Når vi skulle i skole, gik vi uanset vejret de fire km til Grove. Om vinteren i træsko og om sommeren i gymnastiksko. Alle børn og voksne gik i lærredssko. Der var to udgaver. De brune, der var de mest praktiske og de hvide, der blev anset for at være de fineste, hvis de blev holdt rene. Når de var snavsede, skulle de vaskes og kridtes med skopasta fra den tube, man kunne købe i Brugsen, så var de som nye, indtil man kom til at trampe lidt hårdt i grusvejen, kom for tæt på en græstot eller en ko . . . . Nej! De brune var nu de mest praktiske – i alle tilfælde til drenge.

Det var en alvorlig sag at gå i skole i Grove. Man skulle arbejde og lære noget – i alle tilfælde skulle man sidde stille og holde mund – tænkte man på konsekvenserne, var det også kun de færreste, der havde lyst til andet.

Havde en af tjenestedrengene været tidligt oppe om morgenen for at hjælpe med i stalden, kunne det undertiden være svært for ham at holde sig vågen, når han sad der i den varme sol ved vinduerne.

Når skoledagen var til ende, stillede vi op på række ved siden af pultene og sang en lille sang:

Nu er dagen til ende,

og vi hjemad skal gå,

hvad vi lærte derhenne,

skal vi nok huske på.

Efter sangen gik pigerne først ud. De sad på bænkene midt i skolestuen ved siden af den store, sorte kakkelovn. I Grove Skole var det drengenes privilegium at sidde langs de store, utætte vinduer og fryse om vinteren. Når pigerne gik forbi lærer Bach nejede de. Derefter gik drengene – vi bukkede. Jow! Jow! Vi lærte skam pli i Grove Skole.

Jeg husker især min første skoledag. Idet jeg gik forbi Bach, tog han min hånd og gav mig en to-øre og en fem-øre. Syv ører! Jeg blev overrasket. Jeg kom ud i den lille forgang, fandt mine træsko og tumlede ud i skolegården.

Jeg, der ellers aldrig havde penge, var den lykkelige ejer af SYV ører. I dag kan man trække på smilebåndet af det, men jeg så allerede mig selv i købmandsbutikken. Købmanden bag disken stod med en af de høje metaldåser, der altid først skulle have et kraftigt dunk i disken, inden han kunne komme for to øre Kongen af Danmark-, althea-, hindbær- eller pebermyntebolcher i det hjemmelavede kræmmerhus – måske har tanken om at spille flottenhejmer – at købe nogle af de dyre, fyldte bolcher – strejfet mig. Jeg husker det ikke, men syv øre. Jeg kunne jo købe bolcher eller knalde, som vi kaldte bolcher, til hele familien. Jeg glemmer det aldrig!

Når vi gik i skole, havde vi mellemmadder med i brunt papir. Som pålæg havde vi købt pølseender hos slagteren til fuglekvidder. Det var billigt og rakte til mange stykker mad – men for det meste var det leverpostej og æg.

Det betød ikke så meget, hvis bare jeg havde et stykke af Mors hjemmebagte sigtebrød med, så kunne jeg altid bytte med Casper, som vi kaldte Knud Pedersen fra Sem. Han var en meget stor ynder af min mors hjemmebag.

Min far og mor havde boet to steder i Enslev, inden de omkring 1923 flyttede til et hus i Edderup. Huset solgte vi senere til Jens Vase.
Vi flyttede derefter ned i Sprut Jens Christians og Karolines hus – i daglig tale kaldet Pjaltenborg. Det lå lige neden for Bækkebo, hvor Rasmus Kastbjerg boede. Jorden var meget dårlig og sydvendt, så det var så som så med udbyttet. Til sidst måtte vi rejse derfra, fordi min far ikke kunne klare udgifterne. Ejendommen blev overtaget af kreditforeningen.

Rasmus Kastberg så efter bygningerne og dyrkede jorden. Efter nogen tid købte han ejendommen. Huset forfaldt og blev senere revet ned.

Vi flyttede ud i det hus, der blev kaldt Sorgenfri. Det lå ved den vej, der nu hedder Havndalvej, som nærmeste nabo til Jens Vase. Her kom vi til at bo sammen med to andre familier, indtil vi omkring 1928 flyttede til Skrødstrup.
I Sorgenfri, der nu også er nedrevet, var der tre små boliger. Vi kom til at bo i den lejlighed, der vendte mod vest. Hver bolig bestod af to rum, så det var småt med pladsen.
Havde vi gæster om aftenen, kunne vi børn ikke komme i seng, før de var gået hjem, de sad jo på slagbænken, hvor vi skulle sove.
Alt var meget spartansk. Vand til madlavning og vask hentede vi i blikspande ved brønden ude i gården.

Far var arbejdsmand. Han påtog sig alt muligt arbejde. Når en kuldamper tudede nede ved Dania, betød det arbejde. Far måtte skynde sig af sted, for der var mange, der havde brug for pengene, og arbejdet gik til dem, der kom først. Det var et slidsomt og hårdt arbejde at losse kullene. Værst var det om vinteren, for Far havde kun træsko. For at beskytte sig mod kulden var han nødt til, når han gik på arbejde, at snøre sække om benene og putte en avis ind på brystet.
Undertiden kom han først hjem sent om aftenen – sort som en neger, så måtte Mor gnide ham ind i margarine, inden han vaskede sig, ellers kunne han ikke få kulstøvet af.

Alligevel var vi heldige. Mange af de, der arbejdede fast på Dania, boede i barakker ved fabrikken og kom kun hjem om søndagen.

Engang var der storbrand i Sem Hede. Far og andre arbejdsmænd blev tilkaldt. De forsøgte at slukke ilden ved at slå den ned med våde sække. Det tog lang tid, inden ilden blev slukket. En stor del af heden brændte ved den lejlighed.

Om sommeren i høsttiden vaskede vi os udenfor. Mor, der var meget omsorgsfuld, stillede en balje fyldt med vand ud i solen, så var vandet lunt om aftenen, når vi kom hjem fra arbejde. Hun havde også hængte et forhæng af sække op, så kunne vi stå der bag forhænget og bade i det dejlige, lune vand fra baljen.

Far var fagforeningsformand. Det betød, at han en overgang sad i sognerådet. Det var ikke altid nemt den gang. Kommunen var en venstre kommune, så gennemslagskraften var ikke så stor for en socialdemokrat.

Det var meget svært at få pengene til at slå til. For at være sikker på, at der var lidt at holde jul for, satte mange penge i Julens Glæde, hvor Far en tid var formand. Indsamlerne gik rundt til folk en gang om måneden. Man kunne så indbetale et beløb – stort eller lille. Ved juletid kunne man hæve det indbetalte beløb. Det var en kærkommen håndsrækning i en dyr tid.
Julen var en travl tid. Gulvene skulle ferniseres, og kakkelovnen pudses i sort kakkelovnssværte til den skinnede. Julegaver var der ikke råd til i mit hjem, før mine store søskende kom ud at tjene. Vi havde ikke pengene, men det var jo ens for alle den gang.
Julemaden var meget spartansk. Hvis der var råd, fik vi flæskesteg, men som regel var det risengrød, hvortil vi drak en kande jule- eller hvidtøl med sukker.

Der var ikke ret mange kvinder, der havde fast arbejde uden for hjemmet. De var hjemmegående. Det var min mor også. Om sommeren kunne hun tjene lidt penge ved at plukke blåbær og tyttebær i Sem Hede. Når hun havde plukket det antal kilo, der var bestilt, kom hun bærrene i en barnevogn og kørte rundt og afleverede dem. Det hjalp godt på husholdningspengene.

Lige over for os på den anden side af vejen boede Jelne Pier i et lille hus, han selv havde bygget. Materialerne havde han kørt næsten to km på sin trillebør fra et sammenfaldet hus, der lå næsten i Grove.

Når han skulle i byen, kom han undertiden over og bad min mor om hjælp. Hun skulle fodre og malke geden. Det var nu ikke et arbejde, hun var særlig glad for. Ikke så sjældent var hun fyldt med lopper, når hun kom hjem.

Vi gik til skole i Grove. Det var en lang tur at gå, især om vinteren. Hvis der var meget sne eller is, fik vi trukket lange strømper uden på kludeskoene, det var af den slags, som havde sorte såler af bildæk, så kunne vi bedre holde varmen og stå fast, hvis det var glat.
I skolen blev vort våde tøj lagt til tørre på kakkelovnen i skolestuen eller inde i køkkenet hos fru Bach ved komfuret, så var det dejlig tørt og varmt, når vi skulle gå den lange vej hjem fra skole.

Efter min konfirmation i Sem Kirke, blev der holdt en fest hjemme. Jeg fik tre kroner i gave af gæsterne.
Det var den almindelige opfattelse, at når man var blevet konfirmeret, var man voksen, og så skulle man kunne klare sig selv. Man kunne ikke længere regne med at få hjælp hjemmefra.

Jeg kom straks ud at tjene. Lønnen var 15 kroner om måneden. Hvis jeg passede på og kun brugte penge på nyttige ting, kunne jeg klare mig selv.

Tøj kunne købes billigt i Sommers Magasiner, Dalls Varehus eller Bulldog. De tre varehuse, der et par gange om året – sommer og vinter – sendte kataloger ud til alle husstande i landet. Man kunne købe alt muligt, legetøj, julepynt, bånd, sygrej, bordpynt og tøj. For eksempel kunne man købe en sød bomuldskjole for to kr., hvis man da ikke foretrak en af de dyre, der kostede hele ni kr. Det var ikke så sjældent at flere af de unge piger gik i den samme type kjole, for alle købte jo den slags tøj, der måske ikke var det mest moderne, men tøjet var godt og holdbart.

Om søndagen var der livligt i Sorgenfri. Der boede en familie i hver af de tre lejligheder. Det var ikke ualmindeligt, at alle børnene kom hjem på en gang, så var vi 36 personer.

Da vores bedstefar døde, overtog morbror Søren ejendommen. Mor blev boende for at passe hus for ham, som hun havde gjort for Bedstefar.

Morbror Søren var en overgang med i det Det flyvende Korps. Det kaldte man de mænd, Hedeselkabet ansatte, når de mange læhegn og store skovarealer skulle plantes til. Han cyklede mange hundrede kilometer rundt i landet for at arbejde.

Han var meget praktisk. Det var altid ham, man skulle have fat i, hvis symaskinen ikke fungerede, eller hvis der var vrøvl med cykelen.

Han blev som en far for mig. Det var ofte ham, der hjalp mig med lektierne – selv om tålmodighed ikke var hans stærke side.

Jeg husker specielt en gang, vi blev uvenner, fordi han ville lære mig klokken. Jeg var ikke ret gammel og forstod til hans store ærgrelse ikke instruktionen. Vi gav op. Jeg har senere lært klokken.

Da jeg var 10 år, løb jeg og legede med nogle af mine kammerater nede ved vandet i Fladbjerg, hvor min familie boede. En mand fra Nebstrup havde været i Assens for at søge en hjorddreng. Der var ingen ledige, så da han så os, råbte han: Æ’d ingen o jer, der hår lyst te å kom ud å tien. Det kunne jeg da godt tænke mig. Så gik turen hjem til min mor. Væl han ud, ska’ han da også ha’ lov, sagde hun. Så fik jeg plads i Nebstrup.

Da jeg var 15 år, tjente jeg hos sognefogeden i Edderup, Anders Møller. Det var det år, jeg blev konfirmeret.

Senere arbejdede jeg i fire år på Jomfrubakken ved Mariager. Der kørte jeg mælk. Jeg kunne næsten ikke løfte spandene. Først løftede jeg dem fra jorden op på hjulet og derefter op på vognen.

Jeg lærte Agnes Møller at kende. Hun var datter af Chr. Møller i Dalsgaard i Grove. Jeg blev karl på gården og senere, da Chr. Møller købte ejendom i Edderup, forpagtede vi Dalsgaard i seks år.
Det gik godt. Så godt, at Chr. Møller forlangte mere for forpagtningen. Det ville jeg ikke give, så vi flyttede til Edderup i det hus, der stadig ligger overfor Enghavegaard. Jeg fik arbejde som fast daglejer på Edderup Skovgaard.

Mens jeg arbejdede hos min svigerfar, Chr. Møller, i Grove, kom sognefogeden i Sem, Chr. Pedersen, på besøg. Inden han gik ind i stuen, tog han sine støvler af. Da han skulle hjem, kunne han ikke på grund af en dårlig tå, få sine støvler på igen. Min svigerfar spurgte, om jeg ikke lige kunne køre ham hjem. Æ’u (er du) skikkelig kyren, spurgte Chr. Pedersen. Det var vi altid med den Bitte Røde. Det gik i hvert fald stærkt. Så snart jeg satte foden på trinnet, satte hesten i gang som en hvirvelvind. Den standsede ikke, før vi holdt på Sembygaard. Chr. Pedersen havde på hele turen ikke mælet et ord. Han holdt sig, så godt han kunne, fast med et hårdt greb i vognen.
Det var søndag lige efter kirketid. I Sem ved kirkevejen stod pastor Nørgaard, organisten, lærer Christiansen, fra Skrødstrup, og kirkesangeren, lærer Bach, fra Grove, og snakkede. Mens de høfligt lettede på hatten, kikkede de forundret efter jumben, der jog af sted. Chr. Pedersen nåede ikke at lette på hatten. Han holdt fast. Senere kommenterede lærer Bach episoden med ordene: Jeg skal love for, at Chr. Pedersen kom af sted.

