. Den petroleum, vi skulle bruge til lamper og primus, var rationeret, så undertiden var der problemer med at skaffe nok. Jeg har prøvet at sidde i flammeskæret fra kakkelovnen og læse mine lektier, hvis jeg ikke havde nået det, mens tid var. Der var ikke mange, der havde lyst til at møde uforberedt i Grove Skole.

Senere fik vi en karbidlampe. Den lyste meget kraftigere. Jeg kan huske første gang den blev tændt. Jeg troede, den ville eksploderede. Den hvæsede og spruttede, og så skulle man lige vænne sig til lugten.

Undertiden kom Chren Møller på besøg. Han havde en Petro-Max lampe. Det var nærmest en primuslygte. Når den blev tændt, var det ikke nemt for de små nullermænd at skjule sig i hjørnerne. Mor brød sig ikke meget om den lampe.

Jeg altid kunnet lide at handle. Min første erindring om handel går langt tilbage. Min far var meget interesseret i heste. Han var mælkekusk, så det var vigtigt, at vore heste var i god stand. En aften vi havde fremmede, sad de og snakkede om heste i almindelighed og sluttede med at snakke om min onkel, Hans Rasmussens, heste. Hans havde ikke mange penge, det bar hestene præg af. De var med et udtryk, vi anvendte om lidt afpillede dyr – nogle skabilkener – det var ingen ros. Far sagde bl.a. Di æ it manne øre værd. Jeg lyttede, skulle muligheden for at blive hesteejer være kommet. Jeg samlede hele min rørige formue, syv øre, med dem i lommen ilede jeg ad stien over til Hans Rasmussen i Semmøgelbo.
Jeg ville ikke være smålig, så jeg tilbød ham straks hele beløbet for hesten. Hans var imidlertid ikke indstillet på handel. I stedet sagde han med sin bløde, fynske accent: Du må hellere gå ind til Marie og få en bolle!
Da jeg med bollen i hånden var på vej hjem, kom jeg til at græde. Selv om det ikke stod mig helt klart, havde jeg en fornemmelse af, at jeg uden at ville det, havde gjort noget helt forkert.
Det viste sig senere, at Hans ikke bar nag og oven i købet havde humor. Når han kom på besøg hos os, spurgte han sædvanligvis: Hvor er han, hestehandleren?

Under krigen havde enhver dreng i Grove med respekt for sig selv kaniner. Det var ikke almindeligt at have mange grise, så da vi alligevel havde et par stier, der var tomme, anskaffede Per og jeg kaniner. Dyrene gik sammen i de to stier. Enhver med bare lidt kendskab til kaniners seksualliv kan forestille sig resultatet. I løbet af kort tid var der ca. 50 kaniner, der vrimlede rundt i stierne. Hannerne sloges, så uldtotterne føg. Det blev for meget for Far. Kaninerne blev solgt. Fortjenesten? Far mente, at det var ham, der havde betalt foderet, så han beholdt pengene, og det var vel kun rimeligt. Men siden har jeg nu altid sikret mig, at der ved enhver handel også er en lille fortjeneste til mig.
Historien med kaninerne har en lille krølle. Kaninkødet smagte dejligt, og det var rart med lidt andet end det evindelige flæsk. Første gang en af kaninerne skulle slagtes, ville min far ikke slå den ihjel.

Go over til Hans. Han ka’ skyde den.

Hans Rasmussen var jæger. Han gik i marken, da vi kom over og bad ham skyde kaninen. Hans holdt den op i bagbenene og gav den et håndkantslag i nakken, så måtte min mor tage sig af resten. Senere aflivede Far selv kaninerne.

Under krigen var det kun postbude og nogle få andre, der kunne få rigtige dæk og slanger til cykler. Vi andre måtte køre rundt på faste gummidæk med træfælge. De var meget ubehagelige at køre på. Det var grunden til, at jeg en gang jeg var i Randers kom til at handle på Den sorte Børs.
På hjørnet ved rutebilstationen stod der den gang altid en masse sortbørshandlere. Det var folk, der kunne levere alle slags varer – som regel stjålet eller skaffet til veje på anden uærlig vis. Da jeg gik forbi, spurgte en af sortbørshandlerne, hvad jeg manglede – tobak eller andet.

Ingenting, svarede jeg. Det kan da ikke passe? Noget må du da mangle!

Det eneste, jeg kunne komme i tanker om, var cykeldæk. Kom igen om en time, sagde manden. Da jeg kom tilbage, bad en mand mig følge med.

Vi gik op i Thorsgade, ind i en baggård, op ad en hønsestige til en mørk lejlighed. Der skulle mandens kone til at lave mad. Hun var sur, fordi han ikke havde kød med hjem. Han fandt to dæk og to slanger frem, som jeg kunne købe for 100 kr. Jeg havde 60 kr. i lommen, og jeg ville ikke betale mere. På det tidspunkt følte jeg mig så utryg, at jeg ville gå igen. Man kan også sælge guld for dyrt, udbrød konen. Så fik jeg dæk og slanger pakket ind i en avis, betalte de 60 kr. og skyndte mig ud på gaden.
Knap stod jeg på fortovet, før jeg opdagede to betjente på vej ned ad Thorsgade lige imod mig. Jeg overvejede at smide pakken og løbe, men tog mig sammen og gik stilfærdigt til jeg kom rundt om hjørnet. Så løb jeg, alt hvad jeg kunne, ned til rutebilstationen, hvor jeg fandt frem til Carl Thomsens rutebil. Jeg smed pakken ind under et sæde. Hvor var jeg lettet. Nu kunne de i alle tilfælde ikke tage mig på fersk gerning.
Jeg turde ikke blive på rutebilen, så jeg spurtede op til Hadsundvej, hvor jeg stillede mig og forsøgte at se rolig ud, da rutebilen kom. Til min store lettelse lå pakken stadig under sædet. Helt tryg blev jeg dog først, da vi nåede Enslev. Jeg steg lettet af rutebilen, fandt min cykel og skyndte mig hjem. Jeg følte aldrig senere trang til at handle på Den sorte Børs.

Ved flere lejligheder kunne folk genkende de varer, der blev forhandlet nede ved rutebilstationen. Det kunne være vasketøj stjålet fra tøjsnoren – stadig vådt. Så blev der sendt bud efter smedene på Skandia, når de kom, vankede der tæv til de sortbørshandlere, de fik fat i.

Under krigen skulle man skrives op på Trekroner i Randers for at komme i betragtning, når de nye cykler blev delt ud. Kort tid efter var jeg en af de heldige. Der kom besked, at nu kunne jeg købe en ny cykel. Den havde jeg jo ikke brug for nu, så jeg solgte den til Per og tjente derved til mine nye dæk.

