Den populære sognefoged

Når jeg kører gennem Restruup og Nørholm Enge på vej ud til Aalborg Golfklub i Jægerspris, og ser de mange store og flotte lystejendomme, kommer jeg altid til at tænke på, at da min oldefar var sognegoged i Sønderholm, var det noget af det fattigste område man kunne forestille sig. Husmændede var så fattige at de få kroner de skulle betale i amtstueskat gik til udpantning hos min oldefar sognefoged Niels Josias Andreasen, der er søn af Andreas Peter Pedersen Bach (4) og født den 18. april 1845 i Gudum, blev den 25. marts 1872 gift med Birthe Marie Nielsdatter, født den 5. august 1847 i Nørholm.

Niels Josias og Birthe Marie overtog den 8. februar 1873 gården matr.nr. 9 efter Nielses fader, som lå i vestsiden af Sønderholm. Bygningerne var meget gamle, men de drev den til den blev sammenlagt med dele af matr. nr. 10, som var sat på dødsboauktion af arvingerne efter Anders Larsen (30.6.3) den 21. september 1882. Gården blev købt sammen med Vilhelm Bach i Mellemholm. De gav alt i alt omkring 14.000 kr. for den med tilhørende 50 tdr. land mark, 30 tdr. land hede og 8 tdr. land fælled. Auktionen blev forestået af fuldmægtig Buus fra Nibe. Han stod på en vogn og gav hammerslag på et lille bord. Tofterne på de to gårde lå op imod hinanden, og efter overtagelsen flyttede Niels Josias og Birthe Marie straks over i den nykøbte gård.

Andreas var dengang 5 år og han bar selv sin lersparebøsse men vendte pludselig om, da de kom tæt på den nykøbte gård og løb tilbage, for han kom pludselig i tanke om den hængte mand (Den forrige ejer havde hængt sig…). Det gjorde det ikke bedre at flyttelæsset var gledet af vognen ved indkørslen. Uden det er nævnt havde denne hændelse sikkert også været medvirkende til at han løb tilbage.

Vilhelm Bach fik de 30 tdr. land hede vest for Jordmodervejen og de 8 tdr. fælled ved Rimmen ( Rimmen = et fladt stykke sandet jord) , hvor alle gårdene ejer en strimmel, som hovedsageligt bruges til at grave møntørv ( Møntørv = de græstørv der lægges på tagrygningen på stråtækte bygninger) på. Af de øvrige 50 tdr. land var de 30 under plov og 20 eng. Der blev endvidere solgt 8 tdr. land fra den nykøbte gård til Chr. Østergaard i Nyrup og 8 tdr. land fra den gamle gård til Jens Skov. Stuehuset ved den gamle gård blev lejet ud, men sælges i 1911 til Lars Munk, som lod det nedrive og lagde grunden til sin have.
Det østre hus blev med ca. 1 tdr. land i 1887 solgt til møller Lassen der var møllerkarl på Aktiemøllen på Rimmen. Han lod opføre en vindmølle, som dog kun stod i ca. 1 år, så brændte den – det var morgenen før dyrskuet i Aalborg, at husmand P. Færk kom løbende ned og alarmerede Niels Josias, der var i gang (med arbejdet) i stalden. Han løb straks derop sammen med karlen, men da var møllen faldet (nedbrændt.). Andreas var 11 år og havde fået lov til at sove længe, da han skulle med til dyrskue den dag, men han vågnede ved uroen og stod op og var ved møllen sammen med de andre.

Denne redegørelse er skrevet af efter notater som min morfar Andreas Peter Andreasen har efterladt sig samt efter et brev til ham fra hans bror Niels Marinus Andreasen. Gården var nu på 90 tdr. land, hvoraf han i 1911 solgte de 30 tdr. land til Peder Andersen Pedersen, hvor han byggede en gård – Nibevej 541. I 1911 solgte han gården til Jens Abildgaard, hvis søn senere udstykkede den til byggegrunde (Villakvarteret mellem Nibe – Stadions- og Vestervej).
I 1910 havde han, medens han var sognefoged, købt hus matr. nr. 42 Tylervej 7, Sønderholm af skomager Niels Christian Nielsen og ombyggede det og opførte et udhus med plads til en hest og fjedervognen, så han var kørende, når han skulle ud i embeds medfør.
I 1914 solgtes huset den 20. juni til Jørgine Magrethe Kjølby, da han købte mtr. nr. 17 af Niels P. Nielsen Rosted i Sønderholm til sønnen Ingvard som var ugift. De boede hos ham på gården til han blev gift i 1916, hvor Niels Josias så igen købte huset den 27. oktober 1917 af Jørgine. Ved skifteattest den 21. april 1923 overgik huset til Birthe Marie.

