Der er nu 707 historier fordelt på194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Knud Lambert

  • Angiveri

    Angiveri

    I september 1944 var en tyverårig pige fra Hyllinge til bal i Sneslev Forsamlingshus. Her blev hun generet af en kommis fra Fuglebjerg. Han spurgte hende, om ikke hun skulle “hen og snakke med de sorte”. Underforstået medlemmer af Sommerkorpset, indkvarteret i Førslev.

    Sammen med en veninde og en ven gik hun hen til smeden for at låne telefonen. Hun ringede til en navngiven ven blandt sommerfolkene. Inden vennen og hans kammerater nåede frem til forsamlingshuset, var kommisen taget hjem.

    Efter befrielsen blev hun idømt en straf på to års fængsel med fradrag af 78 dages udstået varetægtsarrest og frakendelse af almen tillid i 5 år.

  • Den lystige præst

    Den lystige præst

    Der var engang en lystig sognepræst i Boslunde. Han satte pris på kortspil og et veldækket bord. Iver Hansen var hans navn.

    Han blev i sin præstegård, da svenske soldater kom og indkvarterede sig her. Selv om den svenske besættelsesmagt gik hårdt til værks i mange sogne og fik folk til at flygte ind til byerne, lykkedes det hr. Iver Hansen at dække et godt bord. Svenskerne spiste gerne ved hans bord. Sikkert uden at være inviteret.
    Når de havde stillet sulten, tog de sølvtøjet med sig hjem. Præsten sagde intet.

    En dag blev hr. Iver inviteret til middag hos en officer af høj rang. Da måltidet var slut, stak hr. Iver ske og andet sølvtøj i lommen. Helt åbenlyst. Det ville værten ikke finde sig i. – Er det ikke god skik i Sverige? Sådan gør mine svenske gæster da altid, når de har spist middag i min præstegård, sagde hr. Iver.
    Kort efter afleverede de bjergsomme gæster det stjålne sølvtøj i præstegården.

    Svenskerne plejede at komme op til ham med udbyttet af deres plyndringer på egnen. Hr. Iver købte tingene af dem. De blev skjult, til krigen var forbi, og derefter leveret tilbage til de rette ejermænd.

    Ud over et veldækket bord satte hr. Iver stor pris på kortspillets glæder. Det gik ud over sognebørnene og hans eftermænd i kaldet.
    I 1652, tabte præsten i kortspil en større sum penge til ejeren af Borreby. Da præstegården brændte kort efter, kunne han ikke betale sin spillegæld. Og det slap han for. Renterne af gælden måtte hans eftermænd betale til sognets fattige i mange år.

    Han indsamlede over 2000 ordsprog. Per Syv benyttede sig af hans samling. Den røber, at hans lystighed diplomatisk sagt ikke altid var den mest høviske. Med sin hustru Else Frederiksdatter fik han 17 børn. Han døde i 1684.

  • Pigen fra Ringkøbing

    Pigen fra Ringkøbing

    Den 15. marts 1829 kom Peter Hansen til verden. Den næste dag blev han hjemmedøbt, fordi han havde fået blodforgiftning. Moren var ugift og tjente på Førslevgård. Hun hed Mette Kirsten Abelsdatter og var 27 år gammel. Barnefaderen Hans Jensen tjente hos sin bror i Næstved. Ved fremstillingen i Førslev Kirke var bæreren af barnet og fadderne alle tjenestefolk på Førslevgård. – Dette er det 4de uægte Drengebarn, dette Quindemenneske har kastet paa Sognet, skrev den forargede kirkebylærer med spruttende pen. Året før havde hun født drengen Hans. I maj 1819, da hun tjente på Hjortholm, fik hun drengen Christian med husar Ole Jensen ved ritmester Sperlings eskadron i København. Samme husar fik en søn, kaldet Jens, med en anden tjenestepige, Marie Cathrine Nielsdatter, på Hjortholm dagen efter.

    Om de to piger har ligget ved det lettere kavaleri i København, eller husaren blot har været indkvarteret på Hjortholm under en øvelse vides ikke. Arvefæstegården blev først en opdragelsesanstalt i 1840 og tildelt navnet Holsteinsminde. Hun stammede fra Ringkøbing, Ved folketællingen i 1801 er hun to år. Faren, grovsmedesvend Christian Appel, er 33 år gammel og moren Anne Lauritsdatter 25 år gammel. Begge gift 1. gang. Mette er eneste barn. Familien bor “Paa Torvet” i Ringkøbing. Hun bliver konfirmeret 21 april 1816. Sognepræsten dr. phil. Peter Nicolai Frost gav hende højeste karakter i kundskaber nemlig 5, dom og 3 i opførsel.

