Jeg kom allerede ud at tjene i 1955, da jeg var 12 år. Det var hos nogle af mine forældres venner. De havde et lille landbrug på 12 tdl. i Gjerlev, hvor jeg også kom til at gå i skole de to sidste år. De havde kun en datter. Hun var flyttet hjemmefra, så jeg var nærmest søn af huset. Lønnen var ikke imponerende. Jeg fik en krone om dagen, men derudover fik jeg: Kost, logi, tøj og andre fornødenheder, så jeg havde ingen grund til at klage. Jeg skulle hjælpe til med arbejdet på ejendommen. Manden kørte mælk. Da han havde dårlig ryg, måtte jeg undertiden op allerede kl. 5.00, så jeg kunne komme med rundt på mælketuren for at håndtere spandene. Det kunne være koldt om vinteren. Vi oplevede nogle gange, at der var så meget sne, at vi ikke kunne køre ud til de yderste ejendomme for at hente mælken. Når jeg kom hjem fra skole i Gjerlev, deltog jeg i alt arbejdet på ejendommen. Når jeg havde klaret min del, måtte jeg gerne løbe ud og lege med nabodrengene. Hver 2. søndag cyklede jeg gerne hjem til Edderup for at besøge min familie. Da jeg i foråret 1957 blev konfirmeret i Gjerlev Kirke, var det min arbejdsgiver, der bekostede festen.

Lige efter min konfirmation kom jeg ud at tjene på en gård i Vindblæs. Jeg fik 1.350 kr. for hele året. Det var en god løn. Det var et traditionelt landbrug, men manden fulgte med efter bedste evne, bl.a. havde vi en lille, grå Ferguson traktor. Det var en stor lettelse for folk på landet, da traktoren begyndte at overtage det hårdeste arbejde. Året efter flyttede jeg som andenkarl hen til naboen, der var ejer af 100 tdl. sandjord. Det betød, at vi ikke altid vidste, om den var hjemme, men det kendte jeg jo så godt fra Edderup. Vi var tre ansatte. To karle og en fodermester. Vi skiftedes, så vi kun havde staldtjeneste hver tredje søndag. En karl havde allerede fri lørdag aften, mens nummer to først havde fri søndag morgen, når han havde røgtet hestene. Alle kom hjem søndag aften, så de var klar til arbejdet mandag morgen.

I 1953 rejste jeg ned til Søren Johansen på Holmgården i Grove. Det var en god plads. Vi spiste godt og var velkomne i dagligstuen om aftenen, hvis vi ville se fjernsyn. Man kunne godt mærke, at det var nye tider. Traktoren og de nye maskiner havde medført, at der udover familien nu kun var brug for en karl og en pige på gården – hesten blev kun brugt, når der skulle renses roer. Skulle møngen – møddingen – tømmes, blev der undertiden sendt bud efter en daglejer, Jens Juul fra Sem – så skulle der hænges i, hvis man ville følge med.

I 1962, da jeg mødte på session, blev jeg udtaget til sygepasser. Det blev betragtet som en loppetjans, for vores tjenestetid var kun på 14½ måned, mens andre soldaters tjenestetid var mellem 16 og 18 måneder. Jeg nåede lige at deltage i børnefesten i Havndal den 1. juli, inden jeg rejste til Vordingborg Kasserne, hvor vi i løbet af 4½ måned blev uddannet i forskellige former for sygepleje – bl.a. førstehjælp, inden vi blev fordelt rundt på de forskellige kaserner. Jeg kom til Flyvestation Ålborg. Vi skulle til daglig gå rundt og passe folk med småskavanker og snue – altid passende påklædt i hvid kittel. Men bevægede vi os uden for infirmeriet, skulle vi trække i blå uniform og skråhue – også selv om vi bare skulle hente mad til patienterne i kantinen. Jow! Jow! Disciplin skal der til. En gang imellem kunne det hænde, at: – wos fra Edderup tøt, de’ war lig grow nok! En dag jeg skulle hente mad i kantinen, kom jeg lidt hurtig af sted – i smutsko og kittel. Det kostede mig fem dages kvarterarrest, lige indtil vores oversygeplejerske, der ikke var let at bide skeer med, fik ordnet sagen. Mange af sygepasserne var ældre folk nær 30 år, der på grund af studier havde fået udsat deres militærtjeneste. De lod sig ikke byde alting. Under en øvelse skulle en af officererne, der ofte var lidt barsk, bæres rundt på en båre som patient. De ældre lod ikke chancen gå fra sig. Så snart lejlighed bød sig, tabte de ham i en vandpyt – vi andre nøjedes med at more os. Inden jeg kom hjem fra militærtjenesten, nåede jeg at få kørekort. Det havde jeg stor gavn af – både når jeg den gang kørte vejene tynde i min lille Gogomobil, den tids økonomibil, og senere hen i livet.

I 1964 fik jeg arbejde på Centralstøberiet i Lem. Vi arbejdede på akkord – 45 timer om ugen til en timeløn på 8.50 kr. Senere i 1964 fik jeg arbejde ved typehuset, Obi-Huse, der blev bygget af Oue Savværk. Min svoger og jeg rejste rundt i hele Jylland og lavede gulve og skillevægge i husene, når vægge og skillerum var rejst. Jeg kom også til at arbejde på Saltfabrikken ved Assens med forskellige former for støberi – beton- og forskallingsarbejde – hvis jeg da ikke kørte med byggekranen. Det var tungt arbejde, der efterhånden satte sine spor. Jeg fik konstateret slidgigt, så jeg den 1. maj 2005 blev nødt til at gå på efterløn. I 1971 var jeg blevet gift med Anna, og familien er senere blevet forøget med en søn, svigerdatter og et barnebarn.

Vi boede yderst i Sem Sogn ikke langt fra Assens, så vi havde nok mere fornøjelse af tyskerne end de fleste. Hver gang de skulle ud for at købe proviant hos landmændene, æg, kartofler, korn m.m., eller når de marcherede i samlet flok ud i Hien for at holde skydeøvelse, kom de forbi os.

Min far var som de fleste andre i Edderup ikke nogen ynder af tyskerne, hvilket han ikke lagde skjul på. Jeg kan især huske, hvor utryg jeg var, når jeg skulle hjælpe ham med at trække køerne ud på eller hjem fra marken. Vejene var den gang ikke asfalterede, og vejtræerne stod tæt, så det var begrænset, hvor meget plads der var, når man mødte folk. Det gik fint, hvis vi mødte danskere, men min far kunne ikke se det rimelige i, at en dansk mand, der trak på en dansk vej med et kobbel rolige, danske køer, havde nogen som helst forpligtelse til at gå til side for tyske soldater, der var på vej til skydeøvelse i Sem Hede. Jeg, der var omkring 10 år gammel, havde ikke besvær med at regne styrkeforholdet ud mellem et kompagni bevæbnede tyske soldater og en dansk bondemand med et kobbel køer. Men Far gav sig ikke – og der skete aldrig noget. Min mor var mildere. De tyske soldater var ved krigens slutning meget gamle eller yngre end mine ældre brødre. Det har min mor nok tænkt på, da en halvvoksen, tysk dreng en dag ind under jul blev sat til at holde vagt ved vores hus. Mor, der lige havde lavet medisterpølse, ville give ham et stykke, men han var så angst, at han næsten ikke turde tage imod det.

Under krigen var det ikke let at være husmoder. Det var altid vanskeligt at skaffe varerne på grund af rationeringen – og så var der pengene. Med en børneflok på 13 var der aldrig for mange penge, også selvom de store var begyndt at flytte hjemmefra.

Der var mange kvinder, der viste deres værd. Med små midler og megen snilde fik de tingene til at hænge sammen. Vores mor var en af dem.

Smør kunne kun fås på mærker. Margarinen, som man før krigen havde kunnet købe billigt, var slet ikke på markedet – men vi havde køerne. Selv om afregningen på mejeriet var afhængig af fedtprocenten, skummede Mor en gang imellem mælken, så der var fløde nok til at lave en portion smør i den hjemmelavede kærne – en lerkrukke.

Alt blev talt op og kontrolleret. Man måtte kun beholde en del af det, man producerede. Resten skulle afleveres. Kontrollanterne blev udpeget af kommunen, og det var borgerligt ombud, så enhver kunne blive udpeget. Kornet blev talt op, og man måtte kun beholde det, der skulle bruges til foder. Resten skulle afleveres – sælges.

Mel var også en mangelvare, der kun kunne købes, hvis man havde mærker. En gang imellem lykkedes det Far at opspore og tiltuske sig en sæk hvede, som han fik malet på Å Mølle. Så kunne Mor bage – og det var hun god til.

13 børn var en stor flok, men ikke for mange for vores mor. Hver søndag sad hun ved vinduet i stuen og kiggede spændt op ad bakken for at se, hvem der kom hjem. Hun glædede sig, selv om det betød ekstra arbejde, for mange af os kom hjem med vasketøj, og sammen med os kom kærester og venner. Det blev tit en stor flok, men der var altid husrum – og hjemmebag.

Jeg kom som de fleste andre drenge ud at tjene, lige efter jeg var blevet konfirmeret i 1947 af pastor Nørgaard i Hem Kirke. Min første plads var hos Peter Thorsen i Kastbjerg. Jeg ved ikke, om det var noget, der sad i os fra krigens tid, men jeg var ikke ret glad for at komme sent hjem om aftenen. Gården lå lige op ad kirken og kirkegården, så jeg havde fart på, når jeg på vej hjem skulle op ad bakken til gården. Det var en lettelse, når jeg stod i mit værelse – på den rigtige side af døren. Jeg havde fri hver anden søndag, men jeg skulle være tilbage om aftenen. I dagene mellem jul og nytårsaften havde jeg fri hver eftermiddag, men jeg skulle stadig være tilbage inden aften, så jeg kunne nå at fodre dyrene og muge ud i stalden.

I 1951 tjente jeg hos Charles Brønnum. Det er det eneste sted, jeg har været med til at klippe køer om vinteren, men det er nu noget helt andet, jeg husker bedst fra den plads. Vi fik mund- og klovsyge, mens jeg var der. Havde det været i dag, var alle dyrene nok blevet slået ned – både de syge og de raske. Den gang nøjedes man med at isolere gården i den tid, der var mulighed for smittefare. Det var såmænd hårdt nok. Ude ved vejen stod skilte, der afviste besøgende. Når posten kom med breve eller pakker, måtte han, inden han forlod gården, rense sit fodtøj i karbol for ikke at bringe sygdommen videre. Alle andre bl.a. bageren kom slet ikke ind i gården. De bestilte varer fra købmanden eller Brugsen blev stillet uden for gården, hvor vi selv måtte gå ud og hente dem. Det var ikke rart at se køerne stå med savl om munden ude af stand til at æde. Mælken måtte vi ikke sende på mejeriet. Man forsøgte at anvende så meget som muligt i husholdningen og som foder til grisene, men en del gik til spilde. Når dyrlægen havde erklæret besætningen rask, var man selvfølgelig lettet og glad, men så begyndte arbejdet for alvor. Gulve, stier og båse – alt skulle rengøres med karbol. Det var dog værre på de gårde, hvor man ikke havde cementgulv i stalden. Vi skurede og skrubbede. Når vi endelig var færdige, måtte vi se i øjnene, at alting alligevel ikke var som før. F.eks. var mælkeydelsen mindre, end før dyrene blev syge. Charles var engang lidt bekymret for min økonomi. Det almindelige var, at man, hvis man manglede penge i løbet af året, gik til manden og bad om at få udbetalt et beløb af den løn, man allerede havde tjent. Der skulle meget gode grunde til, hvis man skulle have udbetalt et egentlig forskud.

En vinter havde jeg købt et flot, mørkt jakkesæt. Et par måneder senere slog min bror, Svend, ed slaw op i gården på sin motorcykel og spurgte, om jeg ville med en tur til Randers. Det ville jeg gerne, for nu var det blevet forår, og moden foreskrev lyst sommertøj. Da jeg gik til Rasmus Brønnum for at bede om penge, lagde han ansigtet i lidt mørkere folder, end han plejede, og sagde: No ska’u te’ å pas’ lidt po! Egon. Det måtte jeg så, men efter en hæsblæsende tur til Randers bag på motorcyklen, kom jeg alligevel hjem med et nyt lyst jakkesæt.

I 1954 arbejdede jeg som fodermester hos Anker Holm i Enslev. Jeg fik en god løn – 6.500 kr. for hele året. Det var også det år, jeg blev gift med Musse i Enslev Kirke. Vi havde lært hinanden at kende ved et af de berømte baller i Sem Forsamlingshus. Senere kom jeg til at arbejde på Amaliegård. Man sagde De til Vissing Jørgensen, og han sagde De og Egon. Men ellers var han en meget usnobbet og reel mand. Vi blev aflønnet efter tariffen, og lønnen faldt til tiden. Mens jeg var der, kom jeg til at beskæftige mig med frøavl – bl.a. roefrø. Vi fremavlede selv de små roeplanter, der senere blev plantet ud i marken – enkeltvis. Når planterne skulle i jorden, sad vi to mand på en maskine, som smeden i Vindstrup havde lavet, og stak de små roeplanter i jorden. Da Vissing Jørgensen syntes, det gik for langsomt med to rækker, spurgte han smeden, om han ikke kunne lave en maskine til fire rækker. Jow, jow. Det kunne han da sagtens – så plantede vi fire rækker ad gangen. Når roerne havde sat frø, blev frøstandene høstet, hængt op til tørring og kørt hjem til tærskning. Det var et stort arbejde – og som det dog støvede. Da høsten var forbi, blev Musse og jeg inviteret til høstfest sammen med de andre arbejdere, som havde arbejdet på Amaliegård den sommer. Vi kom til at sidde ved Vissing Jørgensen. Han var en god vært, så der manglede ikke noget. Det var den aften Musse smagte sin første snaps. Vejen hjem til Enslev på cykel var måske lidt lang – men stemningen var god. Det skulle senere vise sig, at Vissing Jørgensen også mente, at folken skulle have det godt i julen. Vi fik alle en kvart gris i julegave. Der var ikke mange arbejdsgivere på landet, der var så gavmilde.

Jeg var meget glad for at arbejde på Amaliegaard. Men alt får jo en ende. Jeg begyndte at arbejde hos murer Christen Christensen i Gjerlev. Det var hårdt at balancere med byggematerialerne på stiger og stilladser. Men han var ikke af de værste. Tempoet var rimeligt. Han foreslog selv, at jeg kunne kaste stenene op til ham, hvis der ikke var for højt. Derved blev arbejdet lidt lettere. Det var noget andet i de 11 år, jeg var ansat hos murermester Arnholm i Randers. Det var storbyggeri. Jeg var med som jernbinder, da vi byggede den store kornsilo på bryggeriet Thor. Vi måtte i de 13 døgn det varede arbejde på toholdsskift fra kl. 12 til kl. 24. Det var 13 barske døgn.

I 1973 fik jeg et helt andet og mindre fysisk krævende job. Jeg blev pedel på Enslev Skole. Der var jeg, til skolen blev nedlagt i 1980. Derefter blev jeg pedel på Gjerlev Skole, hvor jeg arbejdede, til jeg i 1998 gik på efterløn. Vi bor stadig i det hus, jeg selv var med til at bygge i Enslev i 1969/70. Der er blevet lidt mere tid til at passe hus og have, og når jeg en gang imellem giver en hånd med på min søns ejendom, har jeg heller ikke besvær med at sove om natten. Skulle der blive tid til overs, hygger jeg mig ved at gå på jagt eller arbejde med træ.

Efter mine syv dejlige år i Grove Skole, blev jeg konfirmeret i Hem Kirke i foråret 1944. Vi var flyttet til Hou Mark et par måneder forinden, så jeg gik den lange vej til skole og præst til fods. Så vidt jeg husker, forsømte jeg ikke en eneste gang, men hvor var jeg bange for at møde tyske soldater på min vej. Mon unge mennesker kunne klare det i dag? Jeg tvivler. Vi var nok lidt mere robuste den gang. Som mange andre af disse årgange fik jeg ingen uddannelse. Den første tid efter min konfirmation, hjalp jeg til på ejendommen hjemme hos mine forældre på Hou Mark. Mine seks søskende var jo på det tidspunkt flyttet hjemmefra. Jeg skulle hver dag med Far på mælketur. Han led af iskias, så det var mig, der måtte springe af vognen og håndtere mælkespandene.