Under krigen var der en tysk garnison i Assens. Når de manglede forplejning til mennesker og dyr, drog de ud for at købe det i omegnen. De medbragte da en skriftlig rekvisition fra kommandanten – på tysk forstås. Det var nu ikke, fordi vi mærkede så meget til tyskerne i Edderup, men et par gange havde vi fornøjelsen.
Vi boede dengang i Vestervang. En dag kom en tysker og en russisk medhjælper ind i gården og forlangte kartofler. Jeg forklarede, at vi ikke havde nogle kartofler inde. Tyskeren blev vred og truede mig med sin pistol. Så måtte vi jo ud til kartoffelkulen. Her ville han have kartoflerne sorteret. Det skulle russeren og jeg gøre, mens han gik op til Christen Søndergaard.
Da han var godt på vej, begyndte vi at læsse kartofler på vognen – uden at sortere dem. Det opdagede tyskeren. Han kom springende tilbage og gav os en ordentlig omgang, så gik han igen op mod Christen Søndergaard. Kort tid efter vendte han tilbage. Nu ville han ikke have vores kartofler, for Søndergaard havde allerede sorteret sine kartofler i fine bunker, så dem tog han i stedet.

En dag, jeg kom på besøg hos min svoger, Christen Borresen, der boede i Engvang, var han meget oprørt. Ude i gården stod to tyske soldater i grønne uniformer og med geværet over skulderen. Den ene var noget aggressiv, mens den anden, der kunne tale lidt dansk, var venligere. Det skulle senere vise sig, at han også havde humor.

Di wæl ha mit kuen, sagde Chresten. Harfor genner do dem it ud, spurgte jeg. Vi vidste, at tyskerne havde ordre til ikke at skyde på civile, så vi kunne jo tage chancen. Efter nogen diskussion fik jeg den sure skubbet ud i gården, mens den anden tysker stod og morede sig.

Så forsøgte de sig på naboejendommen, hvor Carly var alene hjemme. Victor Christensen var på arbejde. Carla begyndte at græde. Efter succesen hos Christen forsøgte jeg mig igen. Inde i huset fik jeg et godt tag i den sures nakke og r.., så jeg kunne trække ham ud af huset. Hans kammerat nøjedes igen med at grinede.

Så forsøgte de tredje gang. Det var hos mig i Vestervang. Vores hund, Lütt, en stor dansk hund, kom springende ud. Det kølede den sure lidt af, men han tog sig sammen og begyndte at undersøge, om der var noget at hente på loftet eller i laden.

Jeg var efterhånden blevet godt træt af deres besøg. Vi havde lige skåret nogle havreneg til hakkelse. Da den sure skulle ned fra loftet, hjalp jeg ham lidt – han endte i hakkelsekassen. Lettere chokeret kom han ud på gårdspladsen med avner og korn i håret og på uniformen. Kammeraten kunne igen se det kosmiske og lo højt. Pludselig skulle de hjem. Det var sidste gang, vi havde besøg af tyske soldater.

Den gang skulle alt tælles, vejes og kontrolleres: høns, svin, korn, uld. En del af kornet og ulden skulle man aflevere. Alle kunne af sognerådet blive udpeget som kontrollant. Det var borgerligt ombud. Victor Christensen og jeg var en overgang udpeget.
Man kunne være mere eller mindre emsig. Det blev fortalte, at Marinus Christensen alias Korporalen i Sem under vejningen var så akkurat, at han næsten skulle have den sidste kerne bidt over for at få resultatet til at stemme.

Om vinteren rykkede Mads Hansen og Anders Finn rødder op i Semskoven. Jeg kørte rødderne til Mariager, hvor de blev læsset på et skib. De blev betalt pr. rummeter. Det var som at købe elastik i metermål. Mads var god til at stable rødderne op – den tykke ende inderst. Jeg plejede at kunne have to rummeter på vognen. Når jeg kørte træ fra Semskoven, var der undertiden otte rummeter på ladet.

Jeg kørte en overgang grus fra en sandgrav tæt ved Nebstrup. Senere, da veen fra Edderup Østergaard til Trinderup skulle anlægges, kom jeg igen til at arbejde sammen med Mads og Anders. De harpede gruset, der blev brugt til vejen i en sandgrav tæt ved Nebstrup. Jeg kørte det op til vejen i den nye gummivogn, jeg lige havde købt for 2.100 kroner, som jeg lånte i banken.

Min svigerfar havde købt 30 td. land hede af Laurids Pedersen i Sem. Jeg opdyrkede de 16 td. land. Det var et stort arbejde. Vi lagde jernkæder om træerne, og lod hestene trække, mens vi huggede med øksen eller gravede med skovlen for at få rødderne op. De store sten blev slæbt væk af hestene, efter at vi havde lagt en tyk jernkæde om dem.
Derefter måtte vi i gang med at pløje med den brede plov, inden vi kunne begynde at harve med fjederharve. De rødder, vi harvede op, var gode til at fyre med i komfuret, hvis de da ikke blev brændt af på stedet. Så harvede vi igen flere gange. Ind imellem samlede vi sten op. Endelig kunne vi så forårsbrug eller lupiner, der var gode til at gøde jorden.
Chr. B. Møller fandt en sten, der var så stor, at der blev tre hele vognlæs ud af den. Han slog den i stykker med en forhammer – det tog meget lang tid.

I 1943 holdt tyskerne øvelse i Sem Hede. Ved den lejlighed skød de med kanoner op i heden lige nord for Grove Skole. Kanonerne var placeret i Sembygaards Hede. At de skød op over husene i Edderup generede ikke tyskerne.
Agnes og Karen Vase tyndede roer på skolemarken nord for skolen. De måtte gå hjem, da kuglerne begyndte at falde rundt om dem. En af vore heste fik en kugle gennem manken. Hos Christen Borresen gik en kugle gennem bryggersvinduet og en anden gennem et vindue i stuen. Den borede sig ned i gulvet, hvor sønnen, Anders, kort før havde leget.
I 1944 beslaglagde tyskerne heste. Lisbeth kom ud i marken, hvor jeg arbejdede og fortalte, at der lå tyske soldater i grøften og ventede på, at jeg skulle komme hjem med hestene. Jeg trak dem op i Edderup Skovgaards Hede bag Rosenborg, hvor Peder Molberg boede, for at gemme dem. Jeg ventede med at tage hjem, til jeg kunne se, at soldaterne var borte.

Efter Krigen havde min svigerfader købt 32 td. land af Erik Ørfeldt på Edderup Østergaard for 50 kr. pr. td. land. Vi fik 10 td. land, hvor vi skulle bygge en ejendom.

Byggeriet begyndte i 1956, mens jeg var karl hos Anders Møller. Først gravede vi brønden. Vi gravede ind under de store brøndrør, så de sank ned. Til sidst var der ni rør oven på hinanden.

Nogle år senere måtte vi atter i gang, fordi der ikke var vand nok i brønden. Der blev sat to lidt mindre rør indeni. Jens Navndrup murede. Jeg klarede selv gravearbejdet og var arbejdsmand om dagen. Om aftenen gik jeg ned og arbejdede hos Anders Møller, hvor også Ingrid arbejdede. Taget lagde jeg selv op med Jens Vase som hjælper. Det var en stor lettelse, da huset var færdigt, og vi havde vort eget.

En overgang var jeg snefoged. Det var borgerligt ombud. Man fik fra kommunen tilsendt lister over, hvor mange personer der skulle stille til snekastning fra hver ejendom. Det var afhængigt af ejendommens areal. Edderup Skovgård skulle stille fire karle. En større gård to karle. En ejendom en karl. Et hus en mand ½ dag pr. bud. Et bud gjaldt i tre dage, så begyndte man forfra igen.

Ejeren på Edderup Skovgaard kunne dårligt undvære de fire karle. I stedet tilbød han at stille med en hjemmelavet sneplov og fire belgiere. Mens snekasterne sad på ladet, gennemkørte han turen fra Edderup til Trinderup. Til sidst kørte han en tur ude på marken langs vejen ned til Edderup Skovgaard. Det betød, at driverne kom på marken og ikke på vejen. Ingen havde noget imod den ordning.

Den vej havde vi ellers respekt for. Under den store snestorm i 1943 tog det 21 dage at rydde den, fordi sneen skulle kastes op i tre etager. Det var for øvrigt her Erik Ørfeldt, der var snefoged det år, blev udsat for snekasternes drilleri.

Man havde lige gravet sig gennem en stor drive. Der blev gravet ekstra dybt ind i bunden af driven, inden man råbte til Ørfeldt: Ska’ vi også kåst sne i muen – i morgen. Da Ørfeldt intetanende trådte op på den udhængende kant, fik han sig en rask tur på enden ned på vejen til stor fornøjelse for snekasterne. Han prøvede det samme en gang senere, inden han lærte at gå ned på vejen et sted, hvor driverne var lavere.

En gang bød Christen Borresen og jeg på mælketuren i Edderup – og fik den. Hver anden dag startede jeg kl. seks om morgenen og kørte i skridtgang mod Havndal, hvor jeg skulle være kl. otte Der var ca. 50 spande a’ 40 kg, der skulle læsses. Turen hjem foregik i trav, så den tog kun 1½ time.
Det var almindeligt, at folk ringede til Brugsen eller dyrlægen for at få varer med mælkevognen hjem. Det kunne medføre små specialopgaver.

Dagny Ørfeldt brød sig ikke om, at hendes mand røg, men Ørfeldt elskede en cigar. Vi havde derfor den aftale, at jeg skulle købe en æske cigarer, 10 Golf, og anbringe den i den kasse med grutning, der stod ude i stalden. Erik Ørfeldt kunne så ryge en cigar, når han var i marken uden at genere sin kone Mælketuren kunne være hård om vinteren. En gang kom vi tre mælkevogne til Kastbjerg på samme tid. Der lå en stor drive. Jeg kørte igennem. De andre turde ikke. Da jeg kom til Havndal, kunne jeg give sneploven besked, så vejen kunne blive ryddet.

Jeg er født 1916 på Ajstrup Mark ved Hadsund, der havde mine forældre en lille landejendom. Min mor døde af den spanske syge i 1918, da jeg var 2 år gammel. Ved hendes begravelse var der en ældre dame, en moster til min far, som bad, om hun måtte tage mig med hjem en tid. Det fik hun lov til. Der var syv ukonfirmerede børn i hjemmet. Vi var fire småpiger og tre lidt større drenge fra et tidligere ægteskab og to store piger, som var ude at tjene. En tid blev til 6½ år. Jeg var 8½ år gammel, da jeg kom til at bo hos min moster Line i Edderup.

Min far ville have mig hjem, men min første plejemor syntes ikke, at mine søskende havde det godt med de forskellige husbestyrerinder, og jeg var jo vant til at være enebarn.

Sådan begyndte min tid i Edderup og Grove Skole. Min moster Line arvede huset i Edderup, da hendes mor døde i 1915. Så vidt jeg har forstået, flyttede min moster hjem til sin mor, da hendes far døde i 1908.

Min mormor vævede, og Moster havde en strikkemaskine, så hun kunne strikke for folk. Hun gik også ud og arbejdede, når der var arbejde at få. Det kunne være roe- eller kartoffeloptagning, høstarbejde, vask eller rengøring rundt om i hjemmene. Hun hjalp også til ved fester.
Moster Line var et sødt og meget flittigt menneske. Jeg kan huske, at lønnen for en storvask fra tidlig morgen til sen aften var to kroner, da jeg boede hos hende.
Der kunne være flinke folk, som sagde, at jeg skulle komme hen til dem efter skoletid, når Moster arbejdede hos dem. Så spiste jeg til aften der, og Moster var fri for at gå alene hjem, når det var mørkt. Det var hun ikke glad for.
Sammen med huset havde min moster “arvet” en ældre mand, som hed Peder Frederiksen. Han blev kaldt Pier. Han havde haft den aftale med min mormor, at han skulle bo i den ene stue – der var fire – og have renlighed og forplejning. Til gengæld skulle han betale regningen i Brugsen.
Pier havde to geder, som græssede i vejgrøfterne om sommeren. De gav mælk til husholdningen.
Jeg havde været hos Moster Line i 1½ år, da Pier døde. Han havde voksne børn, som kom og hentede hans ejendele bl.a. gederne.

Efter den tid hentede vi mælk hos Anders Møller. Det var mest mig, der gik efter mælk, når der var malketid. Jeg måtte pænt vente, til Dorthe havde tid. Hun havde en hofteskade, men var selv med til at malke køerne. En liter mælk kostede den gang 20 øre.

Dorthe har aldrig gjort mig noget ondt, men hun og mange andre syntes, at Moster ville have det meget bedre uden mig, så det var tit, jeg følte, at jeg var i vejen – aldrig for Moster, men for hendes omgangskreds.

Når der var tomt i spisekammeret, eller der ikke var mere petroleum, måtte jeg traske i mine spidsnæsede træsko til Brugsen i Kastbjerg. Kunne jeg få følgeskab af en anden, var det en spændende tur. Vi fik som regel en to eller fem øre, som vi måtte bruge.

Ved Kastbjerg Mølle kunne vi gå ned under den bro, der var over åen. Der var en cementkant, som vi kunne sidde på og svinge med benene. På varme dage kunne vi dyppe tæerne i vandet. Jeg behøvede den lille hvilestund, når jeg havde mel, sukker, kaffe m.m. i Mosters bæreklæde, et stykke firkantet tøj, som vi stablede varerne midt på, inden hjørnerne blev bundet sammen to og to. Foruden klædet havde jeg dunken med de fire liter petroleum. Det med bæreklædet var nok allerede i min barndom lidt gammeldags. Jeg har aldrig set det andre steder end hos Moster. Jeg brugte det også sommetider, når jeg skulle bringe strikvarer ud til Mosters kunder. Så var jeg spændt på, om jeg fik betalingen. Jeg vidste jo, at hun behøvede pengene.

Da jeg begyndte i Grove Skole hed læreren Jacobsen. Vi var ikke de allerbedste venner. Jeg syntes altid, han var efter mig. Jeg havde gået i Udbyover skole. Det hed den, selvom den lå i udkanten af Havndal. Den var noget større end skolen i Grove. Jeg gik i 3. klasse, da jeg blev flyttet.

Min skønskrift var forfærdelig dårlig, og så kunne jeg ikke synge. Det var ellers de to ting, lærer Jacobsen gik meget op i. Jeg kunne godt selv se, at de, der var begyndt i Grove skole, skrev meget pænere end jeg. Vi skulle synge en ad gangen. Det fik jeg megen utak for, men det hjalp jo ikke spor. Jeg ville så gerne synge, men jeg var tonedøv og det, selvom jeg havde søskende, som var meget musikalske.

