Skæbner og minder fra 20 år som bestyrer…

Tidligere tiders fattighjælp
Når man læser om tidligere tiders fattighjælp og dets fattigvæsen, har det alligevel i loven været  sådan, at de fattige skulle hjælpes, men det kan jo også skønnes, hvorledes det blev praktiseret.  Helt fra enevældens tid  har det nok været den stedlige præst og  tre fire af sognets største gårdmænd, der med præsten som formand  har været fattigvæsnets bestyrelse, ingen af de fattige har været repræsenteret.

Allerværst må det have været for de mennesker, der kom ud for en ulykke, så de med kort varsel blev bortvist fra arbejdsstedet,  og var det personer  udensogns fra, blev de sendt tilbage til deres hjemstedskommune.

Treårs – opholdsperioden blev nøje overholdt, og selv om loven gav ret til klage, er der nok ingen, der har turdet gøre det, og der er sikkert ingen eller næsten ingen, der har anet , at der fandtes en sådan bestemmelse.

Efter at være kommet igennem enevældens tid og til hoveriet blev afskaffet, er der nok sket store fremskridt.

Den periode og helt til vor tid må have været fattighusenes tid med al deres elendighed. Al den hjælp de fik, blev altid leveret i naturalier, ingen kontante penge.  Det har vel også været det rigtige i den periode, da drikfældigheden var stor.  Der ville jo nok være blevet gjort brug af nogle af pengene til brændevin, men de naturalier de fik, var så småt tildelt, at det altid var på sultegrænsen, og helt op til 1849 var al  fattighjælp ved frivillige gaver.  I kirken blev der indsamlet   ”mæ æ klinkpung”,  ja det var helt op til vor tid.

En lille historie fra den tid: En lille dreng var med sin far i kirke. Da de var gået forbi med klinkepungen , sagde drengen til sin far: ”Hvormøj fik do får?” – ”A fek et ant end en to øre”. Det er jo nok små beløb, der er  kommet ind på den måde. Efter grundloven i 1849 ser det ud til, at der kan udbetales lidt mere i kontante penge, da det var vedtaget, at der skulle udskrives så meget i skat, så der blev et lille beløb til fattigvæsnet,  –  til stor forargelse  fra skatteydernes side. Jeg kan ikke tro andet , end at forbedringerne alligevel må være kommet fra velmenende præster og gårdmænd, da ingen af de fattige har vovet sig frem Først 1933 fik vi den ny sociallov, som vel nok blev præget af, at landarbejderne og byarbejderne for længst havde begyndt at gøre sig gældende.

Til venstre ægteparret Andersen fra Fattiggården i Vester Nebel og til højre gården der nu er nedrevet.

Fattiggården i Vester Nebel blev købt og oprettet som arbejdsgård af Vester Nebel og Starup sogn i 1867 med 37 tdr. land. De første, der tog gården i brug, var  beboerne af fattighusene eller kommunehusene.

Da man overtog gården  var det en firlænget gård med en stor lade ud mod Donsvejen med to porte. Den blev så revet ned, og det af materialerne, der kunne bruges, blev brugt til opførelse af en ny fløj, der blev bygget i vinkel for det gamle stuehus, sådan at der vist var ca. 10 små værelser i selve stuehuset og en  lille arrest, og så var der plads til seks senge i udhuset. Det blev så ombygget i 1921 og gjort større, så de gamle havde ret gode værelser med bræddegulv, men ellers havde vi jo slet ingen af nutidens bekvemmeligheder, fik dog indlagt vand efter nogle års forløb. De havde nu hver sin kakkelovn, foruden en ret stor opholdsstue, arbejdsstuen kaldte vi den. Der fik de rejsende deres mad og kunne lave deres musefælder og deslige der, og hvor de kunne lave deres campagne.