Da jeg var omkring 15 år, kom jeg i huset hos min søster og svoger, der var fodermesterpar på Sembygaard. I guder, hvor var der mange rotter. De vrimlede ud under de store kornstakke, der stod lige ved siden af fodermesterhuset. Vi bankede på døren til dasset, inden vi gik ind. Rotterne for omkring og forsvandt for en tid, så vi fik ro til at forrette vort ærinde – hvis vi skyndte os. Jeg hader rotter den dag i dag.

Min første plads i huset fik jeg hos Maren og Søren Offersen i Jennum. Jeg var der i 1½ år. Jeg fik 75 kr. om måneden. Ud over familien var der to karle og en fodermester, så der var nok at se til, men det var en god plads. Jeg havde kun fri hver anden søndag fra midt på formiddagen til mandag morgen.

Min næste plads var hos en kreaturhandler i Nedre Hornbæk. Her fik jeg 125 kr. om måneden. Her arbejdede jeg, til jeg blev gift med Frits på min 18 års fødselsdag – den 8. august 1948. Jeg havde mødt ham i vinteren 1946 – 47, da vi gik til folkedans. Frits var fra en gård i Spentrup. Han arbejdede ved landbruget, indtil han efter sin soldatertjeneste søgte ind til DSB, der blev hans arbejdsplads i 40 år. Efter sin uddannelse, der medførte en del flytten rundt i landet, fik han i 1953 ansættelse i Tyregod. Der boede vi i 15 år.

Jeg fik samtidig tilbudt pladsen som ledvogter ved en overskæring mellem Thyregod og Give. Der var mangel på lejligheder, så da vi fik fribolig i et lille ledvogterhus, der lå, hvor banen krydsede landevejen, slog vi straks til. Lønnen var 120 kr. om måneden. Mange af vejbommene og leddene langs DSB’s banestrækninger blev den gang betjent manuelt. Jeg lærte at passe togtiderne. Hele året i sol, regn og sne måtte jeg, når toget kom, gå ud og åbne og lukke de to låger – en på hver side af vejen – så der ikke skete ulykker. Det glippede heller ikke en eneste gang. Bagest i haven var der en klokke, som stationsforstanderen aktiverede, når toget forlod Thyregod Station – hvis han ikke glemte det på grund af travlhed. Vi havde strenge ordrer til selv at passe tiden. Varede det for længe, inden toget kom, så der blev kø på vejen, skulle vi ringe til stationen og undersøge sagen, inden vi lukkede op for leddet. Arbejdstiden var fra kl. 6.00 til kl. 18.00 alle hverdage. Fra kl. 18.00 til kl. 00.30 og om søndagen blev arbejdet overtaget af en afløser, der kunne sidde i den lille kakkelovnsopvarmede træhytte, der var bygget oppe ved bommene. Der kunne jeg også gå i læ, hvis toget var forsinket.

Jeg skiftede senere arbejde og blev syerske på en tekstilfabrik i Thyregod. I 1960’erne forandredes Danmark. Alt skulle være større og gå hurtigere. DSB automatiserede alle jernbanestrækninger, så ledvogterne forsvandt. De små stationer blev lukket og omdannet til ubemandede trinbrætter. Da vi i 1967 fik besked om, at man på et tidspunkt ville nedlægge vores station, Thyregod, besluttede vi at søge til Sjælland, hvor der var mere gang i jernbanedriften. Frits søgte og fik arbejde ved Kystbanen – banestrækningen mellem København og Helsingør – på Nivå Station. I juni 1967 flyttede hele familien – i to jernbanevogne, der var stillet gratis til rådighed af DSB – til Humlebæk.

De første ni år boede vi til leje hos DSB, men i 1976 købte vi det lille hus på landet, som vi stadigvæk bor i. Her fandt jeg min egen lille plads i samfundet. Jeg kom til at arbejde hos en familie i 22 år. Først passede jeg deres to børn, senere overtog jeg rengøringen af deres hus.

I Thyregod havde Frits købt tre bifamilier af en ældre kollega for 150 kr. I 1959, da jeg holdt op som ledvogter, flyttede vi ind i en lejebolig i Thyregod . Bierne, der havde formeret sig til 12 familier, flyttede med. De efterfølgende år købte vi flere gange bier af avlere, der stoppede. Vi lavede også selv bistader. De 20 af staderne stod ved lejeboligen, mens resten var placeret i fem forskellige bigårde ude på landet. Der var meget arbejde med bierne. Da jeg var overfølsom for bistik, blev det mig, der lavede nye tavler, slyngede honningen ud, gjorde rent og rørte honningen, inden den blev fyldt på dåser. Frits tog sig af arbejdet ved staderne. Det var på grund af bierne, vi skulle bruge to jernbane-vogne, da vi flyttede – en til familien og en til de 45 bifamilier. Vi manglede aldrig noget at bestille om sommeren, når solen skinnede. Vi slyngede hvert år mellem 700 og 900 kg honning. I begyndelsen solgte vi til en Central, men da der kunne gå et helt år, inden vi fik afregnet, begyndte vi at sælge honningen ved gadedøren. Vi havde kunder, der aftog 20 – 30 dåser om året. Honningsalget betød, at vi fik råd til holde bil og tage på ferie. Vi var biavlere i 43 år og stoppede først i 1996. Vi har regnet ud, at vi gennem årene må have produceret omkring 10 tons honning.

Vi har to børn, en dreng og en pige. Begge har en uddannelse og er blevet gift, så familien er blevet udvidet med to svigerbørn og tre børnebørn. Efter vi er blevet henholdsvis 75 og 80 år, nyder vi tilværelsen som pensionister her i Humlebæk. Vi forsøger at holde os i form ved at gå lange ture og gå i motionscenter tre gange om ugen. Vi kan også lide at rejse og har været på mange ture rundt i Europa og tre uger i USA, hvor vi besøgte Frits’ familie. Hvem drømte om det, da vi var børn i Grove Skole – og aldrig havde set et fly, før tyskerne kom. Vores megen flytten rundt har givet os den erfaring, at man selv må gøre en indsats for at finde nye venner. Frits har i kraft af sit arbejde på et stationskontor mødt en stor del af befolkningen og kom derfor hurtigt i kontakt med mange mennesker. Vi kom med i en del foreningsarbejde så som gymnastik, tennis, badminton og aftenskolekurser. Vi har også deltaget i frivilligt socialt arbejde – senest i Humlebæk, hvor Frits i fire år var formand for pensionistforeningen, der har 150 medlemmer. Jeg har bagt brød til kaffen i hver sæson fra oktober til maj. Vi var også med ved tilrettelæggelsen af den ugentlige underholdning.

Nu har vi trappet ned på foreningsarbejdet og tænker lidt på os selv. Vi rejser et par gange om året og kører et par gange til Jylland og besøger familie og venner. Det er mange år siden, jeg boede i området omkring Grove Skole, men bøgerne om Sem sogn, kalder minderne frem. Mine forældre ligger begravet på kirkegården i Mariager, og jeg har en niece i Hadsund, så det hænder, vi lægger vejen om Grove Skole, så mine børns stående bemærkning: Så, nu skal vi til Grove Skole igen – gælder stadig.

Jeg gik til præst i 1950 hos pastor Nørgaard i Hem. En dag glemte vi helt, hvad vi havde lært. Da vi var på vej gennem Skrødstrup, blev vi så fristet af Andrea Fynboes røde æbler, at vi gik på æbleskud. Pludselig råbte Andrea oppe fra trappen. Kom lig her op drenger, jæ vil gæn snak mæ jer. Jæ gør jeg int nåed. Vi spænede hen ad vejen mod Sem. Vi havde jo lovet at komme lige hjem.

Min første plads var hos Søren og Marie, der boede på en lille ejendom mellem Edderup og Nebstrup. Marie var et jern. Var hun i nærheden, arbejdede alle. Søren havde en ganske anderledes afslappet holdning til livet. Stod han med armene hvilende på svinestiens skillerum, hændte det, at hovedet gled ned på underarmene – så sov han. De to belgiere havde temperament som Søren, så der skulle undertiden gode overtalelsesevner til, hvis man skulle have dem til at rubbe sig. Jeg boede i et uopvarmet værelse i hjørnet af stuehuset. Om vinteren var der, når jeg vågnede, et tykt lag rim på dynen. Det krævede stor selvdisciplin at stikke fødderne ud under dynen, blive vasket og trække i det iskolde tøj – men sådan var forholdene jo for de fleste den gang. Jeg var glad for at tjene hos Søren og Marie.

I 1953 flyttede jeg hen til Anders Mogensen i Havndal. En gang vi var ude at høste korn ved Overgårds enge, blev der et forfærdelig tordenvejr. Vi krøb i ly ved en bæk under et bindersegl. Pludselig slog lynet ned så tæt ved os, at det tog Anders det meste af en halv time at komme over det.

Jeg ville gerne være mekaniker, men kunne ikke finde en læreplads. I stedet kom jeg i 2 år i lære som mejerist på Skørring Mejeri på Djursland. Det var et stort mejeri. Der var 7- 8 mejerister. Lønnen var 60 kr. om måneden + kost og logi. Når jeg ved middagstid var færdig med arbejdet på mejeriet, hjalp jeg til med regnskabet. Jeg ville gerne tjene lidt ekstra penge, så i min ferie gik jeg ud og arbejdede hos landmændene. I den tid holdt jeg mig selv ved kost på værelset. Jeg prøvede også en overgang at gå rundt og sælge malerier for en kunst-maler. Det kom der nu ikke noget godt ud af. Jeg tror, jeg fik solgt 2. Hver dag skulle alt gøres rent med skoldhedt vand og kaustisk soda. En dag jeg kom susende, skred træskoene på cementgulvet, så det skoldhede, ætsende vand skvulpede op over mine ben. En af de andre mejerister så det. Resolut tog han mig under armene og vippede mig op i ostekarret i det kolde vand. Det var nok ikke helt reglementeret, men jeg undgik skoldning og ætsning på benene.

Det var ikke så ofte, jeg var hjemme i Edderup, mens jeg boede i Skørrig. Kun et par gange kørte jeg den lange tur på knallert. Da jeg havde taget kørekort til motorcykel i Mørke, fik jeg lov til at låne skolecyklen, da jeg skulle en lille tur hjem til min familie. Efter to år skulle jeg flytte til et andet mejeri for at afslutte min uddannelse. Til stor fortrydelse for især min mor, flyttede jeg til det lille Krejbjerg Mejeri på Salling. Hun var så bekymret, at hun først sendte mig en radio, senere mangen en god pakke med hjemmebag. Den slags luner, når man lever i det fremmede.

Min ankomst til Krejbjerg var alt andet end hyggelig. Mejeribestyreren lå syg i sengen og ville ikke snakke med mig. Da konen insisterede, fik jeg lov til at komme ind i soveværelset. Han bød mig ikke velkommen, men fortalte i en bøs tone, hvad jeg skulle lave den næste dag – så vendte han ryggen til. Næste morgen, da jeg mødte førstemejeristen, vidste jeg, hvor min plads var. Jeg var glad for, jeg havde lært at bestille noget.

Den teoretiske del af uddannelsen foregik på Ladelund Landbrugs- og Mejeriskole, hvor jeg var et halvt år. I 1960 blev jeg indkaldt for at aftjene min værnepligt i flyvevåbenet. I de fire måneder, jeg var rekrut i Jonstruplejren ved Værløse, tog jeg kørekort til bil, lastbil og til bil med påhæng. Jeg er nok den eneste danske soldat, der har købt Ålborg for 175 kr. Det kom sig af, at resten af soldatertjenesten skulle tilbringes enten i Ålborg, Skrydstrup eller Karup. Jeg trak desværre Karup, men jeg havde de 175 kr., som en af mine kolleger, der skulle til Ålborg, manglede, så jeg købte Ålborg.

Da jeg ankom til Flyvestation Ålborg, skulle jeg melde mig i kørselsafdelingen i et lille skur ved en af hangarerne. Ingen svarede, da jeg bankede på ruden, så jeg gik ind. Det skulle jeg ikke have gjort. Der blev talt meget højt, og jeg blev sendt ud for at banke på igen. Tonen ændrede sig straks manden hørte, at jeg var fra Edderup. Han var fra Klattrup ved Havndal. I 1961 var jeg på sergentskolen i Værløse i et halvt år. Derefter vendte jeg tilbage til Ålborg. Da en af flyvestationens kørelærere blev pensioneret, fik jeg muligheden for at uddanne mig til kørelærer. Jeg kom efter anbefaling fra en af kørelærerne til en prøve hos den motorsagkyndige på Hærens Materiel- og Færdselsskole i Hellerup. Et halvt år arbejdede jeg som kørelærerassistent. Jeg underviste de elever, der skulle omskoles til forskellige kørestøjstyper. Da jeg et halvt år efter gik op til den afsluttende eksamen og bestod, blev jeg ansat som kørelærer på Flyvestation Ålborg. Det var min arbejdsplads, indtil jeg som 60-årig – som alle professionelle soldater – skulle lade mig pensionere i oktober 1998.

Sideløbende har jeg kørt privat køreskole i Ålborg, med kørekort til motor-cykel, bil, lastvogn, lastbil med påhængsvogn, omnibus, i ca. tyve år. Jeg ejede en overgang en af de mindre ejendomme på Thorshede. Jeg kørte ofte hjem til Edderup for at hjælpe til på mine forældre ejendom. Til gengæld lånte jeg min fars traktor, så jeg kunne klare markarbejdet i fritiden og i weekender. Der var ingen dyr på ejendommen. Stuehuset led noget under at være udlejet til fremmede. Det hjalp først, da John Søndergaard og hans kone flyttede ind som lejere. De ryddede op og gjorde i stand både ude og inde. I 1968 blev jeg gift med Ruth, vi har to børn Kent og Rikke. Mine store interesser – jagt og fiskeri – har betydet, at jeg stadig har forbindelse med nogle af mine barndomskammerater fra Sem Sogn.

I 1933 købte min far og mor ejendommen i Edderup af Chr. Pedersen. Det var bidende koldt -30 grader, og fire køer havde frit udsyn til himlen, så dårligt var taget holdt.
Det eneste foder, Far havde til, var lyngkviste. Det har man altid brugt i vort sogn, når det var småt med foderet. Lyngen blev høstet i Den stur Hie. Når Far malkede, måtte han på grund af kulden bruge vanter. En kalv var så medtaget af kulde, at den måtte slagtes.

Dagen efter indflytningen skulle Far hente møbler hos min morfar, der den gang boede i Blenstrup. Vi havde to små heste. Far gik op til Hans Lindskov for at låne mælkevognen. Da Hans så vore heste, der var så små, at de dårligt kunne trække mælkevognen, tilbød han, at Far måtte låne hans heste – sådan blev det.

Det var næsten umuligt for min far at få et lån. Ejendommen havde ikke uden grund et dårligt ry. Der havde været mange ejere. Alt var misligholdt. Bygningerne var meget medtagne, og som nævnt var der hul i taget. Rotterne boltrede sig i udhuset. Det var nu ikke så ualmindeligt den gang. Rottebekæmpelsen var endnu ikke sat i system.

Der var nok for mine forældre at tage fat på. Der var kun et problem . . . pengene. Der var fem kr. i mælkepenge om ugen, så for fire kr. til skulle Far købe madvarer, tøj og foder til dyrene. Der skulle også være penge til overs til forbedringer. Maden bestod mest af vore egne produkter: Æg, mælk og brød.
Udover arbejdet på ejendommen påtog min far sig alt det arbejde, han kunne få. Hvert år rensede han sammen med Rasmus Kastberg åen op fra Kærbybro til Å Mølle, hvis han da ikke skar tørv i mosen, eller asede med at få huset sat i stand.

I 1938 fik vi indlagt elektricitet. Det fik kun de, der havde råd. Man skulle være medlem af transformatorforeningen, og det kostede penge. Transformatoren blev bygget i skoven, der ligger syd for vejen, der går fra Enghavegaard op mod skolen. Den er nu for længst nedrevet.