Lærer Jacobsen rejste. Han blev afløst af en vikar, der hed Brix. Det er meget sjovt, for da jeg blev født, var mine forældre og lærer Brix’s forældre naboer. Min storebror sagde: Ham har jeg leget med, da jeg var dreng. Min bror var bare ti år ældre end jeg, så det siger sig selv, at lærer Brix var meget ung. Vi fik også at vide, at han var for ung til at blive fast ansat, så han var der vist bare nogle måneder. Så kom Lærer Bach med frue og en ganske lille søn.

Med lærer Bach begyndte en lykkelig tid i mit skoleliv. Stod den lille dreng ude i sin vogn, kunne man være sikker på, hvor jeg var i frikvarteret. Jeg var meget glad for ham, og hvis det ikke er helt galt med hukommelsen, hed han Sven Egon. Jeg blev spurgt, om jeg ville køre lidt med ham efter skoletid. Det ville jeg meget gerne. Så skulle jeg spise sammen med familien, inden jeg gik hjem. Jeg var også sommetider med inde at spise i middagsmad i frikvarteret. Det var en lykkelig tid for en fattig pige. Jeg elskede den lille dreng og var lykkelig for at få lov til at lege med ham – og så fik jeg oven i købet penge for det. Jeg var gammel nok til at forstå, at det var en hjælp for Moster Line. Både lærer Bach og fru Bach var meget gode mod mig.

Når jeg traf dem senere i livet sammen med mine børn, sagde Bach altid til dem, at han var deres Bedstefar.

Da Moster og jeg blev alene, lejede hun den ene ende af huset ud. Der var to stuer og et køkken. Moster og jeg havde to stuer, men intet køkken. Vi kunne koge på kakkelovnen eller på den primus, der stod i mellemgangen mellem de to lejligheder. Vi vaskede os også i mellemgangen. Det blev nu ikke til et rigtigt bad. Vi måtte klare os med etagevask. Moster var meget renlig, så der blev skrubbet.
Når jeg skulle i skole om morgenen, satte Moster vaskefadet ind på en stol ved siden af kakkelovnen, så jeg kunne stå der i varmen og vaske mig. Vandet hentede vi i en lille bæk, der løb nedenfor huset. Det var en fin legeplads. Vi legede ofte ved og omkring bækken, især om sommeren.

Vi spiste meget øllebrød og grød, men vi fik også tit kartofler og flæsk. Moster købte en gang imellem et stykke røget flæsk. Det kunne bedst holde sig. Vi havde jo hverken kælder eller køleskab. Når slagtervognen kom, kunne vi få knækpølser og leverpostej for 10 øre. Så var der fest, ellers spiste vi mest ost og sukker på vores mad.
Når jeg havde fødselsdag, skulle jeg have budding med saftsauce eller pandekager. Da måtte man jo selv ønske.

De første nye lejere, vi fik efter Peders død, var Martinus Molberg og hans kone, Ane. De blev senere skilt. De havde to piger, Minna og Asta. De var begge lidt yngre end jeg, men i dem fik jeg legekammerater og følgeskab til skolen.
Vi piger gik sommetider en tur til Edderup Krat især om foråret, når der var nyudsprungne bøgegrene og anemoner.
Om sommeren badede vi i åen, selvom det var lidt koldt. Vi havde ingen badedragt, men vi vidste jo, hvad der hørte sig til. Skam få den, som giver sig. Vi havde en undertrøje, og var den ikke lang nok, så havde vi en underkjole, der ved hjælp af en sikkerhedsnål blev til en fin badedragt, så vi kunne bade anstændigt.
Vi piger spillede meget bold, hvis vi da ikke legede med dukker. Jeg, som først havde været plejebarn i et mere velhavende hjem, havde både dukker og dukkevogn fra den tid.
Henne i nabohuset boede en familie med mange børn. Der var en dreng, der var lidt ældre end jeg. Han kom sommetider hen for at lege. Så spillede vi pind eller langbold. Det var meget brugt på den tid.

Jeg var jo ikke forældreløs, for min far levede. Han blev 95 år. Af og til kom han og så efter, om jeg havde det godt hos Moster.
Når jeg havde ferie fra skolen, forlangte han, at jeg skulle være hjemme hos ham, så jeg kunne holde kontakten med ham og mine søskende ved lige. Mine søstre kom somme tider på ferie i Edderup hos Moster Line.

Jeg havde en søster, som var 14 år ældre end jeg. Hun var gift og boede i Assens. Hun syntes, at jeg skulle tage ansvar for mig selv og selvfølgelig hjælpe Moster Line. Da jeg var 13 år, bestemte hun, at nu skulle jeg ud at tjene. Jeg fik plads på en gård i Skrødstrup. Jeg skulle have 30 kroner for et år. Mit arbejde var at malke og hjælpe til i marken.

Det sidste halve år, jeg gik i skole, blev jeg flyttet til Skrødstrup Skole. Det var den 1. november 1929.
Det var hårdt at sige farvel til Grove Skole, parret Bach og den lille dreng, men der var ingen kære mor. Jeg skulle nu til at forsørge mig selv.
Jeg blev udskrevet fra Skrødstrup Skole om foråret, men fortsatte med at gå til præst hos pastor Skjærbæk i Hem sommeren over.

Den 5. oktober 1930 blev jeg konfirmeret i Sem Kirke. Anders Møller kørte os til kirken. Han var en af de få, der havde bil den gang. Nummeret var V44, så man kan se, at der ikke var mange biler i amtet.

Der hvor jeg tjente, skulle vi samle kartofler op om lørdagen. Vi skulle være helt færdige, så klokken var over ni om aftenen, inden jeg kunne begynde at gå til Edderup. De kunne slet ikke forstå, hvor jeg blev af. Min søster var jo for længst kommet.

Min ældre søster var ikke bare streng. Hun havde lært at sy, så hun syede alt mit tøj. Det var også hende, der bestemte, at mine brødre, der var voksne, skulle give en skilling til hjælp, så jeg skulle få nyt tøj til min konfirmation. Efter konfirmationen blev der holdt en lille fest i mit hjem. Det var i den gamle skole i Edderup hos Moster Line. Det var jo stadig mit hjem.

Det blev forlangt, at jeg mandag morgen skulle møde i min plads for at malke, men her sagde min søster stop. Jeg skulle have fri om mandagen. Det hørte sig til, mente hun, så kunne jeg gå til Skrydstrup tirsdag formiddag. Det fik jeg mange skæld ud for, men pyt – – – der var ikke lang tid til 1. november, skiftedag.

Jeg havde fået plads på Nebstrup Mark. Det var lidt nærmere ved Edderup. I min nye plads skulle jeg have 180 kr. for et år. Det var virkelig mange penge.

Min far var gift med to søstre efter hinanden. Min moster var altså også en kær moster til min ældre, strenge søster, selvom vi ikke havde samme mor.

Da jeg kom til at bo hos Moster, havde hun nogle gode venner: Sophie Kastberg, hendes søn, Rasmus, og svigerdatter, Marie. Jeg mener, at vi var lidt i familie med dem. Jeg tror nok, at Mormor og Sophie var kusiner.

Jeg var ni år, da Rasmus og Marie blev gift. Jeg var med til brylluppet. Jeg syntes, at Marie var så fin i sin sort silkekjole med det hvide slør. Selvom jeg absolut ikke kunne synge, gik jeg og skrålede på deres bryllupssange længe efter. Jeg havde så let ved at lære udenad. Jeg husker meget af dem endnu.

Om sommeren hjalp vi Rasmus og Marie med at skære tørv. Det var en skik helt fra Piers tid. Når tørvene blev kørt ind, fik vi et læs. Jeg syntes, at det var festligt, når det var tørvetid. Jeg kunne nok ikke hjælpe meget, så længe tørvene var våde. De var jo tunge. Men jeg husker, at jeg skulle tælle og stikke et hul i en våd tørv ved et vist antal. Vi havde saftevand og mellemmadder med, som vi sad nede ved åen og spiste. Når tørvene skulle rejses og sættes i skruer, kunne jeg hjælpe til. Og tænk, hvor vi blev sorte, når det var varmt. Vi svedte, og tørvene støvede. Rasmus og Maries lille dreng, Villy, var også med.

Det par jeg blev ansat hos på Nebstrup Mark var nogle, Anders og Dorthe kom sammen med. En gang sagde Dorthe til Moster Line. Der får hun rigtignok lov til at gøre gavn for sin løn. Det var en ros, som rørte mig meget, fordi den kom fra hende. Jeg var da 14 år.

Min mand og jeg flyttede til Sverige i 1957. I 1958 blev Moster indlagt på sygehuset i Randers med betændelse i den ene fod. Der var en læge, der udtalte, at det var tvivlsomt, om hun kunne komme til at gå igen.

Da sagde Dorthe: Kan Line it go så ka’ vi it ha hinne her!

Min storesøster svarede: Det ka’ wi, og hun ska nok blyw passet.

Så kom vores kære, lille Moster til Assens. Hun var der, til hun døde, og vist kom hun til at gå igen. Til alles glæde fik hun gode dage og mange gode venner i Assens. Hun var Moster Line til det halve af Assens.
Der kom mange mennesker hos min søster og svoger. Min søster syede for folk og min svoger var med i fodboldklubben og den førende kraft inden for Assens dilletanterne.

Moster fik mange skønne bilture. Hun besøgte mig i Sverige fem gange. Den første gang var, da min mand og jeg havde sølvbryllup i 1965. Hun kom igen året efter, da jeg fyldte 50 år.
Da Moster var i Sverige sidste gang, var hun 92 år. Hun kunne altså ikke rigtigt lide, at banken snød hende, når hun vekslede til svenske penge. Den gang fik man 79 danske kr. for 100 svenske kroner – nu er det omvendt.

Moster Line var født i Skrødstrup og opvokset i Edderup. Hun blev der, til hun var 78 år. Hun satte sit præg på den lille by på sin egen stilfærdige og flittige måde. Hun var meget dygtig til håndarbejde. Hun hæklede og syede mange fine ting, mens hun var hos min søster. Nu havde hun jo pludselig fået tid til sine egne interesser.
Moster kom til at være på gården hos Anders Møller og Dorthe mere og mere, da jeg kom ud at tjene. Hun var ked af at være alene i huset. Til sidst var det næsten, som om Dorthe ejede hende. Hvis hun ville besøge os, skulle hun skam pænt spørge, om hun kunne få fri.

Mosters hus blev til sidst solgt til nedrivning. Materialerne blev brugt til en bygning på Thorshede. Når vi kører forbi, siger vi gerne: Det er Mosters hus.

Det er rigtigt, at der har været skole i Mosters hus engang. Det har hun fortalt mig. Der var mange ting at undre sig over, bl.a. var det ikke almindeligt, at der i et så gammelt hus var så højt til loftet.

Jeg blev gift i Vindblæs Kirke i 1940, så vi fejrede guldbryllup i 1990. Min mand var ikke rask de sidste 1½ år. Han døde i 1992.

Alle vi søskende er født i Andrup, i Skjellerup Sogn, hvor min familie boede inden vi flyttede til Edderup. De fem ældste gik i skole i Andrup. Min søster Ester gik de sidste år i Grove Skole, hvor jeg gik alle syv år.

Vi flyttede til Bakkely i 1936, da jeg var 6 år gammel. Min far, Marinus Axelsen, havde forpagtet ejendommen, som på det tidspunkt hørte under Edderup Skovgaard. I de år vi boede der, kørte Far en mælkerute. Han hentede mælken fra omegnens landbrug og leverede den på Havndal mejeri. På hjemturen var mælkejungerne fyldt op med syrnet-, kærne- og skummetmælk til landmændene, der brugte mælken som foder til kalve og grise. Jorden på Bakkely var meget mager, så pengene var små. Mælkeruten gav en god fast indtægt, så vi fik råd til de daglige fornødenheder.

I marts 1944 købte vi et lille landbrug på Hou Mark. Det var første gang, vi fik et hjem med elektrisk lys. Vi havde stadig brønd i gården og bar alt vand ind i spande. I 1952 opgav mine forældre landbruget og købte et lille hus i Fladbjerg. Med aldersrenten som fast indtægt fik de omsider en god alderdom.

Min far havde da arbejdet, siden han som 6-årig blev sendt ud for at vogte kvæg. Som ung var han karl på herregårdene bl.a. Tjele og Trudsholm. Han var slidt op af det hårde arbejde. Min mor havde også arbejdet med i mark og stald og derudover passet en stor børneflok.

Mine forældre fik mange gode år i det lille hus ved Mariager Fjord, som de købte for 6.000 kr. Min far døde i 1963. Min mor blev boende alene i huset til 1973, derefter flyttede hun til Hadsund, hvor hun levede sine sidste år.

Der skete nok ikke så meget i hverdagen. Jeg voksede nærmest op som enebarn, for mine ældre søskende var sendt ud at tjene, så jeg var meget alene. Det er nok derfor, jeg har været meget glad for at gå i skole. At være så heldig at få en så enestående lærer, det er bare lykken.

Da Jelne-Pir døde i 1934, købte min morfar, Peder Munch, den lille ejendom, Hedenold, i Edderup for 800 kr. Der var 7½ tdl. – mest hede, som Bedstefar gik i gang med at opdyrke. Det var et hårdt arbejde, for han havde kun almindelige redskaber som hakke, skovl og spade.
Da en naboejendom senere blev revet ned, hentede han materialerne på sin trillebør og gik i gang med at udvide huset. Efterhånden fik han bygget både et kohus og en lade til.