    Hendes vej til Førslev – eventuelt via København – er ikke kendt. Ved folketællingen i 1834 var hun stadig ugift og tjenestepige på Førslevgård. Datteren Ingeborg føder hun 11. juni 1834. November 1835 bliver hun gift med den udlagte barnefader, tjenestekarlen Christian Beyer. Han er ungkarl og 29 år gammel. Hun er syv år ældre og fruetimmer bosat i Casperhuset. To Førslev husmænd er forlovere.
    Seks år senere har hun og Christian Beyer to børn, Ingeborg og Adolph. I 1845 boede den gifte indsidderske Stine – det kaldes hun fejlagtigt i kirkebogen – Abelsdatter, 48 år, og den seksårige Adolph sammen i Førslev. Uden manden, men skilt er de ikke.
    Ved næste folketælling i 1850 har sønnen forladt hjemmet. (*Red: Han dør 6/9-1847 i Førslev, og optræder derfor ikke i foletællingen) Hun bor i Mikkelborghuset og uden manden, men sammen med et seksårigt plejebarn ved navn Ane Christiansdatter. Vel sagtens for at tjene nogle penge. Manden boede på Førslevgård.
    Datteren Ingeborg var i 1845 plejedatter hos Ole Pedersen, Sneslev Mark. Der var hun også ved sin konfirmation i 1850. Hendes kundskaber var gode og hendes opførsel meget god, skønnede sognepræsten. Som 22-årig bliver hun gift med den 34 årige ungkarl Anders. Han tjener på en gård i Hyllinge Sogn. I 1860 bor de og deres to børn i Hyllinge.
    d. 8. maj 1851 dør Mette Kirstine Abelsdatter, 53 år gammel. Hun er stadig gift med røgter Christian Beyer. Maj 1854 dør enkemand og røgter på Førslevgård Christian Beyer. Han blev 46 år.

    *Note: I indsendte historie nævnes at sønnen Adolph Chr. Vallentin Beyer formodentlig er sat i pleje. Han dør dog 6/9-1847 i Førslev, og optræder derfor ikke i foletællingen. (kilde: sa.dk, Sorø/Førslev og kontraministralbogen opslag 163, den har dog ikke mellemnavne med i bogen.
    Information indsendt af er efterkommer i den linie, og hun er i min 9 generation baglæns (lige linie). Pige linien.

  • Præsten bøjede nakken

    Under svenskekrigene var det ikke helt ualmindeligt, at svenske besættelsessoldater blev valgt som faddere. I nogen tilfælde kan frygt have været årsagen til valg af en fremmed fadder.

    Det var det i hvert fald i Sørbymagle i april 1659, hvor bonden Simon havde to fremmede indkvarteret på gården som faddere. Den ene var Anna Lisbeths, Johan Franckfursts rytterkvinde. Hun var streng, ødsel og tyrannisk i sit kvarter. Kom fra Bøhmen. Romersk-katolsk. Hun tiltog sig den ære, skrev den sagtmodige pastor Prom i kirkebogen.

    Den anden fadder var hendes mand, rytteren Johan Franckfurt. Pastoren mente ikke, at der efter nærværende tids tilstand var nogen nødvendig eller høj årsag til at afvise hende som fadder. Det skrev han også i kirkebogen. Som romersk-katolsk kunne hun ikke være fadder. Men det så præsten helt bort fra. Men hun og manden har formentligt været »tyranniske« også uden for deres kvarter og skræmt præsten.

    Der gik mange historier om besættelsesmagtens mishandling af og drab på danskere, der ikke makkede ret. De to fremmede var de eneste faddere. Sognets folk turde eller vilde ikke være med.

  • Snaphaner i Kastrup Storskov

    Den 26. maj 1660 sluttede Danmark og Sverige fred. Under denne krig havde svenskerne besat Jylland, Fyn og Sjælland bortset fra København, som holdt stand. Rundt om i landet kom det til konfrontationer mellem lokalbefolkningen og de svenske besættere.

    I juni måned samme år begravede sognepræsten i Sørbymagle, den sagtmodige og gode pastor Mads Prom, en bonde dræbt godt et halvt år tidligere af svenske soldater. Før juletid 1659 havde han sammen med otte andre slået sig ned i Kastrup Storskov som snaphane. Svenskerne opdagede dem og gik til angreb. Nogle flygtede og andre blev dræbt. Ovennævnte bondes lig blev holdt skjult under jorden.