Når man kom ud at tjene, blev man fæstet for et år ad gangen. Løn og arbejdsvilkår forhandlede man om, inden man blev fæstet. Kost og logi hørte med til lønnen. Sommerlønnen på ca. 500 kr. var større end vinterlønnen. Husbond betalte også karlens skat og sygekasse.
Lønnen blev først udbetalt til skiftedag, så de karle og piger, der ikke havde penge eller andre indtjeningsmuligheder – og det var de fleste, fik i løbet af sommeren udbetalt mindre beløb, forskud, til tøj, eller fem kr., hvis man skulle til fest eller bal i forsamlingshuset.
Selv om der ikke var så store muligheder for at bruge penge, kunne en del af lønnen, hvis man ikke passede på, let være brugt inden skiftedag. Så havde man drømmen om at få sin egen gård, måtte man agte sig og ikke feste for meget.
Man kunne godt forhandle, så man fik fri på bestemte dage. Mange var for eksempel interesserede i at komme til marked. Det betød lidt frihed, og man mødte kammeraterne, og så var der jo dyrene.

Da jeg fik plads hos Jens Møller i Grove, fik jeg at vide, at det var vigtigt at sikre sig en fridag, når han tog til marked. Jeg skulle trække til Hadsund med de dyr, der skulle sælges. Jens ankom senere på cykel. Jeg havde fået at vide hjemmefra, hvad dyret skulle koste, så undertiden var handelen overstået, når Jens kom. Med lidt held kunne jeg sælge til en halvtredser mere, end Jens forlangte. Så var den dag reddet. I alle tilfælde lærte jeg meget om handel, som jeg senere har nydt godt af.
Man har jo også lov til at være heldig. En gang, jeg købte et lod i tombolaen på dyrskuepladsen, vandt jeg en kviekalv. Den løb hele vejen hjem efter cykelen. Jeg havde ikke noget at bruge den til, så den fik min far. Den voksede op og kom til at stå som ko hjemme hos ham.

I 1952 fik jeg muligheden for at blive ansat som kontrolassistent i kontrolforeningen i Sivested ved Grenå. Lønnen var 4.000 kr. om året. Det var for en karl den gang en særdeles god løn, så jeg slog straks til.
Jeg havde et fast værelse, hvor mine ting stod, men ellers var det en evig rejsen rundt mellem gårdene. Jeg cyklede til et nyt sted hver dag, mens kassen med de remedier, jeg skulle bruge, blev hentet af de forskellige bønder. På de større gårde var jeg en hel dag. Var ejendommene mindre, kunne jeg klare op til fire på en enkelt dag. Jeg skulle bestemme fedtprocenten i mælken. Jo højere fedtprocent, des bedre var afregningen fra mejeriet.

Jeg oplevede store forskelle rundt om på gårdene. Et sted måtte jeg kravle over cykler og kasser, inden jeg kunne komme i seng ude i det lille værelse bag hestestalden. Om morgenen måtte jeg vaske mig i koldt vand. Sengetøjet lå fra gang til gang, som jeg havde forladt det – uden at blive vasket. Og maden . . . .

De fleste steder var forholdene dog gode. Man spurgte som regel, hvad jeg kunne tænke mig at spise. Jeg svarede, som rigtigt var, at jeg kunne lide alting. Tænk, hvis jeg skulle have haft min yndlingsret hver dag.

Hos Mathilde i Sivested var det som at komme på luksushotel. Når jeg ankom, var sengetøjet nyvasket og hængt ud til luftning, og var vejret køligt, var der en varmedunk i sengen – og maden. Den kunne man godt skrive hjem om. Mathilde var den eneste i området, jeg sagde De til, ikke fordi hun forlangte det, men hun havde myndighed, så det lå i luften.

Et sted jeg kom, var de så fattige, at hvis jeg skulle overnatte der, måtte deres børn den nat sove med en frakke over sig, fordi de ikke havde en ekstra dyne. Det syntes jeg ikke, jeg kunne byde dem, så jeg cyklede hjem på mit værelse. De var helt sikre på, at jeg skulle ud for at besøge en pige. Jeg lod dem blive i troen, så havde de jo det at snakke om.
Når kontrolassistenten kom, skulle der spilles kort. Jeg sagde, at jeg ikke kunne spille kort. Det passede ikke, men hvem kan holde ud at spille kort hver aften.

Jeg havde i nogle år arbejdet på forskellige gårde, da jeg fik tilbudt stillingen som bestyrer på en større gård til 14.000 kr. om året. Det var en meget god løn, men jeg ville gerne have mit eget.

Det fik jeg i 1954, da jeg købte ejendom i Bale ved Rønde.
Min storebror, Hans, havde købt Dalsgaard i Grove af Jens Møller. Det var måske lidt for tæt på vores far. Han blandede sig. Og Hans havde nok lidt svært ved at sætte sin vilje igennem – i alle tilfælde var han ikke helt tilfreds. En jul foreslog vores bror, Jens, at vi kunne bytte gårde. Det gjorde vi i 1956. Hans flyttede til Bale, og jeg fik Dalsgaard i Grove.

Hvert år skulle man indlevere et skatteskema. Marius Winter i Skrødstrup, der var sygekassekasserer havde forstand på tal. Han hjalp mig med at skrive skemaet. Når vi var færdige, sagde han gerne: Haar do no howed de hiele, Ove? Når jeg nikkede, råbte han til konen: Så ka’ do godt kom mæ hyldebærsaften. Vi fik gerne et glas varmt saft efter anstrengelserne.

Den gang fik man ansat skatten efter privatforbruget. Det hændte, ligningsmyndighederne syntes, mit forbrug var sat for lavt, så blev vi indkaldt til torskegilde.
Jeg fortalte, at jeg gik til madlavning, hvor vi lavede tre retter mad for fire kr. om dagen, og til morgenmad spiste jeg kun havregryn. De knurrede, men efter lidt snakken frem og tilbage sagde Marius: I ka’ godt trow po ham!
Vi kunne snakke om tingene i Hem-Sem Kommune, men da ligningen kom til at foregå på rådhuset i Mariager, var det overstået.

I midten af 1960’erne satte mekaniseringen i landbruget for alvor ind. Det betød, at meget af det hårdeste arbejde forsvandt, og at der ikke længere var brug for så mange medhjælpere på landet, daglejere, karle og piger.

