Forfatter: Otto Rasmussen

  • Den Katolske Skole

    Den Katolske skole har jeg gået på i ca. tre år. Det var lidt af en tilsnigelse at jeg gik på en privat betalings skole, men årsagen var at “Den røde skole” i Ø. Toreby kunne ikke rumme alle de mange børn der nu en gang var født i de frugtbare efterkrigsår, så Toreby kommune betalte for undervisningen indtil Toreby Centralskole var bygget færdig.

    Han følte og hørte – men så intet! Men jeg havde været uartig som det hedder, for jeg skulle have slag i min bag. Efterkrigsårene var også præget af mangler og det på bla. klædestof – så lille Jens Otto havde fået et par korte bukser syet at “holmens” klæde som vel er noget uldstof. Så der var ikke andet at gøre end at bukke forover og så modtage sin “straf” – et slag – og så vild latter fra hele klassen, og jeg forstod ikke hvorfor – helt ærligt straf er da ikke så sjovt – men alle lo, også nonnen der havde ført guds straffene hånd – hvorfor griner I – jo der havde stået en støvsky ud af de lune “holmens bukser” – så de har beskyttet min numse mod almindelig afstraffelse og den strenge sommerkulde eller va´!

  • En tår over tørsten

    En tår over tørsten

    I 1963 startede jeg som arbejdsdreng på en Maskinfabrik i Nykøbing Falster, det viste sig at arbejdsmanden Tage Olsen kendte min farfar fra dengang Tage arbejde på Gedsergård.

    Tage Olsen fortæller i 1963
    Jo i gamle dage! – om lørdagen gik folk til købmanden og der blev betalt hvad der stod på “bogen”, der blev købt tobak, brændevin, og hvad der ellers var brug for.

    Rasmus var også endt hos købmanden, og formodentlig kradset sin pibe ud i skuffen – den skuffe hvor de fattige kunne få sig et stop til piben når der ikke var penge til selv at købe tobak for.

    Rasmus fik sig så også en ordentlig tår over tørsten, for han kom ikke længere end over på den anden side af gaden, hvor han havde fundet hvile, siddende op af kirkemuren på Skelby kirke. Det var for stor en fristelse for ungerne i Skelby, så Rasmus fik et skilt på brystet med ordene, “Her hviler fanden hakeme jeg” – ifølge Tage Olsen var det et af Rasmus` kraftudtryk. For at glatte lidt ud på historien; overfor en knægt på 17 år som mig, så var det dengang ganske almindelig at tage sig en ordentlig tår over tørsten.

  • Historier fortalt af far

    Historier fortalt af far

    Juletræet anno ca. 1926
    Når julen nærmede sig skulle juletræet findes, og familien gik ud for at finde et træ. De udså sig den grantop der ville se bedst ud, og ned med træet og derefter af med toppen. En lidt bagvendt måde at få et juletræ på, men omvendt resten af træet er selvfølgelig gået til gavntræ. Der blev ikke brugt jord til at plante “juletræer” på.

    Bikuben
    Smeden far var i lære hos, havde også bier. Og som jeg husker det fortalt, medens vi kørte på landevejen forbi “Bikuben” i Stavreby, så havde far givet huset navn. En dag sværmede der en bisværm og så tog F….en ved smeden – og den stakkels lærling skulle med for bisværmen skulle fanges og indsamles. Det foregik i tagskægget på “det” hus. Opgaven var ikke lige det far var interesseret i at lave, og jeg forstår det godt – de stikker – det kravl.

  • Hovedet

    På gården i Tingsted var der også en tørvemose, hvorfra der selvfølgelig kunne graves tørv, til brændsel under krigen.

    Tingsted - Gården fra luftenUnder tørvegravningen fandt de et hoved; for øvrigt med langt lyst hår, i mosen – hvad nu? Meldte de det til politiet som “man skal gøre”, så ville tørvearbejdet ligge stille indtil det var afklaret, om det var et nutidigt hoved eller det var et hoved fra oldtiden – et hoved fra oldtiden var nok det mest sandsynlige.

    Min mormor tog hovedet, og så blev det gravet ned et eller andet sted, som kun hun vidste.

