Tag: Grove

  • Godt at blive naturlig træt

    Godt at blive naturlig træt

    I 1947 var Gunnar B. Petersen en vinter på Store Restrup Husmandsskole ved Skørping. Der lærte han meget, som han senere fik brug for, da han overtog ejendommen i Grove.

    På sessionen i 1949 blev han udtaget til garder. Mens han var soldat, tog jeg plads i huset i København, så vi kunne se lidt mere til hinanden. Umiddelbart efter soldatertjenesten var han på Lyngby Landbrugsskole.

    Jeg har selv kun kendt Grove og Sem fra 1952. Det var det år, vi købte Else og Jens Lindskovs ejendom. Else og Jens var Gunnars moster og onkel. Det første halve år, indtil Else og Jens flyttede ind i det hus, de havde købt i Havndal lige over for den nu nedrevne jernbanestation, boede vi sammen på ejendommen.

    Jens havde det svært. Han kunne slet ikke undvære arbejdet på marken og i stalden. Han havde arbejdet hårdt hele sit liv, så hver mandag morgen kom han cyklende fra Havndal til Grove, hvor han blev indlogeret i gæsteværelset. Han gjorde et kort ophold ved Kastbjerg Brugsforening for at købe lakridspiber til vores børn og en pakke stangskrå til sig selv. Det hele “bløw skrøwen” – noteret i brugsbogen. Sådan en havde alle. Bogen blev regelmæssigt gjort op og regningen betalt – som regel den første i hver måned.

    Lørdag over middag cyklede Jens tilbage til Havndal. Det var kun i den hårdeste vinter, han blev hjemme – så ved jeg ikke om Moster Else til daglig gik og sang døgnvisen: Hele ugen alene. Af og til var hun også med, det var gerne, når der skulle samles kartofler op eller hakkes roer. Senere var hun barnepige, mens vi andre arbejdede.

    Havde Jens haft en pause om vinteren, sagde han gerne, når han igen kom for at deltage i arbejdet: Det er nu godt at blive naturlig træt!

    Det blev til mange år, Jens kom og tog en tørn med. Ham kunne vi altid regne med, når der skulle tærskes. Han var et dejligt menneske. Børnene var meget glade for ham og han for dem. Efterhånden blev arbejdet for hårdt for ham, så gik de ture sammen. Han trak dem i trækvognen.

    Da Gunnar og jeg overtog ejendommen, var der ikke indlagt vand. Tidligere havde vi måttet hente det ved en pumpe i gården. Der gik kun et år (1953), så havde vi vandværk. Det var smeden i Kastbjerg, der forestod arbejdet. Det er lidt underligt at tænke på, at han mødte op hver morgen – på cykel. Havde han glemt et stykke værktøj, måtte han til Kastbjerg på cykel for at hente det. Der er meget, der har ændret sig. Det var en stor lettelse for os, at have vand i hanerne til husholdningen og i stalden.

    De første 4 – 5 år skar vi tørv i engen. Først blev de slæbt ud fra tørvegraven til tørrepladsen af heste. Senere, da hestene var borte, brugte vi traktoren. Efterhånden som koks og briketter blev billigere, brugte vi dem. I 1964 fik vi oliefyr. Vi har aldrig brudt os om at skylde noget bort, så både vand og varme betalte vi kontant.

    De første mange år høstede vi med selvbinder og satte negene i traver, så håbede vi på, at vejret måtte blive godt, så det kunne blive tørt, inden det skulle køres ind på kornloftet. Var sommeren meget fugtig, kunne vi komme ud for, at det var nødvendigt at splitte traverne ad igen eller flytte dem, inden græsset voksede op i negene. Det var et tungt arbejde.

    Et år fik vi maskinstationen til at høste en mark med mejetærsker. Kornet havde lagt sig ned, så det var vanskeligt at høste med selvbinderen. Det næste år fik vi høstet to marker, og til sidst overtog mejetærskeren hele høsten. Det var en meget stor lettelse. Nu skulle vi ikke længere ud og tærske korn om vinteren.

    Da hestene blev afløst af traktoren, blev markarbejdet meget lettere at overkomme. Selv om vore landbrug ikke var så store, ville vi også gerne have del i de lettelser, moderne redskaber kunne give. Der kom maskiner til at tage toppen af roerne og til at tage roerne op med. Smeden i Kastbjerg forsøgte i begyndelsen at lave nogle af de gamle redskaber om, så de passede til traktoren. Efterhånden slog naboerne sig sammen og købte nye maskiner. I Grove har vi altid været gode til at hjælp hinanden, så arbejdet blev gjort til tiden. F.eks. købte vi sammen med Jørgen Høeg, Aksel Jensen og Julius Møller en ny roeoptager

    Gunnar, der gennem Onkel Jens havde truffet Niels Overvad i Kjærby, var blevet interesseret i den del af JAK’s program, der omhandlede økologi. Det betød, at han gik ind for begrænset gødskning og helst ville undgå anvendelse af kemikalier.

    Da en af vore marker i foråret 1959 blev så voldsomt angrebet af lus, at alt var ved at blive ødelagt, besluttede Gunnar sig alligevel for at sende bud til maskinstationen for at få marken sprøjtet.

    For at sikre sig, at føreren ikke skulle glemme det målebæger, han anvendte, når han blandede giften, var der monteret i en holder på traktoren. Alene at røre bægeret uden handsker var livsfarligt.

    Børnene ville selvfølgelig gerne se, hvad der skete, så mens manden holdt i gården for at fylde tanken og komme gift i, stod vi i god afstand oppe på trappen og så til. Desværre glemte han at sætte målebægeret i holderen, da han kørte ud i marken for at sprøjte.

    Da vi om aftenen kom ind for at spise, begyndte Flemming pludselig at vakle rundt på gulvet. Vi fik straks mistanke om forgiftning, og da vi fandt bægeret i vandtruget, lånte vi Julius Møllers telefon, for at ringe til lægen. Vi havde ikke selv telefon. Flemming skulle straks på sygehuset, så lægen foreslog, at vi kørte i møde med ambulancen. Vi måtte igen over til Julius for at låne hans bil. Vi kørte hen til Randersvejen ved Kastbjerg. Der skulle vi møde ambulancen, der kom fra Hadsund. Det var en frygtelig aften. Vi fik at vide, at der var 50% chance for, at Flemming ville blive rask igen. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at vi ikke måtte besøge ham. Han ville blive ked af det, sagde man. Men alt gik godt. Efter tre dage fik vi Flemming hjem igen frisk og rask. Begivenheden blev omtalt i avisen. Journalisten skrev, at Gunnar havde taget Flemming med på traktoren, mens han sprøjtede marken. Jeg syntes, at det var uretfærdigt. Jeg ringede til Randers Dagblad og klagede, men det kom der selvfølgelig ikke noget ud af.

    Da man i 1970’erne begyndte at stille krav om store forandringer i stald – kølerum m.m., opgav vi malkekøerne, og så var der pludselig plads til et nyt fyr til affaldstræ i stalden.

    I april 1993 solgte vi ejendommen til Bo Poulsen og flyttede til Mariager. Gunnar havde altid haft lyst til at arbejde med træ, så nu, hvor han havde tid, købte han en drejebænk, indrettede et værksted og tog på kursus i trækdrejning i Visborg.

  • Der var mange munde at mætte

    Der var mange munde at mætte

    Far, Alfred Møller, købte ejendommen i Grove i april 1936 af Anders Moustsen. Året efter blev han gift med Mor i Sem Kirke. Han var født i Svenstrup Mølle ved Mariager, som min fars forældre dengang ejede. Senere solgte min farfar møllen og flyttede til Lindegård i Sem. Min mor er født på Skrødstrup Mark.

    Mine morforældre flyttede rundt på egnen, men endte i Vestergaard i Sem. Da de gik på pension, flyttede de ned i nabohuset, det lille hus, der stadig ligger i svinget på højre side af vejen mod Skrødstrup. Huset er muligvis en del af en af de to gårde (3a) i Sem, som godsejeren på Kjellerup Hovedgård sammenlagde en gang i 1800’tallet.

    Da det omkring 1950 blev bedre tider for landbruget, købte Far mere jord og byggede ny kostald og lade. De gamle maskiner blev udskiftet med en Ferguson traktor og nye og mere tidssvarende redskaber.

    Jeg kan huske, at der i de første år ikke var meget at gøre godt med. Der var mange munde, der skulle mættes. Vi har alle fem haft en god barndom, selvom det var lidt småt. Det var for os, som det var for alle andre, der boede i Grove, fattigt.

  • Små potter har også ører

    Små potter har også ører

    I 1929 fik min far embede ved Grove Skole i Hem-Sem Kommune. Den 2. februar startede flyttebilen fra Rask Mølle Hovedgaard, hvor min far var lærer, mod Horsens. Vejret var meget dårligt. Snestormen rasede, da min mor og storebror, Sven, der på det tidspunkt var syv måneder, rejste med toget fra Horsens over Randers mod Havndal. Da Far i flyttebilen kørte over viadukten vest for Skanderborg, så han toget køre nordpå med Mor og Sven. Det blev en hård tur. Da Mor stod af toget i Havndal, holdt en taxa og ventede for at køre dem til Grove. På grund af vejret havde chaufføren, Marius Dahl, fået den unge murer, Kouring, med som snekaster.

    Ved vejkrydset i Edderup, hvor vejene fra Sem og Mariager mødes, stod Jens Ranch og hans karl og vinkede med en lygte. Vejen op til skolen var føget til, så Mor og Sven måtte blive hos Ranchs, mens de ventede på Far.

    Flyttevognen var kørt forkert i Randers og endt på torvet i Mariager. Chaufføren, der ikke turde køre længere, besluttede at blive i byen natten over og først køre videre den næste dag. Far, der gerne ville til Grove, spurgte, hvor langt der var. Da han hørte svaret: Traj kilometer, besluttede han sig for at gå til Grove. I små sko og uden ordentlig overtøj gik han op ad bakken forbi Hohøj og videre mod Edderup. Her var han ved at miste modet, det var jo ikke just spadsevejr. Han spurgte igen om vej og fik at vide, at der stadig var: Traj kilometer, men nu var der kun en mulighed – at nå frem til Grove.

    Til alt held var Jens Ranch og karlen stadig på udkig efter flyttevognen, som de ventede ville komme fra Kastbjerg. Det blev Fars held, da han udkørt og frysende ankom til Korsvejen. Familien blev genforenet. Trætte – men lettede – gik de den første nat til ro i et fremmed hus i det sogn, der skulle blive deres de næste 23 år.

    Dagen efter gik de op til skolen – et sørgeligt syn. Den var ubeboet. Den tidligere lærer, Jacobsen, havde fået embede i Vestjylland, og den unge vikar, Brix, boede i Mariager. Op ad dagen kom flyttebilen med det spartanske indbo. Alle var glade – bortset fra dværghønsene, der havde tilbragt turen i en papkasse midt i flyttelæsset. Ikke noget rart opholdssted i den hårde vinterkulde. Hanen blev aldrig mere i stand til at rejse kammen, den var visnet – men spankulere, det kunne han.

    Skole lå indtil 1889 i Edderup som genbo til Enghavegaard. Huset, der nu er nedrevet, fik senere navnet, Thrue Lines hus, efter den sidste ejer. Der var en lille lejlighed i den ene ende og en skolestue i den anden ende af huset. Da huset blev nedrevet i 1942, anvendte Karl Pedersen materialerne, da han byggede sit nye hus på Thorshede – nu Havndalvej nr. 67.

    I slutningen af 1880’erne blev det besluttet at bygge en ny skole. Man købte et husmandsbrug i Grove, og i 1889 blev skolen bygget. Et stort, rødt hus med loft. I den ene ende var der skolestue med forgang og i den anden ende en lejlighed til læreren. Den gamle bygning blev brugt som udhus med hønse- og vaskehus, dueslag, redskabs- og brændeskur, og hele tre “dasser” – et til pigerne, et til drengene og degnens private. Det var her min mor en dag forgæves rykkede i døren, fordi Geert Raj holdt et tiltrængt frikvarter med en cigaret på træsædet – han fik senere foretræde for min far.

    Med passende mellemrum tømte mine forældre tønderne. Mens de langsomt med et fast greb i tøndens håndtag “krappede” sig op gennem haven, hvislede min mor ord, jeg havde svært ved at opfatte, især når “pigetønden” skulle tømmes. Den var lidt livligere end de andre. Indholdet blev gravet ned ved frugttræer, buske og rabarber – vi havde sognets flotteste rabarber.

    Indgangen til lejligheden vendte ud mod den store skolegård, der var omkranset af høje birke og elmetræer. Gik man op ad de tre grove cementtrin, stod man i baggangen. Lige inden for døren til venstre var en lille skrålem, der førte ned til en lav, mørk kælder, hvor saltkarret, det store, runde trækar med flæsk og kød var placeret. På en cementhylde på væggen stod saft, henkogt medister, henkogte og syltede frugter m.m. Det hændte, at en flaske eller et glas forputtede sig. Engang fandt min mor tre flasker med gæret kirsebærsaft. De havde stået så længe, at smagen nærmede sig den, vi kendte så godt fra det lille glas KIJAFA, som alle i familien indtog – af likørglas – nytårsaften, når vi højtideligt ønskede hinanden: Godt Nytår!

    I min barndom holdt hønsene ferie om vinteren, så æg var en mangelvare. Mor klarede det ved i god tid inden “ferien” at lægge nogle æg ned i krukker med vandglas, så der var rigeligt til julebagning og madlavning.

    En lille trætrappe førte op til pigekammeret over kælderen. Det var her min farbror, Ejnar, holdt ferie og trods forlovelsen – til stor forargelse for naboerne og nogen uro for min far – deltog i kampen om de lokale ungmøers gunst.

    Også et par af mine forældres søstre logerede her, da dydens vej blev dem for trang. Endelig var der Axel, min morbroder, der udmattet efter en lang feriedag faldt i søvn fra petroleumslampen. Den osede, og lugten blev i nattens løb så gennemtrængende, at min mor vågnede. For en sikkerheds skyld ville hun undersøge sagen. Hun åbnede forsigtigt døren og stirrede rædselsslagen ind i værelset, hvor soden hang som guirlander i gardiner, billeder og ned ad væggene. Alt var sort. Dengang, før elektricitet blev alles eje, mistede adskillige livet ved kulilteforgiftning. Mor skreg højt. Aksel satte sig forbavset, men i høj grad levende op i sengen. Han, der hele livet var meget lysblond, var kulsort i ansigtet og havde i nattens løb tillagt sig et stort, kraftigt, sort overskæg. Lettet og fuldstændig overvældet af det komiske syn, brød min mor ud i den smittende latter, der var hendes særkende, når hun rigtig morede sig – en kendsgerning, der i højtidelige øjeblikke kunne få Axel til at reflektere over kvinders – i særdeleshed ældre søstres – træskhed, når yngre brødre udsættes for skæbnens tilskikkelser:

    Her lå man og var lige ved at dø,

    og så knækkede hun sammen af grin, så sygekassebrillerne duggede.

    En tid var min moster, Astrid, ung pige i huset hos os. Det var for øvrigt i den periode Axel Pedersen fra Sem – ham med det flotte, mørke, krøllede hår – ofte kom på besøg. Det blev nu ikke til noget. Moster kom i huset i Havndal, og der mødte hun min senere onkel, Karl. Han var leder af gymnastikken for områdets karle. Moster Ingrid, der var sygeplejerske i Hobro, var også en flittig gæst i Grove. I den periode havde vi besøg af den høje, flotte, mørkhårede tidligere garder fra Edderup, Jens Christian Jensen – det blev heller ikke til noget.

    Den lille trætrappe op til værelset har sin egen historie. Det var her, siddende på trappen, mange af sognets beboere oplevede husets specielle gæstfrihed. Min far var biavler. Om sommeren, når honningen blev slynget, anbragtes besøgende på trappen med en underkop med nyslynget honning, en skive af Mors nybagte kovring – et lille, rundt franskbrød – og en kop kaffe. Men det var ikke her i lærerboligens baggang sognets nyheder blev bragt til torvs. Var der tilløb til det, lød Fars stemme rolig, men bestemt: “Små potter har også ører” – så skiftede man emne.

    På venstre hånd lige efter trappen var døren ned til den store kælder. Den var så dyb, at man under den store ombygning i slutningen af fyrrene kunne lave et hyggeligt værelse til mig ovenover. Snedkeren konstruerede en trappe, der kunne slås op, når man skulle ned i kælderen. Sagt på jysk, var det “møj træls”, når Mor havde været i kælderen, glemt at slå trappen ned og – for at afslutte værket – lukket døren. Så var udgangen fra værelset op over sengen, ud ad vinduet ned på havegangen langs huset i strømpesokker.

    Fra fordøren kunne man gå lige op ad trappen til loftet. Løftede man lemmen, var man i paradis. Hvad findes der ikke på loftet hos en familie, der har svært ved kassere ting. Til venstre for trappen ved skorstenen stod en stor trærulle med de tunge marksten og træstokke, som Mor anvendte hver tredje uge, når hun efter storvasken rullede duge og sengelinned. På skorstenen hang i brunt papir den røgede skinke. Hvis man turde, kunne man snige sig op og file en lækker en luns med brødkniven – det turde jeg. Henne over skolestuen stablede min far årets høst af æbler. Der lå de frostfrit, og man kunne nyde duften, hvis man havde et ærinde på loftet.

    Nå, ja! Så var der sukkeret. Som biavler havde min far trods rationeringen under krigen lov til at indkøbe 100 kg sukker om året. Det var selvfølgelig beregnet som mad til bierne i stedet for den honning, Far tog fra dem i sommerens løb. Men – – det var jo småt med søde sager den gang, så det var fristende for en slikmund, hvis man nu alligevel var på loftet. Vores loft duftede altid rent, tørt og godt. Andre havde besvær med at holde skorstenen fri for løbesod, fordi de anvendte våde tørv og vådt træ.

    Gik man fra forgangen ind ad døren til højre, stod man i køkkenet. Det var i og omkring den dør Far, Mor og fars fætter, Holger, der arbejdede hos købmand Hannibal Jensen i Havndal i trediverne, tilbragte adskillige sene nattetimer med at diskutere. Det forlyder, at diskussionerne, der drejede sig om alt mellem himmel og jord, begyndte i stuen, når man havde taget afsked, og fortsatte ud gennem køkkenet, ud i baggangen, ud på trappen og først sluttede, når Holger – noget over midnat på cykel svingede forbi skolestuen op ad bakken mod Havndal. På turen gennem huset, nedlagde Holger, der var bevæbnet med Randers Dagblad adskillige fluer – man var jo på landet. Det irriterede min mor, der på det tidspunkt sædvanligvis var gået i seng.