I min mors ungdom fik unge piger ingen uddannelse. De skulle jo bare giftes og have mand og børn. Da hun senere blev skilt fra min far, var hendes situation næsten uoverskuelig. Hvem ville have en husbestyrerinde med to børn – eller hvordan skulle hun få os passet, hvis hun var så heldig at få et arbejde. Det var et held for hende, at hun kunne flytte hjem til Bedstefar – og dog. Hun fik ikke løn, så hver gang vi børn manglede noget – tøj eller andet, måtte Mor bede Bedstefar og senere morbror Søren om penge. Det kunne føles nedværdigende.
Men det var grunden til, at jeg voksede op i en storfamilie hos min bedstefar i Hedenold i Edderup sammen med min mor, min storebror, Peter, min Lille-søster, Annelise, morbror Søren, og Bedstefar.

Bedstefar var jo allerede, da jeg var barn, en ældre mand, så vi var ikke ret gamle, før vi fik pligter. Jeg var sammen med ham hver dag, når han gik i marken.
Vi havde ingen landbrugsmaskiner, så han slog høet og høstede kornet med en le. Jeg lærte tidligt at flette de halmbånd, der skulle bindes om negene, når vi havde revet kornet sammen.

Jeg var også med i tørvemosen i Sem, når vi skar tørv. Det var et hårdt arbejde at skære klynerne ud i tørv, køre dem ud til tørrepladsen, hvor de senere skulle rejses, stakkes og sættes op i skruer. Når vi fik dem hjem, var vi alligevel glade, for de gav meget mere varme end de små knipper af lyngris, som Bedstefar ellers sad og bundtede til kakkelovnen og komfuret. De varmede godt nok lidt, men hvor de dog osede.

Der var ikke nogen stor indtjening i vores familie, men vi var stort set selvforsynende med æg, mælk, kartofler og flæsk, så vi fik maden hver dag. Af dyr havde vi to køer, en hest og fjerkræ.

Vores jord var sandet hedejord. Det var ikke altid, der var foder nok til dyrene i de tørre somre, så måtte jeg trække dem ud langs vejen, så de kunne græsse i grøfterne. Det var lidt trivielt at sidde der i vejgrøften og vente på at køerne skulle blive så mætte, så vi kunne gå hjem igen. Manglede vi foder om vinteren, måtte vi som egnens andre landmænd ty til heden, hvor man slog lyng til foder.

Når jeg kom hjem fra skole kunne det ske, at Mor sendte mig til købmanden i Assens eller Sem efter de varer, vi var nødt til at købe. Vi havde ingen cykel, så jeg måtte gå – frem og tilbage. Værst var petroleumsdunken. Den var tung at bære, men det var nødvendigt, for vi havde ikke elektrisk lys.

Vand trak vi op af en dyb brønd, der var gravet i vores have. Når vi endelig havde fået spanden hejst op af brønden med håndsvinget, var den tung at svinge rundt med, så vi lærte hurtigt at økonomisere med vandet.

Vi var mange børn i Edderup, så der var altid nogle at lege med – hvis der var tid. Det var som regel lege, hvor mange kunne deltage: Boldspil, gemmelege, tik, hoppe i mand eller pind.

Variationen i min skolemadpakke var til at overse. Det var sukkermadder. Jeg kunne godt kigge lidt langt efter de børn, der mæskede sig med leverpostej- og rullepølsemadder. Efterhånden opdagede jeg, at andre godt kunne blive lidt hægen efter en sukkermad, så byttede vi. Det var lækkert.

Under krigen tror jeg, at mange børn var bange. Vi hørte de rygter, der gik blandt folk om mord og overfald. Hos os havde vi også stor fornøjelse af tyskerne. En gang imellem kom vi ud for, at de inddrog vores hus i deres øvelser. Når der sad vagtposter inde i huset, var jeg mest at finde bag Mors ryg – hun var nu heller ikke for modig. Helt galt var det den dag de havde opstillet et maskingevær ude i vores have.

En dag jeg gik ned ad vejen mod skolen, så jeg en mand vinke inde fra Anders Møllers sandgrav, der lå lige op ad vejen. Jeg blev så rædselsslagen, at jeg susede ind over heden op gennem Sem Skoven. Jeg ankom forpustet til skolen ved middagstid. Stor opstandelse. Kunne børn nu ikke længere være sikre på skolevejen?
Lærer Bach iværksatte en undersøgelse. Det viste sig, at det var den rare Carl Jensen fra Edderup, der havde forsøgt at berolige mig. Han blev noget forbavset, da han hørte om resultatet af sine anstrengelser.

Vore naboer, Bodil og Hans Mortensen, var vegetarer. Folk undrede sig. Ingen kød ? Kan man løv o de’ ? ( leve af det?)
Vi syntes nærmest, at det var lidt synd for dem. Bodil var stærk i troen, men var Mor ved at lave mad, når Hans lige kiggede ind, kunne han sagtens listes til at smage en nylavet frikadelle. Hun behøvede kun at spørge en gang, og der var ingen, der sladrede.

Som min mor, fik jeg ingen uddannelse. Jeg arbejdede rundt om på gårdene når der skulle tyndes roer, høstes eller samles kartofler op. Piger skulle jo bare giftes. Det blev jeg så – som tyveårig – med naboens søn, Kristen Jensen. Vi bosatte os på Hou Mark. Da vi havde været gift i 13 år, døde Kristen. Han havde i flere år lidt af dårligt hjerte.

Forholdene for enlige mødre var blevet meget bedre end i min mors ungdom, men alligevel var det ikke nemt at stå alene med ansvaret for tre børn på 16, 13 og 3 år, som 33-årig. Det var en barsk tid. Uden uddannelse var det ikke de vellønnede jobs, der ventede. Tre år senere mødte jeg min nuværende mand, med hvem jeg har en søn. Vi bor i Mariager.

Min barndomsverden var lille. Skolen i Grove, forsamlingshuset i Sem, Trinderupgården og et par ture til Assens på cykel ind gennem skoven. Det var ikke altid rart. Børnene i Assens så ned på os råbte undertiden efter os fra det fattige Edderup. Jeg kan huske, at jeg købte små, bløde bamser og røde eller stribede bolcher.

Vi legede, når vi ikke skulle arbejde. Vi kedede os aldrig. Det ord lærte jeg langt senere. Jeg tror, vi var meget fantasifulde. Selvom vi ikke havde mange legesager, så var der jo alligevel så mange ting, vi kunne bruge, når vi boede på landet.

Var vi ude, spillede vi pind, sparkede til dåsen, legede gemmeleg, byggede hytter i skovene, legede køkken med gamle køkkensager og byggede små huse af træstykker eller mursten til kartoffeldyr og mennesker. Vores dukke, Lange Maren, havde en turnips til krop. Hun var opkaldt efter naboens svigerdatter.

Vi brugte også meget dukker og klæde-ud tøj. Far havde lavet et et-etages dukkehus med tag, og mor havde syet et par puder til dukkerne. Jeg skulle selv sy dukkernes tøj. Jeg øvede mig meget i at sy og strikke til de få dukker, jeg havde. Der var et par celluloiddukker. De var nu for det meste gemt væk, de var ikke til daglig leg.

Vi spillede også med hønse- og dueringe og snipper. Jeg var interesseret i at bytte mig til nogle af de smukkeste – min storesøster gik mest op i at vinde og få mange. Vi legede med de påklædningsdukker, der var på havregrynspakkerne. De var tegnet af Christel. Jeg var meget vild med disse flotte langbenede piger. Dem tegnede vi/ jeg masser af tøj til. Jeg legede mest med min storesøster, Birgit. Min lillesøster, Inger, legede jeg ikke så meget med.

Naboens Annelise var midt mellem os aldersmæssigt. Om vinteren var det mest hos hende, vi legede. De havde bakkerne. Vi forglemte os tit, når vi legede. Vi blev ved, til vi hylede af kulde. Vi har endnu de to slæder, vi legede med, og bruger dem stadig.

Jeg var glad for at klatre i træer, og hvor var det dejligt med alle de træer, der gav frugt: Blommer, forædlede mirabeller, æbler, kirsebær og nødder. Det hører til mine dejligste minder at lege i og spise frugterne fra træerne. Jeg føler mig rig, fordi vi havde alt det dengang. Jeg har stadig en del af tingene og træerne.

Jeg tror, vi tjente lidt penge ved at plukke bær: Jordbær, solbær, ribs, stikkelsbær, hindbær og tyttebær. Jeg var meget glad for at komme hjem, få kurven i hånden og så ned for at spise en blomme lige fra træet, inden turen gik op i heden for at plukke tyttebær.

Jeg brugte også en del tid med at klatre og lege i de krogede ege. Faldt jeg ned, faldt jeg blødt på lyng, revling og tyttebær. Min storesøster, Birgit, var mere arbejdsom.

Far læste af og til historier for os, måske var det H. C. Andersens eventyr. Vi ville ikke så gerne i seng. Om vinteren læste Far højt for Mor, mens hun strikkede, syede eller reparerede. Det var bøger som Kon-ti-ki og Adam Homo. Det var hyggeligt.

Vi arbejdede meget både ude og inde. Vi lærte tidligt at luge og hakke i have og mark, plukke jordbær, ribs, solbær og tyttebær. Vi har samlet masser af kartofler, hakket og taget roer op, lagt hø- og halmlæs – jeg stod oppe i vognen. Vi var med, når kornet skulle tærskes. Vi lagde op på tærskeværket. Ih, hvor det støvede. Det kunne Far ikke lide. Jeg øvede mig i at fange mus og komme dem i syltetøjsglas. Engang tog jeg en med ind i min tøjsko. Mor var ikke begejstret.

Vi hjalp også til i stalden med at skrabe roer rene og køre dem gennem roehakkeren. Den står der endnu. Der var hyggeligt i stalden, hvor mor malkede de to køer. Der var både de to køer, kalve, kvier og en hest Mor eller Far kørte mælken på budcykel de to kilometer til Trinderupgården. Der blev den hentet af mælkemanden. Senere kunne vi igen hente mælkespanden vistnok med skummetmælk. Sendte vi den lille kærnemælksspand med, kom den tilbage med dejlig kærnemælk med smørklatter i.

Vores WC var bag dyrene i stalden. Der var en spand i et lille rum i laden, som kun blev brugt af gæster. Den spand har jeg endnu. Det er en lille træktønde med jernbånd omkring. Den står nu som en stor urtepotteskjuler..

Lidt efter lidt fandt vi ud af, at vi ikke spiste det, de fleste spiste. Hele tiden fik vi mange grøntsager, fuldkornshvedegrød og brød. Vi levede nok billigere end de fleste. Mine forældre startede jo, som andre i Edderup med de bare hænder og en fattig jord.

I begyndelsen tror jeg, vi næsten udelukkende levede af vore egne produkter. Vi brugte pinde, tørv og lidt træ til opvarmning. Tørvene købte vi. Der var en brændeovn i stuen og et brændekomfur i køkkenet. Tørvekassen fra dengang har jeg stadig. Jeg bruger den som varmekasse til maden. I dag er den foret med flamingo. Jeg lever meget som mine forældre gjorde. Dyrker meget af min mad selv, bager selv. Min far havde bier. Jeg har kun høns og katte.

Som børn anede vi næsten ikke, hvad kød var. Vi ville dog godt have en leverpostejmad, som børnene hos naboen fik. Vi vidste knap nok, hvor den kom fra. Jeg oplevede aldrig en slagtning som barn. Det var først, da jeg som14-årig kom ud at tjene hos andre. Jeg kunne altså ikke lide det.

Vi havde nok at spise, men det var ikke altid frivilligt, om vi ville spise råkost: Rødbeder, gulerødder eller grønkål. F.eks. dyrkede vi brune bønner. Dem lavede min mor frikadeller af.

En gang brændte far et stykke hede af så der kunne komme friske nye tyttebærris frem. Det gav større og bedre bær. Det var farligt. Selv om der var pløjet rundt om, for at standse ilden, var vi både bange og spændte.

Vi gik til skole ca. 2,5 km. Da vi blev større cyklede vi. Først på Havndalvejen, som den nu hedder, så på stien, der dengang gik langs Chr. Møllers gård op på den vej, der gik gennem Julius Møllers gård og videre om bag Gunnar Bjerregårds gård og videre ad stien over mod skolen.

Boldpladsen og legepladsen var lukket med højt græs og træer omkring. I frikvartererne legede vi gemmeleg og boldspil. Når læreren var med, var det rundebold. Jeg kan huske en leg med at lave rede og lægge på æg?

Engang fik jeg ros, fordi jeg selv havde fundet på en masse regnestykker, der ikke stod i regnebogen. Lidt fantasi havde jeg jo.

En anden gang blev jeg drillet i skolen. Der var nogle, der sagde, at jeg havde en undertrøje på under min lille vest. Den kunne jo ses. Jeg sagde nej, men det var en hvid undertrøje, min mor havde givet mig på. Jeg var så flov.

Om lørdagen kom vi i bad i en balje. Den yngste først og den ældste til sidst. Vand fik vi fra komfurets varmtvandsbeholder og vandkedelen. Var det for varmt, og der var sne udenfor, kom Mor en klat sne i for at køle af. Vandet blev hentet ved en pumpe nede ved vejen – så vi lærte at spare på vandet. Jeg husker ikke, at jeg har set mine forældre bade.

Far og Mor købte en ejendom i Edderup i 1931. De solgte den igen i 1944 og flyttede til Højlyst på Thorshede. Den ejendom havde de til april 1967, da de solgte til min yngste søster Lilly og hendes mand Henning.

Fra starten i Vestervang i Edderup var det meget småt. Mor arvede lidt møbler fra sit hjem og fik et kaffestel med guldkant af sin bror. Da Maja blev født i 1932, havde Mor kun en kjole.

Der var heller ikke lagt strøm ind på ejendommen, men det var der jo ingen, der havde den gang. I stalden var 7-8 køer, to arbejdsheste og nogle grise. Mor havde også høns og ænder, der skulle jo være noget at sætte på bordet. Om sommeren var der gerne en høne, som blev skruk, så fik vi runget kyllinger ud. Når jeg skulle fodre kyllingerne, sad jeg ofte på en sæk og nød synet. Det var ikke helt det samme med køerne. Far mente, at jeg skulle lære at passe dem. Jeg forsøgte at gemme mig under sengen, men når Far stod i gården med køerne og råbte, måtte jeg jo frem. Jeg skulle øve mig, så jeg fik tøjret til den skikkelige nr. fire i hånden. Det skulle være stramt, ellers kom hun for tæt på, men det endte til sidst med, at jeg stod i gangen, og nr. 4 stod på trappen og så på mig med sine milde øjne. Det kneb for Far at holde masken. Jeg var 6-7 år den gang, Jeg lærte aldrig at malke og tænk sig, Maja og Tove fik præmier ved malkekonkurrencer.