Det havde altid været almindeligt, at man holdt igen med det derinde, nye møbler m.m. Det derude gik forud. Det var jo der, man tjente pengene. Da tiderne blev bedre, forandredes dagligdagen på landet i løbet af et par årtier dramatisk. Folk ville ikke længere nøjes med at dele toiletfaciliteter med dyrene. Der blev indlagt vand og lavet badeværelser. Kakkelovnene blev udskiftet med oliefyr, og der kom varmt vand i haner og radiatorer.

Tidligere havde der ikke været mange restriktioner med hensyn til byggeri og indretning af udhuse og stalde. Nu begyndte man fra officiel side at opbygge et regelsæt. Pludselig måtte vi ikke levere mælk til mejeriet, hvis ikke der var indrettet malkemaskinrum med fliser og nedkølingsfaciliteter.
Så var der jo ikke andet at gøre end at få fat i Jens Vase. Hvis Jens havde sin murerske og hammer, kunne han lave alting. I løbet af kort tid byggede han rummet, beklædte det med fliser og lavede en ny gulvrist. Jeg var godt tilfreds, indtil jeg kom til at se på gulvet. Det skrånede den forkerte vej.

Har æ no de’ for nåed’ mæ golled, Jens? De’ hæller jo den forkirt vej!
Jens: Wær do glå for de, få så for do it’ skit’ i risten!

Efterhånden blev jeg helt glad for det. Jens havde jo ret. Når jeg havde fejet vandet i risten, lå skidtet i hjørnet lige til at feje op på en skovl. Praktisk!
Det hårde arbejde i marken krævede en kalorierig kost. Vi fik kartofler næsten hver dag. Kogte kartofler, brasede kartofler, kartoffelmos med stegt flæsk og stegefedt eller sovs lavet på stegefedtet i panden. Grønsager fik vi ikke så tit – men dem, vi fik, var godt gennemkogte.

Kun Bodil og Hans Mortensen i Edderup spiste rå grønsager – men de var jo også vegetarer og stammede fra Fyn.
Hvor ofte har vi ikke, hvis husmoderen satte for mange grønsager på bordet, hørt husfaderen mumle: Trower do, vi æ kaniner!

Kartofler avledes uden hjælp af maskiner. Det betød meget og hårdt håndarbejde.
Det begyndte om foråret, når de skulle i jorden. Forrest gik en mand og pløjede. Bag ham gik en anden med en sæk om livet fyldt med så mange læggekartofler, han kunne bære. En efter en blev de kastet i furen og dækket, næste gang ploven kom.
Når kartoflerne skulle renses og hyppes, travede man efter hestene række op og række ned. Det blev til mange skridt i løbet af dagen. Om aftenen følte vi det, der blev kaldt sund træthed. Vi havde ikke behov for at gå i byen.

Kartoffeloptagningen i oktober måned var en så vigtig begivenhed, at selv Denen i Grow tog hensyn og lagde efterårsferien, som vi kaldte kartoffelferien, på det tidspunkt – hans egne kartofler skulle jo helst op til tiden. Der var brug for alle hænder. Var der ikke børn nok i familien, måtte man rekvirere arbejdskraft udefra. Drenge, arbejder- og husmandskoner og kartoffelkonerne fra Assens mødte op for at tjene lidt ekstra. Lønnen var som regel kartoflerne i hver 5. række, man samlede op. En gang tingede Jens Møller med en arbejder om prisen.

Do ka’ wal ha hver femte raj – række!
Manden protesterede. Nej! A væl ha’ hver 7.!
Jens: Nå, jamen så for do de’.

Man var klædt på i flere lag tøj, for vejret var som regel koldt og fugtigt og årsag til den gigt, mange senere kom til at døje med.
Kartoflerne blev hakket eller pløjet op. Mange havde en gammel sæk på som forklæde. Den tog noget af fugten og skånede arbejdstøjet. Og så gik det på knæene op langs rækkerne. Med en lille skraber eller håndrive blev kartoflerne skrabet ud af jorden og lagt i en løb – en kurv flettet af pilekviste.
De kartofler, der var beskadigede, kom i en zinkspand. De blev senere kogt og brugt til dyrefoder.

Skulle man have kogt et helt vognlæs kartofler til dyrene, kunne man tage til Havndal Mejeri. Her blev vognen dækket med sække, og et dampspyd stukket ind mellem kartoflerne, så var hele læsset kogt i løbet af et par timer.
I enden af marken blev kartoffelkulen gravet med en skovl. Det var en stor, bred rende foret med halm, fyldt med kartofler og dækket med jord. Havde man husket udluftningen, kunne kartoflerne holde sig i kulen hele vinteren.

Da Far holdt som mælkekusk, overtog jeg hvervet. Det passede mig godt. Jeg stod op kl. 4 og havde røgtet, inden jeg kl. 6 startede traktoren og tog på mælketur. Kl. 8 var jeg hjemme igen efter at have afleveret de ca. 70 spande. Så kunne jeg starte på markarbejdet samtidig med naboerne.
Jeg havde i den periode stor fornøjelse af postbudet. Når jeg kom hjem, havde han gerne lavet en kop frisk kaffe og smurt et stykke brød, hvis han havde tid, og det havde han ofte. Det var rart lige at sidde og få en lille sludder, inden arbejdet fortsatte.
Det var anderledes, da min far kørte turen. Det tog længere tid med heste end med traktor. Ikke så sjældent tog han sig tid til en bitte snak. Han sagde heller ikke nej, hvis han blev budt på en kop kaffe hos Carl Pedersen på Thorshede eller i Grove Skole.

Da jeg arbejdede på Djursland i begyndelsen af 1950’erne satte mekaniseringen i landbruget så småt ind. Hestene blev sat ud, og de små Ferguson traktorer holdt deres indtog. Som regel blev hestene solgt, så man havde til udbetalingen på traktoren. På Djursland var man nu så praktiske igen. Der fulgtes hestehandleren og maskinhandleren ad ud til landmanden, så kunne man ordne både salget af hestene og indkøbet af traktoren på samme tid. Hestene blev som regel solgt til eksport, hvis de da ikke blev slagtet.

I Grove var vi ikke så praktiske, men de fleste fik dog solgt hestene og investeret i en traktor. Der var stor skepsis i begyndelsen. Flere – blandt dem Niels Jørgen Svendsen i Sem – mente ikke, at det kunne lade sig gøre at så og rense roerne ordentligt med traktoren, så han beholdt en hest. Efterhånden blev han og alle andre dog overbeviste og solgte hestene.

