Løst og fast fra min skoletid i St. Restrup 1946–1953

”Bette” klasse 1. 2. og 3. årgang 1947

”Bette” klasse 1. 2. og 3. årgang 1947
med mine 3 klassekammerater i 2. klasse.
Bagerste række nr. 1 og nr. 2 Karl W. S. Jensen og Gunnar Aastrup.
Forreste række nr. 2 og nr. 3 Frode B. Nielsen og undertegnede), samt Stinne og Karen som h.v. nr. 5 og nr. 6 på 2. række

Jeg havde glædet mig meget længe og med en vis spænding fulgt med på fars kalender, hvor der ud for den 4 april 1946 var sat et stort kryds. Jo nærmer vi kom denne dato, jo stærkere blev spændingen og jo oftere blev kalenderen kontrolleret. Det var nemlig dagen hvor jeg skulle begynde i ”bette klasse” på St. Restrup friskole. En meget stor dag for mig, for her ville jeg ikke blot få lært at skrive og læse. Jeg ville sikket også få drengevenner. Alt dette havde min mor og far stillet mig i udsigt. Drenge var nemlig stor mangelvare på Sønderbyvej, hvor jeg boede sammen med min mor og far og lillesøster Kirsten samt min bedstefar; idet der her faktisk kun var piger, og de var både ældre og yngre end jeg, så de første syv år af mit liv havde deres verden næsten også været en del min.

Men da dagen så langt om længe oprandt blev den slet ikke som forventet. Alle mine kommende klassekammerater var ganske vist mødt op og sad på deres pladser i deres stiveste puds med nye skoletasker og penalhuse og deres nyspidsede blyanter og lyttede opmærksomt på hvor meget Stinne havde glædet sig til at have fået netop os som elever i den nye første klasse.

De havde, da det var første skoledag , som det var skik og brug, fået følgeskab af deres mødre, som havde fået anvist plads allerbagerst i klasselokalet. Herfra fulgte de med stor interesse med i deres poders allerførste skoletime hvor Stinne uddelte deres første læsebog: Ole Boles Abc.

Men der manglede een af børnene. Jeg var nemlig til min egen store skuffelse ikke mødt op , og årsagen var ganske enkelt: halsbetændelse. En lidelse der vendte tilbage alt for ofte de næste fire år, indtil familielægen havde forbarmet sig og beordrede mine mandler og polypper fjernet. Af samme årsag kunne jeg derfor først give møde en uge senere i skolen.

Men onsdag d.10. april 1946 blev det endelig min tur, og kl. 13. 00 blev jeg modtaget i døren af min kommende lærer: Kristine Jensen, i daglig tale kaldt ”Stinne”, som nu skulle tage sig af at undervise mig og mine kammerater de næste syv lange år af vores liv. Hun præsenterede mig derefter for mine fremtidige skolekammerater i ”betteklasse” og viste mig derefter hen til mit fremtidige bord. Det må indskydes at ”betteklasse” i St. Restrup friskole bestod af de tre yngste årgange. Sturklasse var så samlet i de sidste 4 årgange.

Dette år var vi kun tre nye elever indskrevet fra skoleårets begyndelse – og ene drenge, nemlig Karl Wilhjelm Schøn Jensen (Kalle) og Frode Bjørn Nielsen ( bette Frode) og jeg selv. Det var det mindste antal børn skolen havde oplevet. En måned senere kom dog én dreng til.

Desværre er det meget lidt jeg kan huske fra denne vigtige første dag i skolen, men det er blevet mig fortalt at jeg under ingen omstændigheder ville have min mor med i skole på min første skoledag – sådan som mine to klassekammerater havde haft det – Det var dog ligegodt alt for tøset at ha` hende med efter min mening, så dette havde jeg på det bestemte frabedt mig. De andre ville herefter blot tro jeg var en rigtig dengsedreng og det ville jeg på ingen måde risikere, som det aller første de oplevede ved vort bekendtskab. Og dermed blev det .

Det blev vor nærmeste nabos to år ældre Karen, der ifølge aftale mellem hendes og min mor, fulgte mig i skole, hvilket hun trofast fortsatte med hver dag i over et år.

Vi gik på vores gåben hver dag den knap 3 km. lange vej til skole de 6 dage om ugen – Dengang var lørdag nemlig også skoledag.