    Slut på den historie. Arbejdet med at grave tørv fortsatte…

  • Dødemasker

    De stærke indtryk der havde sat sig, var de hoveder der stod på en hylde oppe under loftet.

    Det var noget af det første “de” blev præsenteret for når de nu kom “hjem” til Sverige. De skulle se de slægtninge der var afgået med døden. Den afsjælede fik lagt en gipsmaske over ansigtet som så blev fjernet når gipsen var hård, fint monteret med øjenhår og lignende der ville følge med i denne arbejdsproces, til eviggørelse af det afdøde familiemedlem. Det har helt sikker gjort et dybt indtryk på mor.

  • Betty fortæller

    Betty fortæller

    I 1970 besluttede vi at købe et stykke jord til vores ejendom. Det var nærliggende at spørge naboen, et ældre ægtepar i 80´erne. “Godav! – kan vi købet et stykke jord af jer, så vi kan bygge vores hus lidt større?” (det kunne vi godt)

    Betty var næsten blind, og manden havde fået et slagtilfælde for ikke så længe siden så det var lidt svært at tale med dem. Men Betty var jo nysgerrig – hvor kommer I fra – jo vi var da Falstringer begge to. Hvad laver din Far? osv. og så er han født på Gedsergård – jamen så må vi da kende ham! – Jo min farfar og farmor Tekla og Rasmus som boede i Fiskebækskoven og var nogle af deres venner fra de unge dage – og så fortæller Betty!
    “Jeg husker tydeligt din farfar og hans brødre og især en gang hvor Peter – overskrævs på”- når ja! Her begynder historien: Jo!

    Brødrene havde været i Nykøbing og rejsen var foregået på isen som var tyk nok til transport, men de glade brødre havde fået for meget at drikke i byen så forsigtigheden var sivet ud af hovedet på brødrene og desværre gik Karl i en våge og han blev under isen – Karl var omkommet og han var væk – Men isen bryder op i foråret og brødrene havde arbejde på roebroen ved Gedsergård og der står Karl ifølge Betty lodret i vandet og en af Karls brødre opdager ham – Hva´ dælen Karl! Er du gået neden om og hjem! Jo Karl var næsten hjemme, den stive vogn blev hentet på Gedsergård, Karl blev bjærget og lagt i en kiste og da oplevelsen formodentlig ikke var så spændene at gennemleve så havde de overlevende brødre fået en ordentlig tår af snapsdunken – så Peter han sad overskrævs på Karls kiste medens han med høj røst forkyndte at “Ja Karl var kommet hjem – han gik neden om og hjem”

  • Den røde skole

    Jeg skulle jo i skole igen, efter at jeg var flyttet til Sundby. Det blev så Den røde skole der ligger mellem Sundby og Østre Toreby. Jeg vil tro at det var første gang at far fulgte med mig i skole, jeg ville formentlig ikke i skole igen, så han var vel tvunget til at tage med.

    Om skolen kan skrives at der var to klasseværelser til 7 årgange børn, som var det skolepligtige minimum dengang. Jeg gik med andre ord i både 1. og 2. klasse på en gang, så jeg blev bare klog. Lærerne var fru Bille og en lære Andersen (vistnok). Om klasseværelserne kan siges at jeg gik i det østlige værelse, 1. klasse. Duften i klassen var den traditionelle – blyanter der er spidset, og når jeg fornemmer denne duft er jeg tilbage på Den røde skole.

    Opvarmningen af klassen var den høje sorte kakkelovn med en blank krone. Skolebordene var den traditionelle med pulte, som vi kender dem, med stift sæde og en klap der kunne lukkes op til et bog/diverse rum underneden.

    Jeg var vel urolig som sædvanlig eller jeg havde ikke lavet mine lektier, for jeg skulle op til fru Bille og have min straf.

    “Hvilken hånd skriver du med? Den her! Så ræk den anden hånd frem til mig! Med håndfladen opad! Smak!”

    – så fik jeg et rap over fingrene af fru Billes lineal, – Av for he…..! Men det var vel den pædagogik der gjaldt i 1953.