Den gang blev tagrør anset for at være det bedste tækkemateriale til huse, men det var dyrt. I stedet tærskede vi selv rugen, så negene kunne bruges til tækning.
Vi brugte en maskine med en tromle tæt besat med træpigge. I begyndelsen blev maskinen betjent med håndkraft. Senere blev den drevet af en motor. Holdt vi aksene ned mod tromlen, blev alle kernerne revet af. Så blev stråene banket sammen og samlet i et pænt neg, der kunne bruges til at tække med.
Avnerne blev kørt gennem vores lille hånddrevne kornrenser. Når vingen i maskinen drejede rundt, skiltes avner og kerner fra hinanden. Kernerne kom i sække, og avnerne var glimrende som strøelse i hønsehuset.
Når der var halm og penge nok, blev der sendt bud efter tækkemanden, Martinus Molberg. Man kunne nytække eller reparere. Reparerede man, blev der bare lagt et ekstra lag strå oven på det gamle tag.
Vi drenge skulle sætte tråd i tækkenålene. Det var gerne sisalsnor. Men under krigen, da der var mangel på alt, anvendte vi papirsnor, der var dyppet i tjære. Martinus lå uden på taget. Han fik negene langet op – gerne en fi’ stekker – fire neg ad gangen. Med sin tækkespade, som han selv havde lavet, slog han negene pænt på plads. Så skulle der sys. Martinus stak nålen gennem taget ind til min far, der sad inde på loftet og strammede til. Det var en varm tjans især om sommeren. Der blev myndet. Det vil sige, tagryggen blev dækket med lyng.
Var taget dårligt, kunne man risikere, at det hele blæste af i en storm, Det klarede man ved at lægge de gamle harver op på taget, til der var råd til at tække.

For at få enderne til at hænge sammen, skulle man den gang være meget sparsommelig. Når en mark var høstet, blev vi drenge sendt ud for at samle aks. Intet måtte gå til spilde. Det var nøjagtig som Ruth i Det gamle Testamente.

Det var aldrig svært at få en af vi drenge til at smøre træskostøvlerne ind i læderfedt. Vi skulle nemlig bruge lågene fra dåserne som hjul til de vogne, vi selv lavede af træ til at lege med.

En septembermorgen i 1942 gik jeg og mine brødre i skole. Vi fulgte en skolevej, der ikke eksisterer mere. Den gik langs Chr. Møllers mark op til Søndergaards vej, forbi Jens Lindskovs gård og derfra tværs over marken til skolen. Men den morgen var ikke som de andre. Jeg havde stærke smerter i det højre ben og kunne ikke følge med.
Den næste dag blev smerterne værre. Jeg skulle have hjulpet min far med at tærske, men måtte tilbringe eftermiddagen inde i køkkenet. Det værste var, at Far troede, jeg pjækkede.
Den følgende morgen kunne jeg ikke støtte på benet. Dr. Fuglsang blev tilkaldt og stillede diagnosen, polio eller børnelammelse.
Det var ikke en ukendt sygdom. Hvert efterår udbrød der gerne et eller andet sted i landet en epidemi. Det var som regel børn eller unge, der fik sygdommen, deraf navnet. Sammen med Hans Egon Christensen, der var lammet i armen, blev jeg indlagt på det daværende epidemisygehus i Randers. Når mine forældre kom på besøg, måtte de på grund af smittefaren nøjes med at stå på bænke uden for vinduerne og vinke ind til os på stuen.

Hans Egon og jeg var indlagt i Randers i seks uger, inden vi kom på Hald Ege ved Viborg. Der skulle vi sammen med mange andre genoptrænes. Vi var lidt misundelige på Hans Egon. Han havde en let lammelse i højre arm. Det kunne næsten ikke ses, og som et led i genoptræningen fik han ofte en æggeblomme med sukker. Den måtte han spise, når den var rørt med den lammede arm. Jeg tænker stadig på Hans Egon, når jeg ser en æggeblomme med sukker.
Da vi efter otte måneder kom hjem, var alt forandret. Jeg måtte vænne mig til, at folk kikkede, når jeg gik, at blive valgt som den sidste til fodboldholdet og sidst – men ikke mindst at gå i ortopædiske støvler. Man kunne dengang kun få et par ufikse støvler til hverdag og fest. Og de skulle holde i 15 måneder – og det til en dreng i voksealderen.
Om de ortopædiske støvler kunne man sige det samme, som Henry Ford sagde om sin Ford-T model. Den kan fås i alle farver – bare den er sort. Det var som med den tids sygekassebriller. De styrkede ikke selvtilliden hos en dreng i puberteten.

Noget af det, jeg erindrer med stor glæde fra min barndom, er den årlige tur i jumbe op til min farfar i Vester Doense. Det var gerne den 21. juni, når han havde fødselsdag. Vi kørte som regel i vor egen jumbe med jernhjul. Det kunne være en blandet fornøjelse, men undertiden lånte Christen Borresens jumbe. Den havde gummihjul. Det var rart.

Der var i begyndelsen slagsmål om, hvem der skulle sidde forrest i jumben. Vi havde madpakke med. Lige nord for Mariager kunne vi ikke vente længere. Vi hyggede os med maden – bortset fra ham, der havde tilkæmpet sig pladsen lige bag ved hesten. Den hyggede sig også, men lugten var svær at vænne sig til sammen med maden. Når vi kom til Hobro, gav Far gerne en is.

Senere cyklede vi til Mariager, hvor vi betalte et beløb for at få cyklerne opbevarede, mens vi tog rutebilen til Hobro. Der skiftede vi til en anden rutebil mod Vester Doense. De sidste 1,5 km fra vejen ind til Vester Doense måtte vi gå.

Farfar skråede og havde som alle andre ordentlige mænd sin spytbakke stående i et hjørnet af stuen. Det var imponerende at se ham sidde ved bordet og spytte i bakken. Han ramte næsten hver gang.
Han var også ivrig jæger. De patroner, han ikke mere kunne lade op, fik vi til at lege med. De blev bl.a. brugt til at lave røgbomber af.
Et patronhylster blev fyldt med celluloid fra et cykelstyr. Som regel glemte vi at spørge, når vi tog det fra andres cykler. I et lille hul i siden af patronen, eller hvor fænghætten havde siddet, blev lunten anbragt. Hullet i toppen blev lukket med en prop. Når der blev sat ild til bomben, osede den fælt.

Mit højeste ønske dengang var at få råd til at købe en motorcykel til min 18 års fødselsdag, men der var jo det med pengene. Pludselig viste der sig en mulighed.

Efter krigen var cyklerne igen kommet på mode. Da de færreste havde råd til nye cykler, blev de gamle sat i stand. Det blev i nogle år mit arbejde. For en krone fik jeg mine brødre til at slibe lak og rust af. Hos cykelhandler Juul i Havndal købte jeg maling i forskellige farver samt lak og billeder til staffering af cyklerne. Når en cykel var malet, lakeret, stafferet og på anden måde sat i stand, fik jeg 15 kroner. Efterhånden udvidedes forretningen, så det blev nødvendigt at tage til Randers for at købe materialer i Cykelkompagniet, hvis jeg da ikke kunne nøjes med at sende bud med rutebilen.
Selv om Grønnings rutebiler udgik fra Assens, begyndte ruten først i Sem. Stillede man sig ud til vejen, kunne man nu godt komme med fra Edderup, hvis man da ikke foretrak at tage Karl Thomasens rutebil i Kastbjerg. Det var små biler, der var plads til omkring 20 passagerer. Ruten gik fra Sem over Dyrby og Gassum til Randers. Ved juletid kunne der hurtigt blive trængsel i bilen. Så lød chaufførens stemme: Vær venlig at rykke længere tilbage i midtergangen. Til sidst var det ikke nødvendigt at holde fast i stroppene. Man kunne ikke vælte. Blev trængselen for slem, ringede chaufføren til Assens, så blev der sendt en ekstra rutebil af sted mod Gassum. Her mødte vores rutebil Mariagerbilen. Passagererne i midtergangen blev så fordelt i de tre biler, inden turen fortsatte til Randers.

Under krigen kørte bilerne på gas. Bag på bilen var installeret en stor generator. Chaufføren måtte en gang imellem ud for at hælde en sæk brænde i kedelen. Det hændte, at rutebilen ikke havde motorkraft nok, når den skulle op ad Dyrby- eller Sembakken, så måtte mænd og drenge gå op ad bakken. På toppen af bakken ventede bilen med de øvrige passagerer. Det var en blandet fornøjelse i dårligt vejr, men humøret var som regel højt, så der var mulighed for en munter bemærkning. Det var en af de få lejligheder, hvor jeg havde fordel af mit dårlige ben. Jeg fik lov til at blive siddende i rutebilen.

Vi var otte søskende, så der var altid børn at lege med. Vi legede sjældent med andre, for vi skulle altid bestille noget. Jeg skulle skrælle en hel spand kartofler hver morgen, inden jeg gik i skole. Når jeg kom hjem, skulle jeg skynde mig at skifte tøj, for der var altid arbejde, der skulle laves især om sommeren.

Når vi skulle samle kartofler på en stor mark, kravlede vi to og to på knæene med en løw (kurv) imellem os, som vi kom kartoflerne op i. Far kunne nøjes med at hakke kartoflerne op. Det syntes jeg var uretfærdigt. Vi skulle også med i marken, når der skulle tyndes roer. Det kunne jeg godt lide, for på den årstid var der for det meste godt vejr.

Høsten var hårdt arbejde. Vi høstede med binder. Alle negene skulle sættes sammen to og to i traver. Det var varmt, og det stak på armene. Når vi var færdige med at køre kornet ind, fik vi lov at cykle ned til åen for at bade. Far og Mor tog sig et par gange i løbet af sommeren tid til at køre med os til fjorden i hestevogn, hvor vi alle sammen kunne bade. Sommetider havde vi også en glib med, så vi kunne fange ål. Nogle år senere, da vi fik traktor, kunne vi være mange på vognen, når vi kørte til fjorden.

Om efteråret skulle roerne rykkes op med håndkraft. Bagefter blev de kørt hjem i en roekule. Så blev marken pløjet med en en-furet plov med to heste foran. Selvom jeg var pige og kun 12 år, kunne jeg godt styre dem.

Juleaften, når vi skulle hen til mine bedsteforældre, kørte vi i jumbe. Var der sne, kørte vi i kane, så blev vi pakket godt ind for at kunne holde varmen.

Om sommeren, når blåbærrene i skoven var modne, kom Kirstine, en gammel dame, for at hente nogle af vi børn. Vi skulle med ud i skoven for at plukke bær. Jeg var lidt bange for hende. Jeg syntes, hun lignede en heks, for hun var klædt i sækkelærredstøj.

Far købte og plantede 200 solbærbuske. Det er ikke svært at regne ud, hvem der skulle plukke bærrene. De blev solgt i Brugsen. Det gav en tiltrængt indtjening, for der skulle mange penge til at forsørge en børneflok på otte.

I julen var der juletræsfest i Sem Forsamlingshus. Det store juletræ gik helt til loftet. Vi gik om træet og sang en masse julesange. Bagefter legede vi: Tyv, ja tyv. det skal du være, Tornerose og Jeg gik mig over sø og land. Til sidst var min far og Mads Hansen fra Sem blindebuk. Den ene fik bind for øjnene og skulle han fange den anden, mens han løb rundt om juletræet og råbte: Povl! Hur æ’u? Tit rendte de ind i juletræet til børnenes store fornøjelse.

Om vinteren var der masser af sne. På et tidspunkt var min far snefoged. Han skulle skaffe folk til at rydde vejene for sne – med skovl. Undertiden faldt der så meget sne, at den måtte kastes op i flere etager.

Når der en gang om måneden var vaskedag, kom Mariane, en ældre dame fra Sem, og hjalp os. Så blev der fyret op i gruekedelen, hvor tøjet blev kogt. Derefter blev det skruppet godt igennem på et vaskebræt. Det blev nemmere senere, da vi fik en trævaskemaskine. Mit arbejde var at skylle alt tøjet i koldt vand. Når tøjet var tørt, kom Anna fra Kastbjerg og hjalp os med at sy og reparere. Det tog flere dage.

Jeg kan ikke mindes, jeg fik færdigsyet tøj, før min konfirmationskjole blev købt. Den var dyr, men så havde jeg den også i ti år.

Lørdagsbadet. Det husker jeg tydeligt. Det foregik i en zinkbalje på køkkengulvet. Det var med at få sagt helle, så man kom først i vandet – mens det var nogenlunde rent. Godt nok blev vandet skiftet et par gange og lunet med varmt vand fra grisen i komfuret – men alligevel.

Engang kom Christian Kryger, der var en meget populær journalist ved Danmarks Radio, cyklende fra Randers. Han kom ind til os for at spørge om vej op til skolen. Han var ved at lave en børneudsendelse om livet på landet og havde derfor brug for en familie, der var villig til at deltage i programmet, der hed: Her bor vi. Vi lovede at være med. Den store radiovogn kom og optog udsendelsen. Det var sjovt at høre sig selv i radioen.

Det er ikke meget, jeg kan huske fra krigen, men en dag husker jeg tydeligt.

Vi var i kartoflerne, og jeg skulle gå hjem for at se efter mine små søstre. Jeg lavede kakao. Da jeg på vej ud til lysthuset kom med kakao og franskbrød på en bakke, mødte jeg to tyske soldater, der var på vej ind i gården. Jeg blev så forskrækket, at jeg smed det, jeg havde i hænderne og løb op i marken til Far og Mor. Jeg skreg, at tyskerne ville skyde mine små søstre, men de ville jo bare købe æg og kød, så de gik igen.

Lige før kapitulationen kom tyskerne for at tage vore heste. Mor skyndte sig at gemme de to, vi havde, inde i hønsehuset. Der ledte tyskerne ikke, så vi fik lov at beholde Dem. Vi var også heldige, da de kom for at hente vore cykler. Dem nåede vi at gemme væk under halmen oppe på loftet.

Om vinteren var der dilettant i Sem Forsamlingshus. Jeg blev et år udvalgt til at spille med. Vi øvede et par gange om ugen, og så optrådte vi for fulde huse et par lørdage i træk. Efter forestillingen blev der danset.

Den forårssøndag i 1950, jeg blev konfirmeret i Sem Kirke, blev det snestorm om morgenen. Himmel og jord stod i et. Selv om Maren Juul havde gjort sig store anstrengelser med at fyre i kirkens kakkelovn, var der så koldt, at vi måtte sidde med frakkerne på og vente – for pastor Nørgaard kom for sent. Jeg fik 350 kr. og et ur – eller var det en cykel af mine forældre – en af tingene købte jeg selv for konfirmationspengene. Jeg hjalp til hjemme et halvt år, inden jeg rejste på ungdomsskole i Vivild. Hver weekend, når jeg cyklede hjem til Edderup, tog jeg genvejen over Randers Fjord med færgen ved Udbyhøj. Da jeg i 1952 kom hjem fra ungdomsskolen, fik jeg plads på en gård i Binderup. Jeg skulle ikke, som det ellers var almindeligt for de fleste piger, hjælpe til i marken. Værelset var uden varme, så det var så som så med hyggen. Lønnen var 150 kr. om måneden.

Vi var otte børn derhjemme, så om natten sov jeg sammen med min lillesøster, Birthe. Da jeg rejste til Binderup sagde hun: Do må gæn res ud å tiene, men do ska’ kom’ hjem og sove om nætten! Det var, mens jeg tjente i Binderup, jeg lærte min senere mand, Gunnar, at kende. Han stammede fra Assens, men havde familie i Vindblæs.

Men ellers havde jeg travlt i de år. Alle piger samlede udstyr – og man syede det meste af det selv. Det var altid spændende at komme hjem til Mor og Far og se, hvor stor bunken af håndklæder, viskestykker og sengetøj i skabet var blevet.

Jeg tjente et år på Støvring Mejeri og et år hos familien La Cour i Pindstrup, inden jeg i 1954 fik plads på Bjørnhøjgaard som kokkepige. Jeg kom til at bo i et dejligt møbleret værelse ved siden af stuepigen. Der var ikke meget at foretage sig om aftenen, så da kom der rigtig gang i broderiet. Jeg fik desværre også lært at ryge. Det var der nu ingen, der opdagede. Mine forældre syntes, at jeg, fordi jeg ikke røg, havde fortjent at få et kørekort, da jeg fyldte 18 år – jeg ville nødig skuffe dem, og jeg var meget glad for kørekortet.

Der kom mange gæster på Bjørnhøjgaard, så jeg fik lært at dække et flot bord og lave retter, vi aldrig havde fået hjemme – bl.a. kogt hummer. Fruen fik sin morgenkaffe serveret i pejsestuen ved titiden, når hun stod op – det var i alle tilfælde anderledes end hjemme hos Mor. Jeg kørte gerne hjem til Edderup på min cykel en aften midt i ugen og hver weekend.

Den 1. maj 1956 flyttede jeg hjem en kort tid, inden jeg blev gift med Gunnar i Sem Kirke. Min svigerfar, der boede alene i Randers, manglede en husholderske, så vores første hjem var to loftsværelser i hans hus. I de næste tre år gjorde jeg rent, vaskede og lavede mad til min svigerfar og Gunnars Lille-bror, der stadig boede hjemme.