1948
Fra første række nr.1 Frode B Nielsen nr. 4 Johs. Stoffersen nr. 5 Gunnar Aastrup nr. 8 Karl W. S. Jensen

Vi fulgtes ad, Karen og jeg, og gik fordi jeg ikke var de bedste venner med min cykel. Når sandheden skal frem – og det skal den jo, havde jeg ikke begreb om at håndterer en sykkel. Den drengesykkel far havde købt hos Smed Alfred nede ved mejeriet var for stor til mig – alt for stor. Da jeg var lille af alder og tilmed en bette splejs, kunne jeg ikke magte den, men lære at sykle på den det skulle jeg, for fars plan var jo at jeg skulle kunne sykle i skole fra dag et. Far havde derfor løbet måske tusinde ture med mig – op og ned ad vejen – med et fast tag i bagagebæreren. Det var ligefrem en æressag for ham at få mig lært at sykle inden den første skoledag – men lige meget hjalp det. Så snart han gav slip i min bagagebærer, styrede jeg lugt i grøften efter få meter. Jeg magtede ikke både at skulle styre, at holde balancen og træde på pedalerne på én gang – og langt mindre bremse. Derfor opgav jeg til sidst helt – min far gjorde vel også. Herefter rørte jeg ikke cyklen i hen ved to år, selvom jeg sikkert havde måtte indkassere utallig spydige bemærkninger når samtalen blev drejet hen på mine evner på den tohjulede – Jeg følte dog ikke det var mobberi fra deres side – ej heller fra nogen i skolen. Her var jeg blot ham, der ikke endnu havde lært at sykle. Inderst inde jeg var sikkert flov over min egen manglende formåen, men også dengang var ret jeg så stædig; når syklen ikke ville som jeg ville, så kunne den også bare blive stående og samle støv.
Men det havde så også sine omkostninger. Jeg måtte således gå på mine ben i skole de knap 3 km. hver vej hele det første skoleår – og så sandelig hele næste skoleår med. Det sidste p.g.a. min stædighed – velsagtens.

Karen, vor nabos datter var som før nævnt et års tid ældre end jeg. Hun havde tidligere syklet i skole – Men da jeg så skulle begynde i første klasse var det altså hun havde forbarmet sig, hvilket hun sikkert ikke havde gjort med sin gode vilje, for ved nærmere eftertanke var det temlig sikkert en aftale der var indgået mellem hendes mor og min mor. I den sag havde Karen helt sikkert ikke fået et eneste ord at skulle ha` sagt.

Jeg havde den gang sikkert ofte været på dagsorden når min mor og hendes havde en deres ofte flere gange ugentlige kaffeslapperas møder, som de kalde dem – og ganske givet, med eet fast punkt på dagsordenen: Min kommende skolegang og som underpunkt: mine manglende evner på en sykkel. Deres aftale med hinanden og Karen holdt i lidt mere end et år.

Alt får jo en ende – det gjorde Karens og mit parløb til og fra skole på gåben forstås også – Den fortsatte kun til en lille uge efter jeg var begyndt i 2. klasse. Jeg har mor stærkt mistænkt for dengang at have sagt til Karen, hun ikke i al evighed behøvede at tage den travetur til og fra skole med mig, bare på grund af jeg ikke kunne tage mig sammen til at lære at balancere på en sykkel, og Karen havde på det punkt til min store skuffelse været ganske enig med mor. Enden på den sag blev at Karen kom en af de første dage efter jeg var begyndt i 2. klasse med den for mig kedelige besked at nu gad hun altså ikke mere følges til skole med mig før end jeg kunne sykle – så kunne jeg bare lære det, kunne jeg.

Det fik mig nu ikke til at støve cyklen af – stædig som jeg var. Jeg måtte så til gengæld bide i det sure æble og gå turen til skole helt uden følgeskab – gå den udslagne vej i ensom figur – på det nærmeste forladt af guder og mennesker – følte jeg, hvor så Karen overhalede mig et eller andet sted og råbte goddag, – når hun kom susede forbi på vej til skole . Det var for at sige det mildt ret træls – dog mest især, når skoledagen var slut og hun så bare kunne sætte sig på sadlen og køre hjem. Jeg tror nu nok hun de fleste gange tog min skoletaske med på sin cykel – undtagen de dage vi var uvenner.

Jeg gik så turen til skole – og den samme tur et par ekstra gange om ugen – til gymnastik i idrætsforeningen, der endda var frivillig og kostede en hel krone for et halvt år, men så fik vi ganske vist et medlemskort til foreningen, men med et stort og tydelig kryds over. Der betød man ikke kunne bruge det som medlemskort til foreningens øvrige arrangementer. Det kunne man først når man var blevet konfirmeret, for så blev man opfattet som voksen.