Gården blev bygget først i 1800- tallet til en søn fra Elkærholm, havde så forskellige ejere indtil 1867, den sidste hed Svanbjerg. Den første bestyrer hed Mads Foged. Da gården ingen heste havde, blev den drevet af en husmand, der havde en hest. Han drev så begge ejendomme vistnok til 1897, da sognerådet blev enige om, at der skulle købes et spand heste, sagde Mads Foged pladsen op, han ville ikke på sine gamle dage til at løbe efter et spand heste, de byggede så huset over for.

Jeg har set en gammel regnskabsbog, hvor der stod 12 børn optegnet, og der var vist familier med børn helt op til 1900. Efter Mads Foged kom Hans Fink, som var forpagter i 30 år, dernæst Peter Petersen, som var bestyrer i 5 år, Søren Bang  var der i 5 år, og fra 1928 kom jeg som forpagter i 18 år, købte så gården og solgte den igen  1½ efter på grund af sygdom.

Da vi overtog gården i 1928, var der fire  alderdomsunderstøttede;  der var nemlig fire værelser adskilt, der var anerkendt til det formål, det var nu ellers uden betydning, da vi gav dem alle akkurat den samme behandling. Deres stuer var malede lidt pænere det var det hele. Så var der 7 såkaldte fattiglemmer foruden de rejsende – og desuden skulle vi beværte sognerådet både til møder og skatteligning. Det skete tit, vi var 25 til spisning, så der var noget for en husmor at se til med kun en pige til hjælp, men vi havde også meget dygtige unge medhjælpere, og alle var de gode til at omgås de gamle, det betød meget for os.

Alle som kunne, skulle jo arbejde, derfor blev de flere steder kaldt arbejdsgårde helt op til 1885, da blev det til fattiggårde,  hvad jeg syntes var kønnere. Vi sagde altid kommunegård, når vi talte med de gamle, og da måtte ingen sættes til regelmæssigt arbejde, selv ikke vagabonderne, men jeg gjorde det alligevel. Når det blev vinter, ville de jo gerne blive ved kakkelovnen, men når det blev ved med at strømme  ind med gæster, kneb det med plads.

Vi havde plads til 4 i sengene, og når det blev for mange, måtte jeg have dem anbragt i høet over stalden. Når det blev for mange, sagde jeg til ham der boede længst: ”Dersom du vil blive her længere, skal du ud og slå sten.” Jeg gav ham så værktøj dertil. Det virkede aldeles omgående. Jeg kan huske, den første, jeg prøvede med , sagde: ”Nej, så dybt er jeg alligevel ikke sunket”, og så gik han.

Det gik egentlig godt længe med stenhammeren, men så en dag var der en der ville prøve, og da han så, jeg gik i marken, tog han min hammer med sig og solgte den for 5 kr. Ham så vi aldrig mere. Stenene havde ingen skade taget. Jeg tror nok, det var skik på mange fattiggårde, at bestyreren forlangte deres tændstikker og vandreseddel. Der var også en der afleverede tændstikkerne til mig. Lidt efter stod han ved husgavlen og var ved at tænde piben. Siden sagde jeg altid til dem: ”nej, lad os være fri, du er jo ikke den slags der går rundt og stikker ild på”. Det var de alligevel lidt stolte over, at man viste dem tillid.

Af de mange,  der i årenes løb kom til os, vil jeg skrive lidt om nogle stykker, jeg husker bedst. De allerfleste fik vi ingen kontakt med, de gik og kom igen, nogle var ædruelige, nogle var religiøse på deres egen maner, men det lød jo ikke særlig overbevisende, når de stod og dinglede og fremsagde skriftsteder, selvom det absolut var korrekt, men de fleste var fordrukne og ødelagt af mange forskellige grunde, vel mest en karakterbrist. Mange af dem ville gerne fortælle, og var der en, jeg gerne ville have til at fortælle, tog jeg gerne cigarkassen frem og satte mig ned og sludrede med dem, men vedkommende skulle være ene, ellers tav de med det, jeg gerne ville høre. Mange af dem viste os billeder af en kone eller kæreste eller af deres børn, og i de fleste tilfælde tog de selv skylden for, hvordan det var gået.