    Nu i juni måned 1660 blev han ført hjem og nedsat på kirkegården. Det skrev pastor Prom i sin kirkebog.

  • Under jorden på Askø

    Under jorden på Askø

    Som 16-årig sad Ringsteddrengen Erik Jensen fire måneder i fængsel i Vestre Fængsel og Horserødlejren. Han var ikke den yngste i lejren. Under besættelsen var han i radiobranchen. I fritiden var han en modstandsmand. Han hjalp en anden, meget ældre modstandsmand med forskellige ting. Da sidstnævnte fik kontakt med to andre påståede modstandsfolk, gik det galt. De to var i virkeligheden tyskerhåndlangere. Begge blev henrettet efter krigen.

    Efter løsladelsen den 21. juli 1944 vendte han hjem til Ringsted. Hjemme i Ringsted igen gik Erik Jensen hen til bylederen, isenkræmmer Niels Marius Petersen. – Det er godt, du er kommet hjem. Allerbedst er det, at du ikke har røbet noget. Du kommer til at tage til Sverige, sagde han. – Det har jeg ikke lyst til. Jeg kan ikke tale svensk, svarede Poul Erik. I stedet tog han ned til sin svoger, som var mejeribestyrer på Askø.

    Dengang stod M/S Femøsund for sejladsen til Fejø, Femø og Askø. Skibsfører og færgekaptajn O. Bloksgaard. Svogeren aftalte med færgens kaptajn Bloksgaard, at han skulle advare dem, hvis der var mystiske passagerer med færgen. Aftalen blev, at han i givet fald skulle hive to gange i fløjten. Endvidere fik han en aftale med folk bosat på Lilleø. Hvis han måtte væk, skulle han cykle derover og tage en jolle for at ro til Fejø eller Femø.

    En dag kom der et par mystiske personer med færgen til Askø. De bar lange cottoncoats og støvler. De ville gerne sælge et bogværk om Danmarks herregårde. Erik Jensen blev på Askø til kapitulationen. Han hjalp til i mejeriet og reparerede radioer.

    Han var ikke den eneste flygtning på Askø. Der var også en politibetjent, som boede hos brugsuddeler Dall. – Der var mennesker, vi skulle passe på. Blandt andet en familie, hvor to sønner var gået i tysk tjeneste, fortalte Erik Jensen. Samtalen fandt sted i oktober 2001. Erik Jensen døde nogle år senere.

  • Da præstegården brændte

    Da præstegården brændte

    6. maj 1663 brændte Gyrstinge Præstegård ved højlys dag. Gyrstinges sognepræst Jens Poulsen Sascerides, hans hustru Marie Christensdatter, hendes bror, provst Henrik Thygesen Colding, Bringstrup – Sigersted, to tjenestepiger og et lille barn omkom. Provst Thygesen havde taget sin kollega til alters om formiddagen. Provsten blev begravet fra Bringstrup Kirke 18. maj af sin efterfølger som sognepræst, Søren Pedersen. Enken, Bodil Hansdatter, blev konserveret i embedet. Hun giftede sig med Søren.

    Årsagen til ildebranden skal være, at præstekonen kom til at vælte en gryde med fedt om i køkkenilden. I et nu var stråtaget og loftet antændt. De tilstedeværende løb forvirrede rundt og prøvede at redde noget. Huset faldt sammen over dem, inden de kunne komme ud. Folkesnakken spredte det ondskabsfulde rygte, at præstekonen ikke havde kunnet få ilden til at brænde. Derfor havde hun smidt en krukke fedt på ilden med bemærkningen: ”Nu skal det brænde, om jeg så skal brænde i helvede”. Ulykken var altså Guds straf for hendes bespottelse og formastelse, mente man.

    I Gyrstinge Kirkes våbenhus sidder der en sandsten, som på latin fortæller om den højst bedrøvelige ildsvåde, hvor Jens Poulsen og seks andre omkom.

    Den tids præstegårde var beskedne. Nærmest faldefærdige rønner. En fransk opdagelsesrejsende skrev i 1634 i sin dagbog, at de set udefra lignede gåse- eller hønsehuse. Ved mange brande gik kirkebøgerne til. Men det skete ikke ved denne brand. Årsagen var nok, at degnen Jens Rasmussen Atterup opbevarede kirkebogen i hjemmet.