Der stod en lille traktor i Dalsgaard, da jeg flyttede ind. Den solgte jeg til Gunnar Bjerregaard og fik en hest i bytte.
Som ungkarl havde jeg jo ikke så meget at komme hjem til, så da jeg havde købt en hest til, begyndte jeg at arbejde for andre. Et år såede jeg for Harry Jensen.
De lokale maskinhandlere og smede mistede handel, fordi folk begyndte at handle med f.eks. Dronningborg Maskinfabrik.

Traktorer og mejetærskere var dyre, så man tænkte sig godt om, inden man købte. Vi købte en Volvo traktor til 50.000 kr. Efterhånden som vi fik indkøbt flere traktorer og maskiner, begyndte vi at arbejde som maskinstation. Da vi havde ansat et par traktorførere, kom vi til at arbejde så langt væk som i Hald, Vindblæs og Mariager.

Det var i de gode gamle dage. De fleste forretninger var tilfredse, hvis regningerne blev betalt inden tre måneder – først derefter begyndte man at skrive renter på. Vi havde det på samme måde. Nogle af landmændene havde ikke pengene. De kunne først betale regningen året efter, når kornet var høstet og solgt.
Jeg henvendte mig til smed Østergaard i Kastbjerg, fordi jeg ville bytte min gamle bil med en traktor. En aften ved 24 tiden ringede telefonen. Østergaard havde fundet en traktor til mig hos sin bror, der var maskinforhandler på Samsø. Jeg skulle bare levere bilen på kajen i Århus, så kunne jeg køre i min nyerhvervede traktor hele vejen fra Århus til Grove. Det blev noget af en tur.

Da jeg var meget ude for at arbejde for andre, måtte arbejdet på Dalsgaard, klares, når der var tid. En gang, der var meget travlt, måtte jeg ordne marken, der lå mellem Dalsgaard og Alfred Møllers ejendom meget sent om aftenen. Alfreds svigermor, Maren Jensen, boede hos dem. Hun blev lidt irriteret, for hun havde svært ved at sove for støjen. Til sidst spurgte hun Alfred.

Hvis no vi inviterer ham ind te en kop kaffe, trower do så it, det blywer så sille, at han kyrer lig hjem å sower.

Jeg har altid været tæt knyttet til min far. Jeg interesserede mig som han meget for vore nordbakker, og jeg var stolt, når de fik en 1. præmie på ungskuet. Far var såmænd lige så stolt, som jeg var, når jeg kørte i marken med tre heste, eller da jeg som 12-årig vandt en malkekonkurrence i Kastbjerg. Derfor var det ikke nogen straf for mig, at jeg året efter, jeg var blevet konfirmeret i Sem Kirke (1953), skulle blive hjemme og hjælpe til med arbejdet på ejendommen.

En dag om ugen gik jeg ned på Holmgården for at hjælpe Edith Johansen som ung pige i huset. Far havde ellers spurgt, om jeg ville på Randers Realskole. Det havde ikke været almindeligt tidligere, men efterhånden var der flere, der på grund af de mange vikarer i Grove Skole, sendte deres børn på realskole. Jeg ville på Hadsund Realskole, som min veninde, Lis Jensen.

Do ska’ it te’ å kyr til Trudsholm i ål slauls vejr, når do ka’ ta’ rutebilen li’ uden for døren, sagde Far.

Det ville jeg ikke, så det blev ikke til noget.

I 1954 opholdt jeg mig på den næsten nyåbnede Bælum Efterskole i sommerhalvåret. Vi var ca. 50 elever, der, når vi ikke havde timer på skolen, undertiden cyklede ud i omegnen med forstanderen i spidsen og nød den medbragte kaffe. Vi var også på længere ture f.eks. en sejltur på Mariager Fjord, og året efter var jeg med efterskolens pige- og karlehold på min første udlandstur. Den gik til Telemarken i Norge. Opholdet modnede mig, og jeg nød kammeratskabet.
Hver 2. søndag tog jeg Hadsund-Peter til trinbrættet ved Trudsholm, så var der en god spadseretur hjem til Grove, hvis ikke Far hentede mig i hestevogn. Det kunne hænde, at jeg cyklede de ca. 50 km fra efterskolen og hjem.

Efter opholdet på efterskolen skulle jeg ud til fremmede for at lære noget. Jeg fik plads hos Niels Winther i Bjergby, hvor der også var to karle og en fodermester. Piger på andre gårde skulle som regel også hjælpe til i marken. Det skulle jeg kun enkelte gange i høsten, når der var meget travlt. Det var en stor gård, og der var megen selskabelighed, så jeg lærte at servere og lave gildesmad. Til festerne drak man vin, og fik en lille en til kaffen. Det var ikke noget, jeg kendte hjemmefra. Vi kunne godt nøjes med en enkelt sodavand eller taffeløl, når der var fest. Vi var ikke vant til spiritus.

Min søster, Lilly, tjente hos en lærerfamilie i Randers. Det lød spændende, når hun fortalte, så i 1958 søgte jeg og fik plads hos direktør Effsen, der ledede bilhuset Nellemann.

Det var noget andet end dagliglivet i de små hjem i Grove. Hver morgen kl. 7.00 skulle jeg møde i lyseblå kjole og kappe for at servere direktørens morgenmad i køkkenet. I forvejen havde jeg pudset hans sko. De blev hver aften stillet uden for soveværelsesdøren. Når Direktøren var taget på arbejde, gik jeg i ro og mag rundt og tørrede lidt støv af. Den egentlige rengøring tog fru Johnsen, der mødte op to gange om ugen, sig af. Det var også hende, der lavede maden, når der var gæster. Tre timer senere larmede det i køkkenet, når den lille klap på kaldeapparatet faldt ned. Det var Fruen, der ringede. Hun ønskede sin morgenmad serveret i soveværelset. Fra sin plads i sengen tog hun stilling til, hvilke indkøb jeg skulle foretage, og hvad der skulle serveres til middag om aftenen.
Om eftermiddagen klædte jeg om til sort kjole, hvidt forklæde og kappe. Jeg skulle såmænd bare åbne døren, modtage tøjet og lave te, hvis der kom gæster på visit. Når Fruen kom hjem fra indkøb i byen, dyttede hun to gange, når hun holdt i gården, så skulle jeg spurte ud og lukke garageporten op og bære de indkøbte varer ind, for hun var dårligt gående.
Der var klasseforskel, men det var en rar plads, og herskabet påskønnede mit arbejde. Blev jeg sat til at gå en tur med hunden, hvilket ikke var mit arbejde, fik jeg altid ”en seddel” eller en biografbillet. Gad vide hvilke piger, der ville finde sig i det i dag. Den gang faldt det os ikke for brystet. Vi trak vel nærmest lidt på smilebåndet af det – lønnen var jo god, og arbejdet overkommeligt.
Da direktør Effsen døde, og Fruen flyttede fra byen, fik jeg arbejde på Randers Centralsygehus i patientkøkkenet. Det var et meget bundet job. Jeg havde kun fri hver 3. søndag. Det gik jo ikke, når man var forlovet, så jeg søgte nyt arbejde og fik ansættelse på Renseriet Polarvask i strygesalen.