Men alt i alt var det alligevel i nærheden af godt et halv hundrede km. ugentlig jeg måtte gå hver uge – her til kommer al det løse, som når jeg skulle gå ærinder til købmanden – eller i brugsen i Sønderholm – alt imedens min sykkel stod og tabte luft og blev mere og mere støvet – og på nærmeste højlydt sukkede efter at blive brugt.
Der kom til at gå næsten et år ekstra på den måde – godt og vel hele 2. klasse med og en uge af 3. klasse.
Jeg aner ikke i dag, hvad der dengang gjorde udslaget til jeg på dette tidspunkt tog et meget vigtig skridt i min tilværelse. Måske var det en slags dovenskab der var kommet snigende og nu gav udslaget – for pludselig gad jeg ikke længere gå til skole – hvilket fik konsekvenser.

Jeg husker faktisk den dag som var det i går: endnu står endda både datoen og hvordan vejret var tydeligt printet i hukommelsen; nemlig lørdag den 17. april 1948 , en dag med en let frise fra vest og høj solskin. Men hvorom alting var – på denne lørdag i april lidt over middagstide trak jeg i al hemmelighed min sykkel op på vor vejs højeste punkt og satte mig der overskrævs på bagagebæreren – ikke særlig komfortabel var det, men dette skulle ikke hindre mig i min beslutning, for nu ville jeg endelig ha` det lært – at sykle forståes. Mine ben var nu langt om længe blevet så lange at jeg fra cyklens bagagebære kunne nå jorden med begge ben, og jeg kunne så – mere eller mindre elegant trille nedad vejen – i friløb. Det blev til virkelig mange ture den eftermiddag. Min medfødte stædighed kom mig her til gode for i løbet af den lørdag eftermiddag fik jeg endelig lært at håndtere den tohjulede – til dels – Jeg fik endda lært at møve mig op på sadlen og kunne endog træde på pedalerne – og tilmed bremse inden det begyndte at mørkne samme dags aften – og stolt som en pave kunne jeg tage svinget ned på gårdspladsen – til stor undren og lettelse for mine omgivelser – og ikke mindst jeg selv.

Den eftermiddag havde jeg i sandhed vundet over min egen stædighed og frygt og i stedet brugt dette til noget positivt.
Fra dette øjeblik var det helt slut med de daglige traveture til skole, som jeg princip fast og stædigt havde påstået ikke var noget at regne. Og indrømmet – jeg havde taget grumme fejl – Al bevægelse fra punkt A til punkt B udendørs foregik herefter næsten kun på den tohjulede – jeg havde også meget at skulle indhente.

Hvordan jeg havde det med principper?

Man har vel lov at blive klogere med tiden og i stedet finde nogle nye når man følte de gamle er blevet opbrugte – for slidte. Jeg var i det mindste blevet klogere på det punkt – til stor tilfredshed for hele min familie. Nu tog det blot et kvarters tid at forrette et ærinde hos købmanden mod førhen ofte en hel time – nu var det heller ikke for noget at regne at se efter om kvierne i engen havde vand.
Det var blevet én af mine daglige pligter at se til om alt stod vel til hos dyrene i engen – tælle om de var der alle samme – om der var rigelig vand i vandtruget og ellers fylde efter.

Den første måneds tid i skolen sad jeg i ensom majestæt ved mit to mands bord, indtil en ny dreng, Gunnar Aastrup bankede på døren – endda midt under en dansktime og spurgte om han måtte være med. Stinne havde dog i forvejen advaret os om at der en af dagene måske ville dukke en ny dreng op og vi skulle tage godt imod ham. Han indtog pladsen ved siden af mig som den naturligste ting i verden, og efter vi havde set hinanden lidt an blev han fra dag et min bedste ven. Gunnar boede ved Tostrupvejen hos sine bedsteforældre (i en afstand af kun 8 minutter når jeg tog nærmeste genvej, der ganske vist gik gennem naboens gårdsplads hvor tilmed en bister boxerhund vogtede og ellers
fulgte naboens markvej ofte med hunden halsende efter sig, hvilket kun fik mig til at løbe endnu stærkere).