    Der var flere årsager til de mange præstegårdsbrande. En præst satte ild til præstegården for at komme rotterne til livs. I 1711 var præstegården i Snøde forfalden. Svineri og urenlighed havde taget overhånd. Derfor satte man ild til den og byggede en ny. En præstegård brændte, fordi præsten havde skudt efter duer på taget. I flere tilfælde kom præster galt af sted under forsøg med at fremstille guld. En tidligere præstegårdsforpagter tilstod på sit dødsleje, at han havde sat ild til præstegården, fordi han ikke havde fået forlænget sin forpagtningskontrakt. Det sagde man i hvert fald.

  • Salmedigter og godsejer

    Salmedigter og godsejer

    1687-1702 var magister Didrik Grubbe sognepræst i Kvislemark-Fyrendal. Navnet Grubbe antyder, at han var adelig. Men det var han nu ikke. Hans far var skrædder i Store Heddinge. Han blev født i 1656, kom på Køge Latinskole og i 1678 på Københavns Universitet. Efter endt eksamen blev han huslærer hos vicekansler Holger Vind på Harrestedgård. Vind ejede også Gjeddesdal og ejendomme i og ved København.

    Ved siden af sit virke som huslærer studerede Grubbe og digtede salmer. 1684 udgav han første del af ”Sjælens Åndelige Harpeklang” og tolv år senere anden del. Den var tilegnet Christian V. Nok i taknemmelighed over, at kongen havde givet sin tilladelse til ægteskabet med den adelige jomfru Anne Elisabeth Vind.

    I 1684 blev han kaldet til sognepræst i Kvislemark-Fyrendal Sogn. Han blev en hyppig gæst på Harrestedgård. Enkefru Margrethe Gjedde satte pris på ham. Datteren, jomfru Anne Elisabeth Vind, og den ti år ældre Diderik Grubbe blev forelsket i hinanden. Moren ville ikke gå med til, at hendes datter blev gift med den borgerlige Grubbe. Jomfruen gav ikke op. Hun skrev to breve til kongen og fik dennes tilladelse til at råde over sin fædrene arv og at ægte Grubbe. Kongen bestemte, at vielsen kunne ske i Kvislemark Præstegård uden forudgående trolovelse og lysning fra prædikestolen.

    En dag i oktober 1690 kørte hun fra Harrestedgård til Kvislemark Præstegård. Vielsen fandt sted i en af præstegårdens stuer. Herredsprovst Poul Munchgaard, Herlufsholm, forrettede vielsen. Den blev overværet af nabopræsterne og flere degne samt nogle bønder fra Kvislemark.

    Rent tilfældigt havde Harrestedgårds kusk et ærinde at forrette i Kvislemark på bryllupsdagen. Han fik besked på at fortælle fru Margrethe Gjedde om brylluppet. Hun blev vred. Fru Margrethe Gjedde gik til Harrested Birketing og Fuirendal Birketing. Derefter fik hun kongen til at nedsætte en undersøgelseskommission. Hvis det stod til hende, skulle Didrik Grubbe miste sit embede og datteren sin fædrene arv. Sagen endte med, at Didrik Grubbe blev dømt til at betale 300 rigsdaler til fattige præsteenker i stiftet. Ikke på grund af ægteskabet. Det havde han jo kongens tilladelse til. Men han havde jo opført sig upassende ved bag fru Margrethe Gjeddes ryg at snige sig ind til jomfruen ved nattetide. Herredsprovsten, som havde forrettet vielsen, blev frikendt.

    I 1693 fik Didrik Grubbe skøde på Gerdrup Hovedgård i Eggeslevmagle. Det var hustruens fædrene arv. Selv købte han ødegårde af kronen og andre gårde. Han oprettede Lyngbygård. Efter hans død fortsatte enken med opkøb af jord. Han døde af skørbug, svindsot og vattersot 42 år gammel og blev sat i en åben begravelse i Boslunde Kirke.

    Anne Elisabeth Vind var også en dygtig godsadministrator I de tolv år ægteskabet varede, fødte Anne Elisabeth Vind ni børn i Kvislemark. Anne Elisabeth Vind døde i 1727 og blev gravsat i Boeslunde Kirke ved siden af sin mand. Kisterne blev i begyndelsen af 1800-tallet fjernet fra kirken og begravet på kirkegården.

  • Præsten skød svensk oberst

    Præsten skød svensk oberst

    Under den to en halv måned lange belejring af Nakskov i 1659, oprettede en svensk oberst kommandostation i Horslunde præstegård. Han lod sine soldater grave en voldgrav rundt om præstegården. Måske som tak for Pastor Cuninghams gode værtskab. Kraks 3. udgave (1898-1906) nævner, at der i præstegårdens have er grave, som skulle stamme fra svenskekrigen 1658-59.