    Køkkenet var husets centrale rum. Køkkenbordet var langs vinduet ud mod skolegården. Vasken, der havde for vane at fryse til om vinteren, var placeret for enden af bordet ud mod baggangen. Det var her, man etagevaskede, før der blev indlagt vand og lavet badeværelse i slutningen af fyrrene.

    Over køkkenbordet på væggen ud mod skolegården hang et skab med to låger. Nederst i skabet stod de tallerkener og kopper, vi brugte til daglig, men på de øverste hylder, der kunne “nås”, hvis man tog en taburet til hjælp, stod kagedåserne. De var gamle og bulede, men man kunne stadig se, at det var gamle margarinedåser. Der havde været fem kg i hver dåse. De var fra en tid, hvor det ikke var en dødssynd at spise fedt. De var uundværlige i et hus, hvor der kom gæster, og husmoderen var “god med kaffekanden”, og det var min mor. Man kan undres over, at det var nødvendigt med så mange småkager. Og dog. Vi oplevede aldrig at smage gamle eller tørre vaniljekranse, klejner, pebernødder eller jødekager, og der var jo mange flere slags. Angående jødekager. Må man godt bage dem, skal jeg undrende have spurgt min mor, da jeg en gang som fem – seksårig under krigen hjalp til med julebagningen.

    Tyskernes krigslykke begyndte at svigte, og de allierede og russerne startede tæppebombningene de tyske storbyer. Senere, da de overskred Tysklands grænser, begyndte tyske flygtninge at søge mod Danmark. Det var en sørgelig skare, der i deres hjemland og her måtte døje med sygdomme og lus. Derfor blev der iværksat massevaccinationer mod tuberkulose og difteritis.

    Et par af mine klassekammerater indlagde sig ved den lejlighed uvisnelig hæder. Birthe og især Lilly fandt det lidet tillokkende at stå sammen med ca. 30 andre halvnøgne, rædselsslagne unger, der hylede og skreg ved udsigten til at blive stukket i skulderen af en af dem ukendt mandsperson. De fleste gav dog hurtigt op. Det gjaldt ikke Birthe og slet ikke Lilly. Alt blev prøvet for at få dem overtalt, guld, grønne skove og trusler, intet hjalp. Til sidst var der kun den hårde vej. Den lille spinkle Birthe blev hurtigt nedkæmpet, men Lilly, der var veltrimmet og tilvirket af ægte, jyske materialer, gav ikke op. Hun kæmpede bravt mod overmagten. Selv da fire voksne holdt hendes arme og ben, kæmpede hun, men forgæves. Hun fik stikket. Vi var dog mange, der følte, at Lilly alene havde æren i behold.

    Min egen rolle i seancen var lidet flatterende. Da det blev min tur, slap jeg min fars hånd, susede ud ad døren op over naboens mark mod skoven, hvor jeg troede redningen var. Men jeg opdagede til min rædsel, at en storebror kan være svigefuld. Han indhentede mig og bar mig ind i skolestuen på skulderen. Jeg blev ikke roligere, da jeg hørte kredslæge Effersøes irriterede råb: Kom så med ham, den brøleabe. Skrigende fik jeg som den sidste af flokken stikket.

    Heller ikke lusene holdt sig til flygtningelejrene, hvis det da var der, de kom fra. Der har jo altid været lus i Danmark. Måske skyldes det bare, at de hygiejniske forhold var blevet vanskeligere. Når vi tumlede og legede eller byttede huer, flyttede lusene. Til sidst blev det for meget for nogle af forældrene, de klagede. Læge Gilberg ankom med en sygeplejerske. Alle børn i skolen måtte efter tur ind i køkkenet. Var der lus, vendte de tilbage til skolestuen med vådt hår. Man var blevet afluset – ikke nogen rar entre’. Enkelte familier var så plagede, at hele hjemmet kom under behandling – så var der ro en tid. Joh, køkkenet i lærerboligen anvendtes også til andet end kaffedrikning.

    Ved køkkenvæggen ud mod baggangen stod husets stolthed – et elektriske komfur. Det bestod af en stor og en lille kogeplade, der med en løs ledning fra hver plade kunne forbindes til den transformer, der hang på væggen. Der var tre huller til hver kogeplade, så man kunne øge varmen efter behov – det var ikke et apparat, der kan anbefales i tinder med energiafgifter.

    Under loftstrappen var døren ind til spisekammeret med alle de dejlige dufte af krydderier, kaffe og te, der opbevaredes i en lille, skinnende kobberdåse, svesker, rosiner og sukat, der ikke måtte spises i utide – men ofte blev det. Det var her under loftstrappen – i spisekammeret – badeværelset blev installeret sidst i fyrrene. Indgangsdøren blev ved den lejlighed flyttet ud i gangen til venstre for loftstrappen. Enhver, der har oplevet et køkken med jernkomfur, vil erindre strålevarmen, den stille syden i den blå vandkedel, og det dejlige varme vand, der altid kunne hentes fra “grisen” bagest i komfuret. Nå, ja! Så var der jo lige brændekurven, der skulle fyldes, asken, der skulle ud på møddingen og komfurringene, der skulle pudses med sort ovnsværte. Måske er et moderne, elektrisk komfur ikke en dårlig ide – men alligevel. Vores komfur stod langs sydvæggen ind mod spisestuen.

    Det var vanskeligt at få ordentlig regntøj. Derfor mødte mange af børnene om vinteren gennemblødte og forfrosne. Det våde tøj blev hængt til tørre på kakkelovnen i skolestuen eller på stole omkring komfuret i vores køkken. Nogle børn var så våde, at de måtte låne tøj af min mor, mens deres eget blev tørt.

    Fra køkkenet kom man ind i spisestuen. Midt på gulvet stod det tunge egetræsbord og de fire stole. Her ved spisebordet foregik familiens sociale liv. Der var faste pladser. Jeg sad med ryggen mod køkkendøren, indtil Sven, min storebror, flyttede hjemmefra, så avancerede jeg til pladsen på den modsatte side af bordet Min mor stammede fra en gård, så der blev serveret sund og nærende kost i vort hjem – men vi frådsede ikke. Der var altid to retter – sjældent fisk. Fiskehandleren kørte rundt på cykel, og mine forældre, der fra deres barndom ved Limfjorden var vant til friske fisk, havde svært ved – især om sommeren – at vænne sig til de torsk, rødspætter eller sild, der hele vejen fra Udbyhøj til Grove havde ligget og hygget sig i kasserne på fiskehandler Nygaards cykel.

    Vi fik ikke kød hver dag, men når det hændte, var det som regel farsmad, medisterpølse, frikadeller, kødboller eller en skive af den store skinke, der hang tørt og lunt ved skorstenen på loftet indpakket i brunt papir. Anden ret var sædvanligvis grød. Om søndagen kunne vi få en bøf eller delte et par dueunger fra eget dueslag. Men til hverdag eller fest – man spiste op.

    Noget af det, der står klart i min erindring, er mine forældres omsorg. Var der ikke nok til alle, var det altid os børn, der spiste, mens Mor og Far så på. Jow! Jow! Der var ikke noget at udsætte på yngelplejen i Grove Skole.

    Hvor har der i øvrigt siddet mange ved det bord. Da Mathilde og Laurids Pedersen i Sem mistede deres voksne søn, Jens Anker, kom de nir til Bach for at snakke. Jeg husker også, da min barndoms store kærlighed, “Stinne”, Peter Svendsens Kirstine, der havde passet mig, da jeg var ca. to år, sad foroverbøjet med ansigtet skjult i hænderne, mens Mor og Far trøstede hende. Tyskerne havde arresteret hendes mand, Arne Rousing Pedersen, og resten af det danske politikorps og ført dem til koncentrationslejre i Tyskland.

    En overgang modtog en ung landmand ekstraundervisning, fordi han ikke kunne læse og skrive. Jeg fik strenge formaninger om aldrig at fortælle det til nogle af mine kammerater.

    Det kunne også hænde, at der kom forældre, der med eller uden grund var utilfredse med min fars behandling af deres unger, så måtte Mor og jeg tilbringe en rum tid i køkkenet, mens der blev “talt” i stuen. Jeg er forbavset over min mors sikre fornemmelse for, hvornår kaffen og småkagerne skulle ind. Sædvanligvis skiltes man – om ikke enige – så dog i forståelse.

    I hjørnet til højre for døren var den dejlige kamin med marieglas i lågen. Det var omkring den, vi samledes sidst på eftermiddagen, når det var for mørkt til at arbejde ude og for tidligt at tænde lys – lige inden mor begyndte at lave aftensmaden. Vi holdt mørkning. Far sad i lænestolen og fortalte eller læste højt af f. eks. Den lange Rejse eller Men jeg så ham dø. Når jeg tænker tilbage, var det gerne bøger med historisk indhold, min far læste højt for os.

    Ved siden af kaminen stod den flotte metalkulkasse, som jeg fik et helt specielt forhold til i oktober 1946, da jeg blev storebror. I den anledning kom min moster, Jenny som husmoderafløser.

    Mor skulle, som det var almindeligt den gang, ligge i barselsseng i en hel uge. Jeg var naturligvis meget interesseret i alt, der vedrørte min lillebror. Moster greb chancen og “underviste”. Hun mente, at det var rimeligt, jeg så min lillebrors navlestreng. Det gjorde jeg så – og besvimede. I faldet ramte jeg kulkassen og flækkede mit venstre øre. Stor opstandelse. Mor overvejede at forlade barselssengen. Far blev kaldt ind fra skolen for at ringe efter læge Fuglsang Damgaard fra Havndal. Han ankom iført sin pels af hundeskind et levn fra hans tid som læge i Grønland. Den kunne skræmme ethvert barn fra vid og sans. Mens Fuglsang sludrede med min far på sønderjysk, syede han uden bedøvelse mit øre sammen med tre sting. Her 60 år efter fortæller Moster stadig historien ved enhver familiesammenkomst og forlanger at se arret på mit venstre øre.

    Når vi sad i stuen om aftenen, hentede Far som regel nogle Bodil Nedergaard æbler på loftet og anbragte dem på kaminens rist. Efter nogen tid lød et højt pff.t. Det var tegn på, at æblet var stegt. Det kunne nu spises med en teske – en rigtig herreret.

    Var der ikke aftenskole, møder eller gæstebud – hvad der ofte var – tilbragte vi vinteraftenerne omkring spisebordet. Mor sad altid med sytøjet, jeg med legetøjet og Far med hovedet begravet i den bog, han forberedte sig efter, mens vi lyttende til radioens musik eller hørespil. Hvem husker ikke Gregorymysteriet eller Mordets Melodi. De var så uhyggelige, at Mor og jeg kunne “klemme” i lang tid, inden vi skræmte besluttede os for med hinanden i hånden at liste ud på dasset, der var placeret i udhusets vindblæste østhjørne.

    På stuens vestvæg over lænestolen hang den gamle telefon, partstelefon, hed det den gang, fordi der var fire abonnenter på samme nummer. Vi havde nr. 38u, Chr. Møller 38v, Julius Møller 38x og 38y tilhørte vistnok sognefogeden, Anders Møller, i Edderup. Skulle vi telefonere, løftede vi forsigtigt røret og lyttede, om telefonen allerede var i brug. Det var ikke en telefon, man fortalte familiehemmeligheder i. I øvrigt ringede man ikke unødigt og aldrig mellem kl. 11 og 12, for da var Kirstine, centralbestyrerinden, ved at lave “unden”, middagsmad, og så kunne det knibe med at få propperne ud igen, når der blev ringet af. Det kunne ses på regningen. Hvert kvartal modtog vi fra centralen i Skrødstrup en lille håndskrevet seddel på hvert eneste opkald, vi havde foretaget.

    På den anden side af døren ind til Den stur Stow stod skænken med det fineste vi ejede – sølvtøjet. Far og Mor fik ikke løn for arbejdet i aftenskolen. I stedet indsamlede eleverne hvert år penge og købte sølvtøj, som mine forældre fik, når sæsonen var slut. Når vi havde gæster, blev hjemmet vist frem ved en højtidelig rundtur. Far og Mor gik i spidsen, og vi fulgte glade og stolte efter. Optoget endte altid foran skænken, hvor Far og Mor “i al beskedenhed” viste sølvtøjet frem. Efterhånden fik de samlet sølvtøj til tolv personer. Gafler, skeer, dessertskeer, teskeer, kagegafler samt alt det løse – kun knivene manglede. I dag synes det måske lidt komisk, men dengang delte vi vore forældres dybe glæde og stolthed over, at de trods dårlige odds – var nået så langt. Oven over skænken hang uret med den smukke klang. Far fik det i julegave af skoleeleverne det første år, han var i Grove (1929).

    I hjørnet ind mod kontoret stod orgelet. Her øvede Far sig hver lørdag med én finger på de salmer, han skulle synge i kirken om søndagen. Jeg husker især en episode, hvor orglet spillede hovedrollen. Det var i marts 1945. Min far sad og trampede i pedalerne, mens han med én finger kæmpede sig gennem Frihedssangen. Den var blevet offentliggjort i et af de illegale blade, der ad uransagelige veje altid fandt frem til denen i Grow Skuel. Derfor kunne vi, da befrielsen kom, og kort tid efter skolebørnene synge med på Frihedssangen.

    Vi havde også en stur stow. I mange år var der ingen møbler ud over et Hornung og Møller klaver, som mine forældre havde købt for 200 kr. Da stuen i 1947 skulle møbleres, kom jeg med min far og mor til Randers for at købe møbler, tæpper, billeder m. m. I en familie, der ikke kan bestemme sig, fordi man ønsker det smukkeste, billigste og mest holdbare, er det en meget langsom proces. Stuen blev flot, men som alle andre ordentlige menneskers fine stue, blev den kun brugt et par gange om året, når vi havde gæster. Der var ingen kamin i Den stur Stow, så skulle den varmes op, fyrede vi ekstra godt op kaminen i spisestuen og åbnede en lille rist i væggen – og døren naturligvis.

    Når jeg var alene hjemme, fik jeg gerne lov til at sove i mine forældres dobbeltseng. Sove er nu så meget sagt. Det var under krigen, og jeg var som de fleste andre, der var børn under Den 2. Verdenskrig hunderæd i mørke.

    Kontoret, som vi gik ind i fra spisestuen, var et spændende rum. Inden for døren til venstre ved bogreolen stod den store, blågrå plyslænestol. I den tilbragte jeg mange dejlige timer i selskab med H. C. Andersen, Peter Freuchen og Johannes V. Jensen, hvis jeg da ikke fortabte mig i Gyldendals Leksikon eller måbende betragtede billedet i Frem af den myrdede Karl d. 12. eller mammutten, der så sørgelig kom af dage i Sibirien, da den faldt i en revne i isen i urtiden. 50 år senere kunne jeg konstatere, at historien var sand, da jeg med egne øjne så den på et museum i Skt. Pedersborg.

    I min barndom var det almindeligt, at drengene fra Grove om søndagen legede i Siemskowen – Semskoven, Hien – Heden eller Kratted – Krattet ved Edderup Skovgaard. Lykken var efter sådan en lang spændende eftermiddag at komme hjem og finde Far og Mor siddende i kontoret i plysmøblerne ved kaffebordet. Det vil sige, min far drak aldrig kaffe. Han drak saftevand, mælk eller kogt vand. Derimod var han god til alle slags kager, og dem var der rigeligt af på vores kaffebord.

    I kontoret holdt vi jul. Træet hentede vi i Semskoven. Den 24. december om formiddagen satte Far det på fod og placerede det i kontoret foran døren til den lille veranda, der var bygget ud i haven. Jeg fik altid lov til at hjælpe med at pynte – undtagen med lamettaen. Den kunne kun min far hænge på, så det så ordentlig ud, mente han.

    I vort sogn var der som regel to julegudstjenester. Klokken 14 i Sem Kirke og klokken 16 i Hem Kirke, der var pastor Nørgaards hjemkirke. Som søn af kirkesangeren ved Sem Kirke gennem 23 år var jeg altid til julegudstjeneste i Sem sammen med min familie. Der var stuvende fuldt – helt anderledes end på almindelige søndage. Folk i Sem Sogn var ikke meget kirkesøgende, og det hændte undertiden, at pastor Nørgaard måtte prædike for en eller to kirkegængere, men juleaften mødte alle op i kirken.

    Pastor Nørgaard var en meget venlig og afholdt præst. Min far regnede ham blandt sine nære venner, selvom de trods 20 års samarbejde i Sem Kirke vedblev at sige De til hinanden.

    Eftermiddagen var forfærdelig lang. Det havde min far og mor forståelse for. I god tid før jul havde de indkøbt Knold og Tot, Fyrtårnet og Bivognen og Troldepuds, som vi måtte læse i, mens vi ventede. Som regel fik vi også lov til at vælge en af de få gaver. Bløde gaver var ikke noget ukendt begreb den gang, men med lidt hjælp fra Far og Mor blev det en af de gaver, man kunne lege med.

    Inden Mor begyndte på maden, stod hele familien gerne en lille stund ude på cementtrappen i skolegården og lyttede, når Kren Juul – der i virkeligheden hed Christian Andersen Møller – kimede julen ind i Sem Kirke.

    Maden spillede en stor rolle i vort hjem juleaften. Vi fik altid flæskesteg, hvide og brune kartofler, rødkål, syltede agurker samt ris a’ la mande med mandel og selvfølgelig med karamelsovs, for vi holdt meget af søde sager. Det var næsten altid min far, der fik mandelen. Vi snød ikke. Til gengæld kunne mandelgaven altid deles med andre – og det var skik i mit hjem. Efter opvasken blev vores egen jul kimet ind med den lille sølvklokke, der var hængt op i døråbningen mellem spisestuen og kontoret.

    Klokken syv blev lyset slukket og træet tændt. Vi sad andægtigt omkring det glimtende træ og sang julesalmer – mange salmer – alle versene, for min far havde den aftale med sine søskende – troede han – at alle i familien begyndte at pakke julegaver ud kl. 20. Det har senere vist sig, at kun vores familie overholdt aftalen – men sådan er der jo så meget.

    Endelig blev klokken 20. Gaverne lå fristende under træet, men vi havde ingen hast i vores familie. Gaverne blev pakket ud en ad gangen. Først valgte den yngste en gave og pakkede den ud, mens andre interesserede så til og kommenterede. Papiret blev rakt til min far, der afgjorde, om det skulle gemmes og bruges til indpakning af gaver året efter. Udpakningen fortsatte efter tur. Det tog lang tid, men når vi var færdige med at pakke ud, var der også ryddet op – og vi havde indpakningspapir til næste års jul. Det var da praktisk.