Gunnars bedstefar handlede med smågrise og hans bedstemor mener jeg havde været lærer, men var nu pensioneret. Hun havde lært ham både at regne, skrive og læse inden han satte sig ved bordet hos mig. Heldigt var jeg, der nu fik noget af et geni til sidekammerat. Desværre for mig rejste han kort efter vi var begyndt i 6. klasse.

I første klasse skulle vi ikke blot lære hele alfabetet, det var også her vi fik de første lektioner i at skrive skønskrift, bogstav efter bogstav – og her vi fik vores første læsebog: den røde ”Ole bole a b c” – ikke at forglemme: regnebogen. I det hele taget var det en masse nye ting vi her skulle lære, ikke mindst det at skulle sidde stille og ikke sige en lyd – og først svare når man blev spurgt, og man skulle række en pegefinger eller blyant i vejret både når vi ville spørge Stinne om et eller andet – og som tegn på man havde noget uhyre klogt og vigtigt at fortælle, enten det nu var til hende eller det var til sine klassekammerater. Vi sad der meget anspændt for at lære at skrive den smukkeste skønskrift. I starten skulle vi skrive i takt med bløde op og nedstreger -. og alligevel knugede vi blyanten så hårdt mellem højrehånds tommel og pegefinger at hånden blev fugtig og lavede fedtpletter på papiret og blyantspidsen knak undertiden – af bare anstrengelser. Men vi fik det lært – nogle bedre end andre – også de venstrehåndede.

Vore frikvarter var altid lange, i det mindste huskes de at være lange, men varede sikkert ikke mere end fra ti min. til et kvarter. Vi havde næsten altid tid til at arrangere en eller anden leg – det kunne feks være ” spark til bøtten”, måske rundbold, fodbold eller langbold – lege med regler der alle var arvet og som tog hensyn til legepladsens form og areal, og som så fortsatte i næste frikvarter. Det kunne ske at Stinne lod os fortsætte legen timen ud, men det hørte til sjældenhederne. Hver dag blev der valgt nye hold. De to der stod for at vælge havde altid stor status i klassen og valgte efter tur. Jeg måtte dengang have være lidt af en tumling for jeg var oftest en af de sidste der blev udtaget de første par år i skolen.

Meget bedre var det nok ikke med mit engagement som fodboldspiller i idrætsforeningen . Det var dog ikke viljen der manglede, snarere min robusthed. Man skulle virkelig have hår på brystet for at være med i dette game , følte jeg – Det blev da efterhånden også en sjældenhed jeg bare fik mulighed til at røre bolden. Det blev dog bedre da træneren bad mig skifte fra angriber til forsvarsspiller , meget bedre endda, for her blev jeg sat på mål. Der var blot den hage ved det at jeg blev sat bag ved målet – Der fik jeg med andre ord som opgave at opfange alle de bolde, der ramte ved siden af målet – samt alle dem der gik i mål – for der var ingen målnet. Der trak jeg min grænse. Jeg tror dog ikke jeg blev savnet særligt meget.

Det var også dengang de tre mådeudsagnsord: ”kunne , skulle og ville” stadig skulle skrives med ”d” som kunde , skulde, og vilde, – og navneordene skulle skrives med stort begyndelsesbogstav og ikke at forglemme at ”å” skulle skrives som aa. Men så kom retskrivningsreformen i 1948 til stor glæde for fabrikanterne af lærerens røde rettepen for nu skulle vore hjerner pludselig omstille sig for nu skulle vi nemlig lære at glemme alt om det dobbelte a som å – i stedet skulle vi nu huske og ud i al fremtid skrive aa som å, altså med bolle over a for det gjorde de nemlig i Sverige – til gengæld skulle vi glemme alt om stort begyndelses bogstav i navneord og ”d” i mådeudsagnsordene – Og nu havde vi ellers lige lært det andet – I starten blev Stinnes røde rettepen derfor brugt en hel del oftere.

Jeg mener det var på samme tid vi skulle lære at skrive med pen og blæk. Det var nok en af de mest vanskelige discipliner – og det fag, der for os stod længst nede i rangstigen. Vi brød os slet ikke om når Stinne bad os finde penneskaft og pen. Der er også få stilehæfter såvel som skoleborde der er fra denne tid – ja både før og efter – der er gået fri for små som store blæk plamager, der er trængt igennem fra spruttende penne og væltede blækhuse trods flittig brug af trækpapir. Også hjemme kæmpede jeg en brav kamp med pen og blæk når vi havde hjemmeopgaver Her var der også spor I indføringshæfterne fra penne, der har været dyppet for dybt i blækhuset eller pennen havde spruttet eller ligefrem havde klattet, når man krampagtig havde trykket for hårdt af bare nervøsitet for netop ikke at lave klatter på papiret.