Mor syede meget tøj til os efter krigen. Krigstidens rullegardiner blev til sommerjakker til os piger og et par korte bukser til Jens Peter.

Det var et hårdt arbejde at vaske storvask, når pumpen stod ti meter fra trækarrene, der blev brugt til at vaske og skylle i. Jens Peter bar engang 70 spande ned i vaskehuset til mor.

Min farbror Poulin havde en ejendom på Norup Mark. Han og Far hjalp tit hinanden. Engang de tærskede hos os, kom de ind for at drikke kaffe. Poulin syntes, der var noget, der puslede under vesten. Vi gyste lidt, da han trak en lille mus frem.

Om sommeren kørte Far til Norup for at hjælpe med at skære tørv i Poulins tørvegrav. Vores rødbrune hest, Prins, løb foran og trak ham på cyklen. Prins blev senere solgt. Handelsmanden drog af gårde med ham efter cyklen. Far sagde ingenting. Senere fortalte han, at manden havde snydt ham engang. Vi hørte, at handelsmanden flere steder i Edderup måtte have folk til at genne på Prins. De 12 kilometer til Mariager har været lange, men det var Fars lille hævn.

Ind under jul var der mange ting at foretage sig på en gård. At slagte julegrisen var et stort arbejde. Der kom en hjemmeslagter. Grisen blev lagt op på en stige over et kar med kogende vand. Derefter stak slagteren den i halsen, så blodet kunne løbe ned i en spand med rugmel. Der skulle røres i blodet hele tiden, så det ikke størknede, for det skulle bruges til blodpølse.

I blodet kom der også flæsketerninger og rosiner. Pølserne smagte godt kogt eller stegt i skiver på panden med sukker på.

Når grisen var død, blev den skoldet i vandet og skrabet, så alle hårene kom af. Derefter blev den bundet til stigen, der blev rejst op mod muren. Her skulle den hænge til næste dag for at blive kold. Vi havde ingen fryser dengang, så når grisen var blevet parteret, blev meget af kødet saltet og lagt ned i store trækar. Flommen blev hakket og smeltet til fedt og fedtegrever. Det smagte godt til en rugbrød med salt på. Der skulle laves leverpostej.

Kødet blev skåret op i stege og koteletter, eller hakket til frikadeller og medisterpølse. Det meste blev henkogt.

Af hovedet blev der lavet sylte, og af skank og tæer blev der kogt suppe.

Skinken blev røget og hængt op til skorstenen i brunt papir, så kunne vi skære af den efter behov.

Rullepølsen blev snøret og lagt i saltlage, senere blev den kogt og presset.

Alt blev lavet i hånden – uden maskiner til hjælp.

Der blev bagt lagkage, sandkage og småkager, og der skulle gøres grundigt rent. Kakkelovnen blev pudset. Gardiner og lyseduge blev vasket, stivet og strøget. Gulvet blev skuret og ferniseret, og til sidst blev det bonet. Vi børn fik klude om fødderne for at blanke, og så gik det strygende omkring bordet. Til sidst blev der pyntet med gran bag billederne i stuen. Det hyggede og duftede dejligt.

Julegaverne var ikke store. Et år fik vi et par kludesko, hvor sålerne var syet sammen af filthatte og en gammel kørekappe. Overstykket var lavet af betræk-ket fra gamle kurvestole. Skoene blev foret med vat i bunden. De var dejlig varme. Mor havde siddet og syet dem, når vi var sendt i seng. Bagefter blev de gemt under underdynerne i sengens fodende.

Når tiden blev lang, læste vi i julebøgerne, mens nogle på cykel tog i kirke for at deltage i julegudstjenesten.

Vores julemiddag var flæskesteg med nykogt rødkål, kartofler, sovs, asier og syltetøj og til dessert ris a’ l’amande med kirsebærsovs. Mandelgave var der ingen af.

Vi måtte ikke se juletræet, før Far efter maden og opvasken havde flyttet det ind i dagligstuen. Her blev lysene tændt, så vi kunne gå rundt om træet og synge mange salmer. Derefter fik vi vores kludesko, som vi blev meget glade for, måske var der også andre småting, som Mor selv havde lavet.

Senere fik vi slik. Jeg kan tydeligt huske, da vi fik appelsiner første gang efter krigen. Det var spændende. En gang havde Mor haft for meget om ørerne. Det nye spil, vi skulle have haft juleaften, fik vi først i juledagene – Mor havde glemt det.

Jeg blev konfirmeret i april 1950. Min første plads var hos et par, der bestyrede Stangerum Central. Det var spændende.

En aften gik det galt, da jeg skulle passe centralen alene. Efter en lang dag faldt jeg i søvn på den hårde stol. Jeg vågnede først, da der var en, der skrævede over mine ben og satte kontakterne i, så samtalen kunne komme igennem – jeg var i pladsen i 2½ måned, så sagde Far op for mig.

Jeg var hjemme hele efteråret, så fik jeg plads hos købmand, frk. Johanne Sørensen. Jeg skulle hjælpe til i forretningen. Det var jeg meget glad for. Hun prøvede mig af ved at lægge en enkrone under gulvtæppet ved skrivebordet.

I forretningen vejede vi alting af selv. I bagbutikken var der store kasser med mel, sukker og havregryn. 1,5 meter derfra var pumpen til petroleum, som vi tappede af til kunderne i de medbragte dunke. Der var også saltsild i tønder, salt og soda m.m.

I november 1952 fik jeg plads hos sognerådsformanden i Gjerlev. Det var en større gård og et missionsk hjem. Der blev bedt bordbøn og lignende, min far sagde, at hvis de ville have mig med til møde, så var det nok kun noget, der kunne gavne mig. Jeg har sikkert også lært noget af det.

Jeg havde plads på flere gårde, inden jeg i 1955 kom på St. Restrup Højskole. Jeg lærte meget i de fire sommermåneder. Der var en pige fra Finland, tre fra Island og to fra København samt en masse jyske piger.

Det var den senere folketingsmand, Svend Haugaard og hans kone Bergljot, der var forstanderpar. Vi var 14 piger, der startede en vandrebog, da vi forlod højskolen – den lever stadig.

Da jeg tjente i Ajstrup traf jeg Per, der var fodermester. Han havde en bror, der arbejdede i Sverige. Han fortalte, at der ville være en plads til Per i Sverige, hvis han var gift, så den 1. september 1958 blev Per og jeg gift og flyttede. I de følgende 10 år kom vi til at bo flere forskellige steder i Sverige.

Min far røg lang pibe. Udkrads, aske og tændstikker kom i en askeskuffe. Jeg kan huske når vores nabo, Marinus, kom på besøg, han var meget interesseret i askeskuffen. Det var jo ikke til at få ordentlig skrå og snus under krigen. Marinus løftede skuffen op og hældte indholdet direkte ind i munden. Der fulgte nu nogle åndeløse sekunder, hvor vi stod måbende og så ham pille tændstikker ud mellem læberne.

Da Far senere tabte sin pibe med porcelænshoved, ville han ikke have en ny. Han ville ikke ryge kirsebærblade eller anden erstatning, så det blev fremover kun til en søndagscigar, som vi alle havde fornøjelse af.

Vi kunne godt være lidt usikre og generte, når vi skulle ud og invitere folk til kaffegilde. Hvis vi spurgte Far, hvilken dør, vi skulle gå ind ad, var der ingen hjælp at hente. Han svarede altid:

Der stor sikkert en stig op te’ skorstienen, som I ka’ brug!

Vi skulle lære at klare os selv.

Vi var ikke ret gamle, før vi skulle med i marken for at arbejde. Blandt andet skulle vi være med til at sprede møg. Den blev kørt ud i marken og sat af i små stakke, som vi skulle sprede med en greb. Vi fik to øre for hver stak, vi spredte.

Efter høst, når kornet var kørt ind, gik vi rundt på marken og samlede aks i en spand. Intet måtte gå til spilde.

Jeg lærte tidligt at malke. Jeg deltog engang i en konkurrence, hvor jeg fik 3. præmie. Det var en bankbog lydende på fem kroner.

Far holdt på, at det var flovt, hvis piger fra et landbohjem ikke kunne ta’ en høne ud – fjerne indvoldene, så det fik vi alle sammen lært.

Jeg blev konfirmeret i 1952. Skolen sluttede i april.

Jeg skulle være hjemme den første sommer for at hjælpe Far i marken. Jeg elskede at gå i marken bag hestene. Jeg var også med til at tømme ajle-beholderen. Det var ikke det rareste arbejde. Ajlen var som tyk slam, som vi skulle hejse op i spande. Det lugtede ikke ret godt.

Jeg havde forskellige pladser, inden jeg i 1956 kom på Store Restrup Højskole i fire måneder. Jeg blev gift i 1960.

Vi købte ejendommen af mine svigerforældre i 1947 til den anseelige sum af 47.000 kr. De købte en mindre ejendom lige ved siden af. Den havde tilhørt en ungkarl, Karl Thomsen. Han flyttede ind til Sem By i det hus, hvor Marinus Christensen havde boet.

Den gang havde kun få kvinder erhvervsarbejde – man var hjemmegående. I dag er der et lidt romantisk skær over begrebet hjemmegående. For os den gang betød det, at vi udover arbejdet i hjemmet med rengøring, madlavning, pasning af mand og børn også skulle arbejde med i mark og stald, så det var undertiden så som så med det romantiske.

Engang imellem – når der var tid, kunne vi tjene lidt ekstra penge til husholdningen ved at arbejde i tørvene eller andet, og så var der jo endelig bærrene fra Hien – heden. Jeg betragtede det som en miniferie, hvis jeg en dag kunne se mit snit til at komme en tur i Hien for at plukke tyttebær – uden børnene, der den gang var 3-4 år. Ikke fordi jeg havde noget imod at have dem med, men de havde meget svært ved at stilles, mens jeg gik og plukkede, og så fik jeg for få bær med hjem. Gik jeg alene, nød jeg vejret og Hien, som jeg kendte så godt fra dengang, jeg som barn plukkede bær sammen med min mor.

Jeg var ikke den eneste, der lejede et stykke af Sembrogårds Hede. Det kostede mig en kurv med tyttebær om året. Det var måske en overkommelig leje, men det var ikke alle, der respekterede vores ret til at plukke i en bestemt del af heden. Konerne fra Assens mødte i flok, og så kunne det være svært at hævde sin ret.
Når konerne fra Sem, Murer-Sine, Tyk-Stine m.fl., mødte konerne fra Assens i Hien, kunne mødet godt udvikle sig. Endnu er der folk, der kan huske, når flokken af kvinder vendte hjem til Sem fra Hien med de fyldte bærkurve – højrøstede, med uglet hår og endnu varme og røde i kammen efter det sejrrige møde med Assenskonerne, der havde dristet sig til at plukke på det forkerte sted.
Det var nu ikke uden grund, at vi en gang imellem blev vrede. En dag mistede jeg en kurv fyldt med bær. Det var en hel eftermiddags arbejde + fortjeneste og kurv. Gik det godt, kunne vi plukke 40 pund på en eftermiddag. Et godt bærår tjente jeg, selv om prisen kun var 25 øre for et pund, 1.400 kr.
Det var en stor dag, da jeg med bærpengene kunne betale vores nye møbler – to stole og en sofa til dagligstuen.
Som regel blev bærrene solgt privat, men plukkede man rigtig mange bær, kunne de leveres til opkøbere i Randers eller Hadsund og til Long-Krasjan, Kristian Andersen, der kom meget rundt på egnen. Når han havde modtaget en bestilling, købte han bærrene hos os og bragte dem videre ud til folk. Han havde kunder helt i Hobro.

Når min mor hver sensommer plukkede bær i heden, hændte det, at hun på hjemvejen kiggede ind hos os i Narsiem, Nørre Sem, med sin fyldte bærkurv. Det var i 60’erne, da landbrugets mekanisering rigtig slog igennem. Vi havde lige fået traktor, som jeg havde lært at styre – troede jeg. Jeg var ivrig efter at vise Mor, hvad jeg kunne. Hun satte kurven med bær ved siden af vejen og nød min triumf. Pludselig blev jeg usikker – der var jo to pedaler.
Jeg valgte den forkerte og fortsatte lige hen over Mors kurv. Det varede nogle år, inden hun syntes, den historie var morsom.

De fleste havde bog hos købmanden eller i Brugsen. De varer, man hentede, blev skrevet på regningen, som blev betalt hver uge, eller hver 14. dag.
Hønsene var et godt aktiv. De lagde for det meste så mange æg, at der var nok til at betale regningen, når de blev solgt hos købmanden. Det talte jo også, at børnene fik et stykke slik eller Far en cigar, når bogen blev betalt – så var også procenterne hjemme.

Til daglig nød vi at være omgivet af natur, hede og skov, men der var visse ulemper. Et år fik vi besøg af ræven. Da jeg stod op om morgenen, kunne jeg ikke forstå, at hønsene allerede var ude i hønsegården. Ræven havde været på besøg om natten og i en blodrus bidt 40 høns ihjel. Det var dem, der lå spredt rundt i hønsegården. De resterende ni høns sad forskræmte i træerne. En nabokone fik et par af de døde høns – resten endte på møddingen. Vi havde godt nok ½ fryseboks i Skrødstrup, men der kunne kun være ½ gris. Det var en af de gange, vi fik lidt for meget af naturen.

Men ellers var det hyggeligt at se fuglevildt rundt om på markerne. Nogle gange var vi så heldige at se grævlingen, når den luntede om og forsynede sig i havren. En vinter stod ni rådyr og smagte på roerne i vores roekule. Det var et smukt syn – og vi skal jo alle leve.