    Et år lige efter krigen fik jeg en meget stor gave, et par ski, som jeg brændende havde ønsket mig. Det blev der gjort lidt ekstra ud af. Far havde skrevet små sedler: Led i soveværelset på sengen – led i kælderen ved honning-krukken – led under høvlbænken på loftet. Jeg “filede” huset rundt skarpt fulgt af min familie. Turen sluttede i skolestuen under tavlen. Der stod jeg målløs af glæde med mine nye ski i hånden – dog ikke ret længe. Jeg måtte i gummistøvlerne for at prøve en tur rundt om pumpen i skolegården – hvilken fryd. De efterfølgende år prøvede jeg igen at lede efter en af gaverne, men glæden blev aldrig så stor, som da jeg fik skiene.

    Tilbage til juleaften i kontoret. Efter udpakningen var der julehygge. Vi legede med gaverne, mens Mor og Far sad og læste julebreve fra familien. På et tidspunkt lavede Mor kaffe til sig selv og mælk eller saftevand til vi andre – og så kom godterne på bordet. I tiden op til jul havde Mor lavet pebernødder, brunekager, havregrynskugler – dem måtte der nu gerne laves to portioner af, fordi den første portion gerne var spist inden juleaften. Der var også “marcipankonfekt”. Det blev lavet af kartoffelmel opbagt i smør og tilsat smags- og farvestoffer. Den gang syntes vi, den hjemmelavede marcipan smagte godt. I dag ville man nok ikke skrive hjem om det. Endelig var der resterne af de godter, min far havde købt til skolebørnenes juletræsfest.

    Hvert år i begyndelsen af december, kom jeg med min far hen til Brugsen i Kastbjerg, når der skulle købes ind til de godteposer, børnene fik udleveret ved julefesten i skovlen. Det var en større udskrivning. Far var meget omhyggelig med, hvad han købte, for pengene gik af hans egen lomme. Det skulle “se ud” og smage godt – og det var ikke nemt under krigen. I posen kunne der være: Et æble, og da det igen blev muligt efter krigen at købe dem, en appelsin eller en mandarin, en romtop, som min far elskede, et par karameller, et par bolcher – og for at spare lidt, kom der nogle af min mors hjemmelavede pebernødder, havregrynskugler og konfekt i. Dengang var slik ikke noget, man bare gik hen og købte. Det fandtes ikke.

    Aftenen før skoleafslutningen skulle slikket puttes i poser. Det var en fest. De mange poser blev stillet op på køkkenbordet. Undertiden fik jeg lov til at komme et par stykker slik i hver pose. Det var forbudt at smage – der var kun købt det antal, der skulle bruges og ikke mere. Som regel var der dog et par ekstra poser – for tilfældet. MEN . . alene duften – og muligheden for, at Far forbarmede sig, så jeg fik lov at smage et enkelt stykke, var det hele værd.

    Fra kontoret var der en dør ud til verandaen, den lille tilbygning ud mod haven. Et meget lyst og dejligt rum med vinduer til alle sider og en dør ud til haven. Der var knebent med plads, for i rummet stod et bord og tre kurvestole, min far havde flettet, da han holdt husflidsskole for de unge. Så snart vejret tillod det om sommeren, spiste vi til middag på verandaen klokken 12. Var det meget varmt, flyttede vi ud på have-gangen. Men ligegyldigt hvor vi sad, var der en dejlig udsigt til min fars velholdte have. Jeg husker især en gang. Det var regnvejr. Far kom ind fra skolen, og Mor serverede kakao og et stykke nybagt franskbrød med honning. Der sad så hele familien og spiste “honningmadder”, mens regnen trommede på bliktaget, så det næsten var umuligt at tale sammen. DET var råhygge.

    Da Far og Mor ankom til Grove Skole, var haven meget traditionel med blomsterhave og et lille bindingsværkslysthus under kastanietræet, hvor vores egen – og andres katte til min fars store ærgrelse fik killinger. Det var nu nok ikke alene derfor, huset forsvandt, da haven blev lagt om. Det var meget forfaldent.

    I 1946, da min far endelig var færdig med at betale af på sin studiegæld eller læsegæld, som det kaldtes den gang, blev der lidt luft i økonomien. Far havde i vinterens løb siddet ved stuebordet og læst om blomster og buske og i ny og næ haft papir og blyant fremme. I smug havde han besøgt alle omegnens stendynger og fået de flotteste sten kørt hjem i haven.

    Da foråret kom, tog han til Råby til gartner Greve. Efter megen snak frem og tilbage var alt på plads. Gartneren havde med få rettelser godkendt min fars tegning. Planen kunne sættes i værk. Lysthuset blev brækket ned. De store sten blev anbragt i mægtige cirkler bl.a. omkring kastanien – de ligger der vist endnu. En stenhøj blev kunstfærdig kreeret. Så manglede kun det store runde vandbassin med hvide og røde åkander – men ingen fisk. Det var ikke nogen større udfordring for min far, murersønnen fra Ajstrup at støbe bassinet.

    Far var helt euforisk, da han skulle til at udplante alle de mange planter og buske i bede og stenhøj. Haven blev flot, og da min far som min mor havde grønne fingre, blev den smukkere og smukkere, efterhånden som blomster og buske groede op. Når vi havde gæster om sommeren, var en havevandring obligatorisk. Med denen i spidsen gik man mere eller mindre interesseret rundt og hørte på latinske navne og så på smukke blomster. Kunne min far komme til at prakke folk et par planter på, var det ham en glæde. Han kunne ikke fordrage at kaste planter bort. Der var tre urtehaver fyldt med grønsager, rabarber, frugttræer og buske. Alt struttede af sundhed – vi havde jo også de tre dasser.

    Nederst i haven ud mod Farbror Jens’s – Jens Lindskovs mark stod de mange bistader. En overgang var der 15 med to bifamilier i hvert stade. Når Far havde slynget honningen, blev den rørt grundigt, inden den blev hældt på glas. Hvert efterår aftog Mariager Apotek en anseelig del af høsten For at blive ansat som lærer i Grove, var det en betingelse, at Far kunne forestå sangen i Sem Kirke, som det hed i kaldsbrevet, der var underskrevet af amtmanden i Randers. Det betød, at han mødte i kirken til alle kirkelige handlinger og i hjemmene, når der skulle synges ud – den højtidelighed, der blev afholdt i hjemmet, før den afdøde blev ført til kirken. Far skulle møde i smoking, knækflip og nypudsede sko. Det sørgede min mor for. Når Far kom farende ind fra skolestuen, lå tøjet parat på sengen lige til at hoppe i. Hvis børnene ikke kunne senedes hjem, måtte min mor agere vikar.

    At være lærer var et kald for min far. Var der ting, han ikke vidste noget om, satte han sig ind i det. At lære var det vigtigste af alt. Hans valgsprog, Man kan, hvad man vil, men slid skal der til, ses stadig i adskillige gamle poesibøger. Han forstod og tolererede ikke dovenskab, hvad den end skyldtes. Man skulle ikke regne med ros, hvis man, når han spurgte om, hvor mange gange man havde læst på lektien, svarede: Tow gång! Man bliver ved, til man kan.

    I dansk inddelte Far eleverne i fire hold – alligevel hørte man ham aldrig råbe om støttelærer eller øgede bevillinger. Det havde nok heller ikke hjulpet. Hold 1 skrev diktat, mens hold 2 læste op, hold 3 skrev genfortælling og hold 4 indøvede staveord. Ganske vist rettede eleverne hinanden – men alligevel.

    Kort efter sin ansættelse som lærer i Grove besluttede min far, at starte en aftenskole for de unge i sognet. Han bad sognerådsformanden, Axel Qvotrup, om tilskud til materialer. Det første år var svarret: Nej! Men aften-skolen blev alligevel gennemført. Far og eleverne betalte selv materialer, lys og varme. Det andet år lød svaret:

    Do ka fo 20 kr., men så ska’ do også gi’ kaffe den sist awten

    – og sjel betaal lys å warm!

    Sådan startede den ulønnede aftenskole for unge og andre interesserede i Grove Skole. Det blev en succes, der blev gentaget år efter år, og den gav inspiration til mange andre arrangementer i skolen.

    20 kr. er set med vore dages øjne ikke noget store beløb, men sammenlignet med min fars månedsløn, der det første år var på 195 kr., var det måske it så ring endda.

    Man kom ind i skolestuen gennem den lille gang. Overtøjet blev hængt på knagene, og træskoene sat med næserne helt ind mod væggen. Selve skolestuen var et lille rum. Der var tre rækker skoleborde med fast sæde og skrå bordplade. Drengene sad ud mod vejen ved vinduerne, der var utætte. Der var varmt om sommeren, men det trak fælt om vinteren, selvom der blev fyret rigeligt med tørv og træ i den gamle runde jernkakkelovn. Det hjalp ikke meget, at vi undertiden flere gange om dagen blev flyttet rundt, efter hvor mange fejl vi havde haft i diktat eller regneprøve.

    Inden for døren stod det gamle skab, hvor skolebøger, udstoppede dyr – og i et bolcheglas i sprit den hugorm, Peter Munk engang havde haft med i skole, samt de fysikinstrumenter min far havde købt for sine egne penge.

    På samme side stod skabet med Sem Sognebogsamling. Oprindelig startede bogsamlingen som en bogklub. De indkøbte bøger blev grundstammen i det bibliotek, der under min fars ledelse voksede sig større og større år for år.

    Da en ny bibliotekslov påbød alle områdets sognebiblioteker at samarbejde med Centralbiblioteket i Randers, fik min far et chok. Et par bibliotekarer kom og kasserede over halvdelen af bøgerne – de lasede, de uaktuelle og de bøger, der sjældent blev læst. De skulle brændes. Far reddede adskillige af bøgerne, som igen kom til at stå i samlingen, men de blev taget ud, når der var inspektion fra Randers Centralbibliotek.

    Der var en særegen duft i lokalet. Den skyldtes rengøringen. Om eftermiddagen kom Marie Rasmussen og stillede alle skolebordene på højkant, så dryssede hun savsmuld vædet med olie ud på gulvet og fejede det sammen igen. Smuldet blev brugt mange gange. Efterhånden som det svandt i spanden, blev der hældt nyt smuld og olie oveni – bakterier? Jow – det var jo også derfor gulvet blev vasket og ferniseret hvert år til jul og sommerferie.

    Det var sparsomt med materielle goder i vor barndom, men vi havde så meget andet. I skolegården og på legepladsen legede alle med hinanden. Det gav social træning, og venskaberne varede livet ud – men det er en anden historie. Sikkert er det, at denungen fra Grow og alle de andre ser tilbage på den barske, men lyse tid, der nu kun findes i erindringen med stor glæde og taknemmelighed.

    Efter 2. Verdenskrig rejste landet sig. Vi mærkede det også i vores sogn. Maskinstationer, traktorer og arbejdsbesparende maskiner vandt indpas. Den beskedne plads bag køerne blev afløst af et moderne badeværelse, og i de fleste husholdninger fik man støvsuger, røremaskine, food processor og fryser. Arbejdet blev mere overkommeligt og kunne overstås på kortere tid. Der var ikke brug for så mange hænder til daglig. Arbejdskraften blev dyr. Det forstærkede udviklingen – de unge næsten flygtede fra landet.

    Skoleloven af 1947 gav de små landsbyskoler dødsstødet, men landsby børn fik samtidig mulighed for som by børn at få en realeksamen, som det hed den gang. Skolerne blev efterhånden nedlagt og solgt til private. Læreren forsvandt og med ham aftenskolen, sykurserne, foredragene og biblioteket. En epoke var forbi.

    Far, der på det tidspunkt var 45 år gammel, så skriften på væggen. Grove Skole ville som alle de andre landsbyskoler blive nedlagt. I bedste fald ville han kunne blive i embedet en kort årrække som forskolelærer, indtil alle klasser var overført til de nyoprettede centralskoler.

    Den dejlige tid i Grove var forbi for altid.

    Da han et par år efter blev opfordret til at søge stillingen som førstelærer ved den nye centralskole i Udbyover, slog han til. Familien flyttede fra Grove til Havndal i 1952, hvor min far fungerede som førstelærer og kirkesanger, indtil han i 1967 blev pensioneret på grund af sygdom. Livet i Havndal blev desværre ikke så lykkeligt som tiden i Grove – men det er en anden historie.

  • De sagde jeg var ædruelig

    De sagde jeg var ædruelig

    Lige efter min konfirmation fik jeg plads hos Anders Steffensen på Norup Mark. Jeg har aldrig haft nogen stærk ryg og arbejdet i landbruget med maskinerne og de mange tunge løft medførte, at min ryg blev mere og mere ødelagt. Efter at have undersøgt mig, sendte dr. Fuglsang mig på Ortopædisk Hospital i Århus. Et stykke tid måtte jeg ligge i gipsleje om natten. Det hjalp ikke, så jeg kom under revalideringen. De skaffede mig kort tid efter en læreplads hos cykelhandler Juul i Havndal.

    I to år gik jeg to gange om ugen fra kl. 19.00 – 22.00 på Teknisk Skole i Havndal. Jeg havde aldrig været nogen ynder af lektielæsning – og resultatet var derefter. Men da jeg opdagede, hvor nødvendigt det var at kunne læse, startede jeg i aftenskolen i Grove. Det er nok noget af det klogeste jeg har gjort. Jeg fik lært at læse, og det har jeg mange gange senere i livet været meget glad for.

    Juul havde to biler og tre motorcykler, som han lejede ud. Da det ofte var mig, der udleverede både biler og motorcykler, mente han, det var nødvendigt, at jeg fik lidt større kendskab til de dele. Kort tid efter sørgede han for, at vi kunne deltage i et svejsekursus, der blev afholdt i Randers. Juul kørte motorcykelen derud, mens jeg – uden kørekort – kørte hjem. Det gik skam fint.

    Bilerne kunne jo ikke stå ude på gaden, så dem måtte jeg køre gennem den lille gyde ned til værkstedet. Det var jeg ikke altid lige heldig med. En gang endte jeg i trappeskakten. Det kostede en ny køler, men hvad, hvor der handles, der spildes.

    Da en af mine venner, der var kommet ud at sejle, meget levende og dramatisk fortalte mig om sølivets glæder, vågnede en udlængsel, jeg slet ikke vidste, jeg havde. Han skaffede mig hyre på et skib. Selv om jeg ikke var udlært, sagde jeg straks op hos cykelhandler Juul og begav mig mod Tuborg Havn, hvor jeg skulle påmønstre. Skibet var sejlet, da jeg ankom. Det var den udlængsel.

    En kort tid, inden jeg tog tilbage til Juuls cykelværksted, fik jeg arbejde hos Erik Ørfeldt på Edderup Østergaard.

    Jeg blev udlært januar 1951. I Havndal havde jeg mødt Klara, dyrlæge Munchs tjenestepige. Vi blev gift i februar 1951 og har i 54 dejlige år delt alt, hvad livet bød os.

    Jeg så i avisen, at der var en cykelforretning til leje i Aalestrup. Jeg kontaktede ejeren og blev meget glad, da jeg kunne få lejemålet. Umiddelbart efter opdagede jeg, at der i forvejen var både en cykelfabrik og to andre cykelforretninger i byen, turde vi ikke. Det ville være alt for risikabelt. I stedet besluttede vi at opsige lejemålet og rejse til Stenstrup på Sydfyn, hvor også mine forældre boede.

    Revalideringen sendte mig på et tre måneders efteruddannelseskursus i København, derefter stillede de i udsigt, at de ville hjælpe mig med at etablere min egen cykelforretning i området. Det blev nu ikke til noget. I stedet fik jeg arbejde hos en mekaniker i Stenstrup.

    Senere fik jeg plads som traktorfører på Rygaard Gods. Lønnen var meget god – hele 125 kr. om ugen og logi. Pengene kunne vi sagtens bruge. Vi var efterhånden blevet en lille familie. Vi havde fået to børn.

    Efter i 1955 at have arbejdet på en gård i Gislev, fik jeg i 1956 job som traktorfører i skoven på Langeskovgård ved Stenstrup. Der blev jeg i to år. Da sønnen på Langeskovgaard i 1958 fik tilbudt bestyrerpladsen på Ubberudgård, bad han mig om at rejse med. Kort tid efter, da han rejste til England, blev det Klara, der måtte sørge for kosten til den ansatte karl og fodermesteren.

    I 1960 havde jeg et meget sundt arbejde. Jeg fik ansættelse på en stor frugtplantage og det tilhørende mosteri. Jeg skulle hente æblerne, når de ankom til stationen i jernbanevogne og senere aflevere kasserne med den færdige most, når den blev returneret til kunderne.

    Efter et lille intermezzo som traktorfører i Korinth, fik jeg plads som bestyrer på en gård i Lyndelse, der ejedes af et par søstre. Vi skiltes nu lidt pludselig i juni 1965, fordi vi ikke var enige om lønnen. Pludselig en dag kl. 12.00 stod jeg på gaden sammen med Klara, børnene, hunden og svigermor, der netop var på besøg og ikke ytrede ønske om at rejse. Vi fik hurtigt tilsagn om at måtte flytte ind i en tom lejlighed i Tommerup Missionshus – når den var færdigrenoveret. Møblerne blev opmagasinerede i missionshuset. Men hvor kunne vi være?

    Ved Frøbjerg Bavnehøj havde de lige fået bygget nye toiletfaciliteter, så efter at have fået tilladelse til at bruge dem, flyttede vi – og svigermor – i villatelt ved foden af Frøbjerg Bavnehøj i tre uger, indtil vores nyistandsatte lejlighed i Tommerup Missionshus var klar. Det gik nu meget godt, så vi fortæller ikke historier om intrigante svigermødre i vores familie, for vi kender ingen.

    Jeg fik straks arbejde som smed og afløser for fyrbøderen, der passede ovnene på Skovstrup Teglværk.

    I 1973 fik jeg arbejde hos Krarups Maskinfabrik. Jeg stod ved en drejebænk hele dagen og kom hjem om aftenen sort som en neger. Det holdt jeg til i to år, derefter søgte jeg og fik ansættelse i Svendborg Vinkompagni.

    Jeg blancherede gennem årene utallige tons grønsager. Undertiden fik jeg tilbud om at hjælpe i vinafdelingen med at fylde whisky på flasker – efter sigende fordi jeg var ædruelig. Det havde sin charme, for ved arbejdstids ophør var der som regel en lille sjat tilbage – ikke nok til en hel flaske. Det skulle hældes i kloakken. Men vi vidste jo, at Svendborg Vinkompagni var interesseret i, at medarbejderne havde et godt kendskab til selskabets produkter, så det hændte, at vi tog en lille smagsprøve.

    Svendborg Vinkompagni blev min sidste arbejdsplads. Jeg blev der, til jeg i 1999 gik på efterløn.

    Da min far i 1976 fik cancer og havde svært ved at klare sig alene, ville han gerne, at vi flyttede ind hos ham. Vi købte huset og passede ham, til han døde som 80-årig i 1976.