    Den gode oberst kunne ikke stå for præstedatterens ynder og forførte hende. I sin fortvivlelse druknede hun sig i voldgraven neden for sit vindue, fortæller sagnet. Hun fandt ingen ro efter døden. Vel nok fordi hun som selvmorder ikke var begravet i indviet jord. I flere århundreder påstod folk at have hørt hende udstøde et rædsomt skingrende skrig.
    Pastor Cuningham hævnede sig. Da obersten en dag red forbi kirken, lå pastoren gemt bag kirkegårdsmuren med sit gevær. Han skød den intetanende oberst. Obersten blev begravet i gårdspladsens midte. Endnu i begyndelsen af 1800-tallet kunne folk vise, hvor gravstedet lå.

    Samme præst kom to år før ved et uheld til at skyde sin kusk, da de kørte gennem Halsted. Det skete ved præstegården lige for øjnene af provsten. Kusken var søn af Nakskovs byfoged. Sagen kom for et nævningeting. Han fik lov til at beholde embedet mod at lade sin kapellan, hr. Peter Lauritzen, bestyre dette.

    Efter tyve år forbarmede kongen sig over ham. Han fik lov til at prædike og katekisere, dog ikke til jul, påske og pinse. Da Cuningham døde i 1680, overtog kapellanen både embedet og hans kone. Det var i konserveringssystemets tid. Enken blev konserveret i embedet. Jakob Hansen Cuningham var født 1619 og student fra Sorø Skole i 1637. Hans far var skotsk adelsmand og søofficer i dansk tjeneste fra 1603 til 1651. Han sejlede på Grønland, deltog i Kalmarkrigen og var i en periode lensmand over Finmarken.

  • En landarbejder

    En landarbejder

    Under 1. Verdenskrig fejrede husmand Lars Peder Nielsen og hustru guldbryllup i Ørslevunderskov ved Ringsted. Guldbruden hed Joanne Lisbeth.
    Lars Peder Nielsen blev født på Kværkeby Mark. Forældrene var daglejer Niels Larsen og Karen Christensdatter. De blev gift 1843. Faren var enkemand. Han døde 44 år gammel i 1853, hvor Lars kun var seks år gammel.
    Johanne Lisbeths far var husfæster og daglejer. Hans løn blev suppleret med, hvad to plejebørn – to brødre på henholdsvis fire og fem år født i København – kunne indbringe.
    Hun blev konfirmeret i 1861. Sognepræsten gav hende meget god i opførsel og kundskaber. Karen Christensdatter var i tredje måned, da manden døde. I forvejen havde hun fire børn. Den niårige Karen, den syvårige Lars, den femårige Christen og den toårige Niels Christian.

    Det var mere end hun kunne klare at brødføde. Lars blev sendt ud at tjene. Skolegangen fik husbonden begrænset til et lille års tid. Han havde brug for drengens arbejdskraft hele dagen. Egentligt skulle husbond betale mulkt, når drengen ikke passede sin skole. Med det var der råd for dengang. Husbond gav læreren et læs tørv en gang eller to hver vinter, og så var alt om mulkt glemt. – På denne måde fik jeg ikke lov til at lære at skrive eller læse. I stedet måtte jeg gå i marken fra tidlig morgen til sen aften for at passe omkring halvandet hundrede gæs.

    I 1860 blev han konfirmeret i Kværkeby Kirke. Fik karakteren meget god i kundskaber trods den begrænsede skolegang af pastor Johannes Dorph. Moren var stadig enke og fattiglem i Kværkeby Sogn. Hun stammede selv fra Farendløse Sogn.
    Når de andre satte sig ved bordet for at nyde deres aftensmad, blev Lars sendt ud i marken for at flytte fårene. – De ture i mørket var ikke altid morsomme. Når jeg så kom hjem, kunne jeg begynde at gnave på skorperne og spise de andres levninger, fortalte den 71-årige.

    I 1869 mødte han op for at aftjene værnepligten. Da den var overstået, giftede han sig med Johanne. De flyttede til Ørslevunderskov. Han fik plads hos sognerådsformand Søren Hansen. Der blev han i tretten år. Næste plads fik han på Torpegården, han var der tre år. Derefter gik turen til Lønningegården. Her blev han i fire år. Fra 1896 tjente han hos familien Johannes Larsen som daglejer. Som bierhverv fuskede han lidt som skomager. I 1916 arbejdede han som 71 årig stadig for Johannes Larsen, selvom han fik alderdomsunderstøttelse. Årsindtægten var hele 300 kr. svarende til lidt over 12.000 kr. i 2012. Kommuneskatten var sat til 45 øre. I 1921 var han under skattegrænsen.