Ved et bal i Randers havde jeg mødte Axel – en af Randersdragonerne. Vi blev gift i Sem Kirke 1962. Der var et lille problem. Det var det samme år, Mor og Far skulle holde sølvbryllup. Der var ikke råd til to fester, så der blev holdt både bryllup og sølvbryllup samme dag. Sem Forsamlingshus har nok ikke været stort nok, for festen blev holdt på Havndal Hotel. Det var første gang, der blev serveret øl til en af vore familiefester. Det var grænsebrydende. Axel og jeg boede det første år sammen på mit værelse i Østergade 2 i Randers. Som nygifte havde vi jo ikke brug for stor plads.

Min svoger, Arne, der var murer, fortalte, at det ikke var dyrere at sidde i eget hus end at bo i lejlighed, så vi købte for 5.500 kr. en dejlig, stor grund på 1.300 m2 i Dronningborg. Hele det følgende år var en stor del af familien i deres fritid beskæftiget med at bygge vores hus. Min svoger, Arne, murede. Hans bror, der var smed i Hem, lavede sanitet og varme. Min bror, Kurt, der var elektrikersvend hos Lykkemark i Havndal, installerede strøm, mens Axel, der var tømrer, selv lavede al træarbejdet. Da vores lille hus i 1963 var bygget færdigt og prioriteret, havde det kostet 48.000 kr. Det var billigt.

Efterhånden som familien voksede, blev det i 1970 nødvendigt at renovere køkkenet og bygge en ekstra stue til. Det kostede 32.000 kr., men så fik vi også det drømmehus, vi stadig bor i. Vi besluttede, at jeg skulle være hjemmegående, så længe drengene var små – så måtte vi undvære bil og anden luksus, men det var opgangtider, så der blev såmænd både til bil og meget andet.

I 1973 havde jeg lyst til at få et arbejde. Jeg begyndte i køkkenet på Kvicklys cafeteria i Randers, hvor jeg arbejdede frem til 2000, da jeg gik på efterløn. Det var dejligt at komme ud og møde mennesker. Vi havde omkring 20 stamkunder. De kunne blive helt forvirrede, hvis andre gæster satte sig ved deres stambord. De mødtes hver dag kl. 10.00 for at få morgenmad. Derefter hyggede de sig, til de spiste frokost kl. 12.00. Det kunne hænde, at de gik en lille tur om eftermiddagen, men de var tilbage ved stambordet kl. 18.00 til aftensmad.
Der var bl.a. en ældre mand, der først stillede sig op i madkøen, når jeg begyndte at ekspedere. Han troede åbenbart ikke, at der var andre end mig, der kunne smøre hans tre flade klemmer – eller måske var det den lille snak, vi fik hver dag, når han bestilte maden. Ville jeg gøre ham rigtig glad, skulle jeg bare bringe klemmerne ned til ham ved stambordet, så strålede han som en lille sol. Der kom mange ensomme mennesker i Kvicklys cafeteria.

Vi har altid holdt meget af naturen. Det hænder ikke så sjældent, at vi pakker en madkurv og cykler en tur langs fjorden – til Mariager eller til et andet af de mange smukke steder, der er omkring Randers. Vi har også haft mulighed for at holde ferie i Grækenland, på Cypern og i Ægypten – og endelig glæder vi os over, at vi hører til de heldige, der har et godt og nært forhold til vores efterhånden store familie.

Som alle andre ordentlige drenge i Sem Sogn kom også denens støst knejt u å tien lige efter konfirmationen i foråret 1941. Det var hos Peder Svendsen i Sem. Senere arbejdede jeg som daglejer hos: Kristian Juul, Erik Ørfeldt og Christen Borresen.

I foråret 1946 – det år jeg fyldte 18 år – gik jeg og hakkede roer på den af Peder Svendsens marker, der lå yderst mod heden. Pludselig så jeg, at min far i sit sædvanlige iltre tempo kom svingende ud ad Semskoven tværs over markerne. Straks han stod hos mig, spurgte han, om jeg ikke syntes, det var på tide at indsende en ansøgning til Nørre Nissum Seminarium om optagelse i forberedelsesklasse. Det gik, som i de fleste familier den gang. Min far blev hurtigt enig om, at det var det. Egentlig var jeg slet ikke interesseret i at forlade egnen. Det var ikke almindeligt, at unge fik en boglig uddannelse – og hvad med alle mine venner? Men ansøgningen blev sendt, og kort tid efter modtog jeg besked om, at jeg var optaget i forberedelsesklassen på Nørre Nissum Seminarium, hvor min far var blevet uddannet i 1927.

Jeg kom til at bo hos en af seminarielærerne. Jeg vidste godt, at der var et optagelsesritual, så jeg sørgede for at låse døren om aftenen. Det hjalp ikke. En aften blev værelset stormet, og jeg slæbt ned i gården i pyjamas, hvor 2. års eleverne gav mig en gang buksevand. Sådan opnåede jeg retten til det følgende år at kalde mig nissumit.

Der var mangel på lærere, derfor tog man altid flere elever ind i Forberedelsesklassen, end man året efter kunne optage i 1. seminarieklasse, så, selv om jeg bestod eksamen, måtte jeg søge ind på Gedved Seminarium. Mens jeg gik der, lærte jeg min senere kone, Petrea at kende.

Min far var naturmenneske. Det hændte ikke så sjældent, at familien med Far i spidsen gik en søndags- eller aftentur op på Semmøgelhøw, i skoven eller i heden. At Far var havemand sås tydeligt på vores veltrimmede køkken- og blomsterhave. Gennem flere år indsamlede og tørrede han planter til sit herbarium, for det var blomster og ikke dyr, der interesserede ham.