Da Gunnar var blevet udlært som maskinarbejder, ville vi gerne have vort eget. Vi kørte mange ture rundt i hele Jylland på motorcykel for at finde noget, der passede os. Vi endte hos landsbysmeden i Ødum, der ville lægge op. Det varede et halvt år, inden vi havde fået forhandlet os frem til en rimelig pris – 59.000 kr. Vi flyttede ind i august måned 1959. Jeg syntes, det var forfærdeligt, at vi skulle have en kassekredit på 6.000 kr. Det var rigtig mange penge. Allerede den første dag var Gunnar ved at ødelægge hele forretningen. En mand kom ind for at få lappet sin cykel. Gunnar forlangte 1.50 kr.

Halajen kron? Vi plejer da kun å gi’ jen kron!

Både stuehus og smedje trængte til en ordentlig omgang. Jeg fik min veninde, Lilly Møller fra Grove, til at hjælpe med at tapetsere i stuen. Af alle farver valgte jeg rødt tapet med mønster. Først, da vi var halvt færdig med at tapetsere stuen, opdagede Lilly, at mønsteret var små tændstikmænd – og at de vendte på hovedet. Men . . . . efterhånden fik vi da sat skik på huset.

En dag jeg stod og lavede spejlæg på det gamle jernkomfur, kom naboen, en gammel mand, ind for at byde os velkommen til Ødum. Det lunede og lovede godt for fremtiden – det var næsten som at være hjemme i Sem Sogn. Jeg skulle passe børn, hus og telefon. Gunnar havde givet mig strenge ordrer til at sige ja til alt arbejde. Det var egentlig lidt modigt af ham, der var udlært maskinarbejder. Vi havde en enkelt kunde, der nogle gange kom og skulle have sin hest skoet, så måtte Gunnar sende bud efter sin gode ven, Kaj, der var god til den slags.

Netop i de år begyndte folk at få installeret badeværelse og centralvarme. Det var smedens arbejde, så Gunnar fik en anden af sine venner til at hjælpe sig, til han havde lærte det. Vi havde brug for et kaldesystem, så jeg var fri for at løbe ud i værkstedet, hver gang en kunde ringede. Et toilethåndtag blev fæstet til en vire, der gik fra stuehuset tværs over gården ind i værkstedet, hvor den var fæstnet til en kobjælde. Det virkede udmærket. Når jeg rykkede to gange, var der kaffe. Rykkede jeg flere gange, betød det, at Gunnar skulle komme til telefonen. I den gamle smedje var der jordgulv, en stor gammeldags esse og et svale-klar. Der blev i begyndelsen smedet bl.a. jernringe til vognhjul. Da der blev brug for mere hjælp, kom min lillebror, Bent, i lære som smed. Mor var lidt overtroisk, så for at berolige hende, mødte han op allerede søndag aften – man måtte jo ikke begynde på nyt arbejde en mandag.

Landbruget var ved at forandre sig. Der kom traktorer på alle ejendomme, så der var behov for, at de gamle maskiner blev passet til. Det gav arbejde. Det blev efterhånden nødvendigt at specialisere sig. På de gårde, hvor man dyrkede korn, blev der brug for nye, store maskiner. Gunnar solgte en over-gang maskiner, men indtjeningen stod ikke mål med arbejdet, fordi det var vanskeligt at få noget ud af de gamle maskiner, vi modtog i bytte. Også kvægbønderne lavede om. Mange renoverede eller byggede store, morderne stalde. Vi havde kunder over hele Midtjylland, der aftog det staldinventar og de stålbuer, Gunnar havde sat i produktion. Senere begyndte vi også at fremstille trapper og gelændere, men vi fortsatte hele tiden med at installere badeværelser og oliefyr for folk.

I slutningen af 1960 blev vi nødt til på grund af pladsmangel at udskifte den gamle smedje med en ny, moderne værkstedsbygning. Den indeholdt både kontor, kaffestue og maskinhal. Det var en stor investering. Gunnars far blev både bange og vred. Det går aldrig! I forbygger jer. Og så vi ham ikke i lang tid. Da jeg gerne ville kunne hjælpe lidt mere til i virksomheden, begyndte jeg at gå på kursus i Randers, hvor jeg bl.a. fik lært at skrive på maskine. Mens vore fire børn var små, var jeg hjemmegående. Da vores mindste datter begyndte at gå i skole, og jeg fik mere tid, blev jeg ansat på kontoret med egen løn. Jeg havde ikke lang vej til arbejde, for i 1979 havde vi bygget et nyt hus på en grund lige nord for virksomheden. Gunnars helbred var ikke det bedste, så i 1990 solgte vi forretningen til vores søn, der var uddannet smed og hans kompagnon, der var uddannet inden for vand, gas og sanitet.

Nu da vi fik tid, ville vi gerne ud at se verden. Det blev til mange dejlige rejser til Gran Canaria, Florida, Thailand, Skotland og flere lande i Europa og Norden. Vi rejste både alene og sammen med vores søn og svigerdatter, Poul og Dana. Og endelig var der jo haven. I 1995 døde Gunnar. Jeg blev boende i huset, indtil vores søn i år 2000 spurgte, om han kunne købe det. Det ville være dejligt, men hvor skulle jeg flytte hen? Det blev hurtigt bestemt, at jeg skulle flytte til Hadsten. Jeg fandt et passende hus. Det var godt nok meget forsømt, men jeg havde jo prøvet at sætte et hus i stand før. Så nu sidder jeg her i Hadsten i mit drømmehus, omgivet af gode venner og mine børn. I min fritid går jeg til gymnastik, bowling og stavgang – eller hygger mig sammen med mine 10 børnebørn.

Efter konfirmationen, kom de fleste drenge ud at arbejde hos bønderne. Jeg hjalp til hjemme på ejendommen, og i det omfang, der var tid, arbejdede jeg som daglejer på Edderup Skovgård eller hjalp Harry Jensen med mælketuren fra Edderup til Havndal.

Den 1. november 1957 blev jeg indkaldt til civilforsvaret i Herning. I løbet af de 11 måneder fik jeg mulighed for at tage stort kørekort, der gav mig ret til at køre lastvogn. Det var meget heldigt, for det fik jeg senere brug for. En måned efter jeg var kommet hjem fra Civilforsvaret, 1. november 1958, fik jeg plads hos Harry Andersen i Råby. Det følgende år – november 1959 – fik jeg plads på en anden gård i Råby. Det blev ikke nogen ubetinget succes.

Jeg havde en god ven, Axel, der var ansat i DSB. I foråret 1960 foreslog han, at jeg skulle indsende en ansøgning til Statsbanerne. Jeg udfyldte papirerne og vedlagde den anbefaling, jeg havde fået af lærer Bach i Grove. Derefter steg vi på Hadsund-Peter for personligt at aflevere ansøgningen i Århus. Turen var gratis for os begge – Axel var jo ansat i DSB. Det viste sig at være en klog beslutning. Jeg blev indkaldt til en prøve, som jeg bestod. Kort tid efter modtog jeg en konvolut med tilbud om prøveansættelse hos DSB i Frederikshavn pr. 1 marts 1960. Nu var gode råd dyre. Jeg havde ikke fortalt min arbejdsgiver om ansøgningen, så han ville ikke lade mig rejse før til skiftedag, 1. november. Da Far tog til Råby og talte med ham, gav han dog sin tilladelse. Jeg var meget glad, da jeg begyndte på mit nye job den 1. marts 1960. Kort tid efter kom overraskelsen – et brev fra en sagfører. Min tidligere arbejds-giver havde fortrudt og anklagede mig nu for at være løbet af pladsen. Da Far og jeg mødte i retten i Mariager, nægtede manden at have givet sin tilladelse. Dommeren ville slet ikke høre på Far, så jeg blev dømt til at betale den del af lønnen tilbage, jeg allerede havde modtaget. At have arbejdet et halvt år for bare kost og logi, var jo lidt ærgerligt, men jeg besluttede, at det ikke skulle ødelagde min glæde. Nu var jeg jo blevet ansat ved DSB – med udsigt til fast ansættelse og pension. I 1963 måtte jeg igen op til en prøve. Da den var vel overstået, blev jeg fast ansat ved DSB i Randers. Jeg har altid været glad for at færdes i det fri, så arbejdet med at rangere med togene passede mig godt.

I 1976 fik jeg brug for det store kørekort, da jeg fik tilbudt en stilling som chauffør. Jeg skulle køre gods rundt i et stort område – fra Grenå til Viborg og fra Rold Skov til Gylling Næs. Det var et pragtfuldt arbejde. Når jeg havde læsset lastvognen og kørte ud, var der ingen, der blandede sig, hvis bare jeg passede mit arbejde. I 1980 sluttede det frie liv som chauffør. Jeg måtte på sygehuset, hvor jeg blev opereret for en diskusprolaps. Det var sagt på jysk lidt træls, at jeg det følgende år var tvunget til at arbejde inde på lageret. Der gik et helt år, inden jeg igen fik chancen for at arbejde ude. Jeg kom bl.a. igen til at rangere med togene. Intet varer evigt. I 1995, fik jeg en ny diskusprolaps. Efter den anden operation blev jeg erklæret uarbejdsdygtig og fik tilbudt efterløn, så nu har jeg bedre tid til at passe hus og have og hellige mig min store hobby – de ca. 150 fuchsiaer og glæde mig sammen med min familie: Inga, som jeg blev gift med i 1959, mine to sønner, svigerdøtre og børnebørn.

Jeg kom ud at tjene den 19. juni 1948, lige efter jeg var fyldt 14 år. Min første plads var hos Frederik Hammer i Øster Kondrup. Selv om jeg kun var 160 cm høj og spinkel af min alder, forventede man her som på alle andre gårde, at jeg skulle gøre en mands job. Den 1. november fik jeg plads hos Erik Ørfeldt, hvor Villy Møller fra Nørre Sem var forkarl, og min søster Maja var pige i huset. Lønnen for hele året var 1.300 kr. Det følgende år – den 1. november 1949 – flyttede jeg op til Axel Pedersen i Sem. Jeg boede i udhuset. Mellem mit værelse og svinehuset lå vaskerummet. Det var kun en halvstensmur, og den var ikke isoleret, så om efteråret og vinteren, når der var rim på væggene, var det undertiden svært at holde varmen i sengen. Vi lå ellers med tunge olmerdugsdyner og hjemmevævet sengetøj. At vi ikke blev mere syge, end vi blev, forstår jeg ikke i dag. Det år tjente jeg 1.450 kr.

Efter et halvt år hos Pi’ Raj i Sem, hvor jeg skulle være indtil sønnen, Geert, kom hjem fra landbrugsskole, flyttede jeg lidt længere op i byen til Mikkelsen. Der var jeg nu kun et par måneder, fordi vi ikke kunne komme overens. Det var den gang, som det er i dag. Karlen får altid skylden. Jeg hjalp min far hjemme på ejendommen, til jeg efter en måneds tid fik plads i Hald hos Sofus Andresen. Der var jeg frem til november. Sofus handlede med korn. En dag kom en lastbil fra Randers Korn med fem tons korn i sække a’ 100 kg. Sækkene skulle bæres op af en vanlig træstige på ca. fire meter. Jeg bar alle sækkene op. Det var hårdt og varmt. Jeg tror, jeg brugte tre kvarter til arbejdet. Jeg havde ikke besvær med at falde i søvn den aften.

I november 1951 flyttede jeg op i byen til Chr. Skødt som anden karl. Det var et dejligt sted at være, hvis man bare passede sit arbejde, som man skulle. Det var tungt arbejde, men vi spiste godt. Jeg lagde på mig ca.12 kg, i de to år jeg var der. Da jeg rejste derfra, brød jeg mig ikke om steg, fordi vi havde fået det så ofte. Det første år tjente jeg 1.750 kr. det andet 1.900 kr. Det var en god løn.

Efteråret 1953 havde jeg ikke fået plads, så jeg besluttede at tage til Folkemarked i Randers den 1. november. Her mødtes gårdejere, som manglede folk med karle, som ikke havde fået plads. Jeg fik sammen med Jens Sørensen fra Hald, som jeg kendte fra før, plads hos Arne Porsborg i Skjellerup. Lønnen var 2.050 kr. for hele året. Der var fire på gården, som hed Jens, så vi blev kaldt Sørensen, Stærk og Bay. Den eneste, der blev kaldt ved fornavn, var sønnen på gården, Jens.

De følgende år rejste jeg meget rundt, og der var perioder med arbejdsløshed. Efter et halvt år hos Arne Mikkelsen i Sønderbæk ( 1954 ), arbejdede jeg som daglejer på forskellige gårde. Bl.a. tyndede jeg roer, indtil jeg fik plads hos Sofus Andresen i Hald ( 1956 ). Efter en kort periode som arbejdsløs, flyttede jeg til Ottesen i Hammershøj ( 1956 ) og senere til hans bror Kristian i Hjorthede ved Bjerringbro ( 1957 ). Jeg tjente 11 kr. om dagen + kost og logi. Arbejdet begyndte kl. 6.00 og sluttede kl. 18.00 eller 18.30. Om morgenen havde vi 15 min. til at spise i, og i timen fra kl. 12.00 – 13.00 skulle vi spise og evt. hvile os. Lønnen blev fordelt over hele året. Fra november til april fik vi udbetalt 1/3 af lønnen. Fra maj til juli fik vi 1/3 af resten. Fra august til oktober kunne vi få udbetalt resten af lønnen. Man tjente godt de sidste måneder. Slavekontrakt kunne man kalde det, men sådan var det jo den gang. Mens jeg tjente hos Chr. Ottesen, kom jeg i kontakt med to karle, som jeg senere – i november 1957 – rejste til Norge sammen med.

Det var lidt af et vovestykke. Vi havde ikke noget arbejde og ingen steder at bo, men det gik. Vi fik arbejde en dag ad gangen i forskellige jobs. Jeg fik hurtigt fast job på et saltlager, hvor vi fyldte salt i 50 og 75 kg sække. Jeg blev på saltlageret i tre vintre. Det sidste år sammen med Arne Kondrup fra Thorshede. Vi arbejdede på akkord, så vi tjente ca. det dobbelte af ugelønnen, der var på 185 kr. Jeg arbejdede som gartner i to år – om sommeren som anlægsgartner, og om vinteren i et gartneri i byen. Derefter vendte jeg igen vendte tilbage til saltlageret, hvor jeg denne gang blev i 5½ år.

Den 20. maj 1968 begyndte jeg hos Chr. Smit. Et firma, som arbejdede med intern transport, byggevarer og bilkraner. Jeg startede som chauffør og avancerede til lagerformand. Senere begyndte jeg at arbejde med montage af branddøre og trapper og til sidst med montage af elevatorer til handicappede og ældre som har svært ved at gå op ad trapper. Da Chr. Smith i maj 1997 solgte afdelingen med elevatorer fra, fulgte jeg med over i det nye firma KWS-Rehab. Der blev jeg, til jeg 2001 blev pensionist. Jeg arbejder endnu lidt med elevatorerne – så meget, som jeg selv vil.

I 1966 blev jeg gift med Anne-Lise. Vi fik en søn i 1969 og en datter i 1974, og familien er yderligere blevet forøget med 2 svigerbørn og 4 børnebørn – 3 gutter og en jente. (Jens Peter har siden 1958 boet i Norge.)

Min far var nok det første barn i Sem Sogn, der tog præliminæreksamen fra Mariager Realskole. Han håbede på, at det ville give ham en mulighed for at komme væk fra landbruget. Han søgte ansættelse i postvæsenet og var lykkelig den dag, han fik meddelelse om, at han kunne starte sin uddannelse på et postkontor i København. Men drømmen brast kort efter, da hans mor bad ham komme hjem, fordi hans far var døende. Far har fortalt mig, at han græd hele den nat. Senere overtog han gården, men han blev sikkert aldrig lykkelig som landmand.

I 1932 var der krisetider for landbruget. Af flere forskellige årsager kunne Far ikke klare forpligtelserne. Det var en sorgens dag, som familien nok aldrig helt er kommet over, da vi måtte rejse fra Edderup Østergaard og flytte ind i en lejlighed i Hadsund, der tilhørte min morbror.