    – nu mangler kun historierne om huset, haven, campingvognen i Lundeborg, børnene, børnebørnene og ikke mindst Klara.

    Så – – – er du trist, og har du sorg i sinde, så kig ind hos os i Lundeborg.

  • Vildænder sælges

    Vildænder sælges

    Det var et muntert hold, der i 1959 mødte op i Hem Præstegård, for at gå til konfirmationsforberedelse hos pastor Nørgaard. Vi sad i det samme lokale som damerne, der gik til kjolesyning. Det hændte, at de tabte en knappenål på gulvet. Vi konfirmander brugte dem lidt anderledes end damerne. En dag jeg fløj op på bordet for at undgå at få en knappenål i bagen, klappede bukkene, der holdt bordpladen, sammen. Da vi ikke kunne nå at stille bordet op igen, inden pastor Nørgaard kom ind ad døren, måtte vi i en stiv klokketime sidde og holde bordpladen. Det var lidt anstrengende.

    Konfirmationsfesten foregik hjemme i Grove. Stuerne blev ryddet. Borde og stole stillet op, så der var plads til hele familien. Nogle dage senere blev venner og bekendte, der havde givet gaver eller penge, inviteret til spisning. De nye skikke var ved at snige sig ind, for vi fik serveret et enkelt glas vin til maden. Det var ellers ikke spiritus, man brugte penge på i Grove. Jeg fik et fotografiapparat og 600 kr. i konfirmationsgave.

    Jeg arbejdede hjemme det første halve år, inden jeg til 1. november fik plads på Enghavegaard i Edderup. Lønnen for hele året var 2.900 kr. Jeg var glad for at være hos Inga og Erik. Det var en gård i drift, hvor vi lærte meget, og forholdene på Enghavegaard havde ændret sig, siden Dorthe gik på aftægt. Vi havde det godt.

    Året efter (1963) fik jeg plads hos Rasmus Brønnums svigersøn, Jens Madsen, i True, hvor jeg skulle være enekarl. Det var en gård som de fleste på den tid. Det war jo lit lont hjemfra, så jeg blev glad, da nogle kammerater fra Grove meddelte, at de ville besøge mig. Jeg købte en kasse øl hos købmanden. Konen i huset, Ruth, ville gerne hjælpe, så hun nedkølede øllene. Jeg tror nu nok, at hun har nok været bedst til snaps, for hun anbragte dem i fryseren. Da de igen blev taget op, var flaskerne sprængt. Vi ærgrede os lidt, men det er en af de episoder, jeg stadig husker fra en festlig ungdom.

    Året efter flyttede jeg 500 m ned ad vejen til Truegaarden. Det var en stor, moderne gård. Vi var to karle til at passe markerne og de 60 køer. Det var nu til at overkomme, for vi havde både traktor og moderne maskiner – bl.a. rørmalkningsanlæg. Der var meget ordnede forhold. Jeg havde fri hver anden weekend fra lørdag middag til mandag morgen, så jeg havde god tid til at køre hjem til Grove på den knallert, jeg havde anskaffet mig. Var jeg heldig, kunne jeg få et lift med Hans Lindskovs, Ole, der tjente i nærheden. Han havde bil.

    Fra slutningen af 1950’erne var stemningen meget optimistisk. Det var, som om alt kunne lade sig gøre. Folk fik flere penge mellem hænderne. Der blev også penge til det inde. Badeværelse med toilet, nye husholdningsmaskiner og møbler. Der var efterhånden traktorer og moderne maskiner på gårdene, og man begyndte at se flere biler på vejene. Far og Mor var nogle af de første i Grove, der fik bil. Den var gammel og uden selvstarter. Skulle vi ud at køre, satte Far sig ind i bilen bag rattet, mens Mor måtte stille sig foran bilen med enden i vejret og dreje med startsvinget.

    Min næste plads var Ødumgaarden. Den plads kunne der fortælles meget om, men det gør jeg ikke. Mellem frugttræerne var der sået græs og ærter, som blev slået med le til dyrefoder. En søndag, manden selv slog foderet, kom han til at brække leen. Det havde han åbenbart glemt, for mandag morgen, da jeg tog leen op, for at slå græs, kom han ud og gav mig skylden.

    1966 blev jeg indkaldt til flyvevåbnet. Efter rekruttiden i Karup blev jeg overført til flyvestation Ålborg, hvor jeg blev chauffør i eskadrille 723. Jeg kørte med piloterne og havde ansvaret for tre minibusser. Lønnen var 60 kr. om ugen samt kost, logi og fri rejse, når jeg i weekenden rejste med Hadsund-Peter hjem til trinbrættet ved Trudsholm, hvorfra Far hentede mig i bilen.

    Da jeg var 15 år, købte jeg en brugt rugemaskine, 80 fasanhøner, 16 kokke, og begyndte at opdrætte fasankyllinger. Når kyllingerne havde gået otte uger i den voliere, jeg havde lavet i haven, blev de solgt til skytter, der brugte dem til udsætning. Det var en rimelig forretning, hvis de kunne være i fred for ræv og mår. Det gik kun galt en gang. En mår kom ind i volieren og bed halvdelen af kyllingerne ihjel. Da det gik bedst, udrugede jeg 4000 kyllinger. Også skattevæsenet syntes, det gik strygende, men det snakkede vi nu om – det har vi for øvrigt gjort flere gange siden. Senere begyndte jeg også at ruge vildænder ud.

    Jeg var glad for min flittige mor, der påtog sig at passe bedriften, mens jeg var soldat. Pengene kunne jeg jo godt bruge. Kun en gang var vi lidt uenige. Jeg havde sat en annonce i avisen:

    Vildænder sælges 12 kr. pr. stk. – plukkede 13 kr.

    Mor blev lidt overrasket.

    Hwem ska’ pluk dem, spurgte hun. De’ ska’ do da! Ka de’ it go rundt?

    Det er ikke altid nemt at være arbejdsgiver.

    Efter soldatertjenesten begyndte jeg at arbejde som chauffør på Foderstoffen i Havndal. Jeg boede i Grove hos Mor og Far. Arbejdet bestod i at køre rundt mellem fjordene med byggematerialer og dyrefoder, som kunderne havde bestilt. Der var et meget hårdt arbejde.

    I oktober 1969 søgte jeg plads som chauffør på Havndal Andelsmejeri. Der var kommet nye regler. Landmændene skulle af hygiejniske grunde installere rørmalkningsanlæg og køletanke, så mælken hver dag kunne blive afhentet af tankbiler. Det var et meget bundet job. Skulle jeg have fri, måtte jeg betale vikar. Til gengæld bestemte jeg selv, hvor lang tid jeg ville bruge på ruten. Det blev som regel til seks timer.

    I 1970 købte jeg et par byggegrunde på ca. 1.400 m2 i Havndal og begyndte at bygge huse. Det første, der var på 170 m2, solgte jeg for 190.000 kr. Det andet var jeg lidt uheldig med. Vi havde ikke fået aftalt, hvor meget inventaret måtte koste, så da køberne valgte dyrere materialer, end jeg havde beregnet, holdt jeg kun lige skindet på næsen, men så blev jeg så klog. Jeg fik den ide, at jeg kunne supplere min indtjeningen ved at købe en varebil og i min fritid køre ud på landet og sælge ost, som jeg købte på Havndal Andels-mejeri. I 1973 blev jeg gift. Vi kom til at bo i Vestparken i Mariager.

    Der var store forandringer i landbrugssektoren i de år. Stort er godt, lød mottoet, da Havndal Andelsmejeri blev opkøbt af Mælkecentralen i Randers og nedlagt. Jeg kom til at køre ud fra Randers i et nyt, større område, der nåede næsten helt til Viborg. Den ene uge kørte jeg i fem dage, den næste uge i to dage, så der var rigeligt med fritid.

    I 1984, da jeg blev skilt, fik jeg brug for lidt ekstra kapital. Jeg købte en trailer. På den satte jeg en kasse med køleanlæg. Da den blev godkendt, begyndte jeg at køre en landtur med oste, som jeg kunne købe på mejerierne. Efterhånden fik jeg mulighed for at udvide varesortimentet. Det fik både kunderne og jeg glæde af.

    I 1992 blev jeg gift med Pia. Fire år senere købte vi den gamle dyrlægeboglig, Klostergade 9 i Mariager I 1997, da jeg var sygemeldt i 11 måneder, fik jeg at vide, at jeg ikke længere kunne arbejde som chauffør. Jeg begyndte at arbejde på Åge Larsens plastfabrik i Mariager, hvor jeg var ansat til 1. januar 2003.

    Mange havde gennem årene spurgt mig, om jeg ikke kunne tænke mig at åbne en osteforretning i Mariager. I 1998 syntes jeg, at tiden var inde. Vi indrettede en forretning med lager i udhuset. Jeg gik stadig på arbejde, kørte landtur med oste m.m., og der blev også ind imellem tid til med venstre hånd at klare et rengøringsjob.

    Sortimentet af ost, vin, spiritus og øl udvides stadig, og vi kan glæder os over, at indtægterne fra forretningen nu næsten kan forsørge vores familie.

    Ud over forretningen er fiskeri og jagt min store hobby. Første gang jeg var på jagt i Sverige, var jeg så heldig at skøde en elgkalv.

    Ser jeg tilbage på, hvordan det er gået, kan jeg se, at det ikke er nok, at man er heldig. Man skal også være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og være rede til at turde tage chancen, når den byder sig.

  • Konfirmation

    Konfirmation

    Enkelte kom ud at tjene, før de blev konfirmerede, men de fleste af os blev først voksne den dag i april, vi blev konfirmeret i Sem Kirke af pastor Skærbæk eller hans afløser pastor Nørgaard. Fra den dag af havde drengene – som Long-Krasjan så rammende udtrykte det:

    – lov te å røg, drik djer øller å slå djer sk… mæ kålen. –

    for pigerne gjaldt lidt andre normer.

    Det var en stor dag, som vi så hen til med spænding, glæde og nogen bæven. Vi vidste, at vi fra den dag af selv havde et stort ansvar for, hvordan vort liv skulle forme sig.
    Egentlig var det startet allerede det foregående år, da vi begyndte at gå til konfirmationsforberedelsen i Hem Præstegård.
    Enkelte var så heldige at have en gammel cykel, men før hen og under krigen måtte de fleste gå den lange vej til Hem.
    I godt vejr var der høj stemning på hen- og hjemturen. Det var spændende at møde de andre konfirmander. De søde piger fra Skrødstrup eller Hem vakte de underligste tanker, men man gjorde klogt i ikke at røbe dem, for var der noget, der kunne få de hemmer og skrødstrupper til at spille med musklerne og markere territoriet, var det, hvis de mærkede for stor interesse for deres piger. Den ungersvend, der forglemte sig og kiggede dybt i et par fremmede pigeøjne, gjorde klogt i at komme hurtigt gennem Skrødstrup på vejen hjem – men der opstod også mange varige venskaber mellem konfirmanderne.

    Konfirmationsforberedelsen var for dem, der i bibelhistorietimerne i Grove Skole havde terpet Den lille Katekismus’ skriftsteder og forklaringer, ikke noget mysterium. Heller ikke for den enkelte, der først havde fået lært stoffet i en eftersidningstime, når de andre var gået hjem fra skole.

    En dag kort før konfirmationen tog vi med vore forældre til Mariager, Hadsund eller Randers for at købe konfirmationstøj. Man forsøgte at købe noget praktisk, der også kunne anvendes efter konfirmationen. Det lykkedes for de færreste. Drengene voksede som regel hurtigt ud af det fine sorte eller mørkeblå jakkesæt.
    Pigernes yndige, hvide kjole var – selv om den blev farvet – stadig en konfirmationskjole – og hvilken ung dame havde lyst til at stille op til ballerne i Sem Forsamlingshus som konfirmand. Nej, heller ikke konfirmationskjolen holdt længe.
    Pigerne følte de sig ganske anderledes sikre, når de mødte op i den fikse andendagskjoe, den ny frakke, tasken og de smarte, nye sko.
    Var man meget fornuftig, kiggede man i avisens annoncer og fandt en næ-sten ny konfirmationshabit. Der var penge at tjene.

    Vi havde stadig ordene fra konfirmationsdagens taler – Nu går du ind i de voksnes rækker – klingende i ørerne, når vi som 13 -14-årige, mødte i vores første plads, men livlinen blev ikke endelig klippet over. Vi kom sjældent langt væk første gang, og blev hjemveen for stor, kunne vi altid cykle hjem om søndagen eller en aften i løbet af ugen. Som undskyldning kunne vi medbringe en pakke snavset tøj på bagagebæreren, for det var stadig Mor, der stod for storvasken.

    Var man frihedshungrende, syntes man, at alt for mange af de store beslutninger, der vedrørte ens liv, skulle tages sammen med forældrene. Nogle kaldte det frivillig tvang og slog sig i tøjret. Det kom der nu sjældent noget godt ud af. Forældrene påstod på deres side, at det var til vores eget bedste.

  • Specialist i mørklægning

    Specialist i mørklægning

    Da Lærer Bach i 1950 rejste fra Grove, kunne man ikke få en ny lærer. Der var ingen, der ville fastansættes i embedet.
    Det var grunden til, at vi i de fire år jeg gik i Grove Skole, blev undervist af et utal af to – tremåneders vikarer, og det var ingen ideel skolegang. Den sidste lærer, som jeg havde hed Olsen. Han var meget engageret i skolen, eleverne og egnen.

    I Sem Sogn var der ikke tradition for at sende børn i betalingsskole. Vi vidste vel knap nok, hvad en eksamen skulle bruges til. Den indstilling søgte lærer Olsen at ændre, og det lykkedes til en vis grad for min årgangs vedkommende. Vi var seks børn, der blev indmeldt på Harboes Realskole. Den lå på Tøjhushavevej i Randers.

    Det var en lang skoledag. Bussen startede nede ved korsvejen kl. 6.30 og var først hjemme igen kl. ca. 15.30. Når jeg endelig kom hjem, skulle jeg hjælpe til i mark og stald, inden jeg kunne gå i gang med lektierne.

    Vi har altid været rene og pæne i tøjet, men jeg var landbobarn, når jeg kom til Randers. Især, når jeg var til skolefest sammen med mine forældre, følte jeg, at de var anderledes klædt på. For en voksen betyder den slags intet, men jeg var teenager.
    I 1957 gik jeg til præst i Randers hos pastor Arberg, der boede på Udbyhøjvej, men jeg valgte at blive konfirmeret i Sem Kirke sammen med mine kammerater fra Sem Sogn. Det var pastor Nørgård fra Hem, der var præst. Da jeg i 1961 havde taget min præliminæreksamen, vidste jeg ikke, hvad jeg ville være, men det ordnede sig.

    Far, der var i bestyrelsen for Havndal Andelsmejeri, havde tilfældigt en aften, han var til møde, mødt installatør Lykkemark på mejeriet. Lykkemark manglede en hånd til at holde noget måleudstyr, og da far hjalp ham i fin stil, tilbød han for sjov min far en læreplads. Det var Far ikke interesseret i, men det var hans søn måske – og sådan blev det.

    Jeg kunne bo gratis hjemme, hvor jeg også hjalp til i mark og stald. De 39 kr., jeg i starten tjente om ugen, kunne fint strække. Jeg kunne næsten hver lørdag gå til bal på Havndal Kro. Vi krævede ikke meget den gang, men vi morede os fint.

    Lykkemark antog en lærling hvert år, så der var altid tre lærlinge. I begyndelsen kom jeg ud sammen med Lykkemark eller en af de andre lærlinge, men meget hurtigt blev jeg sendt ud alene.

    Jeg er og har altid været bange for strøm, men det skyldes nok, at jeg har været med til at mørklægge dele af Havndal et par gange.
    Hvert år til jul blev der hængt granguirlander med lys op i Havndals gader, og da der skulle sættes strøm til, var det et job for Lykkemark og hans lærlinge. Det var lidt besværligt og langsomt at skulle kravle op i masterne ved hjælp af nogle specielle mastesko. Vi anvendte i stedet for en stige af træ, som blev stillet op ad masten og nogle steder direkte op ad ledningerne – det var ikke gået i dag! Der er ikke strøm i den øverste ledning, så den kunne man fint tage fat i – selv uden handsker.

    Når man havde arbejdet i flere timer, og fyraften nærmede sig, kunne man godt blive lidt uopmærksom. Det blev den ældste lærling, for han havde glemt, at han var trådt et trin ned af stigen. Han greb fat i ledningen – en strømførende – og hang fast. Lykkemark var lynhurtig. Han kravlede op på stigen bag lærlingen og kortsluttede ledningerne to og to med en skruetvinge. Det reddede lærlingens liv – men mørkelagde Havndal. Jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis ikke Lykkemark have været der lige i det øjeblik. Der blev en del puslen og spørgen rundt om i byen, da lyset forsvandt, men jeg tror, Lykkemark gik lidt let hen over detaljerne, da han forklarede årsagen. Man skal jo ikke gøre folk urolige.

    Mens jeg var i lære hos Lykkemark, blev der bygget nye fløje til Havndal Skole.

    Kunne du tænke dig udelukkende at arbejde på skolen, spurgte Lykkemark.
    Ja, hvis du tror jeg kan klare det, svarede jeg.

    De næste halvandet år var en dejlig og lærerig tid. Jeg var den yngste af alle håndværkerne og blev nærmest forkælet af dem. Det var almindeligt, at man fræsede elektrikerrørene ind i muren, inden den skulle pudses. Jeg fandt ud af at have alle materialer klar, når murerne og tømrerne arbejde, for så kunne jeg få sat rør og stikdåser i fra deres stilladser. Jeg sparede tid, Lykkemark penge, og alle var glade. Lykkemark var snu. Han gav to poser kaffe til håndværkerne om ugen samt en flaske snaps til højtiderne. De penge var givet godt ud.

    Under skolebyggeriet, fik jeg mulighed for at deltage i diverse byggemøder m.m., hvor jeg talte med ingeniørerne, der var tilsynsførende på byggepladsen. Det har sikkert påvirket mit senere erhvervsvalg.

    Da jeg skulle tilslutte den nye hovedforsyningstavle, mente Lykkemark ikke, det var nødvendigt at afbryde strømmen til den gamle skole. Det ville forstyrre undervisningen, mente han. Senere skulle det vise sig, at det alligevel ville have været en god ide. Der var ikke ret megen plads i hovedtavlen, så min skruetrækker havde et øjeblik været et sted, den ikke skulle – den blev næsten brændt over. Pludselig befandt jeg mig efter et stort brag og et lysglimt i den anden af lokalet, og skolen blev mørkelagt. Jeg tror, der var en, som holdt hånden over mig.
    Jeg fik yderligere respekt for mit arbejde, men hverken Lykkemark eller jeg forsøgte at skræmme folk ved at gå i detaljer, da vi forklarede, hvad der var hændt.