Da mekaniseringen begyndte at slå rigtig igennem i landbruget, betød det, at der ikke mere var brug for så mange hænder til at klare det daglige arbejde. Kvinderne på landet havde for de flestes vedkommende ingen egentlig uddannelse. Jeg tror, at det var gammel vane. Det lå i luften, at vi skulle giftes og passe mand og børn. Ud over arbejdet hjemme, havde vi kun mulighed for at få arbejde i kartoflerne, roerne eller tørvene – til en meget beskeden løn. Nu, da samfundet var blev rigere, var der brug for flere hænder på fabrikkerne og i plejesektoren. Pludselig fik vi muligheden for at uddanne os og få et bedre betalt arbejde.

Da jeg var barn, var det almindeligt, at folk hvert år holdt et kaffegilde. Man inviterede alle dem man skyldte, det vil sige dem, man i årets løb havde været til kaffegilde hos. Der kunne være så mange, at det gav lidt ekstra arbejde til min mor, der gik ud og hjalp til ved den slags gilder.
Et par aftener om året var hun gerne nede i Grove Skole, når fru Bach inviterede gæster. Hun fik som regel nogle af resterne med hjem. Min lillebror, Åge glædede sig så meget, at han en gang, hun kom tomhændet hjem, græd og næsten ikke kunne falde i søvn.

Da jeg som nygift i 50’erne fik muligheden, begyndte jeg sammen med vores nabo, Anna Møller, at gå ud og lave til gilde for at tjene en ekstra skilling. Det var ikke noget fedt job. Vi fik i begyndelsen omkring 5 kr. i timen.
Det kunne være et slæb at lave suppe, steg og is. Det var tidens faste menu ved store fester. Der kunne være op til 150 gæster.
Vi mødte som regel dagen før, for al maden skulle laves helt fra bunden. Mange steder havde husmoderen dog forberedt sig, så grønsager og kød lå parat. Det gjorde arbejdet meget lettere.
Nogle steder måtte vi begynde med at tilberede grønsagerne og partere grisen, før vi kunne få lavet suppen. Når den var færdig og siet, blev den sat ud i gården til afkøling – under skarp opsyn forstås, for der færdedes både hunde og fjerkræ.

Nedkøling er der i årenes løb blevet fortalt mange historier om.

En kogekone fortalte mig, at hun en gang oplevede en venlig gårdhund, der gerne ville hjælpe med nedkølingen. Den lettede ben op i gryden. Nu var gode råd dyre. En hel dags arbejde var ødelagt – og værre endnu, hun havde ikke mulighed for eller tid til at lave en ny portion suppe. Hvad gør man så – INGENTING – men hun var også kendt for sin gode suppe.
Derudover skulle der laves kød- og melboller. I begyndelsen var de håndlavede. Det gik hurtigere, da vi fik en lille hånddrevet maskine, der kunne lave otte boller ad gangen.
Der skulle også laves frikadeller og medisterpølse, der blev lagt ved stegen for at strække, når den blev serveret anden gang til gildet dagen efter.

Desserten var altid is, den blev købt ude.

Havde konen i huset ikke selv bagt kringler, småkager og lagkagebunde, var det også vores arbejde Vi var trætte, når vi andendagen ved midnatstid stod og smurte natmaden – rugbrød og franskbrød med pålæg. Vi var ikke i tvivl om, at vi havde tjent vores løn. Alligevel hændte det, at det kneb for husmoderen at finde den sidste femmer i pungen, når der skulle afregnes med kogekonen.

I 1971 begyndte jeg at arbejde fast på plejehjemmet i Mariager. Da var timelønnen 9,75 kr. Da jeg sluttede i 1987 var lønnen 84 kroner i timen.

Arbejdet på landet var anderledes hårdt i min barn- og ungdom, end det er nu, hvor maskinerne har overtaget det meste.
Om foråret, når der havde været så meget tørring i luften, at markarbejdet kunne begynde, blev jorden fælled. Efter at have samlet de sten, der var kommet frem i vinterens løb, lod man hesten gå hen over marken forspændt en hjulring, en omvendt harve eller et bræt, så de værste jordklumper fra efterårets pløjning kunne blive slået i stykker. Til sidst blev harven vendt om, og jorden bearbejdet, så den var myg og løs. Efter en hel dags arbejde i marken var det de færreste, der følte trang til at gå en aftentur.

Såmaskinerne den gang var små. Ca. 1 til 2 meter brede. De kunne så mellem 15 og 24 rækker korn ad gangen.
Når magasinet var fyldt med sædekorn, gik turen igen frem og tilbage over marken. Man skulle have et øje på hestene og et på piberne, som kornet strømmede ned igennem. De kunne nemt stoppe til, så de måtte af og til løftes, for at blive rengjorte. Det gav også ømme rygge og en god søvn.
I ældre tid blev kornet sået med hånden. Enkelte havde en kurv flettet af halm, som de bar i en rem over skulderen. De fleste nøjedes med en sæk fyldt med så meget korn, de kunne bære. Så gik det med store skridt hen over marken. Når venstre ben var fremme kastedes kornet jævnt med højre hånd. Vi anvendte også den metode, når vi spredte kunstgødningen, som vi selv blandede. Der var jo ingen maskiner den gang.
Når kornet var kommet op, blev marken harvet igennem med ukrudtsharven, så kunne det klare sig selv indtil høst.
Høsten startede med, at kornet rundt i kanten af marken, blev slået med le. Derefter kørte man rundt med slåmaskinen. Det var som regel mandens arbejde. Efter slåmaskinen gik alle andre og bandt op. Man samlede en passende bunke aks, snoede et stramt bånd af strå, som man bandt om neget. Det lyder nemt, men den gang sprøjtede man ikke for ukrudt, og ofte var der ubehagelig mange tidsler på marken. Negene blev sat sammen. Der var 6 – 8 stk. i hver hob.
Efterhånden afløstes slåmaskinen af aflæggeren. Den havde fem vinger og kunne kaste kornet af i neg, så var det lidt nemmere – men tidslerne var der stadig. Galt var det også, hvis det havde været en fugtig sommer, så kornet lå ned. Så måtte en mand gå foran høstmaskinen og løfte det op.
Inden kornet blev kørt ind, måtte vi måske vende negene flere gange, til vi var sikre på, at de var helt tørre. Hvis ikke, kunne de brænde sammen, når de blev kørt i stak eller kom ind på loen.

Der blev avlet mest byg, men hos os også noget rug, fordi vi havde så let jord. Man kunne regne med 21 – 22 tønder korn pr. tønde land, nu får man næsten det dobbelte.
Efter høst skulle vi først skrælpløje. Så blev jorden harvet to gange, inden den til sidst blev pløjet med en enfureplov forspændt to heste. Der var mange omgange at gå selv på små marker, så der var god tid til at nyde vejret.
Høhøsten begyndte allerede lige efter grundlovsdag, den 5. juni.
Vi kørte møg og ajle ud på de marker, hvor vi skulle så sukkerroer, fordi de var så grådige.
Roerne blev sået med maskine – to rækker ad gangen. Senere fik man maskiner, der kunne så et frø ad gangen. Det var besparende, og det blev meget nemmere at tynde roerne.
Sukkerroerne skulle tyndes, så der var 15 cm mellem hver plante, mens der skulle være ca. 30 cm mellem kålroerne – og så, som Mor forklarede: Kun jen! Jeg misforstod og troede, Mor mente et blad. Omhyggelig pillede jeg alle de overflødige blade af planterne, indtil den lille misforståelse blev opklaret.
I løbet af sommeren kørte man et par gange med radrenseren, der kunne tage to rækker ad gangen. Man gik mange kilometer i løbet af den dag.
Roeoptagningen gav ømme rygge. Sukkerroerne skulle rykkes op, hvorefter toppen blev skåret af med en speciel roekniv. Roerne måtte ikke skades, så kunne de ikke holde sig i kulen om vinteren.
Kålroerne var mere robuste. Med et jern skar man først toppen af roen, hvorefter den blev trukket op med et par hager, der sad bag på jernet. Til sidst fik man maskiner, der klippede toppen af roerne, så man kun skulle trække dem op af jorden med jernet. Det var en stor lettelse.

Tegnet på, at der var nye tider på vej kom i løbet af 60’erne. Det var traktoren – i de fleste tilfælde den lille Ferguson. Det betød, at arbejdet blev lettere. Med traktoren og de nye redskaber var arbejdet overstået uden så meget besvær og på kortere tid. Pludselig kunne både mand og kone klare lidt arbejde uden for hjemmet. Det gav lidt mere luft i økonomien.

Jeg var 13 år, da jeg lige efter min konfirmation i Sem Kirke i 1955, flyttede over til Anker Rousing i Kærby, hvor jeg var fæstet for sommeren.

Der var fire døtre i huset. Jeg ved ikke, om Anker havde savnet en søn. Jeg blev i alle tilfælde behandlet som en søn af huset – ja, nærmest forkælet. Hvis jeg en lørdag aften havde været til bal, kunne det ske, jeg kørte en omvej og derfor kom sent – eller tidligt – hjem. Så lod Anker mig sove og klatrede selv arbejdet i stalden søndag morgen. Måske huskede han sin egen ungdom. Det var hos Anker, jeg oplevede en af de helt store sejre i mit liv.

Den gang blev de fleste marker, når de var pløjet, liggende vinteren over med mørke, skinnende og snorlige plovfurer. Det var ikke morsomt for en landmand vinteren igennem at høre på naboernes morsomme bemærkninger, hvis furerne var skæve.

Anker var lidt pillen, så han plejede at holde på, at han selv ville pløje første og sidste fure for at være sikker på, at de var lige. Det krænkede min stolthed. Hjemme havde jeg lært at tage bestik efter f.eks. et træ, så jeg mente nok, jeg var i stand til at pløje en lige fure med de to belgiere.

Jeg vidste godt, jeg skulle passe på, for ramte ploven en stor sten, kunne der ske to ting. Enten kom stenen op med et smæld, eller også fløj ploven og jeg hen over marken – og ploven skulle måske oven i købet en tur til smeden, inden vi kunne fortsætte. Belgierne standsede i alle tilfælde ikke.

Jeg fik lov til at pløje selv, men at det var usædvanligt, opdagede jeg, da et par af naboerne kom ud til gavlen med piben i munden og kiggede.

Har war de for en kål, der ku fo Anker te å go fra å plow den føst fure sjel?

Næste år flyttede jeg lidt op ad vejen til Ernst Winther. Han havde 60 tdl. og 20 køer, som jeg skulle fodre og malke. Det tog lang tid at køre møget ud fra hestene, køerne og hønsene. I de 14 dage næsten levede vi i møngen. Møget blev læsset på en kassevogn, kørt ud i marken og spredt – alt med hånd-kraft. Bagefter blev marken pløjet.

Vi brugte også kunstgødning. Den kom hjem i 100 kg. sække. Kalien var gerne stenhård og skulle knuses, inden den blev blandet med fosfat. Derefter blev det hele læsset på en trillebør og kørt op i en vogn. Så ud i marken, hvor vi stod oppe i vognen og spredte gødningen ud med en kulskovl. Vi kunne godt mærke, vi havde en ryg, når vi kom hjem om aftenen.

Familien jeg tjente hos tilhørte Indre Mission. De så gerne, at jeg deltog i bønnemøderne. Men . . jeg hyggede mig nu mere, når jeg lørdag aften sammen med de omkring 50 andre unge fra Kærby i samlet flok cyklede til ungdomsbal i Gassum Forsamlingshus. Der var stemning – uden spiritus. Det kunne hænde, at en og anden havde været bag inde hos købmanden for at hente fem bajere, men det var nærmere undtagelsen end regelen.

Under 2. Verdenskrig var der tvungen mørkelægning. Hele landet lå om aftenen hen i uhyggeligt bælgmørke. Flere år efter krigen var der stadig mange, der var mørkerædde. Flere blev der, da Danmarks Radio i begyndelsen af 1950’erne udsendte nogle spændende hørespil: Sivaskriget og Gregory Mysteriet. Vejene var tomme. Alle hørte hørespil. Uhyggen greb landet. Pigerne påstod, at de ikke turde køre på Kratbakken i Dyrby langs skoven uden at holde en karl i hånden. Karlene protesterede ikke. Det havde jo den fordel, at man helt legalt kunne studere pigerne på lidt nærmere hold. Det kom der mange kærestepar ud af.. Det var på den måde, jeg lærte min kone, Ulla, at kende.

Et år tjente jeg hos Aksel Pedersen i Sem. Jeg kom til at arbejde meget sammen med Aksel Juul. Man skulle rubbe sig for at følge med, når han, efter at have drukket sin liter kærnemælk entrede møngen for at læsse møg.

Ville Aksel Pedersen have ham til at udføre et specielt stykke arbejde, behøvede han bare at sige:

De ka’ do da’t law, Agsel ? ? ? Ka’u? ( kan du? ) Jow! F.. jow, svarede Aksel Juul Og det kunne han, for Aksel var en dygtig og flittig daglejer.

Da jeg i 1957/58 rejste til Vinding ved Langå, tog Ulla plads på Hornbæk Kro. Vi syntes, det var dejligt at være så tæt sammen. Det syntes hendes mor ikke. Hun skaffede hende hurtigt en plads i marketenderiet på Dania. Jeg havde heldigvis, som mange andre unge anskaffet mig en knallert – men der var nu langt til Dania.

Fra Vinding flyttede jeg til Askildrup på en gård, hvor jeg blev fodermester. Kort tid efter blev jeg spurgt, om jeg ikke kunne bytte med karlen, for han kunne ikke køre traktor. Det ville jeg godt, men jeg ville have samme løn – 5.000 kr. for hele året. Det fik jeg.

Pludselig skulle jeg ikke længere stå op 4.30. Jeg kunne vente til 7.30 – og da manden sædvanligvis ikke stod op før kl. 11.00, var det næsten som at være selvstændig.