  • Sognepræst, forfatter og forstander

    Poul Jensen Colding var sognepræst i Vindinge-Kvislemark 1608-22 og fra 1615 herredsprovst. Han blev født i Kolding 1581. Faren, Jens Poulsen, var tolder og rådmand. Moren, Magdalene Falenkamp, var datter af en købmand fra Westfalen, der på grund af uroligheder og krig var flyttet til Kolding. En af fadderne ved hans dåb var kansler Niels Kaas, som oprettede latinskolen i Sorø, forløberen for Sorø Akademi. Han sørgede for, at Poul Jensen Colding kom til at gå her i 1594 og de næste seks år. Derefter kom han på Københavns Universitet et års tid. 1601 tog han på en rejse til Tyskland, Bøhmen og Italien. Ved St. Hans 1601 fik han ansættelse hos astronomen Tyge Brahe i Prag. Sammen med astronomen Kepler stod han ved Tyge Brahes dødsleje. Han skrev et gravskrift: “Æresminde over den uforlignelige mand Tyge Brahe, nordbo (cimber) fra Atlantis (Skåne) og ridder med gylden kæde”. Derefter rejste han videre for at studere ved universiteterne i Ferrara og Rom i Italien og Wittenberg i Tyskland. I marts 1604 vendte han tilbage til København og tog samme år magistergraden. Året efter blev han rektor ved den lærde skole i Ålborg.

    Vindinge – Quislemark
    Da Christian IV´s ældste søn, prins Christian, blev anerkendt som tronarving i 1608, blev der festet i København. Poul Jensen Colding deltog som delegeret for gejstligheden i Ålborg. Under festlighederne mødte han landsdommer Vilhelm Dresselberg til Vindingegård. Den 11. juli 1608 blev han sognepræst for Vindinge og Quislemark sogne. Han giftede med Johanne Pedersdatter Malmøe, forgængerens enke, og slap dermed for at betale enkepension. Hun havde fire børn fra sit første ægteskab og fik yderligere fem i sit andet ægteskab. Børnene fik efternavnet Vinding.

    I 1614 udgav han en kirkehistorie med titlen: “Kircke-Historie oc sandrue Beskriffuelse om den store Religionsforanding, som skede udi vore Forældris Tijd, udi det Romerske Rige”. Den blev tilegnet Vilhelm Dresselberg. Han skrev også den første dansk-latinske ordbog “Etymologicum Latinum”. Den udkom i 1622. Poul Jensen må have haft et godt forhold til Vilhelm Dresselberg. Han var i gang med at rive Vindinge gårde ned og lægge jorderne ind under hovedgården. Men præstegården og degneboligen blev ikke berørt. Dresselberg bekostede også en ny prædikestol til Fyrendal Kirke.

    Den uforglemmelige mester
    I 1622 blev han kaldet til stiftelsen Herlufsholm for at bringe den på fode og samtidigt ansat som Herlufholm Sogns præst. I 1631 valgte han at forlade posten som forstander. Embedet som sognepræst bestred han til sin død i 1640. Wiberg skriver, at han forestod skolen med stor retsindighed og klog anvendelse af stiftelsens midler til dens ejendommes forøgelse. I “Meddelelser om Rektorerne paa Herlufsholm fra Skolens Stiftelse 1565 til 1878” omtales han kort som den for skolen uforglemmelige mester Poul Jensen Colding.

    Poul Jensen Colding døde 19. oktober 1640 og Johanne Pedersdatter Malmøe otte dage senere. De blev begravet i Herlufsholm Kirke. Sønnen Rasmus Vinding blev senere værge for Vor Frue Kirke i København. Tredive år efter Poul Jensen Coldings død sørgede han for, at faren blev begravet i Vor Frue Kirke i København. Gravpladsen i Herlufsholm Kirke overtog hans dattersøn, præsten Povl Munksgaard, forstander på Herlufsholm 1690-94.

    Efterkommere
    I følge Biografisk Leksikon har tre præsteslægter båret efternavnet Vinding. Poul Jensen Vinding er stamfar til den ene slægt. Alle hans børn fik efternavnet. I 1609 fødtes sønnen Jens Poulsen Vinding. Han blev student fra Herlufsholm og rejste udenlands 1630-35. I 1636 blev han sognepræst i Åsum og året efter magister. En anden søn, Rasmus Vinding født 1615, blev hovedforfatter til Christian V´s Danske Lov. Som faren og broren tog han også på en længere udenlandsrejse, hvorunder han besøgte universiteterne i Paris, Leiden og Angers samt jesuitterkollegiet la Fléche. Dengang en af Frankrigs bedste skoler. Filosoffen og matematikeren René Descartes blev i 1606 optaget på denne. Datteren Anna Poulsdatter blev i 1641 gift med rektor og sognepræst Hans Dideriksen Bartssker. Han blev senere kgl. konfessionarius og endte som biskop over Viborg Stift.