Inden jeg forlod skolen i foråret 1953 var kuglepennen dog for længst blevet opfundet, ja den første kuglepen havde set dagens lys allerede i 1942. Men i skolen måtte vi under ingen omstændigheder bruge dette skriveredskab, hverken som afløsning for pen eller blyant eller bruge den i kladdehæftet. Den var ligegodt for nymodens og klattede vel også rigeligt meget – Den havde kostede trods dette næsten en halv bondegård i anskaffelse.

Der fandtes to slags stål penne, der var tilladt at bruge i skolen. – den almindelige 2,5 øres og kongepennen med et billede af Christian d. 9. der kostede hele 5 øre – men mon ikke de klattede lige meget. I 6. klasse ( 1952) blev fyldepennen dog tilladt, men der var kun få der havde råd til en sådan anskaffelse. Der i mod var en ”Parker” fyldepen en ofte brugt konfirmationsgave, som vi elever dog ikke havde fornøjelse af da det også var tidspunktet hvor vi forlod friskolen for at træde i de såkaldte ”voksnes rækker” og nu skulle finde en læreplads eller blive karl på en gård. I øvrigt skulle vi selv betale for alle undervisningsmaterialerne i friskolen, ligesom vore forældre betalte et månedlig beløb for selve undervisningen.

I skolen kunne vi dengang også spare penge op. Det foregik på den måde at vi kunne købe såkaldte sparemærker, der blev sat i et lille såkaldt sparehæfte. Det var Stinne, der administrerede ordningen som både bankbestyre og kassere. Hæfterne kunne så indløses en gang årligt. Mine få sparepenge kom dog i min egen sparebøsse og derfra I behørigt sat på ”bog” i Aalborg by og omegns Sparekasse, der senere blev til det nuværende Spar Nord.

Omkring 1. november kunne vi også købe julehæfter og bøger så som: ”Børnenes julebog” og ”Ved Julelampens Skær” i skolen – men først fik vi et farvestrålende katalog med hjem med en bestillingsliste som blev afleveret til Stinne – og så 3 uger før jul fik vi en seddel med hjem hvor der stod hvor mange penge vi skulle tage med for at få årets julelæsning udleveret.

I 1951 var hele ”stur” klasse på en hel uges tur København. Vi rejste med toget ned gennem Jylland, over Fyn og med færge fra Nyborg over Storebælt til Sjælland og herfra videre til København. Der blev vi indkvarteret på en skole (Jeg husker ikke hvilken) sammen med elever fra andre skoler fra provinsen.
Det må ha` været i sommerferien for klasseværelserne var ryddet for inventar og i stedet var der opstillet jernsenge i tre etager, række op og række ned som var det på en kaserne. Også på fregatten Jylland blev der på samme måde indkvarteret skoleklasser. Fregatten var dengang indrettet som en slags hotelskib.

Vi brugte turen til bl.a. at besøge Amalienborg, Rosenborg, Den lille Havfrue og Geffion Springvandet, Tivoli , og bryggeriet Carlsberg, hvor vi måtte drikke al det sodavand vi kunne bælle i os , samt besøgte flere andre seværdigheder.
Jeg mener vi var inviteret af Københavns kommune som en slags tak til de familier i provinsen, der havde modtaget værdig trængende københavner børn, der blev sendt på landet i sommerferien for bl.a. at få mere sol og sul på kroppen . Det var skoleinspektør Østrup, København som i flere årtier stod for københavnerbørns sommerferieophold.

I København 1951
Fra første række:
Nr.1 Johs Stoffersen , som 3, 4, og 5 Karl W. S.Jensen. Frode B Nelsen, Gunnar Aastrup og sidst i 1. række: Stinne Jensen

De fleste af os blev ret så gode til både dansk og regning. Disse to fag samt historie blev vel også mine de bedste. Især dansk, hvor mange af mine fristile blev læst op i klassen, når Stinne ellers kunne læse min meget personlige skrift. Det var en megen stor anerkendelse fra hendes side. Hun var også god til at motivere os til at bruge friskolens bibliotek, hvilket har været medvirkende til at boglæsning har fulgt mig siden.

Gunnar, min sidekammerat og jeg kappedes om alt , også om at låne og læse boger og ikke mindst om komme længst i regnebogen. Ikke nok med han var et helt hoved højere end jeg, når jeg skal være helt ærlig var han vel også den bedste af os to til regning. Men det var ligefrem en sport at konkurrere.