Det er ikke for at stille nogen til skue eller latterliggøre dem, men for det særprægede, og da sagen i sig selv er dybt alvorlig, bør man være nænsom med at dømme. Der er jo næsten en tragedie for hvert enkelt menneske, vi har og fælles for dem alle var, at de var glade for børn. Vi har tit set deres øjne stråle, når et af børnene tog deres hånd, vi var aldrig bange for at lade dem ene med dem, og jeg har i de 20 år aldrig hørt nogen sige et ufint ord til min kone, de var altid rolige og besindige.

Nu vil jeg fortælle noget om dem, der var mest særprægede. Der var jo mange, som vi aldrig kom til at kende, de var tillukkede eller var sig selv nok eller måske blufærdige.

Verner
Jeg husker hvem den første var. Det var Verner fra Skibet, ca. 60 år i 1928, gik altid med pakke under venstre arm og stok i højre hånd. Han var en ener, der  ikke sagde ret meget, var forlegen når der var flere. Han drak ikke, men bare gik og fægtede lidt, gik en bestemt rute og kom så igen flere gange hvert år, havde lidt indtægt af at handle med sine træsko. De kunne få forskellige ting, når hjemstedskommunen ville refundere beløbet. Verner havde fået en seddel ved sognerådsformanden. Han ringede så til Skibet for refusion. Han svarede, ja lad gå denne gang, men I må godt spare lidt ved det, da han har fået 300 par sidste år. Det var nok lidt højt sat, men han havde omsat et par hver gang han skiftede fattiggård. Han var absolut arbejdssky. De havde haft ham på arbejdsanstalt. På det punkt lod han sig ikke rokke.

Den gamle smed Niels Thomsen
Boede ved Donssøerne og arbejdede på Elkærholm som smed og mark kusk. De havde det meget fattigt, han var meget fordrukken, mishandlede konen og stjal lidt til husbehov. Engang da mølleren og forvalteren en aften var på vej til Vester Nebel kro, fangede de smeden med en sæk korn og tog ham med tilbage til gården. Der blev de alle tre kaldt ind til godsejeren, som skammede smeden ud. Da han var færdig med det, sagde han: ”Ja nu må vi ha’ en anden ordning på det hele, du er jo ellers en dygtig mand, og så lover du mig ikke at stjæle tiere”, og så vendte han om mod mølleren og forvalteren: ”Hvordan tror de to herrer, en stakkels mand skulle leve med den elendige løn, jeg gir ham hvis han ikke stjæler lidt, men nu får du Niels 50øre mere om dagen, og så kører forvalteren ned med en sæk malet korn og 50 knipper halm, og så kommer vi med en halv gris, skal vi så lade det være godt”.

Nogle år senere døde hans kone, og han kom på fattiggården, hvor han var meget nem at have. Han blev meget religiøs, tænkte meget over sit levnedsløb. Da han lå for døden, skiftedes min kone og jeg til at våge, han var bange for at dø, han ville holde os i hånden og blev ved at gentage: ”Bare Vorherre vil tage godt imod mig”. Vi trøstede ham så godt vi kunne. Et fattigt liv var endt.

Bette Fanden
En lille beskidt fyr af værste slags.  Han var vel en 60 år dengang, så han var ikke så farlig. Jeg har aldrig hørt et menneske, der sådan kunne bande, han kunne slet ikke gå forbi et menneske, uden han skældte dem ud med de værste udtryk, uden der var nogen grund. Folk var bange for ham. Engang sad han oppe i arbejdsstuen og råbte og skreg og var blevet uenig med vore egne folk. Jeg måtte jo derop, for han kunne godt true med kniven eller træsko. Da han så mig, blev han fuldstændig desperat og for hen imod mig.