    Lykkemark mente, at jeg havde haft så mange ekstra timer under skolebyggeriet *), at min læretid kunne afkortes med ca. tre måneder. Det var årsagen til, at jeg allerede efter sommerferien 1965 kunne begynde som studerende ved Århus Teknikum. Jeg ville være stærkstrømsingeniør.
    *) Overtidsbetalingen var fem kr. pr. time, det var mange penge for en lærling dengang.

    Under det første studieår i Århus boede jeg sammen med to andre studerende i en lejlighed hos en ældre frøken. Vi havde hver vort værelse – mit var det mindste på ca. seks m2. – samt fælles køkken, bad og toilet. Det værste var dog, at der kun var adgang til mit værelse gennem frøkenens dagligstue. Det kunne gå til daglig, men når der blev holdt bønnemøde, og vi havde fået et par øl, var det ubehageligt. De sidste tre år af min studietid boede jeg på Teknisk Kollegium. Her var der gang i den, men jeg deltog kun i weekendfesterne, da lektierne jo skulle passes.

    Morgenmaden og frokosten stod jeg selv for, men hver dag kunne jeg i en nærliggende slagterforretning afhente den varme mad – dagens ret – i min lille lerkrukke. Det kostede fire eller fem kroner – og så var der rigelig mad.

    En af vore lærere mente, at man ikke bare, som han havde gjort, skulle begrave sig i læseriet. Man havde også behov for at feste engang imellem, så af og til holdt vi fri på Maritza. Her dansede jeg en aften med Elin fra Hald. Hun var i Århus for at søge job i huset hos en lektor. Det udviklede sig, så vi blev gift i 1971.

    Da jeg efter min eksamen i 1969 var på session, blev jeg udtaget til flyvevåbenet som værnepligtig ingeniør. Efter rekruttiden i Karup arbejdede jeg 10 måneder i Værløse, hvor vi lavede testudstyr, der skulle bruges til at servicere Draken flyene på de jyske flyvepladser.

    Efter soldatertjenesten var det svært at finde en stilling omkring Århus, så jeg begyndte at søge over hele Jylland og på Fyn. Efter en del ansøgninger overalt i Jylland, fik jeg i november 1970 et job som el-ingeniør på Ålborg Værft, hvor jeg lavede styringer til diverse oliebrændere. Min månedsløn var på 3.200 kr., hvilket var normen dengang.

  • Stadig bedst til kaffe

    Stadig bedst til kaffe

    Da jeg i slutningen af 60’erne lærte Ove at kende, boede jeg sammen med mine fire børn i en lejlighed i Thisted, hvor jeg arbejdede som hjemmehjælper.

    I 1971 flyttede vi til Dalsgaard i Grove. Det var en stor omvæltning for os alle. Ove måtte vænne sig til, at han ikke længere var ungkarl, og mine børn måtte pludselig påtage sig arbejde og pligter, de aldrig havde kendt til før. Arbejde i stalden, vaske mælkespande og meget andet. Det var svært. Det var lidt nemmere for mig. Jeg havde tidligere tjent på en gård, så jeg kendte arbejdet i forvejen.

    Man taler så meget om, hvor svært det kan være at blive godtaget, når man som fremmed flytter til en ny egn. Sådan var det ikke for os. Vi fik en meget varm og hjertelig modtagelse af naboerne. Børnene kom ofte på Holmgården, hvor Edith Johansen tog sig meget af dem. Det var lige før, de betragtede Holmgården som deres andet hjem. Også de andre naboer havde vi stor glæde af, ikke mindst Magda Møller, Oves kusine. Selv om hun ikke havde meget at gøre med, havde hun som regel altid en kage eller andet med, når hun kom på besøg. Hun var et meget elskeligt menneske.

    Da jeg kom til Grove, var mekaniseringen i landbruget slået så meget igennem, at konernes arbejdskraft ikke længere var så påkrævet i mark og stald som tidligere. Man fik mere ud af det, hvis hun arbejdede ude og kom hjem med en uge- eller månedsløn.

    Efter et 65 timers kursus på Sølund ved Skanderborg, blev jeg ansat på Sødisbakke i Mariager. Det blev min arbejdsplads de næste 25 år.

    Det var et dejligt arbejde Jeg var ansat på en afdeling, hvor der var 30 beboere – nogle gode – næsten selvhjulpne, mens andre behøvede megen hjælp. Jeg var heldig at være på Sødisbakke i en tid, hvor beboerne ikke var så tunge, som de senere er blevet.

    Der skulle laves morgenmad til Ove, børnene og medhjælperne, der mødte tidligt hos os for at være med til at tilrettelægge dagens arbejde, der først startede lidt op ad formiddagen.
    Jeg havde skiftende arbejdstider, men inden jeg tog af sted på arbejde, skulle jeg have lavet frokost eller middagsmad, for Ove var bedst til kaffe.

    Jeg har altid været afhængig af arbejdet derhjemme. Jeg var nødt til at holde ferie, når der var mest travlt på ejendommen – for eksempel i høsten.

    I Grove havde man altid sagt, at fordi jorden var bedre, kunne gårdmændene i Kastbjerg godt tillade sig at få en bitte snak i Brugsen om formiddagen. Det gik ikke i Grove, der har man altid skullet arbejde hårdt for føden. Det var nu ikke det, der gjorde, at Ove i mange år havde ønsket sig at få en gård i Kastbjerg, men da Sommerseje i 1981 blev til salg, solgte vi Dalsgaard til Søren Johansen og flyttede til Kastbjerg.
    Jorden, der hørte til Sommerseje, var bedre end sandjorden i Grove, og den lå tættere ved. Dyrene kunne græsse på engen, lige neden for gården. Det sparede megen tid, der kunne bruges til så meget andet. Ove glædede sig. Vi andre, der altid havde befundet os godt i Grove, var mere forbeholdne.

    Udviklingen, som vi ikke kunne forudse, medførte imidlertid, at der ikke længere var så stor forskel på at drive landbrug i Kastbjerg og Grove.
    Danmarks medlemskab af EU resulterede i støtteordninger og et større og mere stabilt marked. Det fik priserne på vore landbrugsprodukter til at stige. Det blev også almindeligt at anvende mere gødning bl.a. gylle på markerne. Det betød større udbytte.

    Selv om vi ikke længere siger – hjem – om Grove, ser vi stadig tilbage på årene, vi tilbragte der, med meget stor glæde. Alt har forandret sig, kun en ting er ved det gamle – Ove er stadig bedst til kaffe.

    Hvert år til fastelavn gik fastelavnsdrengene rundt og samlede ind til en fest i Sem Forsamlingshus. Alle mødre havde haft travlt med at kreere hatte og dragter, inden turen gik rundt til huse og gårde, hvor der blev samlet penge ind til festen. Det kunne være en kold tur, så ofte blev drengene inviteret ind på boller og saftevand, når de havde sunget deres sang. Skikken gled desværre ud Grove, fordi der var for få drenge.

  • En rigtig sandstorm

    En rigtig sandstorm

    Jeg var 13 år, da jeg i foråret 1933 blev konfirmeret i Hem Kirke på pastor Skjærbæks sidste konfirmandhold.
    Det blev en lidt træls dag for mig. Vi havde ikke fået bestilt kogekone i tide, så vi blev nødt til at holde festen en anden søndag. Det var nu ikke helt det samme, men det blev en dag, vi alle mindes, for der blev sandstorm. Kun de, der har oplevet en rigtig sandstorm, som den forekom i Grove i gamle dage, ved, hvordan det var.

    Fra efterårspløjningen til om foråret, når markerne var tilsået, og afgrøderne var kommet op, lå de fleste marker helt bare og åbne for vinden. Havde foråret været lidt tørt, kunne en storm hvirvle så meget jord med, at det lå som store driver hen over vejene. Hvis driverne generede trafikken, tjente Hans Lindskov undertiden en ekstraskilling ved at skovle driverne op med håndkraft og køre det ud i Ajs Møllers sandgrav i Edderup.
    Husmødre, der havde gjort forårsrent, skumlede, for nu kunne de begynde forfra. Sandet trængte ind gennem alle revner og sprækker. Det lå ikke alene som små driver i vindueskarmene – det fordelte sig i et smukt, jævnt lag over hele huset. Nogle påstod ligefrem, at de kunne mærke det knase mellem tænderne. Landmændene, der havde gødet og sået roer, måtte undertiden så om. Det hjalp først, da Det flyvende korps – Hedeselskabet – under krigen begyndte at plante læhegn omkring markerne.

    Sådan var vejret, da jeg søndagen efter min konfirmation, gik op til Sem Kirke sammen med mine forældre for at gå til alters. Min familie, der var ankommet fra Ærø for at deltage i festen, påstod, at de næsten ikke kunne finde Holmgården, så dårlig var sigtbarheden. Det hjalp lidt på humøret, at jeg fik hele 138 kr. i konfirmationsgave – og så er det jo altid hyggeligt at sidde midt i familien i sin nye, fine kjole og være midtpunkt, mens man spiser den gode mad: Suppe, tarteletter med høns, flæskesteg og citronfromage.

    Vores mor havde i en ung alder fået sin ryg ødelagt, så hun havde svært ved at klare arbejdet. Det betød, at min søster, Kathrine, og jeg efter vores konfirmation måtte skiftes til at være hjemme på Holmgården, hvor vi deltog i arbejdet ude og inde.

    Det var den almindelige mening, at piger skulle tjene i forskellige pladser for at lære at føre hus. Da jeg havde været hjemme et par år, blev det Kathrines tur til at komme hjem, mens jeg fik plads hos Asmus Hjort i Dalbyneder, hvor jeg skulle hjælpe til både ude og inde.

    Jeg havde været hjemme på Holmgården et års tid, da jeg 1. november 1937 rejste til Kjellerupgården, hvor jeg skulle være kokkepige. Det var også mit arbejde at gøre rent i folkestuen og karlekamrene. Det værste var dog at gøre rent hos røgteren. Han var gammel og hørte ikke til de mest propre. Han gik lige ind på værelset fra hestestalden i sine spidsnæsede træsko – sikke et gulv hver morgen. Det blev ikke bedre af, at han skråede og havde spyt–bakke, for den ramte han kun sjældent.

    Maden blev serveret tre steder. Folken spiste i folkstowen, pigerne i køkkenet og herskabet i spisestuen, men vi fik alle den samme mad. Det var ellers ikke ualmindeligt, at folken po goren spiste mere beskedent end herskabet.
    Jeg havde fri hver anden søndag. Jeg måtte tage af sted lige over middag, når jeg havde lavet mad til røgteren, men jeg skulle selvfølgelig være tilbage igen samme aften.

    Da Kathrine i 1937 blev gift, kom jeg atter hjem. Jeg blev på Holmgården, til jeg i 1943 blev gift med Svend Djørup fra Assens. Vi rejste til Visborg, hvor Svend arbejdede på Kildegården. Jeg tjente lidt penge ved at tynde roer og arbejde i tørvene.

    I 1944 begyndte Svend at arbejde på Å Mølle, hvor man blandt andet drev foderstofforretning. Han var helt hvid, når han kom hjem. På Kongsdal ved Assens brød man kridt, som blev kørt på tipvogne ned til havnen. Her blev det læsset i skibe og sejlede til Å Mølle. Losningen foregik med skovl og trillebøre. Kridtet blev lagt til tørre på lange bænke og senere malet fint. Derefter var det klar til at blive solgt som foderkridt eller indgå i fremstillingen af tavlekridt og maling.
    Da Å Mølle indskrænkede, arbejdede han en tid på Dania, indtil vi i 1951 fik mulighed for at få vort eget. Vi købte en statsejendom på 13 tdl. i Kjellerup ved Mariager for 40.000 kr. Stillede man ikke for store fordringer, kunne man godt leve af det – dengang.

    Efterhånden som forholdene i landbruget ændrede sig, blev det nødvendigt for de fleste at supplere indtjeningen med arbejde udenfor hjemmet for at kunne klare sig. Svend begyndte at arbejde på Randers Fjerkræslagteri. Markerne måtte han passe, når han kom hjem. Jeg gik hjemme og passede køerne og grisene. Selv om en maskinstation efterhånden overtog markarbejdet, blev ordningen så uoverkommelig, at vi i 1976 solgte køerne og kort tid efter lejede jorden ud.
    Da Svend døde i 1993 solgte jeg ejendommen og flyttede til Mariager i en dejlig lejlighed.

  • Skal vi tømme bækken for vand

    Skal vi tømme bækken for vand

    Jeg blev taget ud af skolen et år for tidligt. Lærer Bach sagde altid:

    Børge! Du bliver aldrig til noget!

    Så mente jeg, at jeg lige så godt kunne gå ud af skolen og arbejde ved landbruget. Det passede min far godt. Han havde brug for billig arbejdskraft.
    Bach truede godt nok Far med, at hvis jeg blev taget ud af skolen et år før tiden, kunne mine forældre blive idømt mulkt, som den gang var to kr. pr. skoledag – men det skete ikke.

    Jeg fik en cykel i konfirmationsgave. Den var brugt og med fast dæk på forhjulet. Et par år senere fik jeg et brugt dæk med rigtig luft i, men det var nødvendigt at binde selvbinderstrik om nogle steder, hvis det skulle holde.
    Da der blev glat på vejene om vinteren, lukkede jeg lidt luft ud af forhjulet, tog en gammel cykelkæde og passede den til, så den sad stramt udenpå dækket, når jeg pumpede det op. En gang, jeg kørte for fulde sejl ud fra Hestekærgaard på den spejlblanke vej, kom et ældre ægtepar trækkende. De blev ved med at vende sig om, til jeg var helt nede ved Sembrogård, for at se, om jeg væltede.

    Det har altid været skik og brug i dansk landbrug, at den ældste søn overtog gården. Havde yngre sønner – som jeg – drømmen om at få sin egen gård, gjaldt det om at tjene mange penge og spare op, så der den dag muligheden bød sig, var nok på bankbogen til udbetalingen – så vi sparede og sparede.

    Et af mine faste ritualer var at cykle til Randers hver søndag sammen med min kammerat, Tage Buus, fra Enslev. Vi brugte overhovedet ikke penge, før vi var hjemme i Enslev igen. Der gik vi altid ind til Ajs Munk og købte en rund 15 øres is. En gang vi kom derind efter turen til Randers, var prisen på en is steget til 18 øre. Jeg blev så rasende, at jeg slet ingen is ville have. Ugen efter var vi derinde igen, da måtte vi ryste op med de ekstra tre øre, for nu var prisen også sat op i alle de andre brødudsalg.

    Da jeg kom ud af skolen, arbejdede jeg hjemme på Hestekærgaard – men jeg havde også lidt bierhverv ved siden af. I 1949, da jeg var 13 år, tog jeg på et sprøjtekursus i Horsens. Det blev betalt af Husmandsforeningen og afholdt på Bygholm Parkhotel. Det var vild luksus. Det jeg husker bedst dernede fra, var festen den sidste aften. Der var to unge piger, som spillede på harmonika. De var i de mest lårkorte kjoler, jeg havde set på det tidspunkt. Det var godt, at Far og Mor ikke vidste det – jeg har aldrig senere fortalt dem om det. Det var ikke noget, man brugte i min familie, da jeg var 13 år – heller ikke, da jeg blev 50 år.

    Efter kurset fik jeg af Husmandsforeningen en lille sprøjte med en spredebom på otte m. Så var jeg klar til at tjene penge. Jeg lejede min fars traktor til 10 kr. i timen + forbrug. Prisen for almindelig hormonsprøjtning var 14 kr. pr. tdl. Hvis vejret var til det, startede jeg altid om morgenen ved to – halv tre tiden og blev ved til kl. 22.00. Normalt kunne jeg, selv om det var små husmandssteder, sprøjte 70 – 75 tdl. om dagen.

    På grund af min unge alder, var bønderne lidt skeptiske, når jeg kom rundt med marksprøjten. Engang, da jeg kom ud til en ejendom lige nord for Edderup Skovgaard, for at sprøjte roer, stod der fire bønder og tog imod mig. Manden, som skulle have sprøjtet, spurgte efter, hvad jeg ville sprøjte med. Det fortalte jeg selvfølgelig – bladan. Han påstod, at det var forkert, for konsulent Bundgaard fra Mariager havde lige skrevet i den lokale avis, at det var et andet middel, man skulle bruge. Jeg tror det var paration, han sagde. Jeg bad ham hente avisen, så jeg selv kunne se. Jeg turde næsten ikke læse det, for de andre bønder stod og så meget bedrevidende ud. Jeg kunne føle deres tanker:

    Hvem tror han, han er? Grønskolling!

    Sejrsstolt viste manden avisen frem, så alle kunne se han havde ret. Der var bare det, at der stod: Sprøjtemiddel for trips.

    Jamen var det ikke bedefluer, du skulle ha’ sprøjtet for? Joooe!

    Så fik jeg lov til at sprøjte videre uden indblanding, men jeg kan endnu huske følelsen af lettelse og stolthed.

    Pengene jeg havde tjent, blev startkapital i en ny investering – et dambrug. Min bror, Bent, Aksel Pedersen fra Sem og jeg gik i gang med at grave ørreddamme. Aksel havde en lille sø med nok hundrede væld ved Brækjæld – som vi udtalte det. Bent og jeg skulle grave dammene ud. Vi lejede en entreprenør fra Viborg, som gravede jorden op på en vogn uden tippelad. Da Bent i mellemtiden havde fået plads på en gård ved Fredericia, var der kun mig til at læsse af. Aksel skulle kun lægge vand til – men vi fik nogle fine damme ud af det. Fiskeriet var en meget god forretning. Skidtfisk, som vi fik leveret fra Skagen og Hirtshals, kostede næsten ingenting ud over fragten, og arbejdskraften leverede vi selv, i det vi kaldte fritiden.

    Da jeg var 18 år, fik jeg plads som forkarl på en gård i Skanderup ved Kolding, og havde jeg ikke fået lært at arbejde før, så fik jeg det i alle tilfælde nu. Vi var fire karle, en fodermester, en kokkepige og en stuepige. Proprietæren var meget hjemmefra. Han gav os altid arbejde til en hel uge, inden han kørte om morgenen – selv om han kun var væk til om aftenen. Det irriterede mig grusomt, for det var, som om han troede, vi bare ville stå stille, når han var væk. Et par uger senere, da han igen skulle i byen, kom hele remsen om, hvad vi skulle lave. Da han var færdig, sagde jeg:

    Hvad så Jens Nielsen, når vi er færdige med det, skal vi så tømme bækken ovre bag ved for vand?