Det var helt andre naturoplevelser, jeg havde med min svigerfar, Magnus, der var jæger og fisker. Mange aftener var jeg med ham ude på Horsens Fjord for at tatte eller blusse ål. Det er en fiskemetode, der for længst er blevet forbudt. I meget stille og klart vejr sejlede vi ud på fjorden med en petroleumslygte i bådens stavn, når vi så ålene ligge på bunden, stangede vi dem med et ålejern – en lyster. Vi gik også på jagt – undertiden efter krager, der fik skyld for at skade ungvildtet. Magnus havde bygget en kragehytte af tang. En udstoppet musvåge blev placeret i et træ, inden vi satte os til at vente på en ølkasse i tanghytten. En aften jeg sad og ventede i hytten, faldt jeg i søvn og tabte geværet. Jeg blev hurtigt helt vågen, da kolben ramte gulvet. Geværet gik af og sendte en byge af hagl op forbi mit ansigt ud gennem tangtaget. Da Magnus kom springende, havde jeg lidt besvær med at forklare ham, hvad jeg havde skudt efter.
Jagt og fiskeri har senere givet mig mange dejlige naturoplevelser. Gik livet lidt for stærkt, var det en lise at sidde ved åen en sommermorgen og se solen stå op, mens jeg ventede på bid, eller se en buk liste frem i skovbrynet.

1951 var et turbulent år. Jeg fik min lærereksamen om foråret og fik plads i min fars gamle embede ved Grove Skole. Jeg fik min sag for. Der var 4 årgange i klassen, og jeg måtte jo fortsætte som min far med at undervise hver årgang for sig. Jeg syntes, jeg fortjente min løn.
Man skulle dengang have arbejdet i to år på en skole med flere lærere, inden man kunne blive fast ansat. Der var lærermangel, så beboerne rettede henvendelse til Randers Amt for at få mig fastansat. Det lykkedes ikke, så den 1. december 1951 blev jeg ansat i Maribo. Der ville man ikke alene fastansætte mig. Man tilbød også at betale halv løn i soldatertiden. Det var et tilbud, jeg ikke kunne nej til.

I 1952 blev jeg indkaldt som dragon til Randers Kaserne. Efter et halvt års rekruttid, blev jeg sendt på sergentskolen i Næstved.
Der var ikke mange heste ved dragonerne længere. Vi kørte i tanks, så jeg blev sendt på kampvognsskolen i Oksbøl for at blive uddannet som kampvognsfører. Jeg oplevede det som en barsk tid – bl.a. blev en af mine venner dræbt ved en færdselsulykke og en kampvogn kørte på en tysk pansermine fra krigens tid.

Da jeg blev hjemsendt i 1953, var jeg ansat i Maribo et år, inden vi rejste til Horsens, hvor jeg først fik ansættelse på Kildegade Skole og senere på den nybyggede Søndermarksskole. Myndighederne var den gang meget interesserede i, at man efteruddannede sig, så jeg blev i 1960/61 uddannet som træ- og metalsløjdlærer på Dansk Sløjdlærerskole i København. I 1968 blev jeg på Hørecentralen og Taleinstituttet i Århus uddannet som tale- og hørepædagog. Jeg har for det meste altid gjort, hvad jeg er blevet bedt om. Men da Horsens Kommune nægtede talepædagogerne den kørselsgodtgørelse, som psykologerne fik, for at køre rundt mellem skolerne i egen bil, blev det for meget. Jeg begyndte at gå rundt mellem skolerne – måneden efter fik vi kørselsgodtgørelsen.

Efter min skilsmisse, bosatte jeg mig sammen med mine to drenge i Vorup og fik ansættelse ved Randers Kommune indtil 1995, hvor jeg som 67-årig blev pensioneret. I 1977 var jeg blevet jeg gift med Grethe, der var lærer og som senere blev talepædagog i Randers Efter ankomsten til Randers fik jeg igen kontakt med flere af mine gamle skolekammerater, bl.a. kom jeg til at på jagt med Villy Kastberg og Svend Nielsen.

Jeg blev konfirmeret i Sem Kirke i 1945. I konfirmationsgave fik jeg af min mor og far en helt ny cykel. Slanger og dæk holdt nu ikke længe. Vi var jo stadig plaget af de erstatningsprodukter, der fulgte i 2. Verdenskrigs kølvand – for slet ikke at tale om rationering.

Det første halve år, inden jeg flyttede over på Dalsgård i Grove til min farbror, Jens, hjalp jeg tre dage om ugen min anden farbror, Anton, på hans ejendom. Farbror Jens var B-menneske. Han stod først op, når børnene skulle i skole. Det betød, at han ikke gik i stalden på samme tidspunkt som andre landmænd. Han malkede kl. 21.00 om aftenen og næste dags morgen kl. 9.00.
I den tid jeg arbejdede på gårdene var alt håndarbejde. Jeg har aldrig tjent på en gård, hvor vi havde traktor. Det prøvede jeg først langt senere, da jeg i ferierne hjalp min far i høsten.

Fra 1948 – 50 tjente jeg i True. Lønnen var for det første år 1.800 kr. Jeg var meget glad for at være hos Line og Aksel Nielsen. Jeg blev behandlet som et medlem af familien. Havde jeg været til fest om aftenen, stod Aksel selv op og gik i stalden om morgenen og lod mig sove. Det var et gammeldags landbrug uden traktor og moderne maskiner, og jeg kunne også godt have ønsket mig et lidt hyggeligere værelse. Det var uopvarmet, så om vinteren var der rim på væggen. Skulle vi til bal, hændte det, at vi smed bukserne, krøb op på halmmadrassen og trak de tunge olmerdugsdyner op over benene, mens vi drak os lidt mod til i et par høkerbajere. Når jeg havde fri, var det nemt at smutte de få kilometer hjem til Bedstemor i Sem med en bylt vasketøj.

I min næste plads var jeg ansat som foder-mester på en gård i Hvorslev ved Ulstrup (1951). Lønnen var 1.200 kr. for et halvt år. Der fik jeg eget værelse med centralvarme, og jeg skulle ikke arbejde med i marken.
Vi havde 40 ungkreaturer og 40 køer, som jeg malkede med malkemaskine. Hvor meget det betød, opdagede jeg en aften, da strømmen forsvandt. Skal man malke 40 køer med hånden, er der langt ned gennem stalden, og kun manden hjalp mig. Min eneste fordel var, at jeg kendte de køer, der var vanskelige at malke.

Da jeg i 1951 var på session, blev jeg udtaget til Livgarden. Tjenestetiden var lige ændret til 11 måneder, så vi havde en meget kort rekruttid, inden vi kom på vagttjeneste på Sorgenfri Slot. Juleaften kom Prins Knud sammen med sine børn ned i vagtstuen for at ønske os en god jul. Som julegave til os medbragte han et askebæger med billede af Sorgenfri Slot. Det har jeg endnu.

Det kunne være svært at få den ene krone, vi tjente om dagen til at slå til, når vi havde orlov. Vi måtte ikke blive på kasernen i Gothersgade, og det var for dyrt at overnatte og spise på KFUM’s soldaterhjem. Vi klarede os ved at planke – snige os over hegnet, sove i vores egen seng om natten, spise i kantinen og gå ud ad porten den næste morgen. De der gik vagt så os ikke, den næste aften kunne det jo være dem, der savnede husly.