Jeg var 11½ år. Da der kun var 2½ år til jeg skulle konfirmeres, fik jeg lov til at bo hos min storebror Hans og hans kone Dora, der lige havde købt ejendom på Thorshede. Det betød, at jeg kunne blive i Grove Skole, der blev regnet for at være en af egnens bedste. Ud over mine skolekammerater, fik jeg så gode venner i Kastbjerg, at jeg fik lov til at komme med på deres skoleudflugter. En af udflugterne gik til den by, hvor jeg senere skulle komme til at tilbringe en stor del af mit liv, Viborg.

En episode fra besøget på Borgvold står endnu klart i min erindring. Jeg havde lige brugt 25 øre af den krone jeg havde fået med – i en- og toører til en is. Jeg blev dybt ulykkelig, da jeg tabte isen på jorden – men når nøden er størst – – -. Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder og hørte en damestemme: Gå hen og skyl den af under vandhanen, så kan du godt spise den. Og så har du her 25 øre til en ny is! Jeg glemmer hende aldrig – den ukendte dame, der viste mig omsorg.

I 1934 blev jeg konfirmeret. Det var den almindelige mening, at efter konfirmationen skulle man klare sig selv. Det var nok grunden til, at jeg fik hele 74 kr. i konfirmationsgave og en flot, mørk ulsterfrakke. Det må min brors svigermor have vidst, for hun gav mig et sølvskilt med navn til at sy i frakken, så jeg kunne føre mig smukt frem mellem de andre konfirmander. Hans og Dora holdt festen. Det blev en dejlig dag, hvor jeg for første gang i mit liv følte, at det var mig, der blev fejret. Jeg skulle hente Mor og Far ved trinbrættet ved Trudsholm, hvor Hadsund-Peter standsede. De kom nu på cykel, for lokomotivet var i stykker. Det var ikke noget, banen gjorde større stads af. Ingen fik besked. Toget kørte bare ikke.

Min første plads var nordenfjords hos et solidt gårdmandspar, der ikke selv havde børn, Olga og Ajs’ Schødt. Allerede inden jeg kom, havde de indmeldt mig i Hedeskolens aftenskole. Der gik jeg sammen med andre unge en aften om ugen og lærte husflid. I pausen serverede lærerens kone kaffe med hjemmebag. Ajs’ betalte, og jeg kvitterede ved det første år at lave en hårbørste og en kuffert, som jeg brugte i mange år fremover. Jeg fik næsten lov til alting. Dog, Ajs’ var kendt viden om for sine fine grønsager. Dem måtte jeg ikke røre, men jeg lærte et par fif.

Var man interesseret i gymnastik, og det var jeg, skulle man til Als og tjene. Det var der mange, der ville, så der var kun plads hos Chren Bæks. Folk havde advaret mig. Var jeg af den type, der behøvede ros for at føle selvværd, var det i alle tilfælde ikke hos Chren Bæk, man skulle søge plads. Jeg blev der et helt, langt år, derefter flyttede jeg over til Volle Christian. Han havde kun råd til en karl, hvis han fik mælketuren. Det var en dejlig plads. Næsten som et hjem. Min lillebror fik lov til at komme på en uges ferie den sommer. Jeg undrede mig over, at vi ikke dyrkede grønsager. Det var ellers almindeligt på gårdene, at dyrke lidt kål, porrer eller gulerødder i marken. Hwem sku pas dem, sagde konen. Mæ, foreslog jeg. Og sådan gik det. Jeg havde jo luret et par fif, mens jeg arbejdede hos Ajs’ Schødt. Jeg fik lov til at lave mistbænk og avle grønsager, og det med så stor succes, at nabokonerne mødte op for at købe. Det hjalp på selvværdet.

Jeg var 17 år og begyndte at tænke på min fremtid. Jeg vidste, at jeg nok aldrig fik samlet penge nok til en gård – og jeg havde vel heller ikke lyst. Jeg ville gerne være elektriker, men da jeg ikke ville få løn de to første år af læretiden, måtte jeg opgive det. En aften cyklede jeg hjem ad grusvejen fra Als til Hadsund og fortalte Far, at jeg ville søge ind til militæret. Som tidligere løjtnant af reserven kendte han til hæren og støttede mig, men alle andre var rystede på hovedet, for Den 2. Verdenskrig stod for døren. En bondemand udbrød forarget: Den kul’, do ska’ ha’, æ måske ållere støft!

Men jeg ville væk fra landbruget, så jeg gik til sognefogeden i Als og meldte mig. Jeg blev indkaldt til 3. regiment i Viborg den 10. oktober 1939, syv dage før jeg fyldte 18 år og godt en måned efter Den 2. Verdenskrigs udbrud. Rekrutskolen var ikke blid. Det var en hård tjans at være trefodsbærer i et maskingeværkompagni i en af 1940’enes isvintre. Jeg blev 1. april 1940 udtaget til befalingsmandselev, men alle skoler var lukkede p.g.a. krigen, så undervisningen foregik ved de forskellige regimenter – for mit vedkommende i Viborg. Den 8. april 1940 måtte ingen forlade kasernearealet p.g.a. den spændte atmosfære. Først fik vi ordre til at møde til gymnastik på eksercerpladsen. Det kunne ingen samle sig om, så blev vi sat til at samle afrevne tændstikker. Det blev det ikke bedre af. Da vi til sidst fik udleveret skarp ammunition og fik ordre til at gå på mandskabsstuerne, hvor vi skulle sove med uniform og støvler på, vidste vi, at det var alvor. Befalingsmandseleverne boede ikke sammen med rekrutterne. Det var nok grunden til, at vi i forvirringen blev glemt. Kl. 4.00 hørte vi larmen og så de mange tyske flyvemaskiner, der gled ind over landet, men først kl. 6.00 blev vi alarmeret. Da vi var samlede, blev vi orienteret om de tyske troppers fremmarch gennem landet. Da de første tyske køretøjer kl.12.00 kørte op foran kasernen, viste vi at slaget var tabt. Vi blev igen samlet i kælderen og fik besked på, at vi skulle følge enhver ordre. Den 10. april kom vi ud for en ejendommelig hændelse. Vi blev beordret ud på eksercerpladsen, der var blevet delt op med en hvid linie. På højre side af linien eksercerede danske soldater på venstre side tyske. De næste dage blev alle rekrutterne sendt hjem. Vi, der skulle på korporalskolen, blev sendt på materielforvaltningen. At vi fik lov til blandt de bedste, nye uniformer at vælge hele tre viste, hvor kaotisk situationen var. I Viborg var folk efter kapitulationen meget frustrerede. Det gik ud over soldaterne. Til sidst turde vi næsten ikke gå ned i byen lørdag aften. Vi kunne risikere, at folk spyttede efter os på gaden.

Jeg var glad, da jeg forlod Viborg for at fuldende min uddannelse på kasernen i Sønderborg. Der var en helt anden stemning. Hver lørdag lå der invitationer til arrangementer og fester, så vi nød opholdet, indtil vi alle blev hjemsendt i oktober. Heldet var igen med mig. Politimesteren i Hadsund stod og manglede en mand, der kunne organisere en luftmeldetjeneste, Statens centrale Luftværn. Efter at have talt med min far, mente han, at jeg med min militære baggrund, var manden. For at stive mig lidt af, mødte jeg op i en af mine nye uniformer. Jeg fik jobbet som vagtkommandør og havde fem mand under mig. I begyndelsen bestod arbejdet i at passe kontoret og holde mund. Når der var tid, deltog jeg i ordenspolitiets jagt på krybskytter eller cyklister, der kørte uden lygte, og i fritiden havde jeg et ekstrajob på apoteket. Blandt de unge mænd der trak frinummer skulle politimesteren indkalde og uddanne 150 til civile opgaver. De kunne vælge mellem tekniske-, sanitære-, eller politiopgaver og endelig var der også ambulancetjenesten.

I 1943 ville min morbror sælge det hus, min mor og far boede i. Jeg syntes, det var synd, de skulle flytte igen, så jeg besluttede at købe ejendommen, der havde seks lejligheder. Jeg lånte 10.000 kr., men så havde jeg også både til udbetaling og renovering af ejendommen. Samtidig fik jeg en diskret henvendelse fra Konservativ Ungdom. Jeg skulle forsøge at organisere små grupper, der i givet fald kunne overtage politiets arbejde. Det blev efterhånden til seks grupper a’ seks mand. Bl.a. var det dem, der gik rundt og beroligede folk, da tyskerne først i maj 1945 destruerede ammunition ved at stå på bakkerne ved Assens og skyde ud i Mariager Fjord – der var jo intet politikorps. At jeg siden 1943 havde været delingsfører for en modstandsgruppe i Hadsund betød, at jeg i 1946 kunne søge ind på sergentskolen på Jægerspris Slot og et år senere afslutte min uddannelsen på Frederiksberg Slot.

Der fulgte nogle meget turbulente år. Jeg var ansat på Viborg Kaserne, men var der behov for en officer som administrator eller lærer andre steder, var det som regel mig, der blev udkommanderet. Kondrup siger jo aldrig nej! Jeg havde lært min kone at kende i 1943, men p.g.a. de usikre tider og mit arbejde besluttede vi, at vi først ville gifte os, når krigen var forbi. Vi fik aldrig børn. Det er måske årsagen til, at valget så ofte faldt på mig, når en officer skulle udstationeres.

Fra 1948 – 1962 var jeg i en periode udkommanderet til Tysklandsbrigaden i Aurich ved den hollandske grænse, lærer på Christianshavn, skydeinstruktør i Oksbøl, administrator, der skulle fordele de mange skibsladninger ammunition, der ankom fra udlandet i de forskellige depoter. Vi var jo blevet medlem af NATO. Det var os, der leverede det sprængstof, der blev anvendt, da der blev gravet efter olie ved Hvidsten. Jeg var også ansat som skydeinstruktør i Borrislejren, inden jeg blev overført til uddannelseskontoret på Christianshavn. Ind imellem var jeg officer på Viborg Kaserne.

Fra 1962 var jeg ansat i Forsvarsministeriets 1. Kontor. Lige efter min ankomst, trak chefen mig til side og betroede mig, at 1. Kontor var Forsvarsministeriet – hvis jeg skulle være i tvivl – de øvrige 11 kontorer var kun afdelingskontorer – Jow! Jow! Det var et spændende job. Vi behandlede ca. 80 sager om dagen. Min første sag drejede sig om røde pølser til et jubilæum. Senere oplevede jeg at blive involveret i anderledes vægtige og alvorlige sager, men alle sager – store som små – skulle behandles venligt, diskret og personligt.

Jeg var træt af udstationeringer, så da en ældre officer, der havde fået ansættelse på Kastellet i København, spurgte, om jeg ikke havde lyst til at flytte med som administrationsofficer, slog jeg til. Det var en dejlig, men travl arbejdsplads. Ikke alle var lige interesseret i orden, så jeg lærte at sno mig og passe det arbejde, jeg havde indflydelse på. Kastellet blev min arbejdsplads, til jeg den 31. oktober 1983, blev afskediget på grund af alder – eller på godt dansk – pensioneret.

Det var svært for mig ikke at have et arbejde, så jeg slog til, da jeg i 1983 fik en forespørgsel fra et stort firma, der handlede med bøger. I et halvt år administrerede jeg køb og salg af tusinder af bøger, mens 25 lagerforvaltere tog sig af det praktiske. I 1985 fik jeg tilbudt en stilling på Frihedsmuseet. Jeg fik ansvaret for registreringen af de indkomne emner. I 1995 havde vi succes med den jubilæumsudstilling om Danmark under 2. Verdenskrig, som jeg sammen med historikere fra Nationalmuseet havde arrangeret.

I 1999 mistede jeg min kone, der i 1990 blev ramt af Alsheimer, men allerede i 1995 havde jeg definitivt sagt farvel til arbejdsmarkedet, da jeg følte, at kræfterne ikke længere slog til. Det var en meget stor glæde for knejten fra Edderup Østergaard, da det – som der stod i brevet havde:

behaget Hendes Majestæt Dronningen under 22. september 1982 at udnævne kaptajn af B-linien i hæren Kristian Kondrup til Ridder af Dannebrogsordenen, fra den 4. oktober 1982 at regne.

I 1950 var flere af mine skolekammerater i Grove begyndt at gå i skole på realskolerne i Randers eller Hadsund. En dag lærer Bach var på besøg hjemme hos os, foreslog han, at jeg skulle på realskole. Det var helt udelukket. For det første kostede det penge, og for det andet kunne mine forældre jo ikke sende et af otte børn i betalingsskole. Min bedstefar tilbød at betale de 25 kroner, det kostede om måneden. Togkortet til otte kr., der gjaldt fra trinbrættet ved Trudsholm til Hadsund, betalte Mor og Far. Det var grunden til, at jeg kom til at gå til præst og blev konfirmeret i Hadsund. Det blev nu ikke helt den fest min mor havde ønsket sig. I dagens anledning havde vi gjort rent i laden og stillet borde og bænke op til gæsterne, der var inviteret til at spise middag kl. 12.00. Konfirmationen begyndte i kirken kl. 10.00. Der var 119 konfirmander, så det tog længere tid, end Mor havde beregnet – vi var ikke hjemme før kl. 13.30 – lidt pinligt, men det skulle blive værre. Kaffen blev serveret inde i stuerne. Vi unge samledes ude i laden, hvor vores karl, Villy Møller fra Narsiem, forsøgte at løfte stemningen lidt ved at give et nummer på sin harmonika. Det var jo en glædens dag, så vi tog en svingom. Jeg kunne ikke så godt danse i den lange konfirmationskjole, så af praktiske grunde skiftede jeg til en, der var mere bekvem. En af mine mindre søskende løb ind i stuen og spurgte Mor, om de voksne ikke også skulle ud i laden og danse.

DANS ? ? ? Danser I? Har så med Lis’es kjowl? Den hår hun tån’ o!

Mor kom flyvende ud i laden og fik hurtigt stemningen skruet ned til et mere passende leje – og jeg skiftede igen til nobelt hvidt. Jamen, har wæl prajst å den da it sej, hvis de opdawed de? Alle gæster var nu så høflige, at de lod, som om de ikke havde bemærket noget – men det kan da godt være, at en og anden har moret sig senere. Jeg var nok ikke helt tilfreds med gaverne. Jeg fik et hav af sølvteskeer i det stel, jeg samlede på – Riberhus – nogle smykker, et fotografiapparat og 185 kr.

Hver dag i al slags vejr cyklede jeg hen til trinbrættet ved Trudsholm for at stå på Hadsund-Peter, så jeg kunne være på realskolen kl. 8. Jeg var 15 år og gik i 2. real, da katastrofen skete. En dag efter jul løb vi på skøjter på den lille sø, der lå syd for gården. Jeg faldt og brækkede benet. I 2 mdr. måtte jeg gå med benet i gips. Der stødte komplikationer til, så jeg slet ikke måtte støtte på benet. Hvilket betød, at jeg først kom i skole tre måneder senere. Det var en katastrofe. Den gang holdt man eksamen om foråret, så da jeg mødte op, var eksamen begyndt – uden mig. Jeg anede ingenting før min klasselærer, da jeg kom i skole efter ferien, kaldte mig til side og fortalte, at jeg skulle gå 2. real om. Det ville jeg ikke. Sådan endte det eventyr – og jeg havde ellers håbet på at blive lærerinde.

I stedet kom jeg i huset i Bjergby. Der var jeg igen uheldig. I høsten skulle jeg lægge negene på vognen, og da hjemturen gik lidt rask, endte både negene og jeg lidt ublidt på jorden. Det betød, at jeg ikke kom med til Inges bryllup. Hvor blev jeg glad, da hun og Gunnar gjorde sig den ulejlighed på deres bryllupsdag at besøge mig, der måtte holde sygesengen. Jeg kom hjem til november, fordi Mor skulle på sygehuset og opereres for galdesten.

Vi havde telefon. Det var der ikke mange, der havde den gang, så naboerne kom til os, når de skulle ringe. De var vant til, at Mor og Far gav en kop kaffe og en cigar, inden de forlangte 10 øre for et lokalt opkald og 25 øre for et udenbys opkald – uanset hvor lang tid samtalen tog. Folk anede ikke, hvor dyrt det var at ringe. Det irriterede mig, for jeg vidste jo godt, at det kostede meget mere, og Far og Mor havde ikke selv for mange penge. Jeg sagde til Far, at jeg ville ringe på centralen for at høre, hvad den egentlige pris var. De gør do it’, sagde Far, men det gjorde jeg nu alligevel. En dag ringede en mand til Norge. Jeg bad om prisen på centralen og fik at vide, at samtalen kostede 1,25 kr. En kron å femåtyw ? A plejer da kun å gi 25 øre. Efterhånden betalte folk, hvad det kostede, men de kom ikke så ofte for at ringe.