Huset var meget solidt og ligger stadig på Tylervej 7, og bortset fra at udhuset er ændret til garage er det uændret siden ombygningen i 1910. Niels var en meget respekteret mand, hvilket ses af at han allerede i 1877, som 32 årig udnævntes til sognefoged og den 2. april 1902 i forbindelse med sit 25 års jubilæum som sognefoged udnævntes til Dannebrogsmand.
Under et besøg den 6. februar 1994 hos sønnesønnen Kaj Andreasen, Tjelevej 10 i Sønderholm har jeg set et gavebrev med følgende tekst: ”Sognefoged N. J. Andreasen. Undertegnede Beboere af Sønderholm Sogn bringer Dem herved vor hjerteligste Lykønskninger til Deres 25 Aars Jubilæum, som Sognefoged, idet vi ønsker baade Dem og Deres kære al Guds Velsignelse i de kommende Dage og haabe, at De endnu længe maa kunne vedblive at være vor Sognefoged! Vi bringer Dem dernæst en hjertelig Tak for den humane og bramfri Maade, hvorpaa De har røgtet Deres Embedsgerning iblandt os i de forløbne Aar, og vi beder Dem modtage nærværende Skrivebord og Stol som et synligt Bevis paa, at De baade er agtet og afholdt iblandt os. Sønderholm 2. Febr. 1902.” Gavebrevet er underskrevet af 112 navngivne personer i sognet, 61 i Sønderholm, 1¬8 i Tostrup, 13 i Nyrup og 20 i Restrup.
Skrivebordet fik jeg i 1994 forevist hos barnebarnet tidl. Oversygeplejerske Erna Bach Andreasen, Aalborg, men hvad der er blevet af det efter hendes død ved jeg ikke.

Der var flere grunde til sognefoden var så populær – èn af dem var at når han var på udpantning af amtstueskatter hos de fattige husmænd i Nørholm og Restrup enge og de ikke kunne betale, afleverede han ofte kvitteringen og betalte selv det skyldige. Pia Møller, Fredericia har været så venlig at sende mig en fotokopi af et stilehæfte, hvori hendes farfar Dusinus Petræus har nedskrevet ” Familieoptegnelser og barndomserindringer” og han skriver: Vort hjem var meget gæstfrit. det var ikke alene sognets folk, der kom, men mange andre. Også en del byboere fra Nibe og Aalborg. Far var sognefoged i 44 år (Dbmd.) og kom sådan i forbindelse med mange mennesker. Mor var meget dygtig og hurtig til sit arbejde og hun forlangte meget af sine medhjælpere, 2 piger hvoraf den ene næsten altid var en af hendes egne. Hun havde også interesse for, hvad der skete på gårdens marker og i staldene, derfor var hun altid i aktivitet.
Men trods megen sygdom og hårdt arbejde, var hun til sin død 78 år gl. lige så ret som en ung pige og gik let og spændstig. Hendes sind var ikke så lyst som fars. Særlig i økonomiske spørgsmål fik hun let bekymringer. Ikke at hun var gerrig, hun var endog meget gavmild, så meget at os børn undertiden kunne synes, det var rigeligt. ”At vi har været gode ved andre, vil engang komme jer til gode”, var mors svar. Hun havde angst for fattigdom. Hendes hjem havde været meget fattigt.
Hun var af datter af Niels Gregersens første ægteskab og kom ud og tjene da hun var 7 år. Hun kom senere i huset hos sin fars søster, som boede i Sønderholm. Denne faster var en velhavende gårdmandskone uden børn. Vi søskende kaldte hende Sønder-Bejste fordi hun boede syd for os, i modsætning til Nør-Bejste, der boede nord for os. Sønder-Bejstes penge kom bl.a. vi søskende tilgode. Vi arvede hver 2000 kr. efter hende. Hun har sat sig et varigt minde i Sønderholm ved at skænke et orgel til Kirken (Tante Stit, sogne- fogdens.9. barn Mette Kirstine Nielsine Bertine gift med Joacim Petersen, beslagfabrikken i Nibe, har senere bekostet det gl. orgel udvidet med flere stemmer fremgår det af optegnelserne fra Petræus).

Far havde det lyse og glade sind. Men samtidig var han en bestemt mand. Når sognefogeden havde talt, var der ingen der mukkede. Han var en ordensmand – tingene skulle sættes på plads efter brug. Blev de det ikke, kom han ikke farende og skældte ud, men han foretog sig et eller andet, som viste os, at vi havde forsømt noget. I hjemmet hos disse to brave mennesker blev vi børn opdraget til flid og nøjsomhed. Intet måtte gå til spilde unødigt. Endvidere i ærlighed i småt som stort. Vi var ikke ret store, før vi måtte gøre gavn. Som voksne var det en selvfølge, at vi på alle områder delte kår med tjenestefolkene. Vort hjem var et sted, hvor der var liv, ikke alene arbejdsmæssigt. Alle spørgsmål blev drøftet: Kirkelige, politiske og folkelige. Et sundt og godt hjem, hvor vi blev opdraget til ikke at være os selv nok.