Som regel var vi to på skift foran de andre i klassen. Det gav måske et par ekstra røde streger i min regnebog, sikkert fordi jeg så mere på kvantiteten end på kvaliteten, men det var en fryd, at være færdig med en side før nogen anden og helst en eller et par sider foran – trods de røde streger.
Vi startede altid timerne i skolen med en sang, ja og vi sluttede dem også med sang – og det både sommer og vinter, også før og efter en regnetime.
Som regel skiftedes vi til at foreslå en sangtitel og da vi blev snu nok naturligvis en sang med rigtige mange vers . Men, men, men, som man ved synger enhver fugl med sit næb – om stemmen er dyb eller høj – eller den måske ligefrem er gået i overgang – Stinne, vores lærer havde en høj og klangfuld stemme, der nemt kunne overdøve hele klassen , så det var ikke svært at følge hende i melodiernes toneleg – eller rettere – i hendes. Hvad vi børn ikke vidste meget om var, at hun sang pivfalsk om nogen, og det gjorde vi så også – men det ødelagde dog ikke vore sangglæde.

Jeg tror ikke hun selv var klar over det, ellers havde hun ikke kunnet synge med den iver og glæde som hun vitterlig gjorde. Men vi fulgte hende naturligvis, som de autoritetstro børn vi var. Derfor sang vi også falsk, i det mindste de melodier hun lærte os. For mit eget vedkommende undrede det dog efterhånden en del at de melodi vi lærte til sange i skolen ikke stemte helt overens med de melodier vi sang derhjemme – eller dem vi sang når jeg fulgtes med far og mor til møder på højskolen.

Men på varme sommerdage, hvor vinduerne i skoleklassen stod pivåben kunne de forbipasserende nyde den glæde vi lagde i sangen – eller om foråret når “betteklasse”, gik tur ad stierne gennem højskolens park under det lysegrønne bøgeløv – Her gik vi så med små dannebrog og anemonebuketter i hænderne og med Stinne, som både vejviser, dirigent, forsanger og bagtrop – og videre op gennem byen på vejen hjem igen til skoleklassen – Glade som vi var sang vi af hjertens fryd alle de fædrelandssange Stinne havde lært os. Og folk kom ud fra deres huse – eller de kikkede over havehækkene – og de smilede og vinkede – og så sang vi endnu højere. Hvordan det lød bekymrede vi os heldigvis ikke om, men pivfalsk havde det været.

Da jeg ville lære mine egne børn nogle af de børnesange jeg kunne huske fra barndommens skoletid, måtte jeg først lære mig den rigtige version af melodierne – efter ordre fra min kone, der bl.a. var musiklærer. Hun kunne knap genkende dem og jeg kendte jo kun den ”den falske version”.

I fortælletimerne, som f. eks. historie fortale Stinne virkelig så det fængede. Det var som vi levede os helt ind i de forskellige episoder eller afsnit , ofte så meget at vi gav dem liv gennem vor leg på legepladsen eller efter skoletid – hvilket jo også var en af friskolens intentioner.
Det var dog ikke alt Stinne underviste os i. Det var fag eller emner , der på det nærmeste var tabu belagte både i skolen, men også derhjemme . Vi havde eksempelvis ikke nogen form for seksualundervisning. Måske blev emnet strejfet kort i en biologitime – ellers ikke. Skolen havde ganske vist en planche med et nøgent menneske, men det var en mand eller kvinde kunne man kun gætte sig til da de sædvanlige kendetegn herfor manglede.
Men da vi kom i den alder hvor hormonerne begyndte at røre på sig voksede også vor nysgerrighed og interesse for det modsatte køn – Vi kunne jo tydelig se den forandring der skete , især med pigerne, kunne se at bulerne i deres bluser voksede – ligeså fik de større bagdele end os, og vi drenge kunne pludselig få en sær uro i bukserne bare man så et bart pigelår.

Ganske langsomt voksede også et særligt ønske op mellem os drenge , eller
i det mindste ønsket om at få muligheden for at se en voksen pige, fuldstændig nøgen – uden hun vidste det – naturligvis. – Hvad ellers.
I modsat fald ville vi være krøbet i et musehul.
Det store spørgsmål var blot hvordan et så uartig ønske kunne blive opfyldt.