I 1958 fik jeg plads hos doktor Rasmussen i Dalbyover. Han holdt middagspause fra kl. 12.30 – 13.30, og i den tid ville han have ro. Kom der patienter, skulle jeg sende dem ind i venteværelset. En dag, mens jeg stod og vaskede op efter frokosten, kom en meget stor, lidt lurvet mand til bagdøren og spurgte efter doktoren. Jeg viste ham, som jeg havde fået besked på, ind i venteværelset. Da han efter nogen tid kom ud i køkkenet for at snakke med mig, fortalte han, at han var Juncher fra Overgård. Ja, ja, den er god med dig, tænkte jeg, men jeg gik dog ind og kaldte på Rasmussen. Det var Juncher – og Rasmussen morede sig. Det var en dejlig plads. Jeg lærte meget og blev næsten optaget i familien.

Min mor var lidt bekymret, da jeg i 1959 fik plads på Kollegiet i Randers. Her boede og spiste unge, der var under uddannelse. Der kom også unge ude fra byen for at spise på pensionatet – bl.a. en ung lærer, Gunnar Andersen. Man passede godt på unge piger. Jeg måtte ikke have mænd på værelset. Det kunne være irriterende, men det har sikkert været nødvendigt, for hvor var vi naive den gang.

Jeg kan huske, at jeg en dag som stor pige fandt min mor siddende helt opløst ved telefonen. Hun havde lige fået at vide, at en af nabokonerne havde fået et dødfødt barn. Da jeg troede, det var storken, der havde sjusket, spurgte jeg Mor, om de ikke bare kunne få barnet byttet. Det blev for svær en samtale for min mor. Hun bad mig snakke med min storesøster, Inge. Jeg husker ikke samtalen, men hun har sikkert ikke været meget klogere, end jeg. Selv vi, der var unge den gang har svært ved at fatte, hvorfor emnet var så tabubelagt – og dog. Tænker man på den stærke, moralske fordømmelse en ung pige, der blev gravid i utide, var udsat for, så er det ikke så svært at forestille sig forældrenes uro og angst, når en ung pige drog hjemmefra. Der var ingen børnecheck den gang, så hun og barnet måtte leve under meget dårlige økonomiske forhold, hvis hun ikke blev gift med barnets far. Det var lidt mærkeligt, for der hvor Gunnar boede, var der forbud mod at tage piger med på værelset. Men unge reagerer som vand. De finder altid en udvej. Også i vores ungdom hørtes der undertiden puslen bag buske og hække, men nutidens offentlige kærtegn kendte vi ikke.

Hver lørdag var jeg hos damefrisøren. Piger, der skulle ud at danse lørdag aften, skulle helst se ud, som kom de lige fra strygerullen. Og vi var en 8 – 10 unge mennesker, der havde fast bord på Nørreris. Det var der, de pæne piger kom – og man skulle jo nødigt have sit rygte spoleret. En aften var vores bord optaget, så vi måtte sidde sammen med nogle fremmede unge mennesker – bl.a. Gunnar Andersen. Selv om jeg var lidt knibsk i begyndelsen, var det ham, der blev min mand.

Egentlig var jeg blevet optaget på Th. Langs Seminarium i Silkeborg, men jeg opgav. 4 år var lang tid at være borte fra Randers – og fra Gunnar. I stedet meldte jeg mig sammen med 36 andre ind på Århus Kørelærerinstitut. Mange havde erhvervsarbejde, mens de læste. Det var strengt, så dumpe-procenten var det år på 96. Vi kom først til at bo i lejlighed. Huslejen var inkl. el. og vand 118 kr. om måneden. Nogle år, inden vi i 1965 byggede vores eget hus, boede vi også i et lejet parcelhus på Gørtlervej i Randers. Vi havde muligheden for at købe en stor grund med et gammelt bindingsværkshus for 30.000 kr. Den var så stor, at der kunne udstykkes 4 ekstra byggegrunde, men vi turde ikke, for vi skyldte stadig 1.500 kr. på den gammel bil, vi havde købt tidligere. Vi nøjedes med at købe en af grundene. Den var på 1400 m2 og kostede 5.000 kr. – Ak, ja!

I 1990 fik jeg Mineres Sygdom. Det betød, at jeg måtte skære lidt ned på arbejdet, og at en af assistenterne blev min kompagnon. Jeg måtte stadig undervise i banekørsel – kravlegården – og i teori. Jeg var medlem af kørerlærerforeningens bestyrelse, hvor jeg tog mig af økonomien. Efter næsten 40 år på arbejdsmarkedet blev jeg pensioneret i 2002. Vi har et rigt familieliv. Alle vore børn bor omkring Randers. Vore børnebørn besøger os ofte og er med på ferie i vort sommerhus i Øster Hurup. Der tilbringer vi en stor del af sommeren. Vi hygger os, når vi samler og tørrer blomster og lærer navnene, nøjagtig som jeg selv en gang for længe siden lærte det af lærer Bach.

Jeg har haft et dejligt liv, men gad vide, hvordan det var gået, hvis jeg ikke havde brækket det ben?

Jeg blev konfirmeret i Sem Kirke i foråret 1962. Min mor og far havde indbudt godt 100 mennesker – familie og venner – til den efterfølgende fest i Sem Forsamlingshus. Efter middagen spillede Knud Tange op til dans på sin harmonika. Far og Mor havde mange bekendte, så jeg fik hele 500 kr. i konfirmationsgave. Var det nu gået for mig, som det gik for de fleste af mine kammerater, havde jeg fået plads på en gård som karl, men jeg ville gerne noget andet.

I slutning af 1950’erne ændredes forholdene i det danske samfund voldsomt – også uddannelsesmulighederne. Skolerne i Mariager og Hadsund havde i fællesskab fået mulighed for at oprette en ny uddannelse: Teknisk Forberedelseseksamen. Det lød interessant. Efter tre måneders skolegang i Mariager Skole, begyndte jeg efter sommerferien 1962 på Hadsund Skole, hvorfra jeg to år senere fik mit eksamensbevis. Jeg cyklede hver dag hen til trinbrættet ved Trudsholm for at tage toget – Hadsund-Peter – til Hadsund. En af vore bekendte vidste, at man kunne søge kommunen om tilskud til et togkort, når man læste. De’ må do jo så op å spør’ Ejler om, sagde Far. Ejler Christensen, der boede på en lille ejendom mellem Sem og Skrødstrup, gik i marken og pløjede, da jeg kom. Det må have gjort indtryk på ham, at en dreng på 14 år selv kom og talte sin sag, for pludselig sagde han: Do ka kyr’ te Skrø’strup (til Niels Thorsen) å hent pengen te ed togkort, å for do brug for jet te nejst år, kommer do bar ijen! Farwal! Årene på Hadsund Skole var spændende. Det var Beatlestiden. Alt var i opbrud – også disciplinen, men der var stadigvæk skolegang om lørdagen. Jeg mødte andre unge fra Hadsund, Havndal og Dalbyover, der gerne ville noget andet – og som jeg – havde fået muligheden. En af lærerne mente, at jeg burde tage en studentereksamen, men det var kun muligt, hvis jeg havde realeksamen. Efter en samtale med Dalsgaard, skoleinspektøren på Hadsund Realskole, fik jeg dispensation. Jeg kunne begynde i 3. realklasse efter sommerferien.

Da jeg året efter ( 1965 ) til translokationen blev kaldt op for at modtage mit eksamensbevis, var jeg meget glad og lettet, for det havde været et barskt år. Jeg blev også meget overrasket, da jeg ved samme lejlighed modtog årets flidspræmie. Det havde jeg ikke fået noget at vide om, men det lunede. Jeg var 17 år og meget skoletræt. Mit højeste ønske var at få et arbejde og tjene penge som mine kammerater. Indtil da havde jeg måttet nøjes med de lommepenge, jeg hvert år havde tjent i sommerferien som skovarbejder på Edderup Skovgård.

Jeg kom i lære ( 1965 ) som smed på Dania. Ugelønnen var 40 kr. Det var stadig den gode, gamle mesterlære – og overværkføreren, Åge Mikkelsen, var en af de bedre. Han arbejdede, som var det hans egen virksomhed, og han så en ære i at uddanne og opdrage sine lærlinge godt. Engang imellem syntes vi, det var lidt træls. Der var voldsomme problemer med spiritus på Dania den gang, og Åge var streng – Ingen øl til lærlinge. Vi ville jo gerne være voksne, så selv om vi vidste, det var forbudt, sad vi tre lærlinge en fredag efter arbejdstid godt gemt og nød en bajer. Pludselig stod Åge i døren: Så ka’ I godt go op te’ direktøren å fo en fyreseddel! Der var langt op til direktørens kontor. Han var københavner og kunne vel huske sin egen ungdom. Efter i nogen tid at have set på hans hævede pegefinger, fik vi dog lov til at blive, men det varede flere uger, inden Åge havde tilgivet os og talte til os igen. Da smedelærlingene i Assens og Hadsund havde valgt mig til formand for lærlingeklubben, blev jeg sendt på kursus på Roskilde Højskole og Dansk Metals egen højskole i Jørlund. Jeg fik lært en masse om arbejdsmarkedets organisation. En viden jeg senere har haft stor brug for. Jeg kan tydeligt huske, hvor nervøs jeg var, da det gik op for mig, at jeg skulle holde tale – min jomfrutale – til lærlingenes julefest. Ak, ja. Det var den gang. Dania, der hørte under FL-Smidt gruppen, blev anvendt til at teste og fremstille nye maskiner til cementfremstilling. Det var en dynamisk og spændende arbejdsplads med store udfordringer. Man fyrede stadig med kul. En gang om ugen lagde en stor damper til ved kajen med en ny forsyning. Den medbragte også andre varer: Cigaretter og spiritus, så der var ofte stor aktivitet på kajen. En dag tolderen så et par lærlinge gøre en god handel ved skibet, satte han efter dem. De endte midt ude i den store kridtgrav. Har wæl do no gør, spurgte en af lærlingene tolderen. I en halv time stod de og så hinanden lidt an, inden tolderen, der ikke regnede med at kunne fange drengene, gik sin vej. Enkelte af smedesvendene krævede at blive tiltalt med De. Det gjaldt ikke Eskild. Det betød dog ikke, at han var i tvivl om, hvad der var passende for en smed. Da man i begyndelsen af 1960’erne indførte bedriftssikkerhedstjeneste på store arbejdspladser, fik en af værkførerne til opgave at finde medlemmer til et brandkorps. Han spurgte også Eskild, der bare så på ham, spyttede langspyt, så det smældede i cementgulvet og svarede: Om så hiele verden brænder, a rør’ it en spand!

Måske var det det inspirerende arbejde på Dania, der gav mig lysten til at søge optagelse på Århus Teknikum i 1969. Jeg ville gerne være maskiningeniør. Mens jeg arbejdede på Dania, havde jeg lært Inger Lise at kende. Hun boede stadig hjemme hos sine forældre, mens jeg boede hos min broder, Jon, der havde etableret sig som maler i Århus. Da Inger Lise blev gravid, besluttede vi at gifte os og flytte sammen i en lejlighed i Dronningborg. Der var den gang ikke noget, der hed støtte til unge under uddannelse (SU), så vi havde en lidt anstrengt økonomi. Mens jeg læste, var det Inger Lise, der forsørgede familien ved at sy Randers Handsker. Betalingen var tre kr. pr. par. Det blev man ikke fed af. Det lettede lidt, da jeg søgte og fik et stipendium på 7.000 kr. og et statsgaranteret, rentefrit lån på samme beløb, som vi dog satte i banken.

I november 1973 var jeg færdiguddannet som maskiningeniør. P.g.a. studiet havde jeg fået udsat min militærtjeneste. Jeg blev den 1. januar 1974 indkaldt til Prinsens Livregiment i Viborg, hvor jeg blev uddannet som beregner i et morterkompagni. Familien var blevet forøget med tre piger, og vi var flyttet til Kvols, hvor vi havde lejet os ind i stuehuset på en gård. Soldaterlønnen var på 70 kr. om ugen, så det kneb med at få enderne til at nå sammen. For første og eneste gang i mit liv måtte jeg gå på kommunekontoret for at bede om hjælp. Soldaterfamilier var berettiget til at modtage en ydelse på 1.500 kr. pr. måned. Det fik vi i de sidste tre måneder, jeg var soldat. Allerede mens jeg var soldat, blev jeg ansat hos Ide Smeden, et lille opfinderfirma, der arbejdede med at udvikle nye maskiner.

Efter hjemsendelsen, søgte jeg og fik ansættelse hos Frigaard i Hvam. Firmaet havde specialiseret sig i at bygge kølecontainere til biler og skibe. Da udviklingschefen rejste, overtog jeg i 1976 hans job. I 1978 gik moderselskabet i betalingsstandsning, og vores fabrik blev solgt til et norsk busselskab. Da jeg havde været involveret i salget, blev jeg sendt til Stavanger i et privatfly for at deltage i et opklarende retsmøde. Ved hjemkomsten fik jeg besked om, at den norske direktør ønskede at ansætte mig som administrerende direktør i den nye virksomhed. Direktionen ønskede en helt ny og uafhængig ledelse, så jeg fik som noget af det første, jeg skulle foretage mig, pålagt at afskedige to af mine tidligere overordnede. Selv om chefer på det plan kender vilkårene, var det ikke nogen rar opgave. Fabrikken ekspanderede i tiden frem til 1992 fra 50 til 450 medarbejdere, og vi udvidede ved at købe en fabrik i Tommelilla i Skåne. I de efterfølgende år voksede den yderligere og blev til sidst en international virksomhed med kunder over hele verden. Bl.a. fik vi en forespørgsel fra det saudiarabiske kongehus. Man ønskede at købe 25 luksuscampingvogne på størrelse med et dansk parcelhus – 85 – 100 m2. Det var en meget speciel oplevelse at sidde med korslagte ben i ørkensandet og drikke te med en saudisk prins, mens vi forhandlede. Jeg havde sat mig godt ind i landets skikke, så jeg var påpasselig med ikke at vise mine fodsåler. Jeg må have klaret det nogenlunde, for vi fik ordren, og jeg kom sikkert hjem til Inger Lise og ungerne.

I 1991 solgte vore norske ejere virksomheden til et investeringsselskab. Arbejdet ændrede sig og var ikke længere så interessant. Det drejede sig nu mere om at tjene penge end at udvikle virksomheden. Da DAB-Leyland i Silkeborg i 1992 manglede en ny direktør, fandt en headhunter ud af, at jeg var manden. Det var noget nyt at komme til et firma, der byggede busser – hele 250 stk. om året. Det svarer til 50% af alle nyindkøbte busser i Danmark. I 1983, mens jeg var direktør på Norfrig, blev jeg valgt ind i bestyrelsen for virksomheden Dantherm. Da ejeren døde i 1990, testamenterede han sin formue til Dantherm Fonden – samtidig blev jeg formand for selskabet. I forbindelse med en stor udvidelse af firmaet blev jeg i tre år – indtil 1981 – direktør i et datterselskab i Skive, som Dantherm stiftede sammen med et amerikansk selskab. Mobiltelefoner var ved at blive almindelige, og netværket – radioerne i basestationerne – skulle afkøles. Det blev vores niche. Vi ekspanderede og havde allerede i 1996 bygget en fabrik i USA, men firmaet blev stadigvæk styret fra hovedkontoret i Skive. I 2001 fik jeg tilbudt stillingen som administrerende direktør for hele Dantherm Gruppen. Firmaet havde på det tidspunkt en omsætning på en halv mia. om året. For øjeblikket – i 2005 – består firmaet af 26 selskaber – blandt dem Nordfab ved Assens, som vi købte af AP Møller-gruppen – der er 2800 ansatte, og vi omsætter for tre mia. kr. om året.

Jeg er taknemmelig for, at jeg havde et par forældre, der opdrog mig til at tro på, at hvis man arbejder hårdt, kan man nå meget. Det gav mig modet til at gribe de chancer og muligheder, som livet bød mig. Men hvordan mon historien om ”Jens Krastjans kneit” fra Edderup havde lydt, hvis ikke direktøren på Dania – trods sin løftede pegefinger – havde vist lidt storsind og forståelse for vi tre unge. Mit liv kom til at forme sig langt mere spændende, end jeg den dag kunne forestille mig, men episoden lærte mig:

at man onertien ska’ spis’ brø’ te’,

når man har magten til at bestemme over andre menneskers skæbne og liv.