Jeg snuppede ham så og klemte ham så han skreg, bar ham ud og bad ham forsvinde. Han løb så ud på vejen, og da han fortsatte og var ved at samle opløb, måtte jeg derud igen, og det var ellers meningen, jeg ville tage hårdere ved, men han løb alt det han kunne. Men der er jo ingen der ved, hvad sådan et lille menneske har været igennem. Han havde arbejdet med mange ting: banearbejder, tørvearbejder, skovarbejder, og er jo nok hele livet igennem blevet holdt nede af sine kammerater, og hans gale sind har nok ikke gjort det bedre. En halv snes år efter blev han fundet død i en vejgrøft oppe i Nordjylland.

Han gik en del år med en kurv med træskeer, som han vist ikke solgte ret mange af, kun til dem, der var bange for ham. De, der ikke var bange for ham, blev så tværet ud i den værste svovlpøl, eller også fik han nogle lussinger og blev smidt ud. Jeg kan ikke huske hans rigtige navn, men han er født i Vejle, og altid hed han Bette Fanden fra Vejle.

Karl Knigger
Hans moder en nu afdød distriktsjordemoder i Give. Da drengen blev født uden for ægteskab, blev han bortadopteret til en proprietær på Århus egnen og fik en særdeles god barndom.

Efter skoleårene fik han lov til at læse til realeksamen, det var omkring 1930, da landbokrisen satte ind. Karls stedfar gik fallit og måtte begynde på noget nyt. De havde en svoger i Randers, der var grosserer. De ville gerne have Karl, som de også fik. Han var hos dem til han fik studentereksamen, så gik grossereren fallit, og nu sad Karl skidt i det, som han sagde.

For han havde jo ikke lært at bestille noget, skulle bare være til stads. Han prøvede så en del af forskellig slags, var kontorelev og prøvede at gå handelsvejen, men alt gik i fisk for ham.

Blev forsikringsagent, støvsugeragent, symaskineagent. Han prøvede at sælge tran til landmændene. Det var vist det sidste, inden han gik over til at handle med sikkerhedsnåle og lignende småting, så var der jo ikke andet end landevejen, men han blev ved at beholde kufferten og politimesterens tilladelse til handel. Når det kneb, måtte han begynde at indlogere sig på fattiggårdene og kom også til os. Vi havde ondt af ham. Han var rigtig en nobel og pæn ung mand, han blev ved så godt, han kunne at holde sig ordentlig i tøjet, det var  ikke let under disse forhold. Han blev så hos os i 14 dage, hvor han hjalp mig med hvad han kunne, han fik jo også en lille dagløn og kosten, og min kone vaskede hans tøj og ordnede det så godt det lod sig gøre. Han fortalte os så hele livshistorien, og nu havde han sat sig for at finde sin rigtige mor. Jeg vidste god besked med moderens familie, som var fra Øster Starup, og moderen boede på det tidspunkt i Give og var gift og havde flere børn. Jeg havde fået besked på ikke at fortælle ham noget, da han var adoptivbarn.

Jeg var tit ved at være i tvivl om det var rigtig, men lod være. Han både græd og tryglede for at få det at vide. Det var nærmest lidt tragisk, for vi havde på det tidspunkt en kusine til ham som tjenestepige

De snakkede med hinanden uden at vide, de var af samme slægt. Karl blev ved at komme 2 eller 3 gange om året. I mange år holdt han sig fri af spiritus og så nogenlunde ud i tøjet. Vi snakkede også om vi skulle have prøvet at få ham til at blive som karl. Han arbejdede altid en 14 dages tid, når han var hos os var venlig og rar mod os.

Efter disse små optegnelser af  alle de mennesker vi har mødt, er det for langt de flestes vedkommende med venlighed jeg mindes dem, langt de fleste var jo kommet i vildrede med sig selv ved druk og dårlige familieforhold. Det var absolut ikke altid fattigdom i hjemmet, der havde leveret de fleste til landevejen, og de har sikkert alle haft perioder, hvor de var langt nede. Vi har tit set dem græde over det, de havde tabt, og så måtte de ty til spiritussen for at dulme smerten. Det syntes jo mærkelig for mange, at de ikke kunne lade være, men det kan vi vist ikke komme nærmere, end at vi ingenting ved derom, – os der er blevet fri for denne last.