Nu var det sådan vi jo vidste hvor det bade og omklædningsrum på højskolen var som pigerne benyttede før og efter de havde været til de ugentlige gymnastiktimer i idrætsforeningen og det på samme ugedage som os drenge. Det måtte være der vi efter moden overvejelser mente at have den største mulighed, for at få vor ønsket opfyldt.
Idrætsforeningen havde som regel fire hold gymnaster, der benyttede højskolens gymnastiksal og rækkefølgen var af praktiske, ja nærmest af biologiske årsager sådan at de voksne piger var på det seneste hold, og årsagen var helt indlysende fordi de unge karle der dyrkede gymnastik var mere en villige til at vente den time det varede inden pigerne var færdige med deres gymnastiktime – mere villige end hvis det var omvendt. Det kunne jo være der vankede en eller anden form for belønning.
Baderummet lå i kælderen under højskolens skolekøkken, men alle kældervinduerne her var tilkalket. Jeg var blevet valgt til at snige ned i deres baderum i et ubevogtet øjeblik og skrabe et ganske lille, næsten usynligt hul i kalken på et af vinduerne. Mere skulle der ikke til for at kunne se ind i baderummet udefra, dog bedst efter mørkets frembrud og når lyset var tændt i kælderen.
Efter tur blev der kikket, – af dem der havde modet. Her kunne man få et glimt en balle – og måske et helt bryst —- og var man rigtig heldig: en behåret trekant.
Der blev ikke sagt ret meget, men grinet højt og temlig fjoget, som kun drenge gør – og vel også med en flov smag i munden, men det vi så var den skinbarlige virkelighed af rigtig kød og blod – og ikke som i skolen hvor der hang en planche med et billede af nøgen menneske.
Men dette vi her havde indladt os på , og det vidste vi, var et ganske forbudt område og vi måtte alle højt og helligt love ikke at røbe til nogen om vort forehavende, for ve dem – eller den, der blev afsløret i at kikke ind i pigernes baderum gennem det lille kikhul.

Naturligvis blev vi opdaget, vi afslørede nemlig os selv ved vi var for højrøstede. Men i første omgang vidste ingen hvorfor en ret stor flok fløse var forsamlet netop der i halvmørket ved skolekøkkenet ved de tilkalkede kældervinduer – Der måtte derfor være en hel særlig grund … Det var da også pigerne, der fandt årsagen, dem der opdagede det lille hul i kalken. Herefter gik jagten på os formastelige.
Pigerne fik snart hjælp af de unge karle, der nu endelig fik lejlighed til at kunne optræde som deres store beskyttere, men ingen af os blev fanget – Drenge har det med at kunne forsvinde ud i den blå luft når det virkelig gælder.
Ved vores næste gymnastiktime blev vi som sædvanligt beordret på en række. Allerede der kunne vi mærke noget særlig var under opsejling. Det kunne også være vor dårlige samvittighed vi nu kunne mærke . men først da der var blevet så meget ro man kunne høre en knappenål falde tog Jens Kristensen, vor gymnastiklærer ordet og meddelte med dyster stemme at efter vor sidste gymnastik time i sidste uge var der kommet en alvorlig klage over os drenge i det man havde fundet stærke beviser på det var os der havde skrapt kalken af vinduerne til baderummet så der var frit udsyn til pigernes brusebad – og gav os derpå en kæmpe skideballe, men den blev givet med et stort glimt i øjet.
Og så fik vinduerne for øvrigt en ekstra gang kalk – Men i skolen nød vi drenge i vores gryende seksualitet at lege med pigerne, især hvis vi kunne snige os til at holde om en af dem , gerne i smug – røre et bryst – eller strejfe et lår. Og pigerne hvinede undertiden, men om det var af fryd fik vi ikke at vide. Det gav røde kinder til begge parter, men hvorfor havde man kun en lille anelse om. Det var ganske få der kendte den virkelig årsag. Det var et emne man slet ikke talte højt om – dengang.