Mine første minder drejer sig om julen. Juleforberedelserne var mange. Det var spændende den dag slagter Niels Bak skulle komme og slagte julegrisen. Det foregik altid tidlig om morgenen. Mor og pigerne havde været oppe før dag og fyldt den store grubekedel med vand og fået det i kog. For så snart grisen var slagtet og blodet, hvoraf vi fik de dejligste pølser, var løbet af den, skulle den skoldes. Det kogende vand blev hældt i et stort kar, og den døde gris løftet op og sænket ned i vandet. Når børsterne var blødt op, så man kunne plukke dem af med fingrene, blev der lagt en stige over karret, og grisen lagt der på. Ved hjælp af store skarpe knive blev alle børsterne skrabet af, Så fik mor grisen ind i bryggerset, hvor den blev hængt op under bjælken, og så overtog mor den videre behandling, og det var noget hun kunne klare.
Så måtte vi børn ikke gå i vejen, for så vankede der let en over nakken. Jeg kan endnu så tydelig se for mig med hvilken fart slagteren arbejdede, og karlene, der skulle hjælpe ham, for rundt i vildt trav for at efterkomme hans ordre. – Nogle dage nærmere jul foregik julebagningen. Aftenen før hjalp alle både piger, karle og børn med at sætte pebernødder på plader, der var lånt hos naboer og venner. Dejgen var lagt dagen før og rullet i lange tynde pølser, de lå på nogle brædder. Med en kniv skar mor så disse pølser i pebernødder, og det med en fart, så de røg hen ad det lange bord, hvor vi sad rundt om og satte dem på plader. Der blev bagt 3 – 4 skæpper (1 skæppe = 17,39 liter.). Alle, der kom om julen, fik 1 – 2 håndfulde med hjem.
Næste morgen kl. 4 – 5 tog man fat på bagningen. Den store ovn blev varmet op ved hjælp af lyng. Det var næsten altid fars arbejde. Før noget kom i ovnen var mor altid nede i bryggerset for at se, om ovnen var varm nok. Hvordan hun afgjorde det, ved jeg ikke, men jeg husker ikke, at det har glippet for hende. Mor havde altid godt og velbagt brød. Der skulle bages meget. Vi var mange daglige mennesker, og der kom altid gæster, og der skulle ikke bages igen de første 4 – 5 uger. – Senere skulle der foretages storvask og hele huset gøres rent.

Også ude hos mandfolkene var der store forberedelser. Der skulle roer og kartofler ind, køre korn til mølle, så der var til svinene, skæres hakkelse til hestene (8 – 10 stk.) ved håndkraft. Endvidere gøres rent i lo, lade og stalde, vinduer vaskes og ryddes op omkring hele gården, så intet lå og flød.

Endelig kom juleaften. De sidste timer af eftermiddagen var julestemningen steget betydelig bl.a. ved at høre kimen fra kirkens 2 klokker. Gamle Levinsen og hans sønner kunne kime. Jeg har aldrig siden hørt magen.
Rundt om det lange pyntede og veldækkede folkestuebord tog far, mor, karle, piger og vi børn plads, nyvaskede og i vort pæne tøj, og den dejlige julemad vederfaredes retfærdighed. Vi havde intet juletræ, men når mor og pigerne var færdige med at vaske op, læste far af en gammel Postille (Postille = Prædikensamling) ”En husfaders bøn på juleaften”. Denne bog er udgivet i året 1841. Provsten, hos hvem bedstefar var forpagter, har foræret den til ham i 1844. I 1885 har bedstefar foræret mor den og i 1925 fik jeg den af mor. Det fine bogmærke er broderet af provstens huslærerinde, som har foræret far det. Det tog kun få minutter for far at læse denne bøn, men alligevel syntes jeg, at det varede uendelig længe.
Vi sang også julesalmer, og mor ville altid slutte med ”Den yndigste Rose” (8 vers). Jeg sad nemlig og ventede på, at mor skulle dele pebernødder ud til os. Vi spillede så kort om dem, og vi børn spillede den aften sammen med de voksne. Julegave fik vi ikke, måske et par vanter eller muffediser. Vi holdt jul i ca. 14 dage, i hvilke vi ikke lavede andet end at passe kreaturerne og tage imod gæster eller selv gå i byen.

Josias døde i Sønderholm den 14. februar 1920, Bertha Marie døde i Nørholm hos datteren Marie den 14. december 1925. I ægteskabet var der 12 børn: Anton Christian, Anine Christine, Dorthea Marie, Andreas Peter, Dorthea Marie, Niels Marinus, Rudolf, Mette Kristine Nielsine Bertine, Mette Kristine Nielsine Bertine, Anne Dorthea, Ingvard Martin og Dusinus Petræus. Ifølge kirkebogen for Sønderholm er Niels Josias udlagt som barnefader til: Niels Josias Andreas Peter Larsen født den 31. Juli 1865 (døbt den 22. oktober 1865) af ugift moder Christine Larsen (23 år) boende hjemme hos faderen aftægtsmand Lars Larsen, Sønderholm mark. Jeg har ikke beskæftiget mig med at undersøge hvad der senere blev af barnet. Forklaringerne i parentets () er indsat af indsenderen.