    Han gav mig aldrig senere nogen som helst arbejdsplan. Jeg var glad for at være der, og vi fik et rigtig godt forhold til hinanden efter den lille episode.

    I 1956 blev jeg indkaldt som soldat til Haderslev Kaserne, men efter en måned, blev mit kompagni sendt til Tyskland, hvor jeg blev hundefører ved militærpolitiet. Efter militærtjenesten kom jeg hjem for at afløse Bent både i marken og ved fiskeriet.

    Efteråret 1958 var jeg på Hammerum Landbrugsskole, og i 1959 fik jeg plads på Henriksdal – en forpagtergård under Lindenborg. Jeg blev gift med datteren på gården i 1960. Samtidig solgte jeg min anpart i fiskeriet til Bent, for at få lidt penge fri til udbetaling på gården, Svanholmsminde, ved Kongerslev. Den var kun på 75 tdl. Jeg købte nogle ejendomme til, forpagtede en del jord, og sammen med en arbejdsdreng byggede jeg selv svinestalde. Til sidst havde jeg 430 tdl. under plov, som man sagde, og ca. 1500 slagtesvin.
    Selv om gården var ret godt mekaniseret, var arbejdsdagen ofte fra kl. 4.00 om morgen til kl. 22.00 om aften, for jeg var ene mand om at passe det hele.
    Tiden efter 1972 var præget af stor optimisme og virketrang på grund af Danmarks indtrædelse i EF – ikke mindst i landbruget.

    Den eneste luksus, jeg tillod mig, var, at jeg i 1973 tog flyvercertifikat og købte en lille sportsflyver. Udgifterne til flyvningen fik jeg så rigeligt dækket ind ved at flyve nyfødte SPF-grise fra Roskilde til landmænd i Jylland og ved at hente reservedele på Sjælland, til mejetærskerne på Lindenborg. Det kunne jeg nå om morgenen, inden duggen forsvandt, så jeg selv kunne komme ud med mejetærskeren.
    Efter sigende blev Svanholmsminde drevet som et lille mønsterlandbrug, og det fik jeg bekræftet i 1975, da jeg blev skilt. De som skulle vurdere gården påstod, at der var en herlighedsværdi på en million kroner, så jeg måtte ryste ud med halv million til min tidligere kone. Det blev for stor en belastning for økonomien. Den normale rente lå omkring 18-20 %, og foder-stofgæld, som var over 30 dage, betalte vi 28% af.

    I 1983 kunne jeg ikke se noget lys forude – hvad økonomien angik. Når man skal ringe til sparekassen om morgenen for at spørge, om man må købe en pakke cigaretter i dag eller på grund af økonomien må vente til næste uge, så går det sjove af landbruget. Jeg fik solgt gården og beholdt næsten skindet på næsen.
    Elli, som jeg var blevet gift med i 1979 og jeg, købte i juni 1983 Nesgaarden, et lille nedlagt landbrug mellem Kongerslev og Bælum. Jeg tog et velfortjent sabbatår. Derefter kørte jeg et par år som chauffør hos en nabovognmand og senere et par år som turistbuschauffør.

    I 1988 begyndte jeg at arbejde som familieplejer. Det var et herligt arbejde – både hvad løn og fritid angik.

    I 1995 blev min kone træt af at være – hjemme-hos-pædagog i Hadsund Kommune, så vi startede et Socialpædagogisk Opholdssted for unge mennesker her på ejendommen. Det er unge fra 12 – 18 år. Jeg plejer at sige, at det er næsten normale børn af dårligt fungerende forældre. Vi har intern skole her på stedet, der er normeret til syv børn, men vi har næsten altid overbelægning. Der er 10 -12 ansatte. En blanding af lærere, pædagoger og håndværkere. Jeg er ret heldig stillet, hvad arbejdsplads angår. Jeg har ingen faste timer, men giver en hånd med, når der er behov – bl.a. når en medarbejder er syg. Det sker sjældent. Vi har kun prægtige, håndplukkede og engagerede medarbejdere, og vi har ingen udskiftning haft i cirka fem år.

    Vi har et hus i det sydlige Provence tre km fra Middelhavet. Der er et herligt klima og en gæstfri befolkning, der ikke anser os for at være indvandrere. Som regel rejser jeg derned fem til syv gange årligt. Nogle gange med en enkelt elev, som opfører sig lidt skævbenet, men som regel rejser jeg alene eller sammen med Elli og vores nu 14-årige datter, Thea.

    Jeg har haft en herlig tilværelse – og været heldig. Der har været modgang, men jeg har altid været optimistisk og haft et godt helbred. Jeg har kun været på sygehuset en gang – det var for at få fjernet polypper i 1943. Jeg regner med at blive langt over 100 år. Jeg er begyndt at invitere venner og familie til min 100 års fødselsdag, som skal fejres på samme restaurant i Provence som vores sølvbryllup, der blev fejret her i sommeren 2004. Vi var et hyggeligt selskab på 32. Jeg havde håbet, at min far kunne komme med til sølvbrylluppet – trods hans 98 år, men han måtte melde afbud på grund af bentøjet. Han døde i efteråret 2004. Mit valgsprog er:

    Det æ ingen skå te, at de ung for lært å arbed!
    Hwis de it for brug for’ed, ka de nemt væn sæ o mæ’ed ijen.

    Jeg taler af erfaring!

  • Vi lavede selv landbrugsredskaberne

    Vi lavede selv landbrugsredskaberne

    Jeg blev konfirmeret i Sem Kirke i foråret 1955. Som det var almindelig den gang, begyndte jeg min tilværelse efter skolen hjemme hos min far på gården i Grove. Jeg fik løn – vistnok 1.500 kr. for hele året.

    Det følgende vinterhalvår (1956) tilbragte jeg sammen med ca. 50 andre unge mænd på Bælum Efterskole. Vi blev undervist i almindelige skolefag, sløjd og sport. Hver anden weekend var jeg hjemme i Grove. Far hentede mig i hestevogn, når jeg stod af Hadsund-Peter på trinbrættet ved Trudsholm. Jeg prøvede også enkelte gange at cykle. Det var en frisk tur.

    Da jeg kom hjem fra efterskolen, fik jeg plads i True hos Axel og Line, hvor også min storebror, Thomas havde tjent. Axel var ordensmand. Når han præcis kl. 18.00 kom ind fra stalden, var alle færdige med arbejdet, og maden sat på bordet. Et kvarter senere havde vi spist og kunne holde fri.
    Jeg var hos Axel i 2½ år. Det sidste år havde svigersønnen overtaget gården. Han havde til gengæld svært ved at blive færdig, så konen, der var lige så punktlig sin far, sagde:

    Do kommer ind å spiser, når klokken æ sejs, så må han kom, når han æ færdig.

    Der var ca. 20 malkekøer, ungkreaturer og 4 – 5 søer på ejendommen. Vi brugte traktor – en grå Ferguson, til markarbejdet. En ældre jysk hest gik og hyggede sig i indhegningen. Den blev kun brugt, når vi rensede roer eller til andet let arbejde.
    Da en af mine venner skulle rejse fra Randrupgården ved Gassum, spurgte han, om det ikke var noget for mig at komme til at tjene der – hos proprietær, Søren Randrup. Det var et meget moderne landbrug. Vi var to karle, en fodermester, en pige og en smed. Det var ikke almindeligt lige at gå hen og købe nye landbrugsredskaber. Det var billigere at tilpasse de gamle, og det var ikke altid, at de nye, som vi kunne tænke os, eksisterede. Vores smed lavede f.eks. en skinne langs fodergangen, hvorpå der gled en beholder, der kunne rumme de rensede roer til omkring 25 køer. Når vi trak beholderen langs fodergangen og drejede på et håndsving ud for hver bås, fik koen sin ration af raspede roer. Det var måske lidt hjemmestrikket, men det var smart og arbejdsbesparende.
    Vi havde tre traktorer. Den ene var en ældre model med jernhjul. Den blev brugt i skoven om vinteren og sammen med mejetærskeren om sommeren. Kort før jeg rejste, fik vi både selvkørende mejetærsker og rørmalkningsanlæg. Det lettede, for besætningen var på ca. 50 malkekøer. Vi arbejdede i stalden hver tredje søndag, men ellers havde vi fri lørdag formiddag, når vi havde ordnet vores traktor.
    Vi spiste hver dag i folkestuen sammen med familien. Det var også her, vi om lørdagen ved ottetiden samledes med en lille flok unge og fik en øl eller to, inden vi kl. 23.00 tog til bal i Gassum, Borup eller Spentrup. Kapelmester Emil Peitersen, der til daglig var regimentsmusiker i Viborg, som spillede op til dans med sit firemandsorkester.

    Den 1. marts 1961 blev jeg indkaldt til Dronningens Livregiment i Ålborg for at aftjene min værnepligt. Jeg arbejdede i transportkompagniet. Til daglig kørte vi rundt med ammunition og kanoner, men om lørdagen luftede vi uniformen, når vi dansede på Ambassadør.

    Da jeg kom hjem i sensommeren 1962, havde jeg ikke noget arbejde. Min bror, Thomas, der var postbud i Kastrup, var hjemme på ferie. Han foreslog, at jeg skulle holde ferie hos ham. Det viste sig at være en god ide. Da jeg havde ferieret hos Thomas en uge, var jeg blevet ansat som postbud ved Københavns Postvæsen i Kastrup. Det var den 15. september 1962. Efter nogen tid kom jeg til at arbejde ved kørselsafdelingen i Storkøbenhavn. Jeg kørte rundt på en motorcykel med sidevogn og tømte postkasser eller hentede pakker og breve i lastvogn på posthusene i Storkøbenhavn og rundt på Sjælland. I 1964 blev jeg gift med Elsa, der var ansat i KTAS.

    Vi kunne vælge mellem en moderne lejlighed til 800 kr. om måneden og en lejlighed i en privat bolig til 250 kr. i kvartalet – men så kunne vi også hygge os på dasset i gården og fyre med petroleum i den gamle ovn i stuen. Vi tjente ikke så meget, så vi valgte den sidste.

    Da Elsa blev gravid, blev det svært. Skatten blev betalt bagud, så vi manglede hendes løn, da hun efter fødslen gik på den tre måneders barselsorlov, kvinder kunne få. Barselshjælpen var på 100 kr. om måneden. Det svarede til prisen på 2,5 kg kaffe, så vi frådsede ikke. Vi betalte 81,95 kr. i skat hver måned – undtagen i sommerferie- og julemåneden.

    I 1968 blev jeg – til dels på grund af min familie – distriktspostbud på Sundby Postkontor. Vi savnede familienetværket. Elsa følte sig som Palle alene i verden. En gang vores lille dreng blev syg, var vi nødt til at betale en flybillet til min svigermor, fordi vi ikke kunne skaffe en barnepige.
    1969 var et jubelår for de fleste danskere. Nationen gik over til kildeskat, og alle havde lov til at tjene 12.000 kr. skattefrit, så det gjorde vi, hvis vi havde mulighed for det.

    Vi havde besluttet, at vi ville flytte tilbage til Jylland. Min svoger, Arne, arbejdede hos en murermester, der havde byggegrunde til salg i Helsted ved Randers. Vi købte en grund for de skattefrie overarbejdspenge, jeg havde tjent.
    Jeg forsøgte flere gange uden held at få en stilling ved postvæsenet i Randers, så da vi i 1969 flyttede til Jylland, havde jeg ikke noget arbejde. Vi kom til at bo hos mine svigerforældre, mens vort eget hus blev bygget.

    Jeg fik hurtigt et arbejde, men i de første år skiftede jeg ofte arbejdsplads. I et halvt år var jeg hos en entreprenør. Derefter var jeg i to år ansat på Randers Kommunale Vandværk, hvor vi lagde stikledninger ind til byggegrunde. Vi havde ingen maskiner – kun en stengreb og en skovl. Ofte skulle vi grave tværs over vejene. Det var hårdt arbejde, så efter et par uger kunne vi såmænd godt være vore overarmsmuskler bekendt. Man havde ikke brug for bodybuilding den gang.

    Efter et enkelt år ved vejvæsenet, hvor vi som håndarbejde lagde fliser og brosten og ryddede sne om vinteren, kom jeg i 1973 til det næsten helt nye mekaniskbiologiske rensningsanlæg på Hvidemøllevej i Randers. Det blev den gang regnet for at være et foregangsprojekt.

    Mange havde fået badeværelse og vaskemaskine, så både i de private husholdninger og i industrien var der et stigende vandforbrug. Opmærksomheden på spildevandet øgedes – både p.g.a mængden og de nye affaldsstoffer, der ofte var direkte skadelige for miljøet. Tidligere havde man brugt trix- eller septiktanke. Nu blev det nødvendigt at rense vandet grundigt, inden det igen blev lukket ud i naturen.

    Da et nyt centralrenseanlæg i Kristrup Enge blev indviet den 1. august 1976, blev jeg ansat der som driftsassistent sammen med ti andre. Man begyndte helt fra grunden. Vi måtte deltage i mange kurser på Teknologisk Institut, ligesom jeg deltog i et bedriftskursus på Den kommunale Højskole i Grenå. Det sluttede med en skriftlig eksamen. For første gang i mit liv skulle jeg sidde ved et bord med grønt klæde. Jeg brød mig ikke om det, men det gik nu meget godt.
    Der er sket meget inden for spildevandsrensning, siden jeg blev ansat for godt 30 år siden. Fra 70 pumpestationer bliver spildevandet fra hele Randers området pumpet til anlægget i Kristrup Enge, hvor det bliver renset. Efter rensningen er det så rent, at det kan drikkes. Det er slammet, der er det store problem.
    Det var mit arbejde at tage ud til landmændene, for at få dem til at aftage slammet. Vi betalte for både udkørsel og spredning. Det blev så dyrt, at vi måtte anvende et slamtørringsanlæg, derved blev slammængden reduceret og kunne spredes ud på marken med en almindelig gødningsspreder. Efterhånden blev kravene så store, at slammet måtte køres til forbrænding. På grund af de øgede skatter og afgifter blev det blevet så dyrt, at det nu er billigere hver uge at sende to vogntog med slam til forbrænding i Hamborg.
    I dag er vi 18 ansatte, og vi har eget laboratorium med to laboranter, tre smede, to elektrikere og en maskinmester. I 2002 vendte jeg tilbage til Hvidemøllevej, hvor jeg startede. Sammen med tre hjælpere har jeg ansvaret for, at de 70 pumpestationer fungerer. Anlæggene bliver hele døgnet rundt overvåget af en computer, der registrerer driften. Der er altid døgnvagt, som kan kaldes ud, hvis der opstår fejl, der skal rettes.

    Min familie er med årene vokset med to børn, to svigerbørn og fire børnebørn. I fritiden passer jeg hus og have. Ferierne tilbringer vi gerne i campingvogn i vort foretrukne ferieland, Italien. Vi har været ved Garda Søen, i Venedig, Rimini og Toscana, og to gange har vi været ved Den franske Riviera. 2005 går ferieturen til Barcelona.

  • A æ tøste!

    A æ tøste!

    Før 2. Verdenskrig boede jeg med min familie i et hus ved vejen mellem Havndal og Kastbjerg. I 1947 flyttede vi og kom til at bo inde i til Kastbjerg. Min far var arbejdsmand. Når han tog på arbejde, var det ikke altid, der havde været råd til at købe pålæg, så fik han øllebrød med i et syltetøjsglas.

    Far cyklede til og fra arbejde på vores eneste cykel. I 1945 lod han den nogle gange stå og gik hjem. Tyskerne var begyndt at konfiskerede alle de cykler, de kunne finde, og det ville være en katastrofe, hvis de tog vores. Hvordan skulle Far så komme på arbejde.
    Det var en ond tid, hvor meget kunne ske, så vi var urolige, når Far kom sent hjem. Han havde ingen mulighed for at berolige os ved at ringe hjem, for det var kun få mennesker, der havde telefon.

    Først som voksen er jeg kommet til at tænke på, hvor få penge vi havde til forbrug. Egentlig tænkte vi ikke meget over det, for der var ikke meget at købe, og desuden var det vilkårene for næsten alle familier.
    Vi havde kun et sæt sengetøj til hver seng, så når vi skiftede, skulle det vaskes og tørres den samme dag. Det var især problematisk om vinteren, når tøjet blev tørret ved kakkelovnen. Stuen blev som en sauna af damp.

    Min bror og jeg fik først hver sin seng, da vi var 10 og 12 år, for min gamle, senile mormor boede hos os, og hun skulle have sit eget værelse.

    Vi var ikke altid lige artige. Vi kunne finde på at drille Mor, når vi var puttet i seng. Hvis vi bad om et glas vand, begyndte Bedstemor også.

    A æ tøste! (tørstig)

    Egentlig var der jo ikke noget at sige til, at Mor, der ellers havde nok at se til, kunne blive lidt pillen, når hun også skulle suse rundt med vandglas.

    Da de allierede tropper i 1944 invaderede Tyskland, flygtede mange – især østtyskere – mod Danmark. De blev indkvarteret i offentlige bygninger. I Kastbjerg blev både skolen og forsamlingshuset beslaglagt, det var grunden til, at min årgang, det første år vi gik i skole, blev undervist i en stue på Niels Nielsens gård i Kastbjerg.

    I tiden op til fredsslutningen, den 4. maj 1945, skød tyskerne resten af deres ammunition af i engene nord for Kastbjerg. Vi kunne se og høre fyrværkeriet oppe fra byen, men vi fik strenge ordrer om ikke at samle noget op.

    Julen 1945 blev en fest. Hvert barn kunne få en appelsin. De var ikke så søde, som appelsinerne er nu. Derfor blev der skåret et kryds med en kniv i den ene ende. Når den blev puttet et par sukkerknalde i hullet, kunne vi gå i lang tid og suge den søde saft. Herligt.

    Som alt andet var sukker rationeret, så man måtte være opfindsom. Det var Mor. Hun raspede nogle sukkerroer, hun havde fået hos en landmand, meget fint og kogte saften af. Når den var blevet siet og kogt lidt ind, var det den dejligste sirup, som vi brugte til æbleskiver og tykmælk. Noget af siruppen kogte Mor helt ind og hældte i papir kræmmerhuse. Når hun stak en pind i, havde hun slikkepinde te knejten. Det var ellers sjældent vi fik slik.

    Det er ikke let at forstå, at der for 60 år siden var så store sociale skel. I Kastbjerg legede arbejderbørn ikke med gårdmandsbørn, så det var lidt ualmindeligt, at en af mine meget gode legekammerater var Chr. Nielsens Birthe. Det nød jeg godt af lige efter krigen. De havde familie i USA, der en gang imellem sendte dem en pakke. Var der tyggegummi i, kunne det hænde, at jeg fik et stykke. Det kunne holde meget længe, for om natten gemte jeg det i et vandglas ved sengen – nøjagtig som de voksne gjorde med deres forlorne tænder.
    Til daglig kunne vi kun købe tyggegummi, der var lavet af paraffin. Det var ikke nogen nydelse. Det var stift og klistrede til tænderne.