Min far tjente lidt ekstra penge ved at gå ud som tækkemand, men indtjeningen hos os var – som på de andre små ejendomme i sognet – let at overse. Egentlig var det ikke så underligt, at vi, så snart det var muligt, blev sendt ud til fremmede for selv at tjene til føden. Jeg var 13 år, da jeg kort efter min konfirmation i Sem Kirke 1952, rejste til Hou for at være tjenestedreng hos Carl Skovridder. Det var nu ikke så slemt, for min ældre fætter, Gunnar ( Ejvind ) Vichberg, var førstekarl og hans kone husbestyrerinde. Jeg fik et godt værelse i stuehuset, og arbejdet var overkommeligt. Vi havde traktor på gården. For mange andre var det en ganske anderledes barsk oplevelse for første gang at flytte i plads. Da Gunnar og hans kone 1½ år efter rejste, steg jeg i graderne og blev enekarl, så var det mig, der kørte rundt med den lille Ferguson.

Året efter flyttede jeg til Strandholtgården, der lige var blevet overtaget af en københavner. Her gik meget af tiden med at rydde op. Der lå 1½ år gammelt korn i laden, som skulle tærskes. Det var noget af en oplevelse. Der er sagt meget om gummistøvler, men jeg var glad for dem, især da vi nåede ladegulvet. Aldrig har jeg set så mange rotter. De var så skræmte, at de bed sig fast i grebens skaft, så vi måtte slynge dem væk. Som på de fleste andre gårde havde vi en foxterrier. Den ville have gjort sig på ethvert håndboldhold. Den bed rotterne i nakken og slyngede dem op i luften. Undertiden svævede en død rotte i luften, mens hunden var i gang med at ruske den næste. Af en eller anden grund kom kornet, når det var tærsket, i sække a’ 110 kg. Det var et hårdt arbejde for en dreng på 16 år, når sækkene skulle bæres fra laden, over gården og op på stuehusets loft ad en trappe med forkert hældning. På Strandholdt boede jeg i staldbygningen, så jeg måtte vaske mig i koldt vand i malkemaskinrummet efter arbejdstid. Det kan godt være, at det en gang imellem gik lidt for hurtigt med etagevasken i den kolde periode. Jeg arbejdede mest ude og var kun med i stalden, når der var travlt, eller når jeg havde vagt hver tredje søndag.

I 1956 tjente jeg et år i Vindblæs. Der havde vi stor fornøjelse af naboens lille 5-årige søn. En dag spurgte manden ham: Nå, do ska’ ha’ en bittesøster? Æ de jen, der kommer mæ storken? Nej, F. . . . . nej! Hin hår wi sjel laved, men hun æ it hiel færdig endno! Man tog skam ikke let på seksualundervisning i Vindblæs.

Året efter flyttede jeg over til sognerådsformanden i Hem, hvor jeg blev forkarl. Jeg havde byttet min knallert ud med en motorcykel. Det gav mere opmærksomhed fra pigerne. Om aftenen samledes vi gerne fire – fem unge mennesker på værelset for at snakke. Der foregik jo ikke så meget i Hem. Datteren kom ofte listende for at være med, men hun blev i god tid før sengetid hentet af sin far eller mor – også i Hem passede man på de unge pigers dyd. At tynde roer er jo ikke det mest ophidsende arbejde, så det hændte, vi tog et lille uofficielt hvil og nød den liter is, jeg havde hentet på motorcykel i Skrødstrup. Datteren på gården havde for en sikkerheds skyld altid et par teskeer i lommen.

2. juli 1958 rejste jeg til Holstebro. Jeg skulle være dragon, så i de følgende 16 måneder var jeg medhjælper på en Centurion tank. Allerede mens jeg var soldat, blev det aftalt, at jeg, når jeg kom hjem, skulle rejse ned til min morbror, der var smed i Esbjerg, for at søge arbejde. Han havde fundet en lille niche. Fjernsynet var ved at dukke op, men man kunne ikke få fjernsynsantenner. Han lavede dem i kobber og satte dem op. Det varede nu kun, til andre så fidusen og satte en stor fabrikation i gang.

Fra 1960 – 62 arbejdede jeg på et cementstøberi. Vi var 4-5 mand, der støbte fliser og stolper af cement. Det var ikke altid let med de bare hænder at lægge terrasser og fortove med 50 x 50 cm fliser eller rejse et hegn af de store, tunge cementpæle rundt om en minkfarm. Det gav hård hud i hænderne og kræfter, hvis vi da ikke var uheldige at ødelægge ryggen. På det tidspunkt begyndte min motorcykel at gøre knuder, så jeg fandt det klogest at bytte den ud med en bil – en Simca. En aften, jeg var ude at more mig på Strandgaarden i Hjerting, mødte jeg Else. Hun var kun 17 år, men havde plaget sine forældre så længe, at hun endelig havde fået lov til at tage til bal sammen med sin kusine, hvis de fulgtes ad – også hjem. Til mit held glemte hun at fortælle sine forældre, at kusinen havde fået forfald, så hun var nødt til at tage til bal alene.

Jeg boede på et dårligt, uopvarmet værelse i Esbjerg. Fugten drev ned ad væggene. Jeg længtes efter forandring, så selv om min svigerfar strittede imod, blev vi viet i Guldager Kirke den 29. december 1962. Den gang var man kun berettiget til at få en lejlighed, hvis man var gift. Jeg fik arbejde samme sted som min svigerfar – på sildeoliefabrikken. Først som altmuligmand, men snart som fjerde mand i et sjak. Der var 700 fiskekuttere i Esbjerg den gang. Nu er der kun 70 tilbage. Når bådene kom ind med tobis, der blev anvendt til fiskeolie, fik vi travlt på kajen. 1. mand lænsede den første båd. 2. mand lænsede den anden båd osv., så jeg kom først til at arbejde på akkord, hvis der var mindst fire både at losse – ellers måtte jeg nøjes med den faste ugeløn. Fiskene i lasten havde ofte samme konsistens som vand, men de lugtede meget anderledes. De blev læsset op i tipvogne med kran. Vi kørte vognene op til den snegl, der førte dem ind i fabrikken. Vognene blev tippet med håndkraft. Hurtigt – men med følelse. Var man for hurtig, sprøjtede det, så man stod tilbage gennemblødt til skindet af halvrådne tobis – så lugtede man værre end til daglig, når man kom hjem. Man lærte at skynde sig. Jo flere fisk vi fik landet, des større var ugelønnen. I dag bliver fiskesuppen suget op i sneglen.

Efterhånden var vel både Else og jeg lidt trætte af lugten af sildeolie, der altid hang i tøj og hud, så da en ny regnskabschef ændrede akkorderne, og de gyldne tider i fiskeindustrien var forbi, skiftede jeg arbejde. Der var stadig stor optimisme og aktivitet i byggeindustrien, så jeg blev i 1972 arbejdsmand og senere chauffør og altmuligmand i et byggefirma. Jeg skulle sørge for at svendene fik de materialer, der var brug for: Brædder, sand, mursten og andet, og skulle der udskiftes en flise i badeværelset eller i en nybygning, var det også mig, der lavede det. Der var ingen grænser for, hvor meget vi måtte arbejde. Fik vi brug for en ekstra skilling, tog jeg på arbejde om lørdagen og imprægnerede brædder. De skulle med hænderne løftes op i et stort kar med solignum og derefter lægges til tørre. Jeg kunne også flytte en skurvogn om natten, så den var klar til brug på en ny arbejdsplads næste morgen. Vi måtte kun køre 30 km i timen – til overarbejdsbetaling, så der var mulighed for at tjene en god løn.

Nye momsregler satte i 1973 en stopper for byggeriet, så alt stagnerede. Jeg måtte igen se mig om efter et nyt job. I 1975 arbejdede jeg en kort overgang på en køkkenelementfabrik i Løsning. Inden vi flyttede til Løsning, havde vi boet i to år i et selvbygget hus (1969) i Alslev ved Varde og senere et parcelhus i Esbjerg. Jeg brød mig ikke om at arbejde på fabrik, så jeg søgte og fik arbejde på Fragtcentralen i Horsens. Jeg var meget hjemmefra, fordi jeg kørte med gods til Sjælland. Med læsset vogn tog jeg Julsmindefærgen kl. 22.00, så jeg var klar til at aflevere gods på Sjælland næste morgen kl. 7.00. Som regel var der 30 – 40 kunder. Til sidst tog vi konsekvensen og flyttede til Kalundborg. Derefter kunne jeg nøjes med at hente den læssede lastvogn ved færgen og køre min rute. Min dag sluttede som regel kl. 15 eller 16, men jeg har prøvet på en dag at køre 300 km og besøge 70 kunder – da var jeg først hjemme kl. 17. Det var altid dejligt at hente gods hos Lagerman. Der fik man udleveret et halvt kg lakridskonfekt af truckføreren, og var man lidt fiks, kunne man få et ekstra halvt kilo i informationen. Vi havde den gang flere kagedåser fyldt med lakridskonfekt på køkkenhylden.

Vi flyttede til Holbæk, da jeg af direktøren på Fragtcentralen fik tilbudt en plads som lagerforvalter. I 1989-90 begyndte man at rationalisere på området. Det betød, at vi igen skulle flytte. Det gjorde vi så – hjem til Esbjerg, hvor jeg fik plads som lagerforvalter på Fragtcentralen. Da jeg i 1993 blev opereret for en diskosprolaps, var det slut med at løfte tunge pakker. Jeg kom til at arbejde på Colorlux, hvor min barndomsven, Poul Arne Pedersen fra Trinderupgården, havde en lederstilling. Jeg skulle lave skilte, men det bedste var, at der på fabrikken blev taget hensyn til min dårlige ryg. Jeg besluttede, at jeg ville gå på efterløn i maj 2002, men firmaet krakkede allerede i februar måned, så de tre sidste måneder fik jeg min løn udbetalt fra Lønmodtagernes Garantifond. Ud over arbejdet i hus og have, har jeg nu tid til at beskæftige mig med min store interesse – frimærker, men der har også været tid til et par rejser til Marokko og Spanien.

Der er nok ikke mange konfirmander, der har oplevet at skulle være fadder på deres konfirmationsdag. Det gjorde jeg i foråret 1964. Da min storebrors søn skulle døbes, stod jeg sammen med de andre faddere ved døbefonden. Jeg skulle holde sutten under dåben. I forvirringen glemte jeg at aflevere den, så da jeg lidt senere skulle konfirmeres af pastor Nørgaard, måtte jeg diskret sende den bagud til min søster, Grethe. På grund af barnedåben blev min konfirmationsfest først afholdt ugen efter. Mine forældre havde indbudt omkring 100 gæster – familie og venner – til fest i Sem Forsamlingshus.

I halvandet år blev jeg boende hjemme, men jeg arbejdede ude hos fremmede. Først hos Ingrid Jensen i Vestervang, hvor jeg skulle passe hus, og når det kneb, hjælpe til i stalden. Derefter var jeg et halvt år på Edderup Østergård og endelig i Enghavegaard hos Inga og Erik Kristiansen. Den tidligere ejer Dorthe Møller, der var gået på aftægt, men stadig boede på gården, havde lidt svært ved at slippe tøjlerne. En dag hun kom ud i køkkenet sagde hun: Ka’u wri en karklud ornli’ ? Selvfølgelig kunne jeg vride en karklud – hvem troede hun, jeg var!

I 1965 rejste jeg til Århus på en ungdomspension for unge sukkersyge, Sahralyst, i Højbjerg. Her skulle jeg gøre rent og hjælpe økonomaen i køkkenet. Efterhånden arbejdede jeg mest i køkkenet. Jeg lærte meget om madlavning, for alt skulle på grund af elevernes sukkersyge vejes og måles. Mens jeg boede i Århus, fulgte jeg et danskkursus under Taleinstituttet.

Da jeg blev 17 år, fik jeg arbejde som husassistent på en kvindeafdeling på Sødisbakke i Mariager, hvor også min søster, Grethe, og min mor arbejdede. Far har altid holdt på, at vi skulle have en uddannelse, men da jeg var i tvivl om, hvad jeg ville være, forsøgte jeg mig først som smørrebrødselev på restaurant Jylland i Randers. Det var ingen succes. Det blev derimod opholdet på Hadsten Højskole, hvor jeg var fra 1. april til 1. oktober 1968. Jeg var meget utryg ved igen at skulle gå i skole, så da jeg drog fra Edderup til Hadsten, meddelte jeg, at jeg var indstillet på at komme hjem hver weekend. Jeg ændrede nu hurtigt indstilling. På grund af de mange skoler: To højskoler, Håndværkerhøjskolen og en husholdningsskole, var der mange unge mennesker i byen. Der var liv og glade dage – og undertiden en lun spadseretur i skoven, så jeg glemte at komme hjem hver søndag. Vi blev undervist i alm. skolefag, samt vævning, kjolesyning og stoftryk. Jeg valgte også psykologi, for den danskundervisning, jeg havde modtaget i Århus, i Mariager og på højskolen, havde givet mig så meget selvtillid, at jeg nu var besluttet på at uddanne mig til pædagog. Jeg søgte ind til Åndssvageforsorgen, som det hed den gang. Den praktiske del af uddannelsen foregik på Sølund i Skanderborg og Sødisbakke i Mariager, hvor vi fulgte det daglige arbejde på de forskellige voksen- og børneafdelinger. Den teoretiske del af undervisningen: Pædagogik, psykologi og anatomi m. m. foregik i København. Da jeg var færdig med min uddannelse i 1971, blev jeg ansat på en afdeling for unge mongoler på Sølund. Samme år blev jeg gift med Peter, som jeg havde lært at kende, til et julebal i Mariager.

På den tid var det blandt unge piger moderne at gå med rottehaler og røde sløjfer, så det er tænkeligt, at vi har set lidt ungdommelige ud. En dag vi skulle på tur til Århus med nogle af eleverne, spurgte en lidt urolig togfunktionær, mens vi stod ventede på toget på Skanderborg Station, om vi nu også havde fået lov til at tage på tur alene. Lidt stødte kunne vi fortælle ham, at det var os, der var ledere – hvad bildte han sig ind? Det var ellers en dejlig tid. Alt var under forandring til det bedre. De store sovesale blev afløst af nye, velindrettede tomandsstuer, vi holdt op med at gå i blå uniformer, og pædagogikken blev mere moderne og fri. En af drengene henvendte sig en dag til lederen og bad om nogle penge. Han ville invitere mig på restaurant til en øl. Det måtte han gerne, men så skulle han selv hente øllene og låne en lighter, så jeg også kunne ryge. Rævestolt kom han tilbage med det hele. En lys øl og en lighter til mig og en guldøl til sig selv. Man har vel ansvarsfølelse. Ved en lovændring i 1976 blev alle pædagoger ligestillede. D.v.s. man kunne søge mange forskellige pædagogstillinger. Jeg havde lyst til at prøve noget nyt, så i 1978 flyttede jeg til Børnehuset i Østbirk, hvor jeg i tre år var støttepædagog for et hjerneskadet barn, der skulle integreres.

I august 1981, da Peter blev arbejdsløs, besluttede vi at søge lykken i Grønland. Peter fik arbejde som fabriksmester på Grønlands største rejefabrik i Sisimiut, og jeg fik arbejde i en daginstitution samme sted. Opholdet i Grønland var en stor naturoplevelse. Da en grønlænder lagde op og ville sælge sine hunde, fik vi også lært at svinge pisken over vort eget hundespand. Vi kom ret billigt til et sæt nye hundeseler. I et forsøg på at løse de store spiritusproblemer, der var på Grønland, havde man indført rationering. Hver person fik 70 point eller mærker om måneden. En øl kostede et mærke og en flaske vin kostede tre mærker. Vi kunne ikke bruge alle de mærker. Andre ville gerne købe dem, så på den måde fik vi penge til indkøb af nye hundeseler. Da vores kontrakt udløb i 1983 besluttede vi at vende hjem – også af hensyn til børnenes skolegang. Den ældste gik i 2. klasse og den yngste skulle starte i 1. klasse.

Vi havde ikke arbejde, da vi kom hjem. Jeg var en kort tid i en vuggestue i Horsens, inden jeg igen fik arbejde i en daginstitution i Østbirk. Far og Mor boede i en beskyttet bolig ved plejehjemmet i Assens, da Mor i 1994 fik en hjerneblødning. Det kneb for dem at klare sig, så jeg fik i 1995 orlov, så jeg kunne tage op for at besøge og hjælpe dem hver onsdag. Da de sidst på året fik en plads på plejehjemmet, begyndte jeg igen at arbejde – først i skolefritidsordningen på Østbirk Skole og senere på en skole i Horsens.