Hvordan Stinne ellers underviste, og især de mange klasser eller rettere årgange på en gang – i samme klasselokale husker jeg ikke i detaljer. Fortællefagene, som nødvendigvis være fællesfag – I skriftlig dansk og regning blev opgaverne dog uddelegeret til de respektive årgange.
En måneds tid før jul — blev en dag ugentligt ind til jul brugt til at klippe/klistre juleting, f.eks. lave små kurve og skåle af gamle julekort. Stinne havde bundet adventskrans, der blev tændt i den første time den følgende mandag. Den sidste skoledag før jul var helt helliget julen, med et stort pyntet juletræ i klasselokalet og hvor vi julehyggede med julesalmer, sanglege og juleknas. Som noget helt særligt kom hr. og fru Kolding, der var naboer til friskolen, hvert år over og deltog i denne julehyggedag. De havde begge været med fra friskolens start, hvor de begge underviste samtidig med de var lærere på højskolen. Deres ankomst blev altid set frem til, for som noget ganske særligt havde de en lille julegave med til hver enkelt af os, sirligt indpakket og med navn. Det kunne være en lille notesbog, et viskelæder eller et par blyanter.

Stinne var ikke særlig skrap, men vi havde umådelig respekt for hende. Når en af os fik en røffel af hende eller hendes øjne lynede, kunne man krybe i et musehul, men vi fik aldrig anmærkninger med hjem. Jeg mindes kun en gang, der var en eftersidning. Det var på grund af en eller nogle havde lagt kastanjer i tørvekassen og så smuttede der naturligvis nogle stykker med i tørvene da der blev fyret – hvad også var meningen. Resultatet var at der skete nogle kraftige eksplosioner fra disse ellers så uskyldige kastanjer, så kakkelovnsdøren røg op og aske og gløder stod ud af lågen. Det var Holgers Karens Kristians Bent det gik ud over – og så var det naturligvis ikke ham, der havde lavet de gale streger. Men der var ingen der meldte sig, og så måtte han af årsager jeg ikke husker, lægge ryg til. Hvor kan livet dog være uretfærdig.

Stinne var en ualmindelig dygtig og afholdt lærer og pædagog – og vi elskede hende. At hun sang falsk betød i den sammenhæng meget lidt eller slet intet . Sikkert var det dog at mange i tilhøreskaren ved vores såkaldte årlige eksamen , som vi kaldte den, sad med krummede tæer og for hvem det ikke var store nydelse at skulle lytte til vores sang.
Tilhøreskaren bestod vore forældre samt et par repræsentanter fra sogneråd og skolekommission med dens formand: sognets præst, pastor Svend Aage Reerslev i spidsen, der også fungerede som en slags censor eller talsmand – samt Friskolens bestyrelse. De var alle placeret – i en række langs væggene på lånte stole, og vi sad så ved vore egne klasseborde to og to, samlet hele klassen med Stinne ved kateteret, som på en ganske almindelig skoledag. Først var det bette klasse der var i ilden og medens den havde frikvarter var det stur klasse. Det skal understreges at det ikke var en eksamen med prøver og karaktergivning. Skolekommissionens opgave var ene og alene at være den officielle kontrollør af at undervisningen i Friskolen foregik på betryggende vis – at vi tilegnede os de samme kundskaber som eleverne i de kommunale skoler.

Under “eksamenen” og ikke mindst før var der stor nervøsitet hos Stinne, uagtet det ikke var en eksamen med diverse prøver og standpunktskarakter. Gennem den sidste måned før denne “skæbnedag” terpede hun os i tabeller og hovedregning – i staveord – og de danske byer med og om fornøden skulle kunne aflire denne dag for de fremmødte vi kunne jo risikere at eksaminator: pastor Reerslev pegede på én og måske stillede uddybende spørgsmål, hvad han for øvrigt meget sjældent gjorde.

Denne dag havde Stinne dybrøde kinder og svedige hænder, ja og stemmen var mere skinger end i dagligdagen. Ja – selv lyden af tavlekridtet lød højere og mere pibende når hun skrev på tavlen den dag , for nok var det os elever, der skulle svare på hendes spørgsmål – men overhøringen gjaldt måske i endnu højere grad hende. Det følte hun i det mindste, og naturligvis smittede det af på os stakler. Hvad hun ikke på daværende tidspunkt vidste var, at der blandt hendes “poder” også var enkelte der senere gjorde deres navne kendte langt ud over sognegrænsen ja en enkelt fik endog titel af professor og som hos hende havde høstet deres første boglige viden og færdigheder.
Men hver gang kunne vi vore ting – og som sædvanen var roste censor, pastor Reerslev os, Stinne og skolen, når overhøringen var slut – og vi sluttede af med en sang.
Denne årlig ” eksamen” sluttede med at Stinne bød de voksne på kaffe i hendes private gemakker – og vi snoldede den obligatoriske eksamensdaler op hos købmanden.
Nej Stinnes anstrengelser med os var ikke helt forgæves