    Far begyndte at døje med at klare arbejdet. Han havde tilbragt mange timer og dage i dybe, vandfyldte grøfter. Det gjorde nu sin virkning. Han kom til at døje med hofterne. Han var opfødt på en gård, så da Semmøgelbo blev til salg, slog han til.
    DET blev en omvæltning. Vi havde været vant til lys og vand. Nu måtte vi vænne os til, at vandet skulle hentes i et væld i markskellet mellem Sembrogaard og Hestehavegaard. Den brønd vi havde i gården løb tit tør for vand. Vi fik gravet en ny brønd i haven, da Far fik Tip-Ajs, en gammel ungkarl, til at vise vand med sin pilekvist. Efterhånden som vi kom til at bruge mere vand, blev det nødvendigt at bore brønden noget dybere.

    Vi måtte døje med petroleumslamperne, der lugtede og osede. I 1952 fik vi indlagt el. Det var en stor lettelse.
    De første år var hårde. Far måtte stadigvæk gå i roerne eller på anden vis arbejde for fremmede for at skaffe lidt ekstra penge – bl.a. kørte han en gang om ugen landtur med varer for Kastbjerg Brugsforening.

    Ofte var jeg med, når han kørte træstammer ud fra Edderup Skovgaards plantage. Man blev ikke ligefrem overbetalt den gang. Min mands far fik 20 kr. i dagløn for at stå en hel dag – ti timer – og læsse møg.

    Det første år tjente vi ingenting, så vi måtte være taknemmelige for, at købmanden i Kastbjerg, der var min fars gode ven, var villig til at give os henstand.
    Vi havde hele tiden haft bog, som det hed, når man købte på kredit – men regningen blev betalt hver lørdag. Der var feststemning, når vi fulgtes med Far hen til købmanden. Når regningen var betalt, fik Egon, jeg og Bedstemor en slikkepind. Den måtte vi undvære hele det første år i Grove, for Far kunne ikke betale købmandsregningen.

    Vi tjente også lidt ved at sælge de ribs og solbær, vi havde i haven. Min mors helbred var heller ikke for godt. Hun havde arbejdet meget, og gigten gav hende smertende håndled. Når vi til jul slagtede en gris, var det mig, der måtte stå og røre i spanden med blodet og rugmelet til blodpølsen. Mor kunne ikke for smerter.
    Det kød, vi ikke spiste ferskt, kom i saltkarret. Vandet skulle være så salt, at et hønseæg kunne flyde ovenpå. En af skinkerne og flæsket blev gerne røget.
    Da vi flyttede ind i Semmøgelbo var der 3 køer og et par meget gamle, udslidte heste. Når min bror Egon gik i marken oppe ved skoven, kunne de finde på at lægge sig ned, så måtte han råbe på Far, for ligegyldigt hvad Egon gjorde, blev hestene liggende.

    Der var altid arbejde nok til alle på ejendommen. Dagen før Ole, min lillebror, blev født, kravlede min Mor rundt på marken og samlede kartofler op. Når hun havde fyldt løben – kurven, kom min far og tømte den for hende.

    Om sommeren, når vi kom trætte ind fra arbejdet, havde Mor gerne sat nogle spande med vand ude blandt buskene i haven. I løbet af dagen havde solen varmet vandet op, så det var lunt at vaske sig i. Der var ingen vandhaner – og slet ingen med varmt vand.
    Det var meget mærkeligt at begynde i skolen i Grove. Der var kun en lærer – og ham sagde man Do til. Ingen havde turdet at sige du til lærer Møller i Kastbjerg.
    Og ringetiderne. De fandtes ikke. Det var lærer Bach, der egenhændigt bestemte, når timen eller skoledagen var forbi – og det var den, når han var færdig med at gennemgå lektien eller mente, at vi havde regnet eller skrevet nok. En gang imellem hændte det, at folk blev utålmodige og begyndte at kalde på deres unger. De troede, de stod og dryssede på et hjørne sammen med skolekammeraterne. Så fik vi fri.

    Jeg var 16 år, da jeg fik plads hos skrædderen i Havndal. Når jeg mødte om morgenen, skulle jeg hente brænde og fyre op. Det var en sur tjans om vinteren. Jeg tjente hele 25 kr. om ugen, så nu kunne jeg, som alle andre piger begynde at samle udstyr. Man skulle gerne have samlet 12 o hwer slaw, inden man skulle giftes, så der var nok at gå i gang med.
    Som spisebestik valgte jeg Riberhus, og som spisestel Mågestellet. Hver gang jeg fik løn, købte jeg noget: En sølvske, stof til en dug, håndklæder eller viskestykker, som jeg selv syede og broderede. Det blev alt sammen gemt hen i min brudekiste. Den synede nu ikke af meget ved siden af så mange andres. Det var en af de ægkasser med to små rum, vi leverede æg i. Da jeg lærte Harry at kende, viste jeg ham stolt ægkassens indhold og måtte forbavset konstatere, at han var mere interesseret i sin motorcykel.

    I 1956 flyttede Harry og jeg til Randers i hvert sit værelse. Mine forældre havde altid sat en ære i at betale enhver sit. Et bryllup var en stor udgift, så min far var meget betænkelig. Han vaklede mellem at give os et større beløb eller holde brylluppet. Min lillebror afgjorde sagen:

    Når vi no kun hår jen dætter, sku’ vi så it ku hol ed ornlig gil – bryllup?

    Der blev bryllup, hvorefter vi flyttede sammen i en lejlighed. Der boede vi, indtil 1961, da vi solgte vores bil for at skaffe udbetalingen til det hus, vi stadig bor i. Jeg fik arbejde som syerske hos Falbe Hansen, indtil vores første barn blev født, og Harry arbejdede som finmekaniker på Skandia.

  • Bombe i ajletønden

    Bombe i ajletønden

    Som mine to store brødre, Villum og Gunnar, kom jeg til at opholde mig nogle år hos Moster Else, og hendes mand, Jens Lindskov, i Grove. De havde ikke selv børn, så jeg legede meget med Hans Lindskovs børn.
    Fyrværkeri kunne kun fås til nytår – og hvem havde råd til at købe det? Men vi klarede os. Hans Lindskov havde ikke fået indlagt elektricitet, så de brugte karbidlamper. Karbid var et fast, lyst stof, der når det blev vådt udviklede gas. Det udnyttede vi omme bag laden – kun i små doser, for Moster Else havde en god hørelse.
    Vi kom en lille klump karbid i en tom dåse. Når vi spyttede på karbidklumpen, udvikledes der efterhånden så meget gas, at dåselåget blev sprængt af med et højt knald. Borede vi et lille hul til en garnlunte i siden af dåsen og satte ild til, blev det en hel lille bombe.
    En dag skulle Moster i byen – vist nok over i skolen for at hente rationeringsmærker. Jeg kom en god klump karbid i en dåse. Nu skulle det være!
    Klumpen var så stor, at en almindelig spytklat ikke var tilstrækkelig, men heldigvis kan drenge i en snæver vending levere væske på anden vis – gennem buksebenet. Det skulle vise sig, at jeg havde forregnede mig. Lige da jeg havde antændt lunten, kom Moster ud fra hønsehuset med en kurv fuld af æg. Hvad nu?
    Hurtigt og diskret anbragte jeg dåsen i ajletønden og gjorde mig usynlig. Kort efter lød der et brag. Låget fløj af dåsen – og bunden af ajletønden.
    Jeg nåede lige at se Moster gå i spagat med kurven ved siden af slibestenen, inden jeg hurtigt fjernede mig over mod skolen og op langs granskellet til Sem Møgelhøj, hvor jeg en stund sad eftertænksomt og funderede over livets fortrædeligheder.
    Tanken om, at Moster kunne være død, strejfede mig. I alle tilfælde var jeg sikker på, at min tid i Grove var omme. Jeg ville hjem til mine forældre i Nørre Onsild.

    Jeg kunne ikke finde andre steder at gå hen end ned til min morbror, Pi Raj, i Sem. Tante Marie var et besindigt menneske. Hun lyttede roligt til min version af historien. Derefter tog hun mig i hånden og fulgte mig gennem Sem Skoven til Grove. Jeg blev anbragt på tørvekassen i køkkenet, mens moster Else og tante Marie fik sig en god, fornuftig snak. Det blev bestemt, at jeg fortsat skulle bo i Grove – hvis jeg lovede at holde mig fra karbid og tændstikker i fremtiden. Det gjorde jeg – men skal sandheden frem, havde Moster en gang tidligere haft mig i ørene af samme grund.
    Moster havde ikke lidt nogen større overlast – bortset fra forskrækkelsen, men hun var ikke skudsikker. Siden gården i 1932 brændte ned til grunden efter et lynnedslag, havde hun været meget bange i tordenvejr og afskyede høje lyde. Det var årsagen til, at hun havde haft nødig at skifte en intim beklædningsgenstand. – og så var der naturligvis tabet af ægpengene. Det kunne være slemt nok. Det var dem der dækkede regningen i Brugsen og gav hende økonomisk frihed til at købe lidt ekstra til sig selv.
    Onkel Jens, der ellers sjældent udtalte sig om noget som helst, brummede, at jeg sikkert ville have godt af at få brugt nogle af mine kræfter. Det gjorde jeg så i de følgende uger ved at hjælpe ham med at læsse roer.

    En hel ny og vidunderlig verden åbnede sig for os, da vi i puberteten begyndte at interessere os for piger – vi, der ikke havde søstre lige ved hånden syntes bare, at der var alt for få.

    Om efteråret og vinteren havde vi chancen, når Lisbeth Møller ledede damegymnastikken i Sem Forsamlingshus. Vi vidste godt, at vi ikke måtte liste os hen kigge ind under gardinet, når damerne gjorde gymnastik, men hvem kunne dy sig, hvis muligheden viste sig?

    Ethvert drengehjerte skælvede ved synet af de søde og dejlige piger i de hjemmesyede, lyseblå gymnastikdragter. Damerne var der selvfølgelig mere gods i. De var måske knap så yndefulde, men det var kvinder. Vi nød det. Af bar begejstring og spænding lo vi højt og kom med kvikke, opmuntrende tilråb.
    Damerne delte ikke vores begejstring, men når de kom ud på trappen for at tale os til rette, var vi væk. Til sidst blev det for meget. Der måtte statueres et eksempel. Man gik til Denen i Grow. Han plejede at være mand for den slags.
    Det var årsagen til, at jeg, da jeg frisk og veloplagt mødte op i skolen næste morgen, blev kaldt op til katederet. Jeg blev noget overrasket, da jeg fik en knaldende lussing. Bag efter fik jeg forklaringen – om jeg så for eftertiden kunne lade være med at genere gymnastikundervisningen i Sem Forsamlingshus. At jeg slet ikke havde været i Sem den pågældende aften, var der ingen, der tog sig af. Havde jeg klaget til Moster, havde jeg sikkert fået beskeden: Så haar do sikkert fortjent’n en aan gaang!

    Efter min konfirmation i Grove den 27. marts 1949, blev jeg hos Moster Else og Onkel Jens, indtil jeg i august måned rejste hjem til Nørre Onsild. Min far foreslog, at jeg skulle være maler. Det ville jeg ikke.

    Jeg havde mod på livet og min bedste ven, Ib, der var købmandssøn, var lige kommet ud at sejle. Han fortalte om sit spændende sømandsliv, så jeg besluttede at rømme. Næste gang han kom hjem på besøg, pakkede vi en kuffert og sneg os ud ad bagdøren. Vi havde bestemt os for at tage ud i den vide verden med den melassebåd, der gik i fast rutefart mellem Hobro og København.
    Lige uden for døren mødte vi Ibs mor. Da hun spurgte, hvor vi skulle hen, svarede vi, som sandt var:

    Te Hobrow! Så skal I lig ha et pund kaffe og nuer kager mæ te’ Faster Jørgensen.

    Under besøget hos Faster fortalte Ib så levende om høje bølger og søsyge, at jeg blev noget betænkelig. Da vi senere stod på Hobro Havn ved båden for at tage hul på eventyret, begyndte jeg at græde. Jeg havde jo ikke engang fået sagt farvel til min mor. Sådan sluttede den rømning.

    Kort efter kom min Morbror Christian, Long Krasjan, på besøg. Det blev aftalt, at jeg nogle uger skulle med ham op til Spritfabrikkernes forsøgsgård, Trinderup, for at samle kartofler på akkord. Det blev en oplevelse. Undertiden sagde han: No gir’ed sgu’ kroner, knejt – for han kunne arbejde hårdt, hvis han ville, og så var det svært at følge ham. Foruden os var der nok 20 kartoffelmadammer, husmands- og arbejderkoner, der ved det hårde slæb tjente en hårdt tiltrængt ekstraskilling.
    Christian elskede at drille. Når en af damerne listede hen i læhegnet for diskret at løfte nederdelen, havde Long Krasjan gerne en rådden kartoffel ved hånden. Med et velrettet kast med kejten, placere han den, hvor konen var bredest. Når den chokerede og rasende kone fløj op, så hun kun flittige kartoffeloptagere, der passede deres arbejde – men Long Krasjan havde ret, vi tjente gode penge.

    Den 1. november 1950 fik jeg plads hos Hans Nielsen i Karlby ved Hobro. Der blev jeg, til jeg året efter fik mulighed for at komme i lære som bager hos Lauge Andersen, der havde forretning i Jernbanegade i Hobro.
    Fire år senere fik jeg svendebrev. Det kunne være svært at få lov til at blive i pladsen, når man var udlært. Det var jo dyrt for mester, men jeg blev i bageriet i Jernbanegade, til jeg 1. maj 1956 blev indkaldt til forsyningstropperne i Padborg. Nu kunne man jo tro, at det havde noget med bageri at gøre, men det var bestemt ikke tilfældet.

    Efter rekruttiden flyttede jeg til Vester Alle’s Kasserne i Århus. Jeg blev privatchauffør hos Oberst Stensgaard, til jeg blev overflyttet til Nymindegab Lejren. Der blev jeg chauffør for kaptajn Toksmann og samtidig var jeg assisterede skydeinstruktør for hjemmeværnets kursushold.

    Da jeg blev hjemsendt 1. september 1957, skulle jeg selvfølgelig forsørge mig selv. Det var ikke muligt at få arbejde som bager, så jeg hjalp min far, der var vært i forsamlingshuset og samtidig passede kirkegården i Nørre Onsild. Så kunne jeg i det mindste kunne tjene til kost og logi.

    En kort periode arbejdede jeg som tankpasser hos Esso på Randersvej i Hobro, inden jeg i 1958 endelig fik en stilling som bagersvend i Sdr. Onsild. I november samme år blev jeg gift med Oda.
    Der var lidt stille i Sdr. Onsild, så da jeg fik chancen, flyttede jeg til bager Søren K. i Hobro. Det var en stor forretning. I bageriet arbejdede chefen, fem svende, tre lærlinge og en bagerikarl. Der var ansat tre damer og to buddrenge i forretningen, og til at betjene de ca. 25 udsalg, var der ansat to salgschauffører.
    Det var en dejlig arbejdsplads med store udfordringer og meget arbejde, så det var en stor skuffelse, da Mester en uge før jul gav mig og en anden svend en fyreseddel, fordi salget svigtede. Det hjalp ikke meget, at han samtidig meddelte, at vi kunne blive ansat igen, når der blev mere arbejde. Vi havde lige fået en ny lejlighed og købt møbler på afbetaling, og julen stod for døren, så vi havde brug for pengene.
    Jeg gik ned på Hobro Svineslagteri. Der var arbejde. Jeg fik besked på at melde mig næste morgen kl. 5.30 til tarmmester, Carlo Ganshorn. Slagteriet blev min arbejdsplads de næste 11 år. Da man indførte akkord, så vi dag efter dag måtte stå på den samme plads og lave det samme arbejde, begyndte jeg at længes efter et lidt friere liv, I august 1971 så jeg en annonce i Hobro Avis. Skole- og behandlingshjemmet, Hostruphøj, søgte en pedel og en vikar. Jeg lagde billet ind på begge stillinger og blev indkaldt til en samtale. Jeg blev ansat som vikar, indtil jeg i 1972 blev optaget på børneforsorgsseminariet, Råens Minde, i Ålborg.
    Efter min afsluttende eksamen i 1974 var jeg så heldig igen at få ansættelse på Hostruphøj i en stilling som 1. assistent. Gennem 25 dejlige år var min hobby mit arbejde, indtil jeg i 1996 gik på efterløn.
    Man sagde gerne om Hostruphøj, at det var et behandlingshjem for vanskelige børn. Som jeg oplevede det, var det børnene, der havde vanskelige forældre.

    Kort efter jeg havde fået ansættelse på Hostruphøj, mødte jeg pastor Nørgaard fra Hem hos urmageren i Mariager. Vi faldt i snak, og pastor Nørgaard ville vide, hvad jeg lavede. Jeg er på Hostruphøj, forklarede jeg. Pastor Nørgaard så overrasket op fra piben, som han var ved at stoppe, så sagde han alvorligt: Det har de sandelig været længe om at finde ud a! Ikke Halfdan!

  • 24 halve i madpakken

    24 halve i madpakken

    Jeg var 15 år, da jeg blev konfirmeret i Hem Kirke i marts 1962. Skoleåret startede den gang 1. april, men netop det år blev det ændret til august, så mit konfirmationshold skulle egentlig gå i skole et par måneder længere, end man plejede. Det blev der snakket meget om, inden vi fik lov til at gå ud af skolen 1. april, som man altid havde gjort.

    Min bror, Jens, der kendte lidt mere til livet, forsøgte ellers at få mig til at gå i skole noget længere, men jeg var som de fleste af mine kammerater interesseret i at komme ud at tjene og klare mig selv. I Grove var der ikke tradition for at gå længe i skole. Vi vidste vel knap, hvad man skulle bruge en eksamen til. Jens tilbød at betale skolepengene, så Far havde sikkert givet lov, hvis jeg havde ønsket at fortsætte med at gå i skole.

    De første to år tjente jeg hos min tidligere lærer, Andersen, i Skrødstrup. Det var en dejlig plads, hvor jeg havde det meget lettere end mange af de andre piger, der blev ansat på gårde. De skulle hjælpe til både ude og inde. Andersens havde kun voksne børn, og de var flyttet hjemmefra. Det var mit arbejde at holde huset, mens lærerparret var i skole. Jeg var især meget glad for at få mit eget værelse, og så vidt jeg husker, havde jeg fri hver søndag.