Lige inden jeg blev hjemsendt fra hæren, søgte jeg og fik en stilling ved Københavns Postvæsen. Jeg mødte på hovedpostkontoret i Tietgensgade den 1. maj 1952 og blev straks sendt ud til Kastrup Postkontor.
Jeg var ansat på prøve i to år som reservepostbud – sort post. Lønnen var 450 kr. om måneden. Hver måned betalte jeg 100 kr. på pensionatet for kost og 90 kr. for logi, så man måtte tænke sig om, inden man gav penge ud.

Vi var fem unge, der i taxa tog til jydebal i Lyngby eller Ordrup. Da jeg traf Birgitte og gerne ville vise hende stjernerne, havde vi den aftale, at de andre skulle vente en halv time, inden vi i samlet trup returnerede til Kastrup i taxaen. Solidaritet? Ja, og de er stadig 55 år efter blandt mine bedste venner.

I 1954 blev jeg rød post – fastansat – og med forudbetalt løn. Den første måned fik jeg to lønninger – sikke et svir.
Der var boligmangel. Kun ægtepar kunne få en bolig. Nå, ja! Der var også en mulighed, hvis pigen blev gravid. Det blev Birgitte. Viceværten foreslog, at jeg skulle gå på boligkontoret.

Husk at sige fru kontorchef til damen bag skranken, lige så tit du kan komme til det, sagde han.

Det gav pote. Vi fik en ny, dyr lejlighed til 250 kr. om måneden. Egentlig var det for dyrt til min løn, men da vi lejede et værelse ud til en af mine kolleger for 90 kr. om måneden, gik det. Bedre blev det, da vi i 1955 blev gift og min månedsløn steg til 800 kr.

Den gang var der ikke så megen fokus på, hvor længe postbude arbejdede, bare vi nåede det, vi skulle. I fritiden kunne jeg tjene lidt ekstra ved at læse varmemålere af, være kontrollør på Amager Travbane, ordne haver og hjælpe Birgitte med at uddele fagblade – Samvirke, Metal m.m. – og endelig var jeg fodbolddommer.
Der var ellers nok at lave. Den gang sendte folk mange julekort. Det var ikke ualmindeligt, at en familie sendte og modtog mellem 10 og 20 julekort. Vi var 50 postbude, der sørgede for sorteringen af julekort og gaver. (også de pakker med skærpekød, som herboende færinger modtog hjemmefra – vi vænnede os aldrig helt til lugten). Uddelingen af julepost blev foretaget af studerende, der ville tjene en ekstra skilling.
For vores vedkommende sluttede juleræset med, at vi – 50 røde postbude – med hinanden i hånden gik rundt om juletræet og sang tre julesalmer. Det var hyggeligt, men hvor var vi trætte. Ofte endte juleaften med, at vi faldt i søvn i lænestolen.
Det var altid hyggeligt at være postbud, når vi sidst på måneden skulle aflevere aldersrenten til pensionisterne. Man skulle passe lidt på den dag. Mange inviterede på et glas kirsebærvin og en lille snak,. Andre gav det overskydende ørebeløb i drikkepenge, så den uge kunne lønnen stige med 30 kr.
Da jeg var blevet kontorpakmester, chokerede jeg postmesteren ved at ansøge om igen at blive almindelig rød post. Årsagen var, at vi havde fået et hørehæmmet barn, der krævede megen opmærksomhed – også om natten, hvor jeg ofte var på arbejde. Det var godt for familien, også selv om økonomien blev mere anstrengt, da jeg måtte gå ned i løn.

I 1996 blev jeg pensioneret, men en gang om måneden mødes jeg med 29 af mine tidligere kolleger til en hyggestund. Ellers spiller vi i fritiden bridge, petanque og bowling – og en enkelt rejse bliver det måske også til – foruden de rejser til Cypern, Malta, Tenerife og Tunis vi allerede har foretaget.

Vi var mange børn i Skovly, så det hændte ikke så sjældent, hvis jeg kunne se mit snit til det, at jeg smuttede en tur op i Semskoven. Jeg nød roen og stilheden, og bare ved tanken kan jeg endnu 60 år efter genkalde mig smagen af de første friske blåbær.

Fra jeg var ganske lille, har jeg vidst, at jeg gerne ville være sygeplejerske. Hverken i mit hjem eller sognet i øvrigt var det almindeligt, at piger fik en uddannelse. De fleste kom ud at tjene lige efter konfirmationen, senere blev de gift og fik børn. Drømmen om en uddannelse, og den frihed det kunne give, lå lidt fjernt for piger i Sem Sogn i min ungdom.

Efter min konfirmation i Sem Kirke i 1952 fik jeg plads på centralen i Udbyneder. Det var meget små forhold. Vi havde kun to udenbys linier – en til Randers og en til Gjerlev. Det kunne være lidt problematisk, især mandag morgen, når alle skulle ringe. I de situationer blev vi nødt til at ringe til en af nabocentralerne for at låne en af deres udenbyslinjer. Sikke et cirkus, for de havde jo også travlt.

Godsejer, Flemming Juncher, på Overgård var en af abonnenterne. Han havde svært ved at vente, så han bestilte mange af sine samtaler som ekspressamtaler. De var noget dyrere, men de skulle ekspederes før alle de andre samtaler.
Juncher var ellers en meget flink mand. Han syntes, det var underligt, at jeg ikke kunne få fri, så jeg kunne deltage i den årlige høstfest på Overgaard. Da centralbestyrerinden senere flyttede fra Udbyneder til Fårvang, flyttede jeg med.

Jeg var 17 år, da jeg fik plads på en gård nær Nexø på Bornholm. Det var noget af et kulturchok. Jeg forstod den første tid slet ikke, hvad bornholmerne sagde, når de talte indbyrdes. Det gik bedre, når de talte til mig, så slog de over i rigsdansk.

Det var lidt besværligt at rejse den gang – og dyrt, så i hele det år var jeg ikke hjemme i Skovly hos Mor og Far. Det var ellers almindeligt, at alle de af mine søskende, der havde mulighed for det, tog hjem om søndagen. Så der var mange om kaffebordet søndag eftermiddag. Det nød min mor.