I 2005 sagde jeg mit job i SFO op. Jeg trivedes ikke under de ændrede forhold. Tre måneder senere fik jeg arbejde i en almindelig daginstitution i Østbirk. I vore ferier har vi haft stor glæde af sammen med vore to børn at besøge de fleste af Europas lande i campingvogn. Vi har også haft mulighed for at komme en tur til Canada og New Zealand.

Da jeg var omkring 10 år, fik jeg vand i lungerne. Det tolkedes som begyndende tuberkulose, der den gang var en udbredt og ofte dødelig sygdom. Jeg blev indlagt på Vejle Sanatorium, hvor jeg måtte opholde mig de næste 10 måneder. Da jeg kom hjem, var jeg blevet storebror.

Det var almindeligt, at drenge for at stive selvrespekten af begyndte at ryge, når de blev konfirmeret. Det var ikke så lige til under krigen. Tobakken var som alt andet rationeret.
Jeg fandt ud af, at man kunne skrive efter tobaksfrø og så selv avle tobak i haven. Når bladene var store nok, blev de brækket af og hængt op til tørring. Derefter blev de, inden de blev findelt og røget, behandlet med “aroma”. Tobakken kunne ryges, men vi var nu glade, da vi efter krigen igen kunne få rigtig tobak.

Min far var ivrig jæger. Vildtet, han skød, blev solgt til en vildthandler i Hadsund. Jeg var som min far interesseret i jagt. Første gang jeg gik ud med bøssen, var det med et lånt gevær. Efter en lidt ureglementeret tur i Edderup Skovgårds plantage kom jeg stolt hjem med det første dyr. Det er nok den bedste dyresteg, jeg nogensinde har smagt.
Når jeg senere var på jagt, blev vildtet: Duer, regnspover, fasaner, harer og rådyr sendt med rutebilen ud til fiskehandler Møller i Randers, så tjente jeg en hårdt tiltrængt skilling.

Pi’ Molberg og Mine var et par gamle mennesker, der boede i Rosenly i Edderup. Ejendommen er lavt beliggende. I haven udsprang en lille bæk, der fortsatte ned gennem Edderup og til sidst løb ud i Kastbjerg Å.

I vort sogn holdt alle høns. På de små ejendomme var indtægten fra salget af hønsenes æg ofte så stor, at den kunne betale den beskedne regningen hos købmanden eller i Brugsen. Det gjaldt også for Peder og Mine.
Når Mine havde samlet en kurv fuld med æg, gik hun til Brugsen i Kastbjerg for at sælge dem. Grusvejen til Kastbjerg var lang, og kurven var tung for en gammel kone som Mine. Det kan ikke undre, at hun på en sådan tur blev glad, da en venlig mand, der overhalede hende, tilbød at tage kurven med og sætte den et stykke længere fremme ad vejen. Mine så aldrig hverken æg eller kurv igen. Det har uden tvivl været et tab, der satte sine spor i husholdningsregnskabet.
Lidt naivt tænker vi dag. Men den gang havde vi i vort sogn tillid til og troede på hinanden. For eksempel kunne ingen, der var ved sine fulde fem, drømme om at låse døren, når man gik i byen. Derfor!

Da Peter og Mine blev så gamle, at de havde besvær med at malke deres to køer selv, gik min mor, Marie Kastberg, hver dag over og malkede for dem. Hun tjente på den måde 35 øre om dagen.
Peder og Mine havde ikke selv radio, så hver søndag kom Peder gående ad jord-vejen op til os for at høre søndagsgudstjenesten.

Efter min konfirmation hjalp jeg til hjemme på ejendommen hos Far og Mor. Hvis der var tid, arbejdede jeg som daglejer på bl.a. Edderup Skovgård. Allerede under krigen begyndte Far at køre mælketur fra Edderup til Havndal for at tjene lidt ekstra. I 1946 overtog vi mælketuren i Grove. Det var ellers gennem mange år Hans Lindskovs arbejde. Det var hårdt for hestene. De kunne æde 200 pund valset rug om ugen. Det var ikke gratis. Ud over at køre mælken til og fra mejeriet havde vi kurve med til folk, der havde bestilt varer hos de handlende i Havndal. Vi skulle være vågne, for der kunne være mange kurve. Bl.a. var der rigtig mange, der til jul købte flødeskum på mejeriet. Det var sjældent folk var utaknemmelige, men det kunne hænde. En dag jeg kørte mælketuren, havde Ajs’ Møller, vores sognefoged, bestilt varer. Om eftermiddagen mødte han op i Bækkebo og spurgte efter en pakke søm. Jeg kendte ikke noget til hans søm og har vel svaret for mig, så godt jeg kunne. Ajs’ blev i alle tilfælde meget ubehagelig og kaldte mig en grøn, snotniesed knejt. Jeg blev rasende og sagde, at han kunne vægre glad for, han var en gammel mand, ellers havde han fået et par på skrinet. Så sluttede den samtale. Dagen efter kunne Far aflevere sømpakken. En mejerist havde stillet den på mejeriets indvejningsvægt. Kort tid efter mødte jeg Ajs’, der kom kørende i V44. Jeg blokerede vejen og spurgte, om ikke det var rimeligt, han tog til Havndal og gav mejeristen den samme omgang, som jeg havde fået. Ajs’ vred sig lidt, men jeg fik ingen undskyldning.

I 1946/47 aftjente jeg min værnepligt ved Prinsens Livregiment i Viborg som infanterist – fodtudse. Da jeg kom hjem, arbejdede jeg hjemme og på forskellige gårde. I 1956 blev jeg gift med Anne Lise. Samme år fik jeg arbejde hos Reinholdt Pedersen i Skrødstrup. Der blev vi i tre år. Det var en dejlig tid. Reinholdt passede køerne, og jeg passede markerne. Det var næsten som at være selvstændig. Reinholdt blandede sig aldrig. I 1959 fik jeg plads på en gård i Gassum, hvor jeg skulle passe markerne og de ungkreaturer, manden købte op til opfedning og videresalg. Et år var prisen på kvier så høj, at han i stedet købte køer, der var malket tørre. Det var udmærket, indtil de havde ædt så godt af foderet, at de begyndte at give mælk. Det betød så meget arbejde for mig, at jeg begyndte at tænke på at forlade landbruget.

Mekaniseringen var så småt begyndt at slå igennem på gårdene, så der var ikke brug for så mange karle. Vi besluttede – som så mange andre – at prøve lykken i Randers. Det var ikke nemt at få arbejde og slet ikke at få en lejlighed. Vi måtte købe et lille havehus i Nordbyen. Der vi boede i 1½ år.

Jeg fik arbejde på Randers Aktietømmerhandel, der lå på Randers Centralbiblioteks nuværende parkeringsplads. Da firmaet kort tid efter fik en ledig lejlighed i en af sine ejendomme, flyttede vi ind. Huslejen var på 29,50 kr. om måneden. Det var billigt. I 1964 købte vi et hus i Vorup, som vi selv renoverede. Bl.a. lavede jeg hele træarbejdet. Ledelsesformen var meget gammeldags på Tømmergården. Direktøren betragtede nærmest de ansatte som slaver. Der var ingen, der turde bede om lønforhøjelse af angst for at miste arbejdet. Når lageret skulle tælles op, foregik det altid i vores fritid. Det skulle jo nødig ødelægge forretningen. Jeg syntes, at det var urimeligt, at vi ikke fik løntillæg for ekstra arbejde, så jeg klagede. Jeg blev kaldt ind til direktøren, der spurgte, om jeg var klar over, jeg kunne miste mit arbejde. Jeg mente, det var os, der gjorde firmaet en tjeneste, så jeg holdt på mit. Kunne det ikke være anderledes, måtte de afskedige mig – vi fik løntillægget. På Tømmergården arbejdede jeg på lageret med at sortere og pakke brædder. Jeg har vel ikke været helt umulig, for det var min arbejdsplads i 29½ år, indtil jeg i 1989 gik på efterløn. Der var stadigvæk nok at se til. Da min datter og svigersøn renoverede deres hus og byggede et nyt værksted, hjalp jeg med alt træarbejdet. Siden min ungdom har jagt været min store hobby. Det betød, at jeg i mange år havde forbindelse med flere af mine barndoms og ungdomsvenner. Det sluttede desværre i 1998 p.g.a sygdom.

Bent B.B. fortæller
Erik Ørfeldt var en lille, venlig og meget smilende mand. Sproget røbede, at han var københavner. Selvom det var vanskeligt at blive godtaget i sognet, hvis man kom udefra, var Erik Ørfeldt meget afholdt. Han var en munter og hjælpsom mand, der altid var klar til en lille snak over skellet – og man var dus med Erik Ørfeldt – det var man ikke med fru Dagny Ørfeldt.

En gang kom et par elever fra Grove Skole til Edderup Østergaard for at sælge mærker. Mange store organisationer solgte dengang mærker. Dybbølmærket, Sommerblomsten og Valdemarsflaget. Pengene gik til foreningernes humanitære arbejde. Da børnene, som de havde lært i skolen, høfligt spurgte fru Ørfeldt:

Wæl do vær venlig å kyw et mærke?

svarede fru Ørfeldt, at det ville hun gerne, hvis de næste gang ville huske at tiltale hende med De.

Børnene undrede sig så meget over anmodningen, at de fortalte om det, da de kom hjem fra skole.

Så hun de’ ? ? ? ? ?

Det blev der talt meget om ved middags- og kaffeselskaber den vinter.

Jamen ! ! !

Under krigen måtte Erik Ørfeldt en tur i forhør hos tyskerne. Han talte jøder blandt sine aner. Han klarede dog frisag, men nazismen havde vist sit fæle ansigt for beboerne i vort sogn – og havde en og anden nazistiske sympatier, blev man efter den tid forsigtig med at lufte dem offentlig.

Ørfeldt var kendt som en stor spasmager. Da naboens kone havde 50’års fødselsdag, indbød hun fru Ørfeldt og andre nabokoner til festen.

Ørfeldt kunne godt tænke sig at komme med, og han fik Dagny Ørfeldt med på spøgen. Hun ringede til nabokonen og beklagede, at hun på grund af fa-miliebesøg måtte melde afbud – en gammel tante fra København. Men gæstfriheden har altid haft gode kår i vort sogn, så beskeden lød: Ta’ hin da mæ!

Ingen ville nogen sinde beskylde Erik Ørfeldt for at virke feminin. Så der forestod et større maskeringsarbejde.

Stor var forbavselsen i selskabet, da Dagny Ørfeldt indfandt sig med tanten. Alene udstyret – sølvræv og hat – gjorde indtryk. Og tænk, så nægtede hun, som alle andre ordentlige koner at efterlade overtøjet i gangen. Gigt i nakken, påstod hun. Havde man kendt magen?

Den underlige fremtoning lagde med sin entre en vis dæmper på hele selskabet. Anders Møllers Dorthe, der var kendt for at have sin egen mening og aldrig var bange for at udtale den, fik dog hvislet: Har æ’ da de’ for jen! – vad er da det for en!

Det hele opløste sig dog i latter, da det gik op for selskabet, hvem damen var.

På vejen hjem gik Ørfeldt , der stadig var iført sit kostume ind i stalden hos Ajs Møller i Enghavegård. Han kendte karlen godt og ville lige spørge ham om vej til Edderup Østergaard. Ved synet af den fine dame, sprang karlen, der sad og malkede, beredvilligt ud på gangen med kasketten i hånden og gik med ud ad døren for at vise vej. Han blev lidt forundret, da damen på klingende københavnsk udbrød – Hold da kæft mand! Kan du ikke kende mig?

Den historie lo vi meget af i sognet den vinter.

Dagny og Erik Ørfeldt havde ikke selv børn, så det var en stor lykke for dem, da de blev adoptivforældre til den venlige og rare Poul. Desværre skulle de opleve den store sorg, at han som ganske ung mistede livet ved en tragisk færdselsulykke, da han på sin knallert drejede ud foran en bil.

Carl J. fortæller
Vejen fra krydset ved Harry Jensen ned til Edderup Skovgaard havde vi respekt for. Under den store snestorm i 1942 tog det 21 dage at rydde den, fordi sneen skulle kastes op i tre etager. Det var for øvrigt her Erik Ørfeldt, der det år var snefoged, blev udsat for snekasternes drillerier.

Man havde lige gravet sig gennem en stor drive. Der blev gravet ekstra dybt ind i bunden af driven, inden man råbte til Ørfeldt:

Ska’ vi osse kåst sne i muen?

Da Ørfeldt intetanende trådte op på den udhængende kant, fik han sig til stor fornøjelse for snekasterne en rask tur på enden ned på vejen. Han prøvede turen en gang til lidt senere. Tredje gang lærte han at gå ned på vejen et sted, hvor driverne var lidt lavere.

Anna A. M. fortæller
Jeg tjente en overgang hos Dagny og Erik Ørfeldt. Jeg fik 75 kr. om måneden. Det var en god løn.

Fru Ørfeldt ville have, at vi sagde De til hende og hendes mand. Ørfeldt kom senere listende hen til vi nyansatte og sagde, at vi gerne måtte sige du til ham, når hans kone ikke var til stede.

En gang skulle jeg med Christian, min senere mand, i biografen. Vejret var meget dårligt, så fru Ørfeldt sagde, at jeg skulle tage gummistøvler på.

Anna: A hår ingen gummistøvler!

Fru Ørfeldt: Det har jeg!

Anna: Må a lon din’ gummistøvler?

Det måtte jeg gerne og fru Ørfeldt lod endog, som om hun ikke hørte min fortalelse.

Hver uge tog fru Ørfeldt en tur med rutebilen til Randers, hvor hun besøgte sin familie. Når hun kom hjem, havde hun altid en kage med til alle – både familien og vi ansatte.

Der var mange, der så lidt skævt til fru Ørfeldt, men jeg var meget glad for at tjene på Edderup Østergaard.

Sven B. fortæller
Straks efter min konfirmation kom jeg ud at arbejde som daglejer på forskellige gårde. En overgang arbejdede jeg hos Erik Ørfeldt på Edderup Østergaard, hvor jeg bl.a. skulle spre’ mog. Det var et beskidt stykke arbejde. Først blev møget læsset på vognen i møngen – møddingen, så blev det ude på marken hakket af vognen med en møggreb i små hobe. Derefter skulle vi ælte os frem gennem marken i gummistøvler for at sprede det ud i et jævnt lag. Daglønnen var ikke overvældende. For en hel dags hårdt slid med moggrewen – møjgreben, fik jeg 15 kr. Efter at min far havde talt med Ørfeldt blev lønnen dog hævet til 18 kroner om dagen. Det var stadig ikke en løn, man blev fed af, men arbejdskraft var billig den gang.

Chr. R. fortæller
Jeg arbejdede på Edderup Østergaard i et år. Jeg havde det godt med Erik Ørfeldt, mens mit forhold til Fruen var mere reserveret.

Vi spiste ikke sammen med Ørfeldts, og fru Ørfeldt så meget gerne, at vi ikke kom ind, men i fritiden opholdt os ude på vore værelser. Anderledes var det, hvis hun var alene hjemme i tordenvejr, så blev vi inviteret ind til kaffe og bedt om at blive, hvis vi gjorde tegn til at gå, inden uvejret var forbi.

Ove Lindskov fortæller
En gang arbejdede Marinus som daglejer på Edderup Østergaard hos Erik Ørfeldt. Fru Ørfeldt var kendt for ikke at lade alle og enhver komme sig nær. Helt modsat sin mand, krævede hun, at blive tiltalt med DE, hvilket var ualmindelig på vor egn.

Det var almindeligt at daglejere som en del af lønnen fik serveret eftermiddagskaffe. Det gav et tiltrængt hvil i det hårde arbejde.

Da Marinus den første dag mødte op for at få kaffe, undskyldte fru Ørfeldt, at hun havde fået uventede gæster, så desværre kunne hun ikke servere eftermiddagskaffe.

Også den anden dag var der forhindringer, så . . hr. Axelsen måtte undskylde.

Da Marinus tredje dag mødte op og fik samme besked, blev han vred og udbrød: DO! Dagny! ! ! !

Slutningen af udbruddet er for længst glemt, men at Marinus havde sagt Do til fru Dagny Ørfeldt, blev der talt meget om den sommer. Det vakte en vis anerkendelse. Vi vidste nemlig, at respekten for mennesker ikke ses i tiltaleformen – DE eller DO – den gør hver enkelt sig fortjent til.