1959 var et meget tørt år. Vandet til kreaturerne måtte vi hente i et vandhul, da vores egen brønd løb tør. Der var ingen græs, og vores 47 tdl. gav 47 læs korn, der var så kort i strået, at det næsten ikke kunne høstes med selv-binder.

De lange kolde ture på knallert til Dania gav resultat. Ulla blev gravid. Da jeg kun var 18 år, måtte vi søge kongebrev, inden vi den 7. november 1959 blev gift på Randers Rådhus.

Vi fik plads som gift par i Nr. Borup ved Randers. Lønnen var 140 kr. om ugen og logi samt en halv gris om året. Til gengæld skulle vi selv betale brændsel.

Ulla skulle vaske spande. Da hun p.g.a. graviditeten havde lidt svært ved det, hjalp jeg hende, når jeg havde tid. Det blev konen meget vred over. Resultatet blev, at vi rejste til Århus, hvor jeg arbejdede i to måneder, indtil jeg blev indkaldt til artilleriet.

Kasernen lå, hvor Musikhuset nu ligger. Jeg blev chauffør for kommando-befalingsmanden. Det viste sig at være en fordel.

Jeg skulle overnatte på kasernen, men det hændte undertiden, at jeg faldt i søvn og glemte tiden, når jeg var hjemme i lejligheden for at besøge Ulla. Det blev jeg ikke rost for, når jeg næste morgen mødte på kasernen, men jeg blev hver gang reddet af officeren.

Den 30. oktober 1961 søgte jeg ind til postvæsenet i Århus og blev ansat. I otte dage fulgte jeg et postbud rundt på ruten, så var jeg klar til selv at bringe post ud.

Da jeg fik tildelt Strandparken som distrikt, måtte jeg i begyndelsen skrive navn og adresse på de ca. 80 aviser, der skulle omdeles.

Senere under uddannelsen sendte jeg en venlig tanke til geografiundervisningen i Grove Skole. Vi skulle kunne opremse navnene på landenes byer, floder og bjerge, så jeg var jo i træning, da jeg i postvæsenet blev sat til at lære navnene på de 1134 stationer, der den gang var i Danmark.

I 1963 kom jeg til at arbejde i omlæsningen med at sortere pakker, breve og postsække, indtil jeg i 1988 søgte ud i Ankersgade som chauffør. Jeg skulle bringe og afhente post. Det var et dejligt selvstændigt arbejde. Der var kun den ulempe, at det ofte var aften- og natarbejde – men jeg tjente godt.

De sidste 10 år, indtil jeg efter 40 år i postvæsenet blev pensioneret den 30. oktober 2001, kørte jeg som Jetpost med enkelte breve og pakker f. eks. Reservedele. Det var et dejligt arbejde. Man kom rundt og talte med mange forskellige mennesker.

Men vores alderdom blev alligevel ikke helt, som vi havde håbet. Ulla, der i flere år havde døjet med helbredet, blev meget syg og døde i 2003 efter 42 års ægteskab.

Den 4. april 1947 blev jeg konfirmeret. Det foregik i Hem Kirke, fordi Sem Kirke på det tidspunkt gennemgik en omfattende restaurering. Jeg fik straks plads hos Jens Justesen, købmanden i Sem. Jeg skulle hjælpe med at passe 5 køer og de 16 tdr., der hørte til ejendommen, så det blev til mange traveture bag de to nordbakker i marken. Lønnen var 850 kr. for sommeren.

1. november flyttede jeg 100 m hen ad vejen til Axel Pedersen i Toftegaard. Det var en dejlig plads. Kun et par gange oplevede jeg, at Axel rynkede brynene og talte lidt højt.

Det var ikke altid, jeg var enig med de store, tunge, jyske heste om arbejdstempo og kørselsretning. Det kunne være svært for en 16-17-års knægt at sætte sin vilje igennem.

En dag, jeg skulle køre ajle ud på markerne langs Enslevvejen, blev hestene bange og drejede rundt lige uden for købmanden. Ajletønden faldt af vognen og gik i stykker. Ajlen forsvandt hurtigt på grusvejen – men lugten. Jeg var samtaleemne i byen i flere uger, og jeg fik ikke talt meget med Axel de følgende dage.

Samme efterår, da jeg tromlede nord for gården, drejede jeg måske lidt skarpt. En af hestene rørte det elektriske hegn, og pludselig var de – uden mig – på vej hjem. Jernhjulene på tromlen så noget anderledes ud efter en hurtig tur over gårdspladsens brosten. Der fulgte igen et par dage, hvor Axel og jeg var stille sammen.

Mens jeg tjente hos Axel, blev Sem Forsamlingshus bygget om. I de følgende år blev det midtpunkt for et vældigt folkeliv. Sammen med alle sognets beboere mødte jeg op til: Danseskole, baller, andespil og familiefester. Ved et af ballerne i Sem Forsamlingshus mødte jeg min kone, Ella.

I de fire år jeg var hos Axel begyndte industrialiseringen i landbruget så småt at sætte ind. Vi var nok lidt misundelige på karlene, der arbejdede på Sembygård, Enghavegaard eller Hestekærgaard, for mens vi varme og trætte travede bag hestene, kunne de stolte – men frysende – køre rundt på den nyindkøbte Ferguson, der var uden styrehus.

Det var noget af en omvæltning, da jeg fik plads hos Harald Mortensen i Skellerup. Han var i øvrigt gift med Michael Møllers datter, Anna, fra Sem. Mens jeg var i den plads, havde jeg en ubehagelig oplevelse. En aften, kørte jeg på min motorcykel op for at se håndbold i Hørby. Det gik nok lidt stærkt. Jeg kørte ind i en bil. Det kostede 1.600 kr. at få den sat i brugbar stand, for den var kun ansvarsforsikret. Værre var det med mit højre ben. Jeg fik åbent benbrud. Det var ikke rart at se knoglen, der stak ud gennem buksebenet. Jeg måtte tilbringe de følgende tre måneder på Hobro Sygehus. Den efterfølgende måned, inden jeg fik plads hos Rasmus Brønnum, tilbragte jeg hjemme hos Far og Mor i Edderup.

Den 1. november 1950 blev jeg indkaldt til Civilforsvaret i Herning. P.g.a benet blev jeg sendt til undersøgelse på Herning Sygehus. Attesten resulterede i, at min karriere i Civilforsvaret sluttede nøjagtig 15 dage efter indkaldelsen. Jeg var lidt ærgerlig, for jeg var allerede udtaget til at tage både det lille – og store kørekort, der ville give mig ret til at føre lastvogn.

I de følgende år havde jeg flere pladser. Jeg fik først plads i Stenum. Manden var en skør sk . ., men han var god ved sine heste. Jeg skulle gå bag vognen hjem fra marken, for hestene skulle hvile sig.

Derefter skar jeg en sommer tørv for Chren Møller i Edderup, inden jeg en tid arbejdede hos Hakon Brønnum. Det var et godt sted at tjene ikke mindst p.g.a. kosten I min sidste plads var jeg forkarl hos Christen Andersen i Hem. Nu kunne jeg pludselig prale. Vi havde gummivogn, møgbøre med gummihjul, traktor, og sammen med to andre landmænd havde han købt grønthøster, roeoptager, transportør og topknuser. Jow! Jow! Vi havde også en rigtig selvbinder, der fungerede ved kraftoverføringen fra traktoren. Ganske vist skulle der sidde en mand på binderen for at passe vinger og skær. Det var Christen. En dag, vi kørte på en lidt skrå mark, vendte jeg mig om for at se, hvordan det gik. Binderen var ved at vælte, og Christen sprang for livet for at bringe sig i sikkerhed. Da vi havde sundet os, rejste vi binderen og høstede færdig. Christen bebrejdede mig ikke, men han havde jo også reddet livet.

Da min bror, Harry, blev gift, kom jeg til at tale med Hauch, formanden for arbejderne på Skandia. Han skaffede mig arbejde på Skandias karetmager-værksted. De lavede to godsvogne om dagen. Jeg skulle hente alle materialerne fra smedjen og snedkeriet. Træstykkerne var nummererede og skulle anbringes i de rigtige stabler på hylderne. Egetræsbrædderne skulle jeg grundbehandle med cuprinol.

Ella og jeg var blevet gift i 1960 og boede i en lejlighed i Mariager. Det nye job krævede, at vi flyttede til Randers. Vi så på et nyt hus på 100 m2. Jeg chokerede min far, da jeg mødte op for at få ham til at kautionere for et boliglån på 55.000 kr. – de 11.000 til udbetalingen. Han sagde: Nej! De’ ka’ aldrig hæng sammel!

Vi klarede problemet ved at sælge bilen, så var alle glade, og jeg havde vel godt af den friske cykeltur fra Nordbyen til Skandia.

Arbejdet var nok lidt mere rutinepræget, end jeg brød mig om, så jeg søgte og fik pladsen som salgschauffør på BP-depotet i Randers. Indehaveren var den tidligere brugsuddeler, Ejvind Pedersen, i Kastbjerg Brugsforening. Der var meget, vi ikke var enige om – især lønnen. Jeg fik 900 kr. om måneden, så da jeg opdagede, at chaufførerne fra andre selskaber fik op til 400 kr. mere om måneden og dertil overtidsbetaling, besluttede jeg at søge hjælp hos fagforeningen – så fik jeg lønforhøjelsen.

Efter 6½ år blev samarbejdet så anstrengt, at jeg besluttede at søge et job på Randers Betonværk. Det var et dejligt arbejde. I Vorup Sandgrav hentede jeg materialerne: Sten, sand og grus. Når betonen var færdigblandet kørte jeg med betonkanonen ud til firmaer og i weekenden til private selvbyggere i sommerhusområderne.

I 1974 søgte jeg ind som traktorfører ved Mariager Kommune. Jeg arbejdede på vejene med oprydning, snerydning, asfaltarbejde og saltning, hvis vi ikke ordnede sportspladser.

I 1993 fik jeg min afsked fra Mariager Kommune på grund af problemer med ryggen. Derefter arbejdede jeg i syv måneder som pedel på Assens Skovle, inden jeg samme år gik på efterløn.

Hele mit liv har jeg krejlet – handlet på markeder. Jeg har fundet og købt mange spændende antikviteter.

Jeg blev især interesseret i gamle ure. Det udviklede sig, så jeg i dag arbejder som selvlært klokkemager – en hobby, der, siden jeg gik på efterløn, har givet mig mange hyggetimer og spændende oplevelser.

Så – – selv som pensionist hænger jeg i klokkestrengen!

Vi havde ikke meget, vi kunne kalde vores eget, da vi var børn, så der er ikke noget at sige til, at Jens Jørgen, vor nabos søn, var meget glad for det ur, han fik til sin konfirmation. Når han cyklede forbi, kikkede han på uret for hver 20. meter, for at vi rigtig skulle se, at han havde fået ur. Det irriterede mig lidt, for jeg havde jo ikke selv noget ur. Men året efter – i 1955, da jeg blev konfirmeret i Hem Kirke, blev det min tur til at få et. Min far var siden sit fjerde år blevet opfostret hos sin farbror, Ajs’ Møller, i Edderup. Det var Ajs’ og Dorthe, der vel nærmest betragtede mig som et barnebarn, der gav mig uret. Det var en stor gave.

Efter konfirmationen fulgte en heftig og munter tid, hvor vi unge drog rundt i de forskellige hjem til ungdomsgilder. Jeg har nu på fornemmelsen, at vor tids ungdom nok ville finde vore ungdomsfester lidt for pæne og kedelige. Der var ingen spiritus, og pornoen var slet ikke opfundet, så vi følte os såmænd meget heldige, hvis vi, når vi havde drukket kaffe, kunne komme til at sidde i mørket og holde lidt i hånd.

Min første plads, efter jeg var kommet ud af skolen, var hos Anker Rousing i Kjærby. Jeg afløste Jens Jørgen Jensen fra Edderup. Med 24 tdl. og 12 køer var det ikke en stor gård, men det var en rar plads. Anker havde kun piger, så man var næsten søn af huset, mens man var der. Jeg skulle have 1.300 kr. for sommeren. Det var en god løn, og det, man kunne foretage sig i fritiden, kostede ikke mange penge. Cyklede vi til bal i Gassum, kostede det vel ca. fem kroner at komme ind, selv om der var både tre og fire musikere i de orkestre, der spillede. Vi drak kun sodavand, som ikke kostede mange penge og kunne vare længe. Håndboldspillet var også en billig fornøjelse. Vi cyklede som regel rundt til kampene i nabobyerne.

Min næste plads var hos Dorthe og Ajs’ Møller på Enghavegård i Edderup. Jeg stod op kl. 6.00 for at røgte hestene. Jeg var gerne færdig med at fodre og muge i så god tid inden morgenmaden, at jeg havde tid til at gå over i stalden og få mig en snak med fodermesteren. Ajs’ stod senere op, men han lå og fulgte med i, hvad der foregik. Havde han ikke hørt mig køre trillebøren om på møngen – møddingen, stod han op for at se, om vi bestilte noget, og så var det bedst at være beskæftiget i stalden. Alle unge karle med respekt for sig selv havde en knallert – en ren knallert, der kunne køre stærkt. En dag gav Ajs’ besked om, at jeg skulle i marken og pløje, mens han og Dorthe var i byen. Jeg troede, at jeg kunne nå både at pudse knallerten og pløje, inden de kom hjem. Jeg begyndte med det vigtigste – knallerten. Pludselig stod Ajs’ i døren – så blev vi alligevel enige om, at det nok var bedst at pløje først. Da det var blevet bestemt, at jeg skulle på Vivild Ungdomsskole, besluttede min gode ven, Bent Jensen, og jeg, at vi en søndag ville køre over og se på sagerne. På turen vendte jeg mig om for at se efter Bent, der var kommet lidt bagud. Jeg kørte lige ind i en vejsten, væltede og fik et kompliceret brud på venstre ben. Inden jeg kunne komme hjem med benet i gips, var jeg indlagt i tre uger på Randers Centralsygehus. Jeg havde ikke mistet lysten til at køre på knallert. Det gik fint, når jeg støttede gipsbenet på pedalen. Ajs’ fik ikke stor fornøjelse af min arbejdskraft, men han kom alligevel med de aftalte 3.200 kr., da fæstemålet var forbi – pengene blev jo også i familien.