  • Nedkastning af våben

    Nedkastning af våben

    Sorø Amtstidende bragte 17. maj 1945 et interview med politibetjent Munk Hansen tjenstgørende på Skælskør Rådhus. Da politiet blev afsat i september 1944, rejste han til Fyn. Februar 1945 vendte han tilbage til Skælskør. Umiddelbart efter kom han med i frihedsbevægelsen. Politiet dannede sin egen gruppe, og han blev gruppefører.

    Da han fik besked om den kommende nedkastning af våben på Førslevgårds marker, cyklede han sammen med overbetjent Kjeldsen og reservebetjentene Jørgen Nielsen, Johs. Mathiasen, Leon Nielsen og H. V. Nielsen hen mod aften til nedkastningsområdet.
    Det lå øst for Arløse og syd for Møllegårdsvej. Frihedskæmpere fra oplandet sluttede sig til, så styrken blev på et halvhundrede mand. Kl. 22.30 var alle mand på pladsen. Tre timere senere dukkede flyet op. Det fløj 4-5 gange over marken, hvor modtageholdet stod. Under sidste overflyvning kastede flyet faldskærme med 24 tromler med våben og ammunition. Tværs gennem marken løb en ret dyb bæk. En del af tromlerne landede på den anden side af bækken.
    Den første frihedskæmper, der forsøgte at springe over bækken, plumpede i til midt på livet. Han blev stående i vandet og hjalp de andre med at få våben og ammunition over på den rigtige side.
    Den lastvogn, som skulle transportere den nedkastede ammunition og våben væk, dukkede ikke op. I morgentimerne kom en anden lastvogn tilfældigvis kørende. Chaufføren blev holdt op. Bilen gik i stå inde på græsmarken. Frihedskæmperne måtte skubbe den et langt stykke over græsmarken og ud på vejen. Et hårdt job, da våben og ammunition vejede fire tons. Containerne blev kastet i en mergelgrav.

    Efter krigen fandt sognepræst Andersens sønner resterne af en container i det område, hvor der i dag står vindmøller.

    Note: Overbetjent Kjeldsen er formentlig Niels Richard Kjeldsen født 25. januar 1911 og død 18. marts 1995. Han var medlem af en militærgruppe under Skælskør Bykommando.

    Kilde: Frihedsmuseets modstandsbase.

  • De første præster

    De første præster

    Wiberg er hovedkilden til den præsterække for Kvislemark-Fyrendal sogne, der begynder i 1520. Dengang hed sognene Vindinge-Kvislemark. Præstegården lå oprindeligt ved hovedgården Vindinge, men blev i 1648 flyttet til Kvislemark.

    Søren Mortensen var præst her fra 1520 til 1539. Åbenbart først katolsk præst og derefter protestantisk. Afløseren hed Vincens Nielsen. Den tredje præst var Jacob Fynd, der var adelig. Han var præst her fra 1554 til 1567. Hvor de kom fra, og om de var gifte, oplyser Wiberg ikke. I 1567 hedder sognepræsten Mathias Olsen Egesborg (Eigburgensos). Måske fra Øster Egesborg, skriver Wiberg. Om den femte præst, Rasmus Jensen, er der lidt flere oplysninger. Han kom fra embedet som residerende kapellan ved Sankt Petri Kirke i Næstved. Han kom til Kvislemark-Fyrendal 1582 og blev i 1585 gift med Johanne Pedersdatter fra Malmø. Da han dør i 1608, gifter enken sig med eftermanden, Poul Jensen Colding.

    Fra den tid stammer det gamle mundheld: Man finder det i Enkens Bo Som ikke er i Pigens Sko.

    1659-60 var hollandske hærenheder sendt til Danmark for at hjælpe til i kampen mod de svenske besættelsesstyrker. Den hollandske major Johan de Beverens førte under opholdet dagbog. I denne udtrykker han blandt andet sin forbavselse over “den besynderlige skik, at den nye præst skulle gifte sig med enken paa Kaldet, om hun så var 70, og han kun 20 år gammel, hvis han ikke vil udbetale hende embedets halve indtægter”.

    Poul Jensen Colding var dog heldig. Enken var 4-5 år yngre.