Jeg har lige haft besøg af en vagabond, han var her for tre måneder siden, og da fortalte han, at han havde haft en Købmandsforretning i en af forstæderne til Århus, kunne pludselig ikke mere og gik så og sjuskede rundt indtil han havnede på landevejen. Den første gang, han var herinde var han nogenlunde i tøjet, renvasket og barberet, næste gang, han kom, kunne jeg straks ikke kende ham, langskægget, beskidt og pjaltet, overhængt med ølkapsler og deslige dingeldangel. Jeg udbrød så ”hvordan pokker er det du ser ud Møller”?, Nå, han fik sin 1-kr., ”men næste gang du kommer og har fået alt det skidt smidt væk og er blevet klippet og barberet, så får du en femmer”, og nu har han lige været her i nogenlunde påklædning og ren og glatbarberet. Jeg prøvede at snakke med ham om dem derhjemme, så brød han sammen.

”Jeg kan ikke blive ved at holde det ud , for min kone og fire børn er helt uskyldige”. Han fik så en fem-krone, og jeg vil håbe at han får lov at græde mange gange endnu; så længe de kan det, er der håb for et stakkels menneske i nød.

Der var en periode først i trediverne, hvor der kom en mængde helt unge københavnere, de kom tit fem- seks stykker ad gangen. Dem var vi ikke glade for, de var både frække og uforskammede. Når pigen var oppe med mad til dem, og hun var ved at være bange og ked af det holdt jeg mig i nærheden, og hørte jeg deres råheder, rev jeg døren op og gav dem en ordentlig skylle. ”Så må I ud ad døren med samme, ellers skal politiet snart få jer hen, hvor der er ro”. Det var de alligevel bange for. De blev jo også noget flade, når jeg selv engang imellem gik op med maden til dem, men jeg havde selv meget at bestille, så jeg havde ikke altid tid at være vagt. Jeg lod dem vide, at hvis de igen vovede sig frem med deres frækheder, ville politiet øjeblikkelig blive tilkaldt. Vi havde ellers aldrig nogensinde politiet blandet ind i de forskellige forhold. Det var ikke altid så let, men jeg havde jo en uvurderlig støtte i min dygtige kone, som altid havde god mad og var venlig mod dem. Vi var enige om, at vi var der for deres skyld og ikke omvendt.

Vi beværtede jo også sognerådet til alle møderne og skatteligning til heldagsbespisning, det fik vi 200-kr. for årligt. Det var en ren underskudsforretning, men det gik jo alligevel. Vi var først bestyrer i to år, derefter forpagter i 16 år og købte så  gården i 1946 for 42000-kr.  Der var på det tidspunkt en ejendomsskyld på 25000 kr. alt fulgte med,  heste og maskiner var mit eget, men jeg fik en klausul lagt på, at vi skulle nedbryde huset, der var beregnet til de gamle. Det var ellers ombygget i 1921, så der var gode materialer, som vi byggede et hus af her ved siden af, hvor vi nu bor.

Da vi igen solgte gården og flyttede ned i vort nye hus kunne jeg ikke undvære jorden, byttede så og fik en lille ejendom ved Nebel skel ved Bølling, men vi følte os altid som hørende til Nebel. Jeg gav mig da til at fuske i murerfaget og fik så travlt som aldrig før, indtil sygdom for alvor satte ind, og min kone var stærkt angrebet af hjertesygdom, hun havde også bestilt noget så det forslog.

Men det har jo alligevel været en rig tid, man har gennemlevet, og nu hvor der er rigelig tid til at tænke, så er der jo så meget man gerne ville have gjort bedre.

Hans E. Andersen

Det er en datter fra fattiggården, Inger Andersen, Alleen 2 i Vester Nebel, der  har givet museet denne interessante skildring, som hendes far skrev for mange år siden, om livet for dem, der havde de ringeste vilkår, men dog alligevel fik lidt hjælp og støtte i deres elendighed for 60-70 år siden.