Vivild Ungdomsskole var en kostskole. Vi var kun drenge på vinterholdet, og man så ikke gerne, at vi gik ud i byen. Min skolegang i Grove havde været præget af mange forskellige vikarer, så jeg havde stor gavn af undervisningen i skolefagene – dansk og regning.

Efter min hjemkomst fra ungdomsskolen, skaffede Ajs’ mig en læreplads på Havndal Mejeri. Jeg lærte at gøre rent, og hver dag lavede og vendte jeg et utal af oste og pakkede det lurmærkede smør i små pakker og trædritler. Det kneb med interessen. Selv i weekenden skulle man meget tidligt op. Nej! Jeg ville meget hellere være postbud i København. Sammen med Hans Lindskovs Holger rejste jeg til Sjælland og fik straks plads som afløser på Lyngby Postkontor.01 Vi var tre om et distrikt. De to andre pakkede tasken. Jeg havde nok at gøre med at finde rundt. Af en eller anden grund virker et postbud, der spørger om vej, ikke tillidsvækkende – især ikke, hvis han står i den gade, han spørger efter. Og så blev man jo træt bare ved tanken om alle de fjerdesale.

Tre måneder efter var jeg hjemme igen. Jeg fik en læreplads som rørlægger hos Mortensen i Øster Tørslev. Det arbejde var jeg til gengæld meget glad for. Det var i Øster Tørslev, jeg lærte meget af det, jeg senere i mit arbejdsliv fik brug for. Desværre blev Mortensen efter 2½ år syg og døde – så jeg stod igen uden læreplads. Jeg fik plads på Dana i Randers. Der var god brug for alt det, jeg havde lært i Øster Tørslev. Jeg skulle svejse radiatorer. Der var mulighed for at få gode akkorder, så vi tjente mange penge – 420 kr. om ugen. Det var næsten dobbelt så meget, som de fleste fik på den tid.

I 1965 blev jeg soldat ved Kongens Fodregiment i Fredericia. Det var aldeles forfærdeligt. Vi måtte jo ingenting. Selv om jeg arbejdede i et transportkompagni, var jeg misundelig på fuglene, når jeg var på øvelse eller vagt.

Jeg blev i 1966 gift med Ketty fra Randers. Vi bosatte os i Fredericia, hvor jeg fik arbejde på Den nye Lillebæltsbro, der var under opførelse. Jeg har aldrig været glad for højder, men jeg blev glad for arbejdet – især i godt vejr var det dejligt at kunne nyde udsigten. Da Ketty gerne ville lidt nærmere hjem, flyttede vi til Randers, hvor jeg de næste par år arbejdede på Dana, inden jeg fik arbejde på Århus Flydedok. Derefter fulgte et par barske år. Jeg ville gerne være byggetekniker, så jeg måtte tage en realeksamen. Ikke alene var det svært at vænne sig til igen at sidde på skolebænken, men mange af fagene var nye: Fysik, matematik, engelsk og tysk. Jeg arbejdede på Flydedokken om dagen og gik i skole fra kl. 17.30 til kl. 22.00. Økonomien blev klaret ved hjælp af et legat og et lån på 8.000 kr. Hårdt var det, men det lykkedes, og jeg fik realeksamen med udmærkelse. Jeg begyndte på Teknisk Skole i Randers for at tage uddannelsen som byggetekniker. Jeg måtte opgive, da undervisningen foregik om dagen. Med kone, to børn, nyt hus og uden arbejde var der ikke råd til det. Jeg begyndte igen at arbejde på Dana. I 1973 solgte vi huset på Birkevej i Randers og købte en ejendom, Stenagergård, i Hou. Den var på 30 tdl., men tiderne havde ændret sig. En familie kunne ikke længere leve af 30 tdl. og ca. 30 grisesøer, så i 1977 begyndte jeg for at styrke økonomien at arbejde på Nordfab i Assens.

Som navnet – Stenagergaard – antyder, var der mange sten på markerne, som hvert forår skulle samles sammen. Det endte med, at jeg måtte opereres for diskosprolaps – hele to gange. Selv om jeg fik god hjælp fra naboer og venner, valgte jeg to år efter min skilsmisse ( 1979 ) at sælge ejendommen. Min mor var blevet alene, så en overgang, inden jeg flyttede ind i mit eget hus i Assens, boede og arbejdede jeg hjemme på ejendommen i Edderup. I samme periode begyndte jeg igen på Randers Tekniske Skole. Denne gang for at uddanne mig som maskintekniker. De 14 fag gav meget hjemmearbejde. Efter min uddannelse fik jeg arbejde på Nordfab (1987), hvor jeg tegnede og udregnede specielle udsugnings- og ventilationsprojekter til fabrikker og værksteder.

I 1990 blev jeg ansat på Århus Flydedok. De første tre år boede jeg på et værelse i Århus, men da den nye motorvej i 1993 blev færdig, kørte jeg på arbejde fra Assens til Århus hver dag. Jeg arbejdede som rørlægger i teams med andre håndværkere på nybygninger: Container- og køleskibe. Jeg kom til at installere alt: Varme, ventilation, aircondition og udsugning. I årenes løb var jeg med til at bygge 40 nye skibe. Mit arbejde på Århus Flydedok sluttede i 1999, da firmaet gik konkurs. Alle blev afskediget. Jeg var blandt de 10% af arbejdsstyrken, der blev genansat for at færdigbygge de sidste skibe. Det var jeg lidt stolt af – og så gav det ekstra løn.

I november samme år startede min drømmerejse. En af mine venner stod, da han pludselig blev alene, med en ekstra billet til en tur jorden rundt. Jeg slog straks til. Vi rejste over Hawaii til New Zealand, hvor vi købte en autocamper. De næste seks måneder fiskede vi i floder, i søer og i havet. Desværre fik jeg ikke mit største ønske opfyldt – at fange en blå marlin. Ud over at køre 12.500 km brugte vi en del af tiden på at gå på jagt. Man skulle bare henvende sig på en politistation, så kunne man få udstedt et jagtkort gratis. Derefter kunne man gå på jagt på 100.000 ha. Jeg skød både kanin, gemse, bjergged og en kronhjort. En flot 8-ender. Efter et tre ugers ophold i Australien, hvor vi bl.a. overværede en koncert med det danske band, Aqua, tilbragte vi en hel uge i Thailand, hvor temperaturen var 350. Da jeg kom hjem, overvejede jeg at gå på efterløn, men da jeg fik tilbudt en stilling som pædagogmedhjælper for en mand på Sødisbakke i 22 timer om ugen, slog jeg til. Har man hus og have, er fritiden aldrig et problem, og skulle der blive tid til overs, har jeg jo altid fiskeriet og jagten.

Indtjeningen på de små ejendomme i Edderup var til at overse. Børn fik den gang, hvad de kunne spise og det tøj, der var nødvendigt. For vi yngres vedkommende betød det ofte, at vi måtte gå i vore ældre brødres aflagte tøj – sagt populært: Vi små legede altid med brugte bamser. Lommepenge vidste vi ikke, hvad var. Havde vi brug for penge, måtte vi som regel selv ud at tjene dem – det gjorde vi så. Var vi heldige, havde en landmand en gang imellem brug for en dreng til at køre sin traktor frem i marken, så kunne vi tjene 1 kr. i timen. Det kunne godt blive til noget, for når man først havde opdaget, hvor længe man skulle arbejde for at tjene en krone, ruttede man ikke med pengene. Tidligere havde vi kun haft en cykel at spurte rundt på. Nu dukkede også knallerten, der ikke krævede kørekort, op. Alle store drenge og unge mænd skulle have knallert, og da jeg, som mine brødre, var interesseret i motorer, fandt jeg en ny måde at tjene en skilling på. Jeg begyndte at renovere og handle med knallerter.

I 1956 blev jeg konfirmeret i Sem Kirke. Det var småt med pengene, så vi holdt ikke fest hjemme. I stedet fik jeg 500 kr. af min mor og far. Jeg kom nu alligevel til fest. Sammen med mine forældre, blev jeg inviteret over til vores nabo, Jenny og Jens Chr. Jensen. Deres datter, Grethe, blev også konfirmeret den dag. Efter konfirmationen flyttede jeg op til Aksel Pedersen på Toftegård i Sem, hvor jeg kom til at tjene i 4½ år – lønnen for det første halvår var 1.300 kr.

Vil man tjene penge, må man investere, så jeg købte en harmonika til 1.250 kr. og begyndte at gå til undervisning hos Søren Pedersen på Sembygård. Jeg øvede mig i middagspausen. Efterhånden fik jeg så stort et repertoire, at jeg begyndte at spille til juletræsfester og børneballer. Jeg fik 50 kr. pr gang, og var jeg heldig, var der stemning for overdans. Det gav undertiden yderligere 35 kr. Det var ikke nogen dårlig investering.

Jeg mødte som andre unge mennesker op, når der om lørdagen var bal i Sem Forsamlingshus. Det kom der meget godt ud af – bl.a. mødte jeg en aften min senere kone, Anny. For at se hende lidt oftere, begyndte jeg at køre søndagstur til Kjellerup Skov på knallerten. Det var et meget populært mødested for unge mennesker den gang. Jeg var egentlig meget godt tilfreds med mit harmonikaspil, indtil Anny en gang hørte mig spille. Bagefter påstod hun, at hun havde krummet tæer, så der ikke var skind tilbage. Men en profet er jo sjældent agtet i sit fædreland.

Aksel så kun skævt til mig en enkelt gang. Det var den dag, han kom trækkende hjem fra heden med sin knallert. Han havde købt den af mig. Jeg mener nu, han fik den billigt – og man kan jo ikke være heldig hver gang. Jeg var glad for at tjene på Toftegård.

Det var blevet almindeligt, at unge søgte bort fra landbruget for at arbejde på fabrikker i f.eks. Randers. Man kunne tjene mere, så i et halvt år, inden jeg blev indkaldt til hæren, arbejdede jeg på Royal, hvor jeg stod ved en maskine og lavede vanger til reolsystemer. Begyndelseslønnen var 5.50 kr. i timen. Jeg var flere gange hos værkføreren for at bede om lønforhøjelse. Lønnen steg da også hver gang med 5 eller 10 øre i timen. Jeg sluttede med en timeløn på 6.50 kr. – så nogle gange har jeg da haft heldet med mig.

Ingen af mine brødre havde været soldater, så da jeg i 1960 mødte til session med dr. Fuglsangs kassationsattest i hånden, var jeg fortrøstningsfuld. Men man kendte Fuglsangs indstilling til militæret, så jeg blev udskrevet til forsyningstjenesten. Efter rekruttiden i Haderslev kom jeg til Randers Kasserne. Engang jeg havde orlov, kørte jeg galt på min Nimbus og skadede min ene fod. Jeg tilbragte det næste halve år på infirmeriet, så det er begrænset, hvor mange historier jeg kan fortælle fra min soldatertid.

Det første halve år, efter jeg var kommet hjem, arbejdede jeg igen på Royal. Derefter fik jeg arbejde som murerarbejdsmand på Vestervangsskolen i Randers, der var ved at blive bygget. Jeg flyttede til Midtkraft, da de lovede, at jeg kunne få en lærerplads som maskinarbejder. Det løfte holdt de ikke, så efter fire år flyttede jeg i 1968 til brødrene Ib og Ole Blegvads malerfirma. Der kunne jeg komme i lære som maler. Samme år blev Andy og jeg gift. Det var vi nødt til, hvis vi ville have en lejlighed i Århus.

1972 var et begivenhedsrigt år. Jeg blev udlært som maler, og startede mit eget firma. Samme efterår byggede vi et nyt hus i Harlev på 140 m2. Grunden havde jeg allerede købt for 25.000 kr., mens jeg arbejdede på Midtkraft. Da huset var færdigprioriteret stod det os i 300.000 kr.

I vores familie kan vi godt lide fart og konkurrencesport. Vi havde i flere år haft en sejlbåd og bl.a. deltaget i Fyn Rundt. For at være lidt nærmere båden, der lå fast i Egå Marina, besluttede vi at købe nyt hus i Skæring. Vi fandt et dejligt hus nær marinaen. Det er det, vi stadig bor i. Interessen for sejlsport var så stor, at jeg sammen med syv andre besluttede at deltage i Admirals Cup. Hver weekend tog vi til Sjælland for at bygge på båden, Red Erik. Det vakte så stor opsigt, at vi opnåede at komme i fjernsynet. Men der var for mange kaptajner, så projektet kuldsejlede. Da vi havde haft sejlbåden i ti år, afhændede vi den. Træningen og vedligeholdelsen af båden tog så lang tid, at det gik ud over familien og firmaet.

I 1997 begyndt jeg at interessere mig for go-cart. Det var en dejlig hobby, som jeg kunne dyrke sammen med en af mine sønner. Det blev efterhånden vores foretrukne konkurrencesport. Det blev til ca. 18 løb om året, og efterhånden begyndte sølvtøjet at fylde op hjemme i vitrinen. Vi investerede i en værkstedsvogn og en Peugeot 307 og begyndte at køre konkurrenceløb på Jyllands Ringen, Ring Djursland, på en bane nær Padborg, i Hanstholm og i Sverige. For at også Anny og huskatten, Musser, kan nyde livet, har vi købt en campingvogn, som vi bor i, når vi kører motorløb. Derudover har vi en lejlighed i et gammelt fiskerhus ved Hanstholm – nær go-cartbanen og en delelejlighed i Spanien nær Sierra Nevada, hvor vi kan stå på ski om vinteren. For øjeblikket overvejer vi, om vi helt skal afhænde vore go-carts og udelukkende køre motorløb i vores Peugeot 307. Vi kan også glæder os over, at vore to drenge, der begge har en uddannelse som maler, efterhånden har vist interesse for at komme ind i firmaet.