  • Lærere ved Nordrup Skole

    Lærere ved Nordrup Skole

    Den 28. maj 1802 var biskop Balle på visitats i Sønderup og Nordrup sogne. Om Nordrup Skole skrev han sin visitatsbog:

    ” Nordrup Skole. Stor forsømmelse var almindelig. Fem til seks, som de været flittige, svarede godt og til fornøjelse af lærebog og katekismus. Nogle flere gjorde skikkelig rede for katekismus, og de, der søgte skolen, læste alle vel i bog. Men skrivning og regning var ikke begyndt. Ej heller vidste man noget af salmer. 15 Bøger blev uddelte. Skoleholder Møller er gammel og tunghørig, men katekiserer dog ganske fornuftigt og vel”.

    Augustinus Harder var den første uddannede skolelærer i Nordrup Skole. Han var også seminarist fra Brøndbyvester. Han afløste sin far 1820.
    Om den 40-årige Augustinus Harder skrev biskop Mynster efter en visitats i 1839, at han skrev en skrækkelig hånd, men var ellers ikke så dårlig. Han katekiserede temmeligt vel og ville gerne gå for at være sprænglærd.

    Ved den næste visitats ti år senere måtte børnene tage til Sønderup Skole. Biskop Mynster blev fortalt, at skolehuset i Nordrup var mådeligt bygget og fugtigt, og at skolestuen var for lille.

    Læreren, den 51-årige Harder, var omtrent som sidst, men hans syn var blevet dårligt. På grund af hans strenghed mod børnene, der endog skulle have ført til et barns død, var det blevet pålagt ham at holde en hjælpelærer. Denne var duelig, men død for nylig af brystsyge. Derved var skolen kommet noget tilbage. Mange børn fra yngste klasse mødte ikke op. Biskoppen gav børnene karakterer. Læsning godt x, skrivning meget godt, religion meget godt, regning godt minus og indbyrdes undervisning temmelig godt. Gymnastikken var forsømt på grund af lærerens sygdom.

    Harders efterfølger, Peter Christian Ferdinand Høegh, virkede i Nordrup til 1889.

    1862 byggede man en ny skole i Nordrup med to klasselokaler.

    Fra 1889 til 1916 var Lars Peter Rasmussen lærer i Nordrup. Han fik meget at slås med. Friskolen i Skaftelev, som tilmed flyttede til Nordrup i 1909, oprettelsen af Nordruplund Skole og den pogeskole, som skolekommissionen indrettede efter biskop Skat Rørdams visitats.

    Biskoppen var utilfreds. Børnene kunne for lidt. Han truede med at indberette skolen.
    Et besindigt medlem af skolekommissionen dæmpede den hidsige biskop. – Kan De ikke se, biskop Rørdam, lærer Rasmussen er jo helt nervøs. Undervisningen er ikke så dårlig, sagde Lars Christensen.
    Biskoppen, der tidligere havde været sognets præst, gav sig. I embedsbogen nøjedes han med at skrive, at skolen var meget tilbage.

    Det stod helt klart for skolekommissionen, at der måtte gøres noget. Den besluttede at ansætte en “læsemor” til de to første årgange. Altså oprette en pogeskole.
    Som læsemor ansatte man Jørgine Hansen. Hun kom fra Jylland og havde undervist sønnen på Enggården i Gudum, senere Danmarks første medicinaldirektør Johannes Frandsen.
    Jørgine Hansen og lærer Rasmussen fik aldrig noget med hinanden at gøre. Pogeskolen blev vist nok nedlagt i 1909.

    Nordrup Skoles sidste lærer blev lollikken Harald Emil Larsen. Han var enelærer fra 1916 til 1955, hvor skolen lukkede. Han deltog aktivt i det lokale foreningsliv. Valgt som formand for Nordrup Brugsforening 1919, formand for Dansk Fjerkræavlerforening (Sorø Amtskreds) 1925, medlem af menighedsrådet i 1927 og fra 1929 af værgerådet.

  • 90 salutskud

    90 salutskud

    Befrielsen den 5. maj 1945 blev fejret på mange forskellige måder rundt om i landet.

    Nogle steder kom det til pøbelagtige scener. Andre steder gik man bare stille og roligt i gang med dagens dont.

    I Arløse samledes beboerne kl. 08.00 ved gadekæret, hvor også skolebørnene havde taget opstilling.
    Man sang salmen “Den signede Dag”. Lærer Stig Andersen talte. De fremmødte jægere afgav 90 salutskud. Efter et “Leve Danmark” sang man “Der er et yndigt Land”. Om aftenen var der fredsgudstjeneste i Førslev Kirke.