    Fra maj til oktober 1964 gik jeg på Hadsten Husholdningsskole. Hver morgen skulle alle elever møde op i ren blå kjole, hvidt forklæde og kappe. Vi lærte meget om ernæring og hygiejne. Vi skulle selv gøre rent på skolen, så der blev ikke smidt papir eller æbleskrog på gulvet. Gad vide hvor mange elever, der ville finde sig i det i dag. Ville jeg hjem til Grove i weekenden, måtte jeg cykle de 36 km frem og tilbage.

    Da jeg kom hjem fra husholdningsskolen, fik jeg arbejde på Århus Lærlingehjem, hvor min svoger var pædagog. Det var en institution, hvor unge, der havde haft en vanskelig opvækst kunne bo, mens de fik en uddannelse. Jeg arbejdede i køkkenet og skulle bl.a. smøre madpakker. De unge mennesker havde en god appetit. Jeg husker især en dreng, der hver dag skulle have 24 halve i madpakken for at blive mæt.

    I 1965 kom jeg til at arbejde hos en slagterfamilie på St. Pouls Plads i Århus. Jeg var med til at lave de færdigretter, der blev solgt i forretningen: Bøf, forloren skildpadde og biksemad. Jeg spiser stadig ikke biksemad, hvis den er købt i en slagterforretning. Det var mig, der skulle tø alle de ”friskslagtede” kyllinger op, der i stort tal blev solgt i forretningen. Desværre led min tillid til handelsmoral ved den lejlighed et stort knæk, som jeg aldrig har forvundet – nu kalder jeg det sund skepsis. Det var i øvrigt en god plads, og der var den store fordel at tre af mine søskende, Tove, Else og Ole boede i og omkring Århus, så vi ofte så hinanden.

    Min næste plads (1966) var på Frøvadsholm, et lærlingehjem i Hornbæk ved Randers. Det var skam en god plads, men der var kun fire beboere, da institutionen var under afvikling. Det største arbejde var næsten at få det til at se ud, som om vi lavede noget.

    Den 4. februar 1967 blev jeg gift med Henry Thommasen fra Dalbyover. Jeg havde mødt ham tre år tidligere ved et bal på Havndal Kro. Jeg var kun 20 år, men Far havde stor tillid til Henry – for han var landmand. Vi flyttede ind i en lejlighed hos købmanden i Dalbyover. Efter vores indtjening, var den meget dyr. Vi skulle betale 225 kr. om måneden samt lys og varme.

    To år senere købte vi et nedlagt landbrug lidt udenfor Dalbyover. Prisen var 32.000 kr. Jeg blev hjemmegående for at passe vores søn, der på det tidspunkt var to år. Senere, da en nabo fik behov for at få sit barn passet, oprettede vi en tid en dagpleje.

    Den vognmand Henry kørte for blev syg og måtte lukke sin forretning. Inden da skaffede han Henry et nyt arbejde som chauffør på Randers Kulkompagni. Det blev hans arbejdsplads de næste 35 år.

    Vi syntes, vi boede lidt for langt ude, så vi besluttede at flytte til Jennumparken i Randers. Det var et lidt barskt kvarter, så da børnene skulle til at gå i skole, besluttede vi at flytte tilbage til Dalbyover.

    Min svigerfar var syg, så han havde brug for Henrys hjælp på ejendommen. Det var grunden til at vi i 1974 fik dispensation til at bygge et hus på den grund, vi havde valgt, selv om den lå i landzone. Vi skulle jo bo tæt på min svigerfars ejendom. Byggegrunden, der var på 961 m2, kostede 25.000 kr., og huset, der var på 120 m2, kostede kun 172.000 kr.. Vi lavede en stor del af arbejdet selv, men havde en dog murer til at skalmure og støbe gulve og en elektriker til at tage sig af elarbejdet. Efterhånden som familien voksede og vi fik brug for mere plads, blev det nødvendigt at foretage et par ud- og ombygninger – men vi bor stadig i det samme hus.

    I 1981 syntes jeg, at jeg havde brug for at se andre end børnene. Jeg søgte og fik ansættelse i køkkenet på plejehjemmet i Øster Tørslev i 30 timer om ugen. Jeg var gerne hjemme, når børnene kom fra skole kl.14.00. Det var min arbejdsplads i 12 år, indtil jeg en dag i 1992 pludselig blev uarbejdsdygtig på grund af leddegigt. Efter 120 dages sygefravær blev jeg afskediget og umiddelbart derefter pensioneret.

    Vi har altid nydt at køre rundt i vores eget smukke land og en enkelt gang i Sverige. Derfor har vi aldrig haft brug for et pas. Det fik vi først sidste år, da vi var på en tur til Tønder. Vi ville gerne prøve at handle ind syd for grænsen.
    Nu går vi og overvejer, om vi skal tage med på en bustur til Østrig, nærmest for at se, om det at rejse i udlandet er så vidunderligt, som folk påstår, men lad os nu se – man ska’ it’ forjaw sæ!

  • Ka’ de leve af det, kan jeg også

    Ka’ de leve af det, kan jeg også

    Min far, Hans Lindskov, var mælkekusk. Han kendte mange mennesker på egnen, så da Harry Jensens karl rejste i utide sidst på sommeren 1935, har han vel spurgt Far om, hvor han kunne finde en ny karl. Det var grunden til, at jeg som 11-årig kom ud at tjene i to måneder i sensommeren 1935.

    Den følgende sommer tjente jeg på Thorshede hos Marius Hjort. Lønnen var 65 kr. Jeg cyklede til skole i Grove og senere, da jeg begyndte at gå til konfirmationsforberedelse en gang om ugen, cyklede jeg til Hem.
    Jeg var meget stolt, da jeg kom hjem til Mor og Far med min første løn. Den var dog skrumpet lidt. Jeg havde brugt to kr. på den årlige skole-udflugt.

    I foråret 1937 blev jeg konfirmeret. Det var dyrt, men jeg var heldig. Hos Marius Hjorts nabo tjente en dreng, der lige var blevet konfirmeret. Jeg købte hans jakkesæt for 20 kr., så efter en tur til Hadsund, hvor jeg fik et par nye sko, var jeg klar til at blive konfirmeret i Hem Kirke foråret 1937.

    Pastor Nørgård overhørte alle konfirmander på en gang. I var heldige, sagde min far, da vi kom hjem. Det skyldtes, at en af konfirmanderne fra Skrødstrup var fra et missions hjem. Han kendte bibelen ud og ind og kunne svare på alt. Da Pastor Nørgaard bad ham tie stille, blev der lidt længere mellem svarene.

    På grund af Fars arbejde som mælkekusk, var der mange, der gav telegrammer med penge i. Fem kr. var den almindelige takst. Enkelte gav to kr., men sagde så nej tak, da de blev bedt til kaffebord en af de følgende aftener.
    Jeg købte en cykel for 100 kr. for nogle af mine konfirmationspenge.

    På mindre gårde var det almindeligt, at man fæstede en karl for hele året og som ekstra hjælp ansatte en dreng om sommeren. Efter konfirmationen fik jeg fik plads som dreng hos Anton Olsen i Kastbjerg. Vi var to karle og en pige på gården. Lønnen for sommeren var på 225 kr. I Grove Skole havde man kun gymnastik et par gange om sommeren, så jeg vil ikke betegne mig som elitegymnast, da jeg om vinteren meldte mig til gymnastik i Kastbjerg Forsamlingshus. Lederen – en kontrolassistent – var heller ikke imponeret. Han bad karlen træne lidt med mig i fritiden. I skal it gyr jer nowen ulejlighed, sagde jeg. A ka’ hold! – Og det gjorde jeg.

    Året efter flyttede jeg lidt længere hen i byen til Jens P. Olsen. Der var lønnen for hele året 425 kr. Jeg fik mavesår og kom i behandling hos Mathis Fuglsang Damgaard, der var læge i Havndal. Han ordinerede Bella Donna pulver. Det hjalp ikke, så til sidst blev jeg indlagt hos nonnerne på Skt. Josephs Hospital i Randers. Deres pleje og skånekost hjalp godt, så jeg blev hjemsendt efter 14 dage. Jeg gik hjemme hele den vinter. For at tjene lidt til føden, begyndte jeg at arbejde i Semskoven, hvor jeg fældede og plantede træer. Min farbror, Jens Lindskov, spurgte undrende min Farfar, hvorfor jeg gik hjemme.

    De æ naad mæ mawen, sagde bedstefar. Han ska ha skaanekost.
    De ka Else da law
    , sagde farbror Jens.

    Og det kunne hun, så jeg fik plads hos Farbror Jens og Faster Else. Hun var en bestemt dame, så der var mange, der ikke brød sig om at tjene der, men jeg var glad for det. Hver morgen gik jeg i stalden og røgtede hestene, mens Farbror Jens og Else passede køerne. Efter morgenmaden gik vi i marken. Farbror Jens var en mand af få ord, så det var ikke hver dag, vi talte med hinanden, men jeg vidste jo, hvad jeg skulle lave – så hvad var der at snakke om.
    Da jeg en dag fortalte Faster Else, at jeg ville være militærnægter, udbrød hun bestyrtet. Nej! Nej! Nej! Så æ’d jo ingen piger, der wæl ha dæ.

    De næste to år arbejdede jeg som anden karl hos Fløche Jensen på Edderup Skovgård. Lønnen var nu steget til 900 kr. for hele året.
    Han var en venlig men bestemt mand, der havde styr på tingene. Vi var mange ansatte: fire karle, en daglejer, to arbejdsmænd i skoven, to piger og en bittepig, der nærmest var barnepige. Fløche Jensen var altid i en slags militæruniform med spidsbukser, når han om morgenen mødte op i stalden, eller når han kom ridende ud i marken for at sætte os i gang med det daglige arbejde.
    Det andet år jeg var der, spurgte han pludselig, om jeg ikke kunne tænke mig at være forkarl.

    Nej, sagde jeg. A ka it set så manne folk i gong.
    Det ved du jo godt, jeg gør!
    Men jeg skal bruge en til at passe hestene!

    Så turde jeg godt, for arbejdet med hestene kendte jeg hjemme fra. Pludselig steg jeg i graderne, for pladsen som forkarl på Edderup Skovgaard var meget eftertragtet og lønnen god. Min løn steg fra 900 kr. til 1.750 kr.
    Der var nok at se til, når der skulle fodres, strigles, strøs halm og muges ud hos hingsten, de fire spand heste og plagene. De mange roer skulle vaskes i vaskemaskinen og halmen skulle snittes til hakkelse. Fløche Jensen ville ikke have, at hestene blev fodret af før efter kl. 21, så jeg var meget bundet i stalden det år.
    Jeg kunne ikke danse, men ville gerne gå til aftenskolen i Grove Skole. De andre karle ville gerne ud at more sig lørdag aften og sov derfor længe søndag morgen, så vi lavede en aftale, alle var glade for. De klarede hestene, når jeg gik i aftenskole, og jeg klarede alene hele arbejdet i stalden søndag morgen, så de kunne sove ud.
    Til daglig passede jeg hingsten, og det spand jeg kørte i marken med, mens de andre karle passede deres eget spand heste. Klokken 7.00 skulle vi være færdige i stalden og have spist morgenmad, for da kom Fløche Jensen ned i stalden og satte os i gang med arbejdet.
    Hver morgen skulle jeg kalde på de andre karle. Jeg har åbenbart ikke været skrap nok, for snart skulle der kaldes både to og tre gange. Det varede indtil den morgen Fløche Jensen kom ned i stalden og spurgte: Vil de ikke op? De er i alle tilfælde ikke kommet. Han drejede rundt på hælen og aflagde et lille besøg i karleværelset. Efter den tid mødte alle til tiden.

    Flere landmænd i Grove bl.a. Chren Møller, Farbror Jens og min far var interesseret i de tanker om biodynamisk landbrug, der førtes frem af bevægelsen, Jord, Arbejde, Kapital kaldet JAK. Den byggede på filosoffen Rudolf Steiners teorier.

    I sommeren 1944 så jeg et opslag i JAK- bladet om en plads på Oldhøjgaard, på Sjælland. Ejeren, Peder Madsen, skrev tilbage, at han troede, det lige var en plads for mig – sidst i brevet nævnte han, at kosten var vegetarisk. Jeg anede ikke, hvad det betød, men da Mor havde forklaret det for mig, sagde jeg: Ka di løw o’ed, ka’ a osse!
    Mor ville gerne på grund af krigen have mig til at vente et år, men jeg ville af sted. Sidste dag i oktober, tog jeg med Grønnings rutebil fra skolebakken i Grove og kørte mod Randers, hvor jeg overnattede på Missionshotellet. Jeg skulle jo nå morgentoget mod Sjælland næste dag.

    Det skulle vise sig, at rejsen kom til at tage næsten tre dage. Da jeg næste morgen stod på perronen og ventede på toget, blev det meddelt over højtaleren, at passagerer til Sjælland først ville blive sejlet over Storebælt den følgende dag. Englænderne havde om natten udlagt miner i bæltet. De skulle fjernes, inden færgen måtte sejle. Jeg valgte sammen med mange andre at fortsætte rejsen over Fyn mod Sjælland. De fleste stod af i Odense for at finde hotelværelse. Der var for få, så de fleste måtte tilbringe natten sovende på hovedbanegårdens bænke. Vi, der fortsatte til Nyborg, sov lidt bedre. Vi blev indkvarteret i private hjem. Om middagen den tredje dag ankom jeg til Oldhøjgaard, hvor jeg lærte utroligt meget. Jeg fik et helt nyt livsgrundlag. Jeg blev bl.a. vegetar, og i de følgende 18 år spiste jeg ikke kød.

    Min næste plads var på Rudbjerggaard, JAK’s forsøgsgård. Jeg skulle tage mig af landbruget og en fodermester af arbejdet i stalden, så lederen, konsulent Elstrup Rasmussen, kunne få mere tid til at rejse rundt og vejlede de landmænd, der var interesserede i biodynamisk landbrug. Forholdene var nu ikke helt, som man havde lovet mig, bl.a. var maden ikke udelukkende vegetarisk, så da jeg ind under jul fik besked om, at jeg den næste dag skulle hjælpe til med at slagte julegrisen, sagde jeg stop.
    Jeg blev truet med, at jeg ikke ville få min løn udbetalt, men jeg ville ikke bøje mig. Jeg følte, at mit helbred var meget bedre, når jeg levede som vegetar.

    I et halvt år var jeg på en gård ved Dronning Mølle, hvor der ud over et lille landbrug var 25 tdl. med frugttræer. Selv om jeg om aftenen kunne gå tur og se, når Cirkus Benneweis elefanter badede i Øresund, var det lidt trist at sidde mutters alene og spise i folkestuen. Peder Madsen foreslog, at jeg skulle rejse til en gård Lunde i Vestjylland, hvor en familie ville lægge om til biodynamisk landbrug. Det viste sig, at familien var uenig, så jeg rejste igen. Også i den næste plads rejste jeg i utide, da vi ikke kunne blive enige om lønnen. Da oplevede jeg for første gang i mit liv at stå uden arbejde.

    Da jeg kom hjem til Grove foreslog Johannes Christensens søn, Karl, at jeg skulle tage med ham til Folkemarked i Randers den 2. november. Når unge karle og piger, der ikke havde fundet en ny plads inden skiftedag gik rundt i byen, kunne de være heldige at møde landmænd, der ikke havde fået ansat karle eller piger i tide. Vi blev som ventet kontaktet af en mand, der spurgte om vi søgte plads. Da vi svarede ja, inviterede han os på en kop kaffe, så vi kunne snakke om tingene. Sådan gik det til, at jeg kom til at arbejde et år på gården, Mellemmølle ved Lime, inden jeg vinteren 1948-49 tog på Husmandsskolen i Høng. Det var som at komme hjem, da jeg igen i 1½ år fik arbejde hos Peder Madsen på Oldhøjgård. Denne gang blev jeg ansat som fodermester.

    Da stillingen som bestyrer på forsøgsgården Rudbjerggaard blev ledig, syntes Peder Madsen, jeg skulle søge den. Jeg havde stillingen i to år, indtil jeg på grund af intriger i bestyrelsen rejste hjem til Grove med de 20.000 kr., jeg havde opsparet, og købte Dalsgaard af Jens Møller.
    Et par år efter byttede jeg ejendom med min bror, Ove. Han ville gerne have lidt mere at rive i, og jeg lidt mindre, så pludselig sad jeg som ejer af et af de 13 husmandsbrug, der var udstykket fra enkesædet under Rosenholm Gods på Djursland.

    Jorden var leret og meget vanskelig at bearbejde, og stald- og beboelseshuset var utidssvarende, men det blev alligevel i Bale livet fik et helt andet indhold for mig, ungkarlen Hans Lindskov – Eli flyttede ind på ejendommen.
    Hun var meget interesseret i landbrug og passede dyrene og bedriften, i en periode, hvor jeg arbejdede som jord- og betonarbejder, da man udvidede Århus Universitet.

    Eli havde i flere år levet i et barnløst ægteskab, og jeg havde i min ungdom haft fåresyge, så tanken om at blive forældre end ikke strejfede os. Men . . .! En dag jeg var på arbejde, kom en nabo på besøg. Eli gik i stalden og fodrede dyrene. Da han så hende slæbe rundt på de tunge spande, tilbød han sin hjælp med ordene: De æ da vist for hårdt for dæ!

    Eli var blevet lidt kraftig, men vi havde ikke tænkt på, at hun kunne være i lykkelige omstændigheder – vi troede, det var den sunde kost. Efter et besøg hos lægen, blev hun ringet op. Sidder du ned, sagde han, inden han gav besked om, at hun var gravid i sjette måned. Nu blev der travlhed i Bale. Vi ville ikke lade et barn vokse op i det stuehus, så mens Eli blev indlagt for at føde, fik jeg solgt ejendommen. Kort tid efter flyttede vi med de 20 jerseykøer op til den ejendom i Nørre Onsild, der skulle blive vort hjem de næste 17 år.

    Anden gang, Eli overraskede mig, var, da hun meddelte, at hun ikke længere ønskede at være vegetar. Jeg havde to muligheder: En skilsmisse eller Eli og maden, som vor mor lavede den. Jeg valgte Eli og maden.

    Jeg begyndte at arbejde som husbondafløser. Det fortsatte jeg med, indtil jeg i 1983 fik konstateret leddegigt. Da Eli heller ikke var rask, solgte vi ejendommen og købte et hus i Sønder Onsild. Efter Elis død i 2001 blev jeg et par år boende alene i huset, indtil min søn og svigerdatter foreslog, at jeg skulle flytte ned til Lind ved Herning, hvor de boede. Sådan blev det. Et halvt år efter boede jeg i Lind – tæt ved den søn, jeg aldrig havde regnet med at få, og hans dejlige familie.