Den bornholmske familie betragtede mig næsten som et medlem af familien, så jeg led bestemt ingen nød. I fritiden cyklede jeg sammen med de andre unge rundt og oplevede Bornholms dejlige natur eller deltog i en af de mange fugleture, der blev arrangeret om sommeren.
Mens jeg var der, sprængte konen i huset sin akillessene. Det betød, at hun i lang tid var uarbejdsdygtig.
Piger i huset havde ellers nok at se til, men nu blev det værre. Jeg stod op kl. halv seks. Morgenmaden skulle være færdig, så karlene kunne nå at spise morgenmad, når de kom ind fra stalden, og inden de skulle i marken.
Om formiddagen skulle der gøres rent, vaskes, stryges, bages, syltes, passes have m.m. Et barn skulle sendes i skole to andre passes. Formiddagskaffen skulle stilles frem eller bringes ud. Frokosten skulle stå på bordet kl. 12.00, så karlene kunne få spist og nå at få en middagssøvn, mens jeg ryddede ud af bordet, vaskede op og vaskede gulv, og stillede an til eftermiddagskaffen, der blev serveret kl. 13.00 – undertiden med nybagt sigtebrød eller kage. Derefter var jeg klar til at tage med i marken. Sidst på eftermiddagen skulle jeg hjem for at stille aftensmaden frem.
Når jeg havde ryddet op efter aftensmaden, havde jeg fri. Det er underligt, at ingen protesterede, men vi syntes vel alle, at det var den naturligste ting. Der var ikke mange rødstrømper på landet – hverken på Bornholm eller i Sem Sogn.

Mit store ønske var stadig at blive sygeplejerske, så i 1955 søgte jeg ind på Tryg Sygeplejeforskole i Vendsyssel. Her kunne piger (sygeplejersker var den gang udelukkende piger), der ikke havde en eksamen, blive undervist i dansk, regning, kemi og fysik på realeksamensniveau. Bestod man prøven, kunne man søge ansættelse på et sygehus, hvor resten af uddannelsen foregik.
Jeg fik ansættelse på Grindsted Sygehus. Det var et lille sygehus, så vi kunne risikere at blive purret ud midt om natten, hvis der f.eks. blev foretaget et kejsersnit. Det var en sjælden operation, og vi skulle jo lære om det.
Der var et utroligt sammenhold mellem sygeplejeeleverne. Vi var alle i samme båd, og ingen havde penge. Vi havde stor respekt for oversygeplejersken. Uniformerne skulle være rene og nystrøgne. Vi gik med kappe, krave, pæne lukkede sko og strømper. I fritiden snød vi, hvis vi kunne, for strømper kostede 10 kr. pr. par. Det var en mærkbar udgift for en sygeplejeelev.
Jeg havde ikke helt ren samvittighed, da jeg en dag mødte oversygeplejersken på gangen – jeg havde sparet strømperne. Hurtigt snurrede jeg rundt og forsvandt ned ad gangen. Oversygeplejersken spurgte forundret en af mine kammerater:

Så jeg ikke lige frk. Lindskov?
Jo! Hvor blev hun af?
Hun står inde i skabet i skyllerummet!

Jeg måtte selvfølgelig stå skoleret og love bod og bedring, da jeg endelig kom frem fra skabet. Der gik et godt stykke tid, inden jeg kunne se det komiske i situationen. Gad vide, om en sygeplejeelev i dag – som jeg – kunne finde på at skjule sig i et kosteskab?
Det sidste år jeg var på Grindsted Sygehus, blev uddannelsen ændret, så undervisningen blev flyttet til Esbjerg. Det var en stor dag, da jeg endelig i oktober 1959 efter tre års uddannelse på sygehuset, kunne kalde mig sygeplejerske.

For at efteruddanne mig i psykiatri arbejdede jeg i et halvt år på Skt. Hans Hospital i Roskilde. Det var ikke nogen rar tid. Medikamentel behandling var endnu ikke almindelig, så patienterne blev fikserede – lagt i bælter – om aftenen. Der var kun en nattevagt, så når vi mødte om morgenen, skulle alle patienterne vaskes. De var i løbet af natten blevet meget urolige, hvilket var forståeligt nok, så der måtte fire sygeplejersker til at vaske hver patient. Jeg syntes ikke altid, det foregik på en værdig måde. Det værste ved det var, at man efterhånden vænnede sig til det. Jeg var lettet, da jeg efter tre måneder blev overflyttet til en anden afdeling, hvor der kun var neurosepatienter.

Jeg havde ikke helt glemt Bornholm og den smukke natur, så da muligheden for at få et sommervikariat på Rønne Sygehus bød sig, slog jeg til. Men ellers blev min arbejdsplads fra efteråret 1965 Rigshospitalets afdeling for næse-, øre-, halssygdomme og kæbekirurgi. Man var i gang med en større ombygning. Jeg oplevede lige at arbejde i de gamle, utidssvarende pavilloner, hvor der i et rum var 20 senge, et badeværelse og et badekar, men folk var glade for afdelingerne p.g.a. det hyggelige, grønne areal – andegården – der lå i midten.
Jeg arbejdede senere i tre år på en børnepsykiatrisk afdeling i Risskov. Det var meget hårdt og krævende.

Jeg var efterhånden kørt lidt træt og havde lyst til at prøve noget nyt. Min søster, Else, og hendes mand, Eigil, havde fået plads på Vejstrup ved Svendborg, et skolehjem for vanskelige, store drenge. Jeg besluttede at flytte med. Det var nu heller ikke et let job.

I 1971 begyndte jeg på Børneforsorgsseminariet i Århus for at uddanne mig som pædagog. Da jeg fra min sygeplejerskeuddannelse havde kendskab til psykologi og allerede havde arbejdet i børneforsorgen, ville det kun tage halvandet år, og jeg undgik helt praktikperioderne. Det gik nu ikke helt som jeg havde forventet. Til et bal på Dalbyover Kro mødte jeg min mand, Erik. Umiddelbart efter jeg havde afsluttet min uddannelse som pædagog i 1972, flyttede jeg ind på hans gård i Støvring. I 1973 blev vi gift i Sødring Kirke. Jeg blev ansat som pædagog først i Havndal Børnehave og senere – i 1978 – i en børnehave i Hadsund.

I 1982 blev jeg fast ansat som nattevagt på Øster Tørslev Plejehjem. Jeg arbejdede hver anden uge fra kl. 22.00 til kl. 7.00. Da en omstrukturering, der blev gennemført i 1997, ville medføre, at jeg om natten skulle køre rundt i kommunen for at besøge klienter, der boede uden for plejehjemmet, sagde jeg op.
Det følgende år meldte jeg mig til et kursus i dansk på HF niveau og kurser i tysk og samfundsfag på 8. klassetrin på VUC i Hadsund. Året efter (1998) gik jeg på efterløn.